Foredrag på Danske Fødevareforum i Aalborg den 28. januar 2010 Indledning Tak for invitationen. Mit emne er Fremtidens fiskeri i Grønland og Nordatlanten, hvilket jeg både i mit professionelle virke og som privatperson er meget engageret i. Mit navn er Henrik Leth, og jeg har i hele mit arbejdsliv beskæftiget mig med fiskerierhvervet under en eller anden form. Først som studentermedhjælper i Fiskeriministeriet i begyndelsen af 80 erne og senere som embedsmand i Grønlands Hjemmestyre, hvor jeg i en årrække havde et job, der svarer til en departementschef. Derefter blev jeg hentet til Royal Greenland, hvor jeg i de sidste fem år var vicekoncernchef - indtil jeg i 2007 blev direktør i Grønlands Arbejdsgiverforening, som organiserer en del af det grønlandske fiskerierhverv. Herudover er jeg tilknyttet erhvervet via medejerskab af en mindre krabbefabrik i Grønland og gennem en bestyrelsespost i Icelandic Group, som jo er en af de globale spillere. Mit kendskab til erhvervet er således bredt, og jeg kan sige, at den grønlandske fiskerisektor altid har været - og stadig er - fyldt med udfordringer. Til gengæld har det aldrig været kedeligt, bl.a. fordi man efterhånden opnår god træning i krisemanagement. Afgrænsning Nordatlanten er et enormt område, hvor en lang række lande med Canada, Rusland, Norge, Island, Grønland og EU i spidsen er store aktører. Mit emne kan derfor lægges meget bredt op, men jeg vil koncentrere mig om det, jeg ved mest om. Det vil jeg, selvom det altid er fristende (og oftest også nemmere!) at udbrede sig om noget, man ikke ved så meget om - men nu er jeg jo ikke politikker Derfor vil jeg koncentrere mig om det grønlandske fiskerierhverv, og der er da også rigeligt med problemstillinger. Markedet Markedet for seafood produkter har gennem de sidste 10 år ændret sig betydeligt. Kunderne - specielt de store, multinationale butikskæder - er blevet mere professionelle, og stiller langt større krav til sine leverandører, end man gjorde tidligere. Det betyder bl.a., at små producenter får det stadigt sværere. Det er en forudsætning, at man i vores branche agerer med samme professionalisme som kunderne. For vi kommer ikke uden om at leve op til de krav, kunderne stiller. Det kan eksempelvis være i relation til bæredygtighed, traceability osv. Alene dette stiller så store krav til dokumentation, at små virksomheder har svært ved at opfylde dem.
Konsolidering er nødvendig Det er bare en af grundende til at en konsolidering i erhvervet er særdeles tiltrængt. I de år, jeg var en del af direktionen i Royal Greenland, appellerede vi ihærdigt til branchens aktører i specielt Danmark for at vinde gehør for dette synspunkt. Desværre var der ikke særlig stor lydhørhed for det. Men det kan jo være, at den nuværende finanskrise, som får skylden for en masse, kan være med til at fremtvinge en strukturændring. I hvert fald ser jeg tegn på, at der i den del af branchen, som er islandsk ejet, er noget nyt på vej. Behovet for generationsskifter vil nok også være med til at skabe nye og større virksomheder. Hvorfor denne konsolidering - eller skal vi kalde det industrialisering - i fiskerisektoren er gået langsommere end i alle andre fødevareerhverv, kan jeg kun gisne om. Men en af forklaringerne kan måske være, at fiskere traditionelt er rundet af en jægerkultur og dermed er individualister. Lidt i modsætning til landbruget, hvor man er samlere, og hvor andelsbevægelsen var med til at bane vejen for en effektiv industrialisering. For mig at se er der ingen vej udenom. Fiskerierhvervet er ikke i en position, hvor vi kan stille krav til kunderne, vi må derimod leve op til de krav, som kunderne stiller til os. Grønland I Grønland kan man sige, at den produktionsmæssige del af erhvervet i er konsolideret, idet der kun er to betydende virksomheder: det offentligt ejede Royal Greenland A/S og det privatejede Polar Seafood A/S. Disse to selskaber står samlet set for over 90% af den landbaserede produktion. At en stor del af erhvervet - mindst 50% - alligevel har betydelige problemer, skal nok tilskrives netop det offentlige ejerskab af Royal Greenland. Denne virksomhed har i hele sin levetid været genstand for driftsmæssig indblanding fra skiftende politiske koalitioner. Dette har betydet, at man har hævet et stort - men udeklareret - udbytte i virksomheden i form af politiske krav. Hvilket igen har affødt ikke-forretningsmæssige dispositioner i et stort omfang. Et af resultaterne så man sidste sommer, hvor det blev nødvendigt at tilføre selskabet ny kapital for anden gang på 10 år. Denne gang en halv milliard, hvilket er mange penge i Grønland. En af konsekvenserne har været, at de nødvendige omstruktureringer i specielt det indenskærs fiskeri ikke er sket. Man var ganske enkelt ikke tvunget til at gøre det, da man i stedet forlængede en fastlåst struktur. Det betyder så, at såvel virksomheden som en leverandører er nødlidende. Denne omstrukturering vender jeg tilbage til. Der er for mig ingen tvivl om, at en privatisering af Royal Greenland vil tilføre hele det grønlandske fiskerierhverv en dynamik, som det politiske ejerskab umuliggør. Der er ganske enkelt en modsætning mellem en langsigtet forretningsmæssig strategi og
politiske valg hvert fjerde år. Eller oftere, når fx politiske uenigheder eller diverse skandaler mellem valgene bringer nye politiske aktører på banen. Alene i de syv år, jeg var medlem af RG s koncerndirektion, havde vi fem forskellige bestyrelser, som i øvrigt sjældent var valgt ud fra deres faglige kvalifikationer. Og i en tid, hvor globaliseringen satte nye dagsordener for konkurrenceevne og handlekraft, behøvede vi slet ikke politisk hjælp til at gøre livet sværere... Men der er andre problemstillinger end Royal Greenland. Kigger vi på selve fiskeriet, er der for samfundet store gevinster at hente, hvis man tør gøre op med vanetænkningen - tør slippe markedskræfterne løs. Det vil jeg nu komme nærmere ind på. I lande, som ikke skal leve af fiskeri, bruges fiskeripolitikken ofte fordelingspolitisk. Det vil sige, at man fastlåser urentable systemer gennem subsidier og irrationelle strukturer. Men i Grønland, hvor vi indtil videre er helt afhængige af indtægterne fra fiskeriet, har vi en forpligtigelse til at udnytte ressourcerne, så de giver det størst mulige samfundsøkonomiske afkast. Det er ganske vist også målsætningen i vores fiskerilov, men det har vist sig, at der er langt fra målsætninger og skåltaler til realiteter. Lad mig nævne et tankevækkende eksempel: Vi kan her ved dette årsskifte konstatere, at ingen af de anbefalinger, som et enigt erhverv gennem en grønlandsk fiskerikommission lagde frem i januar 2009, endnu er gennemført. Ingen. Og der er desværre heller ikke noget, der tyder på, at der sker ret meget på den front i indeværende år. I den periode, fiskerikommissionen har arbejdet - og i tiden efter - har verden jo i øvrigt ikke stået stille, så behovet for reformer er blevet endnu større. I Grønlands Arbejdsgiverforening presser vi på, og det er da også vores opfattelse, at mange politikere lytter til os, men systemet er tungt. Vi har nok fået en ny regering, men embedsværket er det samme. Populært sagt: vi har fået nyt hoved, men kroppen er den gamle. I Grønland har vi to råvarer, der betyder særlig meget: rejer og hellefisk. Fiskeriet efter disse arter er delt op i to segmenter: 1) Indenskærs aktiviteter, hvor fiskeriet sker med henblik på landing af råvarer til fabrikkerne på land, hvor videreforarbejdning og forædling sker. 2) Udenskærs aktiviteter, hvor fiskeriet sker med store, moderne fabrikstrawlere. Det udenskærs rejefiskeri sker bæredygtigt såvel biologisk som økonomisk, hvilket jeg i høj grad tilskriver den fiskerilovsændring, der blev gennemført i 1990. Her gik vi fra politiske kvoter (der blev uddelt en gang årligt af et politisk udvalg) og til et system med individuelt omsættelige kvoter. En model vi også anbefaler i de øvrige fiskerier. Denne lovændring medførte, at erhvervet i vid udstrækning selv kunne finansiere den strukturtilpasning, der var behov for. Vi havde i 1990 således 54 fartøjer, der fiskede ca. 40.000 tons rejer. I dag har vi 8 fartøjer, der fisker 70.000 tons, så omstruktureringen må siges at have været en succes.
Det kystnære fiskeri er derimod truet på sin langsigtede eksistens. Den nuværende struktur med mange fartøjer, der er for små og for gamle og ineffektive, kan ikke generere tilstrækkelige overskud. Hverken til de nødvendige re-investeringer eller til en rimelig aflønning af den investerede kapital. En række virksomheder er allerede i fare for at gå konkurs. Det er efter min mening nødvendigt at ændre reglerne, så grænsen mellem indenskærs og udenskærs fiskeri ophæves. Det vil betyde, at der kommer flere produktionsfartøjer og dermed færre fabrikker på land. Det er en politisk varm kartoffel, da det på kort sigt koster arbejdspladser. Men det er en nødvendig tilpasning, hvis det ikke skal koste langt flere arbejdspladser ved, at den del af det grønlandske fiskerierhverv ødelægges helt. Jeg skønner, at en omlægning i rejefiskeriet til produktion ombord vil kræve en samlet finansiering på minimum 1.5 mia. kr. til køb af skibe og tilkøb af yderligere kvoter samt afvikling af de eksisterende fartøjer. Så vidt rejerne, som stadig er Grønlands største indtægtskilde. Hvad angår det indenskærs fiskeri efter hellefisk, er der ligeledes behov for strukturændringer både til søs og i land. Også her kan et stort antal fabrikker kombineret med små fartøjer ikke skabe tilstrækkelig effektivitet til, at hele kæden hænger sammen. Hvis konkurrenceevnen ikke skal forringes yderligere, må produktionsomkostningerne bringes ned, bl.a. ved at reducere antallet af fabrikker. Samtidigt er det også her nødvendigt at investere i større fartøjer, der er i stand til at fiske langt fra de tilbageværende fabrikker. Et alternativ kunne være, at der også i fiskeriet efter hellefisk åbnes for produktion ombord. Afhængig af modellen vil der være behov for finansiering på omkring 0.5 mia. kroner til disse omlægninger, og en løsning er meget presserende. En omlægning, der kan generere den nødvendige kapital er, at kvoterne gøres omsættelige, således at redere og investorer kun gambler på de biologiske usikkerheder og ikke de politiske. Generationsskifte og nye ejerstrukturer Der er et stort behov for generationsskifter i erhvervet, men specielt i det havgående fiskeri er det problematisk, idet kapitalbehovet vil være enormt. Problemet er, at der gennem mange års seriøs og fornuftig forretningsdrift er opsparet store egenkapitaler i rederierne. Penge, der pt. ikke findes i andre dele af samfundet. Derfor er det ikke muligt at sælge rederierne internt i Grønland, da den nødvendige kapital ganske enkelt ikke er til stede. Man kunne jo så sige, at rederne bare må sælge til den pris, de kan få. Men jeg vil her forklare, hvorfor det ikke er så simpelt.
Aktierne i de fem private rederier skal minimum sælges for 500 mio. kroner, da det ellers vil være mere lukrativt for ejerne at sælge aktiverne ud af selskaberne og derefter likvidere dem. Endda selvom aktionærerne ikke får vederlag for de kvoter, de gennem årene har tilkøbt og betalt med ca. 400 mio. kroner. Lægges hertil prisen for Royal Greenlands rederi, vil det samlede finansieringsbehov være på over 1 mia. kroner til køb af aktiver og aktier. Det skal i den forbindelse bemærkes, at samtlige låneaftaler til trawlerne indeholder en såkaldt change of control klausul. Dette betyder, at låneaftalerne skal genforhandles ved ejerskifte, hvilket vil bringe det samlede finansieringsbehov op på 1.5-2 mia. kroner. Grønlands Arbejdsgiverforening har dokumenteret, at det havgående fiskeri skaber mange arbejdspladser, der i betydeligt omfang bidrager til samfundsøkonomien. Det er derfor i samfundets interesse, at flest mulige arbejdspladser bevares, og at rejeflåden, som er den mest moderne i verden, bibeholdes i Grønland. De direkte betalinger fra rederierne til de offentlige kasser er på 175 mio. i form af A-skatter, selskabsskatter og afgifter. Hertil kommer de afledte indtægter fra den indirekte beskæftigelse, som erhvervet skaber. Det er i den forbindelse tankevækkende, at Grønland subsidierer etableringen af en aluminiumssmelteværk massivt, til trods for at det er dokumenteret, at det kun vil skabe indtægter i niveauet 140 mio. om året. Konklusionen er, at der skal fremskaffes omkring mellem 3.5 og 4 mia. kroner. Derudover skal det sikres, at rammerne for erhvervet funderes og stabiliseres, således at både egenkapital og lånekapital kan tiltrækkes. Vi så, hvorledes fiskeriloven fra 1990 skabte rammer, så erhvervet uden nævneværdigt tilskud sikrede en stabil udvikling i det havgående fiskerierhverv - til gavn for både samfundet, medarbejderne og ejerne. Der er nu et presserende behov for en ny, tidssvarende reform. I Grønlands Arbejdsgiverforening er det vores opfattelse, at det bl.a. er nødvendigt at indføre lempeligere krav for ejerskab til rederierne og råvareressourcerne. En liberalisering af adgangen til at investere i det grønlandske fiskerierhverv er nødvendig, hvis erhvervet skal overleve på langt sigt. Jeg var inde på, at den selvstyreejede virksomhed, Royal Greenland bør privatiseres. Dette er nu også bragt i spil af bl.a. den nye formand for Naalakkersiusut, som det nye landsstyre hedder på grønlandsk. (Formanden er den grønlandske statsminister). Også det er en politisk varm kartoffel, men er efter min mening en forudsætning for virksomhedens udvikling. Ja, vel en betingelse for, at den overhovedet kan overleve uden massive tilskud, hvilket altså også er erkendt af Grønlands nye politiske ledelse. Der er således begyndende tegn på bevægelse i tingene, men jeg skal ikke lægge skjul på, at det efter min mening går for langsomt.
Konkret anbefaler vi at fjerne kravet om fiskereje, som Grønland i lighed med en række andre nationer fortsat har. Det er tankevækkende, at fiskere og landmænd efterhånden er de sidste socialister, der er tilbage. Der er i hvert fald ikke mange andre erhverv, hvor man stiller krav om, at de der arbejder også skal eje produktionsmidlerne. Det gik så vidt jeg ved af mode for nogle år siden de fleste andre steder. Herudover skal udenlandske investorers tillades adgang til direkte at placere kapital i erhvervet. Dette er ikke muligt med den nuværende lovgivning. Som I sikkert er bekendt med, sker der i disse år en interessant udvikling i Grønland i relation til nye erhvervsmuligheder inden for minedrift og offshore. Her rejser man verden rundt for at tiltrække investorer. Det er efter min mening ikke rimeligt at betragte fiskerierhvervet og råstofsektoren under vidt forskellige synsvinkler. Der er tale om naturskabte ressourcer i alle tilfælde. Det forekommer ulogisk, at politikerne til den ene sektor aktivt søger at tiltrække udenlandsk ejerkapital, mens dette er forbudt til den anden sektor. Man kan med andre ord komme og tage et helt bjerg ud af Grønland, men man må ikke investere i udnyttelsen af ressourcer, der reproducerer sig selv. En liberalisering af ejerskabskravene vil skabe muligheder for børsnoteringer m.v., hvilket vil give brede investeringsmuligheder, også for den grønlandske befolkning, herunder pensionsopsparerne. Dette gør det endvidere muligt for Selvstyret at afhænde hele eller dele af sin egen virksomhed til den bedst mulige pris. I erhvervet lægger vi i det hele taget den allerstørste vægt på, at der skabes langsigtede og stabile rammer for fiskeriets udvikling. Derfor er det vigtigt for os, at forhold som ressourcerenteafgift, brugerbetaling og licensrettigheder lægges fast i en ny fiskerilov. Afslutning Som I kan høre, er der udfordringer nok inden for fremtidens fiskeri i Grønland. Det ved jeg også gælder de øvrige lande i Nordatlanten, men måske har vi lidt flere forældede strukturer at gøre op med efter mange års delvis planøkonomi. På den anden side sker der på mange områder en så dynamisk udvikling i Grønland i disse år, at jeg ser med en vis optimisme på vores muligheder. Også inden for fiskeriet. Tak for ordet.