Indlæg ved Økonomisk Råds seminar i Nuuk den 27. januar 2018

Transkript

1 Indlæg ved Økonomisk Råds seminar i Nuuk den 27. januar 2018 Projekt-koordinator Peder Munk Pedersen, Sustainable Fisheries Greenland Jeg vil indlede med en personlig hilsen til Peter Gullestad, som jeg havde fornøjelsen af at lære at kende i starten af 1990-erne, men som jeg ikke har set i lang tid. Det har altid været interessant at følge fiskeridebatterne i Grønlands Landsting nu Inatsisartut. Det samme gælder de ofte langtrukne debatter om alkohol. Under normale omstændigheder kan man ved at tælle på fingrene konstatere, at Inatsisartut har 31 medlemmer. Hvis man lytter til fiskeri- eller alkoholdebat, kan man i løbet af få øjeblikke slå fast, at Inatsisartut har en medlemsskare på 31 eksperter. Jeg har haft fornøjelsen af at følge debatten siden den skelsættende landstingssamling i maj 1990, hvor Landstinget vedtog en ny fiskerilov, som gjorde rejekvoterne omsættelige. DIAS 1: Lad mig bare starte med netop maj-loven fra 1990, idet Naalakkersuisuts nylige lovgivningsinitiativ jo har leveret stof til en lang og til tider ophedet debat om de nye principper, der findes i lovudkastet. Den gang, i 1990, løste man den herskende økonomiske krise i fiskeriet med en enkelt sætning, der gav hjemmel til udstedelsen af: Tidsubegrænsede licenser, hvortil der er knyttet en højst tilladt fangstmængde. Man lagde imidlertid, sådan som fiskerierhvervet ser på det, op til muligheden for at skabe en ny krise, idet en eftersætning fastslog: Landstinget kan med behørigt varsel ved lov gøre tidsubegrænsede licenser tidsbegrænsede. Dette var efter min mening kapitalbrøleren i lovgivningsprocessen. Debatten om forståelsen af det behørige varsel skulle have været taget i umiddelbar forlængelse af lovens vedtagelse, men det gjorde man ikke. Vi har altså en situation, som jeg vil prøve at skildre med dette billede: 1

2 DIAS 2: Jeg vil mene, at der stilles et helt elementært krav til lovgiver om at skrive præcist det ind i loven, som borgerne skal rette sig efter. Det kan altså godt være, at 5 år er en behørig frist for det, vi i daglig tale kalder tilbagetrækningen af kvoterne. Men jeg tvivler meget på det. Afskrivningsperioden for de nye rejetrawlere, der i øjeblikket med Naalakkersuisuts vidende og godkendelse bygges i Spanien til flere grønlandske rederier, er vel cirka 15 år, og det er nok en mere korrekt fortolkning af vendingen behørig!. Anlægsinvesteringen er her i øvrigt cirka 350 millioner pr. trawler, så det er altså ikke småpenge, vi taler om. I mine øjne forekommer det at være lidt af en rævefælde, Naalakkersuisut har sat op for rederierne: Det er OK, at I sætter jer i gæld for over en kvart milliard, men vi snupper altså alligevel jeres indtjeningsgrundlag efter 5 år! Det er lidt interessant at høre oppositionen nu beklage sig over, at konsekvensberegningerne af det nye fiskerilovsinitiativ bliver holdt tæt ind til kroppen og altså ikke må offentliggøres. Egentlig er jeg enig med oppositionen i, at det er en uskik, at alle facts ikke kommer frem, men på den anden side er det ikke raketvidenskab af belyse i hvert fald de vigtigste konsekvenser, og endeligt findes de oplistet i stort set alle de høringssvar, der er blevet afgivet i forbindelse med optakten til første behandling af lovforslaget på sidste års efterårssamling: DIAS 3: 2

3 En kort tidshorisont for tilbagekaldelse har uhensigtsmæssige følgevirkninger. Kvoter kan ikke længere stilles som sikkerhed for lån til investeringer. Erhvervet samt dets investorer skal kunne stole på, at det grundlag hvorpå man har indrettet sin virksomhed, ikke med få års mellemrum ændres radikalt. Skal kvoternes status ændres, skal der først findes et vel-gennemarbejdet alternativ. Varsel om ændring vil føre til stop i investeringerne og nedslidning af flåden i varslingsperioden. Varsel om ændring vil føre til uhensigtsmæssigt store kapitaludtræk af rederierne. At sætte kvoterne på auktion vil ikke være en hensigtsmæssig løsning. Nu kunne man så tro, at der var tale om argumenter, som rederierne havde brugt mod det lovforslag, der er førstebehandlet, og som genoptages på den kommende forårssamling. Dette er et godt gæt, men ikke godt nok! Argumenterne er fremført fra Landstingets talerstol af daværende fiskeriminister for Siumut, Simon Olsen, da han i 2003 imødegik og dermed forkastede et forslag fra tre landstingsmedlemmer (IA, Siumut og Demokraterne) om at tilbagekalde kvoterne. Argumenterne har efter min mening stadig fuld gyldighed, men holdningen i Naalakkersuisut, vores regering, er åbenbart vendt 180 grader, så kvoterne skal trækkes tilbage. Inden jeg forlader emnet fiskerilov, vil jeg godt pege på den efter min mening allerstørste risiko ved det lovforslag, som Naalakkersuisut har fremsat: Risikoen for stråmandsvirksomhed. Fra perioden i slutningen af 1980-erne, hvor vi havde en stor torskebestand og fra den periode, hvor det havgående fiskeri efter krabber fandt sted, har vi meget dårlige erfaringer med stråmandsvirksomhed. Fiskerivirksomheder i vore nabolande kan sagtens stille den nødvendige tonnage til rådighed for opfiskning 3

4 af vores rejekvote, men de vil naturligvis tage sig betalt for det. Al erfaring fra torske- og krabbefiskeriet viser, at det kun er smulerne fra de riges bord, der bliver tilbage til de grønlandske licensindehavere, hvis de skal benytte sig af udenlandsk tonnage i rejefiskeriet. Hidtil er det to hovedargumenter, der er blevet ført i felten for en ændring af fiskeriloven: 1. Erhvervets bidrag til de offentlige kasser er for beskedent! 2. Ejerskabet til kvoterne er koncentreret på for få hænder! Om det første udsagn må man vel sige, at det er blevet overhalet af kendsgerningerne. Med en aktuel rejeafgift på 17,5 % er Grønlands indehaver af verdensrekorden i ressourcerenteafgift! For så vidt angår udsagn nummer to, må vi give Naalakkersuisut ret i, at kvoteindehaverne kan tælles på relativt få hænder, men også dette er jo en sandhed med visse modifikationer: Det offentligt ejede Royal Greenland er jo i princippet vores allesammens ejendom, og RG sidder på en tredjedel af alle kvoter i rejefiskeriet. Næsten den samme, men dog ikke helt, gør sig gældende for virksomheden Ice Trawl Greenland, som RG ejer halvpart i, og hvor resten af aktierne er spredt på en række større og mindre aktionærer, der kommer fra ejerkredsen til de mange rederier, der i sin tid blev lagt sammen for at skaffe et tilstrækkeligt kvotegrundlag til det nye rederi. Men det er nu alligevel lidt for fantasiforladt at indføre en helt ny fiskerilov for at få nye kvoteindehavere ind i erhvervet dersom det er det, Naalakkersuisut sigter efter. Et gammelt ord siger, at man ikke skal reparere noget, som ikke er gået i stykker, og hidtil har den gældende fiskerilov fungeret til gavn for såvel rederierne som de offentlige kasser. Personligt tror jeg på, at det er en ændring af ejerskabsreglerne, der er behov for: 1. Hvad med at tillade pensionskasser at investere i fiskeri efter rejer? 2. Hvad med at skabe baggrund for, at investeringsforeninger kan engagere sig i dette fiskeri? 3. Og så en lidt mere utraditionel model: Hvad med at lade de grønlandske kommuner få mulighed for at investere i rejefiskeriet? Med den sidste model ville man nå frem til en situation, der minder lidt om den canadiske, hvor flere lokalsamfund i landets arktiske områder tjener penge som aktører i rejefiskeriet. Nå, processen om fiskerilovsforslaget har af Naalakkersuisut været kørt bag næsten hermetisk lukkede døre. Hvis bare man ville åbne op for alle aktører til en åben diskussion vel nærmest en brainstorming tror jeg på, at vi kunne nå frem til ganske fornuftige løsningsforslag omkring problemet med det koncentrerede ejerskab. Jeg vil slutte af med at nævne nogle ting, som kunne være nyttige for fiskerierhvervet, men hvor vi ikke rigtigt har været heldige med at opnå ørenlyd i centraladministrationen: Selv om der er nogen tid til jul, kunne det vel være passende at opstille en ønskeseddel og så afvente, om der sker noget, skønt jeg nok har lidt svært ved at forestille mig K K Kruse som den gavmilde julemand: 1. Lempelse af ejerskabsbestemmelserne. 4

5 Det er ganske mange penge, der skal svinges rundt, hvis man skal investere i de eksisterende rederier. For en økonomi som den grønlandske er det endog utroligt mange penge. Den snævre kreds af befolkningen, der må investere, vil slet ikke kunne mønstre den kapital, der skal til for at engagere sig seriøst i fiskerierhvervet. 2. Fleksibilitet i udnyttelsen af kvoterne. Hvis vi skal undgå overinvestering i stål, skakl vi have en optimal tonnageudnyttelse. Dette kræver en høj grad af fleksibilitet i udnyttelsen af kvoterne. Fiskerilovsudkastet lægger op til de det stik modsatte. 3. Fiskale kontrakter om ressourcerenteafgifter. Jeg har egentligt ikke noget imod ressourcerenteudgift, og ønsker ikke på nogen måde at anfægte lovgivers ret til at udskrive skatter og opkræve afgifter. Men jeg anfægter det hensigtsmæssige i, at afgifterne på landets hovederhverv udelukkende dikteres af finansieringsbehov på de årlige finanslove, og at der ikke tages hensyn til rederiernes betalingsevne. Lad os få fiskale kontrakter, hvor det for en længere tid ad gangen aftales, hvad rederierne skal erlægge for udnyttelsen af de samfundsejede ressourcer i havet. 4. Netbank -ordning for kvoteoverførsler. Hver eneste dag flyttes der milliarder af kroner ved hjælp af en computer og et nøglekort til Nem- ID. Hvis fiskerierhvervet skal flytte 100 tons rejekvote, skal det helt op på ministerplan. Det er helt unødvendigt og udtryk for bureaukrati i særklasse. 5. Udvidelse af IOK-systemet til andre arter. Da rejelicenserne blev gjort tidsubegrænsede, blev der sat kroner og øre på værdien af kvoterne, og disse kunne stilles som sikkerhed for lån i en klasse på omkring én milliard kroner. Noget lignende selv om beløbet måske ikke er helt så stort kunne sikkert laves med andre arter, hvor biologien sikrer rimeligt regelmæssige kvoter. Hellefisk, hvor starten er lavet i det kystnære område, kunne være en mulighed. 6. Forvaltningsplaner for alle kommercielt interessante arter. Forvaltningsplaner gør administration af fiskeriet enkelt. Der er næsten tale om regnearksadministration. Derfor bør vi indføre detaljerede forvaltningsplaner for alle kommercielt interessante arter, og alle forvaltere burde have alle forvaltningsplaner liggende på skrivebordet, så ekspeditionen kunne foregå hurtigt og enkelt. Men nu siger jeg tak for jeres opomærksomhed! 5