SFO- og fritidspædagogik før, nu og i fremtiden Trine Ankerstjerne (red.) Stig Broström Thomas Gregersen Marcelo Ibanez Jo Niclasen Anja Hvidtfeldt Stanek
Indhold Forord............................................... 5 Af Trine Ankerstjerne 1. Samfundsmæssige perspektiver på børns opvækstbetingelser anno 2010......................... 13 Af Marcelo Ibanez i samtale med Lasse Dencik 2. Det 6-10-årige barn i skift og forandring.............. 27 Af Thomas Gregersen 3. Fritidspædagogik før, nu og om lidt!.................49 Af Trine Ankerstjerne 4. SFO som arena for læring............................ 75 Af Stig Broström 5. Mobning et fællesskab, hvor ikke alle er inkluderet.....95 Af Jo Niclasen 6. Børneperspektiver på den SFO-pædagogiske praksis... 125 Af Anja Hvidtfeldt Stanek 7. En fremtidens fritidspædagogik...................... 161 Af Trine Ankerstjerne 3
Forord Siden de første SFO er blev etableret i midten af 1980 erne, er de blevet benyttet af et stadig stigende antal børn, og antallet af SFO er på landsplan stiger. Således tilbringer i dag op mod 200.000 børn mellem en og seks timer i SFO en hver dag. Børn lever altså i dag deres liv på tværs af en lang række kontekster: daginstitutioner, fritidsinstitutioner, skoler og familier. Og børn lever deres liv sammen med andre børn. En stor udfordring for pædagogikken findes derfor i overgangene i børns liv især overgangen fra daginstitution til skole og fritidshjem eller SFO. Overgangen er en udviklingsmæssig udfordring for barnet og en metodemæssig udfordring for pædagogen. Med fokus på pædagogernes ofte skjulte samfundsmæssige betydning i et hverdagslivsperspektiv bliver skabelse af sammenhæng og rytme i hverdagen og i barnets liv pludselig en central del af pædagogfagligheden. Derfor er det i arbejdet med børn og deres forskellige problematikker, at pædagogerne har brug for detaljeret viden om de situationer og livssammenhænge, der udgør barnets livsrum det gør sig gældende, når det går godt, og ikke mindst når det går skidt. Det er logik for pædagoger, og derfor er det oplagt, at fritidspædagogers position i det tværfaglige samarbejde om børn og især samarbejdet mellem skole og fritidsordning sættes på dagsordnen. Der ligger dog indlejret i denne logik en problematik i den måde, vi taler om og forstår tingene på. Netop når vi til stadighed hævder, at lærerne har det faglige ansvar for undervisningen af eleverne, rejser spørgsmålet sig om, hvad der så er pædagogernes rolle og opgave, når børnene har fri fra skole? Og vi ved naturligvis godt, at pædagoger på fritidshjem og i SFO er har det pædagogiske ansvar, når børnene har fri fra skole. Der råder traditionelt stor autonomi på fritidsinstitutionsområdet, hvorfor endnu et presserende spørgsmål bliver: Kan man overhovedet tale om autonomi i en kontekst, hvor mål og indhold fylder mere og mere, og hvor mål og indhold i stigende grad bestemmes og defineres udefra? Hvor de metodiske tilgange didaktikken umiddelbart er defineret som lærerens domæne? Hvordan kan fritidspædagogikken bruges mest optimalt i dette perspektiv i denne kontekst? Der er behov for at udvikle en fremtidig fritidspædagogik, der på en række punkter adskiller sig fra både børnehave- og skolepædagogikken. På den ene side må denne teo- 5
riudvikling medtænke, fastholde og perspektivere de karakteristiske træk ved fritidspædagogikken, og på den anden side må den rumme nye elementer, der kan bringe fritidspædagogikken i samarbejde med både skolens og børnehavens pædagogik, da der må forlanges en vis kontinuitet og helhed i barnets liv. Denne bog er blevet til på denne baggrund, og det har været oplagt at kigge nærmere på, hvor og hvordan fritidshjemmet og SFO en bidrager til lærings- og kompetenceudviklingen i børnenes liv. Når jeg peger på, at fritidsinstitutionerne skal bidrage til lærings- og kompetenceudviklingen i børnenes liv, er det oplagt at undersøge, hvordan en pædagogik på dette område skal ses, forstås og udvikles. Vi er fortsat mest optaget af det, vi kender, nemlig den traditionelle fritidspædagogik, og det er efter min overbevisning endnu ikke lykkedes den at transformere sig og derved finde sit leje i en dansk pædagogisk optik. Det historiske perspektiv tilbyder os en forståelse af grundlaget for værdierne i det, der præger nutidens og fremtidens pædagogik på dette område, men det synes ikke at være nok. Fritidspædagogikkens aner er mere end 100 år gamle, og de kan spores tilbage til den tidlige industrialisering, hvor familielivet ændrede sig drastisk. I perioden fra ca. 1960 og frem til 1980 erne havde fritidshjemmene deres storhedstid, og i denne periode var fritidshjemmene den mest udbredte institutionsform for børn efter skoletid. Efter denne storhedstid kom fritidshjemmene og fritidspædagogikken i vanskeligheder så store, at det udviklede sig til en reel krise. Man kan pege på to væsentlige elementer i dette: Det ene er oprettelsen af SFO er, og det andet er sammenlægningen af børnehave- fritidspædagog- og socialpædagoguddannelserne til én pædagoguddannelse. I dag er fritidspædagogikken for alvor i krise. En krise beskrives oftest som bestående af en chokfase, en reaktionsfase, en reparationsfase og en nyorienteringsfase. Vi kan vælge at se alle de omstruktureringer og projekter, der laves i arbejdet i dag, som et led i en reparationsfase på vej mod en nyorienteringsfase med indlæring af nye færdigheder og udvikling af nye værdier. På vej mod en ny type af pædagogik, som vi måske kan kalde fremtidens fritidspædagogiske didaktik eller blot fremtidens fritidspædagogik. Det historiske perspektiv ligger indlejret i vores personlige og faglige værdier på en sådan måde, at vi kun delvis er bevidste om dem. De er skabt på et tidspunkt, hvor samfundet var anderledes, end det er i dag. Disse samfundsmæssige vilkår er under stadig forandring, og det betyder, at en fremtidig pædagogik på fritidsområdet må forholde sig til disse forandringer. Den må acceptere at 6
være afløst af et paradigme, der vægter begreber som læring og dannelse højere end begreber som fri leg og selvforvaltning. Det, man kunne kalde fremtidens fritidspædagogik, har altså endnu ikke fundet sit leje eller sin plads i en dansk pædagogisk optik. Der er fortsat primært fokus på den traditionelle fritidspædagogik, dennes historie og virke, hvilket ikke synes at være nok i en tid, hvor SFO er i høj grad har afløst landets fritidshjem. Den eksisterende fritidspædagogik er svagt italesat, og fagets faglige kerne fremstår diffust, hvilket giver ringe betingelser for både en beskyttelse og videreudvikling. Derfor er det oplagt at få fokuseret på og redefineret den pædagogiske diskurs på dette område. Idéen bag denne bog er derfor også at få indkredset og defineret det, man kan kalde fremtidens fritidspædagogik, og bogen er blevet til på baggrund af forskellige forfatteres bud på centrale områder af dette. Den enkelte forfatter har sin egen forståelse og tradition, ud fra hvis platform han eller hun bevæger sig. Således er der ikke udelukkende kongruens mellem bidragene, men samlet set har alle ønsket at give deres bidrag til at indkredse fremtidens fritidspædagogik. Bogen er bygget op om centrale læringsteorier og socialpædagogiske og fritidspædagogiske teorier, og selve bogen indledes med bud på en forståelsesramme, der tager afsæt i såvel det samfundsmæssige som det psykologiske. Dette for at læseren tilbydes en platform, hvorfra brugerne altså børnene bevæger sig og lever deres liv. Denne platform kan ligeledes ses som et bud på, hvordan SFO en og fritidshjemmet kan bidrage til børns udvikling af de kompetencer, der er nødvendige i forhold til den samfundsmæssige ramme. Igennem beskrivelsen af spændingsfeltet mellem læringsteorier, socialpædagogiske teorier og fritidspædagogikken er det bogens sigte på basis af udvalgte teorier og metoder fra de tre områder at etablere en ny pædagogisk platform for den traditionelle fritidspædagogik, så den møder fremtiden og konstituerer en fremtidig fritidspædagogik, der implementerer SFO en i sit væsen. En sådan pædagogik omfatter blandt andet en respektfuld samarbejdsform og kultur, hvor lærere og pædagoger mødes i et ligeværdigt samarbejde om formidling af et udviklingssyn, der tilgodeser barnets alsidige personlige udvikling. En sådan fremtidig fritidspædagogik vil bero på en interaktion mellem teorier fra ovennævnte tre områder og vil kunne danne basis for en italesættelse af fritidspædagogers faglighed. Begreber som leg og læring indgår ligeledes i bogen som en naturlig del af børns liv og barndom og viser sig at være ganske interessante i forsøget på at indkredse en didaktisk tilgang til arbejdet med fremtidens fritidspædagogik. For 7
hvordan skaber vi læringsrum i fritiden? Og hvordan forholder det sig egentlig til børns med- og selvbestemmelse som væsentlige elementer af et rigt børneliv i dag? I dag kender vi oven i købet til og værdsætter vigtigheden af det frie rum, hvor børnene selv har mulighed for at tage initiativ og sætte ting i gang i stedet for hele tiden at blive sat i gang af de voksne. Fritidslæring kunne vi kalde det ønskværdigt er det i hvert fald at komme nærmere et svar på, hvor vi vil hen med fremtidens børn! På denne baggrund anses en fællesnævner blandt de teoretiske rammer at være en mulig baggrund for en formulering af nutidens og fremtidens pædagogik på dette område. Bogen ønsker ligeledes at sigte mod en analyse og vurdering af ovennævnte forhold og ikke mindst en konklusion, som gerne skulle bidrage til den fremtidige definition. Præsentation af bogens kapitler og forfattere Bogens første kapitel, Samfundsmæssige perspektiver på børns opvækstbetingelser anno 2010, er blevet til gennem en samtale med Lasse Dencik. Lasse er ansat på Roskilde Universitet som professor i socialpsykologi. Hans forskning tager primært afsæt i samfundsmæssige moderniseringsprocesser for individers og gruppers udvikling, og herunder har han en særlig interesse for barndoms- og familieforhold i moderne velfærdsstater. Han har udgivet en lang række af bøger og har i høj grad bidraget til debatten om livsvilkår i det postmoderne samfund. Det har derfor været naturligt at inddrage hans bud på samfundet anno 2010, og gennem samtalen med Marcelo Ibanez fremgår det, hvilke kompetencer, der efter Lasses mening er afgørende for det postmoderne barn at udvikle i sin barndoms skole og fritid. Marcelo Ibanez, som har haft samtalen med Lasse Dencik, er uddannet pædagog og har gennem en længere årrække arbejdet med børn med psykosociale problemstillinger. Han har en BA i antropologi fra Københavns Universitet og studerer p.t. pædagogisk psykologi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Han har deltaget i en række udviklingsarbejder blandt andet om social integration, skabelse af fællesskaber i daginstitutioner og kulturmødet sat i relation til daginstitution. På grund af hans forståelse for børn og hans uddannelsesmæssige blik har det været oplagt at få ham til at formulere de tanker, der set fra en postmoderne optik gør sig gældende som livsvilkår for børn af i dag. Disse tanker er afstedkommet af samtalen med Lasse. Således bærer bogens første bidrag præg af et ønske om at indkredse børns livsrum og ikke mindst give et bud på, hvor det er, pædagoger skal sætte ind i 8
et fremtidsmæssigt perspektiv, hvor børn mere og mere er med- og selvskabere af deres liv og fremtid. Kapitel 2, Det 6-10-årige barn i skift og forandring, sætter fokus på den psykologiske forståelse af barnet. Her gøres der op med den traditionelle udviklingspsykologiske måde at anskue og forstå barnet på. I stedet lægges der vægt på barnets behov for det relationelle og det kontekstuelle, og kapitlet ser begreber som tid og rum som væsentlige i positioneringen af en barndomspsykologi. Kapitlet er skrevet af Thomas Gregersen, der er cand.mag. i psykologi og kommunikation og har bred erfaring inden for det pædagogiske felt. Han underviser som lektor i pædagogik ved Pædagoguddannelsen København, University College Capitol. Fritidspædagogik før, nu og om lidt!, der er kapitel 3, anlægger et fritidspædagogisk blik med fokus på den historiske udvikling og fritidspædagogikkens væsen. Her kommer begreber som leg, medbestemmelse, selvforvaltning og anerkendelse i spil. Disse begreber har gennem fritidspædagogikkens historiske udvikling haft betydning for selve positioneringen af området. Nogle elementer gør sig fortsat gældende, når det handler om at indkredse den pædagogik, der i fremtiden bør effektueres i SFO erne. Kapitlet er skrevet af Trine Ankerstjerne. Trine er oprindeligt uddannet fritidspædagog og har efterfølgende taget en BA i pædagogik og sociologi på Københavns Universitet og er cand.pæd.pæd. fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Hun er i dag ansat som lektor i pædagogik ved University College Capitol og er optaget af fritidspædagogikken før, nu og i fremtiden. Derfor arbejder hun ligeledes som konsulent for KOMPROKO.dk på diverse institutioner, der ønsker at udvikle den pædagogiske praksis. Endelig har hun bidraget med forskellige artikler inden for blandt andet en fritidspædagogisk sammenhæng og er til stadighed optaget af udfordringen ved at skabe et meningsfuldt børneliv, hvorfor dette kapitel har været oplagt for hende at skrive. Kapitel 4, SFO som arena for læring, der repræsenterer bogens læringsteoretiske blik, er skrevet af Stig Broström og bærer præg af et fokus på børns ret til fortsat at have muligheden for selv at vælge. Stig Broström er oprindeligt uddannet fritidspædagog og siden cand.pæd. og ph.d. i småbørnspædagogik. Han er i dag ansat som lektor ved Institut for Curriculumforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Han har skrevet om didaktiske og almene pædagogiske temaer, daginstitutions- og skolestartpædagogik og har primært lavet studier inden for daginstitution og skolestart, herunder observation og interview af børn i samspil med børn og med særligt fokus på børns leg og læring. Med Stigs baggrund og fokus har det været oplagt at inddrage hans bidrag i denne bog, hvis sigte jo netop er at indkredse fritidspædagogikken i et læringsmiljø 9
altså med et særligt didaktisk perspektiv. Broströms fokus på, at børn fortsat skal have mulighed for selv at vælge, peger samtidig på, at dette skal foregå i et fællesskab med andre børn og ikke mindst i et samspil med kompetente voksne, der kan vejlede og anvise i udviklingen af barnets egne kompetencer. Dette kapitel er altså et bud på fritidspædagogikkens kerneydelse i en fremtidig SFO-kontekst. Kapitel 5 anlægger et institutionelt praksisblik. Det tager sit afsæt i det liv, børn lever, nemlig et liv sammen med andre. Mobning et fællesskab, hvor ikke alle er inkluderet, er skrevet af Jo Niclasen. Jo er uddannet pædagog og cand. pæd. i pædagogisk sociologi med speciale i mobning. Hun er i skrivende stund tilknyttet forskningsprojektet exbus ved Institut for Læring på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet. Til daglig er hun en del af det faglige netværk AMOK Antimobbekonsulenterne, hvor hun beskæftiger sig såvel med det forebyggende antimobbearbejde som med konkrete mobbe- og trivselsproblematikker i både institutions- og skolelivet. Hendes store viden om og engagement i mobning og eksklusionskulturer har gjort, at det var oplagt at få hendes indlæg med i denne bog. Jos bidrag sætter således fokus på de mekanismer, der foregår, når børn ekskluderer og eksluderes. Hun giver ligeledes sit bud på, hvordan fritidspædagogikken bør forstå sig selv som det område, der har mulighed for i fællesskab med børn at modarbejde de udstødelsesmekanismer, der desværre også er en del af et børneliv. Per tradition har fritidspædagogikken haft tendens til at lade den enkelte selv beslutte sig for, hvem der ville lege med hvem denne tradition kan med rette dekonstrueres for derefter at rekonstruere sig selv. Kapitel 6 med titlen Børneperspektiver på den SFO-pædagogiske praksis er skrevet af Anja Hvidtfeldt Stanek. Anja er cand.mag. i pædagogik og psykologi og er ansat ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitet med ph.d.-projektet Børnefællesskaber i overgangen fra at være store børnehavebørn til at blive små skolebørn. Anja har arbejdet med forsknings- og udviklingsprojekter primært vedrørende børns overgang fra børnehave til skole, børns sociale læring i daginstitutioner og børns deltagelse i daginstitutionens, skolens og SFO ens børnefællesskaber. Hun har ligeledes udgivet en række bøger og bidraget med artikler herom. Fra 1. august 2008 er Anja postdoc ved Roskilde Universitet med projektet Pædagogers viden og professionalitet i samarbejdet om børns fællesskaber med særligt henblik på styrkelse af fritidspædagogikken, hvorfor det har været oplagt at få hendes bidrag med i denne bog. Hendes del af kapitlet tager afsæt i hendes empiriske arbejde i forbindelse med blandt andet ovennævnte projekt, og bidraget sætter fokus på, hvordan børn forstår livet og de sammenhænge, de er en del af i livet i SFO en og skolen. Hun 10
giver sit bud på, hvad der er væsentligt at fokusere på i en fremtidig fritidspædagogik, og lægger ligeledes op til en fremtidig forståelse af, og ikke mindst fokus på, hvad der måske burde være SFO ens kerneydelse. Endelig når vi frem til kapitel 7, som tilbyder et opsummerende blik. Her tages afsæt i de teoretiske perspektiver, der er sat gennem bogens kapitler, og forfatteren trækker tråde fra de enkelte kapitler, der tilsammen tilbyder os det, vi kom efter nemlig et bud på en fremtidig definition eller italesættelse af fritidspædagogikken i en skolefritidskontekst. Kapitlet er skrevet af Trine Ankerstjerne. Trine Ankerstjerne, januar 2010 11