Grønlandisering af Grønlands offentlige forvaltning - - visioner og risici

Grønlandisering af Grønlands offentlige forvaltning - - visioner og risici Bachelor projekt af: Nivi Olsen. Ilisimatusarfik Administration Januar 2009 Vejleder: Aksel V. Carlsen, Lektor 0

Indholdsfortegnelse: 1. Indledning. 2 1.1 Motivation og relevans 2 1.2 Problemformulering 3 1.3 Afgrænsning af problemstilling 3 1.4 Metode og teori 4 1.5 Opgavens indhold og opbygning 4 2. Forklaring af definitionen grønlandisering 2.1 Opfattelse af begrebet grønlandisering. 5 2.2 Begrebet grønlandisering. 6 2.3 Delkonklusion 8 3. Hjemmestyrets grønlandiseringspolitik og handlinger. 3.1 Grønlandiseringspolitiske dimensioner. 8 3.2 Personalepolitik som hjemmestyret har ført med hensyn til grønlandisering? 10 3.3 Personalepolitik i offentlig forvaltning. 12 3.4 Grønlandisering ved at sætte sprog som en kvalifikations faktor. 13 3.5 Mulighederne er for at lære Grønlandsk som tilkald medarbejdere. 20 3.6 To visioner og politiske prioriteter. 22 3.7 Særbehandling af befolkningsgrupper. 24 3.8 Findes der grønlændere med nødvendige kvalifikationer i dag? 25 3.9 Delkonklusion 28 4. Er grønlandisering vejen mod selvstændighed? 4.1 Forklaring af grønlandisering på baggrund af teorier. 29 4.2 Præsentation af rational choice institutionalisme. 29 4.3 Præsentation af Organisatorisk/Sociologisk institutionalisme. 30 4.4 Præsentation af Historisk institutionalisme. 32 4.5 En teoretisk forklaring på kulturel-grønlandisering. 34 4.6 En teoretisk forklaring på strukturelle grønlandisering. 38 4.7 Historisk institutionalisme som rammen omkring en optimal grønlandiseringspolitik på kortere sigt. 41 4.8 Delkonklusion og Perspektivering 45 5. Konklusion 51 Litteratur. Bilag. 1

1. Indledning. 1.1 Motivation og relevans Grønlands selvstændigheds tanke er meget ungt. Der er nu godt gået 30 år efter man har indført Grønlands Hjemmestyre. Dengang var motivet kort sagt Gøre Grønland mere grønlandsk. Grønlandisering startede for alvor, men stadigvæk i dag er der ikke enighed om hvordan man skal grønlandisere. Derfor motiver det mig at analyserer nutidens grønlandiserings debat. Og give måden at grønlandisere på et argument. Det er relevant, for når der er tale om grønlandisering sker der misforståelser, efter min mening skyldes det at emnet er så ungt og der findes ikke så mange forklaringer om hvad grønlandisering endelig indeholder. Susanne Tobiassen har defineret betydningen af grønlandisering, under titlen grønlandiseret forvaltning (Tobiassen 1998) men der er ikke mange der har udført undersøgelser omkring emnet. Der er behov for at tage emnet op og diskuterer det igennem. Jeg har besluttet mig for at skrive om personalepolitik indenfor offentlig forvaltning i grønlandiserings kontekst. Det der fik mig til at have interesse for dette emne er at dengang i efteråret 2007 hvor politikerne tog beslutningen om at med henblik på at praktisere en grønlandiseringspolitik, skulle der ske en udskiftning af hjemmestyrets departement chefer. Denne beslutning fik meget opmærksomhed fra borgerne, fra både grønlændernes og danskernes side. Hans Enoksen kom frem med en udtalelse: Systemet er noget, som Moses Olsen og de andre politikere, der startede Hjemmestyret, selv har prøvet at grønlandisere siden 1979. Desværre lykkedes det ikke for dem. Det har altså blot været ord, siger Hans Enoksen. (Sermitsiaq 4) Der kom mange diskussioner, og folk reagerede både positivt og negativt. Ifølge medierne og diskussioner var der helt klart forvirring, om hvad for en grønlandiseringspolitik der er på vej. Spørgsmålet er dog om denne politik helt klart skal fremhæve etnicitet frem for kvalitet? Det var klart et emne som fik borgernes øjne til at åbne sig, helt klart fordi der var behov for at diskutere det. Bare det, at man skal kunne tale grønlandsk for at have lederstilling i hjemmestyret, fik mange til at tænke sig om. Fordi der ikke har været krav om det før, og den tankegang og struktur som samfundet har i dag er, at man skal kunne tale mindst dansk for at have en god uddannelse, og mange af grønlandske borgerne er blevet et sproget grønlændere, som kun snakker dansk for at have en god fremtid. Nu ser det ud til at man politisk sætter kursen efter at man skal kunne tale og forstå grønlandsk for at have en højere stilling i hjemmestyret. Ifølge selvstyrekommissionen skal 2

grønlandsk være det officielle sprog. (Selvstyrekommissions betænkning 2008) Men hvordan man skal forstå dette princip, står ikke tydeligt. Der er ingen tvivl om at ønsket om i fremtiden, om at man skal kunne kontakte det offentlige på sit eget sprog (grønlandsk) i Grønland er stærkt, men har man overvejet, hvad konsekvenserne vil være, hvis vi begynder at se på det grønlandske sprog som kvalitet frem for faglige kvalifikationer? Anvendelsen af ordet grønlandisering vil også være relevant at tage op de brugen af ordet ved flere lejligheder alene ikke er klar og entydig i diskussioner og debatter blandt borgerne men også blandt politikerne. Dette vil jeg vende tilbage til i den afsluttende konklusion.. 1.2 Problemstilling Det vigtige indhold som skal afklares her i opgaven er om grønlandisering er et mål, som vil gavne Grønland eller om det er et middel til at nå større mål. Det kræver en afklaring, som og må medfører at man præcisere hvilke forventninger og kriterier der bør opstilles for at vurdere, hvor langt processen er nået. De spørgsmål som jeg vil finde svar på i forhold til grønlandsk offentlige personalepolitik er: 1) Hvilke hovedaspekter kendetegner grønlandiseringen grønlandsk personalepolitik? 2) Hvad er hensigten og risici med en ensidig grønlandisering? 3) Hvilken grønlandiseringspolitik kan være optimal på kortere og længere sigt? 1.3 Afgrænsning af problemstilling Som nævnt overfor er det ikke min hensigt at give en generel analyse af grønlandisering på de mange forskellige politik områder, men primært at se på grønlandisering af personale politikken i den grønlandske offentlig forvaltning. Grønlandisering indeholder mange aspekter, f.eks. kan man grønlandisere personalemæssigt, man kan grønlandisere sproget, selv maden kan grønlandiseres så man få mere grønlandske provianter. Derfor har jeg valgt et bestemt område som jeg ønsker at analysere. Der er mange grønlandiseringsvisioner. Ud af de mange har jeg valgt den personalepolitiske dimension som indeholder, at uddanne og kvalificere grønlændere til at overtage stillinger, som 3

tilkaldte nu besidder. Det medfører også at der ses på brugen af det grønlandske sprog, dermed indeholder personalepolitik en del sprogpolitik. 1.4 Metode og teori Som udgangspunkt finder jeg det vigtigt at afdække og præciserer selve begrebet og dets politiske aspekter. Altså vigtigt at adskille vision og politik. Jeg vil løse opgaven ved brug af kvalitativ metode. Jeg vil besvare spørgsmålet ved anvendelse af teorier og forskellige tekster. Opgavens empiri omfatter avisartikler, tekster og interviews. Det er interviews med få personer som direkte vedrører dette emne, dvs. personale i hjemmestyret. I mit forsøg på en forklaring vil jeg bruge bestemte teorier. Den overordnede teori hedder Nyinstitutionalisme. Ny- institutionalisme er en nyere teori, som er relevant for at forklare hvad der er baggrunden for grønlandiseringspolitik. Er der taget hensyn til økonomi? Kultur? Normer? Værdier? Denne teori har tre underdele som kaldes Rational choice, Organisatorisk/Sociologisk institutionalisme og Historisk institutionalisme, hvor især den sidstnævnte kan betegnes som politologisk. 1.5 Opgavens opbygning Opgaven består ud over denne indledning af følgende dele: Kap. 2 kommer med en kort introduktion til definition af grønlandisering samt dagligdags opfattelse af begrebet grønlandisering, som også er nøgleordet i opgaven. Kap. 3 forklare hvordan hjemmestyrets grønlandiseringspolitik er skruet sammen. Er handlingen i overensstemmelse med visionerne? Der kigger vi over i virkeligheden og vurderer hvordan man grønlandiserer, og vurderer hvad man lægger vægt på, kulturel eller strukturel grønlandisering? Kap. 4 indeholder analysen af hvordan man kan forklarer grønlandiseringspolitik ud fra Nyinstitutionalisme. Sidst i kapitlet kommer diskussionen om risici knyttet til grønlandisering. Kap. 5 opsamler opgavens hovedpointer og afslutter med svar på det spørgsmål, som er stillet indledningsvis og som er samlet fra virkeligheden og forklaret ud fra virkeligheden. 4

Kap 2) Forklaring af definitionen grønlandisering. 2.1 Opfattelse af begrebet grønlandisering. Begrebet grønlandisering er bredt og dermed er opfattelsen af det meget bred, man kan sige at alt kan grønlandiseres undtagen det der allerede er grønlandsk eller kan man yderligere grønlandisere det der allerede er grønlandsk? Min opfattelse af hvordan befolkningen opfatter grønlandisering er, når man begynder at snakke om grønlandisering, snakker man sammen og diskuterer uden at præcisere hvad for en grønlandisering det er eller grønlandisering i forbindelse med hvad? Dette medfører at man kommer til at diskutere ud fra sin egen opfattelse af grønlandisering, på denne måde er risikoen høj for at man snakker forbi hinanden, uden at vide hvad den ene konkret mener om grønlandisering. Selv politikerne har ikke en entydig beskrivelse af grønlandisering. Derfor er der forvirring når emnet bliver taget op til diskussion. Herunder er der eksempler på forskellige opfattelser af dette begreb. Eks. A) - Kuupik Kleist: Jeg har stillet mange spørgsmål om måden at grønlandisere på i dag. Jeg har den opfattelse at den peger mod noget andet end det vi vil. (Kleist; Offentligt seminar.) Det vil sige at han har en anden opfattelse at der en anden måde at grønlandisere på. Det er ikke nok med at selve ordet er bredt, og der er mange opfattelser af det. Eks. B) - Erland Olsen og Piitannguaq Alauffesen s komedie klip: Hvorfor fanden fokuserer politikerne så meget på at grønlandisere forvaltningen? Hvorfor vil de ikke grønlandisere vores mad i stedet for? De gir tilskud til søer, kyllinger og køer, hvorfor kan det ikke finde ud af at give tilskud til grønlandsk mad så vi kan spise vores egne mad! (Olsen & Alauffesen: Kultur program) Det er en helt anden opfattelse, nemlig et prioriteringsspørgsmål i forbindelse med grønlandisering, det viser at i befolkningen er der folk der har behov for at spise grønlandsk mad og man synes at det er vigtigere at grønlandisere maden først inden man grønlandiserer administrationen. Eks. C) - Jonathan Motzfeldt: Hvad er ordet grønlandisering for noget? Vi kan da ikke grønlandiseres, når vi allerede er grønlændere! Begrebet skal skiftes til noget andet. Det, det hele handler om er bare hvordan i alverden vi får vores kære venner til at få lært vores eget sprog. (Motzfeldt, offentlig seminar.) Ifølge Jonathan Motzfeldt er det forkert at bruge ordet grønlandisering. Han mener det er for bredt, ordet kan jo betyde af vi grønlændere skal Yderligere grønlandiseres men det skal vi ikke sagde han. Det hele handler i følger ham om hvordan vi får de 5

tilkaldte lært vores eget sprog. I følge Jonathan Motzfeldt handler Grønlandisering meget om sprogkompetencer hos dem der ikke kan grønlandsk. Eks. D) - På det seneste er nybagte forældre begyndt at bruge grønlandske navne til at kalde deres børn. Er det også udtryk for grønlandisering eller er det bare en mode for tiden? Disse 4 eksempler viser at der er forskellig mening knyttet til grønlandisering, nøgleordet i eks. A er Forvirring, i eks. B - Grønlandsk mad i eks. C - Grønlandsk sprog og i eks. D - Kulturelle værdier. Disse eksempler er ligesom dråber i havet. Man kan ikke sige andet end at der er forvirring blandt befolkning og selv hos politikerne. Derfor er det nødvendigt at redegøre for selve begrebet grønlandisering. 2.2 Begrebet grønlandisering. Selve begrebet grønlandisering/ Kalaalinngorsaaneq peger i retning af en proces der kører for at gøre noget mere grønlandsk. Grønland = Grønlandsk, disering = Proces der kører. Det samme betyder det på grønlandsk, Kalaalinngorsaaneq. Kalaaling = Grønlænder, Disering = nngorsaaneq = process der køre. Forklaringen på ordet grønlandisering findes ikke i Politikens store nye nudansk ordbog heller ikke i dansk grønlandsk ordbog fra Ilinniusiorfik. Men ordet bruges til dagligt, og er ligefrem populær i medierne og hos politikerne. Derfor er det nødvendigt indledningsvis at definere begrebet grønlandisering. Det vil jeg gøre med inspiration af Robert Petersens definition af to forskellige identitetsformer samt, Susanne Tobiassens redegørelse for grønlandisering. (Tobiassen 1998) Robert Petersen definerede to former for identitetsopfattelser. Det er: 1) Kulturel Identitet: Sprog, herkomst og kultur. 2) Strukturel identitet: bopæl (Grønland) blandede personer. Ud fra denne definition har Susanne Tobiassen defineret begrebet grønlandisering. Bl. Andet fordi hun mener, at ordet grønlandisering har tendens til at forstås som noget, der kun dækker de kulturelle aspekter. Det finder hun for mangelfuldt hvis man ikke tage de strukturelle politiske administrative aspekter med. (Tobiassen 1998) Derfor definer hun to forskellige former for grønlandisering i en bred formulering af grønlandiseringspolitikken. 6

1) Strukturel grønlandisering: om den politiske/ administrative dimension af hjemmestyrets grønlandiseringspolitik, hvor varetagelsen af og ansvaret for interne grønlandske anligger karakteriserer den overordnede strukturelle grønlandisering. Afspejles i hjemmestyrets overtagelser af statsopgaver. Uddannelse og kvalifikation af grønlændere til at overtage de forskellige jobs, som de tilkaldte besidder, hører ligeledes under den strukturelle grønlandisering. 2) Kulturel grønlandisering: om accept af identitet og kultur samt videreførelse af den kulturelle arv i overensstemmelse med de nye samfundsbetingelser. Det grønlandske sprog er sikret som hovedsprog ved lovgivning. Bevarelse af bygderne, som i daniseringspolitikkens navn har været affolket, realiseres ved målet om bevarelsen af den spredte bosætning. Det er måden at opdele begrebets betydning, eller rettere sagt to måder man kan forstå grønlandisering på, det er strukturel grønlandisering og kulturel grønlandisering. Ordets mangelfulde og upræcise definition kan tyde på at selve ordet bliver brugt i bred forstand: at man ikke sætter spørgsmålstegn ved hvad og hvor man grønlandiserer. Befolkningen forstår begrebet ud fra sin egen opfattelse og egne synspunkter. Sidste tegn på at der er forvirring omkring emnet fremgår af Per Berthelsens spørgsmål i landstinget til Doris Jakobsen: Nu er der ikke enighed om definitionen af begrebet grønlandisering. Hvordan definere du begrebet grønlandisering? (Berthelsen) Man skal tage hensyn til at det ikke kun er begrebet der er forvirrende, men også måden at bruge ordet på. 2.3 Del konklusion. At emnet grønlandisering er så omtalt og diskuteret betyder det ikke ens med at befolkningen og samfundet få meget ud af det. Som det viste sig i dette kapitel, er der frustration blandt debattørerne og borgerne. Derfor vil det mest optimale være, at man får diskuteret og debatteret selve begrebet grønlandisering. Man kunne f.eks. starte med at oplyse at grønlandisering ifølge Susanne Tobiassen kan beskrives som strukturel og kulturel grønlandisering. Bare det vil får en til at får indsigt i at begrebet har forskellige dimensioner. Dette er vigtigt at have på plads, før man kan få det optimale 7

resultat af diskussioner og debatter om grønlandisering blandt politikerne, og dermed hos borgerne. Denne proces vil gavne samfundets forståelse for grønlandiseringens forskellige dimensioner. Kap 3. Hjemmestyrets grønlandiseringspolitik og handlinger. 3.1 Grønlandiseringspolitiske dimensioner: Da selve begrebet grønlandisering nu er omtalt, er det vigtigt at gå videre til behandlingen af grønlandiseringspolitikken, da dette er det grundlæggende emne i denne opgave. Grønland fik hjemmestyre i 1979, og grønlandske befolkning havde gennemgået gennemgribende etnisk bevidstgørelse. (Tobiassen 1998:165) Formålet med grønlandisering var at bekæmpe den stærke danisering som havde foregået i kolonitiden og som var blevet stærkere og stærkere gennem tiden: Ved hjemmestyrets indførelse var begrebet grønlandisering, et af de store mottoer for de grønlandske politikere. Begrebets daværende aktualitet gjaldt om at modarbejde daniseringspolitikken fra 50-60 erne. (Tobiassen, 1998:165) Siden hjemmestyrets indførelse ser man at den grønlandske kultur og mentalitet blev prioriteret højt, da dette skulle have en positiv og mere tilpasset indflydelse på den samfundsmæssige udvikling i fremtiden. Det har ikke været en nem opgave, blandt andet fordi man ikke havde de kompetencer som man havde brug for til at gennemføre hjemmestyret blandt hjemmehørende hvorfor man har haft stærkt brug for tilkaldt arbejdskraft. Men ideen var tydeligt, man vil opnå udskiftning af den tilkaldte arbejdskraft i løbet af den næste generation. (Tobiassen, 1998:165) Men det går langsommere end man havde forventet fordi der stadigvæk var mangel på kvalificeret hjemmehørende arbejdskraft. Processen er derfor gået den vej at man også ansætter tilkaldt arbejdskraft i den næste generation. Daniseringsprocessen især i 1950`erne og 1960`erne, har påvirket den grønlandske befolkning på forskellige måder. Daniseringsprocessen omfattede især to fronter: Det grønlandske hjem og arbejdspladserne. Det fik hjemmestyret til at gribe grønlandisering på den måde at: En række politiske instrumenter og tiltag igangsattes, og målsætninger med denne grønlandiseringspolitik strakte sig fra de kulturel- sproglige aspekter til det politiske administrative. (Tobiassen, 1998:165) Så der var meget at tage fat på. Hjemtagelser af statsopgaver samt grønlandisering af kulturelle aspekter var en stor mundfuld. Hvordan man har struktureret dette kan beskrives på følgende måde. 8

For at gennemføre grønlandiseringen har hjemmestyret en grønlandiseringspolitik. Hjemmestyrets grønlandiseringspolitik kan inddeles i fem forskellige dimensioner: (Hjemmestyrekommissionens 4-binds betænkning og i hjemmestyreloven.) 1) Den administrativt og økonomiske dimension; 2) Den personalepolitiske dimension; 3) Den uddannelsespolitiske dimension; 4) Den kulturelle dimension a; 5) Den kulturelle dimension b; (Betænkning 837/ 1978 bind 1-4) De fem dimensioner vil jeg ikke analysere/ præsentere hver især da det vil ligge uden for den opgaves rammer. Derimod er det nødvendigt at gå ind i dimension 2; Den personalepolitiske dimension, da mit overordnede emne er personalepolitik under grønlandisering. Denne dimension indeholder: - at uddanne og kvalificere grønlændere til at overtage stillinger, som de tilkaldte besidder. Hvad der skal til for at bearbejde denne dimension er beskrevet på denne måde: Intentionerne med denne målsætning var at erstatte de mange danskere, som overvejende besad de ledende administrative poster, med uddannede grønlændere. Dette krævede og kræver i sig selv en god og målrettet indsats i uddannelsespolitikken. (Tobiassen, 1998:165) I afsnit 2.2 i definitionen af begrebet grønlandisering, tog jeg to former for grønlandisering, det er her den strukturelle grønlandisering og kulturel grønlandisering kommer ind i billedet. I dette kapitel vil jeg analysere virkeligheden vedrørende de to former for grønlandiseringer. Jeg vil tage grønlandiseringspolitikken i den nutidige grønlandisering som jeg vil finde i både beskrivelser i medierne samt litteratur og interviews hvor jeg sætter det ind i kulturel og strukturel grønlandisering, hvor man vil få overblik over hvordan man grønlandiserer i dag, både hos toppolitikerne og også generelt i hjemmestyret. Er der mere tale om strukturel grønlandisering eller er det kulturel grønlandisering der er dominerende? På denne måde kan man opnå at finde ud af om Hjemmestyrets grønlandiseringspolitik som er fremhævet oven over overholdes. Om der er en helstøbt og organisk sammensat politik eller om man har besluttet noget andet end den grønlandiseringspolitik man ellers har taget beslutning om. 9

3.2 Personalepolitik som hjemmestyret har ført med hensyn til grønlandisering. Inden for hjemmestyrets indeholder den personalepolitiske dimension: at uddanne og kvalificere grønlændere til at overtage stillinger, som de tilkalde besidder. Det er det der kan betragtes som en baggrund for strukturel grønlandisering. I 1970 erne var udskiftningen af dansk arbejdskraft med grønlandsk arbejdskraft et vigtigt mål på baggrund af befolkningens etniske og nationalpolitiske mobilisering. Men der er noget der ikke stemmer med hensyn til målet, fordi behovet for alle former for ekspertise voksede i kraft af hjemmestyrets overtagelser af sagsområder fra statsmyndighederne. Disse overtagelser har medført at der i den første 10 års-periode var vækst i antallet af tilkaldt arbejdskraft i forvaltningen. Ved hjemmestyrets indførelse var der i realiteten ingen mulighed for at fylde alle bureaukratiske positioner med grønlændere, idet den vigtige forudsætning og ressourcer dvs. veluddannede grønlændere ikke var til stede. Derfor var der heller ikke noget at sige til at hjemmestyret var nødt til at ansætte veluddannet tilkaldt arbejdskraft fra Danmark. I 1990 erne begyndte der at ske noget. Langsomt skete der noget af en vending da antallet af uddannede grønlændere stiger: Det drejer sig om en del med akademiske embedseksamener fra Danmark, nogle få med eksamener fra Ilisimatusarfik samt enkelte med udenlandske universitetseksamener. Set under ét er antallet af hjemmehørende grønlændere ansat i det offentlige vokset støt i de 18 år hjemmestyret har eksisteret, hvorimod antallet af de tilkaldte er faldende. (Tobiassen, 1998: 174) Disse oplysninger er meget vigtige at sætte tal på. Det kunne nemlig kun være en antagelse hvis der ikke er beviser med tal. Derfor har jeg taget en tabel der viser væksten af den hjemmehørende arbejdskraft siden hjemmestyret tiltrådte. Her kan man for årene 1978-1994 aflæse udviklingen i antallet af heltidsansatte månedslønnede under det offentlige samt personalets fordeling i Hjemmestyret. Man kan af tabellen aflæse en mærkbar vækst i antallet af hjemmehørende, som er blevet fordoblet i perioden. Mens de hjemmehørende udgjorde 50 % af samtlige månedslønnede ved udgangen af 1978, denne tilsvarende andel er steget med 17 % ved udgangen af 1994. 10

Tabel: 1. Hjemmestyrets ansatte: Heraf Ikke År: I alt: hjemmehørende: hjemmehørende: 1978 136 68 68 1979 161 90 71 1980 402 188 214 1981 565 294 271 1982 625 354 271 1983 699 396 303 1984 765 449 316 1985 994 607 387 1986 1973 1419 554 1987 2747 1712 1035 1988 2942 1806 1136 1989 3120 1996 1124 1990 3112 2080 1032 1991 3357 2309 1048 1992 4251 2891 1360 1993 3641 2482 1159 1994 3232 1843 1389 Kilde: Grønland/ Kalaallit Nunaat 1978/1996. 1993-1994 sker der efter omstruktureringen af flere af hjemmestyrets virksomheder til aktieselskaber ændringer i sammensætningen af de ansatte i det offentlige. Betegnelsen hjemmehørende og ikke hjemmehørende stammer fra den i 1964 i krafttrådte tjenestemandslov for Grønland, hvor fødestedskriteriet var et af hovedprincipperne. Fødestedskriteriet blev afskaffet med virkning fra 1. April 1991. Aflønningsformen for hhv. hjemmehørende og ikke hjemmehørende gælder dog stadigvæk og betegnelserne indgår derfor i Grønlands Statistiks opgørelse i arbejdsmarkedsstatistikken over ansatte i det offentlige i hele Grønland. Tabellen viser hvordan udviklingen af hjemmehørende arbejdskraft har været siden hjemmestyrets indførelse og frem til 1994. Antallet af hjemmehørende arbejdskraft er i gennemsnit steget rigtig meget efter hjemmestyrets indførelse. Især i 1986-1987 hvor antallet af hjemmehørende månedslønnedes fordobledes. Det viser sig at hjemmestyret har hjemtaget bestemte områder på det tidspunkt: KGH og Sundhedsvæsenet. Det beviser at hjemmestyrets formål med at overtage områderne er en succes, for personalepolitikken under grønlandiseringspolitikken er jo at udskifte den tilkaldte arbejdskraft med hjemmehørende. Og det gik stærkt efter man har hjemtaget områderne. På den anden side, kan man sige at i KGH hvor de allerfleste ikke behøve at være 11

faglærte for at arbejde på fabrikkerne har det været nemt at udskifte så mange tilkaldte som muligt. På sundhedsområdet har det været lidt sværere, da man har brug for faglærte, men løsningen har været grebet praktisk an på mange måder da man gav mulighed for en videregående uddannelse, ikke som sygeplejeske men som sundhedsmedhjælpere. Da man ikke har ressourcer til at åbne en sygeplejeskeskole men havde brug for personale udnyttede man hvad man har. Man sætter folk i gang i praktisk læring i sygehusene. Der er selvfølgelig ulemper ved at man ikke har haft så meget teori men man gav dem praktisk erfaring, og de erstatter en helt del tilkaldt arbejdskraft. På denne måde har man haft løsninger for at skabe hjemmehørende arbejdskraft på disse områder. 3.3 Personalepolitik i offentlig forvaltning. Alle arbejdspladser har almindeligvis en personalepolitik. Jeg har valgt offentlig forvaltning fordi offentlig forvaltning som bekendt er ret stort her i Grønland. Grønlands Statistike årbog oplyser at den offentlig administration har den største beskæftigelse i Grønland. I alt er nemlig godt 12.879 personer ansat. (Grønlands Statistik årbog 2008:161) Den største indtægt grønland har, stammer fra fiskeriområdet, men fiskeriet beskæftiger under 1.401 personer. Derfor har jeg valgt offentlig forvaltning. Under offentlig forvaltning er der to områder, den ene er på landsniveau dvs. Hjemmestyret og den anden er det kommunale niveau. Jeg har valgt Landsniveauet, af to grunde, den ene grund er at kommunerne kun opstiller/ tilpasser deres personalepolitik til deres egen kommune. Den anden årsag er at resultatet kunne gavne mere fordi landsniveauet er den største. Derfor har jeg valgt at se på hjemmestyrets forvaltning. Hvad jeg vil fokusere på under forvaltning er følgende: Figur 1) Forvaltningens funktion: Servicering af politikerne Forvaltning (Personale politik) Servicering af befolkningen (Borger, bruger, kunder) Forvaltningens hovedfunktion er at servicere på den ene side politikerne og på den anden side befolkningen. Der formuleres bestemte krav til personer som skal ansattes i forvaltningen til at servicere både politikerne og befolkningen. Disse krav er del af personalepolitikken. Det er forvaltningen der formulerer hvilke krav der stilles til de ansatte. Kravene indeholder så flere dele. 12

Det er: kompetence, uddannelse, anciennitet, sprog kompetencer, osv. Fra mit synspunkt og af den viden jeg har fået af medie og læsestof fokuserer man i dag meget på sprog i forbindelse med grønlandisering. Det vil sige at man grønlandiserer forvaltningen gennem sprogbrug, som lyder på at man skal kunne sproget for at have top post i forvaltningen. Hvordan det hænger sammen viser jeg i efterfølgende i afsnit 3.4. 3.4 Grønlandisering ved at sætte sprog som en kvalifikationsfaktor. Hvis man skal have hele perspektivet med, er det vigtigt at se på hvad toppolitikerne mener om grønlandisering og om de mener at grønlandiseringen går den rigtige vej. På sermitsiaq s hjemmeside var følgende overskrift: Enoksen: Grønlandisering mislykket siden 1979. Her er en citat af Hans Enoksen: Systemet er noget, som Moses Olsen og de andre politikere, der startede Hjemmestyret, selv har prøvet at grønlandisere siden 1979. Desværre lykkedes det ikke for dem. Det har altså blot været ord, siger Hans Enoksen. (Sermitsiaq 4) Det er klart og tydeligt hvad den nuværende Landstyreformand mener om grønlandisering siden hjemmestyrets indførelse. Han finder det vigtigt at de personer som overtager disse departementschefstillinger skal kunne grønlandsk men også at de skal være egnede, da der er snakket om kvalifikationer. (Sermitsiaq 4) Men sagen er at Hans Enoksen er fuld i gang med at grønlandisere ved at stille krav om, at man skal kunne sproget grønlandsk og være egnede til at overtage poster. Han sagde i artiklen at: grønlandisering er mislykket siden 1979 (Sermitsiaq 4) men der mangler argumenter, da der er sket meget siden 1979. Et af de nyeste argumenter for at der er sket en succesfuld grønlandisering er, at grønlænderne har overtaget mange stillinger: I 1979 ved hjemmestyret indførelse boede der i alt 49.338 mennesker i Grønland, heraf var 8.563 født uden for Grønland, hvilket højest sandsynligt vil sige, at disse 8.563 personer var danskere. Danskerne udgjorde således 17,4 pct. af den grønlandske befolkning i 1979 (Grønlands Statistik Statistik Banken). Disse danskere havde højst sandsynlig bosat sig i Grønland af arbejdsmæssige årsager i hvert fald i første omgang. Spørgsmålet er, om det er lykkes at nedbringe antallet og andelen af danskere set i forhold til situationen i 1979. (Vedel Ankersen 2006-2007:103) 13

Det er vigtigt at sammenligne hvad der er sket i dag i forhold til dengang man indførte hjemmestyret. Der er en tabel der har svaret på dette, se bilag 1. Det fremgår, at der i 2006 boede 56.901 mennesker i Grønland. Af de 59.901 mennesker er 50.384 født i Grønland, hvilket svarer til 88,6 pct. af befolkning i Grønland. Og der er 6.504 er født uden for Grønland. Hvis man ser nærmere på tabellen er der kun 487 personer i Grønland, som ikke har dansk statsborgerskab. I alt er der 11,4 pct. af befolkningen med anden etnisk baggrund end grønlandsk, hvor kun 0,8 pct. er af anden etnisk oprindelse end dansk. (Vedel Ankersen 2006-2007:103) Ud af disse oplysninger er der i 1979 17,4 pct. af grønlands befolkning der har dansk etnisk baggrund og i 2006 er der kun 11,4 % - 0,8 % = 10,6 % af andelen af befolkningen der har dansk etnisk baggrund. Antallet af danskere er faldet betydeligt siden Hjemmestyrets indførelse i 1979, og dermed kan man sige at grønlandiseringsbestræbelserne på at nedbringe antallet af danskere i Grønland har haft succes. Der er sket noget siden hjemmestyret indførelse, der er faktisk sket mere end det som Hans Enoksen påstår, idet grønlandisering i den forstand at man skal kunne sproget er øget markant siden 1979. At grønlandisering er mislykket siden 1979 er blot hans ord. Det er vigtigt i denne opgave at fremhæve resultaterne af de ting der er blevet gjort i denne sag hvor Hans Enoksen (Landsstyret) har skiftet ikke-grønlandsksprogede departementschefer med grønlandsksprogede. Da dette blev offentliggjort i slutningen af 2007 var reaktionen stor fra borgernes side, dette blev kraftigt kritiseret. Nu hvor de nye departementschefer har overtaget deres nye poster er det interessant hvad der er af forbedringer og hvad resultaterne af denne form for grønlandisering er. På denne baggrund har jeg interviewet en af de nye grønlandske departementschefer. Departementschefen som jeg interviewede er departementschef for finanser og udenrigsanliggender, han er begyndt i stillingen i starten af februar 2008. Han erstattede en dansk departementschef som sad i stillingen i det sidste 9-12 år. Fordi tidligere departement chef ikke kan tale grønlandsk på højt niveau. Jeg spurgte denne nye grønlandske departementschef om dette spørgsmål: Hvor relevant synes du det er, at kunne tale og forstå grønlandsk i denne stilling? Han svarede at: Det er relevant set i forhold til det politiske system og også at man kan tale det sprog som det pågældende landstyremedlem du nu måtte have og i øvrigt at kunne forklare sig for resten af omverden. (Schultz, departementschef) Dette svar er der noget om, det er rigtigt at det kan ske at de valgte landsstyremedlemmer ikke kan udtrykke sig godt nok på dansk. På denne måde er det meget relevant at chefen så kan det sprog som Landsstyremedlemmet behersker mest. Det er meget vigtigt 14

at landsstyremedlemmet og den administrative chef kan kommunikere på alle niveau. Samtidig er det vigtigt at have kontakt med omverden, da det er svært at følge med i de ting der sker i Grønland hvis man ikke kan sproget. Det er f.eks. svært at følge med i samtaler der sker i radioen og især Qanorooq, hvor underteksterne er ustabile, samtidig med at mange af ordene forsvinder ved oversættelserne. Et af spørgsmålene jeg stillede ham var: Tror du at du kunne have klaret det lige så godt, hvis du kun talte dansk og engelsk? Svaret til dette spørgsmål var: Det tror jeg ikke, jeg kunne hvis jeg kun talte dansk. Jeg ville ikke kunne kontakte alle medarbejderne og slet ikke alle politikerne. (Schultz, departementschef) Det ville ikke være på sin plads hvis man ikke kan kommunikere med sin nærmeste medarbejder. Og det er rigtigt, stedet som Grønlandsk hjemmestyre er et sted hvor der er plads til at man er i højere stillinger selv om man ikke kan andre sprog end grønlandsk. Dette er muligt fordi man i demokratiets navn kan blive landstyremedlem ved at blive folkevalgt. Men lad os se det fra et andet perspektiv. For at få helheden har jeg interviewet en medarbejder der har oplevet skift mellem en dansk og en grønlandsk departementschef. Hendes vurderinger er: Først og fremmest kan de stærkt mærkes at de er to vidt forskellige personer, fordi deres måde at lede på er meget anderledes. Men det jeg mest lægger mærke til som medarbejdere er at jeg først nu hvor vi kan diskutere og drøfte forskellige emner og jeg kommer mere med i diskussioner, jeg kommer mere ind fordi jeg bruger det sprog som jeg har som første sprog. Og det gør at jeg åbner mere op og kan deltage i debatter samt sociale samvær med mine kollegaer, også fordi der er kommet flere grønlandske medarbejdere her i vores departement her på det sidste. ( Nielsen, fulgmægtig. ) På denne baggrund kan det siges hvordan den nye grønlandske departementschef har haft virkning for medarbejderne som er grønlandsksprogede. Dette kan nemlig forstås og argumenteres på denne måde at medarbejderne som er grønlandsksprogede bliver mere åbne og kan diskutere er jo i sig selv en stor forbedring. Under interview påstod interviewpersonen at der er kommet flere grønlandske medarbejdere, det er interessant at vide en begrundelse for, om det bl.a skyldes at den nye grønlandske departementschef har en anden form for prioritering når han ansætter folk. På 15

denne baggrund har jeg så spurgt hvor vigtigt han synes det er når han skal ansatte at vedkommende kan grønlandsk svarer han: Der vil jeg sige, at jeg vil gå på kompromis ved at sige at hvis der er to personer hvor den ene kan grønlandsk og den anden ikke kan, og hvor den grønlandsksprogedes faglige kompetencer lægger under den dansksprogedes, så vil jeg stadigvæk vælge den grønlandsksprogedes, hvis jeg ved at den pågældende kan blive bedre på arbejdet med tiden. (Schultz, departementschef) Så der er helt klart en fordel for grønlændere som søger job hos den grønlandske departementschef. Der kan sikkert komme nogle antagelser at der er tale om nepotisme. Derfor vil jeg vende tilbage til dette, lidt længere nede, i afsnit 3.7; Hvilken gruppe bliver særbehandlet? Det uddybes hvorfor man vælger at ansatte en grønlandsk sproget. Disse positive synspunkter fra den nye grønlandske departementschef skulle man ikke tro, dengang landsstyret besluttede om at man vil skifte departementscheferne med grønlandsksprogede. Blandt de mange kritiske reaktioner var danske medlemmer af selvstyrekommissionen: Både Søren Espersen (DF) og Per Ørum Jørgensen (K) fra den grønlandsk- danske selvstyrekommission understreger, at danske politikere ikke har indflydelse på den grønlandske beslutning. Men de kritiserer den, fordi de mener, at det grønlandske samfund savner kvalificerede folk. (Espersen og Ørum) Denne kritik påstår, at Grønlandsk Hjemmestyre ikke kan udfylde departementschefjobbene med kvalificerede grønlandsksprogede folk. For at finde ud af det har jeg spurgt alle de nye departementschefer om hvad deres uddannelse er. Der er i alt 7 departementer i Hjemmestyret og disse svar fik jeg: 16

Tabel 2. Grønlandske Departements chefers uddannelser: Departement for: Grønlandsk departements chef: Hvilken uddannelse Dep. Chef har. Hvilken uni. Erhverv, Arbejdsmarked og Erhvervsuddannelser Bent A. Sørensen Lederuddannelsen erhvervsdiplomuddannelse, Kandidat i Teknologisk samfundsvidenskabelige planlægger, Samfundsvidenskabelig Basis uddannelse Århus Ledelsesakademiet, Roskilde Universitets Center, Infrastruktur og Miljø Steffen Ulrik Merkonom, Teknikumingeniør Odense teknikum Kultur, uddannelse, Forskning og Kirke Lise Lennert Olsen Cand.phil., (eskimologi) København universitet Familie og Sundhed Martha Lund Olsen Socialrådgiver og andre mange kurser Fiskeri, Fangst og Landbrug Finanser og Udenrigsanliggender Ammalie Jessens Peter Schultz Teknologisk samfundsvidenskabelig planlægger Jurist Roskilde Universitetscenter Københavns universitet Landsstyreformandens departement Kaj Kleist Lærer Læreseminariet i Denmark (Departement chefernes uddannelser som de selv oplyste da de blev spurgt. 13. Nov 2008) Søren Espersen og Per Ørum Jørgensen argumenterer hvorfor de synes at en udskiftning af dansksprogede med grønlandsksprogede departementschefer ikke var en god ide lyder således: Grønlands befolkning svarer til Vordingborg Kommune. Jeg ved ikke, hvor mange folk med departementschef-potentiale der er i Vordingborg, men det kan ikke være mange. Og jeg tror, at uddannelsesniveauet i Vordingborg ligger langt over Grønland, siger Søren Espersen. Det er diskriminerende over for danskere, der har været i Grønland i mange år. Det er et fejlskud af dimensioner, som vil få konsekvenser for den grønlandske befolkning. Landsstyret fokuserer mere på nationalisme, end hvad der gavner den grønlandske borger, siger Ørum Jørgensen. (Espersen og Ørum) Det kvalificerede grønlandsksprogede departementschefer som man ikke troede kunne findes fandt jeg frem til, da de faktisk generelt er meget vel uddannede. 5 ud af 7 har en universitetsgrad. Nogle af dem sagde, at det ikke er nok at tage en departementschef stilling med en god uddannelse, det kræver mange års erfaringer og anciennitet på stedet. Det kan ses på deres cv er at de alle sammen har haft mange års erfaringer i hele grønland oven på deres høje faglige kvalificering. Espersens og Jørgensens argumenter for at de er i mod at departementscheferne skulle grønlandiseres, bl.a. fordi 17

steder som Vordingborg Kommune ikke har mange folk med departementschef-potentiale, og Grønland har det samme størrelse som Vordingborg samt at det er diskriminerende over for danskere som er bosat i Grønland holder således ikke, da Grønlands Hjemmestyre viser at der faktisk findes grønlandske departementschef potentialer. Lige præcis i denne form for grønlandisering hvor man vil tage grønlandske og danske sprogkompetencer som krav og ikke mindst faglige kompetencer. Når man kommer med kritik er det vigtigt at være bevist om hvordan man selv er indstillet på selve problemet. Det er vigtigt at kunne se på sin egen situation. Hvis man vender billedet er det svært at se hvordan mulighederne er for at blive departementschef i Vordingborg uden at kunne sproget dansk. Det er svært at se, hvordan den form for grønlandisering hvor man i dag sætter sprogkompetencerne (grønlandsk) som den vigtigste kvalifikationer vil dreje udviklingen. Men hvad har Hans Enoksen af planer i nærmeste fremtid? Da han mener at grønlandisering har været en fiasko siden 1979, og på dette grundlag skiftede departementcheferne med det eneste krav om at man skal kunne sproget grønlandsk og være egnet. Så tænker man selvfølgelig hvad der vil være det næste han gøre for at grønlandisere yderligere. Ifølge selvstyrebetænkningen skal det officielle sprog i hjemmestyrets centraladministration fremover være grønlandsk. (Selvstyrekommissions betænkning 2008:83) I Sermitsiaq har man for nylig fremhævet spørgsmålet hvordan man i fremtiden vil omsætte visionen om at grønlandisere og realisere det at sproget skal være grønlandsk i centraladministrationen. Fra sermitsiaq s redaktion har man flere gange uden held forsøgt at kontakte landsstyreformand, Hans Enoksen, man ville gerne have haft svar på, hvordan han vil sørge for, at samtlige ansatte i centraladministrationen får så gode grønlandskkundskaber, at de kan bruge grønlandsk som arbejdssprog: Da det endelig lykkedes os at få fat i landsstyreformanden, måtte han krybe til korset og indrømme; Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal svare på disse spørgsmål, svare Hans Enoksen. (Sermitsiaq 10) Overskriften på denne avisartikel er uovervejet grønlandisering, undertitlen er, Hans Enoksen kan ikke svare på, hvordan han i praksis vil grønlandisere hjemmestyret. Man kan ikke lade være med at blive forbavset over de ting der er skrevet. Emnet grønlandisering er så omtalt i medierne og selve borgerne. Hvorfor Hans Enoksen ikke har svaret på disse spørgsmål er forvirrende. Lige præcis fordi dette emne er en af hans vigtige visioner som politikere. Problemstillingen har været 18

meget i fokus siden han er kommet til, for han er selv kun et enkeltsproget og mener at det er vigtigt at kunne bruge vores eget sprog i vores egen basis. Men at han ikke kan svare på hvordan han vil løse problemet viser faktisk hvor uovervejet grønlandiseringen er. Artiklen slutter med disse ord: Disse spørgsmål gælder ikke mindst om, hvor mange ikke grønlandsksprogede ansatte, der i dag arbejder i centraladministrationen. Dette spørgsmål har landsstyreformanden efter eget udsagn slet ikke nogen idé om. ( Sermitsiaq 11) Disse svar burde man i det mindste kende noget til hvis man har planer og visioner om at omdanne hjemmestyret til at sproget skal være grønlandsk. Derfor er der ikke noget at sige til hvis man som tilkald arbejdskraft føler sig utryg ved hvornår og hvordan man vil ændre sprogbrug i hjemmestyret. Eller hvis man vil hjem efter en lang højt uddannelse i Danmark og ikke kan det grønlandske sprog optimalt, at man så ikke føler sig velkommen eller at ens kompetencer ikke er gode nok fordi man ikke kan det grønlandske sprog. Dette vil være ressourcespild og vil være meget kostbar for samfundet, især hvis personer og mindst landsstyreformanden der beskæftiger sig med selve grønlandisering ikke kan svare på spørgsmålene omkring emnet. Stiller man spørgsmål om denne form for grønlandisering er strukturel eller kulturel grønlandisering, kan man først og fremmest sige at det er kulturel grønlandisering, da man på denne måde prioriterer sproget højt. Kulturel grønlandisering karakteriseres ved sprog og kultur. Men under interviewet med en departementschef og personalet fandt jeg frem til at de kvalifikationer de grønlandsksprogede chefer har, er gode, ikke alene ved at de kan tale og forstå grønlandsk og dermed kan deltage fuldt ud i både danske og grønlandske debatter, men at de også generelt har gode kvalifikationer både uddannelsesmæssigt og erfaringsmæssigt. Da departementscheferne har disse kvalifikationer kan man sige at man er mere over i strukturel grønlandisering. Da strukturel grønlandisering karakteriseres ved at uddanne og kvalificere grønlændere til at overtage de forskellige jobs, som de tilkaldte besidder. Dvs. lige præcis denne grønlandisering af syv departementschefer, lykkedes faktisk, fordi de kvalificerede findes. Dermed betyder det ikke at alle lederstillinger skal overtages af grønlandsksprogede. Den næste afsnit handler om hvordan mulighederne er for at lære sproget grønlandsk. Det er relevant, da det er tydeligt at man finder det vigtigt at man skal kunne det grønlandske sprog i fremtiden for at kvalificere sig på højere stillinger i hjemmestyret. 19

3.5 Mulighederne er for at lære grønlandsk som tilkaldt medarbejdere. Hvordan er mulighederne for at lære grønlandsk for danske eller andre medarbejdere der ikke kan sproget grønlandsk er svære at finde frem til. Selv landstyreformanden har svært ved at svare på disse spørgsmål, hvad er så mulighederne i virkeligheden for at lære det grønlandske sprog for en tilkaldt medarbejdere, hvad tilbyder hjemmestyret for sine medarbejdere, når sproget sættes i højere og højere kvalificering i hjemmestyret. Jeg fandt frem til en nyere artikel som tydeligt fremhæver problemstillingen: Ifølge hjemmestyrets personalestyrelse findes der ikke statistik på, hvor mange ansatte i centraladministrationen, der ikke taler grønlandsk. Et hurtigt kig på sammensætningen af ansatte i de forskellige departementer vidner dog om, at langt over 50 procent er danskere, der ikke er grønlandsksprogede. (Atuagalliutit 12) Ifølge hjemmestyrets personalestyrelse tilbyder hjemmestyret grønlandskkursus til sine ansatte. Her kan alle interesserede i centraladministrationen selv gå ind og tilmelde sig det kursus, de ønsker. Dog skal de have deres arbejdsgivers godkendelse af, at de kan deltage på kurset i arbejdstiden. Som det er oplyst i artiklen er der ikke ret mange der har udnyttet muligheden for at tage sprogkurser som hjemmestyret tilbyder. I 2006 var der alt i alt 16 personer som har tilmeldt kurset. I 2007 var der 8 personer der har tilmeldt sig til kurset. Det kan man ikke sige er en succes da der er i alt ca. 600 medarbejdere i hele hjemmestyrets centraladministration. Hvorfor kurset ikke bliver udnyttet og hvorfor der er så få medarbejdere der interessere sig for kurset, kan skyldes disse årsager: Så vidt vides af HR- udvikling, så er der ikke arbejdsgivere i Hjemmestyrets centraladministration, der stiller decideret krav om, at ikke grønlandsk sprogede ansatte skal lære Grønlandsk. (Atuagalliutit 13) Oven i tænker man om det ellers er muligt for dem at lære sproget hvis de nu tage disse kurser alvorligt, nej det er umuligt at man kun tager disse kurser, for i teksten fremhæves der at de kurser der bliver udbudt går kun til og med modul to. Her har kursister godt nok opnået kendskab til det grønlandske sprog. Men der er meget lang vej til at kunne tale og forstå sproget for slet ikke at tale om at kunne begå sig arbejdsmæssigt i tale og skrift. ( Noter: Atuagalliutit 14) Så det er tydeligt og logisk at det ikke er nok at sende medarbejdere på disse kurser, og enhver grønlandsksproget og ikke grønlandsksproget kan se en problematik i muligheden 20

for at lære grønlandsk. Kort sagt så bliver møderne afholdt på dansk og officielle tekster bliver skrevet på dansk og herefter oversat. Så det er ret nemt for en dansksproget at overleve og arbejde i hjemmestyret uden at kunne grønlandsk Hvis man tænker det yderligere igennem så kan man sige at det måske er nemmere at have dansk som første sprog end at have grønlandsk som første sprog. Fordi når de vigtige møder foregår på dansk, så er det nemmere for en dansksproget at deltage i debatterne og være aktiv. Så man kan sige at sådan som systemet er opbygget er der ikke så meget at hente hvis man bruger sine ressourcer på at lære det grønlandske sprog. Og især hvis man skal være i Grønland i tre mdr. eller et halvt år eller for den sags skyld et eller tre år, som er den tid mange af de tilkaldte opholder sig i Grønland. Så kan man sige at det ikke kan betale sig at bruge masse af tid og ressourcer på at lære det. Der er noget forkert i at hvis man siger at de tilkaldtes vilje til at lære sproget er for lav. Det kan man ikke sige for samfundet/ borgerne har lige så lav vilje til at snakke med dem på grønlandsk. Dette er diskuteret flere gange, hvorfor som grønlandsksprogede slår over i dansk lige så snart man stå over for en dansksproget. Det vil sige det er bl.a. borgene selv der medvirker til at tilkaldte ikke får lært det grønlandske sprog. Hvis man vender tilbage til udgangspunktet hvor Hans Enoksen og embedsmændene påstå at det er på tide at grønlandisere hjemmestyret og på den baggrund skiftede alle departement cheferne til at være grønlandsk sprogede: Derfor er Grønlands Hjemmestyre nu i gang med at søge syv egnede departementchefer, hvor vi blot kræver, at de skal kunne grønlandsk og dansk, slutter landsstyreformand Hans Enoksen. (Sermitsiaq 15) Og embedsmanden Kaj Kleist (forhenværende direktør i Hjemmestyret) bekræfter og tydeliggør dette ved at sige: Kriteriet er ikke, at man skal være grønlænder. Men man skal kunne tale og skrive grønlandsk. Men skal være dobbeltsproget, siger han. (Sermitsiaq 16) Man vil gerne have at man skal være både dansk- og grønlandsksproget. Man bekræfter også at de ikke behøver at være etnisk grønlændere. Men før i dette afsnit har jeg taget artikler der viste hvordan mulighederne for at lære grønlandsk er for en dansk sprogede medarbejdere, det er umuligt at komme igennem nåleøjet, lige meget om man har de faglige kompetencer. Man har faktisk lukket dørene for dansk sprogede I interviewet med en nuværende departementschef Peter Schultz, fremhæves det at man stadigvæk bruger det danske sprog i møderne samt i de samtaler der foregår mellem kun 21

grønlandsksprogede så længe de her et fagligt møde, fordi de som højt uddannede grønlændere har taget dansk eller engelsk uddannelse, og dermed er vokset op med at bruge dansk fagsprog. Dvs. hvis mange af de opgaver som chefferne løser ved brug af det danske sprog så kan man sige at dansksprogede kunne sidde i de pågældende stillinger, men det er kulturel grønlandisering i mod. Man kan klare de faglige kompetencer ved kun at tale dansk, men det der i dag ses som en vigtig kvalifikation er sprog kompetencerne. Det er som om det er i takt med at man er på vej mod selvstyre at man ønsker mere at det skal være det grønlandske sprog der skal bruges her i landet. 3.6 To visioner og politiske prioriteter. I dette afsnit vil jeg præsentere to visioner og politiske prioriteter for grønlandisering i dag, formålet er her at belyse om man kan bruge definitionerne for kulturel og strukturel grønlandisering i dag. I en artikel af Pia Vedel Ankersen fremhæves to former for grønlandisering. Denne tekst er vigtigt at få med da den fremstiller to visioner for grønlandiseringen, som findes i den nutidige debat.(vedel Ankersen 2008). Den første vision peger på at der skal foregå en uddannelsesmæssig opkvalificering af den grønlandske arbejdsstyrke. Tida Ravn, tidligere kontorchef for Direktoratet for Selvstyre, præsenterer sin mening om grønlandisering på denne måde: Grønland skal bevæger sig fra at være tilskudssamfund til et overskudssamfund, skal uddannelse prioriteres Vi må opbygge den kompetence, landet har brug for, for at kunne klare sig selv. (Vedel Ankersen 2008:184) På lignende vis argumenterer Michael Binzer (nuværende direktør for Air Greenland) for en øget professionalisering af det grønlandske samfund, han udtaler: Hvis vi skal sikre os, at vi får økonomisk selvstændighed, så er vi nødt til at have et professionelt erhvervsliv, der opererer på professionelle vilkår. Ikke efter de politiske vinde, der blæser (Vedel Ankersen 2008:185) Kort sagt er den første vision af grønlandisering angivet på denne måde: Midlet til at opnå et selvstændigt grønlandsk samfund er, at uddannelsesniveauet og professionalismen styrkes. Dette er en kort og tydelig forklaring af en vision for grønlandisering. Denne vision er helt klart over i strukturel grønlandisering, som Susanne Tobiassen fremhævede. 22