1 Prædiken til nytårsaften kl. 15.00 i Engesvang 717 I går var hveden moden - på den svenske folkemelodi 59 - Jesus os til trøst og gavn 108 Lovet være du Jesus Krist 712 - Vær velkommen, Herrens år Jeg kan godt lide at færdes i uvejsomme områder, og det hænder ind imellem, at vi på en vandring kommer til en bæk eller en kanal. Det er sjældent, der forefindes en bro sådanne steder; vil man over, må man springe. Tit kommer man tørskoet over, men det kan også ske, at brinken på den anden side var blødere, end man troede, og at man synker i og får våde fødder. Selvfølgelig kan man blive på den side af bækken, man allerede befinder sig på, når man møder slige forhindringer, og vende om og gå samme vej tilbage. Ingen tvinger én til at overskide den grænse, som bækken eller kanalen udgør i landskabet; tværtimod ville nok de fleste mene, at det var klogest at blive, hvor man var. Men det er jo ikke alle grænser eller forhindringer, man problemfri kan undvige. Nogen gange må man springe, om man har lyst eller ej. Nogen gange har man ikke et valg.
2 Det gælder i hvert fald i forhold til den grænse, der hedder årsskiftet, den slipper ingen af os uden om. Selv om vi hårdnakket blev ved at skrive 2014, ville tiden dog gå alligevel. Et årsskifte er en grænse, en streg der trækkes i sandet, en linje, der gør tænksom såvel over fortiden som over, hvad det nye år vil bære i sig. Og vi kan ikke blive fri for den. - Jeg tror ikke, der er to herinde i kirken der har det ens med årsskiftet. Men jeg tænker lidt om det på samme måde som hvis man på en kold dag, skal have noget andet tøj på. Så virker det gamle tøj ligesom rarere og i hvert fald varmere end det nye, rene, man skal have på og varme op med sin hud. En blød, lun, måske lidt slidt, trøje for en kold, stiv, ny skjorte, sådan kan jeg selv mærke årsskiftet. Men så er det jo ikke anderledes, end at man hurtigt vænner sig til den nye, stive skjorte, der også bliver blødere ved at bruges, ja det kan endda ske, at man efter nogen tid tænker, at den vist var noget rarere end trøjen, selv om man ikke lige havde det sådan, da man skiftede. -
3 Vi har ligeså mange erfaringer af 2014, som vi er mennesker der er forsamlet her. Nogen af os tænker med vemod eller ubodelig sorg tilbage på noget, som var i året, men som nu ikke er mere, og andre af os håber, at det nye år vil blive bedre end det, vi forlader. Dog uanset hvad vi håber, uanset hvad vi drømmer om eller længes efter, så aner ingen af os, hvad der vil ske i 2015 - hverken for os selv eller for verden. Da vi, der levede dengang, gik ind i 1989 kunne ingen forudse, at dette år ville gå over i historien som murens fald, ligeså lidt som vi havde den mindste forudanelse om, at 2001 med 11. september ville blive forfærdeligt tilbageslag for forsoning og fred mellem øst og vest. Undertiden tænker jeg, når jeg læser om nogen, der foretog store ting i 1938, at det var noget mærkeligt noget at gøre lige før krigen. Man kan ikke sige, at det er klogt tænkt af mig, for ingen ved jo, hvad der venter om næste gadehjørne eller bag næste årsskifte. Vi ser baglæns ned gennem historien, men går forlæns frem i den. Man sikkert er det, at et årsskifte skærper vores opmærksomhed på tilskikkelsernes uforudsigelighed og dette, at fremtiden er ude af vores kontrol. Hvis man bare
4 tænker en smule, bliver man lettest bange. For uforudsigeligheden betyder jo ikke kun, at det bedste kan ske, at alt det, man længes efter kan gå i opfyldelse, at ens vildeste drømme kan blive til virkelighed. Det betyder også, at det værste kan ske. - Af samme grund er jeg så taknemmelig for de tekster, der knytter sig til årskiftet. Fordi de på én eller anden måde bringer én på rette spor og påminder om, at verden er Guds, om det værste eller det bedste sker, da er vi ikke alene. Verden er ikke kun vores sted, den er også Guds sted, vi har hørt om det hele julen. Og året begynder i Jesu navn. I Jesu navn. Amen, er jo en from talemåde. Men det er mere end det. Når man siger i Jesu navn, så minder man samtidig sig selv om, at det er den treenige Gud, der er verdens Herre og ikke hverken mig eller én af I andre, ikke engang den samlede menneskehed i forening. Uanset hvad der sker, er og bliver 2015 det Herrens år, for fremtiden er Guds. Det er det noget af det, vi siger ved at begynde det i Jesu navn. Og de gav ham navnet Jesus. For et barn må have et navn, alting må have et navn. Ellers er det ikke rigtig til.
5 Et barn må have et navn. Selma Lagerløf fortæller et sted om en kvinde, der er blevet forstødt af sine dumme og rige ægtemand og siden erfarer, at hun venter hans barn, hvad han dog ikke vil vide noget af. Da barnet bliver født er det svageligt og kan nok ikke leve, men det sære er, at den unge mor mest af alt plages ved tanken om, at barnet ikke har noget navn, det har ikke en far og derfor har det ikke et navn. Hvis blot det havde et navn, da ville alt gå, om barnet levede eller døde. Og således gifter kvinden sig med den eneste mand, der er villige til at indgå et ægteskab med hende, hun gør det alene for at hendes barn kan få et navn. Det viser sig hurtigt, at barnet ikke kan leve, men da det dør, lægger hun det i gaven med ro sjælden i tro på Guds barmhjertighed. Barnet er nogen, det har et navn og det har levet. Alting må have et navn. Og det år vi går ind i bærer Jesu navnetræk. Det er Herrens år. Gå frimodigt over tærsklen, siger det til os - og jo mere bange vi er for, hvad der vil komme, desto højere taler det.- Jeg er et Jesus-år, siger det, kom bare. Og gid det for os alle må blive det. I Jesu navn. Amen