INTER- SKAMDINAVISK. En undersøgelse af den norske ungdomsserie Skams indflydelse på danske sprogbrugeres norske sprogforståelse.

Transkript

1 INTER- SKAMDINAVISK En undersøgelse af den norske ungdomsserie Skams indflydelse på danske sprogbrugeres norske sprogforståelse. Kandindatspeciale Karoline Lassen Vejleder: Inger Schoonderbeek Hansen Afleveret d. 1. september 2017 Nordisk sprog og litteratur Aarhus Universitet

2 - En undersøgelse af den norske ungdomsserie Skams indflydelse på danske sprogbrugeres norske sprogforståelse Karoline Lassen 2017 Antal tegn: Institut for Kommunikation og Kultur Nordisk sprog og litteratur, Aarhus Universitet, Danmark Karoline Lassen Mobil: Mail:

3 ABSTRACT Recent studies have shown that inter-scandinavian intelligibility, meaning the mutual intelligibility between native speakers of Danish, Swedish and Norwegian, has been in decline since the 1970s. To many, the decline in inter-scandinavian intelligibility within Scandinavia is seen as worrying and some expect that it could potentially cause an impairment in the Pan-Scandinavian community of culture and language, thus also affecting and problematizing co-operation between the Scandinavian countries. Therefore, many were pleasantly surprised when the Norwegian teen show SKAM became massively popular in Denmark in , notably amongst young people. Following SKAM s popularity, a hopeful hypothesis emerged; that exposure to the tv-series could potentially result in an improvement of Norwegian language abilities. It is for this reason that the dissertation at hand has sought to investigate whether or not SKAM has influenced the Norwegian language abilities of Danish language users. Through an investigation consisting of a questionnaire survey and a Norwegian language assessment test carried out at Silkeborg Gymnasium, the dissertation infers that there is a basis for the assumption that Danish language users have improved their Norwegian language understanding through viewing SKAM. The investigation suggests that the group consisting of test subjects that have been exposed to SKAM perform better on the language assessment test than the group without exposure to SKAM. Furthermore, the dissertation concludes that the most substantial linguistic improvements observed, were in those test subjects that had watched SKAM with Norwegian subtitles rather than Danish subtitles. In addition, the dissertation presents the claim that it is probable that exposure to SKAM has also affected the general attitude toward the Norwegian language amongst test subjects that were exposed to SKAM.

4 INDHOLDSFORTEGNELSE Indholdsfortegnelse... 0 Forord... 2 Indledning... 3 Del I... 5 Kapitel 1. Diakroni og synkroni Diakroni Synkroni... 8 Kapitel 2. Interskandinavisk sprogforståelse Interskandinavisk sprogforståelse, kompetencer og kommunikation Interskandinavisk sprogforståelse i et historisk snit Forværringen af den interskandinaviske sprogforståelse Hvorfor er interskandinavisk sprogforståelse vigtigt? Kapitel 3. SKAM Distributionsstrategi, indholdsside, transmedia storytelling og markedsføring SKAM i Danmark Sproget i SKAM Del II Kapitel 4. Silkeborg-undersøgelsens testmateriale Testpersoner Testsituationen Testmaterialet Kapitel 5. Silkeborg-undersøgelsens testresultater Videotestens resultater Nyhedsoplæsningens resultater Læstetestenes resultater Opsamling af sprogforståelsestestens resultater Del III Kapitel 6. Underteksternes indflydelse på Silkeborg-undersøgelsens resultater Effekten af brugen af intrasproglige undertekster Resultatforskelle i deltestene mellem testgrupperne Kapitel 7. Ekstralingvistiske faktorers påvirkning af Silkeborg-undersøgelsen Nabosprogsundervisning Kontaktmønster Sprogholdninger Afsluttende bemærkninger Kapitel 8. Resultater i spørgeskemaundersøgelsen Spørgeskemadeltagernes baggrundsinformationer Har SKAM forbedret sprogforståelsen Undertekster Sprogholdninger Afsluttende bemærkninger Kapitel 9. Videre perspektiver og konklusion Anvendelsen af norske SKAM-ord Sprogholdninger og stereotyper

5 9.3 SKAMs eftermæle Konklusion Litteratur Ordboger og korpusser Bilag Bilag 1. Kopi af Silkeborg-undersøgelsen Bilag 2. Bedømmelsesprincip for videosekvens Bilag 3. Bedømmelsesprincip for nyhedsoplæsning Bilag 4. Bedømmelsesprincip for læsedeltest Bilag 5. Bedømmelsesprincip for læsedeltest Bilag 6. Kopi af spørgeskemaundersøgelse Bilag 7. Opslag fra Leksikografisk Bokmålskorpus

6 FORORD Det internordiske sprogfællesskab har altid interesseret mig. Måske er fascinationen vokset ud af kærligheden til min færøske bedstemor eller måske mit barndomsønske om at blive Pippi Langstrømpe; jeg kan ikke helt vurdere det. Jeg kan i hvert fald bare konstatere at grunden til at jeg valgte at læse i Aarhus ikke som sådan var på grund af byen, men snare fordi uddannelsen hed Nordisk sprog og litteratur og ikke det mindre nordiske Dansk. Af disse årsager var det som sendt fra himlen da min norske veninde Elisabeth en dag i foråret 2016, opfordrede mig til at se SKAM. Jeg kunne instinktivt lide serien og da jeg fra mit udvekslingsophold i London i efteråret kunne observere, hvordan serien bragede frem hjemme i Danmark vidste jeg, at jeg var nødt til at lade mit speciale have den som omdrejningspunkt. Det har dog, begejstringen til trods, været meget udfordrende både fagligt og personligt at skrive dette speciale, og jeg var ikke kommet i mål med det hvis det ikke var for hjælpen fra en række skønne mennesker. Derfor skal en stor tak gå til alle involverede lærere og elever fra Silkeborg Gymnasium, men særligt Heidi Skov Kristensen der med sin engagerede hjælp muliggjorde at undersøgelsen blev gennemført. Også tak til min vejleder Inger Schoonderbeek Hansen for at udfordre, motivere og støtte mig igennem både bachelorprojekt og dette speciale: jeg ved at jeg uden din faglige opbakning ikke havde turdet satse på et så omfattende projekt som dette. Tak til min søster Astrid for kvalificeret hjælp på områder hvor mine humanistevner ikke slog til. Tak til min kæreste Thomas for at lytte til mange timers snak om frustrationer, usikkerheder og skandinavisk sproghistorie. Tak til mine forældre for kærlighed og for at huse og fodre mig i specialets slutspurt. Tusind tak til Thomas og min familie for gennemlæsning af specialet og også en tak til mine dejlige venner, der alle har bidraget med uvurderlig støtte igennem de sidste 6 måneder. Karoline Lassen Aarhus, August

7 INDLEDNING Når danskere, svenskere og nordmænd kommunikerer med hinanden er det normalt at de benytter sig af deres modersmål. Dette kommunikationsfænomen, der kaldes interskandinavisk kommunikation eller nabosprogskommunikation, er opstået grundet de skandinaviske sprogs mange ligheder men også som følge af de skandinaviske landes fælles kulturarv og historie. Interskandinavisk kommunikation skaber en nuanceret, præcis og ofte en mere personlig kommunikation der styrker og forudsætter den nordiske fællesskabsfølelse og det nordiske samarbejde (Harstad 2012, Josephson 2016). Derfor vurderes det af mange som foruroligende at nyere undersøgelser, vigtigst Lars Olof Delsing og Katarina Åkessons INS-projekt udført i begyndelsen af 00erne, peger på at den interskandinaviske sprogforståelse i Danmark er faldet siden 1970erne. En fremtid hvor Skandinavien ikke længere er en sproglig og kulturel enhed synes altså realistisk, og der har derfor været interesse i at udrede hvad der kan gøres for at ændre denne udvikling. Et bud på dette kom i 2016 da den norske ungdomsserie SKAM tog Danmark med storm. Serien fik stor ros for sit kvalitetsindhold, men blev også, bl.a. af formanden for dansklærerforeningen Jens Raahauge, set som en gave der åbnede for tilgangen til nordisk kultur og kulturudveksling (Bech-Danielsen 2016). Forhenværende kulturminister Bertel Haarder udtrykte endda at serien var et nordisk gennembrud af historiske dimensioner og at serien kunne skabe motivation og bryde sprogbarrieren (Haarder 2017). Forhåbningerne til seriens betydning for danskernes interskandinaviske sprogforståelse var derfor mange, men er det muligt at bevise at SKAM har haft en indflydelse på danske sprogbrugeres norske sprogforståelse? Dette vil være problemfeltet for nærværende speciale. Specialet falder i 9 kapitler fordelt i tre dele. Del I vil præsentere specialets teoretiske baggrundsstof samt tidligere forskning i interskandinavisk sprogforståelse. Derfor vil kapitel 1 danne et overblik over relationen mellem det danske og norske sprog gennem en diakron og synkron beskrivelse af sprogene. Kapitel 2 vil foretage en teoretisk begrebsindsnævring og desuden præsentere den vigtigste forskning på området, mens kapitel 3 vil præsentere SKAM, med henblik på at udrede hvorfor der er belæg for antagelsen om, at serien har haft en 3

8 indflydelse på danske sprogbrugeres norske sprogforståelse. Del II vil præsentere opgavens primære undersøgelse udført på Silkeborg Gymnasium. Kapitel 4 vil præsentere Silkeborgundersøgelsens testmateriale og udformning, mens kapitel 5 vil præsentere undersøgelsens vigtigste resultater. For at nuancere disse resultater vil specialets tredje del i kapitel 6 anskue undertekstvalgets betydning for undersøgelsens resultater. Kapitel 7 vil vurdere ekstralingvistiske faktorer såsom kontaktmønster og sprogholdningers indflydelse på resultaterne af undersøgelsen. I Kapitel 9 inddrages en større spørgeskemaundersøgelse med formålet at nuancere Silkeborg-undersøgelsens resultater yderligere. Afslutningsvist vil kapitel 8 præsentere specialets overordnede konklusion. 4

9 DEL I Specialets første del falder i tre kapitler. Kapitel 1 vil, for at danne et overblik over relationen mellem det danske og norske sprog, præsentere en diakron og synkron gennemgang af de skandinaviske sprogs 1 udvikling og særtræk med fokus på dansk og norsk. Kapitel 2 vil præsentere de vigtigste begreber og undersøgelser der relaterer sig til specialets interesseområde, herunder bl.a. semikommunikation, sprogholdninger og skandinavisme. Kapitel 3 vil bestå af en præsentation af SKAM der vil beskrive seriens indhold, distributionsform og sprogbrug med henblik på at forklare hvorfor der er belæg for at antage at serien kan have haft indflydelse på sit danske publikums norske sprogforståelse. 1 Med skandinaviske sprog menes dansk, svensk, norsk (bokmål) og nynorsk. Bruges begrebet nordiske sprog menes svensk, norsk, dansk, islandsk og færøsk og bruges begrebet nordens sprog inkluderes grønlandsk, samisk og finsk. Refereres til Norden menes samtlige lande i norden: Finland, Sverige, Norge, Danmark, Island, Grønland og Færøerne. 5

10 KAPITEL 1. DIAKRONI OG SYNKRONI Følgende sektion vil redegøre for de vigtigste forskelle og ligheder mellem de skandinaviske sprog. Først følger et delafsnit der har til formål at beskrive de skandinaviske sprog diakront. Dernæst suppleres diakronien med en synkron beskrivelse af norsk og dansks interne variationer i fonetik, prosodi, grammatik, ortografi og vokabular. 2 Afsnittet vil med sin gennemgang søge at forklare hvorfor der er belæg for at tale om interskandinavisk sprogforståelse og hvor det er forventeligt at der opstår forståelsesproblemer. 1.1 Diakroni Følgende afsnit tager afsæt i Øivind Mauruds Nabosprogsforståelse i Skandinavia (1976), Lars Vikørs The Nordic Languages (2001) og Arne Torps kapitel Nordiske sprog i fortid og nutid fra Nordens sprog med rødder og fødder (2004) Nordgermansk og urnordisk Nordgermansk, sprogfamilien som både dansk, svensk, norsk, færøsk og islandsk er en del af, opstår omkring år 200 da en separat nordisk forgrening væk fra de øvrige germanske sprogforgreninger opstår (Maurud 20). Sproget der opstod ved denne forgrening kaldes urnordisk og var et fællesnordisk sprog der var temmelig ensartet i hele det nordiske område (Vikør 32) Synkopetiden Fra omkring år 500 gennemgik samtlige af de germanske sprog en række sproglige ændringer, herunder synkope, hvilket indebar sletningen af korte ubetonede vokaler. I en skandinavisk kontekst resulterede synkopetiden i at urnordisk ændrede udseende og mistede mange af sine lange grammatiske former (Vikør 34). Foruden dette forårsagede synkopen også en vokalmutation således at ord som gastir blev til gestr (gæst) og lausian blev til løysa (løsne) (Vikør 35), hvormed vokalerne æ, ø og å blev etableret. 2 I dette projekt menes der bokmål når betegnelsen norsk bruges. Ellers vil benævnelsen nynorsk bruges. 6

11 1.1.3 Øst- og vestnordisk Sideløbende og i perioden efter synkopetiden fra år 700 opstod et dialektalt sprogskel således at det nordiske sprogområde blev delt i to: vestnordisk, bestående af islandsk, norsk og færøsk og østnordisk bestående af dansk og svensk. Forskellene mellem vest- og østnordisk indebar bl.a. at østnordisk tilegnede sig /j/ i førstepersonspronomenet jeg/jag, hvor vestnordiske sprog beholdt formen ég/eg. Ændringerne i østnordisk indebar også en monoftongering af mange af de gamle diftonger herunder /ei/ til /e/ og /au/ og /øy/ til /ø/ som i ben og løs/lös, der før hed bein og laus (Vikør 38) Nordnordisk og sydnorsk I højmiddelalderen efter år 1200 udviklede det danske sprog en række træk der adskilte det fra de øvrige nordiske sprog. Fra dette tidspunkt var der således et skel mellem sydnordisk, altså dansk og nordnordisk, altså svensk, norsk, islandsk og færøsk (Torp 56). Disse ændringer i det danske sprog indebar bl.a. en reduktion af tryksvage stavelser til ə 3 og at klusilerne p, t, k svækkes til b, d, g således at rep, høk og fot blev til reb, høg og fod. Foruden dette var det også i denne periode at dansk stød erstattede den tonalaccent som fortsat eksisterer i norsk og svensk (Vikør 39). Hvad angår sprogenes skriftsprog var d et ydermere også i denne periode at visse forskelle mellem dansk og de øvrige skandinaviske skriftsprog opstod; eksempelvis indførtes /d/ i ord som tynd på dansk Ønordisk og skandinavisk Fra år 1500 forandredes sprogskellet igen i Norden og gik ikke længere mellem syd- og nordnordisk, men mellem skandinavisk, altså norsk, svensk og dansk og ønordisk, altså islandsk og færøsk. Dette skyldtes ikke mindst at kontakten til Island og Færøerne blev mindre og forbindelsen mellem de skandinaviske lande, særligt mellem Danmark og Norge i kraft af det fælles kongerige, stærkere. Unionen med Danmark var dog ikke gavnlig for det norske skriftsprog, for mens de danske og svenske skriftsprog udvikledes og etableredes, fulgte bokmål det danske skriftsprog. Først da Norge blev selvstændigt udvikledes skriftsproget, hvilket indebar at bokmål fornorskedes og at nynorsk, det nationale modstykke til det fordanskede bokmål, blev etableret (Torp 44, Maurud 29-30). En diakron beskrivelse af de skandinaviske sprog viser at dansk, norsk og svensk til omkring år 1000 betragtedes som det samme sprog, men at sprogene efterfølgende har udviklet sig i 3 Denne ændring har efterfølgende også spredt sig til norsk bokmål. 7

12 varierende retninger. I dag er sprogene en del af det samme dialektkontinuum (Torp 35), men hvor lig hinanden er de? 1.2 Synkroni Følgende afsnit vil redegøre for de iboende forskelle og variationer mellem dansk og norsk. Beskrivelsen tager udgangspunkt i Øivind Mauruds bog Nabosprogsforståelse i Skandinavia (1976), men vil også inddrage Charlotte Gooskens artikel Linguistic and extra-linguistic predictors of inter-scandinavian intelligibility (2006) Fonetik Fonetisk minder norsk og svensk mere om hinanden end dansk og norsk. De områder hvor de fonetiske variationer er størst er bl.a. i måden hvorpå fonemerne i, e, æ, a, å, o, u, y og ø realiseres. Her er dansk er kendetegnet ved at fortungevokalerne i, e, æ, y og ø realiseres højere og lysere, mens bagtungevokalerne o, u, å og a er mere åbne og lave end de tilsvarende norske realisationer. Denne forskel fremgår eksempelvis af udtalen af ordet by der på dansk udtales med det trange [y], mens den norske udtale bruger den mere åbne y-lyd [ʏ] Halvokalisering På dansk eksisterer ikke længere primære diftonger som på norsk fx i stein, der på dansk er monoftongeret til sten. På dansk eksisterer dog en nydiftong i kombinationer bestående af vokal + konsonant som lov, hvor /v/ realiseres halvvokalisk med [ʊ ] fremfor med [v] som på norsk Klusilerne p, t og k. Udtaleforskelle af klusilerne ses i ord som gribe/gripe, kage/kage og tabe/tape hvor norsk benytter klusilerne p, t og k og dansk b, d og g Brydning Brydning af vokalerne adskiller også dansk og norsk fra hinanden. For selvom der på dansk forekommer ord med brudt vokal, fx bjerg, er der mange ord hvor brydningen er frafaldet. Særligt er denne brydning frafaldet foran fortungevokalerne ø, y, i, e, æ og a, således at ord som køn på dansk ikke er brudt med /j/ som på norsk: kjønn Prosodi I henhold til sprogenes prosodi er der også vigtige forskelle. 8

13 Stød og tonalaccent Mest bemærkelsesværdig er forskellen mellem det danske stød og den svensk-norske tonalaccent. De to fænomener har den samme betydningsdifferentierende funktion i sproget men realiseres på to meget forskellige måder. Tonalaccent kan inddeles i to tonegange: enstavelsestonegang, der bruges i ord som vannet hvor tonen normalt vil ligge lavt på første stavelse og noe høyere på andre stavelse (Maurud 35) og tostavelsestonegang, hvor trykket falder på første stavelse og stiger på den anden som i vanne. Tilsvarende tonalaccenten har man på dansk stød der kan beskrives som en ganske kort sammentrækning i struben hvor luftstrømmen afbrydes (Hermann 10) som i mord Grammatik Anskues sprogenes grammatiske opbygning findes færre forskelle. Alligevel er der et par områder sprogene varierer Substantivernes bøjning Køn På både nynorsk og bokmål eksisterer tre køn: hankøn, hunkøn og intetkøn mens dansk kun opererer med to køn: intetkøn og fælleskøn. Af den grund har man på norsk de bestemte bøjningsendelser -en ved hankøn, -a ved hunkøn og -et ved intetkøn og den ubestemte artikel ei ved hunkønsord, en ved hankønsord og et ved intetkønsord. På norsk eksisterer der dog her en del valgfrihed og hunkønsartiklen og endelsen kan til- og fravælges Dobbeltbestemthed Norsk har også dobbeltbestemthed hvilket indebærer at der både angives bestemt form i artikel og verbum, således at man på norsk kan sige det nye huset fremfor det nye hus Genitivformer På norsk eksisterer andre genitivformer end det er tilfældet på dansk. Derfor findes der på norsk en præpositionalgenitivform således at man kan sige boka til gutten i stedet for guttens bok. På lignende vis kan også pronominalgenitiv benyttes som i gutten sin bok (Barðdal et al. 295) Adjektivernes bøjning Hvad angår adjektivernes bøjninger er norsk og dansk her relativt ens. Det norske sprog har dog en del inkonsekvente bøjningsendelser hvad angår adjektiver og participier hvilket betyder at man både kan sige den forstenede prinsesse og den sølete gaden, der på dansk begge ville have bøjningsendelsen -ede. 9

14 Verbernes bøjningsformer Verbernes bøjningsformer på de to sprog er overordnet meget ens men der findes visse variationer. På norsk er der nemlig tre bøjningsformer af regelmæssige verber og derfor eksisterer der, udover bøjningerne -de og -te i præteritum og -t i perfektum participium, også en særlig bøjningsform som bruges i forbindelse med ord der ender på rotvokalen (Maurud 39): tro-trodde-trodd Talsystem Talsystemet er et af de områder hvor de største misforståelser sker i kommunikationen mellem danskere og nordmænd. Dette skyldes bl.a. at de to sprogs talsystemer placerer enerne og tierne forskelligt. Dansk placerer enerne først og tierne til sidst, mens det på norsk er omvendt. Dette betyder at tallet 28 på dansk hedder otteogtyve, mens det på norsk hedder tjueotte (tyveotte). På lignende vis volder tallene efter 50 også store problemer. Her benytter dansk sig af tyvetalssystemet og baserer dermed sine talord på gangning med 20, hvilket betyder at talordet 60, altså tre-sinds-tyvende, på dansk baserer sig på udregningen 3 gange 20. Norsk derimod benytter sig af titalssystemet og baserer derfor tallene på gangning med 10, således at 60 bliver til seksti, altså 6 gange 10 (Barðdal et al. 206) Pronomener Dansk og norsk benytter sig også af forskellige pronominer. På dansk bruges I og Jer, mens der på bokmål bruges dere for begge former Ortografi Ortografisk adskiller sprogene sig også fra hinanden. En af årsagerne til de varierende stavemåder skyldes de lydlige forskelle i sprogene, fx i udskiftningen af p, t og k til b, d og g i dansk skriftsprog. Ydermere er norsk skriftsprog meget ortofont hvorfor overensstemmelsen mellem skrift og tale er høj, hvilket bidrager med yderligere forskelle mellem dansk og norsk skriftsprog Vokabular Variationerne mellem sprogenes ordforråd vanskeliggør også sprogforståelsen. Sprogenes forskel i ordforråd kan deles ind i tre grupper: Ord der indgår i den samme fælles kerne af ord men som grundet udtaleændringer nu ser forskellige ud fx pga. klusilændringerne i dansk, såsom gade og gate Ord der lyder eller ser ens ud men som har forskellig betydning, fx rar der på dansk betyder behagelig, men som på norsk betyder mærkelig. 10

15 Ord der ikke ligner hinanden men som har samme betydning, fx norsk ordskifte der betyder debat/diskussion. Sammenlignes norsk og dansk fremgår det at sprogene, til trods for at de er nært beslægtede og bl.a. også under Danmark-Norge har gennemgået en fælles sproglig udvikling, adskiller sig fra hinanden på en række områder, og derfor er der anledning til både misforståelser og forvirring i kommunikationen mellem danske og norske sprogbrugere. Men hvor store er disse afstande mellem sprogene? De sproglige afstande mellem dansk og norsk I sin artikel Linguistic and extra-linguistic predictors of inter-scandinavian intelligibility (2006) undersøger og kortlægger Charlotte Gooskens de fonetiske og leksikalske afstande mellem de skandinaviske sprog Fonetisk afstand For at måle de fonetiske forskelle mellem sprogene tog Gooskens undersøgelse udgangspunkt i flere danske og norske sprogvarianter herunder københavnsk, århusiansk, oslomål og bergensk. For at måle afstanden mellem varianterne blev der lavet optagelser af de førnævnte sprogvarianter samt standardvarianter af sprogene og disse blev anvendt som sammenligningsgrundlag. Resultaterne af Gooskens undersøgelse viste at afstanden mellem optagelsen af norsk standardsprog og optagelsen af århusiansk var på 21,6 % og 20,3 % for den københavnske optagelse. 4 På lignende vis var afstanden mellem oslomål og standarddansk 23,1 % og 23,8 % mellem bergensk og standarddansk. I undersøgelsen blev også afstanden til svensk målt. Her var afstanden mellem standardsvensk og århusiansk 28,5 % og 28,2 % for københavnsk. Dette bekræfter altså at dansk anskuet fra et fonetisk perspektiv er tættere på norsk end på svensk Leksikalsk afstand Foruden undersøgelsen af de fonetiske afstande udførte Gooskens også en måling af de leksikalske afstande. Her blev udgangspunkt taget i hvor mange ikke-kognater, altså ord der er historically non-related (Gooskens ), der optrådte i testmaterialet. Disse ord skulle være ukendte og uforståelige for mennesker der ikke har tidligere erfaring med test-sproget. Resultaterne viste at der i det udvalgte testmateriale ikke indgik ikke-kognater i den danske tekst som de norske testpersoner blev præsenteret for, og i den norske tekst som danskerne blev 4 Den maksimale afstandsscore var 100 % 11

16 vist var kun 1,2 % af ordene ikke-kognater. Til sammenligning var 2,6 % af ordene i den svenske tekst som de danske testpersoner blev præsenteret for ikke-kognater. Charlotte Gooskens undersøgelse bidrager med et interessant perspektiv på de skandinaviske sprogs indbyrdes forskelle og ligheder og er med til at fremhæve at de fonetiske afstande mellem dansk og norsk langt overgår de leksikalske afstande. Derfor er der belæg for at antage at danske sprogbrugere vil have lettere ved norsk skriftsprog end norsk talesprog. Til trods for at der eksisterer disse afstande mellem det danske og norske sprog, så viser en diakron og synkron gennemgang dog også at lighederne mellem sprogene er store. Da sprogene netop er så lig hinanden har der historisk, politisk og kulturelt været tradition for at man i Skandinavien benytter sit modersmål i mødet med andre skandinaver, altså interskandinavisk kommunikation. 12

17 KAPITEL 2. INTERSKANDINAVISK SPROGFORSTÅELSE Interskandinavisk betyder fællesskandinavisk og bruges i en lingvistisk sammenhæng til at beskrive den gensidige sprogforståelse som finder sted når skandinaver kommunikerer med hinanden på deres modersmål. Dette skandinaviske sprogfællesskab mellem sprogbrugere med norsk, svensk og dansk som modersmål kaldes det primære sprogfællesskab (Theilgaard Brink 23) og står overfor det sekundære sprogfællesskab der bl.a. inkluderer færingerne, der har modtaget undervisning i dansk som fremmedsprog og derfor også tager del i det skandinaviske sprogfællesskab. Den første der forsøgte at definere og begrebsliggøre dette kommunikationsfænomen som opstår i det skandinaviske sprogfællesskab var Einar Haugen (Braunmüller 1), der i Semicommunication: The Language Gap in Scandinavia benytter ordet semicommunication til at beskrive fænomenet (Haugen ). Selvom semikommunikation sidenhen ofte er blevet benyttet til at beskrive dette skandinaviske kommunikationsfænomen, er Haugen dog ikke udpræget præcis i sin definition, men beskriver det blot som: the trickle of messages through a rather high level of code noise (Haugen ). Senere analyser har præciseret begrebet. Eksempelvis udredte Ulla Börestram Uhlmann i artiklen Utblick for Inblick (1994) at Haugen refererer til Charles F. Hocketts begreb codenoise, der af Hockett defineres som: Divergence between the codes of two people who communicate with each other via speech can be regarded as another sort of noise: code noise (Uhlmann 240). Semikommunikation skal dermed forstås som en type kommunikation der på trods af støj, forårsaget af forskellen i kode mellem de to sprog der benyttes, er primært problemfri. Opsummerende er semikommunikation derfor når samtalepartnere mellem to forskellige modersmål er i stand til at kommunikere forholdsvis ubesværet med hinanden på trods af den støj, ulighederne afstedkommer, og den milde akkommodation, situation kræver. (Bachquin og Christensen 2). I brugen af semikommunikation er der derfor hverken behov for at samtalepartnerne benytter sig af et lingua franca eller at en af talerne benytter sig af 13

18 samtalepartnerens modersmål. Til gengæld er der, for at semikommunikation skal lykkes og kommunikationen kan fungere gnidningsfrit, visse praktiske aspekter der spiller en rolle. 2.1 Interskandinavisk sprogforståelse, kompetencer og kommunikation Beskæftiger man sig med det skandinaviske sprogfællesskab og den gensidige sprogforståelse er det relevant at tage højde for tre begreber: interskandinavisk sprogforståelse, kompetencer og kommunikation. Mest relevant for nærværende opgave er interskandinavisk sprogforståelse, men for at etablere et nuanceret billede af feltet vurderes det som vigtigt også kort at gøre rede for interskandinavisk kommunikation og sprogkompetencer. I semikommunikation anvendes en række strategier der har til formål at gøre den interskandinaviske kommunikationen lettere, og disse strateger afhænger af sprogbrugerens interskandinaviske sprogkompetencer der er de evner, den enkelte har til både at forstå og gøre sig forstået blandt nordboere (Theilgaard Brink 21). Disse sprogkompetencer dækker bl.a. repair-strategier der gælder gentagelse, omformulering eller anmodning om afklaring (Theilgaard Brink 8) og akkommodation, der indebærer forskellige grader af kodeskift (Braunmüller 8) og varierer i grad alt efter hvad kommunikationssituationen kræver. I sin rapport Man skal bare kaste sig ud i det (2016) undersøgte Eva Theilgaard Brink en række unge nordboere bosat i andre skandinaviske landes tilgang til interskandinavisk kommunikation, og rapporten konkluderede bl.a. at samtlige deltagere i undersøgelsen gjorde brug af en grad af akkommodation af deres modersmål (Theilgaard Brink 128). Brinks undersøgelse giver derfor et indblik i hvordan interskandinavisk kommunikation fungerer i praksis for de individer der på hverdagsbasis deltager i semikommunikation. Hendes undersøgelse, der bl.a. også viser at brugen af engelsk ofte forbindes med arbejdsmæssige situationer og at denne anvendelse af Engelsk desuden forsvinder i takt med at tilflytteren tilegner sig effektive nabosprogsstrategier (Theilgaard Brink 129), er en positiv beskrivelse af hvordan interskandinavisk kommunikation forløber i praksis. Det bør dog fastslås at det er et fåtal af skandinavere der er bosat i et andet skandinavisk land og selvom Brinks undersøgelse fortæller noget interessant om hvorledes semikommunikation forløber, så tager den udgangspunkt i informanter der over en længere periode tilegner sig en række interskandinaviske sprogkompetencer. De samme veludviklede interskandinaviske sprogkompetencer vil givetvis ikke være til stede i kommunikationssituationer mellem sprogbrugere der ikke har et indgående kendskab til de skandinaviske sprog og som ikke har en god interskandinavisk sprogforståelse. Hermed kommer interskandinavisk sprogforståelse ind i billedet; for hvis semikommunikation skal lykkes, også mellem individer der ikke er dygtige til at anvende 14

19 akkommodation og repair-strategier, er det en forudsætning at sprogbrugeren skal have et vis greb om nabosproget som deres samtalepartner benytter sig af. Da de skandinaviske sprog er nært beslægtede vil der, hvis man har enten dansk, norsk eller svensk som modersmål, være gode forudsætninger for at forstå et af de øvrige skandinaviske sprog. Men at alle skandinaver derfor er dygtige til at forstå hinanden er ikke en selvfølge, og den interskandinaviske sprogforståelse i Skandinavien er alt andet end statisk. 2.2 Interskandinavisk sprogforståelse i et historisk snit For at danne et overblik over hvorledes den interskandinaviske sprogforståelse har udviklet sig, og hvordan man har tilstræbt at undersøge den, vil følgende afsnit kigge nærmere på tre store undersøgelser af interskandinavisk sprogforståelse. Der er lavet en række undersøgelser på området 5 men nærværende speciale har valgt at tage udgangspunkt i følgende: Einar Haugens undersøgelse fra 1953, Øivind Mauruds omfattende undersøgelse udgivet i 1976 og Lars-Oluf Delsing og Katarina Lundin Åkessons fra Disse undersøgelser er valgt da de er omfattende undersøgelser af interskandinavisk sprogforståelse og da de er gennemført på tre meget forskellige tidspunkter, hvorfor de også kan fortælle noget om sprogforståelsens udvikling i et historisk snit Nordiske språkproblemer En opinionsundersøkelse (1953) Einar Haugen var en af de første der med sin artikel Nordiske språkproblemer En opinionsundersøkelse (1953) tilstræbte at lave en undersøgelse af interskandinavisk sprogforståelse, kommunikation og kontakt. Haugens undersøgelse af informanternes kontakt med de øvrige skandinaviske lande viste at selvom danskerne var de mest berejste, så var det primært middelklassen og eliten som trak dette tal op. Det samme gjorde sig gældende for Norge og Sverige, hvor det også her primært var de to højeste sociale klasser der havde kontakt med nabolandene. Haugen konkluderede at kontakten har betydning for sprogforståelsen da størstedelen af deltagerne fra den akademiske klasse, der altså med både rejser og skolegang i udgangspunktet var styrkede, svarede ja til spørgsmålet Forstår De nå dansk/norsk/svensk tale uten vanskelighet. Yderligere viste Haugens undersøgelse at danskerne generelt fandt svensk vanskeligt og at svenskere ligeledes fandt dansk vanskeligt, hvormed forholdet mellem dansk-svensk af Haugen vurderedes til at være vanskeligt. Forholdet mellem dansk og norsk var lidt anderledes; Haugen kalder det 5 Se fx Uhlmann: Språkmöten och mötespråk i Norden (1991), Skandinaver samtalar: språkliga och interaktionella strategier i samtal mellan danskar, norrmän och svenskar (1994), Jörgensen & Kärrlander: Granspråksforståelse i Öresundsregionen år Gymnasisters hörförståelse (2001) Lundin & Christensen: Grannspråksforståelse i Öresundsregionen år Gymnasisters läsförståelse (2001) og Theilgaard Brink: Man skal bare kaste sig ud i det (2016). 15

20 både-og (232): Hele 56 % af nordmændene fandt nemlig dansk svært, mens kun 21 % af danskerne angav norsk som vanskeligt. Overordnet konkluderede Haugen at dansk er det sværeste sprog i Skandinavien mens norsk er det der lettest forstås. Og at dette skyldes at dansk adskiller sig fonetisk fra svensk og norsk, mens norsk leksikalsk er tæt på dansk og fonetisk lig svensk. Desuden bemærkede Haugen at danskerne forstår svensk bedre end svenskerne forstår dansk og at danskerne desuden, i modsætning til svenskerne og nordmændene, ikke foretrækker deres modersmål fremfor nabosprogene (237). Dette forklarer Haugen ved at inddrage begrebet sprogholdninger, altså holdningerne til det sprog som tales, og til den person som taler det. (Dialekt.dk u.å.) og han peger på, at de pågældende svar var et udtryk for de vekslende magtbalancer landende imellem. Haugen mener derfor at årsagen til at flere danskere forstår svensk end svenskere forstår dansk skyldes at Sverige var nordens største og rigeste land på tidspunktet hvor artiklen blev skrevet og derfor var i en førerposition. Haugens undersøgelse siger derfor overordnet at uddannelse og kontakt med de skandinaviske nabolande har en vigtig betydning for ens sprogforståelse og at sprogholdninger også kan have indflydelse på sprogforståelsen. Haugens undersøgelse giver ikke noget klart billede af hvilket af landene der overordnet har den bedste skandinaviske sprogforståelse. En sådan undersøgelse ses først i 1976, da Øivind Maurud udgiver sin omfattende undersøgelse af skandinavernes interskandinaviske sprogforståelse Nabosprogsforståelse i Skandinavia (1976) Øivind Mauruds undersøgelse udarbejdedes som en sprogvidenskabelig undersøgelse. Af den grund indeholdt undersøgelsen foruden et spørgeskema også en række sprogforståelsestests der havde til formål at undersøge informanternes forståelse af norsk (bokmål), dansk og svensk skrift- og talesprog. Forsøgspersonerne der blev udvalgt til denne undersøgelse var 504 værnepligtige soldater, alle mænd og alle i samme aldersgruppe (Maurud 84). Undersøgelsen viste til dels en gentagelse af Hauges resultater, men gav også en række nye indblik. Som Haugens undersøgelse bekræfter Mauruds at de største forståelsesproblemer skal findes dansk og svensk imellem, mens problemer mellem dansk og norsk er færre (141). Foruden dette viser undersøgelsen også at nordmændene på dette tidspunkt havde den bedste interskandinaviske sprogforståelse både i skrift og tale. Dette baserer undersøgelsen på at nordmændene er bedre til svensk end danskerne og bedre til dansk end svenskerne. Tilmed viser undersøgelsen også at der ikke er stor forskel i nordmændenes dansk- og svenskevner; faktisk er de nærmest lige gode til begge dele. Efter nordmændene kommer danskerne (140) hvilket skyldes at danskerne ikke kun er bedre end svenskerne til norsk både i skrift og tale, men de klarer sig også væsentligt bedre i svensktestene end svenskerne gør i dansktestene. 16

21 Mauruds undersøgelse viser altså overordnet at nordmændene er de bedste til interskandinavisk, mens danskerne placerer sig på en kneben andenplads og svenskerne på en tredjeplads Håller språket ihop Norden (2005) Mest interessant og relevant for denne opgave er INS-projektet som Lars-Oluf Delsing og Katarina Lundin Åkesson udførte i begyndelsen af 00erne. Undersøgelsen er ikke kun den nyeste på området, men tilmed beskæftiger den sig også med samme målgruppe som nærværende opgave: unge. INS-projektet tog udgangspunkt i hele Norden og altså ikke kun i Skandinavien, men da sprogforståelsen i det sekundære sprogfællesskab ikke er fokuspunktet for dette speciale, vil følgende gennemgang fokusere på de skandinaviske resultater. Ligesom Mauruds undersøgelse bestod INS-projektet også af en opinionsundersøgelse og en sprogforståelsestest med både indholds- og lydprøver. Undersøgelsens resultater bekræfter i høj grad Mauruds resultater og her er det derfor også nordmændene der viser den bedste interskandinaviske sprogforståelse i Skandinavien (58). Undersøgelsen viser desuden også at danskerne klarer sig noget bedre i den norske sprogtest end i den svenske, men at der er en klar forskel på om de testes i lytte- eller læseforståelse. Danskerne præsterer derfor væsentligt bedre når de testes i deres norske læseforståelse. Undersøgelsen bekræfter også at de samme problemer mellem dansk-svensk sprogforståelse stadig eksisterer (78). Ganske opsigtsvækkende viser undersøgelsen også at danske unge er dem der klarer sig dårligst i nabosprogstestene og derfor placerer sig på en tredjeplads, efter Sverige, hvad angår den interskandinaviske sprogforståelse. For at anskue dette resultat i et tidsmæssigt perspektiv testedes også testpersonernes forældre i deres interskandinaviske sprogforståelse. Her viste resultaterne at forældrene i alle tre skandinaviske lande klarer sig bedre end deres børn; især er forskellen særligt stor mellem de danske unge og deres forældre (117). Undersøgelsen påpeger at denne forskel kan forklares med individuel udvikling og derfor foretages også en sammenligning med Mauruds resultater. Denne sammenligning viser at den interskandinaviske sprogforståelse fortsat er stabil i Norge, mens at den er forværret i Sverige og Danmark. Størst er forværringen i Danmark, men hvorfor? 2.3 Forværringen af den interskandinaviske sprogforståelse For at forstå hvorfor danskernes interskandinaviske sprogforståelse har rykket sig siden 1970erne er det vigtigt at overveje, hvad der spiller en rolle for at den interskandinaviske sprogforståelse kan lykkes. Som gennemgangen af undersøgelserne også har indikeret er der typisk fire forhold der regnes for at spille rolle for sprogforståelsen: Sprogstrukturelle forhold, 17

22 ekstralingvistiske forhold som sociale og psykologiske faktorer, meddelelessituationen (Lund 98) og kontakt med nabosprogene (Gooskens ) Sprogstrukturelle forhold Med sprogstrukturelle forhold refereres til de indbyrdes forskelle mellem sprogene som blev fremhævet i kapitel 1. Til trods for at de skandinaviske sprog hele tiden er i udvikling, synes det dog ikke at det er den primære årsag til danskernes faldende interskandinaviske sprogforståelse skal findes Kontakt En faktor der også spiller en rolle for sprogforståelsen er kontakt. Med kontakt menes her både aktiv kontakt, der opnås gennem besøg i Norge eller Sverige og kontakt med norsk- eller svensktalende individer og passiv kontakt, der opnås gennem nabosprogsundervisning, bøger, aviser, online medier og TV. Antagelsen er at jo mere kontakt du har med nabosprogene og nabolandende, jo bedre vil din interskandinaviske sprogforståelse være. Og måske er det her at en af årsagerne til den faldende sprogforståelse skal findes, for til trods for at Sverige og Norge endnu er i top 10 over mest populære rejsemål (Information 2016) konkurrerer nabolandene nu med andre eksotiske feriemål (Delsing og Åkesson 144). Foruden dette har ophævelsen af fjernsynsmonopolet forårsaget at kontakten med nabolandskanalerne er faldet, da der nu står et væld af kanaler til rådighed der især viser engelsksprogede programmer (Delsing og Åkesson 99). Dertil kommer internettets indtog, der forårsager at mange skandinaver dagligt befinder sig på amerikanske sociale medier hvor de præsenteres for det engelske sprog, og foruden dette streames også et væld af engelsksprogede serier på platforme som Netflix og HBO. For mange, især unge, skandinaver er både det aktive og det passive kontaktmønster altså forandret siden Haugen og Mauruds undersøgelser hvilket har påvirket forudsætningerne for at den interskandinaviske sprogforståelse Meddelelsessituationen Et forhold der også spiller en rolle er meddelelsessituationen. For selvfølgelig spiller det en rolle om du taler i telefon med en norsktalende, om du taler med en nordmand ansigt til ansigt, om du ser en norsk film med eller uden undertekster eller om du deltager i en sprogtest. I alle disse forskellige situationer vil sprogforståelsen være anderledes: I telefonen kan dårlig forbindelse eller lydkvalitet måske forhindre sprogforståelsen, men til gengæld er der mulighed for anvendelsen af repair-strategier og akkommodation, mens samme mulighed ikke står til rådighed når der ses TV da der ikke er samtidighed mellem afsender og modtager (Lund 99). Meddelelsessituationen har givetvis ikke betydning for hvorfor den interskandinaviske 18

23 sprogforståelse er faldet, men den har i den grad betydning for resultaterne af de undersøgelser som vi baserer denne antagelse på Sociale og psykologiske faktorer Også sociale og psykologiske faktorer kan spille en særdeles vigtig rolle for sprogforståelsen. Sprogbrugeres motivation for at forstå et sprog er eksempelvis større hvis man enten er nødt til at forstå det eller respekterer eller ser op til dem, der taler et sprog (Lund 98). Førstnævnte understreges i Eva Theilgaard Brinks undersøgelse nævnt i afsnit 2.1 der viste at nordboere bosat i andre nordiske nødvendigvis må lære at forstå sproget i deres nye hjemland, hvormed det går lettere med sprogforståelsen og tilhørende sprogkompetencer. Sidstnævnte er derimod en langt mere kompliceret størrelse og har atter at gøre med fænomenet sprogholdninger. Sprogholdninger, altså vores opfattelse og holdninger til vores nabosprog, beror sig nemlig ofte på politiske og kulturelle forhold (Barðdal et al. 369). Eksempelvis viste INSprojektet at nordmænd og svenskere er enige om at dansk ikke er et smukt sprog, mens færingerne, islændingene og grønlænderne vurderer dansk som væsentligt smukkere (Delsing og Åkesson 109), hvormed sprogholdningernes påvirkning fra kulturelle og politiske forhold kan fremhæves: både Grønland, Island og Færøerne har nemlig nære kulturelle og formelle bånd til Danmark og måske er det derfor at de synes bedre om det danske sprog end nordmændene og svenskerne. På samme vis blev dansk i og 1800-tallets Norge, også efter Norges frigørelse fra Danmark, anset som et prestigesprog og blev derfor dengang vurderet som værende smukkere end det gør af nordmænd i dag (Barðdal et al. 369). Sprogholdninger er altså et flydende begreb, men hvordan spiller de en rolle i forværringen af danskernes interskandinaviske sprogforståelse? For at forklare dette må man anskue sprogholdningerne som et resultat af en generel samfundsmæssig udvikling: INS-projektet viser eksempelvis at danske, norske og svenske unge alle foretrækker engelsk fremfor de skandinaviske sprog (Delsing og Åkesson 109). Og denne sprogholdningstendens er forårsaget af en række udviklinger: Det gælder bl.a. globaliseringen der har flyttet fokus fra det nære Norden til resten af Europa og verden, men også medlemskabet af EU, der har flyttet den politiske interesse udenfor Norden og gjort en række aftaler, der før var særnordiske fænomener, til fælleseuropæiske herunder den frie bevægelighed. Dette er sket i samspil med førnævnte forandringer som fjersynsmonopolets endeligt, popkulturens engelsksproglige dominans og internettets fremkomst, der alle er udviklinger og fænomener som har bidraget til at engelsk er vokset frem som et veletableret lingua franca i den globaliserede verden og at sprogholdningerne til både engelsk og nabosprogene i Skandinavien derfor har forandret sig. Interessen, og dermed måske også behovet, for den interskandinaviske kommunikation synes altså for mange at være af mindre betydning. 19

24 2.4 Hvorfor er interskandinavisk sprogforståelse vigtigt? Anskues forklaringerne på hvorfor den interskandinaviske sprogforståelse er faldende, er det svært ikke at overveje om den faldende sprogforståelse blot er en del af en naturlig udvikling. Så hvorfor bekymres mange? Dette spørgsmål kalder på en undersøgelse af, hvorfor der overhovedet er interesse i det skandinaviske sprogfællesskab Semikommunikation i Skandinavien: Et institutionaliseret kulturpolitisk projekt For at forstå den interskandinaviske sprogforståelses særlige position i Skandinavien er det vigtigt at fastslå især én ting; nemlig at brugen af semikommunikation ikke er et unikt skandinavisk fænomen. Tværtimod kan lignende sproglige situationer findes mellem andre sprog herunder tjekkisk og slovakisk og hollandsk, frisisk og afrikaans. (Uhlmann 241, Haugen ). Så hvorfor har det interskandinaviske sprogfællesskab og semikommunikation så høj en status i Skandinavien? Charlotte Gooskens nævner i The Contribution of Linguistic Factors to the Intelligibility of Closely Related Languages (2007) et interessant bud på hvorfor: semicommunication is not institutionalised and promoted in the same way [i Sydafrika og Holland] as in Scandinavia (Gooskens ) En lignende forklaring gives af Kristjan Àrnason, der i artiklen Skandinavisme og islandsk sprogpolitik (2000) skriver følgende: Semikommunikation forekommer mange steder, men det særlige ved skandinavisk semikommunikation er at dette sproglige fællesskab er gjort til et officielt kulturpolitisk projekt med en hel del praktiske konsekvenser (Árnason 13). Naturligvis må det her understreges at årsagen til at det skandinaviske sprogfællesskab overhovedet kan fungere skal findes i de lingvistiske og historiske faktorer som allerede er blevet redegjort for. Men som sprogforskeren Lars Vikør påpeger i kapitlet The inter-nordic relations fra bogen The Nordic Languages (2001) så kan et lingvistisk fællesskab som det i Skandinavien ikke maintain itself automatically (Vikør 114). Da det lingvistiske fællesskab altså ikke er i stand til at vedligeholde sig selv, må der nødvendigvis være en drivkraft bag opretholdelsen af det sproglige fællesskab. Drivkraften bag vedligeholdelsen af det skandinaviske sprogsamfund skal derfor findes på tre niveauer i samfundet: et ideologisk, et institusjonelt og et allment for uformelle kontakter (jf. Wiggen 134) Det ideologiske niveau Det ideologiske niveau tager sin begyndelse i og 1800-tallet, da idéen om et særligt kulturelt fællesskab mellem de skandinaviske lande blomstrer op og vinder frem. Denne ideologiske strømning blev kaldt skandinavisme og havde som ideal at fremme ligheden mellem dansk, norsk og svensk (Àrnason 13). Som en del af strømningen var også interessen 20

25 i at fremhæve de sproglige ligheder imellem sprogene og et ønske om at skabe et mere ensartet sprogområde. Idéerne om denne ensartning af de skandinaviske sprog var bl.a. baseret på den danske sprogfilosof J. S Sneedorfs tanker fra slutningen af 1700-tallet, hvori et ønske om at bl.a. dansk og svensk skriftsprog skulle nærme sig hinanden blev præsenteret (Wiggen 135). Derfor blev der også i denne periode afholdt sprogmøder, eksempelvis det privat arrangerede sprogmøde i Stockholm i 1869, hvor man forsøgte at etablere fællesreformer der havde til formål at ensrette de skandinaviske sprog (Wiggen 136). Grundidéen i skandinavismen var derfor at dyrke de eksisterende ligheder imellem de skandinaviske og nordiske lande og dermed styrke landenes position: et citat fra sprogforsker N. M Petersen illustrerer denne pointe: Enhver af de tre literaturer, den danske, norske og svenske, er for lille til at være noget for sig; forbundne tar de derimod byde det fremmede spidsen, forbundne ville de opnå, hvad de alle attrå" (N. M Petersen, citeret her efter Àrnason 13) Det institutionelle niveau Selvom den førnævnte relativt idealistiske form for sprogskandinavisme ikke nåede at slå igennem mere alment i samfundet og forblev i akademiske kredse (Wiggen 136), har den alligevel været medvirkende til at vedligeholde interessen for bl.a. sprogfællesskabet og har dannet grobunden og forudsætningen for den mere organiserede form for fællesskandinavisk arbejde som har vist sig efter 2. verdenskrig. I årene efter krigen er en række officielle fællesnordiske institutioner og samarbejdstiltag blevet oprettet og gennemført. Dette organiserede samarbejde mellem de nordiske regeringer har blandt meget andet resulteret i en række aftaler på sprogområdet, der har haft til formål at fremme og fremtidssikre den gensidige sprogforståelse i Norden (Nordisk samarbejde u.å.). Dette gælder bl.a. Helsingforsaftalen fra 1962, der var en samarbejdsoverenskomst mellem de nordiske lande der løbende har fastlagt rammerne for de to vigtige fællesnordiske samarbejdsorganer, Nordisk råd og Nordisk ministerråd. Aftalen indeholdt blandt meget andet en række aftaler på sprogområdet og fremhævede bl.a. at: I alle de nordiske lande skal undervisningen og uddannelsen i skolerne i passende omfang omfatte undervisningen i de øvrige nordiske landes, herunder Færøerne, Grønlands og Ålands sprog, kultur og almindelige samfundsforhold (Nordisk samarbejde u.å) Øvrige tiltag på sprogområdet er bl.a. blevet gennemført og koordineret af de nordiske regeringers samarbejdsorgan, det førnævnte Nordisk ministerråd, der blev formet i 1971 og varetager forskellige områder relateret til det nordiske samarbejde, herunder sprogsamarbejdet. Nordisk ministerråd er derfor bag Deklaration om nordisk sprogpolitik fra 2006, der ønskede 21

26 at styrke den obligatoriske nabosprogsundervisning i skolen, at gøre de samfundsbærende sprog i Norden synlige i det offentlige rum og at øge tilgængeligheden til bøger på Nordens samfundsbærende sprog (jf. Deklaration om Nordisk Sprogpolitik ) Det uformelle/almene niveau For at det politiske og kulturelle arbejde der initieres af de nordiske regeringer skal have gennemslagskraft i samfundene, for at skandinavismen trives og for at interskandinavisk sprogforståelse skal kunne lykkes i det hele taget, kræver det en indsats fra de mere almene og uformelle niveauer i samfundet. Disse uformelle niveauer gælder både medierne og fællesnordiske organisationer som Foreningen Norden, der begge faciliteter og muliggør en pragmatisk form for skandinavisme. Både det skandinaviske og det nordiske sprogfællesskab støttes, styrkes og vedligeholdes dermed af en række organisationer, foreninger og strømninger på forskellige niveauer i samfundet, og samtlige af disse fænomener baserer sig på en idé om en nordisk samhørighed og et fællesnordisk værdisæt. Grundidéen er at det fællesskandinaviske sprogfællesskab er værd at bevare, da det åbner op for verdenen omkring os og samtidig beriger os ved at lære os om de kulturer der er os nærmest. Foruden dette får man i det skandinaviske sprogfælleskab mulighed for at blive på sin sproglige hjemmebane, i modersmålet, hvor langt de fleste har mulighed for at udtrykke sig mere nuanceret, kreativt og præcist, samtidig med at man bliver bekendt med et nyt sprog, uden de mange timers anstrengelser som et fremmedsprog normalt kræver. Årsagerne til hvorfor interessen for det interskandinaviske sprogfællesskab til stadighed eksisterer er derfor mange, og det er derfor at der med en vis ærgrelse er grund til at bemærke at den interskandinaviske sprogforståelse i Danmark er faldende. Måske må det derfor konstateres at selvom de ideologiske og institutionelle drivkræfter endnu er aktive og fremtrædende i de skandinaviske samfund, kan de forekomme kunstige og ineffektive uden en stærk opbakning på det uformelle og almene niveau. For netop på det almene niveau svigter interessen for det interskandinaviske sprogfællesskab og mange, især unge, skandinaver føler ikke den samme samhørighed med deres nabolande som tidligere generationer. Men er der så overhovedet noget der kan forandre denne udvikling og agere som en almen drivkraft for opretholdelsen og forbedringen af den interskandinaviske sprogforståelse, særligt blandt unge danske sprogbrugere? Et overraskende bud på et svar på dette spørgsmål så dagens lys i sommeren 2016, for pludselig var en norsk ungdomsserie på alles læber. Serien opnåede i løbet af ganske få måneder nærmest kultstatus i Danmark og i det følgende år affødte den en række reaktioner hos mange 22