Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 2. juni 2013 kl. 10.00 1. søndag efter trinitatis Lukas 16,19-31 Salmer: 752-696-448 369-725 * Epistlen skriver apostlen Johannes i sit første brev: Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger:»jeg elsker Gud,«men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder. 1 Joh 4,16b-21 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde:»der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«luk 16,19-31 Godmorgen I dag begynder Trinitatistiden de festløse seks måneder frem til Advent. I trinitatistiden er det tid at finde ud af, hvad det betyder, at Gud selv kom til verden julenat, døde og opstod påskemorgen og sendte sin Helligånd pinsedag. 1
Denne gudstjeneste stiller spørgsmålet: Hvad betyder det at være kristen. Er troen blot en sag mellem Gud og mig, eller har det noget med min nabo eller næste at bestille handler troen også om at være tro? Forleden var jeg på besøg i en kirke, hvor en ung mand havde indrettet sin helt private bænk omme bag kirken, hvor han indtog dagens ration af stærke øl, og hvad der, efter hans tilstand at dømme, ellers findes af stærke sager. Vi kan jo kalde ham Lazarus, han har ganske vist ingen hund, men at han er gået i hundene vidner både hans tøj og personlige hygiejne eller totale mangel på samme om. Da mødet i kirken er slut, og jeg skal til at gå, kommer han vaklende rundt om hjørnet. Med skam at melde er min første tanke, åh nej bare han nu ikke vil ind, for så får vi ham aldrig ud, og toiletterne er lige gjort rene til søndagens gudstjeneste. Stor er min lettelse, da han i stedet sætter kursen mod Netto, formentlig på vej efter nye forsyninger, selv om han bestemt ikke har godt af mere. Så meget for præstens tro og næstekærlighed. -- Jovist, i kirken samler vi ind til missionen blandt hjemløse, Mariatjenestens arbejde for narkomaner og KFUK s sociale arbejde for gadens piger. Men det er altså noget lettere og mindre forpligtende at samle ind til varmestuer og den slags, der ligger behagelig langt væk, end det er at lukke døren op for gadens mere eller mindre påvirkede ildelugtende lazaroner. Se, når jeg begynder her, er det fordi jeg tror, vi alle må begynde med at gøre den indrømmelse, at vi ikke er spor bedre, end vi er. For selv om jeg satte mig på cyklen med en noget dårlig smag i munden, så var smagen ikke dårligere, end at jeg undlod at køre tilbage. Og selv om den indre dialog kørte på højtryk i min hjerne, han ligger som han har redt, man kan ikke hjælpe den, der ikke vil hjælpes, jeg kender ham jo ikke, andre må vel være nærmere. Så ved jeg inderst inde godt, at sandheden formentlig bare er, at nogen af os har været heldige i livets lotteri, mens andre er født med en social arv, som kan veje så meget, at et enkelt menneske ikke kan bære byrden alene uden at segne. Trods 2000 års kristendom, så er verdens goder stadig ulige fordelt. Det koster ikke en krone at sende 500 kr. til Folkekirkens Nødhjælps arbejde for verdens nødlidende, altså bortset fra de 500 kr. helt anderledes 2
omkostningsfuldt og krævende er det, hvis jeg for alvor skal hjælpe et menneske som denne unge mand, der bogstavelig talt ligger lige uden for vores velholdte skinnende rene kirkes bagdør. Det er dagens hårde lektie, i hvert fald, hvis du som jeg synes, vi ligner den rige mand mere, end vi ligner Lazarus. Vi sidder i fælden velstandsfælden magelighedsfælden. Og dybest set har vi ikke i sinde at ændre på den sag. Også i morgen køber vi tøj og sko til billige penge, der er syet under slavelignende vilkår på syfabrikkerne i Bangladesh en sammenstyrtet fabrik med hundreder af døde, ofre for producenternes grådighed og vores ligegladhed ændrer ikke på vores indkøbsvaner. Også i morgen vil jeg, hvis jeg møder den samme mand i samme sørgelige tilstand uden for den samme kirke formentlig opføre mig på samme kyniske måde. Beklager det er den sørgelige sandhed. Og selv om jeg ikke har fem brødre så er mit gæt, at der sidder en del af mine kristne brødre og søstre lige nu her i Frederiksborg Slotskirkes guld- og sølvskinnende indre festklædte, velsminkede, pæne og nydelige mennesker, det er I virkelig men formentlig ikke et hak bedre, når det kommer til stykket. Hvis jeg tager fejl, så lover jeg, at I på stedet har min uforbeholdne undskyldning for mine uretfærdige anklager jeg stiller mig ned ved kirkedøren, når gudstjenesten er slut, så skal I bare sig til, så undskylder jeg på stedet, for ret skal selvfølgelig være ret. Desværre tror jeg, problemet ikke er, at jeg tager fejl, men snarere at jeg har alt for meget ret. For hvilket håb er der, hvis sandheden er, at de fleste af os ligner denne rige mand mere end godt er hvilket håb er der, hvis det billede af dødsrigets pinefulde ild, der tegnes, er sandt. Hvis det virkelig er sandt, at der på den anden side af døden sker en sådan ombytning eller en sådan himmelsk udligningsordning, så er der ikke ret mange af os, der skal gøre os nogen som helst forhåbning om, at det går os bedre end dagens rige mand og hans fem endnu ikke døde brødre. For melder vi ikke hus forbi uden at blinke, ikke bare til de der står på gaden og sælger bladet, men overfor alle mulige andre, der rækker hånden frem. 3
Så hvad stiller vi op med dette nådesløse evangelium? Nået hertil må det være tid til endnu en indrømmelse som bekendt er det kommet på mode, når man søger ny præst, at spørge, om præsten er troende. Og netop i dag er tiden inde til at sige, at hvis dagens evangelium i ordets oprindelige betydning af glædeligt budskab skal være udtryk for ægte kristendom, så er jeg IKKE troende. Jeg tror ganske enkelt IKKE, at Jesus eller evangelisten Lukas her vil forkynde det, som er kernen i den kristne tro, nemlig Guds ufortjente kærlighed og tilgivelse. Hvis jeg skal være ærlig, ligner det meget mere en benhård øje for øje og tand for tand lære, hvor de onde straffes, og de lidende blot tålmodigt skal vente på himmelsk kompensation. Nej, hvis jeg virkelig SKAL tro på dagens evangelium, så er det som et sydende arrigt alvorsord. En reminder om at det ægte sande glædelige budskab om Guds ufortjente kærlighed og tilgivelse ikke må forlede os til at læne os tilbage og lade syv og fem være lige, for Gud elsker os jo alligevel uden forskel. Jesu ord i dag er et alvorsord til tiden for at gøre det umisforståeligt klart, at det pinedød ikke er lige meget, hvordan livet leves her og nu. For Lazarus hører vi jo ikke andet om, end at han er fattig, han siger ikke et ord, og der siges ikke et ord om, at han tror på Gud eller på anden måde skulle være et godt og fromt menneske, vi aner ikke, om han ligger der selvforskyldt eller han blot har været uheldig alligevel havner han ved Guds hjælp i Abrahams skød. Dybest set er det eneste, vi ved om ham, hans navn: Lazarus det betyder, Gud hjælper. Lazarus spiller slet ikke nogen rolle, andet end som en slags rekvisit, der afslører den rige mands hjerteløse selvoptagede holdning. Ikke engang da den rige mand er død, er der nogen antydning af anger kan du ikke sende Lazarus ned og advare mine brødre siger han til Abraham og afslører, at han da udmærket kender Lazarus navn fra al den tid, han lå lige uden for hans port men der er ikke skyggen af undskyldning til Lazarus, snarere behandler han ham som en stikirenddreng nu ganske vist med tanke på at redde sine fem brødre fra den samme skæbne men stadig selvoptaget kun med tanke for egne behov og egne brødre. 4
På den måde tror jeg, historien er fortalt så skarpt og umisforståeligt, for at minde os om, at du møder Gud i din næste. Taber du og jeg vores næste af syne, fortaber vi vores eget liv. Vi kan ikke gemme os bag, at Lazarus betyder, Gud hjælper, for denne verdens Lazarus er venter i dag og i morgen på din og min hjælp. Så uanset hvor mistrøstigt historien slutter uanset hvor sandt det er, at de fem brødre og alle os, der ligner dem, sikkert ikke ændrer os særligt meget, så insisterer Jesus ved at fortælle historien på, at forandring er mulig, næstekærlighed findes, spontan medfølelse bryder frem og skaber forandring for mennesker i den dybeste nød. Hver eneste dag, sker det, hvert eneste sekund sker det. Millioner af små mothertheresaer millioner af kærlighedsglimt millioner af mennesker, som glemmer at tænke på dem selv først, fordi et andet menneskes nød kalder på deres medfølelse og sympati. Jesus er den, der i sit eget liv insisterer på, at forandring er mulig, kærlighed findes, ja, ikke blot findes kærlighed er den stærkeste magt i verden selv en kæmpesten væltet for en klippehule kan denne kærlighed flytte. Så anset hvor kynisk, mistrøstigt, ubarmhjertigt realistisk denne prædiken kan lyde så skal håbet have det sidste ord. For hvis ikke Jesus havde troet på, at forandring af menneskers hjerter er mulig havde han aldrig fortalt denne historie. Hvis ikke Gud havde troet hårdnakket på, at forandring af menneskers hårdhjertethed er mulig, var han aldrig selv kommet til verden. Derfor: Historien er hverken naivt optimistisk eller sortseende pessimistisk men den er håbefuld, fuld af håb håb om, at vi ikke bare skal, men også vil tage os af hinanden. Håb om, at når Gud hjælper og elsker, så kan det også ske, at miraklet sker, og du og jeg glemmer os selv og begynder at hjælpe og elske hinanden. Eller som vi hørte det i læsningen fra alteret: Den der elsker Gud, skal også elske sin bror. Uanset hvor meget vi vrider og vender os. Det bud gælder ikke blot i trinitatistiden, men hele året, fra vi fødes til vi dør. Amen. 5