Det er altid godt med et klap på skulderen

Det er altid godt med et klap på skulderen - En kvalitativ undersøgelse af frivilligt-offentligt samarbejdes betydning for frivilliges motivation Speciale af: Line Bækgaard (LB) 20061839 Maria Friis Hansen (MFH) 20062003 Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet Vejleder: Vibeke Lehmann Nielsen Afleveret den 27. april 2012 Indeholder 51.432 ord

Indholdsfortegnelse KAPITEL 1: INDLEDNING (LB & MFH)... 1 1.1 Empirisk genstandsfelt (LB & MFH)... 4 1.2 Specialets opbygning (LB & MFH)... 4 KAPITEL 2: TEORETISK RAMME (LB)... 6 2.1 Former for samarbejde (MFH)... 6 2.1.1 Typologi for relationer mellem det offentlige og frivillige organisationer (MFH)... 7 2.1.2 Kommunal frivillighed (MFH)... 9 2.2 Konsekvenser i forbindelse med et øget samarbejde (LB)... 10 2.2.1 Ansvarsdilemmaet (LB)... 10 2.2.2 Professionaliseringsdilemmaet (LB)... 12 2.2.3 Dokumentationsdilemmaet (LB)... 12 2.2.4 Opsummering (LB)... 14 2.3 Motiver til frivilligt arbejde (MFH)... 14 2.3.1 Indre og ydre motivation (MFH)... 14 2.3.2 Specifikke motiver til frivilligt socialt arbejde (MFH)... 15 2.3.3 Tidligere undersøgelser af motiver til frivillighed (MFH)... 19 2.4 Scenarier for påvirkning af de frivilliges motivation (LB)... 20 2.4.1 Motivation Crowding teori (LB)... 20 2.4.2 Meyer og Rowans dekoblingstese (MFH)... 23 2.5 Undersøgelsesmodeller og hypoteser (LB)... 26 2.5.1 Undersøgelsesmodel 1 (MFH)... 26 2.5.2 Undersøgelsesmodel 2 (LB)... 27 KAPITEL 3: FORSKNINGSDESIGN OG METODE (MFH)... 28 3.1 Forskningsstrategi (MFH)... 28 3.2 Design og caseudvælgelse (LB)... 29 3.2.1 Most Similar System Design (LB)... 29 3.2.2 Caseudvælgelse (MFH)... 30 3.3 Dataindsamling(MFH)... 38 3.3.1 Interviewenes form og interviewguide (MFH)... 38 3.3.2 Gennemførelse og transskribering af interviews (LB)... 40 3.4 Operationalisering af specialets centrale variable (MFH)... 41

3.4.1 De frivilliges opfattelse af samarbejdet (MFH)... 41 3.4.2 Opfyldelsen af basale psykologiske behov (MFH)... 42 3.4.3 De frivilliges motivation (LB)... 43 3.4.4 Ledelsesstrategi (LB)... 45 3.4.5 Kontrol for årsag til projektvalg (MFH)... 46 3.5 Analysestrategi (LB)... 46 3.5.1 Kodning af interviewmaterialet (LB)... 46 3.5.2 Kategorisering (MFH)... 47 3.5.3 Kondensering af data via displays (LB)... 50 KAPITEL 4: ANALYSE (MFH)... 52 4.1 Delanalyse 1: Test at MCT (MFH)... 52 4.1.1 De frivilliges motivation (MFH)... 52 4.1.2 De frivilliges opfattelse af samarbejdet (LB)... 63 4.1.3 Sammenhæng mellem opfattelsen af samarbejdet og de frivilliges indre motivation (LB)... 75 4.1.4 Delkonklusion (LB)... 85 4.2 Delanalyse 2: Test af Meyer og Rowans dekoblingstese (MFH)... 86 4.2.1 Vågetjenesten (MFH)... 87 4.2.2 Vestervang (MFH)... 94 4.2.3 Delkonklusion (MFH)... 99 KAPITEL 5: KONKLUSION (LB)... 101 5.1 Hypotesetest og besvarelse af problemstillingen (LB)... 101 5.2 Analyseresultaternes gyldighed og generaliseringspotentiale (LB)... 104 KAPITEL 6: PERSPEKTIVERING (MFH)... 108 6.1 Teoretiske bidrag (MFH)... 108 6.2 Hvordan kan specialets resultater anvendes? (MFH)... 109 ABSTRACT (MFH)... 111 LITTERATUR... 112 BILAG 1: INTERVIEWGUIDE TIL FRIVILLIGE I PROJEKTER MED SAMARBEJDE... 117 BILAG 2: SUPPLERENDE SPØRGSMÅL FRA INTERVIEWGUIDE TIL LEDERE... 122 BILAG 3: SLUTKODELISTE... 123

KAPITEL 1: INDLEDNING Det frivillige sociale arbejde har fået særlig stor bevågenhed de seneste år. I 2010 lancerede VK-Regeringen en national civilsamfundsstrategi med frivillighedsområdet i højsædet. Heri opstillede man konkrete målsætninger om at skabe nye samspil mellem den frivillige og offentlige sektor om at løse sociale problemstillinger, samt om at hver anden dansker skal være frivillig i år 2020 (Regeringen, 2010: 11). I forlængelse heraf vedtog et bredt flertal i Folketinget at afsætte 100 millioner kroner af satspuljen for 2011-14 til at gennemføre strategien (Socialministeriet, 2010a), og i regeringsgrundlaget fra 2011 lægger også den nuværende regering stor vægt på frivillighedens potentiale i forhold til at kunne løse velfærdsstatens udfordringer (Regeringen, 2011: 50). Ikke kun blandt landspolitikere er der bred enighed om mulighederne i det frivillige engagement. Kommunernes Landsforening har ligeledes budt målsætningerne velkomne, og hele 73 % af landets kommuner giver udtryk for, at de ønsker at øge samarbejdet med frivillige sociale organisationer (Socialministeriet, 2011a). Formanden for de danske socialchefer, Ole Pass, beskriver behovet for at inddrage frivillige i opgavevaretagelsen på følgende måde: (...) det bliver de frivillige organisationer, der kommer til at spille en langt større rolle, idet de kommer til at overtage opgaver, som idag bliver løst af skatteborgerpenge og med kommunalt ansatte (Borg, 2010). Det står således klart, at den frivillige sektor vil komme til at spille en markant rolle i de kommende år. Selvom frivillighed er højt på dagsordenen anno 2012, er fænomenet ikke nyt. Tværtimod har frivillige kræfter længe ydet en stor indsats for personer, der manglede hjælp, og allerede med socialreformen i 1933 blev samarbejdet mellem staten og de frivillige sociale organisationer formaliseret for første gang. Ræsonnementet bag formaliseringen af samarbejdet var, at de frivillige kunne noget andet end det offentlige hjælpesystem, fordi det frivillige sociale arbejde udspringer af filantropi. Den frivillige sociale indsats blev derfor anset som et vigtigt supplement til den statslige opgavevaretagelse (Bundesen, 2001: 382). I tiden efter 2. verdenskrig, og i takt med velfærdsstatens ekspansion, fulgte dog en periode, hvor de frivillige sociale organisationer i stigende grad blev valgt fra som opgavevaretagere på det sociale område til fordel for en mere standardiseret, resultatorienteret og professionel indsats, der sikrede borgerne en ensartet, offentlig ydelse. Den frivillige sociale indsats blev betragtet som overflødig og endda nedværdigende blandt andet grundet dens ikke-professionelle udgangspunkt (Habermann, 2007: 134). Fra 1980 blev civilsamfundet og herunder de frivillige sociale organisationer dog genopdaget, idet deres særlige værdier og anderledes virkemåde nu ikke længere blev opfattet som problematiske, men snarere som en ressource, der var nødvendig at trække på for at imødegå, hvad man efterhånden betegnede velfærdsstatens krise. Der var bred politisk enighed om, at velfærdsstaten var blevet for fremherskende, hvilket blandt andet blev betonet af socialdemokraten Ritt Bjerregaard på en konference om fremtidens socialpolitik i OECD i 1980 (Bun- 1

desen et al., 2001: 390-1). I 1998 blev kommuner og de daværende amters samarbejde med frivillige sociale organisationer formaliseret i Servicelovens 115 1, og kommunerne har siden da været forpligtet til at samarbejde med og yde økonomisk støtte til frivillige sociale organisationer. En ny tendens er desuden, at kommunale institutioner nu også i højere grad og mere strategisk rekrutterer deres egne frivillige til at tage del i opgavevaretagelsen på det sociale område (Socialministeriet, 2011a; Socialministeriet, 2011b). Dette fænomen betegnes kommunal frivillighed og kan defineres som kommunalt initieret og organiseret frivillighed uden ophæng på en foreningsdannelse (Koch-Nielsen & Michaelsen, 2003: 6). Sondringen mellem forskellige frivillige indsatser i og uden for organisationsregi illustrerer en udvikling på frivillighedsområdet, idet frivilligt socialt arbejde tidligere netop var defineret med udgangspunkt i frivillige organisationer (Socialministeriet, 1997). Med den stigende udbredelse af kommunal frivillighed er det imidlertid mere retvisende at anlægge et mindre organisationsorienteret perspektiv, og i stedet definere den frivillige sociale indsats med udgangspunkt i det frivillige individ 2, hvilket vil være perspektivet i dette speciale. Sideløbende med den ovenfor skitserede udvikling i etableringen af forskellige former for samarbejde mellem frivillige og offentlige aktører og en politisk ambition om at intensivere samarbejdet med frivillige har såvel praktikere som forskere på området udvist skepsis overfor begejstringen for inddragelse af frivillige på det sociale område. Ifølge formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, er vi i øjeblikket vidne til en regulær voldtægt af frivilligheden. Sjursen begrunder denne udtalelse med, at de nuværende knappe ressourcer i den offentlige sektor gør, at opgaver tørres af på de frivillige, så frivillighed reelt ikke længere er frivilligt (debatkonference, Rådet for Socialt Udsatte, 2011). Praktikere og forskere har ligeledes fremført, at et øget samarbejde mellem offentlige og frivillige aktører kan have utilsigtede konsekvenser. Kritikken udspringer af en overordnet opfattelse af, at den offentlige og frivillige sektor repræsenterer hver sin egenart, og derfor ikke problemfrit lader sig forene og skaber merværdi for borgerne, som politikerne fremhæver og forventer (se bl.a. Villadsen, 2009; La Cour, 2001; Lorentzen, 1995). En stor del af forskningen på feltet har dog orienteret sig mod konsekvenserne for samfundet som helhed og de enkelte frivillige 1 Servicelovens 115 blev i forbindelse med kommunalreformen i 2007 erstattet af den nuværende servicelovs 18, hvori indholdet er det samme: 18. Kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger. Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal årligt afsætte et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde. Stk. 3. Rammerne for samarbejdet fastlægges af den enkelte kommunalbestyrelse. Stk. 4. Socialministeren fastsætter retningslinjer for kommunalbestyrelsens indsendelse af redegørelser om den lokale udvikling i det frivillige sociale arbejde og retningslinjer for den centrale opfølgning. 2 Ved frivilligt arbejde forstås en indsats, der 1) er frivillig, dvs. den udføres uden fysisk, retlig eller økonomisk tvang, 2) ikke er lønnet, hvilket dog ikke udelukker, at en frivillig person modtager godtgørelse for udgifter, vedkommende har i forbindelse med udførslen af opgaven, f.eks. transport- og telefonudgifter, 3) udføres over for personer uden for den frivilliges familie og slægt, 4) er til gavn for andre end én selv og ens familie, 5) er formelt organiseret og 6) er aktiv, dvs. medlemskab af en forening er ikke frivilligt arbejde (CFSA, 2012a). 2

sociale organisationer (Habermann, 2007: 40), mens forskere i mindre grad har beskæftiget sig med konsekvenserne af et øget samarbejde på individniveau. Dette kan undre, idet forudsætningen for det frivillige sociale arbejde i sidste ende udgøres af de frivilliges lyst til at yde en indsats. Den manglende fokus på konsekvenserne af frivilligt-offentligt samarbejde for de frivilliges motivation er udgangspunktet for dette speciale. Det første teoretiske afsæt for specialets fokus på individernes lyst til at yde en frivillig indsats er Freys Motivation Crowding teori (1997). Freys centrale pointe er, at enhver ekstern intervention, hvad enten det drejer sig om regulering, indførelsen af et økonomisk incitament, positiv/negativ feedback eller andet, potentielt kan påvirke individets indre motivation i positiv eller negativ retning. Afgørende for effekten af den eksterne intervention er individets opfattelse heraf. Hvis individet opfatter den eksterne intervention som understøttende, forstærkes den indre motivation, og der sker crowding-in. Hvis individet derimod opfatter den eksterne intervention som kontrollerende, mindskes den indre motivation, og der sker crowding-out. Blandt andet har Frey undersøgt effekten af at betale frivillige og på baggrund heraf konkluderet, at den økonomiske belønning svækkede den indre motivation og medførte, at de frivillige arbejdede færre timer (Frey & Goette, 1999). Det er derfor oplagt at undersøge, hvordan forskellige former for samarbejde mellem frivillige og offentlige aktører opfattes af de frivillige, og om det ligeledes har betydning for de frivilliges motivation. Specialets andet teoretiske afsæt er Meyer og Rowans bidrag til nyinstitutionel organisationsteori (1977). Udgangspunktet i teorien er, at organisationer kan være nødsaget til at ændre deres formelle strukturer grundet institutionelle ændringer, hvilket kan medføre indførelse af nye praksisser, der ikke er hensigtsmæssige for organisationernes kerneaktiviteter. Meyer og Rowan argumenterer dog for, at organisationerne i sådanne tilfælde vil forsøge at dekoble kerneaktiviteterne fra de formelle aktiviteter. Når der indføres et frivilligt-offentligt samarbejde kan det forventes at medføre institutionelle ændringer, men med udgangspunkt i argumentet om dekobling forventes det ikke, at samarbejdet med offentlige aktører vil påvirke de frivillige, fordi det simpelthen ikke opleves. Teoriens forventninger står således i modsætning til de, der følger af Motivation Crowding teorien. På baggrund af ovenstående er specialets problemstilling følgende: Hvorvidt påvirkes motivationen for at udføre frivilligt socialt arbejde af samarbejde med offentlige aktører? Og hvordan varierer en eventuel påvirkning med formen på samarbejdet? 3

1.1 Empirisk genstandsfelt Det empiriske genstandsfelt for undersøgelsen af specialets problemstilling er tre projekter, der alle har udsatte ældre 3 i Aarhus som målgruppe. Det drejer sig konkret om Røde Kors besøgstjeneste, Røde Kors vågetjeneste samt frivilliggruppen, der er knyttet til Aarhus Kommunes plejeboliger Vestervang. Der anvendes et komparativt Most Similar System Design, hvor der med udvælgelsen af de tre projekter er skabt variation på specialets uafhængige variabel; relationen til det offentlige, mens projekterne ligner hinanden på en række øvrige faktorer, hvorved relevante tredjevariable holdes konstant. Vågetjenesten har en samarbejdsaftale med Aarhus Kommune og er således et eksempel på formaliseret samarbejde mellem det offentlige og en frivillig social organisation. Frivilliggruppen ved plejeboligerne Vestervang er et eksempel på kommunal frivillighed, mens besøgstjenesten ikke har et samarbejde med det offentlige. Undersøgelsen af specialets problemstilling er således afgrænset til samarbejde mellem frivillige og kommunale aktører. Ældreområdet i Aarhus er særligt relevant, fordi Aarhus Kommune, sammenlignet med landets øvrige kommuner og andre velfærdsområder, er langt fremme, når det handler om formaliseret samarbejde mellem frivillige og kommunale aktører (Ankestyrelsen, 2009: 18; informantinterview med medarbejder i Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg). Derudover har ældreområdet i sig selv stor empirisk relevans, da der er tale om et område, der i stigende grad vil komme under pres i takt med, at andelen af ældre vokser, mens andelen af unge i den arbejdsdygtige alder falder (Danmarks Statistik, 2011; Kongsø & Groes, 2002: 32). De deraf følgende forhøjede udgifter til blandt andet ældrepleje, vil alt andet lige skabe et pres på de kommunale budgetter, der, som der allerede ses tegn på i dag, vil tvinge politikere og embedsmænd til nytænkning. Meget peger i retning af, at frivillige kræfter vil komme til at spille en central rolle i denne gentænkning af velfærdsstaten, hvilket blandt andet understreges af EU s udpegning af 2011 som Europæisk år for frivilligt arbejde og den efterfølgende udpegning af 2012 som Europæisk år for aktiv aldring. En undersøgelse af specialets problemstilling på netop ældreområdet er således af stor samfundsmæssig relevans. 1.2 Specialets opbygning I kapitel 2 præsenteres specialets teoretiske ramme, der kobler den eksisterende litteratur omkring frivilligt-offentligt samarbejde med perspektiver fra henholdsvis socialpsykologisk arbejdsmotivationsteori og nyinstitutionel organisationsteori. De præsenterede teoretiske perspektiver danner grundlaget for specialets undersøgelsesmodeller og dertilhørende hypoteser, som fremstilles afslutningsvis i kapitlet. I kapitel 3 præsenteres undersøgelsens forskningsdesign og andre metodiske overvejelser. I kapitel 4 analyseres specialets hypoteser i to delanalyser. I første del rettes fokus mod de frivillige, og det analyseres, om de frivilliges opfattelse af samarbejdet påvirker deres motivation for at udføre det frivillige arbejde. I anden del ret- 3 Udsatte ældre forstås som personer, der har begrænset støtte fra pårørende eller andet netværk og i mange tilfælde oplever ensomhed. 4

tes fokus mod lederne i de to samarbejdsprojekter og det analyseres, om der anvendes ledelsesstrategier, der har betydning for, om de frivilliges motivation påvirkes af et samarbejde med kommunale aktører. I kapitel 5 konkluderes der på specialets problemstilling og undersøgelsesresultaternes gyldighed og generaliseringspotentiale vurderes. Endelig indeholder kapitel 6 en perspektivering af specialets konklusioner, hvori resultaternes empiriske og teoretiske implikationer diskuteres. 5

KAPITEL 2: TEORETISK RAMME I dette kapitel opbygges specialets teoretiske argument. Kapitlet indledes med et teoretisk blik på relationen mellem frivillige og offentlige aktører, der kan antage flere forskellige konstellationer. Herefter præsenteres de grundlæggende elementer i den kritiske litteratur, der er skrevet om konsekvenserne af et øget samarbejde mellem offentlige og frivillige aktører. Formålet hermed er at undersøge, om de kritiske fremstillinger af specialets tema, der primært har været fremsat med udgangspunkt i konsekvenserne for velfærdssamfundet generelt og den enkelte organisation, kan forventes også at have en betydning for det enkelte individ og nærmere bestemt dettes motivation. Dernæst følger en diskussion af, hvordan man, med afsæt i arbejdsmotivationslitteraturen, kan anskue de frivilliges motivation. Endelig opstilles to forskellige scenarier for samarbejdets påvirkning af individets motivation. Det første tager udgangspunkt i Motivation Crowding teorien, der suppleres af den socialpsykologiske Self-Determination teori, mens det andet tager afsæt i Meyer og Rowans forventninger om organisatorisk dekobling. Disse ekspliceres i sidste afsnit af kapitlet, hvor specialets to undersøgelsesmodeller og dertilhørende hypoteser fremsættes. 2.1 Former for samarbejde I dette afsnit går vi i dybden med frivilligt-offentligt samarbejde med det formål at opnå en nuanceret og teoretisk forståelse for de mange forskellige måder, hvorpå et samarbejde mellem frivillige og offentlige aktører kan udmøntes. Som det fremgår af kapitel 1, er frivilligt-offentligt samarbejde ikke et nyt fænomen i Danmark. Historisk har relationen mellem de to sektorer derimod udmøntet sig i mange forskellige former for konkret samarbejde, og det giver således ikke mening at tale om samarbejde mellem det offentlige og frivillige som værende enten/eller. For at opnå øget indsigt i, hvordan konkrete samarbejdsrelationer kan variere, tages der udgangspunkt i en todimensionel typologi udviklet af Stein Kuhnle og Per Selle (1992), der har til formål at indfange variation i relationerne mellem det offentlige og de frivillige organisationer. Typologien er hensigtsmæssig, idet den er udviklet til en skandinavisk kontekst, der er kendetegnet ved, at de frivillige organisationer på det sociale område opererer i skyggen af en dominerende velfærdsstat (Bundesen et al., 2001: 24). Den kan derfor med fordel bidrage til en teoretisk baseret nuancering af specialets genstandsfelt samt anvendes som redskab til at beskrive og karakterisere relationer mellem det offentlige og frivillige organisationer i konkrete projekter. Omvendt har typologien også centrale mangler, idet den ikke indfanger frivilligt-offentligt samarbejde, der er organiseret direkte i regi af en offentlig institution. Det er ikke mindst en mangel, når det tages i betragtning, at der ses en stigende tendens til kommunal frivillighed, og at hele 41 % af landets kommuner selv organiserer frivillige i kommunale institutioner, projekter og tilbud (Socialministeriet, 2011a: 45). Det er dog vores indtryk, at denne mangel er udtryk for en generel tendens i tidlige- 6

re forskning om frivillighed, da størstedelen heraf primært har haft fokus på frivilligt socialt arbejde i organisationsregi. Indledningsvist præsenteres derfor typologien, hvorefter denne suppleres med overvejelser vedrørende forskellige former for kommunal frivillighed. 2.1.1 Typologi for relationer mellem det offentlige og frivillige organisationer Typologiens to dimensioner drejer sig om henholdsvis 1) graden af nærhed/afstand med hensyn til de frivillige organisationers kommunikation og kontakt med det offentlige samt 2) graden af afhængighed/uafhængighed med hensyn til det offentliges finansiering af og kontrol med de frivillige organisationers aktiviteter (Kuhnle & Selle, 1992: 28-29). Når de to dimensioner kombineres fremkommer en typologi, der synliggør forskellige relationer mellem det offentlige og frivillige organisationer. Denne er illustreret i figur 2.1. Figur 2.1. Relationer mellem det offentlige og frivillige organisationer 4. Afhængighed (med hensyn til finansiering og kontrol) Nærhed (med hensyn til kommunikation og kontakt) Afstand Uafhængighed Den første dimension, graden af nærhed/afstand, afhænger dels af de frivillige organisationers adgang til det offentlige og dels af omfanget og frekvensen af deres kommunikation og kontakt (Ibid.). Der er således tale om flere aspekter af samme dimension, da den både indfanger, hvor lettilgængelig kontakten til det offentlige er, samt hvorvidt der er tale om intense og regelmæssige kontakter eller mere sporadisk og overfladisk kontakt. Bundesen et al. (2001: 25) supplerer dimensionen med yderligere et aspekt, idet kontak- 4 Typologien er her illustreret i et koordinatsystem efter Bundesen et al. (2001: 24-25). Kuhnle og Selles oprindelige typologi er konstrueret i en firefelts-tabel, men vi finder koordinatsystemet mere retvisende, idet det illustrerer muligheden for bevægelse langs de to dimensioner. 7

tens form fremhæves som et væsentligt element tilhørende denne dimension. Eksempelvis kan kontakten komme til udtryk ved, at organisationerne direkte søger at forsvare interesser eller at øve indflydelse på offentlige beslutninger. Det kan ske ved, at organisationerne forhandler med personer fra det offentlige, ved direkte interesserepræsentation i offentlige råd og nævn eller ved indirekte at søge indflydelse via offentligheden gennem demonstrationer mv. Kontakten kan dog også tage form af mere eller mindre formaliserede former for samarbejde om en konkret opgave eller målgruppe. Her synes Center for frivilligt socialt arbejdes (CFSA) 5 kategorisering af kommunernes formaliserede samarbejdsaktiviteter med frivillige sociale organisationer relevant. CFSA differentierer mellem følgende samarbejdsaktiviteter: 1) gensidige henvisninger, hvor kommuner henviser borgere til foreninger, der har tilbud eller aktiviteter til en bestemt målgruppe, eller hvor foreninger henviser brugere af det frivillige tilbud til en bestemt kommunalt ansat, der arbejder med netop deres problemstilling, 2) fælles arrangementer, eksempelvis fester, inspirationsdage eller temadage med fokus på specifikke emner eller problemstillinger, 3) vidensudveksling, hvor parterne informerer hinanden om aktiviteter, problemstillinger mv., 4) fælles projekter, hvor der samarbejdes om at hjælpe en fælles målgruppe, 5) opgavebaserede partnerskaber, der ofte indebærer en formaliseret kontrakt vedrørende samarbejdet og 6) kontrakter om udførsel af en specifik opgave for kommunen, eksempelvis krisecentre, væresteder, bosteder, plejehjem mv. (driftsaftaler) (Socialministeriet, 2011a: 40). Det afgørende i forhold til dimensionen nærhed/afstand er altså, hvor lettilgængelig adgangen til det offentlige er, hvor tæt kontakten er/i hvor høj grad der kommunikeres, og endelig hvilken form for samarbejde, der er tale om. Den anden dimension omhandler kommunernes og organisationernes afhængighed/uafhængighed i forhold til finansiering og kontrol, og indeholder dermed også flere aspekter. I forhold til kontrolaspektet er særligt to forhold afgørende. For det første er det afgørende, i hvilket omfang de frivillige organisationer er underlagt administrativ kontrol, som eksempelvis reguleringer, der angiver retningslinjer for regnskab, organisationsform, afrapportering m.m. For det andet er det afgørende, hvorvidt og i hvilken grad de frivillige organisationer er underlagt kontrol med kvaliteten af den frivillige indsats. Dette kan indebære særlige krav til normering, de frivillige (og eventuelt lønnede) medarbejderes kvalifikationer, krav om uddannelsesforløb for de frivillige, krav om anvendelse af specifikke pædagogiske metoder etc. I forhold til finansieringsaspektet har det betydning, hvor stor en andel af organisationernes aktiviteter, der finansieres af offentlige midler i forhold til andre finansieringskilder såsom medlemskontingenter, indsamlinger, donationer, overskud fra aktiviteter etc. Det kan henføres til et ofte fremsat argument om, at en høj grad af offentlig finansiering indskrænker de frivillige organisationers autonomi og selvbestemmelse (Molin, 1995: 78). Kuhnle og Selle 5 Center for frivilligt socialt arbejde er en selvejende institution under Social- og Integrationsministeriet. Centeret blev oprettet i 1992 med det formål at støtte og udvikle det frivillige sociale arbejde i Danmark (CFSA, 2012b). 8

(1992: 28) fremhæver dog, at alle vestlige landes frivillige organisationer er afhængige af offentlig finansiering, og at denne finansiering ikke nødvendigvis medfører stram offentlig kontrol. Det afgørende er derfor, i hvilket omfang de offentlige myndigheder udviser tillid til, at organisationerne forvalter midlerne på hensigtsmæssig vis. Der er eksempelvis væsentlig forskel på, hvilke krav kommuner stiller i forbindelse med tildelingen af 18 midler. Af Socialministeriets vejledning til Servicelovens 18 fremgår det, at 18 skal bygge på princippet om respekt for det frivillige sociale arbejdes egenart og styrke (Socialministeriet, 2006: 44-8). Kommunale politikere og embedsmænd overlades dog et væsentligt rum til at definere eventuelle tildelingskriterier, herunder prioritering af aktiviteter for bestemte målgrupper eller bestemte aktivitetstyper, samt specifikke formkrav til ansøgninger, regnskab og revision i forbindelse med uddelingen af midlerne (Ibid.). Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes syn på 18 støtten viser da også en variation i omfanget af måling og dokumentation på tværs af landets kommuner, hvilket blandt andet skyldes forskellige holdninger til dokumentation af den frivillige indsats (Socialministeriet, 2010b: 29-31). Dette illustrerer Kuhnle og Selles pointe om, at kontrolaspektet er særligt afgørende i vurderingen af afhængighedsforholdet, da den offentlige finansiering kan udformes på mange forskellige måder. 2.1.2 Kommunal frivillighed Rammerne for den frivillige sociale indsats varierer afhængigt af, om den frivillige er organiseret i en frivillig organisation og derigennem har et samarbejde med kommunale aktører, eller om den frivillige er organiseret direkte i en offentlig institution, et tilbud eller et projekt og på den måde har en tæt relation til det offentlige (Gotthardsen, 2011). Det skyldes for det første, at man som kommunal frivillig ikke indgår i en frivillig organisation med selvstændige værdier. For det andet er der en væsentlig ledelsesmæssig forskel i kraft af, at frivillige i organisationer oftest ledes af andre frivillige, mens frivillige i offentlige tilbud derimod ofte ledes af en fastansat, lønnet medarbejder. Det kan på denne baggrund forventes, at de kommunale frivillige vil indgå som en del af det traditionelle offentlige hierarki, og at den frivillige indsats således vil adskille sig fra mere traditionelt frivilligt arbejde, der er kendetegnet ved dets autonome karakter. En tidligere undersøgelse af kommunal frivillighed viser dog, at kommunale frivillige ikke nødvendigvis indgår i et sådant hierarki (Koch-Nielsen & Michaelsen, 2003). Undersøgelsen viser derimod, at en frivilliggruppe i nogle tilfælde kan have en høj grad af autonomi og nærmest udvikle sin egen selvstændige organisation, mens den ansatte koordinator/leder i andre tilfælde tager væsentlig styring over de frivillige aktiviteter, hvorved de frivillige kommer til at indgå i et mere traditionelt offentligt hierarki (Ibid.: 29). Det er således nødvendigt at vurdere, hvorvidt frivilliggruppen i det konkrete eksempel på kommunal frivillighed udvikler sig autonomt eller indgår i et traditionelt offentligt hierarki. 9

2.2 Konsekvenser i forbindelse med et øget samarbejde Formålet med dette afsnit er at inddrage de kritiske perspektiver, der har været fremsat vedrørende konsekvenserne af et frivilligt-offentligt samarbejde for den frivillige sektor og velfærdssamfundet generelt samt den enkelte frivillige organisation. Med afsæt i denne litteratur, der altså primært har fokus på makro- og mesoniveauet, diskuteres det om, og i så fald hvordan, kritikpunkterne kan forventes at have betydning for den enkelte frivilliges oplevelse af at være frivillig og nærmere bestemt for dennes motivation. Den væsentlige og overordnede antagelse bag den fremførte kritik er, at den offentlige og frivillige sektor arbejder ud fra hvert sit udgangspunkt, og at offentlig myndighedsudøvelse og det frivillige sociale engagement repræsenterer forskellige mål, værdier og interesser. Den frivillige sektor er kendetegnet ved dens filantropiske tradition og nærhed i relationer mellem frivillige og borgere samt dens kritiske potentiale, der har udmøntet sig i fortalervirksomhed på vegne af socialt udsatte borgere op gennem historien (Rådet for Socialt Udsatte, 2011: 44-45). Dette adskiller ideelt set den frivillige sektor fra den offentlige sektor, der er defineret ved velfærdsstatens universalistiske principper (Ibsen, 1997: 50), og præget af tendenser fra New Public Management-bølgen, der skyllede ind over Danmark i løbet af 1980 erne og 90 erne. Her tænkes både på det snævre fokus på effektivitet i økonomisk forstand samt fokus på dokumentation og evalueringer af forskellige indsatser (Greve, 2002: 6). På baggrund af disse forskelle påpeger skeptikere, at der er en betydelig risiko for, at den frivillige sektor koloniseres af den offentlige sektor, når de forskellige indsatser i stigende grad tænkes sammen (Rådet for Socialt Udsatte, 2011: 45; Lorentzen, 1996: 75-6; Lorentzen, 1995: 67-9). Mere konkret har man interesseret sig for tre forskellige dilemmaer vedrørende ansvar, professionalisering og dokumentation. I det følgende præsenteres dilemmaerne, da det er relevant at vurdere, hvorvidt disse kan forventes at have betydning på individniveau. 2.2.1 Ansvarsdilemmaet Sociologen Anders La Cour har påpeget forskellige risici forbundet med at intensivere samarbejdet mellem offentlige og frivillige aktører, der centrerer sig om det overordnede dilemma vedrørende ansvar (La Cour, 2002). Disse risici er i særlig grad knyttet til den socialpolitiske indsats generelt. Med udgangspunkt i Niklas Luhmanns systemteori identificerer han forskellige logikker, der hver især er med til at definere den offentlige og den frivillige sektor. Han påpeger, at den offentlige hjælp hviler på centraliserede standarder og tager udgangspunkt i det universalistiske princip om lige ret og enslydende ydelser for alle borgere. Dette står i kontrast til den frivillige målsætning om, at mødet mellem frivillig og borger skal være baseret på ligeværd. Hjælpen i den frivillige sociale indsats er i mindre grad defineret på forhånd, i modsætning til den offentlige hjælp, der er lovbunden (La Cour, 2003: 66). Ifølge La Cour ophører muligheden for at vide, hvad der foregår inden for dette arbejde, i det øjeblik sociale opgaver flyttes fra offentligt til frivilligt regi. Det er i 10

den socialpolitiske indsats ikke muligt at kontrollere til hvem, hvordan og hvor længe en bestemt ydelse gives og hermed bliver det, når frivilligheden tænkes systematisk ind i opgavevaretagelsen, umuligt for den offentlige sektor at leve op til sine normative idealer om lighed. En række forhold i forbindelse med det frivillige sociale arbejde bliver problematiske, når den frivillige indsats forsøges integreret som en del af en sammenhængende indsats, hvor de to sektorer forventes at gøre det, de hver især er bedst til. La Cour underkender altså ikke værdien af det frivillige sociale arbejde, men påpeger en kontroversiel side ved det frivillige sociale arbejdes integration i løsningen af velfærdsopgaver (Ibid.: 67). Håkon Lorentzen beskæftiger sig ligeledes med dilemmaet vedrørende ansvar, og har særligt fokus på de risici et øget samarbejde medfører for de frivillige sociale organisationer. Han argumenterer for, at der som følge af øget inddragelse af frivillige i den offentlige opgavevaretagelse og øget offentlig finansiering af frivillige velfærdsydelser opstår et spørgsmål om, hvem der har ansvaret for de pågældende ydelser(lorentzen, 1995: 67). Lorentzen påpeger, at man som modtager af en frivillig service ikke kan gøre noget krav på denne, og at ydelsen sjældent vil være forankret i regler. Derfor giver det heller ikke nogen mening at klage over, at man ikke har modtaget den samme frivillige ydelse som naboen. Når en væsentlig del af en frivillig ydelse finansieres med offentlige midler, ændres dette udgangspunkt, og man kan rejse spørgsmålet om, hvor langt det offentliges ansvar skal strække sig (Ibid.). Offentlig støtte til frivillige omsorgsydelser kan kritiseres, idet det reelt fratager offentlige myndigheder det ansvar, de ville have haft, hvis ydelsen i stedet udelukkende var blevet produceret i offentligt regi. Frivillige organisationer kan som løsning herpå se sig nødsaget til at inkorporere et offentligt regelværk, der regulerer indholdet i de frivillige omsorgsydelser (Ibid.). Dette regelsæt kan for eksempel være regulerende i forhold til krav til de frivilliges kvalifikationer samt dokumentation af den frivillige indsats. Ankepunktet er, at dette vil være en klar ulempe for de frivillige organisationer, idet det kan føre til bureaukratisering og fratage de frivillige organisationer de komparative fordele, de har i form af personlig nærhed og indlevelse (Ibid.). Ansvarsdilemmaet udspringer således af spørgsmålet om, hvem der kan stilles til ansvar for de ydelser, der finansieres af det offentlige og eventuelt tilmed leveres i offentligt regi, men med frivillig arbejdskraft. I forhold til specialets problemstilling er det derfor interessant at undersøge, hvordan frivillige, der indgår i samarbejde med offentlige aktører, oplever denne ansvarsfordeling. Derudover kan ansvarsdilemmaet anskues som et overordnet dilemma, der kan medføre behov for indførelse af offentlige regelsæt i den frivillige indsats. Dette kan konkret dreje sig om regler for professionalisering og dokumentation, som behandles yderligere i de følgende to afsnit. 11

2.2.2 Professionaliseringsdilemmaet Som anskueliggjort kan professionalisering af den frivillige indsats forventeligt blive en af følgerne af en stigende formalisering af samarbejdet mellem den frivillige og offentlige sektor, idet professionalisering af de frivillige kan opfattes som en garanti for kvaliteten af indsatsen, hvilket bliver stadig vigtigere, når flere velfærdsopgaver varetages af eller i samarbejde med frivillige aktører. Debatten og synspunkterne omkring professionaliseringen kan siges at finde sted i spændingsfeltet mellem to scenarier for uddannelse af frivillige (Frostholm, 2005: 6). Det ene scenarium; uskyldsscenariet, har som udgangspunkt, at frivillighed er kategorisk godt og repræsenterer en egenart, man skal værne om. De frivillige formodes at besidde en række oprindelige, civile dyder samt evnen og viljen til at hjælpe andre og samarbejde med andre frivillige omkring det. Kompetenceudvikling anses i denne optik som et overgreb på oprindeligheden i det frivillige sociale arbejde, fordi den øgede professionalisering rummer en fare for, at blikket fjernes fra det egentlige udgangspunkt om den frivillige sektor som supplement til den statslige indsats. Derved mindskes muligheden for at tilbyde det enkelte menneske noget andet, end tilfældet er i mødet med den professionelle i det offentlige hjælpesystem, hvor der typisk er tale om en behandler/klient relation. Dette udgør ifølge skeptikerne en trussel mod det værdigrundlag, den filantropiske tradition udsprang af, nemlig næstekærlighed og empati. Det andet scenarie; professionaliseringsscenariet, har ligeledes som udgangspunkt, at frivilligheden kan noget andet, men det er opfattelsen inden for dette perspektiv, at der er behov for en disciplinering af de frivillige kræfter. Dette skyldes, at de frivillige indgår i et stykke seriøst samfundsarbejde, og for at fokusere dette, gøre det mere effektivt og til gavn for borgerne, er det nødvendigt at udvikle de frivilliges kompetencer (Ibid.). Dilemmaet i forhold til professionalisering opstår, når uddannelse af de frivillige bliver et krav eller en nødvendighed for eksempelvis at kunne indgå i samarbejdsprojekter med offentlige aktører. Kompetenceudvikling og uddannelse har derved potentielt karakter af noget, man afkræver de frivillige, snarere end noget de frivillige gør af lyst eller personlig interesse. Omvendt kan det ikke afvises, at nogle frivillige rent faktisk mener, de har behov for ekstra kompetencer i forbindelse med de opgaver, de udfører, og derfor byder sådanne tiltag velkomne. Det er dermed sandsynligt, at eventuelle tilskyndelser til professionalisering af den frivillige sociale indsats har betydning for den enkelte frivilliges opfattelse af arbejdet og det at indgå i en samarbejdsrelation med det offentlige. 2.2.3 Dokumentationsdilemmaet Med de øgede forventninger til frivillige og de frivillige organisationer som led i velfærdsproduktionen, kan der ligeledes opstå øget fokus på dokumentation af den samlede socialpolitiske indsats. Dokumentationsdilemmaet skal således også ses i tæt tilknytning til det overordnede dilemma om ansvar, idet man ved at 12

overvåge, hvilken effekt der opnås ved at inddrage frivillige i opgavevaretagelsen, i højere grad kan bevise, at borgernes skattekroner anvendes fornuftigt. Dokumentation af den frivillige sociale indsats kan udgøre et dilemma, fordi det kan medføre, at de frivillige selv skal lægge et stykke arbejde i at dokumentere det arbejde, de udfører, hvilket alt andet lige pålægger dem en ekstra byrde. I forlængelse heraf følger en risiko for målforskydning i forbindelse med dokumentationen af det frivillige sociale arbejde. Denne udfordring kendes fra den offentlige sektor, hvor der for eksempel anvendes mål- og resultatstyring i håb om og tro på, at den offentlige (velfærds)service kan forbedres (Boyne, 2003: 263). Problemet opstår, hvis henholdsvis politikere og embedsmænd i såvel staten som i kommunerne samt den enkelte frivillige/den frivillige sociale organisation har forskellige kriterier for, hvad god performance er. God performance kan eksempelvis både ses som kvantitet, kvalitet, retfærdighed eller effektivitet (Ibid.), og det er således ikke naturgivet, hvad der skal måles på for at afgøre, hvorvidt den frivillige sociale indsats er god eller ej. Dette kan medføre en risiko for, at man som frivillig gør det, man måler, i stedet for at måle det, man gør. Herved forskydes indsatsen over imod noget andet end det egentligt intenderede (Rainey, 2009: 148). Denne risiko for målforskydning er som nævnt ikke forbeholdt frivilligt socialt arbejde, men man kan argumentere for, at risikoen er stor i forbindelse med det frivillige sociale arbejde, fordi kernen heri er hjælperelationer, der ikke eller meget vanskeligt lader sig stille op som målbare og kvantitative indikatorer (Hjære, 2000: 5). Endvidere kan kravet om dokumentation medføre en fare for, at de frivillige (sociale organisationer) i mindre grad søger nye veje og kommer med nye idéer til opgavevaretagelsen, hvilket traditionelt har kendetegnet den frivillige sociale indsats. Denne facet af det frivillige sociale arbejde kan være vanskeligere at prioritere, hvis der er krav om en umiddelbar effekt af indsatsen, og man foretrækker måske i stedet at satse fuldt ud på noget, man ved, virker. Dette strider samtidig imod de politiske målsætninger om, at frivilligheden skal være fornyende i indsatsen for samfundets svageste, hvilket der eksempelvis er lagt vægt på i regeringsgrundlaget fra 2011 (Regeringen, 2011: 50). Som anført i afsnit 2.1.1 kan der være stor variation i, hvilke dokumentationskrav den enkelte kommune stiller, fordi de kommunale politikere er overladt et betydeligt rum til selv at formulere deres krav til de frivillige organisationer. Faktum er dog, at alle kommuner er påkrævet en årlig redegørelse for den frivillige sociale indsats (Socialministeriet, 2006), ligesom der på den enkelte offentlige institution vil være forskellige tilgange til dokumentation af den frivillige indsats, der ydes på stedet. Dette giver anledning til at undersøge, dels om der er forskel på dokumentationskrav i forskellige projekter, og dels hvordan den frivillige oplever eventuelle krav til dokumentation, der kan være forbundet med at yde den frivillige indsats. Såfremt der er dokumentationskrav i de enkelte projekter, er det endvidere interessant at undersøge, hvor- 13

vidt de frivilliges opfattelse af, hvad der er vigtige mål for indsatsen, stemmer overens med de mål, der er fremsat og ønskes dokumenteret fra administrativt niveau. 2.2.4 Opsummering Som det fremgår af ovenstående, er der i årenes løb rejst forskellige problematikker, der af nogle menes at være tæt knyttet til et øget samarbejde mellem frivillige og offentlige aktører. Som forklaret ovenfor kan tendenserne i tillæg til effekterne på samfunds- og organisationsniveau, også betyde noget for den enkelte frivillige. Dette skyldes, at de frivillige i det konkrete projekt kan opleve ansvarsfordelingen mellem den offentlige og den frivillige sektor i forhold til borgeren forskelligt. Desuden kan tendenserne til professionalisering og dokumentation, der i mange tilfælde følger af et formaliseret samarbejde mellem den offentlige og frivillige sektor også forventes at indvirke på den enkelte frivilliges opfattelse af samarbejdet. Dilemmaerne vil derfor blive inkorporeret i analysen som dimensioner af samarbejdet mellem offentlige og frivillige aktører. 2.3 Motiver til frivilligt arbejde I dette afsnit præsenteres og diskuteres det teoretiske grundlag til brug for undersøgelsen af de frivilliges motivation. Da en frivillig indsats indebærer, at individer udfører et konkret stykke arbejde, tager vi udgangspunkt i socialpsykologisk arbejdsmotivationslitteratur, nærmere bestemt i begreberne indre og ydre motivation. Motiver til frivilligt socialt arbejde har imidlertid også været omdrejningspunktet for både danske og internationale undersøgelser, hvorfor de overordnede begreber fra arbejdsmotivationslitteraturen kobles til mere specifikke motiver til frivilligt socialt arbejde identificeret i tidligere forskning på området. 2.3.1 Indre og ydre motivation I socialpsykologisk arbejdsmotivationslitteratur fremhæves to overordnede former for motivation, der kan ligge til grund for individers arbejdsindsats. Det drejer sig om indre og ydre motivation. En ofte anvendt definition af indre motivation findes hos Edward L. Deci, der definerer indre motivation på følgende måde: A person is intrinsically motivated to perform an activity if there is no apparent reward except the activity itself or the feelings which result from the activity (Deci, 1972: 217). Denne definition indebærer, at personer, der er indre motiverede, udelukkende engagerer sig i en aktivitet grundet en tilfredsstillelse ved selve den udførte handling og de følelser, der er knyttet til denne. Denne lidt brede definition specificeres også senere af Deci og Ryan som: Intrinsically motivated behaviors are those whose motivation is based in the inherent satisfactions of the behavior per se, rather than in contingencies or reinforcements that are operationally separable from those activities (Deci & Ryan, 2002: 10). Der findes mange eksempler på aktiviteter, der er drevet af indre motivation, for eksempel når mennesker bruger tid på at lave puslespil, at male eller på mere ressourcekrævende aktiviteter, hvor belønningen kommer indefra. Individet engagerer sig 14

ikke, fordi aktiviteten medfører en ekstern belønning (som penge, forfremmelse etc.), men snarere fordi det medfører indre tilstande, der opleves tilfredsstillende (Deci, 1975: 23-24). I modsætning til indre motiver er ydre motivation afhængig af et outcome, der kan adskilles fra den konkrete handling, hvilket fremgår af Gagné og Decis definition af ydre motivation: Satisfaction comes not from the activity itself, but rather from the extrinsic consequences to which the activity leads (Gagné & Deci, 2005: 331). Hvis det frivillige arbejde primært er drevet af ydre motivation, indebærer det altså, at arbejdet udføres af instrumentelle årsager, snarere end fordi den frivillige arbejdsindsats er et mål i sig selv. Man kan sige, at det frivillige arbejde bliver en investering, der har til formål at resultere i et andet ultimativt mål. Indre og ydre motivation kan derved adskilles ved at observere, om personer udfører en given aktivitet, fordi vedkommende opnår indre tilfredsstillelse ved at udføre den konkrete aktivitet, eller fordi vedkommende forventer en ekstern belønning for indsatsen. 2.3.2 Specifikke motiver til frivilligt socialt arbejde Ovenstående definitioner fra arbejdsmotivationslitteraturen giver ikke mange svar på, hvilke mere specifikke motiver, der får mennesker til at yde en frivillig social indsats. Derfor suppleres denne med litteratur, der tidligere har haft fokus på motiver til frivilligt arbejde, herunder særligt Clary et al. s (1992) Volunteer Functions Inventory (VFI). VFI er udviklet på baggrund af omfattende empiriske undersøgelser blandt amerikanske frivillige, hvor man identificerede seks overordnede motiver til det frivillige engagement. De seks motiver er henholdsvis ønsket om at gøre noget for andre/en sag, læring, identitet, sociale forventninger, karriere samt flugt fra egne problemer (Clary & Snider, 1999: 156-7) 6. De teoretiske motiver er også blevet anvendt i en nordisk kontekst i forbindelse med en større undersøgelse blandt frivillige i Norge, hvor Lorentzen og Rogstad (1994: 24) dog ikke fandt sidstnævnte motiv; flugt fra egne problemer, relevant. Derimod er motivet indflydelse/magt fundet relevant i en dansk kontekst (Habermann, 2007: 149), hvorfor det synes hensigtsmæssigt at inddrage denne i stedet. Endelig inkluderer vi også opgavemotivation, idet vi ikke vurderer, at den er indfanget i de øvrige motiver. Nedenfor redegøres mere detaljeret for hvert af motiverne, ligesom der argumenteres for, hvorvidt motiverne kan karakteriseres som henholdsvis indre eller ydre. 2.3.2.1 Ønsket om at gøre noget for andre/en sag Det første motiv repræsenterer, at man yder en frivillig indsats, fordi man ønsker at gøre noget for andre og/eller en sag, man tror på. Motivet indebærer individers overbevisning om, at man bør handle i forhold til en sag, man er engageret i/værdier man tror på, samt en medfølelse og oprigtig bekymring for den mål- 6 De amerikanske betegnelser for motiverne er: Values, Understanding, Enhancement, Social, Career og Protective (Clary et al., 1998: 1520). 15

gruppe, man som frivillig arbejder med. Det frivillige engagement er her drevet af, at man oplever tilfredsstillelse ved at se ens handlinger føre til et positivt outcome, som for eksempel at andre får det bedre eller at ulighed mindskes. Men det handler også om, at man føler glæde ved at bidrage til en god sag uafhængigt af outcome. Dette kan beskrives som, at den frivillige oplever warm glow ved at bidrage til andre menneskers velfærd eller et offentligt gode (Meier & Stutser, 2006: 41). Det er således ikke nødvendigvis selve den frivillige handling, der motiverer, men det kan derimod også bare være tanken om, at man gavner nogen eller noget, der udgør motivationen for den frivillige indsats. Da motivet ikke kan knyttes til nogen form for ekstern belønning, og tilfredsstillelsen ligger i selve den handling, at man hjælper andre eller gør noget for en sag, kan det med udgangspunkt i ovenstående definition karakteriseres som et indre motiv. Denne form for mere altruistiske motiver har da også i flere tilfælde været knyttet til indre motivation (se bl.a. Jacobsen, 2010; Andersen & Pallesen, 2008; Frey & Osterloh, 2005; Le Grand, 2003), men der er ikke konsensus om dette i den socialpsykologiske litteratur. Eksempelvis defineres indre motivation hos Grant som ( ) the desire to expend effort based on interest in and enjoyment of the work itself (2008: 49). Her er der tale om en relativt snæver og egocentrisk definition, der udelukkende relaterer sig til individets personlige interesse og fornøjelse forbundet med at udføre en konkret arbejdsopgave. I relation til frivilligt arbejde kunne et indre motiv ud fra Grants perspektiv eksempelvis være, at man er frivillig lektiehjælper, fordi man synes, det er sjovt at lave matematikopgaver. Omvendt ville et mere altruistisk motiv indebære, at man er frivillig lektiehjælper, fordi man ønsker at hjælpe børnene, uafhængigt af om man finder det interessant at lave matematik. Med udgangspunkt i Grants relativt snævre definition, ville man således ikke karakterisere den mere altruistiske motivation som indre. Skulle indre motivation udelukkende defineres ved, om man synes, det er sjovt at udføre en given opgave, ville dette dog sætte væsentlige begrænsninger for anvendelsen af begrebet i forhold til frivilligt arbejde. Det virker for eksempel mere sandsynligt, at mennesker donerer blod, fordi de ønsker at hjælpe andre, end fordi de som sådan synes, det er sjovt (Jacobsen, 2010: 10). 2.3.2.2 Læring Læringsmotivet er relateret til selvudvikling i form af både faglig og følelsesmæssig læring. Det kan både dreje sig om, at arbejdet giver den frivillige mulighed for lære noget nyt om sagen og målgruppen, at lære at omgås forskellige mennesker, at få nye perspektiver på forskellige problemstillinger, at opnå større selvindsigt i egne stærke og svage sider samt at opnå praktisk erfaring med brug af viden og evner, der ellers ikke ville blive anvendt (Clary et al., 1998: 1518). 16

Da læring her ses som et mål i sig selv, og der ikke er tale om nogen form for ekstern kompensation eller belønning, kan ønsket om at lære noget karakteriseres som et indre motiv. Særligt i forhold til faglig læring, skal det dog understreges, at der kun er tale om indre motivation i det omfang, læring ses som et mål i sig selv og ikke som en bevidst karrierefremmende investering. Såfremt læring udgør et instrumentelt motiv, er der derimod tale om ydre motivation. 2.3.2.3 Identitet Identitetsmotivet drejer sig om, at man er frivillig, fordi det giver identitet, mening og selvagtelse. Helt grundlæggende kan mennesker have et behov for at skabe et billede af sig selv som værende nyttige, aktive og anerkendte mennesker. Det billede kan det frivillige arbejde være med til at tilvejebringe, fordi man føler sig nyttig og gør en indsats, der giver mening. Identitet er ikke alene følelsen af, at der er behov for én, men også en manifestation af, at man er en aktiv medborger, der engagerer sig i civilsamfundet (Habermann, 2007: 196). Da motivet er forbundet med de følelser, der følger af den frivillige indsats, kan identitetsmotivet karakteriseres som værende indre. Som ved læringsmotivet skal det dog understreges, at der kun er tale om indre motivation, så længe identitetsfølelsen er et mål i sig selv. I tilfælde, hvor identitetsmotivet er instrumentelt med ønske om at leve op til andres forventninger, opnå større social anerkendelse eller prestige, vil der derimod være tale om ydre motivation. 2.3.2.4 Sociale forventninger Motivet sociale forventninger indebærer netop, at personer laver frivilligt arbejde for at leve op til bestemte normer og forventninger fra deres familier og venner, deres sociale miljø og/eller samfundet generelt (Clary et al., 1998: 1518). Her spiller det altså en rolle, om ens bekendte laver frivilligt arbejde, og hvilket socialt miljø, man befinder sig i, og kan derfor også variere i forhold til konkrete normer i ens familie, omgangskreds og nærmiljø. Også på samfundsniveau kan der eksistere en forventning om, at man bør lave frivilligt arbejde. Det ses for eksempel ekspliciteret i VK-Regeringens civilsamfundsstrategi, hvori der er opstillet mål om, at hver anden dansker skal være frivillig i 2020 (Regeringen, 2010: 11), samt i reglerne for tildeling af permanent opholdstilladelse i Danmark, hvor frivillighed er pointgivende (Udlændingestyrelsen, 2012). Belønningen for det frivillige arbejde ligger her i omverdenens positive anerkendelse, der tilmed kan tage form af meget konkret belønning, som det er tilfældet ved ansøgning om permanent opholdstilladelse. Da den frivillige indsats her udføres som middel til at opnå omverdenens anerkendelse, er der tale om ydre motivation. 17