Af Troels Brandt Uredigeret udkast Kollekolle Værløse Sogns østlige del ud mod Furesøen var skovdækket ifølge de tidlige kort fra 16-1700-tallet. I skovene lå Kollekolle som en lysning svarende til nutidens marker tæt ved et vejkryds mellem vejen fra Måløv til overgangene ved Frederiksdal / Nybro og vejen fra København / Tingbjerg til Fiskebæk. Gårdens jord var afsondret fra Lille Værløses ved skov omkring Bråderne. Der er ikke fundet rester af gården, som må antages at have ligget under den nuværende kursusejendom, hvor bækken fører gennem slugten ned til Furesøen. Kollekolle omtales første gang i Sjælsmessekalenderen for Vor Frue Kirke i København som Kaldecote (antageligt de kolde hytter eller varme ), da kirken havde fået ejendommen skænket: Obiit dominus Laurencius frater archiepiscopi Andree et episcopi Petri qui contu lic huic ecclesie Langsyobierg et Kaldecote cum suis attinensis et Niemulne. Laurencius er ved omtalen af broderskabet med ærkebisp Andreas og bisp Peder utvetydigt identificeret som Hviden Lars Sunesen, der i 1308 faldt sammen med broderen, Ebbe Sunesen af Knardrup, i slaget ved Lena i Västergötland. Tidligere havde Absalon bl.a. skænket Bagsværd og en gård i Virum til Roskilde Domkirke. Langesøbjerg og Kollekolle med sit tilliggende og Nymølle tolkes bedst, som foreslået af general H.U. Ramsing (gengivet i Værløses Årsskrift 1989 s.14), som en sammenhængende ejendom langs Furesøens sydbred, idet Langesø må være det lange søbånd i tunneldalen i Frederiksdal Skov, som i dag udgøres af Bagsværd Sø, Hulsø og et par moser. Moserne ligger i dag kun 1 meter højere. Denne sø var på nordsiden domineret af den høje bjerglignende kam mellem Bagsværd Sø og Frederiksdal. I Roskildebispens Jordebog fra 1370 benævnes den femte vandmølle i Mølleåen som Molendum Lanxebyerg et navn som ellers ikke kendes, men som har en slående fonetisk lighed med Langsyobierg 160 år før. Det nævnes, at møllen udfører arbejde for castrum, som i Jordebogens sammenhæng var bispeborgen Hjortholm. Kombinationen taler stærkt for, at Lars Sunesens tidligere Nymølle under ejendommen Langsøbjerg / Kollekolle er identisk med Hjortholm Mølle neden for bjergets nordside. Der kan ikke være tale om Fiskebæk, da denne mølle er nævnt under Farumgård. Det forekommer sandsynligt, at Lars Sunesens Nymølle er flyttet rundt mellem stiftets kirker, da bispen ca. 1250 oprettede sit Hjortholm Len omkring borgen Hjortholm ved Frederiksdal. Nymølle omkring år 1200 må altså være den øverste vandmølle ved Frederiksdal, som i tidlig middelalder hævede vandstanden i Furesøen med 1-1½ meter i 1370 kaldet Langsøbjerg og senere både Hjortholm og Frederiksdal Mølle. 1
Forskere har i forbindelse med Roskildebispens Jordebog gættet på Molendum Lanxebyerg som en mølle i Lundtofte, men så mangler man den vigtige mølle ved bispens Hjortholmborg, som kunne styre og beskytte hele strømmen i Nedre Mølleå fra Furesøens vandreservoir. Navnemæssigt hænger det heller ikke sammen, da Lundtoftes datidige navn var Lugnætoftæ (1348), hvilket Kristian Hald har tolket som torpen ved Lughn, hvor Lughn (1145) var det gamle navn for Mølleåen (Hald 1968 s. 43). I øvrigt hedder en af de øvrige møller i Jordebogen netop Molendum Lugnæ. Skulle Nymølle i stedet være en mølle for enden af Langesøbjerg ved Nybro, ændrer det ikke på billedet af Lars Sunesens ejendoms udbredelse, men forklaringen hænger ikke sammen med Lanxebyerg Mølle som møllen ved Hjortholm. Selve Langsyobyerg må i så dald på det tidspunkt have været landbrugsejendom antageligt rideskoleområdet omkring det ældste Frederiksdal syd for åen og rydninger mellem de to søer over mod Kollekolle. Borgen Hjortholm lå næppe oven for møllen i Lars Sunesens tid. Møllen kom før borgen (se notat om stormandsgårde), og borgen nævnes ikke før 29/1 1275, men dateres normalt samtidig med lenets oprettelse omkring 1250. Hans testamente nævner en række ejendomme i Nordsjælland og Skåne, som var testamenteret til Æbelholt Kloster, men Furesø-godset indgik ikke i testamentet antageligt fordi sjælsmessegaven har været givet før krigstogtet. Jonstrup Ifølge traditionen har der ligget en borg ved navn Jonstrup på en holm på østsiden af Værebro Å s afløb fra Søndersø. Holmen er i dag gennemskåret af Flyvestationens Perimetervej og Søstien om Søndersø hvilket er sket uden arkæologisk udgravning. Området er tørt og den flade holms top ligger 4 meter over søens vandspejl. På målebordsbladet fra 1900-1960 er den omgivet af moser bortset fra lavningen på sydvestsiden, hvorfra der har være adgang. Tidligere har det antageligt været en holm i søen svarende i beliggenhed til Bispeborgen Hjortholm ved Mølleåens afløb fra Furesøen. Værløses Årsskrift 1961 bragte en artikel fra 1923 af lokalhistorikeren J.P.Jørgensen, som beskrev beliggenheden af borgen på et kort fra 1700-tallet. Stedet hed den gang Bedstemorsholm. Resten af beretningen var i tidens stil, hvor man ukritisk sammenkædede datidens breve for at 2
forklare navn og baggrund. Umiddelbart ligner placeringen på J.P. Jørgensens fortegnede kort ikke nedenstående, men en nøjere analyse viser, at der er tale om samme placering, som også findes i Kulturarvsstyrelsens Database. Der er altså ikke de modstridende oplysninger om lokaliseringen, som man umiddelbart skulle tro. Bent Damsgård Sørensen gjorde i Witherløse 1998 opmærksom på, at Nationalmuseets berejser Neergaard i 1889 havde beskrevet stedet i sognebeskrivelsen: Lige tæt ved Søndersø ligger paa ganske lavt Terrain en aflang firkantet Jordvold, ca. 4' høj, som gjennemskæres paa tværs af en Markvej. Efter Bon-dens Udsagn skal Volden før have været dobbelt saa bred som nu, næsten quadratisk, idet det manglende er udlagt til Sædemark. Midt i Volden fandt man en firkantet lille Brolægning af Sten, "af Form som Bunden til en Skorsten". Desuden har man ved Gravning paatruffet Brokker af store røde Munkesten, samt af aflange Tagsten af den sædvanlige middelalderlige Form. Søndersø har i sin Tid gaaet helt op til Voldstedet, muligvis ogsaa omkring det. Fund af Strandskaller eller Muslinger paa den omliggende Mark vidstes dog nu intet om. Beskrivelsen ligger nu på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside som SB23 Værløse Sogn. De omtalte teglsten indikerer, at byggeriet er sket efter 1150. Stedet har bl.a i Årsskrifterne været tilskrevet Jon Jonsen Little eller hans far Jon Regmodsen. Jon Jonsen knyttes til Værløse i et brev af 8/11 1248 i Esrum Klosters brevbog. Jon havde her til Esrum Kloster med gode mænds råd mageskiftet al jord, som han ejede i Lille Værløse i arv efter sin mor Cecilie. Han anmodede bl.a. sin meget kære onkel, hr. Peder Ebbesen om at hænge sit segl ved brevet. Hermed kan brevets Jon med sikkerhed identificeres som drosten Jon Jonsen Little, som var dattersøn af Ebbe Sunesen af Knardrup uden risiko for forveksling med moderens fætter, Jon Jonsen Little af Ledøje, som var sønnesøn af Jacob Sunesen. Det har selvfølgelig været fristende at kæde borgen ved Jonstrup sammen med de to Jon er, som på denne måde var knyttet til sognet, men historikeren Thyra Nors har i Årsskriftet for 3
1992 redegjort for ejerforholdene i Lille Værløse i 12-1300-tallet, som synes at kunne rekonstrueres rimeligt nøjagtigt. Thyra Nors konstaterer, at landsbyen Jonstrup ikke indgik i Lille Værløses 4 bol i Roskildebispens jordebog fra 1370. Jonsthorp stod nemlig anført selvstændigt som 1 bol med vandmølle, fiskevand og gårdsæder (antageligt de to ved møllen, som blev udgravet i 2008). Det er klart ud fra mageskiftebrevets tekst, at Jonstrup og den nærliggende borg ikke har indgået i Jon Littles mageskifte, og Jonstrup nævnes ej heller i nogen anden kilde før Roskildebispens Jordebog i 1370. Jonstrup har heller ikke hørt naturligt til Lille Værløse. Hvidernes centrum på den tid var Knardrup, og sognets egen hovedby var Kirke Værløse. Jonstrup Mølle havde vejovergang til Bringe, hvor den gamle hovedvej gik til Kirke Værløse i øvrigt også tæt forbi voldstedet på den anden side af åen. For at komme til Lille Værløse skulle man over Harevad uden om de store sømoser sydøst for Søndersø. I de senere matrikler omfattede Jonstrup Vang al sognets jord syd for Værebro/Tipperup åer og Søndersø, hvilket sammen med parallellen til Hjortholms beliggenhed sandsynligør borgens sammenhæng med Jonstrup og møllen selv om vi reelt ikke ved, hvad borgen hed. Jon Little har været meget ung ved mageskiftet i 1248, idet han blev sendt til Rom af Erik Menved så sent som i 1294 i Jens Grand-sagen og døde i 1307. Det forekommer usandsynligt, at han skulle have nået at bygge en borg og en landsby, inden han i en meget ung alder opgav sine besiddelser ved Lille Værløse. Værløse-besiddelserne var moderen Cecilies arvegods, så det er næppe sandsynligt, at Jonstrup-navnet stammer fra hendes ægtefælle, Jon Regmodsen, som menes at have været hjemmehørende i Skåne, hvor Jon Little også havde store ejendomsbesiddelser. Hvis Jonstrup endelig skulle have været Jons eller hans fars hovedgård, som navnet skulle antyde, havde han næppe skilt sig af med Lille Værløse for gods helt andre steder. Derfor forkommer det mere sandsynligt, at Jonstrup-navnet stammer fra en Jon i anden halvdel af 1100-tallet antageligt i Cecilies Hvide-familie. Faktisk havde Cecilie både en bror og en farbror, som hed Jon/Johannes/Jens. Farbroderen, Jon Sunesen, døde ved den Hellige Grav (Jerusalem) i 1202 uden at efterlade sig arvinger. Han havde i 1199 pantsat en gård i Alsted til Sorø Kloster for 200 mark til rejsen. Cecilies bror, marsken Jon Ebbesen, døde i 1232 i Akka på et korstog. Hans testamente kendes, og omfattede ikke Jonstrup. Godset gik til kirke og klostre. Da torperne som regel var oprettet før 1200-tallet, og da Jon Ebbesens arv kendes, er det mest sandsynligt, at det var Jon Sunesen, som ejede Jonstrup og oprettede torpen og møllen inden sin afrejse. Det ville harmonere med, at han i arv fra den godsrige fader, Sune Ebbesen, som lokal ejendom bl.a. havde fået Jonstrup, som lå mellem broderen Ebbes Knardrup/Lille Værløse og broderen Lars s Kollekolle/ Langsøbjerg (Hjortholm) begge med bro- og vandmøllesteder ligesom Jonstrup. Den yngste verdslige bror, Jacob, fik bl.a. Ledøje bag Valdemars kongelev i Smørhem Lille. Jonstrups baggrund er altså næppe som hidtil formodet - men nogen sikker forklaring har vi ikke, da vi står uden historisk dokumentation før Jordebogen i 1370. Dog er det sandsynligt, at borgen og navnet stammer fra en af Knardrup-Hviderne, da disse også ejede de bagved liggende landsbyer, Lille Værløse og Kollekolle, inden disse kom i kirkens besiddelse. J.K. Skov skrev i bogen Kend din egn og i sine notater hertil, at Jonstrup indgik i Bo Falks overdragelse til Roskildebispen i 1360, hvilket har fået Jonstrup til at regne sin dåb herfra. Kilden, som er Roskildegårds registratur fra 1570, lyder imidlertid således: Bo Falk af Vallø mageskifter til Biskop Henrik alt sit gods i Werlösze Lille for noget gods i Himlingøje i 4
Bjæverskov Herred. Givet 1360 (DRB 3.5.420). Jonstrup er altså slet ikke nævnt, så Skovs bemærkning er en gentagelse af A.F. Jørgensens lidt for hurtige konklusion ovenfor. Ganske vist nævnes en Jonstrup Gård samme år (DRB 3.5.392) i forbindelse med en overdragelse mellem Jens Bæger og johannitterbroderen Jakob Nielsen Halvegge, men historikerne bag oversættelsen i Danmarks Riges Breve er af den opfattelse, at det drejer sig om en gård i Osted, Voldborg Herred. Sidst i 1400-tallet optrådte Porseslægten som bispens lensmænd i Jonstrup. Christhen Paars fik brev herpå i 1522 af Lage Urne ( Christenn Porszis gienbreff på Jonstrup gaard giffuit Lauge Vrne. Datum 1522, Roskildegårds registratur 1570) og nævnes i bisperegnskabet fra 1536 svarende til Rosengård-slægten på Farumgård men det er næppe sandsynligt, at man stadig benyttede den gamle borg ved Søndersø. Våbenskjoldene kunne tyde på, at der var en forbindelse mellem Porse- og Kyrning-slægterne, hvor Giord Kyrning optrådte i 1500-tallet i Lille Værløse. Ifølge traditionen skal der på et tidspunkt være bygget en Jonstrupgård, som Porseslægten må antages at have boet på. Sidst i 1800-tallet fandt man fundamentrester af en gård på et højdedrag ved skovdiget ved Børresens gamle gård (nordøst for Walgerholm). Det kan være den gamle Jonstrupgård, som er blevet placeret her tæt ved bispens vej til sin lensborg, Hjortholm. Bringe Bringe er første gang omtalt i 1451 som Breedingne. Inge-navnet kan tydes som et meget gammelt navn til trods for landsbyens meget snævre plads mellem moser og å. Med første led som bred kan det imidlertid også være en forvanskning af Brede Enge, idet området jo netop optrådte som et bredt engområde, som skulle passeres ad Vandskelsvejen. Der er derfor snarere er tale om en middelalder-torp, som er lagt ved vejen med tæt geografisk tilknytning til Kirke Værløse. Der knyttes ingen arkæologiske fund til den periode, men intet kan dokumenteres. De gamle marknavne antyder ej heller noget om den ældre historie. Dens størrelse skal ifølge senere oplysninger have være på 2 bol, og den skal i 1613 have bestået af 6 gårde og 2 huse. TRB, 5/5 2010 5