Vi er alle konfirmander for Vor Herre

Sognebladet SKOVSHOVED AVIS Nr. 99 - August 2012 August / September / Oktober / November 2012 August 2012 Vi er alle konfirmander for Vor Herre Primo Levi. Tilbage i Skovshoved tids nok til at nå konfirmationerne efter en 3- måneders orlovsperiode som feltpræst slog det mig, at vi i på en måde alle er konfirmander for Vor Herre. Uanset hvor gammel man er, bliver man ikke færdig med at lære nyt, og det nye, man skal lære, er ikke det, man nødvendigvis er mest interesseret i at lære. En af de bøger, som har stået på min reol alt for længe uden at blive læst til ende, er Primo Levi s "Hvis dette er et menneske". Det er en bog, der repræsenterer rædselserfaringer, der ikke må gå tabt i forhold til den næste generation. Den handler om den systematiske nedbrydning af koncentrationslejrfanger under 2. Verdenskrig. Det er en førstehåndsskildring fra en, der overlevede at komme i den fangeuniform, der markerede fornedrelse, og blev et kendetegn på, hvem der ikke længere skulle opfattes som mennesker.uniformen blev i koncentrationslejrene til et af mange redskaber i en systematisk umenneskeliggørelse. En anden bog, som det var på høje tid, at denne konfirmand for Vor Herre fik læst til ende, var nyudgivelsen af bogen "De sidste timer", som er samlingen af afskedsbreve fra de frihedskæmpere, der fra 1943-45 blev henrettet. Det er hjerteskærende breve, som vidner om mænd, der få timer før deres død forsoner sig med deres skæbne. Min kollega Marianne Telling har i sin artikel om forsoning beskrevet forsoningen som en næsten mystisk og spirituel begivenhed, og nogle af disse breve vidner om forsoning i en sådan grad, at det næsten ikke er til at forstå. I Christian Ulrik Hansens brev til sine kære kan man læse følgende kraftfulde tanker om forsoning: "Og det skal være mit allersidste ønske, når freden er inde, tag imod et forældreløst tysk barn til jer i stedet for mig." Fremtidsvarsler og De sidste timer Efter konfirmationerne i maj kom Sankt Hans, hvor det var dejligt at se mange mennesker fra Skovshoved finde sammen nede på molen. Det er jo en gammel skik, at man tænder blus ved midsommer. Bålene skulle holde onde magter på afstand, og man troede, at det onde havde særligt gode muligheder for at udfolde sig i overgangstider. Overgangen fra lyse dage til mørkere dage blev opfattet som en ubalancens og ængstelsens tid. Nogle af fortidens kvinder kom i klemme her. De tog varsler af fremtiden i overgangens nervøse tid, nogle blev udråbt som hekse og brændt. Sankt Hans aften var en aften, hvor denne konfirmand for Vor Herre kom til at tænke på, hvor mange steder på kloden det er fristende at tage varsler af fremtiden, og hvor der mildt sagt ikke er balance. Men når der kæmpes og leves med kant på, sker det engang imellem, at fremtidsprognoser og motivforskning viger til fordel for personligt mod. Så handler det om afstemme sin indsats efter udfaldet, og hvis side det er mest fordelagtigt at stå på. Da handler det pludselig kun om, hvad det enkelte individ står for, og om, hvordan du og jeg ser andre mennesker. Vover du, og vover jeg at kæmpe en kamp, vi ikke ved, hvordan ender, ikke bare for vores egen skyld, men for andres skyld? Det er der heldigvis altid nogen, der gør, og i et af brevene fra " De SidsteTimer" skriver en af Karl Gustav Stricker Brøndsteds medfanger om hans sidste timer og det personlige mod, han besad. Her beskrives, hvordan Karl Gustav Stricker Brøndsteds kristne livssyn er upåvirket af den tvetydighed, der præger kirken som institution. Gud være med dig "Jeg var glad over at være alene med Jens. ( Karl Gustav Stricker Brøndsteds dæk navn var "Jens") Som menneske stod han mig langt nærmere end de andre i gruppen, til trods for hans religiøse indstilling. Engang lå vi på vagt sammen og diskuterede hele natten igennem religionen, men til sidst enedes vi om hans grundsætning "at ærlighed og kærlighed skal være kernen i ethvert livssyn", og han er heller ikke ortodoks eller tilhænger af kirken som sådan. I forbindelse med muligheden for benådning erklærede jeg, at det var en nærliggende opgave for kirken at gennemføre en aktion for at mildne de krigsførendes fangers skæbne. "Kirken", sagde Jens bittert", er en institution, og som sådan præget af halvhed og lunkenhed. Kl. 15.30 blev Jens kaldt ned og fik sin skæbne at vide. Om en halv time skulle han være rede til at blive ført bort, og kl. 17 skulle han henrettes ved skydning. Han skrev breve til sin familie; jeg hjalp ham med at pakke, hvorefter vi tog afsked. Vi omfavnede hinanden, jeg kunne ikke sige noget, men Jens sagde: Gud være med dig." Fortsættes side 2 Skovshoved samtale søndag d. 4. november kl. 12 At være medvandrer og vidne til den andens liv som psykolog eller præst. Skovshoved-samtale med psykolog og cand.psych. Susanne Bærentzen og pilgrimspræst (i Viborg stift) og psykoterapeut Anette Foged Schultz. Se side 2 Danmark, kristendommen og danskerne fra vikingetiden til nu Kristian Massey Møller, har ordet de næste tre tirsdagsmøder og fotæller sin version af Danmarkshistorien. Fra Kong Vermund og Poppos jernbyrd til vore dages Bondetog i 1930`erne og krigen i Afghanistan. Se bagsiden

2 SKOVSHOVED AVIS Fortsat fra forsiden Vi er alle konfirmander for Vor Herre Nogen kan forbinde tro og personligt mod med kirken, andre kan slet ikke og slår sig på det institutionelle. En af de markante beskrivelser af troen og modet, som varsler en fremtid, som ikke afhænger af institutioner, finder vi i frihedskæmperen Kim Malthe-Bruuns sidste brev til sin mor, der også er udgivet i De Sidste Timer: "Jeg er kun en lille ting, og min person vil meget snart være glemt, men den idé, det liv, den inspiration, der fyldte mig, vil leve videre. Du vil træffe den overalt, i træerne om foråret, i mennesker, du møder på din vej, i et kærligt lille smil; du vil møde det, der måske havde værdi hos mig, du vil elske det, og du vil ikke glemme mig. Jeg vil få lov til at vokse mig stor og moden. Jeg vil leve hos jer, hvis hjerter jeg engang fyldte, og I vil leve videre, for I ved, at jeg er forude og ikke, som du måske først vil mene, bagude. Forude og ikke, som du måske først vil mene, bagude Det er ord, som står helt centralt i kristendommens påskebudskab, og som konfirmander for Vor Herre måske vil genkende som evangelisten Markus vidnesbyrd om kvinderne, der var gået ud til Jesu grav for at salve ham, og og som blev mødt af en ung mand i hvide klæder. Han sagde: "I søger efter Jesus fra Nazareth, den korsfæstede. Han er opstanden, han er ikke her. Se der er stedet, hvor de lagde ham. Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Gallilæa. Der skal I se ham, som han har sagt jer det:."jeg er forude og ikke, som du måske først vil mene, bagude. Hmj Skovshoved samtale søndag d. 4. november kl. 12 At være medvandrer og vidne til den andens liv som psykolog eller præst. Skovshoved-samtale med psykolog og cand.psych. Susanne Bærentzen og pilgrimspræst (i Viborg stift) og psykoterapeut Anette Foged Schultz. Skovshoved-samtalens deltagere skriver som oplæg til samtalen: Susanne Bærentzen: Som psykolog eller som præst bliver man ofte medvandrer og vidne til et andet menneskes liv. Man følges med dette menneske et stykke tid og er der for den anden, som én han eller hun kan dele liv og tanker med. Liv og tanker, som dette menneske måske aldrig før har delt med andre. Skyld og skam, som det tidligere har været for "farligt" at blotte, for "hvad vil den anden ikke tænke om mig, når jeg viser mig som dén, jeg ér?" At kunne være i verden, som dén jeg er, og at der er et andet menneske, der vil have med mig at gøre, som dén, jeg er, er befriende - eller frelsende, som man taler om frelse - frisættelse - i evangeliet. "Hvad tror du på?" er et spørgsmål, som ofte stilles både i psykologens og i præstens "rum". De fleste tror på noget, der er større end dem selv, men kan have svært ved at sætte ord på hvad dette større ér. Men måske erfares det, som noget af det største i livet at man - sammen med et andet menneske - kan udfolde sig og være sig selv. Med den anden som vidne blive dén jeg er. I kristen sammenhæng ville man kalde sådan et "rum" for nådens og kærlighedens rum. I psykologiens sammenhæng handler det om at enhver udvikling kun kan foregå i en relation til et andet menneske. Det spæde barns personlighed kan kun udvikles i samspillet med den omsorgsgivende voksne. Psykologens "rum bliver et sted, hvor man sammen med psykologen, altså i relationen til dette andet "omsorgsgivende" menneske og med dennes særlige faglighed, får mulighed for at udforske egne tanker og følelser og reaktioner og ofte for første gang oplever at nogen vil have med mig at gøre på trods af, at jeg er dén jeg er og på trods af det, jeg har gjort. Et sted hvor man kan finde ud af at man er ok, men sidder fast i en udvikling, som her kan gøres færdig. I dette "rum" som er et anerkendelsens og også kærlighedens "rum" kan det opleves som en form for syndsforladelse. Anette Foged Schultz: Under en vandring bliver man opmærksom på, hvordan de ydre landskaber afspejler ens indre landskaber. Men kan gå gennem øde, golde områder eller frodige, frugtbare landskaber og gennem det ydre komme i kontakt med det indre landskab. Sorg og tab og livsglæde og håb. Under en længere vandring - f.eks. vandringen tværs over Spanien til Santiago de Compostella på 800 km - kommer man under den daglige vandring i kontakt med sider af sig selv, som man i hverdagenes hektiske aktivitet måske ikke opdager. Enkelheden, langsomheden og friheden undervejs gir plads til tanker og følelser, som man derhjemme måske har "lagt låg på". Desuden mærker man tydeligt sine egne grænser: at der er en grænse for hvor meget jeg kan bære og hvor langt, jeg kan gå. Det bliver et billede på hvordan et også er derhjemme - her er der også en grænse for hvor meget jeg kan bære og hvor langt, jeg vil gå i forhold til andre. At komme til sin egen grænse kan være en smertelig erfaring af egen afmagt OG det er samtidig en væsentlig erfaring i forhold til at Susanne Bærentzen. Anette Foged Schultz. finde ud af "hvem jeg selv er". Det er ved grænsen, jeg defineres som den, jeg er - som et land defineres ved sin grænse, sådan gør et menneske det også. Det er helende at mærke sine grænse, og dét at nå sin fysiske grænse afspejler samtidig den psykiske grænse. Sindets grænser. Der er grænser for, hvor meget vi kan rumme som mennesker. Jeg holder af at tænke på pilgrimsvandringen som et "sted" hvor jeg kan "komme til mig selv". Hjem til mig selv. Blive dén, jeg er med både lys og mørke. Når et menneske når til sin egen grænse og mærker egen afmagt er det oplagt at begynde at bede. Bede medvandreren om at bære med - måske på en smertelig livsfortælling - og bøn til Gud om at bære med og vise vej. Pilgrimmens bøn: Herre vis mig din vej og giv mig vilje til at vandre den, gir god mening både på pilgrimsvejen og i livet, der leves derhjemme. Hvis Gud vil at vi skal gå en bestemt vej, må han give os kræfterne, viljen og lysten til at gå den. Ellers er vejen ikke farbar. Skovshoved-samtalen er lagt søndag den 4.november Allerhelgensdag kl. 12. For dem, der har lyst til at deltage i Allerhelgens gudstjenesten fra kl. 10-11, serveres forfriskninger i kirkens sidelokale mellem kl. 11-12.

SKOVSHOVED AVIS 3 Forsoning. Hvordan? Med norske A.B. Breiviks ugerning den 22. juli 2011 i levende erindring, hvor han koldblodigt tog livet af 77 uskyldige mennesker og den efterfølgende retssag imod ham, bliver spørgsmålet om forsoning og straf meget konkret. Med hans koldblodige og umenneskelige gerning synes de fleste at have ramt grænsen for hvad der er muligt at tilgive eller forstå sig ud af. Og det norske retssystem kommer på en hård prøve i forhold til at finde en straf der er egnet til både at rumme de efterladtes sorg og retsfølelse, og opretholde en retsstat hvor man hverken har dødsstraf eller blot kan sætte folk i fængsel og smide nøglerne væk. Breivik får mange til at ønske sig en undtagelse fra normal retsspraksis, og sige at det må være muligt at straffe hårdere end normalt. Fordi hans gerninger ganske enkelt ikke rummes af det normale system, og opfattelsen af gerningsmænd som enten sindssyge eller egnede til straf. Hvad også den megen diskussion om hans sindstilstand afslører, - på den ene side må manden jo være sindssyg, siden han kunne gøre som han gjorde. På den anden side fremstår hans forklaringer og handlemåde ikke som sindssyg, altså må han være egnet til straf. Men hvis han er det, opstår der straks spørgsmålet om hvornår han så skulle kunne prøveløslades, og da vender de fleste sig imod at det skulle kunne ske, nogen sinde. Hvad hans straf bliver, vides ikke i skrivende stund, men sagen om Breivik får mig til at se med særlig interesse på spørgsmålet om forsoning. Forsoning for de efterladte. Hvordan er det muligt? Og hvad skal de forsone sig med? Med gerningsmanden det ville nok være for meget at forlange. Men forsone sig med det skete? Hvordan komme overens med at have mistet sin datter, søn, barnebarn eller ven den 22. juli på Utøya? Den norske teolog, journalist og voldsforsker Paul Leer-Salvesen har behandlet emnet straf-tilgivelse-forsoning fra mange sider. Hans arbejdsmetode består af interviews med mennesker der har spørgsmålet tæt inde på livet: morddømte, ofre for overgreb og fagpersoner der arbejder med emnet. Ud fra samtaler med disse bliver han og vi andre klogere på processen omkring tilgivelse og forsoning, og hvad der skal til. Den seneste bog fra hans hånd hedder Forsoning, fra 2011, oversat til dansk af Jesper Stange. I den undersøger Paul Leer-Salvesen hvad forsoning er. Hvad der skal til, og hvad vi kan gøre for at hjælpe hinanden til at nå dertil, om muligt. Hvad der langt fra altid er muligt. Ligesom med tilgivelse er der også et element af noget forunderligt eller mirakuløst over forsoning, og at nogle mennesker kan komme til et sted i deres liv hvor forsoning hersker, bør aldrig forlede os til at mene alle mennesker skal kunne det. Tilgivelse og forsoning må man nærme sig med sund ydmyghed. Hvad er forsoning? Med de helt store begreber i livet bliver vi aldrig færdige med definitionen. Det ligger i selve begrebet forsoning at vi ikke kan definere det enkelt og fyldestgørende. Ligesom med ordet Tilgivelse. Eller ordet Kærlighed. Det er som at studere skak:(siger Wittgenstein, citeret i P. L-Salvesens bog s. 21) "Du lærer ingenting ved at nærme dig den enkelte brik eller beskrive bonden eller kongen. Det er først ved at studere spillet selv, du begynder at forstå noget om, hvad skak er." Men til trods for vi ikke kan beskrive fænomenet fyldestgørende, så kender vi det igen, når vi møder det. Vi erfarer forsoning og er ikke i tvivl når vi møder det, ligesom vi erfarer kærlighed når vi møder den. På baggrund af samtaler med ofre for seksuelle overgreb forsøger P. L-Salvesen at skelne mellem tilgivelse og forsoning på følgende måde:" Tilgivelse fører ikke altid til forsoning, men forsoning forudsætter tilgivelse", Men med Breivik i baghovedet må jeg spørge, om ikke det kan være nødvendigt at tale om forsoning uden tilgivelse? Hvis handlingen er helt utilgivelig, og personen ikke angrer, - er det da muligt at komme til en forsoning, uden om tilgivelsen? Der kan jo også være tilfælde hvor det ikke er muligt at få gerningsmanden i tale, fordi han/hun er død. Forsoning må også være en indre proces, uafhængig af ydre omstændigheder, eller om gerningsmandens tilstand eller tilstedeværelse. Prof.dr.jur. Vibeke Vindeløv har arbejdet indgående med forsoningsprocesser, mellem såvel enkeltpersoner som mellem grupper, bla. i Sydafrika og det tidligere Jugoslavien. Hun siger: "Som jeg anvender begrebet bliver forsoning først aktuel, når krænkelsen er så stor, at den egentlig er utilgivelig. Ellers kræver det blot, som Løgstrup siger, en smule storsind. Men overgreb, som ikke forsones, tiltrækker energi i en sådan grad, at det forhindrer den krænkede i at leve et normalt liv og forkrøbler derfor både den enkelte og det Fortsættes side 4

4 SKOVSHOVED AVIS omgivende samfund. Behovet for forsoning bliver aktuel, når sorgen er så dyb eller smerten så stor, at den, som føler dette enten slet ikke magter at indgå i nogen form for sameksistens med den anden part, dvs. slet ikke er i stand til at gennemføre en konfliktløsningsproces. Eller når en part, til trods for en løsning på det praktiske plan, alligevel er martret af smerten eller sorgen. I så fald bliver forsoning et næste skridt, efter konfliktløsning. Jeg opfatter forsoning som det gensidige aspekt af tilgivelse, den indre tilgivelse. Forsoning eller tilgivelse er en proces, og opstår ikke ved, at man beslutter sig til, at nu skal det være. Forsoning og tilgivelse tager tid, og valget af at ville starte på processen er hos hver enkelt, og kan hverken forventes eller fremskyndes af andre." Forsoning efter krænkelser og grove forbrydelser er altså en proces, og ikke noget man kan blive færdig med, en gang for alle. Det er selvfølgeligt forskelligt hvordan mennesker kommer igennem svære tab. Afhængig af måske især tre ting: Omstændighederne ved deres tab. Deres egen personlighed og hvilken hjælp de får. For nogle vil svære tab være ødelæggende for resten af livet, for andre vil det være muligt at finde styrke i at være overlever, eller trøst på trods af sorg. På baggrund af sine samtaler med ofre og krænkere peger P.L.Salvesen peger på nogle fælles træk, der kan hjælpe til, at der sker en proces hen imod forsoning: En forsoningsproces Første fase handler om at forsone sig med det er sket. At acceptere det skete. En erkendelse af at noget uopretteligt er sket, og ikke kan gøres ugjort. At se sandheden i øjnene og forholde sig til at det faktisk er sket. Alene det kan tage tid, hvis smerten over det, der er sket er så altomfattende, kan det tage lang tid før kroppen og sindet tillader denne erkendelse at tage bolig. "Et vigtigt element i denne proces er sorgen. Sorgen over den eller det, man har mistet. Man kan have mistet en nær ven eller slægtning, ved død, skilsmisse eller ved svigt. Man kan have mistet sin førlighed eller man kan have mistet sig selv. Sorg kan være savn. Sorg kan være vrede og bitterhed, rettet mod mennesker, mod Gud, tilværelsen selv. Sorg kan være tavs og apatisk, den kan være smertefuld fortvivlelse eller sort skyldfølelse. Det kan være svært for et offer eller for et offers familie at forstå, at krænkeren også føler dyb sorg over det skete: "Var det virkelig mig, der gjorde det? Er jeg sådan? I virkeligheden er jeg et betænksomt, følsomt menneske." Også for soldaten i krig er sorgperspektivet nødvendigt: når krigen ikke mere er en "hellig" krig, er soldaten ikke længere helt, men drabsmand. Eller det kan være vanskeligt for den forladte ægtefælle at acceptere, at den anden ægtefælle også har mistet." (Vibeke Vindeløv) Anden fase i en forsoning mellem parter kendetegnes ved at det billede man har af den anden, nuanceres. At fjendebilledet udskiftes med andre billeder. Det kan være i et konkret møde, men det kan også ske ved at lære mere om den andens baggrund. Så det monster der har gjort det uoprettelige, også bliver til et menneske med ansigt og baggrund. Den sidste fase handler om at relationen kan genoptages. Ikke det samme liv, men et liv hvor man kan eksistere begge parter. To befolkningsgrupper der har været i krig kan begynde at handle med hinanden igen, eller to parter der har gjort hinanden ondt, kan holde ud at være i den samme by. Ud fra denne tredelte forsoningsproces synes det også klart hvor store udfordringer ofrene efter massakren den 22.juli i Norge har. Fordi der ingen anger synes at være hos gerningsmanden. Man kan blot håbe, forsigtigt, at så mange som muligt kommer til et sted i deres liv, hvor det bliver muligt at leve med deres tab, og at hadet til gerningsmanden ikke får lov at fylde så meget at alt bliver mørkt for dem. Nordmændenes måde at håndtere hele tragedien på giver god grund til at håbe således. For med den massive støtte og protest overfor det der ligner ondskab, fra hele befolkningen, får de ramte en mulighed for at finde en anden vej end hadets altopslugende vej, - med kærlighed, tillid, håb og livsglæde som protest. P.L.Salvesens bog slutter med et digt af Paal-Helge Haugen over Esajas 9,1 (Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys), og det får også lov at slutte mine overvejelser over forsoning som det på en gang nødvendige og mirakuløse. Det vi ikke kan leve uden, og samtidig noget vi ikke kan kræve eller forvente, af os selv eller af nogen andre. " Samlede i det, der er splittet ad i et hus fyldt af røg og små ord hvor vi har søgt tilflugt. Et ganske lille lys-kaos i mørket. Lyskorn, fintmaldede. Fourage. Nåde. Bare nogle få gram mere, det der er blevet tilovers. Små brudstykker, resterne af større og minde krige og byer, der udslettes mens vi passerer gennem. Huskesedler, som ætses hvide af det virkelige. Han har fortid at svøbe omkring sig og en sæk at gemme sig i, han har fået en sæk til sig selv og til sine hvide ben. Kom hér, kære. Kom hér gennem luft og brændende vand. Kom hér og vær hos mig." Marianne Telling Derfor siger jeg ja Jeg må indrømme, at alt det med homoseksuelles rettigheder eller mangel på samme, ikke har haft min helt store opmærksomhed tidligere. Jeg opfatter umiddelbart homoseksualitet som en naturlig del af det menneskelige register, og jeg har ikke haft det store fokus på det, udover at jeg var tilfreds med at leve i et land, hvor det ikke alene er tilladt at leve som homo, men også praktisk og socialt muligt, i de fleste sammenhænge. Med indførelsen af et nyt ritual for vielse af par af samme køn, kan jeg dårligt komme udenom at overveje dette nærmere. Min umiddelbare følelse og fornemmelse har været, i tråd med det foregående, at det var i orden blot skulle ritualet gennemtænkes. Men følelser og fornemmelser er ikke nok, som præst og teolog må jeg også overveje argumenterne. Hvad begrunder jeg min tilslutning med? Som et minimum må jeg se på bibelen, og overveje med hvilket skriftsyn jeg går til sagen med. Jeg må holde tre ting sammen: skriftsyn, menneskesyn og min kristne tro. Homoseksualitet ikke en systemfejl Bibelen er et skrift mellem tid og sted, skrevet af mennesker, til mennesker med bud om troen på en evig og kærlig Gud, der har valgt at manifestere sig i mennesket Jesus af Nazareth, der med sit liv og sine handlinger pegede hen på Guds rige, som et sted, eller tilstand for alle, uanset køn, nationalitet eller status i samfundet. Med opstandelsen efter døden viste Gud, at hans kærlighed varer ved, selv når vi forsøger at slå den ihjel. På Bibelens tid, hvad det så end er, ansås homoseksualitet som værende en synd. Der er stadig mange steder i verden, hvor homoseksuelle forfølges og diskrimineres groft. Hvor det er med liv og helbred som indsats at bekende sig til sin seksualitet. Sådan ønsker vi det ikke her i landet, og vi har med oplysning og lovgivning gjort meget for at homoseksuelle ikke skal opleve strukturel forskelsbehandling. For på dette område mener vi at vide bedre i dag end på bibelens tid. Ifølge velbegrundet viden er homoseksualitet en medfødt disposition. Måske er menneskets seksualitet mere at betragte som et kontinuum, hvor nogle mennesker lever hele deres liv som hetero, mens andre skifter mellem homo og hetero, og andre igen er homo hele livet. I denne sammenhæng er det dog alene vigtigt at slå fast, at der i kristendommen stilles den samme

SKOVSHOVED AVIS 5 fordring til alle mennesker; nemlig om at betragte og behandle alle mennesker værdigt, med respekt og omsorg. Et ubetinget krav om ikke at behandle andre mennesker som genstande, men som Gudsskabte i deres egen ret. Det gælder hvad enten man er homo eller hetero. Homoseksuelle udgør ikke en særlig gruppe mennesker, men er blot en del af skabelsens mangfoldighed. At argumentere imod homoseksualitet ud fra bibelen er at fiske løsrevne sætninger, og bruge dem for sin egen sag. Det gør vi måske alle, men så kan vi da i det mindste stå ved det, og ikke kalde det for en autoritativ sandhed. Eller med en velanskrevet kapacitet på Københavns teologiske fakultet, indenfor Gammel Testamentes eksegese, teologen Søren Holsts formulering:..er det så overhovedet en realistisk mulighed, at Bibelen skal være autoritativ norm, snarere end en mulig inspirationskilde? Det Gamle Testamente påbyder, at ulydige børn skal stenes, og Det Nye Testamente forbyder kvinder at gå med smykker og forbyder kristne at eje mere end ét sæt overtøj. Og både Det Gamle og Det Nye Testamente tillader fromme gudfrygtige mennesker at holde slaver! Så vidt jeg kan se, gør de bibeltro i praksis præcis det samme som alle andre gode mennesker: Bruger deres sunde fornuft, og ser diskret bort fra de ting i Bibelen og traditionen, som anstændige mennesker vitterligt ikke kan gøre gældende i et samfund af den slags, som vi i vores generation lever i. (Søren Holsts blog på nettet) Ægteskabet en tidsbunden ordning Et andet argument imod vielse af homoseksuelle, der mener at basere sig på biblens udsagn, er at ægteskabet skulle være en gudvillet skabelsesordning Gud skabte mennesket som mand og kvinde hedder det.. ja, det er der vel ingen, hverken homoseksuelle eller andre, der vil benægte eller bekæmpe. Men ægteskabet som institution i samfundet har ændret sig dramatisk over tid, og er jorden rundt en højst forskellig artet ordning. Ægteskabet i Danmark anno 2012 er ikke indstiftet af Gud. Det er en ordning rundet af tid og traditioner. I Det nye Testamentes breve spiller ægteskabet som samfundsinstitution nærmest ingen rolle. Og de faste roller som mænd og kvinder havde i ægteskabet dengang, er der ikke mange af os der ønsker at være underlagt i en verden af i dag. Paulus levede i, og skrev sine breve under påvirkning heraf, en intens forventning om, at de sidste tider var nær. At det således ikke var nødvendigt at stifte familie, for Kristus ville komme tilbage ganske snart. Så kun hvis man ikke kunne undgå at leve i synd, skulle man binde sig til én kvinde, som mand. Igen fordringen om at behandle andre med respekt og værdighed, synes vigtigere end ægteskabet som sådan. I Det nye Testamente tales om kvinder og mænds forskellige roller i samfundet, hvor kvinder skal tildække deres hoveder, og er underordnet manden i alt. I dag anser vi ikke kønnet som væsentligt i forhold til at beklæde de allerfleste stillinger i samfundet. At der er forskel på mænd og kvinder anses ikke mere for at være en rangforskel. I tråd hermed er den tredje af læsningerne ved vielse og velsignelse af borgerligt indgået ægteskab, og nu også som læsning ved vielse af homoseksuelle par (Kolossenserbrevet 3,12-14) en formaning om overbærenhed, tålmodighed og mildhed over for alle de mennesker vi kommer nær. På baggrund af Guds tilgivelse skal vi også tilgive og bære over med hinanden. Dette er der vel ingen der vil hævde kun gælder lovformeligt viede ægtefolk. Langt mere alvorligt er det at fastholde vores alle sammen forpligtelse til at leve næste-kærligt, hvordan det så kommer til udtryk i hver vores liv. Og det er også klart at formaningen lyder med mest vægt og størst aktualitet der hvor vi kommer tættest på hinanden nemlig i et forpligtende samliv. Børn i og udenfor ægteskab At ægteskabet skal sikre artens videreførelse som en af dets kardinalvædier, kan diskuteres. I samfundet har vi tilgodeset en mangfoldighed af måder at bringe børn til verden på. Med kunstig befrugtning og anonyme sæd-donorer m.m har vi jo erkendt, at kernefamilien er en broget affære. Det, der må være et barns vigtigste ret, er retten til stabile, kærlige, omsorgsfulde, handlekraftige voksne, der står fast på deres ansvar gennem hele barnets opvækst. At ægteskabet skulle være den bærende kraft bag forplantningen, holder ikke længere. Der fødes jo ikke bastard-børn mere, i Danmark. Og ingen stilles ulige i forhold til anseelse, alt efter om man er født i eller udenfor ægteskab. At der kan være praktiske og juridiske fordele ved ægteskabet er en anden sag, der dybest set er kirkens rum uvedkommende. Når vi holder vielse for en mand og en kvinde skelnes der heller ikke til deres intentioner om at sætte børn i verden. Vi vier gladeligt mennesker, der er over den fødedygtige alder, eller mennesker der allerede har fået de børn der ønsker, eller slet ikke ønsker at sætte børn i verden og derfor vil forhindre graviditet gennem hele deres ægteskab. Jeg ønsker på ingen måde katolske tilstande i forhold til prævention, hvad der logisk set burde være konsekvensen af at fastholde synet på ægteskabet som familiestiftende ordning først og fremmest. Der kan siges meget mere, og argumenter både for og imod fortjener at blive behandlet på en sober og anstændig måde. Vigtigst for mig har været at godtgøre, at hvad enten man er homoseksuel eller heteroseksuel er vi stillet overfor den samme forpligtelse: at elske Gud af hele vore hjerte, sjæl og sind, og vor næste som os selv. Og hvis mennesker ønsker at afgive et løfte til hinanden om at ville leve sammen som ægtefolk, i Guds hus, skal de være velkommen. For at fejre kærligheden som følelse, vilje og handling og en Guds velsignelse, og dette kan nu engang i den danske folkekirke, ske i sammenknytning med en juridisk gyldig vielseshandling. Skulle der engang ske en adskillelse mellem indgåelse af det juridisk gyldige ægteskab, og den kirkelige velsignelseshandling, så må vi tage det med, og gennemtænke ritualerne på ny. Mit skriftsyn siger at der må skelnes mellem det tidsbunde i Bibelen, og troen på Gud som skaber, Gud som Jesus Kristus og Gud som Helligånd. Hvor opgaven for os, som det var for dem der skrev bibelen, bliver at sammenholde det tidsbundne med det eviggyldige at formulere troen på Gud i enhver tid og ramme. Mit menneskesyn siger mig, at det at være homoseksuel ikke er en fejl, eller misforståelse. Men at alle mennesker har den samme udfordring med at leve sit liv i sandhed og ærlighed, med ægte kærlighed for andre mennesker, kvinder såvel som mænd. Og min tro fortæller mig at vi alle er rummet af Gud. At vi skal kæmpe med hver vores liv, uden en færdig køreplan fra Gud i hånden. Vi har fået fortællingerne om Jesus Kristus som vejleder, - og Helligånden må hjælpe os til at udlægge og forstå disse, i vores tid, på vores sted, og i vores liv. Kristendommens styrke gennem hele dens historie er evnen, eller kravet, til fornyelse. Ikke fornyelse for enhver pris. Ikke fornyelse på tidens eller modens vilkår. Men ægte fornyelse, hvor vi hele tiden søger at udtrykke hvad kernen i den kristne forkyndelse betyder for os, lige nu og her. Jeg hilser det nye ritual velkommen, og mener i det hele taget at kirkens ritualer må ses som værende i stadig bevægelse. Langsom bevægelse. Velovervejet bevægelse. For uden bevægelsen sander ritualerne til, og bliver til noget vi skal indordne os under, på bekostning af nærværende tale til de mennesker der bruger kirken, til hver en tid. Ritualerne skal række os ord, og sætte os alle ind i en fælles sammenhæng, hvor præsten som tjener, formidler bekendelse, tro og taknemmelighed på alles vegne. Marianne Telling

6 SKOVSHOVED AVIS Babysalmesang Babysalmesang er en musikalsk stund mellem baby og forælder, hvor man med udgangspunkt i kirkens smukke salmer stimulerer barnets sanseapparat via sang, dans og musik. Musikpædagog Louise Rostved står for undervisningen, der foregår på følgende tirsdage: 28. august, 4. september, 11. september, 18. september, 25. september, 2. oktober, 9. oktober, 23. oktober, 30. oktober, 6. november samt en afslutning. Tidspunkterne er: Kl. 9.30 for børn mellem 2-6 måneder og Kl. 10.30 for børn mellem 6-10 måneder Tilmelding foregår ved henvendelse til Louise Rostved, tlf. 28 21 21 41 og e-mail louiserostved@gmail.com0 Praktikanter i Skovshoved Kirke Jeg hedder Betina Vejegård, er 28 år og fornylig færdig som teolog. Til dagligt bor jeg i Københavns Sydhavn sammen med min kæreste Kristian, der er nyuddannet skov- og landskabs ingeniør, og vores lille Jack Russell terrier ved navn Mester. Jeg har studeret teologi i København de sidste 8 år. Et studium, som jeg fra dag ét kom til at elske, men som jeg også nu, hvor det er til ende, glæder mig meget til at skulle begynde at bruge i praksis. Idéen med at læse teologi kom allerede i min konfirmationsalder. Jeg skulle dog lige runde både handelsskole og arbejde i et stort teleselskab, før jeg overgav mig til teologistudiet. Et valg jeg aldrig sidenhen har fortrudt. Jeg har aldrig været i tvivl om, at det var præst, som min uddannelse skulle føre til. Jeg holder meget af de teologiske fag, og universitets karrieren har da også trukket i mig, men jeg ender alligevel altid ved det samme udgangspunkt, og det er præsteembedet. Jeg har altid tænkt det sådan, at det er dét, jeg kan, og det er dét, jeg skal. I min studietid har jeg lavet meget forskelligt kirkeligt arbejde, blandt andet en hel del eksperimenterende og alternative gudstjenesteformer. Og så har jeg gennem nogle år lavet en del børne- og ungdomsarbejde, fulgt Københavns gadepræst og arbejdet i Københavns domkirkes natåbne kirke, hvor jeg blandt andet har fungeret som præstevikar. Jeg har altid elsket at lave noget nyt og tænke I dette efterår, i uge 35, 38 og 47, vil jeg være i et praktikforløb hos Marianne, mens jeg afslutter min teologiske uddannelse på Pastoralseminariet Jeg hedder Gitte Wejnold og bor i Skovshoved. Jeg har skrevet speciale om Kierkegaards forfatterskab og er meget interesseret i eksistentialismen, der handler om grundlæggende begreber som angst, frihed, valg og det at være menneske. Jeg glæder mig til at møde nogle af jer. kirken ud af boksen. Men jeg har også indset, at jo mere eksperimenterende kirkeligt arbejde jeg har afprøvet, jo mere er det i folkekirkens traditionelle højmesse, at jeg henter min energi og min ro. Gudstjenesten er med tiden blevet mit hjertebarn, og jo mere jeg beskæftiger mig med den, jo mere sætter jeg pris på salmerne, orglet, liturgien og prædiken. Jeg ser frem til nogle spændende uger i Jeres kirke, hvor jeg glæder mig til at suge viden og erfaring til mig. Både ved at følge Helle Møller Jensen, men også ved at lære fra både kirkens øvrige personale og ikke mindst menigheden! Betina Vejegård juni 2012 Sankt Hans-aften på Skovshoved Havn Det blev en smuk Sankt Hans ude på molen i Skovshoved. For første gang blev der afholdt Sankt Hans-aften på Skovshoved havn. Det var foreningerne Skovshoved Bys Grundejerforening, Skovshoved Idrætsforening, Foreningen til Bevarelse af Skovsersangene samt Sangforeningen Øresund, der stod bag arrangementet, med opbakning fra nogle erhvervsdrivende på havnen og nogle søsportsklubber.

SKOVSHOVED AVIS 7 Valg til menighedsråd 2012 Som tidligere meddelt skal der I løbet af efteråret 2012 vælges nye menighedsråd i folkekirken. Den officielle valgdag er tirsdag 13. november 2012. Den 13. november 2012 vælges de menighedsråd, hvor der er opstillet to eller flere kandidatlister, således at valget skal afgøres som et afstemningsvalg i lighed med kommunalvalg og folketingsvalg. Ifølge traditionen vil en meget stor del af de knap 1.900 menighedsråd i folkekirken imidlertid blive valgt ved et aftalevalg, hvor der kun er opstillet en enkelt kandidatliste. For disse menighedsråd vil valget være afgjort nogle uger tidligere, når valgbestyrelsen har konstateret, at der kun er indleveret én kandidatliste, og at denne opfylder de krav, der stilles til en liste og kandidaternes valgbarhed. Opstilling af kandidater Forberedelserne til valget tager for alvor fart efter sommerferien. Reglerne for opstilling og indlevering af kandidatlister skal bekendtgøres ved gudstjenesterne den 2. og 9. september. Reglerne skal også bekendtgøres i dagblade eller lokalaviser i løbet af første halvdel af september. Hvert menighedsråd skal senest den 18. september holde et offentligt orienteringsmøde. Ved dette møde skal der orienteres om menighedsrådets arbejde siden valget i 2008 og om kommende opgaver. Desuden skal der ved mødet gives en gennemgang af reglerne for opstilling af kandidater. Der kan i forlængelse af orienteringsmødet holdes et opstillingsmøde, hvor der kan opstilles en eller flere kandidatlister. Orienterings- og opstillingsmøde Finder sted i Skovshoved Kirkeonsdag den 12. september kl. 19. Kandidatlister kan tidligst indleveres til menighedsrådets valgbestyrelse tirsdag 25. september kl. 19.00. Kandidatlister skal senest være indleveret tirsdag 2. oktober kl. 19.00. Listerne afleveres på kirkens kontor. Se åbningstider i kolofonen. Antallet af kandidater på en liste kan være fra 1 og op til det dobbelte af det antal medlemmer, der skal vælges til menighedsrådet. Kandidaterne skal skriftligt tilkendegive, at de er villige til at stille op. Hver kandidatliste skal desuden være underskrevet af mindst 5 og højst 15 stillere. Valgret og valgbarhed Valgret til menighedsrådsvalg har som hovedregel ethvert medlem af folkekirken, der er fyldt 18 år og har dansk indfødsret eller mindst har haft fast bopæl i riget i det seneste år forud for valgdagen. Medlemmer af en valgmenighed har dog ikke valgret. Som hovedregel er alle, der har valgret, også valgbare og kan opstille som kandidater. Præster, der er ansat i folkekirken, er dog ikke valgbare. Kirkefunktionærer og andre medarbejdere ved kirke Kjeld Danneskiold-Samsøe har siddet i menighedsrådet i 8 år Helle: Hvordan begyndte det? Kjeld: Det startede med, at den daværende formand Flemming Friedrichsen spurgte, om jeg havde lyst til den slags arbejde. Selvom jeg allerede var involveret i alt muligt andet bestyrelsesarbejde, takkede jeg ja, og det har jeg ikke fortrudt. Det har været spændende. Menighedsrådsarbejdet ligger jo i centrum af den uhellige treenighed, kirken, det lokale miljø og forvaltning. Det er den trebenede stol, som menighedsrådet skal manøvrere i. Da jeg startede, var det ikke så kompliceret, som det er blevet. Man skal manøvrere i et farvand med mange interessenter. Helle: Er de forventninger, du havde til menighedsrådsarbejdet, blevet indfriet? Kjeld: Absolut. Jeg er ikke blevet skuffet. Jeg har fået en spændende kontaktflade i sognet. Jeg mener, at det er et vigtigt arbejde, for hvis ikke de kristne værdier skal blive hjemløse, så er der nogen, der må tage sig af dem. Folkekirken er efter min mening den bedste ramme for de værdier. Ikke et ondt ord om frikirker, men jeg kan godt lide et stort kirkerum, hvor der er tid til eftertænksomhed og plads til alle livets farver. Helle: Går du mere i kirke, efter du er kommet i menighedsrådet? Kjeld: Ja det gør jeg. Nu har jeg jo også været med til at ansætte 2 præster. Det har været spændende opgaver. Det handler jo om at sørge for, at den præst, der bliver ansat, har noget at byde på rent teologisk, og at præsterne kan samarbejde indbyrdes. Det, synes jeg, er lykkedes rigtig godt. Helle: Du sidder jo også i Stiftsrådet. Kjeld: Ja, det er jo en hel anden boldgade. Møderne foregår i Helsingør. Medlemmerne af Stiftsrådet kommer fra hvert sit provsti i stiftet. Stiftsrådsmøderne handler ikke om det nære, men om de overordnede linier. Når man sidder til bords med biskoppen, så er det klart, at det hele stiftet og ikke bare den enkelte kirke, det handler om. Helle: Hvad er stiftsrådets opgave? Kjeld: Stiftsrådet er et rådgivende organ for biskoppen dvs. man har en del indflydelse. Jeg sidder i Stiftsrådets idé-udvalg. Der sidder 2 præster og to lægfolk. Foreløbig er vi kommet igennem med at afskaffe Stiftsårbogen til fordel for Stiftsbladet. Ændringen er, at Stiftsårbogen fortalte om, hvad der var sket i Stiftet i årets løb, hvorimod Stiftsbladet udkommer 4 gange om året og fungerer som en kalender med bidrag fra stiftskonsulenterne. Helle: Stiftskonsulenterne? Kjeld: Stiftskonsulenterne er teologiske og pædagogiske informationskonsulenter. Helsingør stift har 3. Det er typisk præster, der bruger halvdelen af deres stilling som stiftskonsulent. Her i Skovshoved har vi ikke gjort brug af stiftskonsulenterne, men det behøver man jo heller ikke. Jeg har glædet mig over, at vi lokalt har fået babysalmesang, og at vi har været fleksible nok til at ændre barnedåbens placering i gudstjenesten. Den slags beslutninger er man med til at tage som menighedsrådsmedlem, så man har pæn indflydelse på, hvordan kirken er lokalt. Helle: Du talte før om de kristne værdier. Har du lyst til at uddybe, hvilke der optager dig mest for tiden? Kjeld: Som jeg ser vores samfund lige nu, så er der en generation af 16-30 Kjeld og Molly. årige, som bliver præget af den ungdomsdyrkelse, hvor det bare er mig, mig og mig, det handler om. Det er jo ikke det budskab, der bliver prædiket i kirken Vi skal blive ved med at tale om fællesskab og kærlighed, selvom der er noget, der har ændret sig. Helle: Er der noget, der har ændret sig for dig? Kjeld: Ja, det er der. Tanker om døden kommer, jo ældre man bliver. Men jeg er nu ikke bange. Helle: Synes du ikke, at tanker om døden har det med at blive til tanker om livet? Kjeld: Jo, man må jo se at få det bedste ud af den tid, man har, og få det til at blive så meningsfyldt, som man kan. Det er svært, synes jeg, når man tager hver dag for givet, og det ligger jo i den menneskelige natur, at vi tror, at livet bliver ved. Den slags tanker fylder noget i mit hoved, men den slags tanker skal jo ikke fylde hos de unge mennesker. De skal være fyldt af glæde og optimisme. Helle: Har kristendommen noget at bidrage med, når det handler om glæde og optimisme? Kjeld: Ja, for det er jo i bund og grund det, kristendommen handler om. Helle: Er der noget, du kunne ønske dig anderledes i Skovshoved? Kjeld: Ja, at man ikke er så traditionel. Jeg ved godt, at tradition er noget, man lægger ekstremt meget vægt på her, men lidt mere spræl og nytænkning ville også gøre det lidt mere interessant for de kirkefremmede. Jeg vil gerne, at vi tænker nyt uden det bliver poppet. Budskabet skal selvfølgelig være det samme, men det behøver rammerne ikke at være.

8 SKOVSHOVED AVIS Sogneudflugt 2012 Onsdag den 22. august kl. 10-18.00 Årets udflugt går til det smukke og historiske Sorø. Vi skal bla. besøge Sorø Klosterkirke, hvor Kjeld Danneskiold-Samsøe vil fortælle om kirkens lange og spændende historie. Kjeld Danneskiold-Samsøe er medlem af menighedsrådet ved Skovshoved kirke og har trådt sine ungdomssko på Sorø Akademi. Frokost spiser vi ombord på det gode skib Lille-Klaus, der tager os rundt på Sorø sø. Tilmelding til kirkekontoret fra den 1.august til den 18.august Turen koster 150,- der betales på dagen. Vi kører i bus fra kirken kl. 10.00 og forventet hjemkomst ved 17.30 tiden. Velkommen til konfirmanderne! Efterår betyder en ny begyndelse med årets konfirmander i Skovshoved kirke. Vi begynder undervisningen torsdag d. 6.september. Der er sendt breve ud til forældrene om dato for start og andre informationer. Vi forventer at se konfirmanderne til søndagens gudstjeneste mindst 8 gange, og vi vil, udover den ugentlige undervisning, lave forskellige arrangementer med dem. Dette får I besked om på de enkelte hold. Dem der skal konfirmeres den 4. og 9. maj undervises af Helle Møller Jensen og dem der skal konfirmeres den 11. og 12. maj undervises af Marianne Telling. Følg med på kirkens hjemmeside, og på facebook hvor Skovshoved kirke også har en side. Tirsdagsmøde Danmark, kristendommen og danskerne fra vikingetiden til nu Sognebladet Skovshoved Avis udgives af menighedsrådet i Skovshoved Sogn. Redaktion : Helle Møller Jensen (ansv.) Næste nummer udkommer december 2012 Stof til dette nr. skal være redaktionen i hænde senest primo november 2012 Kirkebil Til gudstjenester og møder i Skovshoved Kirke kan gangbesværede og andre handicappede på kirkens regning blive hentet og bragt i taxa. Ring til kirkekontoret i åbningstiden, lørdag inden kl. 12. (Der kan ikke ringes søndag). Adresser og træffetider: SKOVS HOVED Sognepræst, k.b., ph.d. Helle Møller Jensen KIRKE Sophus Bauditzvej 38, 2920 Charlottenlund Træffes bedst tirsdag kl. 17-18 onsdag og fredag kl. 9-10, torsdag kl. 10-11 og lørdag efter aftale Mobil: 20 23 81 01 e-mail hmj@km.dk Gudstjenesteliste for august november 2012 19/8 11. s. e. trin 8.30 HMJ 10.00 HMJ 26/8 12. s. e. trin 8.30 MT 10.00 MT 2/9 13.s.e.trin 8.30 MT 10.00 MT Kirkekaffe 9/9 14.s.e.trin 8.30 MT 10.00 MT 16/9 15.s.e.trine 8.30 HMJ 10.00 HMJ 23/9 16.s.e.trin 8.30 MT 10.00 MT 30/9 17.s.e.trin 8.30 MT* 10.00 MT *Prædikant: cand.teol. Gitte Wejnold Torsdag d. 4/10 10.00 Høstgudstjeneste for børnehaverne 7/10 18.s.e.trin 8.30 MT 10.00 MT Høst kirkekaffe 14/10 19.s.e.trin 8.30 * 10.00 Vikar *Prædikant: Arendse Wulff-Jørgensen 21/10 20.s.e.trin 8.30 HMJ* 10.00 HMJ *Prædikant: cand.teol. Bettina Vejlegaard 4/11 Alle Helgen 10.00 HMJ Alle Helgensarrangement 11/11 23.s.e.trin 10.00 MT 16.30 MT Børnegudstjeneste 18/11 24.s.e.trin 10.00 HMJ 16.30 HMJ 25/11 s.s. i kirkeår 10.00 MT 16.30 MT * *Prædikant: cand.teol. Gitte Wejnold 2/12 1.s.i advent 10.00 MT Kirkekaffe 16.30 MT Søndag den 11/11 er der børnegudstjeneste kl. 16.30. Det betyder en hyggelig gudstjeneste for små og store, hvor vi synger gode salmer og hører bibel og prædiken på en lidt anden måde. Kristian Massey Møller. De næste tre tirsdagsmøder har Kristian Massey Møller, valgmenighedspræst og feltpræst, ordet. Kristian Massey Møller har med stor indlevelseskraft fortalt sin version af Danmarkshistorien i Afghanistan for de udsendte soldater og vil i løbet af 3 tirsdagsmøder gøre det samme i Skovshoved. Kristian Massey Møller: I fordragene fortælles om danskerne mellem myte, historie og tro. Fra Kong Vermund og Poppos jernbyrd til vore dages Bondetog i 1930`erne og krigen i Afghanistan. Foredragene giver et billede af, at Danmark er levedygtig realitet, når bare vi vedstår os, at vi er danskere og vil sætte os i hinandens sted. Bemærk, at for at give de ældste skoleklasser mulighed for at høre med, er tirsdagsmødernes tidspunkt rykket en halv time frem. Mødetidspunktet er således ændret fra kl. 14 til kl. 13.30. Vel mødt tirsdagene 4. september, 2. oktober og 6. november 2012 fra kl. 13.30 til 15.00 HMJ og MT Sognepræst MMCR Marianne Telling Damgårdsvej 30, 2930 Klampenborg Træffes bedst tirs, ons, fredag kl. 9-10 samt torsdag kl.19-20 Tlf. 3963 6220 Mobil: 3022 7870 e-mail mt@km.dk Kordegn Morten Iversen Kirkekontoret Krøyersvej 1 2930 Klampenborg Tlf. 3964 1721 Fax 3964 1487 e-mail: miv@km.dk www.skovshovedkirke.dk Træffetid Mandag lukket tirsdag-lørdag kl. 9-12 onsdag kl. 17-19 Organist Tove Lindgreen Tårnholmsvej 9 2700 Brønshøj Tlf. 3860 5512 Kirketjener Pauli Jensen Teglgårdsvej 16 2920 Charlottenlund Tlf. 3964 0380 Menighedsrådets formand Henrik Holmblad Søbakken 8A 2920 Charlottenlund Tlf. 3963 3838 Sats/repro og tryk: Provins-Trykkeriet, Vordingborg.