Kina i det Sydkinesiske Hav

Transkript

1 Kina i det Sydkinesiske Hav China is a sleeping giant. Let her sleep, for when she wakes she will move the world Napoléon Bonaparte ( ) Masterspeciale på Master i Militære Studier ved Forsvarsakademiet. Af major Jeppe Gilling.

2 Titelside Masterspecialets titel: Kina i det Sydkinesiske Hav. Problemformulering: Med udgangspunkt i Det Sydkinesiske Hav analyseres Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik for at afklare i hvilket omfang, Kina gennemfører status quo-, imperialistisk- og prestigepolitik, og hvilken betydning dette kan have for den regionale udvikling. Vejleder: Liselotte Odgaard, Ph.d., Political Science, Institut for Militærhistorie og Krigsteori, Forsvarsakademiet. Udarbejdet af: Major Jeppe Gilling (MA NR ). Studerende på Master i Militære Studier i perioden ved Forsvarsakademiet. Antal tegn: tegn, svarende til 45 normalsider (eksklusiv forside, titelside, abstract, resumé, indholdsfortegnelse, litteraturliste og bilag). Opgaven må jævnfør Forsvarsakademiets retningslinjer have et omfang på mellem tegn inkl. mellemrum. Referencestil: Chicago Manual of Style 16th edition (note) ved anvendelse af referencehåndteringssystemet Zotero. Forsideillustrationer: Figuren på forsiden viser udvalgte staters territorielle fordringer i Det Sydkinesiske Hav 1. 1 Wood, 2016 Index Of U.S. Military Strength, 197. Side 2 af 73

3 i. Abstract By analyzing Chinese security policy in the South China Sea, utilizing Morgenthaus classical realist theory, this thesis aims to explore to what extent China is using a policy of status quo, expansionism and prestige, and the consequences hereof for the region. The thesis concludes that China partially employs a status quo policy of armament and divide and rule which, when combined with regional distrust of China due to uncertainty about policy and Intentions, leads to an arms race and a security dilemma in the region. Motivated by lost war and weakness China seems to have embarked on a strategy of imperialism in an incremental fashion. Through an apparently deliberate creeping invasion, China gradually increases its control of the contested area. China is balancing the use of military force and diplomacy, seemingly taking every concession possible from the other claimants, while repeating its own claims for sovereignty in the South China Sea without causing a casus belli. China is assessed to do so until they have full control of the disputed area. China employs prestige in the support of status quo and imperialism. In utilizing Morgenthaus theory the analysis unveils how states can employ partially status quo policy and imperialism simultaneously. Side 3 af 73

4 ii. Resumé Specialet analyserer Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik i Det Sydkinesiske Hav med udgangspunkt i en operationalisering af Hans J. Morgenthaus klassiske realisme. Specialet søger at afklare, hvilken politik Kina gennemfører, og hvilke virkemidler Kina benytter samt den mulige betydning heraf for den regionale udvikling. Der er en tilsyneladende forskellighed mellem Kinas adfærd og officielle politik, hvilket skaber usikkerhed om Kinas reelle målsætning og hensigt i regionen. Et relativt stærkere Kina og dets håndtering af udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter, kan få en signifikant betydning på den fremtidige udvikling i regionen. Problemformulering Med udgangspunkt i Det Sydkinesiske Hav analyseres Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik for at afklare i hvilket omfang, Kina gennemfører status quo-, imperialistisk- og prestigepolitik, og hvilken betydning dette kan have for den regionale udvikling? Metode Ved operationalisering af Morgenthaus klassiske realisme, analyseres status quo, imperialisme og prestige i hver sin delanalyse med klart opstillede analyseparametre. Et casestudie af Kina i Det Sydkinesiske Hav. Analyse Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik i Det Sydkinesiske Hav analyseres i tre delanalyser. I den første delanalyse undersøges Kinas anvendelse og betydning af status quo politik, ved at undersøge Kinas magtbalancering gennem metoderne del og hersk, kompensation, oprustning og alliancer. I den anden delanalyse undersøges i hvilket omfang Kina anvender en imperialistisk politik gennem metoderne militær- og økonomisk imperialisme. I den tredje delanalyse analyseres prestigepolitik ved at undersøge Kinas anvendelse af diplomati og magtdemonstration, samt hvorvidt en erfaret prestigepolitik måtte understøtte status quo og imperialisme. Side 4 af 73

5 Konklusion Specialet konkluderer, at Kina i Det Sydkinesiske Hav de seneste år har gennemført status quo politik gennem del og hersk og oprustning. Kina gennemfører samtidig i tiltagende grad såvel militær- som økonomisk imperialisme. Kina anvender metoden del og hersk, hvor USA forsøges ekskluderet fra regionen, og de andre fordringshavere søges isoleret eller opdelt gennem bilaterale drøftelser og afskrækkelse. Kina øger egen militære fordel og svækker samtidig de andre staters relativt set, hvilket skaber grobund for et våbenkapløb. Kinas strategi i regionen synes tiltagende præget af imperialisme, hvor status quo gradvist ændres, og hvor Kina fokuserer på kontrol af områdets ressourcer. Som årsag til en imperialistisk politik, er der i analysen fundet indikatorer på tabt krig og svaghed. Tabt krig bliver fremhævet i form af den historiske legitime ret til Det Sydkinesiske Hav, som Kina ser sig selv have. Der er ingen indikationer på, at Kina fører prestigepolitik for kun at opnå prestige. Derimod virker Kina bevidst at anvende prestigepolitik til at støtte såvel status quo som imperialistisk politik. Kinas indenrigspolitiske strømninger og politiske udtalelser i kombination med Kinas faktiske adfærd i Det Sydkinesiske Hav skaber tvivl om statens intentioner om, hvorledes stridighederne i regionen kan løses i fremtiden, og om det er muligt at finde en fredelig løsning. Dette skaber grobund for misforståelser, mistillid og skærpet retorik, hvilket bidrager til et øget sikkerhedsdilemma i regionen. Kinas ageren i Det Sydkinesiske Hav antyder dets strategiske praksis ved stridigheder med andre stater, og hvordan Kina forfølger en langsigtet national sikkerhedsstrategi. Det er svært at forudsige, hvor langt Kina er villig til at gå for at nå fuld kontrol over dets fordringer i Det Sydkinesiske Hav. Det Sydkinesiske Hav synes at gå en turbulent tid i møde, hvor konfliktniveauet vurderes at stige. Det synes sandsynligt, at lader de andre aktører passivt stå til, så vil Kina fortsætte med successivt at indtage en stadig større rolle og position i regionen såvel militært, økonomisk som geografisk. Side 5 af 73

6 Metodisk refleksion Uagtet at status quo og imperialistisk politik i sin natur er modsatrettede, så synliggør Morgenthaus teori, at stater i praksis simultant kan gennemføre dele af status quo politik sideløbende med imperialisme. Morgenthau anviser ikke entydigt hvor grænsen er mellem de mindre justeringer og de inkrementelle imperialistiske tiltag, der går udover status quo. Dermed er grænsen fra status quo til imperialisme ikke helt klar, og må derfor være et skøn ud fra statens målsætning med ændringerne. Morgenthaus prestigebegreb er med til at give teorien bedre nuancering og bred anvendelighed. Morgenthaus teori vurderes at have en god forklaringskraft og brugbarhed til at belyse Kinas adfærd i Det Sydkinesiske Hav, samt mulige perspektiver for regionen. Side 6 af 73

7 Indholdsfortegnelse Titelside... 2 i. Abstract... 3 ii. Resumé Indledning, problemformulering og teori Motivation og relevans Problemformulering Struktur og metode Teori Empiri Afgrænsning Teori Operationalisering Status quo Imperialisme Prestige Sammenfatning Analysen Beskrivelse af casen Delanalyse status quo Del og hersk Kompensationer Oprustning Alliancer Delkonklusion vedrørende status quo Analyse af imperialisme Militær imperialisme Økonomisk imperialisme Delkonklusion vedrørende imperialisme Analyse af prestige Diplomati Demonstration af militærmagt Delkonklusion vedrørende prestige Konklusion Litteraturliste BILAG 1: KILDER OG KILDEKRITIK Side 7 af 73

8 Figuroversigt Figur 1. Strategiens holistiske natur Figur 2. Specialets struktur og analysedesign Figur 3. Diagram over internationale politiske ændringer Figur 4. Kinas kritiske handelsveje til søs Figur 5. Kinas territorielle og maritime krav i forhold til de internationale UNCLOS regler. 34 Figur 6. Kinas forsyningslinjer for energiimport Figur 7. First & Second Island Chain Figur 8. Verdens ti største forsvarsbudgetter i Figur 9. Stigning i forsvarsbudgetterne fra 2014 til Figur 10. Den regionale flådestyrke i Figur 11. Den regionale kystvagt i Figur 12. Den militære magtbalance mellem Kina og USA ved konflikt ved Spratly øerne 52 Figur 13. Udviklingen i samhandlen med ASEAN fra Figur 14. Den største af Paracel øerne, Woody Island, den Side 8 af 73

9 1. Indledning, problemformulering og teori Specialet undersøger ud fra Morgenthaus klassiske realisme Kinas udenrigs- og sikkerhedsstrategi med stridighederne i det Sydkinesiske Hav som case. Specialet søger at belyse i hvilket omfang Kina gennemfører status quo-, imperialistisk- og prestigepolitik, samt hvilken betydning dette har for den regionale udvikling Motivation og relevans Den kolde krigs afslutning muliggjorde, at Kina kunne fokusere på vækst og indenrigspolitiske reformprogrammer frem for på udenrigs- og sikkerhedspolitik 2. Dette synes ikke længere at være tilfældet. Mange opfatter i dag Kina som en opstigende magt 3, der grundet dets økonomiske udvikling, populationsmæssige størrelse og stigende militære og politiske magt spiller en stadig større og mere betydende rolle i verdenssamfundet. Kina synes samtidig at have behov for og ambitioner om en mere fremtrædende rolle i verden og mere kontrol over dets nærområde 4. Konflikt og rivalisering er forventelig, måske endda uundgåeligt, når en opstigende magt får mulighed for at udfordre den eksisterende verdensorden 5. Der er i mange analyser af Kina en opdeling, hvor Kina enten ses som en opstigende stormagt, der vil ændre på den globale magtbalance og skabe konflikt i det internationale system 6, eller en status quo magt, hvis fortsatte vækst til stormagtsstatus skal hjælpes mere på vej 7. Det er derfor interessant at se på hvilke faktorer, der former Kinas politik, og dermed bedre forklare og forstå de senere års umiddelbare modsætningsfyldte og uforudsigelige udvikling i den kinesiske udenrigs- og sikkerhedspolitik 8 med det formål, at identificere mulige udviklingsretninger for Kinas fremtidige strategiske adfærd. Til at belyse Kinas udenrigs og sikkerhedspolitik undersøges Kinas adfærd i Det Sydkinesiske Hav. Kina har på trods af en stor samhandel og økonomisk interdependens 2 Sørensen, Kina og den amerikanske verdensorden, Johnston, Is China a Status Quo Power?, 5. 4 Wang, China s Response to the Unipolar World, Sørensen, Kina og den amerikanske verdensorden, 5. 6 Walt, International Relations, Sørensen, Aggressiv under visse betingelser, Ibid., 3. Side 9 af 73

10 med de andre stater i regionen 9 fortsat uløste territoriale stridigheder i Det Sydkinesiske Hav, hvor der jævnligt har været episoder og bataljer, primært mellem Kina og henholdsvis Filippinerne og Vietnam. Kina har her vist sig villig til at anvende militære redskaber som en del af krisehåndteringen. For de udefrakommende involverede magter, såsom USA og Japan, udgør Kinas adfærd i Det Sydkinesiske Hav et stadigt større problem for stabiliteten, såvel økonomisk, diplomatisk, miljømæssigt som militært 10. Spændings- og konfliktniveauet i Det Sydkinesiske Hav er steget de seneste år 11. Kina fremhæver selv, at de kun har fredelige hensigter og intet ønske om at benytte militær magt til andet end forsvar 12. Indtil videre har landene ikke været i stand til at forlige deres krav inden for de internationale rammer, herunder FN s havretskommission - primært fordi Kina opfattes som stillende store og kompromisløse krav 13. I 2016 afgjorde Den Internationale Domstol i Haag havretstvisten mellem Filippinerne og Kina. Det var en afgørelse, der underkendte Kinas krav og fremfærd. Kina accepterede ikke domstolens afgørelse, og dermed heller ikke en vigtig del af det internationale samfund, der kendetegner den nuværende verdensorden 14. Denne tilsyneladende forskellighed mellem Kinas adfærd og officielle politik skaber uklarhed og usikkerhed om Kinas reelle målsætning og hensigt i regionen. Et relativt stærkere Kina og dets håndtering af udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter, herunder de territoriale konflikter i Det Sydkinesiske Hav, kan få en signifikant betydning på den fremtidige udvikling i regionen, samt på resten af det internationale samfund, herunder også på Danmark. Hans H. Morgenthau så tidligt Kinas potentiale og skrev i Politics Among Nations, at Kina may well in the long run carry the gravest implications for the rest of the world 15, og i Truth and Power fra 1970, at fremtidens Kina, som USA vil skulle håndtere, ikke bare vil være en stormagt, men the most powerful nation on earth 16. En analyse af Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategiske valg kan derfor tage afsæt i Morgenthaus 9 Salidjanova, Nargiza og Koch-Weser, Iacob, China s Economic Ties with ASEAN. 10 Kivimäki, War or Peace in the South China Sea?, Sørensen, Kina og den amerikanske verdensorden, The State Council Information Office of the People s Republic of China, China s Military Strategy. 13 Forsby, Rivaler. Opgør mellem stormagter spidser til. 14 Kellogg, The South China Sea Ruling ; Johansen, Kina bryder regler i Det Sydkinesiske Hav. 15 Sempa, Hans Morgenthau and the Balance of Power in Asia, Morgenthau, Truth and Power. Essays of a Decade, , 395. Side 10 af 73

11 klassiske realisme, der ser staten som den primære aktør og blandt andet fokuserer på magtbalancen og magtfordelingen i det internationale system Problemformulering Jeg vil i specialet komme med teoretisk begrundede antagelser på baggrund af et casestudie ud fra udvalgte analyseparametre. Min tese er funderet i Morgenthaus teori. Kinas politik er enten status quo eller imperialisme, understøttet af prestige politik. Herigennem søger Kina at opnå regional dominans og mulighed for anvendelse af militær magt til at sikre dets strategiske sikkerhedsinteresser, herunder adgang til ressourcer, handelsinteresser, økonomisk vækst og indflydelse, hvilke alle må anses som vitale for landets fortsatte udvikling og magtmaksimering. Min problemformulering skal derfor være: Med udgangspunkt i Det Sydkinesiske Hav analyseres Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik for at afklare i hvilket omfang, Kina gennemfører status quo-, imperialisme- og prestigepolitik, og hvilken betydning dette kan have for den regionale udvikling? 1.3. Struktur og metode I det følgende vil jeg begrunde valget af case og min metodiske tilgang i specialet samt specialets struktur og analysedesign. Baggrund for valg af Det Sydkinesiske Hav som case: Problemformuleringen har styret valget af teori og metode. Specialet tager empirisk udgangspunkt i et casestudie for at udlede konklusioner om Kinas strategiske adfærd i Det Sydkinesiske Hav. Til at afdække problemformuleringen vil jeg anvende Morgenthaus klassiske realisme. Casens kontekst Det Sydkinesiske Hav er et meget kompliceret konfliktområde grundet områdets afdækkede og potentielle ressourcer og geostrategiske beliggenhed med blandt andet vigtige handelsruter samt eksterne aktørers interesser i området. Casen er derfor Side 11 af 73

12 valgt på baggrund af dens regionale konfliktpotentiale samt det forhold, at casen og de valgte analyseparametre ses som velegnede til at analysere Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik i regionen. Kinas adfærd i Det Sydkinesiske Hav er tydelig og viser Kinas evne og vilje til at forfølge dets målsætninger med såvel politiske som militære midler. Casen kan dermed effektivt belyse Kinas sikkerheds- og udenrigspolitik, herunder om Kinas politik overordnet er status quo eller imperialisme, ligesom casen kan belyse hvordan Kinas politik og nye magtposition påvirker regionen. Casen understøtter den valgte teoretiske ramme, da Kina så sent som i 2016 har vist sin stillingtagen til internationale institutioner og disses afgørelser, når de går imod Kinas egne interesser. Det er dog også nødvendigt at se på USA som aktør grundet USA s store indflydelse og interesser i Det Sydkinesiske Hav, herunder USA s relationer til andre stater i regionen. Begreberne status quo, imperialisme og prestige anses som velegnede til at analysere Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik i regionen, herunder måden hvorpå Kina forfølger og gør dets fordringer gældende. Det Sydkinesiske Hav er et singlecase studie, der kan anvendes til at forstå Kinas adfærd og intentioner. Casen Det Sydkinesiske Hav omfatter såvel Kina, USA og regionale småstater. Endvidere indgår diplomatiske, militære og økonomiske aspekter, der samlet giver mulighed for at belyse magtbalancen, samt i mindre omfang de mulige kinesiske indenrigspolitiske aspekter, der er nødvendige for at forstå Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik. Dette giver ligeledes mulighed for at anskueliggøre, hvordan Kina forfølger sine politiske mål, herunder anvendelse af metoder og magtmidler. Det Sydkinesiske Hav dækker omkring 3,68 millioner km 2 og strækker sig mere end 1600 km væk fra det kinesiske fastland 17, hvorfor Kina må have evnen til magtprojicering for at realisere dets fordringer. Kinas evne til magtprojicering forventes derfor at kunne bidrage til afklaring af Kinas ambitionsniveau i Det Sydkinesiske Hav. Metodisk tilgang til specialet: Yarger ser strategi som en intellektuel proces, der omformer nationale formål og policy til ends (målet), ways (metode) og means (magtmidler) LaFond, South China Sea. 18 Yarger, Strategy and the national security professional, 8 9. Side 12 af 73

13 Figur 1 19 viser strategiens holistiske natur og sammenfatter statens overordnede nationale visioner for, hvordan staten udvikler, indsætter og koordinerer alle statens magtmidler for at opnå de strategiske mål 20. Figuren skal ses i sammenhæng med Colin S. Grays Grand strategy, hvor formålet er brugen af alle statens magtmidler for at nå ENDS 21. Figur 1. Strategiens holistiske natur. En stats magtmidler er the means to get the outcomes the state desires 22, og kan bestå af økonomisk magt, politisk magt, socio-psykologisk magt og militær magt. Staten kan afhængig af dets målsætning anvende magtmidlerne på forskellige måder (metoder). Jeg vil søge at finde mulige forklaringer på Kinas målsætning (ENDS). For at finde dette, må analysen nødvendigvis søge at belyse henholdsvis magtmidler og metoder. Dette gøres i form af en analyse af Kinas handlinger, kapabiliteter, evne og derigennem hensigt, hvorved det kvalitativt kan afklares, i hvilket omfang Kina gennemfører status quo-, imperialistisk- og prestigepolitik. 19 Ibid., Ibid., Gray, The strategy bridge, Yarger, Strategy and the national security professional, 68. Side 13 af 73

14 Hvad angår flere af de militære kapabiliteter og Kinas evne, vil de ikke nødvendigvis været knyttet til en specifik politik, men derimod være magtmidler (MEANS), som Kina kan indsætte og anvende i den metode (WAYS), der måtte bringe staten tættere på en given målsætning (ENDS). Der er derfor i analysen kun inddraget kapabiliteter, der er relevante for casen og besvarelsen af specialets problemformulering. I specialet anvendes begreberne kapacitet og kapabilitet. En kapacitet er en absolut ressource, f.eks. en materielkapacitet eller en økonomisk ressource. Disse kapaciteter er forudsætningen for at opstille en kapabilitet, der bl.a. består af en eller flere kapaciteter og evnen til at anvende disse til at give en konkret effekt 23. Specialets struktur og analysedesign: Figur 2. Specialets struktur og analysedesign. Teori I specialets andet kapitel vil jeg operationalisere den valgte teori for at komme frem til, hvordan jeg bygger analysen op. Analyse I specialets tredje kapitel vil jeg ud fra Morgenthaus klassiske realisme gennemføre en analyse, hvor fokus er på de tre begreber status quo, imperialisme og prestige, der samtidig anvendes til at give analysen sin struktur. Hvert begreb har sit eget afsnit inddelt i underliggende analyseparametre og afrundet med en kort sammenfatning. Den første delanalyse vil analysere begrebet status quo ud fra analyseparametrene del og hersk, kompensation, oprustning og alliancer. Analysen vil med afsæt i magtbalancen med Kina som den ene part og de andre aktører, herunder USA, som den anden part afklare, i hvilket omfang Kinas politik er status quo. 23 Odderrup, Forsvarets nuværende procedure for materielanskaffelser, 19. Side 14 af 73

15 Den anden delanalyse vil analysere begrebet imperialisme, og tager udgangspunkt i analyseparametrene militær og økonomisk imperialisme. Afsnittet søger at svare på, i hvilket omfang Kina gennemfører en imperialistisk politik. Den tredje delanalyse vil analysere begrebet prestige og tager udgangspunkt i analyseparametrene diplomati og demonstration og undersøger hvilken politik, der føres, herunder hvordan den støtter den overordnede strategi og formål. Konklusion Det fjerde kapitel indeholder specialets konklusion og perspektivering, der gennem en syntese af de tre delanalyser søger at svare på problemformuleringen Teori I dette afsnit vil jeg redegøre for mit teorivalg og præsentere det valgte teoretiske perspektiv. Teorien vil i andet kapitel blive yderligere forklaret og operationaliseret. Specialets formål er at analysere forhold i den valgte case ud fra en valgt international politisk (IP) teori. Specialet ønsker hverken at understøtte eller videreudvikle det teoretiske perspektiv, som danner grundlag for analysen i specialet, men vil blot anvende dette til at analysere målrettet på casen. Afhængig af det teoretiske perspektiv som den kinesiske sikkerhedspolitik anskues med, kan der drages forskellige konklusioner. Realisme ses velegnet til at analysere Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitiske valg overfor andre stater i regionen, da realisme giver mulighed for at beskrive og analysere forskellige typer af polaritet og interstatslige konfliktsituationer. Realisme ser på stater som en rationelle enhedsaktører, der som primære aktører forholder sig til hinanden på baggrund af hinandens relative magt og ikke interne faktorer som regimetype, lederskab og ideologi. Realisme ser derudover på statens sikring af dets overlevelse, samt på magtbalancen og magtfordelingen i det internationale system. Specialet vil anvende Morgenthaus klassiske realisme som teoretisk tilgang, hvor staters ønske om magtmaksimering er beskrivende for, hvordan stater agerer. Hans J. Morgenthaus klassiske realisme ses interessant i forhold til at belyse de dynamikker, der er omkring Kina og Det Sydkinesiske Hav, idet Morgenthau netop har fokus på magt og Side 15 af 73

16 konflikt i det internationale system 24. Morgenthaus klassiske realismeteori er rettet mod sikkerhedspolitik og magtbalance, hvor de enkelte stater positionerer sig med udgangspunkt i nationale interesser 25. Staten kan positionere sig aktivt ved at udvide egne magtressourcer eller passivt ved tilpasning til andre staters positionering. Mellemstatslige og overstatslige organisationer ses som et redskab for disse statslige positioneringer 26. Morgenthaus klassiske realisme anses for velegnet til at se på konfliktsituationer mellem stater, på staters udenrigspolitik og på hvordan, adfærd er bestemt af det internationale systems struktur og magtbalancer. De mest centrale begreber i Morgenthaus klassiske realisme er magt og magtbalancering. Morgenthaus magtbegreb ser al politik som en kamp om magt: et politisk system søger enten at bevare sin magt, at forøge sin magt eller at demonstrere sin magt 27. Hans J. Morgenthau anviser en teori om, hvorledes stater har disse tre mulige politikker kaldet status quo, Imperialisme og prestige. Formålet med status quo er at fastholde de nuværende magtforhold, imperialisme på at øge sin stats relative magt i forhold til andre stater, og prestige har til formål at belyse og demonstrere sin stats magt. De tre begreber forklares og operationaliseres yderligere i kapitel 2. Magtbalancering Bliver en stat for magtfuld, vil andre stater have interesse i at modbalancere, da for meget magt hos en enkelt stat, giver utryghed hos andre statslige aktører. Ifølge Morgenthau opstår magtbalance som følge af staters ønske om at fastholde eller at ændre på status quo 28. Magtbalance er dermed et grundlæggende vilkår, inden for hvilken staters politik - afhængig af deres perception af den gældende magtbalance kan være status quo eller imperialisme Petersen og Skak, Teorier om international politik, Ibid., Ibid., 18 22; Wikipedia, Realisme (international politik). 27 Petersen og Skak, Teorier om international politik, Morgenthau, Politics among nations, Ibid., Side 16 af 73

17 Magtbalance har ifølge Morgenthau to essentielle formål: - At skabe stabilitet i forholdet mellem stater, en stabilitet der vel at mærke hele tiden er i fare for at briste, og som derfor kontinuerligt har behov for at blive vedligeholdt At sikre en stat mod at blive domineret af andre. I fravær af stabilitet, vil en af staterne opnå stadig større indflydelse og ultimativt dominere de andre 31. Denne dobbelthed ved magtbalance retter sig således både imod systemets stabilitet og mod den enkelte stats frihed og overlevelse. I relation til magtbalance er det i denne analyse behørigt at undersøge den nuværende situation, idet den aktuelle magtbalance påvirker og dimensionerer de strategiske vilkår, som Kina og de andre aktører må forventes at have. Der kan i forskellige cases være varierende dynamikker og forhold, der gør sig gældende i forhold til magtbalancen - det være sig geografien, områdets strategiske betydning såvel historisk, økonomisk som sikkerhedspolitisk, og de repræsenterede aktører i casen. Det er således af betydning at inddrage USA i analysen, da USA som den globalt stærkeste magt har interesser i regionen, og som sådan også spiller en væsentlig rolle for de andre staters adfærd. Kulturel imperialisme søger at erstatte en kultur med en anden, ikke gennem fysisk kontrol men gennem kontrol af tanker og sind, for derigennem at ændre magtbalancen mellem to stater 32. I kampen om befolkningernes opfattelse er psykologisk krigsførelse og propaganda vigtige redskaber, og dermed også målestok på en sådan politik 33. Dette vurderes svært at analysere i den valgte case og med den tilgængelige empiri, da der primært er tale om et maritimt område med næsten ingen befolkning. Morgenthaus kulturelle imperialisme vil derfor ikke indgå i dette speciale. Skulle kulturel imperialisme have været medtaget, ville det være nødvendigt at se på hele staten Kina og den indenrigspolitiske indflydelse som Kina måtte have på de andre statslige aktører, hvilket falder udenfor dette speciales formål og afgrænsning. 30 Ibid., Ibid., Ibid., Ibid., Side 17 af 73

18 Valg af teoretisk perspektiv betyder samtidigt fravalg af andre teoretiske perspektiver. Sikkerhedsdilemmaet er helt centralt i defensiv realisme, hvor samarbejde og tilbageholdenhed kan være en stats bedste strategi for at opnå sikkerhed. Anerkendelsen af sikkerhedsdilemmaet har dog sjældent appelleret til Kina, idet det forudsætter Kinas erkendelse af, at dets egen adfærd har haft en modsatrettet effekt og har undermineret egen sikkerhed 34. Dermed kan såvel kinesiske som amerikanske opfattelser øge sikkerhedsdilemmaet, idet lederne på begge sider har en tendens til at ignorere eller nedtone eksistensen af denne dynamik. If China only looks at the actions of anti-china forces in the U.S., and views every U.S. move as an adversarial one and consequently adopts tit-for-tat methods, then the likelihood that China and the U.S. will mutually turn into enemies increases dramatically 35. Defensiv realisme er derfor fravalgt, da specialets fokus primært er på Kina, hvormed sikkerhedsdilemmaet ikke får den samme fremtrædende rolle i analysen. Specialet vil ikke se på konstruktivistiske elementer som staters identitet, socialt konstruerede interaktioner og internationale normer. Liberalisme lægger vægt på tilskyndelser til samhandel og samarbejde, som skaber interdependens i en global verden. Liberalismen har også fokus på de indbyrdes fordele ved regler og orden, på internationale institutioner, demokratisering og på andre aktører end blot stater. Aktører kan således være såvel substatslige, mellemstatslige og overstatslige. Liberalismen er fravalgt, og der vil derfor kun være en mindre berøring af internationale institutioner, politisk integration og ikke-statslige aktører Empiri Der tages udgangspunkt i et bredt og offentligt tilgængeligt empirisk materiale med tyngden i akademiske artikler og publikationer for bedst at sikre empirisk troværdighed og pålidelighed. Avisartikler og internettet er anvendt til at give et bredt fundament med de senest opdaterede versioner af holdninger og tolkninger af begivenheder, herunder forskellige fakta omkring konkrete episoder. Oplysninger fra internettet er ikke ukritisk 34 Johnston, Is China a Status Quo Power?, Ibid. Side 18 af 73

19 medtaget i opgaven, men er søgt kontrolleret ved andre indhentningsmedier således, at oplysninger i pressen er blevet sammenholdt med respektive officielle hjemmesider. I forhold til pressen er der primært anvendt anerkendte medier, der forventes at have en faktabaseret tilgang til nyhedsdækning. Der er ikke gennemført interviews eller anden egentlig indhentning af ny viden, hvorfor specialet baserer sig på allerede bearbejdet materiale, og dermed primært på sekundære kilder. Derudover anvendes dokumenter fra respektive internationale organisationer og stater som officielt gældende politikker, strategier og statistisk materiale samt reaktioner og holdninger på konkrete situationer. Som nævnt i indledningen opfattes Kina ofte som enten en opstigende stormagt, der vil ændre på den globale magtbalance eller en status quo magt 36. Disse opdelte synspunkter går også igen i meget af den tilgængelige litteratur - såvel faglitteraturen som i avisartikler og nyhedsfeed. Empirien er derfor gennemgået kritisk med dette for øje samt for at sikre, at kilderne skildrer det valgte standpunkt objektivt. Empirien har primært været på engelsk og sekundært på dansk. Der er således en begrænsning i specialets empiri i forhold til at inddrage mulige relevante kilder, som kun er tilgængelig, på andre sprog, særligt kinesisk men også filippinsk og vietnamesisk. Indhentningen af empiri er afsluttet den 10. Maj Afgrænsning Stridighederne i Det Sydkinesiske Hav er principielt territoriale, hvor en række statslige aktører gør krav på rev, øer, atoller og havområder, der af flere årsager er strategisk vigtige. Den sikkerhedspolitiske problemstilling i området indeholder en regional og global kompleksitet, hvor USA og andre lande uden grænser til Det Sydkinesiske Hav har store interesser i regionen. I relation til problemformuleringen og specialets formål afgrænses specialet derfor til Det Sydkinesiske Hav med primært fokus på Kina. Geografisk afgrænses Det Sydkinesiske Hav fra Malaccastrædet til Taiwanstrædet. De øvrige sydøstasiatiske stater, der er parter i konflikten og som har krav i området, herunder Vietnam, Filippinerne, Brunei, Indonesien og Malaysia inddrages kun i analysen, hvor det giver mening i forhold til at forklare Kinas adfærd eller konsekvenserne af Kinas 36 Sørensen, Aggressiv under visse betingelser, 1; Walt, International Relations, 30. Side 19 af 73

20 handlinger. Taiwan behandles ikke, da Taiwan-konflikten indeholder andre dynamikker, som ikke vil være kompatibelt med dette speciales fokus. Dette sagt, så er Taiwankonflikten særdeles relevant til at anskue forholdet mellem USA og Kina, herunder Kinas sikkerhedsstrategi. Kinas stigende indflydelse har betydning for magtspændet mellem USA og Kina, så selvom USA ikke har territorialkrav i området, spiller USA en afgørende rolle for, hvordan de øvrige aktører agerer i regionen. USA inddrages derfor i analysen af Kinas strategi i regionen. Perioden er efter den kolde krig (1990 og frem), hvor Kina har udviklet sig eksplosivt såvel økonomisk som militært. 2. Teori Formålet med kapitlet er at afklare og fastlægge det teoretiske perspektiv, der danner fundamentet for analysen i specialet. Kapitlet fremlægger Morgenthaus klassiske realismes grundlæggende antagelser, og operationalisere Morgenthaus klassiske realisme på casen. Realisme er ikke en enkeltstående teori med entydige og absolutte analyserammer, modeller og klart fastlagte teorivariabler. Realisme er en vifte af teorier til at forstå internationale relationer. Det internationale system anses som anarkisk uden en overordnet autoritet med voldsmonopol 37. Stater betragtes overordnet som rationelle enhedsaktører, og som de primære aktører i det internationale system, forholdende sig til hinanden på baggrund af hinandens magt og ikke interne faktorer som f.eks. regimetype, lederskab, ideologi 38. Internationale institutioner spiller dermed en mindre betydende rolle. Realisme er kendetegnet ved i høj grad at fokusere på konflikt og magt i det internationale system. Konflikt og krig anses for normalt mellem stater. Realisme ser det internationale system som en refleksion af den relative magtfordeling, og vil således favorisere aktører med relativt meget magt. Når den relative magtfordeling ændrer sig, som i tilfældet mellem Kina og USA, vil den opstigende aktør søge at ændre 37 Glaser, Realism, Ibid., Side 20 af 73

21 systemet. En stat vil forsøge at ændre systemet, hvis den kan opnå større fordele end ulemper herved 39. Processen bag ændringer i det internationale system kan illustreres således 40 : Figur 3. Diagram over internationale politiske ændringer. Klassisk realisme finder den primære årsag til internationale konflikter og krig i den uperfekte menneskelige natur 41. Magt er en central faktor for staters ageren, og en effektiv nyttiggørelse og anvendelse af magt er det eneste fornuftige for en stat 42. Hans Morgenthau var en af ophavsmændene til klassisk realisme, og har med sin bog Politics among nations fra været en fremtrædende teoretiker inden for dette område. Morgenthaus teori, der er udviklet i starten af og under den kolde krig mellem Sovjetunionen og USA, kritiserede blandet andet Truman- doktrinen for at sætte 39 Gilpin, The nature of international political change, Ibid., Morgenthau, Politics among nations, Buszynski, Realism, Institutionalism, & Philippine Security, Morgenthau, Politics among nations. Side 21 af 73

22 universelle moralske principper som frihed og demokrati over statens interesser i USA s udenrigspolitik 44. Morgenthau er fokuseret på, hvordan verden reelt er i stedet for hvordan, den burde være 45, og ligger dermed vægt på det deskriptive og empiriske frem for det normative. Morgenthaus teori har den grundlæggende præmis, at stater bliver ledet af rationelle aktører. Der kan således ud fra situationen og de givne omstændigheder udledes, hvilke rationelle alternativer en stat sandsynligvis vil vælge 46. Forudsætningen for specialet er således, at Kina er en rationel aktør. Der kan derfor med baggrund i en analyse af Kinas adfærd og handlinger i en defineret kontekst, drages konklusioner, der rationelt forklarer Kinas handlinger. Samtidig kan der udledes, hvilke mulige rationelle handlinger, Kina i den givne situation sandsynligvis vil foretage sig i regionen. Morgenthaus teori opererer med seks principper for sin klassiske realisme. Til sammen udgør de essensen af hans politiske realisme 47. Kortfattet omhandler principperne, at international politik er styret af objektive love, som bunder i menneskets uforanderlige natur, hvilket gør det muligt at opstille en rationel teori om international politik. Magtbegrebet i relation til statens nationale interesse er centralt i realismen og med universel gyldighed. Universelle moralske principper gælder ikke for stater, der skal overveje de politiske konsekvenser af deres handlinger. Alle mennesker har interesse i egen sikkerhed, hvor overlevelse går forud for alt andet. International politik er udledt af denne egeninteresse. Stater vil således altid agerer på en måde, der bedst tjener deres egne interesser og overlevelse, hvilket i sidste ende vil føre til internationale konflikter. Man må derfor erkende, at mennesket har begrænsninger i international politik. Det er disse begrænsninger, der får mennesker til at begå de samme fejltagelser igen og igen 48. Morgenthau ser international politik som en kamp om magt mellem stater, som er forårsaget af menneskets uforanderlige natur. Man skal forstå de objektive love, som styrer dette magtspil for at kunne skabe fred. Idealisme, troen på det gode i menneskets 44 Sears, Trump Can Learn From Morgenthau s 6 Principles of Political Realism. 45 Morgenthau, Politics among nations, Ibid. 47 Ibid., Jackson og Sørensen, Introduction to international relations, 70. Side 22 af 73

23 natur, øger risikoen for krig. En rationel realistisk udenrigspolitik er ifølge Morgenthau den bedste måde at sikre freden. Der er ifølge Morgenthau to faktorer, der danner grundlaget for måden magtkampe i international politik kommer til udtryk på nemlig direkte opposition og konkurrence 49. Direkte opposition drejer sig om to stater, der er engageret i en direkte konflikt med hinanden, som eksempelvis Japan og Kina i Det Østkinesiske Hav. Magtbalancen i direkte opposition er resultatet af staternes ønske om at få dets politik gennemført på bekostning af modparten. Magtbalancen søger staten at opnå og opretholde gennem forsøg på til stadighed at øge dets magt relativt over for modparten, hvormed den enes oprustning fører til den anden stats ditto; først i forsøget på at imødegå den anden stats dominans og efterfølgende som en forudsætning for gennemførelsen af egen politik. Konkurrence er en indirekte konflikt, hvor to stater konkurrerer gennem en tredjepart, hvor denne tredjepart enten ønskes kontrolleret af den ene eller begge af de konkurrerende stater, eller hvor den ene stat ønsker at bevare tredjepartens uafhængighed 50. Magtbalancen i konkurrence afhænger også af den relative magt de konkurrerende stater imellem, og har til formål at skabe stabilitet og sikkerhed i deres relation. Morgenthaus nævner her specifikt konkurrencen mellem Kina og USA om kontrollen over de Sydøstasiatiske lande 51 som et eksempel på konkurrence mellem stater. Det internationale system er dermed grundlæggende ustabilt, og kræver kontinuerligt tilpasning fra aktørerne for enten at opnå eller fastholde stabiliteten 52. Dette grundelement søges synliggjort ved at analysere handlinger og bevæggrunde ved særligt Kina, men også hos andre aktører i relation til Kina og casen. Klassisk realisme anskuer en stats regering oppefra, og ser umiddelbart ikke denne regere på dele af befolkningens interesser 53. Morgenthau ser dog som klassisk realist også på forholdet mellem statsledere og befolkningen, med andre ord på stats- og samfundsrelationerne som værende af betydning for, hvilken udenrigs- og 49 Morgenthau, Politics among nations, Ibid., Ibid., Ibid., Taliaferro, State Building for Future Wars, 482. Side 23 af 73

24 sikkerhedspolitik staten fører 54. Synspunktet er, at en stats ledere nødvendigvis må prioritere at de har den fornødne opbakning blandt befolkningen med henblik på at kunne mobilisere de nødvendige magtmidler for den valgte udenrigs- og sikkerhedspolitik, samt tilsikre deres egen magtposition til at regere Operationalisering I dette afsnit vil jeg operationalisere Morgenthaus klassiske realisme og beskrive, hvad der kendetegner status quo, imperialisme og prestige - samt tilhørende analyseparametre Status quo Status quo beskrives af Morgenthau som en politik rettet mod fastholdelse af magtfordeling, som den er i et givent øjeblik. Status quo politik er imod enhver form for ændring i magtrelationerne 56. Mindre justeringer må dog godt finde sted. Justeringer, der ikke ændrer på de relative magtpositioner mellem de pågældende lande, er derfor fuldt kompatible med en status quo politik. Magtbalancering kan overordnet finde sted ved at mindske vægten af den stærke part eller ved at øge vægten af den svagere part 57. Dette kan gøres ved fire forskellige metoder: del og hersk, kompensation, oprustning og alliancer 58. Del og hersk går ud på at holde sine modstandere svage ved at splitte dem eller holde dem splittet 59. Denne magtbalancering gennem flere stater kan blandt andet gennemføres ved at styrke den svagere stat, som måtte stå overfor en stærkere stat, som man selv er i modsætning til Sørensen, Aggressiv under visse betingelser, Taliaferro, State Building for Future Wars, ; Morgenthau, Politics among nations, Morgenthau, Politics among nations, Ibid., Ibid., ; Birch-Jensen, Fremtidig kinesisk dominans?, 18 20, Morgenthau, Politics among nations, Ibid., 186. Side 24 af 73

25 I forhold til Det Sydkinesiske Hav, vil det være relevant at analysere, om Kina prøver at isolere de mindre lande, samt forsøger at holde USA ude af regionen og konflikten, f.eks. gennem afskrækkelse, bilaterale drøftelser eller regionale fora. Samtidig kan det være relevant kort at se på, hvad USA måtte gøre over for Kina, og påvirkningen heraf på Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik i regionen. Kompensationer bunder grundlæggende i, at en stat skal have noget for at give noget. En sådan kompensering stammer historisk fra opdelingen af landområder og rettigheder, men omfatter i sin brede form ethvert diplomatisk kompromis, hvor en stat afgiver noget og kompenseres herfor med et andet gode 61. Eksempelvis kan en stat uden at have territoriel suverænitet opnå rettigheder i form af kommerciel udforskning og udnyttelse, ved politisk og militær tilstedeværelse samt mulighed for etablering af suverænitet 62. I forhold til magtbalancering kan kompensation være en metode til at løse konflikter samt til at udligne, så den overordnede magtbalance og status quo bevares. Det synes derfor centralt at undersøge, om Kina anvender eller opnår kompensation, af kommercielle, politiske og suverænitetsmæssige karakter. Kinas adfærd, og ikke kun i spørgsmålet om territorialstridighederne, ses anvendelig som målestok på, om Kina opnår eller anvender kompensation. Morgenthau ser oprustning som den primære metode til at fastholde eller reetablere magtbalancen. Oprustning kan føre til et våbenkapløb som kan skabe et stadig større sikkerhedsdilemma med stigende mistillid og usikkerhed. Sikkerhedsdilemmaet er betegnelsen for dynamikken i et system, hvor sikkerhed afhænger af relativ magt, men også faktorer som geografi og vurdering af modpartens intentioner og motiver indgår 63. Intensiteten af sikkerhedsdilemmaet afhænger af flere faktorer, blandt andet af offensivdefensiv balancen. Des mere andre stater skal investere i deres militær for at kunne imødegå en anden stats forsvar, des større er denne stats defensive fordel. Når defensiv har fordelen, er sikkerhedsdilemmaet lavt. Når offensiv har fordelen, er sikkerhedsdilemmaet højt med øget risiko for våbenkapløb 64. Når én stat øger sin relative 61 Ibid. 62 Ibid., Montgomery, Breaking out of the Security Dilemma, Glaser, Realism. Side 25 af 73

26 magt og dermed dets sikkerhed, svækkes andre staters relative magt og deres sikkerhed mindskes 65. Øget magt betyder ikke nødvendigvis øget sikkerhed, idet øget magt kan få omgivelserne til at modreagere og dermed stille staten mere usikker, end da den startede med at opruste militært. Afskrækkelse er en stats bevidste politik om at have tilstrækkeligt med militære kapabiliteter til, at andre lande ikke vil angribe af frygt for gengældelse eller nederlag. Det er relevant at se på Kinas militære midler til balancering og afskrækkelse, metoden hvorpå disse kapabiliteter bringes i anvendelse samt, om der er indikationer på et øget sikkerhedsdilemma i området. Målestok herpå er stadig stigende forsvarsudgifter 66 og oprustning i offensive militære kapabiliteter 67. Det er ligeledes relevant at se på Kinas vilje, herunder dets strategier, for anvendelse af dets kapabiliteter. Alliancer er historisk set den vigtigste eksemplificering af magtbalancering. Alliancer kan være mellem to stater, men også mellem en stat eller alliance af stater og en anden alliance 68, da der sjældent er fuldstændig ligevægt mellem to stater. Stater har tre muligheder for at fastholde eller forbedre deres relative magt i konkurrencen med andre stater. Staten kan forøge dets egen magt gennem oprustning, staten kan tillægge en anden stats magt til dets egen gennem alliance, eller staten kan forhindre andre staters støtte til konkurrenten 69. De tre metoder kan kombineres simultant eller successivt, og variere mellem geografisk adskilte områder, hvor andre dynamikker og aktører skaber andre præmisser 70. Statens tro på sig selv og egen styrke, samt en afvejning af fordelene og ulemperne ved at indgå i en alliance, har betydning for en stats valg. Et tilstrækkelig stærkt interessefællesskab kan implicit give det samme, hvorfor en alliance ikke behøver at være formaliseret eller eksplicit 71. Man skal dog vurdere værdien af en given alliance. En alliance omhandler tillid til, at ens alliancepartner vil og kan honorere de krav og vilkår, som er aftalt. En alliance mellem en atommagt og en ikke atommagt kan derfor have en 65 Jervis, Cooperation Under the Security Dilemma. 66 Morgenthau, Politics among nations, Glaser, Realism, 23; Jervis, Cooperation Under the Security Dilemma. 68 Morgenthau, Politics among nations, Ibid., Ibid., Ibid., Side 26 af 73

27 tvivlsom troværdighed, idet det kan være usikkert, om atommagten reelt vil håndhæve alliancen ved en konflikt med en anden atommagt med en risiko for atomkrig 72. Morgenthau nævner specifikt, at flere alliancer med USA er svækket af denne usikkerhed 73. Det er relevant at se på, om Kina har alliancer eller interessefællesskaber med stater i regionen samt, om Kina forhindrer ditto mellem disse stater og USA Imperialisme Morgenthau ser imperialisme som statens behov for at mindske den strategiske og politiske sårbarhed ved at ændre status quo til egen fordel, og dermed den relative magt til andre stater 74. Der er overordnet tre årsager eller tilskyndelser til en imperialistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik: - Sejrende krig, hvor uanset årsagen til krigen så benyttes sejren til varige ændringer i magtbalancen med staten, der lider nederlag Tabt krig, hvor den tabende stat ud fra et hævnmotiv ønsker at generobre det tabte, og gerne vinde endnu mere Svaghed, hvor et magttomrum eller andre staters svaghed udnyttes til egen fordel 77. Det indgår umiddelbart ikke i dette speciale at analysere og redegøre for Kinas motiver for den valgte udenrigs- og sikkerhedsstrategi. Når det er sagt, kan motiver ikke helt adskilles fra analysen af mulige imperialistiske tilskyndelser. Det vil i analysen af Kinas tilskyndelser styrerende Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik, være i tråd med Morgenthau at se på visse indenrigspolitiske dynamikker, særligt stats-samfundsrelationerne, som er samspillet mellem statsledelsen og befolkningen, samt hvad der driver Kinas statsledelse 78, herunder kort at undersøge eventuelle historiske, nationalistiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige motiver. 72 Ibid., Ibid., Ibid., Ibid., Ibid., Ibid., Sørensen, Kina og den amerikanske verdensorden, 2; Sørensen, Aggressiv under visse betingelser, 5. Side 27 af 73

28 Morgenthau beskriver tre geografisk definerede formål eller målsætninger (ENDS) med en imperialistisk strategi: Ønsket om et verdensimperium, der dominerer hele den politiske verden. Et imperium eller hegemoni af kontinentale dimensioner eller en regional eller lokal stormagt 79. Det empiriske udgangspunkt og valget af case kan alene analysere Kinas strategi ud fra regional eller lokal stormagt. Udover de tre tilskyndelser til en imperialistisk strategi samt de tre formål til imperialisme, opererer Morgenthau med tre metoder (WAYS) til at gennemføre en imperialistisk politik: militær imperialisme, økonomisk imperialisme og kulturel imperialisme 80. Som beskrevet i kapitel 1 indgår kulturel imperialisme ikke yderligere i dette speciale. Militær imperialisme søger militære erobringer og kan medføre de hurtigste resultater, men er samtidig risikabelt og med den højeste indsats 81. Militær imperialisme forudsætter, at staten har offensive militære kapabiliteter og dermed evnen til at projicere dets magt i et omfang, der muliggør en imperialistisk strategi med militære midler 82. Kinas evne og vilje til at bruge militære kapabiliteter kan anvendes som målestok på en militær imperialistisk strategi. Det er derfor relevant at se på, om Kina har viljen og evnen til magtprojicering i egenskab af offensive militære kapabiliteter, samt om Kinas målsætning i området fordrer militær imperialisme. Økonomisk imperialisme er en rationel metode til at få mere magt 83, og søger økonomisk kontrol ikke gennem erobring men ved at kontrollere dem, der kontrollerer territoriet. Kontrollen kan være i form af rettigheder til ressourcer, koncessioner og handelsaftaler, men kan også være en økonomisk afhængighed, for eksempel gennem økonomisk interdependens, hvor en stats økonomi afhænger af forholdet til en anden stat. 79 Morgenthau, Politics among nations, Ibid., Ibid. 82 Glaser, Realism, 23; Jervis, Cooperation Under the Security Dilemma. 83 Morgenthau, Politics among nations, 63. Side 28 af 73

29 Der kan således være et vist overlap mellem økonomisk imperialisme og kompensationer under status quo, hvorfor grænsen disse imellem kan være vanskelig at identificere. Forskellen er primært formålet med de økonomiske fordele, og om disse er opstået som led i en reel forhandling eller, om der er tale om ensidige tiltag, der sikrer den ene stat mere kontrol. Det er relevant at se på, om Kina benytter sig af dets økonomiske styrke til at opnå mere kontrol over området, samt til at styre de andre stater Prestige Prestigepolitik er den tredje metode i staters kamp om magt og er sjældent et mål i sig selv, men derimod et instrument, hvor henholdsvis status quo eller imperialisme politikken forsøger at nå sine målsætninger 84. Prestige har til formål at forme en anden stats perception omkring egen magt, enten den, staten reelt har eller den, som den ønsker den anden stat skal tro, den har 85. Prestigepolitik skal dermed påvirke andre staters perception omkring ens magt, for derigennem enten at understøtte ens status quo politik eller imperialistiske politik. Det er således ikke kun militære midler, der har indflydelse på staters forhold, men også deres perception af hinanden, særligt af deres militære kapabiliteter og vilje til at anvende disse. Når statens prestige ikke er lig statens magt, det vil sige, når staten har mere magt, end de andre stater vil anerkende, får staten ikke det fulde udbytte af sin magt og er underreflekteret i det internationale system. Prestigepolitik kan gennemføres gennem diplomati eller magtdemonstration 86. Diplomati er repræsentativt for staten og som sådan velegnet og væsentlig, når en stat vil føre prestigepolitik. En stats diplomatiske evner kan forstærke eller svække statens reelle magt også mere end, hvad statens faktiske magt i sig selv burde give mulighed for 87. Diplomati kan anvendes i form af overtalelse, kompromis eller trussel om magtanvendelse, og fungerer optimalt de tre former kombineret 88. Diplomati kan ses i form af ytringer af politisk 84 Ibid., Ibid., Morgenthaus begreb Display of Military Force oversættes I specialet til magtdemonstration. 87 Morgenthau, Politics among nations, Noonan, Morgenthau, On Diplomacy. Side 29 af 73

30 karakter, topmøder, bilaterale møder og forhandlinger med statslige eller statskontrollerede instanser 89. Det er relevant at se på Kinas anvendelse af diplomati i form af overtalelse, kompromis eller trusler om magtanvendelse over for de andre statsaktører ved Det Sydkinesiske Hav. Magtdemonstration har til formål at påvirke andre staters syn på ens egen militære formåen 90. Morgenthau nævner specifikt flådestyrker som et godt middel til magtdemonstration grundet flådens højmobilitet, der gør, at den kan indsættes overalt, samt flådens magtudstråling og kapabiliteter 91. Analysen af Kinas militære kapabiliteter og anvendelse heraf bliver derfor også med fokus på midler, der kan fremvises og projicere magt, særligt flåden og militærinstallationer i Det Sydkinesiske Hav samt aktiviteter såsom øvelser, demonstrationer, parader, og udmeldinger om militærets kapabilitet Sammenfatning Den valgte teoretiske tilgang og operationalisering af Morgenthaus klassiske realisme kan sammenfattes i nedenstående model 92, der illustrerer den efterfølgende opbygning af specialets analyse samt de analyseparametre der søges undersøgt: Operationalisering af Morgenthaus klassiske realisme i forhold til Kina i Det Sydkinesiske Hav Delanalyser: Status quo Imperialisme Prestige (magtbalance) Formål: Fastholde nuværende magtrelationer. Analyseparametre: - Del og hersk - Kompensation - Oprustning - Alliancer At forbedre sin relative magt til andre stater for at blive en regional eller lokal stormagt. - Militær imperialisme - Økonomisk imperialisme Forme andres perception af egen stats magt, vilje og evne, for herigennem at opnå enten status quo eller imperialisme. - Diplomati - Magtdemonstration Det ses igennem en sådan analyse muligt at belyse såvel magtbalanceringen samt Kinas strategiske adfærd i forhold til Morgenthaus tre mulige politikker. 89 Morgenthau, Politics among nations. 90 Ibid., Ibid., Birch-Jensen, Fremtidig kinesisk dominans?, 26. Side 30 af 73

31 Analysens struktur: Nedenstående skema er en oversigt over opbygningen af analysen. Der vil nødvendigvis være et vist overlap mellem de enkelte delanalyser, hvorfor gentagelser kan forekomme. Del og hersk: - Isoleres mindre lande? - Forsøges USA holdt ude af regionen og af konflikten? Delanalyse 1 Status Quo Del og hersk Kompensationer Oprustning: - Kinas militære midler til afskrækkelse og balancering? - Anvendelse af kapabiliteterne? - Indikationer på et øget sikkerhedsdilemma? Kompensationer: - Anvender eller opnår Kina kompensation af kommerciel, politisk eller suverænitetsmæssig karakter? Oprustning Alliancer Alliancer: - Indgås der alliancer eller interessefællesskaber? - Søges alliancer forhindret? Delanalyse 2 Imperialisme Militær imperialisme: - Kinas vilje og evne til magtprojicering? - Fordrer Kinas målsætning imperialisme? Militær Imperialisme Økonomisk Imperialisme Økonomisk imperialisme: - Benyttes økonomisk magt til at opnå kontrol over området eller styre de andre stater? Diplomati: - Diplomatiske tiltag i forsøget på overtalelse? - Diplomatiske tiltag i forsøget på kompromis? - Politiske ytringer og manifestationer, hvor der fremsættes trusler om magtanvendelse? Delanalyse 3 Prestige Diplomati Demonstration af militærmagt Demonstration af militær magt: - Fremvisning og omtale af militære kapaciteter og kapabiliteter? Side 31 af 73

32 3. Analysen Formålet med dette kapitel er kort at redegøre for casens hovedbestanddele, efterfulgt af en analyse bestående af tre delanalyser jævnfør foranstående oversigt. 3.1 Beskrivelse af casen Det Sydkinesiske Hav forbinder de sydøstasiatiske stater med hinanden og giver adgang til henholdsvis Stillehavet og Det indiske ocean. Det Sydkinesiske Hav giver gennem fire stræder adgang til Europa, Mellemøsten og Afrika, hvor ca. 30% af al global skibstrafik og 50% af verdens maritime tonnage går i gennem 93. Som nævnt i kapitel 1, er USA en væsentlig aktør i regionen. Figur 4. Kinas kritiske handelsveje til søs. 93 Caceres, China s strategic interests in the South China Sea, 87. Side 32 af 73

33 En række lande har fremsat territorielle fordringer baseret på geografi, historie og ikke mindst økonomiske interesser. Kina har fremsat fordringer på omkring 90% af Det Sydkinesiske Hav. Kina har politiske, økonomiske, energimæssige og sikkerhedsmæssige betragtninger, der giver Det Sydkinesiske Hav en geopolitisk høj strategisk værdi 94. Her kan nævnes: - Handelsruter. Kommercielle ruter går gennem disse farvande, herunder størstedelen af den olie og gas, som Kina er afhængig af. - Havet indeholder betydelige fiskeriområder og potentielt betydelige olie- og gasudforskningsområder. - Militær positionering. - Nationalisme. De maritime territoriale krav er en mærkesag og har stor betydning for Kinas indenrigspolitisk den nationalistiske stolthed. Det Sydkinesiske Havs territoriale og maritime stridigheder drejer sig primært om tre emner 95 : 1. Konkurrerende territoriale krav blandt fordringshavere, 2. Konkurrerende maritime krav blandt fordringshaverne, 3. Omfattende maritime krav fra nogle af fordringshaverne. Konkurrerende territoriale krav: Der er seks fordringshavere til områderne i Det Syd Kinesiske Hav: Kina, Filippinerne, Brunei, Vietnam, Malaysia og Taiwan. Der er tre primære territorialstridigheder. Den første er en tvist mellem Kina, Taiwan og Vietnam over suverænitet over Paraceløerne, som har været besat af Kina siden Den anden er en Kina-Taiwan-Filippinerne strid i Scarborough Reef. Den tredje er en strid om Spratlyøerne, der omfatter mere end 200 geografiske punkter, herunder klippeskær, rev og mindre øer. Kina, Taiwan og Vietnam hævder suverænitet over hele Spratly området, mens Brunei, Malaysia og Filippinerne hævder suverænitet over nogle af de geografiske punkter i øgruppen 96. Konkurrerende maritime krav: Fordringshaverne hævder en kombination af suverænitet, ressource-relaterede suverænitetsrettigheder og jurisdiktion til de maritime områder, som 94 O Rourke, Maritime Territorial and EEZ Disputes Involving China, DoD USA, ASIA-PACIFIC Maritime Security Strategy, Ibid., 6 7. Side 33 af 73

34 ligger inden for Det Sydkinesiske Hav. Nogle af sagsøgerne har afklaret arten og størrelsen af deres maritime krav - andre har ikke 97. Omfattende maritime krav: Flere fordringshavere hævder søretslige krav langs deres kyster og omkring geografiske punkter, der er i modstrid med international lov. Enkelte stater, herunder Kina og Vietnam, har trukket kystnære basislinjer (linjerne hvorfra de maritime rettigheder er målt), der er i modstrid med internationale regler 98. Figur 5. Kinas territorielle og maritime krav i forhold til de internationale UNCLOS 99 regler Ibid., Ibid. 99 UNCLOS betyder United Nations Convention on the Law of the Sea. 100 BBC News, China Hits Back at US over South China Sea Claims. Side 34 af 73

35 3.2 Delanalyse status quo Denne delanalyse har til formål at afklare, i hvilket omfang Kinas politik i Det Sydkinesiske Hav kan karakteriseres som værende status quo Del og hersk Dette afsnit analyserer, hvorvidt Kina gennemfører magtbalancering ved at prøve at isolere mindre lande samt, om Kina forsøger at holde USA ude af regionen og af konflikten. Filippinerne og USA indgik den 30. august 1951 en forsvarsaftale, Mutual Defense Treaty 101, der har været helt afgørende for Filippinernes eksterne forsvar 102. Filippinerne har som følge af den lange afhængighed af USA s militære tilstedeværelse regionens svageste flåde og kystvagt 103, og vil derfor ikke være i stand til at imødegå Kina i Det Sydkinesiske Hav 104. Filippinerne har forsøgt at forpligte USA til at forsvare deres fordringer i Det Sydkinesiske Hav med henvisning til Mutual Defense Treaty 105. USA ønsker dog at holde sig neutrale til selve territorialstridighederne og henviser til UNCLOS for en løsning på konflikten. Kina giver klart udtryk for, at USA s alliance med Filippinerne, og det mindre formelle bånd med Vietnam er en faktor, der bidrager til konflikt i Det Sydkinesiske Hav 106 ved at give regionale aktører mod og styrke til at tage en mere hård og aggressiv position mod Kina. Kina betragter samtidig ikke USA som en legitim aktør i det Sydkinesiske Hav 107. Kina insisterer i stedet på, at alle diskussioner og forhandlinger om Det Sydkinesiske Hav, skal foregå bilateralt og uden for den i UNCLOS beskrevne proces. Kina synes derved at have en aversion imod multilaterale sikkerhedssamarbejder, i hvilke Kina kan risikere at komme i minoritet 108. Kina søger at undgå international 101 Indebar gensidig støtte i tilfælde af et angreb fra tredje part. 102 Buszynski, Realism, Institutionalism, & Philippine Security, Ibid., 489; DoD USA, ASIA-PACIFIC Maritime Security Strategy, Buszynski, Realism, Institutionalism, & Philippine Security, Ibid., Steinberg og O Hanlon, Strategic reassurance and resolve, Macleod, China Vietnam agreement and the South China Sea GRI ; Wong, China Warns U.S. on South China Sea Disputes. 108 Odgaard, China and coexistence, 96. Side 35 af 73

36 indblanding samt at løse stridighederne bilateralt. En fremgangsmåde der alt andet lige stiller Kina i en væsentlig bedre forhandlingssituation. Forsøg fra de andre stater på at internationalisere eller multinationaliserer processen, for eksempel ved inddragelse af FN, USA og ASEAN 109, er blevet afvist af Kina. Kina baserer deres fordringskrav på påstande fra Xia og Han-dynastiet og et kort udarbejdet af Kuomintang i 1947 med ni-tankestreger, der indkredser Kinas fordringskrav, som grænser helt op til de andre staters kyster 110. Den 12. juli 2016 traf retten i Haag afgørelse i sagen mellem Filippinerne og Kina i Det Sydkinesiske Hav. Retten afviste Kinas påstand om, at staten har en historisk ret til visse områder i Det Sydkinesiske Hav og afgjorde samtidig, at Kinas fiskeri og konstruktion af kunstige øer inden for Filippinernes eksklusive økonomiske zone er en krænkelse af Filippinernes suverænitet 111. En talsmand fra Kinas udenrigsministerium udtalte i den forbindelse, at Kina fra starten ikke havde accepteret denne proces, og ikke på nogen måde ville deltage i denne illegitime domstol 112 ; Vi vil ikke underlægge os deres autoritet på nogen måde. Denne domstol blev først fastsat på grundlag af ulovlige handlinger og illegitime krav fra Filippinerne. Uagtet domstolens afgørelser, så er de ligegyldige og uden nogen retslig hjemmel 113. Kina vil i stedet holde bilaterale møder med Filippinerne for at understøtte den økonomiske udvikling og for at håndtere konflikter mellem de to lande 114. Staterne har således ikke været i stand til at forlige deres krav inden for de internationale rammer, herunder FN s havretskommission, primært fordi Kina stiller kompromisløse krav 115. Kina søger derved at isolere Filippinerne ved at undgå institutioner, som uden Kinas ønske og accept træffer juridisk eller politisk bindende afgørelser 116. Dette kan ses som en parameter i del og hersk metoden. 109 Association of South East Asian Nations består af ti stater, heraf alle aktørerne omkring Det Sydkinesiske Hav undtaget Kina. 110 Himmelman og Gilbertson, A Game of Shark and Minnow ; Ki-Moon, China to the United Nations. 111 Euan Graham, The Hague Tribunal s South China Sea Ruling ; Berlingske, USA: Afgørelse om Det Sydkinesiske Hav er endelig. 112 The Associated Press, Philippines and China React to Tribunal Decision. 113 Ibid. 114 Ibid. 115 Forsby, Rivaler. Opgør mellem stormagter spidser til. 116 Gadegaard, Det Sydkinesiske Hav, 3. Side 36 af 73

37 Filippinerne og Vietnam vil gerne samarbejde med Kina, hvilket særligt skyldes deres ønske om at fastholde nuværende besiddelser og fordringer 117 samt en afhængighed af Kina. Der har været multilateralt samarbejde i Sydøstasien og omkring Det Sydkinesiske Hav 118. Dette dog kun i meget begrænset omfang, når det har drejer sig om selve territorialkonflikterne. Kina søger at styrke de bilaterale forhandlinger, og de andre stater ser sig derfor nødsaget til bilateralt at indgå i dialog og konflikthåndtering med Kina 119. Filippinerne og Kina udgav i oktober 2016 en fælles erklæring om samarbejde, herunder samarbejde i Det Sydkinesiske Hav 120, hvilket blandt andet blev opfattet som en afvisning af USA 121. Filippinernes svage militære kapabilitet kan være den primære årsag til, at Kina er gået efter Filippinernes fordringsområde og ikke efter Vietnams eller Malaysias, hvor risikoen for en væbnet konflikt ville være større 122. En øget risiko for en væbnet konflikt med Kina, kan have været en medvirkende årsag til, at USA har afholdt sig fra at indgå i en mere forpligtende alliance med Filippinerne. Dermed er det lykkedes Kina med at hindre en styrket alliance mellem USA og Filippinerne, hvilket er en parameter i del og hersk. Samlet viser analysen at Kina forsøger at isolere mindre lande og at holde USA ude af regionen og konflikten. Kina gennemfører således del og hersk politik ved stridighederne i Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina har haft stigende succes med at undslå sig internationale bindinger samt gennemføre bilaterale forhandlinger, herunder i at søge resultater ved at undgå amerikansk indflydelse Kompensationer Dette afsnit analyserer, hvorvidt Kina søger at anvende eller opnå kompensation af kommerciel, politisk eller suverænitetsmæssig karakter. 117 Raditio, China and the Tension in the South China Sea, Kina og ASEAN samarbejder og har en løbende dialog, herunder om det Sydkinesiske hav. ( 119 Tiezzi, Philippines Former President in Hong Kong to Rekindle Ties With China ; Welch, China s Curious South China Sea Negotiation Policy ; China, Statement from China on Settling Disputes Between China and the Philippines in the South China Sea Through Bilateral Negotiation. 120 The Philippine Star, Joint statement of the Philippines and China. 121 Gøttske, Filippinerne er blevet skilt fra USA. 122 Buszynski, Realism, Institutionalism, & Philippine Security, 490. Side 37 af 73

38 For Kina er det indiskutabelt, at de har ret til suverænitet over store dele af Det Sydkinesiske Hav, herunder suverænitet over Spratlyøerne 123 samt havområdet omkring disse 124. Set i dette perspektiv er en kinesisk kompensationsstrategi mindre relevant. Kina sørger kontinuerligt for at gøre deres forhandlingsposition stadig bedre såvel militært, økonomisk som politisk. Kinas landindvinding har siden december 2013 taget rigtig fart og har genereret nyt land på syv af otte Spratly forposter, hvilket samlet svarer til mere end 11,73km2 land (juni 2015). Kina har dermed genereret 17 gange mere land på 20 måneder, som de andre fordringshavere tilsammen i løbet af de seneste 40 år. Kina tegner sig dermed for cirka 95 procent af alt genereret landindvinding på Spratlyøerne 125. Samtidig fortsætter Kina med landindvinding ved Paraceløerne 126 og med militært at opruste deres tilstedeværelse i området. Kina har i januar 2017 udmeldt deres strategi vedrørende sikkerhedssamarbejde i Asien og Stillehavsområdet. Strategien omhandler også Det Sydkinesiske Hav. Det fremgår, at Kina ikke har intentioner om at ekspandere udover allerede fremsatte krav eller at søge at opnå hegemoni - hverken regionalt eller globalt 127. Strategien skal ses i lyset af, hvad Kina ser som deres, og som de derfor finder, de retteligt kan og skal forsvare. Kinas strategi udtrykker, at Kina ser sig nødsaget til at tage de nødvendige skridt som reaktion på visse staters provokationer, der krænker Kinas maritime rettigheder og territoriale suverænitet, samt underminerer stabilitet og fred i det Sydkinesiske Hav. Kina viser dermed ingen tegn eller indikationer på at ville lempe på deres territorialkrav, men synes i stedet at ville godtgøre andre stater for at bøje af på deres krav. I de bilaterale forhandlinger ses Kina støtte andre stater med økonomiske investeringer 128. De andre stater kan dermed opnå økonomiske fordele, der kan forstås som en godtgørelse for at acceptere Kinas adfærd og politik. Formålet er at få de andre stater til at acceptere Kinas krav, og som minimum 123 Kina benævner øgruppen for Nansha øerne. I denne opgave vil de kun fremgå som Spratly øerne. 124 China, China s Policies on Asia-Pacific Security Cooperation. 125 DoD USA, ASIA-PACIFIC Maritime Security Strategy, O Rourke, Maritime Territorial and EEZ Disputes Involving China, China, The Diversified Employment of China s Armed Forces. 128 Macleod, China Vietnam agreement and the South China Sea GRI ; Salidjanova, Nargiza og Koch- Weser, Iacob, China s Economic Ties with ASEAN. Side 38 af 73

39 mitigere og påvirke bilateralt, samtidig med at Kina styrker dets relative position i regionen, såvel fysisk, militært, økonomisk og politisk overfor de andre fordringshavere. Analysen peger på, at Kina ikke har søgt at løse konflikten ved en reel forhandling, hvori der indgås et politisk kompromis, så den overordnede magtbalance og status quo i regionen er bevaret. Kina har ikke vist villighed til at lempe dets territorialkrav. Der er omvendt indikationer på, at Kina er indstillet på at godtgøre andre fordringshavere for at opnå dets territorialkrav. Dette har dog mere karakter af økonomisk imperialisme Oprustning Dette afsnit analyserer Kinas militære kapaciteter til afskrækkelse og balancering, hvordan kapabiliteterne anvendes, og om der er indikationer på et øget sikkerhedsdilemma. Kinesisk sikkerhedsstrategi skal ses i sammenhæng med den første Golfkrig, Kosovokrigen og krisen i Taiwanstrædet i , der alle viste USA s vilje til at honorere dets forpligtelser over for sine allierede. Det viste Kina, at det er nødvendigt at kunne forsvare sig mod en intervention fra USA 129 samt nødvendigheden af bedst muligt at kunne imødegå en sådan intervention i Det Sydkinesiske Hav 130. Det står samtidig Kina klart, at USA`s flåde udgør en direkte trussel mod Kina og kinesisk territoriel integritet 131, og reelt er den eneste virkelige militære trussel mod Kina i Det Sydkinesiske Hav. Kina har derfor behov for bedre at kunne balancere mod USA for at kunne beskytte dets interesser, herunder søveje og territorielle fordringer. Kina synes bekymret for dets forsyningslinjer, ad hvilke Kina transporterer hovedparten af dets eksportvarer samt den vigtige olie til energiproduktion, som landet er fuldstændig afhængig af 132. Kinas økonomiske vækst er tæt forbundet hertil 133. Kina opfatter sig som sårbar i forhold til Malaccastrædet, hvilket kan være en strategisk årsag til, at Kina ønsker 129 Douglas, Defensive Realism and Chinese Maritime Strategy, Ibid., Ibid., Nødskov, Aircraft Carriers, Douglas, Defensive Realism and Chinese Maritime Strategy, 35. Side 39 af 73

40 at have evnen til at projicere magt i området 134 samt at have relevante militære installationer i Det Sydkinesiske Hav. Figur 6. Kinas forsyningslinjer for energiimport 135. Det er Kinas målsætning at etablere sea control 136 ud til First Island Chain, som er en linje defineret af en række øer i Det Østkinesiske og Sydkinesiske Hav. På længere sigt er det ambitionen, at Kina skal være i stand til at gennemføre sea denial 137 ud til Second Island Chain 138. En strategi, der samlet skal gøre Kina i stand til at afvise andre staters militære enheder i regionen, mens Kina selv kan manøvrere uden eller med få begrænsninger. Kinas kontrol over Det Sydkinesiske Hav vil dermed betyde, at Malaccastrædet vil være inden for militærets rækkevidde, skulle der være behov herfor. 134 Nødskov, Aircraft Carriers, Secretary of Defense of USA, Military and Security Developments Involving China, Kontrol over bestemte havområder i bestemte tidsperioder, og omfatter under, på og over havområdet. NATO Standardization Agency, AJP 3.1 Allied Joint Maritim Operations, Når en part ikke selv kan kontrollere et havområde, men kan nægte en anden part kontrol over det samme område. Ibid. 138 Nødskov, Aircraft Carriers, 12. Side 40 af 73

41 Figur 7. First & Second Island Chain 139. Kina besidder verdens næststørste flåde og har verdens numerisk største militær. I 2017 er det officielle kinesiske forsvarsbudget steget med 7% i forhold til Efter vestlig målestok lyder det af meget, men det er den laveste årlige budgetstigning, Kinas militær har oplevet i næsten 20 år 140. Kinas forsvarsbudget er således vokset meget siden 1989, med en gennemsnitlig stigning på 12% årligt i perioden Det har skabt bekymring hos mange andre stater. Kinas militære kapabiliteter gør dog ikke Kina i stand til nu eller i en længere årrække at påtage sig forsvarsforpligtelser udover det umiddelbare regionale nærområde Globalsecurity.Org, People s Liberation Navy - Doctrine Development. 140 Wen og Martina, China s 2017 defense budget rise to slow again. 141 IHS Markit, China to Exceed Combined Defence Budget of All Other Key Defence Markets in APAC by Caceres, China s strategic interests in the South China Sea, 90. Side 41 af 73

42 Forsvarets andel af bruttonationalproduktet (BNP) forventes i 2017 officielt at være på 1,3%, men den vurderede reelle andel vurderes at være 1,9% 143. Det er fortsat lavere end USA s og flere andre staters i regionen. Figur 8. Verdens ti største forsvarsbudgetter i Kina udtrykker, at deres militær overordnet er af defensiv karakter med formålet at beskytte egne interesser 145. Et stærk kinesisk militær er således tænkt både som en kapabilitet til at løse konflikter i regionen gennem magtanvendelse, men også til at afskrække andre stater fra at udfordre status quo. Kinas militære strategi har primært været defensiv, men med især de seneste års modernisering og oprustning besidder Kina nu kapabiliteten til at have en langt mere offensiv strategi i regionen Tweed, China Dials Back Defense Spending Increases as Economy Cools ; The Economist, The dragon s new teeth ; SIPRI, Military expenditure SIPRI. 144 SIPRI, Military expenditure SIPRI. 145 China, China s Peaceful Development ; China, The Diversified Employment of China s Armed Forces. 146 Nødskov, Aircraft Carriers, 5. Side 42 af 73

43 Figur 9. Stigning i forsvarsbudgetterne fra 2014 til Kinas militære opbygning anses af Kinas Sydøstasiatiske naboer som en trussel, og tilskynder dem til også at øge deres militære kapabiliteter 148. Stort set alle stater i Sydøstasien er i gang med at modernisere og udbygge deres militære kapabiliteter. Vietnam har øget forsvarsbudgettet fra 1,8% af BNP i 2005 til 2,3% i , Malaysia har mere end fordoblet forsvarsbudgettet siden , og Filippinerne har fokus på øget søog luftkræfter 151. De andre fordringshavere udtrykker bekymring over Kinas militære tilstedeværelse og øgede militære styrke i Det Sydkinesiske Hav 152. De anser Kinas aktioner i Det 147 Durden, A World Preparing For Conflict. 148 Odgaard, China and coexistence, The World Bank, Military expenditure (% of GDP) Data. 150 Pilling, Asia follows China into an old-fashioned arms race. 151 Douglas, Defensive Realism and Chinese Maritime Strategy, Burgos Jr., Asean worried over South China Sea militarization ; The Nation, Vietnam concerned over Chinese weapons in South China Sea ; Reuters, Philippines defense minister says China arms on islands worrying. Side 43 af 73

44 Sydkinesiske Hav som truende og provokerende, og som i modstrid med den kollektive interesse i regionen om at promovere fred, velstand og stabilitet 153. Offensiv-defensive balancen har dermed forskubbet sig, og et våbenkapløb kan tolkes som værende i gang regionen. Kinas evne til magtprojicering, herunder indsættelse af stadig mere kapable enheder i Det Sydkinesiske Hav, er blevet markant bedre siden 2010, og vil fortsætte med at stige i de kommende år. Særligt Kinas flåde gennemgår en modernisering der gør den kapabel til at løse nye, flere og mere komplekse opgaver fremadrettet, herunder at kunne operere længere væk fra Kinas fastland. Flåden er ikke større. Forældet materiel er i stedet blevet udskiftet med moderne og højteknologisk materiel 154. Ud fra Kinas perspektiv er moderniseringen mere et udtryk for nødvendighed end en strategi om at ændre magtbalancen. Men da netop flåden også er en offensiv kapabilitet med evnen til magtprojicering, betyder det samtidig, at Kinas relative magtforøgelse og dermed dets sikkerhed, svækker de andre staters relative magt i forhold til Kina. I figur 10 og 11 ses det kvantitative regionale styrkeforhold mellem Kina og de andre fordringshavere. Ses der bort fra Japan, som ikke indgår i casen, er den kvalitative forskel blot endnu større i Kinas favør Caceres, China s strategic interests in the South China Sea, O Rourke, China Naval Modernization: Implications for U.S. Navy Capabilities. 155 Ibid. Side 44 af 73

45 Figur 11. Den regionale kystvagt i Figur 10. Den regionale flådestyrke i Kina besidder ligeledes atomare våben til afskrækkelse og en veludviklet kapabilitet til henholdsvis informationskrigsførelse og Computer Network Operations (CNO) 156. Særligt Kinas CNO kapabilitet kan anvendes offensivt over for potentielle modstandere, som Rusland eksemplarisk har demonstreret de seneste år mod Ukraine og flere NATO lande 157. Set ud fra et Kinesisk magtbalanceperspektiv er det interessant at kigge på USA s tilstedeværelse ved Det Sydkinesiske Hav. USA har med deres nyeste militærstrategi tilkendegivet, at deres prioritet er Asien og Stillehavsområdet 158. USA fremfører, at de frem til 2020 vil øge antallet af skibe i deres Stillehavsflåde uden for eget territorium med 30%, at 60% af alle hangarskibe og fly uden for USA vil være faststationeret i Stillehavsregionen samt, at USA vil øge dets aktiviteter i Det Sydkinesiske Hav. Mange iagttagere mener, at Obamaadministrations strategiske rebalancering mod Asien-Stillehavsregionen er et 156 Heginbotham, The U.S.-China Military Scorecard. 157 Henriksen og Ringsmose, Konflikt i cyberspace?, 27 28, 32 33; Berlingske, Russiske cyberangreb måtte forventes. 158 DoD USA, ASIA-PACIFIC Maritime Security Strategy, Side 45 af 73

46 modsvar på Kinas militære moderniseringsindsats, særligt af flåden, og Kinas selvhævdende adfærd med hensyn til maritime territoriale fordringer 159 i Det Sydkinesiske Hav. USA s øgede tilstedeværelse i regionen og det stadig tættere militære samarbejde de andre stater imellem, kan være medvirkende til at sikre, at den enkelte stat ikke bøjer sig for Kinas krav og pres om bilateralt at forhandle en aftale 160. Konkurrence mellem Kina og USA er uundgåelig. Kinas øgede magt og indflydelse udfordrer status quo og skaber ustabilitet og begyndende bipolaritet i Det Sydkinesiske Hav. USA har som modtræk til Kinas handlinger forsøgt at rebalancere samt at omslutte Kina med deres alliancesystem. Dette og de andre staters frygt for Kina har medvirket til et sikkerhedsdilemma ved Det Sydkinesiske Hav 161. Det synes samtidig at være indikationer på, at Kinas strategi med opbygning af militære kapabiliteter og øget militær tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav for at forbedre egen sikkerhed, skaber en øget usikkerhed for Kinas naboer og for hele Sydøstasien. De fleste små- og mellemstore stater i regionen reagerer ved at træffe modforanstaltninger. I et forsøg på at helgardere sig søger de at imødekomme Kinas voksende indflydelse, primært gennem etablering af tættere økonomiske bånd med Beijing, mens de sideløbende styrker deres militære kapabiliteter og deres forsvarssamarbejde med hinanden og USA i forsøget på at balancere imod Kina dog uden direkte at vælge mellem USA og Kina 163. Kinas øgede militære styrke skaber dermed ikke nødvendigvis mere sikkerhed, men kan tværtimod bidrage til et øget sikkerhedsdilemma mellem Kina og de andre fordringshavere. USA kan i denne sammenhæng ses som en ekstern deltager, der gennem dets strategi søger at rebalancere mod Kina. De øgede forsvarsbudgetter og USA s rebalancering mod Kina vurderes i denne kontekst at være et våbenkapløb i Sydøstasien 164 med deraf større risici for konflikt i regionen. 159 O Rourke, China Naval Modernization: Implications for U.S. Navy Capabilities, Douglas, Defensive Realism and Chinese Maritime Strategy, Burgess, Rising Bipolarity in the South China Sea, Raditio, China and the Tension in the South China Sea, 14. Vietnam og Malaysias støtte til Filippinerne i retssagen mod Kina ved UNCLOS kan tolkes som en polarisering af konflikten. 163 Odgaard, China s Dangerous Ambiguity in the South China Sea, Douglas, Defensive Realism and Chinese Maritime Strategy, 22. Side 46 af 73

47 Kinas øgede militære tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav, kombineret med en klar kinesisk retorik om, hvordan stridighederne skal løses, er med til at øge spændingerne i regionen, og kan tolkes som en målrettet Kinesisk afskrækkelsesstrategi, der skal demonstrere evne og vilje til at forsvare Kinas fordringer i Det Sydkinesiske Hav. Dette har kun i mindre grad indflydelse på USA s militære strategi i området, men det komplicerer operationerne i området og gør dem vanskeligere og mere ressourcetunge 165. Kina synes samtidig villig til at benytte de nødvendige magtmidler til at forsvare det, Kina anser som dets territorium. Kinas politik kan derfor ses som en kalkulation af, hvad de lige nu og her kan tillade sig at slippe afsted med, og har styrken til at sætte magt bag. Samlet peger analysen på, at Kina har kapabiliteter til afskrækkelse og magtprojicering, ligesom Kina har vist vilje og evne til suverænitetshåndhævelse i Det Sydkinesiske Hav. Der er tegn på et våbenkapløb og et stigende sikkerhedsdilemma i regionen, særligt i kraft af usikkerhed omkring hvor langt Kina vil gå i sine bestræbelser, samt Kinas øgede offensive kapabiliteter i området og fortsatte militære oprustning Alliancer Dette afsnit analyserer, hvorvidt Kina søger at rebalancere ved at indgå alliancer eller interessefællesskab eller ved at forhindre alliancer mellem andre stater i regionen. Kina har ikke alliancer eller militære allierede, men flere samarbejdspartnere såsom Nordkorea og Rusland, hvor der på flere områder er et interessefællesskab, uden dog at være en gensidigt forpligtende forsvarsalliance eller samarbejde, der er direkte rettet mod stater ved Det Sydkinesiske Hav eller USA. Kina kan i stedet anvende internationale organisationer såvel som sit samarbejde med Rusland, til indirekte at balance mod særligt USA s tilstedeværelse i regionen 166. Kina kan således anvende regionale organisationer som ACEAN plus one og Shanghai Cooperation Organisation (SCO) 167 til at undgå amerikansk deltagelse og dermed forøge egen indflydelse i den givne kontekst 168. Kina har 165 Hayton, The South China Sea, Wang og Zheng, China and the new international order, SCO, About Shanghai Cooperation Organisation. 168 Wu og Lansdowne, China Turns to Multilateralism, 7. Side 47 af 73

48 på baggrund af et godt samarbejde i SCO og med flere nabostater på fastlandet kunnet fokusere dets militære ressourcer og modernisering af militæret til blandt andet flåden med en deraf bedre mulighed for at balancere mod USA. Man kan argumentere for, at Kina i stedet for selv at indgå i alliancer, forsøger at stække USA s alliancesystem for derigennem at svække USA s position i regionen. Et eksempel herpå er Filippinernes stræben efter tættere bånd med Kina 169. Sammenfattende betyder Kinas manglende alliancer, at Kina selv skal håndtere de trusler, de måtte stå overfor, herunder balancering mod andre stater, hvilket kan være en faktor i Kinas vedvarende bestræbelser på at modernisere og styrke de militære kapabiliteter Delkonklusion vedrørende status quo Analysen peger på, at Kina gennemfører status quo politik igennem del og hersk og oprustning, og ikke anvender kompensationer og alliancer som Morgenthau definerer det. Kina gennemfører del og hersk ved at isolere mindre lande og forsøge at holde USA ude af regionen og konflikten. Kina har haft stigende succes med at undslå sig internationale bindinger samt gennemføre bilaterale forhandlinger, herunder i stigende grad at søge resultater uden amerikansk indflydelse. Kina gennemfører oprustning, hvor ekspansion af de militære kapabiliteter finder sted i trit med, at den økonomiske kapacitet vokser 170. Kina prioriterer intern balancering med fokus på militære og økonomiske kapaciteter. Dette kan skyldes Kinas behov for at kunne beskytte egne forsyningslinjer, samt at opnå sea control inden for first Island Chain. Der er et stigende sikkerhedsdilemma i regionen, dels som følge af usikkerhed om, hvor langt Kina vil gå i sine bestræbelser, og dels som følge af Kinas øgede offensive kapabiliteter i regionen. USA s strategi om rebalancering og øget tilstedeværelse i området, vurderes også som en faktor, der er med til at styrke det igangværende sikkerhedsdilemma samt vanskeliggøre Kinas bestræbelser på en del og hersk politik. 169 Gøttske, Filippinerne er blevet skilt fra USA. 170 Odgaard, China and coexistence, 93. Side 48 af 73

49 Kina anvender ikke kompensationer, herunder at indgå politisk kompromis, så den overordnede magtbalance og status quo i regionen er bevaret. Kina indgår ikke i alliancer i regionen, hvilket kan være en faktor i Kinas vedvarende bestræbelser på at modernisere og styrke dets militære kapabiliteter. Sammenfattende vurderes Kinas adfærd i Det Sydkinesiske Hav at være bevidste handlinger, hvis formål er at signalere Kinas øgede beslutsomhed til at sikre dets fordringer. Det vurderes sandsynligt, at Kina vil fortsætte konsolideringen i regionen, og være klar til at gå ind i mindre konflikter med andre stater for at vise vilje og evne, såvel eksternt som internt. Kina vurderes ligeledes at fortsætte oprustningen og moderniseringen af militæret, samt søge at svække USA s alliancesystem i regionen. Kina vil sandsynligvis forsætte denne politik indtil de står i en endnu bedre forhandlingssituation. Dette skyldes USA s fortsatte massive tilstedeværelse i regionen, og udmelding om rebalancering og flådens tyngde i Stillehavsregionen samt, at Kina militært, til trods for kraftig oprustning, fortsat er USA underlegen i en længere årrække. Kinas politik kan derfor ses som en kalkulation af, hvad de lige nu og her kan tillade sig, og har styrken til at sætte magt bag. Side 49 af 73

50 3.3 Analyse af imperialisme Delanalysens formål er at afklare, i hvilket omfang Kinas politik i Det Sydkinesiske Hav kan karakteriseres som imperialisme Militær imperialisme Dette afsnit analyserer Kinas vilje og evne til magtprojicering samt, om Kinas målsætning i området fordrer militær imperialisme. Som beskrevet under oprustning er Kina i gang med en større modernisering og kapacitetsudvidende proces af deres militære styrker og militære tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav. En proces der muliggør, at Kina kan håndhæve deres territorielle krav, samt sætte de andre fordringshaveres flåder og kystvagt under stigende pres 171. Samtidig har Kinas øgede magt betydet, at de også militært er beredt til at føre en mere aktiv udenrigspolitik, særligt for at sikre de elementer, der anses som afgørende for Kinas fortsatte økonomiske udvikling 172. Kinas stadigt tiltagende militære og økonomiske styrke kombineret med en mere aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, har fået USA til at se anspændt mod Kina. USA er derfor i gang med rebalancering i området, hvor nye og eksisterende partnerskaber styrkes 173, herunder med Vietnam og Filippinerne 174. USA kan dermed reelt afskære Kinas vigtige maritime handelsveje. En udvikling som Kina er bekymret over 175. Når man sammenligner USA og Kina militært, er det let at forfalde til en kvantitativ sammenligning af henholdsvis forsvarsbudgetter og antallet af kapaciteter. Dette vil dog give et misvisende resultat, da USA fortsat besidder teknologisk overlegent materiel. Kina kan derimod få mere forsvar end USA for de samme penge, da omkostningsniveauet til lønninger, udvikling og produktion er væsentlig lavere i Kina. En kvalitativ sammenligning 171 Dolven m.fl., Chinese Land Reclamation in the South China Sea, Wang, China s Response to the Unipolar World. 173 DoD USA, ASIA-PACIFIC Maritime Security Strategy. 174 Forsby, Rivaler. Opgør mellem stormagter spidser til. 175 Li, Kina er dybt frustreret, advarer kinesisk lektor. Side 50 af 73

51 er derfor påkrævet. En sådan kvalitativ analyse mellem Kina og USA ved en konflikt i Det Sydkinesiske Hav omkring Spratlyøerne viser, at Kinas evner og kapabiliteter er steget markant siden 1996 og særligt siden USA er dog i år 2017 fortsat Kina militært overlegne på de fleste områder, selvom forspringet bliver mindre 176, som det fremgår på figur 12. USA kan stadig angribe og lukke alle relevante militærinstallationer i regionen og på det kinesiske fastland. Kinas militære udbygning på Spratlyøerne med jord til luft missiler, samt yderligere opbygning af luftforsvaret i det sydlige Kina, gør det imidlertid risikabelt for USA at angribe med andet end deres krydsermissiler og stealth fly, indtil disse militærinstallationer er nedkæmpet 177. Begge stater er i stand til at angribe den anden stats overfladeenheder i Det Sydkinesiske Hav, hvilket gør det til et stadig mere høj-risikobetonet område at operere i, med deraf øget risiko for konflikt. USA s tilstedeværelse vil sandsynligvis vokse som reaktion på Kinas stigende tilstedeværelse og magtprojicering i regionen. USA vil dog på længere sigt ikke nødvendigvis være den overvejende magt i regionen, som det ellers har været tilfældet siden Heginbotham, The U.S.-China Military Scorecard, Ibid. 178 Mearsheimer, The Gathering Storm, 381. Side 51 af 73

52 Figur 12. Den militære magtbalance mellem Kina og USA ved konflikt ved Spratly øerne Heginbotham, The U.S.-China Military Scorecard, 318. Side 52 af 73

53 Kinas territorielle fordringer er forbundet med dets historie og nationale selvforståelse 180. Kina beskrives af nogen som en utilfreds stormagt med en kollektiv desperation for at genvinde fortiden storhed med alle nødvendige midler 181. Ud fra dette perspektiv er der ud fra Morgenthau tale om tabt krig, hvor Kina motiveret af hævn søger at genvinde det tabte tilbage. Det kinesiske kommunistpartis politiske magtmonopol og legitimitet er det vigtigste hensyn for kinesiske statsmænd. De er mest bekymrede over indenrigspolitiske udfordringer, og tør derfor ikke fremstå afmægtige eller bøjelige, uagtet hvordan dette måtte vurderes udenrigspolitisk 182. Kinas statsmænd er derfor også optaget af at tilfredsstille indenrigspolitiske, nationalistiske krav samt et forsat behov for økonomisk vækst. Sådanne indenrigspolitiske behov kan være med til at skabe en mere aktivistisk og aggressiv kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik 183. Kinas metode til at hævde dets fordringer i Det Sydkinesiske Hav er af flere blevet karakteriseret som en salami strategi, der gennem en række inkrementelle handlinger, hvoraf ingen i sig selv er en casus belli 184, gradvist ændrer status quo til Kinas fordel 185. Det kinesisk kontrollerede område bliver derved gradvist større og beskyttes af henholdsvis fiskerbåde, kystvagtskibe og militære midler. Fremgangsmåden bliver af flere omtalt som en gradvis annektering, en krybende invasion eller en talk and take strategi, hvor Kina trækker tiden ud og i mellemtiden opnår mere kontrol over området 186. Sideløbende udvikler og opbygger Kina kapabiliteter, der gør, at Kina kan projicere magt i regionen som ingen anden fordringshaver 187. Dette kombineret med Kinas udtalelser om better safeguard national territorial sovereignty and maritime rights and interests, and meet requirements for military defense 188, er med til at skabe ustabilitet og usikkerhed i 180 Sørensen, Aggressiv under visse betingelser, Bernstein og Munro, The Coming Conflict with China, Sørensen, Aggressiv under visse betingelser, Sørensen, Aggressiv under visse betingelser. 184 En begivenhed der giver anledning til krig. 185 O Rourke, Maritime Territorial and EEZ Disputes Involving China, 23; O Rourke, China Naval Modernization: Implications for U.S. Navy Capabilities, 88; Dolven m.fl., Chinese Land Reclamation in the South China Sea, O Rourke, Maritime Territorial and EEZ Disputes Involving China, Ibid., Ibid. Side 53 af 73

54 regionen samt mistillid til Kina og dets reelle hensigter. Kina har således intensiveret presset på de andre fordringshavere, særligt Filippinerne eksemplificeret med den beskedne filippinske militære tilstedeværelse ved Thomas Shoal i Spratlyøerne, hvor omkring otte soldater holder stand i et strandet skib 189. Ud fra Morgenthaus årsager til imperialisme, så peger ovenstående på svaghed, hvor Kina udnytter de andre fordringshaveres svaghed til egen fordel. USA s hidtidige strategi over for Kina, med diplomatiske udtalelser, kritik af Kinas ageren og øget militær tilstedeværelse i området, har ikke haft mærkbar effekt. Udover direkte militærintervention, er det uklart, om USA reelt kan gøre noget for at standse Kinas successive fremmarch i Det Sydkinesiske Hav 190. Et eksempel er konfrontationen mellem kinesiske og filippinske skibe ved Scarborough Shoal i 2012, som startede med at filippinske krigsskibe forsøgte at jage kinesiske fiskerbåde væk fra området, og hvor USA efterfølgende hjalp med at indgå aftale parterne imellem, hvor begge parters skibe fredeligt skulle forlade området. Men Kina forlod ikke området, og opnåede dermed de facto kontrol over dette 191. USA har behov for at vise, at internationale farvande ikke kan omdannes til særlige zoner med restriktioner for andre stater 192. USA er derfor gået mere aktivt ind i konflikten i Det Sydkinesiske Hav og har jævnligt militære enheder i kinesisk kontrolleret område for at håndhæve retten til frit at kunne navigere 193. Analytikere fremhæver flere årsager til, at Kina ønsker større grad af kontrol over dets nærområder, herunder det Sydkinesiske Hav 194 : at have en bufferzone over for USA i tilfælde af konflikt, for bedre at kunne beskytte dets nationale interesser såsom adgang til energi og handelsmarkederne ved at kontrollere søvejene, at have adgang til Det Sydkinesiske Havs vigtige fisk og mulige energireserver, at opnå en form for regional 189 Ibid., 26; Himmelman og Gilbertson, A Game of Shark and Minnow. 190 Dolven m.fl., Chinese Land Reclamation in the South China Sea, O Rourke, Maritime Territorial and EEZ Disputes Involving China, 26; Himmelman og Gilbertson, A Game of Shark and Minnow. 192 Odgaard, China s Dangerous Ambiguity in the South China Sea, Forsby, Rivaler. Opgør mellem stormagter spidser til. 194 O Rourke, China Naval Modernization: Implications for U.S. Navy Capabilities, 5. Side 54 af 73

55 hegemoni 195. Kinas landindvinding er derfor blot en af en række aktioner fra Kina i Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina understreger dets suverænitetskrav samt sikrer sig stadig mere kontrol over området 196. Kinas militære adfærd og stadig stigende tilstedeværelse i det Sydkinesiske Hav, kombineret med manglende vilje til at overholde internationale regler og konventioner, herunder UNCLOS og ASEAN s Declaration on the Conduct of Parties in the South China Sea, begge aftaler med Kina som medunderskriver kan tolkes som en might makes right politik 197, hvilket peger på en imperialistisk politik. Man skal i denne sammenhæng forstå, at Kina tænker langsigtet 198, og sjældent handler spontant. Kinas handlinger kan således som udgangspunkt tolkes som velovervejede og planlagte. Sammenfattende peger analysen på, at Kina gennemfører en gradvist militær imperialisme over for de andre fordringshavere, hvor årsagerne synes at være tabt krig og svaghed, hvor Kina kan benytte sig af dets stadig større relative magt Økonomisk imperialisme Dette afsnit analyserer, hvorvidt Kina anvender økonomisk magt til at opnå kontrol over området eller styre de andre stater. Som nævnt tidligere, har Kina interesse i Det Sydkinesiske Havs økonomiske muligheder, hvor særligt fiskeri, olie og gas er af betydning. FN estimerer, at 10% af hele verdens fiskeriproduktion stammer fra Det Sydkinesiske Hav 199. Dette skal sammenholdes med et støt stigende behov for fisk i Kina og resten af Asien. Den filippinske borgmester for beboerne på de filippinsk besatte Spratlyøer udtalte i oktober 2013, at The Chinese want both the fisheries and the gas. They re using their fisheries to dominate the area, but the 195 O Rourke, Maritime Territorial and EEZ Disputes Involving China, 3; Roughead, China, Time and Rebalancing ; Kelly, What Would Chinese Hegemony Look Like? 196 Dolven m.fl., Chinese Land Reclamation in the South China Sea, Lamothe, Navy Admiral Warns of Growing Sense That might Makes Right in Southeast Asia. 198 Roughead, China, Time and Rebalancing. 199 O Rourke, Maritime Territorial and EEZ Disputes Involving China, 2. Side 55 af 73

56 oil is the target 200. En rapport fra Kinas state Oceanic Administration i maj 2014 slog fast, at oliereserverne i Det Sydkinesiske Hav repræsenterer 33% af Kinas totale oliereserver, og at de er helt afgørende for Kinas hurtige økonomiske udvikling 201. Kina implementerede den 1. januar 2014 en række fiskeriregulativer, som dækker det meste af Det Sydkinesiske Hav. Disse indikerer, at Kina har administrativ kontrol over området 202. Kina udtaler, at de ikke har boret nogle olie- og gasbrønde, men siden 2012 har Kina gentagne gange sendt boreplatforme ind i Det Sydkinesiske Hav 203, godt beskyttet af kinesiske fartøjer. Kina bruger samtidig dets fiskeflåde som et militært redskab til at chikanere, informationsindhente og til territorialhåndhævelse i området. Kina signalerer hermed, at det har en helt legitim ret til Det Sydkinesiske Hav, og hvorvidt dette ses af andre som legitimt, er uden betydning for Kinas strategi 204. Kinas fortsatte udnyttelse af områdets fiskeressourcer kombineret med, at man afviser fiskere fra andre staters samt, at Kina har initieret udforskning af olie- og gasforekomster i området, synes at være indikatorer på økonomisk imperialisme. Et andet forhold, der underbygger antagelsen om økonomisk imperialisme er, at Kina i stadig større grad anvender dets politiske og økonomiske magt til at få dets vilje igennem 205. Flere stater er således bekymrede for om tættere økonomiske bånd, vil lede til større afhængighed af Kina, som vil kunne facilitere kinesisk tvang 206. For de fleste Sydøstasiatiske staters vedkommende er Kina den absolut største og vigtigste samhandelspartner 207. Kinas andel af handlen med ASEAN steg således fra 4,3% i 2000 til 14% i 2013, mens andelen for USA, Japan og EU-28 faldt fra hhv. ca. 16%, 15% og 14% i 2000 til hhv. 8%, 10% og 10% i Kinas bilaterale aftaler med Vietnam i september 2016 og med Filippinerne i oktober 2016 bærer begge præg af, at Kina anvender en forhandlingsform, hvor modparten er svagest, nemlig alene, og kæder økonomi sammen 200 Himmelman og Gilbertson, A Game of Shark and Minnow. 201 Raditio, China and the Tension in the South China Sea, O Rourke, Maritime Territorial and EEZ Disputes Involving China, Dolven m.fl., Chinese Land Reclamation in the South China Sea, Douglas, Defensive Realism and Chinese Maritime Strategy, Gadegaard, Det Sydkinesiske Hav, Steinberg og O Hanlon, Strategic reassurance and resolve, Forsby, Rivaler. Opgør mellem stormagter spidser til. 208 ASEAN, ASEAN Community in Figures Special Edition Side 56 af 73

57 med stridighederne i Det Sydkinesiske Hav 209. Dermed vil de andre stater være mere tilbageholdende og direkte eller indirekte give Kina længere snor i regionen. Figur 13. Udviklingen i samhandlen med ASEAN fra Kina blev i 2011 ASEAN's største handelspartner 210. Eksempler herpå er at Vietnam i september 2016 indgik en aftale med Kina om håndtering af deres stridigheder vedrørende fordringer i Det Sydkinesiske Hav, til gengæld for, at Kina ville investere i Vietnams infrastruktur 211. Trods den klare sejr til Filippinerne ved den internationale domstol, samt Kinas klare standpunkt om ikke at ville anerkende eller rette ind efter afgørelsen, så har Filippinerne fortsat stor fokus på at forbedre relationerne til Kina 212. Dette skal blandt andet ses i sammenhæng med Filippinernes økonomiske afhængighed af Kina 213, ønsket om større kinesiske investeringer i landet, men også som følge af Filippinernes sårbare sikkerhedspolitiske og militære situation. Sammenfattende peger analysen på, at Kina praktiserer økonomisk imperialisme i regionen og overfor de andre fordringshavere, dels i forhold til adgangen til områdets ressourcer med en inkrementel forøgelse af egen tilstedeværelse og afvisning af andres tilstedeværelse, og dels gennem økonomiske midler og økonomisk pres på de andre fordringshavere, som er for afhængige af Kina og af kinesisk kapital til at sætte deres relation overstyr. 209 Macleod, China Vietnam agreement and the South China Sea GRI. 210 ASEAN, ASEAN Community in Figures Special Edition 2014, Macleod, China Vietnam agreement and the South China Sea GRI. 212 Tiezzi, Philippines Former President in Hong Kong to Rekindle Ties With China. 213 Salidjanova, Nargiza og Koch-Weser, Iacob, China s Economic Ties with ASEAN. Side 57 af 73

58 3.3.3 Delkonklusion vedrørende imperialisme Delanalysen peger på, at Kinas evne til at projicere magt er blevet væsentligt forøget, og at Kina i dag besidder kapabiliteten til at forfølge imperialisme i Det Sydkinesiske Hav. Samtidig kan Kinas salami strategi tolkes som imperialistisk, idet den gradvist ændrer status quo og understøtter Kinas strategiske målsætning om at opnå fuld suverænitet over området, hvilket er i tråd med first Island Chain og behovet for at kunne projicere dets magt helt frem til Malaccastrædet. Kina kan dog fortsat ikke håndtere USA ved en større militær konfrontation, men omkostningerne og risikoen for USA ved en væbnet konfrontation i regionen med Kina vil blive stadig større. Kinas ønske om at udnytte områdets ressourcer, inden der er truffet endelig afgørelse omkring territorialstridighederne, kan ses som en del af økonomisk imperialisme, hvor Kina søger at opnå stadig større kontrol over områdets ressourcer. Dette forstærkes yderligere af Kinas vilje og evne til at anvende økonomiske midler til at ligge pres på de andre fordringshavere, enten gennem økonomisk godtgørelse eller mangel på helt nødvendige investeringer i staternes infrastruktur. I relation til Morgenthaus målsætninger for imperialisme ses en regional eller lokal stormagt, som den eneste nuværende relevante. Så længe Kina fører en både militær og økonomisk imperialistisk politik, synes det realistisk, at Kina over en længere årrække kan bevæge sig henimod at blive en stormagt med regional hegemoni. Det vurderes derfor, at Kina vil fortsætte med successivt at indtage en stadig større rolle og position i regionen, indtil Kina har opnået fuld suverænitetskontrol over dets fordringer. Side 58 af 73

59 3.4 Analyse af prestige Denne delanalyse har til formål, at afklare i hvilket omfang Kinas politik i Det Sydkinesiske Hav kan karakteriseres som prestigepolitik, samt om denne politik overordnet understøtter status quo eller imperialisme Diplomati Dette afsnit analyserer betydningen af diplomatiet i relation til stridighederne i regionen, herunder om der er tale om kompromis, overtalelse eller trussel om magtanvendelse. Et stadig stærkere Kina og dets tilgang til stridighederne i Det Sydkinesiske Hav vil have en betydelig effekt på regionen. Udenrigsminister Clinton udtalte i 2012, at the United States is attempting to work with a rising power to foster its rise as an active contributor to global security, stability and prosperity while also sustaining and securing American leadership in a changing world. And we are trying to do this without entering into unhealthy competition, rivalry or conflict ; and without falling short on our responsibilities to the international community. This is uncharted territory. And we have to get it right, because so much depends on it Kina er i stigende grad involveret i multilaterale og internationale fora, og bruger disse aktivt til at influere og skabe tillid. Kina har blandt andet oprettet og leder flere regionale multilaterale institutioner 215, og har en øget dialog med ASEAN. Kina har brugt disse organisationer til at udøve indflydelse, hvilket ses blandt medlemmerne af ASEAN, der har svært ved at blive enige om en fælles front mod Kina 216. Dette har konkret resulteret i, at Kina fik blødgjort retningslinjerne for korrekt adfærd i Det Sydkinesiske Hav fra 2002, og at de ikke blev juridisk bindende men kun hensigtserklæringer. Kina synes at anvende multilaterale institutioner og bilaterale drøftelser til at holde USA uden for, forhale tiden, søge at overtale, samt skabe splittelse de andre stater imellem 217. Kina siger endvidere, at 214 Clinton, Remarks at the U.S intitute of Peace China Conference. 215 Kina har oprettet den regionale investeringsbank AIIB, med Kina i spidsen har foreløbig 30 medlemslande (USA er ikke med). 216 VU og The Phuong, China and the South China Sea Disputes. 217 Ibid. Side 59 af 73

60 forsøg på at internationalisere og gøre Det Sydkinesiske Hav til et juridisk anliggende kun vil gøre det sværere at løse problemet, samt true den regionale fred og stabilitet 218. Der kan derfor argumenteres for, at Kina anvender overtalelse til støtte for del og hersk, men også militær og økonomisk imperialisme. Som tidligere nævnt indgår Kina gerne i bilateral dialog med de andre fordringshavere. Dermed kan en stærk stat som Kina lettere påtvinge dets vilje på andre stater. Uagtet Kinas forsøg på at nedtone konflikten med opfodringer til gode relationer, interessefællesskab og bilaterale drøftelser, så er Kinas territorialkrav uændret og Kina fremsætter ufortrødent dets fordringer ved enhver lejlighed. Kina valgte i 2010 at genfremføre dets omfattende krav på territorium i Det Sydkinesiske Hav, herunder krav om, at andre staters militære fartøjer ikke må have fri adgang til området. USA valgte efterfølgende i juli 2010 at deklarere retten til fri sejlads af "national interesse", og i august 2012 valgte USA yderligere at definerer deres nationale interesse som værende the maintenance of peace and stability, respect for international law, freedom of navigation, and unimpeded lawful commerce i Det Sydkinesiske Hav 219. Kinas krav i Det Sydkinesiske Hav er ikke klart og utvetydigt defineret, hvilket giver anledning til fortolkning og usikkerhed. Kina har i stedet valgt at forsvare disse udefinerede krav ved en military strategy of active defense, strict and coordinated measures against cross-border fishing activities og law enforcement by maritime security patrols 220. Kina fremfører ligeledes, at the sovereign states directly involved should respect historical facts 221, uden at præcisere dette yderligere. Kina udviser samlet liden vilje til at være klar til kompromis med dets krav til suverænitet, men har igennem retorik og handlinger tilkendegivet en stålfast tilgang. Kina holder sig ikke tilbage med at anvende trusler om brug af magt, og giver i sin politik klart udtryk for, at Kina er villig til at anvende de nødvendige midler til at håndhæve kinesisk suverænitet i området; China is forced to make necessary responses to the provocative actions which infringe on China s territorial sovereignty and maritime rights and interests 222. Det er ikke kun de andre 218 China, China s Policies on Asia-Pacific Security Cooperation. 219 Lawrence, U.S.-China Relations: An Overview of Policy Issues, China, The Diversified Employment of China s Armed Forces, 3, China s Policies on Asia-Pacific Security Cooperation, China, China s Policies on Asia-Pacific Security Cooperation, 10. Side 60 af 73

61 fordringshavere, der bliver truet med anvendelse af magt, også USA bliver truet med konfrontation, hvis de blander sig i konflikten 223. Mere konkret, så trues fiskere og andre fartøjer fra andre stater hvis de nærmer sig området, hvilket konkret har ledt til flere sammenstød med både Vietnamesiske og filippinske fartøjer. Der kan derfor argumenteres for, at Kina anvender trusler om magtanvendelse og ikke kompromis. Sammenfattende synes Kina at anvende en bred vifte af diplomatiske tiltag gående fra bilaterale forhandlinger til multilaterale og internationale institutioner med høj grad af enten overtalelse eller trusler om magtanvendelse. Kina ses umiddelbart ikke selv at ville gå på kompromis for at nå en løsning i regionen. De diplomatiske virkemidler understøtter både status quo og imperialisme, men der tegner sig dog et mønster af, at støtten til en imperialistisk politik dominerer og er stadig tiltagende Demonstration af militærmagt Dette afsnit analyserer Kinas brug af militære kapaciteter, herunder fremvisning og omtale af militære kapaciteter og kapabiliteter. Kina har i tiltagende grad demonstreret deres militære kapaciteter med en øget militær tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav. Dette ses ved såvel øvelser, patruljeringer og opstilling at militære kapaciteter på Paraceløerne og Spratlyøerne, som Kina anser er dets legitime ret og som en naturlig del i at kunne forsvare sig selv. USA og andre stater i regionen ser det som endnu et eksempel på øget militarisering af øerne og af Det Sydkinesiske Hav. Kina synes at have et stadig større behov for at vise og demonstrere, at de har den legitime ret til Det Sydkinesiske Hav samt vilje og evne til at håndhæve kinesisk suverænitet, også med militære magtmidler. Kravet retfærdiggøres ved henvisning til international lov, som Kina fortolker den. Kina planlægger at udvide dets militære og økonomiske aktivitet i området 224, blandt andet gennem flere og større øvelsesaktiviteter, men også ved opførelse af permanente militære faciliteter og kapabiliteter i Det 223 Gracie, South China Sea ; Szoldra, China warns that war with US under Trump is becoming a practical reality. 224 Odgaard, China and coexistence, 96. Side 61 af 73

62 Sydkinesiske Hav, herunder på Spratlyøerne. Kina synes motiveret af, at deres indflydelse skal modsvare dets voksende kapabiliteter. Figur 14. Den største af Paracel øerne, Woody Island, den Kinesiske missilbatterier, bygninger og landingsbane 225. Der er som tidligere beskrevet talrige eksempler på Kinas demonstration af magt og tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav, og hændelserne bliver stadig hyppigere og større i omfang. I september 2016 holdt Rusland og Kina flådeøvelse sammen i Det Sydkinesiske Hav 226, og i december 2016 valgte Kinas flåde at tilbageholde en amerikansk undervandsdrone. I december 2016 afholdt det kinesiske flyvevåben øvelse i Det Sydkinesiske Hav, og i januar 2017 meddelte Kina, at deres hangarskib, sammen med resten af hangarskibsgruppen, afholdt øvelser i Det Sydkinesiske Hav Strafor, China s Military Presence in the South China Sea. 226 Lendon og Hunt, China, Russia begin joint exercises in South China Sea. 227 Reuters, Carrier conducted drills in South China Sea. Side 62 af 73