Statusdokument. Sygeplejerskens virksomhedsområde

Statusdokument Sygeplejerskens virksomhedsområde

Statusdokument Sygeplejerskens virksomhedsområde Dansk Sygeplejeråd 1995

Statusdokument Sygeplejerskens virksomhedsområde Copyright 1985 by Dansk Sygeplejeråd 1. udgave, 5. oplag 1996 Fra 4. oplag (1995) er sygeplejeelev ændret til sygeplejestuderende Redaktion: Eva Holm Christensen, Inger Rosenkvist Grafisk design: Claus Christensen Sats: Dansk Sygeplejeråd Tryk: multi-print, Hardy Larsen ApS, Hvidovre ISBN 87-7266-031-7

Begrebet sygepleje er ungt i forhold til det at pleje syge. Plejen af syge har fra at være almen menneskelig omsorg og næstekærlighed, som udøves af den nærmeste familie eller folk i husholdet, udviklet sig over århundreder gennem klostre, diakonissehuse etc., hvor udvalgte personer med opøvede kvalifikationer tog sig af de syge, til den sygepleje vi i dag kan tilbyde befolkningen. De første sygeplejeskoler, der gav systematisk uddannelse til kommende sygeplejersker, er mere end hundrede år. I den forløbne tid har sygeplejedisciplinen udviklet sig til nu at bygge på intellektuel virksomhed baseret på systematisk refleksion, studier og forskning i kombination med praksisudøvelse. På dette grundlag skal sygeplejen udøves på et kvalificeret niveau, der til enhver tid svarer til befolkningens behov og krav og udviklingen i samfundet. I dag beskæftiger sygeplejens udøvere sig ikke først og fremmest med sygdomme og skader, men med mennesker, hvor der foreligger eller kan foreligge en eller anden form for sundhedsrisiko, eller som på grund af helbredssvigt er i en tilstand af afhængighed. Det drejer sig om direkte og indirekte pleje, information, kommunikation, ledelse, administration, uddannelse, udvikling og forskning. Sygeplejersker er uddannet til og skal være parate til at påtage sig fagligt, etisk, økonomisk og juridisk ansvar for det virksomhedsområde, der er sygeplejerskernes. Dette dokument er udarbejdet med henblik på gennem en række GRUNDLÆGGGENDE ANTAGELSER og PRINCIPI- ELLE BETRAGTNINGER om sygepleje at give en ajourført beskrivelse af sygeplejerskens virksomhedsområde.

Grundlæggende antagelser Mennesket I sygeplejen *) opfattes mennesket som en fysisk, psykisk, social og kulturel helhed. (1,3). I sygeplejen opfattes mennesket som et selvstændigt handlende og ansvarligt individ, der har indflydelse på sin sundhedstilstand og har ressourcer til at medvirke til løsning af egne problemer samt mulighed for udvikling og vækst. (3,4). Sundhed og sygdom I sygeplejen opfattes menneskets sundhedstilstand som et samspil mellem indre og ydre faktorer. (3,4). I sygeplejen erkendes det, at sundhed og sygdom er afhængig af menneskets individuelle, samfundsmæssige og kulturelle værdiopfattelser. Disse kommer til udtryk i menneskets viden, bevidsthed og adfærd i forbindelse med sundhed og sygdom. (3,4). Sygepleje Sygepleje retter sig grundlæggende mod at styrke mennesket til at varetage sine daglige fornødenheder, så mennesket oplever højeste opnåelige grad af velvære og uafhængighed af professionel hjælp. Sygeplejevirksomhed omfatter service til - raske mennesker **) *) I nærværende dokument anvendes begrebet {\f2 *}sygepleje{\f2 *}{\f2 *} identisk med {\f2 *}Sundheds- og sygepleje{\f2 *}{\f2 *}, idet sidstnævnte begreb benyttes i love, cirkulærer, retningslinier m.v. **) I nærværende dokument anvendes begrebet {\f2 *}menneske{\f2 *}{\f2 *} identisk med individ, familie, grupper, lokalsamfund og samfundet.

- sundhedstruede mennesker - mennesker med sundhedssvigt. (3,4). I sygeplejen opfattes omsorg som en fundamental menneskelig aktivitet. (3, 4, 5). I sygeplejen udøves den professionelle del af omsorgen som en systematisk og målrettet aktivitet i samspil med mennesket og dettes egne ressourcer. (4, 5). Sygepleje kræver anvendelse af viden, indsigt og færdigheder, som er specifikke for disciplinen. Disse kundskaber erhverves i teori og praksis gennem uddannelse og forskning. Den for disciplinen specifikke viden, der er grundlaget for sygepleje, kan alene erhverves gennem den formelle sygeplejerskeuddannelse. (1, 3, 5, 8). I sundhedsdisciplinen sygepleje anvendes, ud over den for disciplinen specifikke viden, tillige viden fra naturvidenskab, samfundsvidenskab og humanvidenskab. (3). Sundhed og samfund Sygeplejersker betragter i udøvelse af sygeplejen sundheds- og socialvæsenet som et integreret hele, hvor det enkelte menneske og grupper af mennesker er medansvarlige for såvel tilbud som forbrug af samfundets sundhedsydelser. (3, 5). Sygeplejersker er uddannnet til at fungere overalt i samfundet og samarbejder med befolkningen, personer fra andre sundhedsdiscipliner og fra socialvæsenet samt øvrige relevante sektorer. (2).

Principielle betragtninger Sygeplejeservice Behov for sygepleje er til stede, når der er misforhold mellem de ressourcer, mennesket er i besiddelse af, og de krav, der stilles til mennesket i relation til sundhed. Sygeplejersken afdækker behovet for sygepleje i samspil med patient og pårørende. Sygeplejen planlægges sammen med patienten og i overensstemmelse med de for den enkelte patient udarbejdede mål med henblik på at styrke patientens egenomsorgskapacitet, således at patienten bevarer, genvinder eller opnår den for ham acceptable sundhedstilstand. Sygeplejersken sikrer og varetager undervisning, kommunikation og kontinuitet i sygeplejen i forhold til patient og pårørende og sørger herunder for at formidle viden og opøve færdigheder hos den enkelte med henblik på fremme af sundhed. Sygeplejersken samarbejder med andre sygeplejersker i og udenfor eget område samt med andre faggrupper og instanser i social- og sundhedsvæsenet. Sygeplejersken leder inden for sit virksomhedsområde sygeplejen på det strategiske, det taktiske og det operationelle niveau i såvel den primære sundhedstjeneste som i den sekundære sundhedstjeneste (sygehusvæsenet), der omfatter: Udarbejdelse af mål og vurdering af resultater af den givne sygepleje. Vejledning og rådgivning i sygeplejefaglige og social- og sundhedsmæssige spørgsmål på alle ledelsesniveauer. Administration af sygeplejen og varetagelse af økonomien for eget fagområde, herunder udarbejdelse og overholdelse af budgetter vedrørende forbrug og ydelser. Sygeplejeledelsen udarbejder årligt beretning om den samlede sygeplejevirksomhed. Rekruttering af og arbejdsplanlægning for det til sygeplejen knyttede personale.

Planlægning af undervisning og udvikling af personalet i samspil med den enkelte sygeplejerske og med uddannelsesinstitutionerne i relation til befolkningens behov for sygepleje og i takt med samfundsudviklingen. Sygeplejersken forestår selvstændigt og sammen med andre faggrupper formidlingen af oplysning og information til befolkningen med henblik på at fremme sundhed, forebygge sundhedssvigt og genoprette sundhed i forbindelse med sygdom. Ansvarsområder Sygeplejersken er i sit arbejde ansvarlig fagligt, etisk, økonomisk og juridisk. Sygeplejersken er selvstændigt ansvarlig for sin virksomhedsudøvelse over for mennesket uanset alder, i private hjem, på arbejdspladser og på institutioner, under hensyntagen til den enkeltes behov og med respekt for den enkeltes identitet og integritet. (7, 8, 12, 13). Sygeplejerskens ansvar for kvaliteten i virksomhedsudøvelsen kræver, at hun arbejder ud fra et helhedssyn på mennesket med respekt for menneskets ønsker og behov, ligesom det kræver, at sygeplejersken i sit arbejde konsekvent gør sig etiske overvejelser i forbindelse med vejledning, rådgivning, pleje og behandling. Sygeplejersken har i forbindelse med sygeplejeforskning og som medhjælper i andres forskningsprojekter et personligt etisk ansvar over for mennesket, det være sig syge eller sunde forsøgspersoner, over for kolleger, forskningsområdet og samfundet. (3, 12, 13). Sygeplejersken har ansvar for uddannelse og undervisning af sygeplejestuderende og medansvar for undervisning af elever/studerende fra andre faggrupper.

Sygeplejersken har endvidere ansvar for udviklingen af eget fagområde, således at sygeplejen til enhver tid er i overensstemmelse med udviklingen i samfundet. (8). Sygeplejersken er økonomisk ansvarlig i al virksomhedsudøvelse. Hun har økonomisk ansvar for og kompetence til ledelse og udvikling af sygeplejen. Sygeplejersken er ansvarlig for det til sygeplejen knyttede personale og for effektiv ressourcestyring af såvel medarbejdere som materiel, anvendt i sygeplejen; hun er medansvarlig for visitation af patient/klient og har dermed ansvar for påvirkning af patientstrømmen i den samlede sundhedstjeneste. Sygeplejersken er ansvarlig for udarbejdelse af budgetter og deres overholdelse inden for rammebevillinger, ligesom hun har beretningspligten for sygeplejeydelser og ressourceforbrug. Sygeplejersken er juridisk ansvarlig i forhold til tilsyns-/autorisationsmyndigheder, i forhold til patient/klient og ansættelsesmyndigheder. (7). Det juridiske ansvar baserer sig på Lov om sygeplejersker, Borgerlig Straffelov, de erstatningsretlige og arbejdsretlige regelsæt, hvorfor sygeplejersken kan ifalde straf. For sygeplejersker gælder det specielt, at der i Lov om sygeplejersker findes en generel strafhjemmel, jfr. 10, stk. 2, hvilket bevirker, at sygeplejersker tillige kan straffes for mindre forseelser, så som ikke udvist omhu og samvittighedsfuldhed.

Sygeplejerskers uddannelse Sygeplejens nuværende standard og fortsatte udvikling er en følge af den samlede uddannelsesstruktur for sygeplejersker. Sygeplejersker uddanner sygeplejersker og andre, der virker inden for sundhedsvæsenet. Såvel den samlede uddannelse som sygeplejerskens virksomhed står under tilsyn af Sundhedsstyrelsen. (1, 8, 9, 10, 11). Sygeplejerskeuddannelse udgør en helhed, der omfatter autorisationsgivende uddannelse til sygeplejerske, nogen erfaring som sygeplejerske, specialuddannelse, videreuddannelse samt ajourførende uddannelse. Sygeplejerskeuddannelse omfatter teori og praksis, således at forståelse og kommunikation, viden og færdigheder, bevidstgørelse og kritisk stillingtagen er de grundlæggende elementer i opbygningen af uddannelsesplaner. I uddannelsesforløbet foregår en stadig udvikling og præcisering af disciplinens begreber samtidig med, at der arbejdes med andre discipliners teorier og metoder, hvorfra sygeplejehandlinger også henter sine begrundelser. Herigennem sikres det, at sygeplejersker bliver bevidste om indhold, muligheder og begrænsninger i sygeplejen. Sygeplejerskeuddannelse er en forudsætning for, at samfundets behov for en kvalificeret sygepleje kan imødekommes, og at et kvalificeret samarbejde med andre fagdiscipliner og befolkningen kan finde sted.

Udvikling og forskning Udviklings- og forskningsarbejde i sygepleje er nødvendig af hensyn til befolkningens behov og krav og udviklingen i samfundet med henblik på at forstå, forandre og forbedre alle forhold inden for sygeplejen. Sygeplejeforskning er baseret på akkumuleret viden. Ved sygeplejefaglig udvikling og forskning defineres begreber anvendt inden for sygeplejen, og virksomhedsområdet beskrives samtidig med, at teorier og modeller udvikles. Gennem sygeplejeforskning tilvejebringes viden om og forståelse for faktorer, som fremmer sundhed og forebygger sundhedssvigt. Sygeplejeforskning frembringer endvidere viden til belysning af de muligheder, individet har for generhvervelse af eller erstatning for tabte fysiske eller psyko-sociale færdigheder.

Litteraturhenvisninger 1. Betænkning nr. 730/1975 om grunduddannelse af sygeplejersker. 2. Betænkning nr. 809/1977 om prioritering i sundhedsvæsenet. 3. WHO/Europe, Hall, Dorothy C., Position Paper on Nursing,1979, EURO/NURS/75.1Rev. 4. WHO/Europe, Regional Targets in Support of the Regional Strategy for Health for All, EUR/RC 34/ 7, July 1984. 5. Commission of the European Communities, III/D 76/6/88; Report on the training of nurses responsible for general care, in particular on the balance to be found between theoretical and clinical instruction for this category of nurse, adopted by the Committee, 28-29 April, 1981. (Det rådgivende udvalg for uddannelse inden for sygeplejeområdet). 6. ILO, Recommendation concerning Employment and Conditions of Work and Life of Nursing Personnel, - The Nursing Personnel Recommendations, 1977. 7. Lov nr. 66 af 27.9.1979 om sygeplejersker. 8. Anordning nr. 31 af 29.1.1979 om sygeplejerskeuddannelsen. 9. Lovbekendtgørelse nr. 198 af 17.5.1979 om hjemmesygeplejerskeordninger. 10. Lovbekendtgørelse nr. 162 af 27.3.1974 om sundhedsplejerskeordninger. 11. Retningslinier for specialuddannelse fra Sundhedsstyrelsen, juli 1977 (anæstesisygeplejersker) og september 1982 (hygiejnesygeplejersker). 12. ICN, Code for Nurses, Ethical Concepts Applied to Nursing, May 1973. 13. SSN, Etiske retningslinier for Sygeplejeforskning i Norden, 1983. 14. Innstilling II om overføring av Norges sykepleierhøyskole til Universitetet i Oslo, avgitt 10.9.1982 fra utvalg oppnevnt av Universitetet i Oslo og Norsk Sykepleierforbund.

Konsulenter Als, Bodil, cand. jur., sygeplejerske Andersen, Inge, rektor, sygeplejerske Bjørn, Agnes, M.Ph., institutleder, sygeplejerske Christensen, Eva Holm, sekretariatschef, sygeplejerske Christensen, Birgit Westphal, forskningskonsulent, sygeplejerske Holstborg, Lis, ledende hjemmesygeplejerske Nielsen, Kirsten, H.D., oversygeplejerske Rosenkvist, Inger, redaktør, sygeplejerske Skrumsager, Sonja Refslund, skoleforstander, sygeplejerske Wagner, Lis, projektleder, sundhedsplejerske.