18. marts 2013 Nyhedsbrev Insolvens Nedenfor følger referat af nyere trykt og utrykt retspraksis om insolvensretlige problemstillinger. Gorrissen Federspiels afdeling for Insolvens og Rekonstruktion kan kontaktes, såfremt dette nyhedsbrev giver anledning til bemærkninger eller uddybende spørgsmål. Omstødelse Der kunne som udgangspunkt ikke ske sammenlægning af forskellige betalinger af gæld i forbindelse med omstødelse efter konkurslovens 67, stk. 1. Et konkursbo påstod, at en betaling på 200.000 kr. til en kreditor burde omstødes med hjemmel i Konkurslovens 67, stk. 1. Idet betalingen fandt sted den 13. juli 2007 og dekret blev afsagt 3. oktober 2007 med fristdag den 20. september, faldt betalingen inden for 3 måneders fristen i 67, stk. 1, 1. led. Mens parterne ikke var uenige om, at den enkelte betaling på 200.000 kr. ikke i sig selv ikke afgørende havde forringet selskabets betalingsevne, påstod konkursboet, at en række betalinger til forskellige kreditorer fra den 12. til den 18. juli 2007 på i alt 13,4 mio. kr., resulterende i en negativ saldo på driftskreditten på 3,7 mio kr., måtte lægges sammen således, at de til sammen havde forringet selskabets betalingsevne afgørende og således var omstødelige. Højesteret fandt, at en sådan sammenlægning kun kunne forekomme, under særlige omstændigheder, f.eks. hvis de forskellige kreditorer indgik i et økonomisk interessefællesskab, hvilket ikke var tilfældet i denne sag. Højesteret lagde i den forbindelse særligt vægt på, at muligheden for omstødelse ved afgørende forringelse af skyldners betalingsevne hviler på det synspunkt, at en betaling kan være ekstraordinær alene i kraft af sin størrelse sammenholdt med skyldnerens økonomiske situation, samt at betalingen må være så stor, at det for en udenforstående umiddelbart må erkendes, at skyldnerens mulighed for at føre virksomheden videre er blevet afgørende forringet. Forskellige betalinger kan derfor i almindelighed sammenlægges. (Højesterets dom af 22. januar 2013).
Side 2 Tre betalinger til kreditor kunne ikke omstødes. Konkursboet efter selskabet B anlagde sag mod selskabet S med påstand om omstødelse af tre betalinger af den 19. januar 2009, 27. januar 2009 og 25. februar 2009 på i alt ca. 830.000 kr., hvoraf ca. 119.000 kr. udgjorde fakturaer, der blev betalt før forfaldstid. Samtlige betalinger skete senere end 3 måneder før fristdagen, og konkursboet gjorde derfor gældende, at betalingerne måtte være omstødelige efter konkurslovens 67, stk. 1 og 74. Landsretten fandt, at betalingerne ikke var omstødelige med den begrundelse, at B op til konkursen forsøgtes solgt som going koncern, at transportaftalerne med S var en nødvendighed for at holde virksomheden i gang, og at S havde nægtet at fortsætte samarbejdet med mindre disse betalinger fandt sted. Landsretten fandt således ikke, at betalingerne afgørende havde forringet selskabet betalingsevne eller at betalingerne utilbørligt havde begunstiget S, hvorfor omstødelse ikke kunne ske. (Vestre Landsrets dom af oktober 2012). Seperatistkrav Seperatistkrav angående huslejeindbetalinger anerkendt. En bank havde fremsat et seperatistkrav efter konkurslovens 82, mod to konkursboer. Seperatistkravet angik en række indbetalinger af husleje fra to ejendomme ejet af de to selskaber. Banken fik i 2008 transport i huslejeindbetalinger fra disse to ejendomme. Transporten blev stiftet ved skriftlig erklæring og behørigt denuncieret overfor lejerne. Idet de to selskaber gik i betalingsstandsning blev en række huslejeindbetalinger fejlagtigt betalt til selskabernes tilsyn, hvorefter de blev overført til konkursboerne da selskaberne gik konkurs. Skifteretten anerkendte bankens seperatistkrav efter 82 med henvisning, til at banken havde denuncieret, ikke havde udvist passivitet, at indbetalingerne var individualiserede og at rådighedsberøvelsen bestod indtil afsigelsen af konkursdekreterne. (Sø- og Handelsrettens dom af 6. februar 2013). Modregning af krav Det kunne ikke hindre modregning i medfør af konkurslovens 42, stk. 1, at hovedfordringen var et ansvarligt lån. En bank, der i 2008 havde optaget et ansvarligt lån hos en fond i medfør af dagældende lov om finansiel virksomhed 136 og samtidig ydet to almindelige banklån til samme fond, ønskede i forbindelse med fondens konkurs, at modregne de almindelige banklån overfor fondens. Da det ansvarlige lån endnu ikke var forfaldent, gav Finanstilsynet tilladelse til en tidlig indfrielse. Højesteret fandt herefter, at da finanstilsynets tilladelse forelå da dekret blev afsagt, og idet både modfordring og hovedfordring bestod på fristdagen, var betingelserne for modregning opfyldt. Det ansvarlige låns beskaffenhed var ikke til hinder for en sådan modregning. Yderligere fastslog højesteret, at virkningen af en modregning i medfør af 42, stk. 1 som udgangspunkt må regnes fra
Side 3 dekretdagen, og at der derfor ikke skulle betales renter, der var påløbet under konkursen. (Højesterets dom af 31. januar 2013). Lønkrav Aftale om lønnedsættelse kunne gøres gældende af virksomheds konkursbo. Østre Landsret slog i en dom fast, at en aftale om lønnedgang ikke kan gøres gældende overfor virksomhedens kreditorer i tilfælde af konkurs. A, der arbejdede som funktionær i en virksomhed indgik i august 2009 en aftale om en lønnedgang på 10%, med det formål at redde virksomheden fra konkurs. A hævdede, at ledelsen havde givet hende det indtryk, at lønnedgangen ville bortfalde i tilfælde af virksomhedens konkurs, hvilket Østre Landsret fandt bevist. Landsretten afviste dog, at A kunne kræve sin fulde løn af Lønmodtagernes Garantifond. Afgørelsen begrundedes med, at det ville stride mod det konkursretlige lighedsprincip og mod den lovbestemte konkursorden, såfremt en aftale mellem en ansat og arbejdsgiveren om lønnedgang, betinget af at der ikke indtræder konkurs, kunne gøres gældende overfor konkursboet. Af samme årsager afvistes det, at aftalen om lønnedgang var ugyldig efter læren om bristede og urigtige forudsætninger eller aftalelovens 36. Østre Landsret stadfæstede således byrettens dom og frifandt Lønmodtagernes Garantifond. (Østre Landsrets dom af september 2012). Spørgsmål om skuespillere kunne anses for at være lønmodtagere. Et produktionsselskab, P, havde stået for produktionen af et skuespil. Da P gik konkurs, fik skuespillerne A og B ikke udbetalt deres løn. Spørgsmålet var herefter, om skuespillerne kunne anses for at være lønmodtagere i forhold til P og dermed kunne gøre lønkravet gældende efter konkurslovens 95, stk. 1, nr. 1 samt kræve sikring af et udækket lønkrav i medfør af 2 i Lov om Lønmodtagernes Garantifond. A fandtes ikke at have haft en sådan selvstændig rolle, at han ikke kunne anses for at være lønmodtager, og havde således et krav mod lønmodtagernes garantifond. B fandtes dog ikke at have stået i et sådan tjenesteforhold til P, at han kunne anses for at være lønmodtager. (Retten i Hillerøds dom af 19. december 2012).
Side 4 Valg af kurator Skifteretten var ikke bundet af kreditors indstilling af kurator. Der blev den 24. september 2012 afsagt konkursdekret over A. Under mødet i skifteretten blev der af R, der optrådte som mandatar for K, som var eneste kreditor til stede, anmodet om, at advokat B blev udpeget som kurator. Til trods herfor udpegede skifteretten advokat C som kurator for boet, med den begrundelse, at skifteretten havde en ordning med faste kuratorer. Landsretten stadfæstede kendelsen og anførte i den forbindelse, at skifteretten iht. konkurslovens regler ikke var bundet af indstilling fra kreditorerne, men at det dog måtte være naturligt, at en advokat blandt flere egnede blev udpeget som kurator, hvis det måtte forventes at denne ville blive valgt på en skiftesamling. Henset til boets beskedne midler og K s ringe mulighed for at få dækning for sit krav, fandt landsretten dog, at B ikke kunne forventes valgt på en skiftesamling og kendelsen blev stadfæstet. (Vestre Landsrets kendelse af 16. november 2012). Værneting Danmark var ikke rette konkursværneting. Banken B fremsatte den 27. august 2012 konkursbegæringer mod henholdsvis ægtefællerne H og M samt interessentskabet I/S, i hvilket både H og M var interessenter. Mens interessentskabet drev landbrugsvirksomhed fra en ejendom i Danmark, var både H og M bosiddende i Tyskland. Skifteretten fandt på trods af dette, at både H og M havde erhvervsværneting i Danmark iht. konkurslovens 3, stk. 1, og afsagde konkursdekret over H, M og I/S. Landsretten ophævede imidlertid konkursdekreterne, og anførte i den forbindelse, at I/S ikke kunne erklæres konkurs, med mindre dets interessenter, H og M, ligeledes erklæres konkurs. Idet både H og M var bosiddende i Tyskland, havde de dog ikke værneting i Danmark efter konkurslovens 3, stk. 1 eller 2, og kunne således ikke erklæres konkurs i Danmark, hvorfor heller ikke I/S kunne tages under konkursbehandling. (Vestre Landsrets kendelse af 11. oktober 2012). Vederlag til rekonstruktør Vederlag til rekonstruktør nedsat med henvisning til de skønnede rekonstruktionsomkostninger. Selskabet A s direktør, D, havde tiltrådt et rekonstruktionsforslag, der fastsatte de skønnede omkostninger ved rekonstruktionen til 300.000 kr. Herefter fremsatte rekonstruktøren, R, i skifteretten anmodning om vederlag på 375.000 kr. plus moms, salær til den regnskabskyndige tillidsmand på 52.000 kr. plus moms, samt refusion af udgifter på ca. 28.000 kr. D protesterede mod salæret med henvisning til, at dette beløb væsentligt oversteg de skønnede omkostninger. Skifteretten godkendte dog salæret, hvilket herefter blev kæret til landsretten. Landsretten fandt, at da R underskrev rekonstruktionsforslaget, var han bekendt med hvilket omfang rekonstruktionen hidtil havde haft, herunder at der allerede var afholdt udgifter for ikke min-
Side 5 dre end 149.000 kr. Med henvisning hertil fandt landsretten, at R ved angivelsen af de skønnede omkostninger havde skabt en forventning om, at omkostningerne ikke væsentligt ville overstige dette skøn. Landsretten nedsatte herefter R s salær til 225.000 kr. (Vestre Landsrets kendelse af 30. november 2012). Anne Birgitte Gammeljord D +45 33 41 41 79 M +45 26 16 46 51 abg@gorrissenfederspiel.com Lars Grøngaard D +45 86 20 74 06 M +45 23 32 85 12 lg@gorrissenfederspiel.com John Sommer Schmidt D +45 86 20 74 40 M +45 24 28 69 10 jss@gorrissenfederspiel.com Denne orientering er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Gorrissen Federspiel påtager sig intet ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til brugen af orienteringen.