Fagbevægelsens forandringstid - Et idepaper af eveas Magasinet Politik
Idepaper Fagbevægelsens forandringstid Redigeret af Svend yrholm Pedersen med bidrag af Bjørn Hansen, Kristian Weise, Rune Baastrup, Morten Søndergaard, etlef Wetzel, Søren Birkegaard, Alexander Thorvaldsen, Jens Kristian Rasmussen, hristoffer Voss, Mina Bernardini, Marie Borum Pedersen og Viktor Grønne. LAYOUT FORSIEFOTO FOTO ISSN Viktor Grønne Wikipedia Helge Bjerre Joachim Adrian Sara Bender Paul Box/TU 22-0
Indhold Fagbevægelsen er i en forandringstid... FØRSTE EL EN NY VEJ FREMA Fagbevægelsen bliver ikke stærkere af at hverve flere kunder... Vores fællesskaber smuldrer langsomt væk...13 Fagbevægelsen har kludret i det...1 Klassekompromissets ideologiske arv... 20 Regeringen har afskaffet forhandlinger i det offentlige... 33 Fagbevægelsen skal redde anmark...3 ANEN EL EN NY VEJ FREMA IG Metall Otte nye fornyelsesstrategier for fagforeningen...1 Fagbevægelsen har svigtet den relationelle kultur... Relationer og magt kommer før handling... 0 TREJE EL SKRIT PÅ VEJEN Fællesskab skaber ordentlige forhold... Organiseringsbølgen er over os - men hvad går den ud på?... Strategisk analyseredskab for fagbevægelsen (SAF)... Værktøj en organiserende samtale... Almengørelse Forslaget ingen vil snakke om... Fagbevægelsen i Litauen kæmper sig fremad... 3
Fagbevægelsen er i en forandringstid Skrevet af Rune Baastrup, udviklingschef i Tænketanken evea Kl 1.00 den. april står en forsamling på halvtreds mennesker i røde trøjer foran en sushirestaurant på Nørrebro. Tanja Fynbo og Ulrik Frost, der er blandt de frysende aktivister, er begge uddannet som meningsdannere i evea og de er begge aktive i 3F København. Konflikten med Letz Sushi-kæden, der blandt andet er ejet af den jyske rigmand Lars Larsen, brød ud i lys lue, da talsmanden for de 30 medlemmer, Ulrik Frost, blev fyret med begrundelsen grov illoyal adfærd uden yderligere uddybning. Samtidig afbrød kæden forhandlingerne om, hvorvidt spisestederne ville tegne overenskomst, som skulle have sikret de ansatte løn under sygdom og pension. Letz Sushi er kun én af en lang række konfl ikter på restaurationsområdet. Mest kendt er naturligvis konfl ikten på restaurant Vejlegaarden. Vi ved ikke, hvordan Letz Sushi konfl ikten ender, men vi ved, at fagforeningernes styrke ikke er, hvad den har været. et er blevet sværere for fagforeningerne at opnå de samme resultater, som man har kunne førhen. er var engang en 1. april 11 slog Mconald s dørene op til den første danske Mconald s restaurant på Vesterbrogade i København. et skete under stor opmærksomhed, for dengang var fastfood et nyt fænomen, der fik de unge til at føle sig hippe og de ældre til at ryste skeptisk på hovedet. Men med den amerikanske burgerkæde fulgte også ganske udanske arbejdsmetoder. Mconald s var først og fremmest præget af den ideologisk betonede modstand mod normalt gældende principper for arbejdsmarkedet. Modstanden var især, repræsenteret ved amerikaneren Bob Franke, der kom til anmark, for at lede kædens ekspansion i Norden. entralt stod Mconald's krav, om at overenskomsten skulle være uopsigelig i 30 år. e ansattes fagforening startede en konflikt i september 1 og hurtigt sympatikonfliktede 12 LO-forbund. er blev ikke givet nogen form for indrømmelser. Mconald s blev tvunget til at anerkende det danske arbejdsmarkedssystem. Ved indmeldelse i AHR har Mconald s endog måtte afgive forhandlingsretten til en arbejdsgiverorganisation. Forliget medførte, at der nu indføres overtidsbetaling for
fuldtidsarbejde. er blev også sikret, at alle beskæftigede var garanteret fastansættelse med opsigelsesvarsel og mulighed for at behandle usaglige afskedigelser. en daværende formand for det, der senere blev 3F Hotel og Restauration, Bent Moos, sagde dengang I kraft af overenskomsten med Mconald s bliver de ansatte nu sikret en række nye rettigheder, hvor fagforeningen har opnået mandat til at gå ind og hjælpe og forhandle for de ansatte. Ud fra praktiske erfaringer, kan vi dermed hen ad vejen vise de unge hvad fagbevægelsen kan bruges til." Fagbevægelsen er kommet under pres Vi forsøger alle at finde en strategi for, hvordan vi bedst klarer dagen og vejen og sikrer tryghed, arbejde og udfoldelsesmulighed. Hvordan får jeg et godt arbejde? Hvordan får jeg penge til et hus eller en lejlighed? Hvad vil jeg gerne lave om fem år? Fremtidsdrømme har været bærende for fagbevægelsen historisk set - og de gav mening. et er ikke længere tydeligt i dag. er er tre grunde til at fagbevægelsen er kommet i defensiven. et der umiddelbart træder frem er medlemstilbagegangen. et har LO fagbevægelsen været opmærksomme på i over ti år, fordi det skaber et umiddelbart pres på fagforbundene. Kongres efter kongres har vedtaget initiativer til at løse problemerne i de store forbund. Et andet element er det pres som arbejdsmarkedet bredt set er under. Hele rammen for vores arbejdsmarked og vores økonomi er under voldsom forandring. Vi mærker virkelig globaliseringen i form af voldsom konkurrenceudsættelse, europæisering af arbejdsmarkedet og indvandring af arbejdskraft i en tid, hvor mange danskere i forvejen oplever at blive overfl ødiggjort af digitalisering, outsourcing osv. et skaber en stor udfordring for fagbevægelsen, idet den skal tilpasse sig den overordnede strategi til ændrede internationale spilleregler, samtidig med at den internt har svært ved at levere de succeser, som man tidligere har kunne levere. et tredje element er forandringen i statens måde at arbejde med fagbevægelsen og trepartsmodellen. Staten og i nogen gad arbejdsgiverne har simpelthen forladt mange af de fora, hvor man traditionelt og historisk set har haft stor indflydelse på den førte politik. en trepartsmodel der har fungeret i over hundrede år er blevet flosset i kanten. Krydspresset fra de tre elementer er noget beslutningstagerne i fagbevægelsen kan mærke hver dag. Men det
stiller også det enkelte medlem overfor overvejelsen; hvorfor er det egentlig, at jeg betaler mit kontigent hver eneste måned? Hvordan er det, at jeg ved at stå sammen med mine kolleger i en fagforening, kan sikre nogle af mine egne og vores fælles mål om tryghed, fremtidsmuligheder og ordentlige løn og arbejdsvilkår? Jeg er optimist En af grundene til at det er så svært at håndtere krisen, er måske fordi man er startet med medlemsfaldet snævert og forsøgt at engagere ansatte, medlemmer og valgte i spørgsmålet om hvorvidt man har 10.000 flere eller færre medlemmer. Men det enkelte medlems snævre perspektiv er jo ikke det der er det afgørende. et store projekt må handle om at skabe tryghed og fremtid for hver enkelt gennem fællesskabet i en tid, hvor vi hver især er urolige for fremtidsudsigterne på et stadig mere presset arbejdsmarked. Et højt medlemstal er vel kun en (vigtig!) vej til det mål, men ikke målet i sig selv, set fra den enkelte arbejdsplads. Jeg kan se, at man nu begynder at stille det dybere spørgsmål igen Hvorfor har vi overhovedet en fagbevægelse? Hvorfor er det meningsfuldt at have et organiseret fællesskab på arbejdspladsen? I en tid hvor vi oplever en offensiv fra liberalisterne på dagpenge og efterløn og tilsvarende tiltag, så må fagbevægelsen begynde at lede efter svarene på hvorfor et medlemsskab af en fagforening kan give større tryghed og sandsynlighed for at ens job også er der i fremtiden. At der er en fremtid for mig og mine. I dette idepaper kan vi ikke med et snuptag levere svaret. Men vi samler en række artikler fra Magasinet Politiks årgang 13/1, der på forskellig vis forholder sig til fagbevægelsens udfordringer og handlingsalternativer. Nogle artikler er vi enige med, nogle er vi nok mindre enige med og nogen har vi selv skrevet. Jeg vil her fremhæve to klynger af artikler en første er af artiklerne af etlef Wetzel, Michael Gecan og Maurice Glasman. e kommer fra meget forskellige baggrunde - den ene er fagforeningsformand i Tyskland, den anden boligaktivist i Brooklyn og den tredje Lord i det engelske overhus - men de bidrager alle med et fokus på at forny fagforeningen som fællesskab, der handler om at vi sammen opnår fælles mål, ved at genskabe relationerne imellem medlemmerne, tillidsfolk og fagforening. et er ikke mindst igennem tæt kontakt med medlemmerne og deres hverdag, at vi kan sikre ny,
fremgang. Så vi ud fra praktiske erfaringer, kan vise de unge, hvad fagbevægelsen kan bruges til. Ikke for dem men sammen med dem. God læselyst! Rune Baastrup, Udviklingschef Tænketanken evea en anden gruppe af artikler, jeg vil fremhæve, er samlet under titlen skridt på vejen. e fortæller alle om værktøjer, strategier og hverdagsoplevelser, som viser, hvordan man kan gå til fagforeningsarbejdet på en meget ny (eller måske rettere meget klassisk) måde. en tilgang er baseret på stærke ledere og stærke tillidsmænd, der løfter de fællesskaber, de er en del af. a vi redaktionen lukkede dette idépaper var Letz Sushi konflikten ikke afsluttet endnu. Fagbevægelsen var stadig under pres, og sådan vil det nok være et stykke tid endnu. Men vi kommer her med et indspark til debatten, som vi håber vil være med til at inspirere praksis i de danske fagforeninger fremover. Som min kollega Bjørn Hansen skriver i sit håbefulde bidrag, så er der en bølge, der ruller på tværs af Europa, og den giver grund til tro på fremtiden. Gennem solidt fagforeningsarbejde kan vi sikre et anmark for eftertiden, hvor lokale fællesskaber på den enkelte arbejdsplads fortsat er en krumtap i et samfund og en økonomi, der virker for de mange, og ikke kun for de få.
FØRSTE EL EN NY VEJ FREMA I dette afsnit Fagbevægelsens fremtid afgøres af de ideer der skaber handling. Afsnittet præsenterer tre artikler, der samlet givet forslag til en retning for arbejdet i fagforeninger fremadrettet. Bidragene taler for en politisk medlemsopfattelse, der tager fat om roden på de sociale relationer som former det nutidige arbejdsmarked.
! " Fagbevægelsen bliver ikke stærkere af at hverve flere kunder Interview af Jens Kristian Rasmussen, Tænketanken evea Organisering.dk eller organising.uk? I den danske fagbevægelse tales der meget om organisering. Næsten alle forbund har deres egen organiseringsstrategi, men opfattelserne af hvad organisering eller organizing egentlig betyder, spænder vidt. For fagbevægelsen i anmark er der trods alt langt ned til de 2 procent, som er andelen af britiske arbejdere, der er organiseret i en fagforening. Alligevel er der meget at lære af Storbritannien, hvor fagbevægelsen om nogen ved hvordan man graver sig ud af en krise. arl Roper står med spaden i hånden, i spidsen for den indsats for TU, det britiske LO. Inviteret af evea gæstede han i april anmark for at overbringe et budskab til sine danske kolleger on t make the same mistakes we did. Fagbevægelsen må tilbage sine rødder, til at organisere sine medlemmer fra arbejdspladserne, og mobilisere dem til at handle på sager, der betyder noget i deres egen hverdag. en i fagbevægelsen meget udbredte håndbog Organisering.dk fra 200 har undertitlen om at få nye medlemmer og passe godt på de nuværende. Og i mange forbund og afdelinger opfattes organisering nærmest som synonymt med hvervning. Men for arl Roper er det ikke nær nok at øge medlemstallet Vi bygger ikke nogen styrke og kapacitet ved at hverve kunder til service og forsikring. Vi bliver nødt til at blive organiserende fagforeninger, der bygger kapacitet ved at organisere med udgangspunkt i sager der fylder i medlemmernes liv, med udgangspunkt i arbejdspladserne. Men er det ikke en opgave for fagforeninger at levere service? Jo, problemet er, hvis det bliver alt vi er. en salgstale jeg hører oftest, er Hvis du kommer i problemer, er der nogen til at hjælpe dig. et er en elendig salgstale. I ste-
det bør man udpege hvordan fagforeningen repræsenterer dig og dine kolleger kollektivt konkret, så du kan se og mærke hvilken forskel det gør i din hverdag. Intet link til medlemmerne, ingen kampvægt arl Ropers strategiske råd til fagbevægelsen, er at de fokuserer på at styrke deres organisationskapacitet, før de øver strategisk indflydelse. Kort sagt Har du ikke medlemmerne i ryggen, har du ingen kampvægt hverken over for arbejdsgiverne eller på hristiansborg. et fik både fagbevægelse og regering for alvor at føle, da trepartsforhandlingerne om arbejdstid og helligdage kuldsejlede i foråret 2012. Selvom aftaleudkastet indeholdt mange gulerødder til fagbevægelsen, som storstilede efteruddannelses-initiativer og tiltag mod social dumping, knækkede det sidste håb for forhandlingerne, da ansk Metals tillidsfolk stemte klart nej til at afskaffe hellig- og feriedage. For at genopbygge sin politiske styrke, må fagbevægelsen, ifølge Roper, gøre to ting. et første og mest åbenlyse skridt, er at komme ud og sikre anerkendelse hos arbejdsgiverne. Ved at organisere kolleger på arbejdspladser uden overenskomster om at forbedre deres egne arbejdsforhold, kan man vise i praksis, at det nytter at stå sammen i fagforeningen. For det andet bør man mobilisere medlemmerne til at støtte sager, der handler om at forbedre deres egen hverdag og indflydelse. Og her skal man ikke være bange for at være politisk, uden at være partipolitisk Arbejdsgiverne er ikke holdt op med at være politiske, så fagforeninger bliver nødt til at give deres medlemmer politisk uddannelse. Og den bedste praktiske politiske uddannelse man kan få, er at føre kampagne. Når et medlem oplever et problem, skal fagbevægelsen være der til at sige Vil du gøre noget ved det? og styre fokus mod målet og modstanderen. Først når disse to skridt er taget, kan fagbevægelsen begynde at tænke på luftkrigen At øve indflydelse på beslutningstagere i politikprocesser på højeste niveau. Men for at kunne veksle til denne valuta, skal der først stå aktivt medlemskab på kontoen. Thatchers damptromle Bagtæppet for udviklingen i den britiske fagbevægelse de #$
seneste årtier er især Margaret Thatchers regering. a hun indtog regeringskontorene i 1, gennemførte hun straks meget restriktiv lovgivning mod fagforeninger, og ikke mindst et liberalistisk økonomisk eksperiment, der indebar store nedskæringer og høj arbejdsløshed. I de 1 år fra Thatcher flyttede ind på owning Street til 1 har arbejdsløsheden været på i gennemsnit %. et gav mildt sagt hårde betingelser for fagbevægelsen. I samme årrække faldt organiseringsgraden med 30%, og det blev mere almindeligt aldrig at være medlem af en fagforening igennem et livsforløb, end det er at være medlem. Men fra 1 og frem fik Storbritannien igen en Labourregering, og arbejdsløsheden faldt. et gav arbejdsro, og mulighed for et markant fokusskift internt i fagbevægelsen. Erkendelsen var, at man ikke kunne bygge større kapacitet ved at levere mere af det samme. Organisering med udgangspunkt i medlemmerne blev reglen, snarere end undtagelsen. Og der blev tænkt nye tanker om hvordan man kan organisere Organisering på tværs af sektorer, kædeorganisering (at organisere alle led i en produktionskæde) og community organising (at bygge alliancer til andre bevægelser i civilsamfundet) blev fremherskende, og vidner om at rummet for innovation og nye ideer blev større. Men mest afgørende var, at mange fagforeninger begyndte at sætte tillidsrepræsentanterne i centrum for deres organisering Tillidsrepræsentanterne udgør kernen i vores organiseringsmodel. Man kan se helt tydeligt, at de medlemmer der har den højeste anseelse for deres fagforening, er dem som har en kollega, der er tillidsrepræsentant for fagforeningen. Britiske tllidsrepræsentanterne løser i dag mange opgaver, som i danske fagforeninger bliver varetaget af ansatte Fagforeninger skal ikke bare blive til call-centre, hvor medlemmerne ringer ind for at få løst deres problemer. Sager og bekymringer skal så vidt muligt håndteres af en lokal, kompetent og veltrænet tillidsrepræsentant på din egen arbejdsplads. et frigiver ressourcer til at vores ansatte kan arbejde strategisk for at forbedre forholdene #
for vores medlemmer. Men hvad gør man, når man ikke er i livsfare? Men selvom den danske fagbevægelse taber medlemmer, er den jo fortsat definerende for det danske arbejdsmarked. Med en organiseringsgrad på %, står kun Sverige og Finland tættere i fagforeningerne. Så hvad skal man gøre, når man ikke umiddelbart er truet på livet? Og er der overhovedet grund til at lave tingene om? det ikke kan lade sig gøre at ændre noget. et er politik, og politik er som regnen, havet og vejret. Men det er en løgn. en apati bliver vi nødt til at gøre op med. Vi må kommunikere håb, og give folk en mulighed for at handle kollektivt på deres frustration. anske fagforeninger bliver nødt til at stille sig selv spørgsmålet Er årsagen til at vi holder snuden oven vande, at vi repræsenterer medlemmerne godt? Eller er det eksterne faktorer i systemet der holder os i live? Kan vi modstå choks fra politisk og strukturmæssige side? Hvis ikke, så er der nu et vindue for at være proaktiv, og tage de rigtige beslutninger i tide. Roper er ikke i tvivl om, hvor man bør tage fat først I spørgsmålet om, hvorfor medlemmerne ikke vil være aktive i deres fagforening. Mennesker vil gerne være med i foreninger og fællesskaber. e melder sig ind, og er aktive i masser af dem. Bare ikke i fagforeninger. Hvorfor? e får hele tiden at vide, at #
Vores fællesskaber smuldrer langsomt væk Interview af Alexander Thorvaldsen % & ' noget mange i centrum-venstre sikkert vil nikke genkendende til også i anmark. () & Emnet er hvordan gode samfund kræver stærke fællesskaber og civile forbindelser, og en stuvende fuld forelæsningssal på Københavns Universitet lytter intensivt til Robert. Putnam. er hersker ingen tvivl om, at den 2-årige politolog er et populært navn. a jeg var dreng, var our kids hele byens eller lokalområdets børn. I dag betyder our kids bogstavelig talt de faktiske børn af forældrene og inkluderer ikke længere naboens datter eller klassekammeraten. Sådan sætter Putnam ord på forståelsen af fællesskabet i dag. Fra et omfangsrigt fælles vi, hvor man er knyttet til hinanden igennem lokale fællesskaber, til en mere isoleret tilværelse uden social sammenhængskraft. et er symptomet på den opsplitning, det amerikanske samfund oplever i dag, og Og Putnams pointe kan udfoldes ret simpelt Når folk melder sig ud af de lokale fællesskaber det værende politiske såvel som ikke-politiske ryger samfundets kit, de demokratiske institutioner forringes og enkeltindivider mister deres mulighed for at udfolde sit fulde potentiale. Uden tillid og naboskab er der mere kriminalitet og den sociale isolation øger dødeligheden markant, er den klare konklusion af glæderne ved fællesskaber. Også derfor skal vi organisere os og skabe fællesskaber hvor vi er, hvad end det konkret er grillfester, faglige organisationer eller sportsklubber, mener Putnam. Social kapital som mirakelkur Putnams opdagelser startede med et studie af italienske regioner og disses udvikling. I bogen Making emocracy Work fra 13 fandt han, at netop social kapital og civilt engagement får demokratiske samfund til at præstere bedre på en lang række områder. et giver mere vidtrækkende og flere velfærdsprogrammer, effektivitet i forvaltningen, budgetoverholdelse og generel befolkningstilfredshed. enne opdagelse var revolutionerende for professorens videre arbejde. #
Tænk på det som en række af potteplanter. Vi ville undersøge, hvorfor nogle planter vokser hurtigere og bedre end andre, og hvilken jordbund og gødning, der skaber denne vækst. Vores konklusion var og er, at den sociale forbundethed er altafgørende for velfungerende samfund, forklarer Putnam for forsamlingen. Senere kastede Putnam sig over manglen på civilt engagement i nutidens USA med bogen Bowling Alone. Faldet i medlemskab af bowlingklubber (og endda med et stigende antal bowlere), bliver et synonym for det organiserede civilsamfunds forfald. Folk ser mere og mere tv og går mindre og mindre til møder i partiet eller i fagforeningen. Professoren bruger et amerikansk udtryk, til at forklare hans opdagelse af social kapitals betydning If all you have is a hammer, everything looks like a nail. et er denne law of the hammer, som indrammer alle artikler og bøger, der senere er udgivet. Social kapital og et stærkt organiseret civilsamfund er kernen, uanset om det handler om politisk deltagelse, indvandring, religion eller ulighed. et politiske mål bliver derfor at reetablere og styrke communities uanset hvor man befinder sig. På den vis kan Putnams tanker om social kapital siges at lægge et teoretisk og videnskabeligt fundament for community organizing. At stærke personlige relationer og social kapital er til gavn for både den enkelte, men så sandelig også for samfundet. Ulighed som en udfordring for fællesskabet et nyeste skud på stammen for professoren er ulighed og dens betydning for sammenhængskraft og social kapital. Og det er også her der kommer den klareste politiske opfordring til deltagerne. et amerikanske samfund står overfor en skillevej, fordi kløften mellem rig og fattig er eksploderet. Og professoren sætter ord på syne bekymringer Hvis ikke der etableres en stærk politisk og social bevægelse nu, frygter jeg for et opsplittet samfund. Et samfund hvor man ikke bygger bro mellem samfundslagene og hvor børn har vidt forskellige muligheder alt efter hvilke forældre, man fødes af. Og her rammer Putnam en pointe, man også finder i den danske debat hos eksempelvis Tænketanken evea og Lars Olsen. At velfungerende samfund kræver forpligtende fællesskaber på tværs af samfundslag. At folkeskolen er en social smeltedigel, hvor ikke kun svage elever hives op, men også et sted, hvor direktørdatteren møder børn i andre livssituationer. Moderne, diverse samfund kræver social kapital der bygger bro og ikke bare netværk #
af ligemænd, som Putnam vinkler det til. et er derfor ligeså meget den sociale opsplitning og forskellen i livsmuligheder, som den konkrete økonomiske ulighed, som underminerer fællesskabet. Men fællesskabet er sat yderligere under pres på grund af uligheden, hvilket professoren også har danskere kan nikke genkendende til til en hvis grad. Lektien er altså klar. Vi skal organisere os. Fordi civilt engagement gavner såvel samfund som den enkelte deltager, men også fordi vores fællesskaber langsomt smuldrer, hvis vi ikke skaber en slagkraftig bevægelse. #
Fagbevægelsen har kludret i det Interview af Viktor Grønne, Tænketanken evea Konkurrencestaten i anmark er en velfærdsstat med højere ambitioner end den klassiske. Konkurrencestaten tilstræber at gøre alle i den arbejdsdygtige befolkning så kompetent, at den er konkurrencedygtig med andre landes arbejdsdygtige befolkninger. en har også som ambition at hæve sundhedstilstanden og at forøge middellevetiden og at fastholde eller forøge den indkomstmæssige eller formuemæssige lighed for en større del af befolkningen over hele livsfasen. et som er karakteristisk ved den nuværende internationale situation, er at lande eller nationer konkurrerer mod hinanden på deres evne til at få gjort deres arbejdskraft så kompetent og så arbejdsdygtig som muligt indleder Ove K. Pedersen tidligt i interviewet. Ove K. Pedersen har haft travlt med at forklare konkurrencestaten siden finansminister Bjarne orydon erklærede sin støtte til den nye statsform. Konkurrencestaten er både blevet beskyldt for at være et knæfald for kapitalismen, en afvikling af velfærdsstaten og det endelige dødsstød til fagforeningerne, men hvordan ser manden bag bogen selv på det? Fagbevægelsen kludrede i det i 10 erne Sidste års sammenbrud i trepartsforhandlingerne og den efterfølgende lærerkonflikt varslede i manges øjne nye tider for de danske fagforeninger, som nu ikke længere kan forvente at blive lyttet til og respekteret. Ideen om konkurrencestaten er af mange blevet udpeget som skurken, men ifølge Ove K. Pedersen skyldes det i høj grad fagforeningerne selv, at de i dag er kommet under pres. et som er sket i anmark, i hvert fald siden 0 erne, er at de faglige organisationer og også den klassiske danske model er blevet reformeret ganske kraftigt. e faglige organisationer har gennem denne reformation tabt en del indflydelse, både over overenskomstsystemet og via de råd og nævn, og andre formelle organer, hvor de var deltagere. Begge dele er sket under borgerlige såvel som socialdemokratiske regeringer, og er en udløber af hvordan fagbevægelsen kludrede i det i 10 erne. Fagbevægelsen skal kontrolleres Ove K. Pedersen uddyber Fagbevægelsen overvurderede deres egen styrke i #
10 erne og var med til at underminere Anker Jørgensens socialdemokratiske regeringer og var en af de vigtigste årsager til at den danske velfærdsstat i 10 erne økonomisk og politisk kollapsede. Fagbevægelsens lønpolitik var med til at drive inflationen op, ligesom deres deltagelse i råd og nævn var med til at forøge de offentlige udgifter, ud over hvad en betydelig del af skatteborgerne var interesseret i at finansiere, og hvad den danske økonomi kunne bære i en situation med forøget international konkurrence og kommende krise. Resultatet blev, at velfærdsstaten kollapsede økonomisk og at Socialdemokratiet mistede en tredjedel af sine stemmer ved Jordskredsvalget 13, og at Fremskridtspartiet og entrumdemokraterne kom i Folketinget med tilsammen 2 mandater på en kritik af skattetryk og den offentlige sektors vækst. Herefter har politikere, ligegyldigt om det er venstrepolitikere eller socialdemokrater, fulgt den holdning, at fagbevægelsen skal kontrolleres for ikke at være destruktiv for den samlede økonomi og for det politiske systems evne til at skabe reformer, siger Ove K. Pedersen og fortsætter. Under Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussens regeringer, og videre efter, blev der udviklet et centralistisk system for økonomistyring, som også har lagt overenskomstforhandlingerne under politisk styring, gjort det muligt at komme af med fortidens gæld og at reducere inflationen. Fra 10 erne og op gennem 0 erne blev de råd og nævn hvori fagbevægelsen, sammen med andre, typisk fik indflydelse på de politiske beslutninger, også ændret eller nedlagt. Magten over den danske økonomi blev samlet i Folketinget og regeringen. Ifølge Ove Kaj Pedersen er mange af disse adgangskanaler så småt ved at blive genetableret, men i nye former. et sker blandt andet ved, at der nu opbygges et betydeligt system for lobbyisme, men også at regeringen har taget initiativ til Tillidsreformen. Overenskomsterne er også langsomt begyndt at handle om løn og arbejdsbetingelser, herunder om reallønnen inden for overenskomstperioden og livsindkomsten, dvs. om forhold som pension, efteruddannelse m.v. Ind i overenskomstforhandlingerne er kommet mange bløde aspekter, der har med velfærdsgoder at gøre, og som har ændret formålet med forhandlingerne fra at sikre reallønnen til at sikre livsindkomsten. Fagbevægelsen skal gå aktivt ind i konkurrencestaten Mange i fagbevægelsen har forholdt sig kritisk til konkurrencestaten og frygtet at det ikke er en mere ambitiøs velfærdsstat. Adspurgt hertil vender Ove K. Pedersen sig #
igen til historien. en kritik fagbevægelsen i dag retter mod konkurrencestaten er akkurat den samme kritik, som den samme fagbevægelse rettede mod velfærdsstaten. I 0 erne og 0 erne var venstrefløjen kraftige modstandere af velfærdsstaten, ud fra den betragtning at det var et knæfald for kapitalismen, hvilket den også var, ligesom konkurrencestaten er det. Men siden 120 erne har Socialdemokraterne accepteret kapitalismen og demokratiet som ramme for reformpolitikken, og har med succes lavet reformer via demokratisk indflydelse, der har afblødt kapitalismens værste konsekvenser. I stedet for at modarbejde konkurrencestaten er der behov for, at fagbevægelsen indgår aktivt i den, sådan som også væsentlige dele af bevægelsen gjorde det med velfærdsstaten. Ifølge Ove K. Pedersen har fagforeningerne bestemt en berettigelse i konkurrencestaten, de er endda nødvendige for at fastholde allerede opnåede velfærdsgoder og kæmpe for at den økonomiske lighed fortsætter. Fagbevægelsen har været, og må også i fremtiden være, en reformkraft, men de er nødt til skifte strategi og opgive udelukkende at være solidariske overfor deres medlemmer og begynde kæmpe for andre; de arbejdsløse, de unge, kvinderne og indvandrere, der typisk ikke er medlem af en faglig organisation. Fagbevægelsen må opgive kun at være solidarisk over egne medlemmer, og kæmpe solidarisk for alle udsatte. er er behov for, at fagforeningerne tager kritisk stilling til, hvad der er bedst for alle. Kun en begrænset del af den samlede danske befolkning er medlemmer af en fagforening. er er et behov, at fagforeningerne arbejder for det bedste for samfundet som sådan, og ikke nødvendigvis kun deres egne medlemmer. et involverer blandt andet at kombinere overenskomstforhandlingerne med lovgivning, og at indgå i et samarbejde med de offentlige organisationers ledere om at effektivisere den offentlige service og forbedre kvaliteten af offentlige goder. et er en nederlagsstrategi er kæmpe mod konkurrencestaten; ligesom det viste sig at være en nederlagsstrategi at kæmpe imod velfærdsstaten, siger Ove K. Pedersen. Svaret på fremtiden ligger hos fagbevægelsen selv esværre kommer dette formentlig ikke til at betyde en stor lønfremgang. #*
er er et behov for at begrænse lønudviklingen for også at kunne begrænse inflationen. anmark skal aldrig igen stå i en situation, hvor vi oplever en galoperende inflation, ej heller i en situation hvor velfærdsstaten ikke kan finansieres ved egne skatteindtægter eller andre midler. I dag ligger svaret til spørgsmålet om fagbevægelsens rolle i konkurrencestaten udelukkende hos fagbevægelsen selv slutter Ove K. Pedersen. Ove K. Pedersen er ikke i tvivl om, at det er fagforeninges egen skyld, at de er endt i krisen. Fagbevægelsen overvurderede deres egen magt i 0 erne og spillede hazard med velfærdsstaten. #
Klassekompromissets ideologiske arv Skrevet af Asbjørn Wahl, Rådgiver i Fagforbundet og daglig leder i Alliansen For Velferdsstaten. + ' Bag denne udvikling ligger den løbende neoliberale transformation af vores samfund. enne proces er ikke temaet for denne artikel, men lad os alligevel nævne nogle få vigtige pointer. Over de seneste tyve år er vi blevet konfronteret med en overvældende offensiv fra neoliberale kræfter. e kapitalistiske kræfter er gået i offensiven, og vi har set et enormt skift i magtbalancen mellem arbejdere og kapital. Multinationale firmaer har, selvfølgelig, været med i front på denne udvikling. Efterkrigstidens klassekompromis mellem arbejdere og kapital, politikken om fredelig sameksistens mellem fagforeninger og arbejdsgivere, er brudt sammen. Kapitalens fløj har opsagt klassekompromiset og forfølger i stigende grad en konfrontatorisk politik mod organiserede arbejdere. e internationale virksomheder og deres politiske følgeres forsøg på at uddybe og institutionalisere deres nyopnåede magtposition er vigtige dele af denne udvikling. et sker primært gennem internationale institutioner og aftaler som f.eks. Verdenshandels Organisationen (WTO) og regionale magtstrukturer som f.eks. den Europæiske Union (EU). Eftersom disse institutioner er mindre demokratiske end lokale og nationale regeringer, har de vist sig at være meget brugbare og effektive instrumenter for institutionaliseringen af erhvervslivets magt. en følgende analyse er baseret på konceptet om at EU i dag fungerer som base, hvorfra den neoliberale sociale og økonomiske model bliver institutionaliseret i Europa. EU og andre regionale og overstatslige institutioner bliver konstrueret på baggrind af en ny magtbalance, som ikke kan blive forandret, demokratiseret eller overvundet indtil arbejdere er i stand til at skifte den nuværende magtbalance i deres retning. Et sådant skift vil kræve at fagfore- $
ningerne gør det til deres langsigtede mål at mobilisere populær- og arbejderklassens magt. Fagbevægelsen skal tilbage til rødderne og turde tage konflikten med med kapitalen, hvis den igen skal skifte magtbalacen til egen fordel. Nye forhold, gammel politik esværre er det i dag ikke et projekt for de europæiske fagforeninger at mobilisere arbejderklassens magt. Paradokset, som arbejdere møder, er at mens det økonomiske og politiske klima, som fagforeningerne må arbejde indenfor, har ændret sig meget, forfølger de fleste fagforeninger stadig ideen om klassekompromiset. e opfatter ikke den såkaldte globalisering som et resultat af bevidste strategier og nye magt- og klasserelationer, men i stedet som en nødvendig konsekvens af teknologiske og organisatoriske forandringer. En opfattelse som er overraskende ens med Margarat Thatcher da hun så berømt sagde, there is no alternative. Hvad der ifølge dem er brug for, er at overføre klassekompromisets politik fra nationalt til regionalt og globalt niveau. eres metoder er social dialog med arbejdsgiverorganisationer og stat og overstatslige institutioner, såvel som kampagner for en formel introduktion af arbejdsstandarder (som f.eks. International Labour Organizations arbejderkonvention der blandt mange ting forbyder slavearbejde, garanterer retten til at organisere sig og forhandle kollektivt og forbyder diskrimination under ansættelse) i internationale han- #
delsaftaler og handelsorganisationer, og indførslen af SR standarder og rammeaftaler i multinationale selskaber. Sidstnævnte er frivillige og uforpligtende adfærdskodeks udviklet af de multinationale selskaber selv og uden mulighed for håndhævelse. Indtil nu har de ikke haft nogen identificerbar effekt på erhvervslivets opførsel. I stedet bliver deres hovedformål at modarbejde offentlighedens negative billede af mange multinationale selskaber. enne strategi om social dialog bliver forfulgt selvstændigt fra konkrete analyser af magtforhold og uden en erkendelse af behovet for at mobilisere klasse- og populærmagten for at opnå social forandring. For at forstå den nuværende situation, er vi nødt til at se nærmere på den europæiske arbejderbevægelse, specielt i forhold til politikken om klassekompromiset, hvis historie og indflydelse ikke kan overvurderes, hvis vi virkelig vil forstå arbejdernes politiske og ideologiske krise. et Historiske Kompromis mellem Arbejdere og Kapital Gennem det tyvende århundrede udviklede fagbevægelsen en form for fredfyldt sameksistens med de kapitalistiske interesser. Gennem 130 erne blev denne sameksistens først institutionaliseret i nogle dele af Europa, primært i Norden, da fagbevægelsen opnåede en aftale med arbejdsgivernes organisationer. Efter 2. verdenskrig fandt en lignende proces sted i det meste af det resterende Vesteuropa. ette klassekompromis mellem arbejdere og kapital formede fundamentet, som velfærdsstaterne udviklede sig fra, og løn- og arbejdsforhold blev løbende forbedret. Fra en periode karakteriseret af konfrontationerne mellem arbejdere og kapital, trådte samfundet ind i en fase med social fred, trepartsforhandlinger og konsensuspolitik. Fordi denne politik førte til vigtige milepæle indenfor velfærd, løn og arbejdsforhold, fik den massiv støtte fra arbejderklassen. Som konsekvens blev de mere radikale og antikapitalistiske dele af arbejderbevægelsen gradvist marginaliseret. erfor førte denne udvikling til en afpolitilisering og afradikalisering af arbejderbevægelsen og bureaukratiseringen af fagbevægelsen. et blev den historiske rolle for de socialdemokratiske partier at administrere klassekompromiset. Ikke overraskende er de nuværende udfordringer for fagbevægelsen derfor også reflekteret, i de problemer socialdemokratisker partier i resten af Europa oplever. et er vigtigt at forstå, at dette kompromis mellem ar-
bejderne og kapitalen var et resultat af fagforeningernes og arbejderbevægelsens styrke. Arbejdsgiverne og deres organisationer indså simpelthen, at de ikke kunne overvinde fagforeningerne. e var nødt til at anerkende dem som repræsentanter for arbejderne og forhandle med dem. Med andre ord hvilede den fredfyldte sameksistens mellem arbejdere og kapital på en stærk arbejderbevægelse. En anden vigtig faktor i efterkrigstiden var, at kapitalismen oplevede mere end 20 år med stabil og stærk økonomisk vækst. ette gjorde det muligt at dele udbyttet mellem arbejdere, kapitalen og offentlig velfærd. En afgørende del af klassekompromiset var den nationale regulering af kapital og markeder. Kapitalkontrol var dagligdag i alle lande. Aftaler mellem arbejdere og kapital blev opnået på en ordentlig og fredfyldt måde indenfor de nationale grænser. erfor blev fagbevægelsen meget nationalt orienteret. Internationalismen i fagbevægelsen blev gradvist svækket til en form for diplomati indenfor internationale institutioner (som f.eks. ILO) og endda til en form for fagforeningsturisme med ringe eller ingen relation til de umiddelbare behov og interesser for medlemmer, selvom dele af den internationale retorik vedblev. en socialistiske retorik til trods, betød klassekompromiset at fagbevægelsen accepterede den kapitalistiske måde at organisere produktionen, den private ejendomsret af produktionsmidler og arbejdsgiverens ret til at lede arbejdet. Til gengæld fik fagbevægelsen forbedringer i velfærden og arbejdsforhold, fagforbundene fik industriel fred og tilbageholdenhed i lønforhandlinger. Lidt forsimplet fik arbejderbevægelsen velfærdsstaten og gradvise levevilkårsforbedringer i bytte for at opgive deres socialistiske projekt. I dag kan vi konkludere, at det var en kortsigtet milepæl i en meget specifik historisk kontekst, og en som hjalp meget med til at afpolitisere og afradikalisere arbejderklassen. Et vigtigt element i denne sammenhæng var eksistensen af et konkurrerende økonomisk system i Sovjetunionen og Østeuropa. Som den britiske historiker Erik Hobsbawm pointerede, var dette medvirkede til at få kapitalisterne i Vesten til at acceptere kompromiset. et var på baggrund af dette kompromis at de mest vigtige velfærdsreformer og institutioner blev udviklet gennem de tre årtier efter 2. verdenskrig. en radikaliserede arbejderbevægelse som udsprang af den økonomiske og sociale krise i 130 erne og krigen blev, med andre ord, mødt af en bevidst strategi fra deres kapitalistiske modparter. e indgik frivilligt et klassekompromis og eftergav mange af arbejderklassens
sociale og økonomiske krav mod at dæmpe og vinde tid i kampen mod de socialistiske synspunkter i arbejderbevægelsen. Set fra i dag kan vi sige, at denne virksomhedsstrategi var ganske vellykket. En tydelig arbejdsdeling indenfor arbejderbevægelsen var en mærkbar bivirkning af klassekompromiset. Forholdende for køb og salg af arbejdskraft blev reguleret af fagbevægelsen gennem forhandlinger, mens den sociale sikkerhed for arbejdsløse blev håndteret af socialdemokratiske partier i parlamentet. ette grundlagde fundamentet for en mere snæversynet økonomisk udvikling af fagbevægelsen. Noget som fortsat svækker fagforeningerne i dag, nu da de socialdemokratiske partier har indskrænket selv deres egne tidligere reformpolitikker. Ideologien bag klassekompromiset Baseret på 20 års virkelighed med løbende forbedringer af leve- og arbejdsforhold, blev den fælles forståelse, at der var blevet fundet en måde, hvorpå samfundet kunne frembringe sociale fremskridt og en relativ fair fordeling af rigdom mellem almindelige mennesker, uden at skulle udholde klassekamp og sociale konfrontationer. Man troede at det kapitalistiske samfund havde opnået en højere form for civilisation. Gennem gradvise reformer havde arbejderbevægelsen øget den demokratiske kontrol med økonomien. en krisefri kapitalisme var blevet en realitet. er ville aldrig mere opstå økonomiske kriser som i 130 erne, aldrig mere være stor arbejdsløshed, aldrig mere social bekymring og aldrig mere menneskelig elendighed. Alle sociale tendenser pegede mod det bedre. For mange i arbejderbevægelsen var dette den reformistiske vej til socialismen, og alle kunne se at det virkede! isse reelle sociale resultater formede det materielle grundlag for en ideologi om sociale partnerskaber, som stadig er dybt forankret i de europæiske fagforeningers bureaukrati. Personligt hørte jeg denne ideologi åbent udtrykt for første gang, da jeg deltog i en grundlæggende tillidsmandsuddannelse på norsk LO s uddannelsescenter i de tidlige 10 ere. er lærte jeg, at den første tredjedel af det 20. århundrede var karakteriseret af intens konflikt mellem arbejdere og kapital inklusive generalstrejker, lockouts og brug af militær mod organiserede arbejdere som strejkede. et var en destruktiv periode som i sidste ende (i 130 erne) ikke bragte arbejderklassen nogen vegne. et var først da denne konfrontatoriske politik ophørte, da fagbevægelsen startede med at tage fuldt socialt ansvar, at man oplevede reelle fremskridt i form af bedre arbejdsforhold, bedre løn og velfærdsreformer.
Med andre ord er konfrontationer med arbejdsgivere ødelæggende; fredfyldt social dialog er vejen frem. et var den lektie jeg lærte på fagforeningens uddannelsescenter så sent som i begyndelsen af 10 erne. en ovenstående analyse var forkert den gang, og den er forkert i dag. og er konsekvenserne af denne fejl blevet farligere for fagbevægelsen, fordi klassekompromiset er brudt sammen. Hvad analysen forvrænger, er at de store resultater i form af velfærd og arbejdsforhold under denne periode med klassekompromis efter 2. verdenskrig var frugterne af tidligere tiders konflikt. Fremskridtene skete kun fordi, arbejderklassen havde skiftet magtbalancen mellem arbejdere og kapital gennem konfrontationer og hårde klassekampe i den først halvdel af det 20. århundrede (inklusive den russiske revolution). Med andre ord var det tidligere tiders konfrontationer, som muliggjorde de senere fremskridt gennem fredelige forhandlinger. Klassekompromisets sammenbrud og var klassekompromiset en skrøbelig konstruktion, fordi dets overlevelse var afhængig af en stabil, kapitalistisk økonomi med en høj vækstrate. Kompromiset smuldrede langsomt med udbruddet af den dybe økonomiske krise i vestlig kapitalisme i starten af 10 erne. Krisen ansporede de kapitalistiske kræfter til at gå i offensiven, bl.a. ved at reducere omkostninger, og angribe fagforeningsrettigheder, lønninger og offentlige udgifter. e underminerede hele fundamentet for velfærdsstaten. en afradikaliserede og afpolitiserede fag- og arbejderbevægelse blev overrasket over denne udvikling. Arbejdsgiverne blev pludselig meget mere aggressive ved forhandlingsbordet. Forhandlinger som tidligere hovedsageligt handlede om forbedringer af løn og arbejdsforhold, begyndte nu at indeholde angreb på tidligere opnåede resultater og eksisterende reguleringer. e fleste fagforeningsledere var blevet gennemsyret af miljøet omkring klassekompromiset og social fred og var ikke forberedt på disse angreb. Indenfor ideologien om den klassekompromiset kunne den neoliberale offensiv simpelthen ikke forstås. Fagforeningernes bureaukrati forblev passive, og fagbevægelsen blev tvunget i defensiven. I mange lande forlod mange arbejdere deres fagforeninger, fordi de viste sig at være magtesløse i kampen om deres interesser. 10 erne repræsenterende altså et enormt tilbageslag for fagbevægelsen, noget som kan ses i statistikkerne over organiseringsgraden (organiseringen af arbejdskraften) i
nogle af de vigtige vesteuropæiske lande. e få fagforeninger som forsøgte at kæmpe mod de neoliberale angreb, som f.eks. de britiske minearbejdere, tabte. I det britiske tilfælde var en grund til nederlaget, at bureaukratiet i landorganisationen (LO) betragtede militant industriel kamp som en større trussel mod konsensuspolitikken i klassekompromiset, end de voldsomme angreb fra mineselskaber og Thatcher regimet. Mange år senere indrømmede LO at det var forkert ikke at støtte minearbejdernes strejke, men da var skaden allerede sket. Og overraskende har LO ikke ændret deres støtte til klassekompromiset. Med sammenbruddet af planøkonomierne i Østeuropa omkring 10 forsvandt det eneste alternativ til vestlig kapitalisme. Kapitalismen havde triumferet på alle fronter, og for arbejdsgiverne var kompromiset med arbejderne ikke længere nødvendigt. Nu kunne kapitalistiske kræfter forfølge deres snævre økonomiske og politiske interesser med færre forhindringer. et er pga. dette at klassekompromiset (eller konsensusmodellen) er brudt sammen eller er ved at bryde sammen gennem hele Vesteuropa. e historiske betingelser for et sådant kompromis eksisterer ikke længere, og den vigtigste del af kompromiset, velfærdsstaten, er under stigende pres. en dominerende fløj i dagens fagforeningslederskab har ikke forstået denne analyse af magtrelationer. a den neoliberale offensiv begyndte for ca. 20 år siden og arbejdsgiverne gradvist begyndte at nedbryde politikken om sociale partnerskaber, var det eneste svar fagforeningernes bureaukrati havde, at fortsætte konsensuspolitikken. Nogle fagforeninger har nærmest tigget fjendtlige arbejdsgivere om at vende tilbage til klassekompromiset. enne reaktion er blevet forstærket af fagbevægelsens stærke nationale orientering. I stedet for at reorientere sig selv mod at konfrontere de nu endnu mere aggressive kapitalistiske interesser, har det snævre nationale fokus og ideen om sociale partnerskaber i fagforeningerne ført store dele af fagbevægelsen ind i en alliance, og som konsekvens heraf en underlæggelse af, om at gøre statens økonomi mere konkurrencedygtig internationalt. I Tyskland refererer sætningen Standort Wettbewerb ikke kun til fagforeningernes alliancer med tyske firmaer, men også støtten til Tysklands regering i Tysklands kamp om konkurrencedygtighed mod andre nationer. Store dele af fagbevægelsen er blevet trukket ind i at ligne forretningsorienterede fagbevægelser og juridiske
formaliteter fremfor at ændre retning mod en strategi baseret på klasseanalyse og en vurdering af magtbalancen. e tyske fagforeningers kamp for foren for arbejde i midt 10 erne er et godt eksempel på en national alliance med arbejdsgivere. et var et forslag om en formel genoptagelse af klassekompromiset. et blev fremsat af tysk LO og tilbød at acceptere dårligere arbejdsforhold i bytte for jobsikkerhed. et blev afvist af arbejdsgiverne. På samme måde er den relativt snævert fokuserede kamp for minimumsrettigheder i WTO, som internationale fagforeningsledere har ført i over 10 år, et fremragende eksempel på den juridiske formalisme som har udviklet sig uden en analyse af magtforholdet mellem arbejdere og kapital. Fagforeningsbureaukrater, både på nationalt og internationalt niveau, ser fortsat dem selv som mægler mellem arbejdere og kapitalen. I dag, hvor kapitalistiske kræfter er i offensiven og har fremprovokeret udviklingen af en international populær retfærdigheds- og solidaritetsbevægelse, som modsætter sig den nuværende virksomhedsglobalisering, er den internationale fagbevægelse ivrige efter at definere sig selv om mægler mellem denne bevægelse og kapitalistiske interesser. ette blev åbent udtrykt da det tredje World Social Forum (WSF) blev afholdt i Porto Alegre, Brasilien i januar 2003 samtidig med World Economic Forum (WEF) for den politiske og økonomiske elite i avos, Schweiz. en internationale fagbevægelse offentliggjorde en erklæring under overskriften emocratizing Globalization Trade Union Statement to 2003 WSF and WEF som var underskrevet af alle vigtige internationale fagforenings institutioner. Blandt mange ting udtrykte den en internationale fagbevægelse har et fælles budskab til Porto Alegre og avos. Visioner, politisk vilje og de nødvendige kapaciteter må blive bragt sammen på et globalt niveau for at opnå udvikling og garantere fornuftigt arbejde for de millioner af arbejdere, som hver dag lever uden sikkerhed og i fattigdom uden mulighed for en bedre fremtid. et vil kræve forpligtelser af ressourcer såvel som forpligtelser på papir. et vil kræve styreformer der promoverer vores fælles bedste, vores rettigheder og demokrati. et kræver effektive demokratiske processer, og det kræver dialog for at lykkedes. Vi vil presse WEF til at adressere behovet for global social retfærdighed. På samme tid vil vi bidrage til at WSF finder konstruktive tilgange til demokratiseringen af globalisering i den bedste interesse for alle fattige mennesker.
Med andre ord opfatter de fleste internationale fagforeningsorganisationer sig ikke som en del af den nye bevægelse mod virksomheders globalisering. e opfatter denne bevægelse som værende for politisk radikal. erfor slår en Internationale Sammenslutning af Frie Fagforeninger (IFTU) eller de Globale Unioner ikke deres kræfter sammen med resten af bevægelsen, når de deltager ved World Social Forum. e afholder deres egne konferencer og møder i udkanten af de andre forummer. På samme tid sender de ligeså højtstående delegationer afsted til World Economic Forum. Vi har altid opnået mest gennem dialog, bliver det altid gentaget. Politik er afhængigt af Magtrelationer en fuldstændige mangel på analyse af magtrelationer og forudsætningerne for fagforeningernes strategi, er også tydelig i det uddannelsesmæssige arbejde der udføres internationalt af fagforeninger. En række vesteuropæiske fagforeninger afvikler træningsprogrammer i form af solidaritetsprojekter med søsterorganisationer i Østeuropa og udviklingslande. I disse uddannelsesprojekter spreder vestlige fagforeninger hvad de opfatter som deres egen store succes, klassekompromiset. e prøver at overbevise fagbevægelser i resten af verden om fordelene ved at forfølge modellen med sociale partnerskaber. Givet de nuværende magtrelationer er denne type uddannelse kontraproduktiv for fagforeningerne i Østeuropa og udviklingslandene, som også angribes af aggressive og konfrontatoriske arbejdsgivere. et er vigtigt at notere sig, at udviklingen beskrevet herover har påvirket fagforeningerne i fremstillingsindustrien stærkere end dem i den offentlige sektor og dele af transportindustrien. ette skyldes at produktion er stærkere og mere direkte udsat for international konkurrence. erfor har tilbageskridtet for fagforeninger og det politiske og ideologiske skifte mod højre været mere dominerende indenfor produktion end i andre dele af fagbevægelsen. en katastrofale fortsættelse af en politik med sociale partnerskaber, i en situation hvor det økonomiske og sociale grundlag for dette partnerskaber forsvinder, fortsættes i dag af det meste af den europæiske fagforenings bureaukrati, især en Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (ETU). erfor har vi over de seneste år oplevet en vækst i konsultationer, forhandlinger, lobbyisme og den såkaldte sociale dialog med påståede sociale partnere på arbejdsmarkedet. Resultatet har indtil nu været en styrkelse af den bureaukratiske udvikling i *
den europæiske fagbevægelse. enne sociale dialog, eller forhandlinger på EU niveau, som det forkert bliver fremstillet af nogen, er en øvelse som ikke indeholder retten til industriel aktion. erfor er det let at forstå, hvorfor resultaterne har været så små. På internationalt niveau har IFTU, den stærkeste fortaler for klassekompromiset, udtrykt sig meget klart i en erklæring hvor den kommenterer på FN s Global ompact. Blandt mange ting, praler de af at have udsendt en fælleserklæring med FN, hvor de bruger nogle af de samme nøgleord som i en lignende fælleserklæring mellem FN og det Internationale Handelskammer, nemlig et blev aftalt, at de globale markeder kræver globale regler. Målet bør være at gøre det muligt for fordelene ved globaliseringen i stigende grad at sprede sig til alle mennesker ved at bygge en effektiv ramme for multilaterale regler for en verdensøkonomi, der bliver forvandlet af globaliseringen af markederne [ ] Mødet besluttede at Global ompact skulle bidrage til denne proces ved at hjælpe med at bygge sociale partnerskaber mellem erhvervslivet og arbejdere. På virksomhedsniveau er Europe Works ouncils blevet det bureaukratiske svar. isse råd af tillidsmænd i transnationale firmaer tillader ikke arbejderne nogen reel indflydelse, selvom de dog kan være nyttige i forbindelse med informationssamling og kontaktskabelse mellem fagforeningerne. Rådene har mindre indflydelse end lignende råd, som blev udviklet i de nordiske lande og Tyskland i efterkrigstiden, selvom disse råd dog har mistet reel indflydelse i landene, i takt med at markedskræfterne har fået fodfæste. I Europa bringer denne magtesløse sociale dialog fagbevægelsen ind i en blindgyde. En fagforenings politik baseret på mobiliseringen af deres medlemmer til at konfrontere og bekæmpe angrebene fra arbejdsgiverne er næsten ikkeeksisterende på europæisk niveau, selvom vi har set tendenser i denne retning på nationalt plan (i Frankrig i 200 og i Italien i 2002). et deprimerende resultat af disse politikker har været en accept fra den dominerende del af fagbevægelsen af en trin-for-trin reduktion i velfærd og arbejdsforhold. Gennem forhandlinger har fagforeningerne løbende accepteret en stigende grad af flexibilization af arbejdet. I flere europæiske lande har vi set nedskæringer i velfærdsydelserne så som reducering af sygedagpenge og pensioner,
nedskæringer i arbejdsløshedsunderstøttelse, større brug af gebyrer i skoler, sundheds- og socialsektoren, og afskaffelse af nonprofit boligprojekter. Arbejdsforholdende er blevet forringet ved at underminere arbejdsregler og aftaler, inklusive en forringelse af arbejdstidsreglerne, reducering af overtidsbetaling, genindførslen af skifteholdsarbejde i mange industrier, reduceret jobsikkerhed, flere ansatte på korttidskontrakter, større brug af kontrakt- og vikaransatte og mere decentrale forhandlinger. En vigtig effekt af denne udvikling har været en demoralisering af arbejdstagerne og en reduktion i fagforeningsmedlemskabet, fordi fagforeningerne har fejlet i at beskytte deres medlemmer. Væksten i højreorienterede populistiske partier er nok det mest farlige resultat af denne overbærende fagforeningspolitik. Strategiske overvejelser Så hvad kan fagbevægelsen gøre for at konfrontere denne globale offensiv fra virksomhederne? En ting er klart radikal retorik er ikke tilstrækkeligt, heller ikke selvom det er normalt ved internationale møder. et viser erfaringerne fra det første European Social Forum i Firenze, Italien i november 2002. er hørte vi mindst to forskellige tilgange fra fagbevægelsen. En tilgang var repræsenteret ved en meget militant, lille og ikke repræsentativ gruppe. En anden tilgang var repræsenteret ved repræsentanter fra de almindelige europæiske fagforeninger. For eksempel ville en repræsentant fra en tysk fagforening, IG Metall, starte kampen for en 30 timers arbejdsuge. Han nævnte dog ikke, at hans egen fagforening havde indgået en aftale med Volkswagen bare et år tidligere, som underminerede de eksisterende løn- og arbejdsforhold, for at overbevise firmaet om at åbne en ny fabrik i Tyskland i stedet for i et billigere østeuropæisk land. Ingen af disse fagforeningsrepræsentanter adresserede de reelle problemer, fagbevægelsen møder i dagens Europa. et er nødvendigt at gøre det som grundlag for at udvikle en bæredygtig fagforeningsstrategi. en første ting det er nødvendigt at forstå, er at de multinationale selskabers konfrontatoriske politik skal mødes med lige så stor kraft af fagforeningerne. er er dog uenig og modsætninger om ideen i fagbevægelsen. Såvel nationalt og lokalt niveau som på internationalt. em i fagforeningerne som ønsker at forny deres organisation, må derfor finde nye alliancer i de bedste dele af bevægelsen. Selvom der er mange undtagelser, skal disse arbejdsorganisationer primært findes indenfor den offentlige sektor, transportsektoren, nogle dele af den private sektor og i en række lokalafdelinger på tværs af hele fagbevægelsen. $
For at konfrontere transnationale firmaer er det nødvendigt at opbygge og opfordre til samarbejde arbejdere i mellem indenfor den samme industri og på tværs af nationale og firmabestemte grænser. Udviklingen af en international, klassebaseret solidaritet er nødt til at gøre op med de forretningsorienterede fagforeningers tendens til vores firma over deres. et er en tendens som historisk er stærkere i fagbevægelsen i USA end i Europa, men den er også blevet forstærket i Europa over de seneste 20 år, i takt med at afpolitiserede og afradikaliserede fagforeninger i konkurrencen mod udenlandske firmaer har slået sig sammen med deres arbejdsgivere for at beskytte jobs på et nationalt niveau. enne snæversynede og misforståede strategi skal erstattes af en fælles klassebaseret kamp, hvor demokratisk kontrol af produktionen og distribution bliver prioriteret. En anden vigtig kamp, som en ny international fagforeningsalliance skal bygges op om, er kampen mod erhvervslivets overtagelse af offentlige services. ette betyder at bekæmpe privatisering og at forsvare de resultater som blev vundet gennem velfærdsstaten. Erhvervslivets overtagelse af disse dele af samfundet spiller en stor rolle i magtforskydningen mellem arbejdere og kapital i vores samfund. En tredje vigtig del i en progressiv fagforeningsstrategi er at udfordre den dominerede ide i fagforeningens bureaukrati; ideologien om klassekompromiset og fredfyldt sameksistens mellem arbejdere og kapitalen. Vi er nødt til at have svære, men høflige, interne diskussioner om netop dette emne. isse diskussioner skal bygges på forståelsen af, at det sociale partnerskab er resultatet af specifikke historiske begivenheder og ikke resultatet af sammensværgelser eller forræderi. Vi har brug for nye analyser, som kan forklare folk hvordan det historiske kompromis mellem arbejdere og kapital blev opnået, og hvorfor det er brudt sammen. Folks utilfredshed med den nuværende udvikling skal tages seriøst. eres uroligheder og bekymringer skal politiseres og kanaliseres ind i fagforenings- og klassekampen for bedre arbejds- og leveforhold. ette er den eneste måde at undgå, at disse folk bliver mobiliseret af højreorienterede populistiske partier. Vi bør fokusere på velfærd og arbejdsforhold, og på brutaliseringen af arbejdet der finder i takt med at en voksende andel af økonomien bliver eksponeret for markedet, og på reduceringen af arbejderes indflydelse på deres arbejdsdag og deres kontrol med arbejdsprocessen. et er vigtigt at forstå, at det også har meget at gøre med folks selvtillid. Arbejderes værdighed bliver systematisk #
angrebet; på arbejdspladsen, i medierne, i den offentlige debat, og i det sociale og kulturelle klima i et samfund domineret af borgerlig tankegang og værdier,og neoliberale politikker. ette kan kun ændres ved at tilbageerobre opfattelsen af produktive arbejdere, klasseforhold og klasseidentitet. et kan imidlertid ikke pålægges arbejderklassen ude fra. et bør udvikles som en del af og under den sociale kamp. Endelig må vi opbygge alliancer med den nye globale bevægelse mod neoliberalisme, for demokrati, global retfærdighed og solidaritet. enne globale bevægelse af bevægelser er på nuværende tidspunkt mere radikal og systemkritisk end fagforeningerne og arbejderbevægelsen, selvom dens kendskab til klasserelationer er relativt ringe. Fagbevægelsen har brug for radikalismen og militarismen fra denne populære bevægelse, for at kunne bryde deres illusion om klassekompromiset. Hvis denne alliance udvikles konstruktivt og korrekt, kan de to bevægelser forstærke hinanden og bringe kampen til et højere niveau. Klassekompromiset var aldrig et defineret mål for arbejderbevægelsen; det var resultatet af en specifik historisk udvikling. en blev kun muliggjort pga. et enormt skifte i magtbalancen mellem arbejdere og kapital. Kombinationen af den russiske revolution, en stærk arbejder- og fagbevægelse i vesten, stærke selvstændighedsbevægelser i resten af den tredje verden og en lang periode med stabil økonomisk vækst i den kapitalistiske økonomi efter 2. verdenskrig var de specifikke betingelser, som muliggjorde en relativt stabil periode med klassekompromiset. At sigte efter et nyt klassekompromis, en ny social pagt, under de nuværende langt mindre favorable magtforhold, er illusorisk. Vores mål skal derfor række længere end klassekompromiset og velfærdsstaten. Kun en dyb nok transformation af samfundet, som er dyb nok til at fjerne de materialistiske betingelser for en gendannelse af de neoliberale politikker, kan beskytte arbejdernes interesser. Intet mindre end socialismen kan opnå dette.
Regeringen har afskaffet forhandlinger i det offentlige Skrevet af Viktor Grønne, Tænketanken evea problematisk signal, og vi har brug for at fagbevægelsen i langt højere grad forstår den nye situation, siger Anders Bondo, formand for anmarks Lærerforening, LF. Efter 2 dage uden undervisning på folkeskolerne var det slut. Folketinget vedtog lov 0 og satte en stopper for konflikten. Kommunernes landsforening KL og regeringen vandt magtkampen med lærerne og kunne gå i gang med implementere folkeskolereformen. Når lærerformand Anders Bondo ser tilbage på forløbet et år efter, så mener han, at det var starten på nye tider for fagbevægelsen, hvor man ikke kan tage for givet at blive hørt og inddraget af regeringen. For de havde alligevel lagt sig fast på slutresultatet og var ikke klar til at forhandle. en danske model blev sat over styr Vi er ved at sætte det hele over styr, fordi man kun bruger den danske model i det omfang regeringen finder det hensigtsmæssige. Hvis man ikke finder det hensigtsmæssigt, er man fuldstændig ligeglad. et er altså et stærkt Fagforeningen har fortsat en stærk medlemsskare, hvor flere end 0 procent anbefaler deres nye kollegaer at blive medlem, men udfordringen er, hvordan LF kan omsætte medlemmernes engagement til indflydelse. Lokale alliancer er nødvendige Efter en længere proces i hovedbestyrelsen blev man i LF enige om, at svaret på fremtiden ligger i stærke medlemmer og lokale partnerskaber. Vi kan jo allerede fornemme, at kommunerne stiller spørgsmålstegn ved, hvad der er sket, og KL udsender dekreter om, at de ikke må lave lokale aftaler. Alligevel kommer kommunerne og spørger, om vi ikke vil indgå en aftale, men uden at sige noget om det til KL, siger Anders Bondo. e lokale aftaler er en konsekvens af, at begge parter ser en fordel i aftalte og dermed bredt accepterede rammer for arbejdets tilrettelæggelse. Skolelederne nu skal til at fordele timerne mellem lærerne. En opgave som ifølge An-
ders Bondo nemt kommer til, at lægge hele skoleledelsen ned, hvis de tager den alvorligt. At kunne fordele og redegøre for lærernes timeforbrug på AH-elever og andet er simpelthen en umulighed. erfor er der også brug for nogle retningslinjer på området. Netop denne form for alliancer med kommuner og skoleledere er i Bondos øjne vejen frem for fagforeningerne. et handler om at finde alliancer, som gør arbejdet lettere og bedre for begge parter. For LF s vedkommende handler det nu om at have is i maven og vente på, at kommuner og politikere for en forståelse af værdien af gensidigt forpligtende aftaler. Medlemmerne skal have magten og evnerne I første omgang lagde ledelsen i LF op til, at der skulle indgås så mange aftaler som muligt, men efter at have talt med medlemmerne, har de nu lagt en ny strategi, hvor det ikke længere handler om kvantiteten i aftaler, men i stedet om kvaliteten i dem. Ifølge Anders Bondo skal det vigtigste forblive elevernes læring. Vi går ind og siger, hvert sted, hvor de gerne vil lave en aftale, der vil vi også gerne lave en aftale, hvis det skaber mulighed for at give eleverne den bedste undervisning. Ellers holder vi os til lov 0, siger Anders Bondo. Ansvaret for at forhandle lokalaftalerne ligger hos de tillidsvalgte i LF. er er der også behov for, at LF aktivt går ind og opkvalificerer deres medlemmer og støtter dem i processen, når der ikke er en aftale. Men det kan være lettere sagt end gjort, når man ingen fortilfælde har at støtte sig op ad. Vi har ikke noget, som vi kan læne os op ad. erfor var det også, at jeg skrev til vores medlemmer, at vi vil gøre alt for at blive så konkrete som muligt, så hurtigt som muligt, men det er også vigtigt, at de anbefalinger vi kommer med er gennemtænkte. Hvis vi først kommer med noget, og så finder ud af at det ikke er godt nok, opstår der total forvirring, siger Anders Bondo. LF s medlemmer skal blandt andet rustes til at benytte deres ytringspligt som offentligt ansatte. Noget som Justitsministeriet selv har gjort opmærksom på, og som ombudsmanden fornyligt indskærpede ikke måtte få negative konsekvenser, hvis man benytter sig af. erudover skal der udvikles konkrete dialogværktøjer, der hjælper medlemmerne med at indgå i en konstruktiv dialog med
skoleledere og kommuner om den nye time- og ansvarsfordeling. Man skal turde lytte til medlemmerne Hjørnestenen i LF s udvikling siden konflikten har været en lang række lyttemøder over hele landet, hvor en bred skare af lærere har deltaget. På møderne har man med Anders Bondos egne ord forsøgt at rense mentalhygiejnen og forstå, hvad der skete. Lyttemøderne har været kendetegnet ved en saglig diskussion blandt lærerne. Medierne har i Anders Bondos øjne forsøgt at tegne et billede af LF som en bitter organisation ude af sync med egne medlemmer, men lyttemøderne har været med til at bekræftelse ledelsen i, at man har stor opbakning. Man forsøger stadig at tegne et billede af at lærerne er sure over hvad der skete, men det er overhovedet ikke problemet. Problemet er at lærerne er dybt frustrerede over fremtiden. et kan vi godt være sure over, og det glemmer vi aldrig, men det er konsekvenserne af lov 0 som virkelig frustrere lærerne. siger Anders Bondo. Resten af fagbevægelsen skal med på vognen Men LF kan ikke stå alene, og derfor er der også et behov for at man i resten af fagbevægelsen får en forståelse for den nye kontekst alle fagforeninger arbejder i. et arbejde er allerede sat i gang. Lige i øjeblikket er der en meget tæt kontakt mellem både Sundhedskartellet og KTO fordi vi simpelthen ikke har råd til ikke at stå sammen. Så det vi meget konkret skal gøre, er at prøve at skabe en helt anden forståelse for hvad var det egentlig der skete, og det synes jeg vi er godt på vej til i blandt fagbevægelsen, men vi har selvfølgelig også brug for at få politikerne med, siger Anders Bondo. erfor ærgrer det også Anders Bondo, at han oplevede, at lokale LO-formænd under lærerkonflikten gik ud og sagde, at konflikten foregik helt i overensstemmelse med den danske model. et var tydeligt at lokale LO-formænd gik i medierne for at sige konflikten foregik efter bogen. et var en socialdemokratisk regering, der lige kaldte kernetropperne sammen, siger han. Ifølge Anders Bondo er den store opgave i forhold til resten af LO derfor også, at få dem til at forstå, at lærerkonf-
likten var ødelæggende for den danske model, uanset om regeringen var ledet af socialdemokrater. Fælles ansvar er det vigtigste Selvom Anders Bondo og LF har haft et svært år, er han selv stadig positiv omkring den danske model. en store værdi i den danske model er, at vi tager et fælles ansvar for løsningen, og at det ikke er resultatet der er det vigtigste, men at det er det med det fælles ansvar. For lærerforeningens eget vedkommende er der ét vigtigt budskab til medlemmerne Bak tillidsrepræsentanterne op, for de får et fantastisk svært år, afslutter Anders Bondo. Efter sommerens lærerkonflikt er der kommet ekstra meget fokus på at inddrage og opkvalificere medlemmerne i LF. et er lokalt at benarbejdet laves.
', Fagbevægelsen skal redde anmark Skrevet af Viktor Grønne, Tænketanken evea - anmark behøver ikke ende samme sted som Tyskland. Men det kræver politiske beslutninger og en mere aktiv fagbevægelse, hvis vi vil undgå faldende lønninger og dårligere arbejdsforhold. Jeg hører til dem, der tror på, at hvis man investerer tilstrækkeligt massivt i livslang opkvalificering og uddannelse, så behøver man ikke acceptere, at politiske beslutninger fjerner det sociale sikkerhedsnet eller undergraver det overenskomstmæssige system, forklarer Mogens Lykketoft. I Tyskland bliver flere fattige i øjeblikket også selvom de har et arbejde. I 1 tjente 10 procent under 3.000 kroner og mens tallet i 2010 var steget til 1 procent. For dem som tjener mellem 3.000 og 1.000 kroner er henholdvis 33 og 3 procent fattige. Netop overenskomstsystemet har også været under pres i Tyskland. Både fagforeningerne og arbejdsgiverforeninger har oplevet fald i medlemstallet, bl.a. fordi nogle arbejdsgivere synes, at de får mere ud af at forhandle løn og arbejdsforhold decentralt. Men Mogens Lykketoft mener ikke, at man kan sammenligne de to landes systemer. For det første er de arbejdsgiverorganisationer, vi har i anmark, også normgivende, for en masse virksomheder, der ikke er medlemmer. For det andet, så vi gennem mange årtier decentraliseret løndannelsen. et er mere de andre rammer om arbejdsmarkedet som f.eks. høj organisationsgrad, de afgør om arbejdsmarkedet bliver bevaret, herunder uddannelsesindsats og arbejdsvilkår i en bredere forstand, siger Mogens Lykketoft. For at vende udviklingen mener Lykketoft, at man rent institutionelt kan lave visse tiltag, der vil hjælpe til at styrke den danske organisationsgrad. Vi skal tilbage til trepartsforhandlingerne, men vi skal også sikre, nogen af de ting som har været oppe i tiden, som så ikke er kommet helt på plads, bl.a. hævelsen af fagforeningsfradraget retter jo en spydspids, mod dem som leverer mere end den allermindste service. er er
hele diskussionen om social dumping, og i forlængelse deraf at give fagbevægelsen et ekstra regelsæt til at håndhæve overenskomsterne. foreslår Mogens Lykketoft. et mislykkede forsøg på at genoptage trepartsforhandlingerne står stadig stærkt i Lykketofts hukommelse. Her indkaldte regeringen arbejdsmarkedets parter for at diskutere hvordan man kunne styrke arbejdsudbuddet, men forhandlingerne brød sammen uden resultat. I sidste ende stod fagbevægelsen tilbage som de store tabere, der i manges øjne havde misset en chance for igen at gøre sig gældende. Man kan sige, at det i hvert fald er meget sørgeligt, at det ikke lykkedes at få gang i trepartsforhandlingerne, som jo ikke bare skulle handle om, hvordan man langsigtet kunne øge arbejdsudbuddet kvantitativt, men i stedet burde have koncentreret sig om, hvordan man langsigtet kunne have forbedret det kvalitative arbejdsudbud. Altså, hvordan man kunne transformere noget af det fremtidige rum for lønbevægelser over i en satsning på uddannelse. et tror jeg vil være fagbevægelsens bedste chance for at hjælpe deres medlemmer i arbejde, men også for at genvinde en etableret position i den generelle samfundsudvikling, siger Mogens Lykketoft. Ove Kaj Pedersen har tidligere i eveas Magasinet Politik peget på at fagbevægelsen selv er skyld i deres nuværende krise. Ifølge ham, så kludrede fagforeningerne i det i 10 erne ved at kræve for meget, og siden har politikere forsøgt at begrænse deres indflydelse, så de ikke igen skulle true den offentlige velfærd. Mogens Lykketoft er ikke enig med Ove Kaj Pedersen, men mener i stedet, at fagbevægelsens krise er blevet båret frem af de seneste 10 års politiske initiativer. Fagbevægelsen har ikke været alene om det her. et politiske system har ikke hjulpet fagbevægelsen de 10 år under Fogh. Hvis man ser historisk på det, har den danske models største succes jo været vekselvirkningen mellem hvad fagbevægelsen kunne opnå på egen hånd, og hvad den kunne opnå politisk sammen med Socialdemokratiet I Tyskland har samarbejdet mellem socialdemokraterne og de tyske fagforeninger netop ført til, at man har vedtaget at indføre en lovbestemt mindsteløn i Tyskland, i et forsøg på at modvirke mængden af lavtlønsjob på *
arbejdsmarkedet. Mange af de nye job er blevet skabt i servicesektoren, og har i mange tilfælde været en konsekvens af lempede regler i forbindelse med midlertidigt arbejde og deltidsarbejde. Spørgsmålet om hvorvidt vi kan regulere os ud af arbejdende fattige herhjemme er derfor nærliggende. Svaret blafrer i vinden, så længe vi end ikke kan få trepartsforhandlingerne op at stå og begynde at lede efter fælles holdepunkter i den her indsats. er kan man sige, at man måske nok skulle have defineret opgaven bredere og mere langsigtet end det med arbejdsudbuddet, hvis man skulle have fundet nogle fælles holdepunkter. et er en kombination af at håndhæve nogle regler, der fastholder et anstændigt mindsteniveau, og på anden vis fortsætter grundtanken i den danske model om også at kunne finde arbejde, til dem som måske ikke kan opretholde fuldtidsbeskæftigelse. er er intet nyt i den tankegang. Helt tilbage fra 0 erne har vi i kraft af stærke fagforeninger og høj mindsteløn bevidst fravalgt nogle meget lavtlønnede beskæftigelser i anmark. siger Mogens Lykketoft. På spørgsmålet om almengørelse af overenskomster vil Lykketoft ikke give noget svar, han mener ikke det er hans opgave at gå i teknikaliteterne, men han opfordrer i stedet til at man tør være åbensindet og lære af hvad velfærdsstaterne omkring os gør. Om fremtiden siger Lykketoft.
ANEN EL EN NY VEJ FREMA I dette afsnit $ Fagbevægelsens fremtid afgøres af de ideer der skaber handling. Afsnittet præsenterer tre artikler, der samlet givet forslag til en retning for arbejdet i fagforeninger fremadrettet. Bidragene taler for en politisk medlemsopfattelse, der tager fat om roden på de sociale relationer som former det nutidige arbejdsmarked.
. / IG Metall Otte nye fornyelsesstrategier for fagforeningen Skrevet af etlef Wetzel, formand i IG Metall, mfl. oversat af Søren Birkegaard +01 & ' 1) et sociale partnerskab er faldefærdigt. Beskæftigelsen er underlagt stigende usikkerhed. Efter mere end ti års tilbagegang befinder de tyske fagforeningers medlemstal sig nu på samme stadie som i 0 erne. Men nutidige fagforeninger er hverken så selvsikre eller reformstærke som dengang. Med andre ord har de store fagforeninger næsten ikke forandret sig i de sidste halvtreds år, og deres relativer styrker står uforandrede. Gamle akilleshæle i forhold til integration og repræsentation af visse beskæftigelsesgrupper er ikke overvundet Kvinder er stadig underrepræsenterede, mens man stadig ikke ved, hvad man skal stille op med medlemmerne. Nye akilleshæle er dukket op i stigende grad. Højtkvalificeret akademisk beskæftigelse udgør en stadigt større del af de ansatte i tyske virksomheder. Fagforeningsmedlemskab og deltagelse i tillidsmandsarbejdet udgør mere undtagelsen end reglen. Normalarbejdsforholdet, der tidligere var tæt koblet med meget stabile ansættelser, er for flere og flere stadigt mere fragmenteret, med perioder af efteruddannelse og arbejdsløshed. Ved siden af normalarbejdsforholdet optræder nu flere nye arbejdsformer såsom midlertidige ansættelser, vikararbejde og såkaldte arm og ben-virksomheder. & ermed er det ikke kun de beskæftigedes arbejdsrelationer og forløbet af deres arbejdsliv, der har forandret sig, men snarere hele den sociale, politiske og kulturelle kontekst, hvori vi gennemlever vores arbejdsliv. en tyske republiks klassiske sociale konsensus er gået i stykker Kapitalsiden stiller spørgsmålstegn ved traditionelle fordelingsmekanismer. et sociale partnerskab er blevet skrøbeligt. et bedste bevis er, at det ikke længere er nogen skandale at aflønne en arbejdstager på niveau med fattigdomsgrænsen. Erhvervsarbejde mister gradvist sin sociale og samfundsmæssige inklusionsfunktion. Arbejdet bliver igen usikkert, som det var det ved industrialiseringens begyndelse. #
2) et gamle system forandrer sig og nedbrydes en faldende organisering af arbejdsgiverforeningerne, i både den private og den offentlige sektor, udgør kernedynamikken i afviklingen af det velkendte arbejdsmarkedssystem. Arbejdsgiverorganisationerne forsvinder ikke, men deres organisering og interesser forandrer sig. For eksempel findes der nu arbejdsgiverorganisationer, som har det grundlæggende mål ikke at indgå overenskomster, men at sikre deregulering og organiserede brud på overenskomsten (OT-Verbände). Hertil føjer sig den tendens, at overenskomstforhandlinger føres stadigt mere decentralt. Åbninger og afvigelser i centrale overenskomster giver plads for udvidede forhandlinger inden for enkelte virksomheder. Allerede nu eksisterer der et kludetæppe af forskellige arbejdstidsordninger, der fordeler sig på tværs af brancher, virksomheder, regioner og beskæftigelsesgrupper. Tidligere var det normalt at arbejdsgivere anerkendte overenskomsterne eller i det mindste rettede sig efter dem. Overenskomster var målestokken for lønniveauet. Forhandlinger blev normalt ophævet til standard. enne indforståethed eksisterer ikke mere. Arbejdsgiverne studerer nøje, hvor fagforeningerne virkelig kan kæmpe. e stiller modkrav, og i brancher med svage fagforeninger er overenskomstløn for længst erstattet af lønninger, der ligger markant under denne. umpingoverenskomster der er indgået af de gule fagforeninger er stadigt mere udbredte. I Højtlønsrepublikken (læs Tyskland) står mindstelønnen som den helt store politiske udfordring, en udfordring der imidlertid forsøges nedtonet af kapitalinteresser og erhvervslivet. Faglige organisationer (Berufsverbände) udvikler sig til specialistfagforeninger, der praktiserer eksklusiv solidaritet ved kun at sikre rettigheder og status inden for snævre faggrænser. Når det faglige sammenhold aldrig er blevet realiseret, stiller det principielt spørgsmålstegn ved fagbevægelsens enhed. Samtidigt forekommer det usandsynligt, at de gamle fagforeningsformer breder sig ud på nye områder. Man må derfor gå ud fra, at nye interesseorganisationer vil opstå, det være sig netværk, lister eller sammenslutninger af virksomhedsrepræsentanter (betriebsräte). ermed ikke sagt, at disse nødvendigvis vil have et tættere forhold til arbejdsgiverne såsom AUB (Arbeitsgemeinschaft Unabhängiger Betribesangehöriger) eller GNBZ (Gewerkschaft der Neuen Brief- und Zustelldienste).
e samarbejdende fagforeninger i GB (svarende til LO i anmark) står således over for en række udfordringer, hvis de skal beholde deres centrale position inden for fastlæggelsen af arbejds- og beskæftigelsesregler. e skal forsvare deres organisering på virksomhedsplan, ligesom de skal sikre tilliden fra alle beskæftigelsesgrupper i alle de brancher, som de repræsenterer. 3) Fagforeningernes institutionelle forankring udhules Undergravningen af fagforeningernes rolle samt indtoget af private interesser i det sociale sikringssystem udgør en videre revne i det traditionelle forhandlingssystem og sætter samtidigt spørgsmålstegn ved et centralt handlerum for tyske fagforeninger. Ved siden af den direkte magt i de enkelte virksomheder har fagforeningen indtil nu sat sig igennem ved hjælp af en privilegeret plads ved den centrale udformning af statens sociale politik. enne plads fører imidlertid ikke nødvendigvis til medbestemmelse. Spillerummet for socialpolitisk input fra fagforeningerne aftager gradvist. Ydelseslofter og indtoget af private aktører på det socialpolitiske område stiller spørgsmål ved denne magtsøjle i fagforeningsarbejdet. Hullerne i det sociale sikkerhedsnet bliver stadigt større. Velfærdsstaten mister gradvist sin evne til at integrere borgerne. en kombinerede effekt ved det skrøbelige sociale partnerskab og den aftagende velfærdsstatslige integrationskraft vil indenfor en overskuelig tidsperiode udhule fagforeningernes institutionelle magtressource. ) Kapitalens interesser er under forandring. Aktionær- og bonustankegangen destabiliserer de sociale relationer i virksomhederne. en kulturelle selvforståelse hos vores modpart på kapitalsiden har ændret sig markant i takt med udviklingen i samfundet. e strukturelle forandringer kommer til udtryk i den personlige holdning, i indstillingen hos eliten. Helmuth Kohls proklamerede sjælelige-moralske fornyelse har slået igennem hos dem. Koncernchefernes vanvittige lønninger og bonusordninger udgør et obskurt spejlbilledet af de arbejdende i lavtlønssektoren. Uligheden vokser og vokser. Virksomhedsledelse bliver i stigende grad foretaget ud fra objektive beregninger. I stedet for visionen og den strategiske beslutning træder økonomiens upersonlige tvang frem. en får yderligere magt gennem den voksende indflydelse fra kapitalmarkeder og investeringsfonde, som
allerede ved indtoget i en virksomhed har udtænkt en plan for, hvordan de vil forlade selvsamme virksomhed med øget profit i lommen. Kortfristet tænkning dominerer og går hånd i hånd med, at alle interne og eksterne relationer i virksomheden præges af konkurrence i stadigt stigende grad. Orientering mod aktionærernes interesser, overdreven profitforventning og bonustænkning styrer slagets gang i stedet for den moralske og personlige forpligtelse over for virksomhedens langstrakte interesser. Medarbejdere der befinder sig under ledelseslaget bliver kun anerkendt set igennem diverse succes-, værdiskabelses- og omkostningsparametre. Lederen ser sig selv som en del af en global elite, som ikke længere har den enkelte virksomheds overlevelse for øje, men snarere sine egne fordele og udsigten til det næste karrieretrin. At træde ind i en tættere og varig relation med medarbejderne tages ikke i betragtning. e sociale relationer i virksomheden mister stabilitet og sammenhængskraft. Som følge heraf stiger følelsen af usikkerhed blandt medarbejderne. ) Fagforeningernes almindelige metoder er ikke længere tilstrækkelige en svindende sammenhængskraft i virksomhederne påvirker fagbevægelsens forhandlingskraft negativt. Forhandlinger på virksomhedsniveau giver generelt dårligere resultater og må føres med en højere grad af konflikt, fordi modparten, den enkelte arbejdsgiver, ikke er interesseret i kompromisser og gensidighed. et er imidlertid netop evnen til kompromisser og gensidighed, som udgør grundstenen i forhandlingssystemet. Tidligere var der et solidt fundament for en udvidet interesserepræsentation. Man forhandlede for og i mindre grad med de ansatte. ette formindskede konfliktpotentialet ved forhandlinger og førte til en opbygning af tillid mellem arbejdsmarkedets parter. Samtidigt rykkede den overordnede regulering ind i centrum af forhandlingerne. er blev og bliver ikke taget konkret stilling til kommunikations- og medbestemmelsesprocesser. Hvor beredskabet til kompromisser mangler, og hvor ledelsen hellere orienterer sig efter de næste kvartalstal, er denne sædvanlige forhandlingsgang ikke længere tilstrækkelig. Repræsentationssystemet mister evnen til at fremskaffe gode resultater. er opstår en legitimationsmangel. en svindende legitimation kan kun genoprettes gennem øget deltagelse. Beskæftigede i dag er i dobbelt forstand afhængige af egne kræfter. Hvor der stilles spørgsmålstegn ved traditionelle forhandlingsmetoder, er det kun den lokale styrke i virksomheden, forstået som en høj organiseringsgrad,
der kan fremskaffe pålidelige kompromisser og succeser. I en virksomhedskultur der styres efter kortfristede rationaler er den eneste kontinuitet oftest inkorporeret i de beskæftigedes organiserede interesser. e beskæftigedes og samfundets interesser såsom langstrakte perspektiver, bevarelsen af arbejdspladser og sågar fremtidig teknologisk sikring må ligefrem forsvares over for ledelsen. ) Medbestemmelse og inddragende konflikter er nødvendige En selvfølgelighed i forhandlingen med arbejdsgiveren, der baserer sig på det faktuelle niveau og på interesserepræsentation er ikke længere tilstrækkelig. Repræsentanter og tillidsmænd må i stigende grad bevise, at de er forankrede, at medarbejderen bakker op omkring dem. Organiseringsgraden svinder der hvor medarbejderne ikke ser fagforeningen som deres organisation, men mere som en passiv servicevirksomhed, og hvor fagforeningens forankring bredt i erhvervsgruppen mangler. er vil det i mindre og mindre grad lykkes at bevise denne forankring. Vores selvforståelse har brug for fornyelse Som organisation såvel som interesserepræsentation på virksomhedsplan. Vi må konsekvent tænke og arbejde i inddragelse. Medlemmerne vil have medbestemmelse, ikke blot som ritual, men når det er vigtigt, altså ved lejligheder hvor de er direkte ramt. På virksomhedsniveau er medarbejderenes mangfoldige ekspertise en vigtig ressource for at kunne mestre den mere og mere komplekse kunst, det er at repræsentere interesser. Inddragelse og medbestemmelse i konfliktsituationer forstærker både relationen til medlemmerne, men også organisationens forhandlingskraft. ) Et nyt virksomhedsbegreb er nødvendigt Vikararbejde og andre lavtlønsansættelser udhuler muligheden for overenskomsters virkning i de enkelte virksomheder. Indtil 0 erne var det udbredt, at alle de ansatte i en virksomhed var repræsenteret gennem den samme overenskomst. et var en sjældenhed, at nogle arbejdede i en virksomhed, som ikke også var den ansattes arbejdsgiver. Imidlertid finder vi i dag en hidtil uset brug af forskellige beskæftigelsesformer. Samtidigt er vores virksomheds- og medbestemmelsespolitik kun rettet mod virksomhedens kernemedarbejdere. Vikarer er den eneste lavtlønsgruppe, der blot har en smule medbestemmelse på arbejdspladsen, mens arm-og-ben virksomheder og praktikanter er fuldstændig uden rettigheder. er man-
gler i den grad et overblik. e overenskomstmæssige og arbejdsregulerende standarder der gælder i virksomheden bliver stadigt mere forskelligartede, i særdeleshed når serviceområder såsom kantinedrift, vagtservice, forskning og udvikling, konstruktion og selve produktionen er underlagt forskellige overenskomster. er tegner sig konturerne af en ny type virksomhed, som ikke længere baserer sig på faste beskæftigede, men i stedet på en aftagende kerne af fastansatte og en stadigt voksende rand af midlertidigt ansatte. Erhvervselitens drøm om den åndende virksomhed bliver virkelighed. Personalestrategisk indsatte former for lavtlønsbeskæftigelse indåndes og trykker medarbejderomkostningerne nedad, mens de sænker de sociale omkostninger. Som en taktisk sidegevinst sænkes samtidigt antallet af fastansatte interessenter i virksomheden. Et voksende antal medarbejdere er ikke længere repræsenteret i virksomhedsledelse gennem de velkendte virksomhedsråd. På denne snigende måde undergraves fagforeningens og de ansattes evne til at repræsentere egne interesser på virksomhedsplan. Vi har brug for et nyt virksomhedsbegreb, der gør det muligt at inkludere alle beskæftigelsesgrupper i virksomhedsledelsen for derigennem at have en basis for decentral fagforeningsmagt. ) Fagforeningernes fremtid afgøres i de enkelte virksomheder Forandringerne stiller nye og højere forventninger til den dobbelte interesserepræsentation i lønforhandlinger centralt såvel som repræsentation i decentrale virksomhedsråd. e historiske resultater ved indlemmelsen af virksomhedsråd i virksomhedsledelsen bliver vigtigere end nogensinde før. Uden fagforeningernes tilstedeværelse i virksomhedsrådene bliver disse tromlet af virksomhedsledelsen, der stiller en lang række krav, som repræsentanterne ikke kan håndtere. Kun et mindretal har indflydelse på fyringer og personalebeslutninger. Virksomhedsråd og tillidsrepræsentanter udgør praktisk talt fagforeningens repræsentation i virksomheden. Vi bør derfor tage disse to midler med i overvejelserne omkring fornyelse, hvis de fremover skal udgøre et magtgrundlag for fagforeningerne på virksomhedsplan. et gælder om at styrke deres stilling som talerør for fagforeningernes ideer, samt som motor for fagforeningens handlinger. Virksomhedspolitisk har det øverste prioritet, at de lokale
repræsentanter ikke kun understøttes fagligt og sagligt, men at de forstår sig selv som aktive fagforeningsforkæmpere. For medarbejderne er virksomheden knudepunktet for fagforeningsarbejde. I virksomheden findes de konkrete oplevelser, som fodrer deres engagement i fagforeningen. Her lægges fundamentet for deres opfattelse af arbejdets karakter, her findes kilden til deres holdninger. Her må vi bevise, at vi er kompetente, stærke og handlekraftige. Virksomheden udgør arenaen, hvor fagforeningernes handlekraft bliver afgjort. Vores troværdighed og beviset for at vi kender den virkelighed, som medlemmerne oplever i dagligdagen, hænger direkte sammen med engagementet i de enkelte virksomheder. Sympati for arbejderbevægelsen omsættes kun til medlemskab gennem relevant og tilstedeværende fagforeningsarbejde. Vores arbejde i de enkelte virksomheder udgør grundstenen for vores nationalpolitiske arbejde, ikke omvendt. et gælder således om at bruge alle tilgængelige redskaber i en virksomhedssammenhæng. Fagforeningsarbejde skal være mere end hovedkontorets formelle støtte til lokale repræsentanter. et gælder i stedet om at sikre en effektiv kombination og brug af centrale fagforeningsværktøjer lige fra medbestemmelse over overenskomstforhandlinger, socialpolitik, miljø og sikkerhed til spørgsmål om bevarelse af arbejdspladser og innovation. Altså også en medbestemmelse på virksomhedsledelsen og -kulturen, uddannelse, retfærdighedsspørgsmål, ligestillingsspørgsmål og spørgsmål vedrørende vikararbejde. Tesernes implikationer for fagforeningsarbejdet e samfundsmæssige og kulturelle forandringer, specielt sporskiftet i de industrielle relationer og forandringer på virksomhedsniveauet, fordrer en fornyelse af fagforenings selvforståelse. Vi har brug for at definere nye målsætninger for arbejdet, der rækker ud over vores vante rolle. For at forblive en central spiller må og skal fagforeningerne sikre deres tilstedeværelse i de enkelte virksomheder og bruge alle anvendelige kilder til vækst. Nye typer af virksomheder, unge og prekært ansatte, højtkvalificerede og studerende bør engageres i fagforeningsarbejdet. For IG Metall gælder det i særdeleshed om effektivt at kunne håndtere forandringen i industrien, samt det medfølgende skift i beskæftigelsessammensætningen med henblik på usikre ansættelser såvel som stadigt stigende krav til ansattes kvalifikationer og kompetencer. Betydningen af fagforeningen som en samfundsmæssig spiller afgøres i virksomhederne. e må og skal være centrum for fag-
foreningens aktiviteter og organisering. Orienteringen af fagforeningens midler mod virksomhedsniveauet modvirker faren for at fagforeningen udvikler sig til en slags NGO, og sikrer på sigt fagforeningens rolle som en central samfundsaktør. En gennemgående håndtering af forandringerne betyder, at medlemmernes sager og anliggender skal tages alvorligt. et er her, vi skal finde kimen til en ny dagorden for fagforeningsarbejdet. At tage sager og anliggender seriøst er det samme som omsætning af inddragelse og medbestemmelse til konkrete handlinger. Medlemmerne bør ikke kun være kontingentbetalere, men snarere medskabere af fagforeningens dagsorden. ette er demokrati i udlevet form. Udfordringen er derfor at skabe en ny aktiverende og deltagerorienteret medlemspolitik såvel som supplerende organisationsstrategier. er er brug for en offensiv medlemsorienteret strategi som grundlag for fagforeningens fornyelse. ette forudsætter en nytænkning af funktioner og formål på alle niveauer i fagforeningen. Alle afdelinger i fagforeningen skal bestræbe sig på at gøre fagforeningsarbejde tydeligt for medlemmerne. Specielt en optrapning af fagforeningens engagement på arbejdspladsen udgør et hovedinstrument i indsatsen for fornyelse. et handler om fokus indlemmelsen af nye arbejdspladser, brancher eller beskæftigelsesgrupper inden for hidtil lukkede områder er kun mulig gennem en målrettet indsats, med organiseringskampagner baseret på relevante problemstillinger samt effektiv konflikthåndtering. I kollektive handlinger kan fagforeningens særlige potentiale både ses og erfares. Her ligger nøglen til en forstærket relation til medlemmerne, samt et løft i fagbevægelsens attraktivitet. Som grundlag for udviklingen af en medlemsorienteret strategi er det muligt at formulere følgende tre hovedsøjler At være medlemsorienteret At være inddragelsesorienteret At være konfliktorienteret Organisering som løftestang for fornyelse En kritisk stillingstagen Sat på spidsen er Organisering en metode til forbedring af fagforeningens gennemslagskraft og medlemsfundament. I grunden beskriver det opbygningen af en fagforening. Tilgangen er født i USA og adskiller sig dermed radikalt fra administrationen af en fagforening. Begrebet *
fokuserer mere på at udbrede organisationen til hidtil ubesatte områder snarere end at administrere det vi allerede har. Organisering består således ikke kun af en reklamemetode, snarere er der tale om gennemførelsen af strategisk planlagte kollektive handlinger; kampagner! Mange af metoderne kendes allerede blandt tyske fagforeninger, de benyttes imidlertid slet ikke med det omfang eller målrettethed, som de kunne. e benyttes heller ikke målrettet for at udvide organisationen. Organisering betjener sig af metoder fra projekt- og kampagnearbejdet, fra PR/marketing og socialarbejde, såvel som elementer fra den amerikanske borgerrettighedskampagne i 10 erne Både gennem aktionsformer såsom civil ulydighed og ikke-voldelige protester, såvel som den rene kampånd for rettigheder, sådan som det sås i kampagnen Justice for Janitors i alifornien. At understøtte de beskæftigede til at forsvare deres egne rettigheder og til at blive et aktivt handlende menneske på arbejdspladsen, dette er Organiserings formål et handler om inddragelse, ikke reklame; det handler om ejerskab, ikke salg. For i Organiseringstilgangen er det ikke fagforenings sædvanlige problemstillinger, der står i centrum, men i stedet de problemer som medlemmerne oplever. Organisering har brug for et fundament, som kun kan støbes ved hjælp af medlemmernes input omkring problemer på arbejdspladsen, også selvom de kan virke ligegyldige for fagforeningens medarbejdere på hovedkontoret. et er fagforeningens opgave at omsætte medlemmernes input til fremadrettede tiltag, at bygge et hus på fundamentet. Utilfredshed rækker ikke i sig selv. Forandring skal være mulig og konkret. et gælder om at omsætte ærgrelse til håb for forandringer gennem kollektive aktioner. et er det væsentlige fokus i Organiseringstankegangen at inddrage og aktivere de beskæftigede i bekæmpelsen af deres egne problemer og bekymringer. Man skal til alle tider følge mantraet gør ikke noget for et medlem, som medlemmet selv er i stand til. Et essentielt træk ved Organiseringer at repræsentere sig selv i stedet for at blive repræsenteret, i modsætning til hvordan det praktiseres af traditionelle fagforeninger.. ermedadskiller tilgangen sig fra diverse medlemskampagner, der oftest søsættes ud fra antagelsen om passive medlemmer, der har behov for hjælp og service. Organisering rækker helt tilbage til fagforeningernes opståen. Glemte teknikker fra den tid hvor fagbevægelsen stadig var en begyndende social bevægelse tages i brug igen. Store fagforeninger retter med stor succes hovedparten af deres ressourcer mod kampag-
ner og erobring af nye områder. et er tydeligt, at store fagforeninger ikke kan klare nutidens udfordring uden en professionel og integreret Organiseringspraksis. Organisering opstod i USA Organiseringstilgangens grundlæggelse og historie kan kun forstås ud fra de amerikanske fagforeningers specifikke forhold og situation. I kraft af New eal i 130 erne det lykkedes det de amerikanske fagforeninger at få et fodfæste på arbejdsmarkedet. Organisationsgraden var sågar på højde med den, vi ser i Tyskland i dag. Siden 0 erne oplevede fagbevægelsen en snigende tilbagegang, der i sidste ende forværredes af en ligefrem anti-fagforeningspolitik, både fra politisk såvel som arbejdsgiveres side. Under Reagan udgjorde den organiserede ødelæggelse af fagforeningerne en millionforretning, der ved hjælp af alle legale såvel som voldelige midler forsøgte at afkræfte fagbevægelsen. Organiseringsgraden faldt drastisk og stagnerede til pct.. Formelt set findes der rettigheder som den ansatte kan påkalde sig, når en arbejdsgiver bryder reglerne, men de er næsten ubrugelige i praksis. Titelinflationen i USA har en praktisk sidegevinst for arbejdsgiverne, idet millioner af amerikanere formelt set er ansatte som Ledelse og dermed ikke har lov til at organisere fagforeningsaktiviteter. Gennem grundlæggelsen af Organiseringstilgangen er det, udviklingen til trods, lykkedes amerikanske fagforeninger at generobre dele af det tabte fodfæste gennem markante succeser over for virksomheder såvel som over for medlemmerne. En af de rigtigt store udfordringer for amerikanske fagforeninger er den praksis, der regulerer fagforeningers repræsentationsret på virksomhedsplan. ette skal ske enten gennem valg blandt de ansatte eller frivillig accept fra arbejdsgiverens side. Et lovfæstet regelsæt om virksomhedsledelse, der kunne gøre det nemmere at repræsentere de ansattes interesser, mangler i en amerikansk kontekst. Organiseringskampagnerne har derfor som erklæret mål så hurtigt som muligt at stable et valg på benene så fagforeningen legitimt kan repræsentere de ansatte. Arbejdsgiveren har nemlig frie hænder indtil et valg er afholdt. Tid er således en afgørende faktor. en amerikanske fagforeningskultur er opbygget som et syndikat; med et kludetæppe af decentrale enheder, der holdes sammen af en kompakt central organisation. ette skyldes delvist, at anerkendelsen af fagforeningen kun kan ske decentralt i de enkelte virksomheder. Således må amerikanske fagforeninger føre deres kampe decentralt, én virksomhed ad gangen. Overenskomster $
eller brancheoverenskomster forekommer kun sjældent. Strukturen gør det således muligt at sondre skarpt mellem Unionized shops og Non-nionized shops. Hvis det lykkes en fagforening at opnå repræsentationsret på en arbejdsplads, så tvinges alle relevante faggrupper normaltvis til medlemskab. Repræsentationsret i virksomheder hænger uendeligt tæt med sammen med medlemskaber i virksomheden. Individuelle medlemskaber, som det findes i Tyskland, eksisterer nærmest ikke. I nogle stater findes der love, der gør individuelle medlemskaber mulige (right-to-work-states). Her har Organiseringssucceserne ikke været så markante, da fagforeningen her er endnu mere marginaliseret end i resten af landet. Ved siden af kampen mod politiske og arbejdsgivermæssige forhindringer har Organisering en anden dagsorden. en omhandler kampen mod passivitet og umyndiggørelse, som det ses hos de store Business Unions, der forsøger at bevare status quo i medlemsskaren, og vedholder et fokus på udvalgte kerneområder. Allerede i 0 erne indså flere fagforeninger, samt ledelsen i fagbevægelsens fællesorganisation (AFL-IO), at fagbevægelsen er truet på dens eksistens, hvis ikke det lykkes at forny den traditionelle fagforeningsstrategi. Efterfølgende har adskillige fagforeninger påbegyndt arbejdet med Organisering. er findes ikke en entydig og forpligtende metode, der er snarere en samling af metoder og strategiske overvejelser. Mest kendt er de kampagner, der blev udført af servicefagforeningen SEIU. e ville være en fagforening, der globalt kunne repræsentere alle ansatte i simple servicevirksomheder. et mest effektfulde træk ved deres strategi var offentligt at udstille åbenlyse mangler på arbejdsgiveres evne til at leve op til minimumskrav. Hvordan Organiseringstilgangen har påvirket organiseringen af højtuddannede er ukendt. ette skyldes ikke kun fagforeningerne og de ansatte selv, men i høj grad retslige rammer, der udelukker en lang række erhverv fra at organisere sig i fagforeninger. Ligesom i Tyskland udgør lærere en undtagelse fra denne norm, da de igennem flere årtier har været velorganiserede. Vel og mærket uden eksplicit brug af Organiseringsmetoder. Idet Organiseringsmetoden først og fremmest retter sig mod ansatte med begrænsede samfundsmæssige ressourcer, er det essentielt, at forbundsarbejdet rækker ud over virksomhedens fire vægge. Organisering, forstået som skabelsen af politiske bevægelser, udgør dermed et alternativ til traditionelt lobbyarbejde, der fandt udbredelse på grund af tætte forbindelser til de socialistiske #
partier. Lobbyarbejde praktiseres fortsat, men suppleres af Organiseringsbestræbelser, der mobiliserer engagement og politisk pres på de enkelte kommuner. Systematik og ressourcer en amerikanske brug af Organisering er endog meget systematisk, med fokus på kommunikation og præcise handleplaner. En kampagne starter med et grundigt forarbejde. Først researches en virksomhed for at få et klart billede af mulighederne for aktioner. Virksomhedsdata, kundeforbindelser og netværket omkring virksomheden kortlægges, mens sammensætningen og holdningerne blandt de ansatte såvel som ledelsen undersøges. Man vil vide, hvem man har med at gøre. Samtidigt øger det muligheden for at finde et ømt punkt i virksomhedens forhandlingsmagt. Alle informationerne sættes sammen på et oversigtspapir, hvor man hurtigt kan danne sig et overblik over støtter og kritikere, der kan inddrages i fagforeningsarbejdet. Selve kampagneplanlægningen, der er opdelt i klare skridt, er meget vigtig. et skal afgøres, hvilke temaer der er de centrale for kampagnen, samt hvilke temaer der har forrang på forskellige tidspunkter i kampagnens forløb. Opbyggelsen af pres på virksomheden, både blandt ansatte såvel som i den bredere offentlighed, er afgørende. For ikke at spilde vigtige ressourcer eller forære modstandere en fordel skal kampagnens forløb planlægges meget nøje. ette gøres for eksempel ved at formulere målsætninger, der skal opnås, før man kan gå videre til næste punkt på slagplanen. Kampagner der ikke formår at opnå de grundlæggende målsætninger må afsluttes, da ressourcer på den måde kan bruges mere optimalt på andre kampagner. For at kunne magte dette systematiske kampagnearbejde er de amerikanske fagforeninger gået over til at uddanne specialiserede organisere. isse flyttes rundt på forskellige kampagner og har således ikke noget fast arbejdssted, med alt hvad det indebærer af negative effekter for organiserens arbejdsbelastning og arbejdsglæde. På den måde koncentreres ressourcer for fortsat at kunne yde den massive kapitalmagt en markant modstand. et tids-, personale- og finansieringsmæssige ressourceforbrug for hver enkel kampagne er derfor betragteligt. Fagforeninger der udelukkende baserer sig på Organiseringstilgangen beslaglægger således en enorm andel af deres ressourcer til kampagner med den mulighed, at de ikke alle ender med succes. et er således afgørende hele tiden at kunne afbryde en kampagne, hvis den ikke fører nogen vegne.
et vigtigste for fuldtidsansatte organisere er understøttelsen fra frivillige. Organiseringsenheder forstærkes således betragteligt, hvis de suppleres med ansatte fra virksomheder, der ligner dem, som der laves kampagne mod. erfor er den første målsætning i en Organiseringskampagne at finde støtter internt i virksomheden, som har lyst til at medvirke i en arbejdsgruppe omkring kampagnen. Funktionen kan sammenlignes med tillidsmandens, dog uden at denne har en fast forbindelse med arbejdsgiveren. enne omstændighed skal man tage højde for i forhold til en tysk kontekst. En kritisk overtagelse af konflikttilgangen i organisering Organiseringsmodellen stiller spørgsmålstegn ved den tyske fagforeningsmodel. Først og fremmest fordi fuldtidsansatte organisere vil blive ansat i organisationen, hvilket uundgåeligt vil medføre en række uoverensstemmelser og konflikter inden for fagbevægelsen, mens tilgangen integreres. erudover vil konflikttilgangen i Organisering sandsynligvis forstyrre eller ødelægge sociale partnerskaber, såsom trepartsforhandlingerne. Uro vil der i hvert tilfælde opstå. Trods store personale- og materielle investeringer er resultatet for kampagner uvist. Succeser fremkommer først efter års forløb, så kortfristede håb om hurtige medlemserobringer kan kun skuffe. et er derfor afgørende, at kampagnearbejdet understøttes bredt og vedvarende i organisationen. I løbet af, og i særdeleshed efter succesfulde kampagner står der to essentielle spørgsmål og venter Formel repræsentation skal etableres og de ansatte skal organiseres i en bæredygtig frivillig arbejdsgang. isse to træk skal sikre den kontinuerlige fagforeningstilstedeværelse i virksomheder der indlemmes under fagbevægelsen gennem kampagner. er skal således opbygges et stabilt decentralt netværk, der kan håndtere arbejdsgiverens pres efter kampagnens afslutning. Åbne spørgsmål i forhold til den tyske kontekst Organisering udgør en tilgang, der betoner at fagforeninger skal hævde deres plads i et fjendtligt miljø. I betragtning af, at amerikanske fagforeninger oplever store udfordringer i deres arbejde; udfordringer som i stadigt højere grad optræder på det tyske arbejdsmarked. erfor udgør Organiseringstilgangen en oplagt dagsorden for fremtidens fagforeningsarbejde. et er altså ikke et spørgsmål om vi har lyst til at bruge Organisering eller ikke, men i stedet hvilken form for organisering vi ønsker.
et allervigtigste spørgsmål først Praktiserer vi allerede Organisering? Nej! et er sandt, at visse elementer af Organisering ikke er helt ukendte i Tyskland. et er også rigtigt, at IG Metall har ændret deres arbejdsgange over de sidste år, så de har bevæget sig i retning af Organisering.Ganske vist mere som bivirkning end som formel strategiskift hen imod Organisering. et er desuden rigtigt, at VER.I har forsøgt sig med Organiseringselementer igennem flere projekter og med blandede resultater og i projekter, der lå uden for organiserings normale fokusområde. En systematisk og kritisk tilnærmelsesamt en indkorporering i fagforeningens regel- og kampagnearbejde står uprøvet hen. esuden er uddannelse af fuldtidsansatte samt frivillige organisere endnu uprøvet. et skal således tages op til diskussion, om det er meningsfuldt at uddanne Organiseringsspecialister, eller hvorvidt fuldtidsansatte fagforeningsfolk kan bruge Organiseringsmetoder i deres arbejde. er i højere grad spørgsmål vedrørende kampagneplanlægningen,, samt inddragelsen af medlemmer og fordelingen af ansvarsområder, der skal afklares for at kunne forebygge eventuelle interne konflikter. et er indlysende, at de ting der kræver stor tålmodighed vil kræve endnu mere af tyske fagforeninger, på grund af de individuelle medlemskaber. Oprettelsen af virksomhedsråd, konfliktførelse over virksomhedsspecifikke temaer, samt personlige overtalelsesevner over for de ansatte kan og skal gå hånd i hånd. et skal desuden afklares, hvilken rolle virksomhedsråd og eventuelle Organiseringskommitéer samt tillidsmænd, andre forbund og styringslag skal spille. et er åbenlyst fra fagforeningers hverdagserfaring, at virksomhedsråd spiller en central rolle i overførelsen af nye ideer. et blev desuden dokumenteret i VER.I s Schlecker projekt. et
B @ T L B H 2 G < < A A A Z I O B @ B H H H @ B K <? < < G H B H E B 2 P G < < A < < A 3 R I B @ E B H @ A A < < G F I @ @ @ HL @ B K L @ H J A < A < A < < I E H L L H B H L @ 2 A R < < G < A? G A Y I @ B F A A A < @ E B B Q H 2 A A 3 A X H W I O B Q H T E B Q 3 V U A A A < R F S G ; E L K @ @ B L H H 2 R F <??? < < P G G I ; B Q K L B @ B H < < P F A A? ; O B @ @ @ H L H 2 F G A A A A 3 I I L E L B B E L B A N A ; E L @ @ @ E L H B F < < < ; @H H M E L B K @ @ @ @ 2 G A? J I @ H E G F A ; ; E B @ @ @ B B @ 2 A < A? < 3 Organiseringperspektiver for IG Metall
/ %! " Fagbevægelsen har svigtet den relationelle kultur Skrevet af Svend yrholm Pedersen, Tænetanken evea. % [ \ %! % East Brooklyn ongregations (forkortet EB) blev dannet i 10 og spreder sig over flere kvarterer i New York ity. EB er et eksempel på community organizing. EB er bedst kendt som stifter af foreningen Nehemias Homes, der byggede 2.100 boliger, som lavindkomstfamilier havde råd til at købe. e har også været involveret i dannelsen af tre offentlige High Schools EB East New York, EB Bushwick High School for offentlig service, og Bushwick Leaders High School for Academic Excellence. Hvad er opskriften på denne relative succes? Og hvad kan danske fagforeninger lære af community organizing og Michael Gecan? Især fire ting 1. Organiseringens jernlov Gør aldrig for mennesker, hvad de kan gøre for dem selv. 2. e fleste mennesker vil engagere sig, HVIS de får chancen. Fagforeningen skal være den chance for at engagere sig. 3. Al organisering er også disorganisering Lav flere forsøg; prøv mere, fejl mere, lær mere.. En organiserende fagforening er ikke selv en meningsdanner, men har til opgave at finde, engagere og uddanne talentfulde meningsdannere, som man kan bygge en organisation rundt om. Et medlemskab i fagforeningen er som et medlemskab af fitnesscenteret du bliver ikke stærk af bare at sidde derhjemme selvom du betaler kontingentet hver måned. Fagbevægelsen har svigtet den relationelle kultur a han var ung, troede Michael at organiseringsarbejde var politisk arbejde. Hans opgave var at skabe magt i civilsamfundet for at kunne kæmpe imod markedet og staten. Organisering er ikke kun politisk, den er også kulturel.
Hans første projekt handlede om, at bankerne i hans kvarter ikke ville give flere boliglån. Han var med til at mobilisere 300 mennesker der ejede deres hus. e samlede deres penge og gik til banken og sagde Hvis I ikke giver flere lån til lokalmiljøet, så trækker vi vores penge ud af banken. Banken accepterede det og begyndte at give flere lån. Nogle gange skulle de bruge bystyret som allieret for at vinde. Men det var et simpelt magtspil, hvor det handlede om at samle mere magt end de andre. Siden har Michael erkendt, at organisering er mere komplekst og ikke bare er et spørgsmål om at have et politisk mål eller en sag. Organisering handler om, hvilken kultur man skaber i sin organisation. Gecan tager udgangspunkt i tre forskellige kulturer 1) Markedskulturen 2) en bureaukratiske kultur 3) en relationelle kultur. isse kulturer skal ikke forstås snævert som Føtex markedet, staten bureaukratisk, men snarere ses som kulturer, der i større eller mindre grad er at finde i alle organisationer. I takt med at organisationer modnes og får mange ansatte, bevæger de sig ofte væk fra den relationelle kultur. Gecans påstand er, at den helt er forsvundet fra de fleste fagforeninger. Organiseringens jernlov Fagbevægelsen har traditionelt arbejdet på at etablere omfattende bureaukratiske organisationer, som kunne virke som bolværk imod presset fra markedssystemet. et centrale udgangspunkt i den bureaukratiske kultur er at identificere behov og mangler i samfundet, for der at skabe programmer der løser problemet FOR borgerne eller medlemmerne. Mennesker bliver klienter, hvis de ikke lærer at kæmpe for det. Problemet er, at borgerne ikke selv behøver at gøre noget for at få løst deres problemer. et skaber en kultur, hvor der ikke er noget ejerskab over løsningen på de fælles problemer. Gecan tager derfor det modsatte udgangspunkt i det grundprincip, han kalder organiseringens jernlov Gør aldrig for andre, hvad de kan gøre for dem selv. Bureaukratiske organisationer løser problemer FOR medlemmerne. Når man gør det, så bliver man til en ser-
viceorganisation og gør medlemmerne afhængige af sig. Når de er afhængige af den service, så bliver de vrede, når den forringes eller laves om. e tænker Jeg troede, at fagforeningen var et serviceorgan, der leverer 10 services. Nu bryder de deres løfte og leverer kun. Hvis man har en organisation, hvor der hersker en noget for noget kultur, forsvinder tilliden imellem medlemmerne og organisationen gradvist. I stedet for et klient- og serviceforhold skal man bygge organisationen op omkring gensidighed og tillid. Gecan har det udgangspunkt, at de fleste mennesker, i de fleste situationer, vil engagere sig, HVIS de får chancen. Organisationen skal være den chance for at engagere sig. Kreativ ødelæggelse En af markedets største styrker er dets evne og vilje til hele tiden at udvikle sig. Produkter starter som niche produkter, vokser til hvermandseje og forsvinder igen. Og hvis et produkt fejler, så reorganiserer man sig og prøver med et nyt. Fagbevægelsen kan lære meget af markedet på dette punkt. Lav flere forsøg; prøv mere, fejl mere, lær mere. For at kunne skabe noget nyt, skal der også være rum til det. Hvis vi først har organiseret noget, så holder vi fast i det FOR ALTI. et er nødvendigt at praktisere kreativ ødelæggelse og lade nogle at de gamle strukturer og institutioner forgå. Al organisering involverer derfor to elementer disorganisering og reorganisering. isorganisering er, når vi lader den gamle organisering gå i opløsning, så der bliver rum for en reorganisering, der skaber noget nyt med en anderledes kultur. Organisering og den strategiske implementering I de fleste fagforeninger findes der to forskellige kulturer, der er meget stærke og lever ved siden af hinanden a) en servicekultur og b) en mobiliserende kultur. Gecan mener, at den tredje mulighed, den organiserende eller relationelle kultur helt mangler. et er simpelt, men hårdt lad være med at snakke for meget Servicekulturen er meget stærk. Fagforeningerne leverer en række services ved hjælp af et stort centraliseret personale. En af styrkerne er, at service er meget pålidelig, *
målelig og genkendelig. Fagforeningerne leverer en ydelse, som medlemmerne kan genkende sig selv i og er villige til at betale for i et vist omfang. Mobiliseringskulturen kommer til udtryk, når vi mobiliserer til f.eks. underskriftsindsamlinger, demonstrationer og valgkampagner. en er meget personaletung og centraliseret. Emner, aktiviteter og budgetter er vedtaget centralt og implementeret af lønnet personale. Mobiliseringer kan sagtens være effektfulde, men de efterlader sjældent en organisation, man kan bygge videre på og gør ikke medlemmerne til ledere. Forskellen på mobilisering og organisering er, hvem der bestemmer Hvis man har mange frivillige, men rammerne er centralt bestemt, er det mobilisering. Organisering går derimod ud på at give folk chancen for SELV at gøre noget, derfor tager man udgangspunkt i meningsdannere i stedet for centrale beslutninger. Forskellen på mobilisering og organisering er altså, hvem der bestemmer. En organiserende fagforening er ikke selv en meningsdanner, men har til opgave at finde, engagere og uddanne talentfulde meningsdannere, som man derefter bygger en organisation rundt om. Gecans far var soldat i anden verdenskrig. Han fremhævende hærens dobbelte struktur; på et niveau er det en kæmpe bureaukratisk maskine, der flytter enorme mængder mennesker og materiale rundt i faste systemer. Men på slagmarken er den enkelte deling bygget op af tætte relationer og med en leder, der kan og skal tage beslutninger selv. e to forskellige kulturer lever ved siden af hinanden, hader hinanden og kæmper hele tiden. Men det virker alligevel. På samme måde kan man, inden for rammerne af store fagforeninger, skabe rum til at lave flere forsøg med andre og nye kulturer som den relationelle kultur og organisering. Forudsætningen er at der skabes rum og tid til at gøre det ordenligt, og at ledelsen ikke kun støtter projekterne halvhjertet.
" ' % % Relationer og magt kommer før handling Skrevet af Bjørn Hansen, uddannelseschef i Tænketanken evea Siden stiftelsen af Blue Labour i 200, en politisk strømning i Labour-partiet, har hans tanker vundet større og større indpas i Labour. I dag er han medlem af det britiske overhus, ledende ideolog i partiet og central rådgiver for Ed Miliband. Maurice Glasman tænkning hviler på en kontinuerlig analyse af, hvad den nuværende situation er. Overfor denne analyse står, på samme måde, en kontinuerlig analyse af, hvordan vi drømmer om, den nuværende situation burde være. For at tydeliggøre den analytiske vekselvirkning brugte Glasman to citater fra henholdsvis Marvin Gaye og Lenin. [ ] Paradokset ved tradition er dette Hvis vi undersøger kilden til vores handlekraft, vil vi finde noget nyt. Tradition giver os ægte innovation. Uden tradition er det umuligt at innovere. Uden tradition administrerer vi bare. Og lige nu administrerer vi forfald. Marvin Gaye og Lenin Glasmans kritik af den måde, der bliver ført politik på i dag, starter med en kritik af statsmagtens ensidige fokus på at handle Noget er galt derfor må vi gøre noget!. I stedet, mener Glasman, bør vi starte med at spørge What s going on?, som Marvin Gaye synger det. Hvad er egentlig problemerne? Hvordan opleves de blandt dem, der berøres? Hvem er vi? Hvem er fagbevægelsens medlemmer? Hvad vil vi opnå? Statsmagten er altid leninistisk, idet den alene spørger What is to be done? et understående vil centrere sig om at besvare to spørgsmål. Først en What s going on? -analyse af samfundet, fagbevægelsens og arbejderbevægelsens udfordringer i dag, og dernæst nogle bud på What is to be done?, med henvisning til det klassiske Lenin citat, i forhold til, hvad fagbevægelsen konkret kan gøre for $
at genvinde den relationelle magt og det stærke bånd til medlemmerne. What s going on? Maurice Glasman peger særligt på tre forhold, der karakteriserer den nuværende politiske situation for arbejderbevægelsen. 1) Stop markedsgørelse og tro på arbejdets selvstændige værdi Markedsmagten baserer sig på penge, ressourcer og har som mål at varegøre så meget som muligt. en dominerende varegørelse har reduceret arbejdet til noget, som skal tjene markedet et er en ressource, som indgår i et system, hvor HR, bundlinje og profit er de eneste værdier, der tæller. Liberalister vil tale om andet end arbejde. e tror, at penge skaber værdi, de tror, at teknologi skaber værdi, de tror, at risikovillighed skaber værdi, de tror, at iværksætteri skaber værdi, de tror, at universiteterne skaber værdi; alt andet end arbejde og arbejdere. Alt andet end at folk, der ved, hvad de laver, kommer videre med arbejdet. Men det er netop arbejde og arbejdere, der gør tingene bedre og driver innovationen. Men det kan højrefløjen ikke forstå. I kernen af arbejderbevægelsens tradition ligger hævdelsen af arbejdets værdi. Vi skal derfor tilbage til at betragte, italesætte og kæmpe for arbejde som den vigtigste værdiskabende faktor i samfundet. Selvom det hævdes, at arbejderklassen er død, og det ikke længere giver mening at tale om arbejderen, er andelen af befolkningen, der er afhængige af deres arbejde for at kunne leve fortsat stabil. e fleste har fortsat brug for deres månedlige løncheck for at kunne betale deres regninger. e mennesker, hævder Glasman, ved godt, at deres fremtid afhænger af at kunne levere godt arbejde af høj kvalitet. Men lige nu oplever de, at ingen fagforening eller politiker repræsenterer denne værdi. Modsvaret fra fagbevægelsen og centrum-venstre bør derfor være, at arbejdet har en selvstændig værdi, og at det repræsenterer noget, vi skal være stolte af. I offentligheden og på arbejdspladserne skal der genskabes ære og respekt for arbejdet. #
2) Tre typer af magt Marked, stat og relationer Markedsmagt Statsmagt Relationel magt Baserer sig på penge Har som mål at vareliggøre for at kunne profitmaksimere Baserer sig på bureaukratiet Har som mål at omfordele og udfylde behov Baserer sig på gensidighed og tillid Har som mål et skabe et fælles gode Glasmans diagnose for fagbevægelsen er, at den for længe har sat sin lid til statsmagten, og satset på, at den kunne varetage medlemmernes interesser gennem bureaukratiske redskaber. Vi har for længe overset og gået udenom den magtform, som fagbevægelsen opstod ud fra og hviler på; nemlig den relationelle magt, hvor vi i tæt forbundne alliancer kæmper sammen med vores medlemmer. Relationel magt bygges mellem mennesker ved at skabe gensidighed og tillid. Vi skal tilbage til rødderne tilbage til den tætte alliance og relation med vores medlemmer. Vi skal tage udgangspunkt i de traditioner og institutioner, vi står med, og som vi er vokset ud af. Udfordringen er, hvordan kan vi genvinde Venstrefløjspopulismen relationelle tradition, og svaret er at starte ved spørgsmålet What s going on? Hvem er vi? Hvem er vores medlemmer? Hvad vil vi opnå? Svaret findes alene gennem ved at prioritere en tæt kontakt til medlemmerne gennem kontinuerlig dialog, strukturerede lyttemøder og ved at skabe en kultur af planlagte 11-møder. 3) Genetabler den tætte forbindelse til medlemmerne Stol på medlemmernes erfaringer, forståelse og visdom. Lyt til, hvad der sker i fabrikkerne og på kontorerne. Fagbevægelsen og venstreorienterede bliver nødt til at spørge sig selv Vi vil det bedste for det arbejdende folk. Folk bekymrer sig om deres fremtid. Hvorfor kan de så ikke lide os? Vi må være ydmyge. Medlemsflugten fra fagbevægelsen er ifølge Glasman blot et symptom på dens virkelige krise At vi grundlæggende har mistet kontakten til dem, vi repræsenterer, hvad de bekymrer sig om, og hvad der optager dem. ermed er udfordringen ikke løst alene ved, at vi igangsætter strategier for at hverve nye medlemmer. Udfordringen er grundlæggende at spørge What s going on?
og derved genetablere forbindelsen til vores medlemmers hverdag og erfaringer i dialog med medlemmerne. For det meste fører vi kampagner på ting, som vores medlemmer ikke bekymrer sig om. I stedet for at lytte til medlemmerne, forsøger vi at overbevise dem om, at de burde bekymre sig om den sag, kampagnen tager fat på. I stedet bør vi skal tage udgangspunkt i det, der betyder noget for folk. Vi skal arbejde inden for deres erfaringer. et er ofte deres familie, deres arbejde og deres hverdagsliv, fortalte Maurice Glasman på masterclass. Vores opgave er at finde ud af, hvad der bredt set er dybest følt, og så reagere på dette i fællesskab. What is to be done? Hvad kan fagbevægelsen gøre konkret, lige nu, for at genvinde det stærke bånd til og mellem medlemmerne og dens relationelle magt? Marice Glasman præsenterede tre overskrifter for, hvilken handling vi kan igangsætte. 1) Udvikl lederskab og medlemskab Fagbevægelsens opgave lige nu er for alvor at forny medlemmernes magt. et kræver, at der skabes lederskab på alle niveauer, gennem en prioritering af uddannelse og træning af vores medlemmer. ette kan gøres på tre måder 1. Lederskab er essentielt for, at medlemmer selv kan stille sig i spidsen for kampagner og handle ud fra deres egen hverdag. Alene ved at sætte tillidsrepræsentanter og andre medlemmer i stand til at organisere deres kolleger, kan vi give dem muligheden for at tage magten over deres egen hverdag og eget arbejde. 2. Leaders have followers en bedste måde at identificere en leder på er ved at se, om der er andre, der følger ham eller hende. ette er et ledende princip og basalt værktøj for dygtige organizere til at identificere de folk, som de skal investere tid og energi i. 3. Skab en kultur af 1 til 1-møder. Når vi mødes 1 til 1, skaber vi en gensidig relation til hinanden. Vi skal bruge 1 til 1-møderne til at lytte til vore medlemmer og samtidig er møderne det mest effektive redskab til at smede relationer. 2) Skab vinder-kampagner og brede alliancer London itizens begyndte med at spørge indbyggerne i
London What s going on? Katolikker, protestanter, muslimer, fagforeningsfolk og ateister blev samlet til en snak om familie- og arbejdsliv. Fælles var, at de knap kunne købe tøj og mad til deres børn trods, de arbejdede to jobs. Herudfra byggede de en Living Wage-kampagne for en løn til at leve af med et mål op at forhøje mindstelønnen. Baseret på de følte problemer og med udgangspunkt i de berørte mennesker. I England byggede de kampagnen op ud fra kirkelige organisationer, sportsforeninger og andre foreninger. et afgørende var at finde de relationer, der i forvejen eksisterede, blandt menneskerne for derved at benytte dem til at bygge magt. erudover var erfaringen, at det er afgørende at tage udgangspunkt i sager, der er både bredt følte og dybt følte. Fører man kampagne på en sag, der alene er bredt følt, er det for svært at engagere frivillige til at dedikere sig til projektet. Ved udelukkende at føre kampagne på sager, der kan vindes, motiverer sejrene til videre handling. For hver gang, der opnås en sejr, har organisationen styrket sin base af optimistiske og håbefulde medlemmer, der står klar til næste slag. Succes ilter organisationen og giver blod på tanden for mere handling. 3) Relationer og magt kommer før handling For at lykkes med at opbygge stærke kampagner, at det afgørende, at sætte smede arbejdet med relationer og opbygningen af magt i gang, før man skrider til handling. Skrider man direkte til handling uden at have folk med sig, kommer vil kampagnen lykkes det bliver en magtesløs handling. et er hårdt omstændeligt arbejde at bygge relationer 11 i mange måneder i træk, men det er helt afgørende at være tålmodig i denne fase og give arbejdet den tid, det ager, for for alvor at stille spørgsmålet What s going on? Succesfuld politisk handling er baseret på opbygningen af et konstruktivt alternativ. For at folk vil slutte op, skal der være en håbefuld fortælling om, hvilket samfund vi vil skabe. er skal være en realistisk strategi for at nå målet, og den skal være troværdig.
TREJE EL SKRIT PÅ VEJEN I dette afsnit Ideer og analyser er ikke meget ved, hvis de ikke kan omsættes i virkeligheden. Afsnittet præsenterer derfor en række fortællinger og værktøjer, der kan inspirere arbejdet i fagforeningen.