Grundtvigsk Forums ønsker til en styringsreform

Transkript

1 Grundtvigsk Forums ønsker til en styringsreform Af Helge Baden Nielsen Lad det være sagt med det samme. De grundtvigske i skikkelse af Grundtvigsk Forum vil gerne være med og vil gerne spille en konstruktiv rolle i bestræbelserne for at give folkekirken en mere tidssvarende og gennemsigtig ledelsesstruktur. Vi deler regeringens og kirkeministerens opfattelse af, at tiden nu er inde til reformer. Hvor omfattende, de skal være, må fremgå af en grundig analyse af situationen. Tak for invitationen til at være med her. Hvilke ønsker har vi så til en styringsreform? Overordnet kan det samles under tre overskrifter. Vi har et bud på hvordan processen overhovedet bør gribes an, altså horisonten for udvalgets arbejde. Så har vi nogle ønsker og forslag til selve arbejdsprocessen. Og endelig peger vi på nogle helt konkrete forhold i folkekirkens styre, som efter vores opfattelse fortjener særlig opmærksomhed. Hvordan reformprocessen bør gribes an Horisonten for udvalgsarbejdet må være en klart formuleret forståelse af, hvad der er folkekirkens opgave. Den er på en gang folkekirke med tryk på folke. Og den er folkekirke med tryk på evangelisk-luthersk. Som folkekirke skal den også fremdeles være et åbent og favnende samlingssted dér, hvor folk er. Folkekirkens styrke beror på, at den er lokalt forankret og formår at engagere i de nære sammenhænge. Kirke er grundliggende ikke noget, nogen laver for nogle andre. Kirke og kirkeliv er noget, menighed, menighedsråd og præster skal være sammen om at udvikle lokalt. Spørgsmålet bliver med andre ord: Hvordan kan der skabes strukturer og ledelsesformer, der understøtter dette lokale engagement, også sådan at der fortsat kan samles frivillige til menighedsrådsarbejdet? Som folkekirke med tryk på evangelisk-luthersk har den til opgave at forkynde det kristne evangelium. Hvordan det kan komme til orde i en moderne sammenhæng er en fortolkningssag. Her beror folkekirkens styrke på, at den også i fremtiden formår at give plads til, at en mangfoldighed af fortolkninger er i spil med hinanden. Spørgsmålet bliver med andre ord her: Hvordan kan der skabes strukturer og ledelsesformer fra bund til top, der på én gang tager vare på friheden og på folkekirkens identitet som evangelisk-luthersk. 1

2 For os at se er det afgørende, at denne forståelse af folkekirkens opgave og egenart kommer til at udgøre horisonten og indskrives i kommissoriet for det kommende udvalgsarbejde. Gør man centralisering og effektivisering til mål i sig selv, er der overhængende fare for, at det, der sættes gang i nu, ikke bliver en ny begyndelse, men tværtimod begyndelsen til enden for folkekirken. Reformarbejdet må tage afsæt i de konkrete udfordringer, folkekirken står over for lokalt og så herfra og op gennem systemet, eller det folkekirkelige hierarki, udkaste modeller til en mere gennemsigtig og moderne styringsstruktur. Reformer skal tænkes og implementeres nedefra. Reformprocessen Det er vigtigt, at udvalget, der nedsættes, ikke alene kommer til at bestå af repræsentanter for de faglige organisationer og Landsforeningen af Menighedsråd, men er bredt sammensat af repræsentanter fra det såkaldt kirkelige landskab og af fagfolk med særlig indsigt i teologiske, juridiske og organisationsteoretiske problemstillinger. Folkekirken er en meget sammensat størrelse. Hverdagen er på godt og ondt meget forskellig rundt om i sognene, og det er nogle meget delikate balancer i samspillet mellem sogn, provsti, stift, et evt. kirkeråd og folketing og ministerium, der skal tages vare på. For at tage så mange misteltene i ed som muligt bør udvalget løbende orientere om sit arbejde og fremlægge væsentlige reformforslag til debat blandt folkekirkens medlemmer. Det kræver tid og tålmodighed, men det er nødvendigt for at sikre den bredest mulige opbakning kirkeligt såvel som politisk bag de reformer, der gennemføres. Der må stiles efter bæredygtige og langtidsholdbare løsninger. En styringsreform Hvor er det så, der særlig er behov for reformer og hvilke hensyn er det, der skal afbalanceres med hinanden? Jeg udpeger nogle felter, vi i Grundtvigsk Forum mener, fortjener særlig opmærksomhed. Afvikling af hierarkiet I mange henseender kan folkekirkens styreform karakteriseres som et klassisk, hierarkisk bureaukrati, der styres ovenfra og ned i kraft af love og forordninger. Bevæger man sig ud i organisationens yderste led sognet ser det imidlertid noget anderledes ud. Her ligner folkekirken i virkeligheden mere enhver anden 2

3 offentlig velfærdsinstitution, der samvirker med og, i en vis udstrækning i alle tilfælde også, ved sig afhængig af sin omverden. Folkekirken har med andre ord de facto gjort den udvikling med, der kan iagttages overalt i det moderne samfund, og som radikalt har ændret vilkårene for ledelse i offentlige velfærdsinstitutioner, nemlig at man har bevæget sig væk fra forestillingen om, at der findes et sted, et styrende centrum, hvorfra alt i en organisation kan overskues, styres og kontrolleres. I stedet har vi også i kirken bevæget os hen mod en styreform, der handler om at fastsætte rammer og præmisser, og hvor ledelse går ud på at understøtte enhver enheds og også enhver medarbejders evne til at håndtere sig selv i sin verden. Ledelse af selvledelse, som det også er blevet kaldt. Reelt er den hierarkiske organisations- og styreform altså allerede under afvikling, men der er behov for at tage yderlige skridt i den retning for at skabe bedre kontakt ikke mindst på sogne- og provstiniveau mellem lægfolk og gejstlige i folkekirkens ledelse. Sogn og provsti Sognet er under pres, og vi har alt for længe ladet små sogne sejle deres egen sø med et nødlidende kirkeliv og dermed reel afkristning til følge. Der er behov for, at vi nytænker det samspil mellem sogne, som et provsti danner ramme om. Ikke i retning af en oprustning af provstiet så det bliver et magtcentrum, hvorfra det lokale kirkeliv styres indholdsmæssigt såvel som strukturelt. Det ønsker vi netop ikke i Grundtvigsk Forum! Men som i enhver moderne organisation er der i sogne og provstier udfordringer, der kræver ledelse og ledere. Som det er i dag, ligger den overordnede økonomiske ledelse af sognene i provstiet. Hvad er der til hinder for, at denne økonomiske ledelse udvides til også at omfatte strategisk ledelse? Så provstiet bliver den stue, hvor sognene sætter sig sammen for at føre den nødvendige samtale om, hvordan man enkeltvis og i fællesskab kan finde svar på de udfordringer, vi står over for i bestræbelserne for at få et kirkeliv til at blomstre. Dybest set er det, struktur og ledelses skal gøre godt for og ikke noget som helst andet: Det lokale engagement og helt almindelige menneskers sans og forståelse for det kristne budskabs nødvendighed. En af udfordringerne går ud på, at moderne kirkebrugere lægger op til at have et mere dialogisk forhold til kirken. Mange efterspørger et mere varieret og tidssvarende udbud af forkyndelses- og formidlingsformer og markerer i tillæg her- 3

4 til i stigende grad også et ønske om at blive inddraget i udformningen af dem. Og det er godt. Sådan set er der vel ikke noget til hinder for, at man bare går i gang ude i sognene? Nej, men fornyelse kræver overskud og ildsjæle. Og innovationsprocesser kræver ledelse. De skal igangsættes, holdes ved lige og ledes frem til en afslutning, hvor nye muligheder viser sig, og ny praksis kan prøves af. Det er småt med den slags ledelseskompetencer i folkekirken. En anden udfordring udspringer af affolkningen af yderdistrikter og landområder, som har bevirket at mange sogne er blevet for små til at kunne danne ramme om et bæredygtigt kirkeliv. Alt taler for at sognene mange steder bliver nødt til at finder ind i et konstruktivt samarbejde ikke kun for på moderne vilkår at kunne udrette det, kirken er sat i verden for, men også for at tilbyde en attraktiv og tillokkende arbejdsplads. Og igen kan vi spørge, kan vi ikke bare gå i gang? Og atter lyder svaret: så enkelt er det ikke, for hvordan kommer vi i gang? Hvem har ret eller pligt til at tage et initiativ? Og hvordan forbereder og gennemfører man organisationsændringer, der måske går meget dybt, uden at det efterlader åbne sår? Hvordan leder man forandring og fornyelse? Hvordan leder man nødvendige tilpasninger og nedskæringer? Svaret er, at det kræver ledere, der er klædt på til opgaven og ved, hvad de har med at gøre. En styringsreform må altså nytænke samspillet mellem sognene i et provsti og beskrive og anskueliggøre de ledelsesmæssige udfordringer og kompetencer, der er behov for. Biskopperne Det er som nævnt vigtigt, at alle niveauer i folkekirken afstemmes og afbalanceres i forhold til hinanden hvad angår opgaver og kompetencer. Bisperne og ikke mindst bispekollegiet har længe befundet sig i en vanskelig og skrøbelig position. I forbindelse med en styringsreform, er der behov for en nøje beskrivelse bispeembedets forpligtelser og muligheder: internt i stiftet, i offentligheden som teologiske markører, og i forhold til et evt. kommende kirkeråd. Kirkeråd Sagen om homoseksuelles vielse i folkekirken har bragt mange ting for en dag. Også at spørgsmålet om indre og ydre anliggender i folkekirken og dermed forholdet mellem stat og kirke i høj grad trænger til afklaring nu. Det hele bliver for tilfældigt, når en håndfuld biskopper i kampens hede kommer frem til et for- 4

5 slag om helt at tage vielsesmyndigheden ud af folkekirken. Det er der næppe megen forståelse for i befolkningen. Traditionelt har grundtvigsk sindede kirkefolk ikke ligefrem jublet ved tanken om et kirkeråd. Det er der gode grunde til, idet risikoen for kirkelig ensretning og lukkethed er åbenbar. Noget taler dog for, at vi bliver nødt til at tænke tanken og føre den ud i livet. I dag er det jo sådan i folkekirken, at det kun er de lokale menighedsråd, der har myndighed til at forholde sig forandringsorienteret til folkekirkens udvikling. Det kunne et bredt sammensat kirkeråd, også her med overvægt af lægfolk, råde bod på. Det skal i givet fald være et råd med meget nøje definerede arbejdsopgaver og kompetencer, der kun relaterer sig til kirkens indre anliggender så som økonomi og økonomisk prioritering, herunder også en solidarisk udligningsordning, endvidere erfaringsopsamling, uddannelse, intern kommunikation, liturgibøger og alt det, vi ellers er fælles om. Et kirkeråd, der forestår løsninger af den slags opgaver kunne bidrage til at tage vare på helheden og det langsigtede, så det også i fremtiden er en fælles folkekirke, vi har. Samtidig skal det så sikres, at det også fortsat er en rummelig folkekirke, vi har, med plads til forskellighed, til det eksperimentelle og det lokale kolorit. Det vil i den forbindelse være et afgørende grundtvigsk pejlemærke, at magten ikke samles et enkelt sted. Hverken på sogne-provsti niveau, i bispekollegiet eller i et stiftsråd. Magt og myndighed i kirken skal afbalanceret og gennemskueligt være til stede i alle tre demokratiske fora for at håndtere de udfordringer og uenigheder, der netop skaber dynamikken i folkekirken. Afslutning Det grundtvigske er ikke et program endsige partiprogram. Sådan ser vi det ikke i Grundtvigsk Forum. Det grundtvigske er en licens til at være moderne, og det er en vedvarende appel til at tage afsæt i det nære og lokale, når der skal tænkes i ledelse, også kirkeledelse. På den baggrund er vi med og bidrager gerne! Tak for ordet. 5