Kunstnerprojekt på Lindevang Evaluering

Transkript

1 Kunstnerprojekt på Lindevang Evaluering 1

2 Indledning Dette dokument foreligger som evaluering på Kunstnerprojekt på det psykiatriske botilbud Lindevang, Helsingør Kommune. Projektet blev gennemført i perioden marts 2013 juni Mål for projektet Målet er at skabe en beboer udsmykket lounge, som en del af beboernes dagligstue og værested. Et sted de selv har haft indflydelse på at udforme og skabe. Målet med projektet er ikke at skabe stor kunst, men at beboerne selv tager ansvar for deres lounge. Det betyder, at beboernes deltagelse og involvering i processen er essentiel. Formål med projektet Det pædagogiske grundlag på Lindevang er baseret på 3 kerneområder: Recovery Brugerinddragelse Det gode liv på beboernes præmisser Formålet med maleriprojektet baserer sig på dette grundlag. Formålet er: At beboerne er med til at tage ansvar for udsmykning og indretning af loungens vægge At maleriets processer er med til at understøtte og udvikle positiv identitet At beboerne er medinddraget i processen og dens tilrettelæggelse At der i malerier og proces sættes fokus på processer, hvor beboerne oplever empowerment og personlig styrke. Projektets rammer Projektet blev gennemført som et samarbejde mellem forstander, medarbejdere fra Lindevang og Jacob Yttesen, Jacob Yttesen Consulting med varetagelse af ansvar for den kunstneriske og kreative proces. For Lindevang var Carsten Houmark, pædagog, fast tilknyttet projektet og malerdagene i atelieret. Herudover deltag Forstander Inge Fjordside så meget kalenderen tillod, ligesom andre medarbejdere deltog ofte sammen med de beboere, de fungerer som bostøtte for. Projektets proces I projektet deltog 18 beboere løbende hen over projektperioden på 4 måneder i udformning af egne og fælles malerier. Alle beboere var med i deres eget bud på maleriet og med afsæt i egen formåen og ressourcer. Der blev produceret 70 individuelle malerier og 4 store fælles malerier, som i dag udsmykker loungen på Lindevang og fællesområderne. Projektet blev igangsat med et orienteringsmøde for de interesserede beboere. Her præsentere beboerne sig og fortalte om deres erfaringer med at male og, hvorfor de havde lyst til at deltage i projektet, samt hvad de gerne ville male eller arbejde med i projektet. 1 Billede på forsiden forestiller Hanne, der er i færd med at arbejde på et af de store fælles malerier. 2

3 Projektlederen præsenterede sig selv og fortalte om sine erfaringer med at male. Ligesom rammer for arbejdet i atelieret blev klarlagt (projektets værdier); Vi er alle kunstnere. Alle kan male, der findes ikke noget rigtig og forkert. Og, at det var muligt at arbejde og male det den enkelte har lyst til. Et af Lindevangs mødelokaler blev inddraget og omdannet til atelier. Gulvet blev afdækket, og væggene ligeså bedst muligt, dog med forventning om maling af vægge efter projektets afslutning. Det centrale i at etablere et atelier for hele perioden var, dels at der ikke skulle bruges tid hver gang på at etablere rammerne og dels at skabe atmosfæren af et rigtigt atelier med maling på gulvet, lugten af akryl, maling, lærred, og det visuelle i at være i en kunstnerisk proces. Og, sidst men ikke mindst at bevare energien og trygheden i rummet hele perioden. Der blev arbejdet med materialer af god kvalitet og skabt en reel oplevelse af et arbejdende kunstnerfællesskab. Uden begrænsning i lysten til at udfolde kreative evner på egne præmisser. Derfor blev der af nogle arbejdet med ler og gipsafstøbninger som supplement til maleriet. Og, der blev malet alt fra figurative, narrative til spontane og abstrakte malerier. Som en del af processen og fællesskabet døbte beboerne deres kunstnergruppe for Klatmalerne, og der blev udarbejdet et signatur skilt, som blev hængt op uden for atelieret. I de første 2 måneder blev der arbejdet med individuelle malerier for at skabe en tryghed i egen proces og eget udtryk. Herefter blev der de resterende 2 måneder tilrettelagt delprocesser, hvor beboerne sammen malede 3 fælles malerier og samtidigt fortsatte arbejdet med egne malerier. Deltagerne Beboernes psykiske sygdom eller diagnoser var aldrig et tema for projektet ud fra grundpræmissen om, at alle er lige og har lige muligheder. I løbet af projektet fortalte flere af beboerne selv om deres udfordringer som en del af den tillidsfulde relationelle dialog og snak i atelieret i en åben og tillidsfuld atmosfære. Egentilstanden for mennesker med de psykiske diagnoser som beboerne på Lindevang har går i sin natur både op og ned, og det mentale sygdomsbillede er svingende fra god til dårlig. Det betød blandt andet, at deltagelsen på maledagene kunne svinge alt efter, hvordan beboerne havde det på de planlagte dage. Det gennemsnitlige antal brugere fra gang til gang var deltagere. Omtale I forhold til kommunikation og PR blev de lokale aviser i Nordsjælland kontaktet og det gav sig udslag i en forside overskrift i Helsingør Dagblad Når man maler holder man fri fra sig selv og en dobbeltsidet artikel inde i avisen. Herudover var der pressedækning, artikler i Nordsjællands Amts og Helsingør Dagblad i forbindelse med ferniseringen. Foruden den skrivende presse blev projektet dækket med et indslag på TV2 Lorry, hvor der blev bragt interviews med beboere om projektet den 26. juni

4 Fernisering Projektet blev afsluttet den 1. juli 2013 med en stor og flot fernisering (ca. 100 deltagere), hvor alle Klatmalernes individuelle og fælles malerier var udstillet i Loungen på Lindevang. Ferniseringen var velbesøgt af Socialforvaltningen øverste ledelse Direktion og Borgmester, familie, venner, den lokale kunstforening, Helsingør Dagblad, Helsingør Bibliotek, værksteder for sindslindende i Helsingør. Ferniseringen blev åbnet af Helsingørs borgmester Johannes Hect-Nielsen. Og, der blev, som det bør sig til en fernisering, serveret petitfour og champagne. Projektets evaluering Interview med Forstander Inge Fjordside, Botilbud Lindevang. Citater er markeret med Forventninger inden projektet Forventningen inden projektet var at skabe en sjov og involverende proces. Det er vigtigt, at have humoren med sig i hverdagen i et tungt speciale. Og, gennem malerier bringe leg og lethed ind i hverdagen frem for fokus altid er på egen sygdom. Brugerinddragelse Brugerinddragelse, i den forstand, at det var ønsket, at beboerne skulle have retten til at udsmykke deres eget hjem, præcis som jeg (Læs: Inge Fjordside) har retten til at udsmykke min egen dagligstue. Brugerinddragelse er et mangfoldigt begreb og i dette regi var maleprocessen den yderste form i brugerinddragelsen. Nemlig, at væggene i fællesområderne blev udsmykket af beboerne selv og, at de på den måde havde retten til at skabe deres eget hjem med kreationer, de selv havde skabt. Endvidere var det centralt med brugerinddragelsen, at sætte fokus på beboernes ressourcer. I stedet for at institutionen og beboeren koncentrerer opmærksomheden om dét, den enkelte ikke kan og skal have støtte til, så koncentrerede denne proces sig om det den enkelte netop kan at male med afsæt i sig selv og sit eget udtryk. Og, hvis processen kunne give beboerne den værdi, at de kunne skrive noget andet end psykisk syg på deres CV, så ville vi være kommet langt med processen. Et andet centralt element i brugerinddragelsen var, at der ikke var en færdig opskrift på, hvad beboerne skulle og ikke skulle. Beboerne fik lov til at definere rammer for det muliges kunst i atelieret. Her var det frit. Der var ingen ramme for dét du skal lave. De ønsker, der var, blev imødekommet. Beboerne blev taget seriøst som det de var, nemlig udøvende kunsterne. Udbytte for beboerne Nogle beboere har kun en livshistorie, der er kendetegnet ved institution, psykisk syg. De er i egen og samfundets opfattelse mislykkedes med mange ting som menneske fx skolegang, arbejde, familie mv. Nogle enkelte har en livsfortælling inden de blev syge med kone, mand og børn eller en uddannelse. Med projektet var ambitionen at give beboerne mulighed for at fylde en positiv oplevelse og historie på deres personlige fortælling. Så hvis vi går ind i et fælles rum, som mange af dem er gode til at male, fordi de mærker efter og kan udtrykke sig gennem deres billeder, så må det give en historie om at kunne 4

5 noget fremfor at have fokus på alt det man ikke kan. Noget af det, der er blevet tydeligt er, at det er en gave for nogle til at stå og male. Fx citatet fra avisen, når jeg maler holder jeg fri fra mig selv fortæller ganske godt den oplevelse, der var i projektet. Noget af det beboerne fik, var en reel pause. En pause fra stemmer og andre af de lidelser mange af dem har. Så blev der skabt et fællesskab. Når man har med meget udsatte grupper at gøre er det at skabe relationer indbyrdes rigtig svært. Ved, at de havde et fælles 3. (maleriet) blev der skabt fællesskab omkring malerierne. Der blev skabt nogle relationer og venskaber, der ikke var tydelige før. Og, beboerne fik brugt ressourcer som ellers ikke havde været tydelige for dem, som i nu hjælper jeg dig, nu anerkender jeg dig eller hvis du lige gør sådan og sådan. Og, på den måde bidrog de til hinandens proces i atelieret. Vi så nogle ting som vi ikke altid ser i hverdagen. Vi skabte et frirum og det var rigtig vigtigt. I forhold til selve udbyttet for den enkelte beboer ved ikke jeg ikke, om jeg kan måle det direkte på deres adfærd, men vi har noget fælles vi kan tale om. Vi kan gå ud og kigge på malerierne. Og de kan se, det har jeg lavet eller jeg har malet lige det der på de store fælles malerier. For psykisk syge er tingene meget her og nu, men i løbet af processen er der flere, der har fået rykket ved personlige forhold som selvtillid eller turde at prøve lidt mere end tidligere. Og, så har deres fortælling om sig selv fået et nyt positivt lag. Deres fortælling om sig selv som kunstnere. Atelieret rummets energi Det blev et magisk rum mellem os som ansatte og beboerne. Der blev udvisket nogle grænser. Det, at jeg (Inge Fjordside) gik ind i malearbejdet og var inkompetent gav beboerne en oplevelse af de var de kompetente. Der var pludselig ikke et krav om at skulle leve op til noget de normale kunne. Mit (Inge Fjordside) råd er, at de ansatte der skal være med i et sådan projekt ikke skal kunne male, men de skal skabe rammerne omkring processen for maleriet. Altså skabe rare rammer, skabe den lette tone, skabe humoren. Det blev også et rum, hvor der kunne tages alvorlige emner op, som fx trang til misbrug og stoffer, hvor beboerne støttede hinanden. Vi (medarbejderne) så mere af det end vi gør i hverdagen, og i nogle relationer, der ikke nødvendigvis er der til dagligt. Det, at beboerne var i et atelier frem for i et terapirum, hvor samtalerne om de svære ting ofte foregår, gjorde, at det var lettere at tale om tingene. Der var ikke noget forventningspres, og det var ikke terapeutisk. Her kunne alle hjælpe alle og alle kan have brug for hjælp. Beboerne fandt sammen i relationer som de normalt ikke ville gøre. Der var ikke voldelige verbale, aggressive eller fysiske udbrud, til trods for nogle af de, der malede godt kan have udadreagerende adfærd. Det, at vi har noget at være optaget af, det reducerede konfliktpotentialet. Gode råd til andre, der vil arbejde med lignede projekter Gode råd til andre, der vil give sig i kast med lignede projekter er ifølge Forstander Inge Fjordside: 5

6 Vi troede på dét, vi ville dét, dvs. dedikationen til projektet blandt ledere, medarbejdere og beboere var til stede. Vi har brugt gode kvalitetsmaterialer. Og, vi etablerede et bestående atelier, det var der meget signal i. Jeg tror ikke beboerne regnede med, at det var så seriøst, da vi havde haft det første møde. Vi hyrede en kunstner og fik et skabt rum for, at der var en fast pædagog med i hele forløbet. Vi sikrede os, at legen og seriøsitet gik sammen hånd i hånd. Man må ikke lave sådan et projekt halvt, enten skal man gøre eller også skal man lade være. Det underbyggede vi hurtigt med at snakke om muligheden for at lave et indslag i TV2 Lorry. Vi skabte en rigtig fernisering. Det var et signal om alvoren i projektet og et signal om at gøre tingene rigtigt. Vi skabte et åbent rum (atelieret), hvor alle kunne komme i løbet af projektet, male eller bare være til stede og få en kop kaffe, en sodavand eller en øl. Hvad har du lært som leder for en socialpædagogisk institution? Jeg vil sige det er ikke ny læring, men jeg har fået set igen, hvor vigtigt det er, hvordan vi er i vores relationer til beboerne. Jo mere ligeværdige vi kan blive, jo bedre. De ved godt, vi er medarbejdere, men vi skal turde, at hvile i faget som personer og mennesker og herigennem skabe mere ligeværdighed og dermed bedre relationer. Jo flere frirum vi skaber, hvor vi leger, hvor vi er lige, hvor beboerne er mere kompetente, jo længere når vi, inden vi står i en konflikt eller magtsituation. De bliver mindre voldsomme og vi sætter ind på pluskontoen. Beboerne ved, hvad vi står for. Denne relation gør det lettere for beboerne selv, at sige, at de fx har stoftrang, og derved bliver det pædagogiske relationsarbejde mere tilgængeligt. Tak til ledere og medarbejdere på Lindevang. Og, en særlig stor tak til de fantastiske deltagende kunstnere. For mere information kontakt Jacob Yttesen på telefon