Kommentarer til Afrapportering fra Finansieringsudvalget

Transkript

1 0 Kommentarer til Afrapportering fra Finansieringsudvalget Notatet foretager en vurdering af Finansieringsudvalgets rapport om udligningssystemet, februar 2018 set i lyset af en rimelig udligning, som tidligere beskrevet af RimeligUdligning.Nu Favrskov kommune Hedensted kommune Odder kommune Silkeborg kommune Skanderborg kommune Syddjurs kommune

2 1 Der var markant behov for justering af udligningen før Finansieringsudvalgets rapport Den nuværende udligning fordeler 6,7 mia. udligningskroner til de forkerte kommuner, når udligningen sammenlignes med en rimelig udligning, korrigeret for følgende fire skævheder. Der tages ikke fuldt hensyn til forskelle i borgernes aldersfordeling. Der er borgere med sociale problemer, der ikke tæller med i udligningen. Hvis en kommune har haft råd til at bruge mange penge, ser det ud som om, den har et stort behov. Det giver en kunstig høj udligning. Udgifter til udlændinge udlignes tredobbelt. Kort 1 viser behovet for justering af udligningsordningen før Finansieringsudvalgets forslag. Kort 1

3 2 Kortet viser, at udligningen primært beregnes alt for højt for København og nærmest liggende kommuner, Odense og Århus. Favorisering af byerne skyldes utilstrækkelig indregning af de aldersbetingede forskelle, meget byorienterede sociale kriterier, herunder at bykommuners høje serviceudgifter er blevet fortolket som høje udgiftsbehov, selv om det skyldes bedre finansieringsvilkår. Enkelte udkantskommuner kan umiddelbart også se ud til at være overkompenseret, men det skyldes især nogle enkelte kommuners meget store og tilfældige tilskud via kriteriet for befolkningsnedgang. På de følgende sider vurderes betydningen af Finansieringsudvalgets rapport i forhold til at opnå en rimelig udligning, jf. ovennævnte kritikpunkter.

4 3 Stadig stort behov for justering efter rettelse af de to åbenlyse fejl i systemet Finansieringsudvalget foreslår, at to konkrete fejl i nuværende udligningsordninger rettes. Rettelse af data om indvandreres erhvervsuddannelse Rettelse af enhedsbeløb i den særlige udlændingeudligning. Disse rettelser løser kun en meget lille del af problemet og kun for nogle kommuner. Følgende Kort 2 viser behovet for yderligere justeringer af udligningen efter rettelse af de to oplagte fejl. Kort 3 viser konsekvenserne af de to rettelser.7 Kort 2

5 4 Kort 3 Teknisk begrundelse: Rettelse af de to fejl vedr. registrering af indvandreres erhvervsuddannelse og fejlen vedr. den særlige udlændingeudligning fremgår af Finansieringsudvalgets model 1. Disse ændringer bør betragtes som isolerede rettelser, jf. også Finansieringsudvalgets egne vurderinger af de byrdefordelingsmæssige konsekvenser af modellerne (f.eks. side 215 og side 219) Rettelsen af disse konkrete fejl forbedrer blandt andet situationen for en række sydsjællandske kommuner, men efterlader store behov for yderligere justeringer i forhold til mange andre kommuner.

6 5 Behov for justeringer ud over Finansieringsudvalgets model 3 Ud over rettelse af de to fejl består Finansieringsudvalgets opgave i at neutralisere de utilsigtede virkninger af Refusionsomlægningen Aftale om boligbeskatning Hertil kommer indarbejdning af beskæftigelsestilskuddet i den generelle udligning Men Finansieringsudvalgets forslag giver ikke en neutralisering, jf. beregninger og artikel i NB- Økonomi (bilag). Finansieringsudvalget har herudover fremlagt forslag til yderligere ændringer. Sådanne ændringer bør være velbegrundede, hvis de skal påvirke neutraliteten. De foreslåede ændringer fører imidlertid ikke til en rimelig udligning. Der er derfor behov for yderligere ændringer for at opnå en rimelig udligning, som er afbalanceret i forhold til kommunernes faktiske udgifter. Kort 4 viser det yderligere behov for justering af udligningen i forhold til Finansieringsudvalgets model 3.

7 6 Kort 4 Forslag til yderligere konkrete ændringer Kommunernes aldersfordeling Finansieringsudvalget har ikke håndteret problemet med, at de udgiftsmæssige konsekvenser af aldersfordelingen ikke er indregnet fuldt ud i udligningsberegningerne. Konsekvensen er, at København, Frederiksberg, Odense, Århus og Ålborg favoriseres med omkring 2 mia. kr. i forhold til, at kunne afholde gennemsnitlige udgifter. Den skævhed bør rettes, inden de fleste kommuner får flere og flere ældre, medens Københavns Kommune får stadig flere unge f.eks. studerende. Problemet bliver sværere at løse, jo længere vi venter. Følgende Kort 5 viser følgerne af at indregne aldersfordelingen fuldt ud i udligningsberegningerne, dvs. med de faktiske gennemsnitlige beløb pr. indbygger i alle aldersgrupper. Den sociale udligning er ikke ændret herved.

8 7 Kort 5 Teknisk begrundelse: Det skyldes dæmpningen af det aldersbestemte behov til 67 pct. af de gennemsnitlige udgifter i alle aldersgrupper. Kommuner med mange skole børn eller mange ældre får herved kun beregnet aldersbestemt udligning af 67 % af deres merudgifter, som følge af aldersfordelingen og kan derfor aldrig afholde gennemsnitlige udgifter i alle aldersgrupper. Dette forhold er ikke adresseret i Finansieringsudvalgets rapport. Indregning af de fulde landsgennemsnitlige udgifter pr. indbygger i alle aldersgrupper kan udmærket lade sig gøre uden at det går ud over den sociale del af udligningen. Man skal blot beregne det sociale udgiftsbehov som et tillæg/fradrag til udgiftsbehovet, men med samme variation som i dag.

9 8 Problemstillingens omfang er belyst af beregninger foretaget a RimeligUdligning.nu. De viser, at de 5 store bykommuner i 2018 modtager 2,2 mia. kr. ekstra i forhold til hvis udligningen beregnedes ud fra de gennemsnitlige udgifter. Og det ville jo være forudsætningen for, at de skulle kunne afholde gennemsnitlige udgifter (ved 100 % udligning) Årlige vægtforskydning mod det sociale udgiftsbehov standses Den årlige vægtforskydning mod det sociale udgiftsbehov fastlåses på 2019 niveau. Men stigningen i vægten på det sociale behov har tilgodeset København og andre centralt beliggende hovedstadskommuner med højere udligning, selv om deres udgiftsvækst til førtidspension har været lavere end i resten af landet. De har modtaget kompensation for stigende udgifter, som de ikke har haft. Derfor bør vægten af det sociale udgiftsbehov rulles tilbage til 2007-niveau. Hvor dette går ud over enkelte kommuner med stor vækst i førtidspensionsudgifter, bør dette opfanges af de sociale udgiftsbehov. Følgende Kort 6 viser resultatet af at føre vægten tilbage til 2007-niveau, dvs. 30 % af det samlede behov.

10 9 Kort 6 Teknisk begrundelse: Finansieringsudvalget foreslår, at man standser den årlige vægtforskydning på 0,25 procentpoint fra det aldersbestemte behov mod det sociale behov, hvilket gør at skævheden efter 2019 ikke øges yderligere fra år til år. Begrundelsen for vægtforskydningen er, stigning i de kommunale udgifter til førtidspension som følge af en refusionsomlægningen for over 15 år side. Stigningen i udgifterne til førtidspension er nu ophørt. Derfor foreslår Finansieringsudvalget, at stigningen i vægten af det sociale udgiftsbehov standses. Men stigningen i vægten af det sociale udgiftsbehov har aldrig været velbegrundet. RimeligUdligning.Nu har beregnet, hvordan væksten har været i førtidspensionsudgifter i de forskellige kommuner sammenholdt med den byrdefordelingsmæssige konsekvenser af stigningen i vægten af det sociale udgiftsbehov.

11 10 Beregningerne viser, at udgifterne er vokset meget langsommere i København og andre omkring liggende kommuner end på landsplan, men de har mere i udligning som følge af den stigende vægt på det sociale udgiftsbehov. Københavns Kommune modtog eksempelvis 267 mio. kr. mere i udligning i forhold til andre kommuner i 2018 som følge af vægtforskydningen siden 2007, selv om kommunens udgifter til førtidspension var faldet 1,6 mio. kr. frem til 2016 sammenlignet med udviklingen i landet som helhed. Det vil derfor være velbegrundet at rulle vægten af det sociale udgiftsbehov tilbage til 2007 niveau, således at København og nærmest liggende kommuner ikke fortsat modtager flere hundrede mio. kr. ekstra for stigende førtidspensionsudgifter, som de ikke har. Hvor enkelte udkantskommuner rammes herved, bør disse kompenseres via de sociale kriterier. Kriteriet Personer med lav indkomst Lavindkomst kriteriet bør modificeres, så det ikke ubegrundet fejlfordeler mange mio. kr. årligt til fordel for Københavns Kommune. Samtidig giver kriteriet et uheldigt incitament for at fastholde personer på kontanthjælp. Borgere bør ikke være på langvarig kontanthjælp. Enten må de i almindelig beskæftigelse, eller hvis det ikke er muligt, så i fleksjob eller på førtidspension. Se artikler fra NB Økonomi (bilag) Hæves grænsen for lav indkomst, så kriteriet ikke alene omfatter kontanthjælpsmodtagere, men også nogle af de personer, der er på fleksjob, ressourceforløb og førtidspension, ændres udligningen. I Kort 7 indikeres eksempelvis konsekvenserne ved at hæver grænsen, så førtidspensionister omfattes. 1

12 11 Kort 7 Teknisk begrundelse: Finansieringsudvalget har haft fokus på kriterier, som er velegnede til at forklare forskellen mellem kommunernes udgifter til indkomstoverførsler, herunder beskæftigelsesudgifter. Tilsyneladende har Finansieringsudvalget ikke undersøgt berettigelsen i den kritik, som er rejst fra RimeligUdligning.Nu og som går på, om København er særligt favoriseret af kriteriet personer med lav indkomst, eftersom København efter disse kommuners beregninger modtager over halvdelen af de 924 mio. kr., som dette kriterie omfordeler mellem landets kommuner via landsudligningen. Og det må være overkompensation, fordi det udgør en langt højere andel af udgiftsbehovet fra dette kriterie, end kommunens andel af udgifterne til beskæftigelse af ikke forsikrede ledige og til udsatte børn og unge. Det er de to udgiftsområder, som er begrundelsen for kriteriet. Nedenstående figur viser med røde dots Københavns Kommune (bidrager ca kr. pr. indbygger til udgiftsbehovet) og Frederiksberg Kommune (bidrager ca. 500 kr. pr. indbygger til udgiftsbehovet).

13 12 Når to så store kommuner afviger så meget fra tendensen blandt de øvrige kommuner, påvirker det alvorligt udligningen for alle landets kommuner. Det viser sig da også, at Københavns Kommune i 2018 i kraft af den afvigende placering kombineret med kommunens størrelse modtager 491 mio. kr. ud af den samlede omfordeling fra dette kriterie på 924 mio. kr. For Frederiksberg Kommuner er beløbet væsentlig mindre, nemlig 10 mio.kr. Bidrag til kommunernes beregnede udgiftsbehov fra kriteriet personer med lav indkomst sammenlignet med kommunernes udgifter til beskæftigelse og udsatte børn og unge En mulig justering kunne eventuelt bestå i, at hæve grænsen for lav indkomst, således at også personer på andre offentlige ydelser end kontakthjælp blev omfattet. Det uheldige incitament for at fastholde personer på kontanthjælp består i, at mange kommuner mister ca kr. pr. kontanthjælpsmodtager i udligning som følge af lavindkomst kriteriet, hvis personen bliver visiteret til fleksjob eller førtidspension.

14 13 Beløbet er mindre pr. kontanthjælpsmodtager i København, men til gengæld har kommunen mange gående på kontanthjælp over mange år. Kriteriet Indvandrere og efterkommere Indvandrer kriteriet bør udgå af den generelle udligningsordning. Det kan ikke reelt begrundes i merudgifter i kommuner med mange indvandrere og efterkommere. De højere udgifter til folkeskoler i kommuner med mange indvandrere skyldes tosprogsundervisning, og disse udgifter er allerede er dækket via den særlige udlændingeudligning, også selv om denne ordning halveres. Derfor er det urimeligt, at øge vægten på kriteriet, som foreslået af Finansieringsudvalget. Hvis indvandrer-kriteriet ikke omfordelte udligning, ændres udligningen som vist på Kort 8.

15 14 Kort 8 Teknisk begrundelse: Kriteriet er ubegrundet i forhold til udgifterne, fordi der ikke som forudsat bag udligningsberegningen er merudgifter til folkeskoler, når udgifter svarende til den særlige udlændingeudligning pr årige er trukket ud af regnskabstallene. Og hermed lever kriteriet slet ikke op til Finansieringsudvalgets normale krav til de statistiske forklaringer bag kriterierne. Også andre undersøgelser 2 viser, at indvandrere ikke nødvendigvis er mere socialt belastende end andre personer med tilsvarende social status. Derfor bør udgiftsbehovet være dækket af de øvrige sociale kriterier. 2 F.eks. Vismandsrapporten oktober 2017, hvor de to markante indikatorer for antallet af borgere på langvarig offentlig forsørgelse udpeges, og det er uddannelse, og alder. Derimod spiller herkomst ikke en selvstændig rolle.

16 15 Kriteriet for befolkningstilbagegang Det er meget hensigtsmæssigt, at den voldsomme stigning i enhedsbeløbene ved befolkningstilbagegang bremses. Men det løser ikke problemet med, at kommunerne er behandlet meget forskelligt i forhold til at få dækket deres reelle udgiftsbehov afhængigt af, om de har nedgang i folketallet eller ej. Det er kommunerne med landdistrikter og uden beregnet nedgang i folketallet, som dårligst får dækket deres reelle udgiftsbehov. Derfor bør kriteriet erstattes af kriterier, som opfanger de reelle udgiftsbehov i alle kommuner med landdistrikter Udligningseffekten i 2018 af kriteriet beregnet nedgang i folketallet vises på Kort 9. Kriteriet bør erstattes af andre bredere dækkende kriterier.

17 16 Kort 9 Kriteriet har en voldsom udlignende effekt, som ikke i alle tilfælde er relevant i forhold til kommunernes faktiske udgifter. Kriteriet tilgodeser et begrænset antal kommuner. I visse tilfælde er der tale om overkompensation i forhold til kommunernes sociale udgifter. Teknisk begrundelse: Det forekommer meget hensigtsmæssigt, at den voldsomme stigning i enhedsbeløbet pr. befolkningstilbagegang bremses ved fastfrysning af enhedsbeløbet på værdien kr. pr. befolkningsnedgang. Men det er et meget højt beløb set i forhold til foregående år, jf. følgende udvikling: Hvis kriteriet skal kompensere tilbagegangskommuner for store sociale udfordringer, løser beløbene i periodens første del denne opgave nogenlunde rimeligt.

18 17 Ud fra den vinkel er problemet, at andre kommuner i landdistrikterne uden nedgang i folketallet men med tilsvarende sociale udfordringer ikke har fået deres reelle udgiftsbehov dækket. Set i forhold til vanskeligheden ved tilpasning af institutioner m.v. til faldende folketal, er beløbene alt for store. Derfor bør kriteriet i hvert fald i vidt omfang erstattes af andre kriterier, som bedre opfanger de reelle udgiftsbehov i alle kommuner med landdistrikter, og ikke kun i kommuner med befolkningsnedgang. Når enhedsbeløbet fastfryses til kr. fremstår det, som en fastlåsning af denne ulige håndtering af kommunerne i udligningssystemet, således at det fortsat beregner de sociale udgiftsbehov meget ulige på tværs af landet. Kriteriet giver herudover anledning til uheldige incitamenter, idet vækst koster udligning. Hvis en familie med 2 børn flytter til en kommune med befolkningsnedgang og enhedsbeløbet er fastlåst til kr., vil kommunen miste 2 mio. kr. i udligning over de kommende 5 år. At flytte kriteriet til det demografiske udgiftsbehov eller til det strukturelle udgiftsbehov forekommer velbegrundet, men man bør gøre sig klart, hvilke udgifter det er, at kriteriet skal kompensere kommunerne i forhold til.