INDHOLDSFORTEGNELSE. 1. Indledning og erkendelsesinteresse Problemfelt Problemformulering...3

Transkript

1 INDHOLDSFORTEGNELSE 1. Indledning og erkendelsesinteresse Problemfelt Problemformulering Metodedesign Begrebsafklaring UAE som ramme Menneskene i UAE Permanent impermanence kafalasystemet Introduktion til Syed Ali Anvendelse af Ali Anvendelse af Bhikhu Parekhs multikulturalismebegreb samt Axel Honneths tre anerkendelsessfærer Videnskabsteori Hermaneutik Kulturrelativisme Introduktion til Honneth og hans videnskabsteoretiske placering Indledende teori Kulturforståelse Parekhs kulturforståelse Det beskrivende kulturbegreb (Iben Jensen) Det komplekse kulturbegreb (Iben Jensen) Multikulturalismebegrebet Det multikulturelle samfunds store udfordring Forholdet mellem statsborgere og det politiske fællesskab Axel Honneths tre anerkendelsesbegreber Privatssfæren...21

2 Den retslige sfære Den solidariske sfære Kombination af Parekh og Honneth Indledning til diskussion Social opdeling Multikulturalismen i kontekst UAE i multikulturalismens termer Kulturel diversitet i UAE Refleksion over anvendte arbejdsredskaber Reflektion over multikulturalisme Reflektion over anerkendelsesteorien Diskussion Homogenitet som begrænsende Emiratiernes holdning til arbejde Det homogene samfunds bagside Diskrimination og stabilitet Ytringsfrihed og censur Arbejdere Anerkendelse eller frygt? Den demokratiske tanke Staten som forbillede Emiratierne isolerer sig Sammenfatning af diskussionens hovedpointer Perspektivering Refleksion over arbejdsproces...55 Litteraturliste...57

3 1. INDLEDNING OG ERKENDELSESINTERESSE Nærværende projekt er inspireret af mit eget arbejdsophold som stewardesse med base i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater (UAE), og de erfaringer jeg gjorde mig i landet gennem 13 måneder. Projektet udspringer af en undren over, hvad der sker med et land som UAE når det i løbet af et halvt århundrede bevæger sig fra ringe kår til at være et af de rigeste og, på nogle punkter, hurtigst udviklende lande i verden. Jeg oplevede under mit ophold på den ene side en enorm stolthed hos emiratierne (det oprindelige folk i UAE) og en materiel overflod i form af luksus. Den anden side jeg med tiden blev bekendt med, er den ekstreme diskrimination af specifikke etniske grupper og forskellige forhold inden for UAEs grænser der er i strid med menneskerettighederne. Eftersom landet siden selvstændigheden i 1971 (Ali, 2010:4) har været og stadig er i så stor økonomisk vækst, og hvad der dertil er fulgt, har der været en enorm efterspørgsel på `low-skilled` arbejdskraft til at udføre alt det hårde arbejde såsom konstruktion. Denne arbejdskraft er blevet importeret, primært fra Asien (Ali, 2010:8), men også fra Afrika. Ordet importeret benytter jeg bevidst da det er min forforståelse at der generelt er en tendens til diskrimination mod immigranterne. Specielt går det, efter min erfaring, ud over inderne og pakistanerne. Der bliver åbenlyst bandet af dem i det offentlige rum, også for små ting såsom at krydse en trafikeret gade, hvilket alle gør da der ikke er fodgængerovergange som man f.eks. kender det fra Danmark. Udtrykket pakistani er, som jeg har erfaret det, nærmest blevet til et skældsord i UAE. For disse immigranter handler deres tilstedeværelse i UAE ofte om skaffe midler til et bedre liv for dem selv og deres familier i deres hjemlande. Immigranterne arbejder ofte under dårlige forhold, hvor demonstrationer og oprettelse af fagforeninger samtidig er i strid med lovgivningen i landet (Ali, 2010:83). Kommer immigranterne i strid med loven, dømmes de efter sharialovgivningen (dog skal det nævnes at hvert af de syv emirater har forskellige lovgivninger). Virkeligheden er ofte at immigranterne udnyttes af deres rekrutteringsbureau i hjemlandet og deres arbejdsgiver i UAE, hvorfor mange bliver dybt forgældede og ikke har råd til at rejse hjem til deres familier (Ali, 2010:86). Dette samt bl.a. arbejds- og leveforhold har resulteret i en høj selvmordsrate blandt fattige immigranter i landet (Ali, 2010:203). 1

4 Omkring 80% af landets befolkning er immigranter (her er også expatriates medregnet og tallet er fra 2008) (Utrikespolitiska Institutet 2010, Sverige). Dette giver nogle åbenlyse implikationer. For det første handler det om en enorm befolkningsgruppe, fordelt på forskellige etniciteter og faggrupper. For det andet er det min forforståelse at emiratiernes nationale identitet er truet af den multikulturelle virkelighed i landet. Opretholdelsen og udøvelsen af denne nationale identitet er et politisk mål der står beskrevet på UAEs kulturministeries hjemmeside (KULT). I deres normative definition af national identitet er der indlejret et menneskesyn, hvor andre mennesker skal behandles pænt. Dette menneskesyn oplevede jeg ikke udøvet i praksis bl.a. med henvisning til immigranternes forhold. Det er min forforståelse at det i UAE i stedet handler om penge, prestige, stolthed og show-off. I så fald er det ikke svært at regne den politisk juridiske tøven over for immigranterne ud. Dette ser jeg dog som et udtryk for et menneskesyn, hvor ikke alle mennesker er lige meget værd uanset etnicitet og faggruppe, hvilket kan opfattes som et problem i og med at UAE på mange områder er et veludviklet og moderne land som omverdenen har mange interesser i. Omverdenen lader dog i høj grad til at ignorere og fortie ovennævnte eksempler og andre kritiske forhold i UAE, hvad jeg har en forforståelse om er af politiske og økonomiske grunde. F.eks. rejsebranchen ignorerer at deres varer, der sælges til uoplyste eller ignorante turister, er med til at reproducere forholdene i UAE. Selv i den akademiske verden har jeg erfaret at der gåes stille med dørene da jeg har haft svært ved at finde akademiske afhandlinger, bøger, artikler og så videre med en kritisk tilgang til UAE. Det er forståeligt at der kan være dilemmaer i forskning på området eftersom der er en ekstrem overvågning i UAE og det i landet ikke er tilladt at ytre sig kritisk om regeringen og de royale. Jeg mener dog alligevel at det er en nødvendighed at ruske op i den almene opfattelse af Dubai (som ofte er det eneste folk kender til fra UAE) som et fantastisk sted, så der kan tages stilling og ansvar. Da dette projekt kun er en bachelor, er det ikke muligt at have fokus på og behandle alle disse interessante og vigtige emner. Dette projekt vil derfor være det første af en række projekter der vil belyse UAE fra et kritisk perspektiv. Altså vil det udgøre et grundlag for mine kommende projekter, hvor jeg bl.a. vil gå i dybden med ovenstående emner. 2

5 2. PROBLEMFELT Projektet er rodfæstet i UAEs senere historie fra selvstændigheden i 1971 og frem til i dag. Jeg erkender først og fremmest at UAE er et multikulturelt land. Dernæst at samfundet er en kompleks størrelse både i form af landets interne dynastiske karakter og i form af befolkningssammensætningen. Af samme grund, samt mangel på pålidelige, opdaterede og tilgængelige statistiske og historiske kilder om UAE, er det svært at skrive generelt om landet som en helhed, hvorfor jeg primært vil læne mig op ad Dubai. Dette vælger jeg dels fordi Dubai er det mest multikulturelle emirat og dels fordi at der i kraft af emiratets popularitet er flere tilgængelige kilder. En af de få tilgængelige akademiske kilder er Syed Ali, sociolog med primær interesse for migration, entnicitet og religion, ansat ved Long Island University i New york. Jeg læner mig primært op ad Alis bog Dubai: Gilded Cage (2010) når jeg henviser til forhold i UAE, specielt lovgivning eftersom lovgivningen kun er tilgængelig på engelsk mod betaling af et større beløb (UAEL). Da projektet, som tidligere nævnt, er grundlaget for en række af projekter, har jeg fravalgt at skabe data gennem interviews for at undgå at brænde mine broer for tidligt. Dette har jeg valgt da jeg vurderer den ekstreme overvågning i UAE som risikabel for muligheden for fremtidige interviews i UAE senere i processen. Da det i multikulturalismen handler om at tolerere, respektere og værdsætte kulturel diversitet, er anerkendelse inddirekte indlejret deri. Jeg inddrager derfor Axel Honneths tre anerkendelsessfærer som redskaber i nærværende projekt. Men fordi at Bhikhu Parekh giver nogle mere konkrete eksempler end Honneth, på hvordan anerkendelse kan komme til udtryk gennem de rammer som Parekh opsætter for en optimal udfoldelse af multikulturalismen, vælger jeg at kombinere de to tilgange. Gennem ovennævnte erkendelser vil jeg med udgangspunkt i Parekhs beskrivelse af multikulturalismen og nogle af de forslag der heri gives til håndtering af multikulturelle samfund, besvare min problemformulering i dialog med Honneths tre anerkendelsessfærer, dele af Alis analyse samt refleksion. 3

6 3. PROBLEMFORMULERING Hvordan udfordres UAE som multikulturelt samfund, set i multikulturalismens perspektiv? 4. METODEDESIGN Efter en kort begrebsafklaring, introduktion til UAE som ramme og en introduktion til Ali og min anvendelse af ham, beskrives anvendelsen af multikulturalisme og de tre anerkendelsessfærer i nærværende projekt. Efterfølgende forklares projektets videnskabsteoretiske udgangspunkt og mine forforståelser. Dernæst gennemgås den Indledende teori som omfatter kulturforståelse, multikulturalisme og de tre anerkendelsessfærer.med udgangspunkt i Dubai: Gilded Cage, mit begrebsapparat og mine forforståelser, vil jeg gennem en diskussion forsøge at udfordre mine forforståelser i processen mod en besvarelse af problemformuleringen. Før diskussionen finder jeg det nødvendigt at kortlægge den sociale opdeling i UAE, sætte multikulturalismen i kontekst og belyse UAEs kulturelle diversitet med multikulturalismens termer. Dette gøres i afsnittet Indledning til diskussion. Dette afsnit fungerer som en overgang mellem teori og diskussionen fordi jeg i afsnittet dels benytter teorien, Ali samt min egen refleksion til at fastlægge nogle udgangspunkter for diskussionen. Jeg har valgt at benævne det diskussion, da jeg undervejs inddrager flere af Parekhs udsagn som ikke indgår i teoriafsnittet, artikler og min egen refleksion. Dette vælger jeg for at påpege, eksemplificere og diskutere, hvordan og hvorfor UAE udfordres af multikulturalismen. Med en reflekteret forståelse af disse udfordringer gennem diskussion vil jeg have et grundlag for, i senere projekter, at undersøge de enkelte udfordringer, gennem mere dybdegående analyser end der forekommer i nærværende projekt Begrebsafklaring Jeg forstår immigranter som nogen der søger mulighed for fast bosættelse et andet sted end det land, hvor de oprindeligt er statsborgere og som nogen der primært kan vælge at flytte tilbage ad 4

7 fri vilje til det land, hvori de er statsborgere. Da det stort set ikke er muligt at blive statsborger og dermed inkluderet i det lokale samfund i UAE, medmindre man stammer fra en af landets oprindelige klaner, (Ali, 2010 Preface:3) så vælger jeg i resten af projektet at betegne de mennesker der flytter til UAE som gæstearbejdere. Dette vælger jeg fordi jeg mener at det betegner situationen bedre i og med at det kun er muligt at få ophold i UAE tre år ad gangen, og såfremt man bliver arbejdsløs skal man forlade landet. (Ali, 2010:3). Når jeg taler om alle de mennesker der bor i UAE som samfund, skelner jeg mellem statsborgere (emiratier) og borgere (alle mennesker der bor i UAE). Jeg vil i projektet skrive arbejdere når jeg henviser til de mennesker der i UAE udfører low-skilled arbejde, dette vil typisk være indere, indonesere, pakistanere, bangladeshere, afghanere, filippinere, nepalesere, etiopere, kinesere og sri lankanere m.fl. Når jeg taler om middelklassearbejde og højere stillinger bruger jeg ordet expatriates. Det dækker over gæstearbejdere fra vesten, andre arabiske lande, Japan, Singapore m.fl. Generelt henviser min brug af ordet expatriate til veluddannet arbejdskraft, hvorfor det selvfølgelig kan gælde alle nationaliteter. Min opremsning af forskellige nationaliteter er for at give et billede af, hvordan arbejdet typisk er fordelt i UAE og skal derfor ikke forstås firkantet, da jeg er klar over at der altid vil være undtagelser. Det samme gælder når jeg skriver om emiratierne i forskellige sammenhænge. Det skal derfor ikke forstås som generaliseringer af hvad en emirati er, men i stedet som illustration af tendenser. Det understreges hermed at projektet ikke er rodfæstet i det beskrivende kulturbegreb (som beskrives i teoriafsnittet) UAE som ramme Tidligere i historien kendtes det vi i dag kalder de Forenede Arabiske Emirater som Fredspagtsstaterne. Disse stater havde et traktatforhold til Storbritanien og var altså hverken protektorater, kolonier eller mandater under Storbritanien. Dette vanskeliggø en beskrivelse af UAEs nuværende politiske system, da de er en gruppe stater der hverken er diktaturer eller 5

8 monarkier, men blot har underlagt sig en struktur af indbyrdes forhold der tilnærmelsesvis minder om EU s. (MØI 21) UAE består i dag af syv emirater som henholdsvis er: Dubai, Sharjah, Umm al-qawain, Fujairah, Ajman, Ras al-khaimah og hovedstaden Abu Dhabi. Den officielle religion i landet er islam og det officielle sprog er arabisk. I efteråret 2004 overtog sheikh Khalifah bin Zayid al-nahyan rollen som UAEs præsident efter sin fars død. Det nye pust siden UAEs selvstændighed har styrket Abu Dhabis position i den føderale regering. Abu Dhabi besidder i dag 7 ud af 20 ministerposter i den føderale regering efter at sheik Zayid kort inden sin død overdragede tre ministerposter til nære familiemedlemmer. (MØI 23) Regenten har en rådgivende forsamling på 40 medlemmer som alle er emiratier, typisk familiemedlemmer, og nøje valgt fra de forskellige emirater. (Gardell, 2010:5) UAE kan altså fortås som en form for oligarki, med regenten i den afgørende rolle. Utroligt nok er der ingen der til dags dato kender det præcise befolkningstal for UAE. Der bliver af forskellige kilder gættet på alt mellem fem til ni millioner baseret på den seneste folketælling i Ifølge Verdensbanken var befolkningstallet på 4,6 millioner i 2009 og er i gennemsnit fra år 2000 til 2009 generelt steget 4,1 % per år. (WB, 2011:250). Dog er jeg usikker på, hvorvidt dette befolkningstal er korrekt da jeg ikke har kunnet finde det samme tal på samtlige af UAEs officielle hjemmesider Menneskene i UAE Ifølge Verdensbankens Migration and Remittances Factbook 2011 var UAE i 2010 på 14. pladsen over top immigrationslande i verden med 3,3 mio gæstearbejdere. (WB, 2011:1) Gæstearbejdere udgjorde i % af UAEs befolkning. Dette er den tredje højeste placering næst efter Qatar og Monaco (WB, 2011:2). Antallet af kvindelige gæstearbejdere lå på 27,4 %. (WB, 2011:250) Gæstearbejderne kommer primært fra Indien og i 2010 udgjorde inderne i UAE 2,2 mio af indbyggerne. Denne strømningstørrelse sætter UAE på 9. pladsen af immigrationsstrømninger mellem to lande. (WB, 2011:5) Hvis man undlader det tidigere Sovjetunionen indtager UAE 5. pladsen. (WB, 2011:6) 6

9 I den private sektor i Dubai er 99 % gæstearbejdere, og i den offentlige sektor udgør de 90 %. Før recessionen boede der omkring 2 millioner mennesker i Dubai hvoraf 90 % var gæstearbejdere, heraf 40 % indere. En af grundene til denne enorme mængde af gæstearbejdere er at expatriates hurtigt kan komme frem i deres karrierer i UAE. Trækplasteret for arbejderne er at de kan tjene nok til at sende penge hjem til familien i det land hvor de kommer fra. (Ali, 2010:7) Fælles for alle kan være interessen i at arbejde skattefrit. (Ali, 2010:30) Permanent impermanence kafalasystemet Selvom gæstearbejderne udgør over 90 procent af populationen i Dubai (over 80 % i hele UAE), reguleres deres sociale liv og arbejdsliv af kafalasystemet som er en sponsoraftale der giver udlændinge mulighed for et 3-årigt arbejdsophold i UAE. (Ali, 2010:3) For at bo og arbejde i UAE skal man altså have en sponsor der enten er den virksomhed gæstearbejderen er ansat hos, eller en emirati. (Ali, 2010:27) Gæstearbejderne er bevidste om at deres tid i UAE kan være en kort fornøjelse i den forstand at de ikke kan blive statsborgere. (Ali, 2010:10) Derimod kan enhver arbejdsgiver og regeringen til enhver tid annullere en gæstearbejders arbejdsvisum, hvorefter gæstearbejderen deporteres og ikke må vende tilbage før der minimum er gået seks måneder. Det samme gør sig gældende, hvis gæstearbejderen siger op eller skifter arbejde uden om kafalasystemet inden for det 3-årige ophold (Ali, 2010:11), da man kun må arbejde for én sponsor ad gangen. (Ali, 2010:27) Ali skriver at der i kafalasystemet for gæstearbejderne ligger en status af permanent impermanence. Dette udtryk dækker over den uvished der er ved at bo i UAE. Gæstearbejderne vil altid kun være midlertidige borgere der til enhver tid kan deporteres og udskiftes. (Ali, preface:3) Dette gør sig gældende selv når det er 2. generations expatriates, altså mennesker der er født og opvokset i UAE, men som ikke er statsborgere. (Ibid) 7

10 4.1.3 Introduktion til Syed Ali Ali tog i 2006 til Dubai for at udføre en etnografisk undersøgelse om 2. generations expatriates liv som arbejdende borgere, og netop ikke som statsborgere i UAE. (Ali, 2010 preface:5) Selvom de er født i UAE og deres forældre har arbejdet der hele livet og medvirket til fremgangen i landet, så er de stadig ikke statsborgere. Hvis faren er emirati er det muligt at blive statsborger ikke hvis det kun er moren. Dvs. at når en dreng, med en emiratisk mor og udenlandsk far, fylder 18 år må drengen enten forlade UAE, eller få et arbejde i landet på en 3-årig kontrakt ligesom forældrene. Kvinder kan bo i UAE hele livet gennem familiens eller mandens visum. (Ali, 2010:136) 2. generations expatriates har altså ikke hjemme i Dubai og har heller ikke nødvendigvis kulturelle og sociale bånd til det land hvis navn der står i deres pas. (Ali, 2010:137) Det er denne problematik Alis research var fokuseret omkring. Ali forklarer ophavet til problematikken med udtrykket market society som han beskriver er udsprunget af kafalasystemet. Ali argumenterer for at der i UAE stort set ikke eksisterer noget civilsamfund på grund af den konstante udskiftning af gæstearbejdere som udgør størstedelen af landets borgere. (Ali, 2010:9) Ali har ligesom jeg haft svært ved at finde akademisk materiale om UAE (Ali, 2010 preface :4), hvorfor hans bog er baseret på interviews, medier og blogs skrevet af folk der bor i Dubai. (Ali, preface:5) I bogen analyserer han, hvordan Dubai er blevet en global by og hvordan leve- og arbejdsforholdene ser ud for de der har knoklet for denne udvikling. (Ali, 2010 preface:4) Han foretog mere end 50 interviews med en gruppe mennesker inden for denne kategori samt en del samtaler med taxichaufførere under hele hans ophold i Dubai. Derudover brugte han meget tid sammen med sine informanter for at få indblik i den sociale sfære i Dubai. (Ali, 2010 preface:5-6) Anvendelse af Ali Ali er altså en genvej til information omkring forhold i UAE, og især en medierende kilde til forskellige love gennem de artikler han refererer til. Jeg er bevidst om at han har en overvejende kritisk tilgang til UAE, men i og med at jeg primært benytter bogen til at underbygge faktiske forhold i UAE (i mangel på adgang til informanter, den officielle lovgivning, statistik og akademiske 8

11 kilder) og kun gør brug af hans analytiske observationer i min analyse når min egen viden ikke er tilstrækkelig, opfatter jeg det ikke som problematisk så længe jeg forholder mig reflekerende til det. Alis brug af medierne i forbindelse med sine analyser kan retfærdiggøres gennem en forståelse af medier som repræsentation for nogle af de diskurser de er med til at forme. Dette kan der argumenteres for idet medierne i dag udgør en primær adgang til oplysning og information, og fordi det som nævnt nærmest ikke er til at opdrive sociologiske og humanistiske akademiske kilder omkring UAE på dette område Anvendelse af Bhikhu Parekhs multikulturalismebegreb samt Axel Honneths anerkendelsessfærer Jeg benytter mig af Parekhs multikulturalismebegreb som analyseredskab for at forstå og diskutere de multikulturelle forhold i UAE ud fra et multikulturalistisk perspektiv. I projektet er fokus på alle borgerne i UAE. Jeg kan altså ikke direkte benytte mig af Parekhs begreber i alle dele af projektet da Parekh taler om statsborgere. Derfor diskuteres Parekhs udsagn i forhold til mit problemfelt undervejs som det bliver relevant. Yderligere er multikulturalimebegrebet udviklet med en demokratisk verden for øje, hvilket jeg er opmærksom på i min læsning og fortolkning. På baggrund af UAEs udemokratiske og alligevel vestlige karakter, antager jeg at de udfordringer og fordele Parekh beskriver, de potentielt vil kunne forekomme i UAE i forskellig grad i kraft af landets multikulturelle karakter - uagtet om borgerne er statsborgere eller ej, og uagtet at det ikke er et demokratisk land. Parekh taler overfladisk om anerkendelse som et vigtigt element inden for multikulturalismen. Da jeg finder anerkendelsesbegrebet specielt interessant i UAEs tilfælde, i kraft af mine forforståelser, vælger jeg at inddrage Honneths tre anerkendelsessfærer som diskussionsredskaber for at uddybe anerkendelseselementet og sætte diskussionen i perspektiv. Da det i multikulturalismen handler om at tolerere, respektere og værdsætte kulturel diversitet, er anerkendelse inddirekte indlejret deri. Parekh giver nogle mere konkrete eksempler end Honneth, på hvordan anerkendelse kan komme til udtryk gennem de rammer Parekh opsætter for en optimal udfoldelse af multikulturalismen. På denne måde finder jeg at Parekh og Honneth supplerer hinanden til projektets fordel. 9

12 4.1.5 Videnskabsteori Hermaneutik I arbejdet med forskning er det vigtigt at forholde sig til sine forforståelser, for at kunne træffe kvalificerede valg. (Hartmann-Petersen 2009:27) Jeg er bevidst om at det faktum at jeg har boet og arbejdet i UAE i en længere periode har en indflydelse på min tilgang til projektet. Jeg har på den baggrund skabt nogle, overvejende kritiske, forforståelser om UAE som et land der har et ambivalent og etnocentrisk forhold til sin egen befolkningssammensætning, og at dette kommer til udtryk på mange forskellige måder, både direkte gennem brud på menneskerettighederne og inddirekte gennem eksklusion og diskrimination af forskellige befolkningsgrupper. For at udfordre og udvikle disse forforståelser ønsker jeg med min problemstilling at nå til erkendelse om, hvordan multikulturalismen udfordrer UAEs håndtering af det multikulturelle samfund og, hvilken rolle anerkendelse spiller heri. For at kunne nå til denne erkendelse må jeg nødvendigvis forsøge at belyse sagen fra forskellige vinkler. Ved at tilgå det således, åbner jeg op for flere forståelser fordi jeg ikke udelukkende tager et kritisk perspektiv som min forforståelse lægger op til, men netop også gennem diskussion forsøger at forstå, hvorfor UAE agerer som de gør. Da jeg har en forforståelse om at der før, efter og i interaktion skabes mening, må jeg være bevidst om dialogen mellem multikulturalisme, UAE, anerkendelsens tre sfærer og mig selv, for at kunne nå til en erkendelse af de virkelighedsopfattelser der ligger i deres respektive tilgange til samfundet i denne forbindelse, og hvordan UAEs virkelighedsopfattelse bl.a. bliver skabt gennem de multikulturelle forhold i landet. Jeg vil så vidt muligt forsøge at nå disse erkendelser gennem henholdsvis multikulturalismens (herunder anerkendelse) og UAEs optik. På baggrund af disse antagelser indskriver jeg mig i den hermeneutiske tradition, inspireret af Hans-Georg Gadamer( ), der netop fremhæver, at individet gennem en vekselvirkning mellem sine forforståelser og forståelser erkender verden ved at: [...] forstå meningen med dele ved at se dem i en sammenhæng med deres helhed og kun kan forstå helheden ud fra de enkelte dele, der skaber helheden. (Nygaard, 2005:75) 10

13 Ontologisk set er fokus på UAE som et multikulturelt og komplekst samfund. UAEs brogede borgerskares betydning er vigtig (Hartmann-Petersen 2009:27) i denne sammenhæng fordi det er de enkelte samfundsgrupper, som både internt og i samspil med deres omverden, skaber mening i livet og dermed også i landet generelt. Ligeledes er det i interaktionen, grupperne imellem i UAE, at der forhandles hvilken viden og sandheder der gør sig gældende i specifikke kontekster. (Hartmann-Petersen 2009:28) Det er her anerkendelsens tre sfærer bliver interessant. Når man som forsker interagerer med et materiale skabes der en form for dialog. Denne dialog er med til at udvikle og italesætte feltet således, at man bliver opmærksom på nye erkendelser, hvorfor man yderligere må forholde sig til sig selv som medskaber af viden gennem hele processen (Hartmann-Petersen 2009:28). I samme proces er det vigtigt at være åben og imødekommende over for eventuelle ændringer da viden og erkendelse, som er det jeg forsøger at opnå i dialogen, er en dynamisk størrelse. (Hartmann-Petersen 2009:29) Det overordnede samfund og de enkelte samfundsgrupper må ligeledes forstås som dynamiske størrelser. Det er for den sags skyld også gældende for mig som forsker. Jeg kan ikke sætte tiden i stå og undersøge et samfund eller en samfundsgruppe som værende et objekt i et givent øjeblik, for i næste øjeblik når tiden igen sættes igang, er de sandsynligvis ikke de samme som de var for lidt siden (Skjervheim 2001:86). Jeg får altså kun et øjebliksbillede som jeg ikke kan drage generel viden fra, uden i det mindste at tage højde for den dynamiske faktor. Det er relevant at holde sig for øje at når der tales om udvikling i forhold til et samfund eller grupper deri, er det i virkeligheden ikke kun udvikling der foregår det er samfundet og dets grupper som konstant foretager valg (Skjervheim 2001:87). Opfattes det dynamiske element som udvikling er det udtryk for en deterministisk tilgang. Opfattes det derimod som valg, er det et udtryk for at samfundet og dets grupper er med til at skabe hvad der videre skal ske. (Skjervheim 2001:80) Det er altså afgørende for den viden og erkendelse jeg kommer frem til, at jeg så vidt muligt ikke objektgør det subjekt (UAEs samfund og dets grupper) som jeg undersøger Kulturrelativisme Da jeg benytter mig af multikulturalisme som begreb må jeg nødvendigvis også forholde mig til at det er ud af en kulturrelativistisk skole der kan føres tilbage til Johann Gotfried von Herder (

14 1803) for omkring 200 år siden. (UVM) Kulturrelativismen har været grundlaget for antropologisk metode og kan i dag forstås som et modspil til eurocentrismen, men i 1950 erne satte Melville Jean Herkovits ( ) spørgsmålstegn ved denne opfattelse af kultur. Kulturrelativismen er en kulturopfattelse, hvori kulturelle fænomener ikke kan tolkes og vurderes med afsæt i en udenforståendes kulturelle baggrund, men derimod kun gennem den enkelte kulturs egne forudsætninger eftersom kultur betragtes som en integreret helhed. Af samme grund ses kulturer som ligeværdige, hvorfor der bl.a. ud fra denne optik kan stilles spørgsmålstegn ved mennerettighedskonventionen da den netop udstikker universelle retningslinjer. (DSD) I den radikale udgave af kulturrelativismen vil man i princippet kunne tale om sandhed. Ikke at man kan nå den fulde sandhed, men at man kan nærme sig den. Denne forståelse fraskriver jeg mig til en vis grad eftersom jeg opfatter verden som socialt konstrueret og reproduceret, og at det der er sandt for ét individ ikke nødvendigvis er sandt for et andet inden for samme kultur. Yderligere vil den dynamiske egenskab som jeg tilskriver kultur, medvirke til at det det ikke giver mening at tale om sandhed, medmindre man opfatter verden i øjebliksbilleder. Der kan yderligere sættes spørgsmåltegn ved, hvorvidt kulturrelativisme bør sætte dagsordenen inden for politik og etik eftersom det kan skabe et parallelsamfund, hvor der ikke er plads til en fælles national identitet fordi det opfattes som assimilation, men i stedet flere forskellige gruppeidentiter der eksisterer på lige vilkår (UVM). Yderligere har kulturrelativismen svært ved at tage stilling til moralske valg i kraft af at alle kulturer og lige. Dermed er deres individuelle værdier og moral altså ikke noget der kan hierarkiseres. Parekh kommer dog med et forslag til, hvordan man kan holde et multikulturalistisk land sammen uden at det nødvendigvis bliver et parallelsamfund. Det skal ske gennem en kombination af liberalisme og demokrati, hvor alle er underlagt det samme retslige og politiske system. (UVM) Herved stikker Parekh ud fra kulturrelativismen og forsøger at tilpasse multikulturalismen primært til en vestlig, demokratisk verden. I forhold til dette projekt ser jeg mig derfor nødsaget til løbende at diskutere Parekhs udsagn i forhold til UAEs kontekst, netop fordi UAE ikke er et demokratisk land Introduktion til Axel Honneth og hans videnskabsteoretiske placering Jeg vil for at belyse UAEs samfundsform nærmere, benytte mig af Axel Honneths anerkendelsesteori. Honneth er professor ved University of Frankurt samt direktør på Institut für 12

15 Sozialforschung (Willig i Honneth, 2003:8). Han har udforsket kampen for anerkendelse som en ny kritisk teori (Willig i Honneth, 2003:9) og placerer sig inden for socialfilosofien. (Willig i Honneth, 2003:11) Honneth undersøger, hvordan tabet af etisk orientering, som tidsdiagnose, i overgangen til det moderne samfund skaber forhindringer for menneskets selvrealisering. (Ibid.) Tanken er at refærdiggøre og begrunde de normativt ladede tidsdiagnoser ved at definere de formelle forudsætninger for menneskets mulighed for at realisere sig selv. (Willig i Honneth, 2003:12) Disse definitioner forankres i en antropologisk argumentation, da individet i Honneths anerkendelsesteori kun kan udvikle en personlig identitet såfremt individet anerkendes. Anerkendes individet ikke, opnår det ikke fuld individuitet og har svært ved at definere sig selv. Honneths anerkendelsesteori er altså en metodologisk begrundelse for kritiske samtidsdiagnoser. (Ibid.) Disse sociale patologier har dog kun relevans i en diskussion såfremt forudsætningerne for menneskets selvrealisering kendes. (Willig i Honneth, 2003:13) Når Honneth taler om formelle betingelser for mennekets selvrealisering, taler han inddirekte om det gode liv. Han beskriver, hvordan det er nødvendigt kun at sætte få fundamentale forudsætninger for det gode liv for samtidig at tage hensyn til pluralistiske livsstile. (Ibid.) Honneth opererer altså ud fra et normativt socialfilosofisk etisk kriterium om, at forudsætningerne og betingelserne for det gode liv må sættes som minimumsbetingelser. (Ibid.) 5. INDLEDENDE TEORI I det følgende præsenteres kulturbegrebet, multikulturalisme og de tre anerkendelsessfærer som redskaber i nærværende projekt Kulturforståelse Jeg vil i dette afsnit først forklare, hvordan Parekh definerer kultur. Dernæst udbygger jeg Parekhs kulturforståelse gennem Iben Jensens, lektor hos Insitut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier på Roskilde Universitet (Roskilde Universitet, 2012), definition på det beskrivende og det komplekse kulturbegreb. Efterfølgende gennemgås multikulturalismebegrebet og Honneths tre anerkendelsessfærer. Slutteligt sættes multikulturalismens og anerkendelsesteorien i forbindelse med hinanden. 13

16 Parekhs kulturforståelse Parekh definerer kultur som en made, hvorpå mennesker organiserer deres individuelle og kollektive liv og forstår sig selv: [...] a body of beliefs and practices in terms of which a group of people understand themselves and the world and organize their individual and collective lives. (Parekh, 2006:2-3). Han beskriver derfor også kultur som en integreret del af individets identitet. (Ali, 2010:211) Der gives et billede af mennesket som værende kulturelt indlejret helt fra fødslen: [...] human beings are culturally embedded in the sense that they grow up and live within a culturally structured world, organize their lives and social relations in terms of its system of meaning and significance, and place considerable value on their cultural identity. (Parekh, 2006:336) Kultur er altså også et system af signifikans og mening og noget som individet værner om. (Parekh, 2006:336) Kultur skal her ikke forstås som determinerende, men som formende, hvorfor det er muligt at være kritisk over for egen kultur. (Parekh, 2006:336) En kulturel identitet, forklarer Parekh, er oftest mangfoldig og flydende og definerer sig selv ud fra andre som den er forskellig fra. En kultur kan, ifølge ham, påvirkes af eksterne årsåger og kan sagtens forsøge at ligne andre kulturer i sin egen alterede udgave. Derudover forklarer Parekh at en kultur først er i stand til at værdsætte andre kulturer, når den værdsætter sin egen mangfoldighed. (Parekh, 2006:337) Ifølge ham findes der ikke en entydig måde at forstå menneskets eksistens på, ej heller en entydig definition af det gode liv. (Ali, 2010:211) Parekh beskriver en kulturel praksis som værende tredimensionel: It carries a normative authority inherent in a cultural practice, is part of and helps maintain the relevant way of life, and has a specific content which enjoins a particular mode of behavior. (Parekh, 2006:293) Moralsk liv er ligeledes indlejret i den bredere kultur, hvorfor man ikke kan dømme en levevis og dennes efterlevere uden forbehold for deres traditioner, meningssystemer og moral. (Parekh, 2006:47) Man kan altså, ifølge Parekh, ikke give et bud på den bedste levevis fordi at et sådant bud ville være normativt og ikke baseret på, hvordan mennesket faktisk er. (Parekh, 2006:47) Parekh 14

17 forklarer, hvordan mennesket i den pluralistiske tanke er formet af de kulturelle fællesskaber det er født ind i. Kulturerne rekonstituerer i denne tanke den menneskelige natur således at mennesket både er ens og forskellige på én gang. Kultur er, ifølge Parekh, ikke politisk neutral og vil altid indgå i magtsammenhænge som en af magterne. (Parekh, 2006:79) Kultur er altså i Parekhs forstand en dynamisk størrelse der handler om normer, meningssystemer, traditioner, levevis og adfærd, samt at mennesket er kulturelt indlejret og kultur er en del af dets identitet. Dertil karakteriserer han kultur som magt og politisk kategori. Dog mener jeg at der mangler nogle vigtige elementer i Parekhs beskrivelse af kultur, hvorfor jeg i det følgende vil inddrage Jensens definition på henholdsvis det beskrivende og det komplekse kulturbegreb for at uddybe den kulturforståelse der anvendes i nærværende projekt Det beskrivende kulturbegreb I denne forstand er kulturens respektive medlemmer alle bærere af en ens kultur, der her skal forstås som idéer, regler, værdier og normer i den verden man er født ind i. Disse forhold er noget de enkelte medlemmer fører videre til næste generation, men i deres egen altererede udgave. (Jensen, 2000:11) Dog er denne måde at forstå kultur på homogen, hvorfor man i denne tradition også bruger kulturer til at forklare, hvorfor mennesker agerer på en bestemt måde, der ses som kulturelt determineret. (Jensen, 2000:12) Det komplekse kulturbegreb Denne kulturforståelse er baseret på at kultur skabes i interaktion og kan dermed forstås som et modsvar til det beskrivende kulturbegreb. (Jensen, 2000:12) Kultur defineres altså her som de betydninger, værdier og den viden som man deler med andre. Dog kan man ikke på forhånd være vidende om, hvilke værdier der anses som vigtige inden for en given kultur, især fordi at de forskellige medlemmer af den respektive kultur ikke nødvendigvis deler de samme værdier. (Ibid.) Herved må kultur også forstås som noget der kan være mangfoldige udgaver af inden for en enkelt kultur, hvorved kultur ikke forstås som en homogen størrelse, som det er tilfældet i det 15

18 beskrivende kulturbegreb, men som en dynamisk størrelse der hele tiden er i udvikling. Denne dynamik skabes bl.a. gennem de små delkulturer der er inden for en given kultur. Disse delkulturer kan være modstridende, og i denne modstrid er de automatisk med til at udvikle den overordnede kultur, ligesom medlemmernes færden i forskellige delkulturer også er med til at skabe dynamik. De modsigelser og den kompleksitet der er inden for en kultur er med til at definere denne kultur og gør det muligt at se mennesker i forhold til forskellige kategorier, netop fordi at det komplekse kulturbegreb ikke er homogent. (Jensen, 2000:13) Jeg vil i dette projekt tage udgangspunkt i Parekhs kulturdefinition i kombination med Jensens komplekse kulturbegreb, som begge er i tråd med min videnskabsteoretiske tilgang. Jeg tager altså afstand fra tanken om kultur som en beskrivende og essentialistisk størrelse, der determinerer individers handlinger, samt kultur som værende en gruppes universelle system af værdier og normer. Jeg vil dog benytte mig af det beskrivende kulturbegreb i analysen når jeg vurderer at det kan være med til at forklare givne fænomener Multikulturalismebgrebet Parekh skelner mellem to slags forskelle, henholdsvis kulturelt afledte forskelle og multikulturalisme. (Parekh, 2006:2-3) Diversitet benytter Parekh som et udtryk for kulturelt afledte forskelle, hvori der er indlejret en form for autoritet og som noget der er struktureret og sammensat gennem et ønske om at være en del af et fælles og nedarvet historisk system af mening og signifikans. (Parekh, 2006:3) Multikulturalisme handler om dem der er indhyldet i og næret af kultur (Parekh, 2006:2), om forskellighed baseret på individuelle valg, samt om kulturel forskellighed og kulturelt indlejrede forskelle. (Parekh, 2006:3) Multikulturalisme skal grundlæggende forstås som et perspektiv på livet ikke som politisk doktrin eller filosfisk teori. (Parekh, 2006:336) Multikulturalisme er altså ikke i sig selv politisk, men kan forstås som en normativ reaktion til kulturel diversitet. Parekh udtrykker det således: The term multicultural refers to the fact of cultural diversity, the term multiculturalism to a normative response to that fact. (Parekh, 2006:6) 16

19 Parekh forklarer, hvordan kulturel diversitet kommer forskelligt til udtryk i moderne samfund. Han giver tre bud på de mest forekommende diverstiteter. Den første er subcultural diversity der indbefatter forskellige overbevisninger og livsstile i visse aspekter af livet. (Parekh, 2006:3) Dette dækker over alt fra homoseksualitet til familiestrukterer, og livsstile som fiskeri og kunst. Disse former er med til at pluralisere den eksisterende kultur, samtidig med at de fælles værdier bibeholdes. En pluralisering anses her som ønskelig. (Parekh, 2006:3) Den anden form for diversitet er det Parekh betegner perspectival diversity. Her udfordres grundlaget for den eksisterende kultur ofte. Dette sker blandt anden gennem intellektuelle perspektiver på, hvordan den dominerende kultur burde revurderes, feminister kunne være et eksempel. (Ibid.) Denne form for diversitet kan være svær at akkomodere da den repræsenterer nogle værdier som den dominerende gruppe afviser eller ignorerer i praksis. (Parekh, 2006:4) Den tredje form for diversitet er communal diversity der eksisterer i de fleste moderne samfund. Det kan være immigranter, religiøse grupper, sigøjnere osv. De er selvbevidste i deres anderledes måde at leve på, og lever gennem deres egne systemer af værdier. (Parekh, 2006:3-4) Communal diversity udspringer og vedligeholdes, ifølge Parekh, af langvarige flerkulturelle samfund der har hver deres historie og værdier som de ønsker at bibeholde. Denne form for kultur er robust og vedholdende i kraft af sine velorganiserede sociale bærere. Parekh bekriver at akkommodationen både kan være svær og ligetil alt efter krav og dybden. (Parekh, 2006:4) Disse diversitetstyper kan dog ikke skelnes så skarpt da de ofte overlapper hinanden i virkeligheden. (Parekh, 2006:4) Ifølge Parekh kan et multikulturelt samfund vælge at håndtere de forskellige kulturelle fællesskaber på monokulturalistisk eller multikulturalistisk vis. Om et multikulturalistisk samfund udtrykker Parekh at der skal gives plads til og værnes om de forskellige kulturer med respekt, samt at der skal gives mulighed for at etniske minoriteter som fællesskaber kan stille krav: [...] its traditional culture should not be given pride of place, that the minority cultures are equally central to its identity, that they should be respected and even cherished and not encouraged to disappear over time, and that the ethnic minorities consist not of individuals but of organized communities entitled to make collective claims. (Parekh, 2006:6) 17

20 Forsøger et land derimod at assimilere minoritetsgrupper vil det blive defineret som monokulturalistisk. (Parekh, 2006:6) Et multikulturelt samfund er altså et samfund der inkluderer flere kulturelle fællesskaber, hvorfor dette gælder for både multikulturalistiske og monokulturalistiske samfund. (Ibid.) Det multikulturelle samfunds store udfordring Et multikulturelt samfund står, ifølge Parekh, over for to konfliktende behov, hvilket kræver en politisk struktur der kan sammenkoble dem på retfærdig vis, og på en måde så alle kan acceptere det. Den bør lægge an til et stærkt fællesskab og samhørighed blandt befolkningen for at de kan agere fælles og følge de samme retningslinjer samt håndtere og løse konflikter, men samtidig skal det også tage kravet om forskellighed seriøst. (Ali, 2010:196) For at det kan lykkedes skal der ikke bare gives plads til diversitet, men diversitet skal værdsættes, hvorfor ethvert multikulturelt samfund må udvikle sin egen politiske struktur passende dertil. (Parekh, 2006:206) Detekræver essentielle politiske værdier som: [ ] mutual respect and concern, tolerance, self-restraint, willingness to enter into unfamiliar worlds of thought, love of diversity, a mind open to new ideas and a heart open to others needs, and the ability to persuade and live with unresolved differences. (Parekh, 2006:340) Parekh argumenterer hertil at et multikulturelt samfund bør benytte sig af dialog for at tilgodese alle samfundsgrupper. Han definerer det at være i dialog som: To be in a conversation... means to be beyond oneself, to think with the other and come back to oneself as if to another. (Parekh, 2006:337) Dette er kun muligt såfremt de involverede parter opfatter hinanden som ligeværdige til inspiration af nye ideer (Ibid.). Dette opnår man, ifølge Parekh, kun når alle parter er ligestillede i forhold til sevtillid, politisk og økonomisk magt og adgang til den offentlige sfære. (Ibid.7) Det dialogbaserede multikulturelle samfund beskriver Parekh som baseret på multikulturalisme og liberalisme, som begge giver plads til hinanden og modererer hinanden. (Parekh, 2006:340) Denne form for samfund har, ifølge Parekh, en stærk idé omkring det almennyttige for at et 18

21 multikulturelt samfund kan være sammenhængende, stabilt og dynamisk. (Parekh, 2006:336) Et sådant samfund ser, ifølge Parekh, sig selv: [...] as a community of citizens and a community of communities, and hence as a community of communally embedded and attached individuals. (Parekh, 2006:340) Altså kan et sådant multikulturelt samfund forstås som en kompleks størrelse, hvor alle er fælles om at være statsborgere, men samtidig er de indlejret i og tilknyttet forskellige fællesskaber. Dog kan ingen af ovennævnte krav stå alene eftersom en autoritetsstruktur, ifølge Parekh, kun kan holde et samfund sammen såfremt det kan tilbyde minimum basisvilkår for det gode liv og behandler medlemmerne retfærdigt. (Ibid.) Parekh beskriver i denne forbindelse statsborgerskab på følgende måde: Citizenship is about status and rights, belonging is about being accepted and feeling welcome. (Parekh, 2006:342) Statsborgerskab er altså ikke nok til at skabe en tilhørsfølelse. (Ibid.) Det handler om accept og at føle sig godt tilpas, om at føle sig forpligtet, have en fælles moral og følelsesmæssig tilknytning til samfundet for at samfundet også kan hænge sammen i krisetider. (Parekh, 2006: ) Forholdet mellem statsborgere og det politiske fællesskab Den fælles kultur i et samfund, skabes i dialogen mellem kulturerne da denne dialog fungerer som platform for forståelse og respekt. Den nationale identitet gør det muligt for individer og grupper at identificere sig med det politiske fællesskab, hvorved der skabes loyalitet og en følelse af at det er noget der tilhører dem (Parekh, 2006:342), samt at den nationale identitet dyrker en fælles forståelse af at høre til på trods af de forskellige fællesskaber i samfundet. (Parekh, 2006:231) Parekh definerer forholdet mellem statsborgere og deres politiske fællesskab: Citizens cannot be committed to their political community unless it is also committed to them, and they cannot belong to it unless it accepts them as belonging to it. The political community cannot therefore expect its members to develop a sense of belonging to it unless it equally values and cherishes them in all their diversity and reflects this in its structure, policies, conduct of public affairs, selfunderstanding and self-definition. (Parekh, 2006:342) 19

22 Dette tilhør skal som ovenstående citat foreslår, skabes ved at det politiske fællesskab værdsætter statsborgerne gennem deres politik, uanset diversiteten statborgerne imellem. For at der kan være en gensidig forpligtelse mellem det politiske fællesskab og statsborgerne, er det altså nødvendigt at skabe en følelses af tilhør til samfundet. Fundamentale rettigheder er, ifølge Parekh i denne forbindelse, gennem konstitutioner et vigtigt element i det multikulturelle samfund da: They affirm the equal dignity and status of all citizens, give pride of place to rights considered essential to the good life, and build them into the very structure and selfunderstanding of the state. [ ] They also provide the minimum basis of national unity, prescribe the limits of cultural diversity, and structure the political debate on minority practices. (Parekh, 2006:207) Parekh argumenterer hertil at man bør begrænse de fundamentale rettigheder til forsvarlige syn på det gode liv som folk kan samles om tværkulturelt, uden at underkende den kulturelle diversitet. (Parekh, 2006:209) Selvom det ikke fremgår eksplicit i Parekhs gennemgåede teori, ligger der i den gennemgåede et krav om anerkendelse. For at uddybe dette element beskrives Honneths tre anerkendelsessfærer i det følgende Honneths tre anerkendelsessfærer Honneth bryder anerkendelse i tre dele for at de kan benyttes som analyseredskaber. (Willig i Honneth, 2003:14) Disse dele er henholdsvis 1) privatsfæren, 2) den retslige sfære og 3) den solidariske sfære. Hver af dem udgør, ifølge honneth, et ontogenetisk stadie i individets udvikling, samt indgår i en inbyrdes relation i tanken om det gode liv. (Ibid. )Den indbyrdes relation betyder at de tre dele er forudsætninger for hinanden ligesom de er forudsætninger for et fuldt integreret samfund. (Willig i Honneth, 2003:17)Gennemleves disse stadier ikke, individueres individet ikke til fulde. (Willig i Honneth, 2003:14) De ovennævnte sfærer følges af forskellige former for forhold til sig selv. Kærlighed afføder forudsætningen for individets fundamentale selvtillid. Den almene 20

23 agtelse erhvervet gennem rettigheder, afføder selvagtelse som borger og sidst affødes selvværdet i social solidaritet, hvor subjektets grundlæggende selvværd er konstitueret af fælles normer og værdier. (Ibid.) Hver sfære er yderligere hægtet på forskellige former for moralske krænkelser der enkeltvis konstituerer den interne forbindelse mellem moral og anerkendelse. (Willig i Honneth, 2003:18) Jeg vil i det følgende kort beskrive de tre sfærer samt de respektive krænkelser inden for hver sfære Privatsfæren Denne sfære er forudsætningen for at mennesket kan indgå i intersubjektive relationer da kærlighed er et gensidigt affektivt behov. Gennem denne gensidighed erfarer mennesket, hvordan dets anerkendelsesbehov, gennem emotionel støtte, kun dækkes ved eksistensen af `den konkrete anden. (Willig i Honneth, 2003:15) Disse kærligedsrelationer udvidder Honneth til at dække familie- og venskabsrelationer som forudsætninger for at mennesket kan klare sig i en konfliktfyldt verden, uden at menneskets fundamentale selvtillid skades eller nedbrydes. Mennesket bliver altså i stand til at agere i fællesskaber gennem den emotionelle anerkendelse (Ibid.) I primærrelationen, som privatsfæren også kaldes, kan krænkelser forstås som voldtægt, tortur og fysisk misbrug. Disse krænkelser skader den grundliggende selvtillid og den fysiske integritet. (Willig i Honneth, 2003:18) Den retslige sfære De universelle rettigheder i den retslige sfære gør det muligt for mennesket at opnå selvrespekt som et lige medlem af samfundet gennem menneskets bevidste formelle kapacitet for autonome moralske handlinger. (Willig i Honneth, 2003:16) Rettigheder som anerkendelse giver altså mennesket de basale forudsætninger for at realisere dets autonomi som handlende retssubjekt. (Ibid.) Selvagtelsen kan i den retslige sfære krænkes såfremt mennesket ikke anses som kompetent til at varetage moralske handlinger, hvilket f.eks. kan forekomme i form af diskrimination af fællesskaber i et juridisk system. (Willig i Honneth, 2003:18) 21

24 Den solidariske sfære I den solidariske sfære ankendes mennesket gennem dets deltagelse og engagement i de respektive fællesskaber, hvori mennesket har sin gang. (Willig i Honneth, 2003:16) I disse fællesskaber skabes en samhørighed og mennesket kan genkende sig selv og anerkendes samtidig af de andre medlemmer for dets unikke evner, kvaliteter og bidrag til fælleskabet, hvorved mennesket også inddrages i fællesskabets solidaritet. (Ibid.) Det handler altså i den solidariske sfære om værdsættelse af menneskets funktioner og handlinger som det har udført, hvilket er forudsætningen for at mennesket kan værdsætte sig selv. (Willig i Honneth, 2003:17) Denne sfære er baseret på en kombination af fornuft og følelser, som Honneth beskriver som nødvendig for at solidariteten kan være et regulerende element i intersubjektive relationer, samt som følelsesmæssigt bånd af samhørighed og identifikation. (Ibid.) I den solidariske sfære skader krænkelse menneskets eller fællesskabets selvværdsættelse. Krænkelse kan her forstås som ydmygelse og misagtelse, hvor menneskets eller fælleskabets kompetencer og evner ikke anerkendes. Det er altså følelsen af at være unik i et givet socialt fællesskab der skades. Eksempler i denne kategori spænder vidt og der er ingen grænser for, hvad der kan forstås som krænkelse. De kan f.eks. spænde fra ikke at blive hilst på til udnyttelse. (Willig i Honneth, 2003:18) Kombination af Parekh og Honneth Det er i beskrivelsen af de tre anerkendelsessfærer blevet gjort klart at anerkendelse er en grundlæggende forudsætning for menneskets selvsyn og opnåen af livsværdi i form af det gode liv. Parekhs og Honneths tanker falder sammen flere steder. F.eks. opfatter de begge anerkendelse som afgørende for individets identitet og dets udvikling. Ligeværd, oprigtig solidaritet og accept tillægges i samme forbindelse stor betydning. Ydermere opfattes anerkendelse som et yderst vigtigt element i stræben efter det gode liv. Dertil giver de begge udtryk for at anerkendelsens grundlæggende betingelser ikke bør stå i vejen for pluralitet i et givet samfund. Dette er nogle vigtige sammenfaldspunkter i argumentationen for at jeg benytter Honneth til at uddybe, hvordan anerkendelse kan forstås, og hvilken betydning anerkendelse har for individets selvtillid, 22

25 selvrespekt og selvværd. Jeg opfatter disse elementer som centrale for at forstå, hvordan UAE som multikulturelt samfund udfordres af multikulturalismen. 6. INDLEDNING TIL DISKUSSION Dette afsnit er skrevet på baggrund af mine egne forståelser og forforståelser, bl.a. i forbindelse med Dubai: Gilded Cage. Den sociale opdeling forklares for at skabe overblik over samfundets kompleksitet, og er altså min egen optegnelse og ikke noget jeg henter andetsteds fra. Jeg foretager yderligere denne beskrivelse af samfundsformen, da jeg finder det nødvendigt for at kunne diskutere de enkelte samfundsgruppers forhold, men også UAE som et hele. UAEs overordnede fællesskaber kortlægges for at give overblik over samfundets sociale opdeling og for at sætte multikulturalismen i kontekst i dette projekt. Afsluttende undersøges UAEs samfundsform med multikulturalismens termer for at belyse, hvilken samfundstype landet er Social opdeling Parekh antager at medlemmerne af et samfund deler en fælles kultur. (Parekh, 2006:3) Denne delte fælles kultur (alt efter hvordan man vælger at definere den) kan være svær at få øje på i UAE i kraft af den skarpe sociale opdeling. Først og fremmest er der tale om en hierarkisk opdeling af samfundet. Øverst placeret er der emiratierne, i midten expatriates og nederst arbejderne. Derudover er samfundet delt i to, henholdsvis nationale statsborgere(emiratier) og borgere (gæstearbejdere). For disse to grupper gælder officielt forskellige rettigheder, hvor emiratierne er priviligeret stillet og gæstearbejderne er underlagt kafalasystemet og dermed også inddirekte underlagt emiratierne. Inden UAE blev til som nation, var området en gruppe af selvstændige emirater der i historiens løb internt har bekriget hinanden. Ser man på de nationale statsborgere har de i kraft af nationens dynastiske karakter og korte historie ikke megen fælles historie som grundlag for en fællesskabsfølelse, men nærmere en konfliktfyldt historie. Regeringen arbejder dog på at skabe en fællesskabsfølelse gennem italesættelsen af en ideel national identitet og kultur. 23

26 Gæstearbejdernes situation ser naturligvis anderledes ud, men er mindst lige så kompliceret. Arbejderne er stort set socialt afskåret fra resten af samfundet i UAE da de som oftest ikke taler angelsk og primært bor afsides byerne, hvor de opholder sig når de ikke er på arbejde, medmindre de har pause og slapper af på en grøn plet i byen med nogle kolleger. Her er der endnu et forbehold der skal tages, da jeg antager at regeringen, ud fra deres generelle behandling af arbejderne, ikke har intentioner om at nogen skal omgås dem. Expatriates derimod har større mulighed, bl.a. i kraft af deres økonomiske ressourcer og sprogkundskaber, for at socialisere sig med hinanden på tværs af et bredt udvalg af nationaliteter, kulturer og etniciteter, men som Ali nævner (med briterne som eksempel) søger expatriates ofte sammen med landsfæller(ali, 2010:120). De holder sammen, bor sammen og går ud sammen. På den måder forstærker de afstanden mellem dem og emiratierne. I og med at de er mest sammen med ligesindede forstærkes den kultur de fører i UAE og det samme gælder omvendt emiratierne. Dette er ikke generaliserende ment, men er tegnet råt op. Fordi emiratierne er en minoritet i deres eget land kan det af gode grunde ikke forventes at alle gæstearbejdere kan socialisere sig med dem. Jeg vil i analysen beskæftige mig med samfundet i UAE som et hele, medmindre andet fremgår Multikulturalismen i kontekst Med den sociale opdeling kortlagt er det nu muligt at undersøge UAEs samfundsform med multikulturalismens termer. Det er dog afgørende at forholde sig til at Parekh omtaler statsborgere i en demokratisk kontekst. UAE er ikke demokratisk, men har til gengæld vestlige træk. Dette i form af økonomi og en moderne livsstil der bl.a. tiltrækker mange vesterlændinge og andre nationaliteter. Tilstedeværelsen af så mange forskellige kulturer må nødvendigvis påvirke UAE, og UAE gør da også selv en stor indsats for at tiltrække udlændinge ved at forsøge at skille sig ud, tilbyde skattefri lønninger og brilliere materielt. Ferrari World, Atlantis, Burj Khalifah, Burj al Arab, Louvre og Guggenheim er bare nogle få eksempler på denne ekstravagance. Det kan argumenteres at selvom mange af borgerne i UAE ikke er statborgere, men udgøres af forskellige 24

27 nationaliteter, så vil det faktum at mange bor der permanent gøre det muligt at antage at UAE kan møde de samme udfordringer, som multikulturalismen beskriver i demokratiets tilfælde UAE i multikulturalismens termer UAEs s amfundsform er på grund af de sociale forhold svær at kategorisere da det på én gang er multikulturelt, men samtidig også efterstræber homogenitet blandt statsborgerne uden at være aktivt assimilerende i tilgangen til gæstearbejderne. Regeringen forsøger at skabe og holde fast i emiratierne som et homogent fællesskab, hvilket som tidligere nævnt har sine fordele i og med at der teoretisk vil være mere solidaritet. UAE kan forstås monokulturalistisk i den forstand at regeringen forsøger at assimilere emiratierne, ikke til en majoritetskultur som sådan, men til en kultur som regeringen selv har defineret. Da dette er et bevidst og åbenlyst tiltag er det min forforståelse at der, statsborgerner imellem, eksisterer forskellige kulturer som har deres rødder i de respektive emiraters historie før UAE blev skabt som nation. Hvor beslægtede disse kulturer oprindeligt er, har det ikke været muligt at finde viden om, hvorfor jeg ikke kan sige noget om, hvorvidt de er forenet i den ideelle nationale kultur, om den er baseret på et enkelt emirats kultur eller noget tredje. UAE nærmer sig knapt en multikulturalistisk tilgang til deres samfund. De giver i tråd med den multikulturalistiske tanke plads til forskellige kulturer og religioner, men ikke til alle mennesker. Her forekommer der diskrimination på forskellige planer. Bl.a. må israelere ikke opholde sig i UAE, ligesom mennesker med HIV og AIDS også nægtes adgang til landet (UAES). Disse forhold, blandt mange, gør at UAE ikke kan kategoriseres som multikulturalistisk Kulturel diversitet i UAE Som tidligere beskrevet taler Parekh om at samfundets kulturelle diversitet oftest kommer til udtryk på tre forskellige måder. I det følgende beskrives, hvorvidt henholdsvis subcultural diversity, perspectival diversity og communal diversity kommer til udtryk i UAE. 25

28 Subcultural diversity forekommer, ifølge Parekh, stort set i alle samfund i vor tid, hvilket også gælder UAE. I UAE er der bl.a. homoseksuelle (selvom det er forbudt at være det), kamelavlere, ingeniørere og stewardesser. De er alle med til at pluralisere UAE gennem deres overbevisninger og livsstile, uanset om det er juridisk anerkendte livstile. Communal diversity forekommer ligeledes, ifølge Parekh, i de fleste moderne samfund. I UAE består samfundet af emiratierne samt gæstearbejderne og deres respektive selvbevidste, organiserede fællesskaber, hvor de følger deres egne overbevisninger og praksisser. Dog må det siges at gæstearbejdernes levevis reguleres kraftigt af kafalasystemet, hvilket også er en af de overordnede pointer i Dubai: Gilded Cage. Især arbejdernes levevis begrænses af deres lave lønninger. Perspectival diversity eksisterer i UAE, men den eksisterer derimod ikke i det offentlige rum længe ad gangen fordi regeringen slår hårdt ned på kritiske røster. Der er flere eksempler på at intellektuelles kritik af systemet og dets mangel på respekt for menneskerettigheder har resulteret i at de implicerede er blevet arresteret, har mistet deres job og er blevet deporterede (ALJ). UAE har altså en svært definerbar samfundsform, for hvad kalder man et samfund, hvor 20 % af indbyggerne er statsborgere der deler en national identitet og de sidste 80 % af indbyggerne består af alverdens nationaliteter der er til stede i UAE, på emiratiernes præmisser, i en tilstand af permanent impermance, som Ali har formuleret det. Blandt statsborgerne er der et fællesskab, hvilket også gør sig gældendefori de resterende samfundsgrupper, men der er så vidt jeg kan se ikke meget der binder alle indbyggerne i UAE sammen som fællesskab, udover at de bor inden for det samme geografiske område og er afhængige af hinanden. Min begrundelse herfor er den forholdsvis skarpe opdeling af samfundet, hvor arbejderne er nogen der ikke socialiseres med, og hvor lovgivningen gør det umuligt at inkludere alle indbyggerne med lige rettigheder og muligheder. Multikulturalismen kan altså bruges til at belyse UAE og de udfordringer de som multikulturelt samfund står, og kan stå over for, men UAE som samfundstype kan ikke udelukkende defineres ud fra multikulturalismens termer. 26

29 7. REFLEKSION OVER ANVENDTE ARBEJDSREDSKABER Refleksion over multikulturalisme Parekh omtaler ikke hvordan konflikter kulturer imellem opstår, ej heller hvordan sådanne konflikter kan løses. Yderligere lader Parekh til at antage at den kulturelle interaktion naturligvis medfører en respektfuld og rationel tilgang til og vurdering af andre kulturer, hvilket bygger på en forståelse af moralsk gyldighed. Man kan dog stille spørgsmåltegn ved om tolerance nødvendigvis skal refærdiggøres, og om det er nødvendigt at bekræfte respektive kulturers moralske gyldighed for at anerkende kulturel diversitet Refleksion over anerkendelsesteorien Honneths ideal om anerkendelse har vist sig at have flere mangler i form af det abstrakte niveau han opererer på. Et af de største problemer er at han ikke har nogen konkret definition på hvad krænkelse og legitime anerkendelseskrav egentlig er. Ligeledes har han ikke en præcis definition på, hvordan den enkeltes anerkendelsesfordringer kan legitimeres, ligesom han heller ikke forholder sig til, hvordan samfundets normative krav kan begrundes. Endvidere giver anderkendelsesteorien et billede af anerkendelse som et gensidigt forhold, hvor Honneth ikke forholder sig til ulige forhold mellem mennesker som det er tilfældet med gæstearbejderne og emiratierne (som de der henholdsvis søger og de der udbyder arbejde). Der mangler altså overordnet set en del forskellige grænsedragninger, hvilket man er nødt til at tage højde for i sin operationalisering af Honneths anerkendelsesteori. I nærværende projekt har jeg især hæftet mig ved, hvilken rolle intentioner spiller når det skal vurderes om der er tale om anerkendelse eller ikke (med reference til diskussionen emiratierne gives privilegier fordi de faktisk anerkendes af regeringen, eller om det er for at sikre sig emiratiernes loyalitet og støtte), men dette er endnu en ting Honneth ikke tager højde for. 27

30 8. DISKUSSION Homogenitet som begrænsende Globaliseringen gør, ifølge Parekh, at intet samfund i længden kan undgå at blive multikulturelt på et eller andet plan, hvilket gør det svært at skabe og vedligeholde kulturel enshed. (Parekh, 2006:8) UAEs moderniserede ydre og store tiltrækningskraft på den vestlige verdens mennesker, blandt mange andre, samt forskellige virksomheder, står i kontrast til at landet indenrigspolitisk er en af de mest konservative stater i Mellemøsten. (MØI 23) Dette ses i fraværet af politiske oppositioner og partier, hvilket er ulovligt, og det næsten ikke-eksisterende samråd med borgerne. (MØI 23) Selvsamme stat har, som tidligere nævnt, italesat en ideel national identitet og kultur på deres hjemmeside som guideline for emiratiernes levevis, adfærd, overbevisninger og identitet, for at oprette og opretholde et fællesskab blandt emiratierne. Parekh beskriver, hvordan mange stadig er fanget i tanken om at enshed er lig homogenitet, og at lighed er lig enshed, hvilken han tager afstand fra. (Parekh, 2006:9) UAEs tilgang kan med denne tanke forstås som gammelsdags da de forsøger at homogenisere emiratier emiraterne imellem. Det lader derfor til at det er den beskrivende kulturforståelse der er i spil. Dette kan der være flere grunde til, hvoraf den ene muligvis er at UAEs regering benytter den ideelle nationale identitet og kultur til at styre og kontrollere emiratierne. Dog divergerer denne brug fra Jensens definition, i og med at hun beskriver den beskrivende kultur som noget man fødes ind i, hvor UAE modsat aktivt italesætter og skaber en kultur som kun de nylige og kommende generationer er født og fødes ind i, med forbehold for at denne nationale udgave af kultur kan være inspireret af samtlige emiraters respektive kulturer. En anden forklaring kan findes i UAEs historie fra før de blev til det land vi kender i dag. Europæerne har i tidens løb rivaliseret om magten over det stategisk vigtige farvand, hvori UAE er placeret (vandvejen mellem vest og øst). Denne rivalisering underlagde området portugisisk, så hollandsk, så fransk og siden engelsk kontrol. Eftersom de lokale sheiker ikke havde formået at samles som en stormagt, var emiraterne afhængige af den kamp andre magter udkæmpede for kontrol over Golfen. (MØI 19) Efter Abu Dhabis regent sheik Zayid bin Khalifahs død i 1909 opstod der yderligere interne stridigheder og magtkampe om de respektive sheikdømmers territoriale grænser. Storbritanien trådte til som mægler for at sikre fred udover at de også havde afværget en 28

31 Saudi Arabisk overtagelse af Fredspagtstaterne (en betegnelse for UAE inden de blev samlet som det land de er i dag). Denne strategi for sheikernes sikring af politik og territorium er forsat indtil i dag. (MØI 20) Interessen fra olieselskabernes side om, hvor Fredspagtstaternes grænser gik skabte flere interne stridigheder i området, både omkring ydre og indre grænsedragninger. Dubai og Abu Dhabi bekrigede af samme grund hinanden i , og er stadig den dag i dag ikke nået frem til et endeligt resultat. (MØI 20) UAE har altså erfaring med at de klarer sig bedst mod omverdenen når de er fælles om det, og at de på samme vis svækkes når de ikke står sammen. Dette kan være en anden forklaring på indførelsen af en national identitet og kultur i UAE, fordi at jo større og dybere diversitet jo mere fællesskab og sammenhæng kræves der for at nære fællesskabet og fastholde det. Uanset forklaringen kan UAE stadig forstås som homogent i relation til emiratierne. Parekh argumenterer at et homogent samfund ikke har lige så mange udviklingsmuligheder som et multikulturelt samfund (Parekh, 2006:170). Dog forklarer han at et homogent samfund selvfølgelig har sine styrker i og med at det: [...] facilitates a sense of community and solidarity, makes interpersonal communication easier, sustains a thick culture, is held together with relative ease, is psychologically and politically economical, and can count on and easily mobilize its members loyalties. (Parekh, 2006:170) Det er altså en mere simpel måde at føre samfund på fordi kommunikation og beslutningstagning er nemmere når medlemmerne af fællesskabet har en forenelig tilgang til verden. (Parekh, 2006:170) Der kan stilles spørgmålstegn til, hvorvidt der i forvejen har eksisteret et sådant nationalt fællesskab inden det blev italesat af staten. Jeg antager dog at såfremt der tidligere har været et fællesskab, så har det ikke været stærkt nok, hvorfor staten vælger at tage en aktiv rolle i styrkelsen af fællesskabet emiratierne imellem. Da det er et bevidst valg fra statens side at skabe fællesskab ved, groft sagt, at strømline emiratiernes liv, kan de antages at have vurderet at en statsstyret mobilisering af emiratiernes overbevisninger og solidaritet i forhold til den kongelige familie og emiratierne imellem, som vigtigt for UAEs fremtid. 29

32 Parekh forklarer dog, hvordan det ikke længere giver mening at tale om national kultur som en stabilitets- og sammenhængsfaktor sådan som man tidligere har gjort: Contemporary cultural diversity thus has an air of inexorability and unpredictability about it and confronts us as a shared universal predicament. (Parekh, 2006:8) Med dette citat in mente kan man på den ene side undres over, hvorfor UAE ser national kultur blandt emiratierne som nødvendig. Men på den anden side er der alligevel en forståelig grund til at UAE ser et nationalt sammenhold som nødvendigt med henvisning til UAEs historie. Som alt andet har et homogent samfund også negative sider. Ifølge Parekh, har det ikke præmisser for udvikling af ydmyghed, intellektuel åbenhed, kritisk selvbevidsthed, forskellighed og tolerance, moralsk og intellektuel fantasi samt sympati (Parekh, 2006:170). Det er svært at definere UAE i denne sammenhæng fordi det ikke entydigt er et homogent land i kraft af den sociale opdeling, hvor emiratierne er en gruppe for sig der forsøges homogeniseret til en vis grad. Ovennævnte mangler ved et homogent samfund kan dog anes, og de opretholdes f.eks. gennem emiratiernes holdning til at arbejde, som beskrives i det følgende afsnit. Som opsamling på dette afsnit kan UAEs homogenisering af emiratier gennem italesættelsen af den nationale identitet og kultur fremhæves som begrænsende for UAE som samfund i en globaliseret verden, til trods for at der homogeniseres med det formål at UAE, i deres egen optik, står stærkere over for omverdenen Emiratiernes holdning til arbejde I de tidlige 1980 ere havde UAEs velfærdssystem skabt en økonomi og en kultur af masseforbrug blandt emiratier (Ali, 2010:27-28). Alle emiratier kunne få gratis, eller stort set gratis bolig, med alt forbrug betalt. Yderligere får den gennemsnitlige emiratiske mand USD i social security benefits per år. (Ali, 2010:168) Dette betyder at de i princippet ikke er nødsaget til at arbejde, hvilket reflekteres i lyset af en arbejdsløshedsprocent på 17 % lige før finanskrisen i (Ali, 2010:168) Holder man dette tal op imod det faktum at arbejdskraft har strømmet til UAE,må man antage at det ikke kan begrundes med mangel på ledige jobs. 30

33 Emiratier er, ifølge Ali, priviligerede med gode muligheder for at få velbetalte og nemme jobs gennem regeringens emiratiseringsprogram, der sigter mod at få flere emiratier integreret på arbejdsmarkedet især på vigtige poster inden for det offentlige. Dette program har dog vist sig at fejle, da emiratierne er hurtige til at sige deres job op igen(ali, 2010: ), da de ifølge Ali går efter de bedst betalte og nemmeste jobs, med meget lidt ansvar som kun er tilgængelige for emiratier. Ansættes expatriates i eksakt samme stilling er det under andre vilkår i forhold til løn, ansvar, ferie og arbejdstider. (Ali, 2010:166) Da dette er et lovligt fænoment kan der i tråd med Honneths retslige sfære, tales om diskrimination af expatriates i UAEs juridiske system. Endnu en anerkendelsessfære krænkes for expatriates vedkommende da de underkendes i en stilling, hvor de performer bedre end emiratierne, som overkendes juridisk. Alligevel er der ikke nødvendigvis tale om mangel på anerkendelse over for expatriates, da det efter min opfattelse er emiratierne der overkendes. Ovenstående er der kun tale om højere stillinger inden for det offentlige og private, da emiratier ikke udfører low-skilled arbejde (Ali, 2010:28) da de mener at det er under deres værdighed.(ali, 2010:168). Det vil altså være ydmygende for en emirati at arbejde f.eks. som te-dreng, taxichauffør, konstruktionsarbejder eller som vagt. Emiratierne anerkender således ikke denne form for arbejde som værdigt, hvilket ligeledes gælder arbejderne som ikke får anerkendt deres funktioner og handlinger, der bidrager til UAEs samfund. Dette til trods for at det er disse arbejdere der bogstaveligt talt har været medvirkende hovedårsag til at UAE er, hvor det er i dag. Ali skriver at en emirati har udtrykt det således: People here are turning into lazy, overweight babies! [..] (Ali, 2010:169) Dette er interessant fordi at den indstilling også er medvirkende i opfattelsen af emiratier som forkælede forbrugere og gæstearbejdere som producenter. Yderligere er det værd at bemærke at emiratierne opfatter offentlige stillinger som mere prestigefyldte end arbejde i den private sektor (Ali, 2010:166). Jeg tolker at der her er en tråd til nationalfølelsen. Emiratierne er stolte af deres land, hvorfor de også forbinder det at tjene landet som mere prestigefyldt end f.eks. at støtte udenlandske virksomheder som emiratierne ikke har nogen følelsesmæssig tilknytning til. Sammenlignet med Danmark er det min opfattelse at det for mange danskere er mindst lige så eftertragtet at arbejde i den private sektor. Det afgørende for danskerne, opfatter jeg nærmere som karrieremuligheder i jobbet, end prestige i forhold til om 31

34 jobbet er i den private eller offentlige sektor. Og dette til trods for at der i Danmark er en længere tradition for nationalt fællesskab end der er i UAE. Denne sammenligning viser, hvor vigtig prestige og anerkendelse er for emiratierne. Man kan dog diskutere om det giver mening at tale om prestige som status, når der ikke er kæmpet for at opnå denne status, hvorfor den ikke vil anerkendes af alle. Ali beskriver at emiratier ikke har de nødvendige kompetencer og ikke er dygtige nok til højere eller krævende stillinger fordi de mangler uddannelse (Ali, 2010:168). Mange private virksomheder ansætter kun emiratier for at få flere arbejdstilladelser til expatriates, og ser gennem fingre med at emiratierne ofte er dovne, og ikke altid møder på arbejdet. (Ali, 2010:167) Den, af emiratierne, højt respekterede Sheikh Zayed udtalte i sin levetid, for at komme de ikkearbejdsvillige emiratier til livs, at det er ydmygende at være afhængig af andre. Det ser ikke ud til at have haft nogen effekt på emiratierne (Ali, 2010: ), men denne udtalelse kan i stedet bruges til at sige noget om regeringens tilgang til og krænkelse af arbejderne i UAE. Hvis det er ydmygende at være afhængig af andre, og arbejderne er afhængige af at holde sig inden for kafalasystemets rammer, så kan det også argumenteres at arbejderne ydmyges af UAE. Sheikh Zayed erkendte altså inddirekte, gennem denne udtalelse, at UAE ydmyger arbejderne gennem kafalasystemet. Det samme gør sig ikke gældende for alle expatriates. Nogle af dem er socialt og tilhørsmæssigt afhængige af UAE, hvor andre expatriates ikke er afhængige af kafalasystemet, fordi de ikke har samme økonomiske komplikationer som arbejderne, og nogle expatriates har ligesom danskerne et sikkerhedsnet i hjemlandets velfærdssystemer. Alt dette sætter regeringen i et dilemma som de selv har skabt, da en nedskæring i velfærdsordningerne og en stramning af arbejdsløshedslovgivning over for emiratierne ville kunne skabe uro blandt statsborgerne. Yderligere vil UAEs fremtidsudsigter sandsynligvis se sorte ud i tilfælde af at alle gæstearbejderne af en eller anden grund forlader landet, strejker eller lignende. Sheikh Zayeds udtale er dog pudsig i og med at regeringen i hele nationens levetid har gjort sig afhængig af gæstearbejdere. Denne ydmygende faktor, som han selv har betegnet den, fortrænges og benægtes udadtil og vendes til sin modsætning - stolthed. UAE er et stolt land, men de havde ikke været, hvor de er i dag uden underbetalte gæstearbejdere. At den ydmygende 32

35 faktor vendes til stolthed, kan forstås som mangel på sympati, ydmyghed, kritisk selvbevidsthed og moral. Det gode førsteklasses liv i UAE er netop baseret på tredjeverdenslønnet arbejdskraft (Ali, 2010:3) og på uddannede expatriates viden. Det er bl.a. ovennævnte faktorer Parekh anser som begrænsende for et multikulturelt samfund og de er udgør alle eksempler på krænkelser over for gæstearbejderne. UAEs velfærdssystem og nationale identitetsprojekt har altså affødt en holdning blandt emiratier, hvor der er mere prestige i offentlige stillinger end stillinger i det private, hvilket regeringen understøtter gennem den diskriminerende lovgivning. Diskriminationen afspejles i emiratiernes holdning til arbejderfagene som ydmygende, også selvom emiratierne ikke selv har kompetencerne til at udføre den slags arbejde. Dermed sættes regeringen i et dilemma såfremt lovgivningen og emiratiernes indstilling og tilgang til arbejde og gæstearbejderne skal formes til en anerkendende udgave, fordi det kan skabe uro blandt emiratierne Det homogene samfunds bagside Parekh forklarer, hvordan en homogen tilgang til samfundet og verden er fattig fordi den ikke giver mulighed for at det homogene samfund kan berige sig selv gennem dialog med noget som det er forskelligt fra, eftersom konfrontationen med dette andet vil kunne skabe dybere indsigt i det homogene samfund og omvendt (Parekh, 2006:171). I forhold til emiratiernes arbejdsløshedssituation ville åbenhed og dialog med andre kulturer kunne åbne for en anderledes forståelse af tilgang til det at arbejde, og det at arbejde for at tjene til dagen og vejen. Det handler her om at sætte sig i en andens sted for at blive klogere på sig selv, og anerkende andre og deres levevis. I samme forbindelse kan man spørge om, hvorvidt emiratierne er anerkendt af gæstearbejderne når emiratierne har den holdning til arbejde som de har. Hvem er anerkendt på, hvilke måder og hvem er ikke? Hvem skaber, hvilke sandheder, i hvilke relationer? Dette er interessante spørgsmål som jeg desvære ikke har mulighed for at svare på i nærværende projekt. Parekh beskriver, hvordan et homogent samfund har en tendens til at blive intolerant og lukket, undertrykkende og klaustrofobisk, utilbøjelig til forandring og fraråder forskellighed både i forhold til holdninger og experimenterende livsstile (Parekh, 2006:170). Man kan ikke se så entydigt på det 33

36 i hele UAEs tilfælde, ej heller i statsborgernes tilfælde. Dette punkt udfordrer nærværende diskussion i spørgsmålet om hønen eller ægget kom først. Jeg kan ikke vide om regeringens promovering af en ideel national identitet og kultur har været med til at skabe, eller har reproduceret intolerante, undertrykkende tendenser, både over for emiratierne, og i emiratiernes tilgang til deres medmennesker i UAE. Jeg kan endvidere ikke sige noget om, hvorvidt det har påvirket emiratiernes forhold til forskellighed i overbevisninger og livsstil. Dette er dog emner der vil være interessante at undersøge i fremtiden. Parekh slutter at den eneste mulighed for samfund i denne tid er at lære at håndtere diversiteten og udnytte den kreativt. Han opstiller i den forbindelse en række krav som ethvert godt samfund, ifølge ham, bør opfylde: A society must suit the temperament, traditions, needs and psychological and moral resources of the people involved. (Parekh, 2010:171). Der skal altså være plads til alle i alle aspekter af livet. UAE opfylder til dels disse krav, specielt omkring at give plads til traditioner, da alle kan leve som de vil så længe det ikke strider mod lovgivningen. Dog halter det med at skabe en moral som alle borgerne kan identificere sig med, da menneskerettighederne ikke har høj prioritering på statens dagsorden (HRW). Ydermere er der den pykologiske faktor som Ali til dels beskæftiger sig med i Dubai: Gilded Cage, hvor han netop undersøger, hvordan 2. generations expatriates oplever, hvordan det er ikke officielt at høre til og den usikkerhed der er i at bo i UAE, når de til enhver tid kan deporteres uden at de har noget tilhørsforhold til et hjemland. Dertil kommer arbejdernes psykologiske tilstand der må defineres som langt fra optimal med de høje selvmordsrater blandt asiatiske arbejdere. David Keane og Nicholas McGeehan skrev i 2008, at journalister I 2005 havde fået adgang til fortrolige rapporter, hvor det fremgik at [...] two Asians per day die on the construction sites of Dubai, and that there is a suicide every four days. (Keane og McGeehan, 2008:93) Derudover skriver de at få dødsfald på byggepladser reporteres eftersom virksomheden i tilfælde af en arbejders dødsfald ved lov er forpligtet til at betale to års løn til afdødes familie, såfremt arbejderen er død i en arbejdsulykke. (Ibid.) Der ligger altså et lovpligtigt ansvar hos arbejdsgiveren for at indberette dødsfald. Dog ligger der et mindst lige så stort ansvar hos regeringen for at håndhæve denne lovgivning, for at arbejdsgiverne foretager de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Med Keane og McGeehans dødstalsstatistik, kan man diskutere, hvorvidt UAE anerkender arbejdernes liv da en sådan statistik sandsynligvis ville se anderledes ud, hvis regeringen anerkendte og værdsatte arbejdernes liv og bidrag til UAE, ved at skabe og 34

37 håndhæve en forebyggende lovgivning omkring arbejdssikkerhed. Honneth påpeger at, såfremt de tre praktiske forholden til sig selv ikke eksisterer eller, hvis de udfordres, så vil man kunne se tegn på depression (Honneth, 2003:20). I UAE er de allerede opmærksomme på at en stor del af landets arbejdsstyrke lider af stress som der gøres opmærksom på i en artikel i Gulf News (GNS). Der nævnes dog intet i artiklen om, hvorvidt UAEs regering tager affære over for problemet. Parekh udtrykker at landets egen normative opfattelse af kulturelle diversiteter ikke bør stå i vejen for beskrivelsen af den empiriske virkelighed. Han argumenterer at man må anerkende den multikulturelle karakter og derpå diskutere, hvordan samfundet skal håndteres (Parekh, 2006:7). UAE har anerkendt de multikulturelle forhold i deres samfund, og de er efter min opfattelse meget bevidste om, hvordan de håndterer det gennem den nationale identitet og kafalasystemet. UAE anerkender altså bevidst ikke gæstearbejderne fordi UAE fastholder kafalasystemet og ikke håndhæver de lovgivninger der er til for at beskytte gæstearbejderne. Dette kan forstås som et udtryk for intolerance, lukkethed og intolerance samt modvilje til at gå i dialog med og anerkende gæstearbejderne. Som der blev beskrevet i artiklen fra Gulf News, kan dette få alvorlige konsekvenser for gæstearbejdernes identitetsdannelse og psykiske tilstande Diskrimination og stabilitet Forbrugskulturen i UAE kan bl.a. begrundes med at der i sommermånederne bliver op til 50 grader varmt udenfor, hvorfor folk søger indendørs. Det gør shoppingcentrene til foretrukne mødesteder, dog ikke for konstruktionsarbejdere som ingen adgang har (Ali, 2010:9), men i stedet må sidde i solen på en plet græs i varmen, hvis de har fri. Eksklusionen af arbejderne, som i tilfældet med shoppingcentrene, afskærer arbejderne for at følge det der bliver naturligt for expatriates, emiratier og turister i UAE, og som måske også ville forekomme arbejderne naturligt såfremt de havde adgang til disse centre på 50 graders varme dage. Arbejderne diskrimineres og deres kultur anerkendes ikke. De lave lønninger anser jeg som medskabere af en arbejderkultur i UAE fordi jeg har en forforståelse om at mangearbejdere økonomisk set ikke har råd til at føre en lignende livsstil som de lever efter i deres hjemlande. En sådan livsstil inkluderer i min opfattelse bl.a. at arbejderne kan leve sammen med deres familier. Men der er i UAE et økonomisk minimum for, 35

38 hvornår en gæstearbejder kan få sin familie til UAE. (Ali, 2010:29-30) At der er tale om et økonomisk minimum viser at gæstearbejderens indkomst er af større betydning for UAE, end de kompetencer som gæstearbejderens familie eventuelt kunne bidrage med i UAE. Herved anerkendes gæstearbejderne kun på grundlag af deres økonomi, og ikke for de mennesker som de er. Samtidig anerkendes arbejdernes økonomi ikke i familiesammenføringens øjemed, hvorfor arbejderne ikke har mulighed for at bringe deres familier til UAE. Dette skaber en forståelse af at man først kan værdsættes af UAE når man har råd til at forbruge. Enhver kultur repræsenterer, ifølge Parekh, sit eget meningssystem og syn på det gode liv (Parekh, 2006:336). Jeg forstår` arbejderkulturen i UAE som en kultur de ikke selv foretrækker, men som de i deres accept af de rammer UAE udstikker, alligevel selv er med til at skabe og reproducere. Jeg kan ikke sige noget om, hvordan meningssystemer og synet på det gode liv fungerer i det jeg her har kaldt arbejderkultur i UAE, og jeg kan ikke sige i hvilken grad denne kultur gør det muligt for arbejderne at efterleve deres respektive syn på det gode liv, som de kender fra deres hjemsteder, selvom jeg antager at det gode liv indebærer familiesamvær med den begrundelse at familieforsørgelse ofte er grunden til at arbejderne arbejder i UAE. Parekh argumenterer at et multikulturelt samfund kun kan være stabilt såfremt at alle fællesskaber behandles retfærdigt og deler politisk og økonomisk magt: It requires a robust form of social, economic and political democracy to underpin its commitment to multiculturalism. (Parekh, 2006:343) Selvom dette langt fra er tilfældet i UAE, forekommer det alligevel som et stabilt land, da det f.eks. i skrivende stund er et af de få lande i Mellemøsten, hvor der ikke har været uro af en eller anden art i forbindelse med det Arabiske Forår. Ali pointerer i sin bog at kafalasystemet spiller en afgørende rolle for UAEs stabilitet. UAE har grundet kafalasystemet udviklet sig til det Ali kalder et market society, som tidligere beskrevet i introduktionen til Ali. Gæstearbejdere anses nærmere som en producerende og udskiftelig vare, fremfor værende mennesker der er med til at udvikle UAE mere end bare materielt og økonomisk. Ali analyserer sig frem til at mange alligevel vælger Dubai fordi det er et mere roligt samfund end, hvor gæstearbejderne kommer fra. De er derfor villige til at opgive politik og megen frihed. (Ali, 2010: ) En anden tiltrækningsfaktor er at det efterhånden er blevet et plus på cv et at have arbejdet i Mellemøsten. (Ali, 2010:117) 36

39 Ved kristne højtider er der pyntet op i de forskellige shoppingcentre, men det samme gør sig f.eks. ikke gældende for hinduistiske højtider (min egen observation ), selvom en stor del af befolkningen er indere. Dette siger noget om, hvilke kategorier af mennesker UAE forsøger at tiltrække, og hvilke kategorier der ikke har samme værdi for UAE. Endnu et eksempel er at man som hovedregel ikke kan forny sit residence visa når man er over 60 år gammel (Ali, 2010:141). Man kan dog blive i landet, hvis man ejer et firma, og måske på 1-2 års residence visa, hvis man er heldig. (Ibid.) Ud af dette læser jeg en kategorisering af ældre gæstearbejdere over 60 år, som nogen der generelt ikke har værdi for UAE, i og med at de i kraft af pensionsalderen ikke er i stand til at arbejde og bidrage til UAEs økonomi og udvikling. Man må i tråd med Alis research kunne antage at disse fakta nødvendigvis påvirker gæstearbejdernes forhold til UAE. Parekh understreger at ingen kultur er værdiløs eftersom den betyder noget for de mennesker som er en del af den, hvorfor den bør respekteres for dette faktum, selvom man måske ikke bryder sig om den. (Parekh, 2006:337) Med de løn-, leve- og arbejdsforhold der er tilgængelige for arbejderne i UAE, til trods for at UAE økonomisk har været i stand til at stille arbejderne bedre, forstår jeg det som om UAE ignorerer at arbejdernes respektive kulturer betyder noget for arbejderne. Parekh skriver: As for culture itself, our respect for it is based on our assessment of its content or the kind of life it makes possible for its members. (Parekh, 2006:176) Man kan altså forstå det således at UAE ikke anerkender arbejdernes kulturer, fordi UAE ikke ser det som favorable kulturer, som de selv ville bryde sig om at inspireres af i modsætning til vestlige kulturelle tendenser, som der findes i UAE. I forlængelse af ovennævnte citat skriver Parekh videre: Since every culture gives stability and meaning to human life, holds its members together as a community, displays creative energy, and so on it deserves respect. (Parekh, 2006: ) Miskendes individet socialt risikerer det, både ifølge Parekh og Honneth, at nedbryde både identitet og selvværd. Miskendelse baseres, ifølge Parekh, både på materielle og kulturelle parametre som ofte er båret af fordomme der forstærkes fordi gruppen tilgås med et bestemt syn på det gode liv og fordi gruppen af forskellige grunde er fanget i et system der gør det svært at bryde ud og agere anderledes (Parekh, 2006:343). Ved ikke at anerkende arbejdernes respektive kulturer kan UAE svække stabiliteten og sammenholdet i arbejdernes kulturelle fællesskab. Denne tolkning er baseret på en forforståelse om at UAE ikke er 37

40 interesseret i at arbejderne står stærkt og solidarisk over for hinanden, fordi det ville kunne true stabiliteten i UAE, såfremt arbejderne begynder at kræve rettigheder, organisere strejker og lignende. En anden vinkel på denne problematik er dog, at man kan forestille sig at arbejderne i stedet for et hjemligt kulturelt fællesskab, skaber en anden form for fællesskab blandt kolleger, værelseskammerater, landsfæller osv. Om dette fællesskab kan være lige så stærkt og effektivt i ovennævnte henseender, kan jeg ikke svare på i dette projekt, men det ville være endnu et interessant emne at undersøge i forbindelse med samfundstabiliteten i UAE. For at udvide sin horisont og undgå at se sig selv som den perfekte kultur, har en given kultur, ifølge Parekh, brug for omgang med andre kulturer. (Parekh, 2006: ) Parekh foreslår at anerkendelse skal skabes gennem omstrukturering af politisk og økonomisk magt, samt streng refleksion over den dominerende kultur for at skabe mere lighed : Misrecognition, therefore, can only be countered by both undertaking a rigorous critique of the dominant culture and radically restructuring the prevailing inequalities of economic and political power (Parekh, 2006:343) Det kan dog i UAEs tilfælde diskuteres, hvad den dominerende kultur egentlig er, fordi det i forbindelse med Parekhs argument ikke giver mening af tilskrive emiratierne den dominerende kultur, som ellers er det citatet lægger op til. I bund og grund forstår jeg det i stedet som om at det er regeringens opgave at sætte en refleksion og forandring i værk, og på den måde også være forbillede over for emiratierne. I samme forbindelse understreger Parekh at anerkendelse ofte kræver kulturelle og politiske stride, og i nogle tilfælde vold (Parekh, 2006:343). Poltiske stride beskrives som en nødvendighed da kultur ikke kan adskilles fra magt, eftersom kultur i sig selv kan forstås som en magt i et større system af magter: [...] the politics of culture is integrally tied up with the politics of power because culture is itself institutionalized power and deeply imbricated with other systems of power. (Parekh, 2006:343) Dette er en vigtig pointe, men her udfordres UAE igen i kraft af landets styreform som langt fra er demokratisk. Honneth påpeger at magtforståelsen kan udviddes ved at anse magt som en kamp for ligevægtige anerkendelsesrelationer, og ikke kun som en kamp for egne interesser (Honneth, 2003:19). Der vil dog ikke kunne forekomme politiske stride så længe der ikke er den mindste opposition, men opposition kræver ytringsfrihed. Dette er emnet for næste del af diskussionen, men først en opsamling på nærværende afsnit. 38

41 Der forekommer altså en ekslusion af arbejderne fordi deres økonomiske grundlag og kulturer ikke gør dem anerkendelsesværdige i UAEs øjne. Derudover kan det antages at arbejderne udgør en trussel for UAEs stabilitet i tilfælde af at de kræver deres rettigheder og lovgivningen håndhævet, strejker og lignende. Fordi at arbejderne accepterer miskendelsen, inddirekte ved ikke at kræve forandring, så er de selv med til at reproducere og opretholde manglen på anerkendelse fordi de ikke kan agere anderledes og derfor konstant lever op til UAEs billede af arbejderne. Ligeledes blev det gjort klart at UAE ikke værdsætter alle kategorier af mennesker, hvilket kan antages at påvirke gæstarbejdernes forhold til UAE. Med udgangspunkt i Parekh slås det fast at regeringen bør tage initiativ og gå frem som forbillede med anerkendelse af gæstearbejderne og anderledeshed som mål ved først og fremmest at afskaffekafalasystemet for den måde at udvise anerkendelse over for gæstearbejderne Ytringsfrihed og censur Selvom den officielle engelske udgave af UAEs lovgivning er svært tilgængelig (den fulde lovgivning kan erhverves for et større beløb (UAEL)) er det alligevel almindeligt kendt at ytringsfrihed ikke er en celebreret størrelse i landet. Dette kan ses gennem Alis eget eksempel, hvor han i Dubai: Gilded Cage ikke kan takke nogle af de vigtigste informanter ved brug af deres rigtige navne. (Ali, preface:6) Disse mennesker har ytret sig kritisk om regeringen eller den kongelige familie, hvilket i UAE er ulovligt. Regeringen tager flere metoder i brug mod kritiske røster, bl.a. ekstrem overvågning, chikane, afskedigelse fra job og deportering. (Ali, 2010:57) Yderligere læses og censureres bøger før de får tilladelse til udgivelse og salg i UAE. Er de for kontroversielle bliver de ikke udgivet. Alle israelske hjemmesider er blokerede samt alt hvad der har den mindste snert af pornografi. (Ali, 2010:57) Derudover blokeres internetsider der er kritiske over for UAE, forskellige sociale netværk blokeres og f.eks. har protestvideoer fra Iran i 2009 været blokeret. (Ali,2010:58) Dette er dog pudsigt eftersom den viden der blokeres nemt kan overføres mundtligt, opnås ved at opholde sig i udlandet eller man kan forsøge at få adgang til materialet på et andet sprog. 39

42 Det er interessant at der skal betales et større beløb for at få adgang til lovgivningen på engelsk. Det kan være en måde at nedtone kritik på, fordi det kuner de der har råd til det, der kan oplyse sig selv om, hvordan de skal forholde sig som borgere i UAE. Derudover vil der også være færre der kan kræve deres rettigheder og lovgivningen håndhævet. Dubai har for alvor sat sit navn på verdenskortet og har gjort sig relevant for vesten, men det image UAE har opbygget, er dyrt at opretholde. (Ali, 2010:33). Branding er derfor, ifølge Ali, det vigtigste for Dubai med verdens højeste bygning, Burj Khalifa, som eksempel. (Ali, 2010:52) Dernæst kommer penge og show off - hvem har den smarteste bil, bedste bord på natklubben, de flotteste piger på de største natklubber osv. (Ali, 2010:45-46) Nattelivet er, ifølge Ali, bl.a. noget af det der holder UAE kørende. Havde nattelivet ikke eksisteret ville der sandsynligvis ikke være nær så meget turisme. (Ali, 2010:45) Turister og gæstearbejdere forsøges tiltrukket gennem reklamer med vestlige kvinder karrikerede i bikini, korte kjoler osv. (Ali, 2010:40-41), men også gennem arrangementer som jazz- og heavy metal- festivaller.(ali, 2010:69) Dette er alt sammen noget som ikke oprindeligt er en del af den lokale kultur, men noget som UAE har taget til sig med henblik på at tiltrække udlændinge. Ali påpeger at Dubai appelerer til alle netop fordi der ikke er nogen oprindelig kultur og at der af den grund heller ikke rigtig opstår kulturchoks (Ali, 2010:46). Her mener jeg dog at Ali ikke er nuanceret nok, da kulturchoks må afhænge af det enkelte individ. Yderligere kan det diskuteres, hvorvidt alle appeleres af mangel på oprindelig kultur. Men overordnet så har han en pointe i og med at der er så mange forskellige kulturelle elementer repræsenteret i Dubai, og at de fleste mennesker vil kunne genkende sig selv nogle af disse elementer, hvorfor Dubai ikke vil forekomme dem helt fremmed. Dubai har, netop for at appelere til omverdenen, brugt rigtig mange penge på at brande sig selv. UAE har stort set kun fået god omtale i medierne indtil finanskrisen. De var ikke forberedt på al den negative medieomtale de fik i den forbindelse og efterfølgende. Derfor skabte Dubai et Public Relations Department der skal promovere og vedligeholde Dubais image ved at give korrekte informationer til medierne. (Ali, 1010:56) Ordet korrekte, er direkte oversat fra engelsk i Dubai:Gilded Cage, hvorfor jeg ikke ved om det er Alis opfattelse eller om det er Public Relations Departmentets egen formulering. Men i tråd med nærværende diskussion burde der i stedet for korrekte have stået de rette informationer eftersom det er utænkeligt at UAE vil oplyse 40

43 korrekte informationer som UAE ved vil skade dets omdømme. Det handler altså om at Public Relations Departementet sorterer i sandheder og kun videregiver de dele de vurderer kan tåle offentlighedens lys. Journalister må af samme grund lægge bånd på dem selv. En journalist fra magasinet Time Out Dubai udtrykker at medieindustrien i Dubai [...] makes nice, not news. (Ali, 2010:60) Dette skal forstås på den måde at det kun er tilladt at skrive pænt om UAE. Tidligere kunne journalister blive fængslet for at udføre deres arbejde, hvis arbejdet vurderedes at være skadelig information for UAE, dets image, økonomi eller fornærmende over for kongefamilien. I dag bliver dette ikke straffet med fængsel, men i stedet udstedes bøder på op til fem millioner dirhams (ca. 7,5 million kr). (Ali, 2010:59) Hvorvidt en fængelsstraf eller et livslangt gældsforhold til UAE er mere ønskværdigt, kan diskuteres. Det virker ligegyldigt at udelukke fængselsstraf når bøderne til gengæld er ubetalelige, og kan sende de implicerede i et økonomisk fængsel i stedet. Det kan tolkes som om at UAE, ved at ændrekonsekvensen af denne lovovertrædelse, fra fængselsstraf til bøde, udadtil får det til at ligne at de tilskriver den tiltalte mere anerkendelse, da en bøde giver mere fysisk frihed end en fængselsstraf og ved første øjekast virker knap så hård. Men i sidste ende kan den økonomiske straf være mindst lige så ubehagelig da den i stedet kan medføre stress fordi den tiltalte ikke kan se sig ud af situationen. Det virker altså som et forsøg på at opretholde UAEs image. Det korte af det lange er, at så længe man holder sig fra kritik og politik kan man leve forholdsvis uforstyrret i UAE, uanset om man er emirati eller gæstearbejder. Det er interessant at lovgivningen ikke er offentligt og gratis tilgængelig for alle, når overtrædelse af den kan have så store konsekvenser som afskedigelse fra job og deportering. Men også fordi at Dubai appellerer til de fleste bl.a. med deres udbud af natteliv, hvor nogle af de ting der ofte følger af alkohol og godt humør ikke er tilladte i UAE. Det er altså svært at navigere sin adfærd når man ikke kender eller har adgang til information rammerne, hvilket kan forstås som noget af det der er med til at opretholde UAE som et market society. Opretholdelsen af UAEs image kan muligvis være en del af forklaringen. Enten fordi at de ikke vil klandres for miskendelse af forskellige samfundsgrupper ved ikke at håndhæve lovgivningen, eller fordi at UAE vil virke mindre attraktiv, når først man er blevet bekendt med lovgivningen. Sidstnævnte er der noget der kunne tyde på med reference til det 41

44 oprettede Public Relations Department. I denne forbindelse kan man stille spørgsmål til om lovgivningen tilbageholdes, ikke fordi gæstearbejderne miskendes, men netop fordi de anerkendes som individer der vil gøre krav på deres rettigheder så snart de kender dem. Det menneskesyn der ligger i et såkaldt market society, som Ali har defineret UAE som, kommer tydeligst til udtryk i arbejdernes tilfælde. Jeg vil derfor i det følgende gøre et eksempel ud af konstruktionsarbejdernes situation da de udgør en fjerdel af Dubais indbyggere. (Ali, 2010:83) Arbejdere De mennesker der i dette projekt er karakteriseret som arbejdere, arbejder som tidligere nævnt i low-skilled jobs. Disse jobs er f.eks. hotel og restauration, prostitution, ekspedienter, taxichaufførere, vagter, rengøring, maids og tea-boys, bilvask, konstruktion, gartneri og vejarbejde. (Ali, 2010:81) Konstruktionsarbejdere kan ifølge Human Rights Whatch (i Ali, 2010:86) tjene mellem USD per måned for arbejdsdage på timer, seks dage om ugen (Ali, 2010:83). Efter de kommer til Dubai ændres deres kontrakt ofte til en lavere løn end de blev lovet inden de rejste til UAE. (Ibid.) I 2006 kostede det en arbejder omkring 2000 USD for rekruttering, visum, rejseudgifter m.m., før de overhovedet kom til UAE. (Ibid.) Mange af disse arbejdere får ulovligt frataget deres pas ved ankomst til UAE (regeringen tolererer dette) og deres løn tilbagesholdes ofte i måneder for at de ikke skal sige op (dette tolereres også af regeringen). (Ali, 2010:11) Dette sætter straks arbejderne tilbage i deres tilbagebetaling til rekrutteringsselskaberne i hjemlandene. (Ali, 2010:84) 2000 USD er mange penge, selv i Danmark, hvorfor pengene må antages at være er lånt. Human Rights Whatch beretter om arbejdere fra Bangladesh der betaler 11 % i rente af disse lån. (i Ali, 2010:84) Det er i UAE ikke legalt for en virksomhed at benytte sig af rekrutteringsbureauer der anvender sådanne metoder, men regeringen gør intet for aktivt at håndhæve denne lovgivning. (Ibid.) Ligesom tidligere i diskussionen anerkendes arbejderne ikke da den lovgivning, der er til for at beskytte dem, ikke bliver håndhævet i og med at UAE tolererer at arbejdernes pas og løn tilbageholdes. 42

45 Ali beskriver yderligere hvordan nogle arbejdsgivere giver dummebøder, hvis kostruktionsarbejderne ikke møder op til deres vagt, eller hvis konstruktionsarbejderne ender i slagsmål. (Ali, 2010:86-87) I et bestemt tilfælde lå bøderne på dirhams (ca kr.) og virksomheden tjente flere tusinde kroner om året på slagsmål alene. (Ibid.) Ali nævner dog ikke noget om, hvorvidt dette er legalt. Men det viser at virksomhedsejere også har en stor del af ansvaret for at anerkende arbejderne i stedet for at udnytte dem som i ovenstående tilfælde. Det er værd at bemærke at det oftest er arbejderne der bliver udsat for denne behandling og at det sjældent sker for expatriates, hvis man skal dømme efter den information det er muligt at få gennem medierne. Det viser at UAE ikke anerkender arbejdernes evner til at begå sig moralsk, og at arbejderne dermed ses som mindre værd end expatriates. Yderligere tilgås arbejderne på denne vis homogent i og med at det forventes at de vil forsøge at snyde sig uden om kafalasystemet, hvorfor det må være nødvendigt at fratage dem deres pas. UAE symptombehandler altså situationen i stedet for at gribe forebyggende ind. UAE finder ikke ind til kilden som er ophav til den adfærd som UAE forventer af arbejderne, sandsynligvis fordi at det ikke er arbejderne, men i stedet UAE der skal tage ansvaret for arbejdernes adfærd (når den tenderer til det kriminelle) ved at håndhæve UAEs lovgivning og anerkende arbejderne som værdifulde bidragsydere i UAE. Da finanskrisen var på sit højeste og mange arbejdere blev arbejdsløse, var det ikke en mulighed at rejse hjem grundet de høje beløb de skyldte familiemedlemmer og rekrutteringsbureauer - beløb som de ikke ville kunne betale med en løn fra deres hjemland (Ali, 2010:90). Mange af strejkerne i (Ali, 2010:89) handlede om at dollarens nedgang i værdi bevirkede at lønnen ikke længere var høj nok til at betale gæld, renter og sende penge hjem når valutaen skulle konverteres. (Ali, 2010:91) Flere hundrede arbejdere blev efterfølgende deporteret, uden retsag, på grund af strejkerne og samtidig fik den respektive arbejdsgiver af staten 250 arbejdsvisum gratis. (Ali, 2010:89) Når konstruktionsvirksomheder går nedenom og hjem, som det var tilfældet omkring finanskrisen, får arbejderne for det meste ikke deres skyldte løn. (Ali, 2010:85) Først betales kreditorer og så er der oftest intet tilbage til arbejderne. (Ibid.) Ofte får arbejderne ikke medhold i retten som i dette eksempel fra 2009, hvor en dommer har udtalt: You want to take your money? Bring someone who will buy all the companys stuff (Ali, 2010:85) Denne udtalelse 43

46 er arrogant og nedladende, og viser ikke forståelse og anerkendelse over for arbejderne. Dette er problematisk da det juridiske system som del af staten, ifølge multikulturalismen, bør gå frem som forbillede for landets borgere, frem for at udtrykke sig nedladende om forskellige samfundsgrupper. Den samme mentalitet ses når emiratier fornærmer hinanden ved at sige in ta hindi, som betyder: din inder (DB). En stor del af konstruktionsarbejderne i Dubai bor i arbejderlejren Sonapur som er verdens største (Ali, 2010:3), hvor der som i mange andre arbejderlejre i UAE er uhumske forhold. (Ali, 2010:4) Dog er disse forhold bedre end forholdene for en gruppe på 2000 arbejdere der oprindeligt boede i Sonapur, men som blev relokeret til at bo i containere, 16 arbejdere per container, og én separat container var udelukkende til syge arbejdere. (Ali, 2010:94) Huslejepriserne steg i midten af 2000 og tvang arbejderne til at finde kreative løsninger. Nogle valgte at leje bagagerum til at sove i om natten til fem dirhams per nat (ca. syv kroner) og somme tider sov de to mand i et baggagerum. (Ibid.) I stedet for at bygge billige ordentlige boliger for at komme problemet til livs, byggede Abu Dhabi en arbejderlejr til arbejdere. (Ibid.) Sat i perspektiv til UAEs rigdom er denne varetagelse af arbejderne ikke optimal. Havde der været tale om polakker på legalt arbejdsophold i Danmark og de var blevet huset i containere eller var nødt til at sove i danskernes bagagerum, ville der sandsynligvis have været massiv mediedeækning og kritik alverdens steder fra. Arbejdernes tilværelse i UAE sker altså på bekostning af deres frihed. Frihed forstået på den måde at de er afhængige af deres sponsorer og er underlagt en diskriminerende lovgivning, samt at de er lønnede på et niveau der ikke giver megen økonomisk frihed. Det at de er bundet til deres sponsor og at familien i hjemlandet er afhængig af pengene tjent i UAE, ser jeg ligesom Ali som en afgørende faktor for UAEs stabilitet. Gør arbejderne oprør fængsles og deporteres de, og har måske endnu ikke tjent nok til at afbetale gæld i hjemlandet. I værste fald får arbejderne problemer med kreditorerne fordi de i hjemlandet ikke kan tjene nok til at betale gælden af. Dette vil sandsynligvis få konsekvenser for den enkelte arbejder, men også for dennes familie. Manglen på anerkendelse og den frygt det inddirekte afføder hos arbejderne er skadeligt i alle tre anerkendelsessfærer. Selvtilliden påvirkes fordi at arbejderne konstant giver uden at få andet tilbage end utak og ignorance. Selvagtelsen skades ved at de får frataget pas, og lønninger tilbageholdes i forventning om at arbejderne ikke ved, hvordan man begår sig moralsk. Selvværdet 44

47 krænkes fordi arbejdernes bidrag til UAE ikke anerkendes af UAE, men også fordi arbejderne ikke kan leve op til deres egne og familiens forventninger når arbejderne ikke modtager deres løn rettidigt så den kan sende hjem til familien. Der er altså, i multikulturalismens perspektiv, et behov for at UAE skaber og håndhæver lovgivning der anerkender arbejderne som værdifulde bidragsydere til UAEs udvikling, i stedet for at miskende arbejderne som nogen der ikke ved, hvordan man begår sig moralsk Anerkendelse eller frygt? Jeg forstår arbejdernes frygt, for hvad der kan ske dem selv og familien, som en af hovedårsagerne til at de ikke kræver nogen rettigheder de har simpelthen for meget at miste. Dertil kommer den faktor at arbejderne, hverken taler eller skriver engelsk eller arabisk, hvorfor det er umådeligt svært for dem at gøre sig bevidste om deres rettigheder i UAEs lovgivning. Expatriates har oftest mulighed for at vende tilbage til deres hjemlande på mindre problematisk vis end arbejderne, fordi de ikke har haft de samme udgifter i forbindelse med flytningen til UAE (som oftest betaler virksomheden, hvori de er ansat), hvorfor de ikke har lige så meget at miste. Alligevel er der mange expatriates der har boet i UAE størstedelen af deres liv, for hvilke at ytre sig kritisk ville betyde at de ikke længere kan bo i landet, alt efter graden af kritikken. I denne diskussion er emiratierne ej at forglemme. De er underlagt nøjagtig den samme lovgivning, hvad ytringsfrihed angår (Ali, 2010:57). Man kan forestille sig at de ikke ytrer sig kritisk på grund af det priviligerede liv staten har gjort muligt for dem at leve. Af samme grund er det min forforståelse at de ikke ønsker at afskaffe kafalasystemet og f.eks. indføre demokrati der inkluderer alle borgerne i UAE, fordi det vil ramme emiratierne selv. De goder, staten giver emiratierne, ville i den demokratiske tanke falde drastisk og emiratierne ville sandsynligvis være nødt til at uddanne sig og arbejde for at kunne betale deres udgifter. Dette er ikke ønskeligt for emiratierne, da det er et valg de også kan træffe i deres nuværende situation, dog uden at de mister deres social security benefits. Det kan diskuteres, hvorvidt emiratierne egentlig anerkendes af staten eller om staten tilskriver emiratierne priviligerende rettigheder for at sikre sig emiratiernes støtte og loyalitet, som er med til at bevare den kongelige families position og magt i UAE, eller om det er en kombination af 45

48 begge dele. Ligeledes kan det diskuteres, hvorvidt emiratierne anerkendes eller frygtes af gæstearbejderne fordi gæstearbejdernes liv på flere måder ligger i emiratiernes hænder. I arbejdernes tilfælde er der som diskuteret generelt set ingen frihed i UAE, men en bedre økonomi venter i bedste fald i hjemlandet når alle lån for opholdet i UAE er betalt ud og det har været muligt at spare op. Kuwait og Bahrain har afskaffet kafalasystemet (Ali, 2010:65), men min forståelse er at UAE sandsynligvis ikke følger trop, da de er for afhængige af at kunne kontrollere folk, især emiratierne og arbejderne, for at opretholde holde landets image. Hermed kan det også sluttes at afskaffelse af kafalasystemet og en indførsel af demokrati vil være en stor udfordring som UAE ville skulle tage op til forhandling, såfremt landets multikulturelle samfund skulle håndteres efter multikulturalismens tanke. Denne udfordring undersøges i det følgende nærmere Den demokratiske tanke Parekh argumenterer at enhver lovgivning burde kræves eftersyn så den løbende kan tilpasses for at undgå fremmedgørelse og eksklusion af forskellige samfundsgrupper. (Parekh, 2006:210) Men denne tanke stemmer ikke overens med forholdene i UAE, hvor regeringen gennem kafalasystemet netop ikke ønsker at inkludere og integrere gæstearbejderne i det emiratiske samfund. Derudover bør statens sammensætning, ifølge Parekh, afspejle samfundet og være uddannet med professionel kompetence og integritet (Parekh, 2006:210). Hvorvidt ministrene har de fornødne kompetencer til at besidde deres poster kan betvivles med henvisning til diskussionen om emiratiernes forhold til uddannelse, arbejde og prestige. Ydermere beskriver Parekh det som vigtigt at staten, gennem sin sammensætning, viser at den ikke kun er knyttet til ét af fællesskaberne, men er loyal over for alle grupper (Ibid.). Dette er dog et komplekst krav i UAEs tilfælde. Hvis staten skulle repræsentere UAEs fællesskaber i et en til en forhold, så ville emiratierne stort set ikke være repræsenterede. Men på den anden side kan det også argumenteres at forskellige fællesskaber ikke behøver at være repræsenterede for at opnå retslig juridisk anerkendelse og respekt. For at sikre retfærdighed i et multikulturelt samfund må magten altså, ifølge Parekh, decentraliseres (Parekh, 2006:212). Et multikulturelt samfund bør, som Parekh udtrykker det, håndteres fra et multikulturelt perspektiv der beskrives som: 46

49 [ ] composed of the creative interplay of these three complementary insights, namely the cultural embeddedness of human beings, the inescapability and desirability of cultural diversity and intercultural dialogue, and the internal plurality of each culture. (Parekh, 2006:338) Det multikulturelle perspektiv handler altså om mennesket som kulturelt indlejret, om kulturers interne mangfoldighed og om at kulturel forskellighed og interkulturel dialog er ønskelig og uundgåelig. Inden for dette perspektiv argumenterer Parekh at samfundet nødvendigvis må: [ ] find ways of pluralizing the state without undermining its unity and the ability to act decisively in the collective interest. (Parekh, 2006:195) Altså skal staten arrangeres således at den handler resolut i den kollektive interesse og stadig bibeholder sin sammenholdende egenskab, til trods for statens plurale karakter. Derfor må ethvert multikulturelt samfund udarbejde en politisk struktur i tråd med dets kulturelle traditioner, dets udvalg og dybde af kulturelt indlejrede forskelle og dets historie. (Ibid.) For at dette kan lade sig gøre må samfundet konfrontere tanken om at der kun er én gyldig måde, hvorpå en stat kan være konstitueret. (Ibid) UAE ligger i dag langt fra denne tanke eftersom regeringen består af familiemedlemmer af den kongelige familie og lovgivningen priviligerer emiratierne. For at nærme sig multikulturalismens krav, ville UAE være nødt til at tage den demokratiske model op til diskussion. Det ville være urealistisk at forvente en accept af en klassisk demokratimodel, fordi emiratierne er en minoritet i deres eget land. Dog ville man måske i stedet kunne tale om en tilpasset demokratimodel der tager højde for at emiratierne skal have større indflydelse selvom de er i mindretal. Til trods for at der i UAE ikke forekommer nationale valg, åbnede de alligevel døren for at landets irakiske statsborgere kunne stemme i 2005, hvor Irak afholdte valg (MØI 23). Dette samt de omkringliggende lande og Saudi Arabiens snak om demokrati, har lagt et pres på UAE. Lige nu opretholdes og reproduceres landets lederes autoritet gennem olieselskaber, personlige forbindelser og støtte af magter uden for UAEs grænser. (MØI 23.) Dette ændrer dog ikke på at landet ikke kan beskytte sig selv militært (MØI 19-20), hvilket er risikabelt i den globalt strategisk vigtige region. En af de helt store udfordringer kan vise sig at blive de omkringliggende landes tale om og forsøg på reformer og demokratisering, netop fordi at UAE siden selvstændigheden ikke har indført reformer for større politisk deltagelse blandt befolkningen, selvom landet på mange andre 47

50 punkter har været i rivende udvikling. (MØI 23) Man kan forestille sig at de næste større ændringer vil ske med pres eller initiativ udefra som tidligere i UAEs historie. At oprette et demokrati tilpasset til UAE med særlige hensyn til emiratierne ville altså kræve en ophævelse af kafalasystemet for at inkludere og integrere gæstearbejderne. Regeringen ville, ifølge Parekh, skulle afspejle befolkningen og være konstitueret af mennesker med de rette kompetencer for at sikre loyalitet over for alle samfundsgrupper og derved fremstå som et forbillede der anerkender alle samfundsgrupper Staten som forbillede Staten spiller som nævnt en vigtig rolle som forbillede i et multikulturelt samfund eftersom det er en af de få ting folk kan være fælles om, hvorfor staten også bør gå frem som eksempel på at overkomme fælles fordomme og synspunkter. I den forbindelse er det vigtigt at staten behandler alle grupper og individer i samfundet lige (Parekh, 2006:209). I december 2010 var der et tilfælde med en maid der af sin arbejdsgiver blev slået og fik frataget sin mobiltelefon da hun spurgte efter sin løn og om en fridag efter flere måneders ansættelse. (MR) Hun formåede at flygte med hjælpe fra vagten i bygningen og en hospitalsrapport viste at hun havde flere skader på arme og bryst. (Ibid.) I april 2011 kunne man læse i avisen 7 Days at en maid, ansat hos en politibetjent, var blevet voldtaget 14 gange af selvsamme sponsor, og i samme forbindelse var blevet truet på livet. (MR1) Her ses tydeligt ironien i at UAE benytter betegnelsen sponsor. Kafalasystemet er som tidligere nævnt indrettet således at det ikke er lovligt at flygte fra sin arbejdsgiver, hvorfor det ikke giver mening at melde sager som ovenstående til politiet. Derimod er det legalt for førstnævnte arbejdsgiver at anmelde den omtalte maid til politiet netop fordi hun er flygtet. I avisen Khaleej Times kunne man den 13.februar 2010 læse om, hvad der bl.a. anses som kriminalitet i UAE: According to a study prepared by the General Department of Criminal Investigation showed that the crimes committed by housemaids include theft, adultery, bringing outsiders to employers home, getting pregnant outside marriage and suicide attempts. (KT) 48

51 Når der er tale om voldtægt, vil der ofte være den mulighed at kvinden bliver gravid. I UAE skelnes der, som i ovenstående citat, ikke mellem graviditet som følge af voldtægt og frivillig graviditet det er i alle tilfælde ulovligt at være gravid uden at være gift. I citatet fremgår det yderligere som en kriminel handling at forsøge at begå selvmord. Der er altså tale om at arbejdere kriminaliseres selvom de, set med demokratisk retslig juridiske øjne, er ofre. Der tages ikke højde for at disse selvmordsforsøg i mange tilfælde ville kunne forebygges med skabelse og håndhævning af en lovgivning der anerkender maids og alle andre gæstearbejdere. Parekh argumenterer at ordensmagten især spiller en vigtig rolle som forbillede fordi det er den udøvende magt. (Parekh, 2006:209) For nogle år siden blev en video smuglet ud af UAE og offentliggjort. Regentens halvbror Sheikh Issa torturerer, i videoen, sammen med politiet en afghansk mand i ørkenen og befaler hændelsen optaget på video (ISSA). Sheikh Issa er først blevet stillet for en dommer i januar 2010 selvom hændelsen fandt sted i 2004 og dommeren fandt: [ ] that he had been acting under the influence of drugs administered by associates who wished to film and then blackmail him, and that he therefore had diminished liability for the violent and sustained assault on the Afghan victim. (AMN) Historien er ikke velkendt i omverdenen ud fra youtube-videoens hits at bedømme (cirka hits tilsammen på fem udgaver af videoen, hvor den tidligste video blev uploaded i 2009). Havde der omvendt været tale om Kronprins Frederik og tortur af en afghansk mand i Dyrehaven ville der nok være kommet en kraftig reaktion fra omverdenen. Det er ifølge Parekh både ønskeligt og uundgåeligt at forskellige samfund bør fortolke, prioritere og realisere store moralske værdier forskelligt på baggrund af deres forskellige traditioner, historier og moralske kulturer (Parekh, 2006:141). De bør ifølge ham forsøge at integrere de store værdier i en tilpasset udgave i deres respektive og allerede eksisterende moralske strukturer. På denne måde (ifølge Parekh - den eneste måde) kan vi åbne op for en forståelse af menneskelivets kompleksitet og på den måde nærme os en moralsk universalitet. Han påpeger dog at der kan være en fare for at autoriteter, som staten, udnytter deres autoritative position til at tolke på en måde der kommer dem selv til gode (Ibid.), som det ses i tilfældet med sheikh Issa, hvor 49

52 dommeren efter min opfattelse godtager Issas forklaring, for at bibeholde kongefamiliens og UAEs image udadtil. Denne opfattelse bunder i en refleksion over, hvorvidt stoffer alene kan drive et menneske så vidt at det samler en gruppe mennesker, inklusive nogle politibetjente og henter en forretningsforbindelse for at torturere denne på et privat område i en ørken uden at der er nogen der gør det mindste for at tale personen fra det, fordi de ved at han er påvirket og at hans handling vil plette hans image. UAE udfordres altså gevaldigt af multikulturalismens opfordring til at staten, gennem det retslig juridiske system og ordensmagten, går frem som et forbillede for landets borgere. Ovenstående eksempler viser tydeligt, hvorfor omverdenen bør reflektere over forholdene i UAE og tage stilling til dem. Dertil kan det argumenteres at kafalasystemet og statens passivitet over for arbejdernes forhold i modsætning til, hvad multikulturalismen foreskriver, er med til at reproducere og forstærke visse fordomme UAE. Yderligere giver betegnelsen sponsor et ukorrekt indtryk af realiteterne. Sponsor er et positivt ladet ord og deri ligger det at man skal være taknemmelig over for den støtte og de muligheder man får gennem sin sponsor. Det virker altså som om at UAE stiller facader op for at skjule, hvordan det virkelig står til, sådan så landets image ikke skades Emiratierne isolerer sig Tilstedeværelsen af så mange gæstearbejdere i landet må nødvendigvis påvirke emiratierne da de er en minoritet i deres eget land. Ifølge Ali har emiratier fået en tendens til at isolere sig fra gæstearbejderne både geografisk og socialt (Ali, 2010:12). Denne isolation samt antallet af emiratierne gør det svært for gæstearbejderne i landet at komme ind på livet af emiratierne og omvendt. Om denne isolering sker af mangel på anerkendelse af gæstearbejderne og deres levevis har jeg ikke mulighed for at svare på. Men såfremt det faktisk forholder sig sådan, kan det diskuteres, hvorvidt regeringens rolle heri forstærker emiratiernes isolering, da det er regeringen der der tillader barer, diskoteker, det store antal gæstearbejdere og hvad der dertil hører. Alt sammen ting der i UAE, som organisme, kan forstås som fremmedlegemer. Derfor kan isoleringen muligvis også forstås som en måde, hvorpå emiratierne giver udtryk for at de ikke ønsker at tage del i den kultur der udvikles i storbyerne i UAE. Derudover skaber regeringen et skel ved at at priviligere emiratierne gennem lovgivningen. Dette kan have en forstærkende virkning på 50

53 distancen mellem emiratier og gæstearbejdere, hvilket kan lede til flere misforståelser end tidligere, netop fordi de ikke har meget med hinanden at gøre. Der kan stilles spørgsmål ved, hvad det vil betyde for UAE, hvis denne isolering fortsætter. Ovenstående er samtidig med til at begrænse den dialog som multikulturalismen forespørger i et multikulturelt samfund. Parekh forklarer at dialogen skal være konstant for at [...] nurture a climate in which it can proceed effectively, stretch the boundaries of the prevailing forms of thought, and generate a body of collectively acceptable principles, institutions and policies. (Parekh, 2006:340) Fordi at kulturer er en dynamisk størrelse er det altså nødvendigt med en vedvarende dialog for at opretholde et samfund der kan accepteres af alle. Denne dialog kræver, ifølge Parekh, visse institutionelle forhold: [ ] freedom of speech, agreed procedures and basic ethical norms, participatory public spaces, equal rights, a responsive and popularly accountable structure of authority and empowerment of citizens. (Parekh, 2006:340) Han beskriver i denne forbindelse et svagt samfund som et der frygter anderledeshed og ikke er i stand til at overkomme denne frygt: [ ] feels threatened by differences and lacks the confidence and the willingness to welcome and live with them. (Parekh, 2006:196) Jeg vil ikke kategorisere UAE som et generelt svagt samfund da de har taget meget til sig fra andre steder i verden. Der hvor emiratierne har deres svaghed, er at der ikke skal meget til for at de mister taget (magten) i deres eget land, da de heri er en minoritet. Her kan der igen henvises til regeringens nationale identitetsprojekt. Yderligere kan udkommet af en dialog ikke forudsiges, hvilket kan være endnu en grund til at der ikke aktivt skabes dialog mellem kulturerne og de forskellige samfundsgrupper i UAE. Spørgsmålet er om manglen på en sådan dialog fungerer som en tikkende bombe, der ikke tæller ned for evigt. Kan UAE fortsætte som nu uden at borgerne kræver mere anerkendelse og flere rettigheder? Det lader til at regeringen er opmærksom på dette, f.eks. da de blokerede protestvideoer fra Iran i 2009 (Ali,2010:58). Parekh forklarer at der er mest der taler for et kulturelt åbent samfund, men at multikulturalismen også accepterer lukkede samfund: It recognizes that the good life can be led in several different ways including the culturally self-contained, and finds space for the latter. (Ali, 2006:172) Accepterede multikulturalismen ikke lukkede samfund, også som fællesskaber inden for et åbent samfund, så ville multikulturalismen konflikte med sine egne forskrifter om at der skal være plads 51

54 til alle måder at leve på. Dette kan dog anses som en smule konfliktende da multikulturalismen både godtager lukkede samfund og samtidig forespørger dialog i praksis. Der er altså i skrivende stund ikke forudsætninger for dialog, i multikulturalismens forstand, i UAE da de institutionelle forhold ikke kan rumme det. At dette er tilfældet, kan forstås som mangel på anerkendelse af borgernes forskellige holdninger, krav og moralske placeringer, hvorfor UAE som tidligere nævnt forsøger at assimilere emiratierne, diskriminerer gæstearbejderne gennem lovgivningen og undertrykker den samlede befolkning gennem forbuddet om ytringsfrihed. Den moralske sikkerhed der søges gennem homogenitet argumenterer Parekh yderligere som fattig, fordi den homogene tilgang undertrykker usikkerhed i stedet for at gå i dialog, hvorved afklaring kan finde sted (Parekh, 2006:171). Emiratiernes tendens til at isolere sig, lægger ligeledes ikke op til dialog, hvorfor det som tidligere nævnt kræver at staten står som forbillede, hvis der skal ses ændringer i anerkendelsens retning. 9. SAMMENFATNING AF DISKUSSIONENS HOVEDPOINTER I nærværende projekt er det gennem diskussionen blevet gjort klart at UAE udfordres af multikulturalismen, specielt omkring anerkendelse. I dette afsluttende afsnit sammenfattes nogle af de vigtigste pointer fra diskussionen. Der vil i projektet ikke forekomme en konklusion da projektet består af en diskussion mellem empiri og teori samt refleksion, hvorfor der ikke foreligger en analyse, baseret på konkrete analytiske redskaber, som der kan konkluderes på. Som kombinationen af multikulturalisme og anerkendelsesteorien viser, er anerkendelse essentiel i multikulturalismens tanke og for individets selvværd, selvagtelse og selvtillid som dele af individets identitet. De følgende pointer vil derfor have forbindelse til de forskellige former for anerkendelse. Det er blevet diskuteret, hvordan UAEs stræben efter en national identitet og kultur samt emiratiernes sociale og geografiske isolering, udfordres af multikulturalismens fordring om værdsættelse af flere kulturelle identiteter uden at emiratiernes fælles og værdifulde identitet som statsborgere svækkes. Dertil diskuteredes UAEs manglende værdsættelse af forskellige kategorier af mennesker, som ligeledes er en udfordring for UAE i multikulturalismens perspektiv. 52

55 Det diskuteres, hvorvidt emiratierne anerkendes af UAEs regering eller om emiratierne priviligeres med unikke rettigheder for at regeringen kan regne med emiratiernes loyalitet og støtte, sådan så de royales position og magt opretholdes i UAE. Forsoningen af de legitime krav om sammenhold og forskellighed blev diskuteret som en udfordring, da kafalasystemet inddirekte og lovgivningen direkte modarbejder denne forsoning. Det blev således diskuteret, hvordan der i multikulturalismens perspektiv, ikke kan dyrkes en forståelse blandt alle medlemmerne af UAEs samfund om at høre til, når gæstearbejderne opholder sig i landet på kafalasystemets præmisser, og arbejderne antages at være moralsk utilregnelige i en sådan grad at deres pas må fratages ved ankomst til UAE. Ydermere blev det diskuteret at det inddirekte og bevidst, gennem lave lønninger og familiesammenføringslovgivningen, gøres nær umuligt for arbejderne at føre deres respektive kulturer, hvilket er i strid med multikulturalismens værdier om det gode liv. Derudover diskuteredes, hvorvidt et politisk sammenhold ville kunne opnås uden kulturel enshed og med specielle hensyn til emiratierne som minoritet i deres eget land, altså en politik der er inkluderende uden at være assimilerende. Yderligere diskuterede jeg, hvorvidt UAEs regering gennem velfærdssystemet og det nationale identitetsprojekt har affødt et behov hos emiratierne for prestige, med diskrimination og miskendelse af gæstearbejdere i arbejdslivet som bivirkning, på trods af at det er emiratierne der mangler kompetencer til at slå igennem på jobmarkedet, og at UAE er afhængig af gæstearbejderne. Multikulturalismens opfordring til regeringens rolle som forbillede for landets borgere, specielt gennem det retslig juridiske system og ordensmagten, blev diskuteret som en af UAEs helt store udfordringer. Dertil diskuteredes, hvordan kafalasystemet og statens passivitet over for arbejdernes forhold, i modsætning til hvad multikulturalismen foreskriver, er med til at opretholde og forstærke fordomme mod gæstearbejderne i UAE. Dette er bl.a. en udfordring fordi at UAE ikke lever op til multikulturalismens krav om dialog mellem kulturer. Emiratiernes tendens til at isolere sig blev i denne sammenhæng diskuteret som en del af udfordringen for en vedvarende dialog mellem de forskellige kulturelle samfund i UAE. Det diskuteredes hertil, hvorvidt uforudsigeligheden ved en dialog kunne tænkes at afholde regeringen fra dialog med de 53

56 forskellige samfund i UAE, i frygt for landets stabilitet stabilitet forstået på den måde at det er regenten der har den afgørende magt i alle UAEs anliggender uden opposition. Endvidere diskuteredes, hvordan undgåelse af dialog der ikke foregår på regeringens præmisser samt manglen på ytringsfrihed og information oml lovgivningen, kan forstås som en måde at sikre stabilitet på, ligesom betegnelsen sponsor kan forstås som en facade der gennem dets positive konnotationer giver et urealistisk billede af virkeligheden i UAE, men på denne vis er med til at opretholde stabilitet. Public Relations Department kan derfor også diskuteres som et element i opretholdelsen af UAEs image. Det diskuteredes yderligere, hvordan gæstearbejderne opgiver en del frihed ved at bo i UAE når de er låst til det miskendende kafalasystem og deres overbevisninger ikke anerkendes når de ikke er i tråd med UAEs image og værdier. I denne diskussion var det endvidere et emne, hvorvidt gæstearbejderne, såfremt de vælger at kæmpe for flere rettigheder, kan udgøre en trussel mod UAEs stabilitet. Der er altså i et multikulturalistisk perspektiv, på baggrund af diskussionen i dette projekt, et behov for at UAE skaber og håndhæver lovgivning der anerkender gæstearbejderne som værdifulde resourcer i UAEs udvikling. Kafalasystemet og ytringsfriheden vil derfor være oplagte steder at starte, da det er de to faktorer der primært udfordres i UAE af multikulturalismens perspektiv. 10. PERSPEKTIVERING Som det blev gjort klart i indledningen er dette projekt grundlaget for mine kommende projekter. I og med at jeg har redegjort for samfundsformen og den sociale opdeling samt påpeget mangel på anerkendelse af forskellig art på flere områder, har jeg fremover mulighed for at undersøge de enkelte områder mere dybtgående. Det kunne være interessant at dykke ned i gæstearbejdernes enkelte faggrupper og undersøge, hvordan de opfatter UAE, om de var bevidste om arbejds-, leveog lønforhold inden de kom to UAE, om de kender til lovgivningen, hvilken form for kultur der ermellem gæstearbejderne i de enkelte faggrupper m.m. Det kunne ligeledes være interessant at undersøge rekrutteringsprocessen i rekrutteringslandene og interviewe arbejdere om deres 54

57 forventningner til opholdet i UAE inden afrejse, specielt vil maids være interessante at interviewe da de er den mest udsatte gruppe. Noget af det mest interessante ville være en kombination af kvalitative og kvantitative interviews med et stort antal emiratier for at undersøge deres forhold til landets historie, emiraternes indbyrdes relationer, forholdet til omverdenen, gæstearbejderne, den kultur UAE udvikler, regeringen, styreform og UAE som land. Dette vil måske give en del forudsigelige svar eftersom emiratierne ikke må udtale sig kritisk om regeringen og kongefamilien, hvorfor det vil være en krævende opgave at planlægge med større etiske forbehold sådan så informanterne kan fortælle, hvad de vil- og ikke kun hvad de må. Yderligere kunne det være interessant at undersøge Danmarks og danskernes forhold til og viden om UAE, da det er min opfattelse at Dubai har en wow-effekt på mange danskere fordi de er uvidende om, hvordan landet holdes kørende. 55

58 Litteraturliste Bøger Ali, Syed (2010): Dubai: Gilded Cage. Yale University Press. Gardell, Johan Carl (2010): Kris i Dubai. Maktkamp mellan emiraten. Världspolitikens Dagsfrågor. Utrikespolitiska Institutet Hartmann-Petersen, Katrine (2009): I medgang og modgang fleksibilitet og flygtighed i buschaufførers mobile liv, Kapitel 2 Metode Roskilde Universitetstryk. Honneth, Axel (2003): Behovet for anerkendelse Hans Reitzels Forlag. Jensen, Iben (2000): Kulturforståelse Center for Tværkulturelt Boligarbejde. Keane, David og Nicholas McGeehan (2008): Enforcing migrant workers rights in the United Arab Emirates. International Journal on Minority and Group Rights. Vol. 15. no Nygaard, Claus (2005): Samfundsvidenskabelige analysemetoder. 75. Forlaget Samfundslitteratur. Parekh, Bhikhu (2006): Rethinking Multiculturalism. Cultural diversity and political theory. PALGRAVE MACMILLAN. Skjervheim, Hans (2001): Deltakar og tilskodar og andre essay. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) Magasiner Keane, David og Nicholas McGeehan (2008): Enforcing migrant workers rights in the United Arab Emirates. International Journal on Minority and Group Rights. Vol. 15. no

59 Internetsider (ALJ) Al Jazeera (AMN) Amnesty Sheikh Issas retssag (DB) Dubai blog (DSD) Den Store Danske _termer/kulturrelativisme (GNS)Gulf News - stress (HRW)Human Rights Watch (ISSA) Youtube - torturvideo 57

60 (KT) Khaleej Times ae_february388.xml&section=theuae (KULT) National identitet og kultur i UAE (MR) Migrant Rights (MR1) Migrant Rights (MØI) Mellemøst Information (2005). Månedsoversigt Nr ÅRGANG. Side MI/MI2005/MI0503.pdf Roskilde Universitet, (UAEL) Arab Laws World 58

61 (UAES) Travel.state.gov (UVM) Undervisningsministeriet (WB)World Bank. Side 1, 2, 5, 6 og