Republikansk Institutionalisme. Emmanuel Macron og Paul Ricæur. Af Jacob Dahl Rendtorff. Roskilde Universitet

1 Republikansk Institutionalisme Emmanuel Macron og Paul Ricæur Af Jacob Dahl Rendtorff Roskilde Universitet Frankrigs nye præsident Emmanuel Macron er blevet modtaget af franskmændene som en Messias og nærmest som Moses, for hvem det røde hav skilte sig, når han med israliterne gik den lange seje og farefulde rejse fra Ægypten til Israel. Man kan sige, at Macron opfylder Napoleons krav til sine generaler om, at de ikke bare skal være intelligente og dygtige, men også heldige. Først trak Hollande sig som præsidentkandidat, så tabte Fillon på grund af afsløringen af underslæb, og så måtte Marine Le Pen lide et ydmygende nederlag på baggrund af TV-debatter, hvor Macrons teatralske talent afslørende hendes inkompetence og manglende viden om Euroen og Frankrigs økonomiske forhold. Derefter faldt de etablerede partier til parlamentsvalget i mange valgkredse, hvor socialisterne og det franske højre nærmest udslettede sig selv, og Macron fik absolut flertal i parlamentet med sit nystiftede parti og den politiske bevægelse En marche vers la Republique. I forlængelse af præsidentvalget og parlamentsvalget var der en nærmest euforisk og revolutionær stemning. Franskmændene var især stolte af deres nye præsident, der kombinerer en romantisk tilgang med realpolitik og forståelse for fransk kultur og historie. Samtidig var der forhåbninger om et nyt politisk projekt, der kunne løse Frankrigs økonomiske og sociale problemer samt genskabe Frankrigs position i Europa og i verden. Macrons politiske projekt er blevet karakteriseret for at være en reformvenligt, social-liberalt, europæisk og kosmopolitisk med fokus på individets frihed og rettigheder i et civilisatorisk perspektiv. Selvom Macrons politiske bevægelse var ny, og Macron ikke havde været så synlig i politik tidligere, var Macron ikke ukendt i fransk politik. Han havde været minister i Hollandes regering. Dertil kommer, at han har gået på den prestigegivende École de l Administration (ENA). Endvidere var Macron efter, at han var færdig med sin uddannelsen ansat i investeringsbanken Rotschild, hvor efter sigende tjente en del penge for at stå for et stort projekt om salg og sammenlægning af to

2 koncerner. Men Macron har ikke bare en baggrund i erhvervslivet, men også i filosofien, hvilket man kan sige, har haft stor betydning for hans politiske projekt. Macron er nemlig uddannet i filosofi, og inden han gik ind i erhvervslivet, var han assistent for den anerkendte franske filosof Paul Ricæur (1913-2005) i to år omkring årtusindeskiftet ved ca år 1998-2000 arbejdede med at hjælpe med at redigere et af Ricæurs sene hovedværker La mémoire, l histoire, L oubli (Hukommelsen, historien glemslen) hvor Macron var en slags stik-i-rend dreng eller studentermedhjælper, der lavede litteraturlister osv. I sin nye selvbiografiske og politisk ideologiske bog Révolution. C'est notre combat pour la France. (Revolution. Slaget for Frankrig) skriver han eksplicit om forholdet til Ricæur, og han fremhæver, at: "Dette intellektuelle parløb forvandlede mig." 1. MANDEN BAG MANDEN At sammenligne Macron og Ricæur lægger således op til en smuk historie om manden bag manden, og viser sammenhængen mellem filosofi og politik, hvilket er et klassisk tema inden for politisk idehistorie, som går tilbage til det gamle Grækenland, hvor Platon forsøgte sig med sit eget politiske projekt, og hvor Aristoteles som bekendt var lærer for Alexander den store, men som også findes i nyere politik med Karl Marx og Friedrich Engels som mændene bag kommunismen, Adam Smith som filosoffen bag liberalismen, Burke bag konservativismen efter den franske revolution, eller ideen om de konservative politiske filosoffers indflydelse på amerikansk statsadministration, inspireret af Leo Strauss, og senest med Steve Bannons påvirkning af Donald Trump. Således kan undersøgelsen af forholdet mellem Macron og Ricæur, som nærmest allerede blevet et forskningsfelt i politisk filosofi, siges at placere sig inden for en biografisk-orienteret mytisk ladet, men også idealistisk forestilling om en direkte sammenhæng mellem politisk-filosofiske ideer hos store filosofiske personligheder og konkret politisk praksis. Emmanuel Macron kommer fra et katolsk provinsborgerskab, og blev især opdraget af sin bedstemor, som lærte ham om alle de franske litterære klassikere og historie og almindelig kulturel dannelse. Han blev i gymnasiet kæreste med sin 24 år ældre dramalærer, som senere blev skilt fra sin mand og tre børn, og senere blev den romantiske forbindelse til et giftemål mellem de to, der i mellemtiden var flyttet til Paris. Macron studerede filosofi ved Nanterre Universitetet og politik på Science Po inden han kom på École Nationale d Administration (ENA). Macron begyndte med at læse Aristoteles og Kant, men han har også både skrevet om Hegel og Machiavelli. Han skrev DEA

3 i filosofi om Machiavelli hos post-strukturalisten Etienne Balibar (som dog ikke kan huske det), men fremhæver, at det var Ricæur, som bidrog til hans politiske uddannelse. Det var især, da Macon arbejdede som Ricæurs assistent, at det tætte forhold mellem den gamle filosof og den unge studerende udviklede sig. Og Ricæur fortalte i denne sammenhæng Macron, at han var ked af, at han aldrig var gået ind i politik, hvilket inspirerede ifølge ham selv Macron til at gøre det og dermed omsætte filosofien til praktisk politisk handling. Man kan dermed sige, at det var Ricæur, der skubbede Macron til at gå ind i politik, og Macron følte sig tæt knyttet til Ricæurs åndelige univers. Der var en tæt samtale mellem de to, og Macron skrev i denne sammenhæng flere følsomme takkebreve til Ricæur. Disse breve opbevares i dag i Ricæur-arkivet, og de illustrerer forholdet i mellem præsidenten og hans filosofiske læremester. Den tætte forbindelse mellem Macron og Ricæur vækker således stor diskusion blandt de filosoffer, som har skrevet om Ricæur og ikke mindst om Ricæurs politiske filosofi. Det åbner for en grundlæggende diskussion om samspillet mellem filosofi og politik, og det er spændende, hvordan Paul Ricæurs filosofi får central betydning for det aktuelle forsøg på at reformere og nytænke fransk politik. 2. SAMMENHÆNGEN MELLM FILOSOFI OG POLITIK Man kan så spørge sig hvad sammenhængen egentlig er mellem Macron og Paul Ricæur? Er der en forbindelse mellem den grundlæggende filosofi hos Paul Ricæur, eller er der tale om smart selviscenesættelse og politisk spin hos Macron? Det er der fx ifølge den politiske filosof Myriam Revault d Allonnes, som er specialist i Hannah Arendt. Hun mener, at der vedbliver med at være et skarpt skel mellem filosofi og politik, og at Ricæur selv ville afvise, at hans filosofi direkte ville kunne bruges politisk. I en kritisk artikel i avisen Libération Le philosophe peut-il être un éducateur politique? hævder Myriam Revault d Allonnes, at en filosof ikke kan være politik pædagog. Hun mener, at Ricæur ikke har nogen filosofi om den politiske magt og da slet ikke en egentlig politisk filosofi. Hun er helt med på, at den unge 23 årige Macron som assistent for Ricæur kunne have stor taknemmelighed for at få lov til at arbejde sammen med den gamle mand med stor generøsitet, men hun afviser kategorisk at det skulle give mening at kunne tale om et politisk-lærer-elev forhold.

4 Myriam Revault d Allonnes minder os om, at forholdet mellem politik og filosofi historisk set har været problematisk. Sokrates blev dømt til døden af Athens demokrati, og da Platon ville oprette en stat efter sine principper om sandhed og dyd, gik det helt galt, og han blev meget frustreret. Myriam Revault d Allonnes lægger vægt på, at Ricæur beskrev dette som det politiske paradoks, hvilket indebærer, at der er en grundlæggende paradoksal eller problematisk forbindelse mellem de politisk-utopiske drømme om det gode samfund og det konkrete politiske regime, som ikke kan undgå at skulle tage upopulære beslutninger og sammenblande fornuft med det onde. Politikken befinder sig mellem de humanistiske idealer og magtens kyniske dominans. Dette betyder, at ethvert politisk regime er underlagt beslutningernes vilkårlighed. Den politiske handling er underlagt endelighed og subjektivitet, og dermed har den en dyb tragisk dimension, hvor selv den bedste politiker ikke kan overskue alle konsekvenser af sin handling. Ifølge Myriam Revault d Allonnes ligger det politiske paradoks i centrum af moderne politik, hvor vores opfattelser af begreber som det gode samfund og retfærdighed vedbliver at være underlagt fortolkningskonflikter og forskellige ideologiske opfattelser. Dette gælder fx spørgsmålet om politisk og national identitet, som hele tiden er underlagt et politisk definitionsslagsmål mellem forskellige ideologiske opfattelser. Ifølge Myriam Revault d Allonnes kan filosoffen bidrage som ekspert ved at afklare grundlaget for forskellige politisk-teoretiske og samfundsmæssige ræsonnementer i den demokratiske debat. Men dette er ikke det samme som at tage konkrete politiske beslutninger. Her drejer det sig snarere om at være i begivenheder, at leve med vilkårlighed og krise. Det gælder om at handle med fokus på ansvar, holdninger og etik i politiske konflikter. Politik er et spørgsmål om at leve med vedvarende konflikter og derfor kan man ikke komme ud over demokratiets politiske handlings tragiske karakter, hvor der ikke kan være en endelig filosofisk løsning på politiske problemer. Myriam Revault d Allonnes fremhæver altså, at det netop er umuligt at anvende Ricæurs politiske filosofi, da han jo netop er kritisk over for ideen om et fast filosofisk program, der skulle kunne realiseres igennem politisk handling. Her er det interessant, at Macron faktisk selv fremhæver, at Ricæur har en vigtig politisk teori om den politiske repræsentation i begrebet om det politiske paradoks, om det onde og om volden og om deliberationen og overvejelsen. Det er vigtigt for Macron, at Paul Ricæur havde en teori om den

5 politiske tragedie, som det viser sig i overvejelser over politisk barbari og vold, skyld og tilgivelse i La mémoire, l histoire, l oubli. Ricæur var optaget af Michel Rocard, og det spiller også en rolle for Macron. Derudover må man ikke glemme, at Macron lige som sin læremester var dybt involveret i kredsen omkring det kritiske og personalistiske (eksistentialistiske og hermeneutiske) tidsskrift Esprit. 3. DEN HERMENEUTISKE POLITISKE FILOSOFI Paul Ricæur (1913-2005) betragtes i dag som en af de største filosoffer i det 20 århundrede. Han var i mange år medlem af redaktionen på tidsskriftet Esprit i Paris, som er et humanistisk og personalistisk tidsskrift med udgangspunkt i den personalistiske bevægelse omkring Emmanuel Mounier. - Ricæur blev bl.a. æresdoktor ved Københavns Universitet 1979, efter at han havde været en central person i fransk filosofi fra 1940erne. Paul Ricæur kombinerer fænomenologi, eksistentialisme og hermeneutik i en stærk konfrontation med mange af de vigtigste franske filosoffer i det 20 århundrede Ricæur betegnes som en hermeneutisk filosof, en filosof, der prøver at forstå andre bedre end de forstår sig selv og derefter bygge videre på deres tænkning ved altid at finde den rette midte mellem yderpunkter. På den måde forholdt Ricæur sig til de centrale filosofiske strømninger (Fænomenologi, hermeneutik og eksistensfilosofi samtidig med at han var kritisk over for marxisme, psykoanalyse, strukturalisme og poststrukturalisme) Ricæur arbejdede med filosofisk antropologi, religionsfilosofi, sprogfilosofi, fortolkningsteori, tid og fortælling, historiefilosofi mv) udviklede i sin tænkning en politisk filosofi og retsfilosofi i 1990erne. Her gav han bl.a. nogle seminarer på Ecole nationale de l administration på baggrund af hans store bog Soi-même comme un Autre (1990), der sammen med nogle forelæsninger over dømmekraft og retstænkning (1993) danner grundlag for hans politiske filosofi, der formidler mellem etik, ret og politik. I et opgør med magtpolitik forstås lovgivning og retsanvendelse ikke længere som implementering af subjektiv ideologi, men som virkeliggørelse af et etisk ideal om "det gode liv med og for det andet menneske i retfærdige institutioner". Ricæurs politiske filosofi udgør kulminationen af en længere refleksion over sammenhængen mellem menneskeopfattelse og etik, som udmøntes i overvejelser over politisk dømmekraft og praktisk visdom som grundlag for lovgivning og retsafgørelse i demokratiske stater.

6 Der er tale om et enestående forsøg på at sammentænke en eksistentialistisk personalisme (Marcel, Jaspers), en moralsk universalisme (Rawls, Habermas) og en teori om livsform og tradition som grundlag for et politisk fællesskab (Arendt, Walzer, Macintyre). Ricoeur tager udgangspunkt i den aristotelisk-kommunitaristiske idéé om, at samfundets politiske kultur og tradition er et nødvendigt grundlag for fælles substantielle værdier og idealer om det gode liv. En sådan sameksistens kan imidlertid ikke tænkes uden kantianske verdensborgerlige idealer om lige politiske og sociale rettigheder for alle mennesker, der begrundes ud fra menneskets praktiske fornuft. Ricæur udviklede i sine senere år en filosofi om hukommelse, erindring og glemsel i politisk filosofi netop som Macron var assistent for ham. Denne filosofi er også en politisk filosofi, eftersom den tager udgangspunkt i samfundets historiske tilblivelse i forståelsen af det politiske. Historien og historiciteten er det centrale, og det er denne forståelse for den hermeneutiske kulturarv, som man måske også kan finde i Macrons bog om revolutionen. 4. MACRON OG DEN HERMENEUTIKKEN Som assistent fik Macron et nært indblik i Ricæurs tænkning og han evnede at opsnappe den. Jeg vil i det følgende fremhæve 3 elementer af den inspiration, som man kan sige, at Macron har fået fra Paul Ricæur: 1) Revolutionen 2) Kulturen og dannelsen 3) Fællesskabet. Ricæur mente, at revolutionen skal komme fra midten - fra institutionerne. Det kan man sige, er Paul Ricæurs tilgang til politikken. Paul Ricæur kombinerer kritisk hermeneutik med forståelse for institutionerne. For hermeneutikken kombinerer man ideologi og utopi, tilhørsforhold og distance, fortolkning og ideologikritik. Det er denne tilgang som er central for Macrons reformbevægelse. Paul Ricæurs filosofi er udpræget dialogisk. Han havde princippet om at alle har en lille del af sandheden. Dette princip kender nok også Macrons tilgang til politik, der er en dialogisk politisk opfattelser, som inddrager relevante berørte parter. Dette er baseret på en dialogisk tilgang, som minder om det, som Paul Ricæur kaldte kærlighedskampen. Macron fremhæver den hermeneutiske metode, som et central element i den tilgang til filosofi, som Macron repræsenterer. Men man kan også karakterisere Macrons projekt som et oprør fra midten. Her er det centralt at sammenligne Macron med Paul Ricæurs lille politiske filosofi, som bygger på 1) den politiske vision om det gode liv 2) den moralske norm, hvor du tester dine ideer i dialog med andre og den universelle regel 3) det politiske fællesskab i det borgerlige samfunds institutioner 4) Den

7 pluralistiske politiske orden: Diskussion og overbevisning respekt for et pluralistisk samfund. 5) den politiske dømmekraft som kombinerer praktisk visdom med universelle politiske normer. Denne republikanske tænkning er alt sammen noget, som bevæger os langt ud over socialisme og liberalisme. Som Aristoteles hævder, virkeliggøres etikken i det livslange venskab. Dette baseres hverken på interesse eller nytte, men er motiveret ud fra et fælles ideal om det gode liv, der dannes ud fra ægte mangel og behov for den anden som et frit, ansvarligt og uafhængigt menneske. Venskabets ideal er en "given og modtagen" mellem frie mennesker. For Ricæur grunder etik i en fri gensidighed med det andet menneske, og ikke først og fremmest i en absolut fordring, som Lévinas hævder i sin bog Totalité et infini (1961). Etikkens fundament kan aldrig være en sur pligt, men derimod en gensidig affektion, hvor omsorg for det andet menneskes uerstattelighed og skrøbelighed er en betingelse for den personlige og fælles lykke. Det er således ikke en strategisk beregning eller en kontraktteori mellem egoistiske og dødsangste individer, men en lyst til at leve sammen i stabile og retfærdige institutioner, der er det egentlige grundlag for statsdannelse. I fælles handling overvinder menneskene deres øjeblikkelige endelighed og virkeliggør sig i det offentlige politiske rum i handlingens og værkets udødelighed. Retfærdighed er et vigtigt aspekt ved det gode liv. Med Aristoteles kan man sige, at retfærdighed er en svær midte, hvor man i dagligdags afgørelser søger det rette forhold mellem yderpunkter. Ud fra praktisk visdom og erfaring, formidles lighed ved at tage hensyn til personernes og situationens egenart. Således virkeliggøres venskabets frihed, lighed og gensidighed i samfundets distribution af goder og muligheder. Ricæurs politiske filosofi tager altså udgangspunkt i "det gode liv med og for den anden i retfærdige institutioner". Han fremhæver: 1. Individets vision om det gode liv (rettigheder og autonomi). 2. denne vision kan imidlertid ikke realiseres uden forholdet til det andet menneske. Selvom den tyske filosof Immanuel Kant er berygtet for at skelne skarpt mellem moralsk pligt og personlig tilbøjelighed, hævder Ricæur, at moralens universalitet Kants filosofi overhovedet ikke kan adskilles fra menneskets gode vilje og idealet om den fælles lykke. Kant formulerer i Grundlegung zur Metaphysik der Sitten (1785) den moralske lov i et kategorisk imperativ i tre stadier: 1. Man må

8 undersøge om et ideal om det gode liv er i stand til at blive til almen lov, så det kan gælde for alle mennesker. 2. Man må aldrig behandle det andet menneske blot som middel, men også altid som mål i sig selv. 3. Målet med moralloven er formålenes rige, et fællesskab af frie mennesker. Den første formulering af det kategoriske imperativ undersøger, om éns handlinger kan ophæves til almen lov. Mennesket kan her ikke, uden at være i modsætning med sig selv og moralloven, tilstræbe et livsideal, der er uforeneligt med andre menneskers lykke. Således kan et dæmonisk menneske i sidste ende ikke opretholde sin selvrespekt. Det radikalt onde menneske, som konsekvent vælger en dårlig moralsk maksime, hvis grundlag er beregnende egoistisk selvkærlighed, ødelæggelse og intethed, glemmer det andet menneskes betydning for eksistentiel autenticitet og selvrespekt. Den anden formulering af det kategoriske imperativ, der håndhæver personen som et mål i-sig-selv, får på samme måde kun mening ud fra en vision om det lykkelige liv. Den såkaldte guldregel "gør mod de andre som du vil, at de skal behandle dig" er et vigtigt princip ved overgangen fra etisk ideal til en moralsk forpligtelse. Ordene "elsk din næste som dig selv" bliver grundlæggende for respekt og omsorg for det andet menneske. Dette påbud bliver aktuelt i situationer, der er kendetegnet ved asymmetri mellem mennesker, fx ved vold og tortur, hvor ondskab og magtbegær får frit spil som total ydmygelse, tingsliggørelse og ødelæggelse af det andet menneskes selvrespekt. Den tredje formulering af det kategoriske imperativ kan anvendes til en institutionel formalisering af en teleologisk retfærdighedsopfattelse, idet respekt og omsorg udmøntes i et retssystem, hvor individer med universelle ukrænkelige rettigheder udgør suveræne medborgere i "formålenes rige". Et sådant republikansk ideal funderes ikke kun på individernes frihed, men også på deres opfattelse af republikkens eksistens som grundlag for virkeliggørelsen af et fælles politisk gode. Ricoeur fortolker John Rawls kontrakteoretiske begrundelse af retfærdighed som fairness i A Theory of Justice (1971) ud fra dette republikanske ideal. Statens retfærdighedsprincipper som vælges af fornuftige individer bag "uvidenheden slør" afhænger nemlig ikke kun af egoistiske interesser, men af en vision om sameksistens, hvor "fair moralske principper" udledes af samspillet mellem filosofiske idealer, intuitioner og konkrete moralforestillinger. Derfor må man kritisere en utilitaristisk, nytteetisk moralbegrundelse (Bentham, Mill), fordi utilitarismens idé om "størst mulig lykke til det størst mulige antal" fører til, at de svageste og anderledes ofres i flertallets interesse. Utilitarisme og pragmatisk beregning af konsekvenser må underordnes en vision om den fælles lykke og det enkelte menneskes uendelige værdi som formål i sig selv.

9 Man kan også tilføje forholdet til naturen om vigtig i Ricæurs filosofi. Her gælder det ud forholdet til det andet menneske i retfærdighed også relationen til vores miljømæssige og naturlige omverden. Dette spiller også en stor rolle for Macron i bogen om revolutionen, hvor han fremhæver menneskets samspil med naturen og behovet for løsning af miljøproblemerne, fx i forbindelse med klimaaftalerne. Men samtidig er Macron ikke en radikal miljøforkæmper, idet han accepterer atomkraftværker i en overgangsperiode frem til vedvarende energi. 3. Endvidere fremhæver Ricæur betydningen af retfærdige institutioner. 4. Friheden sker i institutionerne. 5. Fællesskabet er frihed i institutioner. Man kan godt sige, at denne vision om det gode liv som et oprør fra midten, der gentænker institutionerne i fremtiden uden radikalt at forkaste dem ligger bag Macrons bog om den republikanske revolution. Her fremhæver Macron visionen om det gode liv i Frankrig som en vision for hele planeten. Det drejer sig om at rede Frankrig for at redde planeten. Her formidler Macron mellem individ og fællesskab, det nationale og det globale, natur og menneske ved at benytte en tænkemåde, der i høj grad kan siges at følge Ricæurs formidlingsfilosofi. Ricæur taler således om, at mennesket igennem en selvfortolkende cirkelbevægelse, som en refleksion over sine ubevidste, sociale, historiske betingelser, forsøger at bekæmpe fremmedgørelse og vinde sig selv i eksistensens skrøbelighed. Mennesket er i eksistentiel samvittighed og vidnesbyrd ansvarlig for sine egne handlinger og kæmper gennem engageret sansning og handling i lykke og lidelse for sit livsprojekt. Personlig, samfundsmæssig og kulturel identitet konkretiseres i en narrativ sprogliggørelse af selvets tidlige eksistens, så det i fortællingens selvobjektivering indskriver "én selv som en anden" i samspillet med det andet menneske, samfund, natur og kosmos. Dermed kombinerer Macron Paul Ricæurs formidlingsfilosofi med den kosmopolitiske tilgang, som vi også finder hos Peter Kemp i hans bog om verdensborgeren med titlen Verdensborgeren som pædagogisk ideal, og som også går igen i Macrons engagement for Europa. Og her skal vi ikke glemme, at Macron allerede har mødtes med Jürgen Habermas og diskuteret Europas fremtid, hvilket nok også har været inspireret af hans fransk-tyske filosofiske projekt. Man kan sige, at arven fra Arven fra Ricæur hos Macron altså kan ses ved, at Macron hverken er højre eller venstreorienteret, men tror på institutionerne og er EU-tilhænger og i denne forbindelse

10 ligger det verdensborgerlige politiske ideal, som vi finder i den universalistiske filosofi i forlængelse af Kant, Habermas og Ricæur. 5.. KULTUREN OG DANNELSEN Macron synes, at institutioner er vigtige, men også at kulturen er vigtig, og at ting skal blive ved det gamle. Det er også noget som han har fra Paul Ricæur. Macron fremhæver jo Hegel og vigtigheden af holdbare institutioner. Her har han nok været inspireret af Ricæur, som også interesserede sig for Hegels historiefilosofi på det tidspunkt. Vigtigt er at demokratiske frihedsinstitutioner er centrale i et godt samfund. Macron modsætter sig filosoffen Machiavelli, som hævdede at politik er strategisk, kynisk magtpolitik, hvor det gælder om at befordre sin egen magt. Macron har på en gang forståelse for den kyniske politik men sætter sig samtidig ud over den i sin forståelse for politikken som et samlet hele, orienteret mod fællesskabet. I stedet handler politik for Macron og Ricæur om at regere for det fælles gode. Men samtidig er Macron enig med Ricæur i, at vi ikke kan forstå fællesskabet som et harmonisk hele. På trods af idealet om gode og retfærdige institutioner, kan man i Ricæurs filosofi nemlig aldrig komme uden om den eksistentielle spænding mellem menneske og stat, hvor borgerens personlige forpligtelser og livsprojekt kan komme i uløselig konflikt med statens love og moral. Handlingens endelighed og tragik betyder, at mennesket på såvel det politiske som det personlige plan bestandig konfronteres med skæbnens spil mellem godt og ondt. Skæbnesvangre fejlagtige valg kan føre til undergang og tabet af sig selv. Inspireret af Hegel i Phänomenologie des Geistes (1807) beskriver Ricoeur dette ud fra Sofokles græske tragedie Antigone, der er et eksempel på menneskets ufuldkommenhed og afhængighed af skæbnens gru og tilfældighed. Hovedpersonen Antigone skal vælge mellem statens love og venskabets og familiens bånd. Hun er loyal mod sin bror Kreon overfor staten. Hun giver sin bror en begravelse i indviet jord på trods af bystatens forbud herimod og forbryder sig på den måde mod statens love ved at se bort fra Kreons fjendskab mod staten. Det tragiske illustrerer således menneskets eksistens i handling og lidenskab, og hvorledes individets etiske forpligtelse og overbevisning kan komme i uløselig modstrid med statens og moralens love.

11 Dette viser, hvorledes moralsk handling altid er konfronteret med mulige moralske konflikter. Individets etiske overbevisning kan stå i kontrast til samfundets og statens normer og sædvane. En sådan konflikt er modsætningen mellem universelle moralprincipper og den etiske målestok, som mennesket sætter i værdsættelsen af sig selv. Derfor er en idealstat, hvor individets interesser falder sammen med statens, umulig. I stedet må samfundet anerkende den evige spænding mellem menneske og stat uden at ophæve individets frihed i statens fornuft og enhed. Ricoeur nyfortolker Hegels begreb i Philosophie des Rechts (1832) om det borgerlige samfunds "Sittlichkeit" hvor respekten for denne modsætning opfattes som grundlæggende for en demokratisk statsopfattelse. Således viser konflikten mellem individ og norm, at man ikke udelukkende kan begrunde lov og ret ud fra kultur og tradition, men at det er nødvendigt at indpasse en universel målestok i retsfilosofien. Det republikanske begreb om folkesuverænitet, dvs. respekt for autonomi og processuelle retsregler som forfatningens grundlag, er et forsøg på at formidle mellem universalitet og sædvane, i modsætning til et totalitært samfund, hvor terror og målrationalitet gør det enkelte menneske til en abstrakt funktion af staten. Dette kombinerer Ricæur med en etisk tilgang til politik, som bygger på basal forståelse for politisk ansvar for det gode liv i institutionerne. Hertil kommer fremhævelse af dømmekraft og praktisk etisk visdom, som vigtige kvaliteter hos en politiker. Man kan sige, at Macron har lært sammenhængen mellem etik og politik fra Paul Ricæur. En anden vigtig inspiration fra Paul Ricæur er fokus på kultur og uddannelse, der påvirker Macron. Det er forestillingen om den politiske intellektuelle og den klassiske dannelse, som her er central. Man kan fremhæve, at Macron går ind for et meritokrati, hvor skole og uddannelse skaber borgerne. Dannelse er central for kultur og statsborgerskab i Frankrig. Den kulturelle dannelse er det centrale for Macrons vision om det politiske fællesskab. Macron er her en præsident, der tager den intellektuelle arv op fra Mitterand. Det er vigtigt at læse litteratur og romaner, og han fremhæver romanerne fra de store franske forfattere, Camus, Baudelaire og Standhal, der har skrevet L Etranger, Les fleurs du mal og Le rouge et le noir som romaner, som han hele tiden genlæser. Denne litterære interesse vidner om et stort, kulturelt og

12 hermeneutisk engagement, der fremhæver vigtigheden af den historisk-litterære arv for det franske politiske projekt.. 6. FÆLLESSKABET Identitetspolitik har ikke fyldt så meget i Macrons valgkamp, som vi så det med for eksempel Hillary Clinton, som kæmpede for homoseksuelle, sorte og minoriteters rettigheder. Macron fører en mere kollektivt orienteret politik, der er republikansk og orienterer sig mod republikken som det fælles gode. Hvis man kigger på den franske filosofis fløje, så har vi: Poststrukturalismen (Bourdieu og Foucault) på den ene side og Ricæur på den anden og mere politiske ukorrekte side Poststrukturalisme mener, at køn, klasse og race er en konstruktion (man gør sit køn), mens Macron og Ricæurs fløj ikke går så meget op i identitetspolitik. Her kan man trække en forbindelse mellem Paul Ricæur forhold til 1968, og den udvikling, som Macron har draget nytte af ved at formulere en revolution, som begynder i midten af fransk politik. Macron tager udgangspunkt i forestillingen om et kritisk debatterende fællesskab, som sigter mod republikken som et fælles gode. Det er en anden form for oprør, end det som gjorde sig gældende i forbindelse med ungdomsoprøret i 1968, men det vidner også om udviklingen. Under tumulten på universitetet under det franske ungdomsoprør kastede en student en skraldespand ud over Ricæur, som blev opfattet som en gammel professor, selvom han faktisk netop var flyttet ud på et nyt progressivt universitet nemlig Nanterre Universitetet i Paris vest lidt længere ude end La Defense. Studenten kom hen til en forelæsning af Ricæur 25 år efter og undskyldte. I mellemtiden var Ricæur blevet en af de mest respekterede filosoffer i Frankrig. Ricæur fremhæver de vigtigste aspekter ved den franske republikanske kultur: alt må ikke gå op i arbejde og økonomi, men der skal også være plads til mad, kærlighed og dannelse - de menneskelige og humanistiske værdier i livet. Ricæur fremhæver, at politik drejer sig om at drømme om bedre institutioner, om en forandring der skaber en fortælling mellem utopi og ideologi, mellem det uopnåelige og det som allerede findes. Man kan sige, at dette dokumenterer, at det er forkert at hævde, at Macron er liberalist i klassisk forstand. Snarere går hans fokus på frihed og liberale værdier ud på, at vi må have blik for

13 mangfoldigheden i vores samfund. Ytringsfrihed er til for fællesskabets skyld! Det samme gælder, når Macron går imod egalitarismen og fremhæver på engang retten til at have adgang (til uddannelse og kultur) og den personlige frihed. I moderne frie samfund må vi anerkende pluralisme som grundlag for vores fællesskab, men samtidig er det et fællesskab, men et fællesskab bygget på anerkendelse af frihedsrettigheder. Her kan man fremhæve Ricæurs opfattelse af forholdet mellem demokrati, dømmekraft og fornuft, som et vigtigt element, der kan påvirke Macrons politiske projekt. Det er det politiske samfunds opgave vedhjælp af menneskets praktiske visdom og dømmekraft, dets daglige handleevne og evne til at træffe gode og rigtige beslutninger, der sikrer det gode liv på trods af livets skrøbelighed, fejlens og tragediens mulighed. Praktisk visdom og dømmekraft må forstås som en formidling mellem universelle principper og idealet om det gode liv i forhold til konkrete situationer og samfundsmæssige traditioner. Inspireret af Kants politiske filosofi kan man beskrive praktisk overvejelse som en åben offentlig debat, hvor ansvarlige borgere diskuterer statens fremtid og forpligter sig på en sproglig løsning af konflikter. Den politiske meningsdannelses praktiske visdom og diskursive kraft knuser totalitarismens stumme vold. Ricæur fremhæver, at uenighed, divergerende synspunkter, polemik og ytringsfrihed gælder både meningsforskelle om lovforslag i det parlamentariske demokrati, uoverensstemmelser vedrørende overordnede beslutninger og langsigtede mål med staten, og endelig overvejelser over en given regeringsordens basale demokratiske legitimitet. Vedtagne moralregler må ikke bare anvendes blindt og mekanisk-instrumentelt på nye sammenhænge. Problemernes mangfoldighed og forskellighed gør anvendelsen af universelle moralske principper til et spørgsmål om fortolkning, hvor situationer uden præcedens udfordrer given lov og ret og ofte medfører undtagelser og utraditionelle løsninger, der bryder med hidtidige retsforståelse. Dette kan illustreres med den rivende samfundsmæssige udvikling, hvor teknologiske udfordringer, økologiske problemer og gennemgribende kulturelle ændringer bestandig må medtænkes i anvendelsen af moralske regler. Fx indebærer de bioteknologiske muligheder for indgreb i embryo og fostre at samfundet må overveje i hvilken grad menneskets uerstattelighed også omfatter potentielle personer og fremtidige generationer, selvom de hverken har frihed eller autonomi. Og

14 aktuelle diskussioner om "en ny verdensorden" og et ændret natursyn spiller ind på retssystemets selvforståelse. En sådan opfattelse af praktisk fornuft og dømmekraft tager udgangspunkt i samfundets konkrete konflikter for at sikre en juridisk universalitet, som gør sig fri af fordomme, ideologi og tilfældige magtinteresser. I denne beskrivelse af universalisering kommer Ricæur tæt på Habermas idé i Theorie des kommunikativen Handelns (1981), om at alle normer skal kunne funderes i idealet om en herredømmefri kommunikationssituation. Men Habermas glemmer imidlertid, at konkrete moralske overbevisninger og erfaringer ikke kan undgå at være en del af formuleringen af nye moralprincipper, hvis disse skal have substantiel og kontekstuel styrke. Derfor må man afvise en abstrakt moralbegrundelse og indplacere det universalistiske ideal i en fællesskabets sammenhæng, hvor samfundets "Gemeinsinn" og sunde fornuft altid spiller med i en konkret lovgivningsproces mellem livsform og refleksiv etisk argumentation. Denne "den praktiske dømmekrafts hermeneutiske cirkel" er grundlaget for forståelse af samspillet mellem ret, etik og politik i demokratiske samfund, hvor fx menneskerettigheder og retslig respekt for autonomi ikke er abstrakte opfindelser, men en konkret virkeliggørelse af en moderne humanistisk spænding mellem sædvane, universelle principper, kollektive erfaringer og demokratiske traditioner. Dvs. konfronteret med tragedien og det politiske paradoks at holde fast i det gode liv med og for den anden i retfærdige institutioner!

15 Litteraturhenvisninger: D Allonnes, Myriam Revault (2017) «Le philosophe peut-il être un éducateur politique?», Libération : 22 Juin 2017. Habermas, Jürgen (1981). Theorie des kommunikativen Handelns I-II. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag Hegel, Georg Wilhelm Friedrich (1807). System der Wissenschaft. Erster Theil: Die Phänomenologie des Geistes. Bamberg u. a. Hegel, Georg Wilhelm Friedrich (1832). Grundlinien der Philosophie des Rechts oder Naturrecht und Staatswissenschaft im Grundrisse. Eduard Gans, F. Meiner, 1911 Kant, Immanuel (1785). Grundlegung zur Metaphysik der Sitten. Riga: Hartknoch. Kemp, Peter (2005). Verdensborgeren med titlen Verdensborgeren som pædagogisk ideal, København: Hans Reitzels forlag. Lévinas, Immanuel (1961): Totalité et infini. Essai sur l extériorité. Den Haag : Phenomenologica Macron, Emmanuel (2016). Révolution. C'est notre combat pour la France. Paris : XO Éditions. Rawls, John (1971). A Theory of Justice, Cambridge MA: Harvard University Press. Ricæur, Paul (1990) Soi-même comme un Autre, Paris : Le Seuil. Ricæur, Paul (2002). La mémoire, l histoire, l oubli, Paris : Le seuil. Se også Jacob Dahl Rendtorff (2000). Paul Ricæurs filosofi. København: Hans Reitzels forlag.