Tennis i Danmark. En medlemsundersøgelse i Dansk Tennis Forbund. Karsten Østerlund

Transkript

1 Tennis i Danmark En medlemsundersøgelse i Dansk Tennis Forbund Karsten Østerlund

2 Titel Tennis i Danmark en medlemsundersøgelse i Dansk Tennis Forbund Forfatter Karsten Østerlund Research og analyse Peter Forsberg Idans følgegruppe Søren Bang, Henrik H. Brandt, Kasper Lund Kirkegaard og Maja Pilgaard Omslagslayout [di:zain] Forsidefoto Patita Rds./Stock.xchng Tryk Kopiexperten Udgave København, marts 2010 ISBN (elektronisk version) Pris Rapporten koster i trykt udgave 200 kr. inkl. moms (ekskl. forsendelse) Rapporten kan gratis downloades i pdf-version i vidensbanken på Udgiver Idrættens Analyseinstitut Kanonbådsvej 12 A 1437 København K T: F: E: idan@idan.dk W: Gengivelse af denne rapport er tilladt med tydelig kildehenvisning. 2

3 Tennis i Danmark En medlemsundersøgelse i Dansk Tennis Forbund 3

4 Indhold INDLEDNING... 6 HOVEDKONKLUSIONER OG ANBEFALINGER... 7 MEDLEMSFRAFALD I DTF... 7 RAPPORTENS HOVEDKONKLUSIONER... 7 MEDLEMSFRAFALDET OG DETS ÅRSAGER RAPPORTENS ØVRIGE KONKLUSIONER... 9 INTERESSEN FOR AT SPILLE TENNIS HAR VÆRET FALDENDE ANBEFALINGER TIL FORBUND, UNIONER OG KLUBBER HOVEDANBEFALING: MÅLGRUPPETÆNKNING, MÅLSÆTNING OG UDVIKLINGSARBEJDE TÆNK I TENNISSPORTENS MÅLGRUPPER OG DE FIRE TENNISTYPER BEHOV FOR SYSTEMATISK UDVIKLINGSARBEJDE OG ERFARINGSUDVEKSLING KLUBBEN SOM KONTAKTBUREAU SÆT FOKUS PÅ KOMMUNIKATION, ANSVARSFORDELING OG KLUBBERNES BEHOV STYRKELSE AF KLUBBERNE GENNEM PROFESSIONALISERING ELLER SAMARBEJDE DEL 1: TENNISSPORTENS ORGANISERING OG FACILITETER TENNISSPORTENS OVERORDNEDE ORGANISERING DANSK TENNIS FORBUND (DTF), UNIONER OG KLUBBER TENNISKLUBBERNES STRUKTUR FRIVILLIGHED OG LØNNET ARBEJDSKRAFT TENNISKLUBBERNES ØKONOMI TENNISKLUBBERNES FOKUS ELITE VS. BREDDE TENNISKLUBBERNES FACILITETER MEDLEMSUDVIKLINGEN I DTF FRA 1970 OG FREM TIL I DAG INTERESSEN FOR AT SPILLE TENNIS FALDER GENERELT ET UUNDGÅELIGT MEDLEMSFRAFALD? STRUKTURELLE FORKLARINGER PÅ TENNISSPORTENS OPTUR OG PERSPEKTIVET TIL I DAG CENTRALE POINTER FRA DEL DEL 2: ÅRSAGER TIL MEDLEMSFRAFALD UDFORDRINGER PÅ INDIVIDNIVEAU FRAFALD AF MEDLEMMER MEGATRENDS MEDLEMSFRAFALDET I DANMARK ER EN DEL AF EN INTERNATIONAL TENDENS DER ER TALE OM EN GENEREL MEDLEMSKRISE I BAT- OG KETSJERSPORTSGRENENE TENNIS MISTER MEDLEMMER TIL GOLF TENNIS ER I DE FLESTE KLUBBER IKKE EN HELÅRSSPORT UDFORDRINGER PÅ KLUBNIVEAU KLUBBER MELDER SIG UD AF DTF KLUBBER MELDER SIG UD AF DTF DER ER PROBLEMER I FORHOLDET MELLEM KLUBBER, UNIONER OG FORBUND KLUBBERNE FINDER DET IKKE ATTRAKTIVT NOK AT VÆRE MEDLEM AF DTF CENTRALE POINTER FRA DEL 2:

5 DEL 3: MEDLEMSUNDERSØGELSEN GEOGRAFISK FORDELING AF RESPONDENTER HVEM HAR DELTAGET I UNDERSØGELSEN? ER DET KERNEMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I UNDERSØGELSEN? NUVÆRENDE OG FRAFALDNE MEDLEMMERS TENNISVANER LIVSFASER OG FORSKELLIGE TENNISTYPER HVAD EFTERSPØRGER TENNISSPILLERNE? HVILKEN TYPE KLUBBER LEVERER DEN BEDSTE VARE TIL DERES MEDLEMMER? REKRUTTERING AF TENNISSPILLERE HVORFOR MELDER SPILLERE SIG UD AF TENNISKLUBBERNE? CENTRALE POINTER FRA DEL FORBUNDETS SVAR PÅ TENNISSPORTENS UDFORDRINGER EN AFRUNDING PLAY AND STAY ET SATSNINGSOMRÅDE FOR DTF BILAG 1 METODISKE OVERVEJELSER LITTERATURLISTE NOTER

6 Indledning Dansk Tennis Forbund (DTF) har siden tennissportens deltagermæssige højdepunkt i begyndelsen af 1990 erne mistet næsten halvdelen af de registrerede medlemmer og over en tredjedel af forbundets medlemsforeninger. Ifølge DTF s seneste medlemsopgørelse 1 fra 2009 organiserer forbundet i alt 263 registrerede medlemsforeninger med registrerede medlemmer. Til sammenligning havde forbundet på højdepunktet i begyndelsen af 1990 erne i alt 407 medlemsforeninger (1994) og registrerede medlemmer (1990). Tallene viser, at mange tennisklubber mister medlemmer og antyder ligeledes, at et betydeligt antal tennisklubber ikke finder det tilstrækkeligt attraktivt at være medlem af DTF. I forlængelse heraf er det denne rapports formål at analysere årsager til medlemsfrafald inden for tennissporten og komme med forslag til, hvordan denne udvikling kan vendes. Dette gøres gennem tre selvstændige delanalyser, som i fællesskab bidrager til en forståelse af årsagerne til tennissportens medlemsmæssige tilbagegang siden starten af 1990 erne. Den første del af rapporten analyserer tennissportens organisering og medlemsmæssige udvikling i Danmark ud fra eksisterende organisationsdata og foreningsundersøgelser. Den anden del af rapporten analyserer og diskuterer potentielle årsager til medlemsfrafald inden for tennissporten. Årsagerne er bl.a. udvalgt på baggrund af de forudgående analyser, som rejser en række problemstillinger, der undersøges nærmere. Analyserne bygger på udsagn fra hhv. interviewede nøglepersoner i DTF og udvalgte klubfolk. Konkret blev tre nøglepersoner inden for DTF interviewet uafhængigt af hinanden, mens der for klubfolkenes vedkommende blev afholdt to fokusgrupper i hhv. Øst- og Vestdanmark med fem deltagere i hver. Den tredje del af rapporten bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt nuværende klubtennisspillere og frafaldne medlemmer, der er stoppet med at spille tennis inden for de seneste to år. Formålet er at opnå indsigt i, hvorfor de dyrker tennis hhv. er stoppet med at spille tennis i klub. Spørgeskemaerne tager en række emner op, herunder respondenternes tennisvaner, årsager til at spille tennis, forhold til træning og turnering samt syn på deres klub og dens faciliteter. Derudover er der nogle åbne spørgsmål, hvor respondenterne frit får mulighed for at give deres mening om en række forhold til kende. I alt deltog nuværende medlemmer i spørgeskemaundersøgelsen, hvilket giver en svarprocent på 43. Til sammenligning deltog 487 frafaldne medlemmer, hvilket resulterede i en noget lavere svarprocent på 16. I den forbindelse skal det nævnes, at den valgte indsamlingsmetode har en række fordele, men også nogle begrænsninger, som beskrives i bilag 1, hvor de metodiske overvejelser behandles mere grundigt. Spørgeskemaundersøgelsen må siges at have fremskaffet et unikt stort datamateriale. Det er formentlig ikke repræsentativt for de generelle forhold i dansk klubtennis, men det er stadig et solidt materiale, som giver et indblik i, hvad nuværende og frafaldne medlemmer har af holdninger til tennissporten generelt, og hvad de mere specifikt efterspørger i deres respektive klubber. I det følgende afsnit opsummeres rapportens vigtigste konklusioner og anbefalinger, inden der tages hul på de tre delanalyser, som beskrevet ovenfor. 6

7 Hovedkonklusioner og anbefalinger Medlemsfrafald i DTF Rapporten udspringer af et ønske fra DTF om at vende mange års medlemstilbagegang og derved igen skabe fremgang for tennis i Danmark på klubniveau. Medlemsmæssigt nåede DTF sit højdepunkt i 1990 med registrerede medlemmer. Siden da har rundt regnet halvdelen af medlemmerne forladt DTF, som i den seneste medlemsopgørelse fra 2009 kan notere registrerede medlemmer. Rapporten med dens anbefalinger bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt nuværende og tidligere tennisspillere samt interviews og fokusgruppeinterviews med centrale flok inden for tennisverden i Danmark. På den måde er det både DTF s ledelse, klubfolk og tennisspillere, som har bidraget til at frembringe rapporten og dens anbefalinger. Rapporten bygger således på et særdeles solidt og bredt grundlag. Rapportens hovedkonklusioner Rapporten påviser, at fire femtedele af medlemsfrafaldet skyldes, at medlemmer har meldt sig ud af deres lokale klubber og dermed forladt den organiserede tennissport under DTF, mens den resterende femtedel af frafaldet skyldes klubudmeldinger. Rapporten konkluderer, at der ikke på det overordnede plan findes én simpel årsag til de to former for frafald, men at der snarere er tale om et samspil af en række samfundsmæssige, sociale og organisatoriske forhold, som hver især har spillet ind på tilbagegangen. På individplan viser rapporten ud fra bl.a. medlemsundersøgelsen, at en meget væsentlig årsag til medlemsfrafald er den simple mangel på én at spille med. Således er den afgørende forskel mellem nuværende og tidligere tennisspillere, at de nuværende oftere end de tidligere spiller med skiftende makkere i klubben. De tennisspillere, som har flere muligheder for at spille med andre end den faste makker, bliver i langt højere grad fastholdt i sporten, da man ikke er afhængig af sin egen faste makker og samtidig vil være mere tilbøjelig til at bruge eller engagere sig i klubbens forskellige aktiviteter. Fastholdelse i tennisklubber afhænger med andre ord af, hvor godt den enkelte tennisspiller er integreret i tennisklubben. Rapporten konkluderer, at den afgørende opgave for DTF, unioner og klubber derfor er at skabe de rette rammer for, at tennisspillere i forskellige livsfaser og med forskellige forudsætninger kan mødes på tværs og indgå i hinandens tennisnetværk. Fire tennistyper DTF, unioner og klubber skal skærpe opmærksomheden på, at tennisspillere ikke er en homogen gruppe med ens behov og ønsker. Rapporten anbefaler, at forbundet, unionerne og klubberne i højere grad tænker i målgrupper for at skabe de rette tilbud til de forskellige typer af tennisspillere. 7

8 Medlemsundersøgelsen identificerer fire 'tennistyper' med forskellige ønsker og behov, som ofte er præget af de enkelte spilleres generelle livssituation. Bl.a. har alder, civilstand, arbejdssituation og familiære forhold stor indflydelse på det enkelte medlems aktuelle tennisvaner. De fire tennistyper konkurrencetennisspilleren, træningsmotionisten, klubtennisspilleren og købetennisspilleren er skitseret i tabellen nedenfor 2. Oversigt over de fire tennistypers kendetegn: Konkurrencetennisspilleren Træningsmotionisten Klubtennisspilleren Købetennisspilleren Primær motivation for at spille tennis Det sportslige konkurrenceelement Muligheden for at udvikle spillemæssige færdigheder Det sociale sammenhold med andre spillere Selve spillet og det at kunne spille det med en bekendt, når der er tid og lyst Alder Findes i alle aldersgrupper, men særligt udbredt blandt unge spillere Særligt udbredt blandt voksne på år Særligt udbredt blandt modne voksne og ældre over 50 år samt blandt unge Særligt udbredt blandt unge voksne på år. Udbredelsen falder med stigende alder Køn Større andel af mænd, men også relativt stor andel af kvinder Klart større andel af kvinder Større andel af kvinder, men også relativt stor andel af mænd Klart større andel af mænd, men også en vis andel af kvinder Erfaring med tennis Typisk mange års erfaring med sporten Typisk kortere tids erfaring med sporten Typisk mange års erfaring med sporten Delt i to grupper én, som har været mange år i sporten, og én, som har været kort tid i sporten Hyppighed af spil i tennissæsonen Spiller ofte. Typisk 1-2 gange om ugen eller mere Spiller en del. Typisk mellem to gange om måneden og to gange om ugen Spiller ofte. Typisk 1-2 gange om ugen eller mere Spiller lidt. Typisk mellem 1 gang om måneden og to gange om ugen Foretrukne måder at spille tennis - Fast makker - Skiftende makkere - Fællestræning - Holdkampe - Turneringer og stævner - Fast makker - Fællestræning - Individuel træning - Ikke-konkurrencebetonede tennisarrangementer - Fast makker - Skiftende makkere - Fællestræning - Ikke-konkurrencebetonede tennisarrangementer - Fast makker Deltagelse i klublivet Deltager relativt ofte i sociale arrangementer og er generelt godt integreret i klublivet Deltager sjældent i sociale arrangementer, men deltager i tennisrelaterede klubarrangementer i stedet Deltager meget ofte i sociale arrangementer og er generelt godt integreret i klublivet Deltager ikke i sociale arrangementer og er generelt ikke integreret i klublivet, hvad enten det er et bevidst valg eller ej Antagelig risiko for frafald Lav Middel Lav Høj 8

9 Som tabellen viser, er især segmenterne med træningsmotionister og købetennisspillere interessante, da spillerne i disse to grupper har den største risiko for frafald og udgør en relativt stor del af tennisspillerne. Træningsmotionisten er typisk på vej ind i klubben, er motiveret for at lære spillet og kan med tiden blive en del af klubbernes etablerede spillernetværk. Købetennisspilleren, som langt hen ad vejen har et kundeforhold til klubben, er en større udfordring. Her bør fokus være på at opstille tilstrækkeligt med fleksible træningsmuligheder og sørge for, at spillerne bliver inviteret inden for i klubben gennem aktiviteter, hvor de møder andre spillere uden at føle sig bundet tidsmæssigt eller socialt. Dybest set ønsker denne spillertype at spille tennis med andre, men ofte kun i begrænset omfang eller i meget fleksible rammer, som passer til købemotionistens mulighed for at indpasse tennisspillet i hverdagen. Et nyt fokus i tennisklubber? Et mere målrettet fokus på ikke mindst købetennisspillerne vil i visse klubber kræve et brud med en traditionel tankegang, hvor opmærksomheden ofte er rettet mod konkurrence- og klubspilleren. Der er med andre ord behov for at medtænke, at der også findes andre spillere, som skal tilgodeses. Rapporten argumenterer dog ikke for, at man skal glemme konkurrence- og klubspillerne, for de er i høj grad rygraden i mange klubber. Udfordringen er derimod at udvide horisonten og tilrettelæggelsen af klubbernes tilbud til i højere grad at omfatte alle fire spillertyper. Medlemsfrafaldet og dets årsager rapportens øvrige konklusioner Ud over at identificere nuværende og tidligere medlemmers forhold til tennissporten tegner rapporten et portræt af den organiserede tennissport i Danmark og diskuterer herudfra medlemsfrafaldet og en række mulige årsager hertil. Den organiserede tennissports særlige karakteristika De to primære aktører i den organiserede tennissport i Danmark er DTF under DIF og DGI. En stor del af klubberne er medlem begge steder, men en voksende andel vælger kun at være medlem af den ene organisation. DTF har ifølge den seneste medlemsopgørelse ca flere medlemmer end DGI, som til gengæld organiserer flere klubber end DTF. Det tegner et billede af medlemskab hos DGI som værende særligt attraktivt for små tennisklubber, der ikke føler, de har ressourcer til at benytte sig af DTF s tilbud, mens de større klubber som oftest er medlem begge steder eller kun hos DTF. Foreningsundersøgelser viser desuden, at de danske tennisklubber i sammenligning med det øvrige foreningsliv er relativt professionaliserede forstået på den måde, at det i tennisklubber er mere normalt at have lønnede trænere og andre lønnede ansatte. Tilsyneladende betyder det dog ikke et højere kontingent for medlemmerne, idet tennisklubberne i gennemsnit har et relativt lavt kontingent sammenlignet med det øvrige foreningsliv, omend tennissæsonen i mange klubber er kort, og man ofte opererer med ekstrabetaling for fx træning. 9

10 På lederniveau domineres tennissporten af midaldrende eller ældre mænd, som generelt angiver, at de synes, det er blevet sværere at være frivillig leder de senere år. De oplever i stigende grad problemer med rekruttering af frivillige trænere og ledere, ligesom mange finder det svært at tiltrække nye medlemmer til deres respektive klubber. Interessen for at spille tennis har været faldende Interessen for at spille tennis har da også generelt været faldende siden starten af 1990 erne. Det har ramt DTF særligt hårdt, mens DGI samlet set over perioden kun har oplevet en mindre tilbagegang i medlemstallet og endda har kunnet notere en mindre fremgang i de seneste tre år. I 1970 erne og 1980 erne udviklede tennis sig til en modesport, og medlemmerne strømmede i den periode ind i tennisklubberne, indtil den medlemsmæssige top blev nået i 1990 med registrerede medlemmer i DTF-regi. Siden da har rundt regnet halvdelen af medlemmerne forladt DTF, som i den seneste medlemsopgørelse fra 2009 kan notere registrerede medlemmer. Godt fire femtedele af dette frafald skyldes medlemmer, der har meldt sig ud af deres lokale klubber og dermed forladt den organiserede tennissport, mens den resterende femtedel af frafaldet skyldes, at hele klubber har meldt sig ud af forbundet. Der findes ingen simpel forklaring på det faldende medlemstal. Det er dog muligt ud over de allerede nævnte forhold på individplan at pege på en række strukturelle forhold, som har bidraget til det faldende medlemstal i DTF s klubber. Potentielle årsager til medlemsfrafald Megatrends: Overordnet spiller en række udviklingstendenser i samfundet de såkaldte megatrends en væsentlig rolle. Eksempelvis er der de seneste år opstået mange nye idræts- og fritidstilbud, og det er blevet mere almindeligt, at folk skifter rundt imellem disse. Det har skabt en hårdere konkurrence om danskernes fritid. En anden samfundstendens er, at flere danskere lever en karriereorienteret, omskiftelig tilværelse og derfor efterspørger muligheder for at dyrke idræt så fleksibelt og effektivt som muligt. Idrætsdeltagelsen har generelt været stigende de seneste år, men primært inden for aktiviteter, der kan dyrkes fleksibelt og effektivt enten på egen hånd eller i mindre selvvalgte fællesskaber, og som oftest uden præstation eller konkurrence som et centralt motiv. Disse udviklingstræk har ramt tennissporten, som ganske vist i udgangspunktet kan dyrkes relativt fleksibelt, men hvor afhængigheden af en eller flere makker(e) og det ofte begrænsede udbud af eksempelvis træningsaktiviteter sætter praktiske grænser for fleksibiliteten. International tendens til medlemsfrafald: I nogle lande oplever den organiserede tennissport faldende medlemstal, men omvendt stagnerer eller stiger medlemstallet i andre lande. Således er der ikke en entydig international tendens til medlemsfrafald inden for tennissporten. 10

11 Andre bat- og ketsjersportsgrene oplever frafald: Tennis er ikke den eneste idræt, der er ramt af de beskrevne forandringer i samfundet. Andre bat- og ketsjersportsgrene som badminton og bordtennis er ramt tilsvarende hårdt. Squash er i den forbindelse en positiv undtagelse. Konkurrencen fra golf: Det er ikke en selvfølge, at tennis pr. automatik skulle miste medlemmer til golf et synspunkt man møder hos en del danske klubfolk. Med udgangspunkt i de to idrætsgrenes nærmest diametralt modsatte medlemsudvikling de seneste tyve år er det ellers en oplagt tanke. Specielt fordi de to sportsgrene begge appellerer til mænd i den modne alder. Nogle, primært ældre tennisspillere, har da også skiftet tennisketsjeren ud med golfkøllen, men det kan kun forklare en lille del af det samlede frafald. Medlemsfrafald til golfsporten bør derfor ikke blive en undskyldning, som tennissporten gemmer sig bag. Tennis som halvårssport: En mere konkret problemstilling i forhold til fastholdelsen af medlemmer inden for tennissporten er den store grad af lukkethed, som præger sporten fra oktober til april-maj, hvor der er problemer med den indendørs kapacitet. Kun godt hver tredje tennisklub har indendørs tennisbaner til rådighed, og som oftest er der tale om relativt få baner. Det kombineret med, at det kun er et fåtal af klubberne, der arrangerer andre aktiviteter for deres medlemmer om vinteren, gør, at der er en lang periode, hvor medlemmerne er uden tilknytning til deres tennisklub. Omvendt er det ikke en ny problemstilling og kan derfor ikke umiddelbart opfattes som en primær årsag til frafaldet. Potentielle årsager til klubudmeldinger I forlængelse af problemstillingen med klubudmeldelser spiller en i visse henseender mangelfuld kommunikation mellem forbund, unioner og klubber en rolle. Eksempelvis har DTF en række klubudviklingstilbud, som generelt modtages positivt i klubberne, men som ikke alle klubber føler kommunikeres godt nok ud til dem. I det hele taget er der fra klubbernes side et ønske om, at forbundet bliver mere synligt i den enkelte klub. Desuden er det et konkret problem i forhold til de små klubber, at flere af dem ikke føler, de har ressourcer til at tage imod forbundets tilbud. Det gør, at nogle af dem vælger udelukkende at være medlem af DGI, hvor kontingentet er lavere end i DTF. Det er særligt tilfældet blandt små jyske klubber, som i stort tal har meldt sig ud af DTF siden begyndelsen af 1990 erne. Endelig er der en vis kritik af DTF for den måde, hvorpå forbundet prioriterer sine midler mellem elite og bredde. Der er overordnet set opbakning til et sammenhængende nationalt elitearbejde i DTF-regi, men de konkrete prioriteringer mellem elite og bredde samt fordelingen af afsatte midler til eliten er genstand for kritik blandt nogle ledere. Kommunikation er i den forbindelse af afgørende betydning, hvis klubfolkene skal forstå forbundets prioriteringer og opleve forbund og unioner som støtter i det daglige arbejde. 11

12 Anbefalinger til forbund, unioner og klubber I det følgende opstilles en række af anbefalinger til brug i forbund, unioner og klubber. Anbefalingerne baserer sig på undersøgelsens resultater og analyser og skal opfattes som et oplæg til videre diskussion og handling i klubber, unioner og forbund. Hovedanbefaling: Målgruppetænkning, målsætning og udviklingsarbejde Det er helt afgørende, at forbundet går foran og handler på baggrund af denne rapports konklusioner, såfremt tennis skal være en sport, der appellerer til alle segmenter af spillere uanset livssituation. Konkret foreslås derfor en strategi med tre trin: 1. Målgruppetænkning: Tennissportens aktører (forbund, unioner og klubber) skal først og fremmest gøre sig klart, hvem der spiller tennis, og hvad de efterspørger. Der skal være målrettede tilbud til alle segmenter af tennisspillere, og her kan de fire opstillede tennistyper fungere som inspiration. 2. Målsætning: Forbundet bør formulere klare og konkrete målsætninger for, hvordan man får kommunikeret den viden om målgrupper, som denne rapport bidrager med, ud til klubberne. I forlængelse heraf bør forbundet formulere en decideret handlingsplan for, hvordan disse målsætninger udmøntes i få konkrete satsningsområder, der klart og entydigt kommunikeres ud til unioner og klubber, således at der ikke er tvivl om ansvarsfordelingen mellem de forskellige aktører. 3. Udviklingsarbejde: Endelig bør der på forbundets initiativ iværksættes et udviklingsarbejde i dansk tennis med det formål at udarbejde aktiviteter til alle målgrupper af tennisspillere. Konkret kunne man fra forbundets side iværksætte en systematisk erfaringsudveksling på tværs af forbund, unioner og klubber for på den måde at finde frem til, hvilke aktiviteter der synes at fungere særligt godt over for bestemte målgrupper. I forlængelse heraf kunne nogle få aktiviteter iværksættes som pilotprojekter i udvalgte klubber, således at man opnår en konkret viden om, hvilke former for aktiviteter der fungerer i forskellige typer af klubber. Dette er et forslag til en overordnet strategi for det videre udviklingsarbejde i dansk tennis. Strategien involverer alle tennissportens aktører (forbund, klubber og unioner), men stiller særligt krav til forbundet om at gå foran og vise vejen for unioner og klubber. Nedenfor uddybes og konkretiseres nogle af de anbefalinger, som ligger til grund for hovedanbefalingen. Tænk i tennissportens målgrupper og de fire tennistyper Rapporten konkluderer, at det at have nogen at spille med generelt er en helt afgørende faktor for fastholdelsen, men herudover er der stor forskel på, hvad medlemmerne efterspørger. Rapporten identificerer fire tennistyper, som ofte på grund af deres livsvilkår i øvrigt, har vidt forskellige ønsker og behov til den gode tennisklub. 12

13 Forbundet har i forbindelse med udbredelsen af Play and Stay så småt taget hul på at differentiere informationen om konceptet afhængig af, om man kommunikerer med børn eller ældre. Men der er et udtalt behov for mere konsekvent at tænke i præcise målgrupper. Målgrupper, der bedre beskriver sportens praksis end traditionelle og meget grove opdelinger som f.eks. elite/bredde eller unge/ældre. Rapportens fire tennistyper turneringsspilleren, træningsmotionisten, klubspilleren og købetennisspilleren findes i stort set alle klubber og kan derfor bruges af alle tennissportens aktører fra forbund til klub som et redskab, når man overvejer, hvorvidt der i sporten er passende aktivitetstilbud til alle medlemssegmenter. Sæt særligt fokus på købetennisspillerne og træningsmotionisterne En gruppe, man i den forbindelse med fordel kan sætte særligt fokus på, er gruppen af købetennisspillere. De involverer sig kun i meget begrænset grad i klublivet, kender som oftest kun en begrænset skare af folk i klubben og er derfor særligt sårbare, når det gælder frafald. Det handler derfor om så vidt muligt at få dem integreret bedre i klubben. Da der i gruppen er en overvægt af yngre voksne i 20 erne og 30 erne, vil mange have travlt med både karriere og familie. Derfor er det af afgørende betydning, at de oprettede tilbud tager hensyn til dette og indrettes så effektivt og fleksibelt som muligt. En anden gruppe i risikozonen er de såkaldte træningsmotionister, som ganske vist er mere aktive deltagere i klubbernes arrangementer, men som på grund af deres alder (typisk i 30 erne og 40 erne) kan have de samme behov for familierelaterede, effektive og fleksible tilbud. Behov for systematisk udviklingsarbejde og erfaringsudveksling Arbejdet med rapporten, herunder de to fokusgruppeinterviews, har vist, at der allerede i mange klubber findes et bredt erfaringsgrundlag, når det handler om at udvikle aktiviteter, som formår at rekruttere og fastholde medlemmer. Men flere har efterlyst en mere systematisk erfaringsudveksling på tværs af forbund, unioner og klubber, ligesom der også er behov for mere systematisk at udvikle og formidle aktiviteter målrettet rapportens fire tennissegmenter, herunder ikke mindst købetennisspillerne. DTF kan derfor med fordel igangsætte et mere praksisorienteret udviklingsarbejde, der med afsæt i denne rapport indsamler, udvikler og kvalificerer de mange aktiviteter, der allerede foregår i klubberne. I samme forbindelse bør forbundet med sine unioner sikre, at der fremover kommer en forstærket erfaringsudveksling på tværs af klubberne. Det er således sigende, at flere af deltagerne i fokusgrupperne gav direkte udtryk for, at det havde været en ny og positiv oplevelse at få lov til at diskutere, hvordan de selv og andre klubber griber frafaldet an. Konkrete forslag Præcis hvilke aktiviteter tennissporten bør fremme, kræver en tennisfaglig indsigt. Denne rapports primære fokus har været at afdække årsager til sportens frafald og undersøge nuværende og tidligere tennisspilleres behov. 13

14 Imidlertid peger erfaringerne indhøstet i såvel fokusgruppemøderne som medlemsundersøgelsen på en række eksempler på aktiviteter, som kunne indgå i et sådant udviklingsarbejde. For alle aktiviteter gælder, at en underliggende ambition bør være at skabe kontakt mellem spillere og dermed styrke de interne netværk i klubberne, som ifølge medlemsundersøgelsen er helt afgørende for fastholdelsen: 1. Fitnessinspirerede tennisaktiviteter, hvor idrættens sundhedskvaliteter står i centrum, kan have appel til segmentet med købetennisspillere især hvis det organiseres som et fleksibelt tilbud med fokus på effektiv træning. Et koncept som Cardio Tennis kunne inspirere. 2. Familietennis, hvor man giver børn og forældre mulighed for at spille på samme tidspunkt sammen eller hver for sig kan effektivisere den tid, som spillerne benytter på tennis. Alternativt kan man i klubberne tænke i børnepasning, lektiecafeer og lignende, således at de travle børneforældre får mulighed for at spille tennis uden at skulle bekymre sig om at skaffe pasning til deres børn. Begge initiativer må antages i særligt høj grad at appellere til købetennisspillere og træningsmotionister. 3. Introduktionsforløb for børn, ældre og andre nybegyndere, hvor klubben tilbyder et introduktionskoncept, der evt. kan bygge på Play and Stay. På den måde skabes fra første færd mulighed for, at nye spillere i klubber møder andre spillere og dermed hurtigt får et netværk i klubben. Der kan sandsynligvis også med fordel arrangeres forløb for ældre i dagtimerne, hvor banerne ellers står tomme. Erfaringer fra en række klubber viser, at langt størstedelen af de spillere, som starter på et introduktionshold, bliver fastholdt i klubben. 4. Fokus på aktiviteter med liv frem for alene kvalitet i tennistræningen. Oplevelsen af liv er i sig selv positiv, og man kan med fordel at tænke i koncepter, hvor der kan være mange spillere på banerne eller anlægget ad gangen. 5. Klubber skal opstille mindst ét træningstilbud målrettet alle tennistyper gennem hele sæsonen. For fastholdelsen er det at have målrettede træningstilbud til alle segmenter af spillere af afgørende betydning, da det er en måde for ligesindede tennisspillere at skabe et netværk i klubben. I særligt høj grad må kontinuerte træningstilbud forventes at appellere til træningsmotionisterne, for hvem det at udvikle deres spillemæssige færdigheder er af afgørende betydning. 6. Flere turneringsaktiviteter for motionister. Specielt motionister kan have svært ved at komme ud at spille holdkamp, turneringer eller stævner, hvorfor det med fordel kan oprettes flere motionisttilbud i klubberne og på tværs af klubberne. Bl.a. muligheden for at spille holdkampe på motionistniveau efterlyses af en del spillere og en øget indsats på dette område kan bl.a. være med til at integrere træningsmotionisterne i klubberne. 7. Skabe mere fleksible turneringsstrukturer, der også henvender sig til spillere, som har svært ved at spille kontinuerligt. Fleksible turneringsformer som puljeligaer, hvor spillerne deles i puljer efter niveau og spiller henover hele sæsonen, eller kompakte endagsturneringer kan være med til at udfylde et behov hos bl.a. købetennisspillerne. 14

15 8. Bruge allerede etablerede banebookningssystemer mv. til at offensivt at aktivere inaktive spillere. Fx kan klubberne i lighed med fitnesscentre rutinemæssigt kontakte medlemmer, der har været inaktive i en længere periode for at undersøge årsagen til fraværet og evt. orientere disse medlemmer om fordelagtige trænings- og eller turneringstilbud. 9. Have fokus på få nye aktiviteter ad gangen, som til gengæld på klub-, unions- eller forbundsplan bliver højt prioriteret og dermed ordentligt kommunikeret ud til medlemmerne. Klubben som kontaktbureau Helt overordnet bør klubberne i højere grad, end det er tilfældet i dag, opfatte sig selv som kontaktbureauer for sine medlemmer. Det er en del klubber ikke tilstrækkeligt opmærksomme på, hverken i tilrettelæggelsen af tilbuddene eller i de teknologiske og kommunikative løsninger. Eksempelvis viste medlemsundersøgelsen, at kun en tredjedel af tennisspillerne deltager i deres klubs træningstilbud. Der er således en overvældende gruppe af spillere, for hvem klubben ikke viser ansigt i den forstand, at der ikke opnås personlig kontakt mellem det enkelte medlem og en person fra klubben. Mange medlemmer har derfor reelt ikke et forhold til deres klub. Det er i den forbindelse vigtigt, at klubberne tager hånd om nye medlemmer fra starten og får dem integreret i klublivet. Ligeså vigtigt er det imidlertid, at der er fortløbende tilbud om træning og diverse faste spillearrangementer, hvor deltagerne får mulighed for at forme netværk i klubben. I den forbindelse kan klubberne også med fordel have en målsætning om at have kontakt til alle medlemmer med jævne mellemrum, således at medlemmerne føler sig som mere end bare et nummer på tavlen i klubhuset. Endeligt kunne man, som det foreslås af flere tennisspillere i medlemsundersøgelsen, i endnu højere grad udbrede brugen af en makkerbørs, hvor medlemmerne i de enkelte klubber kan søge efter spillere på deres eget niveau. I den forbindelse kunne forbundet gå foran i udviklingen af et virtuelt værktøj, som klubberne efterfølgende kunne integrere på deres respektive hjemmesider og promovere aktivt over for medlemmerne i klubben. Den optimale teknologiske løsning gør det muligt for klubberne at kommunikere direkte med den enkelte spiller, men giver samtidig spillerne mulighed for at interagere med hinanden og med klubben 3. Væsentligt for at et sådan tiltag bliver en succes er, at det kobles til den virkelighed som findes i klubberne. Det handler derfor ikke at om lave et debatforum eller lignende, men nærmere en 'arena', hvor klubbens medlemmer relativt simpelt kan interagere med hinanden, eksempelvis finde makkere, træningstilbud eller booke bane. Sæt fokus på kommunikation, ansvarsfordeling og klubbernes behov Selvom denne rapport ikke er en organisationsanalyse af dansk tennis, viser bl.a. fokusgruppeinterviewene, at der kan være behov for at diskutere, om der i tilstrækkelig grad foregår en klar kommunikation og eksisterer en simpel ansvarsfordeling på alle planer i tennissporten. 15

16 Bl.a. har der været rejst kritik af, at det er uklart, hvilket ansvar henholdsvis forbundet og unionerne har i forhold til klubberne, herunder opfølgning på igangsatte initiativer. Uklarheden, som ifølge nogle aktører eksisterer i dag, skaber forvirring i klubberne og er en kilde til frustration. Som opfølgning på medlemsundersøgelsen ville det derfor være oplagt at få foretaget en egentlig organisationsanalyse for at afklare de enkelte aktørers rolle og sikre klar kommunikation imellem disse. I den fremtidige kommunikation med klubberne kan DTF desuden med fordel fokusere endnu mere på de højt prioriterede tilbud (fx Play and Stay) frem for at fremvise hele paletten af tilbud til klubberne, ligesom tilbuddene fra forbundet i højere grad bør skræddersys til den enkelte klub. Måske bør DTF endda overveje at have færre tilbud på hylderne for til gengæld at styrke markedsføringen. Desuden er det helt afgørende, at der følges op på igangsatte initiativer, således at det ikke bliver Cirkus Benneweis kommer til byen. Det er et langt sejt træk, hvis medlemsudviklingen skal vendes, og det er derfor ikke nok at skabe en interesse for sporten, hvis ikke der efterfølgende er tilbud, som kan matche den skabte interesse. Styrkelse af klubberne gennem professionalisering eller samarbejde Fokusgruppeinterviews viser også, at tennisklubber som har en professionel tilgang til at drive tennisklubben generelt klarer sig rigtig godt. Flere klubber har i den forbindelse ansat en deltids- eller fuldtidsansat sportschef. I flere klubber fungerer denne ansatte også som en sportschef for bredden i den forstand, at han eller hun har til opgave at sørge for, at der kontinuerligt skabes aktiviteter og arrangementer for klubbens medlemmer, ligesom sportschefen kan fungere som klubbens daglige ansigt udadtil. Her er det interessant, at en række klubber med en meget klar eliteprofil også lader sportschefen varetage bredden ud fra en præmis om, at en stor kontingentbetalende bredde er en forudsætning for at have en god elite. Dermed synes eliten og bredden i disse klubber at leve fint sammen i en form for symbiose, fordi satsningen på eliten går hånd i hånd med bedre og flere aktiviteter til breddespillere. Ikke alle klubber især de små har mulighed for at finansiere en del- eller fuldtidsansat sportschef, og som medlemsundersøgelsen viser, har klubber af en beskeden størrelse generelt svært ved at opfylde forskellige medlemstypers behov. Til gengæld ser klublivet i de små klubber ud til at være relativt stærkt sammenlignet med de større professionelt drevne klubber, som derfor ikke på alle fronter kan opfattes som den bedste recept på en velfungerende klub. Ikke desto mindre kan det for de små klubbers vedkommende være fordelagtigt at tænke i forskellige former for samarbejde med andre klubber i nærområdet. Det kan være tennisklubber inden for samme geografisk område, som går sammen om at skaffe trænere, vinterbaner eller udbyde turneringer. På den måde skabes grobund for et opland, som er tilstrækkeligt stort til at skabe aktiviteter kontinuerligt, og mangel på frivillighedskræfter kan imødekommes. 16

17 Del 1: Tennissportens organisering og faciliteter Tennissportens overordnede organisering Den foreningsorganiserede tennissport er som en stor del af den øvrige foreningsidræt rent organisatorisk opdelt mellem de to store landsdækkende idrætsorganisationer Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI). Nogle lokale foreninger er kun medlem af den ene organisation, men en stor del er medlem begge steder. Endelig er der en mindre gruppe af foreninger, som er medlem af Dansk Firmaidrætsforbund eller står helt uden for landsorganisationerne 4. DIF er paraplyorganisation for i alt 60 specialforbund, som varetager opgaver for de lokale idrætsforeninger i hver deres sportsgren. Inden for tennissporten hedder specialforbundet Dansk Tennis Forbund (DTF), og ifølge DTF s seneste medlemsopgørelse fra 2009 er tennisspillere fordelt på 263 tennisklubber organiseret under DTF 5. I DGI findes ingen specialforbund, men derimod en række særlige idrætsspecifikke landsudvalg suppleret af seksten landsdelsforeninger, der hver især optager lokale idrætsforeninger som medlemmer. Ifølge DGI s seneste medlemsopgørelse fra 2008 er tennisspillere fordelt på 517 foreninger organiseret under DGI 6. Ud over de to store idrætsorganisationer findes som nævnt en tredje landsdækkende organisation med tennis på programmet, nemlig Dansk Firmaidrætsforbund. Ifølge Firmaidrættens hjemmeside er der imidlertid kun 21 firmaidrætsforeninger 7, der har tennis på programmet, og den seneste medlemsopgørelse fra 2008 viser, at blot spiller tennis i firmaidrætsregi 8. Endelig er der et mindre antal klubber, som ikke er medlem af en landsorganisation. I hvert fald angav 11 pct. af de undersøgte foreninger i et generelt studie af foreningslivet i 16 udvalgte kommuner fra fire forskellige amter, som blev foretaget i 1997, at de på undersøgelsestidspunktet hverken var medlem af DIF, DGI eller Firmaidrætten 9. Et tilsvarende tal for tennis i hele Danmark har det ikke været muligt at få fat i, men en lokal undersøgelse foretaget af Fyns Tennis Union (FTU) i 2002 viste, at ud af de 58 klubber, som deltog i undersøgelsen, blev de otte drevet uden medlemskab af hverken FTU eller DGI 10. Det svarer til at ca. 14 pct. af de fynske tennisklubber ikke er medlem af en landsorganisation. Dermed følger tennis, såfremt tallet fra Fyn kan tages som udtryk for forholdene i hele landet, trenden i foreningsundersøgelsen fra 1997, idet den viser at knap ni ud af ti foreninger er medlem af én eller begge af de store landsorganisationer. DGI og DIF må på den baggrund siges at være de to dominerende aktører i såvel den foreningsorganiserede idrætsverden som inden for tennis. DGI og DIF s fælles foreningsundersøgelse fra viser i den forbindelse, at en relativ stor andel af tennisklubber kun er medlem af DGI. 17

18 Tabel 1: Idrætsforeninger med tennis på programmet særskilt efter organisationstilhørsforhold Kun medlem af DGI Kun medlem af DIF Medlem af både DGI og DIF Andel tennisklubber 34 pct. 24 pct. 38 pct. Kilde: DGI/DIF 2004 Imidlertid har DTF ifølge den seneste medlemsopgørelse ca flere medlemmer end DGI 12, og det tyder derfor på, at det især er de store klubber, der er medlem af DTF eller alternativt begge steder, mens flere af de små klubber udelukkende er medlem af DGI. I hvert fald har en gennemsnitlig tennisklub i DGI-regi kun ca. 106 medlemmer, mens det tilsvarende tal for DTF-klubber er markant højere, nemlig ca. 227 medlemmer. I øvrigt har tendensen været, at en voksende del af idrætsforeningerne vælger kun at være medlem af én af de store idrætsorganisationer. I 1985 angav 45 pct. af de adspurgte foreninger kun at være medlem af én hovedorganisation. Dette tal er siden vokset til 54 pct. i 1997 og endelig til 57 pct. i den seneste foreningsundersøgelse fra Specifikt for tennis findes ikke samme historiske tal, men ud fra DGI og DIF s foreningsundersøgelse fra 2004 ses det, at sammenlagt 58 pct. af tennisklubberne angiver kun at være medlem af én af de to hovedorganisationer, 38 pct. angiver at være medlem af begge, mens de resterende 4 pct. har svaret ved ikke til spørgsmålet om deres tilhørsforhold til en hovedorganisation (Tabel 1). Dansk Tennis Forbund (DTF), unioner og klubber DTF er som nævnt det specialforbund, som står for organiseringen af de tennisklubber, der er medlem af DIF. Ifølge forbundets hjemmeside, er dets opgave, at styrke og udbrede tennissporten i Danmark og samtidig servicere de mange tennisinteressenter i Danmark 14. Helt overordnet sker arbejdet under DTF på tre niveauer, nemlig forbunds-, unions- og klubniveau. På forbundsniveau består ledelsen af en bestyrelse og en administration. Bestyrelsen har otte medlemmer, hvoraf de fire er formændene fra de regionale unioner. Henrik Klitvad er formand, mens Per Sørensen er næstformand. Bestyrelsens fokus er primært på de overordnede linjer, dvs. visioner, målsætninger og satsningsområder, mens den øverste myndighed i forbundet er generalforsamlingen, som afholdes hvert år i marts. Administrationens opgave er at udføre de opgaver, der er udstukket af bestyrelsen og generalforsamlingen. Den daglige ledelse foretages af direktør Niels Persson, som i samarbejde med en medarbejderstab bestående af en bogholder, sekretærer og fagkonsulenter arbejder inden for tre hovedområder: Klubudvikling, elite og turnering. På regionalt niveau findes fire unioner: Fyns Tennis Union (FTU), Jyllands Tennis Union (JTU), Københavns Tennis Union (KTU) og Sjællands Tennis Union (SLTU). De er alle medlem af DTF og 18

19 tager sig af forskellige regionale opgaver så som fx træningssamlinger, regional klubudvikling og dele af holdturneringen. Endelig er der de lokale tennisklubber, som er medlem af den union, der dækker det geografiske område, hvor klubben hører til. Ifølge den seneste medlemsopgørelse fra 2009 har DTF som nævnt 263 medlemsklubber fordelt over hele landet. Nedenfor ses fordelingen af klubber i de enkelte unioner. Tabel 2. Oversigt over tennisunionernes medlemstal Antal klubber Pct. af DTF s samlede medlemsklubber Antal medlemmer i union Pct. af DTF s samlede medlemsskare Antal medlemmer pr. klub KTU 16 6 pct pct. 679 SLTU pct pct. 258 FTU pct pct. 139 JTU pct pct. 145 Total i DTF pct pct. 227 Kilde: Dansk Tennis Forbund Den gennemsnitlige klubstørrelse varierer meget fra union til union. Eksempelvis udgør klubberne i KTU kun 6 pct. af det samlede antal medlemsklubber i DTF, men til gengæld hele 18 pct. af den samlede medlemsskare. Omvendt udgør klubberne i JTU hele 39 pct. af det samlede antal klubber i DTF, men kun 25 pct. af den samlede medlemsskare. Der er således store regionale forskelle på størrelsen af den gennemsnitlige tennisklub. DGI og DIF s foreningsundersøgelse fra 2004 underbygger dette billede, idet næsten 50 pct. af de danske tennisklubber, som var med i undersøgelsen, ligger i mindre byområder med blot beboere 15. Tennisklubberne er med andre ord fordelt med et relativt stort antal klubber i mindre lokalsamfund, der ikke har så mange medlemmer, og et mindre antal store klubber i byerne, der omvendt har et højt medlemstal. Tennisklubbernes struktur DGI og DIF s foreningsundersøgelse fra 2004 viser, at der er en større andel af enstrengede 16 foreninger i tennis sammenlignet med den øvrige foreningsidræt. 66 pct. af tennisforeningerne var på undersøgelsestidspunktet enstrengede mod den samlede foreningsandel på 62 pct. 17 En lokal undersøgelse foretaget af FTU i foråret 2002 understøtter billedet fra foreningsundersøgelsen, idet 70 pct. af de fynske klubber, der på undersøgelsestidspunktet var medlem af FTU, var enstrengede foreninger. Til sammenligning var kun 35 pct. af de fynske klubber, som ikke på undersøgelsestidspunktet var medlem af FTU, enstrengede 18. I den forbindelse oplyser en af de personer, der var med til at foretage undersøgelsen på Fyn, at der er en større andel af flerstrengede foreninger uden for FTU, fordi tennisafdelingerne i disse er skabt i opgangsperioden i 1970 erne og 1980 erne. Her så en række af de flerstrengede foreninger en 19

20 mulighed for at øge medlemstallet ved at få tennis på programmet. Det skabte en række såkaldte to-bane-klubber, hvoraf en stor del i dag kun har et meget begrænset antal medlemmer og aktiviteter, hvilket formentlig er en af årsagerne til, at disse klubber har valgt at spare udgiften ved at være medlem af FTU. Det overordnede billede med mange enstrengede foreninger inden for tennis tyder på en relativt høj specialiseringsgrad inden for tennissporten sammenlignet med det øvrige foreningsliv. Derudover viser den fynske klubundersøgelse som nævnt, at de tennisforeninger, der vælger at være medlem af de lokale unioner og dermed DTF, er mere specialiserede end de foreninger, der ikke er medlem. Den større grad af sportslig specialisering i tennisklubberne understreges af, at disse har forestået væsentligt færre andre motionsaktiviteter samt ikke-idrætslige aktiviteter end resten af foreningsidrætten. 62 pct. af tennisforeningerne har ikke afholdt nogen af den type aktiviteter overhovedet mod 48 pct. i gennemsnit for alle foreninger. Tennisklubbernes relativt høje specialiseringsgrad kan på den ene side være en styrke, da medlemsinteressen er stærk og homogen. Omvendt giver den enstrengede organisering og stærkere aktivitetsorientering mindre fleksibilitet og færre muligheder for fx familieorienteret idræt med tilbud om flere aktiviteter, hvilket er en potentiel svaghed i forhold til de senere års ændringer i danskernes motionsvaner. Frivillighed og lønnet arbejdskraft Der er en relativ stor andel lønnede trænere inden for tennis. Ifølge DGI og DIF s foreningsundersøgelse fra 2004 er hele 42 pct. af trænerne i de deltagende tennisklubber lønnede, hvilket er meget set i forhold til landsgennemsnittet, som er 16 pct. Til gengæld er der næsten halvt så mange trænere i gennemsnit pr. forening (ca. fem trænere pr. forening), set i forhold til gennemsnittet for alle foreninger (ca. ti trænere pr. forening). Det tegner et billede af, at der inden for tennissporten er større udfordringer forbundet med at finde trænere og desuden en større grad af professionalisering. I det hele taget synes det at være mere udbredt inden for tennisverdenen at betale for arbejdskraft i de lokale foreninger. I hvert fald angiver tennisklubberne i foreningsundersøgelsen at bruge 37 pct. af deres udgifter på løn og godtgørelse til trænere, ledere mv. Til sammenligning er landsgennemsnittet 30 pct. Flere lønnede trænere er jf. tallene fra foreningsundersøgelsen en del af forklaringen på de større lønudgifter inden for tennis. En anden årsag er, at en del af de tennisklubber, som har økonomi til det, har eksempelvis en sportschef ansat til at tage sig af den daglige drift af klubben. Ifølge foreningsundersøgelsen har 27 pct. af tennisklubberne én eller flere lønnede medarbejdere til andre opgaver end træner- eller instruktørarbejde, hvilket er markant flere end gennemsnittet for alle foreninger på 9 pct. Den relativt høje andel lønnede medarbejdere i tennis sammenlignet med andre idrætsgrene kan imidlertid også tænkes at dække over banemænd, som findes på anlæg i rigtig mange tennisklubber, særligt de steder, hvor underlaget er grus. 20