RELIGIONSFRIHEDEN I 1849 OG DENS KATOLSKE FORSPIL af Jørgen Nybo Rasmussen

1 RELIGIONSFRIHEDEN I 1849 OG DENS KATOLSKE FORSPIL af Jørgen Nybo Rasmussen INDLEDNING. I dag er demokrati og menneskerettigheder en selvfølge i Danmark. Sammen med den øvrige vestlige verden gør vi tilmed alt, hvad der er muligt, for at de lande og samfund, der endnu ikke lever op til disse normer, snarest muligt kommer til at gøre det. Det er for os indlysende, at kun demokratiske lande, der respekterer menneskerettighederne, kan optages i EU. Derfor kan det undre, ja faktisk virke næsten uforståeligt, at det kun er 150 år siden, at et land som Danmark ved Grundlovens indførelse besluttede sig til at gøre disse normer til grundlag for statsforfatningen og lovgivningen. Der er kun to begivenheder i landets historie, der har medført en lige så dybt gribende forvandling af tankesæt og samfundsformer, nemlig kristendommens afløsning af hedenskabet ca. 960, og protestantismens afløsning af katolicismen ca. 1536. I 1849 faldt ikke blot det enevældige kongedømme, men der indførtes en helt ny opfattelse af statens forhold til borgerne med de dertil hørende normer. På troens område, som vi her beskæftiger os med, afløstes religionstvang af religionsfrihed. Det var ikke længere kongen eller statens lovgivning, der bestemte, hvad danskerne skulle tro på. Det enkelte menneskes religion blev herefter kun afhængig af dets egen personlige overbevisning. Det er almindelig historisk viden, at denne revolution som begivenheden jo virkelig var, selvom den i Danmark forløb uden ydre voldshandlinger - var blevet forberedt gennem lange tiders udvikling, først i det europæiske udland, senere også hjemme hos os selv. Allerede i løbet af 1700- tallet begyndte de enevældige kongeriger og fyrstendømmer, der mere eller mindre absolut styrede hver sin statskirke, og hvis trosretning tilmed oprindelig også var bestemt af fyrsterne (efter princippet: cujus regio, ejus religio fra den augburgske religionsfred 1555), at møde stadig mere kritik. Oplysningsfilosoffer som Voltaire formulerede nye tanker og fremsatte et rationalistisk og humanistisk syn på mennesket og samfundene,. Statssystemerne skulle ikke mere bygge på de kristne kirker, men på almenmenneskelig rationel og verdslig tænkning og moral. Og trods den ydre fjendtlighed mod kirkerne var disse filosoffers ideer og normer i grunden også hentet fra kristendommen, blot berøvet dennes overnaturlige element. Bag formuleringen af universelle menneskerettigheder, ønsket om folkets medindflydelse på statsstyret og mere social retfærdighed, lå den respekt for menneskets værdighed og naturlige rettigheder, som hidrørte fra den kristne kultur og tradition, herunder ikke mindst fra den katolske retsopfattelse og samfundslære. I slutningen af 1700-tallet førte spændingen mellem disse ideer og et forældet enevældigt styre til Den store Franske Revolution i 1789. Allerede forinden havde de amerikanske kolonier 1776 løsrevet sig fra England og stiftet USA. Begge steder formulerede man som grundlag for de nye demokratiske forfatninger højtidelige erklæringer om menneskerettigheder: i Amerika for at finde et fælles værdigrundlag til foreningen af de konfessionelt forskellige enkeltstater, i Frankrig som basis for det nye fornuftmæssige samfund, der skulle afløse enevælden med dens stændersamfund og kirke. Men krige og terrorisme fulgte i kølvandet på omvæltningerne. Mod det revolutionære og aggressive Frankrig samlede sig snart de gamle europæiske stater, og skønt Napoleons diktatur i en årrække gjorde Frankrig til Europas herre, fandt han dog 1815 sit endelige nederlag ved Waterloo. Jørgen Nybo Rasmussen. Religionsfriheden i 1849 og dens Katolske Forspil. Side 1 af 11

2 Den følgende periode har man betegnet som restaurationens tid. Kongerne og fyrsterne søgte at genoprette den gamle orden fra før revolutionen, herunder ikke mindst statskirkerne. Alliancen mellem tronen og altret skulle genskabes, og de fortsatte frihedsbevægelser undertryktes hårdt. Den katolske Kirke hørte i høj grad til revolutionens ofre. Ikke blot i Frankrig, hvor den mistede sin politiske indflydelse og blev genstand for de revolutionæres blodige forfølgelser, men også i de øvrige katolske lande i hele Europa. I Tyskland ophævedes de gamle fystebispedømmer, kirken tabte de fleste af sine ejendomme, og mange klosterordener ophævedes eller ruineredes. Napoleon ophørte ganske vist af opportunisme med at forfølge kirken, men ydmygede paven ved at tage ham til fange og tvinge ham til at krone sig som kejser. I de følgende år var kirkens stilling præget af kaos, afmagt og fattigdom. Men samtidig vaktes dens åndelige liv til en ny blomstring. Især oprettedes i de ophævede ordeners sted mange nye kongregationer, ikke mindst kvindelige, der uselvisk tog sig af fattigforsorg, skole- og hospitalsdrift. I åndslivet opstod romantiken, der dyrkede og beundrede den katolske middelalder som et ideal. Selvom de katolske folks tro var usvækket eller levede op igen, var det svært for kirken at finde sin rolle i den nye politiske situation. Skulle man ligesom visse fyrster simpelthen tage afstand fra frihedstankerne og konservativt prøve at skrue tiden tilbage før revolutionen? Eller skulle man udnytte sin egen gennem lidelser og tab vundne frihed overfor de gamle katolske staters formynderi, sige ja til det gode og berettigede i frihedsideerne og således søge en helt ny vej fremad for kirken i en forandret verden? Meningerne var delte mellem katolikkerne indbyrdes. Paverne var længe tilbøjelige til at vælge den konservative linie, bl.a. fordi de endnu var verdslige fyrster af Kirkestaten i Mellemitalien, og ønskede at forsvare den overfor frihedsbevægelsen, der ikke blot krævede demokrati, men også Italiens samling til en moderne nationalstat. Kravet om religionsfrihed forekom længe kirken at være en uberettiget og farlig vildfarelse. Som den sande kirke kunne den katolske kirke ikke anerkende andre konfessioners og livsanskuelsers ligeberettigelse i samfundet med sig selv! Dette standpunkt hævdedes endnu af Pius IX i hans berømte Syllabus errorum = Fortegnelse over fejltagelser fra 1864. 1) I praksis medførte det, at katolikker ikke engang i stater, hvor de var i mindretal, og i høj grad selv havde brug for religionsfrihed, kunne eller ville være med til at stille formelle krav derom. Dette er med til at forklare, at der ikke var den ringeste interne katolske deltagelse, da debatten om forholdet mellem stat og kirke og om religiøs frihed fra 1820erne også rejste sig i Danmark 2. DEBATTEN OM STAT, KIRKE OG RELIGIØS FRIHED I DANMARK. Tilsyneladende stod den protestantiske enevælde i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet stærkere end nogensinde, og mødte mindre opposition end i noget andet europæisk land. Frihedsideerne fra 1700-tallet var blevet kompromitterede af rædslerne under Den franske Revolution og Napoleonskrigene. Den protestantiske statskirke var det trygge og velkendte holdepunkt i tilværelsen, og konsoliderede sig efter de urolige år yderligere. Opposition imod den rejste sig dog indefra, især fra den nylig frigjorte bondestand. Bønderne var i 1788 blevet frigjort fra stavnsbåndet. Takket være almueskoleloven 1814 var læsekyndighed ikke mere forbeholdt de lærde og overklassen, men blev alment eje. Dette førte til en hidtil ukendt selvbevidsthed, folk begyndte selv at læse i bibelen og blev dermed klar over den modsætning, der var mellem bibelens ordlyd og de rationalistiske præsters bibelkritiske forkyndelse. Man tilsidesatte de gamle love, bl.a. den såkaldte konventikelplakat fra 1741, der forbød lægfolk at holde religiøse møder uden præsternes Jørgen Nybo Rasmussen. Religionsfriheden i 1849 og dens Katolske Forspil. Side 2 af 11

3 kontrol. I 1800-tallet første år blev disse gudelige vækkelser til en omfattende og stadig mægtigere græsrodsbevægelse i Danmark. Man trodsede gejstlighedens misbilligelse og statens repressalier, og det blev stadig klarere, at det var i disse vækkelser, den religiøse fornyelse viste sig. I sin artikel har Bent Hylleberg gjort rede for den baptistiske gren af denne folkevækkelse. Flertallet holdt sig dog indenfor den ortodokse lutherdom. Men udviklingen viste, at det religiøse liv ikke mere kunne bindes af statsmagten som før. Enkelte præster så vækkelsesbevægelsens værdi, og søgte at komme den imøde og hjælpe den til at få sin egen levedygtige form. Vigtigst blandt disse præster blev Nicolai Frederik Severin Grundtvig. 2) I 1825 udgav teologen professor H.N.Clausen et skrift med titelen: Katolicismens og protestantismens kirkeforfatning, lære og ritus. På baggrund af den katolske kirkes opbygning forklarede han her, hvorledes de protestantiske kirker var organiserede. Men i bogen var også indbygget hans egne ideer om, at den danske lutherske kirke burde løses fra bindingen til staten og ligesom de reformerte kirker få sin egen selvstændige kirkeforfatning. Grundtvig reagerede i sit skarpe modskrift Kirken genmæle ikke mod det, men mod Clausens rationalistiske og kritiske opfattelse af bibelen. Her overfor stillede han sin egen mageløse opdagelse, nemlig at det ikke er bibelen med teologernes mange modstridende fortolkninger, der er kirkens trosnorm, men den ved dåben bekendte apostolske trosbekendelse, som sammen med dåbens og nadvererens sakramenter forener de kristne til alle tider - også uanset konfessionelle skel. Denne ide blev basis for den senere såkaldte grundtvigianske kirkeretning. 3) Denne opfattelse af troen, sakramenterne og kirken har ikke så lidt tilfælles med den katolske. Selvom Grundtvig selv bestandig afviste denne lighed og tog skarpt afstand fra det romerske, viste det sig siden, at mange danske konvertiter fandt vejen til den katolske tro via Grundtvig. Som katolikker synger vi også den dag i dag gerne Grundtvigs salmer til messen. Men det er en anden historie. Ganske som i andre europæiske lande betød romantiken i Danmark en ny begejstring for middelalderen og dermed for det katolske livssyn. Grundtvig selv oversatte Saxos danmarkshistorie og de norske og islandske sagaer, Ingemann skrev sine historiske digte og romaner med tema fra middelalderen, Ohlenschlæger sine dramaer med motiver fra samme periode. Folkeviserne dyrkedes og efterlignedes i digtningen. Billedhuggere og malere fulgte Bertel Thorvaldsen til Rom, hvor den nordiske kunstnerkoloni fandt inspirationer, de ikke havde kunnet finde hjemme. H.C.Andersen skrev sin første roman Improvisatoren med baggrund i det katolske Italien. Grundtvigs angreb på H.N.Clausen medførte først, at han selv mistede sit præsteembede. Som free-lance teolog og forfatter, men også da han 1839 igen fik præsteembede, blev han fortaler for indførelsen af fuld religionsfrihed, ikke mindst under indtryk af statskirkens tvangsdåb af baptisternes børn. Men i modsætning til Clausens ønske om en kirkeforfatning mente Grundtvig, at statskirken burde fortsætte således, at der indenfor dens rammer ved hjælp af retten til sognebåndsløsning skulle skabes frihed både for de vakte, for hans egen kirkelige anskuelse og for rationalisterne. I 1840erne skrev han og Clausen i indbyrdes overensstemmelse for indførelsen af religionsfrihed. 4) Hvilke modeller for religionsfrihed, disse og andre af tidens debattører, f. eks. Rasmus Sørensen og P.G.Monrad tænkte på, fremgår af Bent Hyllebergs artikel. Imens forsvaredes den traditionelle statskirke stadig af Kongen, af Danske Kancelli (der fungerede som kirkeministerium) og især af Sjællands myndige biskop fra 1834-54, J.P.Mynster. Han fastholdt, at den danske stat og den lutherske kirke simpelthen faldt sammen, og var derfor en Jørgen Nybo Rasmussen. Religionsfriheden i 1849 og dens Katolske Forspil. Side 3 af 11

4 skarp modstander af alle nye kirkelige splittelses- og frihedsbevægelser, herunder vækkelserne og Grundtvigs kirkeideer. Da demokratibevægelsen 1834 nåede sit første mål ved indførelsen af de rådgivende stænderforsamlinger, blev der hertil indgivet flere ansøgninger for at opnå større religiøs frihed og en ny kirkeordning i Danmark. Dette vakte Mynsters udelte uvilje. Af baptisterne krævede han overholdelse af reskriptet af 1828, der pålagde alle forældre pligt til at få deres børn døbt. Da Søren Kierkegårds broder, P.C.Kierkegård i Pedersborg, imod direkte ordre 1845 nægtede at tvangsdøbe baptisternes børn, blev han truet med afskedigelse. Protesterne blev dog nu så omfattende, at kancelliet ikke vovede at udføre den. I 1847 beordrede kong Christian VIII derfor dåbsreskriptet tilbagekaldt og alle sager imod baptisterne og mod vækkelsernes ledere og forsamlinger indstillet. Dette blev faktisk den sidste ytring af den enevældige magt til at forordne og at dispensere om kirkelige forhold. Under den nye konge, Frederik VII, dekreterede en plakat af 26. juni 1848 generel amnesti i de rejste religiøse straffesager. 5) 3. STATSKIRKENS SIDSTE KAMP MOD KATOLICISMEN. Siden 1667 havde katolikkerne i Nordtyskland og Skandinavien kirkeligt sorteret under et særligt bispeembede, Det nordiske Vikariat. 6) Nr. to i rækken af disse apostolske vikarer og den eneste dansker var den salige Niels Stensen 1677-1686. Efter hans tid blev hvervet en tillægsopgave for biskopper eller hjælpebiskopper i de nordligste katolske bispedømmer i Tyskland som Hildesheim, Osnabrück og Paderborn. Så længe jesuiterne var ene om at sørge for pastoraterne i Fredricia og ved det kejserlige gesandtsskabskapel i København og de fleste andre katolske kirker i området, var denne beskedne indsats pastoralt set tilstrækkelig, idet ordenen kunne klare de fleste opgaver og problemer selv. Men da selve jesuiterordenen blev ophævet i 1773, gik denne hidtil så faste struktur i opløsning. Skønt tidligere jesuiter endnu indtil omkring 1800 fortsatte deres virksomhed som sognepræster, stillede situationen nu større krav til de nordiske vikarer. Det store kaos omkring kirken efter Den franske Revolution og Napoleon forsinkede endnu i lang tid nye løsninger. Først da man var kommet over de værste følger af krisen, og kirken på ny stabiliserede sig, tog pave Gregor XVI (1831-1846) initiativet til en kreativ indsats for den nordeuropæiske diaspora. 7) 1839 udnævnte han en ny nordisk vikar, nemlig den belgiske præst J. Th. Laurent. Han var på den tid allerede kendt som en ivrig tilhænger af den pavetro retning, de såkaldte ultramontane, og imod de liberale og nationalkirkelige strømninger i kirken. Da den preussiske regering arresterede ærkebiskoppen af Köln for ulydighed mod nye statslige love om blandede ægteskaber, skrev Laurent til hans forsvar og krævede i pressen hans frigivelse. Ifølge udnævnelsesbullen skulle han som nordisk vikar være titularbiskop af Chersones og hans bispesæde ligge i Hamborg. I vor tid er det næsten uforståeligt, at denne udnævnelse kunne støde på en så voldsom modstand, som herefter viste sig. Datidens aviser skrev om begivenheden, endnu inden den blev offentliggjort, somom den var et provokerende udtryk for den romerske paves bestræbelser for at udvide sin magt og indflydelse i det protestantiske Nordeuropa. I november 1839 behandlede Hamborgs senat (byråd) sagen. I en erklæring afviste man den romerske plan med den begrundelse, at ingen uden senatets tilladelse kunne udøve gejstlig myndighed i byen. Erklæringen blev sendt til de andre hansestæder, Bremen og Lübeck, og til regeringerne i Mecklenburg og i Danmark, der tilsammen udgjorde de lande, hvis katolikker på den tid hørte under det nordiske viklariet, men desuden også til Preussen. Overalt blev sagen taget op politisk, og i samtlige lande, der gennem Jørgen Nybo Rasmussen. Religionsfriheden i 1849 og dens Katolske Forspil. Side 4 af 11

5 deres diplomater rådførte sig indbyrdes, nægtede man at anerkende Laurents udnævnelse, og at indrømme ham nogensomhelst rettigheder eller blot give ham indrejsetilladelse. Om begivenhederne i Danmark er man underrettet i de meddelelser, som den østrigske gesandt i København, friherre von Langenau, sendte til den kejserlige regering i Wien. Som katolsk stormagt støttede Østrig pavens plan, skønt kejserens berømte kansler, fyrst Metternich, mente, at dens udførelse ikke var grebet an med den nødvendige politiske klogskab. Ifølge Langenau gjorde udnævnelsen af Laurent et ganske særlig dårligt indtryk i Danmark. Man opfattede hans titel af Chersones, somom det implicerede oldtidens navn på Jylland, der på Ptolemæus oldtidskort hed Chersones Cimbrica, mens det i virkeligheden var navnet af et gammelt bispedømme på Kreta. Man mistroede også Laurent som belgier, fordi Belgiens oprør mod Holland var sket så nylig som i 1830 til stort mishag blandt tidens enevældige monarker. Endelig kendte man hans rolle som fanatisk katolik og ultramontan opponent mod den preussiske stat. Hans påtænkte placering i Hamborg sås som en målrettet pavelig aggression mod det protestantiske Nordtyskland og Danmark Disse vurderinger i depescherne til Wien bekræftes af en dansk artikel i Fædrelandet 2-3 marts 1840, der ellers var de københavnske liberales talerør for indførelse af politisk demokrati! 8) I artiklen: Catholikernes borgerlige stilling i Danmark bedømtes Laurents udnævnelse negativt. Den blev indledt med en hel oversigt over den bestående tvangslovgivning om katolikkerne, uden at denne kritiseredes. De meget få katolikker i landet havde, står der, samvittighedsfrihed og havde ikke selv beklaget sig over noget! Derfor var der ingen grund til nu at forstyrre den kirkelige fred, ved at tillade katolsk proselytmageri, hvilket kunne opildne den religiøse gæring i landet (en hentydning til vækkelserne og Grundtvig). Hvis Laurent ville vove komme hertil uden regeringens tilladelse, ville han iflg. gældende lov have sit liv forbrudt (jfr. Danske Lov). Man måtte indrømme, at lovene var intorlerante, men beroligede sig selv med, at de efter vort nuværende kulturtrin næppe ville blive udøvet. Konklusionen på artiklen var, at en protestantisk stat som sådan må have den overbevisning, at katolicismen tilhører fortiden og hæmmer menneskets fremskridt. Når det liberale hovedorgan stillede sig således, hvad kunne man så ikke vente sig af de konservative? Den danske udenrigsminister støttede fuldtud den afvisning af Laurents udnævnelse som apostolisk vikar med sæde i Hamborg og forbud mod eventuelle embedshandlinger fra hans side, som Hansestæderne, Mecklenborg og Preussen havde besluttet sig til. Danske Kancellis præsident, P. Chr.Steman, (hvis embede var en kombination af nutidens statsminister, indenrigsminister og kirkeminister) skrev til Tyske Kancelli, der fra København styrede Hertugdømmerne, at man ikke så nogen grund til en særlig henvendelse til de danske katolikker om sagen, således som katolikkerne i hertugdømmerne havde fået, idet gældende lov indholdt tilstrækkelig beskyttelse mod de skadelige virkninger af en pavelig legats tilstedeværelse i landet, altså igen en henvisning til Danske Lovs bastante dødstrusel mod katolske gejstlige! Kun med særlig tilladelse kunne en pavelig repræsentant betræde dansk jord, og en sådan tilladelse ville næppe blive givet! Over hele Europa beskæftigede medierne og diplomatiet sig imidlertid med sagen,. Det katolske Østrig så det som sin opgave at formidle en løsning. Fra København udgik meddelelser til Wien, der igen brevvekslede med Rom. Som allerede sagt ønskede Metternich at hjælpe paven i hovedsagen, nemlig til en fornyelse af Det nordiske Vikariet, men han beklagede valget af Laurent Jørgen Nybo Rasmussen. Religionsfriheden i 1849 og dens Katolske Forspil. Side 5 af 11

6 og mangelen på politisk forberedelse som et fejlgreb. Ved Christian VIIIs kroning til ny dansk konge henvendte den østrigske gesandt sig til ham og forespurgte, på hvilke betingelser den danske regering eventuelt kunne anerkende en apostolsk vikar for de danske katolikker? Kongen var jo kendt for sin demokratiske indsats, da han som prins i Eidsvoll havde støttet tilblivelsen af Norges demokratiske grundlov af 1814. Kongen udtalte sin personlige beredvillighed til påny at overveje af sagen. Metternich fik imidlertid overbevist Rom om, at et gunstigt resultat afhang af, at man fandt en anden person end Laurent, så i september tilbagekaldte Rom Laurents udnævnelse. Han blev dog selv bedt om at foreslå en efterfølger, og det blev den hidtidige hjælpebiskop i Osnabrück, Carl Anton Lüpke. Denne løsning betød stort set en tilbagevenden til den gamle ordning, nemlig at den apostolske vikar kun havde hvervet ved siden at være biskop i et tysk bispedømme, og der var heller ikke tale om et helt nyt sæde i Hamborg. Lüpke var desuden tysk og derfor mere acceptabel i Nordtyskland end belgieren Laurent. De forskellige nordtyske fyrstendømmer godkendte da også ret hurtigt dette nye valg. Laurent blev senere udnævnt til apostolisk vikar i Luxemburg. Størst vanskeligheder og længst tid tog sagen igen i Danmark. I januar 1841 spurgte den østrigske gesandt Langenau på hvilke betingelser den danske regering ville anerkende biskop Lüpke som apostolsk vikar for de danske katolikker? Det varede et halvt år, før svaret forelå. Udenrigsminister Crabbe-Charisius anbefalede de to kancellier at godkende udnævnelsen, idet han bilagde den allerede indtrufne anerkendelse fra preussisk side. Men Danske Kancelli rådførte sig først med Sjællands biskop J.P.Mynster. Han erklærede sin gode vilje, men endnu mere sine store betænkeligheder ved overhovedet at anerkende en særlig pavelig jurisdiktion for de få katolikker i landet. Den plan anså han for overflødig, den røbede kun, iflg. Mynster, at den pavelige stol var ude på at udvide sin magt, at forhindre tilnærmelsen mellem katolikker og protestanter, og at udnytte den religiøse uro i Danmark til at blande sig i landets religiøse anliggender, for derved at fremme sine egne hensigter. Det var glædeligt, at Rom havde trukket den helt ulovlige udnævnelse af Laurent tilbage. Men hvis man nu med mange regeringers anbefaling i ryggen opnåede dansk anerkendelse af en anden biskop, kunne dette statuere et eksempel, som fremtidigt kunne føre til de ubehageligste forviklinger, ikke mindst vedrørende de blandede ægteskaber. Det farlige ved den katolske kirke var, ifgl. Mynster, at dens gejstlige skyldte en fremmed magt lydighed. Af en apostolsk vikar udenfor Danmark kunne man ikke kræve nogen troskabsed mod den danske konge. Man kunne heller ikke slutte nogen aftale med paven, nemlig fordi man ikke kunne indrømme paven nogen magt eller myndighed i dette land. Mynster gennemgik herefter en biskops beføjelser ifølge katolsk kirkeret. Hans potestas ordinis, dvs. hans ret til fejre messe, indvie kirker og præster og firme mm. kunne ikke udøves, fordi det iflg. Danske Lov ikke var tilladt nogen katolsk gejstlig at opholde sig her. Udfoldelsen af den katolske liturgis ydre pragt kunne også virke som en uønsket manipulation for udbredelsen af den katolske lære! Biskoppens potestas jurisdiktionis der omfattede opsyn med de gejstlige og kirkens ejendomme mm., kunne man derimod godt indrømme biskop Lüpke i Osnabrück. Dog måtte han ikke personlig afholde visitationer eller overhovedet træde i direkte forbindelse med landets katolikker. Alle kirkelige anordninger til de danske menigheder i København og Fredericia skulle på forhånd forelægges og godkendes af den danske øvrighed. - Danske kancelli tilrådede at følge biskoppens indstilling. Jørgen Nybo Rasmussen. Religionsfriheden i 1849 og dens Katolske Forspil. Side 6 af 11

7 I statsrådet forelagdes sagen for kongen til afgørelse den 9. juni 1841 af Anders Sandø Ørsted. Resultatet blev to kongelige resolutioner for henholdsvis Kongeriget og Hertugdømmerne. De fulgte i alle hovedpunkter Mynsters betænkning. De adskilte sig kun derved, at det for Kongeriget blev understreget, at det ville stride mod grundloven (dvs. Danske Lov) overhovedet at anerkende nogen apostolsk vikar for Danmark. Man erklærede dog ikke at ville lægge den biskoppelige jurisdiktion for de katolske undersåtter nogen hindring i vejen, hvis den blev udøvet nu som tidligere af biskoppen af Paderborn. Efter vore love kunne det dog ikke tillades denne biskop at sætte sig i umiddelbar forbindelse med menighederne eller med enkelte individer. Hans jurisdiktion måtte udøves gennem bemyndigelse af en præst i Danmark. Denne præst måtte søge om allerhøjeste godkendelse og nøje overholde landet love. Enhver kirkelig anordning skulle godkendes, før den kundgjordes for menighederne. Undtaget fra denne forordning var dog udtrykkelig den østrigske gesandtskabspræst. I sin beretning til Wien beklagede Langenau den usikre, undertrykte og ubehagelige tilstand, hvori de danske katolikker herefter fortsat måtte befinde sig. Realistisk kunne man dog ikke håbe at opnå mere. Eet fremskridt var sket i forhold til tidligere. Skønt den apostolske vikar ikke som sådan blev godkendt af den danske regering, så indeholdt resolutionen dog en rent faktisk konstatering af hans embede, som aldrig før var forekommet i dansk lovgivning. Hermed forblev retstilstanden indtil 1849. At man fra dansk side ikke var parat til ringeste blødsødenhed viste sig siden ved flere lejligheder.om sommeren 1842 tillod Lüpke sig at tage til Kiel og der læse en stille messe for den katolske menighed. Dette blev øjeblikkeligt af regeringen påtalt som en overtrædelse af indrejseforbudet. Menigheden i Kiel fik en reprimande, og Langenau fik besked på at protestere i Wien, der så skulle advare Lüpke om, at hans rettigheder afhang af, at han nøje overholdt betingelserne i den kgl. resolution af 9. juni 1841. Metternich svarede, at Lüpke i Kiel ikke havde udøvet nogen biskoppelig funktion, men kun læst messe som enhver anden præst, og nøjedes med fra Rom at få bekræftet, at Lüpke ved sin udnævnelse faktisk var blevet gjort bekendt med de danske betingelser. Da Lüpke i maj 1846 hos statsminister Rewentlow-Criminil bad om tilladelse til at indvie den nye katolske kirke i Frederiksstad, blev indrejse nægtet ham. Endnu samme sommer ansøgte han Christian VIII selv om større religionsfrihed i hertugdømmerne og for sin egen embedsudøvelse. Men også dette blev ham nægtet af Tyske kancelli med en erklæring om, at man ikke fandt nogen anledning til at ændre de tidligere trufne bestemmelser! 9) Det lutherske jerntæppe omkring Danmark bestod altså fortsat og blev forsvaret nidkært til det sidste, og vel at mærke af alle parter: de liberale i Fædrelandet, af kongen og hans ministre og af Sjællands lutherske biskop Mynster. Trods deres forskellige standpunkter i øvrigt, var der knap nogen meningsforskel mellem dem, når det gjaldt om at afværge pavens ønske om reform af det apostolske vikariat for Norden. De fåtallige katolikker i Danmark, om hvis sag dette usædvanlige storpolitiske spil drejede sig, formentlig under 1000 i tallet, gav ikke selv offentligt nogen mening til kende. De fleste af disse udlændinge og deres efterkommere har formentlig næppe anet, at det overhovedet foregik. I St. Ansgars sogn var man langt mere optaget af at få bygget den nye kirke, der var så hårdt brug for, og som vinhandler C.P.Biancos store testamentariske gave 1813 havde gjort økonomisk mulig.10) Siden 1831 havde menigheden ansøgt Danske Kancelli om lov til at bygge en ny kirke, hvilket blev Jørgen Nybo Rasmussen. Religionsfriheden i 1849 og dens Katolske Forspil. Side 7 af 11

8 bevilliget ved kgl. resolution af 23. aug. 1837. Typisk var betingelserne, at dette kapel ikke måtte have tårn og klokker, og skønt det bliver menighedens ejendom, dog vedbliver at benævnes og anses for kejserligt østerrigsk gesandtskabs kapel, og den gudstjeneste må holdes, som hidtil er blevet holdt i dette gesandtskabs kapel. Herved undgik man ordet katolsk om både kirken og gudstjenesten, og fik markeret, at tilladelsen var holdt indenfor rammerne af Danske Lovs bestemmelser om fremmede gesandters rettigheder. Menigheden havde i øvrigt svært ved at finde en byggegrund. Løsningen blev, at man blev i Bredgade fik det gamle kapel nedrevet og den nye, nuværende kirke opført i stedet. Den blev indviet til Kristus, Vor Frelser, som indskriften på facaden stadig viser, og taget i brug Allehelgensdag 1. nov. 1842. Først fra ca. 1855 fik den navnet St. Ansgars Kirke. 4. GRUNDLOVEN 1849 OG DENS FORMULERING AF RELIGIONSFRIHEDEN. Historien om den danske enevældes fald og demokratiets indførelse skal naturligvis ikke fortælles her den hører til blandt danmarkshistoriens største og bedst kendte begivenheder. Straks efter Christian VIIIs død i januar 1848 blev han efterfulgt af sønnen Frederik VII. Samtidig forplantede virkningerne af den nye franske revolution i februar 1848 sig til Det danske Monarki og foranledigede det slesvig-holstenske oprør. Den 20. marts samlede de liberale ledere Københavns borgere til et møde i Casino, hvor man forlangte en fri forfatning, og dagen efter drog et folketog til Christiansborg med krav herom. Men allerede inden havde statsrådet besluttet at imødekomme kravet, de gamle ministre gik af, og kongen udnævnte uden protest martsministeriet, der omfattede liberale ledere som Orla Lehmann og D.G.Monrad. Enevælden var faldet. Den nye regering måtte på samme tid føre krigen mod slesvig-holstenerne og forberede demokratiet. I oktober 1848 valgtes den grundlovgivende rigsforsamling, hvis opgave var at udarbejde den nye forfatning. Kultusminister i martsministeriet blev D.G.Monrad, dvs.han var ansvarlig for kirke- og undervisningsvæsen. Han var overbevist om, at den åndsfrihed, den nye tid krævede, kun kunne virkeliggøres ved indførelse af fuld religionsfrihed og en selvstændig forfatning for den hidtidige statskirke. 11) Allerede inden rigsforsamlingen samledes, prøvede han at få indkaldt et dansk kirkemøde, bestående af repræsentanter for præster og lægfolk, lærde og ulærde, som skulle komme med forslag til en fri forfatning for kirken med en valgt synode, uafhængig af det politiske system. Men på grund af uenighed, bl.a. med Grundtvig, løb sagen ud i sandet. I den grundlovgivende rigsforsamling fik Monrad dog meget stor indflydelse. Det blev i høj grad hans udkast, der kom til at præge grundloven. Dette gælder især kirkeparagrafferne, og ikke mindst den nuværende 67. Dog bortfaldt de tre indledende ord i Monrads forslag, nemlig: Religionsfrihed finder sted. Resten af paragraffen giver nok borgerne religionsfrihed i praksis, men uden at definere den principielle ret, som jo i vor tid er det grundlæggende i menneskerettighedserklæringerne. 12) Resultatet af den grundlovgivende rigsforsamlings arbejde blev da Grundloven af 5. juni 1849. De paragraffer, der er relevante for religionen, er (i den nuværende nummerering). Kapitel 1, 4: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten.. Kapitel 2, 6: Kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Kapitel 7, 66: Folkekirkens forfatning ordnes ved lov, 67: Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet foretages eller læres, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden., 68: Ingen er pligtig til at yde personlige bidrag til Jørgen Nybo Rasmussen. Religionsfriheden i 1849 og dens Katolske Forspil. Side 8 af 11

9 nogen anden gudstjeneste end den, som er hans egen., 69: De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov., 70: Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt. - Kapitel 8, 71, stk. 1 : Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse, 76 sikrer retten til privatskoler: Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige til at lade børnene undervise i folkeskolen. Væsentlige er også 77, der ophæver al censur og sikrer ytrings- og trykkefriheden og 78, der giver ret til at danne foreninger uden forudgående tilladelse eller statslig kontrol. I disse rammer har da siden også den katolske kirke i Danmark kunnet udfolde sig i frihed. Ganske vist faldt ikke alle de gamle undtagelseslove, men de væsentlige hindringer for kirkens fri liv var borte. Forbudene mod katolske gejstliges ophold og virke, forbudene mod gudstjenester udenfor gesandtskabskapellerne og Fredericia, forbudene mod danskeres konversioner, de fleste restriktioner af katolikkers ret til politisk virke og til statslige embeder, al hindring af ytrings- og presse- og foreningsfrihed samt skoletvang forsvandt med det samme. Det var nu op til den katolske kirke, der ikke selv havde aktiv andel i disse friheders opnåelse, at udnytte de muligheder, de gav. Dette blev de kommende 150 års stadig aktuelle opgave. Endnu mangler den i 69 lovede lovgivning for afvigende trossamfund, som vi selv bør have andel i at skabe. Friheden var vundet, men ligheden mangler endnu på visse områder. Den må det blive fremtidens mål også at opnå. Jørgen Nybo Rasmussen. Religionsfriheden i 1849 og dens Katolske Forspil. Side 9 af 11

10 NOTER 1) Rauschen og Otto, Den katolske kirkes historie, 1937, 288. Lortz: Geschichte der Kirche, bd. 2, 371 f. 2) Koch, Hal: DKH bd. 6, 1954. 3) Lausten, Martin Schwarz: Danmarks Kirkehistorie, 1983, 216ff. 4) Koch, Hal: DKH 6, 353-361. 5) Koch, Hal: DKH 6, 304-311. Jfr. B. Hyllebergs artikel her. 6) Metzler, Johs.: Die apostolischen Vikariate des Nordens. Rasmussen, J. Nybo: Niels Stensen og den apostolske succession i Danmark, 51.72. 7) Hellinghausen, G.: Kampf um die apostolischen Vikariate des Nordens, 1987 er hovedkilden til den følgende fremstilling. 8) Catholikernes borgerlige stilling i Danmark: Fædrelandet 2. og 3. marts 1840. 9) Hellinghausen, G.: Bischof Lüpkes Erscheinung in Kiel 1842 und ihre Folgen, Rom 1988. 10) Hansen, Johs. Sankt Ansgars Kirke i 100 år. 1942. 11) Hauge, Svend: D.G.Monrad som religiøs personlighed, Kbhv. 1944. 12) Lindhardt, P.G.: DKH 7, 1958, 11-32. Jørgen Nybo Rasmussen. Religionsfriheden i 1849 og dens Katolske Forspil. Side 10 af 11

11 KILDER OG LITTERATUR Danmarks Riges grundlov. Catholikernes borgerlige stilling i Danmark: Fædrelandet nr. 87 og 88., 2. og 3. marts 1840. Hansen, Johannes: Skt. Angars Kirke i hundrede år, Kbhv. 1942. Hauge, Svend: Studier over D.G.Monrad som religiøs personlighed, Kbhv. 1944. Hellinghausen, Georges: Kampf um die Apostolischen Vikare des Nordens J. Th. Laurent und C.A. Lüpke. Der Hl. Stuhl und die protestantischen Staaten Norddeutschlands und Dänemark um 1840. Miscellenia Historiæ Pontificiæ, ed. a Facultate Historiæ Ecclestiaticæ in Pontificia Universitate Gregoriana, vol. 53. Roma 1987. Hellinghausen, Georges: Bischof Lüpkes Erscheinung in Kiel 1842 und ihre Folgen: Archivum Historiae Pontificiae bd. 26, Romæ 1988, 411-429. Koch, Hal: Tiden 1800-1848. Den danske kirkes historie bd.6. Kbhv. 1954. = DKH 6. Lausten, Martin Schwarz: Danmarks Kirkehistorie, Kbhv. 1983. Lindhardt, P.G.:Tiden 1849-1901. Den danske Kirkes historie, bd.7, Kbhv. 1958.= DKH 7. Lortz, Joseph: Geschichte der Kirche 2, Münster 1964. Metzler, Johs Baptist :Biskop Johannes von Euch. Et tidsbillede af den katholske kirkes udvikling i Danmark. Udg. af Ansgariusforeningen, Kbhv. 1910. Metzler, Johs. Baptist: Die apostolischen Vikariate des Nordens. Paderborn 1919. Rasmussen, J. Nybo: Niels Stensen og den apostolske succession i Danmark. Niels Stensen og Danmark, Kbhv. 1981, 51-72. Rauschen, G. og Otto, A.: Den katolske kirkes historie, Kbhv. 1937. Jørgen Nybo Rasmussen. Religionsfriheden i 1849 og dens Katolske Forspil. Side 11 af 11