Svage og stærke fagforeninger

Transkript

1 En komparativ analyse af fagforeningsstyrke i Europa Fagforeninger har stadig stor indflydelse på samfundsudviklingen i Europa. Artiklen diskuterer styrkeforholdet mellem forskellige faglige organisationer i Europa i lyset af en større komparativ spørgeskemaundersøgelse og vurderer betydningen for den nationale indkomstfordeling og jobbeskyttelse. Carsten Strøby Jensen Lektor, dr.scient.soc. Lektor på Sociologisk Institut, Københavns Universitet siden Dr.scient.soc Forskningslektor m.v. ved FAOS, Sociologisk Institut, Faglige organisationer udgør centrale aktører på arbejdsmarkedet. Det gør sig gældende i Danmark, hvor kollektive overenskomster har stor betydning for fastlæggelsen af løn- og arbejdsvilkårene for langt de fleste lønmodtagere. Og det gør sig gældende i mange andre lande, hvor fagforeninger i større eller mindre omfang er repræsenteret på arbejdspladserne og som i Danmark har ansvaret for de kollektive forhandlinger med arbejdsgiverne og virksomhederne. De seneste tyve til tredve år har der imidlertid været en tendens til at fagforeningernes betydning er blevet svækket. Således har der i en række lande været drastiske tilbagegange i fagforeningernes medlemsskare. I en europæisk kontekst har lande som Storbritannien, Tyskland og Frankrig oplevet betydelig tilbagegang i antallet af fagforeningsmedlemmer. Årsagerne hertil er mange og har bl.a. været relateret til forandret erhvervsstruktur (fra industrisamfund til postindustrielt samfund (Poole (1984)), øget individualisering blandt lønmodtagerne og meget andet (se herom hos Jensen (2004a)). I andre lande har tendensen til medlemstilbagegang langt fra været lige så markant. Således har organisationsgraden været nogenlunde konstant i de nordiske lande (og endda stigende i perioder i Danmark) og årsagen hertil har bl.a. været at de faglige organisationer i de nordiske lande har været mere organisatorisk gearede til at indoptage nye typer af medlemsgrupper knyttet til det postindustrielle servicearbejdsmarked (Madsen (2000)). I denne artikel vil der blive sat fokus problemstillingen omkring de faglige organisationers styrke og indflydelsesmuligheder på arbejdspladsniveau. Hovedsigtet med artiklen er således at diskutere og udvikle en mere præcis opgørelse over fagforeningsstyrke med udgangspunkt i en række europæiske lande. Målet er herigennem at skabe grundlag for en mere nuanceret vurdering af de nationale fagforeningers indbyrdes styrkeforhold, end den vurdering der almindeligvis kommer til udtryk gennem brug af organisationsgrad som styrkeindikator. Andre har også forsøgt at lave analyser af fagforeningernes styrke. Eksempelvis søgte Det Økonomiske Råd (2001) i en analyse af globaliseringens konsekvenser for arbejdsmarkedet, at lave en komparativ analyse af en række europæiske faglige organisationers styrkeposition med henblik på at vurdere deres indflydelse på løndannelsen. Udgangspunktet for Det Økonomiske Råds analyse af faglig styrke var i høj grad institutionelle karakteristika ved de nationale arbejdsmarkeder, knyttet til elementer som dækningsgrad for de kollektive overenskomster og grader af centralisering i lønforhandlingerne (Det økonomiske Råd (2001), p. 245ff.). Denne type opgørelser er naturligvis helt på sin plads, men til forskel herfra sættes der i denne sammenhæng mere direkte fokus på fagforeningernes styrkeposition i relation til deres rolle på arbejdspladsniveau. I den kommende analyse fokuseres der på to specifikke problemstillinger. Ofte bruges faglig organisationsgrad, dvs. andelen af fagligt organiserede lønmodtagere i forhold til samlet antal lønmodtagere (for en diskussion af opgørelsesformer se Ebbingaus & Visser (2000), Det Økonomiske Råd (2001)), som en indikator på de faglige organisationers styrke i et givent samfund. Hvis fagforeningerne organiserer mange lønmodtagere (og organiseringen ellers er nogenlunde er baseret på frivillighed) er organisationerne potentielt i stand til at mobilisere en række magtressourcer med henblik på at sikre at organisationernes synspunkter og interesser vinder gehør blandt andre aktører på arbejdsmarkedet (og i samfundet i almindelighed). I første del forsøges der med udgangspunkt i data fra større europæiske surveyundersøgelse (European Social Survey) foretaget en vurdering af de nationale fagforeningernes styrke på arbejdspladsniveau. Målet er gennem brug af en række forskellige indikatorer at identificere faglige organisationers styrkeposition på arbejdspladsniveau i en række europæiske lande. Målingen skal naturligvis tages med et gran salt. Der kan anføres mange plausible indvendinger mod den slags opgørelser. Modsat kan der dog argumenteres for, at de valgte indikatorer skaber et mere nuanceret billede af de faglige organisationers styrke, end det billede som almindeligvis tegnes når der alene fokuseres på organisationsgraderne blandt lønmodtagerne. 4

2 Traditionelle data om fagforeninger stammer almindeligvis fra to kilder. Enten fra forskellige former for Surveys, hvor grupper er blevet spurgt om forskellige typer af spørgsmål vedrørende deres arbejdsliv eller deres relation til deres fagforening, eller fra data genereret af de faglige organisationer selv via deres egne medlemsdatabaser. Karakteristisk for disse data er dog ofte, at de er konstrueret og udviklet i en national eller faglig organisatorisk kontekst, der ofte gør det vanskeligt, at etablere sammenligninger på tværs af nationalstaternes grænser. Og selvom der naturligvis eksisterer en lang række komparative analyser af faglige organisationer og deres medlemsgrupper (Ebbinghaus & Visser (2000)) er muligheden for at sammenligne medlemsskaren på tværs af landegrænserne relativt begrænset. Datamaterialet fra European Social Survey gør det muligt at anlægge et bredt perspektiv på analysen af de faglige organisationer både i et nationalt og i et komparativt perspektiv. I anden del sættes der mere direkte spot på, om der kan lokaliseres sammenhænge imellem de faglige organisationers styrke og en række forskellige karakteristika ved de undersøgte nationer. Der fokuseres på karakteristika for så vidt angår forhold som national indkomstfordeling, niveau for sikring af lønmodtagere mod afskedigelse og andet. Målet er her at identificere nogle partikulære sammenhænge mellem de faglige organisationers styrkeposition i et givent land og karakteristika eksempelvis ved landes indkomstfordeling. 2. Analysens metodiske grundlag - surveydata Som anført ovenfor skal der i denne artikel videre primært trækkes på data fra en større komparativ spørgeskemaundersøgelse, der bærer titlen European Social Survey. Undersøgelsens data er offentliggjort i løbet af 2003 og 2004 og datamaterialet kan findes på Undersøgelsen er gennemført i med udgangspunkt i 20 europæiske lande (og Israel). I undersøgelsen er der stillet et batteri af spørgsmål til et tilfældigt udvalg af borgere fra de forskellige lande. Disse spørgsmål har vedrørt en lang række forskellige problemstillinger gående fra deltagelse i foreningslivet til holdning til indvandrere (se også Bay (2004)). En række af spørgsmålene har været koncentreret om erfaringer fra arbejdslivet herunder også erfaringer med faglig organisering. I Danmark har det været Socialforskningsinstituttet, der har forestået dataindsamlingen. Undersøgelsens bruttopopulation udgør den voksne befolkning i de enkelte deltagende lande (fra 16 år og op efter). Svarprocenterne har generelt ligget på omkring 60-70%, hvilket har gjort at der alt i alt er indkommet svar fra omkring borgere i Europa. 3. Organisationsgrader og fagforeningernes gennemslagskraft I første omgang skal vi opholde os lidt ved spørgsmålet om graden af faglig organisering i de enkelte lande. Som det er beskrevet i litteraturen om fagforeninger er der betydelige forskelle på organisationsgraderne i forskellige lande. Og forklaringerne på disse forskelle er mange (se eksempelvis Hyman (2001), Ebbinghaus & Visser (2000), Kjellberg (2001), Jensen (2004), Bamber et al. (2004)). Som det ses af tabel 1 fremgår disse forskelle på graden af organisering også af datamaterialet fra European Social Survey. Andelen af beskæftigede der har angivet, at de har været medlem af en faglig organisation inden for de seneste 12 måneder svin- Tabel 1. Organiserede lønmodtagere andel af beskæftigede* lønmodtagere som angiver de har været medlem af en fagforening inden for de seneste 12 måneder, (Koeffidensinterval (95%) i parentes) Spanien 11% (9-14) Portugal 11% (9-14) Grækenland 12% (10-15) Ungarn 13% (10-16) Polen 16% (13-19) Italien 18% (14-22) Tyskland 22% (19-24) Israel 23% (20-25) Storbritannien 27% (24-29) Holland 29% (26-31) Østrig 31 % (28-34) Luxembourg 35% (31-38) Irland 38% (34-41) Belgien 40% (36-43) Slovenien 41% (37-45) Norge 60% (57-62) Finland 69% (66-72) Sverige 77% (74-79) Danmark 84% (81-86) Schweitz Nn Tjekkiet Nn Alle enogtyve lande (vægtet gennemsnit) 26% (25-26) Kilde: European Social Survey, "Har du været medlem af en fagforening inden for de seneste 12 måneder". * Det skal understreges, at organisationsgraden her er målt i relation til lønmodtagere, der aktuelt er i beskæftigelse. Arbejdsløse fagforeningsmedlemmer er holdt uden for i beregningen. For en nærmere diskussion af hvordan organisationsgrader opgøres i relation til beskæftigede og ikke-beskæftigede lønmodtagere, se Ebbinghaus & Visser (2000), s 63. Til sammenligning med ovenstående tal opgør Ebbinghaus & Visser (2000, s. 63) organisationsgraderne for en række af ovenstående lande til at være følgende i 1997 for beskæftigede lønmodtagere: Østrig: 37%, Danmark 76%, Finland 79%, Frankrig 9% (1995), Tyskland 24%, Holland 22%, Irland 44% (1995), Italien 31%, Norge 52%, Spanien 13%, Sverige 86%, Storbritannien 36% (1995, incl. arbejdsløse). ger mellem 11% i Spanien og 84% i Danmark. Disse store variationer i organisationsgraderne er velkendte og det billede der tegner sig på baggrund af den foretagne Survey svarer nogenlunde (om end ikke helt) til det billede som genfindes i en række andre undersøgelser (se note til tabel 1). Selv om der naturligvis ikke er en direkte relation mellem organisationsgraden i et givent land og de faglige organisationers mulighed for at øve indflydelse på den politiske dagsorden i almindelighed og den arbejdsmarkedspolitiske dagsorden i særdeleshed, er faglige organisationers styrke dog alligevel knyttet til deres evne til at tiltrække (og på videre sigt mobilisere) medlemmer (Kuruvilla et al. (2002), Scruggs & Lange (2002)). Faglige organisationer har eksempelvis - qva de høje organisationsgrader - haft Tabel 2. Andel af beskæftigede, der angiver, at der er en fagforening på deres arbejdsplads. (2002). Portugal 32 Israel 37 Spanien 38 Schweitz 39 Grækenland 41 Polen 41 Tjekkiet 41 Ungarn 41 Storbritannien 45 Tyskland 49 Irland 52 Østrig 55 Luxembourg 56 Holland 60 Belgien 64 Italien 64 Danmark 65 Slovenien 71 Norge 77 Finland 78 Sverige 84 Kilde: European Social Survey, Er der en fagforening på din arbejdsplads, (database: beskæftigede lønmodtagere). en betydelig indflydelse på udviklingen af velfærdsstaten i de nordiske lande og de har herigennem været i stand til generelt at sætte deres præg på samfundsudviklingen i Norden. Et andet forhold som har betydning for de faglige organisationers styrke handler om i hvilket omfang de er til stede og repræsenteret på den enkelte lønmodtagers arbejdsplads. Selv i Industrial Relations systemer, hvor lønmodtagerne kun i begrænset omfang er medlem af en faglig organisation, kan fagforeningerne godt have stor indflydelse på fast- 5

3 læggelsen af løn- og arbejdsvilkår. De faglig organisationer kan eksempelvis have forhandlingsretten for lønmodtagerne, selvom de ikke er medlem af en fagforening. Dette gør sig eksempelvis ofte gældende i lande og Industrial Relations systemer, hvor lovgivning dominerer i den arbejdsretslige praksis, således som det fx er tilfældet i Frankrig. En indikator på fagforeningsstyrke er således i hvilket omfang de er til stede på arbejdspladsniveau. Undersøgelsens resultater i forhold til dette spørgsmål fremgår af tabel 2. Som det ses af tabel 2 er niveauet for, om der er en fagforening tilstede på den enkeltes arbejdsplads i en række lande noget højere end andelen af lønmodtagere, som er organiserede. I eksempelvis Spanien er det 38% af de beskæftigede lønmodtagere, som angiver, at der er en fagforening på deres arbejdsplads, mens det kun er 11%, der angiver, at de selv er organiseret i en fagforening. At fagforeninger generelt er repræsenteret på relativt mange arbejdspladser, selvom organisationsgraderne er lave må i vidt omfang relateres til en række af de institutionelle strukturer, som eksisterer i de forskellige IR-systemer i Europa (Ebbinghaus & Visser 2000). Mange lande har eksempelvis lovgivning, der sikrer at medarbejderne (ofte repræsenteret ved forskellige fagforeninger) er repræsenteret overfor ledelsen gennem forskellige former for samarbejdsudvalg (workcouncils) (Ebbinghaus (2002)). Omvendt ses det også, at der i Danmark er en stor gruppe af lønmodtagere, som angiver, at der ikke er en fagforening på deres arbejdsplads. Mens 84% af de beskæftigede siger de har været medlem af en fagforening inden for det seneste år, er det blot 65%, som angiver, at der er en fagforening på deres arbejdsplads. Det peger i retning af at de faglige organisationer i Danmark i hvert fald på nogle arbejdspladser er relativt svage eller ikke-synlige, selvom lønmodtagerne er organiserede. Som et mål for de faglige organisationers styrke på arbejdspladsen i de enkelte lande kan man med fordel kombinere 'organisationsgraden' med 'tilstedeværelsesgraden', idet begge faktorer kan bruges som indikatorer på faglige styrke. Resultatet heraf ses i tabel 3. I relation til de ovenfor anførte indikatorer på fagforeningsstyrke skal det bemærkes, at der naturligvis er tale om indirekte indikatorer i og med, at der er forventninger om at der eksisterer en sammenhæng mellem disse og de faglige organisationers mulighed for at påvirke eksempelvis lønforhandlinger til lønmodtagernes fordel. Dataene fra European Social Survey giver dog også mulighed for mere direkte målinger af fagforeningernes indflydelsesmuligheder. Tabel 3. Faglig styrke på arbejdspladsniveau. Organisationsgrad + tilstedeværelsesgrad a) Tilstedeværelsesgrad b) Organisationsgrad Samlet styrke (a+b) Schweitz 39 Nn Nn Tjekkiet 41 Nn Nn Portugal Spanien Grækenland Ungarn Polen Israel Tyskland Storbritannien Belgien Italien Østrig Holland Irland Luxembourg Slovenien Norge Finland Danmark Sverige Kilde: European Social Survey (database: beskæftigede lønmodtagere) Sp. Er der en fagforening på din arbejdsplads?, Sp. Har du været medlem af en fagforening inden for de seneste 12 mdr? Tabel 4. Beskæftigede lønmodtageres vurdering af fagforeningernes mulighed for indflydelse på arbejdspladsen. Gennemsnit (skala 0 (ekstremt vanskeligt) - 10 (ekstremet let) (Koeffidensinterval (95%) i parentes) (lønmodtagere, der har angivet at der er en fagforening på arbejdspladsen) Belgien 5,07 (4,86-5,27) Danmark 5,35 (5,14-5,55) Finland 5,10 (4,94-5,27) Grækenland 4,39 (4,02-4,75) Holland 4,91 (4,76-5,07) Irland 5,50 (5,28-5,72) Israel 5,58 (5,31-5,85) Italien 5,27 (4,97-5,57) Luxembourg 4,16 (3,88-4,44) Norge 5,41 (5,28-5,54) Polen 3,85 (3,55-4,15) Portugal 4,40 (4,02-4,78) Schweitz 4,63 (4,41-4,86) Slovenien 3,57 (3,33-3,80) Spanien 5,13 (4,81-5,45) Storbritannien 5,19 (4,97-5,41) Sverige 5,22 (5,08-5,37) Tjekkiet 4,27 (3,97-4,56) Tyskland 4,07 (3,89-4,25) Ungarn 4,12 (3,79-4,45) Østrig 4,17 (3,97-4,37) Total (vægtet gennemsnit) 4,75 (4,70-4,81) Kilde: European Social Survey, Er det let eller svært for fagforeningerne at øve indflydelse på arbejdspladsen. (Database: Beskæftigede lønmodtagere, der har angivet der en fagforening på deres arbejdsplads) I undersøgelsen er der således spurgt til, i hvilket omfang den enkelte lønmodtager vurderer, om det er nemt eller svært for fagforeningerne, at få indflydelse på arbejdspladsen. Herigennem bliver det muligt at et udtryk for en mere direkte vurdering af fagforeningernes styrke på arbejdspladsniveau, udtrykt gennem svarpersonernes subjektive vurdering. Resultatet af dette spørgsmål fordelt på forskellige lande fremgår af tabel 4. Som det ses af tabel 4 vurderes de faglige organisationer som kun havende begrænset indflydelse i lande som Slovenien (3,57), Polen (3,85) og Tyskland (4,07). Omvendt er det tydeligt at vurderingen af indflydelsesmuligheder ligger noget højere i lande som Irland (5,50), Norge (5,41), Danmark (5,35), Sverige (5,22), Italien (5,27), Storbritannien (5,19) og Finland (5,10). Overraskende er det måske mest, at det er vurderingen at den tyske fagbevægelses indflydelsesmuligheder er relativt begrænsede blandt de tyske lønmodtagere. Lønmodtagernes egne vurderinger af de faglige organisationers mulighed for at øve indflydelse på arbejdspladsen kan kombineres med den tidligere opgørelse af fagforeningers styrke (kombination af tilstedeværelsesgrad og organisationsgrad). Herved bliver det muligt at vurdere de faglige organisationers styrke på arbejdspladsniveau i en sammen- 6

4 Tabel 5. Faglig styrke på arbejdspladsniveau. Organisationsgrad + tilstedeværelsesgrad x vurdering af indflydelsesmuligheder på arbejdspladsen Organisationsgrad Vurdering af fagforeningernes Samlet styrke på arbejds + tilstedeværelsesgrad indflydelsesmuligheder på pladsniveau (organisationsarbejdspladsniveau grad + tilstedeværelsesgrad x vurdering af indflydelse) Schweitz Nn 4,63 Nn Tjekkiet Nn 4,27 Nn Portugal 43 4, Polen 57 3, Ungarn 54 4, Grækenland 53 4, Spanien 49 5, Tyskland 71 4, Israel 60 5, Østrig 86 4, Storbritannien 72 5, Luxemburg 91 4, Slovenien 112 3, Belgien 80 5, Italien 82 5, Holland 89 4, Irland 90 5, Norge 137 5, Finland 147 5, Danmark 149 5, Sverige 161 5, Kilde: European Social Survey hæng, hvor der også tages hensyn til lønmodtagernes egen vurdering af indflydelsesmulighederne. Resultatet af denne analyse ses i tabel 5. Med de mange forbehold der kan rejses i forhold til beregningerne i tabel 5 og i forhold til det overhovedet at forsøge, at vurdere faglige organisationers styrke på arbejdspladsniveau, in mente, kan det konstateres, at de nordiske lande ligger helt i top for så vidt angår samlet score for fagforeningsstyrke. Og at de på bemærkelsesværdig vis skiller sig ud i og med at de fire nordiske lande alle scorer over 700 point på skalaen, mens alle andre lande ligger under 500 point. Omvendt er det lande som Portugal, Polen, Ungarn og Grækenland, der er dem med de svageste faglige organisationer. Igen er det bemærkelsesværdigt, at Tyskland ligger relativt langt nede på listen. I den sammenhæng skal det dog pointeres, at styrkevurderingen primært er rettet mod fagforeningernes indflydelse på arbejdspladsniveau og ikke mod de faglige organisationers institutionelle og politiske indflydelse. Netop Tyskland er således karakteriseret ved, at de faglige organisationer kun i begrænset omfang er synlige på den enkelte arbejdsplads, mens de spiller en central rolle i overenskomst- og aftalesystemet (Scruggs & Lange (2002), Traxler et al. (2001)). Netop derfor kan tysk fagbevægelse godt generelt være stærkere, end det tilsyneladende fremtræder på baggrund af ovenstående beregninger. 4. Fagforeningsstyrke, ulighed og jobbeskyttelse Et traditionelt synspunkt er, at stærke fagforeninger vil være i stand til at påvirke samfundets udvikling i bestemte retninger. Eksempelvis er det en udbredt hypotese, at stærke fagforeninger vil være i stand til at etablere ulighedsformindskende politiske initiativer, eller at de er i stand til at påvirke løndannelsen (Det Økonomiske Råd (2001)). Dette kan eksempelvis direkte ske gennem påvirkning af lønudviklingen på arbejdspladsniveau gennem forskellige former for kollektiv forhandling, eller indirekte gennem påvirkning af de politiske aktører og de politiske partier. Hypotesen er således, at lande med stærke faglige organisationer i mindre grad end lande med svage faglige organisationer vil være præget af forskellige former for social ulighed. En af de metoder, der knytter an til generel måling af ulighed i moderne samfund er som bekendt Ginikvotienten. I figur 1 er der lavet en oversigt over ginikvotientniveauet for så vidt angår indkomstfordeling for en række udvalgte OECD-lande, sammenholdt med fagforeningsstyrken, som beregnet i det forudgående. 1 Figuren (figur 1) beskriver relationen mellem fagforeningsstyrke (som opgjort tidligere) og indkomstfordelingen (udtrykt ved ginikvotienten) med udgangspunkt i en række udvalgte nationalstater. Figuren antyder, at sammenhængen mellem fagforeningsstyrke og indkomstfordeling er tilstede, men at den ikke er entydig lineær. Det er ikke bare sådan at stærke fagforeninger fører til en lav indkomstulighed, ligesom det heller ikke bare er sådan at svage fagforeninger medfører høj indkomstulighed. Hvad der kan iagttages er nærmere klynger af lande, der ligner hinanden for så vidt angår sammenhænge. Først og fremmest er der en gruppe af lande (nederste højre hjørne) bestående af de nordiske lande. Her er indkomstuligheden blandt den laveste imellem OECD landene. Og samtidigt er de faglige organisationer meget stærke. Det gør sig gældende både i Sverige, Danmark, Norge og Finland. Tesen om at stærke fagforeninger fører til lav indkomstulighed bekræftes her. Herudover er der en anden gruppe af lande (øverste venstre hjørne) bestående af en række af de sydeuropæiske lande (Portugal, Grækenland) og Polen, der alle er karakteriseret ved en høj grad af generel indkomstulighed (Ginikvotienter på mere end 34). Samtidigt er disse lande karakteriseret ved deres svage faglige organisationer. Denne gruppe af lande bekræfter ligeledes tesen om sammenhænge mellem fagforeningsstyrke og indkomstulighed. De svage fagforeninger går sammen med en høj grad af indkomstulighed, i den forstand at de institutionelle strukturer som faglige organisationer traditionelt bygger op ikke kan hindre andre ulighedsskabende strukturer. En tredje gruppe af lande udgør en slags mellemgruppe mellem de nordiske lande på den ene side og Portugal, Spanien og Polen på den anden side. Det drejer sig om Storbritannien og Irland (og til dels Italien, der dog ligger på et noget højere ulighedsniveau end de to øvrige lande). For disse lande er både ulighedsniveauet og fagforeningsstyrken på et middelniveau (set i et komparativt perspektiv). I den forstand bekræfter denne gruppe ligeledes tesen om at stære fagforeninger virker ulighedsbegrænsende. Note 1 Kilden til ginikvotienterne er Förster and Mira D'Ercole (2005), OECD. 7

5 Figur 1: Fagforeninger og indkomstfordeling, udvalgte lande Ginikvotient Portugal Ungarn Polen Grækenland Tyskland Østrig UK Luxembourg Italien Fagforeningsstyrke Den sidste og fjerde gruppe af lande adskiller sig fra de øvrige lande i og med at sammenhængen mellem fagforeningsstyrke og indkomstulighed er forskubbet til venstre. Eller rettere i disse lande er indkomstuligheden relativ lav (på niveau med de nordiske lande) selvom de faglige organisationer er relativt svage. Landene det drejer sig om er Ungarn, Tyskland, Luxembourg, Østrig og Holland. Grundlæggende peger denne iagttagelse i retning af, at der eksisterer andre typer af institutionelle strukturer end fagforeninger, der virker begrænsende på ulighedsdannelsen. Denne gruppe af kontinentaleuropæiske lande kan da også generelt karakteriseres ved at have et stærkt institutionaliseret velfærdssystem, der i vidt omfang (måske bortset fra Ungarn) sikrer samfundsmæssig omfordeling gennem forskellige velfærdsstatslige arrangementer. Samtidigt er nogle af landene fx Tyskland karakteriseret ved en stor statslig involvering i uddannelsespolitiske initiativer, der grundlæggende er med til at sikre en på kvalifikationsområdet relativ homogen arbejdsstyrke. Forskellen i kvalifikationsniveau kan altså antages at være mindre end i lande som Portugal og Grækenland, hvilket alt andet lige peger Note 2 Data til vurdering af jobbeskyttelse er hentet fra OECDs arbejdsmarkedsdatabase, hvor der er opgjort et jobbeskyttelsesindex (EPL). For each country, employment protection legislation is described along 18 basic items, which can be gathered in three main areas: (i) employment protection of regular workers against individual dismissal; (ii) specific requirements for collective dismissals; and (iii) regulation of temporary forms of employment. (OECD (2005)). De 18 observationer er efterfølgende transformeret til en 6 punkt skala (1-6), hvor 6 udtrykker den mest omfattende form for jobbeskyttelse. Målingen af jobbeskyttelse knytter både an til national lovgivning og nationale kollektive overenskomster. Holland Irland Norge Finland Danmark Sverige i retning af mindre indkomstulighed i samfundet i almindelighed. Et andet område, hvor det kan forventes at faglige organisationer er i stand til at sikre sig indflydelse vedrører jobbeskyttelsesområdet. 2 En simpel hypotese kunne i den sammenhæng være, at fagforeninger i videst muligt omfang søger at sikre deres medlemmer mod afskedigelse ved at presse på for at få etableret lovgivning og kollektive overenskomster, der hindrer fyringer. Lande med stærke fagforeninger burde i så fald været karakteriseret ved at have de mest omfattende beskyttelsesregler. Som det er velkendt og som det bl.a. er diskuteret i litteraturen omkring flexicurity er der ikke denne entydige sammenhæng mellem fagforeningsstyrke og beskyttelsesniveau. Det ses også af figur 2, hvor fagforeningsstyrke er sammenholdt med data om beskyttelsesniveau (EPL (se note 2 for nærmere information om opgørelsesmetoder)) med baggrund i OECD data. Billedet er ganske broget og peger i retning af, at andre forhold end fagforeningsstyrke spiller en rolle i relation til udviklingen af regler mod afskedigelse. Figuren antyder dog, at der kan identificeres nogle grupper af lande, der ligner hinanden både hvad angår fagforeningsstyrke og beskyttelsesniveau. Og at disse grupperinger på nogle områder ligner de grupperinger, der kunne iagttages i relation til sammenstilningen af indkomstulighed og fagforeningsstyrke. Først og fremmest er der en række sydeuropæiske lande Spanien, Grækenland og Portugal - der på en gang er karakteriseret ved at have meget svage faglige organisationer og en høj grad af lønmodtagerbeskyttelse. Stærk statslig regulering af arbejdsmarkedets afskedigelsesregler er afgørende for det høje beskytttelsesniveau. Dernæst er der en to lande Storbritannien og Irland der har meget svage beskyttelsesregler, selvom de faglige organisationer ikke er udpræget svage. Det lave beskyttelsesniveau afspejler især for Storbritanniens vedkommende dels at arbejdsmarkedet kun i begrænset omfang er reguleret via lovgivning og dels, at der generelt er et lavt niveau for institutionaliserede relationer (herunder kollektive overenskomster) mellem de faglige organisationer og arbejdsgiversiden (Strange (2002), Machin (2004)). De nordiske lande ligger - ligesom tilfældet var i figur 1 - i en gruppe for sig selv. Der er tale om lande med stærke faglige organisationer og som ligger på et middelniveau for så vidt angår beskyttelsesregler mod afskedigelse. Danmark skiller sig dog lidt ud i og med at beskyttelsesniveauet ligger nede på 1,8 point (på 6-punktskalaen), hvilket bekræfter andres iagttagelse af, at der er relativt nemt komparativt betragtet at afskedige lønmodtagere i Danmark. Den afgørende pointe der kan fremdrages på baggrund af de nordiske landes placering er dog, at stærk faglig organisering ikke med nogen form for nødvendighed fører til en høj grad af sikring af lønmodtagere mod afskedigelse. Den sidste gruppe af lande vedrører en gruppe af kontinentaleuropæiske lande bl.a. Tyskland, Østrig, Belgien og Polen - som er karakteriseret ved at have et middelstærkt beskyttelsesniveau og en blanding af svage og middelstærke faglige organisationer. 5. Konklusion Denne artikel har været koncentreret omkring to ting. For det første er der forsøgt udviklet en måling af fagforeningsstyrke i en række europæiske lande med udgangspunkt i en større europæisk spørgeskemaundersøgelse (European Social Survey). Målet hermed har dels været at præsentere en række interessante data fra European Social Survey om bl.a. fagforeningers tilstedeværelse på arbejdspladsniveau, mulighed for indflydelse på arbejdspladsniveau m.v. og dels at udvikle en mere nuanceret måling af fagforeningsstyrke på national niveau end de målinger, der traditionelt udfoldes med udgangspunkt i organisationsgraderne. Derudover har det for det andet været hensigten med artiklen, at afprøve nogle simple antagelser om sammenhænge mellem fagforeningsstyrke og henholdsvis indkomstulighed og jobbeskyttelsesniveau på nationalsstatsniveau. Analysen pegede her på, at der for en række landes vedkommende synes at være en tæt sammenhæng mellem fagforeningsstyrke og graden af indkomstulighed (målt gennem 8

6 4 3,5 3 2,5 2 1,5 1 0,5 0 Figur 2, fagforeningsstyrke og jobbeskyttelse, udvalgte lande EPL - Strichness of employment protection legislation, skala 1 (mindst beskyttelse) - 6 (mest beskyttelse) (OECD, 2003) Grækenland Portugal Tyskland Polen Ungarn Spanien Østrig Belgien Irland UK Italien Finland Norge Danmark Sverige Fagforeningsstyrke Litteratur Bamber G., Landsbury R. &Wailes, N. (2004) (eds.): International and Comparative Employment Relations Globalisation and the Developed Market Economies, 4. ed., Sage Publications, London. Bay, H. (2004), Et europæisk værdikort, pp i Holm, A. (2004): "Symposium i anvendt statistik", Sociologisk Institut, København Det Økonomiske Råd (2001): Dansk Økonomi, forår 2001, særligt kapitel III, Globalisering og det danske arbejdsmarked, København. Ebbinghaus, B. & Visser, J. (2000): Trade Unions in Western Europe since 1945, Macmillan Reference LTD, Oxford. Ebbinghaus, B. (2002): Trade Unions changing role: membership erosion, organisational reform, and social partnership in Europe, pp , in Industrial Relations Journal, vol. 33, no. 5 Förster and Mira D'Ercole (2005), "Income distribution and poverty in OECD countries in the second half of the 1990s", OECD Social, Employment and Migration Working Papers, forthcoming, OECD, Paris. Hyman, R. (2001): Understanding European Trade Unionism between Market, Class & Society, Sage Publications, London. Jensen, Carsten Strøby (2004): "Trade Unionism: differences and similarities a comparative view on Europe, USA and Asia", Paper presented at IIRA-congress, June 2004, Korea, Seoul en Ginikvotient), således at lande med stærke faglige organisationer som de nordiske har en relativ lav grad af indkomstulighed, mens lande med svage faglige organisationer som Portugal, Grækenland og Polen har en højere ulighed. Argumentationen for sammenhængen er, at faglige organisationer eksempelvis vil søge at mindske lønforskelle gennem kollektive overenskomster m.v., samtidigt med at de generelt søger at påvirke deres respektive nationale politiske system på en sådan måde, at der udvikles generelle velfærdspolitiske goder. Samtidigt viste analysen dog også at for så vidt angår en række lande særligt visse kontinentaleuropæiske lande så førte svage faglige organisationer ikke nødvendigvis til høj indkomstulighed, hvilket pegede i retning af andre ulighedsformindskende faktorer i samfundet. Analysen af sammenhængen mellem fagforeningsstyrke og jobbeskyttelsesniveau afkræftede potentielle hypoteser om at stærke fagforeninger nødvendigvis skulle arbejde for et højt beskyttelsesniveau i forhold til afskedigelser. En insider-outsider teoretisk forståelse af faglige organisationers valg kunne ellers føre til en sådan hypotese om at de beskæftigede insidere (som dominerer i de fleste faglige organisationer) vil varetage egne interesser - fx gennem krav om høj jobsikkerhed - på bekostning af de ikkebeskæftigede outsidere. En sådan hypotese kan imidlertid, som nævnt, ikke umiddelbart bekræftes. Til gengæld bekræfter analysen af relationen mellem fagforeningsstyrke og jobbeskyttelsesniveau, nogle af de iagttagelser, der er gjort andetsteds (bl.a. Jensen (2004)) vedrørende eksistensen af forskellige arbejdsmarkedsmodeller i Europa. Dels kan der identificeres en nordisk arbejdsmarkedsmodel, dels en anglo-saksisk model, dels en sydeuropæisk model og endelig en kontinentaleuropæisk model. Jensen, Carsten Strøby (2004a): "Faglig organisering under forandring komparative perspektiver på faglige organisationsgrader i Europa", Tidsskrift for Arbejdsliv, nr.3, Kjellberg, A. (2001): "Fackliga organisationer och medlemmar i dagens Sverige", 2. ed., Arkiv Förlag, Lund. Kuruvilla, S., Subesh Das, Hyunji Kwon & Soonwon Kwon (2002): Trade unions growth and Decline in Asia, pp in British journal of Industrial Relations, vol. 40 no. 3. Machin, S. (2004): Factors of Convergence in Union Membership, pp in British Journal of Industrial Relations, 42:3. Madsen, M (2000): "Tendenser i lønmodtagernes faglige organisering", pp i LO-Dokumentation nr.2/2000, tema: ansættelses- og organisationsforhold 2000, LO, København. OECD (2005): The OECD Labour Market Statistics Database, ( Poole, M. (1984), Theories of Trade Unionism - a Sociology of Industrial Relations, 2. Ed., Routledge & Kegan Paul, London Scruggs, L & Lange, P. (2002): Where have all the Members Gone? Globalization, Institutions, and Union Density, pp in The Journal of Politics, vol. 64 no. 1. Strange, G. (2002): British Trade Unions and European Union Integration in the 1990s: Politics versus Political Economy, pp in Political Studies, vol. 50 Traxler, F., Blaschke, S., Kittel, B. (2001): National Labour Relations in Internationalized Markets a comparative Study of Institutions, Change and Performance, Oxford University Press 9