FREMTIDIG KINESISK DOMINANS?

Transkript

1 FREMTIDIG KINESISK DOMINANS? One who cannot be victoriuos assumes a defensive posture; one who can be victorious attacks. Sun Tzu Art of War Morten Birch-Jensen April 2012 Institut for Strategi Forsvarsakademiet, København

2 FREMTIDIG KINESISK DOMINANS? Speciale af Morten Birch-Jensen København 16. april Specialet er udarbejdet under vejledning af Thomas G. Nielsen, Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet. Specialet fylder ord (Eksklusiv forside, resumé, noteapparat og bibliografi). Illustationen på forsiden er hentet på: 2

3 ABSTRACT This thesis bridges the gap between scepticism and positivism regarding China. Without lending credit to those scholars who depict China as a future U.S. contender, the thesis shows that China puts her national powers to use in support of economic expansion, sometimes taking risks, but stopping short of outright conflict. Using the realist theory of Morgenthau as analytical framework, the thesis examines whether China pursues a policy of status quo or expansionism vis-à-vis Japan, and how the enhancement of Chinese prestige is utilized to serve these possible ends. The Sino- Japanese conflict over the Senkaku Islands in the East China Sea is used as a case study. The thesis concludes that China finds herself constrained by Japan backed by U.S. preponderance, leaving open the maintenance of status quo as the most viable strategy for China to pursue. Simultaneously China has embarked on a strategy of economic imperialism, albeit in an incremental fashion. China does so by a seemingly deliberate exploitation of hydrocarbons and biological resources in the contested area. Using an effective balance of diplomacy and occasional flexing of military muscles, China appears to be extracting whatever concessions it can obtain from Japan, while reiterating her own claim for sovereignty. 3

4 RESUMÉ I dette speciale analyseres af kinesisk strategi overfor Japan i det Østkinesiske hav, med særligt fokus på de to landes uløste territoriale stridigheder omkring Senkaku øgruppen. Analysen tager udgangspunkt i en operationaliseret version af Hans J. Morgenthaus klassiske realisme. Modellen opererer med begreberne status quo og imperialisme som mulige målsætninger for en stats udenrigspolitiske strategi. Formålet med specialet er at identificere hvilke strategiske virkemidler Kina bringer i anvendelse i sin politik overfor Japan. I muligt omfang perspektiveres til gennerelle tendenser i kinesisk strategi. Problemformulering Med udgangspunkt i klassisk realisme analyseres Kinesisk strategi overfor Japan i Det Østkinesiske Hav. Det søges herunder belyst hvilken indflydelse begreberne status quo, imperialisme og prestige har for Kinas ageren. Teori og metode Morgenthaus realistiske teori er operationaliseret i en model, der opstiller kriterier for status quo, imperialisme og prestige. De kinesisk-japanske relationer i det Øst-kinesiske hav er brugt som case. Analysen foretages på baggrund af et (single) casestudie efter den kvalitative metode. Casen er anvendt som paradigmatisk case. Analyse Specialets analysekapitel falder i tre afsnit. Efter en indledende diskussion af den overordnede magtbalance i regionen, hvor USA's relationer til Japan behandles, gennemføres en analyse af hvilken rolle status quo spiller for Kinas strategi. Dernæst undersøges det hvorvidt Kina kan siges at forfølge en imperialistisk politik og endelig undersøges det hvordan en prestigepolitik kan siges at understøtte henholdsvis en status quo og en imperialistisk politik. I delanalysen om status quo undersøges hvordan Kina benytter del og hersk, kompensationer, oprustning samt alliancer til at understøtte sin politik. I delanalysen om imperialisme undersøges henholdsvis, militær-, økonomisk- og kulturel imperialisme. I specialets sidste delanalyse om prestige undersøges hvordan Kina anvender diplomati og demonstration af militær magt til at understøtte henholdsvis en status quo og en imperialistisk politik. 4

5 Konklusion På baggrund af analysen konkluderes det at Kina, på grund at USA's dominerende rolle i det internationale system samt Kinas egen relative svaghed, overordnet set forfølger en status quo politik. Det konkluderes tillige, at Kina i mange år fremover sandsynligvis fortsat vil have balancering af Japan og USA som sin primære målsætning. Det konkluderes imidlertid også, at Kina forfølger en økonomisk imperialistisk politik overfor Japan i det Østkinesiske Hav. Kina synes i høj grad at være bevidst om hvordan prestige påvirker andre staters opfattelse af landet, og i forhold til den kombinerede status quo og økonomisk imperialistiske politik, gennemføres en prestigepolitik med en kombination af diplomatiske og militære midler. Perspektivering Specialets analyser og konklusionen peger på, at Kina vil fortsætte med at forfølge en overordnet status quo politik, kombineret med økonomisk imperialisme. Det skyldes at Kina, trods sin markante økonomiske udvikling, fortsat vil være USA underlegent i mange år fremover. Sålænge USA og Japan bevarer deres nuværende tætte strategiske samarbejde på det sikkerhedspolitiske område, vil Kina heller ikke kunne ændre sin nuværende strategi overfor Japan i nævneværdig grad. Skulle Japan ønske øget selvstændighed fra USA, eller skulle USA selv ønske at begrænse sine forpligtigelser i Fjernøsten, tegner Kinas muligheder sig anderledes. Med et isoleret Japan står Kina overfor en mere jævnbyrdig aktør. Såfremt Kina skulle ønske et strategisk kursskifte i retning af en mere aktiv imperialistisk politik, vil indikatorer på et sådant skifte særligt være at finde på det militære område. Her vil Kina skulle anskaffe sig en række kapaciteter som forudsætning for bedre at kunne projicere sin magt. Det gælder særligt hangarskibe, fly og amfibieenheder. Metodisk refleksion Morgenthaus realistiske teori, har generelt vist velegnet til at belyse Kinas til tider konfliktfyldte ageren overfor Japan. Trods realismens fokus på magtbegrebet, har teorien også muliggjort at økonomiske aspekter er tillagt vægt. Prestigebegrebet, der inddrager mere subjektive elementer som staters perception, giver teorien relevans, også i situationer hvor direkte væbnet konflikt ikke ligger lige for. Specialets konklusion peger dog på usikkerhedselementer i forhold til teoriens opstilling af status quo og imperialisme som entydigt modsatrettede mål for en stats strategi. 5

6 INDHOLDSFORTEGNELSE 1. INDLEDNING TEORI OG METODE 14 Operationalisering af teorien Metodiske overvejelser ANALYSE.. 30 Analyse af status quo Del og hersk Kompensationer Oprustning 39 - Alliancer 42 Analyse af imperialisme 44 - Militær imperialisme 44 - Økonomisk imperialisme 53 - Kulturel imperialisme.. 57 Analyse af prestige Diplomati Demonstration af militær magt KONKLUSION Perspektivering 71 BILAG 1: BIBLIOGRAFI. 75 6

7 FORKORTELSESLISTE: Forkortelse Betydning Bemærkning CNA Computer Network Attack Offensiv brug af CNO. CNO Computer Network Operations Populært kendt under betegnelsen Cyber Warfare. CNOOC China National Offshore Oil Corporation DDG EEZ Exclusive Economic Zone Økonomisk udnyttelseszone, hvortil en stat har eneret til ressourceudvinding. INEW Integrated Network Electronic Warfare Kombineret elektronisk og Computer Network Warfare. I.P. International Politik Som teoretisk emnefelt. JMSDF Japanese Maritime Self Defense Forces Det japanske søværn. PLA Peoples Liberation Army, Folkets befrielseshær Fællesbetegnelse for de kinesiske væbnede styrker (alle værn). PLAAF Peoples Liberation Army Air Force Det kinesiske flyvevåben. PLAN Peoples Liberation Army Navy Det kinesiske søværn. PRC Peoples Republic of China Den Kinesiske Folkerepublik. Shanghai Cooperation Organisation SCO SLOC Sea Lines Of Communication Forbindelses- og handelsveje til søs. SSM Surface to Surface Missile Misil til overflademål, f.eks. andre skibe. UNCLOS UN Convention on the Law of the Sea FN havretskonvention. 7

8 1. INDLEDNING Med udgangspunkt i Hans J. Morgenthaus klassiske realisme analyseres kinesisk strategi overfor Japan i det Østkinesiske Hav. Det søges belyses hvilken indflydelse begreberne status quo, imperialisme og prestige har for Kinas ageren. Specialets formål er at identificere hvilke strategiske virkemidler Kina bringer i anvendelse overfor Japan samt de mulige årsager hertil. I muligt omfang perspektiveres til gennerelle tendenser i kinesisk strategi. Opgaven gennemføres på baggrund af et (single) casestudie efter den kvalitative metode, hvor de kinesisk-japanske relationer i det Østkinesiske hav er brugt som case. Casen er anvendt som paradigmatisk case. Problemdiskussion Kina opfattes af mange som en stormagt, der forventeligt vil komme til at spille en betydelig rolle i fremtiden i kraft af sin økonomiske vækst, befolkningsmæssige størrelse og teknologiske udvikling. Kinas indflydelse gør sig ikke længere gældende udelukkende på det regionale plan, men i stigende omfang også globalt. Økonomiske prognoser forudsiger således, at Kina forventes at overtage rollen som verdens største økonomi omkring år andre kilder siger Det afgørende er ikke hvornår eller om det sker, men derimod den klare tendens, der viser et stadigt økonomisk stærkere Kina og et USA med stadigt stigende økonomiske udfordringer. Militært kan det diskuteres, hvorvidt Kina kvalificerer til stormagtsstatus 3, men Kinas status som atommagt, et stadig stigende forsvarsbudget og landets militære moderniseringer sammenholdt med den forventede økonomiske udvikling, har også medført øget fokus på Kina som strategisk aktør. Senest udtrykt i USA's nyligt offenligtgjorte sikkerhedsstrategi. 4 Samlet betyder disse forhold at der ligefrem tales om at Kina, på længere sigt vil kunne udfordre USA's rolle som verdens eneste supermagt. Set med vestlige øjne er Kina tillige er en aktør, der internt ikke lever op til gængse normer for demokrati og menneskerettigheder og desuden har en række sociale og miljømæssige udfordringer. Heri ligger kimen til indre ustabilitet. Sammenholdes dette med Kinas til tider konfliktfylde forhold til aktører i nærområdet 5, forekommer det relevant at analysere Kinas strategiske ageren nærmere. I den internationale debat om Kinas frem- 1 Sådan Bliver Kina Supermagt, p The Return of China, Globalization and Economic Power, pp The Balance of Power in Asia-Pacific Security, pp Sustaining U.S. Global Leadership, pp. 2og 4. 5 Kina har siden anden verdenskrig været i krig i Korea, med Indien i 1962, med Sovjetunionen i 1969 og med Vietnan i 1979: Foreign Affairs, March/April 2012, p

9 tidige rolle i den internationale orden synes der at være to overordnede skoler 6. På den ene side findes de, der anlægger et, med vestligt perspektiv, pessimistisk syn på Kina. Herunder argumenteres der for, at Kina forventeligt vil bruge sin voksende økonomiske indflydelse til at opruste militært og på længere sigt aspirere til at udfordre USA's rolle som verdens eneste supermagt. På den anden side udtrykkes et mere optimistisk synspunkt, hvor der, ligeledes med afsæt i Kinas voksende økonomi, argumenteres for at Kina i stigende grad vil åbne sig mod verden og, som følge af blandt andet voksende økonomisk interdependens, vil vise sig som en rationel og ansvarlig aktør på den internationale politiske arena. En helt tredje retning betoner, med afsæt i Kinas interne politiske udfordringer, at Kina i mange år fremover vil fokusere sine kræfter på at opretholde intern orden og stabilitet. Kina betoner selv at landet alene har fredelige hensigter og ikke ønsker at anvende militære magtmidler i andet end forsvarsøjemed. 7 Det kan derfor undre, at Kina, trods en høj grad af samhandel og økonomisk interdependens, 8 fortsat har uløste territoriale konflikter med Japan om Senkaku Øgruppen i det Østkinesiske Hav, og at Kina ikke har vist mine til at løse disse konflikter ved hjælp af juridiske eller forhandlingsmæssige mekanismer. Tværtimod har konflikten ført til jævnlige kriser og spændinger mellem de to stater. Herunder har Kina vist sig villig til at indsætte militære magtmidler som led i krisestyringen. Spændingerne og konflikterne mellem Kina og Japan har ifølge nogle undersøgelser 9 rod i nationalisme og dermed indenrigspolitiske forhold i både Kina og Japan. I dette speciale søges et andet svar. Et svar der måske kan findes i en analyse af Kinas strategiske interesser og muligheder. Formålet med en sådan strategisk analyse bliver at udlede mulige faktorer der former Kinesisk strategi. I det omfang disse faktorer kan identificeres, vil de kunne pege på mulige udviklingsperspektiver i Kinas fremtidige ageren som strategisk aktør en ageren der efter alt at dømme vil få voksende betydning for os alle, hvad enten den påvirker det internationale system i positiv eller negativ retning. Problemformulering. Med udgangspunkt i klassisk realisme analyseres Kinesisk strategi overfor Japan i det Østkinesiske Hav. Det søges herunder belyst hvilken indflydelse begreberne status quo, imperialisme og prestige har for Kinas ageren. 6 On China, pp og Foreing Affairs, March/April 2011, pp China s National Defense in 2010, pp. 5 og 8 samt On China, pp Japan Statistical Yearbook 2011, pp : Kinas samlede import og eksport til Japan udgjorde i 2008 knapt 28 mia Yen. 9 Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship. 9

10 Teori og metode. Specialet er skrevet med udgangspunkt i Hans J. Morgenthaus klassiske realisme, hvor staters ageren beskrives ud fra statens ønske om magtmaksimering. Morgenthau anviser en række metoder til fastholdelse eller forøgelse af staters relative magt. Blandt metoderne er teorien om status quo, imperialisme og prestige. Disse tre overordnede metoder, hvoraf prestige kan anvendes til støtte for de to første, er operationaliseret ind i specialets analysemodel og dermed anvendt som analysevariabler med henblik på at analysere Kinas strategi. Empirisk tages udgangspunkt i et case study med det formål at kunne udlede generelle konklusioner om Kinas strategiske ageren overfor Japan, og som strategisk aktør i øvrigt. Som case er valgt det Østkinesiske Hav. Denne case er valgt fordi den, sammen med analyseparametrene fra Morgenthaus teori, på en række områder synes velegnet til at analysere Kinas strategi. Her er tale om en uløst territorial konflikt, hvorfor Kinas ageren i forhold til at gøre sine krav gældende og ikke mindst i hvilken grad Kina aktivt forfølger disse krav, forventeligt kan kaste lys over betydningen af status quo eller imperialisme. Dernæst rummer den valgte case både diplomatiske, militære og økonomiske aspekter og vil derfor kunne belyse hvilke metoder og midler Kina bringer i anvendelse for at forfølge sine politiske mål. Da den valgte case omhandler en isoleret øgruppe langt fra det kinesiske fastland, har den desuden den geopolitiske dimension, 10 at Kina for at forfølge sine mål må besidde evnen til at projicere magt. Dette har traditionelt været en udfordring for det Kinesiske forsvar, der siden sin revolutionære begyndelse har været fokuseret på forsvar af fastlandet og i forhold til Taiwan. 11 Kinas nuværende og fremtidige evne til magtprojektion, herunder ikke mindst i hvilken grad Kina efterstræber en sådan evne, forventes at kunne sige noget om Kinas strategiske ambitionsniveau, ikke bare i forhold til den konkrete case, men generelt. Endelig giver casen mulighed for at diskutere magtbalancen mere bredt på grund af Japans relationer til USA, sammenholdt med USA's interesser i regionen. Den valgte case bliver derved en paradigmatisk case, idet jeg i nogen grad forventer at kunne perspektivere til Kinas rolle som international strategisk aktør mere generelt. 10 Geopolitik er her forstået i sin rumlige betydning, jf. Collin Grays definition i Geopolitics, Geography and Strategy, pp A History of the Modern Chinese Army, pp og Chinese Warfighting, pp

11 Specialets struktur. Efter dette indledende kapitel gennemgås i 2. kapitel teori og metode med henblik på at operationalisere teorien og opstille variabler og mulige kriterier for den videre analyse. 3. kapitel indeholder projektets analyse. Analysen er opdelt i tre delanalyser, hvor casen analyseres ud fra Morgenthaus begreber om henholdsvis status quo, imperialisme og prestige som midler til staters magtmaksimering. I delanalysen om status quo undersøges det med udgangspunkt i magtbalancen, mellem på den ene side Kina og på den anden side Japan og USA, hvilke strategiske muligheder og begrænsninger Kina har. Dermed søges svar på hvilket manøvrerum Kina kan agere i. Analysen gennemføres med udgangspunkt i fire analyseparametre: Efter en indledningsvis diskussion af USA's betydning for Kinas relationer til Japan undersøges begreberne del og hersk, kompensationer, oprustning samt alliancer. I delanalysen om imperialisme tages der udgangspunkt i tre forskellige analyseparametre. Først undersøges militær imperialisme, dernæst økonomisk imperialisme og kortfattet kulturel imperialisme. I delanalysen om prestige som politisk strategi, undersøges, med udgangspunkt i henholdsvis diplomati og demonstration af militær magt som analyseparametre, i hvilken grad en sådan prestigepolitik føres og hvordan den ses at understøtte de overordnede strategier status quo og/eller imperialisme. 4. kapitel indeholder projektets konklusion og perspektivering. I dette kapitel svares der, med udgangspunkt i en sammenstilling af de tre delanalyser, på hvilken strategi Kina anvender overfor Japan, og i forlængelse heraf perspektiveres til Kinas generelle muligheder som strategisk aktør. Specialet afsluttes med en kort metodisk refleksion over den anvendte teori og metode. 11

12 Samlet ser specialets struktur således ud: Kapitel 1 Indledning Kapitel 2 Teori og metode Kapitel 3 Analyse Magtbalance og status quo Imperialisme Prestige Kapitel 4 Konklusion og perspektivering Figur 1: Specialets struktur Specialets fokus og afgrænsning. I specialet analyseres Kinas strategi overfor Japan i det Østkinesiske Hav. Denne afgrænsning er dels valgt fordi det her er muligt at undersøge Kinas ageren overfor en anden statslig aktør (Japan) og dels fordi casen omhandler et geografisk afgrænset område. Dette geografiske område består af Senkaku Øgruppen med omliggende søterritorium, hvilket betyder at der ikke andre nationer end Kina 12 og Japan direkte involveret i konflikten. Uagtet at opgavens fokus er på Kina, vil det derfor være nødvendigt at inddrage ja- 12 Taiwan gør også krav på dele af øgruppen, men er ikke aktivt engageret i konflikten. 12

13 panske forhold til at forklare den kontekst Kina agerer i. I forhold til Kinas strategi overfor Japan er det, særligt i spørgsmålet om magtbalance, tillige relevant at inddrage USA, der er militært tilstede i Japan og en væsentlig aktør i regionen. I forhold til de enkelte analyser er der inddraget empiri af politisk, sikkerhedspolitisk, politisk strategisk og militærstrategisk tilsnit. I forhold til det militære er vægten overvejende lagt på sømilitære forhold og herunder er det i relevant omfang også taget i betragtning hvilken betydning specifikke militære kapaciteter kan have for Kinas strategi. Projektet er udarbejdet på baggrund af dansk- og engelsksprogede åbne kilder. Kildeindhentning er afsluttet 15. april Øvrige forhold og formalia Specialets formalia følger Forsvarsakademiets angivne retningslinjer. 13 Citater indsat i brødteksten er dog kursiverede af hensyn til den samlede læsbarhed. Tilsvarende kan der i enkelte modeller være brugt anden skriftstørrelse end pitch 12. Referencer er angivet som fodnoter med angivelse af kildens titel, idet der dog ved gengivelse af mere vurderende udsagn også er angivet forfatter i brødteksten. Øvrige biografiske oplysninger fremgår af bibliografien i bilag 1. I en række af kilderne, herunder Morgenthaus, bruges det engelske ord nation i betydningen stat, også uden at det nødvendigvis betyder nationalstat. 14 Ordet er selvsagt bibeholdt i citater, hvorimod der i øvrigt i dette speciale bruges ordet stat med reference til aktører som Kina m.fl. 13 Forsvarsakademiets Vejledning i Udarbejdelse af Speciale, 5. september På engelsk bruges nation både i betydningen folkeslag og stat: Oxford Advanced Learnes Dictionary, Oxford University Press, 1995: Opslag Nation p

14 2. TEORI OG METODE I dette kapitel fokuseres det valgte teoretiske perspektiv og der gennemføres en operationalisering med henblik på at skabe grundlag for analyserne i specialets tredje kapitel. Der indledes med en diskussion og operationalisering af Morgenthaus overordnede begrebsapparat, efterfulgt af en diskussion og operationalisering af Morgenthaus underliggende begreber. Herunder identificeres mulige kriterier og der opstilles en model til brug for specialets analyser. Metateori Der synes for tiden som nævnt at være to overordnede anskuelser i forhold til, hvordan Kinas rolle i det internationale samfund skal forstås. På den ene side udtrykkes forventningerne til Kina i overvejende optimistiske vendinger begrundet i blandt andet Kinas tiltagende åbning over for den omkringliggende verden. I den forbindelse pointeres det, at den voksende økonomiske interdependens forventeligt vil medføre at Kina bliver en stadig mere ansvarlig aktør, der i tiltagende grad forventes at understøtte sin udenrigspolitik med såkaldt blød magt eller soft power. Andre, herunder særligt iagttagere i USA og Japan, er af en mere pessimistisk opfattelse og ser med bekymring på Kinas voksende økonomiske og militære potentiale. Ikke ulig Vestens opfattelse af Sovjetunionen under den kolde krig. Andre igen har søgt at forklare Kinas udenrigspolitiske ageren ud fra overvejende indenrigspolitiske forhold, herunder behovet for at tøjle nationalistiske strømninger og dermed undgå intern uro. Det vil være rimeligt at antage at alle disse opfattelser har deres berettigelse afhængigt af hvilket perspektiv, der anlægges. Denne analyse af staten Kinas strategi vil imidlertid forudsætte en positivistisk tilgang ud fra et ønske om at forklare landets ageren i det internationale system og om muligt udlede generaliserbare (kontekstuafhængige) konklusioner. Dette skal tillige ses i sammenhæng med valget af en paradigmatisk case. Da udgangspunktet for min undren har været, hvorfor Kina synes at være i fortsat konflikt med Japan og hvorfor Kina i denne konflikt tilsyneladende ofte har benyttet sig af militære magtmidler, anvender jeg den realistiske I.P. teori til at foretage min undersøgelse. 14

15 Hvorfor Morgenthau? Morgenthau har som en grundlæggende præmis for sin realistiske teori at stater ledes af rationelle aktører. Ud fra en analyse af udførte handlinger, disses mulige konsekvenser og den givne situation, kan det ifølge Morgenthau vurderes, hvilke rationelle alternativer en stat sandsynligt vil vælge. 15 Det bliver således en præmis for denne opgave, at Kina kan betragtes som en rationel aktør, og dermed også at jeg, gennem en analyse at Kinas handlinger i forhold til en given strategisk kontekst, kan drage slutninger, der forklarer disse handlinger rationelt i forhold til de muligheder, der gives stater indenfor det realistiske paradigme. Tilsvarende kan jeg også tillade mig at slutte den anden vej, og ved at tage udgangspunkt i en given situation eller tilstand og de muligheder og begrænsninger, der ligger heri, konkludere hvilke mulige handlinger Kina rationelt vil kunne foretage sig. Derved bliver det muligt at generalisere mere bredt. Morgenthau beskæftiger sig med staten som aktør og har herunder fokus på magtbegrebet som centralt i forhold til, hvordan stater kan udfolde deres politik og strategier i det internationale system. Morgenthaus teoretiske begrebsapparat rummer dog en spændvidde både i forhold til hvad stater vil søge at opnå for enten at fastholde eller udvide deres magt, og hvilke midler og metoder en stat kan bringe i anvendelse for at forfølge sine mål. Idet en stat enten gennem balancering kan søge at opnå eller fastholde status quo eller gennem imperialisme kan søge at øge sin relative magt. Hvad angår metoder og midler kan staten benytte sig af en række midler dækkende bl.a. militære, økonomiske, kulturelle og diplomatiske midler. Det er således min forventning med Morgenthau at kunne belyse Kinas strategi overfor Japan på en sådan måde at der både tages højde for såvel Kinas militære og økonomiske interesser samt kompleksiteten i de regionale magtrelationer. Hans J. Morgenthaus overordnede begrebsapparat: Morgenthau opererer med seks grundlæggende principper for politisk realisme 16, hvor det første princip om statsmanden som rationel aktør er diskuteret ovenfor. De øvrige principper omhandler magtbegrebet koblet til statens interesser. Ifølge Morgenthau vil stater altid handle på den måde, der bedst tjener deres interesser og grundlæggende er det i statens interesse at fastholde eller forøge sin relative magt, enten som et middel til opnåelse af 15 Politics Among Nations, pp Politics Among Nations, pp

16 nationens mål, eller som et muligt mål i sig selv. 17 I forhold til dette speciale bliver en grundlæggende præmis dermed at Kinas strategi og handlinger fortolkes ud fra, hvordan Kina kan fastholde eller forøge sin relative magt og indflydelse. Det medfører også at andre begreber som moral og normer, der spiller en mere fremtrædende rolle i andre I.P. teoretiske retninger som den liberalistiske, 18 hos Morgenthau bliver faktorer, som er underordnet præmissen om at stater fokuserer på egne interesser. 19 Disse faktorer vil derfor, i det omfang de identificeres, blive fortolket i forhold til, om de overordnet tjener Kinas interesser eller ej. Morgenthau opererer med tre mulige målsætninger, der er styrende for en stats politik: A nation whose foreign policy tends toward keeping [ ] power [ ] pursues a policy of the status quo. A nation whose foreign policy aims at acquiring more power [ ] through a reversal of existing power relations [ ] pursues a policy of imperialism. A nation whose foreign policy seeks to demonstrate the power it has, either for the purpose of maintaining it or increasing it, pursues a policy of prestige. 20 Morgenthau ser dog ikke megen værdi i en prestige politik for prestigens egen skyld. 21 Dermed bliver status quo og imperialisme de overordnede væsensforskellige målsætninger, og prestigepolitik en understøttende politik til fremme af enten status quo eller imperialisme. Delkonklusion: Magtbegrebet er således centralt hos Morgenthau, hvor en nations udenrigspolitik afhængigt af dens relative styrke i forhold til andre nationer vil være præget af, enten opretholdelse af den nuværende situation: Status quo, eller ændring af de nuværende magtrelationer (til egen fordel): Imperialisme. Som et af midlerne til opnåelse af status quo eller imperialisme kan nationens udenrigspolitik være en prestigepolitik, med det formål at demonstrere nationens magt. Jeg ønsker derfor overordnet at undersøge om Kinas strategiske målsætning er at fastholde status quo eller at forøge sin magt gennem en imperialistisk politik. Prestigepolitik undersøges i forhold til hvordan den understøtter de øvrige områder. 17 Politics Among Nations, p Introduction to Global Politics, pp Politics Among Nations, pp Politics Among Nations, pp Politics Among Nations, p

17 Operationalisering af teori. Forholdet mellem magtbalance og status quo. Centralt for Morgenthaus forståelse af magtbegrebet er magtbalancen. Magtbalance (Balance of Power) opstår ifølge Morgenthau som en nødvendig følge af nationers ønske om magt for enten at fastholde eller ændre status quo. 22 Morgenthau tillægger begrebet magtbalance flere betydninger 23. Hvor det i relation til dette speciale dels er relevant at undersøge den aktuelle tilstand, idet den nuværende magtbalance overordnet må forventes at dimensionere Kinas strategiske muligheder. Dernæst er det, i forbindelse med analysen af hvorvidt Kina forfølger en status quo politik, relevant at undersøge magtbalancen som en politik rettet mod en særlig tilstand. Derfor tages udgangspunkt i magtbalance, ledende over i en analyse af status quo, efterfulgt af analysen af en mulig imperialistisk politik. Ifølge Morgenthau er magtbalance en uundgåelig og væsentlig stabiliserende faktor mellem suveræne stater. 24 I fravær af ligevægt, vil der opstå en situation hvor ét element vil få stigende indflydelse og ultimativt ødelægge de andre. 25 Det er væsentligt her at hæfte sig ved det todelte formål, rettet både mod systemets stabilitet og mod enkeltelementernes overlevelse. Det bliver derved en præmis for specialet, at Kina i egen interesse som minimum vil søge at balancere stærkere stater. Morgenthau beskriver to overordnede udtryk for magtkampene i international politik: Direkte opposition og konkurrence. Under direkte opposition er der tale om at to stater er en- 26 gageret direkte i en konflikt mod hinanden som i tilfældet Kina mod Japan i det østkinesiske hav og måske også i forholdet mellem Kina og USA. Konkurrence er en konflikt mellem to stater om kontrol med en tredjepart, hvilket ikke er en relevant faktor i dette speciale. Magtbalancen opstår og opretholdes under direkte opposition som en funktion af staternes stadige forsøg på at øge deres relative magt. Den enes oprustning resulterer i den andens tilsvarende oprustning, først som et forsøg på at undgå den anden aktørs dominans og, i fald det lykkes, efterfølgende som forudsætning for at føre en imperialistisk politik på egen hånd. 27 Systemet er således, ifølge Morgenthau grundlæggende ustabilt Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p Politics Among Nations, pp

18 Denne dynamik er søgt synliggjort i specialet ved dels at vælge en case, der er udstrakt over tid og dels ved at beskrive handlinger og bevæggrunde hos både Kina og Japan, hvorved netop det dialektiske element kommer til udtryk. Morgenthau anfører, at der i geografisk adskilte regioner kan være lokale dynamikker i forhold til magtbalance, men også at der kan være dominerende dynamikker. Nærheden til den dominerende dynamik afgør frihedsgraden i den lokale magtbalance. 29 En præmis for min analyse af Kinas strategiske muligheder, bliver derfor at USA, overordnet set, er den stærkeste magt i det internationale system, og i medfør at USA's særlige relationer til Japan, bliver det derfor også relevant at undersøge hvilken betydning USA har for magtrelationerne mellem Kina og Japan, idet dette må forventes at dimensionere Kinas strategiske manøvrerum. Morgenthau skelner mellem begreberne Power og Force, hvor førstnævnte beskriver potentiel magt og sidstnævnte faktisk magt udøvet under brug af vold. Morgenthau understreger i den forbindelse væbnet styrke som den vigtigste magtfaktor. ler fremstår således centralt i Morgenthaus forståelse af magt og vil også indgå med betydelig vægt i mine analyser. Delkonklusion: Magtbalancen er i følge Morgenthau et grundvilkår, indenfor hvilket stater kan forfølge enten en status quo eller imperialistisk politisk. Den førte politik afhænger dels af staternes opfattelse af den eksisterende magtbalance, og dels af hvilke muligheder staterne ser for at ændre balancen. Det betyder i forhold til dette speciale, at det først er nødvendigt at undersøge magtbalancen overordnet set, herunder at inddrage USA's betydning. Dernæst kan Kinas muligheder i forhold til at balancere med henblik på status quo og eventuelle muligheder for at føre en imperialistisk politik overfor Japan undersøges nærmere. Det er i den forbindelse især relevant at undersøge særligt Kinas militære magtmidler. 30 Militære magtmid- 29 Politics Among Nations, pp Politics Among Nations, p

19 Operationalisering af Status Quo Morgenthau beskriver status quo som politik rettet mod en fastholdelse af den nuværende magtfordeling, idet der dog indenfor rammen af den overordnede magtfordeling godt kan finde mindre justeringer sted. 31 Morgenthau anfører fire forskellige metoder til magtbalancering: 32 Del og hersk, kompensationer, oprustning og alliancer. Del og hersk består ifølge Morgenthau i at svække modstandere ved at holde dem delt eller ved at styrke svagere nationer, der står i modsætning til den stærke. I forhold til den valgte case, vil det derfor være relevant at undersøge, om Kina søger at isolere Japan eller på anden måde prøver at holde USA udenfor konflikten. For eksempel ved at udnytte interesseforskelle de to lande imellem, afskrække eller på anden måde påvirke USA, eller ved at fremme bilaterale drøftelser med Japan på bekostning af involvering af USA. Kompensationer har i følge Morgenthau sit udspring i territorial deling, men kan også indbefatte aftale af interessesfærer og tildeling af økonomiske rettigheder. Set i relation til magtbalance kan kompensation komme på tale for at udligne andre uligheder, for derved at bevare den overordnede status quo eller magtbalance. 34 Morgenthau angiver også eksempler på mindre absolutte former for territorial kompensation, hvor stater uden at have formel suverænitet opnår rettigheder til for eksempel økonomisk udnyttelse, militær tilstedeværelse og lignende. 35 Det er derfor relevant at undersøge om Kina forsøger at opnå kompensation, for eksempel af økonomisk eller politisk art, til gengæld for at slække på sine territoriale krav. Kinesiske forhandlinger med Japan om andre forhold end selve territorialspørgsmålet bliver derfor indikatorer på, at Kina søger at opnå kompensationer Politics Among Nations, p Politics Among Nations, pp Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p

20 Oprustning er ifølge Morgenthau det primære middel til etablering og fastholdelse af magtbalancen, hvilket kan resultere i et stadigt kapløb. 36 Dette kapløb medfører i stigende grad frygt og usikkerhed. Mekanismen er også alment kendt som sikkerhedsdilemmaet. En indikator er stadig stigende forsvarsudgifter. 37 Det er derfor relevant at undersøge hvilke militære midler Kina har til balancering og afskrækkelse, samt hvordan Kina bringer disse midler i spil overfor Japan og USA, og om Kina søger at øge sit potentiale ved at opruste kvalitativt eller kvantitativt. Alliancer er ifølge Morgenthau et betydende element til magtbalancering idet fuldstændig ligevægt mellem to nationer er sjældent. 38 Konkurrerende stater må derfor enten øge deres magt gennem oprustning, gennem magten fra andre stater, eller ved at hindre andre staters støtte til konkurrenten. 39 Det fremgår ikke eksplicit, men Morgenthau udelukker ikke at metoderne kan kombineres. Morgenthau anfører dog, at statens tro på egen styrke og de samlede fordele og ulemper ved en eventuel alliance har betydning for statens valg. 40 Morgenthau anfører videre at alliancer ikke altid behøver at være eksplicitte og traktatsliggjorte, idet stater blot kan have tilstrækkelig stærke fælles interesser. 41 Det kan derfor være relevant i forhold til Kina også at undersøge mere løst etablerede fællesskaber foruden egentlige alliancer. Morgenthau maner dog til besindighed for så vidt angår den faktiske værdi af mange alliancer. Specifikt nævner han overvejelserne omkring hvorvidt en atommagt allieret med en ikke atommagt faktisk vil risikere atomkrig for at håndhæve alliancen i en eventuel konflikt mod en anden atommagt. Han anfører eksplicit at tvivlen har svækket alliancer med USA. 42 Dette forhold vil være relevant at undersøge i relation til Kinas mulighed for at føre en del og hersk politik overfor Japan, der jo netop har fravalgt at have egne atomvåben på grund af sikkerhedsgarantierne fra USA. Både egentlige alliancer, men også mindre forpligtende fora indenfor sikkerhedssamarbejde rettet mod afskrækkelse og balancering af USA og Japan kan benyttes som indikatorer på Kinesisk brug af alliancer. 36 Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p

21 Operationalisering af Imperialisme. Ifølge Morgenthau er imperialisme ikke i sig selv et værdiladet begreb, men alene udtryk for en nations politiske ønske om at forbedre sin relative magtposition i forhold til andre nationer. 43 Modsat den gængse og værdiladede betydning af begrebet, er det altså ikke så meget underkastelsen af andre folkeslag, som forøgelsen af egen magt mere bredt, der er målet. 44 Morgenthau nævner tre mulige udgangspunkter, der kan føre til en imperialistisk udenrigspolitik. 45 For det første Victoriuos war. Her udnyttes sejr, uanset casus belli, til at opnå en permanent forbedring i magtbalancen. 46 Dernæst Lost war. Her opstår imperialisme ifølge Morgenthau ud fra et hævnmotiv, hvor den tabende part ikke alene ønsker at tilbagevinde det tabte, men om muligt vinde endnu mere. 47 Og endelig Weakness. Her udnyttes magttomrum eller andre staters svaghed til egen vinding. 48 Det indgår ikke som en del at dette speciale at vurdere motiverne bag Kinas strategi overfor Japan, men afhængig af fortolkning kan Kina med udgangspunkt i situationen efter anden verdenskrig, dels bruge sin egen sejr som argument for at landet har legitim adkomst til at få indfriet sine historiske krav på territorierne i det Østkinesiske Hav, og dels tolke Japans nederlag, derhen at landet ikke har ret til øerne, men kun har fået tildelt suveræniteten på grund af USA's interesser i regionen. Endelig kan en Kinesisk tolkning af et udenrigspolitisk, relativt set, svækket Japan være motivation for at øge sin indflydelse i det Østkinesiske Hav. Et hævnmotiv kan heller ikke udelukkes, når de to landes konfliktfyldte fortid tages i betragtning. Motivanalyse er som nævnt ikke en del af dette speciale, men der synes at være en række mulige motiver for en Kinesisk imperialistisk politik, hvorfor dette element bliver en del af opgavens analyse. Morgenthau ser, med baggrund i de ovennævnte årsager til imperialisme, tre mulige målsætninger: The objective of imperialism can be the domination [ ] a world empire. Or it can be an empire or hegemony of approximately continental dimensions. Or it can be a strictly localized preponderance of power. 49 Den valgte case muliggør alene en analyse i 43 Politics Among Nations, pp Politics Among Nations, pp Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p

22 forhold til målsætningen om localized preponderance. En vurdering af de to øvrige målsætninger vil indgå som en del af specialets perspektivering. Imperialismens metoder: I forhold til imperialismens årsager og målsætninger opererer Morgenthau med tre metoder for imperialisme eller midler til imperialistisk politik: Militær, økonomisk og kulturel imperialisme. 50 Morgenthau anfører her, at det er vigtigt ikke at forveksle midler med mål idet f.eks. økonomisk imperialisme ikke kun har økonomisk vinding for øje men med baggrund i principperne om magtmaksimering altid har en forbedring af status quo som formål. De tre metoder kan bruges i kombination. 51 Vedrørende militær imperialisme anfører Morgenthau at denne kan medføre afgørende resultater, men på den anden side er risikobetonet, idet udfaldet er usikkert og indsatsen er stor. 52 I forhold til militær imperialisme er det relevant at undersøge hvilke midler Kina råder over, eller søger at anskaffe sig, med henblik på at kunne understøtte en sådan politik. Militær imperialisme forudsætter evnen til at projicere magt uden for egne grænser i en størrelsesorden, der sætter aktøren i stand til at opnå en, som minimum lokal, militær overlegenhed. Det er derfor relevant at undersøge Kinas midler til magtprojektion i form af offensive militære kapaciteter, der sammen med Kinas eventuelle brug af disse midler, bliver indikatorer på en militær imperialistisk politik. Økonomisk imperialisme ser Morgenthau som en rationel metode til opnåelse af magt (modsat militær imperialisme). 53 Dette forhold er relevant at inddrage i analysen, idet Kinas krav på øgruppen kan diskuteres i et ressourceperspektiv. Nøgleordet er økonomisk kontrol. Dette kan (i yderste konsekvens) være i form af monopolisering, men også i form af en mere inkrementel udvidelse af kontrollen med sparsomme ressourcer, handelsruter o. lign. Kontrollen kan være direkte og fysisk, men også juridisk i form af ejerskab, koncessioner m.v. Disse elementer bliver dermed indikatorer på en økonomisk imperialistisk politik. Indikatorerne er ikke ulig dem, jeg har identificeret i relati- 50 Politics Among Nations, p Politics Among Nations, pp Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p

23 on til kompensationer. Forskellen ses primært at ligge i, hvorvidt de økonomiske fordele er opnået som led i officielle forhandlinger med Japan om suverænitetsspørgsmålet, eller som resultat af unilaterale kinesiske tiltag, måske oveni købet uden Japansk billigelse, hvilket kan indikere økonomisk imperialisme. Morgenthau beskriver kulturel imperialisme som en metode hvormed man kan opnå kontrol med en fremmed befolknings sindelag, som middel til forbedring at det relative magtforhold mellem to nationer. 54 Denne parameter lader sig vanskeligt operationalisere, da øerne i den valgte case er ubeboede, hvorfor der ikke er nogen befolkning at påvirke. Jeg vælger dog at medtage elementet i forhold til en kortere diskussion af hvorvidt Kina aktivt har benyttet sig af kulturelle og nationalistiske virkemidler overfor Japan eller ej. Operationalisering af Prestige: Som en tredje vej til forøgelse af en stats relative magtposition anviser Morgenthau The Policy of Prestige, der overordnet har til formål at øge en stats anerkendelse og anseelse, og dermed magt, blandt andet gennem påvirkning af andres staters perception. 55 Prestige kan have to formål: Enten prestige for prestigens egen skyld, eller (oftere) prestige for at understøtte en status quo eller imperialistisk politik. 56 Det kan således konkluderes at en prestigepolitik i Morgenthaus perspektiv tjener til at påvirke andre staters perception af en stats styrke, for at opnå forøget succes i gennemførelsen af enten en status quo eller en imperialistisk politik. Morgenthau ser dog ikke megen værdi i en prestige politik for prestigens egen skyld. 57 Prestige kan eksempelvis understøtte en de facto status quo politik, ved at bidrage til indtrykket af en stats overlegne styrke, hvorved andre stater afholder sig fra at udfordre den perciperede stærkere stat, og status quo bliver resultatet. Morgenthau påpeger prestigepolitikkens voksende betydning i forhold til at påvirke perception: Prestige has become particulary important as a political weapon in an age in which the struggle for power is fought not only with [ ] political pressure and military force, but in large measure as a struggle for the minds of men. [ ] prestige reputation for performance and power has become the main stake for which political warfare is waged Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p Politics Among Nations, pp Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p

24 Morgenthau åbner interessant nok her en mulighed for, at andre midler end militær magt i sig selv, kan have afgørende indflydelse på staters relationer. Det vil derfor være relevant at inddrage prestige nærmere i analysen. Prestigepolitik underopdeles i to metoder: Diplomati og demonstration af militær magt. 59 Morgenthau beskriver diplomati som et væsentligt og velegnet middel til at føre en prestigepolitik, 60 hvor veludført diplomati kan forstærke en stats eksisterende magt også ud over hvad magten i sig selv berettiger til. 61 Kinas brug af diplomati overfor Japan og eventuelt også USA, bliver derfor en relevant faktor at analysere med henblik på at belyse i hvilken grad Kina fører en prestigepolitik. Morgenthau anviser tre midler for diplomatiet, i form af: Overtalelse, kompromis og truslen om magt. De tre midler bruges i følge Morgenthau bedst og mest succesfuldt i forening. Som indikatorer medtages diplomatiske tiltag, i form af politiske ytringer, topmødeaktiviteter, forhandlingstiltag samt aftaler. Karakteren af tiltagene vurderes i forhold til om de er udtryk for overtalelse, kompromis og/eller trusler om brug af magt. Om prestigepolitikens andet element demonstration af militær magt bemærker Morgenthau at militær magt, fordi den er et åbenlyst udtryk for et lands magt, tjener til at påvirke modparten. 63 Morgenthau nævner herunder specifikt flådemagt som et synligt, mobilt og magtfuldt middel. 64 En nærmere analyse af Kinas sømilitære formåen og brug af flådemagt i øvrigt, vil derfor være relevant for at belyse en mulig prestigepolitik men også fordi flådemagt er et væsentligt element i at kunne projicere magt i øvrigt. Jeg forventer at kunne belyse såvel balancering og dermed status quo, mulig imperialisme og prestigepolitik, gennem en analyse af særligt Kinas flådemagt. Jeg vil dog også inddrage andre militære magtmidler, der ikke var så fremtrædende, da Morgenthau skrev sin teori i Indikatorer bliver derfor øvelser, demonstrationer og fremvisninger, samt omtale af militær formåen Politics Among Nations, pp (Morgenthau bruger termen display of military force ). 60 Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p

25 Sammenfattende Delkonklusion: En undersøgelse af Kinas ageren vil forventeligt kunne belyse to mulige udfaldsrum for Kinas strategi/kinesiske aspirationer over for Japan. Kina må forventes at ville forfølge enten en status quo politik eller en imperialistisk politik og evt. understøtte den førte politik med en prestige politik. Som forudsætning for de to mulige politikker gennemføres først en diskussion af den overordnede magtbalance. I forhold til den samlede analyse, vil en undersøgelse af Kinas militære magtmidler udgøre et betydeligt element, idet disse midler jf. Morgenthau udgør en af de primære kilder til magt. Samlet kan Morgenthaus teori operationaliseres i nedenstående model, der samtidig angiver de overordnede delanalyser samt delanalysernes underområder og kriterier formuleret som spørgsmål: 25

26 Teoretisk ramme: Delanalyser: (Variable) Formål: Metoder: (Underordnede Variable) Indikatorer: Operationaliseringsmodel: Kinas strategi overfor Japan Morgenthaus klassiske realisme: Status quo (og magtbalance) Fastholde en given magtfordeling Del og hersk Kompensationer Oprustning Alliancer Del og hersk: Udnyttes af interesseforskelle de to lande imellem? Påvirkers USA gennem f.eks. afskrækkelse? Føres bilaterale drøftelser med Japan på bekostning af USA? Kompensationer: Forsøger Kina at opnå kompensation, for eksempel af økonomisk eller politisk art til gengæld for at slække på sine territoriale krav? Fører Kina forhandlinger med Japan om andre forhold end selve territorialspørgsmålet? Imperialisme Ophæve status quo. (World Empire). (Continental Empire). Local Preponderance. Militær imperialisme. Økonomisk imperialisme. Kulturel imperialisme. Militær imperialisme: Har Kina midler til magtprojektion i form af offensive militære kapaciteter? Hvordan benytter Kina disse midler? Økonomisk imperialisme: Søger Kina kontrol gennem monopolisering, eller i form af en mere inkrementel udvidelse af kontrollen med sparsomme ressourcer, handelsruter o. lign? (Kontrollen kan være direkte og fysisk, men også juridisk i form af ejerskab, koncessioner m.v.). Prestige Ændre perceptionen af statens magt som middel til at forfølge en status quo eller imperialistisk politik. Diplomati - Overtalelse - Kompromis - Trusler om magt Demonstration af militær magt. Diplomati/Overtalelse: Benyttes diplomatiske tiltag, i form af politiske ytringer, topmødeaktiviteter, forhandlingstiltag samt aftaler i forsøg på overtalelse? Diplomati/Kompromis: Benyttes diplomatiske tiltag, i form af politiske ytringer, topmødeaktiviteter, forhandlingstiltag samt aftaler i forsøg på kompromis? Oprustning: Hvilke militære midler har Kina har til balancering og afskrækkelse (deterrence)? Hvordan bringes midlerne i spil, og øger Kina sit potentiale, ved at opruste kvalitativt eller kvantitativt? Alliancer: Indgår Kina i egentlige alliancer eller mindre forpligtende sikkerhedssamarbejdsfora rettet mod balancering af USA og Japan? Kulturel imperialisme: Har Kina aktivt har benyttet sig af kulturelle og nationalistiske virkemidler overfor Japan? Diplomati/Trusler om magt: Benyttes diplomatiske tiltag, i form af politiske ytringer til at fremsætte trusler om brug af magt? Demonstration af militær magt: Benyttes øvelser, demonstrationer og fremvisninger samt omtale af militær formåen? Figur 2: Operationaliseret analysemodel. 26

27 Det skal bemærkes at modellens elementer angiver yderpunkter, eller idealtyper om man vil. Analysen vil der derfor indeholde elementer af Kinas strategiske virkemidler og metoder, der er analyseret og diskuteret i forhold til flere af de forskellige variable. Metodiske overvejelser. Som case er valgt Kinas ageren overfor Japan i det Østkinesiske Hav fordi de to stater her har tilsyneladende uforenelige interesser med modstridende territoriale krav. Det synes her som om Kina betjener sig af en uforsonlig strategi, præget at magt, trusler og bilateralt diplomati på bekostning af samkvem i internationale fora. Ved at se på Kinas strategi overfor til Japan tilsikres på grund af de Japansk-amerikanske relationer, også at USA's indflydelse i regionen bliver en faktor i min undersøgelse. Casen ses derfor at være velegnet til at belyse Kinas strategi i forhold til latente eller potentielle konflikter mere generelt. Casen bliver herved en paradigmatisk case 65. Forståelse for en aktørs handlemuligheder er en udfordring, dels på grund af de mange variable og dels på grund kompleksiteten i det internationale system. Det kan gøres ud fra tre overordnede variable: Evne (forstået som kapabilitet), vilje og hensigt. Evnen lader sig i nogen grad kvantificere, selv om faktorer som uddannelse og moral kan spille en ligeså stor rolle som mængden og kvaliteten af militære kapaciteter. Viljen og hensigten forholder det sig derimod vanskeligere med. Her er en kvalitativ analyse, på baggrund af. af f.eks. observeret adfærd sammenholdt med tidligere handlemønstre holdt op imod eksterne faktorer, den eneste mulighed. Opgaven vil derfor forme sig som et kvalitativt casestudy. Strategi er af Yarger beskrevet som kombinationen af Ends, Ways and Means, i betydningen mål, metoder og midler 66. I forhold til dette speciale, søges der overordnet svar på Ends i forhold til hvilke målsætninger Kina ses at forfølge. For at søge svar på dette, analyseres de to andre elementer; Ways og Means, udtrykt gennem opgavens operationalisering. Specialet forholder sig til Kina som aktør i det internationale system. Det medfører at det empiriske fokus er på Kinas ageren overfor Japan. Empiri vedrørende Japans strategiske ageren og japanske forhold i øvrigt er medtaget i det omfang det ses nødvendigt for at belyse det kinesiske perspektiv. Der ses således på Kina udefra. En række interne kinesiske 65 Håndværk og Horisonter, pp og Strategy and the National Security Professional, pp og

28 variable, herunder sammenhængen mellem udenrigspolitiske målsætninger og indenrigspolitiske udfordringer, kunne givet være inddraget. Det ligger imidlertid udenfor specialets fokus og den dertil valgte teori, der netop betragter staten som en enhedsaktør. Trods specialets positivistiske udgangspunkt og valget af en paradigmatisk case, er jeg bevidst om begrænsninger i forhold til særligt generaliserbarheden af mine konklusioner. Morgenthau forholder sig, trods sit positivistiske udgangspunkt, selv kritisk til hvorvidt fremtiden lader sig forudsige på baggrund af analyse af lignende situationer: The best the scholar can do, is to [ ] point out the different conditions that make it more likely for one tendency to prevail than for another and, finally, assess the probabilities for the different conditions and tendencies to prevail in actuality. 67 Morgenthau maner her til forsigtighed i forhold til generaliserbarheden eller kontekstuafhængigheden om man vil. Dette forbehold bliver relevant i forhold til min brug af en paradigmatisk case, idet særligt perspektiveringen må omfattes af en række forbehold. Ifølge Morgenthau involverer magtstræb ikke alle stater i det politiske system. dog som en præmis for dette speciale at Kina som en betydelig aktør søger at maksimere sin indflydelse. I forhold til en vurdering af hvilke midler Kinas strategi kan understøttes af, er der også en række usikkerheder. Dels vil staters reelle strategiske intentioner sjældent være eksplicit formulerede i offentlig tilgængelig form. Dels vil der, for en række af de til rådighed stående midler, være tale om at de ikke nødvendigvis er direkte koblet til en specifik strategi. Dette gør sig ikke mindst gældende for så vidt angår militære kapaciteter. Jeg har forsøgt at tage højde for dette ved primært at beskæftige mig med sø- og luftmilitære kapaciteter, der er fleksible og deployerbare og derfor med nogen ret vil kunne bringes i anvendelse i en kinesisk strategi overfor Japan. Endeligt har jeg primært inddraget kapaciteterne, der hvor mine kilder specifikt nævner brug eller mulig brug direkte i relation til Japan. Metodeafsnit om kilder Som omtalt synes opfattelsen af Kina som strategisk aktør at være præget af enten en relativt pessimistisk eller en relativt optimistisk grundantagelse. Disse synspunkter farver 68 Det indgår 67 Politics Among Nations, p Politics Among Nations, p

29 også meget af den tilgængelige litteratur. Jeg har i min udvælgelse af kilder søgt at være bevidst om dette forhold ved dels at inddrage kilder, der udtrykker begge synspunkter samt ved at inddrage mere neutrale kilder. Endelig har jeg søgt at forholde mig kritisk til kilderne ved at holde deres udsagn op i mod min operationaliserede analysemodel og de deri indbyggede kriterier. I den forbindelse har jeg flere steder undersøgt enkeltelementers betydning i forhold til både status quo, imperialisme og prestige. Det gælder eksempelvis diskussionen af betydningen af Kinas mulige anskaffelse af hangarskibe, der som min analyse viser, ikke alene kan tages som et udtryk for, at Kina aktivt forfølger en imperialistisk politik. Som empiri er, af hensyn til ønsket om offentliggørelse, alene valgt uklassificerede dansk og engelsksprogede kilder, herunder af kinesisk og japansk oprindelse. 29

30 3. ANALYSE I dette kapitel, der udgør projektets analysedel, redegøres kort for casens hovedlinjer, hvorefter der gennemføres tre delanalyser. Delanalyserne gennemføres med det formål at identificere hvorvidt, og i hvilken grad, kinesisk strategi overfor Japan er præget af status quo, imperialisme og/eller prestige. Kort redegørelse for casens hovedlinjer Konflikten har to hovedbestanddele: For det første er der strid om de territoriale rettigheder i forhold til Senkaku Øgruppen, og for det andet er der uenighed om udstrækningen af parternes eksklusive økonomiske udnyttelseszoner (EEZ) i det Østkinesiske Hav. 69 Havområdet omkring øgruppen indeholder rige fiskeforekomster og menes at indeholde betragtelige tilgængelige olie- og gasreserver. 70 Øerne er under japansk suverænitet og har været det siden anden verdenskrig, men såvel Kina som Taiwan gør krav på dem. 71 Kina og Japans krævede EEZ overlapper hinanden i et område på 210,000 kvadratkilomater. 72 Geografisk behandles det Østkinesiske Hav, der er betegnelsen for havområdet mellem Kina, Japan og Taiwan. Øgruppen består af fem ubeboede øer og tre skær i alt ca. 7 kvadratkilometer og er placeret ca. halvvejs mellem det kinesiske fastland og den japanske ø Okinawa, med ca. 400 km til hver The Long March to Power, p Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, p Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, pp Senkaku er det japanske navn, Kina bruger navnet Diaoyo. 73 Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, p

31 Figur 3: Det Østkinesiske Hav 74 Figur 4: Senkaku Øgruppen Hentet 2. december 2011, kl Hentet 2. December 2011, kl

32 Figur 5: Kinesiske og Japanske territoriale krav 76 Kinesiske optegnelser tilbage fra Ming dynastiet ( ) danner baggrund for det Kinesiske krav. Kina har dog aldrig haft permanent tilstedeværelse på øerne. Øgruppen blev i 1895 overdraget til Japan efter Kinas nederlag i den første Kinesisk-Japanske krig. Efter anden verdenskrig kom øgruppen under amerikansk administration frem til 1972, herefter overdroger USA kontrollen til Japan, hvilket medførte protester fra Kina og Taiwan. USA undlader dog, ifølge Beukel, helst at forholde sig til suverænitetsspørgsmålet. 77 Siden har konflikten vekslet i intensitet med skiftevis fremgang i diplomatiske tilnærmelser mellem Kina og Japan og lejlighedsvise konfrontationer, hvoraf nogle har involveret indsættelse af militære magtmidler. På det politiske plan fremsætter såvel Kina som Japan ved skiftende lejligheder deres fortsatte krav på området. 78 Det territoriale spørgsmål er derfor stadig uafklaret. 3.1 Analyse af Status Quo. Formålet med denne delanalyse er at søge svar på, i hvilken grad Kinas strategi overfor Japan bærer præg af en status quo politik. Indledningsvis analyseres forhold af betydning for magtbalancen, herunder USA's rolle i forhold til Japan. Dernæst analyseres elementerne del og hersk, kompensationer, oprustning og alliancer. Magtbalancen som rammesættende for Kinas muligheder: 76 Hentet 2. December 2011, kl Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, pp Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, pp

33 Betydningen af USA's relationer til Japan Udover de direkte relationer mellem Kina og Japan, er det relevant at se på USA og Japan, set fra et kinesisk magtbalanceperspektiv. Både på grund af USA's militære tilstedeværelse i Japan 79, landets sikkerhedsgarantier overfor Japan og endelig på grund af USA's generelle interesser i regionen. USA og Japan har indgået en gensidigt forpligtigende forsvarsalliance, først i den såkaldte San Francisco traktat fra 1951 og senere i 1960 i Washington. USA betoner i sin nye sikkerhedsstrategi sit fokus på Asien og nævner specifikt Kina som en potentiel trussel 80. Udover parternes forpligtigelser i tilfælde af aggression indebærer alliancen også den føromtalte permanente tilstedeværelse af amerikanske styrker i og omkring Japan 81. Der har tillige været forlydender om en yderligere styrkelse af de Japansk-Amerikanske forsvarsrelationer i form en mulig alliance med det formål at imødegå Kina og Rusland. 82 Derfor frygter Kina, ifølge Clarke, for Japansk genoprustning og en mere aktivt brug af det japanske militær; ikke mindst i sammenhæng med et fælles japansk-amerikansk forsøg på at hindre Kinas voksende indflydelse. 83 Jævnfør Japansk Forsvars egen hvidbog er der også konkrete japanske tiltag til balancering af Kina i form at strategi og fælles øvelser med USA med det formål at imødegå fjendtlig besættelse af øer under japansk kontrol. Disse øvelser har involveret det amerikanske marinekorps, hvilket udover en kraftig signalgivning overfor Kina også betyder at der rent faktisk er planlagt indsættelse af kapaciteter, der reelt vil kunne operere med succes i det omstridte område. 84 Hvidbogen nævner ikke specifikt Kina, og Japan har også andre potentielle fjender, herunder ikke mindst Nordkorea. Der er dog næppe tvivl om at der sigtes til Kina. NordKorea gør ikke krav på de omstridte øer og råder ikke over tilstrækkelige midler til militær magtprojektion over større afstande 85. Det er derfor interessant her at notere sig Japans hensigt, i forhold til at imødegå en mulig invasion før den finder sted. Det er ligeledes interessant at notere sig den fælles øvelse med USA, der understreger at Kina, i forhold til magtbalance og opretholdelse af status quo overfor Japan, må regne med USA som aktør på Japansk side. 79 The Military Balance 2010, p. 43 (bl.a. U.S. 7 th fleet, 3 rd U.S. Marine Corps Division samt 5 th Airforce). 80 Sustaining U.S. Global Leadership, pp. 2 og For Mutual Benefit, pp Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, p Chinese Energy Security, p Asia Looks Seaward, p The Military Balance 2010, pp

34 Dette inddæmnings- eller balanceringsperspektiv kan, ifølge Nødskov, understøttes med de overvældende militære kapaciteter USA råder over udenfor regionen. 86 Med den nyligt annoncerede amerikanske sikkerhedsstrategi, lægges der netop øget fokus på Asien. Strategien nævner specifikt Kina som en potentiel trussel, ligesom støtten til allierede i regionen fremhæves. 87 Som en mulig årsag til Kinesisk oprustning anfører Nødskov også kinesisk bekymring for japansk oprustning og tilbagevenden til en normal udenrigspolitik i sammenhæng med de tætte bånd til USA. Således tog Japan i 2007 skridt til at revidere sin forfatning under indflydelse af det kinesiske hangarskibsprogram. Kina udtrykte bekymring over initiativet og udtalte i den forbindelse tvivl om, hvorvidt Japan ville fortsætte sin fredelige udvikling, og disse bekymringer kunne være et argument for netop anskaffelsen af en kinesisk hangarskibskapacitet. 88 Dette peger umiddelbart i retning af et behov for kinesisk magtbalancering med henblik på en status quo politik Er japansk enegang en risiko? Som følge af anden verdenskrig blev Japan pålagt udenrigs- og forsvarspolitiske bindinger i medfør af den japanske grundlovs artikel 9. Til trods for disse har Japan med mellemrum debatteret om der skulle finde en normalisering sted. Dette ville give Japan større sikkerhedspolitisk manøvrerum. 89 Debatten vækker bekymring i Kina. Allerede nu opererer japanske orlogsskibe tæt på kinesisk søterritorium, og i 2002 vedtog Japan lovændringer med henblik på flere beføjelser til japanske forsvar i tilfælde af væbnet konflikt. Kina udtrykte sin bekymring over dette og opfordrede Japan til at fastholde den defensive linje, der hidtil har kendetegnet japansk forsvarspolitik siden anden verdenskrig. Flere iagttagere ser den kinesiske bekymring som udtryk for, at Kina ikke kan opfylde egne maritime ambitioner, hvis Japan igen bliver en aktiv udenrigspolitisk aktør på det militære område. 90 Kina nævner kun i meget begrænset omfang Japan i sin forsvarshvidbog fra 2011, men taler i genrelle vendinger om riskoen for øget international strategisk konkurrence samt opblussende territoriale stridigheder 91. Også andre kilder anfører, at Kina opfatter Japan som en fremtidig trussel, og at dette er årsagen til Kinas militære ageren overfor Japan, særligt på det maritime område, hvor Ki- 86 Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, p Sustaining U.S. Global Leadership, pp. 2 og Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, p For Mutual Benefit, p Chinese Energy Security, p China s National Defense in 2010, pp. 5 og 7 34

35 na i 2005 sendte en ubåd gennem japansk territorialfarvand, ligesom rekognosceringsfly har overfløjet japansk farvand. 92 Japan har da også under den kolde krig defineret en mulig 1600 km forsvarsperimeter rundt om de japanske øer, ikke ulig det fremskudte forsvar Kina selv taler om at etablere. 93 Kina frygter således, ifølge Clarke, at en eventuel konflikt mellem Kina og USA, eksempelvis i relation til Taiwan, kan få Japan til at opruste og frigøre sig fra de pålagte bindinger på brug af militær magt. Ikke mindst vakte det kinesisk bekymring, da den daværende George W. Bush administration opfordrede Japan til fornyet oprustning. Kina opfattede dette som et signal om en koordineret amerikansk-japansk indsats mod Kina i tilfælde at en konflikt over Taiwan. 94 Japans flådestyrker er, selv med de nuværende forfatningsmæssige begrænsninger, de kinesiske klart overlegne, hvorfor Japan potentielt er den største regionale trussel mod Kina. 95 Denne Japanske maritime overlegenhed er både kvalitativ og kvantitativ. Således råder Japan over en betydelig flåde med blandt andet 44 destroyere af vestlig standard. 96 Dertil kommer at de japanske selvforsvarsstyrker er meget veluddannede og ikke mindst, at Japan anses for hurtigt at kunne skaffe sig atomvåben, såfremt landet måtte ønske det. Endelig er der den betydelige amerikanske militære tilstedeværelse på japansk jord. 97 Der er også mere konkrete indikationer på, at Japan også efterstræber muligheden for bedre at kunne projicere magt på egen hånd, herunder har Japan udviklet store helikopterbærende destroyere med kapaciteter ikke ulig hangarskibe. 98 Delkonklusion vedrørende magtbalancen Den ovenfor beskrevne magtbalance peger på, at det, set med kinesiske øjne, er nødvendigt at øge landets militære magt, alene for at fastholde status quo, og dermed også at en sådan status quo politik er hvad Kina realistisk kan opretholde i en overskuelig fremtid. Den gensidige kinesisk-japanske bekymring, kan imidlertid også ses som et udtryk for sikkerhedsdilemmaet. Såfremt dette er tilfældet, er det mere vanskeligt at konkludere entydigt til fordel for en kinesisk status quo strategi. 92 People s Liberation Army Navy, p Asia Looks Seaward, p Chinese Energy Security, pp Chinese Energy Security, p Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, p Chinese Energy Security, p Asia Looks Seaward, p

36 Del og hersk I denne delanalyse diskuteres Kinas muligheder for at isolere Japan og dermed holde USA ude af en eventuel konflikt. En sådan kinesisk politik overfor USA og Japan synes ved første øjekast næppe at være mulig set i lyset af USA's alliancemæssige forpligtigelser overfor Japan. Dertil har USA og Japan for mange fælles interesser. Desuden ønsker de to lande også uafhængigt af hinanden,som nævnt at balancere og måske inddæmme Kina. USA's nye strategi synes at bekræfte denne tendens 99. Ikke desto mindre har der dog alligevel været tilfælde, der kan tolkes som kinesiske forsøg på at splitte de to lande. Således trængte en kinesisk atomubåd i 2004 ind i japansk territorialfarvand sydvestfor Okinawa. Efter japanske protester undskyldte den kinesiske viceudenrigsminister under henvisning til en teknisk fejl. Det vurderedes dog ifølge Bussert og Elleman mere sandsynligt at kineserne afprøvede de japanske modforholdsregler og samtidigt prøvede at drive en kile ind mellem USA og Japan, idet de to lande ikke tolker de internationale transitregler ens. I dette tilfælde fulgte den kinesiske ubåd amerikansk praksis. 100 USA har, når bortses fra de ovenfor nævnte flådeøvelser, ikke taget aktivt del i den konkrete konflikt siden overdragelsen af Senkaku øgruppen til Japan. Alle diplomatiske forhandlinger har været bilaterale og dermed rent japansk-kinesiske. Det kan således ikke udelukkes at Kina øjner muligheden for, i et isoleret tilfælde som i forhold til Senkaku, at holde USA ude af en eventuel konflikt. Kina har ifølge Wortzel før haft øje for at isolere USA fra sine allierede 101. Der har også, ifølge Sakurada, været rejst tvivl om, hvorvidt Japan kunne forlade sig på sikkerhedsgarantier udefra og om det overhovedet var ønskeligt at forlade sig på sikkerhedsgarantier fra fremmede magter. Denne debat har været ført i forbindelse med den interne japanske diskussion om alliancen med USA og de sikkerheds- og udenrigspolitiske bindinger i den Japanske forfatning. Japanske ultranationalister hævder at traktaten med USA lægger bånd på japansk suverænitet, og opponerer mod at Japan skal forsvares af en fremmed magt. I stedet burde Japan forfølge fuld selvstændighed og udvikle egne atomvåben. Bag dette synspunkt lurer, ifølge Sakurada, frygten for at USA ikke vil leve op til sin atomare sikkerhedsforpligtigelse overfor Japan og gennemføre et atomart gengældelsesangreb i tilfælde 99 Sustaining U.S. Global Leadership, p People s Liberation Army Navy, pp The Chinese Armed Forces in the 21st Century, pp

37 et atomangreb på Japan. 102 Denne kritik er interessant nok næsten et ekko af Morgenthaus egne betragtninger vedrørende den mulige svaghed ved alliancer jeg omtalte i kapitel 2. Her gengives bekymringen dog af hvad Sakurada betegner som ultranationalister. I USA's nye sikkerhedsstrategi nævnes eksplicit at USA, trods reduktioner i sine kernevåben fortsat vil sikre sine allierede 103. Den generelle japanske tilslutning til forsvarsalliancen med USA er, trods til tider heftig Japansk debat, uændret. Japan har da også, modsat hvad Beukel anfører, 104 søgt og fået USA's støtte i tilfælde af en væbnet konflikt over Senkaku. Således har både udenrigsminister Hillary Clinton og forsvarsminister Robert Gates lovet amerikansk støtte så sent som i Dette indikerer hvor vanskeligt det er for Kina reelt af forsøge at splitte USA og Japan. En problematik Brzezinski bekræfter i en analyse af den nye amerikanske strategi. 106 Kina fremhæver selv i sin forsvarshvidbog fra 2011, at USA styrker sine alliancer i regionen 107. Spørgsmålet er også hvad Kina ville få ud en sådan splittelse på længere sigt, idet Kina derved risikerer den Japanske oprustning landet i øvrigt søger at undgå. Denne risiko har også været fremført af Odgaard, der anfører at Japan, i tilfælde af at USA ikke længere på overbevisende vis kan balancere Kina, meget vel kunne overtage denne rolle. Et kinesisk forsøg på at fremme multipolaritet som modvægt til USA vil dermed kunne vise sig at være kontraproduktivt, idet Kina ikke nødvendigvis vil kunne matche Japans militære potentiale. 108 Dette er naturligvis en risiko ved en del og hersk politik set med kinesiske øjne, men Odgaards argumentation synes dog at rumme nogle svagheder. For det første vil et Japan uden støtte fra USA, isoleret set, være en svagere modstander, uanset en eventuel Japansk oprustning. For det andet er der, udover Japans selvpålagte forfatningsmæssige militære begrænsninger, ikke noget som udelukker muligheden for Japansk oprustning indenfor rammerne af det nuværende sikkerhedssamarbejde med USA. Dette har som nævnt, ligefrem været ønsket fra amerikansk side. 109 Risikoen fra et kinesisk perspektiv synes derfor snarere at være langsigtet, idet et isoleret Japan både kan opruste og indlede en mere aggressiv politik overfor Kina. Disse risici udelukker derfor næppe at Kina i forhold til mere specifikke problemstillinger, som for eksempel spørgsmålet om Senkaku Øgruppen, kan søge en japansk amerikansk 102 For Mutual Benefit, pp Sustaining U.S. Global Leadership, p Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, pp Strategic Survey 2011, pp Foreign Affairs January/February 2012, Vol. 91, number 1, pp China s National Defense in 2010, p The Balance of Power in Asia-Pacific Security, p A Rising China and Security in East Asia, p

38 splittelse for derved at isolere Japan. Dette kunne muliggøre en imperialistisk politik med mere begrænset målsætning. Delkonklusion vedrørende del og hersk. Samlet synes der at være indikationer på, at Kina har søgt at føre en del og hersk politik i forhold til konflikten, om end i begrænset omfang. Der er dog ikke indikationer at Kina på afgørende vis har haft held til dette, hvorfor en amerikansk intervention til fordel for Japan i tilfælde af en eskaleret konflikt ikke kan udelukkes. Kompensationer. I denne delanalyse undersøges det, om Kina søger at opnå andre fordele til gengæld for ikke at forfølge sit krav på suverænitet. Ud fra en kinesisk logik, hvor Senkaku Øgruppen oprindeligt har tilhørt Kina, vil en kompensationspolitik kunne give mening. Den vil ikke rykke afgørende ved status quo, da Japan fortsat vil bevare den formelle suverænitet. Til gengæld vil Kina kunne få del i de økonomiske ressourcer og måske Japansk accept at sømilitær tilstedeværelse i området. Netop disse to formål er vel også hvad Kina selv ville bruge øerne til, set i lyset af Kinas energibehov og ønsket om mere strategisk dybde i Kinas sømilitære forsvar. Dette undersøges i analysen af imperialisme. Kina er, ifølge Gungwu og Yongian, generelt tilbageholdende med at afgive suverænitet ved at indgå bindende økonomiske aftaler. 110 Selvom Kina dermed risikerer at cementere den nuværende situation, hvor Japan har den territoriale overhøjhed, kan Kina dog opnå økonomiske fordele, der måske overgår en risikofyldt politik rettet mod at ændre ejerforholdet til øerne. Dette vil i givet fald kunne understøtte en kinesisk status quo politik i det omfang Kina vurderer, at gevinsten på andre områder overstiger indsatsen i form af de facto at give afkald på de territoriale krav. Kina har også en stor samhandel med Japan at tage hensyn til, hvor Kina er nettoeksportør. 111 Mod en sådan politik taler imidlertid det forhold, at det omstridte område er af en anseelig størrelse, rummer endnu ikke fuldt kortlagte økonomiske ressourcer og er af militærgeografisk betydning i forhold til Kinas ønske om en fremskudt forsvarspolitik. Dette kan i givet fald være forklaringen på den nuværen- 110 China and the New International Order, p Japan Statistical Yearbook 2011, pp

39 de situation, hvor Kina på den ene side søger at opnå økonomiske gevinster uden på afgørende vis at gøre mine til at ændre sine fordringer på suverænitetsspørgsmålet. Delkonklusion vedrørende kompensationer. Der kan dermed argumenteres for at Kina søger at holde status quo spørgsmålet labilt samtidig med at der føres en politik, der muliggør økonomisk imperialisme. Oprustning: I denne delanalyse undersøges kinesisk oprustning som et muligt element i magtbalancering og dermed en fastholdelse af status quo. Kina har i absolutte termer meget store væbnede styrker og et stadigt voksende forsvarsbudget. Et budget der, så sent som i marts 2012, er blevet forøget med 17,8% 112. Kina gennemfører også omfattende, særligt sømilitære materielanskaffelsesprogrammer med udvikling af konventionelle og atomdrevne ubåde, samt moderne fregatter og destroyere. 113 Noget andet er imidlertid forsvarets styrker og kvalitet i relative termer. Kina har da også selv nedtonet betydningen af denne seneste forøgelse af forsvarsbudgettet. 114 Trods oprustning og budgetforhøjelser vurderes det, ifølge Clarke, ikke at Kinas søværn pt. besidder tilstrækkelige ressourcer i forhold til en konventionel væbnet konflikt mod USA og Japan. PLAN vurderes i stedet at satse på asymmetriske midler, ikke for at kunne tilføje et afgørende nederlag til en modstander, men derimod for at påføre ham uacceptable tab, trappe konflikten ned, eller helt undgå den. 115 Dette afskrækkelsesperspektiv peger på status quo eller begrænset imperialisme. Andre kilder peger, så sent som i 2010, på samme forhold, idet Kina, trods import af moderne våbensystemer, fortsat besidder en forældet materielarv, hvor mere end to tredjedele af de kinesiske ubåde, overfladeskibe og fly reelt er operativt forældede. 116 Dertil kommer, at også Kinas egen produktion af sømilitært materiel fortsat ikke er teknologisk på højde med tilsvarende vestligt materiel. 117 Set i det lys er Kinas modernisering af sit søværn udtryk for nødvendige forbedringer snarere end et forsøg på at ændre magtbalancen. 112 Danmarks Radio, P1, Orientering, 5. marts Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, p Danmarks Radio, P1, Orientering, 5. marts Chinese Energy Security, p People s Liberation Army Navy, p Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, p

40 Clarke taler videre om udviklingen af kinesiske militære kapaciteter særligt indenfor amfibiske operationer rettet direkte mod Senkaku Øerne, hvor Kina allerede har aftalt våbenleverencer i form af luftpudefartøjer fra Rusland. Disse leverancer vil forbedre Kinas nuværende amfibiske kapacitet. Samlet vurderer Clarke, at udviklingen af kapaciteterne dels vil tjene til afskrækkelse af Japan og dels kunne sikre kinesiske interesser i det Østkinesiske hav og om Senkaku Øerne. 118 Det er uklart hvad Clarke mener med at sikre kinesiske interesser i det Østkinesiske Hav, eftersom han flere steder omtaler Japans militære overlegenhed og i øvrigt bruger ordet i forbindelse med omtale af afskrækkelse overfor Japan. Også i forbindelse med Kinas mulige anskaffelse af en hangarskibskapacitet, synes der blandt kineserne selv at være en bevidsthed om, at rådighed over en sådan kapacitet ikke vil rykke afgørende ved USA's overlegne magtposition. Således har en højtstående kinesisk embedsmand udtalt at Kina ikke vil forsøge at konkurrere med USA på det åbne hav, idet: Selv tyve kinesiske hangarskibe ikke kan konkurrere med amerikanske hangarskibe. 119 Kina råder også over kernevåben, der kan betragtes som et middel til både afskrækkelse og balancering. 120 Kina har løbende foretaget moderniseringer af disse våben og råder også over en såkaldt triade af fremføringsmidler i form af landbaserede, ubådsbaserede og luftbårne kernevåben, i alt ca At dømme efter Kinas egne udtalelser om emnet, ser Kina alene sine kernevåben i afskrækkelses og balanceringsøjemed 122. Således har Kina en ikke-førstebrugs politik og også en politik om minimum gengældelse. Mao så kernevåben som primært politiske våben med henblik på at undgå pression fra andre magter. Senere fulgte principperne om ikke førstebrug og minimum gengældelse. 123 Kinas kernevåben synes således med sikkerhed at være et element i en status quo politik. Udover traditionelle midler til land- sø- og luftmilitær magtprojektion har Kina kapaciteter indenfor informationskrigsførelse i form af Cyber Warfare eller Computer Network Operations (CNO). Det er den almindelige opfattelse, at Kina udviklingsmæssigt er langt fremme, både hvad angår doktrin og egentlige kapaciteter, herunder ser kineserne selv muligheden 118 Chinese Energy Security, p Asia Looks Seaward, p Strategy The Logic of War and Peace, pp og Beyond the Strait, p. 183 samt SIPRI Yearbook 2011, pp China s National Defense in 2010, pp. 13 og Beyond the Strait, p

41 for at opnå en asymmetrisk fordel overfor i øvrigt teknologisk overlegne modstandere. 124 Kina definerer CNO som indeholdende både offensive som defensive elementer. 125 Kina har dog ikke offentliggjort en officiel doktrin på området, men kinesiske forfattere, der har beskrevet CNO, omtaler dels muligheden for at afskrække potentielle modstandere og dels CNO som et supplement til øvrige konventionelle kapaciteter og betoner brugen af CNO til afskrækkelse. 126 Metoder Kina har demonstreret vilje og evne til at håndhæve egen suverænitet i regionen, herunder i det Østkinesiske hav også overfor USA. I 1994 afholdt Kina således en større flådeøvelse med deltagelse af mere en 50 større krigsskibe inklusive atomubåde. 127 I den forbindelse nærmede en kinesisk ubåd sig en amerikansk hangarskibsgruppe, der opsendte overvågningsfly med henblik på at følge ubåden. Som modsvar sendte Kina adskillige jagerfly med henblik på at afvise et af de amerikanske overvågningsfly, og en kinesisk embedsmand udtalte til en amerikansk forsvarsattaché at: Passende modforholdsregler ville blive taget når kinesisk luftrum og søterritorium bliver krænket. 128 USA og Kina tolker imidlertid ikke territorialspørgsmålet på same måde: Eftersom den ovennævnte hændelse fandt sted mere en 12 sømil fra den kinesiske kyst, hævder den amerikanske flåde at den var udenfor kinesisk territorialfarvand, men Kinas EEZ strækker sig 200 sømil fra kysten og Kina påberåber sig suverænitet over de lavvandede dele af det Østkinesiske hav. 129 Hændelsen kan derfor betragtes som et rent kinesisk forsøg på at håndhæve sin suverænitet og dermed forfølge en status quo politik. Omvendt kan det, afhængig hvordan man tolker territorialspørgsmålet, også ses som et forsøg på at udstrække kinesisk dominans udenfor sit nuværende område og dermed som en indikation på at Kina forfølger en imperialistisk politik. Delkonklusion vedrørende oprustning. Kina besidder velegnede midler til afskrækkelse, herunder kernevåben og en veludviklet kapacitet til CNO, trods en kvalitativ og kvantitativ underlegenhed overfor Japan støttet af 124 Beyond the Strait, p Beyond the Strait, p Beyond the Strait, p People s Liberation Army Navy, p People s Liberation Army Navy, pp People s Liberation Army Navy, p

42 USA. Kina har også vist vilje til at sætte magt bag håndhævelsen af sin suverænitet. Kina har påbegyndt anskaffelse af offensive kapaciteter, der vil kunne finde anvendelse i en konflikt om Senkaku øerne og har også brugt midlerne i afskrækkelsesøjemed. Hvorvidt disse midler også kan understøtte en imperialistisk politik undersøges senere. Alliancer: I denne delanalyse undersøges hvilken betydning alliancer har for Kinas mulighed for at opretholde status quo. Trods sin isolationistiske fortid og traditionelle modvilje mod deltagelse i internationale traktater, har Kina efter murens fald været en af de drivende kræfter i etableringen af SCO, der efter indledende drøftelser i 1996 oprettedes i Herved fik Kina knyttet tættere bånd til Rusland og en række tidligere sovjetrepublikker som Kina importerer våben fra. Dette vurderes at have haft betydning for især udviklingen af Kinas flåde. 130 Samarbejdet i SCO regi er et sikkerhedssamarbejde, der blandt andet fokuserer på at bekæmpe terrorisme. 131 Der er således ikke tale om en egentligt gensidigt forpligtigende forsvarsalliance, ligesom der heller ikke er tale om at organisationen er direkte orienteret mod trusler fra hverken USA eller Japan. Nogle kilder anfører at Kinas deltagelse i disse internationale fora, primært tjener til at give Kinas udenrigspolitik legitimitet og moralsk autoritet. 132 Det udelukker dog ikke at Kina også kan bruge de selv samme fora til at opnå øget indflydelse og derigennem søge at balancere USA's indflydelse i regionen som et led i en status quo politik. Netop muligheden for indirekte at balancere Vestens tilstedeværelse i regionen har da også været anført af Gungwu og Yongian, der siger at det er forståeligt, at Kina og Rusland, trods fælles interesser med vesten i kampen mod terror, ønsker at styrke deres egen koordination og samarbejde og begrænse den voksende tilstedeværelse fra USA og NATO i regionen. 133 Samme opfattelse deler Zhu, der direkte udtaler at Kina og Rusland ønsker at imødegå en USA domineret verdensorden. 134 Kinas samarbejde med regionale aktører synes ifølge Wu og Lansdowne, da også at følge et mønster, hvor Kina primært engagerer sig i fora 130 People s Liberation Army Navy, p China and the New International Order, p. 156 og China s National Defense in 2010, p China and the New International Order, p China and the New International Order, p, China s New Diplomacy, p

43 som SCO, ASEAN Plus One og for nyligt East Asian Summit, hvor USA ikke er repræsenteret. Det kan tjene det dobbelte formål at USA på den side holdes uden for indflydelse og Kina på den anden side øger sin relative indflydelse internt i de selv samme fora. 135 Det kinesiske forsøg på balancering gennem multilateralisme rummer dog, ifølge Wu og Lansdowne, begrænsninger, idet der siden Sovjetunionens kollaps ikke har eksisteret nogen mulig ideologisk alliancepartner af betydning for Kina. Landet står derfor, blandt andet på grund af sin egen fortsat kommunistisk prægede styreform, på mange områder alene i forhold til at balancere USA. 136 Efter min opfattelse overser kilderne dog det forhold at Kina, gennem forskellige former for politisk- og sikkerhedssamarbejde med sine naboer på det asiatiske fastland, får mulighed for i højere grad at fokusere sine militære midler andetsteds, hvilket også indebærer en bedre mulighed for balancering af USA og Japan. Delkonklusion vedrørende alliancer. Da Kina ikke er med i alliancer i traditionel forstand, sætter det dog nogle begrænsninger for graden af hvilket udbytte Kina kan få i forhold til at balancere USA og Japan direkte. Dette betyder, at Kina, for at forfølge en status quo politik, også må forlade sig på andre metoder. Det kan være en medvirkende årsag til Kinas fortsatte militære modernisering og oprustning behandlet ovenfor. Sikkerhedssamarbejdet i regi af blandt andet SCO er dermed ikke af en karakter, der i sig selv muliggør Kinesisk ligevægt overfor USA og Japan, og kan dermed heller ikke være afsæt for en eventuel imperialistisk politik, selvom det relativt set styrker Kina. Sammenfattende delkonklusion vedrørende status quo. Den foregående analyse peger på, at Kina overordnet forfølger en status quo politik i forhold til Japan og formodeligt vil føre en sådan politik i en årrække. For dette taler Japans alliance med USA, der indebærer at Kina militært både er kvalitativt og kvantitativt underlegen og trods sin nuværende oprustning vil være det i mange år fremover. Set i det perspektiv kan den kinesiske oprustning betragtes i lyset af sikkerhedsdilemmaet, ud fra den antagelse at Kina opfatter Japan som en mulig trussel og sig selv som militært underlegen. 135 China Turns to Multilateralism, p China Turns to Multilateralism, pp

44 3.2 Analyse af Imperialisme. Denne analyse har til formål at undersøge i hvilken grad Kinas strategi overfor Japan bærer præg af imperialisme. Herunder undersøges elementerne militær, økonomisk og kulturel imperialisme, med hovedvægten på de to første elementer. Militær imperialisme. I dette afsnit foretages først en analyse af militære kapaciteter, dernæst analyseres midlernes mulige anvendelse. Kina har, som nævnt, i de senere år iværksat en modernisering af deres sømilitære kapaciteter. Særligt indenfor moderne destroyere og ubåde med tilhørende radar-, kommando og kontrol samt våbensystemer. Moderniseringen vil i stigende grad sætte Kina i stand at gennemføre operationer længere væk fra det kinesiske fastland. Det gælder særligt fire russiske Sovremennyy klasse missilbevæbnede destroyere. 137 Kina har brugt netop disse destroyere som et af sine primære magtmidler i sine hidtidige konfrontationer med Japan. 138 Destroyerne vil også kunne indgå som del af en eventuel hangarskibsstyrke, hvor det er nødvendigt med omfattende eskorte og beskyttelse organiseret i en såkaldt carrier task group. Således fremhæver Bussert og Elleman at destroyerne, med deres missiler og evner indenfor bekæmpelse af fly, ubåde og elektronisk krigsførelse, har bidraget til de offensive våbenplatforme Kina skal bruge til at formere en hangarskibsgruppe. 139 Også indenfor de mindre skibstyper anskaffer og udvikler Kina moderne kapaciteter, der kan bruges til magtprojektion udover Kinas nærområde. Blandt andet har Kina gennem moderniseringer forøget den operative anvendelighed på sine Jiangwei fregatter så disse kan indgå i en Blue Water Navy. 140 Indenfor ubådsområdet udvikler Kina egne systemer som erstatning for russisk materiel, blandt andet avancerede atomubåde såvel til angreb på andre ubåde som til affyring af ballistiske missiler. Samlet giver det, ifølge Bussert og Elleman, den kinesiske ubådsflåde både forøget rækkevidde og større taktisk anvendelighed. 141 De, og andre, vurderer, at moderniseringen af det kinesiske ubådsvåben sammenholdt med Kinas øvrige kystfor- 137 People s Liberation Army Navy, p People s Liberation Army Navy, p People s Liberation Army Navy, p People s Liberation Army Navy, p People s Liberation Army Navy, p

45 svarsenheder og amfibiske enheder samlet set udgør en voksende og alvorlig trussel. 142 De taler ud fra et vestligt og rimeligvis derfor også japansk perspektiv, og set i det lys kan det tale for, at Kina i stigende omfang skaffer sig mulighed for at forfølge en imperialistisk politik: Kina har også opbygget amfibieenheder og herunder etableret et marinekorps på i alt to brigader 143. Det er dog vurderingen at disse enheder primært er til brug for Kinas politik overfor Taiwan. 144 En anden anvendelse, herunder muligheden for at Kina kan sætte sig fysisk i besiddelse af Senkaku øgruppen, er dog ikke udelukket. Kina har, som jeg kommer nærmere ind på i afsnittet om prestige, afholdt amfibieøvelser som signalgivning overfor Japan. Kina råder tillige over luftbårne styrker om end med en begrænset indsættelseskapacitet 145 på ca mand ad gangen. Ud fra et militært synspunkt vil en luftbåren indsættelse dog være forbundet med store risici på grund af Senkaku Øernes ringe størrelse og manglende infrastruktur, hvilket vil vanskeliggøre såvel landing som efterfølgende genforsyning og evakuation. Sidstnævnte vil reelt kun være muligt ad søvejen. Kina har, til trods for stadige moderniseringer indenfor blandt andet jagerfly, i det hele taget vanskeligt ved at projicere sin luftmilitære magt over større afstande, grundet blandt andet manglende lufttankningskapacitet og mangel på store transportfly. 146 Samlet betyder det, at Kina ikke kan projicere sin luftmagt længere end der kan flyves fra fastlandet og dermed heller ikke har mulighed for at opnå luftherredømme i en eventuel væbnet konflikt om Senkaku Øgruppen så længe landet ikke råder over hangarskibe. Denne anskaffelse behandles nærmere i afsnittet om prestige. Kinas kapaciteter indenfor informationskrigsførelse (CNO) er som nævnt både defensive og offensive. I forhold til en imperialistisk politik er det primært relevant at diskutere offensive kapaciteter og dermed muligheden for Computer Network Attack (CNA). Her ser Kina et middel, der vil kunne bruges forebyggende, altså til såkaldt preemption i forbindelse med en konflikt. Netop preemption er et kerneelement i nyere kinesisk doktrin. 147 Kina ser ikke kun CNA som et strategisk middel, der kan bruges isoleret, men også som et middel, 142 People s Liberation Army Navy, pp. 81 og samt China s Rise and its Limitations, pp Det præcise antal er omstridt, idet også hærenheder modtager uddannelse i amfibiske operationer: The Chinese Army Today, pp People s Liberation Army Navy, p The Long March to Power, pp Beyond the Strait, p. 292 og The Chinese Army today, pp samt Beyond the Strait, p. 259 og People s Liberation Army After Next, p

46 der kan anvendes som en integreret del af militære operationer: 148 Kinas CNA kapaciteter vil således forventeligt være en integreret del af en eventuel konflikt med Japan i forhold til det Østkinesiske Hav. Konkret i forhold til dette område vil CNA kunne bruges til at hindre eller sinke amerikansk og japansk deployering af styrker til området, idet en deployering grundet de store afstande, der karakteriserer operationer i Stillehavet, er stærkt afhængig af præcist koordinerede transport-, logistik- og kommunikationsnetværk. 149 Det er dog væsentligt her at bemærke, hvad forfatterne synes at overse: At CNA alene aldrig vil kunne bringe kinesisk dominans over øerne, der jo ikke sig selv råder over nogen IT infrastruktur. Kina vil derfor, uagtet af landet måtte besidde en teknologisk overlegenhed indenfor CNA, fortsat være tvunget til at gennemføre operationer med konventionelle militære styrker. Som analysen har vist, råder Kina over en række militære kapaciteter, der vil kunne bringes i anvendelse i forbindelse med en militær konflikt også i nogen afstand fra Kinas fastland. Det er dog vigtigt at hæfte sig ved, at der indenfor alle kapaciteter, er mangler af særligt teknologisk art. Disse mangler vanskeliggør såvel magtprojektion som vedvarende understøttelse af de midler, der rent faktisk kan indsættes. Dertil kommer, at Kina ikke synes i besiddelse af de styringsmekanismer, herunder særligt en værnsfælles doktrin og tilhørende kommando og kontrolfaciliteter, 150 der er forudsætningen for at kunne indsætte og føre de militære midler: Denne vurdering deles af en række analytikere - særligt uden for Japan og USA, der anfører at Kinas militære magt ikke er så betydelig, som nogle ønsker at gøre den til. Begrænsninger i moderne materiel, operativ rækkevidde og mangelfuld doktrinudvikling fortsætter med at begrænse det kinesiske militærs evne til at projicere magt. 151 Kina er dog, ifølge Blasko, opmærksom på disse udfordringer og forbedringer finder løbende sted. 152 Metoder: Selvom analytikere, som Clarke, vurderer at Kinas militære strategi alene har defensive formål, er der dog også i officielle kinesiske dokumenter udtrykt behov for at udvikle og udvide PLANs strategiske rækkevidde. 153 Dette behøver ikke i sig selv være et udtryk for imperialisme, idet Kina på linje med en række vestlige lande også deltager i 148 Beyond the Strait, p Beyond the Strait, pp Interpreting China s Military Power, p China, the United States, and Southeast Asia, pp The Chinese Army Today, pp Chinese Energy Security, p. 27 og China s National Defense in 2010, p

47 blandt andet antipirateri operationer i Adenbugten. 154 Til det brug har Kina behov for strategisk deployerbare styrker. Sammenholder man imidlertid disse udtalelser med Kinas ønske om at opnå strategisk dybde gennem etableringen af et antal forsvars ringe, falder områderne indenfor Japans territorialfarvand, også selv hvis Kina fik rettigheder til Senkaku Øerne. En højtsående kinesisk general og viceformand for den centrale militærkommite har fremsat forslag om et ændret fokus fra kystforsvar til et mere aktivt fremskudt forsvar, hvilket geografisk indbefatter den omstridte øgruppe. Et sådant aktivt forsvar, udviklet i tre faser, skulle indbefatte to forsvarsringe og etableringen af en egentlig Blue Water Navy. 155 Jeg citerer her et relativt fyldigt uddrag af denne strategi, idet den kan få afgørende betydning for Kinas relationer til Japan: The [ ] first island chain area encompasses the Yellow Sea, facing Korea and Japan; the western East China Sea; and the South China Sea,[ ] It addresses many of China s maritime national interests: the concentration of economic investment along the coast, offshore territorial claims [Min fremhævelse], oceanic resources, and coastal defense. [ ] The second island chain [ ] encompasses maritime areas out to approximately 1,800 nm from China s coast. 156 The third stage [ ] poses the PLAN as a global force built around aircraft carriers, deployed by the middle of the 21 st century Chinese Energy Security, p The People s Libeartion Army, pp. 133 og 180 samt People s Liberation Army After Next, pp The People s Liberation Army, pp The People s Liberation Army, p

48 Figur 6: Mulig udstrækning af et fremskudt kinesisk forsvar 158 Flanagan og Marti samt Puska stiller dog spørgsmålstegn ved om en Blue Water Navy, reelt er hvad Kina efterstræber og formår, eller om Kina i virkeligheden fokuserer sin indsats mod et aktivt fremskudt forsvar fremfor en konkurrence om søherredømme langt fra det kinesiske fastland. 159 Denne rent defensive strategi slås der også til lyd for i den kinesiske regerings hvidbog om nationalt forsvar fra 2006, hvor det fremskudte forsvar alene tillægges defensiv betydning. 160 Denne argumentation taler imod mere en mere vidtrækkende imperialistisk politik og dermed imod hvad Morgenthau betegner som World Empire. Det udelukker imidlertid ikke en mere lokal imperialistisk politik i form af Local Preponderance. Der er da også iagttagere som Yoshimara og Holmes, der mener, at Kina, med sine 158 Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, p The People s Liberation Army, p. 137 og People s Liberation Army After Next, p Aircraft Carriers: China s way to great Power Status?, p

49 nuværende kapaciteter, vil kunne gennemføre et overraskelsesangreb og dermed sætte sig i besiddelse af japanske øer før Japan kan nå at reagere. 161 At dette kan være en trussel ses afspejlet i Japans offentliggjorte strategi, der, som anført, netop omtaler angreb på fjerntliggende øer. 162 Det er imidlertid væsentligt at hæfte sig ved to forhold: For det første er der her tale om Japans perception af en sådan trussel og for det andet vil en kinesisk succes forudsætte at USA ikke intervenerer. Dette forudsætter, at Kina såfremt de måtte ønske at gennemføre en sådan operation, først skulle have held til at gennemføre en del og hersk politik jf. ovenfor og dermed holde USA ude af en eventuel konflikt. En kinesisk fremskudt forsvarspolitik kan også have til formål alene at sikre magtbalancen gennem afskrækkelse og dermed understøtte en status quo politik, idet Kina, ifølge Flanagan og Marti, ikke de næste mange år efterstræber en global rækkevidde på linje med USA's militær, men i stedet vil fokusere på et moderne forsvar af alle domæner 163, inklusive rummet og cyberspace, med henblik på at undgå at USA kan true Kina. 164 Andre som Bussert og Elleman slår imidlertid til lyd for en mere offensiv fortolkning af de kinesiske intentioner, idet der har været forlydender fremme om en kinesisk National Interest Frontier, der strækker sig videre end de ovenfor nævnte to forsvarslinjer. Kina har i 2010 holdt øvelser med to flådestyrker udenfor den første ø-kæde. 165 Begreber som Greater Periphy Security dækkende den Persiske Golf og det Indiske Ocean mod vest og dækkende den anden ø-kæde og videre mod øst er dukket op i kølvandet på antipiraterioperationen ud for Somalia. Begrebet Far Sea Defense, dækkende områder udenfor den 200 sømil store EEZ, er også blevet anvendt af styret i Beijing som argument for anskaffelse af hangarskibe. 166 Såfremt denne strategi er udtryk for mere end blot ord, kan det indikere et kinesisk ønske om på længere sigt at forfølge en imperialistisk politik. De vestlige interesseområder kan forklares ud fra et kinesisk ønske om at sikre frie handelsveje, herunder olieimport fra især Mellemøsten. De østlige områder, der rækker langt ud i Stillehavet på den fjerne side af Japan, er vanskelige at betragte som andet end et forsøg på at legitimere egne økonomiske interesser bakket op af militær tilstedeværelse. For det første er der her ikke en nævneværdig pirattrussel og for det andet dækker området samhandelsveje med Japan 161 Asia Looks Seaward, p Asia Looks Seaward, p Dækker over land-, sø- og luft. 164 The People s Liberation Army, pp People s Liberation Army Navy, p People s Liberation Army Navy, p

50 og USA, som alle tre parter i fredstid har en fælles interesse i at holde åbne. Det peger derfor på en mulig imperialistisk politik, enten militært, men mere sandsynligt økonomisk i forhold til ressourceudnyttelse og evt. håndhævelse af territoriale krav. Som endnu et muligt middel til en mere vidtrækkende projektion at kinesiske magtmidler kan ses den mulige anskaffelse af en kinesisk hangarskibskapacitet, med en tilhørende flåde af eskorteskibe formeret i en såkaldt carrier task group. Emnet behandles i en rapport fra 2008 fra Forsvarsakademiet i Danmark. Rapporten citerer højtplacerede kinesiske forsvarspersoner for, at Kina vil udvikle og bygge deres eget hangarskib og en hangarskibsflåde. Eskorteog støtteskibene er allerede bygget eller under konstruktion. Trods disse indrømmelser, har Kina ikke fra officielt hold ville bekræfte, at de har et hangarskibsprogram. 167 I rapporten kobler Nødskov direkte behovet for en hangarskibskapacitet til muligheden for at gennemføre maritime operationer omkring den første ø-kæde og længere ud. Ifølge Nødskov har Kina som mål at kunne gennemføre sea control ud til den første ø-kæde og på længere sigt sea denial ud til den anden ø-kæde. For nuværende løser Kina denne opgave med en kombination af ubåde omkring den første ø-kæde samt ballistiske missiler og krydsermissiler på strategiske bombefly og orlogsskibe. Men hvis Kina virkelig efterstræber det mere ambitiøse mål, at kunne demonstrere aktiv tilstedeværelse og indflydelse længere end til den første ø-kæde, forudsætter det evnen til at kunne kontrollere situationen såvel på som under havoverfladen, samt ikke mindst i luften. Til dette er der brug for kampfly og eftersom disse operationer finder sted for langt fra land vil en hangarskibskapacitet være afgørende. 168 Nødskov bruger her de militære termer Sea control og Sea denial som han definerer som henholdsvis: A strategy, in which a maritime forcee controls a defined maritime area rendering it impossible for an opponent to conduct effective military operations. 169 Og: A strategy, by which it is attempted to deny the enemy the ability to use the sea in a certain geographical area. 170 Begge disse strategier vil, selvom de alene skulle understøtte en rent defensiv strategi i forhold til forsvar af det kinesiske fastland, indebære at Kina med militære midler ville kontrollere områder henholdsvis omkring det Japanske fastland (den første ø-kæde) og øst for det Japanske fastland (den anden ø-kæde). En sådan strategi vil således være i modstrid med Japanske interesser, i alle andre situationer end hvor Kina og Japan måtte have en fælles fjende. Det taler der- 167 Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, pp Og The Long March to Power, p Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, pp Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, p Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, p

51 med for en de facto kinesisk imperialistisk politik, selvom den overordnede hensigt, ifølge kineserne, er rent defensiv og dermed synes at understøtte en status quo politik. Bussert og Elleman opsummerer i deres vurdering af Kinas muligheder, at Kina militært ikke kan udfordre den amerikanske flåde på lige vilkår, og at Kina derfor i stedet håber at udvikle en maritim strategi, der overvinder manglerne indenfor doktrin, udrustning og uddannelse, ved at ramme USA's svagheder asymmetrisk. Dette burde sikre kinesisk paritet med japansk flådeteknologi. Kinas nuværende strategi er baseret på Sea Denial i lavvandede områder, men PLAN udvikler hastigt sine kapaciteter med henblik på længere rækkevidde. Således er det område, der skal forsvares, udvidet til mere end 200 sømil fra kysten de seneste år. 171 Det anføres dog også, at størsteparten af de offensivt egnede styrker er placeret, så de kan løse opgaver i forhold til Taiwan. Samme opfattelse deler Nødskov, der dog påpeger, at en Kinesisk hangarskibsanskaffelse vil muliggøre evnen til at projicere magt længere væk end Taiwan, hvorved Kina : Will have the military capability to permit a change of strategy [ ] to a more assertive strategy, with potentially farreaching consequences for the countries in the region. 172 Det er dog væsentlig her at bemærke at Nødskov alene taler om evnen til et muligt skift i kinesisk strategi. Rådigheden over militære kapaciteter siger, som nævnt, noget om en stats potentielle muligheder, men ikke noget om en stats faktiske hensigter. Kinas mulige anskaffelse af en hangarskibskapacitet diskuteres derfor også nedenfor i afsnittet om prestigepolitik. Under alle omstændigheder synes Kina ikke umiddelbart at være i stand til at forfølge en militær imperialistisk politik på kort sigt. Dels er der som nævnt behov for en fortsat flådeopbygning, hvilket koster både tid og ressourcer; særligt hvis ønsket om en hangarskibskapacitet skal forfølges. Dels er der behov for uddannelse og træning og doktrinudvikling eftersom Kinas flåde hidtil udelukkende har været fokuseret på kystnære operationer. Ifølge Nødskov starter Kina fra et meget lavt niveau. Dog har der indenfor en to års periode været fem til seks tilfælde, hvor kinesiske orlogsfartøjer har gennemført operationer omkring den første ø-kæde. Kina udvider altså langsomt sit operationsområde, men vil forventeligt være mange år om at udvikle en doktrin til sin Blue Water Navy. 173 Selv om Kinas nuværende militære kapaciteter således vanskeligt kan understøtte en imperialistisk 171 People s Liberation Army Navy, pp Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, p Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, p

52 strategi i bred forstand, er det dog et åbent spørgsmål, i hvilken grad Kina vil søge at sætte militær magt bag sine mange uløste territoriale konflikter. Yoshimara og Holmes citerer to kinesiske generalmajorer: China is unusual in the number and magnitude of its territorial disputes: one million square kilometers of maritime territory [ ] remains under contention. [ ] The authors voice concerns that remaining challenges in long-distance power projection, operations, and logistics will make these battlefields very different from inland war fields, and thereby disadvantageous to us. 174 Udtalelsen er interessant af flere årsager. Dels må det anses for sandsynligt at kinesiske officerer ikke fremkommer med udtalelser, der ikke er sanktioneret af regimet og her tales om at bruge militære midler i forhold til territoriale konflikter. Dertil kommer, at der tales om konflikter, der forudsætter long distance power projection, hvilket er interessant set i forhold til de ovenfor nævnte ø- kæder og dermed en mulig konflikt med Japan. For at kompensere for Kinas vanskeligheder med magtprojektion over større afstande foreslår to kinesiske forfattere til de konventionelle militære midler brugt i kombination med guerillakrig til søs og en koordineret indsættelse af politiske, økonomiske samt juridiske midler i en samlet politisk-militær indsats. 175 Japan har på sin side ikke gjort mine til at ændre standpunkt i forhold til suverænitetsspørgsmålet, hvilket efterlader spørgsmålet om, hvorvidt Kina vil bruge magt for at sikre sine interesser. Dette vurderer Clarke dog er mindre sandsynligt grundet Japans nuværende sømilitære overlegenhed og relationerne til USA. 176 Ikke desto mindre er der japansk bekymring at spore i forhold til Kinas hensigter, hvilket ifølge Yoshimara og Holmes blandt andet blev udtrykt af den daværende japanske premierminister i 1996 da Kina gennemførte missil prøveaffyringer tæt på japansk territorium. De anfører også at Japan, som følge af nederlaget i anden verdenskrig, der i høj grad skyldtes tab af søherredømme afskæring af vitale forsyninger, ser netop sikring af sine SLOCs som en primær national sikkerhedsinteresse, hvilket forklarer bekymringen over Kinas hensigter. 177 Den japanske vilje til at demonstrere sin militære magt overfor Kina er senest kommet til udtryk i forbindelse med Nordkoreas bebudede missilprøveaffyring i foråret Hvor Japan har annonceret deployeringen af tre af sine mest moderne luftforsvarsdestroyere, de såkaldte Aegisdestroyere. Det er dog påfaldende, at kun et af de tre orlogsskibe indsættes i det Japan- 174 Asia Looks Seaward, pp Asia Looks Seaward, p Chinese Energy Security, p Asia Looks Seaward, p

53 ske hav, hvorimod de to andre deployeres til det Østkinesiske hav. En repræsentant for det Japanske Forsvarsministerium udtaler i den forbindelse: Men samtidig er det til hver en tid også vores flådes formål at patruljere landets maritime grænser og vise en japansk tilstedeværelse. 178 Delkonklusioner vedrørende militær imperialisme: En detaljeret analyse af Kinas militære kapaciteter synes ikke umiddelbart at sætte Kina i stand til at forfølge en rent militær imperialistisk politik overfor Japan, selv når mulige nyanskaffelser inddrages. Kina fortsætter dog sin udvikling og modernisering af kapaciteterne. Økonomisk imperialisme. I denne delanalyse undersøges Kinas muligheder for at føre en økonomisk imperialistisk politik som muligt led i en overordnet imperialistisk politik overfor Japan. Kina synes tidligt at have haft blik for de økonomiske ressourcer i området. Således udtaler Kinas premierminister Deng Xiaoping i 1984, at territoriale stridigheder ikke skal stå i vejen for Kinas økonomiske udvikling. Han foreslår at der i stedet bør fokuseres på fælles udnyttelse af ressourcerne. 179 I 1992 gennemfører Kina juridiske tiltag, der stadfæster Kinas krav på øerne og det omkringliggende havområde i form af den kinesiske Law on Territorial Sea and the Contiguous Zone. Konflikten blussede op som følge af FNs tredje havretskonvention af 1994, idet både Kina og Japan ønskede at udbrede deres 200 sømils EEZ ud fra øerne. 180 Herunder var et stridspunkt Chunxiao gas feltet, hvis underjordiske reserver er placeret henover territorialgrænsen, men på overfladen ligger indenfor det japanske område. 181 Området menes at indeholde betragtelige olie- og gasreserver, der grundet ringe havdybde lader sig udvinde. Kina har da også foretaget prøveboringer, herunder indenfor det område Japan hævder tilhører dem. 182 Angiveligt har Kina også benyttet sig af ubåde til at foretage efterforskningsaktiviteter med henblik på kortlægning af havbunden inden for den japanske EEZ. Formålet var at vurdere forekomsten af mineraler samt at samle viden med henblik på yderligere ubådsoperatio- 178 Morgenavisen Jyllandsposten, 3. april 2012, International, p Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, p Chinese Energy Security, p Chinese Energy Security, p Popular Nationalism In China And the Sino-Japanese Relationship, p

54 ner. 183 Det faktum, at der fra kinesisk side ikke alene var tale om en militær magtdemonstration, men derimod en kombination af egentlig militær rekognoscering, videnskabelige undersøgelser og igangsatte udvindingsoperationer, peger på, at Kina aktivt forfølger en økonomisk imperialistisk politik. I 2005 påbegyndte Kina forberedelser til udvinding i det omstridte Chunxiao gasfelt, trods japanske protester og udtalelser om at de også vil påbegynde gasudvinding i området. Som modsvar reagerede Kina med en hidtil uset militær magtdemonstration, der involverede deployeringen af en flotille med de føromtalte Sovremenny klasse destroyere til området med gasfeltet. Selv mens forhandlere på begge side søgte at deeskalere situationen var der en hændelse, hvor et af de kinesiske orlogsskibe rettede sine våbensystemer mod et overvågningsfly. 185 Det er interessant her at notere sig, hvor relativt langt Kina går i forhold til sine krav, samt at Kina benytter sig af en kombination af militære, økonomiske og diplomatiske midler, idet hændelsen netop finder sted sideløbende med diplomatiske tiltag. Dette kan ses som et udtryk for netop den kombinerede strategi, der er omtalt ovenfor i afsnittet om militær imperialisme. Efter at have påbegyndt forberedelser i 2003, erklæres det kinesiske projekt operativt i En sådan økonomisk udnyttelse i et omstridt område kan betragtes som økonomisk imperialisme. Ikke mindst fordi gasudvinding i modsætning til for eksempel fiskeri, kræver store forarbejder, investeringer og efterlader infrastruktur i området. Såfremt der ikke fra Japansk side træffes modforholdsregler vil denne infrastruktur medføre en semi-permanent tilstedeværelse. Japan har dog, ifølge Yoshimara og Holmes, reageret forholdsvis markant ved at udtrykke officiel bekymring over, hvad der ses som kinesisk oprustning og militære aktiviteter og også opfordre Kina til mere åbenhed omkring sine forsvarsudgifter, samt ved at lade oplysninger om militære modforholdsregler i tilfælde af Kinesisk invasion af Senkaku Øerne sive til pressen. 187 Dette er en skærpelse i forhold til japans hvidbog hvor invasionstruslen, som nævnt, også figurerer uden at Kina nævnes direkte. Der har dog siden 2004 været vedvarende mæglingsforsøg og senest i 2008 en aftale om fælles ressourceefterforskning i en del af det omstridte område, dog uden at en permanent The Rise of China and International Security, p. 111 og China s Rise and its Limitations, pp Asia Looks Seaward, p Asia Looks Seaward, p Chinese Energy Security, p Asia Looks Seaward, p

55 aftale er blevet indgået. Hele det overlappende område af henholdsvis Kinas og Japans krævede EEZ menes at indeholde 20 millioner tønder olie og 363 milliarder kubikfod gas. 188 Set fra kinesisk side kan disse forhandlinger ses som et yderligere led i en de facto adkomst til området og dermed ses at understøtte en økonomisk imperialisme særligt eftersom Japan besidder territorierne, hvorfor enhver indrømmelse vil være en relativ forbedring set med kinesiske øjne. Kineserne udnytter også områdets fiskeforekomster, ifølge Japan er der normalt omkring 160 kinesiske fiskefartøjer, der fisker ulovligt indenfor 30 sømil af Senkaku Øerne. 189 Også dette forhold har ført til konflikter mellem Kina og Japan, herunder Japansk brug af væbnet magt: I 2010, border Japan, efter en kollision mellem en kinesisk trawler og to Japanske orlogsskibe, skibet og arresterer fiskerne. Som modsvar iværksætter Kina en række diplomatisk tiltag, herunder genfremsættes de territoriale krav, ligesom der stilles krav om at den japanske kystvagt ikke opererer i kinesisk territorialfarvand. Kina deployerer efterfølgende fiskerimyndigheder til området med henblik på at beskytte fiskeriet, og Kina advarer Japan om alvorlige konsekvenser, såfremt fiskerne ikke løslades. Efter seks dage løslades fiskerne og senere kaptajnen, hvorefter krisen klinger af. Kina og Japan genoptager derefter forbindelsen på højeste niveau. 190 Kina har på sin side yderligere søgt at deeskalere konflikten, efter at japanske orlogsskibe har haft åbnet ild mod kinesiske fiskefartøjer, der fiskede indenfor japansk område, ved fra officielt hold at forbyde kinesiske fiskefartøjer i sensitive områder. 191 Kina har i forbindelse med disse konflikter således vist vilje til at bakke sine fiskere op, selvom det har haft konsekvenser i relationerne til Japan. Dette kan betragtes som en blåstempling af fiskeriet og dermed indikere en økonomisk imperialistisk politik. Det faktum at Kina senere har forbudt et sådant fiskeri, kan selvfølgelig indikere at Kina ikke ønsker at forfølge en økonomisk imperialistisk politik. Set i lyset af den fortsatte kinesiske olie-og gasudvinding, samt aftalen om fælles ressourceudnyttelse, skal fiskeriforbuddet snarere ses som et forsøg på ikke at lægge hindringer i vejen for de overordnede forhandlinger om rettighederne til ressourceudnyttelse. Samme antagelse deles af Nødskov, der anfører, at de potentielle olie- og gasforekomster er af afgørende betydning for et stadigt mere energihungrende Kina, hvor- 188 The Long March to Power, p People s Liberation Army Navy, p Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, pp The Long March to Power, p

56 for det kan vise sig vanskeligt at nå en aftale om udstrækningen af EEZ. 192 Nødskov anfører videre, at Kina i andre sammenhænge har udvist tålmodighed, evne og vilje til langsigtede forhandling og indgåelse af kompromiser, men lader det stå åbent, hvorvidt Kina har samme tålmodighed når det gælder det Østkinesiske hav. Han anfører dog også at Kinas stigende energibehov lægger pres på regeringen for at finde en løsning. 193 Selvom Nødskov her fremhæver Kinas evne til og interesse i at forhandle, står det ikke klart hvad han mener med om Kina har den fornødne tålmodighed. Som tidligere anført har Japan, i udgangspunktet fat i den lange ende og med mindre Nødskov mener, at Kina vil risikere en væbnet konflikt, synes Kina i dette tilfælde ikke at have andre muligheder end at blive ved forhandlingsbordet. En forhandlet løsning, der qua sin natur må formodes at indebære en grad af kompromis, vil i dette tilfælde styrke Kina i forhold til udgangspunktet. Kina synes her hverken at have interesse i status quo eller militær imperialisme, så længe økonomisk imperialisme kan forfølges. Hvad der derimod ikke kan udelukkes og måske ligger i Nødskovs tanker om Kinas tålmodighed, er, hvorvidt Kina, som tidligere anført, vil understøtte en økonomisk imperialisme med militære midler for derved enten at fremme yderligere forhandlinger og/eller befæste sin nuværende kommercielle tilstedeværelse i området. Et andet forhold, der underbygger min antagelse om en mulig økonomisk imperialisme, er at Kinas stærke økonomiske vækst generelt kræver tilførsel af stigende energiressourcer, ikke mindst fordi Kina på flere felter er blandt de største forbrugere på verdensplan. 194 Kinas søværn kan, jævnfør Bussert og Elleman, understøtte energiforsyningen på to måder: Dels ved at bidrage til sikring af forbindelsesveje til søs, men også ved at sikre Kinas egen offshore energiudvinding, samt Kinas territoriale krav i det Østkinesiske Hav, herunder Senkaku området. 195 Selv om Kina søger at inddække sit stigende ressourcebehov via mange kanaler, herunder opkøb af udvindingsindustrier og gennem importaftaler 196, er konkurrencen på verdensmarkedet hård. Således har Japan, der er tilsvarende afhængig af råstofimport, 197 også fået øjnene op for mulighederne i udviklingslandende og er dermed konkurrent til Kina. 198 Set i det perspektiv vil det være en fordel for Kina jo flere ressourcer, der er under direkte kontrol og dette kan forklare en økonomisk imperialistisk poli- 192 The Long March to Power, p The Long March to Power, p China and the New International Order, p People s Liberation Army Navy, p China and the New International Order, pp Japan Statistical Yearbook 2011, p (Japan importerer næsten 100% af sin olie). 198 China and the New International Order, p

57 tik i det Østkinesiske Hav. Det kinesiske ønske om selv at kontrollere råstoffer og ressourcer er ikke ukendt og ses af mange, herunder Tellis og Wills, som en drivende kraft bag Kinas investeringspolitik i mange tredjeverdenslande, mønsteret kan sammenlignes med tidligere stormagters politiske og militære forsøg på at sikre kontrol med vitale råstoffer. 199 Delkonklusioner vedrørende økonomisk imperialisme: Der synes at være belæg for at konkludere, at Kina fører en økonomisk imperialistisk politik overfor Japan i det Østkinesiske hav, dels i form af unilaterale tiltag indenfor fiskeri og olie-og gasefterforskning, samt udvinding og dels i form at bilaterale aftaler med Japan, hvorigennem kinesisk tilstedeværelse i området gradvist legitimeres. Kina synes således at forfølge to spor samtidigt: En fortsat insisteren på de territoriale rettigheder samt en inkrementel forøgelse af tilstedeværelsen i området såvel militært som civilt. Kulturel imperialisme. I denne delanalyse berøres kort forhold af kulturel betydning. Da Senkaku øgruppen er ubeboet og der dermed ikke er nogen befolkning at påvirke, er kulturel imperialisme, i Morgenthaus traditionelle forstand, ikke mulig. I stedet undersøges kinesisk påvirkning af japansk og international opinion, samt brug af hjemlig aktivisme. Der synes ikke at være tvivl om, at der i både Kina og Japan er tegn på at nationalisme og gensidig mistillid befolkningerne imellem også har sat sit præg på konflikten i det Østkinesiske Hav. Således gør Gungwu og Yongian sig til talsmænd for, at kinesisk nationalisme påvirker Kinas relationer til andre lande og at den nationalisme, der findes i både Kina og Japan gensidigt forstærker hinanden. En officiel japansk meningsmåling fra 2004 viste en rekordlav japansk holdning til Kina, hvor 37,6 procent af japanerne følte sig venligt stemt overfor Kina, hvilket var et fald på 10,3 procent fra året før. Tilsvarende steg antallet af japanere, der følte sig fjendtligt stemt med 10,2 procent til 58,2 procent. 200 Det samme forhold ses spejlet i en officiel kinesisk undersøgelse, ifølge hvilken kun 6,3 procent af kineserne følte sig venlig stemt overfor Japan og hele 53,6 procent følte sig fjendtligt indstillet. 201 Selvom der givet er flere årsager til disse nationalistiske følelser, herunder ikke mindst de to landes konfliktfyldte forhistorie, ser Gungwu og Yongian også en kobling til 199 Trade, Interdependence, and Security, p China and the New International Order, p China and the New International Order, p

58 konflikten om Senkaku Øgruppen, hvor de nationalistiske følelser i begge lande for alvor kom til udtryk i forbindelse med episoder omkring øerne. 202 Der er da også et tidsmæssigt sammenfald imellem de to meningsmålinger og en af de mange kriser om øgruppen. I andre studier af konflikten har nationalisme været anført som medvirkende årsag til konflikten, ligesom det har været anført, at særligt Kina var bekymret for at kunne kontrollere nationalistiske antijapanske følelser i befolkningen. 203 En nærmere undersøgelse af dette fænomen falder udenfor rammerne af denne opgave, og svaret er givet både komplekst og uden en entydig lineær årsags-virkningsdynamik. Det kan dog undre, at Kina offentliggjorde undersøgelser fra et statsligt universitet, som dokumenterer en stigning i problemet, såfremt man fra kinesisk side alene var interesseret i at nedtone problemet. Det kan pege på, at man fra kinesisk side også har en interesse i at signalere overfor Japan, at der er folkelig opbakning til de kinesiske krav. Også fra japansk side har man fra officielt hold tilsyneladende valgt at bruge intern nationalisme til udenrigspolitisk signalgivning. Således gengiver japansk presse i 1990, at Japan officielt vil anerkende det fyrtårn, der i 1978 blev rejst af japanske nationalister på øerne og i februar 2005 annoncerer Japan at fyrtårnet stilles under statens beskyttelse og Japan påbegynder tildeling af gasudvindingsrettigheder i det af kineserne krævede område. Det medfører store protester og demonstrationer i Kina, herunder anslag mod Japans ambassade i Beijing. 204 Det virker som om både Kina og Japan, trods begge parters forsøg på de facto at kapitalisere udenrigspolitisk på indenrigspolitiske strømninger, også er bekymrede for at nationalismen kommer ud af kontrol. På et møde i FN s generalforsamling 1996 mellem de kinesiske og japanske udenrigsministre genfremsatte de begge deres krav på øerne, men var samtidig indstillet på, at nationalister ikke skulle eskalere konflikten og overskygge landenes gode bilaterale relationer. Ligesom Kina efter hændelsen i 2005 igen tog skridt til en normalisering af forholdet. 205 Dette kan også forklare, hvorfor Kina ikke alene slår på sin påståede historiske adkomst til øerne, men også synes at benytte sig af juridiske argumenter som f.eks. havret. Delkonklusioner vedrørende kulturel imperialisme. På baggrund at den gennemførte analyse, er det ikke muligt at konkludere i hvilken grad Kina aktivt har benyttet sig af forsøg på kulturel imperialisme, eller om landet blot har gjort 202 China and the New International Order, p China and the New International Order, p. 48. Og Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship. 204 Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, pp Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, pp. 14 og

59 en dyd af nødvendigheden og udnyttet hjemlige nationalistiske strømninger til fremme af udenrigspolitiske mål. Kina synes ikke at ønske at forfølge kulturel imperialisme alt for aktivt, men benytter sig snarere af argumenter og metoder som anført i delanalysen om økonomisk imperialisme. Sammenfattende delkonklusion vedrørende imperialisme. På baggrund af delanalysen, er der indikationer på, at Kina i kraft af sin militære oprustning, herunder opbygningen af en mulig hangarskibskapacitet, er ved at skaffe sig midler til på længere sigt at kunne forfølge en imperialistisk strategi. Den påtænkte kinesiske forsvarsstrategi (Ø-kæderne) kan også i kraft af implikationerne for Japan pege på en de facto imperialisme, idet Kina inddrager Japansk territorialfarvand og dermed givet vil komme på kollisionskurs med Japanske interesser. En sådan politik er dog endnu ikke indenfor rækkevidde, grundet Kinas relativt begrænsede evne til magtprojektion. Der må også tages forbehold i forhold til at tilvejebringelsen af en kapacitet og en mulig maritim strategi ikke nødvendigvis udtrykker en faktisk kinesisk vilje til at udfordre status quo i form af militær imperialisme. For så vidt angår økonomisk imperialisme, kan det kinesiske ønske om fælles kinesisk-japansk udnyttelse af ressourcer omkring Senkaku Øgruppen også tolkes i imperialistisk retning. Ligesom de allerede igangværende tiltag indenfor gasudvinding og fiskeri må ses som udtryk for, at Kina de facto allerede fører en økonomisk imperialistisk politik. Herunder har Kina søgt at kombinere en samtidig indsættelse af militære og diplomatiske midler. Kulturel imperialistisk politik synes, i det omfang den overhovedet har været søgt ført, under alle omstændigheder at have spillet en mindre fremtrædende rolle. Konklusion i forhold til imperialismens målsætning: I forhold til Morgenthaus tre mulige imperialistiske målsætninger, er der ikke grundlag for at antage at Kina på nogen måde aspirerer til World Empire, ikke mindst set i lyset af udfordringerne med at balancere USA. Continental Empire er ikke undersøgt, da det ikke synes relevant i forhold til Japan. Det efterlader local preponderance som den mest begrænsede af de tre muligheder. Så længe Kina alene fører en økonomisk imperialistisk politik, synes local preponderance dog også at være vanskelig at føre ud i sin fulde konsekvens. En sådan politik vil forudsætte en fortsat oprustning og evnen til at gennemføre en succesfuld del og hersk politik overfor USA og Japan. En mere begrænset form, hvor Kina 59

60 i stigende grad opnår kontrol med regionens økonomiske ressourcer kan derimod ikke udelukkes. 3.3 Analyse af prestige. Denne analyse har til formål at belyse i hvilken grad Kina fører en prestigepolitik overfor Japan, samt i hvilket omfang en sådan strategi understøtter en overordnet status quo og/eller imperialistisk politik. Analysen gennemføres i to dele, hvor midlerne diplomati og demonstration af militær magt undersøges. Diplomati I denne delanalyse undersøges hvilen rolle diplomati spiller i den aktuelle konflikt. Kina synes at have benyttet sig af diplomati i en række forskelige funktioner undervejs i det langstrakte kriseforløb. Nedefor undersøges diplomatiets rolle i forhold til, om det har haft karakter af overtalelse, kompromis eller trusler om brug af magt. Overtalelse Det mest indlysende eksempel på kinesisk forsøg på overtalelse, er at Kina vedholdende genfremsætter sine territoriale krav ved enhver given lejlighed. Uanset på hvilke andre områder Kina har opfordret til forsoning, udvikling af fælles interesser og nedtoning af konflikten, så er territorialkravet uforandret. Dette kom blandt andet symbolsk og konkret til udtryk i 1996: Som et modsvar på, at Japanske borgere opsatte endnu et fyrtårn på en af øerne søgte kinesere at hejse det kinesiske flag. 206 Denne handling rummer megen symbolik og kan tolkes som et forsøg på at øge Kinas prestige. Få dage efter ratificerede Japan The Convention of the Law af the Sea og erklærede en eksklusiv økonomisk zone, der inkluderde øgruppen. Kineserne udtaler, at Kina ikke vil gå på kompromis i suverænitetsspørgsmål, men genfremsætter dog samtidigt de tidligere forslag om gensidig økonomisk udnyttelse af området. 207 Så sent som i 2010, da krisen blussede op igen, standsede Kina midlertidigt sin eksport af sjældne jordarter til Japan 208. Her ses altså en kombination 206 Chinese Energy Security, p Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, pp Strategic Survey 2011, p (Sjældne jordarter er vitale til blandt andet elektronikfremstilling og Kina kontrollerer en betragtelig del af verdensmarkedet). 60

61 af uofficielle symbolske handlinger, trusler og forsøg på tvangsdiplomati, koblet til en officiel melding om at man ikke vil gå på kompromis på suverænitetsspørgsmålet, men gerne forhandle om andre emner som økonomisk udnyttelse. De føromtalte anslag mod Japans ambassade i Beijing, som følge af de kinesiske demonstrationer mod Japans officielle overtagelse af fyrtårnet, kan også tolkes som et kinesisk forsøg på indirekte at lægge pres på Japan. Både de facto og de jure er ambassader ukrænkelige dele af et hjemlands territorium, 209 og derfor har de også en meget symbolsk betydning. Værtslandet, hvor en ambassade er placeret, går derfor normalt meget langt for at beskytte ambassaden. Når man dertil lægger at Kina i almindelighed udøver en høj grad af kontrol i det offentlige rum, kan det ikke udelukkes at Kina har billiget, eller i hvert ikke ønsket aktivt at forhindre, anslaget. Såfremt denne antagelse er korrekt, kan det tolkes som et forsøg på at lægge pres på Japan ved at signalere, hvilke alvorlige følger Japans politik kan få. Kompromis Der har i en række tilfælde været eksempler på kompromis, ofte initieret af Kina. I perioden gennemførtes bilaterale drøftelser mellem Kina og Japan, hvor der fra begge sider argumenteredes for at stridighederne burde bilægges og ikke skulle stå i vejen for et styrket forhold mellem de to lande. I 1984 udtalte Kinas premierminister Deng Xiaoping, som før nævnt, at territoriale stridigheder ikke skulle stå i vejen for Kinas økonomiske udvikling. Han foreslog at der i stedet burde fokuseres på fælles udnyttelse af ressourcerne. 210 Igen i 2008 var der åben uenighed mellem den kinesiske og den japanske premierminister om rettighederne til Senkaku Øerne. Men den Kinesiske premierminister Deng Xiaoping nedtonede senere konflikten til fordel for stabilitet og samarbejde. 211 Dette underbygges til stadighed af forhandlingerne om fælles ressourceefterforskning og de jævnlige mæglingsforsøg. 212 De mange kinesiske forsøg på at deeskalere konflikten og betone de to landes fælles interesser synes at understøtte en status quo politik, hvor Kina, i hvert fald midlertidigt, stiller 209 Den Store Danske Encyklopædi, femte bind, pp (opslag: diplomatisk immunitet) og The New Encyclopædia Britannica, vol. 4, p. 638 (opslag: extraterritoriality): Ambassaders status er fastlagt i Wienerkonventionen af Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, p Chinese Energy Security, pp The Long March to Power, p

62 sig tilfreds med tingenes tilstand. Eftersom Kina allerede har påbegyndt udnyttelse af gasfelterne i området, kan de diplomatiske udspil dog også ses at understøtte økonomisk imperialisme idet Kina, som nævnt i analysen om økonomisk imperialisme, fortsætter sine udvindingsaktiviteter i området og også ønsker at forhandle om netop økonomisk udnyttelse af området. Det kan endvidere diskuteres hvilken interesse Kina overhovedet har i et kompromis. I forhold til det overordnede suverænitetsspørgsmål vil et kompromis være at sidestille med et de facto tab, hvis resultatet bliver at Japan bevarer suveræniteten. Derimod vil et kompromis give mening, såfremt Kina ikke finder en ændring i den nuværende suverænitet realistisk. I den situation vil enhver indrømmelse til Kina i forhold til økonomisk og kommerciel udnyttelse være en de facto gevinst. Ud fra denne argumentation kan en kombination også være attraktiv for Kina, idet fortsatte forhandlinger, så længe de ikke fører til Kinesisk frasigelse af suverænitetskravet, i værste fald blot fører til en fortsættelse af den nuværende modus vivendi og i bedste fald giver Kina flere og flere rettigheder. Trusler om brug af magt Efter den føromtalte kollision mellem en kinesisk trawler og to Japanske orlogsskibe i 2010, deployerede Kina fiskerimyndigheder til området med henblik på at beskytte fiskeriet samt de kinesiske fiskeres liv og ejendom. Kina advarede Japan om alvorlige konsekvenser såfremt fiskerne ikke blev løsladt. Kort efter blev fiskerne løsladt, hvorefter krisen klingede af. Kina og Japan genoptog derefter forbindelsen på højeste niveau. 213 Det står ikke klart hvad Kina lægger i begrebet alvorlige konsekvenser, men sammenholdt med deployeringen af kinesiske fiskerimyndigheder for at beskytte fiskernes liv og ejendom, kan det tolkes som en kinesisk trussel om brug af magt såfremt Japan igen opbringer kinesiske fiskere, uagtet at disse måske fisker ulovligt. Hermed eskalerer Kina konflikten med trusler, dog kun kortvarigt indtil Japan løslader fiskerne. Truslerne kan selvfølgelig primært have sigtet på at løse den aktuelle situation, men vil givet også have en langsigtet effekt i forhold hvor høj en politisk pris Japan er villig til at betale for at håndhæve jurisdiktionen i området. Vil Japan igen risikere diplomatisk forviklinger og krise blot for at opbringe et fiskefartøj? Hvis ikke, vil de kinesiske trusler reelt have understøttet en økonomisk imperialistisk politik ved at fremmetvinge en større grad af japansk laden stå til overfor det kinesiske fiskeri. 213 Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, pp

63 Kina har også overfor Japan om ikke truet så i hvert fald ytret sig om nødvendigheden af at anskaffe sig hangarskibe. På et møde i Beijing i 2009, spurgte den japanske forsvarsminister til de kinesiske hangarskibe og fik af den kinesiske forsvarsminister at vide at: China will not remain the only major country without an aircraft carrier. China s navy is currently rather weak, so we need to develop an aircraft carrier. 214 Ud over at udtalelsen direkte til en japansk minister synes at bekræfte Kinas intentioner om rent faktisk at anskaffe sig en hangarskibskapacitet, så kobles det at være et major country med besiddelse af hangarskibe, hvilket dels siger noget Kinas selvopfattelse, samt om landets fremtidige aspirationer. Da Japan ikke råder over egentlige hangarskibe, kan udtalelsen også tolkes som en implicit antydning af at Japan ikke betragtes som et major country. Behovet motiveres dog også med udgangspunkt i en nuværende noget svag flåde, hvilket kan tolkes som en understøttelse af en status quo politik i forhold til de lande, der rent faktisk har hangarskibe og stærke flåder i øvrigt herunder USA. Delkonklusion vedrørende diplomati: Kina synes at benytte sig af en bred palet af diplomatiske virkemidler spændende fra bilaterale forhandlinger på embedsmandsniveau, over drøftelser på stats- og regeringschefsniveau. Kina benytter sig af varierende budskaber, hvor hovedkravet på retten til øerne ikke synes til forhandling, men hvor der dog i varierende grad lægges vægt på konfliktens betydning i forhold til de samlede relationer mellem Kina og Japan. Kina har således gentagne gange søgt at nedtone konflikten i forhold til fortsat samarbejde, hvilket indikerer at Kina ikke er indstillet på en reel konfrontation, der kunne risikere at eskalere til brug af militær magt. Dette falder i tråd med min tidligere konklusion, der pegede på, at Kina overordnet forfølger en status quo politik, og derfor ikke er interesseret i at forfølge en militær imperialistisk politik. Omvendt går Kina i en række tilfælde lige til stregen og fremsætter trusler samtidig med, at blandt andet fiskerimyndigheder deployeres til området. Det kan omvendt indikere, at Kina ikke ønsker kompromis for enhver pris, men rent faktisk ønsker at fortsætte sine økonomiske aktiviteter i området, altså en økonomisk imperialistisk politik. 214 The Long March to Power, p

64 Demonstration af militær magt. I denne delanalyse undersøges Kinas brug af militære magtmidler som led i en prestigepolitik. Der ses særligt på flådeopbygning med henblik på magtprojicering, afholdte demonstrationer og øvelser, samt deployering af enheder til Østkinesiske hav. I forbindelse med den føromtalte japanske rejsning af det andet fyrtårn i 1996, returnerede de japanske aktivister i september for at udføre reparationer på fyrtårnet og få dage senere gennemførte PLAN øvelser i blokade og sølandsætninger på eget territorium. Det er ifølge Beukel 215 næppe tilfældigt at Kina lod en sådan øvelse komme til offentlighedens kendskab, og hændelsen kan derfor tolkes som et signal om at Kina besidder evnen til, om nødvendigt, at gennemføre militære operationer rettet mod øerne. I 2004 deployerer Kina en Han klasse ubåde ind i Japansk territorial farvand sydvest for Okinawa (ikke langt fra Senkaku). 216 Denne hændelse blev af Bussert og Elleman set som et led i en mere aktiv brug af Kinas ubådsvåben og en test af Japansk beslutsomhed. Hændelsen affødte da også alarmering af det japanske forsvar for kun anden gang siden anden verdenskrig. 217 Samme år annoncerer Kina oprettelse af en flådereserve til brug i det Østkinesiske hav. 218 Dette tiltag synes dog til dels at være af symbolsk karakter, idet det alene dækker over omorganisering af allerede eksisterende maritime kapaciteter og dermed er en gratis omgang for Kina. Mønsteret med kinesiske øvelser og deployeringer i kølvandet på en diplomatisk krise gentog sig i marts 2005, hvor en gruppe kinesiske aktivister gik i land og tilbageholdtes i to dage af den japanske kystvagt. Officielle kinesiske protester fulgte og Kina afholdte flådeøvelser i det Østkinesiske Hav og deployerede fire orlogsskibe tæt på øerne. Begge stater intensiverede undersøgelser af naturgasforekomster i det omstridte område. 219 I forbindelse med de japanske protester mod Kinas udnyttelse af Chunxiao gasfeltet i 2005 sendte Kina, som nævnt, fem orlogsfartøjer på besøg i området og rettede i den forbindelse skibskanoner direkte mod et japansk overvågningsfly Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, p Chinese Energy Security, p. 88 og People s Liberation Army Navy, p People s Liberation Army Navy, p Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, p Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, p Chinese Energy Security, p

65 Kina har i konfrontationerne med Japan benyttet sig af en kombination af flåde og kystforsvarsfartøjer samt civile fartøjer. Således har Kina sendt først ubevæbnede fartøjer og siden orlogsfartøjer til det omstridte område både i 2004, som før omtalt i 2005 og igen 2010, hvor Kina afholdt en stor flådeøvelse nær Okinawa. I forbindelse med den omtalte hændelse fra 2010, hvor en kinesisk trawler påsejlede skibe fra den japanske kystvagt, og der efterfølgende blev indsat kinesiske orlogsfartøjer, 221 er det meget vanskeligt at forestille sig hvilket motiv en civil kinesisk fisker skulle have til på egen hånd at risikere sit fiskefartøj og dermed sine indtjeningsmuligheder, hvorfor det må være rimeligt at se denne hændelse som sanktioneret og orkestreret fra officielt kinesisk hold. Set i lyset af at Japan er Kina maritimt overlegent, samt at der ikke var tale om en permanent deployering af kinesiske orlogsfartøjer, synes det derfor rimeligt at betragte hændelserne som kinesisk signalgivning. Det er i den forbindelse interessant at bemærke, at der igennem forløbet har været tale om en stadig voksende kinesisk indsats både hvad angår antal flådeenheder og disses faktiske optræden. Kina har i relation til sine amfibiestyrker, trods disses begrænsede kapacitet, også afholdt demonstrationsøvelser i landsætninger hvor medierne har været inviteret. 222 Dette indikerer, at Kina primært benytter sine amfibieenheder til at demonstrere militær magt. Netop i forhold til de omstridte øer er en sådan kapacitet relevant at demonstrere, idet den understreger, at Kina vil kunne sætte handling bag evt. ønske om at besætte øerne. Set i det lys synes demonstrationen af Kinas amfibiestyrker overvejende at understøtte en imperialistisk politik. I takt med Kinas anskaffelse af flådeenheder med en egentlig blue water kapacitet, er det vurderingen at anskaffelsen af en hangarskibskapacitet er et prioriteret mål for Kina. Hvad der imidlertid står mere uklart er, hvilken rolle en sådan kapacitet er tiltænkt. I dette afsnit argumenterer jeg for, at en hangarskibsanskaffelse primært synes at have symbolsk værdi i en overskuelig fremtid. Anskaffelsen af en hangarskibskapacitet har været genstand for megen diskussion også herhjemme. 224 Det er den generelle vurdering, at Kina vil søge at anskaffe sig et eller flere hangarskibe på kort eller mellemlangt sigt. 225 Således har Kina udviklet fly, der kan opere People s Liberation Army Navy, pp People s Liberation Army Navy, p People s Liberation Army Navy, pp. 101 og Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status? 225 Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, pp. 5 og

66 re fra hangarskibe, ligesom man har opført et hangarskibstestcenter på land. 226 Dertil kommer kinesiske studier foretaget på importerede hangarskibe og indkøb af bl.a. katapulter til opsendelse af fly. 227 I følge Bussert og Elleman kan Kina have produceret to mellemstore hangarskibe i år Nødskov vurderer at Kina, fordi de så at sige starter på bar bund, tidligst kan have en reelt operativ hangarskibskapacitet i Jane s anfører, at Kina allerede har projekteret et skib og vil have en træningskapacitet i 2012 og en operativ kapacitet i Selvom Kina som nævnt også har anskaffet sig moderne overfladeenheder og ubåde til en carrier task group, vil en sådan kapacitet fortsat være teknologisk og numerisk underlegen i en konfrontation mod Japan og USA. Dette taler imod brugen af hangarskibe i forhold til en imperialistisk politik. I hvert fald på kort og mellemlangt sigt. Det udelukker naturligvis ikke brugen i andre operationer, herunder i konflikter, hvor USA ikke er part. Kinas evne til magtprojektion i forhold til de ovenfor nævnte forsvarslinjer forbedres også, ligesom det understøtter en status quo politik gennem en forbedring af magtbalancen. Under alle omstændigheder vil hangarskibe med tilhørende eskorteskibe udgøre et meget synligt symbol på kinesisk magt. Set i dette lys, kan de derfor understøtte en prestigepolitik overfor blandt andre Japan, et synspunkt der deles af Bussert og Elleman: The development of aircraft carrier capabilities is clearly part of the PLAN s long-term plans, either as a status symbol or as an emblem of China s role as a major naval power. 231 Dette argument understøttes også af kinesiske udtalelser fra flådens politiske kommissær, som udover nytteværdien af hangarskibe netop betoner den symbolske værdi: the building of aircraft carriers is symbol of an important nation and is very necesary for China s future. 232 Lignende udtalelser er i 2009 kommet fra det politiske niveau: PLAN deputy Political Commisar Wu Huayang said that China already possesses the economic and technological power required for building an aircraft carrier [ ], and [ ] that building an aircraft carrier is the will of the people and is necessary for the development of our navy as well as being a symbol of China s position in the world. 233 Udtalelsen rummer flere interessante aspekter: For det første er den noget optimistisk i forhold til de vestlige vurderinger af, hvornår Kina rent faktisk besidder teknologien til at bygge et 226 People s Liberation Army Navy, p People s Liberation Army Navy, pp , Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, pp. 5 og People s Liberation Army Navy, p Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, p Jane s Fighting Ships , pp. 129 og People s Liberation Army Navy, p People s Liberation Army Navy, p The Long March to Power, p

67 hangarskib (se ovenfor), det kan derfor betyde, at Kina så at sige prøver at kapitalisere på prestigeeffekten på forhånd. For det andet bruges ental, og da ét skib, ifølge Nødskov ikke giver megen operativ værdi, 234 kan det antyde, at det at besidde kapaciteten synes mere vigtigt, end hvad den egentlig skal bruges til. Endelig nævnes symbolværdien direkte koblet til Kinas position i verdenssamfundet, og dermed som et element i en prestige politik. Samme vurdering deler Nødskov, der anfører at et hangarskib vil være et markant symbol på kinesisk stormagtstatus. 235 Nødskov citerer kinesiske kilder: A nation cannot become a great power without having an aircraft carrier Lt Gen Wang Zhiyan, deputy director of the PLA General Armaments Department, stated in 2006 that aircraft carriers are a very important tool available to major powers when they want to protect maritime rights and interests. As China is such a large country with such a large coastline and we want to protect our maritime interests, aircraft carriers are an absolute necessity. 236 Selvom Zhiyan her taler om at beskytte Kinas interesser, hvilket indikerer en defensiv strategi og dermed peger på en status quo politik, kan der eventuelt ligge mere i udtalelsen end blot at håndhæve Kinas suverænitet, idet Kina allerede er i stand til dette med sine nuværende militære kapaciteter, herunder brug af fly fra fastlandet. En hangarskibskapacitet kan altså ikke udelukkes at skulle bruges til at understøtte en imperialistisk politik. Beskyttelse af maritime rettigheder og interesser kan i den forbindelse godt tolkes som territoriale krav. Nødskov opsummerer således og betoner dermed igen prestigeelementet: There are therefore many important military strategic reasons why China wants an aircraft carrier, not to mention the prestigious symbolic value of the carriers, which the Chinese are acutely aware of. 237 Et andet spørgsmål er, hvor mange hangarskibe Kina i givet fald vil anskaffe. På grund af behovet for vedligeholdelse og træning vil Kina for at have et skib operativt skulle bruge to til tre skibe. Afhængig af skibenes størrelse og dermed antallet af fly de kan medføre, vil Kina ligeledes skulle bruge to til tre skibe selv i en mindre konflikt. 238 Yoshimara og Holmes deler opfattelsen af at Kinas mulige hangarskibskapacitet vil komme til at spille en begrænset rolle rent operativt, og motiverer derfor anskaffelsen med ønsket om prestige. 239 Udviklingen på dette område vil således kunne bruges som en mulig indikator på Kinas intentioner, idet en beskeden hangarskibsanskaffelse vil have begrænset opera- 234 Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, pp Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, p Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, pp Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, p Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, pp Asia Looks Seaward, p

68 tiv værdi og derfor primært understøtte en prestigepolitik rettet mod status quo. Såfremt Kina reelt ville forsøge at rykke ved den overordnede magtbalance, skulle der en markant anskaffelse til. I den mere bløde ende benytter Kina sig også af fremvisning af sin militære styrke: Under PLAN 60 års fødselsdag blev der afholdt en storstilet parade, hvor der, udover deltagelse fra en række større overfladeskibe og fly, også for første gang offentligt blev fremvist to atombevæbnede ubåde. 240 En sådan fremvisning af militær magt er naturligvis ikke målrettet Japan, men det faktum, at man vælger at fremvise to atombevæbnede ubåde, må tages som et udtryk for, at Kina dels ønsker at vise sin status og specifikt ønsker at fremvise våben målrettet magtbalancering og afskrækkelse, idet atombevæbnede ubåde netop er en avanceret del af en atomar triade. 241 At dømme efter kinesiske udtalelser, synes der generelt at være en bevidsthed om at militære kapaciteter er mere end blot værktøjer i værktøjskassen : Senior Captain Liu Yijian of the People s Liberation Army Navy [ ] states that Possession of a big and powerful naval force [is] of great strategic importance in defending national security, promoting a nation s economic development, and maintaining a nation s international standing. 242 De to første opgaver er naturlige opgaver for militære styrker i alle stater. Maintaning a nation s international standing derimod må siges direkte at understøtte en prestigepolitk. Denne dobbelte anvendelse af Kinas militære magtmidler kan principielt anvendes til understøttelse af såvel en status quo som en imperialistisk politik. Et udsagn der også understøttes af Saunders et al. der anfører at Kina både forstår at anvende sin flåde til reel magtudøvelse og afskrækkelse, samt som et middel til fremhævelse af Kinas image som en voksende magt. 243 Her argumenteres dels for at prestigepolitikken understøtter status quo, men også at Kina i vise situationer går videre, således som konfrontationerne i det Østkinesiske Hav har vist. Delkonklusion vedrørende demonstration af militær magt. Kina synes meget bevidst om den aktive brug af fremvisning af militær styrke. Både i forhold til at demonstrere landets militære formåen generelt, herunder betoning af landets 240 People s Liberation Army Navy, p Strategy in the Contemporary World, p Asia Looks Seaward, p The Chinese Navy, p

69 evne til magtprojektion, men også specifikt i relation til den aktuelle konflikt, hvor Kina gentagne gange i forbindelse med spændinger og diplomatiske kriser indenfor kort tid har deployeret enheder til det Østkinesiske Hav, og i flere tilfælde har afholdt øvelser i den type operationer, der forventeligt ville karakterisere en væbnet konflikt om Senkaku Øerne. Sammenfattende delkonklusion vedrørende prestige. Delanalysen viser en række indikationer på, at Kina fører en prestigepolitik, såvel med diplomatiske midler som i forhold til fremvisning af militær styrke. Det kan ikke entydigt konkluderes at denne prestigepolitik alene understøtter en status quo eller en imperialistisk politik. For status quo taler, at Kina, særligt på det diplomatiske område, ofte betoner de to landes fælles interesser. For imperialisme taler, at Kina med sine demonstrationer af bl.a. amfibiestyrker og udtalelser om hangarskibe demonstrerer kapaciteter, der i særlig grad er egnet til offensiv magtprojektion. Der synes derfor at være tale om en kombineret prestigepolitik rettet mod såvel en overordnet fastholdelse at status quo, men også en villighed til at indsætte militære midler særligt i forhold til at sikre Kinas økonomiske aktiviteter. Dette peger på, at Kina, med sin prestigepolitik, også understøtter en økonomisk imperialistisk politik. Der er ikke indikationer på, at Kina forfølger en prestigepolitik for prestigens egen skyld. 69

70 4. KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING På baggrund af de tre delanalyser i foregående kapitel sammenstilles delkonklusionerne, med det formål at fremkomme med en samlet konklusion vedrørende Kinas strategi overfor Japan. Hvilken rolle spiller status quo? Den kinesiske opfattelse af status quo skal ses i lyset af Japans nære forhold til USA, herunder ikke mindst tilstedeværelsen af amerikanske styrker i Japan og regionen som helhed. En tilstedeværelse USA, i medfør af sin netop offentliggjorte strategi, må forventes at forøge, hvilket vanskeliggør kinesiske forsøg på at føre en del og hersk politik. Kina kan i det lys have vanskeligt ved at balancere Japan, hvilket taler for, at en status quo strategi overordnet set er, hvad Kina realistisk set kan opnå i hvert fald så længe USA fortsat besidder sin nuværende politiske, økonomiske og militære overlegenhed. Hvilken rolle spiller imperialisme? Den kinesiske militære oprustning, herunder anskaffelsen af kapaciteter der øger Kinas evne til militær magtprojektion over store afstande, kan på lang sigt muliggøre militær imperialisme. Set i lyset af den overordnede magtbalance og Kinas relativt svage udgangspunkt ligger et sådant scenarie dog langt ude i fremtiden. Dertil kommer, at der ikke i analysen er fundet entydige indikationer på, at Kina rent faktisk ønsker at føre en sådan politik. Der er derimod en række indikationer på, at Kina specifikt i forhold til konflikterne med Japan aktivt forfølger en økonomisk imperialistisk politik i form af ressourceudnyttelse i de omstridte områder, hvilket også sandsynliggøres af Kinas voksende energibehov generelt. Hvilken rolle spiller prestige? Der er ikke indikationer på, at Kina forfølger en prestigepolitik for prestigens egen skyld. Derimod synes Kina generelt at være bevidst om prestigepolitik som middel til at understøtte særligt en status quo politik, men også i nogen grad en økonomisk imperialistisk politik. I begge tilfælde synes Kina at have benyttet sig af både diplomatiske og militære midler i et forsøg på at understrege sin magt og status. 70

71 Sammenfattende konklusion i forhold til Kinas strategi overfor Japan I forhold til min problemformulering: Med udgangspunkt i klassisk realisme analyseres Kinesisk strategi overfor Japan i det Østkinesiske Hav. Det søges herunder belyst hvilken indflydelse begreberne status quo, imperialisme og prestige har for Kinas ageren. kan det konkluderes, at Kinas strategi overfor Japan, i konflikten om Senkaku Øgruppen i overvejende grad har været præget af ønsket om status quo og dermed balancering af Japan og USA. Der er herunder indikationer på, at Kina har afprøvet muligheden for i begrænset omfang at føre en del og hersk politik, hvor USA søges holdt ude af den aktuelle konflikt. Kina søger sideløbende hermed at gennemføre en økonomisk imperialistisk politik, fokuseret på kontrol med olie- og gasressourcer samt fiskeriressourcer. Politikken er ofte bakket op af militære midler, dog uden at der dermed bliver tale om en egentlig militær imperialistisk politik, dertil besidder Kina ikke de fornødne militære kapaciteter. Min korte diskussion af nationalisme som element i en eventuel kulturel imperialistisk politik, har ikke afdækket noget entydigt mønster i forhold til, om Kina aktivt spiller på nationalistiske og historiske følelser. Det tyder på, at Kina her træder varsomt, uden dog at være blind for at udnytte muligheden for at sende truende signaler til Japan. Kina har i høj grad været bevidst om brugen af prestigepolitik både i forhold til at understøtte status quo politikken i form af afskrækkelse, men også i forhold til at understøtte sin økonomisk imperialistiske politik, hvor særligt kinesisk demonstration af flådemagt spiller en stor og sandsynligvis voksende rolle. I forhold til min indledende undren over den internationale debat om Kina, synes der i forhold til henholdsvis den optimistiske og den mere pessimistiske vurdering af Kinas rolle i det internationale samfund, snarere at være tale om et både/og end et enten/eller. Kina synes at søge at maksimere sin indflydelse indenfor rammerne af den overordnede magtbalance, med USA som den dominerende aktør, men er alligevel villig til at gå langt for at sikre sine økonomiske interesser. Også så langt at der kan opstå situationer, hvor brugen af militær magt kan være en risiko. Perspektivering Kinas nuværende strategi overfor Japan, synes overvejende præget af ønsket om at opretholde status quo, herunder at balancere USA, samt i mere begrænset omfang at føre 71

72 en økonomisk imperialistisk politik i forhold til at sikre sig adgang til særligt olie- og gasressourcer i det Østkinesiske Hav. Med dette som udgangspunkt diskuteres her hvordan kinesisk strategi overfor Japan kan udvikle sig fremadrettet, samt hvilke indikatorer, der kan indvarsle et eventuelt skift i kinesisk strategi mere generelt. Selvom USA's meget omtalte strategiske re-orientering indebærer øget fokus på Kina, har vi endnu til gode at se en konkret udmøntning at denne strategi. Det vil dog være nærliggende at antage, at et sådant amerikansk strategiskifte vil betyde, at Kina på kort og mellemlangt sigt fortsætter sin nuværende strategi, idet en mulig imperialistisk politik bliver mere, snarere end mindre, vanskelig at forfølge for Kina. Såfremt fremskrivningerne af Kinas økonomiske udvikling i forhold til USA viser sig at holde stik, vil dette være en væsentlig faktor, der på langt sigt kan ændre den nuværende overordnede magtbalance. Dels vil Kina selv kunne accelerere sin igangværende modernisering af sit militær og dermed kunne overkomme de problemer, jeg har påpeget i forhold til at kunne projicere sin militære magt. Samtidigt vil USA få stadig vanskeligere ved at opretholde sit nuværende massive kvalitative og kvantitative militære forspring og dermed også ved at opretholde en troværdig militær tilstedeværelse i Fjernøsten. Hvor dette efterlader Japan er et åbent spørgsmål, der både afhænger af, om USA fortsætter sine sikkerhedsgarantier overfor landet, samt af Japans egen økonomiske og politiske udvikling. Et mere isoleret Japan kan, med de nuværende udenrigs-og forsvarspolitiske begrænsninger, få vanskeligt ved at balancere Kina på egen hånd. Hvorimod en Japansk normalisering af udenrigs- og forsvarspolitikken, sammenholdt med Japans betydelige økonomiske formåen, forventeligt vil kunne resultere i et Japansk forsøg på at balancere og afskrække Kina. Det første scenarie vil muliggøre en fortsat økonomisk imperialistisk politik, hvorimod det andet scenarie risikerer at øge omkostningerne i form af øget risiko for konfrontation. Tydelige indikatorer på en mere aktivistisk Japansk udenrigs- og forsvarspolitik vil først og fremmest være ændringer af den Japanske forfatning, således bindingerne i forhold til brug af militære styrker ophæves. Dernæst en faktisk Japansk indsættelse af egentlige kampenheder i missioner udenfor landets grænser. Mere konkret i forhold til Kina, vil anskaffelse af offensive kapaciteter som hangarskibe, krydsermissiler og langtrækkende fly signalere et skift. Endelig vil en ændring af Japans nuværende status fra atomar tærskelstat til at besidde atomvåben signalere en egentlig Japansk afskrækkel- 72

73 se, og også at Japan, af den ene eller den anden grund, ikke længere forlader sig alene på amerikanske sikkerhedsgarantier. Såfremt Kina fortsætter sin igangværende modernisering af sit militær og også fortsætter med anskaffelsen af offensive kapaciteter som hangarskibe, langtrækkende fly og amfibieenheder, vil størrelsen af disse kapaciteter kunne indikere, hvilken strategi Kina ønsker at forfølge. En begrænset kapacitet på eksempelvis tre hangarskibsgrupper, vil, jævnfør mine analyser, primært kunne bruges til at føre en prestigepolitik samt til at understøtte begrænset militær magtprojektion til brug for eksempelvis fredsbevarende operationer. En sådan kapacitet vil være lig den Storbritannien og Frankrig opretholder med hver to hangarskibe. 244 Skulle Kina imidlertid vise sig at anskaffe flere hangarskibe med tilhørende eskorteenheder, vil dette, sammen med en fortsat kvantitativ og kvalitativ forbedring af den øvrige flåde, kunne indikere at Kina reelt søger at udfordre USA's rolle som verdens eneste militære supermagt. Og dermed en mulig Kinesisk militær imperialisme på længere sigt. Såfremt Kina på den anden side vælger at tilsidesætte sine territoriale krav overfor Japan i det Østkinesiske Hav og dermed accepterer Japansk overherredømme over Senkaku Øgruppen, vil det indikere en accept af status quo og efter alt at dømme også, at Kina ikke ønsker at bruge sin voksende økonomiske og militære magt til imperialistiske formål. Så længe suverænitetsspørgsmålet derimod holdes labilt, vil Kina i kraft af sin voksende magt, kunne forfølge en inkrementel økonomisk imperialistisk politik gennem en fortsat kombineret anvendelse af diplomatiske, økonomiske og militære virkemidler. Teoretisk og metodisk Refleksion. Da Morgenthau beskæftiger sig med staten som enhedsaktør, er en naturlig konsekvens ved min valgte teoretiske model, at interne faktorers betydning i såvel Kina som Japan ikke er medtaget i opgaven. Et andet I.P. teoretisk perspektiv som det liberalistiske, ville med udgangspunkt i den demokratiske fredstese, 245 kunne nuancere særligt min perspektivering: De langsigtede konsekvenser af Kinas indenrigspolitiske udvikling i retning af mere eller mindre demokrati indgår for eksempel ikke som en faktor i specialet. En yderligere konsekvens at at betragte staten som enhedsaktør er, at jeg ikke har undersøgt mulige 244 The Military Balance 2010, pp. 130 og Teori fremsat af Michael W. Doyle, gående ud på at demokratiske stater ikke fører krig mod hinanden. Verdenssamfundet, pp

74 interne motiver for den foreslåede fremskudte forsvarstrategi. Strategien med de to forsvarsringe er fremsat af en højtstående kinesisk søofficer, og er i min analyse brugt som udtryk for en mulig imperialistisk strategi. Hvorvidt der kunne ligge andre motiver bag, som værns- eller industriinteresser, har ikke været en del af analysen. En tredje konsekvens af at tage udgangspunkt i klassisk realisme er, at magtbegrebet bliver forholdsvist centralt, hvorved faktorer som økonomi, institutionel indbinding og hele normbegrebet træder i bagrunden eller helt udelades. Jeg synes dog, med Morgenthaus teoretiske begrebsapparat at have fundet en model, der også muliggør inddragelsen af særligt de økonomiske faktorer, men også mere normative elementer dog ikke i forhold til efterlevelse af normer som et mål, men som et muligt middel. Min konklusion, der peger i retning af såvel status quo som økonomisk imperialisme, peger også på en mulig svaghed i Morgenthaus teori: Nemlig den, at det, trods en overordnet magtbalance, synes muligt at gennemføre inkrementelle imperialistiske tiltag, så længe disse ikke fremkalder væbnet konflikt. Det synes at gå videre end de minor adjustments Morgenthau selv anfører som mulige indenfor rammen af status quo. Morgenthau angiver ikke selv entydige kriterier for, hvor skellet går mellem justeringer i rammen af status quo, i forhold til hvornår handliger bliver udtryk for imperialisme. Selvom jeg i specialet har berørt sikkerhedsdilemmaets mulige betydning, er denne faktor et at de mere usikre elementer i realismens ellers rationalistiske begrebsverden. Ikke desto mindre gør netop sikkerhedsdilemmaet det vanskeligt at konkludere entydigt i forhold til Kinas motiver for at opruste. Samlet synes Morgenthaus teori dog fortsat at rumme en betydelig forklaringskraft, også i forhold til andre faktorer end brug af magtmidler som strategisk værktøj. Særligt synes prestigebegrebet at give Morgenthaus begrebsapparat en spændvidde, der med inddragelsen af aktørers perception som en relevant faktor, giver den klassiske realisme fortsat aktualitet. Morten Birch-Jensen 74

75 Bilag 1: BIBLIOGRAFI Kilderne er anført i alfabetisk rækkefølge. A History of the Modern Chinese Army, Xiaobing Li, The University Press of Kentucky, Kentucky, A Rising China and Security in East Asia, Indentity construction and security discourse, Rex Li, Routledge, London and New York, Aircraft Carriers: China s way to Great Power Status?, Kim Nødskov, China Studies, Institute for Strategy, Royal Danish Defence College, Copenhagen, Asia Looks Seaward, Power and Maritime Strategy, Toshi Yoshimara and James R. Holmes, Praeger Security International, Westport, Connecticut and London, Beyond the Strait: PLA Missions Other Than Taiwan, Roy Kamphausen, David Lai and Andrew Scobell, Strategic Studies Institute, U.S. Army War College, Carlisle, PA, China and the New International Order, Wang Gungwu and Zheng Yongian, Routhledge, London and New York, China s National Defense in 2010, Information Office of the State Council, The People s Republic of China, March 2011, Beijing. China s New Diplomacy, Rationale, Strategies and Significance, Zhiqun Zhu, Ashgate, Surrey, England and Burlington, USA, China s Rise and its Limitations: China at the Crossroads, National Institute for Defense Studies, Tokyo, China, the United States, and Southeast Asia, Contending perspectives on politics, security and economics, Evelyn Goh and Sheldon W. Simon, Routledge, London and New York, China Turns to Multilateralism, Foreign policy and regional security, Guoguang Wu and Helen Lansdowne, Routledge, London and New York, Chinese Energy Security: The Myth Of The PLAN s Frontline Status, Ryan Clarke, U.S. Army War College, Carlisle, PA, Chinese Warfighting, The PLA Experience Since 1949, Mark A. Ryan, David M. Finkelstein, and Michael A. McDevitt, The CNA Corporation, London and New York, Danmarks Radio, P1, Orientering, sendt kl marts Indslag af Tage Baumann. Indslaget er tilgængeligt på Hentet 12. april 2012, kl Den Store Danske Encyclopædi, Danmarks National Leksikon A/S, Foreign Affairs, March/April 2011, Vol 90, Number 2, New York, Artikel: Will China s Rise Lead to War?, af Charles Glaser. 75

76 Foreign Affairs, January/February 2012, Vol 91, Number 1, New York, Artikel: Balancing the East, Upgrading the West, U.S. Grand Strategy in an Age of Upheaval, af Zbigniew Brzezinski. Foreign Affairs, March/April 2012, Vol 91, Number 2, New York, Artikel: The Future of U.S.-Chinese Relations, af Henry A. Kissinger. For Mutual Benefit: The Japan-US Security Treaty: From a Japanese Perspective, Dizo Sakurada, Centre for Strategic Studies, Victoria University of Wellington, Geopolitics, Geography and Strategy, Colin S. Gray and Geoffrey Sloan, Frank Cass,London, Håndværk og Horisonter tradition og nytænkning i kvalitativ metode, Rasmus Antoft, Michael Hvid Jacobsen, Anja Jørgensen og Søren Kristiansen, Syddansk Universitetsforlag, Odense, u.å. Interpreting China s Military Power, Doctrine makes readiness, Ka Po Ng, Frank Cass, London and New York, Introduction to Global Politics, Richard W. Mansbach and Kirsten L. Rafferty, Routledge, London and New York, Jane s Fighting Ships , Commodore Stephen Saunders RN, IHS Global Limited, Japan Statistical Yearbook 2011, Ministry of Internal Affairs and Communications, Tokyo, Morgenavisen Jyllandsposten, 3. april 2012: Artikel: Japan gør klar til at skyde nordkoreansk raket ned af Thomas Høy Davidsen. On China, Henry A. Kissinger, Allen Lane (Penguin Books), London, People s Liberation Army After Next, Susan M. Puska, Strategic Studies Institute, Carlisle, PA, People s Liberation Army Navy, James C. Bussert and Bruce A. Elleman, Naval Institute Press, Annapolis, Maryland, Politics Among Nations, Hans J. Morgenthau, McGraw-Hill, New York,1993. Popular Nationalism in China and the Sino-Japanese Relationship, Erik Beukel, DIIS Report 2011:01, Danish Institute for International Studies, Copenhagen, SIPRI Yearbook 2011, Oxford University Press, Strategy and the National Security Professional, Strategic Thinking and Strategy Formulation in the 21 st Century, Harry R. Yarger, Praeger Security International, Westport Connecticut and London, Strategy in the Contemporary World, an Introduction to Strategic Studies, John Baylis, James J. Wirtz, Colin S. Gray, and Eliot Cohen, Oxford University Press,

77 Strategic Survey 2011, The Annual Review of World Affairs, Routledge, London and New York, Strategy The Logic of War and Peace, Edward N. Luttwak, The Belknap Press of Harvard University Press, London, Sustaining U.S. Global Leadership: Priorities For 21 st Century Defense, Department Of Defense, Washington, D.C., januar 2012, hentet på april kl. 1622, Sådan Bliver Kina Supermagt, Magnus Hjortdal, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, København, The Art of War, Sun Tzu, Westview Press, Boulder Colorado og Oxford, 1994, Citatet på specialets forside er fra bogens p The Balance of Power in Asia-Pacific Security, US-China policies on regional order, Liselotte Odgaard, Routledge, London and New York, The Chinese Armed Forces in the 21 st Century, Larry M. Wortzel, Strategic Studies Institute, Carlisle, PA, The Chinese Army Today, Tradition and Transformation for the 21 st Century, Dennis J. Blasko, Routledge, London and New York, The Chinese Navy, Expanding Capabilities, Evolving Roles, Phillip C. Saunders, Christopher D. Yung, Michael Swaine, and Andrew Nien-Dzu Yang, National Defense University Press, Washington, D.C., The Long March To Power, The New Historic Mission Of The People s Liberation Army, Kim Nødskov, Royal Danish Defence College Publishing House, Copenhagen, The Military Balance 2010, The International Institute for Strategic Studies, London, The New Encyclopædia Britannica, By Encyclopædia Britannica, Inc The People s Liberation Army And China In Transition, Stephen J. Flanagan and Michael E. Marti, National Defense University Press, Washington, D.C., The Return of China, Globalization and Economic Power, Hans Hækkerup, Royal Danish Defence College Publishing House, Copenhagen, The Rise of China and International Security, America and Asia respond, Kevin J. Cooney and Yoichiro Sato, Routledge,London and New York, Trade, Interdependence and Security, Ashley j. Tellis and Michael Wills, The National Bureau of Asian Research, Seattle and Washington, D.C., Verdenssamfundet, Simon Ingemar og Sabrina Fast, Forsvarsakademiet, København,