Valinka Suenson Lotte Andersen. Kandidatafhandling i cand.soc Politisk Kommunikation og Ledelse. Vejleder: Niels Thyge Thygesen

Transkript

1 Valinka Suenson Lotte Andersen Kandidatafhandling i cand.soc Politisk Kommunikation og Ledelse Vejleder: Niels Thyge Thygesen Copenhagen Business School Den 31. juli 2007 Antal anslag:

2 ABSTRACT This dissertation focuses on the services of the Danish National Church. Within the last 150 years the number of Danish church goers has declined and today less than two percent of the Danish population regularly attends the church. Simultaneously with this development, the popularity of religion in general is increasing. However, the way in which religion is practiced and influences daily life is no longer a dogma prescribed by vicars this has become much more individualised. In recent years, the Danish National Church has carried out several attempts to renew the services, in order to attract more people. However all of these attempts evolve around the more organisational part of the service, without taking physical surroundings up for debate or reflection. We discuss this aspect through an analysis of the architecture of the Danish church, and how the physical expression of the church influences the service and the church goers experiences. Our first observation is that the architecture and decorations inside the church are affecting the role the church goers naturally take during a service. We research this by examining the relations that arise between the vicar, the church goer and the church room. Relations, which we perceive, as a means for expression of power. Consequently our second observation is that the relationship between the architecture of the church and the church goers reflects different forms of governance, which is examined through an analysis of these exact relations. Our analytical strategy for examining both of our observations is based on Michel Foucault s idea of subjectivation and different forms of rule. The analysis of how relations indside the church building is making subjectivation and at the same time reflects different forms of power, is discussed with respect to the current individualisation of religion in Denmark. Our observations, seen in the light of subjectivation and rule, show that there is a clash between the subjectivation inside the church and the subjectiavtion happening outside the church in today s society. We find this clash to be caused by the fact that the church building was constructed in a time period when the religion had a very different role in the society. It is these medieval thoughts of religion that are still present in the architecture of the Danish National Churches. We find that the conflict between medieval and modern day mindsets is overlooked, and that this difference in mindsets can partly explain the decline in regular church goers. Kirke > rum > styring

3 INDHOLDSFORTEGNELSE Kap. 1 INDLEDNING 1.1 PROBLEMATISERING 1.2 PROBLEMFORMULERING Afgrænsning Underspørgsmål side Kap. 2 FORSTÅELSESHORISONT side RELIGIONENS INDIVIDUALISERING 2.2 DISKURS SOM TILGANG Kap. 3 ANALYSESTRATEGI side VORES BLIK- SUBJEKTIVERING Subjektspositioner i det fysiske rum 3.2 FORMNING AF KIRKEGÆNGEREN Præsentation af det empiriske materiale 3.3 HVORDAN SKABER VI INDBLIK Arkitektoniske virkemidler Teknologier Praksisser Teknologier og praksisser i det fysiske rum 3.4 HVORDAN SKABER I OVERBLIK Magtbegrebet som introduktion til styreformerne Disciplinærmagt Pastoralmagt Governmentality 3.5 STYREFORMERNES UDSIGELSESKRAFT Magtformerne i det fysiske rum Kap. 4 ANALYSE 1 - RUMANALYSE side VÅBENHUSET SOM HANDLINGSRUM Arkitektoniske virkemidler Teknologier Praksisser 4.2 SUBJEKTSPOSITIONER I VÅBENHUSET 4.3 SKIBET SOM HANDLINGSRUM Arkitektoniske virkemidler Teknologier Praksisser 4.4 SUBJEKTSPOSITIONER I SKIBET 4.5 KORET SOM HANDLINGSRUM Arkitektoniske virkemidler Teknologier Praksisser 4.6 SUBJEKTSPOSITIONER I KORET

4 4.7 DET IMAGINÆRE RUM Italesatte forestillinger 4.8 OPSAMLING PÅ RUMANALYSEN Kap. 5 ANALYSE 2 - MAGTANALYSE side DISCIPLINÆRMAGT 5.2 PASTORALMAGT 5.3 GOVERNMENTALITY 5.4 OPSAMLING PÅ MAGTANALYSEN Kap. 6 OPSAMLENDE DISKUSSION side Kap. 7 PERSPEKTIVERING side LITTERATURLISTE side 117 BILAG side 123 Bilag 1 spørgeguide er vedlagt på CD Bilag 2 interviews er vedlagt på CD Bilag 3 kirkefotos er vedlagt som billeder 123

5 Kap. 1 INDLEDNING Alt er design. Eller designet. Og hvis det endnu ikke er det, så må det hellere se at blive det i en vis fart, for design det sælger. Og det, der skal designes, er alt lige fra ens personlige livsstil til samtalekøkkenet i hjemmet og kontorlandskabet i virksomheden. Med denne nye designbølge har også arkitekturen vundet fremgang (Foster, 2005). Der er således en stigende tendens til, at virksomhederne bruger arkitektoniske udformninger som et virkemiddel til at forstærke budskabet om, hvem man er som organisation, hvad man kan tilbyde, og hvad man gerne vil signalere til omverdenen. Når man betragter virksomhedens bygning, skulle man derfor gerne knytte an til dens kommunikation og aflæse budskabet, ud fra de arkitektoniske virkemidler (Thyssen, 2003:107). De samme præmisser gør sig gældende for den danske folkekirke 1. Egentlig ville det ikke være forkert at sige, at folkekirken på dette punkt har været langt tidligere ude end organisationerne i dag, og tanken om at skabe overensstemmelse mellem de fysiske rammer og organisationens værdier er en gammel kendt melodi indenfor den kristne kirke. I den periode hvor de fleste kirkebygninger blev bygget, har den netop som bygning skullet symbolisere noget guddommeligt, specielt i forhold til en omverden, som var præget af fattigdom, og den har via sin arkitektoniske fremtoning skullet demonstrere sin uovervindelige magt (Bygningskultur Danmark, 2006:3), og det har resulteret i prægtige bygninger, hvor man straks fornemmer, at man her har at gøre med noget stort og vigtigt. I forhold til andre designede sammensætninger, sker receptionen af bygningsværker på to niveauer, dels via betragtningen af dem, dels via brugen af dem (Benjamin, 1994:34). Hvad angår betragtningen af kirkebygningen, har folkekirken gjort et fint stykke arbejde - det er de færreste, der er i tvivl om, hvordan en kirke ser ud. Bygningen er nærmest blevet, hvad man kan kalde, en ikonisk bygning (Hornskov, 2006), og står som symbolet på den kristne tro. Og kristendommen skulle jo meget gerne stå for nogle stabile værdier, og genkendeligheden i de mange kirker understreger denne stabilitet (Paludan, 2004:34). Bare se på kirkebygningerne, de står store, prægtige og uforanderlige, som de har gjort lige så længe, vi kan huske, og minder os om forgangne tider. 1 Når vi i projektet skriver om den danske folkekirke, så har vi fokus på den evangelisk-lutherske kirke, der tog sit udspring under reformationen (år 1536) og satte fokus på individets egen evne til at finde sandheden om Gud og frelsen. KIRKE > RUM > STYRING SIDE 3

6 Til gengæld kniber det med brugen af dem. Det er således ingen hemmelighed, at en stor del af den danske befolkning i stigende grad fravælger at gå i kirke. Kun ca. to procent af befolkningen, går i gennemsnit til gudstjeneste hver uge (Iversen, 2006:3+ Bygningskultur Danmark, 2006:4). Det er kun til jul man oplever fyldte kirker. Så hvis vi skal læne os op ad teorien om, at bygninger opleves både gennem iagttagelse og brugen af dem, så er der ingen problemer i at nyde synet af kirkerne det er mere brugen af dem, der er problemet. Nedgangen i antallet af kirkegængere skyldes ikke umiddelbart en tilbagegang i religiøsitet. Tværtimod peger flere undersøgelser på, at religiøsitet i det moderne samfund vinder mere og mere frem. Der findes ikke en entydig forklaring herpå, men grundliggende er mange enige i, at det blandt andet har sine rødder i den stigende velstand, det vestlige samfund har oplevet inden for de seneste tyve år. Med den stigende velstand har flere fået overskud til at tænke religionen ind i deres hverdag, og mange taler ligefrem om religion som et identitetsprojekt (Paludan, 2004:34). Denne paradoksale udvikling med en øget interesse for religion, samt en faldende interesse i at gå til gudstjeneste, kan begrundes med, at både samfundet og vore religionsforståelse er blevet mere individuel (Eriksen, m.fl., 2004:22). Religion opfattes ikke længere som noget, der knytter sig til traditioner og dogmer, men skal forstås mere bredt. Hvordan religionen skal komme til udtryk i hverdagen, er op til den enkelte selv at definere (Hildebrandt og Laugesen, 2001:127). Men det kan undre, at det er en øget individualisering og faldende autoritetstro, der skulle være årsagen til de få besøgende i kirkerne, når den protestantiske kirke netop har fokus på individet, og bygger på en opfattelse af, at mennesket selv har en direkte kontakt til Gud, der går uden om præsterne (Lindhardt, 1991:164). Tanker, der stammer tilbage fra reformationen og Luthers religionslære. Set i lyset af dette, kan det derfor virke besynderligt, at der ikke er flere, der vælger at benytte sig at folkekirkens tilbud om at gå i kirke og høre det kristne budskab. Umiddelbart synes de kristne budskaber jo netop at stemme overens med den moderne, individuelle samfundsforståelse snarere end at modarbejde den. Så folkekirken må vel i bund og grund have alverdens forudsætninger for at kunne designe et koncept, der formår at forene en moderne livsstil med et religiøst indhold. Men som nævnt tidligere, så handler arkitektur også om brugen af bygningerne Kirkerne er ikke kun kunstværker, men brugskunst, hvor det ikke er muligt at skelne funktion fra form. Og funktionen opstår i relationen mellem det sociale og det fysiske (Thyssen, 2003:461). Så måske handler det lave antal kirkegængere til søndagsgudstjenesten ikke så meget om, KIRKE > RUM > STYRING SIDE 4

7 hvordan religionen passer ind til en moderne livsstil, men derimod om dens arkitektur, og dens indvirkning på tilknytningen til organisationen. Der er en generel tendens til, at danskerne værdsætter deres kirker som en del af deres kulturarv, men de bruger dem ikke i forbindelse med religiøse formål (Bygningskultur Danmark, 2006:3). Så selv om bygningerne på mange måder må siges at være kristendommens styrke, er det muligvis også dens svaghed? Man kan i hvert fald stille spørgsmålstegn ved, om løsningen til nogle af folkekirkens fremtidige udfordringer ligger i dens fysiske fremtoning. 1.1 Problematisering At skulle beskæftige sig med folkekirken er en kompleks opgave, og begrebet dækker bredt og rummer mange modstridende tendenser og holdninger. Selvom kristendommen globalt set er voksende, er tilknytningen til den i norden stadigt faldende (Iversen, 2006:3). Så der er ingen tvivl om, at den danske folkekirke i dag står over for nogle udfordringer. Ét aspekt er de, der beskæftiger sig med folkekirken mere eller mindre enige om: kirkens udfordringer skal løses ved at ændre på folkekirkens organisering på et strukturelt plan. Nedenstående citat er et eksempel, der udtrykker denne tendens:..folkekirken efter min mening er nødt til at få gjort noget ved sin struktur med de ca stort set autonome sogne og kirkedistrikter, hvoraf mange som nævnt er meget små. Folkekirkens struktur rummer problemer på flere områder. I adskillige sogne er ikke blot antallet af kirkegængere, men også antallet af kirkelige handlinger som dåb, vielser og begravelser meget begrænset (Lebech, 2001:120) Løsningen på mange af folkekirkens problemer italesættes dermed som en del af folkekirkens organisatoriske del. Det er ikke blot de få kirkegængere der her omtales som et problem, men det er også de funktioner kirken har, der skal forbedres. Og eksemplerne er utallige. De mange tiltag, hvor præsterne eksempelvis rykker ind på arbejdspladsen, der gør folkekirken mere synlig i dagligdagen, ser vi som et forsøg på at ændre strukturen i organisationen, så den tilpasser sig sine omgivelser på bedst mulig vis (Berlingske Tidende, ). KIRKE > RUM > STYRING SIDE 5

8 Med vores fokus på folkekirken har vi således kastet vores blik på en kompleks organisation, hvor der er lige så bred enighed om, at folkekirken befinder sig i en krisesituation som der er uenighed om årsagen hertil. De forskellige bud på krisen afhænger af, hvem der iagttager kirken (Luhmann, 1998:168). Krisen i kirken opfatter vi derfor som en tom betegner (Andersen, 1999:95), hvorved krisen ikke kan defineres som en enkeltstående problematisering. Vi ser dette som en måde at kompleksitetsreducere opfattelserne af krisen i kirken. Men vi ser det ikke som noget nyt, at organisationer skal tilpasse sig sin omverden, og det vil altid være forbundet med udfordringer. Derfor behøver en organisation jo ikke nødvendigvis at være i krise. I disse år ser vi således nye ideer til hvordan folkekirken formår at forny sig selv i forhold de krav der bliver stillet til kirkens udbud af services. Blandt andet er der et øget samarbejde mellem erhvervslivet og præsterne, mens børnesang og rytmik i menighedshuset har sat godt skub i mange yngre forældres engagement i folkekirkens aktiviteter (Fyns Amts Avis, ). Og der findes utallige eksempler på, hvordan folkekirken langsomt begynder at rykke sine funktioner uden for det kirkelige rum, og det endda med stor succes. Vi har derfor en holdning om, at det ikke kun udelukkende er muligt at sige, at det går dårligt for folkekirken. Selvom det er en organisation der er i forandring, rummer den elementer der giver håb for en lysere fremtid. Vi mener derfor, at det er nødvendigt med en lidt anden tilgang til debatten for at forstå den krise folkekirken tilskrives. Vi vil gerne tilslutte os den del af debatten, der ser de lave besøgstal som værende et udtryk for en krise i folkekirken. Med ca kirker (www. km.dk) fordelt ud over landet og kun to procent af landets befolkning der benytter sig af kirkerne, mener vi derfor det er legitimt at kategorisere folkekirken som værende i krise; og denne tendens kan også tænkes at få konsekvenser for folkekirkens fremtid. Vi vælger dog et andet udgangspunkt for at kunne forstå krisen. Da dette udgangspunkt bygger på vores egen iagttagelse vil det således også blive vores deskriptive konstruktion af folkekirken, der her er tale om (Jf. Luhmann, 2003:37). Når vi iagttager debatten, finder vi et overset forhold, som vi mener, kan kaste nyt lys over det lave antal kirkegængere til gudstjenesten. Selv om debatten kommer vidt omkring og har mange forskellige indgangsvinkler, mener vi, at grundlaget for at diskutere krisen, er ufuldstændigt, idet der på intet tidspunkt fokuseres på det sammenstød, vi mener at finde mellem kirkegængerne og det fysiske kirkerum. KIRKE > RUM > STYRING SIDE 6

9 Vi mener derfor, at det er på tide at rette blikket mod kirken som et fysisk rum, der gennem en lang periode er forblevet stort set det samme; selvom funktionerne, i forhold til det, som den danske folkekirke kan tilbyde har varieret men formen har været konstant 2. Nyhedsværdien for dette speciale ligger derfor ikke i de få kirkegængere under gudstjenesterne, og heller ikke at kirken ikke følger med samfundet. Vi har til hensigt at anskue problemstillingen fra et helt nyt perspektiv, som vi mener, kan bidrage til en mere nuanceret og fuldstændig debat, ved at give større indblik og nye svar. Folkekirkens fysiske udfordringer Vi vælger at iagttage folkekirken som en organisation i et anti essentialistisk blik, hvor organisationer består af kommunikation, og det, der definerer, hvad der hører ind under organisationen, hører til den kommunikation, der er (Andersen, 2003:311) og de beslutninger, der besluttes (Luhmann, 2003:52). Så vores iagttagelse af folkekirken går umiddelbart på, at der ikke er noget fast, der afgør, hvad der hører til folkekirken, og hvad der ikke gør. Disse afgørelser ligger i kommunikationen og i de beslutninger, der træffes. Hvis man ser det i forhold til kirkegængerne, indgår de som folkekirkens interessenter, der er med til definere og forme organisationen (Donaldson, 1995:68). Med en forståelse af organisationer, der kun består af kommunikation, bliver de netop en flydende størrelse, der er under konstant forandring. Det vil sige, at de udfordringerne der ligger i at forny folkekirken, ser vi ikke som værende en del af krisen, men derimod som en del af dens organisatoriske udfordringer. Men, selv om folkekirken i vores teoretiske optik består af kommunikation, adskiller den sig på mange måder fra andre organisationer ved netop at være forankret i nogle fysiske rammer, der er så fastlagte og karakteristiske for organisationen, at arkitekturen må indgå som en del af organisationens kommunikation (Thyssen, 2003:449). Derfor mener vi heller ikke, at kirkens krise, forstået som få kirkegængere, udelukkende kan løses med beslutninger, der knytter sig til et organisatorisk plan. Samtidig undrer det os, at der stadig opføres kirker nogenlunde ud fra samme grundidé som dengang, de første kirker blev bygget 3 og hvor deres symbolske værdi var en helt anden. For i 2 Der er selvfølgelig variation i både ældre og moderne kirker, og kirkerne i byen og på landet, men grundlæggende er de bygget op omkring samme grundstruktur; samme grundidé (Bygningskultur Danmark, 2006:9). KIRKE > RUM > STYRING SIDE 7

10 forhold til tidligere, så har kristendommen ændret betydning, og folkekirken har ikke længere samme dominerende position. Det bliver på baggrund af dette muligt at påstå, at samfundet er rykket fra kirken. Vi mener bare ikke, at det er rykket fra folkekirken rent organisatorisk, men derimod i forhold til de fysiske anordninger, der omgiver og påvirker os, når vi befinder os i kirkerummet. Kirken er et rum, hvor vi opfører os på en bestemt måde. Der møder vi nogle selvfølgeligheder, som vi ikke stiller spørgsmålstegn ved. Man kan således påstå, at kirke-rummet former de individer, der befinder sig i det, og former således vores adfærd (Tygstrup, 2006:175). Dermed sættes spørgsmålstegn ved den måde, kirken, som bygning, er konstrueret på. Da Luther i sin tid ændrede på nogle af forholdene inden for den katolske kirke, medførte det også forandringer i selve kirkerummet. Alle de katolske kirker blev stormet, og de katolske helgenfigurer blev brændt og billederne malet over (Smedegaard, 2006:141). Billedernes betydning i kirken blev også nedtonet, så de nu skulle underbygge meningen i Ordet, og ikke have en religiøs værdi i sig selv (Ibid:144). Men selve kirkerummet forblev det samme, selv om det kom til at fremstå i en mere ydmyg form. Det kan undre, at da man fornyede katolicismen, og dannede den protestantiske kirke, forblev kirkebygningen i sin grundform den samme. For både præsten og menigheden fik radikalt ændret deres roller efter reformationen. Så vi vil gerne stille spørgsmålstegn ved de roller, som kirkerummet tildeler kirkegængeren. Er disse roller overhovedet tidssvarende? Og er det muligt at påstå, at de fysiske rammer påvirker os således, at vi vælger ikke at gå til gudstjeneste? Spørgsmålet er, om ikke kirkerummets indretning og udformning har en styrende effekt på den måde, man kan agere i rummet eller en påvirkning der får kirkegængeren til at agere på bestemte måder, og som får indflydelse på den oplevelse, det er at gå til gudstjeneste. 3 Eksempelvis Antvorskov kirke, Danmarks nyeste kirke opført i 2005 se Bilag 3, Billede KIRKE > RUM > STYRING SIDE 8

11 1.2 Problemformulering Alt dette leder os frem til en problemformulering: Et forsøg på at forstå folkekirkens krise ud fra et fokus på det fysiske kirkerum og de relationer, man som kirkegænger bliver en del af, når man træder ind i rummet. Hvordan har kirkerummets fysiske anordninger indvirkning på krisen i den danske folkekirke? Afgrænsning For at præcisere vores blik, vælger vi at fokusere på gudstjenesten, da det er under denne seance, at præsten spiller den mest centrale rolle i forhold til kirkegængeren. Vi skærper vores blik yderligere, idet vi afgrænser os til kun at iagttage søndagsgudstjenesten. Denne er blot én ud af mange kirkelige handlinger, men gudstjenesten søndag formiddag er et naturligt fokus at rette blikket mod, da det er her kirkegængerne udebliver. Af samme grund er det også denne begivenhed, der er relevant at iagttage i forhold til debatten om kirkens krise. Vi konstruerer således vores blik, så vi ikke har mulighed for at se, hvordan kirkerummet former subjektspositioner i andre kirkelige sammenhænge. Herudover iagttager vi, hvordan rummet former kirkegængeren i forskellige subjektspositioner. Kirken består af mange andre subjekter og tilbyder andre subjektiveringsformer (såsom kirketjener, kor, organist osv.), som vi fravælger at iagttage. Desuden afgrænser vi os fra at undersøge subjektspositioner som knytter sig til andre rum i kirken udover våbenhuset, skibet og koret. At vi afgrænser os til disse tre rum, skyldes, at det er her, kirkegængeren befinder sig under gudstjenesten. Når vi omtaler kirkerummet i denne afhandling, hentyder vi således til disse tre rum. Vi afgrænser os til at undersøge de fysiske anordninger i kirkerummet. Det vil sige de overførbare elementer som er generelt gældende for de danske kirker. Begrebet dækker både over fysiske handlinger og materielle objekter. KIRKE > RUM > STYRING SIDE 9

12 1.2.2 Underspørgsmål Vi har valgt at specificere ovenstående problemformulering i følgende tre underspørgsmål, der, når de er undersøgt, vil gøre os i stand til at diskutere problemstillingen; en slags hjælpespørgsmål. Underspørgsmålene indkredser hvordan vi ser på det empiriske materiale. Spørgsmålene knytter sig til Foucaults begreber omkring subjektspositioner og styreformer, og hvad, de konkret dækker over, vil blive udfoldet i det følgende. Vores underspørgsmål lyder som følgende: 1) Hvordan positioneres kirkegængeren i kirkerummet? - Via arkitektoniske virkemidler - Via teknologier - Via praksisser 2) Hvilke forskellige styreformer er subjektiveringen et udtryk for? - Disciplinærmagt - Pastoralmagt - Governmentality 3) Hvordan kan måden kirkegængeren subjektiveres og styres på forklare krisen i den danske folkekirke? Vi tager udgangspunkt i subjektet. Det vil med andre ord sige, den position som kirkegængeren indtræder i, når hun befinder sig i kirkerummet. Subjektspositionerne vælger vi derfor at gøre til omdrejningspunktet for analysen. Og som en naturlig forlængelse af dette valg, mener vi der følger en undersøgelse af, hvilke former for magt der udspilles i kirkerummet. Og hvilke former for modmagt subjekter har mulighed for at udøve i kirkerummet. Magtformer sætter vi ækvivalent med styreformer. Ved at bruge disse begreber på den måde, som vi vælger at gøre det, bliver styreformer og subjektspositioner hinandens forudsætninger, og underspørgsmål to og tre vil ligeledes være med til at strukturere den måde, vi konstruerer vores empiri på. KIRKE > RUM > STYRING SIDE 10

13 Kap. 2 FORSTÅELSESHORISONT Dette afsnit har til formål at redegøre for den samfundsopfattelse angående religion, som dette speciale ikke kan se sig udenom. De spørgsmål, som vi stiller omkring folkekirken, skal nemlig ses i kølvandet på en større, overordnet samfundstendens, der handler om, at tro er blevet et spørgsmål om personlige præferencer (Hunt, 2002:40). Vi lever således i en tid, hvor forståelsen af religion har ændret sig, så individualitet har fået en mere fremtrædende rolle. Da vores motivation for at skrive denne opgave tager udgangspunkt i studiet af organisationer, finder vi det interessant at sammenligne denne individualisering inden for religionen med den udvikling, der sker inden for ledelse i dag. For vi mener at kunne se nogle af de samme tendenser, hvor udviklingen peger mere og mere i retning af individets indre selvstyring frem for en ydre direkte styring (Andersen, 2005:241). På samme måde som med religionen. Og denne udvikling, både inden for ledelse og styring, kombineret med religionens individualisering, vælger vi at betegne som en individualiseringstendens. Og denne individualisme, der gennemstrømmer samfundet i dag, påvirker vores måde at stille spørgsmål til kirken på, og påvirker i det hele taget vores måde at opfatte den danske folkekirke på. Med andre ord definerer vi i dette afsnit vores hvorfra (Andersen, 1999:167). Vi har valgt ikke at gøre os fri af denne forforståelse. 2.1 Religionens individualisering Vores forforståelse til denne opgave udspringer af en individualiseringstendens, der kendetegner religion i dag. Individualiseringen betyder, at religion er noget der opfylder det enkeltes individs behov (Beyer, 1994:99). Det vil sige, at vi ser i dag en religiøsitet hvor det enkelte individ sammensætter elementer fra forskellige dele af det religiøse marked (som eksempelvis kristendom sammensat med idéen om reinkarnation). Religion er blevet personlig og handler om, hvordan den kan skabe mening og identitet hos det enkelte individ (Hunt, 2002:40). Vi udleder på baggrund af dette, at denne individualiseringstendens også er gældende i dag inden for den danske folkekirke. I følgende afsnit vil vi redegøre for, hvorledes religionsbegrebet har ændret betydning, og hvordan dette kan anskues som havende betydning for, hvordan kirkens fysiske anordninger har indvirkning på krisen i folkekirken. KIRKE > RUM > STYRING SIDE 11

14 Begrebet religion har op gennem historien haft skiftende konnotationer, og meget tyder på, at der i dag en ny betydning af begrebet, der er ved at rodfæste sig. Hvor religion før i tiden refererede til en disciplinær livsstil, med stramme regler for, hvordan kollektivet skulle overholde en religiøs tilværelse (Beyer, 2003:166), dækker begrebet i dag over en individuel livsstil og er et spørgsmål om personlig præference (Hunt, 2002:40). Religion er med andre ord blevet et personligt anliggende, hvor det er individet selv, der afgør hvilken indflydelse religionen skal have på hverdagen, og hvordan religiøsiteten skal udtrykkes. Det er således ikke folkekirkens egne forskrifter, der er bestemmende for, hvordan en kristen tilværelse skal leves. En ændring i religionen rammer individers livsgrundlag, og danner nye idealer, sådan som det også skete efter reformationen. Disse ændringer sker aldrig på en gang. Der er således ikke tale om bratte overgange, men en løbende udvikling hvor det kan være svært at definere, hvad der hører til traditionen, og hvad der er forårsaget af de nye tendenser. De nye og gamle tendenser lever ofte side om side (Koch, 1960:28). Men religionen er blevet individualiseret. Disse tanker fik allerede sin begyndelse med Luthers reformering af den katolske kirke, hvor han lagde vægt på, at det er via den enkeltes tro alene, at guds frelse kan opnås - i modsætning til den katolske kirkes dogmer, hvor det hellige kun var forbeholdt de særligt indviede/ fromme mennesker (Sløk, 1999:84). Den kristne tro, og specielt den protestantiske kirke, bliver derfor allerede med reformationen selvrefererende (Luhmann, 2003:53). Det vil sige den refererer til den troendes egen brug af de kristne budskaber. Efter reformationen får individet mulighed for at blive sin egen præst, og frelsen er dermed noget den troende selv kan opnå. Kirkens funktion er derfor nu at gengive Ordet, det hellige ord, der bliver centralt for protestantismen, og som gør alle til ligemænd overfor gud (Koch, 1960:64ff). Det vil sige, at der med reformationen kommer et fokus på det enkelte individ. Om det er disse tanker fra midten af 1500 tallet, der i dag har fået rodfæste i andre dele af samfundet, skal vi ikke tage stilling til her. Det vigtigste er, at vi vælger at se en overensstemmelse mellem de protestantiske tanker og samfundets krav om individualisering. Forudsætningen for at skrive dette projekt er således, at vi befinder os inden for denne opfattelse af religion, som tager udgangspunkt i det enkelte individ og individets individuelle behov. Men med det postmoderne samfund er der tale om en ny måde at opfatte verden på, hvor individualiteten ikke kun gør sig gældende inden for religion. Denne forskydning i verdensopfattelse har både ændret det politiske liv, det økonomiske, familiære, forbrugsmæssige, sociale, det religiøse osv. En ændring der gradvist har afløst det verdenssyn, som KIRKE > RUM > STYRING SIDE 12

15 har præget samfundet siden den industrielle revolution (Hunt, 2002:38). Tendensen er da også synlig i store dele af samfundet og gør sig især gældende inden for virksomhedsledelse og styring. Analogt til religionens forandrede rolle, hvor det ikke længere er en autoritet, der udstikker retningslinier for livsførelse, ses der på samme måde en forandring inden for virksomhedsledelse og leder/medarbejder forholdet. En sammenligning vi finder relevant, idet præsten i vores empiriske materiale italesættes som en leder. Det vil sige, at vi her er inde i en leder-medarbejder terminologi. Med individualiteten i centrum har begrebet medarbejder ændret betydning indenfor erhvervslivet. Fra at være ansvarshavende er medarbejderen blevet ansvarstagende og dermed ansvarlig for egen udvikling. Det vil sige, at medarbejderens målsætninger ikke længere er eksternt givet, men sættes af medarbejderen selv (Andersen og Thygesen, 2004:19ff). På samme måde som med religion er tanken inden for ledelse i dag baseret på, at det enkelte individ refererer til sig selv frem for at referere til andre. Og disse forestillinger ses også i flere og flere virksomheders måde at indrette sig på, hvor de gennem åbne og transparente kontorlandskaber tilstræber en arkitektonisk grundform, der ikke gør forskel på de ansatte (Amhøj, 2004:48). Så selv arkitekturen forsøger at efterstræbe denne udvikling. I forhold til folkekirken, og mere specifikt kirkerummet, stiller vi spørgsmålstegn ved denne forandring. Spørgsmålet er, om kirkerummet lever op til det samfund, der stiller krav til, og er baseret på tanken om, individualitet. Vi mener, at der her er tale om et sammenstød. Sammenstødet består i, at forestillingen omkring religion som en autoritær magtinstans, der udstikker retningslinier for hvordan en religiøs tilværelse skal leves, er ført med ind i det kirkerum, som bruges i dag, hvor religionen er blevet et individuelt anliggende. Vi mener således, at de kirker vi ser og bruger i dag afspejler netop disse forestillinger omkring kristendommen, hvilket ses i arkitekturen (Tygstrup, 2006:173). For kirkebygningen afspejler, hvad der har været muligt at sige, tænke og gøre på det tidspunkt kirkerne blev opført, men da det ikke længere er det samme, der tænkes og siges om kristendommen i dag, opstår der et sammenstød. Og derfor bliver det relevant at stille spørgsmålstegn til, hvordan arkitekturen indvirker på gudstjenesten, for al arkitektur former og styrer adfærd (Ibid:180). Denne overførsel, kirkebygningerne står for, kan også tænkes at have konsekvenser for antallet af kirkegængere ikke bare i dag, men også i fremtiden. Det vil sige, at vi ser en tendens i dag med lave besøgstal, der kan tænkes at forsætte ud i fremtiden. Uden at foretage en historisk undersøgelse vælger vi at se krisen i den danske folkekirke som et led i denne udvikling, hvor individualisering er blevet det centrale begreb. Hvis religionen er blevet individualiseret, er KIRKE > RUM > STYRING SIDE 13

16 det interessant at undersøge, hvordan de roller, kirkegængeren positioneres i, giver mulighed for at udleve denne individualitet. Ved at stille spørgsmålstegn ved de fysiske rammer er der således indlejret en diskussion om, hvorvidt religiøsiteten har ændret sig i en sådan grad, at det fysiske kirkerum ikke længere kan følge med. Og hvis kirkerummet i sin grundidé er bygget ud fra nogle forestillinger om autoritet og hierarki, så er det muligt at forestille sig, at det i dag støder sammen med en moderne individuel tænkning. For selv om religionsbetydningen har ændret sig, og dermed også de øjne der iagttager bygningerne, så står kirkerne der jo stadig i sin oprindelige form. 2.2 Diskurs som tilgang I vores undersøgelse af, hvordan folkekirkens fysiske anordninger har indflydelse på de udfordringer, kirken oplever i dag, er vi diskursive i vores tilgang, og bygger på Michel Foucaults diskursbegreb. Projektet tager således udgangspunkt i idéen om, at når kirkegængeren indtræder i kirkens fysiske bygninger, så befinder han sig i et meningsunivers, hvor det er et helt bestemt sprog og en helt bestemt adfærd, der giver mening (Jørgensen og Philips, 2005:22). Og det er dette meningsunivers vi gerne vil undersøge, for det afspejler tidligere tiders opfattelse af religion. De fleste af os har prøvet at være i kirke og deltage i en gudstjeneste, og vi har fulgt de selvfølgeligheder, som er en del af det at gå i kirke. Eksempelvis er der ingen, der klapper efter en prædiken. Det er en selvfølgelighed, at man ikke klapper, hvilket skyldes, at denne diskurs, man nu er en del af, ikke skaber mulighedsrum for klapperi. Disse selvfølgeligheder er usagte, men de påvirker hvordan kirkegængerne tænker, hvordan de opfører sig, og de påvirker den måde kirkegængerne indgår i sociale relationer med hinanden på. Og dette kan forklares ud fra en diskursiv tanke om et kirkeligt meningsunivers (Hansen, 2003:339). Dette afsnit præsenterer således den diskursive forståelse, der er afgørende for den struktur og de begreber vi analyserer problemstillingen med. Med en diskursiv tilgang bliver det således muligt at iagttage hvilke fysiske formationer, der skaber subjektspositioner og handlingsmønstre. Vi vælger en forgrening inden for den diskursive tilgang, der kan rumme vores fokus på de fysiske og materielle relationer i kirkerummet. Vi opfatter det fysiske og materielle som konstituerende for magt og subjekt, men vi foretager ikke en diskursanalyse - vi er blot diskursive i vores forståelse. Det vil sige, at vi forstår diskursen som et magtrationale, der netop får sin eksistens gennem det materielle, KIRKE > RUM > STYRING SIDE 14

17 men samtidig påvirkes magten også af materialiteten (Andersen, 2003a:27). Materialiteten, i vores tilfælde kirkebygningen, sætter således et mulighedsrum op for magtrationalet, som det kan agere ud fra (Schaanning, 1997:194). At vi har en diskursiv forståelse af kirkerummet, gør, at vi ser kirken som et rum bestående af forskellige elementer, som opretholder visse sociale mønstre. (Foucault, 1999:29). Selv om der i princippet er mange muligheder for tale og handling, så er det, der foregår, ret enslydende. Der er tale og handling, som man slet ikke ville finde på at fremsætte, og som heller ikke ville give mening i den givne diskurs (Jørgensen og Philips, 2005:22). Når subjektets mulighedsrum afgrænses, former diskursen samtidig sociale relationer, identiteter og sociale objekter - og subjektet bliver et produkt af den givne diskurs: Subjects actions take place in discourse, and subjects themselves are produced through discourse. Subjects are the punctuation of discourse, and provide the bodies on and through which discourse may act (Kendall og Wickham, 1999:53). Når vi vælger at se hvordan de diskursive elementer former subjektet, bliver det også muligt at forstå kirkerummet som et rum, der har indflydelse på, hvordan en kirkegænger italesættes, samt hvordan hun har mulighed for at indgå i sociale relationer med eksempelvis præsten, de andre kirkegængere og materialiteten i rummet. I denne forbindelse er det værd at nævne, at det især er den sene Foucault, som vi henter inspiration fra, netop fordi hans senere analyser har en mere materiel karakter (Howarth, 2005: ). Det vil sige, at kirkerummet indeholder fysiske elementer, som tilsammen danner et rum, der regulerer og påvirker, hvordan det er at være kirkegænger til en gudstjeneste. På den måde kan vi med de diskursive briller få øje på, hvordan det fysiske og materielle positionerer kirkegængeren i kirkerummet. Gevinsten ved dette blik er, at vi netop kan se fortidens overlevering (kirkerummet), der er virksom i nutiden med konsekvens for fremtiden. Det vil sige, at vi kan se, hvordan det fysiske kirkerum er blevet overleveret til nutiden, stort set uforandret siden reformationens påvirkning af kirkerummet 4, og at denne overlevering kan have konsekvenser for fremtidens antal af kirkegængere. 4 Med Luther blev mange af de katolske kirkers vægmalerier overmalet, og de mange statuer af helgenerne udskiftet med mere enkle forhold, idet man satte fokus på det talte ord (Smedegård, 2006:143). Men selve rummet og de arkitektoniske virkemidler forblev det samme. KIRKE > RUM > STYRING SIDE 15

18 Vores udgangspunkt for analysen er anderledes i sin tilgang end Foucaults, idet vi ikke vælger at se, hvordan handlingsrummet formes på baggrund af en genealogisk analyse hvor et arkiv af tekster samles for at få et overblik over den historiske produktion af tekst om et givent emne. Vi vil ikke nærmere definere Foucaults genealogiske analyse, blot konstatere, at hvor vores analyse er en synkron analyse med udgangspunkt i et nutidigt øjebliks fiksering af et genstandsfelt - hvordan rummet former handlingsrum, er Foucaults genealogiske analyse en diakron analyse af en historisk udvikling (Andersen, 2002:4). Vores iagttagelse er med andre ord på det rum, vi kan se, frem for det rum vi kan læse om. Diskurspsykologien Der er forskellige diskursive tilgange at være inspireret af. Som præsenteret ovenfor, er vi primært inspireret af Foucault, men på enkelte punkter adskiller vi os og anvender elementer fra diskurspsykologien, som er an anden diskursive forståelse. En vigtig distinktion mellem disse to tilgange er først og fremmest Foucaults analysevalg af historiske tekster. Ved at vælge denne metodiske tilgang ville vi være i stand til at foretage en idealundersøgelse og på den måde finde ud af, hvordan de refleksive og designede tekster konstruerer kirkerummet og kirkegængerne (Amhøj, 2004:63). Men vi vil gerne noget andet. Vi er interesserede i at undersøge problemstillingen ud fra en synsvinkel, der i højere grad gør os i stand til at orientere os mod praksis frem for idealet. Denne mulighed finder vi i diskurspsykologien (ibid.). Diskurspsykologien skal ikke forstås som psykologi i traditionel forstand men som en særlig form for diskurstilgang, der lægger stor vægt på enkelte individers diskursive håndtering af hverdagssituationer (Jørgensen og Philips, 1999:16). Og det er netop individets egen oplevelse, vi har særlig fokus på og hvordan det som en del af det fysiske kirkerum indtræder i relationer, der er med til at forme det. Det vil sige, at elementer fra den diskurspsykologiske retning giver os mulighed for at undersøge kirkegængerens egen umiddelbare oplevelse af praksis (at gå til gudstjeneste). En praksis, som vi ikke mener, er til rådighed i tekster, der på forhånd er designet og reflekteret over, som regel med et bestemt formål for øje. Med udgangspunkt i Foucault ønsker vi at undersøge, hvordan de fysiske anordninger skaber et meningsunivers. Og det påvirker både den fysiske krop og kirkegængerens tanke, og med diskurspsykologien får vi netop mulighed for at undersøge denne formning af tanken på en anden måde, end Foucaults diskursbegreb giver os mulighed for, netop fordi vi tager udgangspunkt i det direkte møde mellem kirkegænger og rummet frem for historiske kilder. KIRKE > RUM > STYRING SIDE 16

19 Vi henvender os således til den direkte kilde, kirkegængerne, for at undersøge, hvordan kirkerummet som fysisk anordning virker på dem. Denne vinkel mener vi er afgørende for at kunne forklare krisen i folkekirken. Vi har således sammensat flere teoretiske overvejelser og metodiske redskaber til at svare på vores problemstilling, og derfor kan dette speciale ikke kategoriseres til én bestemt tilgang. Denne kombination af elementer fra forskellige diskursanalytiske perspektiver bidrager til en bredere forståelse af problemstillingen og giver os mulighed for at kombinere den tilgang, vi mener, er mest givende for analysen. At kombinere Foucaults diskursive og materielle forståelse med diskurspsykologiens fokus på individers diskursive håndtering af hverdagssituationer giver os således mulighed for at undersøge, hvordan det fysiske kirkerum formaterer kirkegængeren men italesat fra kirkegængernes synspunkt. KIRKE > RUM > STYRING SIDE 17

20 Kap. 3 ANALYSESTRATEGI I dette kapitel præsenteres de begreber, vi anvender til at konstruere det blik, vi tillægger os for at kunne besvare problemstillingen. Da vi arbejder ud fra en forestilling om, at vores empiriske genstand, kirkegængeren som en subjektsposition i kirkerummet, ikke er en objektiv genstand, der kan tilnærmes, bliver det vores formning og konditionering, der gør genstanden iagttagelig (Esmark, m.fl. 2005:10). Dette bevirker at subjektspositionen altid vil være formet af det blik, vi iagttager med, og vi vil derfor i dette kapitel fremlægge vores analysestrategi; altså en strategi for, hvordan vi har tænkt os at analysere kirkegængerens formning. Da vores genstand ikke har en ontologisk 5 erkendelsesinteresse, kan subjektspositionerne i kirkerummet ikke nærmes via en egentlig metodisk fremgangsmåde; de skal konstrueres. Måden vi har valgt, at få subjektivering frem i det empiriske materiale, er derfor gennem et subjektiveringsblik, der er vores valg (Esmark m.fl., 2005:9). Så i den handling, at iagttage subjektspositioner i kirkerummet, ligger der samtidig en konstruktion af subjektspositionerne. Iagttagelse og konstruktion er hinandens forudsætninger. Og til det knytter der sig også et krav om konditionering, det vil sige under hvilke betingelser vi, med vores blik, ser på kirkegængeren i kirkerummet. Alle kapitlerne i projektet, frem til selve analysen, bidrager derfor til at konstruere et blik, som netop kan få øje på, hvordan en kirkegænger formes. For at skabe et bedre overblik viser nedenstående figur, hvordan de enkelte dele i vores analysestrategi spiller sammen i vores iagttagelse af rummets formning af kirkegængeren: 5 I ontologien leder man efter essensen, det vil sige den kerne, der er. I epistemologien leder man efter hvordan noget konstrueres og skabes, som ikke har en fast "essens" (Esmark 2005: 11). KIRKE > RUM > STYRING SIDE 18

21 Figur 1: Analyse-diamant Vores blik: Subjektivering Konstruktion af genstand Konstruktion af kriterier for valide argumenter Vores genstand: Formningen af kirkegængeren som subjektposition Problemformulering: Hvordan har kirkerummets fysiske anordninger indvirkning på krisen i den danske folkekirke Specificering af iagttagelssespunkt Specificering af regler for iagttagelse Konditioneringsredskaber: Arkitektoniske virkemidler, Teknologier, Praksisser Governmentality, Pastoralmagt, Disciplinærmagt } } Skaber indblik Skaber overblik Figuren er egen udarbejdelse inspireret af Niels Åkerstrøm Andersens analysestrategifigur (Andersen, 1999:183) Denne figur er et forsøg på at visualisere den måde, vi iagttager, hvordan kirkegængeren formes. Den primære pil er den orange, der går fra højre mod venstre fra vores iagttagelsespunkt til den genstand, vi iagttager. Det betyder, at når vi vælger at se på kirkegængeren i kirkerummet, starter vores iagttagelse altid fra et sted. De stiplede linier er hjælpelinier til at styrke denne iagttagelse, som også konstruerer, hvad det er, vi iagttager. De øverste stiplede linier indikerer den måde, hvorpå vi iagttager formningen af kirkegængeren, hvilket vil sige vores subjektiveringsblik. Vores påstand er dermed, at de fysiske anordninger former hvilke positioner, det bliver muligt at indtræde i som kirkegænger. Alt hvad vi iagttager vil nemlig være ud fra de subjektiveringsbriller, vi har på. De nederste stiplede linier indikerer hvilke regler, der konditionerer vores iagttagelse. Det vil sige, hvordan vi vælger at se subjektiveringen træde frem både gennem arkitektoniske virkemidler, praksisser og teknologier, samt magtens styreformer: governmentality, pastoralmagt og disciplinærmagt. Alle begreber, der karakteriserer kirkens fysiske anordninger. Hvordan disse begreber henholdsvis giver os indblik og overblik, som figuren viser, vil blive forklaret nedenstående. KIRKE > RUM > STYRING SIDE 19

22 Det skal her tilføjes, at det ikke kun er genstanden, der formes gennem vores iagttagelse. Iagttagelsen skaber også os som forskere, der iagttager (Esmark m.fl., 2005:11). Og al iagttagelse forudsætter blindhed, så når vi vælger at undersøge, hvordan kirkegængeren formes af kirkerummet, er der andre ting i kirkerummet, vi ikke kan få øje på. I vores empiriske materiale, er der dukket emner op, som eksempelvis folkekirkens rolle, nye måder at brande sig selv på i et moderne samfund, hvad er religion og hvilken betydning har den for den enkelte. Men for at være præcise i vores blik vælger vi at gøre os blinde over for disse emner og kun fokusere på, hvordan det fysiske kirkerum former kirkegængerne som subjekter. Jo mere præcist vores blik er, jo mere empirifølsomme er vi, og jo mere skarpt bliver blikket (Andersen, 1999:154). Dette speciale har således ikke til hensigt at komme med nogen strategi for, hvordan folkekirken får flere kirkegængere til søndagsgudstjeneste. Vi har derfor heller ikke i vores interviewundersøgelser taget højde for, hvorvidt kirkegængerne kunne lide at gå til gudstjeneste eller ej, eller hvorvidt de syntes, gudstjenesten skulle ændres (For præsentation af interviews se afsnit 3.2.1). Det ligger uden for dette speciale at svare på disse spørgsmål. Formålet er derimod at belyse hvordan rummets fysiske anordninger former individet i bestemte roller - og hvordan denne formning af kirkegængeren harmonerer, eller disharmonerer, med et individualiseret samfund. Men inden vi når dertil, vil vi først præsentere subjektiveringsbegrebet, samt de begreber, vi benytter os af til at få øje på subjektiveringen (Andersen, 1999:153). I nedenstående kapitel vil vi med andre ord tydeliggøre, hvordan vi definerer en kirkegænger, og hvordan vi via vores blik får hende til at fremtræde som en videnskabelig genstand. 3.1 Vores blik - subjektivering Når genstanden for analysen er kirkegængernes formning i rummet, vælger vi at iagttage dette ud fra et subjektiveringsblik med baggrund i Foucaults tanker omkring subjekt og subjektivering. Foucaults subjektsbegreb bygger på forudsætning om, at subjektets mulighed for at handle altid er skabt af det sociales udformning. En udformning som subjektet selv er medskaber af i deres handlinger (Esmark m.fl., 2005:30). Så når vi i dette speciale vælger at arbejde med kirkegængeren, med baggrund i Foucaults subjektsforståelse, vælger vi at iagttage, hvordan kirkegængeren formes af strukturerne i kirkerummet. Det er således ikke en fremstilling af kirkegængeren som et tænkende individ, vi har fokus på. Når vi iagttager KIRKE > RUM > STYRING SIDE 20

23 kirkegængernes italesættelse af dem selv som kirkegængere, vil fokus derfor være på, hvordan kirkerummet subjektiverer dem i forskellige roller og relationer. Subjektsbegrebet hos Foucault er et antihumanistisk udgangspunkt, og han forsøger at fjerne sig fra enhver antropologisk tænkning om mennesket. Selvet skal berøves dets aura af selvfølgelighed, liv og natur - individet skal decentraliseres (Heede, 1992:18). Foucault udtrykker det således: Først og fremmest mener jeg jo, at der ikke findes noget suverænt og konstituerende subjekt, at der ikke findes nogen universel form for subjekt, som man kan genfinde overalt (Heede, 1992:18). Ifølge Foucault findes der således ikke ét slags universelt individ. I stedet mener han, at strukturerne former forskellige positioner, eller pladser, som individet kan indtage. Det betyder, at det er de strukturelle betingelser, der sætter præmisserne for, hvordan man positioneres som individ (Poulsen, 2005:161). Derfor bliver det heller ikke dækkende at tale om kirkegængeren som et individ men snarere som en subjektsposition. Og i stedet for at spørge hvem er jeg?, bliver det relevant at spørge hvad er jeg? Vores udgangspunkt bliver derfor, at kirkegængeren formes i nogle bestemte positioner, eller roller, så snart hun træder ind i kirkerummet. Roller og subjektspositioner forstår vi ækvivalent (Poulsen, 2005:175). Da subjektspositioner varierer, alt efter hvilken relation individet indgår i, bliver begrebet om subjektspositioner også mere flydende i forhold til et begreb om individer (Ibid). Kirkegængeres rolle kan således ændre sig, alt efter hvor man befinder sig i rummet, og med hvem, eller hvad, man indgår i relation med. Og vi er netop interesserede i at undersøge, hvordan de fysiske anordninger styrer og former subjekter, for det skaber mulighed for forskellige roller (Poulsen, 2005:168). Når vi på denne måde vil undersøge, hvordan kirkerummet positionerer kirkegængeren, iagttager vi hvordan subjekter gøres til genstand genstand for kirkerummets styring og genstand for vores analyse i det hele taget (Kendall og Wickham, 1999:55). For hvor der er subjekter, er der også magt. Når kirkerummet med andre ord former kirkegængeren i nogle roller, sker der samtidig en magtinfiltrering (Heede, 1992:38). Dette fordi kirkerummet tildeler kirkegængeren et handlingsrum, der på forhånd er fastlagt (Poulsen, 2005:169). Dermed bliver subjektet et objekt for styring. Vi mener således ikke, at det er muligt at tale om subjektivering af kirkegængeren uden også at have en forståelse for Foucaults magtbegreb. Grundidéen i denne opfattelse er, at magten ikke kan lokaliseres hos en dominerende hersker men findes derimod i relationerne mellem KIRKE > RUM > STYRING SIDE 21

24 individerne (Foucault, 2000:337). Magten er således ikke noget, der kan besiddes af det enkelte individ. En helt central pointe hos Foucault er tværtimod, at individet er en effekt af magten (Thomsen, 2005:145). Magten skal således ikke forstås som, at et individ har magt over et andet individ, men at relaterede individer har magt til at handle og agere inden for et givent handlingsrum. Magten er således en proces, der bevæger sig (Rennison, 2005:4). Og til dette får teknologier og praksisserne en vigtig betydning (Foucault, 2000:327, Foucault, 1980:97). Det vil sige, at det, Foucault kalder subjektivering, sker gennem nogle teknologier og praksisser, der er konstitueret af magten: Vi er ikke suveræne subjekter, der frit kan disponere over vores tale, men underlagt en række oversubjektive strukturer, der styrer vores taleposition (Heede, 1992:92). Med vores blik ser vi således hvordan kirkerummets arkitektur i relation med teknologierne og praksisserne virker konstituerende for de forskellige roller, det er muligt at indtage som kirkegænger (Poulsen, 2005:178). Så både det konkrete rum, praksisserne og teknologierne har indflydelse på, hvordan kirkegængerne kan tale og handle, samt på hvordan hun indgår i relationen med andre kirkegængere og præsten. Ud fra et subjektiveringsperspektiv er det således vigtigt at huske på, at når der er tale om relationer, handler det både om relationer mellem subjekter men også mellem objekter og ligeledes mellem subjekt og objekt. Begrebet subjekt bruger vi når der er fokus på individer. Objekter knytter sig til andre fysiske elementer i rummet, såsom prædikestolen. Måden, kirkerummets objekter og subjekter indgår i relationer med hinanden på, skaber en form for netværk, som alle er spundet ind i; et spind som alle elementer er med til opretholde. Dette er samtidig et udtryk for magten, der er styrende for, hvilke roller, man som kirkegænger, kan indtræde i i kirkerummet. Hvordan vi ser magten, som havende betydning for kirkegængerens subjektivering, vil blive uddybet i afsnit Subjektspositioner i det fysiske rum Kirken består af mange objekter og tilbyder mange subjektiveringspositioner. Vi vælger dog at konditionere vores begreb kirkegænger som en person, der kommer for at deltage i søndagsgudstjenesten, men som i sin dagligdag ikke har noget med folkekirken at gøre. Med begrebet kirkegænger hentyder vi således ikke til de personer, der også deltager under en gudstjeneste, blandt andet kordegn, kirketjener og organist. Da disse befinder sig i kirken under en gudstjeneste, kan man med rette også tilskrive dem en rolle som kirkegænger, men det vælger vi at afskære os fra. Og vi ser hvilke forskellige roller denne form for kirkegænger KIRKE > RUM > STYRING SIDE 22