Eksistentiel psykoterapi ved psykoterapeut og professor Irvin D. Yalom En introduktion af Michael Wolffhechel I sin bog Existential Psychotherapy ( Eksistentiel psykoterapi ) fra 1980 gennemgår den amerikanske psykoterapeut og professor emeritus ved Stanford Universitetet, Irvin D. Yalom, hvad han kalder de fire ultimative anliggender, som regulerer menneskelivet: Angsten for døden, friheden, isolationen og meningsløshed. Denne introduktion gennemgår så tro som muligt hans synspunkter. Enhver gengivelse vil imidlertid uundgåeligt blive en personlig tolkning af hans tanker, og denne tekst skal derfor ledsages af en varm anbefaling om at læse hans bog. Den er skrevet i et spændende og læsevenligt sprog og er ganske enkelt fremragende. Man går fra den klogere. Yalom befinder sig i et univers mellem psykoanalyse og filosofi. Man kan argumentere for, at hans synspunkter har samme sandhedsværdi som filosofiske anbringender. Ingen eller alt. Forståelse af hans tanker og kritisk stillingtagen nødvendiggør således en villighed til at forlade sig på det intuitive og følge argumenternes overbevisningskraft. Til det formål inddeler han vores virkelighed i nogle ultimative anliggender ; Angsten for død, frihed, isolationen og meningsløshed. Vores erkendelse af disse ultimative anliggender regulerer alle sider af vores menneskeliv, og ligger i sidste ende til grund for alle vores handlinger og følelser. Indledning Yalom definerer eksistentiel psykoterapi som en dynamisk tilgang til terapi, som stiller skarpt på problemstillinger, der bunder dybt i menneskets eksistens. Mennesket er konfronteret med nogle grundlæggende temaer der følger uundgåeligt af menneskets eksistens i verden. I én forstand er det ikke svært at erkende disse vilkår. Metoden er dyb personlig refleksion og betingelserne enkle: ensomhed, stilhed, tid og frihed fra de daglige afledninger. Yalom opstiller fire ultimative anliggender: Døden: Vi eksisterer nu, men en dag vil vi ophøre med at eksistere. Friheden: Vi opfatter almindeligvis friheden som et entydigt positivt begreb, men frihed er også forbundet med rædsel og fraværet af ydre struktur. Med friheden følger bevidstheden om, at den enkelte har det fulde ansvar for er ophav til sin egen verden, sit livsmønster, sine valg og sine handlinger.
Den eksistentielle isolation: Angsten for afskårethed fra såvel levende væsener som omverden. Uanset hvor tæt vi kommer på hinanden, vil der altid være et sidste, uoverstigeligt svælg; hver og én træder vi alene ind i livet og må forlade det alene. Meningsløshed: Når vi skal dø, når vi selv skaber vores verden og når vi i sidste ende er alene i et indifferent univers, hvad er da meningen med livet? Kan vi selv skabe mening i et meningsløst univers? Eksistentiel psykodynamik kredser om disse fire ultimative anliggender, og de bevidste og ubevidste frygtforestillinger og bevæggrunde, de hver især avler. Døden Døden minder ikke så lidt om en bestemt type foredragsholder, ifølge forfatteren John Fowles, Man hører kun rigtigt efter, når man sidder på forreste række. Det er ikke nemt at formidle en erkendelse af personlig død. Vores forsvarsmekanismer stikker dybt, og vi finder hurtigt veje at glatte spørgsmålet ud og undvige emnet. F.eks. er det enkelt at konstatere, at der ikke eksisterer liv uden død; eller at jeg dør lidt, mens jeg skriver disse ord, lige så vel som du dør lidt, mens du læser dem. Alligevel virker sådanne konstateringer ofte enten for voldsomme eller for banale. Yalom opfordrer til alligevel at tage kampen op. Lige så svær og angstprovokerende tanken om personlig død er, lige så megen energi og mulighed for autentisk væren rummer bevidstheden og erkendelsen om personlig død. Yalom udtrykker det med disse ord: Døden som fysisk realitet tilintetgør mennesket, men forestillingen om døden frelser det. Begiver du dig ud på rejsen, har du mulighed for at opdage en kilde til dyb personlig indsigt og autentisk forandring. For det første kan dødsbevidstheden virke som en grænsesituation, der kan foranledige en radikal ændring af livsperspektivet; for det andet er døden en primær kilde til angst, der kan ligge bag mange selvpålagte begrænsninger. Med grænsesituation forstås en hændelse, en uafrystelig oplevelse, som slynger os ud i en konfrontation med vores eksistentielle situation i verden. At blive konfronteret med vores egen død er den ultimative grænsesituation, der virker så stærkt, at den kan afstedkomme en gennemgribende ændring af vores måde at være til på. Fra en opslugthed af det ligegyldige til en bevidst, reflekteret og forandret proportionalitetssans. Mange kræftpatienter beretter fx om, at de har opdaget, at de kun lever i nuet og at livet ikke kan udskydes til fremtiden. Og du får ikke forlænget spilletid for den tid, du ikke har brugt, som nogle inderligt erkender. Ifølge Heidegger kan grænsesituationer få os til at rykke fra en tilstand af værensglemsel til værensbesiddelse. Værensglemsel er hverdagens tilstand, hvor man er optaget af, hvordan tingene er. I denne tilstand ses verden som et separat objekt, vi kan analysere og måle hvordan hænger sammen.
I en tilstand af værensbesiddelse er man ikke optaget af, hvordan tingene er, men at de er. I stedet for at besvare hvordan er fokus i denne tilstand at finde spørgsmål og blive bevidst om så mange valg som muligt. I denne ontologiske tilstand, er man opmærksom på, at man også skaber sin væren. Heidegger mener, det åbner for fuld erkendelse af sig selv i form af en autentisk tilstand, hvor man vedkender sig sine muligheder og begrænsninger; og ser den absolutte frihed og intethed i øjnene. At erkende døden kan med andre ord give grobund for proportionalitet og motivationen til at handle. Dødserkendelse er ikke en fjende, men en forbundsfælle i vores stræben mod personlig integration og modenhed. Det kan flytte os fra en modus præget af hverdagens trivialiteter til at leve mere formålsrettet og autentisk, hvor vi på ægte vis stiller spørgsmål til os selv og de basale ønsker af vores liv. Men erkendelse af personlig død er også så overvældende og angstprovokerende, at vi benytter enhver undskyldning til at holde os spørgsmålet fra livet. Døden er også en primær kilde til angst. For at kontrollere og dæmpe vores angst, overfører vi angsten for det ukendte til frygt for det kendte. Denne frygt kan antage alle mulige former. Fra enkle gøremål som frygt for at flyve eller tage elevator til mere betydningsfulde valg. At binde sig har fx undertoner af noget endeligt, og mange mennesker kan ikke falde til ro i et varigt forhold, fordi det synes at signalere, at løbet er kørt, og at det er slut med mulighederne og de gyldne drømme om stadig opstigning. Fælles for alle former er, at man overfører sin angst for døden til noget, man bedre kan styre. Dødsangsten er ikke tillært, men melder sig tidligt i livet og er med til at forme en central del af personlighedsstrukturen og opbygningen af flere psykiske forsvarsforanstaltninger. Ved at udvikle en forestilling om døden kan disse sekundære følelser skilles fra den egentlige hjælpeløshed overfor dødens uundgåelighed. Dette fænomen ses ofte hos døende mennesker, der genvinder en følelse af magt og kontrol ved at vælge at styre de aspekter af deres liv, de faktisk kan få indflydelse på. Og selv når man synes at have mistet kontrollen over alt andet, har man stadig magt til at ændre holdningen til sin skæbne. Vores to grundlæggende forsvarsstrategier mod døden er troen på egen særlighed og troen på den endelige frelser. Troen på egen særlighed: På det bevidste plan vil ingen nægte, at eksistensens elementære grænser gælder lige fuldt for os som for alle andre. Men et sted dybt, dybt nede tror hver eneste af os, at dødelighedens lov nok gælder for alle andre, men bestemt ikke for os selv. En anden forsvarsstrategi er troen på en kraft eller et væsen, der i sidste instans vil redde os. Denne tro går tilbage til de tidligste kulturer, der aldrig har ment, at mennesket var alene i en indifferent verden. Troen på en udefrakommende frelser behøver dog ikke være funderet i et overnaturligt væsen. Vi kan også sætte vores lid til et højere formål, en sag, en karismatisk leder mv. Troen på en udefrakommende frelser er dog mindre effektivt end troen på egen særlighed og bryder nemmere sammen. Det virker også begrænsende for individet og rummer den største fare af alle at miste sig selv i sin søgen efter svaret på livet i omverdenen. Vores søgen og tro på at hjælpen er derude et sted, kan lede til alle mulige personlige begrænsninger, hvor man gerne ofrer små og store friheder for at kunne bevare illusionen om den store frelser udefra. For
Yalom er det et centralt motiv, at ethvert menneske må indse, at der kommer et tidspunkt, hvor ingen forklaringer, perspektiver eller udefrakommende faktorer kan give os et skjold mod dødens skæbne. Vi kan blive arbejdsnarkomaner med en underforstået overbevisning om, at vi kommer frem, når videre og arbejder os op. Ved at projicere os selv ud i fremtiden, ved at lægge planer og være på vej til at blive til noget kan vi holde døden på afstand. Men projektet er dødsdømt. På et tidspunkt opdager vi alle, at vi er færdige med at blive voksne og i stedet er ved at blive gamle Indtil da kan livet have virket som endeløs stigning, hvor horisonten var fjern. Pludselig er man nået op på bakkekammen, hvorfra det synes at gå jævnt nedad med døden ventende for enden. Ganske vist i det fjerne, men dog ikke længere end at den kan øjnes. Som John Donne sagde: Spørg derfor ikke hvem klokkerne ringer for. De ringer for dig. Ingen, der kaster sig ud i en større selvransagelse, kommer uden om døden, for det er en af den modne voksnes hovedopgaver at komme overens med forfaldets og svækkelsens kendsgerninger. Når illusionen om udødelighed brister, føler mange mennesker, at havde de blot vidst, virkelig vidst dette noget før, ville de have levet deres liv anderledes. Men formår du at udvikle en sund og reflekteret holdning til døden, øger du din livsappetit og dine muligheder for at føle, at du har fået noget ud af livet. At have brugt livet godt, fungerer som et værn mod dødsangsten. Nietzsche satte sagen på spidsen: Det, der er blevet fuldkomment, alt hvad der er modent, ønsker at dø. Alt hver der er umodent ønsker at leve. Alt som lider, ønsker at leve, at det kan blive modent, muntert og længselsfuldt længselsfuldt efter alt hvad der er fjernere, højere, lysere. Der skal ikke nødvendigvis 40 års helt, integreret liv til for at kompensere for 40 års skyggeliv. Selv få intense dage kan afstedkomme en eksistentiel forandring, hvor man med tilbagevirkende kraft kan indgyde helt sit liv mening. Yalom omtaler to øvelser, der kan øge forestillingen om død og endelighed, og som næsten altid fremkalder stærke og dybe reaktioner. Øvelse: Tegn en ret linie på et stykke blankt på papir. Den ene ende står for din fødsel, den anden for din død. Sæt et kryds dér, hvor du befinder dig nu. Mediter over det i fem minutter. Øvelse til af-identifikation: Udfyld 8 kort med hver sit betydningsfulde svar på hvem du er. Arrangér kortene efter betydningsfuldhed så de mest perifere ligger øverst og de mest centrale nederst. Gå bunken igennem. Brug 2-3 minutter på hvert kort og funder over, hvordan det ville være at give afkald på den pågældende attribut. Friheden Friheden er et andet ultimativt anliggende. Vi higer efter frihed, og frygter den når den kommer og for at slippe for at træffe et valg, kan vi være villige til at acceptere de uhyrligste alternativer.
En patient, der sad fast i en særdeles selvdestruktivt forhold, sagde: Jeg kan ikke beslutte mig for, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke få mig selv til at gøre forholdet forbi, men jeg ville ønske, jeg greb ham i at gå i seng med en anden kvinde, så jeg blev i stand til at bryde med ham. Yalom opdeler frihed i ansvar og vilje. Ansvar At være ansvarlig er at være det ubestridte ophav til en begivenhed eller et objekt, sagde Sartre. At være sig sit ansvar bevidst om, at man skaber sit eget jeg, sin skæbne, sin livssituation, sine følelser og i givet fald sine lidelser. Heidegger og senere Sartre udforskede ansvarets betydning for den enkeltes væren. Heidegger refererede til individet som dasein for at understrege den menneskelige værens iboende dobbelthed. Den enkelte er der (da), men han eller hun skaber også det, der er der. Jeg et er et dobbeltvæsen: Det er et empirisk jeg (et objektivt jeg, noget, der er der, et objekt i verden) og et transcendentalt (konstituerende) jeg, som skaber eller konstituerer (dvs. er ansvarligt for) sig selv og omverdenen. Anlægger man denne dobbelte vinkel på menneskets væren at det er både skabt og skabende forbindes ansvar uløseligt med frihed. Ansvar forudsætter simpelthen frihed, idet ansvarsbegrebet ikke giver mening, hvis ikke den enkelte har sin frihed til at konstituere verden på en hvilken som helst af alle mulige måder. Universet er kontingent, dvs. vilkårligt; alt, hvad der er, kunne også have været skabt anderledes. Sartres opfattelse af friheden er vidtgående: Mennesket er ikke alene frit, det er dømt til frihed. Og denne frihed rækker videre end til at være ansvarlig for verden (dvs. for at indgyde verden betydning): Vi er også eneansvarlige for vores eget liv; ikke blot for det, vi gør, men også for det, vi undlader at gøre. Sartres pointe er ikke moralsk: Han siger ikke, at jeg burde gøre noget andet, men han siger, at det, jeg rent faktisk gør, er mit ansvar. Det er dybt skræmmende at erkende, at man skaber (er ansvarlig for) sig selv og sin verden, og at være sig sit ansvar bevidst. Tænk på, hvad det indebærer. Intet i verden har anden betydning end den, man selv skaber. I det perspektiv er vores eksistens blot en kosmisk ligegyldighed. Der er ingen regler, ingen etiske systemer, ingen værdier; ingen form for ydre instans eller autoritet at henvise til; ingen storslået plan med universet. Som Sartre ser det, er der kun én skaber: den enkelte selv. Mennesket er den skabning, hvis projekt er at være gud, som han siger det. Frihed væver sig ind i alle dele af vores liv. Det skræmmende ansvar der følger med friheden er også et ultimativt livsanliggende, som vi udvikler forskellige former for psykiske forsvar imod. Tvangsmæssighed: Et udbredt dynamisk forsvar mod ansvarserkendelsen er at skabe en indre verden, hvor man ikke kender til friheden, men lever under en uimodståelig, jeg-fremmed magts herredømme (er i ikke-mig s vold ). Ansvarsforskydning: Ved at skyde ansvaret over på en anden undgår mange mennesker at tage personligt ansvar. Ansvarsfornægtelse: det sagesløse offer: Man kan også opfatte sig selv som uskyldigt offer for begivenheder, man ofte selv (uafvidende) har foranlediget.
Ansvarsfornægtelse: at miste besindelsen: En anden måde at slippe for ansvaret på er at blive midlertidigt ude af sig selv. Undgåelse af selvstændig adfærd: Man forbløffes over de muligheder, vi forspilder som mennesker, og hvad vi er villige til at stille os tilfredse med. Men accepten af det bestående og udefrakommende kan være mindre angstprovokerende end alternativet: At vedkende sig sit personlige ansvar og opgive troen på den endelige frelser. Selvfølgelig kan man argumentere for, at ethvert valg må ses i dets kontekst. Er du ved at drukne i en dyb swimmingpool, har du ikke mange valg. Men selvom du står i vand til halsen, har du friheden til at vælge, hvordan du tager situationen. Det er ikke bare en strid om spidsfindigheder. Selvom det kan virke grotesk at tale om en druknendes frihed, er princippet bag særdeles vigtigt. Det, der frem for noget udmærker os som mennesker, er vores holdning til den situation, vi er sat i. Det kan ikke nægtes, at miljøet, arveanlæggene eller tilfældet spiller en rolle i vores liv. De omstændigheder, der begrænser os, er indlysende: Sartre taler om en modgangskoefficient. Vi møder alle uomgængelig modgang, som indvirker på vores tilværelse. De givne omstændigheder fysiske handicap, utilstrækkelig uddannelse, dårligt helbred kan fx hindre os i at finde et job eller en partner, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke har noget ansvar (eller valg) i situationen. Vi er stadig ansvarlige for, hvad vi stiller op med vores handicap; for vores holdninger til dem; for den bitterhed, vrede eller nedtrykthed, der føjer sig til den oprindelige modgangskoefficient og gør den så meget større, at vi bukker under for handicappet. At erkende og acceptere det udefra givne (modgangskoefficienten) er ikke ensbetydende med at forholde sig passivt til sit ydre miljø. Men fuld ansvarsvedkendelse indebærer både, at man indgyder verden mening, og at man har friheden til og ansvaret for at ændre sine ydre vilkår, når det er muligt. At være ansvarlig for, hvordan man forholder sig, indebærer ikke nødvendigvis (selvom Sartre ville hævde det) også at være ansvarlig for, hvad man føler, men det indebærer, at man er ansvarlig for, hvordan man stiller sig til sine følelser. At vække sin ansvarsbevidsthed er også at vække skyldfølelsen. Bevidsthed om modsætningen mellem, hvad man er, og hvad man kunne være, skaber en strøm af selvforagt, som man må kæmpe med hele livet igennem. Når vi hører samvittighedens stemme (dvs. den stemme, der kalder os tilbage til vores egentlige eller autentiske livsmodus), er vi altid skyldige i den udstrækning, vi har forsømt at realisere vores autentiske potentiale. Otto Rank skrev, at når vi hindrer os selv i at folde os helt ud, føler vi os skyldige på grund af det ubrugte liv, det ulevede liv i os. Kafka kommer spørgsmålet på spidsen i Processen. Historien begynder: Nogen måtte have bagtalt Josef K., thi uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret. Umiddelbart ser Josef K ud som offer for et bureaukratisk og autoritært system, men ses historien som en metafor for menneskets eksistentielle livsvilkår, er Josef K. skyldig: Skyldig i sit ulevede og ensomme liv. Historiens mest illustrerende episode foregår, da Josef K. spørger en præst, om han kan leve uden for processen. Præsten svarer med en lignelse, om en mand fra landet der søgte adgang for retten. Ved ankomsten til retsbygningen blev han fortalt, at han var velkommen til at gå ind, men at der var flere døre bag indgangsdøren, der var bevogtet af stadig mægtigere dørvogtere. Manden besluttede sig for at vente og se tiden an i håbet, at der kom andre han kunne følges med. Efter at have ventet i årevis og nu gammel og
svækket på sit dødsleje, spørger han dørvogteren, hvordan det kan være, at han er den eneste, der har bedt om adgang til retten i alle disse år? Dørvogteren går tæt på den gamle mand og råber ind i hans ører, da hans hørelse også er svækket: Der var ingen andre end dig, der kunne få adgang her, thi denne indgang var kun bestemt for dig. Nu går jeg hen og lukker den. Historien er gribende, men hvordan finder man frem til sit potentiale, sin autentiske væren? Hvordan kan man vide, at man har forvildet sig væk fra det? Heidegger m.fl. vil svare i kor: Ved hjælp af skyldfølelsen! Ved hjælp af angsten! Ved hjælp af samvittighedens stemme! De er enige om, at eksistentiel skyldfølelse er en positiv, konstruktiv kraft, en vejviser, der kalder mennesket tilbage til sig selv. Vilje Ansvarsvedkendelsen i sig selv er ikke lig med forandring; den er kun første skridt i forandringsprocessen. Med ansvarsvedkendelsen er du trådt ind i beslutningens forhal. Ved at handle griber man ud over sig selv, for handling implicerer et samspil med den fysiske og sociale omverden. Handling behøver ikke være forbundet med store eller blot synlige bevægelser. En lille gestus eller et blik kan være en handling af allerstørste vigtighed. Der er to sider af det at handle: At handle, og modstykket, ikke at handle, som kan være en lige så vigtig handling fx når man ikke gør, som man plejer; ikke propper sig med mad; ikke udnytter andre; ikke er uærlig. I sin enkle form lyder kuren til at handle autentisk: Når du er blevet bevidst om, hvad det gode er for dig, skal du blot vælge det! Du ved selv, hvilken adfærd der er ved at gøre det af med dig. Så gør noget ved den, for pokker! Disse formaninger forårsager desværre sjældent varige ændringer. Lige så vel som andre ikke kan spise ens mad for en, sove ens søvn for en, eller dø ens død for en, er vi alle nødt til selv at nå erkendelsen. Gode råd og formaninger kan motivere refleksion, men det virkelige arbejde tilbagestår altid i hver og en af os. Vi kan ikke finde et uangribeligt og meningsfuldt svar om individuel frihed ved at søge hos en ekstern autoritet. En analyse af processen forvirres af, at den villen og vilje svaret indeholder, i mange tilfælde ikke opstår i kraft af en bevidst viljesakt. Forandringen sker på et underjordisk niveau. Farber siger herom, at der er to viljesdomæner. Det bevidste domæne hvor vi oplever en faktisk valgsituation og kan overveje vores muligheder. Det volder ikke de store problemer at beskrive dette viljesdomæne. Det andet viljesdomæne er det ubevidste domæne, hvor man kun i bagklogskabens lys kan finde en årsagssammenhæng og slutte sig til en begivenhed. Vilje er menneskets evne til at påbegynde, til at forandre sig, fordi det selv er en begyndelse. Vi påbegynder noget i kraft af ønsket og gennemfører det i kraft af valget. Det betyder, at vi skal give adgang til vores længsler. Uden kontakt med vores ønsker, kan vi ikke projicere os selv ud i fremtiden og muliggøre den ansvarlige vilje. Det ønske, vi når frem til, efterfølges af selve viljesprocessen, der implicerer engagement og forpligtelse for at nå frem til en beslutning. Ønsket Et menneske bliver automatisk bedre til at ønske, hvis det lærer at føle. At føle er en forudsætning for at ønske. Hvis ens ønsker er begrundet i noget andet end følelser fx rationelle overvejelser eller moralske
påbud er de ikke længere ønsker, men normer om, hvad man bør og skal, og man afskærer da kontakten med sit autentiske jeg. Et ønske er at springe ind i fremtiden, og man må betænke de fremtidige konsekvenser af at omsætte sit ønske til handling. Beslutning Med bevidstheden om et ønske træder man ind i beslutningens forhal. Beslutningen slår bro mellem ønske og handling. At beslutte noget vil sige at forpligte sig på et handleplan. William James, som tænkte dybt over, hvordan vi træffer beslutninger, opstillede fem typer beslutninger: Den fornuftsdikterede beslutning hvor vi overvejer argumenterne grundigt og opstiller et rationelt valg. Vi tager denne type beslutninger med en følelse af at vælge helt frit. Den villede beslutning: En villet og svær beslutning forbundet med en følelse af indre kraftanstrengelse. Denne type er sjælden; de fleste beslutninger bliver truffet, uden at det kræver nogen større indsats af os. Den flydende beslutning hvor alternativerne virker lige gode, og vi bliver trætte af eller frustrerede over at skulle beslutte os. Vi beslutter os da ved at lade os flyde med af en strøm af tilsyneladende tilfældige ydre omstændigheder. Den impulsive beslutning hvor vi føler os ud af stand til at beslutte os, og afgørelsen virker lige så tilfældig som den flydende beslutning. Men den impulsive beslutning kommer indefra. Vi handler automatisk og ofte impulsivt. Den perspektivændrings-baserede beslutning. Denne type beslutning træffes ofte pludseligt og som følge af en betydningsfuld ydre oplevelse eller indre forandring (fx sorg eller angst), der fører til et vigtigt perspektivskift eller ændring af ens inderste væsen. Beslutninger er meget dyre, som en terapeut engang sagde til en patient, der ikke kunne beslutte sig: De koster én alt andet. Wheelis udtrykker det ved hjælp af følgende billede: Nogle mennesker kan drage sorgløst gennem livet ved at rykke frem i blinde i den overbevisning, at de har fulgt hovedvejen, og at det kun er biveje, der har krydset den. Men har man sin bevidsthed og forestillingsevne med på færden, undgår man ikke at blive berørt af erindringen om de korsveje, man aldrig vil møde igen. Nogle mennesker bliver siddende ved korsvejen uden at gå i nogen af retningerne, fordi de ikke kan gå i dem begge, mens de klynger sig til illusionen om, at hvis de bliver siddende længe nok, vil de to veje smelte sammen til én, så de kan betræde dem begge. Modenhed og mod består for en stor del af evnen til at træffe sådanne fravalg og visdom for en stor del af evnen til at finde veje, der gør det muligt at give afkald på så lidt som muligt. Modet og visdommen kommer med erkendelsen af sin eksistentielle skyldfølelse og ansvar. Dette ansvar er et tveægget sværd: Hvis man tager ansvaret for sin livssituation og beslutter sig for at forandre sig, vedgår man også, at man er eneansvarlig for sit hidtidige fejlslagne liv og kunne have forandret sig for længe siden. Man må så at sige blive mere beskidt, inden man kan blive ren.
Er man ikke parat til at blive mere beskidt og træde ind i den autentiske væren, udvikler man måder til at fortrænge beslutninger: Udskydelse: Den mest åbenlyse metode til at undgå at træffe en beslutning er at udskyde den. Alle kender til at være i tvivl og vælge denne løsning nogle i en grad, så de tripper forpinte frem og tilbage i evigheder foran beslutningens dør. Reduktion af omkostningerne: Så meget har jeg nok ikke brug for det! Det gør det nemmere at acceptere et fravalg, hvis man overbeviser sig selv om, at man ikke skal give afkald på så meget. Nedvurdering af det fravalgte: Oplevelsen af frihed (og ubehaget derved) øges, når alternativerne i forbindelse med en beslutning opfattes som omtrent lige attraktive. For at beslutningsprocessen ikke skal blive skræmmende, nedgør man det ene alternativ ved på et ubevidst plan at forstørre ubetydelige forskelle på de to nogenlunde lige valgmuligheder så meget op, at valget mellem dem bliver både oplagt og smertefrit. Uddelegering af beslutningen til en anden: En måde at undgå ansvarets byrde og bevidsthed og konfrontation med vores fundamentale isolation er, at hvis man kan overtale en anden til at træffe beslutningen for sig. Erich Fromm fremhæver gang på gang, at vi mennesker altid har haft en udpræget ambivalent holdning til frihed. Vi kæmper indædt for friheden, men griber villigt lejligheden til at afstå den til et totalitært regime, der lover at lette os for frihedens og ansvarets byrde. Hvis en anden træffer beslutningen, synes vi også, vi slipper for arbejdet og det virkelige ansvar med at få den til at fungere. Overladelse af beslutningen til en ydre instans: Denne instans kan tage flere former, fx som regler fra det religiøse (overnaturlige) eller juridiske (rationelle) domæne. En tredje version beskrives af Luke Rhinehart i romanen Terningemanden, hvor hovedpersonen lader alle beslutninger være op til tilfældet. De nævnte handlemåder giver lindring for konfrontationen med friheden og det personlige ansvar, men prisen er en smerte i maven over tabet og savnet af de muligheder, der glider forbi. For at imødegå vores medfødte drift mod at sætte os selv igennem, mod at beherske vores omgivelser, mod at blive til det, vi har anlæg for at blive og frisætte viljen, er man nødt til at blive bevidst om, at man hele tiden træffer beslutninger på alle områder. Man kan ikke ikke-beslutte. Fuldt ud at vedkende sig, at man hele tiden træffer beslutninger, er at forholde sig på en autentisk måde til sin eksistentielle situation. Undviger man det valg betaler man en pris i form af en svækket selvfølelse og selvforagt. For at kunne holde af sig selv må man optræde på en måde, man kan se op til. En uværdig måde at træffe beslutninger på øger kun selvforagten. Det er særdeles svært at komme af med sine skyldfølelser i forbindelse med en analyse af fortiden, hvis ens adfærd stadig vækker skyldfølelser. Man må først lære at give sig selv tilgivelse for nutiden og fremtiden. Så længe man i sin nutidige situation bliver ved med at forholde sig til sit eget selv på samme måde, som man har gjort i fortiden, kan man ikke give sig selv tilgivelse for fortiden. Men selv når man arbejder med fortiden, er det vigtigt ikke at påtage sig et urimeligt stort personligt ansvar. Et vigtigt begreb er det kategoriske imperativ for ansvar: Hvad der gælder for den ene i henseende til ansvar, gælder for alle. Uanset hvordan man har opført sig over for andre, har denne anden også et ansvar for at have ladet sig såre, håne eller på anden måde behandlet dårligt.
Isolation Eksistentiel isolation betegner den uovervindelige kløft mellem alle væsener og en endnu mere fundamental isolation en adskillelse mellem mennesket og verden. Med erkendelsen af det personlige ansvar, følger også en erkendelse af, at man fundamentalt set er alene. Den selv-skabende proces er uundgåeligt forbundet med en dyb isolation, hvor man er nødt til at erkende sit ansvar for sin eksistens og acceptere universets kosmiske ligegyldighed. Dyrene har måske en følelse af, at der findes hyrder og ly; at vi mennesker optræder som en slags gudelignende skikkelser, der våger over dem. Men menneskets selv-bevidsthed dømmer det til at møde eksistensen nøgent og alene. For at undgå at opleve isolationens angst søger vi en følelse af tryg og fortrolig høren-til. Samtidig dækker vi vores isolation til med hverdags gøremål, genkendelighed og rutine. Adspurgt vil vi nok i en eller anden udstrækning kunne erkende, at vi i denne tilstand ikke lever op til vores fulde potentiale og kunne være mere autentiske, men behovet for tryghed og vished vejer tungere. Tilstanden er navnlig kendetegnet ved, at man føler, at man ofte ikke vælger dvs. en tilstand hvor man passivt vælger. Uanset hvordan vi forholder os til hinanden, kan intet forhold ophæve isolationen. Man kan tage en del af isolationen på sig og bære den tappert eller, med Heideggers ord, beslutsomt, men vi må alle indse, at vi er alene i tilværelsen. Kan vi åbne os til kærligheden kan vi imidlertid dele ensomheden. Et godt forhold, siger Buber, slår brecher i den vældige ensomheds mure, modificerer dens strenge lov og slår hen over afgrunden af rædsel for universet bro fra den ene alene-væren til den anden. Overvældes vi af rædsel foran ensomhedens grund, vil vi ikke åbne vores arme for andre, men klamre os desperat til dem for ikke at drukne i eksistensens hav. I så fald vil vores forhold slet ikke være sande forhold, men forvredne, dødfødte karikaturer af, hvad de kunne have været. Vi vil forholde os til andre, som vi forholder os til instrumenter eller udstyr. Den anden, som da ikke længere er en anden, et du, men et det, vil blive trukket ind i vores verden for at varetage en funktion. Et behov-frit kærlighedsforhold er derimod altid baseret på gensidighed. Et Jeg-Du-forhold i modsætning til et Jeg-Det-forhold. Ikke alene adskiller du sig fra det, og ikke alene er der en enorm væsensforskel på Jeg-Du-forhold og Jeg- Det-forhold; der er en endnu mere fundamental forskel. Selve Jeg et er forskelligt i de to situationer. I Jeg- Det-forholdet ser du din omverden an fra mange forskellige vinkler; du kategoriserer omverdenen, analyserer den, vurderer den og tildeler alt en bestemt plads i tingenes store orden. Denne tilgang til omverdenen indebærer også, at du holder noget af dig selv tilbage, indtil du har skabt en forståelse af dine omgivelser, og omverdenen har vist sig værdig til din tillid. I Jeg-Du-forholdet bliver dit Jeg til mellem-væren, forbundethed; Jeg et bliver til og formes indenfor rammerne af ethvert forhold. Jeg et er således i bund og grund præget af forholdet til Du et. For hvert Du og for hvert øjeblik af forbundethed skabes Jeg et på ny. Jeg-Du-forholdets grundlæggende erfaringsmodus er dialogen, ifølge Buber, hvor hver part stiltiende eller udtrykkeligt er opmærksom på den anden eller de andre i deres specifikke eksistens og vender sig til dem i den hensigt at etablere et levende, gensidigt forhold mellem sig selv og dem. Dialog betyder simpelthen at vende sig til en anden med hele sit væsen, hvor man er umiddelbart tilstede.
Det betyder ikke, at man altid behøver befinde sig i denne ideelle tilstand. Refleksion og bevidstgørelse er en naturlig del af den menneske eksistens og følger af den fri viljes imperativ. Det indebærer nødvendigvis definition af ønsker, så man kan projicere sig selv ind i fremtiden. Vi er nødt til at leve primært i Jeg-Detverdenen; levede vi kun i Jeg-Du-verdenen, ville vi brænde op i Du ets hvide flamme. Livet består også af praktiske gøremål og planlægning. Men des mere du oplever verdenen som et Jeg-Det-forhold, des mindre vil du føle, du udnytter dit potentiale. For det modne, produktive menneske er det at give et udtryk for styrke og overskud, ifølge Fromm. Ved sin given udtrykker og forstærker han eller hende det levende i sig selv. Men når han giver, kan han ikke undgå at kalde noget til live i den anden person, som virker tilbage på ham selv. Når man i sandhed giver, kan man ikke undgå at modtage det, der gives tilbage til en selv. At give indebærer, at man også gør den anden person til en giver, og de tager begge del i glæden over det, det har kaldt til live. For Fromm betyder at elske at engagere sig aktivt i den andens liv og udvikling. At være lydhør for den andens (fysiske og psykiske) behov. At respektere den andens egenart, se ham eller hende med deres øjne og støtte personen i at udvikle og udfolde sig på sine egne måder for personens egen skyld og uden for selv at opnå noget. Grundlæggende kan vi benytte to måder til at undslippe angsten for isolation. At eksistere i andres øjne: I denne tilstand føler man sin væren bekræftet ved at blive udvalgt og værdsat. Man vælger at tro, at man kun eksisterer i det omfang, man er genstand for andres bevidsthed. Sammensmeltning: Menneskets universelle konflikt er, at vi stræber efter individualisering, men at det kræver, at vi kan bære isolationens rædsel. Den almindeligste metode til at håndtere denne konflikt er fornægtelse: Man opbygger en illusion om sammensmeltning og erklærer i realiteten: Jeg er ikke alene, jeg er en del af andre. Man opbløder altså sine jeg-grænser og bliver en del af et andet menneske eller en gruppe, der overskrider individualiteten. I denne modus lever man for den dominerende anden. Man mister blikket for egne behov, forsøger at finde ud af, hvad andre ønsker, og gør disse ønsker til sine egne. Sammensmeltningen ophæver isolationen ved at ophæve bevidstheden om selvet. Når kærligheden skyller over os reflekterer vi ikke over sammensmeltningen, men frydes blot ved den. Det vidunderlige ved forelskelsen er, at det ensomt spørgende jeg opløses i et vi. Kærlighed er svaret, når der ikke er noget spørgsmål, som Kent Bach sagde. Sammensmeltningen kan også hidrøre en ting en gruppe, en sag, en nation, et forehavende. At være som alle andre at rette sig ind efter andre i tale, påklædning og adfærd; ikke at nære en eneste tanke eller følelse, som afviger fra alle de andres udfrier os for individualitetens isolation. Jeg et forsvinder ganske vist, men det gør angsten for ensomheden (og frihedens åg) også. En vej til erkendelse af isolationen er at meditere. Målet med meditation er en tilstand, hvor man erkender, at den fysiske virkelighed blot er et slør, bag hvilket den egentlige virkelighed er skjult, og at man kun kan se bag om det ved trænge dybt ind i sin isolation. Dette ensomhedens øjeblik er imidlertid også erkendelsens øjeblik, hvor den tanke slår ned i pilgrimmen: Måske er der ingen, der ligger inde med sandheden måske er vi alle pilgrimme.
Meningsløshed Hvorfor lever vi? Er der en grund til vi lever og en mening med livet? Kan der overhovedet eksistere mening, når vi alligevel skal dø og intet varer evigt? Spørgsmålet om ensomhed er en centralt tema i menneskets liv, som man uden tøven skal forholde sig til og acceptere som det mest komplicerede, uløselige og uundgåelige spørgsmål af alle i livet. Mening rummer nemlig to modstridende grundsætninger. På den ene side er mennesket et meningskrævende væsen. På den anden side ligger det i opfattelsen af verdenen som vilkårlig ( kontingent ), at alt kunne være anderledes, at mennesket selv skaber sin verden og at der ingen storslået plan er med universet. Svaret på dette dilemma kan opdeles i to meningstyper; kosmisk mening og timelig mening. Kosmisk mening Kosmisk mening forudsætter, at der findes en hensigt eller plan uden og over den enkelte. Den henviser altid til en magisk eller åndelig verdensorden. Har man en følelse af kosmisk mening, vil man som regel også have en modsvarende følelse af timelig mening; ens timelige mening er da at fuldbyrde eller leve i harmoni med den kosmiske mening. Kosmisk mening kommer til udtryk i form af at se verden og menneskelivet som led i en gudsbestemt plan. Efter denne opfattelse står Gud for det fuldkomne, og formålet med tilværelsen er derfor at stræbe efter at fuldkommengøre sig. Denne stræben kan tage flere former. For Aristoteles var intellektuel fuldkommenhed fx den højeste form for fuldkommengørelse. Verdslig personlig (timelig) mening Manglende bekendelse til en kosmisk mening fjerner ikke behovet for svar på, hvordan vi skal leve. Camus brugte ordet absurd om menneskets grundlæggende stilling i verden den tunge lod det er at være et ud over sig selv higende, meningssøgende væsen, som er sat i en verden, der ikke har nogen mening. Camus mente, at vi er moralske skabninger, som kræver, at verden giver os et grundlag for moralsk vurdering altså et meningssystem, som vi kan udlede en række moralske værdier af. Men verden giver os ikke et sådant grundlag: Den er aldeles indifferent over for os. Heraf det absurde menneskelige vilkår. Ifølge Camus kan mennesket kun udfolde sin fulde storhed ved at leve med værdighed ansigt til ansigt med absurditeten. Mennesket kan komme ud over verdens absurditet gennem oprøret det stolte oprør mod ens eget vilkår. Intet kan måle sig med skuet af menneskelig stolthed, Der er ikke den skæbne, som ikke kan overvindes med foragt. For Camus var der nogle klare værdier og retningslinier for livsførelsen: mod, stolt oprør, broderlig solidaritet, kærlighed og verdslig fromhed. De verdslige former for virke, der kan give mennesket en følelse af mening med livet, kan inddeles i flere kategorier. Altruisme: Troen på, at det er godt at give, at være til gavn for andre, at gøre verden bedre for andre, er en rig kilde til mening, der ikke kræver nærmere begrundelse.
Virke for en sag: Hvad mennesket er, er det blevet til gennem den sag, det har gjort til sin, som Karl Jaspers sagde. Livets mening ligger i den chance, det giver os for at skabe eller bidrage til noget, der er større end vi selv og hvor vi overskrider vores grænser. Skabende virksomhed: Et kreativt liv er meningsfuldt. Den hedonistiske løsning: Nydelsesvejen hvor lyst og nydelse er mål i sig selv. Det er svært at argumentere imod denne forståelsesramme, som ethvert levende/følende/tænkende menneske kender. Selvaktualisering: En kilde til personlig mening er forestillingen om, at mennesket skal stræbe efter at realisere sig selv og give sig hen til at udfordre sit iboende potentiale. Hedonisme og selvaktualisering adskiller sig fra de tre første former for mening ved at dreje sig om selvet, mens altruisme, hengivelse til en sag og kreativitet afspejler en dybtliggende trang til selvtrandencens og en stræben mod noget eller nogen uden for os selv. Buber peger i denne forbindelse på den afgørende forskel mellem Jeg-Du-forhold og Jeg-Det-forhold, og at menneskets formål er nødt til at pege ud over én selv. De forskellige former for mening udelukker på ingen måde hinanden. Tværtimod lever de side om side hos de fleste, hvor de forandrer sig med tiden. Hvad du ønsker som 20-årig, er ikke det samme, som du ønsker som 40-årig. Gennem livets cyklus får du ny visdom, og dine ønsker til dit liv og syn på mening forandres. Det moderne menneskes store problem er, hævder Frankl, at instinkterne ikke fortæller os, hvad vi skal gøre, og at traditionen ikke længere, hvad vi bør gøre. Vi ved heller ikke, hvad vi gerne vil gøre. I disse situationer kan vi vælge blandt forskellige reaktioner; konformitet, hvor vi gør som andre; underkastelse af et totalitært styre, hvor vi gør, som andre ønsker; korsfarersyndromet, hvor vi altid har behov for en sag at kæmpe for; nihilisme, hvor vi betvivler alt, andre sætter højt; en vegetativ form for eksistentiel syge, hvor man synker helt ned i formålsløshed og apati; eller et heftigt aktivitetsmønster, som tager brodden af meningsproblematikken. Vi forholder os til vores eksistentielle situation på samme måde, som vi forholder os til og organiserer tilfældige stimuli og hændelser i vores dagligdag. Vi føler ubehag ved en indifferent, ustruktureret verden og søger efter mønstre, forklaringer og en mening med livet. Når vi ikke kan finde noget sammenhængende mønster, bliver vi ikke alene irriterede og urolige, men føler os også afmægtige. Troen på, at man har afkodet meningen, giver altid en følelse af mestring. Selv hvis det ligger i den meningsstruktur, man finder frem til, at man selv er ubetydelig, hjælpeløs eller undværlig, er den ikke desto mindre mere betryggende end ikke at kunne se nogen sammenhæng. Trods udfordringerne er der i os alle et ønske om at være manden eller kvinden, der har set lyset, som Plato s hulelignelse fortæller. Én mening med at finde mening er at dæmpe angsten: Meningen skabes for at befri os for den angst, det vækker at stå ansigt til ansigt med et liv og en verden uden nogen forudgiven, betryggende struktur. Men der er også en anden afgørende grund til, at vi har brug for mening. Når først vi har opbygget en følelse af mening, afføder den værdier som igen yderligere befæster vores følelse af mening. Forestillingen om, at livet er ufuldbyrdet, hvis man ikke når et mål, er en vestlig myte, et kunstprodukt af kulturen, snarere end et tragisk eksistentielt vilkår. I Østen er man aldrig gået ud fra, at der er et formål
med livet eller noget problem at løse i den forbindelse; nej, livet er et mysterium, som skal leves. Livet er der bare, og vi er tilfældigvis blevet kastet ud i det. Livet behøver ingen begrundelse.
Livets love 1. Døden Alle må vi erkende dødens uundgåelighed. Stk. 2. Dødens uundgåelighed kan fortrænges på to måder; 1. Troen på at selvom der hersker universelle love, gælder de ikke en selv 2. Troen på en almægtig frelser 2. Frihed Mennesket er ikke blot frit. Mennesket er dømt til frihed. Der findes ingen universel plan, og alle skæbner er sin egen begyndelse. Mennesket kan ikke undslippe ansvaret for at udforske sine følelser, identificere sine ønsker og udleve sit potentiale. Stk. 2. Tankeprocessen fra ønske til beslutning kan gå over fem broer; 1. Den fornuftsbaserede beslutning 2. Den villede, bevidste og svære beslutning. Denne type er sjælden. De fleste beslutninger tages uden mange overvejelser 3. Den flydende beslutning hvor du lader dig rive med af ydre omstændigheder 4. Den impulsive beslutning, hvor du lader indre tilskyndelser og tilfældigheder råde 5. Den perspektiv ændrede beslutning forårsaget af en betydningsfuld oplevelse Stk. 3. At indse ansvaret for alle valg og ikke-valg er en angstprovokerende oplevelse, mennesket kan distancere sig fra ved enten (a) undgå at træffe beslutninger eller (b) bedøve ubehaget ved en uundgåelig beslutning. a) Undgåelse 1. Tvangsmæssighed: Skab et personligt tankeunivers, hvor du lever under en uimodståelig, jegfremmed magts herredømme 2. Ansvarsforskydning: Skyd ansvaret på en ekstern autoritet 3. Ansvarsfornægtelse: Se dig selv som sagesløst offer 4. Ansvarsfornægtelse: Påberåb at du mistede besindelsen 5. Fortræng og insistér: Fortræng alle følelser og insistér på, at din situation er acceptabel b) Bedøvelse af ubehaget ved uundgåelige beslutninger 1. Udskyd: Vælg passivt 2. Devaluer behovet for det fravalgte alternativ 3. Proportionalitet: Fremhæv værdier ved det valgte alternativ uproportionalt 4. Uddelegering: Overdrag beslutningen til en anden person 5. Uddelegering: Overdrag beslutningen til en ekstern autoritet; en sag, et orakel, tilfældet, religion eller dogmer
3. Isolation Erkendelsen af personlig frihed og den personlige skabelses-proces er uundgåeligt forbundet med isolation. Kun vi kan kende vores følelser, drømme vores drømme og træffe vores valg. Den fundamentale ensomhed kan aldrig overskrides. Vi må derfor erkende både vores personlige ansvar og acceptere universets kosmiske ligegyldighed. Stk. 2. Reaktioner på angst kan inddeles i tre kategorier. a. En tilstand af værensglemsel, hvor man opfatter sin eksistens som et produkt af omverdenen b. Illusionen om sammensmeltning, hvor man opløser sin individualitet og i realiteten erklærer: Jeg er ikke alene, jeg er en del af andre c. Værensbesiddelse: En autentisk (ontologisk) tilstand, hvor du overskrider individets grænser og indser alts forbundethed Stk. 3. Eksistensforhold kan inddeles to typer; a. Jeg-du-forhold: Jeg som mellemværenhed og du som et andet tænkende, følende og ligeværdigt menneske b. Jeg-det-forhold: Jeg som observant og det ( den anden ) som et værktøj 4. Mening Spørgsmålet om mening er det vigtigste spørgsmål af alle. Det behersker hele vores tanke univers og kan kun besvares endsige erfares ved personlig kraft. Spørgsmålet kan besvares ud fra to positioner; kosmisk mening og verdslig mening, samt et sæt værdier. Stk. 2. Troen på en kosmisk mening eller plan med alt, der peger udover den enkelte. Har du en oplevelse af kosmisk mening, vil din verdslige mening være at realisere den kosmiske mening. Stk. 3. Troen på en særlig verdslig mening med eget liv. Verdslig mening kan komme til udtryk som; 1. Altruisme: At gøre godt for andre 2. Virke for en sag: Blive del af noget store 3. Skabende virksomhed: En kreativ tilværelse er meningsfuld 4. Den hedonistiske løsning: Lyst og nydelse som mål 5. Selv-aktualisering: Realisering af sit potentiale Stk. 4. Menneskets angst for meningsløshed kan drive os til at søge mening, hvor vi inderst inde ikke tror, den findes; 1) Konformitet: Gør som andre 2) Underkastelse af et autoritært styre: Gør som andre ønsker 3) Korsfarersyndromet: Altid på jagt efter en sag at kæmpe for 4) Nihilisme: Hvor vi betvivler alt, andre sætter højt 5) Vegetation: Opgivenhed og overgivelse 6) Et heftigt aktivitetsmønster: Ustandselig aktivitet
Stk. 5. Uden en højere sandhed fastsætter du selv dine værdier og har ansvaret for at føre dem ud i livet. Som almindeligt anerkendte attråværdige værdier kan peges på mod, stolt oprør, broderlig solidaritet, kærlighed og verdslig fromhed.