Kommuners krisekommunikation i forbindelse med børnesager

Kommuners krisekommunikation i forbindelse med børnesager Master i Professionel Kommunikation Masterafhandling Roskilde Universitet Maj 2013 Udarbejdet af: Pernille Hermansen Tanja Kjærside Vejleder: Jørn Helder 1

Kommuners krisekommunikation i forbindelse med børnesager Masterafhandling i Professionel Kommunikation Roskilde Universitet, maj 2013 Udarbejdet af: Tanja Kjærside og Pernille Hermansen Vejleder: Jørn Helder Formalia Afhandlingen udgør 140.844 anslag, hvilket svarer til 59 normalsider á 2400 anslag pr. side inkl. mellemrum og figurer. 2

Forord Kære læser Denne afhandling er det afsluttende projekt på Master i Professionel Kommunikation på Roskilde Universitet, og er udarbejdet foråret 2013 med Jørn Helder som vejleder. I afhandlingen tager vi udgangspunkt i kommuners kommunikation og undersøger, hvordan to kommuner kommunikerede med omverdenen under to kriseforløb. Overordnet er målet med afhandlingen at afprøve nogle af de teorier og værktøjer, som vi har tilegnet os i løbet af uddannelsen. Derudover håber vi, at afhandlingen kan bidrage til refleksion hos læseren. Vores afhandling tager udgangspunkt i to meget alvorlige sager, der handler om kommuners kommunikation i forbindelse med børnesager. Det er sager, som har store personlige ofre og som berører os alle. Vi er enormt taknemlige over for Vordingborg Kommune og Esbjerg Kommune som har indvilliget i at deltage i projektet samt afsat tid og ressourcer til åbent at fortælle og svare på spørgsmål om deres oplevelser i forbindelse med det, der er kendt som Mern-sagen og Esbjerg-sagen. Oprindeligt bestod gruppen af tre gruppemedlemmer. I løbet af opgaven foretrak et gruppemedlem at fortsætte opgaveskrivningen alene, hvilket betød, at gruppen blev opdelt. Opdelingen af gruppen er sket efter, at begge interviews er foretaget og inden analyserne er skrevet. Frederiksberg, den 6. maj 2013 3

Indholdsfortegnelse Forord... 3 Indholdsfortegnelse... 4 Abstract... 6 1. Indledning... 7 1.1. Problemfelt... 8 1.2. Afgrænsning... 8 1.3. Valg af cases... 9 1.4. Afhandlingens opbygning... 9 2. Metode og empiri... 10 2.1. Artikelsøgning... 10 2.2. TV-indslag... 11 2.3. Pressemeddelelser... 11 2.3.1. Analysespiralen... 11 2.4. Interviews... 14 2.5. Forforståelse... 15 3. Teoretisk afsæt... 16 3.1. Antagelser om kriser... 16 3.1.1. Definitionen af en krise... 16 3.2. Krise som social konstruktion... 18 3.3. Kriser som processer... 19 3.4. Antagelser om kommunikation... 19 3.5. Responsstrategier... 20 3.6. Krisetypologi... 21 3.7. Kommunernes fælles historie... 22 3.8. Krisens udløsende faktor... 23 3.9. Krisens ofre... 23 4. Analyse af Vordingborg Kommunes krisekommunikation... 24 4

4.1. Mern-sagen kort... 24 4.2. Hvem er hvem... 25 4.3. Første krisetegn... 25 4.4. Krisens udløsende faktor... 26 4.5. Krisens udvikling... 27 4.6. Krisen dør ud... 33 4.6.1. Indslag på DR aflyst... 33 4.7. Kommunens selvopfattelse... 36 4.8. Ydre faktorer... 37 4.9. Delkonklusion på Vordingborg Kommunes krisekommunikation... 37 5. Analyse af Esbjerg Kommunes krisekommunikation... 39 5.1. Esbjerg-sagen kort... 39 5.2. Hvem er hvem... 39 5.3. Krisens udløsende faktor... 40 5.4. Krisens udvikling... 42 5.5. Kritisk indslag i 21 Søndag... 46 5.6. Ankestyrelsens rapport... 55 5.7. Delkonklusion på Esbjerg Kommunes krisekommunikation... 58 6. Konklusion... 59 7. Perspektivering... 60 Litteratur... 62 Bilagsoversigt... 63 5

Abstract This thesis investigates how two Danish municipalities communicated with the outside world during the crisis known respectively as the Mern Case and the Esbjerg Case in a crisis communicative perspective. In Denmark we have seen a number of cases in the previous years, where municipalities have been accused of letting down their responsibility in regards to protecting children, who have been victims of abuse or neglect. The objective of our thesis is to investigate, how the two municipalities communicated with the outside world in regards to the assault cases in a crisis communications perspective. In terms of methodology we find the work and theories mentioned in the textbook of Winni Johansen and Finn Frandsen named Krisekommunikation (2010) interesting. The authors primary focuses on crisis within private organizations, and we will try to apply the theories on public organizations. In this regard, we do not distinguish between public and private organizations. Our empirical findings are gathered by the use of qualitative research methods. More specifically we have conducted interviews with employees from both municipalities, who had relations to the cases, we searched for media coverage of the cases and we analyzed the organizations crisis communication products i.e. press releases through text analysis. The results of the analyses revealed that both municipalities were unprepared for the crisis. In both cases it was the wrong spokesperson, who gave the initial comments to the media, causing a stumbling start, because the person didn t have enough experience in press handling. 6

1. Indledning Siden Tøndersagen i 2005, har vi i Danmark set en lang række sager belyst i medierne, hvor kommuner er blevet anklaget for at have svigtet deres ansvar over for børn og unge, der er blevet udsat for overgreb eller misrøgt. Det er sager som Brønderslev-sagen, Rebild-sagen, Tobias-sagen, Bornholm-sagen, Esbjerg-sagen og Mern-sagen. Presset mod kommunerne synes voldsomt i disse sager, med stor mediedækning og en offentlighed, der har en stærk og ofte meget følelsesladet holdning til sagen. Og holdningen er oftest helt klar: En fordømmelse af kommunen. Vi mener, at det er relevant at betragte disse sager som alvorlige organisationelle kriser, og vi er nysgerrige efter at forstå, hvordan kommuner håndterer krisekommunikationen under disse - i vores øjne - svære forhold. Vi kender kun til sagerne gennem mediernes udlægning, men hvordan handler kommunerne under det pres, de bliver sat under, når journalisterne begynder at kontakte dem med spørgsmål om sagerne? Hvordan kommunikerer de og hvorfor? For at besvare disse spørgsmål vil denne afhandling undersøge, hvordan to kommuner, Vordingborg Kommune og Esbjerg Kommune, har krisekommunikeret med omverdenen under det, der blev kendt som henholdsvis Mern-sagen og Esbjerg-sagen. Mern-sagen handler om Vordingborg Kommunes tilsyn hos en plejefamilie, som blev dømt for overgreb mod deres plejebørn, og Esbjerg-sagen handler om kommunens håndtering af underretninger om grove seksuelle overgreb. Casene er af forskellig karakter, men i begge tilfælde handler det om overgreb mod børn, og i begge tilfælde er hovedanklagen mod kommunen, at den ikke har levet op til sit ansvar og derved har svigtet de børn, som den skulle beskytte. Dette fører frem til følgende problemformulering: Afhandlingen vil analysere to kommuners kommunikation med omverdenen i forbindelse med overgrebssager mod børn i et krisekommunikativt perspektiv. Med omverdenen forstår vi organisationens interessenter som iflg. Coombs er enhver person eller gruppe, der har en interesse, ret, krav eller ejerskab i en organisation (Johansen & Frandsen 2010: 230). 7

1.1. Problemfelt Krise kan betyde mange ting, og i denne afhandling beskæftiger vi os med det Winni Johansen og Finn Frandsen i deres bog Krisekommunikation - Når virksomhedens omdømme og image er truet (2010) kalder organisationelle kriser, i modsætning til fx naturkatastrofer (Johansen & Frandsen, 2010: 24). Bogen er den eneste større danske udgivelse om kriser og krisekommunikation, og det er denne bog, som vi tager udgangspunkt i afhandlingen, da den indeholder en række begreber og teorier, som vi mener, vil bidrage til besvarelse af problemformuleringen. Johansen & Frandsen har primært fokus på kriser i private virksomheder. Vi vil overføre teorierne til offentlige organisationer og vil i den forbindelse ikke skelne mellem offentlige og private organisationer. 1.2. Afgrænsning Håndtering af organisationelle kriser er et omfangsrigt emne, som gør det nødvendigt at foretage afgrænsninger, hvilket vores problemformulering er et udtryk for. Nedenfor vil vi nævne de væsentligste til- og fravalg: Kriser er komplekse, og i kriserne udspiller der sig et samspil på kryds og tværs af mange afsendere og modtagere. Vi vælger dog at fokusere på de to kommuner som afsendere. Hermed fravælger vi at beskæftige os med eksterne interessenters indlæg samt bevæggrunde for at træde ind i kommunikationen omkring og i krisen. For det andet vælger vi at fokusere på ekstern kommunikation. Hermed fravælger vi at beskæftige os indgående med den interne kommunikation, som også er et væsentligt aspekt af håndteringen af kriser. Det betyder, at vi fx ikke kigger på de forskellige dagsordener, der kan være hos hhv. politikere og forvaltning eller på information til kommunens medarbejdere i forbindelse med kriser. For det tredje har vi valgt at fokusere på krisekommunikation, som ét aspekt af kriseledelse. Kriseledelse er en bred betegnelse for, hvordan en organisation håndterer kriser både før, under og efter en krise. Det inkluderer fx issue management, etablering af procedurer, udarbejdelse af krisemanualer, men også hvordan man organiserer sig under en krise, og hvilke organisatoriske konsekvenser, man drager under og efter en krise (Johansen & Frandsen 2010: 113ff). Denne afhandling fokuserer primært på, hvordan kommunerne kommunikerer under krisen. 8

Johansen & Frandsen behandler krisekommunikation både tekstuelt og kontekstuelt. Da vores fokus er rettet mod afsenderperspektivet, altså det kommunen selv kommunikerer, går vi ikke i dybden med de forskellige aktørers hensigter fx politiske eller personlige. Vi vil i begrænset omfang berøre de andre aspekter af kriseledelse, i den udstrækning det er relevant for at forstå krisekommunikationen. 1.3. Valg af cases Valget af de to cases er sket under to forudsætninger. For det første skulle begge cases være kommuner, som var havnet i en krisesituation grundet en overgrebssag mod børn. Sagerne måtte ikke være for gamle, da vi vurderede, at det ville gøre det svært for interviewpersonerne at huske, hvorfor de gjorde som de gjorde. En anden forudsætning var, at centrale kommunikationsfolk i kommunerne skulle indvillige i at blive interviewet, da vi, som nævnt i indledningen, var nysgerrige efter at forstå bevæggrunde for kommunernes kommunikation. Vi researchede en række forskellige børnesager, og valgte tre cases at gå videre med. Én kommune valgte at takke nej til at deltage i vores projekt, og to takkede ja. 1.4. Afhandlingens opbygning For at besvare opgavens problemformulering har vi indsamlet empiri i form af artikler, pressemeddelelser og interviews med repræsentanter fra de to case-kommuner. Hvordan vi har gjort dette - og hvorfor - beskriver vi i kapitel 2 - Metode og empiri, hvor vi også forklarer, hvordan vi har bearbejdet vore data. I kapitel 3 Teoretisk afsæt, præsenterer vi den teori, vi tager udgangspunkt i, når vi analyserer vores data, med henblik på, at besvare problemformuleringen. sæt i Johansen & Frandsens (2010) I kapitel 4 og 5 vil vi gå tættere på de to cases og beskrive, hvordan hhv. Vordingborg og Esbjerg Kommune kommunikerede med deres eksterne interessenter under kriserne. Med afsæt i kapitel 2 og 3, vil vi lave en analyse af kommunernes kommunikation under krisen, identificere responsstrategier og give vores bud på, hvorfor kommunerne kommunikerede, som de gjorde. Da hver case er unik, er hvert analyseafsnit også unikt, og derfor opstilles hvert analyseafsnit forskelligt. Fælles for de to afsnit er, at de er bygget kronologisk op, men vi har taget højde for sagsforløbet, og derfor går vi i dybden med de vigtigste begivenheder. 9

I den afsluttende Konklusion vil vi identificere eventuelle ligheder og forskelle i de to cases. I Perspektiveringen sætter vi fokus på et område af afhandlingens resultater, som vi finder interessant ift. videre forskning. 2. Metode og empiri I dette afsnit redegør vi for den metode, vi har brugt til at indhente empiri, samt vores behandling og analyse af den indsamlede empiri. For at besvare vores problemformulering har vi valgt at fokusere på empiri, som omhandler de to kommuners kommunikation i forbindelse med overgrebssagerne. Analyserne af kommunernes håndtering af kriserne bygger på fire typer empiri, som vi vurderer, er relevante i forhold til sagerne: Artikler fra forskellige medier både lokale og nationale Et TV-indslag Pressemeddelelser Semistrukturerede interviews med centrale medarbejdere i hhv. Esbjerg og Vordingborg kommuner 2.1. Artikelsøgning Ved hjælp af Infomedia og Google har vi fundet artikler, der omhandler de to kriser. Artiklerne har vi brugt til at danne os overblik over krisernes forløb, samt at få et billede af kriserne, som de er fremstillet i medierne. Vi har brugt kombinationen af forskellige søgeord, da kriserne først får deres navn efter en tid i pressen. Således blev Mern-sagen først nævnt som sådan næsten en uge efter første presseomtale (Bilag 1). I perioden fra offentliggørelsen af sagen til denne dato omtales den som en sag, der vedrører nogle plejeforældre fra Mern. Ud over artikelsøgningen har vi haft kontakt til en journalist fra Jydske Vestkysten i forbindelse med researchen af Esbjerg-sagen, da der opstod tvivl om sagens første omtale i pressen 1. 1 Under researchen blev vi usikre på, hvornår sagen blev offentligt kendt, da de første artikler først var i pressen, da der blev rejst tiltale. Vi kontaktede Claes Senger Holtzmann, der dækkede sagen for Jydske Vestkysten. Han bekræftede, at sagen først kom til offentlighedens kendskab i forbindelse med tiltalen 10

2.2. TV-indslag En central begivenhed i Esbjerg-sagen er, ifølge kommunen selv, et indslag i DR s 21 Søndag (Bilag DVD), hvor der rettes kritik af kommunens håndtering af underretninger i forbindelse med sagen. Vi har fået adgang til indslaget og benytter et interview med kommunens talsperson i den udstrækning, det er relevant for at besvare problemformuleringen. 2.3. Pressemeddelelser En væsentlig del af kommunernes krisekommunikation er pressemeddelelser. Johansen & Frandsen nævner pressemeddelelser som den mest udbredte genre inden for krisekommunikation (2010: 297), og i modsætning til udtalelser i fx avisartikler, er pressemeddelelserne en mere direkte form for kommunikation. Som genre er pressemeddelelser et kommunikationsprodukt, der benyttes når en organisation ønsker at få et budskab ud til offentligheden via medierne 2. De versioner vi har modtaget er ikke blevet formidlet igennem journalister, men kommer direkte fra kommunerne. Vi har modtaget to pressemeddelelser fra Vordingborg og tre fra Esbjerg. Disse fem kommunikationsprodukter vil vi se nærmere på i et tekstanalytisk perspektiv. For at komme i dybden med analysen af kommunikationen på tekstniveau bruger vi Leif Becker Jensens analysemodel analysespiralen (2011). Derudover inkorporerer vi Coombs kriseresponsstrategier (som de er beskrevet i Johansen & Frandsen 2011: 237), til at identificere de strategier, som kommunerne mere eller mindre bevidst har brugt i krisesituationen. Becker Jensen understreger, at der ikke findes én måde at analysere en tekst på, men det vigtigste er, at man gør det systematisk og argumenterende (Becker Jensen 2011: 9)., hvilket vi vil gøre med brug af analysespiralen. 2.3.1. Analysespiralen Analysemodellen består af syv trin, som vi vil gennemgå nedenfor, hvor vi også vil redegøre for, hvordan vi bruger den i afhandlingen. Becker Jensen siger, at flere af trinene indgår i analysen på samme tid, og man vil komme tilbage til de forskellige trin flere gange i løbet af analysen (Ibid.: 31) på den måde sikrer vi, at de enkelte områder af tekstanalysen bliver gennemarbejdet. 2 Medie- og Kommunikationsleksikon, s. 413-414 11

1) Gennemlæsning 2) Problemstilling 7) Vurdering 3) Indfaldsvinkel Tekst 4) Metodisk tilgang 6) Fortolkning 5) Værktøjer Figur 1 Gengivelse af analysespiralen 1) Gennemlæsning Gennemlæsninger af teksten med fokus på elementerne i analysespiralen har gjort det muligt for os at kvalificere de valg, vi skal træffe på de øvrige trin i modellen (Ibid.: 32). 2) Formål og problemformulering En af Becker Jensens hovedpointer er, at en tekst svarer på det, man spørger den om, og at dette eller disse spørgsmål skal udspringe af opgavens problemformulering (Ibid.: 60). Med udgangspunkt i vores problemformulering er vores hovedspørgsmål: Hvad er hensigten med teksten? På hvilken måde forsøger teksten at realisere den hensigt? Hvilke(n) kriseresponsstrategi(er) er teksten et udtryk for? 3) Indfaldsvinkel Vores indfaldsvinkel til teksterne har primært været at fokusere på indhold, men vi har støttet vores indholdsforståelse ved også at inddrage indfaldsvinklerne afsender (hvad siger teksten om afsenderen og dennes hensigt) (Ibid.:37ff) 3. 3 Becker Jensen taler om en fjerde indfaldsvinkel, der fokuserer på modtageren. Da vi i vores problemstilling ikke fokuserer på modtageren, har vi valgt ikke at have dette fokus i tekstanalysen (Ibid.). 12

4) Metodisk tilgang til analysen For at besvare vores spørgsmål, vil vi primært bruge indholds- ophavs- og framinganalyser af pressemeddelelserne, suppleret med en delvis argumentationsanalyse. Vi bruger indholdsanalysen til at belyse, hvad handler teksterne om, hvilke temaer og budskaber der er, og hvordan de bliver præsenteret. Med ophavsanalysen belyser den kontekst som teksterne er skabt i. Igennem framinganalysen ser vi på, hvordan teksten vinkler emnet på en bestemt måde og argumentationsanalysen undersøger, hvordan teksten argumenterer (Ibid.: 37). 5) Valg af værktøjer Vi vil primært analysere teksterne på det Becker Jensen kalder for hhv. det kommunikationsog det næranalytiske niveau. Becker Jensen opererer med et tredje niveau, han kalder det samfundsanalytiske niveau (Ibid.: 119) 4. Da vi tager udgangspunkt i den tekstnære analyse, kombineret med tekstens situationelle kontekst, ligger dette mere overordnede niveau udenfor denne afhandlings fokus. På hvert niveau er der en række analytiske værktøjer, der vælges ud fra den type analyse, man ønsker at foretage. Et sproganalytisk værktøj er et metasprog; en række begreber, man kan bruge til at tale analytisk om teksten med (Ibid.: 45). 6) Fortolkning af teksten ud fra tekstanalyse og interviews Et andet punkt i analysespiralen er at fortolke teksten på baggrund af tekstanalysen. Den analyse, der laves med udgangspunkt i teksten selv, på tekstens egne præmisser, kalder Becker Jensen intern analyse. Dette kombinerer vi med det han kalder en ekstern analyse, hvor vi inddrager den viden, vi har fra vores interviews med kommunerne, fx om formålet med pressemeddelelserne og tankerne bag valg af afsender (Becker Jensen 2011: 33). Vores fortolkning baserer sig således både på intern og ekstern analyse af teksten, og på den baggrund vil resultatet af tekstanalysen give svar på de spørgsmål, vi stiller til teksten, som nævnt under afsnit 2 ovenfor. 7) Vurderingskriterium for analysen Vi læser teksten ud fra det som Becker Jensen kalder for tekstanalytikerpositionen. Det betyder, at vi analyserer teksten systematisk og med et andet formål end den intenderede modtager, journalisten, der læser teksten ud fra, om der en god historie til avisen. Vores 4 Becker Jensen understreger, at grænserne mellem disse tre niveauer er flydende, og at de lapper ind over hinanden (Ibid.: 56). 13

vurderingskriterium er det som Becker Jensen kalder funktionelt; vi vurderer teksten ud fra afsenderens motiv med at skrive pressemeddelelsen (Ibid.: 49). 2.4. Interviews For at få viden om, hvordan kommunerne handlede, hvorfor de gjorde som de gjorde, foretog vi eksplorative, semistrukturerede interviews med personer i de to kommuner, der var centrale aktører under kriserne. I Vordingborg Kommune interviewede vi kommunikationskonsulent John Nielsen, Børne- og Familiechef Annika Hermansen og Børne- og Kulturdirektør Lisbeth Mogensen og i Esbjerg Kommune interviewede vi kommunikationschef Thomas Reil. Hvem der skulle interviewes og hvor mange, har de respektive kommuner selv valgt ud fra vores beskrivelse af opgavens formål. Selvom der var flere personer med til Vordingborg-interviewet, har vi behandlet data på samme måde som et en-til-en interview. Vi er bevidste om, at de tre personer er positioneret forskelligt i organisationen, men vi betragter dem som repræsentanter for Kommunen under ét. Vi vil citere dem individuelt, men blot ikke analysere på forskelle og ligheder mellem deres udsagn 5. Der er altså ikke tale om et gruppeinterview, hvor hver enkelt interviewperson skal komme til orde eller give sin version af sagen. Inden interviewene har den person fra gruppen, der skulle interviewe kommunerne haft dialog med kontaktpersonerne i de to kommuner, både på mail og via telefon, for at lave de relevante aftaler. Det har givet svar på nogle af vores indledende spørgsmål ift. fx kommunernes kommunikationsmæssige kriseberedskab, hvilket har medvirket til at gøre interviewguiden (Bilag 2) fokuseret og kvalificeret. Til interviewene har vi udformet en interviewguide (Bilag 2), med inspiration fra Kvale & Brinkmann (2009: 153). Med udgangspunkt i vores problemformulering har vi identificeret en række forskningsspørgsmål, der oversættes til interviewspørgsmål. Interviewguiden tager udgangspunkt i artikler, pressemeddelelser og tv-indslag, og følger de tre faser i vores opfattelse af kriser: før krisen, under krisen og efter krisen, med fokus på, hvad kommunerne kommunikerede under krisen. Til hvert interview spurgte vi ind til pressemeddelelserne for at få besvaret nogle af de spørgsmål, der var opstået under tekstanalyserne. De fysiske rammer for interviewene er kommunernes kontorer. Dette er valgt ud fra en betragtning om, at det er til mindst mulig gene for deltagerne tidsmæssigt, og på grund af vores ønske om at møde dem i deres vante omgivelser de omgivelser hvor krisehåndteringen i sin tid har udspillet sig. 5 Hvis man ønskede at beskæftige sig med de interne aspekter i krisehåndteringen, ville man fordel kunne analysere forskellene mellem de forskellige udsagn interviewpersonerne kom med. 14

Selve interviewene blev optaget som lydfiler, og på baggrund af den efterfølgende transskribering og kodning, har vi foretaget en analyse af kommunernes kommunikation i forbindelse med de to kriser. Vores to interviews blev foretaget med få dages mellemrum. Derfor var første interview ikke bearbejdet, før andet interview blev gennemført. Set retrospektivt ville det have været hensigtsmæssigt at behandle første interview og få læring med herfra, inden det andet interview blev gennemført. Vi erfarede ved behandling af de to interviews, at vores interviews mere har katarakter af samtaler end egentlige semistrukturerede interviews, hvilket betyder at vores interviewer kommer til at lægge ord i munden på interviewpersoner. Derfor har en del af citaterne fra vores interviews ikke været brugbare i vores analyser. Vores interviewpersoner har haft mulighed for at gennemlæse vores analyser, så de kan rette eventuelle faktuelle fejl, inden vi afleverer vores endelige afhandling. Kommunerne vil dog ikke have mulighed for at ændre i vores analyse og fortolkning. 2.5. Forforståelse Ifølge Gadamer, tager mennesker udgangspunkt i vores forforståelse i vores tilgang til verden. Det betyder, at vi anskuer verden på en baggrund af allerede etablerede forståelser. Anskuelsen har vi på baggrund af vores traditioner, vores historie og ikke mindst vores kulturelle arv. Forforståelse udvikles på baggrund af nye erfaringer (Olsen, P. B. & Fuglsang, 2004: 322). Vores forforståelse er også de ideer og meninger, som vi har om vores analysefelt. Begge projektskrivere har udelukkende arbejdet i den private sektor, og vi har derfor igennem vores liv opbygget erfaringer som borgere om, hvordan den offentlige sektor fungerer sammenlignet med den private sektor. Derudover er vi bevidste om, at den viden om de to cases, vi har fået i researchfasen, i udgangspunkter er baseret på mediernes dækning. Det, at vores afhandling handler om krisekommunikation betyder, at vi har stort fokus på netop dette element af kriser. Derfor har vi naturligvis en række begreber i rygsækken, som vi utilsigtet kan komme til at lægge i munden på vores interviewpersoner. Det er derfor vigtigt for afhandlingens resultater, at vi forsøger at tilsidesætte vores fordomme, vores medfølelse for ofrene og forforståelse om, hvordan den offentlige sektor og i særdeleshed kommuner fungerer. I interviewene med kommunerne samt de efterfølgende analyser af de to kommuners kommunikation, vil vi så vidt muligt forsøge at stille kritiske spørgsmål til vores egen 15

forforståelse. I analysen af de transskriberede interviews er vi især opmærksomme på, at det er os, der har udvalgt kriterierne for, hvilke citater vi inddrager i analyserne, som er baseret på de spørgsmål som skal hjælpe os til at besvare vores problemformulering. Der er derved en risiko for, at vi ikke får behandlet alle relevante temaer. 3. Teoretisk afsæt Vi har valgt at tage afsæt i Finn Frandsen og Winni Johansens forståelse af kriser i vores analyse af kommunernes krisekommunikation. Vi mener, at deres tilgang giver et brugbart billede af, hvad der sker kommunikativt, når en krise udfolder sig. Begreber og teori har vi hentet fra bogen Krisekommunikation (Johansen & Frandsen 2010), som udgør hovedlitteraturen i denne afhandling. Vi inddrager desuden W. Timothy Coombs via Johansen & Frandsen. 3.1. Antagelser om kriser 3.1.1. Definitionen af en krise Der er ikke enighed om, hvordan en krise defineres. Det skyldes ifølge Johansen & Frandsen både at begrebet bliver brugt indenfor forskellige akademiske discipliner, at krisologien er et tværfagligt forskningsområde, og at en krise er en mangfoldig virkelighed, hvorfor den kan defineres på mange forskellige måder (2010: 69). I Krisekommunikation gennemgår Johansen & Frandsen en lang række definitioner, der hver især betoner forskellige aspekter af kriser (Johansen & Frandsen 2010: 70). I stedet for at vælge en super definition, vælger forfatterne at vise bredden i definitionerne, da de repræsenterer forskellige måder at betragte de komplekse fænomener på, som vi kalder kriser. Hvis man kigger på tværs af de mange krisedefinitioner, der er blevet udviklet gennem tiden, er der dog to elementer, der går igen: Krisen er en diskontinuitet i forhold til en normal situation, og krisen er noget negativt (Johansen & Frandsen 2010: 77). Selvom en krise vil opleves som noget negativt for organisationen, er der også forskere, der fremhæver kriser som en mulighed, som noget potentielt positivt (Johansen & Frandsen 2010: 73), noget der kan udvikle organisationen og gøre den bedre end før. De forskellige definitioner kan være brugbare på hver deres måde, alt efter hvad hvilket aspekt af krisen, man vil fremhæve, men de er også udtryk for den måde man forstår krisekommunikation. 16

Det betyder, at det er svært at finde en definition, der vil give mening til alle tider og i alle sammenhænge. Måske er det derfor, at teoretikere selv ændrer deres definitioner alt efter hvad de fokuserer på. Et eksempel på det er Coombs, som ifølge Johansen & Frandsen i bogen Ongoing Crisis Communication fra 1999 skriver: En krise kan defineres som en begivenhed, der udgør en uforudsigelig større trussel, som kan have negativ indvirkning på organisationen, branchen eller interessenter, hvis den håndteres på en forkert måde (Johansen & Frandsen 2010: 78). Her er der fokus på den uforudsigelige begivenhed, som har potentiale til ikke blot at påvirke organisationen men også hele branchen og dens interessenter negativt. Krisehåndteringen bliver sat i fokus, og det påstås, at en organisation kan undgå de negative konsekvenser af krisen, hvis den handler korrekt. På den måde afspejler definitionen et normativt syn på krisehåndtering. I 3. udgave af Ongoing Crisis Communication fra 2012 har Coombs ændret sin definition, så den nu lyder: A crisis is the perception of an unpredictable event that threatens important expectancies of stakeholders and can seriously impact an organizations performance and generate negative outcomes (Coombs 2012: 2). Coombs fremhæver nu, at det ikke så meget handler om en begivenhed, men om opfattelsen af en begivenhed. Dernæst understreger definitionen, som nævnt, at kriser udgør en trussel mod relationerne til interessenter og deres forventninger til organisationen. Den sidste del af definitionen indikerer, at kriser kan påvirke organisationens evne til at operere og dermed resultere i negative konsekvenser. Sagt med andre ord, så understreger denne definition, at betydningen og konsekvenserne af en krise ikke er givet på forhånd. Der er potentiale for, at en krise kan have bestemte konsekvenser, men det afhænger af den enkelte krise, hvordan den udvikler sig, og hvordan den bliver håndteret. Det normative aspekt, er taget ud af definitionen. Så selvom det er svært at finde en definition, der er fuldt dækkende, så er det alligevel vigtigt at vælge en definition som udgangspunkt for ens analyse, for, som Coombs udtrykker det: Having a specific definition is important, because how a subject is defined indicates how it is approached (Coombs 2012: 2). Forskellige definitioner bygger på forskellige opfattelser og antagelser, og derfor bliver analysen påvirket af ens kriseforståelse, ligesom praktikernes udtalte eller uudtalte kriseforståelse påvirker den måde, de håndterer kriser på i praksis (Johansen & Frandsen 2010: 80). Vi vælger derfor at tage udgangspunkt i Coombs ovennævnte definition af kriser fra 2012. 17

3.2. Krise som social konstruktion Ønsket om klart at definere, hvad en krise er, og udarbejdelsen af forskellige typologier 6, udspringer af et positivistisk videnskabsideal, hvor man forestiller sig, at man kan finde objektive træk, der går igen i alle kriser (Johansen & Frandsen 2010: 104). Selvom det positivistiske videnskabsideal indenfor socialvidenskaberne er blevet afløst af andre tilgange, fx socialkonstruktivisme, så er det en tankegang, som vi antager lever videre blandt kommunikationskonsulenter og i den brede offentlighed. Fordi kriser kan opleves kaotiske og truende, er det en tillokkende tanke, at de kan afgrænses og defineres klart, og at man kan lave enkle, universelle strategier for krisekommunikationen. På lige fod med Johansen & Frandsen og Coombs antager vi, at kriser er socialt konstruerede. Det betyder at vi gør op med ideen om, at kriser findes uafhængigt af de sociale sammenhænge, de udfoldes i; kriser har ikke nogen objektive kendetegn, som kan iagttages i alle kriser, og der findes ikke universelle opskrifter på, hvordan de skal håndteres (Johansen & Frandsen 2010: 104). Kriser bliver dermed uforudsigelige og unikke, og det giver ikke mening at tale om simpel best practice. Vi finder det dog muligt at lave typificeringer, der gør at man kan nyttiggøre iagttagelser på tværs af kriser. Det er netop det Coombs gør, når han, som vi gennemgår nedenfor, deler kriser op i klynger. I følge retorikerne Keith Michael Hearit og Jeffrey Courtright leder den socialkonstruktivistiske tilgang til krisekommunikation til en definition på kriseledelse som værende: [...] et decideret kommunikativt fænomen, hvor deltagerne konstruerer de betydninger, som kriser har. Kriser er terminologiske konstruktioner undfanget af menneskelige aktører og følgelig håndteret og løst terminologisk. Kommunikation udgør som sådan kvintessensen af kriseledelse (Johansen & Frandsen 2010: 106). Kombineret med Johansen & Frandsen kan man sige, at deltagernes konstruktioner foregår i det rum, der åbner sig i forbindelse med en krise. Og, hvis vi følger Coombs krisedefinition, som tidligere nævnt, så handler kriser i høj grad om netop om opfattelser - både af krisen, og hvad der har forårsaget den, og af den organisation, der er kriseramt, hvilket går ind under det der i citatet kaldes konstruktioner af betydning. Den socialkonstruktivistiske position betyder, at fremstillinger, italesættelser, forhandling og fortolkning af begivenheder og opfattelser og kontekst bliver interessante, da det er det, der 6 Se Johansen & Frandsen (2007: 81ff) for en gennemgang af typologier, som de deler op i arts- og intensitetstypologier. Et eksempel på en typologi er Schrivastava & Mitroffs model, der opererer med to kriterier til bestemmelse af en krises art: Er årsagen til krisen af Teknisk/økonomisk eller af menneskelig/organisatorisk/social karakter? Og er den opstået Internt eller Eksternt (Ibid: 83) 18

konstituerer krisen. I næste kapitel vil vi se på, hvad det betyder for vores analyse af de to cases. 3.3. Kriser som processer Vi antager desuden, at en krise skal ses som en proces, og ikke blot en begivenhed. Det er en del af den såkaldte brede opfattelse af krisekommunikation, som Johansen & Frandsen abonnerer på, der kombinerer den begivenhedsorienterede tilgang med den procesorienterede tilgang (2010: 15). Den brede tilgang til kriser kommer også til udtryk i en bestemt forestilling om krisekommunikation, som vi vil gennemgå nedenfor. Den begivenhedsorienterede tilgang til kriser fokuserer på den udløsende faktor, som er den begivenhed, der udløser krisen. Kriseledelse og krisekommunikation opfattes som udelukkende reaktivt, og man søger enkle årsags-virkning forklaringer (Ibid). Eksempler på udløsende faktorer kunne være et flystyrt eller et kritisk indslag om en virksomheds produktionsmetoder. Men hvad udløser kriserne i cases som vores? Det er ikke helt så tydeligt som i de to ovenfor nævnte eksempler, men vi vil i de følgende kapitler give et bud på, hvad den udløsende faktor kan siges at være i vores cases. Den processuelle forståelse af kriser betyder, at de ses som destabiliserende processer, der har et dynamisk forløb med varierende intensitet og kan inddeles i et før, under og efter krisen (Johansen & Frandsen 2010: 108). Det betyder, at man med denne forståelse får mulighed for at se forudgående tegn på en kommende krise. Når kriser anskues som processer, bliver fokus flyttet til det dynamiske aspekt af kriser, til udviklingen og interaktionen og samspillet mellem mange aktører og faktorer i en ikke-lineær forståelse. Det kan stadig give mening at tale om udløsende faktorer, men fokus bredes ud til også at inkludere de sociale processer, der forløber før under og efter krise og som er med til at bestemme krisens betydning og karakter (Johansen & Frandsen 2010: 109). En anden konsekvens af procestilgangen er, at kriser kan anskues med mere uklare startog sluttidspunkter, og at der kan være uenighed om disse tidspunkter blandt aktørerne. 3.4. Antagelser om kommunikation Johansen & Frandsens brede tilgang til kriser rummer også en bestemt forestilling om kommunikation. I den forestilling betragtes krisekommunikation som både modtagerens og afsenderens kommunikation (Johansen & Frandsen 2010: 19); fra transmission til interaktion til multivokalt (Ibid.: 274). Fx er kommunen mange ting, alt efter om man snakker med en politiker, en direktør, en sagsbehandler eller en borger. 19

Johansen & Frandsen bygger deres opfattelse af kriser på en kritik af tidligere tiders kriseopfattelse, som de anser som forsimplet. Derfor er det ikke overraskende, at deres egen definition på krisekommunikation er både omfattende og kompleks. Den lyder: Krisekommunikation er en kompleks og dynamisk konfiguration af kommunikationsprocesser - før, under og efter en begivenhed, en situation eller et forløb, der af organisationen og /eller en eller flere af dens stakeholdere fortolkes som en krise - hvor forskellige aktører, kontekster og diskurser (manifesteret i bestemte genrer) står i relation til hinanden (Ibid.: 281). Johansen & Frandsen går videre og definerer kommunikation således: Ved kommunikation forstår vi processer, hvor afsendere og modtagere forsøger at skabe mening for og med sig selv og/eller andre. Der er ikke kun tale om verbal kommunikation eller sprogbrug i snæver forstand, men om kommunikation der både anvender ord, billeder og handlinger som semiotiske ressourcer og udtryksformer (Ibid.: 281). Det semiotiske aspekt gør det til en meget bred definition af kommunikation, idet handlinger i sig selv bliver opfattet som kommunikation. Vi er enige i, at det er en mere eller mindre dækkende beskrivelse af kommunikationen, som den finder sted. Vi mener blot, at definitionen er for bred til at bruge i vores analyse, da det bliver meget svært at afgrænse, hvad der er kommunikation, og hvad der ikke er. Derfor vælger vi at tage udgangspunkt i den verbale kommunikation, som vi forstår som både mundtlig og skriftlig. 3.5. Responsstrategier For at forklare hvordan den kriseramte organisation kommunikerer, bruger Johansen & Frandsen i særdeleshed Benoit og Coombs ideer om responsstrategier. Vi mener ikke det er så interessant, om man bruger Benoit eller Coombs liste over strategier, når skal analyse krisekommunikation i praksis. For, som Coombs citerer Benoit for, så kan man alligevel ikke kan lave en udtømmende liste (Coombs 2012: 154). Den socialkonstruktivistiske pointe er, at ligesom med krisedefinitioner, så er responsstrategier analytiske konstruktioner, som man i princippet vil kunne kategorisere og udbygge i al uendelighed med den detaljeringsgrad man ønsker 7. Når man analyserer praksis, er der tale om en reduktion og systematisering af det levede liv, hvor man bruger de 7 Der findes fx forskere, der opererer med næsten 150 kategorier og underkategorier af strategier (Johansen & Frandsen 2007: 211). 20

analytiske konstruktioner til at forklare praksis. Listerne er værdifulde redskaber, når man skal beskrive og analysere, hvordan organisationerne kommunikerer. Vi vælger Coombs responsstrategier i vores analyse, fordi de er del af en sammenhængende forståelse af kriser og respons. Vi anvender den tilvirkede oversigt, der er gengivet i Johansen & Frandsen 2010: 237. Det er en kontekstuel forståelse af kommunikationen, hvilket passer med vores socialkonstruktivistiske tilgang nævnt ovenfor. Coombs liste over responsstrategier er i øvrigt et udtryk for hans tilgang til kriseforskningen: Strategierne finder han hos andre forskere (herunder Benoit), og udvælgelseskriteriet har været, at den enkelte strategi figurerer hos to eller flere kriseeksperter (Johansen & Frandsen, 2010:236). 3.6. Krisetypologi I begge sager går anklagen på, at kommunerne kunne have forhindret overgrebene, eller i det mindste have stoppet dem tidligere end de blev. Hvis vi bruger Coombs tre klynger af krisetyper til at vurdere krisetypen, så placerer de sig begge som krisetyper, der udgør en høj trussel mod virksomhedens omdømme (Johansen & Frandsen 2010: 238). Denne type krise er en type, der kunne have været undgået, i dette tilfælde hvis kommunerne havde levet op til deres ansvar. Dette er i hvert fald anklagen fra omverdenen. Når vores interviewpersoner beskriver, hvordan de to kommuner blev portrætteret i medierne, og hvilke anklager der blev rejst mod organisationerne, så fortæller de begge, at de blev tildelt en skurkerolle fra starten, som medierne søgte at få bekræftet. Begge kommuner oplevede, at det var svært at komme til orde med deres versioner, da mediernes dom var afsagt på forhånd. John Nielsen fra Vordingborg udtrykker det således: [ ] Og så er det jo alt andet lige sådan at, at medier i dag bygger deres historie op, hvis de skal ramme følelser og de skal have drama, så bygger de den jo ligesom med byggeklodser, og det er ikke altid interessant at undertrykke en god historie vel, så øh, øh, det er jo den, den medieskabte virkelighed, nogle gange,[ ] (Bilag 3, linje 341-344) Thomas Reil formulerer det således: altså vinklen er lagt og, og man prøver på og, at få den historie bekræftet altså, jeg kan huske det fra min egen tid som journalist, altså, der var, man kunne øjne en eller anden historie, det kunne blive en forsidehistorie, så skulle man helst have nogen, der kunne bekræfte det her, er det rigtigt det, man, man, man arbejder på. (Bilag 4 linje 314-317) 21

3.7. Kommunernes fælles historie Et interessant element er kommunernes fælles historie. Ifølge vores interviewpersoner, har ingen af de to case kommuner haft lignende kriser før. Umiddelbart har de altså en god krisehistorik (Bilag 5 linje 125-130 og Bilag 15 linje 189-200). Selvom Esbjerg Kommune og Vordingborg Kommune er to helt adskilte organisationer, så bliver alle danske kommuner også set som én organisation, hvilket fx kommer til udtryk, når vi taler om det offentlige som én ting 8. Det er derfor vores påstand, at kommunerne til en vis grad deler historie med hinanden. Hvis man sammenligner med det private erhvervsliv, så ser man undertiden, at hvis et firma opfører sig på en kritisabel måde, kan det påvirke synet negativt på en hel branche 9. På den måde bliver Esbjerg-sagen og Mern-sagen nye kapitler i historien om kommunernes svigt. En historie vi kender på forhånd fra andre kommuner, og derfor oplever selv kommuner med en ellers uplettet krisehistorie, at historien er skrevet på forhånd, med dem i skurkerollen. Den enkelte kommune har således et dårligt udgangspunkt, når krisen skal defineres og betydningerne forhandles. I kraft af kommunernes samlede historie har de overtrukket deres imagekonto (Johansen & Frandsen 2010: 240), og er ved krisens start så at sige i minus. Pga. sager i andre kommuner, har de ikke megen goodwill blandt deres interessenter, så deres troværdighed som kommune er lav og eventuel tvivl kommer dem som udgangspunkt ikke til gode (Coombs 2012: 162). Ifølge Coombs er det centralt at komme hurtigt og godt fra start, da kriser skaber et rum, der hurtigt fyldes op af informationer og forklaringer om krisen. Det er her kampen om krisens betydning foregår, og derfor skal organisationen være hurtig til at fylde rummet med dens egen version af, hvad der er sket - ellers gør andre det (Coombs 2012: 141). Det giver os en forklaring på det, som kommunerne beskriver; nemlig, at det kan være svært at ændre på det billede offentligheden har af krisen, når det først er malet. Som John Nielsen fra Vordingborg udtrykker det: [ ] når først du har overskrifterne, de er blevet placeret én gang, så skal der rigtig, rigtig, rigtig, rigtig mange resurser og kræfter til at, at få ændret den dagsorden, så kan du have nok så meget ret, jo (Bilag 3, linje 1360-1362) 8 Dette betegner Berger & Luckman som en institutionalisering (1992). 9 Coombs taler om, hvordan kriser kan påvirke hele brancher. Der er ikke brancher i det offentlige, men her definerer vi kommunen som en branche i det offentlige system (Johansen & Frandsen 2007: 78). 22

3.8. Krisens udløsende faktor Som nævnt i det foregående kapitel, taler man indenfor krisologien om den udløsende faktor, som er den begivenhed, der har udløst krisen. Hvad er det, der udløser krisen for en kommune i en børnesag? Vi anser ikke selve overgrebssagen som værende den udløsende faktor, da det er en del af organisationens almindelige drift. Dvs. at hvis en sag er håndteret på en sådan måde rent sagsbehandlingsmæssigt, at der ikke er nogen, der kan udsætte noget på organisationen (loven er blevet overholdt, man handlede rettidigt, osv.), så resulterer det ikke i en krise for organisationen. Det kan naturligvis være en krise for de involverede parter, men ikke for kommunen. På den anden side kunne man forestille sig en sag, hvor kommunen ikke har overholdt loven, men hvor der ikke er nogen der opdager det. Det vil betyde, at der ikke er nogen krise for organisationen i vores forståelse af begrebet. Da kriser handler om opfattelser, betyder det, at hvis der ikke var nogen der anklagede organisationen for svigt, var der ingen krise. Dermed kan man sige, at selve anklagen om svigt, er det nærmeste vi kommer en udløsende faktor i vores cases. Anklagen om svigt kan fremsættes på mange måder, med uforudsigelige konsekvenser, alt efter hvem der fremsætter den, hvordan og hvornår det sker 10. Der kan være en glidende overgang fra potentiel krise til aktuel krise. Og ofte er det ikke én isoleret handling eller begivenhed, der bliver grundlaget for anklagen om svigt; det er sagsbehandlingen over tid, og nogle uforudsigelige omstændigheder, der på et tidspunkt leder til, at interessenter anklager organisationen. 3.9. Krisens ofre Coombs taler om, at kriser har potentiale til at skabe en ny slags interessenter: ofre. Det er personer, der har lidt mentalt, fysisk eller finansielt skade som følge af krisen (2012: 151). I vores cases er ofrene de børn, der er blevet begået overgreb imod. Men de er ikke ofre for kommunens krise, de er ofre for de forbrydelser, som den enkelte kommune anklages for ikke at have forhindret. Det er denne beskyldning, der resulterer i en krise for organisationen. Det er altså mediernes beskyldninger mod kommunen, der udløser kriserne. Børnene er dog også ofre i en anden henseende: Hvis kommunen virkelig har fejlet og kunne have forhindret overgrebene, så er børnene det, vi vil kalde dobbeltofre. De er nemlig både ofre for overgrebet og for kommunens mangelfulde handlinger. Det kan måske være med til yderligere at forklare, hvorfor beskyldningerne om svigt i disse sager er så 10 Jf. kompleksitetsteorien, som nævnt i forrige kapitel. 23

voldsomme. Men det er stadig ikke krisen som sådan, der gør børnene til ofre. De ofre, der kan være som følge af kriserne i kommunerne, kan være de medarbejdere, der mister deres job, som oplever offentlig fordømmelse eller som på anden måde bliver belastet af sagen. 4. Analyse af Vordingborg Kommunes krisekommunikation På baggrund af den indhentede empiri beskrevet i kapitel 2, er vi i stand til at foretage en analyse af kommunens krisekommunikation. Undervejs i analysen understøtter vi vores påstande med udtalelser fra interviewet med medarbejderne i kommunen og benytter navneforkortelser for de aktører, som udtaler sig mere end én gang. Forkortelserne kan ses i afsnittet Hvem er hvem. Interviewer forkortes Int.. Formålet med analysen er, at finde ud af, hvad kommunen kommunikerede og hvorfor. Analysen er bygget kronologisk op ift. sagsforløbet, og tekstanalyser af pressemeddelelser er inddraget der, hvor de udsendes i forløbet. 4.1. Mern-sagen kort I den lille landsby Mern udenfor Vordingborg, stikker en dreng af fra sine plejeforældre i december 2009 og fortæller en voksen, at han er blevet mishandlet af plejeforældrene gennem længere tid. Sagen anmeldes og i januar 2010 inddrager Vordingborg Kommune plejefamiliens tilladelse til at have plejebørn, og alle børn bliver fjernet fra familien. Sagen kommer til mediernes kendskab den 1. juli samme år i forbindelse med, at familien bliver sigtet. I dagene herefter kommer der flere sager frem om overgreb på børn, der har boet i plejefamilien. Sagerne går helt tilbage til 1990 og anklagerne går på vanrøgt, grov vold og frihedsberøvelse af familiens plejebørn. I pressen dør sagen hen cirka en uge efter den begyndte og nævnes blot i forbindelse med andre børnesager i det efterfølgende år. I juli 2011 bliver familien tiltalt for overgreb og misrøgt. I den forbindelse bliver der i pressen fremført anklager mod Vordingborg Kommune for ikke at havde ført tilstrækkeligt tilsyn med familien. Kommunen afviser anklagerne om mangelfuldt tilsyn og siger, at den har levet op til lovens krav om generelt, driftsorienteret tilsyn. I april 2012 afsiges der dom i sagen, plejeforældrene idømmes fængsel i 2-2½ år og fratages retten til at arbejde med børn i fremtiden. De anker dommen på stedet og sagen genoptages i februar 2013. Den 4. april 2013 stadsfæstes dommen over plejeforældrene. 24

4.2. Hvem er hvem Listen herunder indeholder navne og titler på personer fra Vordingborg Kommune, som optræder i analysen. Navn Annika Hermansen (AH) John Nielsen (JN) Klaus Michael Jensen (KMJ) fratrådt juli 2011 Lisbeth Mogensen (LM) tiltrådt august 2011 Tomas Therkildsen (TT) Henrik Holmer (HH) Stilling Børne- og familiechef Kommunikationskonsulent Børne- og Kulturdirektør Børne- og Kulturdirektør Kommunaldirektør Borgmester (S) 4.3. Første krisetegn I sommeren 2010 bringer Ekstra Bladet en artikel, der kritiserer Vordingborg Kommune for at have overset et tip om vold i en plejefamilie i landsbyen Mern. Kommunens daværende Børne- og Kulturdirektør, Klaus Michael Jensen, udtaler sig til avisen, hvor han ifølge artiklen fortæller, at kommunen vil undersøge, hvordan procedurerne kan ændres så det ikke sker igen, (Bilag 7). Dette tolker vi som et forsøg på en forbedrende handling (Johansen & Frandsen 2010: 237). Der følges ikke yderligere op i medierne i forhold til kommunens rolle i sagen. I kommunen har man læst artiklen, men reagerer ikke på den. John siger: [ ] jeg tror faktisk også det var Ekstra Bladet, der havde en, en lillebitte artikel, og så skete der ikke rigtig mere [ ] og der var ikke noget kød på, jo, for der var ingen der vidste om den sigtelse ville føre til noget, jo (Bilag 3, linje 170-174) Vordingborg Kommune nævnes i et par andre artikler i både landsdækkende og lokale medier i perioden, men sagen udløser på dette tidspunkt, ifølge kommunen selv, ikke en krise (Bilag 3 linje 13-143) Kommunens egen forklaring på, hvorfor krisen ikke starter på dette tidspunkt er, at der ikke er rejst sigtelse. Vi bemærker, at John nævner artiklen som værende lillebitte og en artikel uden kød på, dette til trods for, at vi har fundet flere artikler med samme ærinde. Dette tyder på at kommunen ikke tager mediedækningen i 2010 som et tegn på en kommende krise. Den 11. marts 2011 udtaler et af sagens plejebørn sig kritisk over for Vordingborg Kommune i en avisartikel Plejebarnet der fik nok (Bilag 5) i Sjællandske Medier. Han udtaler, at ingen tager ansvar, og at Vordingborg og Guldborgsund Kommune har svigtet. Artiklen følges 25

ikke op af andre medier, hvilket muligvis hænger sammen med, at den 11. marts 2011 også var dagen, hvor et voldsomt jordskælv og en tsunami ramte Japan. Vi antager, at grunden til, at ingen medier på det tidspunkt har fulgt op på sagen er, at naturkatastrofen har haft højere nyhedsværdi. Det er interessant, at de interviewede ikke kender til artiklen (Bilag 3, linje 185-246). De udtaler, at de normalt læser avisen, som er lokal og derved vedkommende. For organisationer som beskæftiger sig med kriseledelse, vurderer vi at artiklen ville være et tegn på en mulig krise, og kommunen kunne derfor følge op og forberede sig på journalisters kritiske spørgsmål. 4.4. Krisens udløsende faktor Først da en journalist kontakter Annika den 18, juli 2011, bliver Vordingborg Kommune opmærksom på, at sagen er i mediernes søgelys. Det er denne dag anklageskriftet kommer til pressens kendskab. Annika kontaktes af flere journalister og forsøger at forklare, hvordan den kommunale tilsynspligt hænger sammen: LM: Så i vores bevidsthed, hvis du skal tage det, så opstår den først i 2011. Int.: 18. juli, i forbindelse med, med rets... der bliver rejst tiltale ikke? Og så begynder nogle detaljer at komme ud? LM og AH: ja (Bilag 3, linje 181-184). LM siger her, at krisen starter da anklageskriftet kommer ud, da det først er her journalisterne begynder at kontakte kommunen. Dette ser vi som et tegn på en snæver kriseopfattelse, der fokuserer på krisen som begivenhed (Johansen & Frandsen 2010: 15). Kommunen havde således ikke et beredskab, og trods medieomtalen i 2010 havde man ikke forberedt sig på journalisternes kritiske spørgsmål eller på sagen i det hele taget: Int.: så det, jeg hører jer sige, er: I var ikke forberedt på det her? JN: nej AH: jeg var heller ikke Int.: Det kom som en tsunami, om jeg så må sige LM: fuldkommen Int.: til Vordingborg LM: ja AH: ja JN: det var sommerferie, det var stille og roligt (Bilag 3, linje 275-283) 26

Vores interviewpersoner bekræfter derved, at de ikke var forberedt på krisen, hvilket vi ser som et tegn på, at kommunen har en snæver kriseopfattelse, hvor man ser kriser som en begivenhed og ikke som en proces. Johns udtalelse om, at det var sommerferie, det var stille og roligt, tolker vi ligeledes som et tegn på, at krisen kom uventet og ændrede på, at det var stille og roligt, som en slags stilhed før storm. Vi er opmærksomme på, at vores interviewer fører ordet dette stykke af samtalen, hvor han med ordet tsunami refererer til en passage tidligere i interviewet. Vi udleder dog af denne del af interviewet, at interviewpersonerne var overraskede over at krisen ramte. 4.5. Krisens udvikling Annika er den første, der mærker krisen den 18. juli 2011, det er hendes fagområde, der berøres, og derfor er det hende, journalisterne ringer til, da de får nys om, at der er en sag på vej. Internt samarbejder hun primært med kommunikationskonsulent John Nielsen. Også kommunaldirektør Tomas Therkildsen er med i de indledende timer, dog på telefon, da han er på ferie i denne periode. På dette tidspunkt er der ingen kommunikationsstrategi, så Annika udtaler sig til pressen ud fra sin faglige position. Det betyder, at hun forsøger at forklare sagens sammenhæng, kommunens lovmæssige pligter og ansvar i forhold til plejefamilier. Det viser sig dog at være uvant territorium for den psykologuddannede Børneog Familiechef. Vi spørger, hvorfor det er Annika som taler med journalisterne, da vi gerne vil vide, hvem det er der kommunikerer og hvorfor. Annika svarer: jeg tager den bare, så tænker jeg, nej, det er da en sød journalist der ringer her, ham skal jeg da snakke med. (Bilag 3, linje 769-790). Hendes udtalelse viser, at hun er imødekommende over for pressen og gerne vil hjælpe med at svare på spørgsmål. Vi tolker denne imødekommenhed, som et udtryk for manglende erfaring i pressehåndtering, og en tro på det bedste i mennesker. Denne tro på det bedste, ser vi også, når hun italesætter plejefamiliens skyldspørgsmål (ibid, linje 1161-1162 og 1615-1618), hvor ingen er dømt på forhånd. Hvorfor det er Annika, der udtaler sig, forklarer Annika og John således: JN: Det var hendes område, men det, det AH: de har nok ringet direkte til mig under alle omstændigheder, tror jeg JN: Men det ville have været naturligt at, at, at vappe den en gang op til direktøren, ik? Altså AH: men jeg havde ikke nogen direktør på det tidspunkt og øh du var ikke helt startet [henvendt til LM], men var lidt på mailen og noget (Bilag 3, linje 430-434) 27

Det er altså en kombination af Annikas fagområde og det faktum, at hun er uden direktør på det pågældende tidspunkt, der, ifølge John, resulterer i at journalisterne til at starte med taler med Annika. John indikerer i udtalelsen herover, at udtalelserne ville være blevet sendt videre til en direktør, hvis der havde været en sådan på området. At han bruger udtrykket vappe den en gang op ser vi som et udtryk for, at han ser det som et problem, der kan sendes videre i systemet. Han uddyber senere i interviewet, hvorfor udtalelserne hellere skal komme fra højere rangerende chefer, i dette tilfælde en direktør: JN: og man kan sige, det kan, kan vel også, det ved jeg ikke om er med i overvejelserne, men det kunne jo også være et, et, så højt oppe du placerer udtalelsen med det samme. Øh, øh i stedet for at placere det hos Annika, hvorefter man så kunne gå et skridt højere op og sige: er det rigtigt det, din medarbejder har gjort? Jo højere op du placerer udtalelsen, jo, jo kortere gør du måske øh, øh tingene Int.: kortere gør det tingene? JN: ja, øh, forkert ord, men, men, jo, jo mindre interviewoffer Int.: Jo mindre belaster det organisationen, fordi de kan ikke fortsætte med at finde flere kilder JN: vinklerne bliver da færre i hvert fald AH: ja, lige præcis JN: udnytte det, det kan lige så godt gå til toppen, det vil nok ende hos toppen alligevel, altså, øh, øh formentlig (Bilag 3, linje 1203-1213) Vi får uddybet, hvem det er der kommunikerer og hvorfor og i vores tolkning af svaret er, at kommunikation ikke har en høj prioritet: AH: vi har jo slet ikke en størrelse som, nu kommer du fra Københavns Kommune, hvor, hvor socialområdet har deres egen kommunikationsafdeling kunne jeg forestille mig, [AH rettet mod Int.] du er ikke den eneste...(ibid, linje 605-606). [ ] AH: den eneste kommunikatør, der er ansat der, altså det, der er vi slet ikke en størrelse, vi er en lille dejlig udkantskommune, øh, hvor der er smukt og dejligt og prøver at være nidkære med midlerne, er det ikke sandt, John? Ja, og passer på hvad vi bruger vores penge på. Og der bliver kommunikation måske ikke prioriteret højst (ibid, linje 609-612). I sin sammenligning af Københavns Kommune med Vordingborg Kommune fremstiller Annika Vordingborg Kommune som en kommune, hvor man bruger skatteborgernes penge 28

med omhu. Med sit ordvalg (bl.a. ja og passer på hvad vi bruger vores penge på ), indikerer hun, at det samme ikke gør sig gældende for fx Københavns Kommune. Vi forstår Annikas udtalelse sådan, at hun synes det er unødvendigt at bruge penge på kommunikation. Hun søger bekræftelse for sin udtalelse hos John, som er ansat som kommunikationskonsulent i kommunen, og derved en del af det som Annika anser for at være overflødigt. Endvidere tyder udtalelsen på, at Annika ikke anerkender kommunikationsområdets værdi som en del af kommunens ansvarsområder og funktioner. For Annika, som fagperson, er det vigtigt at forklare, hvordan kommunens ansvar og loven er på familieplejeområdet (ibid, linje 306-312). Hendes håb er, at nuancere pressens dækning af sagen (ibid, linje 748-749). Kommunen anklages for ikke at have ført tilstrækkelig tilsyn med plejeforældrene (fx bilag 6). Pressens vinkel er, at det kommunale system har svigtet, og da plejefamilien havde bopæl i Vordingborg Kommune, bliver det denne, der stilles til ansvar. At lovgivningen er noget mere kompliceret på området, og det er de kommuner, der har børn anbragt i de enkelte plejefamilier, der skal stå for de faste tilsyn, melder historierne i dagspressen ikke noget om (fx ibid). Vi spørger i interviewet til kommunens tilsynspligt, hvortil Annika svarer: [ ] vi gjorde det, som lovgivningen foreskrev, at vi skulle gøre, vi fulgte formalia, og havde gjort det, som lovgivningen sagde vi skulle gøre, og det har vi ministerens ord på [ ]. Bilag 3, linje 1641-1644). Annika giver her, på kommunens vegne, udtryk for at Vordingborg Kommune ikke har overtrådt loven. Dette til trods, er der rettet et skarpt lys på kommunen fra pressens side. Udtalelsen viser os kommunes egen opfattelse af sagen, og bidrager til, hvorfor kommunen kommunikerer som den gør. Vi ser det som et tegn på, at Annika er regelbunden og bruger loven som belæg på at kommunen handlede som den skulle i sagen. Hun bakker det yderligere op med en styrkemarkør i form af, at det har kommunen ministerens ord på. I den videre kontakt med pressen er Annika optaget af at undgå uretmæssigt at dømme den anklagede familie samt sikre, at journalisterne får det rigtige billede af, hvad kommunen er forpligtet til, i sager som disse. Pressens interesse for sagen oplevede Annika som: AH: Jamen i, i øh i øh interesseret i at finde fejl. Det var det, de var interesserede i [ ] det var det, man ville vide, og få det bekræftet, Int.: Ja, så historien var skrevet, er det, var det sådan I oplevede det? 29

AH: Ja, det var sådan jeg oplevede det, det korte kontakt, jeg havde [ ] (Bilag 3, linje 321-328) Vi er opmærksomme på, at vores interviewer hjælper Annika til at sætte ord på den følelse hun fik ved pressens spørgsmål, men vi bemærker også, at hun bekræfter: Ja, det var sådan jeg oplevede det [ ]. Vi tolker Annikas udtalelse som en form for afmagt over, at hun intet kunne stille op mod journalisternes spørgsmål. Hendes imødekommenhed over for journalisterne virker ikke, og hun ser sig nødsaget til at ændre strategi. Omkring sin opfattelse af pressens rolle i krisen, siger Annika: AH: altså, man kunne ønske sig at, at pressen var lidt mere nuanceret, altså det er jo, det kunne man godt ønske sig, eller også skal man acceptere, ja, eller tid til at sætte sig ind i det eller, eller tage den, både den følelsesmæssige, men måske også tage lidt fakta men, men på den anden side øh, så vil jeg sige, at jeg synes det er vigtigt at pressen er efter os, og, og sådan, selvom vi... vi skal nok tåle det, vi skal nok klare det og, og det er da noget lort, øh, hvis man bliver nødt til at lægge sig ned og sige undskyld osv og, men, men på den anden side, som borger øh synes jeg da det er godt at pressen også er lidt aggressive og stiller os til ansvar for, for, at vi skal gøre vores arbejde ordentligt. Dette ser vi som et tegn på respekt for pressens rolle, og et udtryk for at Annika anerkender, at medierne medvirker til en form for kontrol af det kommunale system selvom hun ikke synes det er rart at skulle undskylde eller som hun udtrykker det lægge sig ned og undskylde. Det er en formulering, der indikerer, at det er en form for overgivelse, der er tale om, hvis kommunen skulle sige undskyld. Dette ser vi som et tegn på at Annika, samtidig med at hun respekterer pressen, anser den som en modspiller, én der skal kæmpes mod. Annika viderestiller, efter aftale med John og Tomas Therkildsen, sin telefon til John, der som journalist har bedre erfaring i pressehåndtering. På få timer modtager han op i mod 30 opkald 11 omkring sagen fra journalister, der skiftevis vil have udtalelser og opklaring på spørgsmål omkring, hvordan systemet hænger sammen. Med Tomas Therkildsen med på råd fra Bornholm, hvor han er på ferie, aftaler de sammen, at John skal bruge strategien ingen kommentarer. JN: og Tomas udtaler sig i realiteten ikke de første par dage, jeg får besked på at sige, at der ikke er nogen kommentarer (Ibid, linje 822-823). 11 I interviewet (bilag 3, linje 1060-1061) nævner John, at det var op til 60 opkald. Det ændrede han efterfølgende og gav besked til os via e-mail. 30

Til trods for, at denne strategi er med på Lagadecs ironiske Anti-håndbog i mediefiasko (Johansen & Frandsen, 2010: 203), lader det til at virke i denne sag. Vi vurderer, at det skyldes, at John kombinerer sin udtalelse med, at der er tale om personfølsomme oplysninger. Selve strategien ser vi som et udtryk for, at kommunen ønsker at give så fyldestgørende og korrekt svar på journalisternes spørgsmål som muligt, for at undgå at komme til at udtale sig forhastet. Johns formulering jeg får besked på ser vi som et tegn på at det ikke er hans egen beslutning, men en beslutning, der er taget af kommunaldirektøren og at John ikke nødvendigvis er enig i den beslutning. Om han er direkte uenig kan vi ikke udlede, og det er heller ikke det indtryk vi får i resten af interviewet. Presset fra journalisterne er så stort, at John, Annika og Tomas sent på dagen den 18. juli beslutter at udsende den første pressemeddelelse Vedr. medieomtale af sag om plejefamilie (Bilag 7), der besvarer mange af de spørgsmål, der er kommet i dagens løb. Pressemeddelelsen behandler vi tekstanalytisk herunder. Pressemeddelelsen er den første af de to pressemeddelelser, der blev skrevet i forbindelse med krisen. Den er dateret den 18. juli 2011, hvilket er samme dag, medierne skriver, at plejeforældrene tiltales af politiet. Pressemeddelelsen, som er skrevet af Annika, er produceret for at besvare de spørgsmål, kommunen har fået i løbet af dagen (Bilag 3, linje 1055-1061). Det er også Annika som står som afsender og som kontaktperson på meddelelsen. Fra interviewet ved vi, at Annika er uddannet psykolog, og det er ikke hendes normale ansvar at producere denne type meddelelser. Hun refererer til sig selv som fagperson (Bilag 3, bl.a. linje 308), og tager herved afstand fra det kommunikationsmæssige i håndteringen af denne sag. Hun forholder sig til sin rolle som fagperson og forsøger ikke at udgive sig for at have indsigt i de kommunikationsmæssige aspekter af at udsende pressemeddelelser. Fra interviewet med Vordingborg Kommune ved vi også, at mange af kommunens ledere var på sommerferie i perioden, og det er derfor Annika som i samarbejde med kommunens kommunikationskonsulent, John Nielsen, formulerer meddelelsen, ligesom vi også ved, at det normalt er Kommunaldirektør, Tomas Therkildsen som udtaler sig til pressen (Bilag 3, linje 432) Meddelelsen er meget faktuel og består af seks korte afsnit. Overskriften Vedr. medieomtale af sag om plejefamilie er atypisk for en pressemeddelelse, hvor en overskrift normalt skal fange journalistens interesse. Overskriften bærer præg af at være skrevet af en fagperson fra det offentlige, og vi ser, at den ligner den type skrivelser, man som borger modtager fra offentlige institutioner såsom SU-Styrelsen, fx Vedr. ansøgning om SU-lån. 31

Hvert afsnit besvarer et spørgsmål, og fra interviewet ved vi, at Annika i løbet af dagen er blevet kontaktet af journalister, som har stillet spørgsmål til sagen, og det giver derfor mening, at meddelelsen har til hensigt at give svar på henvendelserne. Svarene er korte og konkrete og går på kommunens ansvar og rolle i forbindelse med tilsyn af plejeforældrene. Et eksempel herpå er: Vordingborg Kommune har ikke haft børn anbragt i familien ; det er en sætning som kunne være svar på spørgsmålet: Har kommunen børn anbragt i familien?. Igennem hele meddelelsen omtales kommunen i 3. person. Det kan være med til at skabe en distance, og er igen et tegn på, at det er en offentlig instans som er afsender af budskaberne. Sætningen Vordingborg Kommune har ikke haft børn anbragt i familien viser med fortidsangivelsen har ikke haft, at Vordingborg Kommune på intet tidspunkt har haft børn hos familien. Sidst i meddelelsen står, at kommunen ikke har yderligere kommentarer, samtidig med, at der nedenunder står, at man kan kontakte Annika Hermansen for uddybende information. En fejl, som kan tyde på, at meddelelsen kan være skrevet i hast og/eller under pres for stadig flere henvendelser fra medierne. Da Vordingborg Kommune besvarer henvendelser fra medierne gennem denne pressemeddelelse betyder, at der er tale om en reaktiv pressemeddelelse. Den faktuelle opbygning af meddelelsen betyder, at til trods for, at meddelelsen indeholder fem påstande/budskaber er det svært at udpege et hovedbudskab. Derudover mangler der belæg og hjemmel i påstandene: Ligesom de øvrige påstande i teksten, er Vordingborg Kommune har ikke haft børn anbragt i familien. (Bilag 6) uden belæg og hjemmel. For at teksten skal give mening for læseren, er det nødvendigt at belægget fortæller læseren, hvorfor denne påstand er væsentlig. I dette tilfælde skal påstanden forklare, hvorfor Vordingborg Kommune ikke har ført hyppigere tilsyn hos familien, men da belægget mangler, kommer det ikke til udtryk at kommunens tilsynspligt ikke har en lovmæssig bestemt hyppighed. Eksemplet illustrerer, at påstande uden belæg kan resultere i, at journalister kontakter kommunen for uddybende informationer, hvilket kommunen netop forsøgte at undgå i denne situation. Hvor kommunen til at starte med forsøger at forklare sagens sammenhæng på nuanceret vis, for at give et dækkende billede af kommunens rolle, ændrer de i løbet af krisens første dag strategi. Pressemeddelelsen illustrerer denne strategi, hvor formen er faktuel og besvarer konkrete spørgsmål, der er kommet i løbet af dagen. 32

Med afsæt i Coombs liste over responsstrategier (Johansen & Frandsen, 2010:237) vurderer vi Vordingborg Kommunes første pressemeddelelse til at ligge midt i mellem en imødekommende og defensiv strategi, uden at den kan placeres direkte i en af kategorierne. Formålet med pressemeddelelsen er, at besvare mediernes angreb ved at forsøge at korrigere mediernes opfattelse af, at kommunen ikke har ført korrekt tilsyn med plejefamilien. 4.6. Krisen dør ud I dagene efter udsendelsen af pressemeddelelsen ændres mediernes fokus i sagen. Både politikere og andre interessenter, fx fra Børnerådet, stiller spørgsmålstegn ved, om lovgivningen er god nok ift. hvordan og hvor ofte, der skal være generelt tilsyn hos plejefamilier (bl.a. Bilag Plejefamilier skal tjekkes uden varsel). Mediernes fokus flyttes fra Vordingborg Kommune som den skyldige til at stille spørgsmålstegn ved lovgivningen og diskutere om den er god nok. John mener dog ikke, at pressemeddelelsen har haft betydning for det ændrede fokus; i hans optik tager sagen en drejning fordi nye interessenter udtaler sig kritisk omkring lovgivningen (Bilag 3, linje 1134). 4.6.1. Indslag på DR aflyst Under interviewet får vi at vide, at DR havde planlagt et indslag om sagen, der skulle sendes fredag den 22. juli om aftenen. Tomas Therkildsen var blevet interviewet til udsendelsen stående foran Vordingborg Rådhus. Nogle af de tidligere plejebørn var også blevet interviewet. Indslaget blev dog aldrig sendt. Anders Behring Breivik begik den dag massakre i Norge og det er Annikas opfattelse, at indslaget blev aflyst på grund af begivenhederne i Norge 12 (Bilag 3, linje 779-809). Indslaget bliver ikke taget op igen. Vi vurderer, at Vordingborg Kommune bliver hjulpet ud af krisen af Breiviks massakre, da mediernes opmærksomhed flyttes til denne meget alvorlige sag. I tiden mellem den 22. juli og 1. august 2011, ser vi ikke yderligere mediedækning. Vi går ud fra, at medierne har valgt at dække andre emner, herunder specielt terrorhandlingerne i Norge. Denne antagelse bakkes op af Annika og John (Bilag 3, linje 1239-1240). Den 1. august bliver anklageskriftet mod plejeforældrene offentliggjort, og i den forbindelse sender kommunen deres anden pressemeddelelse ud. Modsat den første meddelelse er denne proaktiv. Det skyldes for det første, at Annika har færdiggjort en redegørelse til Socialministeriet. Hun vurderer selv, at hun har et godt overblik over sagen og føler, at 12 http://www.denstoredanske.dk/geografi_og_historie/norge_og_sverige/norge_efter_1905/anders_b ehring_breivikifølge Wikipedia begik Breivik massakren på Utøya og bombning i Oslo fredag den 22. juli 2011. http://da.wikipedia.org/wiki/anders_behring_breivik 33

kommunen er klar til at besvare de spørgsmål, som pressen stillede i forbindelse med krisens start (Bilag 3, linje 1247-1251). For det andet havde kommunen en forventning om, at pressen ville kontakte dem med spørgsmål i forbindelse med anklageskriftet (Bilag 3, linje 1244-1267). Annika udtaler: altså vi vil jo stadigvæk gerne svare på de spørgsmål pressen havde, eller måske formodes at skulle komme med, nu, nu anklageskriftet er, er, er offentliggjort (Bilag 3, linje 1252-1253) Det leder os frem til tekstanalysen af pressemeddelelsen Nye procedurer skal forbedre tilsynet med plejefamilier i Vordingborg Kommune : Pressemeddelelsen Nye procedurer skal forbedre tilsynet med plejefamilier i Vordingborg Kommune (Bilag 8), er den sidste af de to pressemeddelelser der blev skrevet i forbindelse med krisen. Den er lavet i forbindelse med, at Annika Hermansen har udarbejdet en redegørelse, som sendes til socialministeren og er derfor proaktiv. Afsender af meddelelsen er Kommunaldirektør, Tomas Therkildsen; udover afsender står han også som kontaktperson. Som kommunaldirektør står Tomas med den øverste administrative stilling lige under borgmesteren. Tomas har ikke tidligere været nævnt i mediernes dækning af sagen, og hans egentlige rolle er derfor svær at vurdere ud fra mediedækningen. I interviewet med kommunen nævner Annika og John, at det normalt er Tomas, der udtaler sig til pressen, og at grunden til, at han ikke udtalte sig i den første pressemeddelelse var, at han var på ferie. Ligesom i den første pressemeddelelse benævnes Vordingborg Kommune i 3. person: I forbindelse med den såkaldte Mern-sag har Vordingborg Kommune gennemgået sagens akter med henblik på at få et overblik over hvordan Vordingborg Kommune har forvaltet sit generelle tilsyn (Bilag 8, linje 9-11). Meddelelsen er skrevet ud fra en forestilling om, at kommunen skal forsvare sig for ikke at have fulgt reglerne og derved af medierne (og omverdenen) anses for at være medskyldig i overgrebene. Derfor svarer kommunen, at der til trods for, at der ikke er sket fejl i kommunens tilsyn, alligevel er kommet frem til i forbindelse med deres egen gennemgang, at de vil ændre deres procedurer. Set ud fra overskriften, er det primære budskab i meddelelsen, at kommunen vil forbedre sine procedurer for at sikre et bedre tilsyn. En fremtidsstyret formulering. Forventningen til indholdet er derfor, at man kan læse om de tiltag, som kommunen vil indføre for at forbedre tilsynet. Men først i andet sidste afsnit i den side-lange meddelelse står der med to sætninger, at kommunen har 1) konkluderet, at den måde tilsynene er tilrettelagt på ikke er 34

tilstrækkeligt, og 2) at kommunen er i gang med at ændre procedurerne: Konklusionen er imidlertid at dette ikke er tilstrækkelig sikret med den form og det indhold kommunens nuværende tilsyn har. Derfor er Vordingborg Kommune i gang med at ændre procedurer og indhold af tilsynet (Bilag 13). Indholdet er derfor primært bagudrettet, hvor kommunen redegør for 1) en systematiske gennemgang af hvad kommunen har gjort, 2) en konklusion, hvor kommunen oplyser, at man vil ændre procedurer og indhold i selve tilsynet og 3) en oplysning om, at en redegørelse er sendt til socialministeren, som ikke vil være offentlig tilgængelig pga. personfølsomme oplysninger samt, at redegørelsen måske skal indgå i straffesagen mod forældrene. Overskriften refererer derved til det sekundære indhold. Meddelelsens primære budskab er, at kommunen vil forbedre tilsynet med plejeforældre ved at indføre nye procedurer: Nye procedurer skal forbedre tilsynet med plejefamilier i Vordingborg Kommune. Det er altså overskriften som udgør påstanden, og belægget for påstanden finder man i slutningen af meddelelsen: Konklusionen er imidlertid at dette ikke er tilstrækkelig sikret med den form og det indhold kommunens nuværende tilsyn har. (Bilag 8), hvor procedurerne skal ændres, fordi den måde, hvorpå tilsynene foregår ikke er tilstrækkelige. Hjemmel findes i, at der på trods af, at tilsynene er ført som de skulle iflg. Serviceloven stadig er sket et overgreb. Det står implicit i sagens baggrund, hvor plejeforældrene er tiltalt for overgreb. Meddelelsen er produceret efter, at en redegørelse er sendt til socialministeren, hvilket er ca. to uger efter, at de første artikler om kommunens svigt ramte medierne. Meddelelsen ser vi derfor som en proaktiv måde at vise omverdenen igennem mediernes dækning, at kommunen intet har gjort galt i henhold til serviceloven, men alligevel er det vigtigt for kommunen at fortælle, at kommunen vil ændrer procedurerne for at sikre bedre tilsyn med plejeforældre med henblik på at undgå flere lignende sager. Hvis vi ser på meddelelsen ud fra Coombs liste over krisekommunikationsstrategier, tolker vi denne krisekommunikation som en forbedrende handling (Johansen & Frandsen, 2010:237), hvilket er en imødekommende strategi, hvor man normalt forsøger at forbedre den skade man har voldt. I dette tilfælde, mener kommunen selv, at de har gjort som de skulle jfr. lovgivningen, men søger alligevel at forbedre sine procedurer for at undgå flere sager som Mern-sagen. 35

4.7. Kommunens selvopfattelse I vores interview fandt vi temaer som relaterer sig til, hvordan kommunen opfatter sig selv. Vi finder disse temaer interessante og relevante for opgaven, fordi de fortæller os noget om, hvorfor kommunen kommunikerer som den gør. I interviewet kommer vi ud i en snak om at ændre dagsordnen i medierne. Her kommer det frem, hvordan Vordingborg Kommune ser sin rolle i forhold til sin omverden: JN: frækt sagt, hvis vi nu tager det helt firkantet, fakta er jo at Vordingborg Kommune gjorde hvad den skulle ift. Serviceloven, det er jo fakta AH: Sådan er det JN: at resultatet af at man gjorde det rigtige så ikke var godt, det er så en hel anden sag, men i realiteten har Vordingborg Kommune jo ikke fejlet i det her, altså, hvis man skal se på ren fakta. øh, øh, øh Int.: ja AH: så JN: men, men resultatet var ikke, var ikke godt nok AH: men det, det er heller ikke, altså det er vel heller ikke normalt, at en kommune går ud bagefter og så siger, nu skal I høre her, det har vist sig at vi har gjort det ri... altså, vi. En kommune er en kommune, og har jo dybest set ikke nogle følelser, altså vi har ikke behov for, sådan følelsesmæssigt at gå ud og forsvare os eller noget JN: Vores vigtigste opgave er konstant at beskytte, og beskytte individet, ik' altså, øh, øh, øh alle, der har med kommunen at gøre, om så det er plejefamilien om det er børnene, eller hvem det er, at beskytte dem, det er jo vores fornemmeste opgave, ik? AH: Ja, og holde loven og, og forskrifterne osv. kommunen er dybest set uden følelser, altså, vi kan dybest set være ligeglade... jeg personligt kan have det sådan, og blive indædt irriteret osv. over at nu, nu beskylder de kommunen/mig for et eller andet her og jeg kunne have lyst til at forsvare mig, men, men kommunen har ikke nogle følelser, det er en kommune, det er en forvaltning og vi skal håndtere en lovgivning og det her vil vi bare fortælle offentligheden, at det havde vi gjort. (Bilag 3, linje 1371-1390) Det John og Annika fortæller os er, at kommunen er et system, som ikke viser eller har følelser, og hvor der er fokus på at overholde loven og forskrifterne. Det stemmer overens med den måde, de kommunikerer i pressemeddelelserne, hvilket vi tolker som følelsesløs og faktuel. Alligevel har vi set et eksempel, som nævnt tidligere i opgaven, hvor Annika viser 36

følelser i sin beskrivelse af kommunen ( vi er en lille dejlig udkantskommune, hvor der er smukt og dejligt ), som vi dog tolker som en personlig følelse. 4.8. Ydre faktorer For Mern-sagen har vi bemærket faktorer, som vi mener, kan have påvirket sagen på den ene eller den anden måde. Blandt andet mener vi, at tidspunktet for krisens start, som er i juli måned, midt i agurketiden 13 medvirker til, at sagen har mediernes opmærksomhed i større grad end det havde været tilfældet på andre tider af året. En sag, af denne karakter, hvor børn er blevet udsat for overgreb, er derfor værdifuld for dagblade og online medier, da den, med sin høje nyhedsværdi kan medvirke til højere læsertal. I Vordingborg Kommune er det også ferietid og mange af direktørerne er på ferie. Kommunens borgmester, Henrik Holmer, citeres i en artikel i Ekstra Bladet den 20. juli 2011 under overskriften Borgmester svigtede i syv år : Jeg udtaler mig ikke i min ferie. Ring til kommunaldirektøren [ ] (Bilag 9) Vi mener, at det er en uheldig udtalelse, da det overfor journalisten, og avisens læsere, sender et signal om, at sagen ikke er alvorlig nok til, at borgmesteren vil kontaktes i sin ferie for at udtale sig. Samtidig er det et billede på, at kommunen ikke har et beredskab, der forbereder borgmesteren på situationer som denne. I stedet for at sætte ord på det, at han ikke udtaler sig i sin ferie, kunne borgmesteren blot have henvist til kommunaldirektøren, som er mere inde i den pågældende sag. Vi er opmærksomme på, at udtalelsen kan være taget ud af kontekst. Udover ferie, er der også direktørskifte i organisationen, hvilket betyder, at Annika er uden direkte chef i den pågældende periode (Bilag 3, linje 428-434). Annika har derfor i stedet kontakt til Kommunaldirektør Tomas Therkildsen og til den endnu ikke tiltrådte Børne- og kulturdirektør Lisbeth Mogensen via mail. 4.9. Delkonklusion på Vordingborg Kommunes krisekommunikation På baggrund af analysen kan vi nu give bud på, hvordan og hvorfor Vordingborg Kommune kommunikerede med omverdenen som den gjorde under det der blev kendt som Mernsagen. 13 Agurketid er det tidspunkt på året, hvor mange offentlige instanser holder ferielukket og pressen har derfor udfordringer med at finde relevant nyhedsstof og sensationer Kilde: Sproget.dk: http://sproget.dk/raad-og-regler/artikler-mv/svarbase/sv00000990 37

I Vordingborg Kommune ser man ikke de første tegn på, at en krise er under opsejling. Artiklen i Ekstra Bladet fra 2010 nævner vores interviewperson som værende lillebitte, til trods for, at Kommunaldirektøren i samme artikel citeres for, at kommunen vil undersøge sine procedurer, så det ikke sker igen. En anden artikel, der anklager kommunen for svigt, er ikke registreret af kommunens kommunikationskonsulent eller andre i kommunen. Vordingborg Kommune overser derved vigtige tegn på, at medier uafhængige af hinanden kritiserer kommunen. At der ikke reageres fra kommunens side på krisetegnene, ser vi som tegn på, at kommunen har en snæver kriseopfattelse. Da krisen rammer i ferietiden bliver det en medarbejder på chefniveau, der udtaler sig en medarbejder uden erfaring i pressehåndtering. Hendes ønske om at nuancere sagen lykkes ikke; budskaberne når ikke ud gennem pressen, og hun får indtryk af, at pressen ønsker at forenkle sagen, modsat hendes eget ønske om at forklare den store sammenhæng. Efter udsendelsen af en faktuel pressemeddelelse, en periode med en ingen-kommentarer -udmelding og en beslutning om sidenhen at lade kommunaldirektøren udtale sig, får kommunen overblik over sagen, og kan derfor være på forkant i resten af forløbet. Kommunen benytter sig af en responsstrategi, der både afviser at den har begået fejl men samtidig indeholder forbedrende handlinger. Det betyder, at selvom kommunen ikke erkender svigt i lovmæssig forstand, erkender den, at der er procedurer, der kan forbedres. Det er vores vurdering at kommunens forbedrende handling betyder, at krisen har haft en positiv effekt på kommunens arbejdsgange, hvilket kan komme både ansatte og borgere til gode. To gange i Vordingborg Kommunes kriseforløb lader det til, at kommunen undgår kritisk omtale af sagen, da mediernes opmærksomhed rettes mon andre nyheder, med højere nyhedsværdi end Mern-sagen. Første gang, da et jordskælv rammer Japan, samtidig med at et plejebarn har fremsat kritik af kommunen og anden gang da Norge rammes af terrorhandlinger, samme dag som et kritisk indslag skulle sendes i TV. Det er vores vurdering, at kommunen på disse to tidspunkter undgår en forværring af krisen pga. de nævnte begivenheder. Samlet set vurderer vi, at krisehåndteringen i Vordingborg Kommune i denne sag kom snublende fra start, men at det, at direktøren kom på banen, havde positiv indvirkning på forløbet. 38

5. Analyse af Esbjerg Kommunes krisekommunikation I analysen behandler vi kommunen som én enhed, og skelner derved ikke mellem kommunen som forvaltning eller som politisk enhed. Vi er opmærksomme på, at der er forskel mellem de interesser, de folkevalgte politikere og de forvaltningsansatte medarbejdere har, herunder personlige eller partimæssige interesser. Dog vælger vi at se kommunen som en enhed, da vi antager, at det er sådan den opfattes af borgerne i kommunen. 5.1. Esbjerg-sagen kort I oktober 2010 anholdes en 40-årig mand fra Esbjerg for i en periode på 23 år at have forgrebet sig seksuelt på ni børn. Midt i oktober 2011 udsendes anklageskriftet mod manden, og i den forbindelse udtaler Esbjerg Kommunes Socialudvalgsformand Henrik Vallø i et interview til TV2 News: "En sag af denne kaliber er meget overraskende, og det er uhyrligt, at det kan foregå over så lang en årrække, uden at det bliver opdaget og nogen griber ind". Dette bliver startskuddet på krisen for Esbjerg Kommunes vedkommende. De følgende dage følges der op i pressen med beskyldninger mod kommunen om at den har svigtet, da den ikke har reageret på indberetninger. I april 2012 blusser sagen igen op, da DR s program, 21 Søndag, sender et kritisk indslag om Esbjerg Kommunes håndtering af det der nu benævnes Esbjerg-sagen. Esbjerg Kommunes formand for Børne- og familieudvalget, Hans Erik Møller er inviteret i studiet til et interview. I indslaget medvirker blandt andet Socialministeren, der annoncerer, at hun sender Ankestyrelsen til Esbjerg Kommune for at gennemgå sagsbehandlingen i kommunens børneovergrebssager. Ankestyrelsens rapport offentliggøres oktober 2012 og viser, at kommunen har begået kritiske fejl i sagsbehandlingerne. Der er ingen undskyldning, udtaler Esbjerg Kommunes borgmester, Johnny Søtrup i en pressemeddelelse. I foråret 2013 er Ankestyrelsen igen på besøg hos Esbjerg Kommune. 5.2. Hvem er hvem Listen herunder indeholder navne og titler på personer fra Esbjerg Kommune, som oprtæder i analysen. 39

Navn Hans Erik Møller (HEM) Henrik Vallø Johnny Søtrup Jørn Henriksen Thomas Reil (TR) Kirsten Eriksen Stilling Formand for Børne- og familieudvalget Formand for Socialudvalget (K) Borgmester (V), Direktør for Børn & Kultur Kommunikationschef Familie- og forebyggelseschef 5.3. Krisens udløsende faktor Den udløsende faktor i krisen, der rammer Esbjerg Kommune, er ikke selve overgrebene, men anklageskriftet mod den anklagede. Kommunens indtræden i krisen er det tidspunkt, hvor socialudvalgsformand Henrik Vallø lader sig interviewe til landsdækkende tv om morgenen den 14. oktober 2011. Han udtaler: "Jeg synes, det er uhyrligt, at det har kunnet finde sted i så mange år, som det nu har [ ] Der har været alt for mange af den slags sager de senere år (Bilag 10). Vi tolker det som, at han ved at bruge ordet uhyrligt udviser foragt for overgrebene, og at de har stået på i en lang periode. Med jeg et som afsender, ser vi, at Henrik Vallø taler ud fra et personligt perspektiv. Med udtalelsen om, at han mener, at der har været alt for mange af den slags sager i de seneste år, henviser han til den fælles historie, som flere kommuner deler i overgrebssager mod børn. Thomas Reil, Kommunikationschef i Esbjerg Kommune, ser Henrik Valløs udtalelse som den udløsende faktor for krisen for kommunen. Han udtaler: TR: og der var han så kørt ned ham udvalgsformanden med, med, et hold fra, jeg tror det var TV2, og blev interviewet og så derfra begyndte det egentlig at køre sådan i... Int.: var det Henrik Vallø? TR: Ja: Han, han startede det og øh, det har nok også været den afgørende faktor for at det hele blev kaldt Esbjerg-sagen, fordi det foregik netop i es.. Svømmestadion Esbjerg så det var meget tydeligt det der med at Esbjerg var på. Øh, og det snakkede vi så også om efterfølgende, fordi han var egentlig heller ikke den rigtige udvalgsformand, det var jo (Bilag 4, linje 18-24) Når Thomas siger ham udvalgsformanden tolker vi, at der er en distance mellem ham selv og Henrik Vallø. Thomas kunne blot have sagt udvalgsformanden eller nævnt ham ved navn han behøvede ikke at nævne ham som ham, udvalgsformanden. Denne distance 40

ser vi som et udtryk for, at Thomas giver Henrik Vallø andel i skylden for krisens start. Det skal ses i lyset af fortsættelsen af sætningen, hvor Thomas siger, at det har nok også været den afgørende faktor for, at det hele blev kaldt for Esbjerg-sagen. Thomas vurderer altså, at Henrik Valløs udtalelse til nyhederne er afgørende for navngivningen af sagen. Thomas fortsætter sætningen med at forklare, at det jo netop var fordi, at det forgik i Svømmestadion Esbjerg, men skal forinden til at sige Esbjerg ( es Svømmestadion Esbjerg ). I stedet for at placerer overgrebene i selve Esbjerg, placerer ham dem derved i svømmestadionet. Lidt senere på morgenen, udtaler Vallø til DR s P4, at det er for dårligt, at kommunen intet kendte til sagen (Bilag 11). DR s journalist spørger ind til kommunens rolle: [Journalist:] Hvis det nu viser sig, at der er nogen i kommunen der har været vidende om det her, hvad vil du så sige til det? [Henrik Vallø:]- Nu vil jeg spørge først, og det er svaret, så må vi agere ud fra det. Jeg synes, det er uheldigt, at vi ikke har hørt om det. (Bilag 11) Journalisten ønsker svar på Henrik Valløs holdning til kommunens viden om overgrebssagerne, hvortil Henrik Vallø svarer, at han først vil undersøge det. Han oplyser ikke, hvem han vil spørge, men vi skønner, at han implicit henviser til Hans Erik Møller, som er Formand for Børne- og familieudvalget i Esbjerg Kommune, og derved ansvarlig for området alternativt Familie- og forebyggelseschefen. Henrik Vallø udtaler også, at han synes det er uheldigt, at vi ikke har hørt om det. Med vi tolker vi, at Henrik Vallø henviser til kommunen, og med det tolker vi, at han taler om overgrebene. På dette tidspunkt antager vi, at kommunen ikke er vidende om, at en krise er under opsejling, og derfor er det ikke afstemt i kommunen, hvem der udtaler sig om netop denne sag. Det, at det er socialudvalgsformanden, der udtaler sig, er ikke noget der er planlagt fra kommunens side, da børneområdet ikke hører under socialudvalget. Som Thomas Reil udtaler: TR: [ ] og det snakkede vi så også om efterfølgende, fordi han var egentlig heller ikke den rigtige udvalgsformand, det var jo Int.: nej, det ligger jo slet ikke under socialudvalget TR: Nej, men han ville gerne sige noget til det, også fordi han havde en holdning til det, det er jo sådan set også fint nok, men, men, det er jo vores Hans Erik Møller, egentlig, som, som, som er den der, som står for det her, han kom så på efterfølgende. (Bilag 14, linje 23-28) 41

Vores interviewer viser i sin udtalelse, at han har viden om, hvordan opbygningen af kommuners organisation, da han selv er ansat i en kommune. Han trækker derved på sin forforståelse, en forforståelse som i dette tilfælde hjælper Thomas på vej i sin forklaring på, hvorfor Henrik Vallø var den forkerte udvalgsmand. Udtalelserne giver os viden om, at Henrik Vallø har udtalt sig om et emne, han ikke var den rigtige til at udtale sig om, hvilket Thomas bekræfter. Thomas fortæller, at grunden til, at Henrik Vallø udtaler sig er, at han har en holdning til denne type sager. Vi tolker Thomas udtalelse: det er jo vores Hans Erik Møller, som et tegn på at der er en distance enten fagligt eller personligt til Vallø, som ikke er til stede ift. HEM, der omtales som vores hvilket indikerer en inkluderende holdning til HEM. Om denne opdeling er opstået efter krisen eller om den også var i kommunen før krisen, ved vi ikke, men det er påfaldende, da begge er udvalgsformænd og dermed folkevalgte. Havde det været en forvaltningschef Thomas havde udtalt sig sådan om, ville det give mere mening, da der kan være en forskel på forvaltningen og politikere. Vi vurderer at dét, at Henrik Vallø, udtaler sig, betyder at kommunen nu bliver koblet til sagen. Hvor pressens anklage før udtalelsen gik på den anklagede, er blikket nu rettet mod Esbjerg som by/kommune. Vi tolker forløbet sådan, at kommunen nu er kommet i pressens søgelys, hvilket kan skyldes det fokus, som Henrik Vallø har lagt an til, fordi han udtaler, at han gerne ville have kendt til sagen. Han indikerer, at kommunen ikke havde kendskab til sagen. 5.4. Krisens udvikling I krisens første dage ser vi flere personer, der får indflydelse på krisens udvikling. Den første er Henrik Vallø. Udover udtalelsen til morgennyhederne, anklager han politiet for ikke at have orienteret kommunen om sagen. Vi bemærker, at pressen følger op på Henrik Valløs tidligere udtalelse om, at han ikke har hørt noget om sagen; bl.a. bringer Ekstra Bladet en artikel, hvor der bl.a. står: Den konservative socialudvalgsformand, Henrik Vallø, der selv er politikommissær til daglig, undrer sig over, at politiet ikke orienterede kommunen (Bilag 12). Henrik Vallø citeres med følgende udtalelse: Jeg vil helst ikke kommentere, hvorfor politiet ikke orienterede os, da jeg ikke vil blande de to ting sammen, men det ville have været rart, at vi havde vidst det, og det burde vi også være blevet (Bilag 12). 42

Vi tolker Henrik Valløs udtalelse som en anklage mod politiet som går på, at politiet ikke har informeret kommunen (os) om overgrebene, idet han siger, at han ikke ved, hvorfor politiet ikke har fortalt kommunen (os) om overgrebene (det), og at kommunen (vi) burde have været informeret. Bent Thuesen, som Ekstra Bladet oplyser, er vicepolitikommissær fra Syd- og Sønderjyllands Politi, citeres for at udtale, at socialrådgivere fra kommunen har været med under afhøringerne af børnene, og at han ikke ved, hvorfor Henrik Vallø ikke er orienteret (Bilag 12). Vi tolker Bent Thuesens kommentar som en afvisning af Henrik Valløs anklage, hvor han samtidig ved at fortælle, at socialrådgivere fra kommunen har været til stede ved afhøringerne indikerer, at Henrik Vallø kan finde oplysningerne i kommunen. Vi tolker Henrik Valløs anklage som et forsøg på at flytte ansvar fra kommunen til at inkludere politiets rolle i sagen. Samtidig ser vi et personligt eller politisk motiv for, at Henrik Vallø vælger at stille op til interview om sagen. Det er vigtigt for ham at fortælle omverdenen, at han tager afstand fra sagerne om overgreb, hvilket vi tolker kan være et politisk motiv for at sikre vælgere. Den responsstrategi, som Henrik Vallø benytter, kan sidestilles med Coombs formindskelsesstrategi, hvor Henrik Vallø forsøger at reducere tilskrivningen af ansvar ved at retfærdiggøre, at kommunen intet kendskab havde til sagerne. (Johansen & Frandsen, 2010: 237-239). Kort tid efter afviser politiet anklagen i medierne og redegør for, at de kommunale myndigheder er til stede ved afhøringer af børn under 12 år, og indikerer derved, at kommunen vidste besked (Bilag 12). Herefter udtaler HEM sig til pressen, hvor han for det første redegør for, at politiet har gjort som de skulle: Politiet har opfyldt deres forpligtigelser fuldstændig (Bilag 13) og for det andet oplyser, at kommunen kendte til sagen: Vi har kendt sagen lige siden, at manden blev anholdt i oktober sidste år (Bilag 13), og for det tredje informere, at Henrik Vallø i form af sit virke som socialudvalgsformand ikke underrettes om børnesager: Socialudvalgsformanden bliver ikke underrettet om børnesager. Så der har været en række misforståelser hele vejen igennem (Bilag 13). Henrik Valløs forsøg på at reducere ansvar falder derved til jorden. HEM bidrager derved også med en ny responsstrategi. Han forklarer, at Henrik Vallø i form af sit virke som socialudvalgsformand ikke underrettes om børnesager, og vi tolker HEM s udtalelse om, at så der har været en række misforståelser.. som en forklaring på Henrik Valløs udtalelser. 43

Hvis vi ser med Coombs perspektiv, er HEM s udtalelser en korrigerende handling, hvor målet er at rette op på Henrik Valløs fejlagtige udtalelser. Dvs. for det første den fejlagtige anklage mod politiet, for det andet, at kommunen havde kendskab til sagen og for det tredje, at der var en grund til, at Henrik Vallø ikke var informeret. Mediernes dækning af sagen fortsætter, og andre aktører kommer til. Internt i kommunen har Thomas et møde med direktør Jørn Henriksen, Børn og Familieudvalgsformand Hans Erik Møller og Familie- og forebyggelseschef, Kirsten Eriksen. Her aftales det, at det fremadrettet er HEM der udtaler sig i det videre forløb, fordi Jørn Henriksen ikke har detaljeret viden om sagerne (Bilag 4, linje 273-275). Herefter ser vi ikke flere udtalelser fra Henrik Vallø i sagen. Det er vores antagelse, at man på førnævnte møde er blevet enige om, at det fremadrettet er HEM, der udtaler sig om sagen, højst sandsynligt for at undgå flere fejludtalelser. Medierne dækker sagen fra forskellige vinkler, der både er rettet mod selve forbrydelserne og det sagsbehandlingsmæssige omkring kommunernes håndtering af sagen. Blandt andet kommer det frem, at Hvidovre Kommune tidligere har advaret Esbjerg Kommune om, at der var problemer med den pågældende familie. Der bringes et par artikler med dette fokus og HEM udtaler sig i den forbindelse omkring de indberetninger, der er modtaget. (Bilag 14 og 15). Han afviser anklager om manglende reaktion på indberetninger, og forsøger at rette blikket fremad samtidig med, at udviser empati for børnene. Fx udtaler HEM: Det er jo altid sådan i sådan en sag her, at den skal vi også lære af, når vi kigger tilbage og ser på, om der er noget, vi kunne have gjort anderledes. Er der noget, vi skal være opmærksomme på? For det er utroligt vigtigt for os, at vi varetager barnets tarv (Bilag 14). Vi ser, at HEM taler ud fra et vi-perspektiv, som vi tolker som, at han udtaler sig på kommunens vegne. I et bagudrettet perspektiv ( når vi kigger tilbage ) inddrager han os i sine tanker, som går på, at kommunen skal lære af sine fejl og vurdere om de kunne have gjort noget anderledes, for at imødekomme barnets behov. Vi tolker hans udtalelse som en responsstrategi som udtryk for en korrigerende handling (Johansen & Frandsen, 2010: 237). I starten af november, fortæller en lærer under retssagen mod den tiltalte, at han havde indgivet underretninger om mistanke på seksuelle overgreb til kommunen. HEM citeres i den forbindelse nedenstående i Jydske Vestkysten den 2. november 2011: Vi har ikke lagt skjul på, at der har været nogle henvendelser, men der har på intet tidspunkt været tegn på overgreb eller seksuelle krænkelser. Hvis vi skal reagere på alle mulige henvendelser og anklage forældre for at begå overgreb mod deres børn, så får vi ballade med pressen (Bilag 15). 44

Vi tolker HEM s udtalelse som følgende: I del-sætningen Hvis vi skal reagere på alle mulige henvendelser ser vi, at HEM med betegnelsen vi henviser til kommunen, hvilket vil sige, at HEM viser, at det er kommunens ansvar at tage sig af de henvendelser, som bliver indberettet af fx lærere og pædagoger. Med formuleringen alle mulige henvendelser tolker vi, at han minimerer væsentligheden/relevansen i de sager der kommer ind. For de personer (lærere, pædagoger m.v.) som er ansvarlige for at indberette til kommunen, som har reageret og indberettet sager til kommunen, antager vi, at denne udtalelse må virke ekstremt nedladende i det, at HEM giver udtryk for, at kommunen ikke tager indberetningerne alvorligt og at disse personer indberetter sager, er ikke er relevante. Frygten for at få ballade med pressen giver et indtryk af, at frygten vejer tungt i forhold til ansvaret for børnene. Vi tolker, at HEM s udtalelse sætter kommunens troværdighed på spil, da den antyder at kommunen ikke tager sit ansvar alvorligt. I november udarbejder kommunen en redegørelse af sagen som sendes til socialministeren. I den forbindelse indrømmer HEM, at sagsbehandlingen har været for dårlig til og med 2009. Det er en kombination af en undskyldning men også en responsstrategi om retfærdiggørelse af forløbet. I medierne udtaler han bl.a.: Der er ikke nogen steder, som jeg ser det, når jeg kigger tilbage, at alarmklokkerne kunne have ringet, uanset hvad. Det er faktisk helt almindelig sagsbehandling, der ikke har været godt nok [ ] Vi erkender, at det ikke gik godt i vores familieafdeling, men det gør det i dag. (Bilag 16). Ud fra HEM s eget perspektiv ( som jeg ser det, når jeg kigger tilbage ), er der ikke noget som kommunen kunne have gjort for at forhindre overgrebene ( Der er ikke nogen steder at alarmklokkerne kunne have ringet, uanset hvad ). Med styrkemarkøren uanset hvad understreger HEM sin påstand om, at kommunen intet kunne have gjort for at forhindre overgrebene. Han skifter til at tale ud fra kommunens perspektiv, da han erkender, at det ikke gik godt i kommunens familieafdeling. Og med udtalelsen men det gør det i dag, siger han, at kommunen nu har styr på sagsbehandlingen det er en udtalelse som vi tolker som, at det ikke kan ske igen. Den 18. november 2011 kan man på dr.dk under overskriften Esbjergsagen: Erkender fejl i sagsbehandlingen læse følgende udtalelse fra HEM: Hvis vi var tilfredse helt generelt, med vores sagsbehandling i familieafdelingen i 2008 og 2009, så havde jeg ikke får bevilget penge i de kommunale budgetter. Det lykkedes os faktisk at få to gange to teams, der skulle sikre, at vores familieafdeling kom på fode igen. Vi erkender, at det ikke gik godt i vores 45

familieafdeling, men det gør det i dag (Bilag 17). Udtalelsen viser os, at Familieafdelingen (vi) afsatte penge til at forbedre sagsbehandlingen tilbage i 2008/2009, og at det ikke gik godt i vores familieafdeling. Han uddyber ikke nærmere, men vi tolker, at der har været travlt i afdelingen, og der skulle derfor ansættes mere personale. Udtalelsen slutter med, at det går godt i familieafdelingen i dag, hvilket vi tolker som, at der er kommet flere ansatte i afdelingen til at tage sig af sagerne, og at de problemer afdelingen havde tilbage i 2008/2009 nu er overstået. Vi mener, at det er en skråsikker udtalelse, der lægger op til at blive udfordret eller i hvert fald taget fat i på et senere tidspunkt. 5.5. Kritisk indslag i 21 Søndag Krisen blusser op igen i slutningen af april, hvor Thomas kontaktes af DR en sen fredag eftermiddag, som fortæller, at de i udsendelsen 21 Søndag har et indslag om Esbjerg-sagen (Bilag DVD) og inviterer en talsperson fra kommunen til at udtale sig på kommunens vegne. Kommunen siger ja til at deltage, og sender HEM, som jf. strategien er den, der udtaler sig om sagen (Bilag 4, linje 791-796). I indslaget skal HEM skal besvare spørgsmål omkring kommunens rolle i sagen. Intervieweren vil have svar på, hvorfor kommunen ikke reagerede på de mange alarmklokker, som indslagets gennemgang af sagen redegør for. Socialminister, Karen Hækkerup, udtaler også kritik overfor kommunens sagsbehandling. Hun udtaler: Denne her sag er den værste jeg har set, forstået på den måde, at der har været så mange svigt i det kommunale system. Og den gør mig selvfølgelig så bekymret, at jeg nu sender et hold til Esbjerg for at gennemgå hele Esbjergs børneområde. Fordi jeg er meget bekymret om, om der kan være andre sager, når man kan have sådan nogle store svigt i sin kommunale sagsbehandling (Bilag 18, linje 49-52). Vi tolker, at socialministeren i sin udtalelse sammenligner Esbjerg-sagen (denne her sag) med andre sager, der har været i det kommunale system ( mange svigt i det kommunale system). I sammenligningen angiver hun Esbjerg-sagen, som den værste hun har set ift. svigt fra en kommune. Der er ikke et niveau over ordet værste, hvilket er med til at give belæg for hendes valg af, at sende et hold til Esbjerg med henblik på at gennemgå børneområdet. Hun benytter ordene bekymret og svigt to gange, hvilke hun bruger til at udtrykke personlige følelser. Ved at bruge disse ord viser ministeren sin empati med børnene og understøtter påstanden om, at kommunen har svigtet 21 Søndags journalist spørger HEM, om han erkender, at kommunen har begået fejl og hvad han vil sige til forældrene, (Bilag 18, linje 70-72), hvortil HEM svarer følgende: 46

Jeg vil på kommunens vegne virkelig beklage det, hvis det var muligt at skrue historien tilbage og gøre det om, så ville jeg meget gerne have gjort det, det kan jeg ikke, jeg håber så sandelig, med alle de tiltag, vi har lavet, at [ ] det her er vi foruden fremover, det er helt klart (Bilag 18, linje 73-75) HEM s budskab er, at man fra kommunens side beklager. Udover at beklage, er HEM s sekundære budskab, at han kun har udtalt sig ud fra de oplysninger han har haft, og at kommunen ønsker at se fremad. Da intervieweren spørger, hvad han vil sige til forældrene til de børn der har været udsat for overgreb, siger han, at han kun kan beklage (Bilag 18, linje 73-75) Strategien er at udvise empati for børnene og at undskylde eller som Thomas siger det, da vi spørger om de ændrede strategi: Nej, vi holder fast i det der med at vi lægger os ned [ ] og har [ ] hele tiden [ ] børnene i fokus (Bilag 4, linje 847-848). Det er vores opfattelse, at strategien ikke lykkedes. Til trods for, at journalisten åbner op for, at HEM kan komme med en uforbeholden undskyldning i det hun spørger, hvad han vil sige til forældrene, er HEM s svar, at han på kommunens vegne virkelig beklager, men det er ikke helt det samme som at undskylde. Jfr. Sproget.dk opfattes ordet undskyld som værende mere oprigtig og ægte, end en beklagelse, som anses for at være mere formel 14. For de børn og forældre, som har været udsat for kommunens svigt, antager vi, at en oprigtig undskyldning vægter mere end en formel beklagelse, Vi ser, at HEM beklager to gange i løbet af interviewet. Thomas nævner også, at strategien er at vise empati for børnene. I starten af interviewet, får HEM givet udtryk for sine personlige følelser i forhold til børnene og deres forældre: Jeg vil gerne meget stærkt beklage det her på Esbjerg Kommunes vegne, øh, det er simpelthen yderst kritisabelt og det gør mig utrolig ondt for børnene og deres forældre, øh, der har været udsat for det her (Bilag 18, linje 6-7). Ved at sige stærkt beklage, forstærker HEM beklagelsen på kommunens vegne. Vi ser, at HEM desuden viser empati for børnene og forældrene (ofrene) ved at udtale sig fra et personligt perspektiv ( det gør mig utrolig ondt ). Det er ikke eksplicit, hvad det er HEM beklager på kommunens vegne, men vi antager, at det er for sagsbehandlingen. Kommunens kriseresponsstrategi er at beklage og erkende, at sagsbehandlingen tidligere var dårlig og mangelfuld. HEM ønsker at fokusere på de tiltag der allerede er gjort og dermed fremhæve, at problemet er taget alvorligt og han udviser imødekommenhed overfor Ankestyrelsen, som socialministeren vil sende til Esbjerg for at gennemgå børneområdet. 14 Kilde: http://sproget.dk/raad-og-regler/artikler-mv/sprogbrevet-dr/sprogbrevetdr-nr-90/undskyldning 47

Næste dag kommer der en ny aktør på banen, da Esbjerg Kommunes borgmester, Johnny Søtrup i en pressemeddelelse udtaler Der findes ikke undskyldninger for dårlig og mangelfuld sagsbehandling, som der er tale om her. Og det har haft konsekvenser i form af udskiftninger på sektionschefniveau (Bilag 19). At sætte kommunens øverstbefalende og byens ansigt udadtil som afsender på en pressemeddelelse, mener vi sender et signal til omverdenen om, at kommunen tager sagen alvorlig. Med udtalelsen Der findes ikke undskyldninger understreger borgmesteren, at han ikke kan finde ord der er dækkende nok for en undskyldning. Med oplysningen om, at den dårlige sagsbehandling har haft konsekvenser i form af fyringer (vi tolker udskiftninger som fyringer), sender borgmesteren en tydelig besked om, at der skal ske ændringer for at sikre en bedre fremadrettet sagsbehandling. Int.: og hvornår er det I, hvorfor beslutter I, at nu kører I den lige op til borgmesteren i stedet for? TR: jamen, øh, hvad var det egentlig, der gjorde det? Altså, det var jo, han, han... Altså i begyndelsen, var det, var det egentlig meget en, en forvaltningssag, kan man sige, det var børne- og kulturforvaltningen og det, og Børne og familieudvalget, de, der var ansvarlige. Men, men jo flere oplysninger, der kom, også da ankestyrelsens rapport kom, hvor det var meget tydeligt at, at det her var et stort problem, øh og at, at, det sandsynligvis også ville være et problem for andre kommuner, så blev det sådan mere, på en eller anden måde også i de drøftelser vi havde med borgmesteren også, der selv faktisk bad om at, at komme på banen, altså et kommuneproblem, han anså det som, som et, som en ting, nu, nu, nu kommer vores ære måske på spil, elle, eller hele vores, vores omdømme, også og hvor han følte at nu skulle han træde til, fordi han er jo byens ansigt [ ] TR: eller kommunens ansigt, skal man sige (Bilag 4, linje 429 440) Hvor kommunen tidligere i forløbet har set det som en forvaltningssag isoleret til Børne- & Kulturforvaltningen, tolker vi, at Thomas her forklarer, at sagen nu er et problem, der berører hele organisationen. Derfor er det vigtigt, at den øverste chef, i dette tilfælde borgmesteren, udtaler sig. Senere samme dag udsender kommunen den første pressemeddelelse; en reaktiv pressemeddelelse, hvor vores tekstanalyse og interview viser os følgende: Pressemeddelelsen (Bilag 19) Esbjergsag må ikke gentage sig, er den første af de tre pressemeddelelser, der blev skrevet i forbindelse med krisen. Meddelelsen er udsendt 30. april 2012 som reaktion på det kritiske indslag i 21 Søndag. I udsendelsen (Bilag DVD) kritiseres kommunens sagsbehandling af Esbjerg-sagen. Pressemeddelelsen forklarer for 48

det første, at der ikke findes undskyldninger for den dårlige sagsbehandling, for det andet, at 21 Søndags dækning tegnede et billede af, hvordan sagsbehandlingen foregik tidligere og for det tredje forklarer meddelelsen om de tiltag, som kommunen har gjort og fortsat vil gøre for at forbedre sagsbehandlingen. Derudover imødekommer kommunen socialministeriets forstående undersøgelse af kommunens sager, hvilken meddelelsen nævner som et besøg og som en Lakmusprøve. Afsendere af meddelelsen er Esbjerg Kommunes Borgmester Johnny Søtrup og Formand for Børn og Familieudvalget Hans Erik Møller. De har hver især deres rolle i meddelelsen. Johnny Søtrup udtaler sig i første halvdel af meddelelsen, hvor han, i form af sin titel som kommunens borgmester, kommunikerer 1) at der ikke findes undskyldninger og 2) at 21 Søndag skildred, hvordan tingene så ud tidligere. Hans Erik Møllers rolle er at fortælle, hvilke tiltag kommunen allerede har igangsat for at forbedre forholdene samt de tiltag som skal igangsættes, fx: I dag er sagsbehandlerne nede op cirka 45 sager pr. mand, og der er indført en række nye procedurer, som effektiviserer sagsbehandlingen (Bilag 19). Begge afsendere står nævnt som kontaktpersoner med mobilnumre. Disse valg er ifølge Thomas taget, fordi HEM er den, der ved noget om området, og borgmesteren fordi han kommunens overordnede repræsentant (Bilag 4, linje 1161-1162). Meddelelsen er vinklet ud fra en forestilling om, at 21 Søndags seere har fået oplyst, hvordan kommunens sagsbehandling så ud for få år tilbage, og at seerne ikke fik mulighed for at høre om de ændringer, som kommunen har indført. Det primære tema i meddelelsen er forbedring. Det ser vi bl.a. i følgende tre eksempler: derfor foretog ledelsen en række udskiftninger på sektionschefniveau, Området fik derfor tilført en opnormering, med tre nye medarbejdere i 2009 og syv medarbejdere i 2010." og [ ], har kommunen investeret i et nyt digitalt sagsbehandlingssystem [ ]. Kommunen redegør også for, at indslaget i 21 Søndag tog udgangspunkt i en situation som ikke længere er gældende, og kommunen forsvarer med en påstand om, at tingene ser anderledes ud nu. Meddelelsen er opbygget som en klassisk nyhedsartikel med det (for læseren) væsentligste først og den højest rangerende (borgmesteren) som den, der først udtaler sig. Det er en lang meddelelse, som udover overskrift og kontaktoplysninger består af otte afsnit, hvoraf fire afsnit udgør citater fra de to afsendere, hvilket er med til at underbygge troværdighed samt understrege sagens alvor. Det første afsnit er en intro til teksten som modsat resten af teksten er med markeret med fed tekst. Det kan tolkes som at være en vigtig del af teksten. Afsnittet starter med et citat fra 49

borgmesteren; og formuleringen Der findes ikke undskyldninger, hvilket vi tolker som en undskyldning for dårlig sagsbehandling. Resten af indholdet af afsnittet fortæller os, at der er tale om en reaktion på 21 Søndags kritiske indslag ( Borgmesteren understreger, at forholdene, der blev skildret i programmet, tegner et billede af, hvordan sagsbehandlingen foregik tilbage i 2009 og 2010. Situationen er en anden i dag. ). Ved at indsætte ordet tilbage (foregik tilbage i 2009 og 2010), understreges det, at den måde, sagsbehandlingen foregik tidligere er fortid. Afsnittet rundes af med Situationen er en anden i dag, og lægger derved op til nye tider. Dog ser man først de såkaldte nye tider længere nede i teksten. Borgmesteren redegør via et citat for de tiltag som kommunen gjorde i fortiden for at rette op på procedurerne, og slutter med, at han imødekommer socialministeriet. Den videre tekst er en beretning om, hvor galt det stod til tidligere i kommunen og der redegøres for de tiltag som kommunen tog for at rette op på sagsbehandlingen: Blandt andet fordi den enkelte sagsbehandlers antal af sager lå på over 60, hvor anbefalingen ligger på omkring 35 sager. Herefter kommer Hans Erik Møller med et langt citat, som redegør for, hvordan kommunen sagsbehandler i dag. Det er også Hans Erik Møller der afslutter meddelelsen, hvor han fortæller, at ændringerne har ført til forbedringer i form af flere indberetninger. Overskriften Esbjergsag må ikke gentage sig ser vi som en påstand, men der mangler belæg og hjemmel. På intet tidspunkt i teksten får læseren svar på, hvorfor sagen ikke må gentage sig. Et belæg kunne have været udformet som sympati for ofrene af sagen fx fordi kommunen ikke acceptere, at uskyldige ofre rammes pga. dårlig sagsbehandling. Næste påstand er et citat fra borgmesteren: Det var meget kritisable forhold dengang, og derfor tog ledelsen en række udskiftninger på sektionschefniveau, og der blev iværksat mange nye aktiviteter og indsatser, for at forbedre sagsbehandlingen. Igen mangler der belæg og hjemmel, hvilket ville være en forklaring på, hvorfor der var kritisable forhold. En anden påstand, som er velargumenteret, ser vi i afsnit 4: Såvel Byrådet som den ansvarlige forvaltning, Børn & Kultur, blev allerede tilbage i 2008 opmærksom på, at forholdene omkring Familieplejens sagsbehandling var kritisable. Belægget ser vi i det efterfølgende: Blandt andet fordi den enkelte sagsbehandlers antal af sager lå på over 60. Hjemmel ser vi i resten af citatet: hvor anbefalingen ligger på omkring 35 sager. I vores interview med Thomas spørger vi, hvorfor kommunen vælger at sende pressemeddelelsen ud: Int.: Hvorfor vælger I at sende den ud? TR: Fordi, som, altså at forklare os, og gøre det tydeligt overfor andre medier også at vi selv erkender, at er, er en problemstilling. Men, men det er selvfølgelig også en øh, en respons 50

på det interview, der var, hvor Hans Erik Møller var på og hvor man ikke, hvor man egentlig ikke fik at høre meget andet end at vi sagde undskyld. Altså at det var det og vi ville egentlig gerne uddybe det lidt, og det var så nok et forsøg på at få vores øh, holdning ud til de andre medier. Så de ikke bare kiggede på 21 Søndag og så bare tage det som udgangspunkt og arbejde videre på det, ligesom at forklare prøv og hør, der er nogle ting, der er gang i og det her også med hvor mange sagsbehandlere, der er kommet nogle forklaringer på det det også. og vi har, du har også nævnt det, kan jeg se, men, men sagsbehandling, det var nogle af de der praktiske ting, som vi ville gøre for at gøre situationen bedre. Int.: Og nuancere det måske også lidt, ik' komme flere fakta på og... TR: det er det og det var jo så også forholdsvis tidligt i forløbet hvor man så også troede på at nogle af tingene altså, var allerede var, var godt i gang, at de ville gribe, at vi ikke fik så mange dårlige, kritiske sager, inden Ankestyrelsens rapport kom. så... (Bilag 4, linje 1145-1158) Thomas fortæller, at den primære målgruppe for pressemeddelelsen er andre medier, hvilket vi tolker som andre medier end DR og 21 Søndag, og formålet er, at uddybe, eller som vores interviewer foreslår det, at nuancere i forhold til 21 Søndags vinkling af sagen. Pressemeddelelsen er derved kommunens chance for at komme til orde og forklare sig, hvilket de ikke følte, de gjorde i indslaget. For Thomas vedkommende siger han, at denne pressemeddelelse ligger tidligt i forløbet, og at kommunen (man) troede på, at de tiltag som kommunen havde igangsat for at forbedre sagsbehandlingen ville have en effekt. Hvis man ser på meddelelsen ud fra et responsstrategisk perspektiv, ser man igen, at kommunen holder sig til strategien om at lægge sig ned dvs. undskylde og udvise forbedrende handling: Int.: Ændrede I strategi efter i har været... eller? TR: Nej, vi holder fast i det der med at vi lægger os ned og, [ ] gør de og de ting, og har også [ ] hele tiden børnene i fokus. (Bilag 4, linje 847) Udtrykket at lægge sig ned i denne sammenhæng, tolker vi som en form for overgivelse. Ved at lægge sig ned, erkender man, at der er sket fejl, og at man ikke har noget forsvar 15. Samtidig nævner Thomas, at kommunen hele tiden har børnene, dvs. ofrene, i fokus. Vi kan se, at pressemeddelelsens ordlyd bliver citeret i flere landsdækkende medier, hvilket betyder, at kommunens budskab når ud gennem pressen. Overskriften tyder på, at 15 Vi beror vores fortolkning på en lignende formulering i en anden sag i medierne: Vi kan ikke gøre andet end lægge os fladt ned og beklage forløbet. Der er sket en fejl. Kilde: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1943607.ece 51

kommunen er sikker i sin sag i forhold til, at socialministeriets task force gruppe ikke vil finde noget nyt som kommunen ikke allerede selv har opdaget. Borgmester, Johnny Søtrup bliver citeret i en artikel på bt.dk for følgende udtalelse (Bilag 20): De finder ikke noget, som vi ikke selv har fundet på nuværende tidspunkt. Og skulle de gøre det, så er det godt, at det bliver fundet, for vi vil ikke hænges ud som nogen, der ikke har styr på tingene og artiklen slutter med følgende citat: Der er ingen undskyldning for dårlig og mangelfuld sagsbehandling, og derfor er vi ligeså interesserede i at få vendt hver eneste sten. Vi har kun én interesse, og det er, at det her ikke gentager sig.. Udtalelsen De finder ikke noget, som vi selv ikke har fundet på nuværende tidspunkt, anser vi som en garanti, som borgmesteren stiller for, at Ankestyrelsen (de) ikke finder fejl i kommunens sagsbehandling (noget). Derudover sender beskeden et signal om, at kommunen har været grundig i deres gennemgang af sagerne, og derfor vil Ankestyrelsen (de) ikke finder noget, som kommunen (vi) ikke selv har fundet på nuværende tidspunkt. For at bevare troværdigheden, er det vigtigt, at kommunen kan stå inde for garantien om, at Ankestyrelsen ikke finder noget at udsætte på kommunens sagsbehandling. Citatet Der er ingen undskyldning starter med samme ordlyd som det indledende citat fra pressemeddelelsen, hvilket vi tolker som, at det er en formulering som er koordineret på forhånd og i tråd med den valgte strategi. Tre uger efter tv-indslaget sender kommunen en proaktiv pressemeddelelse Opbakning til Ankestyrelsens arbejde. Tekstanalysen og interviewet viser os følgende: Socialministeriet besluttede, i forlængelse af udsendelsen 21 Søndag, at sende et Task Force i fra Ankestyrelsen til Esbjerg Kommune for at gennemgå 100 børnesager, som kommunen har håndteret. I den forbindelse udsender kommunen pressemeddelelse nr. 2 Opbakning til Ankestyrelsens arbejde (Bilag 21) godt tre uger efter den første pressemeddelelse. Meddelelsen er ikke er reaktion på en pressehenvendelse, og vi ser den derfor som en proaktiv meddelelse. Afsender af meddelelsen og kontaktperson er Jørn Henriksen, som er Direktør for Børn & Kultur i Esbjerg Kommune. Vi kan ikke se, at han tidligere har udtalt sig til pressen, og han er derfor ny i mediernes dækning af sagen. Som direktør har han det overordnede ansvar for familie-området. I meddelelsen viser kommunen sin opbakning til Ankestyrelsens task force, som kommer til kommunen et par dage senere for at gennemgå de før nævnte sager. 52

Opbakning er det primære tema i meddelelsen; eksempler herpå er følgende: Esbjerg Kommune er klar til at tage imod Ankestyrelsens medarbejdere og (citat fra Jørn Henriksen) Derfor hilser jeg det også meget velkomment, at Ankestyrelsen ligeledes sender en nyoprettet taskforce. Igen er meddelelsen opbygget som en klassisk nyhedsartikel. Denne er dog væsentlig kortere end den første meddelelse. Udover overskrift og kontaktoplysninger består meddelelsen af fem afsnit, hvoraf et afsnit udgør en udtalelse fra Jørn Henriksen. Meddelelsen starter med, at læseren får oplyst, at Ankestyrelsen kommer for at lave undersøgelsen, og at Esbjerg Kommune er klar til at tage imod. Den fortsætter med at fortælle om baggrunden for besøget, hvorefter Jørn Henriksen taler ud fra et vi som står for Børn & Kultur-afdelingen, samt et jeg, hvor han kommenterer på eget udsagn om, at der er noget som kommunen kan gøre bedre i forhold til sagsbehandlingen: Det vil afdække, hvor god sagsbehandlingen er og om der er noget vi kan gøre bedre. Det tror jeg vi kan det kan alle kommuner. I forhold til borgmesterens udtalelse i BT (Bilag 20) i forbindelse med den tidligere pressemeddelelse, hvor han stillede garanti for, at Ankestyrelsen ikke vil finde noget, som kommunen ikke allerede selv havde fundet, mener vi, at denne udtalelse er mere usikker og vag. Han starter selvsikkert ved at udtale, at undersøgelsen vil afdække, hvor god den nuværende sagsbehandling er, men udtaler efterfølgende, at han tror, at kommunen kan gøre det bedre, samtidig med at han inddrager andre kommuner i sin udtalelse. Meddelelsen rundes af med at fortælle om, hvad det er Ankestyrelsen vil foretage sig i deres undersøgelse samt, at Ankestyrelsen kommer på besøg igen i foråret 2013 for at sikre, at sagsbehandlingen er blevet bedre 16. Selve overskriften ser vi som en påstand om, at Esbjerg kommune bakker op om Ankestyrelsens besøg. Belægget findes lidt længere nede i teksten, hvor man i afsnit 2 kan læse, at det er på baggrund af Esbjerg-sagen, hvor der har været svigt i sagsbehandlingen. Hjemmel finder man i afsnit 4, hvor der redegøres for, at Ankestyrelsen vil se på om afgørelser er sket i overensstemmelse med gældende regler og praksis. 16 Vores interview med Thomas finder sted i marts 2013, dvs. samme tidspunkt for, at Ankestyrelsen skal foretage opfølgning. I interviewet med Thomas nævner vi, at Ankestyrelsen kommer på besøg (Bilag 4, linje 1590-1601); han virker overrasket og siger, at han går ud fra, at hans direktør giver ham besked, hvis Ankestyrelsen kommer. Fredag den 19. april 2013 udsender kommunen en pressemeddelelse med overskriften Ny rapport viser første tegn på forbedring i Familierådgivningens sagsbehandling. Medierne dækker meddelelsen forskelligt, men med fokus op, at bægeret er halvtomt. BT og JydskeVestkystens overskrifter: "Ny rapport viser grusomme tal - børn svigtes stadig i Esbjerg". DR vælger en knapt så voldsom overskrift: "Stadig plads til forbedring i sager om børn i Esbjerg". Med vores viden om kriseledelse, spørger vi os selv om Esbjerg er klar endnu en tur i medierne? 53

Jørn Henriksens udtalelse indeholder påstande såsom denne: Vi er klar til at tage imod Ankestyrelsens medarbejdere. Belægget for påstanden finder vi i, at kommunen er klar til at få gennemgået 100 sager, hvilket vil vise, hvor god sagsbehandlingen er og om der er noget vi kan gøre bedre. Hjemmel finder vi i, at Jørn Henriksen hilser Ankestyrelsen velkommen for at stille med juridisk og socialfaglig ekspertise. Det er en proaktiv meddelelse og det er Jørn Henriksens hensigt at fortælle omverdenen, at kommunen bakker op om Ankestyrelsens gennemgang af 100 sager. Derved viser kommunen en ydmyg side og viser sig villig til at samarbejde, for at forbedre sit arbejde med sagsbehandlingen. Den strategi, der benyttes her kan sammenlignes med Coombs krisekommunikationsstrategi om at imødekomme med indsmigring kombineret med en forbedrende handling. Kommunen ønsker et godt samarbejde med Ankestyrelsen som udgør en væsentlig interessent for kommunen, samtidig med, at kommunen erkender, at de kan gøre det bedre. Pressemeddelelsen bliver dækket af få medier, herunder Jydske Vestkysten og dknyt.dk, og citeres direkte, hvorved kommunens budskaber når ud efter hensigten. Ved interviewet spørger vi Thomas, hvorfor denne meddelelse sendes ud: TR: det øh, var jo fordi øh vi egentlig ville signalere på en anden måde at, at, øh, jamen at vi godt var klar over at der var noget, noget, at vi havde nogle problemstillinger men at vi heller ikke stod i vejen for, at nu skulle vi have det løst, og vi ville bakke op om det, som ankestyrelsen gør. Int.: Men I har ikke noget valg. TR: nej, men det er rigtigt, vi skulle hjælpe, men man kan jo måske have forskellige tilgange til at hjælpe, altså du kan hjælpe på den ene måde eller på den anden måde. Men selvfølgelig var det også for at fortælle en, en, en historie om at øh, prøve på at vende det til noget positivt, og sige, jamen prøv og hør vi, det, vi er i gang med det her, og vi vil bakke op om det Int.: Ja TR: Altså ikke at, at der blev tegnet et billede ude i medierne, at nu kommer ankestyrelsens folk på besøg og vi vil nærmest ikke give dem noget, noget materiale, altså det var den vinkel, der, der egentlig var tænkt her Int.: sådan en åbenhed? 54

T: Ja en åbenhed ja, altså, den, det, ja også noget jeg sådan, sådan, snakkede om, jeg anbefalede at man, man fortalte det her, og sagde, vi går ind i det her, altså vil hjælpe dem alt det, vi kan. (Bilag 4, linje 1241-1255) Grunden til at pressemeddelelsen sendes ud er altså, at kommunen er opmærksom på, at der er noget galt med deres sagsbehandling. Vi tolker det som et ønske om at vise omverdenen, at de er åbne og samtidig vise pressen, at de er samarbejdsvillige. 5.6. Ankestyrelsens rapport Den 27. oktober 2012 offentliggøres Ankestyrelsens rapport. I den forbindelse vælger kommunen at udsende en proaktiv pressemeddelelse, som vi herunder vil behandle tekstanalytisk. Kommunens tredje pressemeddelelse, Sagsbehandlingen i Esbjerg Kommune skal forbedres (Bilag 22), udsendes den 27. oktober 2012, hvilket er umiddelbart efter, at Task Force gruppens rapport fra Ankestyrelsen er udkommet. Der er tre afsendere af meddelelsen: Johnny Søtrup, Borgmester, Hans Erik Møller, Formand for Børn og Familieudvalget samt Jørn Henriksen, som er Direktør for Børn & Kultur. Vi finder det interessant, at der denne gang er hele tre afsendere, og spørger derfor Thomas Reil i interviewet, hvorfor disse tre er afsendere. Thomas svarer: Ja, og nu var det egentlig for [ ] at understrege hele argumentationen i eller hele budskabet i den her pressemeddelelse, nemlig at alle undskylder, uanset om det er direktøren eller det er udvalgsformand eller det er borgmesteren. Alle er klar over at der er et problem, alle er klar over, at nu skal der gøres noget yderligere for at gøre det, det er vel egentlig for at gøre budskabet så tydeligt som overhovedet muligt (Bilag 4, linje 1319-1323). Vi tolker Thomas udtalelse som, at det er vigtigt for organisationen, at omverdenen ved, at hele kommunen (alle) undskylder, og at de er klar over, at der er et problem. Til trods for, at kommunen tidligere har søgt at sende et budskab om, at de allerede havde gjort en masse tiltag for at forbedre, så er det vigtigt at sende et budskab om, at nu skal der gøres noget yderligere. Sagt på en anden måde, så erkender de, at de tidligere tiltag ikke var nok. Grunden til, at kommunen udsender meddelelsen finder vi svar på i vores interview: TR: Jamen det er jo, egentlige en konklusion [ ] på det hele, nu, [ ] har vi rapporten, [ ] og kunne se hvor, hvordan det stod til og, der var ikke rigtig meget andet at gøre [ ] (Bilag 4, linje 1273-1275) 55

Thomas reflekterer og gengiver de mulige alternativer, og diskuterer det faktum, at denne meddelelse gentager nogle af de budskaber, som den første meddelelse indeholdt. Konklusionen er, at han ikke mener, at de kunne have gjort det anderledes (Bilag 4, linje 1276-1286). Kommunen er i en situation, hvor rapporten viser, at sagsbehandlingen i mange tilfælde har været kritisabel. Samtidig er kommunen i en situation, hvor de i tidligere pressemeddelelser, bl.a. Esbjergsag må ikke gentage sig har udtalt, at medierne portrætterer et billede af kommunen som det så ud for år tilbage, og at kommunen havde ændret praksis for at forbedre sagsbehandlingen. Rapporten slår nu fast, at forbedringerne ikke var tilstrækkelige. Meddelelsen er derfor skrevet ud fra en forestilling om, at mange af kommunens interessenter ønsker svar på, hvad kommunen vil gøre for at forbedre sagsbehandlingen. Det er en lang meddelelse, og det overordnede tema er, at sagsbehandlingen i kommunen skal forbedres. Meddelelsen består af ni afsnit, hvor de tre afsendere udtaler sig via citater i løbet af meddelelsen. Meddelelsen indledes med resultaterne af Ankestyrelsens rapport, hvor 77 sager ud af 100 er kritisable. Herefter indleder Johnny Søtrup, med en udtalelse, hvor han fortæller, at rapporten viser, at kommunens sagsbehandling har været for dårlig og langsom. Han beklager: Det er dybt beklagelig. og viser personlig empati i det han udtaler: Jeg er ked af, at der er børn, der ikke har fået den hjælp, de skulle have haft, og fortsætter med kommunen som afsender men vi gør nu alt, hvad vi kan for at få rettet op på vores sagsbehandling. Han afslutter med at fortælle om et samarbejde som kommunen har sat op sammen med Ankestyrelsen for at sikre en bedre kvalitet i sagsbehandling, hvilket bl.a. inkluderer ekstern hjælp til at screene de resterende sager for andre kritiske sager med henblik på at rette fejl. Halvvejs i meddelelsen får læseren oplyst eller genopfrisket baggrunden for undersøgelsen, og der er links til dokumenter såsom Ankestyrelsens rapport og kommunens fremadrettede udviklingsplan samt en underretning om yderligere skridt som kommunen vil tage for at rette op såsom at afsætte flere penge til et beredskab for personale der har mistanke om overgreb på børn, samt ansættelse af flere rådgivere. Herefter kommer der en personlig udtalelse fra Hans Erik Møller, som siger: Jeg er meget skuffet over, at vi ikke kommet længere med implementeringen af de initiativer, vi startede tilbage i 2009. Udover at vise skuffelse over kommunens sagsbehandling, anerkender han kommunens medarbejderes arbejde for tage de nye arbejdsgange i brug. Han slutter af 56

med at udtale: Jeg ved også, at det ligger alle politikere, medarbejdere og ledelse meget på sinde, at vi varetager børnenes behov på en betryggende måde. Længere nede fortæller Hans Erik Møller, at stigningen viser, at lærere og pædagoger er blevet mere opmærksomme på børns trivsel, og at de derfor indberetter. Han slutter med at sige, at kommunen skal være rustet bemandingsmæssigt til at kunne tage i mod indberetningerne. Sidste del af meddelelsen er en udtalelse fra Jørn Henriksen. Modsat Johnny Søtrup og Hans Erik Møller, udtaler Jørn Henriksen sig ikke på egne vegne, men på sit område. Dette ses i hans ordvalg, da han siger vi i stedet for jeg. Han erkender, at Ankestyrelsens rapport er alvorlig, og at sagsbehandlingen skal forbedres, og forsikre, at området er i gang med at rette op på fejlene. Han slutter med at vise empati for ofrene: Vi kan desværre ikke rette tidligere fejl, men er der noget, vi kan rette op på i forhold til enkelte børn eller under, gør vi det. Den sidste information vi får i meddelelsen er, at Ankestyrelsen kommer igen i foråret 2013 for at sikre, at sagsbehandlingen er forbedret. I vores interview med Thomas, spørger vi ind til, hvordan kommunen forbereder sig på denne rapport (Bilag 4, linje 1588 1599). Han svarer, at det må de jo se på, når de ved, hvad rapporten indeholder. Det ser vi som et tegn på en snæver kriseopfattelse dvs. en operationel tilgang (Frandsen & Johansen, 2010: 16). Overskriften er en påstand om, at sagsbehandlingen skal forbedres, hvor belægget findes i, at Ankestyrelsens rapport viser, at 77 sager ud af 100 er kritiske. Hjemmel finder man længere nede i teksten i udtalelsen fra Johnny Søtrup, som fortæller, at rapporten viser, at sagsbehandlingen har været for dårlig og for langsom. En anden påstand er Esbjerg Kommune har oplevet en voldsom stigning i antallet af underretninger, der er steget med ca. 270 % siden 2009. Belægget er, at lærere og pædagoger er blevet mere opmærksomme på børnenes trivsel, og melder hurtigere ind, når de observerer tegn på at et barn mistrives. Hjemmel kan ikke findes i meddelelsen, som ville have forklaret, hvorfor at lærerne og pædagogerne er blevet bedre til at indberette. Meddelelsen er en reaktion på Ankestyrelsens rapport, og kommunen ønsker derfor at vise omverdenen, at kommunen tager rapportens resultater seriøst. Budskabet formidles via kommunens hjemmeside, hvor pressemeddelelsen med bilag kan findes af alle som har interesse i at vide mere. Derved viser kommunen gennemsigtighed og åbenhed. 57

Meddelelsen er igen en imødekommende strategi, hvor der primært er fokus på en fremadrettet forbedrende handling. Det ser vi ved, at kommunen afsætter flere penge til at ansætte konsulenter. Derudover beklager borgmester Johnny Søtrup, hvilket vi tolker som en undskyldning som strategi. Det er den type responsstrategi, som betegnes som en forbedrende handling (Johansen & Frandsen, 2010: 237), dvs. at organisationen erkender krisen og kommunikerer, at de vil foretage korrigerende handlinger for at genopbygge troværdigheden hos organisationens interessenter. 5.7. Delkonklusion på Esbjerg Kommunes krisekommunikation På baggrund af analysen vil vi give en fortolkning af Esbjerg Kommunes krisekommunikation under Esbjerg-sagen. Det, at Socialudvalgsformand Henrik Vallø udtaler sig til tv-journalister omkring sagen, bliver startskuddet for krisen i kommunen. Det mener vi dog ikke er ensbetydende med, at krisen ville være undgået uden Valløs udtalelser; det giver blot kommunen en snublende start, da udtalelserne opfattes som kommunens, men i virkeligheden er udtryk for en enkeltpersons holdninger. Det er vores opfattelse, at Henrik Valløs udtalelser har været væsentlige for udviklingen af krisen, og for at der i krisens første dage var større dækning af sagen i medierne, end hvis Henrik Vallø havde undersøgt sagen inden han udtalte sig, eller endnu bedre, hvis han havde undladt at udtale sig. Vi vurderer ikke, at hverken pressen eller de borgere, der har set indslaget med Henrik Vallø, kan skelne mellem kommunens politiske og forvaltningsmæssige dele. Derfor fremstår en udtalelse fra en Socialudvalgsformand stærk, da menigmand ikke ved at børneområdet ikke hører under den forvaltning eller hvordan ansvaret i øvrigt er fordelt i kommunen. Fra krisens start er kommunens primære kriseresponsstrategi at vise empati for ofrene. Kommunen vil informere om, at den dårlige sagsbehandling er fortid og endelig er strategien at formidle, at kommunen har forbedret sine procedurer. Det ser vi ud fra udtalelser til medierne, de to første pressemeddelelser og i indslaget i 21 Søndag på DR. Samtidig med, at kommunens strategi er at vise empati for ofrene, er der eksempler på uheldige udtalelser, fx om at kommunen ikke kan reagere på alle indberetninger, af frygt for ballade med pressen. Dette er et eksempel en tilsidesættelse af kommunens troværdighed ift. de interessenter, der er ansvarlige for indberetninger til kommunen. 58

Igennem forløbet ser vi eksempler på, at kommunen garanterer, at der nu er styr på sagsbehandlingen. Vi bemærker at pressen følger op på de garantier, kommunen stiller. Da det viser sig at garantierne ikke holder, kommer kommunen igen igennem mediemaskineriet. Kommunens kriseresponsstrategi ændres i forløbet til en imødekommende strategi med fokus på beklagelse og forbedrende handling. Esbjerg Kommune erkender derved, at de har problemer og forsøger at vise åbenhed og derved forsøge at genetablere troværdigheden hos omverdenen. Vi vurderer, at kommunens forbedrende handling, altså det, at de ansætter flere sagsbehandlere, får hjælp udefra og optimerer deres arbejdsgange betyder, at krisen har haft en positiv effekt på en række områder, hvilket kan komme både organisationen og borgere til gode. Vi ser tegn på, at kommunen i denne sag har en snæver kriseopfattelse, hvilket betyder, at de opfatter krisen, som en begivenhed frem for en proces. Det betyder at kommunen ikke har været forberedt på krisen, og heller ikke har brugt tid og energi på at følge op på den og overvåge om den kunne blusse op igen. 6. Konklusion Vi satte os for at forske i to kommuners krisekommunikation, i forbindelse med anklager om svigt i børnesager. Helt konkret lød vores problemformulering som følgende: Afhandlingen vil analysere to kommuners kommunikation med omverdenen i forbindelse med overgrebssager mod børn i et krisekommunikativt perspektiv. Vores forskning har vist os, at der er fælles træk ved de to cases. Den udløsende faktor for begge kommuner sker i det øjeblik, at anklageskriftet offentliggøres. Ingen af de to kommuner er forberedte, da pressen henvender sig for kommentarer og oplysninger, hvilket er et billede på en snæver kriseopfattelse. Begge kommuner kommer dårligt fra start, og fælles for dem er, at det er den forkerte person, der starter med at udtale sig. I Vordingborg fordi direktøren er på ferie, i Esbjerg fordi en udvalgsformand bliver kontaktet og vælger at stille op til interview, selvom sagen ikke hører under hans område, og selvom han ikke har indblik i sagen. I begge tilfælde betyder det at kommunerne må lave en strategi for kommunikationen efter, at sagerne er 59

startet. Disse strategier giver i begge tilfælde en bedre klarhed over rollerne i forløbet, hvilket giver mere ro i organisationerne. Kommunerne ved ikke fra starten, at de står i en begyndende krise. Da telefonen ringer første gang kan ingen vide, hvilket forløb, der kommer til at følge. Det er derfor nemt at kritisere de to første talspersoners udtalelser og handlinger retrospektivt, men spøgsmålet er om man kunne have regnet ud, hvilke konsekvenser det kunne have, at det netop var dem, der udtalte sig. Det mener vi ikke de kunne have forudset, da de stod i situationerne. Den mest markante forskel på de to kommuner er, at Vordingborg Kommune formår at fjerne sig fra anklagerne, ved at bevise sin egen uskyld og formidle den til omverdenen. Det betyder at fokus fjernes fra kommunen, og at pressen i stedet fokuserer på lovgivningen. Esbjergs strategi om at indrømme og beskrive de tiltag, der er taget for at forbedre mislykkes, da det viser sig at sagsbehandlingen fortsat er kritisabel. Hermed giver de forbedrende handlinger bagslag og opmærksomheden fra pressen bliver større. De to kommuner har begge oplevet forløbene som kriser, og har brugt mange resurser på ar håndtere sagerne. I begge tilfælde er der dog kommet det positive ud af deres forbedrende handlinger, nemlig det, at der er kommet fokus på sagsbehandlingsområdet, så man forhåbentlig kan undgå lignende sager i fremtiden. 7. Perspektivering I forlængelse af vores konklusion vil vi i dette afsnit give vores bud på nye perspektiver, der kunne være interessante at forske videre i. Afhandlingen beskriver, hvordan kommunerne kommunikerede med omverdenen i en krisesituation, hvilket åbner op for spørgsmålet om, hvordan kommunens omverden, såsom borgerne, opfattede kommunens kommunikation. Som i lignende sager, ser vi, at sagerne tager navn efter den by, hvor overgrebene sker. I indledningen nævner vi eksempler herpå, hvor også de cases, som vi har beskæftiget os med, har taget navn efter de byer, hvor overgrebene er foregået. Men hvad betyder det for byens omdømme i forhold til byens borgere? Igennem Johansen & Frandsens bog, Krisekommunikation, bliver vi introduceret til Benoits teori om imagegenoprettelse (Johansen & Frandsen, 2010: 205). Vi er opmærksomme på, at teorien er tiltænkt private og ikke offentlige organisationer. Om det er relevant at diskutere hvad omdømme og image betyder for en kommune, kunne være interessant at belyse. En kommune kan ikke gå 60

konkurs, og en kommune mister ikke kunder på samme måde, som fx en organisation, der oplever en image-krise. En søgning på Google med fx søgeordet Esbjerg-sagen giver 3.080.000 resultater, hvor en søgning på blot Esbjerg, giver et resultat på 28.900.000 (søgeord Esbjerg-sagen er automatisk inkluderet i denne søgning, da ordet Esbjerg indgår i søgeordet); det giver os en indikation om, at Esbjerg-sagen er en væsentlig del af Esbjergs nuværende historie. Vi mener derfor, at det er interessant at undersøge borgernes opfattelse af byens omdømme med udgangspunkt i Benoits teori om imageoprettelse. Et andet perspektiv er mediernes rolle i forhold kommunens krisekommunikation. Begge vores case-kommuner nævner, at de føler, at journalistens historie er skrevet på forhånd, og at journalisten blot kontakter kommunen for at få deres historie bekræftet. Det er en påstand, som vi finder interessant at udforske, særligt set i lyset af, at de interviewede samtidig anerkender og respekterer pressens rolle som vagthund på borgernes vegne. Et tredje perspektiv er de kanaler, som kommunen kommunikerer med omverdenen igennem. Kommunerne kommunikerer primært igennem pressen og til tider via deres hjemmesider, men som oftest antager vi, at borgerne får information om sagerne igennem medierne, ligesom vi gjorde altså en medieret udlægning. Med de nye medier, der er blevet en naturlig del af vores hverdag, såsom sociale medier og nyheds-apps, finder vi det interessant at undersøge, om kommunerne kunne bruge disse medier aktivt til, at kommunikere med omverdenen. 61

Litteratur Coombs, W. T. (2012). Ongoing crisis communication: planning, managing, and responding (Vol. 3. edition). Thousand Oaks, Calif.: Sage. Jensen, Leif Becker (2011). Indføring i tekstanalyse (Vol. 2. udgave) Frederiksberg: Samfundslitteratur Johansen, W. & Frandsen, F. (2010). Krisekommunikation: når virksomhedens image og omdømme er truet (Vol. 1. udgave). Frederiksberg: Samfundslitteratur. Kolstrup, S. et al (2010). Medie- og kommunikationsleksikon (2. udgave). Frederiksberg: Samfundslitteratur Kvale, S., & Brinkmann, S. (2009). Interview: introduktion til et håndværk (Vol. 2. udgave). Kbh.: Hans Reitzel. Olsen, P. B. & Fuglsang, L. (2004). Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne - på tværs af fagkulturer og paradigmer (Vol. 2. udgave). Roskilde Universitetsforlag Weblinks http://www.vordingborg.dk/cms/site.aspx?p=11329 http://www.vordingborg.dk/cms/site.aspx?p=20275 http://sproget.dk/raad-og-regler/artikler-mv/svarbase/sv00000990 http://da.wikipedia.org/wiki/anders_behring_breivik http://www.denstoredanske.dk/ 62

Bilagsoversigt Bilagsnr. Navn 1 Artikel, Ekstra Bladet, Plejefar tvang dreng med brækket ben til at stå op 2 Interviewguide 3 Transskribering af interview med Vordingborg Kommune 4 Transskribering af interview med Esbjerg Kommune 5 Artikel, Ekstra Bladet, Plejebarnet der fik nok 6 Artikel, Ekstra Bladet, Tip om vold overset 7 Pressemeddelelse Vedr. medieomtale af sag om plejefamilie 8 Pressemeddelelse Nye procedurer skal forbedre tilsynet med plejefamilier i Vordingborg Kommune 9 Artikel, Ekstra Bladet, Borgmester svigtede i syv år 10 Online artikel, bt.dk, Kommunen: Vi kendte ikke til misbrugs-sag 11 Online artikel, dr.dk, For dårligt vi intet fik at vide 12 Online artikel, eb.dk, Esbjerg-politiker: Vi burde have været orienteret 13 Online artikel, dr.dk Kommunen indrømmer: Vi kendte godt sagen 14 Online artikel, dr.dk, Kommunen vidste familien havde problemer 15 Online artikel, jv.dk, Klasselærer meldte Esbjerg-manden: Kommunen afviser underretninger om krænkelser 16 Online artikel, bt.dk, Kommune fik flere advarsler i misbrugssag 17 Online artikel, dr.dk, Esbjergsagen: Erkender fejl i sagsbehandlingen 18 Transskribering af indslag om Esbjerg-sagen i 21 Søndag 19 Pressemeddelelse Esbjerg-sag må ikke gentage sig 20 Online artikel, bt.dk, Esbjerg-borgmester: De finder ikke noget på os 21 Pressemeddelelse Opbakning til Ankestyrelsens arbejde 22 Pressemeddelelse Esbjerg-sag må ikke gentage sig Bilag DVD Bilag kan ses i bilagsmappe 63