Den økonomiske politik under finanskrisen peger på udgangspunktet for en alternativ progressiv økonomisk politik

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Den økonomiske politik under finanskrisen peger på udgangspunktet for en alternativ progressiv økonomisk politik Skrevet af: Morten Hofmann Rytter Offentliggjort: 15. december 2013 Den økonomiske politik i Danmark har forandret sig siden finanskrisens start i 2008, men næppe på en måde som de fleste progressive havde set frem til. Jeg vil analysere den økonomiske politik under krisen, så det står klart hvilken politik krisen har medført og hvorfor. Denne forståelse er første skridt til at kunne skabe et alternativ til den eksisterende økonomiske politik. Indledning [1] Artiklen her vil gå igennem de forskellige faser i den økonomiske krise fra 2008 og frem til i dag og dermed skitsere, hvorfor vi i dag står i en situation med en socialdemokratisk ledet regering, som synes at føre mere borgerlig end venstreorienteret politik, selv med SF's opbakning. Først skitseres overordnet, hvad den økonomiske politik kan siges at være, og dernæst følger en rimelig kronologisk gennemgang af de politiske reformer frem til i dag. Endelig følger en kritisk gennemgang af konkurrencestaten som svar på krisen. Økonomisk politik og de økonomiske paradigmer Økonomisk politik er et vagt begreb, som alle nok ved nogenlunde, hvad betyder, men få har forsøgt at sætte ord på. Grundlæggende er det blot summen af skattepolitik, valutapolitik, rentepolitik, indkomstpolitik, finanspolitik og væsentlige dele af erhvervs- og arbejdsmarkedspolitikken. Det er makroøkonomisk politik med fokus på at ændre landets BNP, vækst, betalingsbalance, inflation, statsgæld og beskæftigelsen. I artiklen henvises til henholdsvis den neoklassiske skole eller den keynesianske. Opdelingen er en smule forsimplet, og ingen økonomisk reform er kun det ene eller det andet. Men hvilken skole, der dominerer den økonomisk politik, gør stadig en kæmpe forskel for i hvilken grad, der er muligheder for en mere progressiv politik. Keynes var på ingen måde socialist, men hans tanker rummer et helt andet demokratisk element, hvor forskellige problemstillinger kan have flere løsninger med forskellige politiske implikationer, som kan diskuteres, mens den neoklassiske skole (i sin rene form), kun byder på løsninger som lavere skatter og mindre regulering. Den økonomiske politik Danmarks økonomiske politik har forandret sig fra et ret keynesiansk domineret paradigme fra 1930'erne frem til omkring 1982, hvor der under Schlüters ledelse sker et gradvist skifte mod neoklassiske ideer. Nyrup viser i 1990'erne, at keynesiansk konjunkturudjævnende politik stadig har værdi, og derfra opstår en konsensus om en økonomisk politik med fokus på at øge arbejdsudbuddet, sænke marginalskatter, betale af på statsgælden og sikre en holdbar betalingsbalance, men stadig med plads til at udjævne konjunkturer. Et element, som forstærkes gennem perioden, er fokus på det lange sigt i økonomien. Det ses ved Nyrups 2010 plan, og Fogh fortsætter denne ide med 2015-planen. Tendensen skyldes dels udviklingen af makroøkonomiske modeller som ADAM og DREAM, der gør fremskrivninger lettere. Men hele ideen om at balancere økonomien på lang sigt er også neoklassisk kernelære, og dette snævre fokus har medført flere af de problemer, som viser sig i forbindelse med finanskrisen. Fogh og den økonomiske politik 1 / 7

2 Fogh dropper fra 2005 at udjævne konjunkturer, mens økonomien kører derudaf, ledigheden falder og huspriserne er på himmelflugt, netop fordi der er plads til at bruge penge i de økonomiske fremskrivninger. Den tidligere overvismand Christen Sørensen kritiserer i sin nye bog om krisen netop den økonomiske politik i denne periode for at være for ekspansiv og dermed puste til ilden, hvor fx stigninger i ejendomsskatterne burde have været indført. Det argument piller også ved den sandhed, som de borgerlige gerne har villet bygget op nemlig at krisen blev påført Danmark udefra. Faktum er, at dansk økonomi havde tabt pusten allerede inden finanskrisen. Alligevel er det en fortælling, der stadig ikke rigtig sættes spørgsmålstegn ved. Men interessant er det dog, at Fogh i tiden efter krisen faktisk vender tilbage til at føre en rimelig klassisk keynesiank finanspolitik. De første markante lempelser af finanspolitikken kom med Forårspakken 2.0 i maj 2009 og indeholdt skattelettelser for 29 mia. kr. startende i 2010 med finansieringen indfaset fra Samtidig udbetaltes SP-bidrag, så de disponible indkomster steg med 43 mia. kr., og der blev iværksat offentlige investeringer for 9 mia. kr. Det var dermed den største lempelse af finanspolitikken siden 1994 med en positiv effekt på væksten på 2,5% eller næsten jobs. Den borgerlige regering øgede primært den disponible indkomst frem for fx at lave offentlige investeringer, som ellers har en mere sikker effekt på vækst og jobskabelse. Der er to interessante ting at bemærke om det. Det væsentligste er, at stort set hele Europa gjorde det efter en koordinering i EU. Samtidig skulle Fogh presses af DF til at slippe bremsen og lave offentlige investeringer. Det indikerer, at Fogh ikke for alvor selv skubber på for en ekspansiv finanspolitik, men at en form kriseberedskab fik borgerlige politikere til at lave politik, som de blot få måneder forinden havde været imod. Det gælder fx også stærkere regulering af bankerne (Danmark har måske det skrappeste finanstilsyn i EU nu). Kriser kan altså bruges til at ændre politik. Sporskiftet i krisehåndteringen 2009 endte med et fald i BNP på 5,2%, hvilket vi stadig ikke er kommet over. Med lempelig finanspolitik og rimelig optimistiske vækstvurderinger var den fejlagtige analyse, at krisen i løbet af 2010 ville drive over. En sang vi nu hører på femte år, men på et tidspunkt bliver det jo nok rigtigt. På den baggrund fremlægger Lars Løkke som statsminister i starten af 2010 den nye strategi, og vi går ind i krisens anden fase. Budskabet er simpelt: Krisen er ovre, og vi kom ok igennem den, men det kostede staten mange penge, hvorfor der nu skal spares 24 mia. kr., fordi vi haft et statsunderskud på mere end de af EU tilladte 3% af BNP. Løkke & Hjort forcerede deres spareplan igennem for at leve op til en EU henstilling, der slet ikke var givet endnu, og som man kunne have bekæmpet. Ganske bekvemt især fordi henstillingen også har bundet politikken til og med 2013, også selvom det senere viste sig, at underskuddet ikke var over 3%! Foråret 2010 er ganske afgørende for, at vi i dag står tilbage med en helt anden økonomisk politik, end det kunne forventes bare et halvt år før. Studier af økonomiske paradigmer (fx Hall og Blyth) er inde på krisernes store betydning for skabelsen af nye økonomiske paradigmer, hvor krakket i 1929 ansporede Keynes til sit mesterværk i 1936, ligesom de økonomiske kriser i 1970 erne førte til monetarismens og de neoklassiske ideers dominans. Logikken tilsiger jo så, at en krise for netop det neoklassiske økonomiske paradigme ville skabe grobund for et skifte, netop som det umiddelbart også så ud i begyndelsen af krisen. Nu kan et sådan skifte nå at komme endnu således var keynesianisme ikke dominerende før på den 2 / 7

3 anden side af 2. Verdenskrig, og den neoliberale dominans var først tiltagende fra 1980 erne. Men en lang række økonomiske, politiske og institutionelle forhold kan vanskeliggøre, at den økonomiske politik kan ændre sig i en progressiv retning. Lars Løkke sætter S og SF skakmat Genopretningspakken indeholdt primært store offentlige besparelser og den nu meget omtalte forkortelse af dagpengene samt lidt skattestigninger og loft over fradrag til faglige kontingenter. De fleste økonomer var enige i planens sigte om at nedbringe underskuddet, mens oppositionen stadig ville have flere investeringer. Selvom undertitlen var regningen betalt, så annoncerede Løkke i nytårstalen 2011 endnu en regning i form af Tilbagetrækningsreformen, som primært handlede om at afskaffe efterlønnen; en besparelse på 18 mia. kr. Samlet ville Genopretningspakken og tilbagetrækningsreformen (+ reformer af SU, førtidspension og fleksjob) give en besparelse i 2020 på 47 mia. kr., og det er derfor ikke småpenge, som disse aftaler omhandler. Væk er Keynes, og tilbage står neoklassisk nedskæringspolitik. Lars Løkke satsede og vandt ikke valget, men næsten alt andet: DF, der have markeret sig selvstændigt i krisens start, blev nikkedukker for Løkkes politik, klassisk borgerlig økonomisk politik blev gennemført, og måske vigtigst af det hele, så var de radikale med hele vejen. S og SF s økonomiske politik med Fair Løsning lå i ruiner allerede inden valget. Løkke evnede at udnytte den politiske krisestemning. I hele EU ses præcis samme tilgang som i Danmark med et skifte fra en ekspansiv finanspolitik til austerity (stram finanspolitik, som middel til vækst) af frygt for at havne i en gældsfælde som den, der ramte Grækenland. Samtidig var de fleste økonomer enige om, at krisen var ved sin ende og et opsving på vej. På den måde høstede Lars Løkke kæmpe ros for sit politiske mod, fremstod ansvarlig og i tråd med anbefalinger fra EU og OECD, der derfor skaffede Løkke den legitimitet, som S og SF's økonomiske planer savnede. Derfor er det fuldstændig underordnet, at mange af de økonomiske vurderinger og ræsonnementer var fejlagtige. Jørgen Gouls Andersens bog Krisens Navn viser på fin vis, hvordan den krise, politikerne har bekæmpet, ikke var den rigtige. Bogens titel refererer netop til, at politikerne havde held til at få defineret krisen som dels noget udefrakommende og dels som en konkurrenceevnekrise kombineret med en statsgældskrise. På den måde legitimeres en politik, hvor ansvaret fralægges, og man afventer de internationale markeders bedring, mens der skæres ned for at spare, og lønnen holdes nede for konkurrencens skyld. Det sorte tårn og konkurrencestaten Netop denne tankegang dominerer Thorning-Schmidt regeringens økonomiske politik, og det tog da også mig lidt tid at forstå, hvorfor regeringsgrundlaget blev som det gjorde. Heldigvis skrev Ove Kaj Pedersen (OKP) en begavet bog om konkurrencestaten, der hjalp til at forstå regeringens politik, og begrebet har Corydon tilmed taget til sig. Konkurrencestaten er i dag det projekt, som så mange har efterspurgt hos socialdemokraterne, og er dermed pejlemærket for den økonomiske politik. Konkurrencestaten er ifølge OKP en videreudvikling af velfærdsstaten, så den passer ind i en mere globaliseret verdensorden. Konkurrencestaten Danmark er et mønstereksempel, fordi det er lykkedes at holde velfærden på et højt niveau uden brugerbetaling og tilmed med rimelig høje lønninger samtidig med, at man er i stand til at bekæmpe økonomiske dårligdomme som underskud på betalingsbalancen og høj arbejdsløshed. I konkurrencestaten er politikkens fokus altså flyttet, således at al politik måles efter dets effekt for vækst, konkurrence og eksport frem for ideologiske pejlemærker som fx lighed, solidaritet eller 3 / 7

4 bæredygtighed. Den offentlige sektor skal derfor bidrage til skabelsen af vækst (og ikke omvendt), og alle udgifter skal måles efter denne standard. Netop derfor alle de senere års reformer af de offentlige ydelser (dagpenge, efterløn, kontanthjælp, fleksjob, førtidspension, SU), hvis mål er at øge arbejdsudbuddet og holde skatten nede, så lønninger og skatten for erhvervslivet ikke stiger for meget til skade for konkurrencen. Det var tydeligt med Vækstplan.dk. Rygterne gik på en stor saltvandsindsprøjtning til økonomien, og der kom da også visse tiltag til at styrke økonomien her og nu med fx boligjobordningens genindførelse. Men langt de fleste tiltag sigtede mod at skabe vækst på lang sigt ved at sænke udgiftsniveauet for virksomheder både generelt med selskabsskatten og på mere specifikke områder. Det vidner om en ekstrem fokusering på konkurrence. Danmark scorer stadig top 5 placeringer på alverden ranglister over konkurrenceevne, lønnen er stagneret de senere år, og eksporten klarer sig eminent. Alligevel er det her energien lægges, selvom den indenlandske efterspørgsel stadig er lavere end før krisen og bidrager med ca. 75% af BNP. Det er altså ikke eksporten, den først og fremmest er gal med, men den indenlandske efterspørgsel, der halter bagefter. Grunden er bl.a. at finde i analysen af krisen. Når der argumenteres for, at krisen kom udefra, så kommer opsvinget det naturligvis også. Ifølge regeringen er Danmark simpelthen så klar på et kommende opsving, at det vil sætte turbo på væksten uden at lede til mangel på arbejdskraft og andre strukturelle problemer. Det er muligvis rigtigt, men for mig at se er der alvorlige huller i hele argumentationen for den økonomiske politik. Problemer med konkurrencestaten Et problem med regeringens reform-amok er, at forskning tyder på, at reformer, der øger arbejdsudbuddet, kun har en effekt i tider med økonomisk vækst. Nødvendigheden af at skynde sig med disse reformer falder altså tilbage på evnen til at skabe vækst også på kort sigt. Det er som bekendt ikke lykkedes, og derfor har denne insisteren på reformer været økonomisk frugtesløs og samtidig kostet opbakning både hos vælgerne, men også med sammenbruddet i trepartsforhandlingerne, hvor det netop var det håndfaste krav om forøgelse af arbejdsudbuddet (i form af mindre ferie), der ikke kunne finde opbakning. Jeg mener derfor, regeringen har fejlet både ud fra en økonomisk optik og en politisk. Måske regeringspartierne kan nå at vende opbakningen (meningsmålingerne antyder det), men økonomisk har man blot spildt 2 år, hvor væksten stadig ikke er kommet i gang med de problemer, det medfører. Andre måder at forstå krisen og økonomien finder jeg desværre også fejlagtige hos regeringen og i Folketinget generelt: Krisen kom udefra, og opsvinget kommer derfor også udefra. Eksporten er den væsentligste kilde til vækst, hvorfor den må stimuleres. Den lave danske rente er under pres, hvilket kan skade særlig boligejernes rådighedsbeløb og dermed forbrug. De første 2 har jeg berørt, men den sidste er meget væsentlig og viser for alvor forskel i både de økonomiske paradigmer og den konkrete bedømmelse af økonomien. Det kan ikke diskuteres, at Danmark er meget rentefølsomt, fordi så stor en andel af boligejerne har variable renter på sine lån. Den politiske beslutning om at tillade disse lån uden væsentlige forbehold har skabt et meget lille spillerum for den økonomiske politik, da en for høj rente kan skabe stagnation på kort sigt. Da ekspansiv finanspolitik kan hæve renten, er det redskab fravalgt. 4 / 7

5 Problemet i den aktuelle krise er dog, at befolkningen ikke bruger de penge, den lavere rente giver dem. Dels fordi husene er faldet i værdi, og dels fordi de frygter fremtiden og holder på pengene i hidtil uset grad pengene står ganske enkelt i banken til latterligt lave renter. Det afslører, hvorfor Foghs ellers rimelig ekspansive finanspolitik ikke fik gang i økonomien. Den havde som formål at øge de disponible indkomster, men disse er ikke brugt til forbrug, men til opsparing, hvad bekræfter, at offentlige investeringer havde været et mere effektivt middel. Men er og har Danmarks lave rente været under pres? Svaret er nej, og det skyldes en kombination af dårlig økonomi, sikker økonomi, og at vi står uden for euroen. Den dårlige økonomi giver generelt et lavt renteniveau for at tilskynde til lån og investeringer på et niveau, så det gerne skulle stimulere forbruget. Da forbrug og investeringer ikke er kommet i gang, må det være, fordi den rente, som skulle give ligevægt, burde være lavere end 0%, hvilket dog er umuligt. Dermed er det nærmest utænkeligt at forestille sig, at Danmarks rente stige pludseligt, for den har jo allerede været højere end det, markedet har ønsket. Når renten for obligationer (og statsobligationer) også har været så lav, skyldes det bl.a., at vi har været fri for kaosset i Euroen. På trods af de økonomiske problemer i Danmark, så har vi været en sikker havn for folk med penge i overskud. Danmark har sågar lånt til negativ rente under krisen. Investorer har heller ikke haft samme bekymring for, at Danmark opbyggede statsgæld som Finansministeriet har haft. Danskerne har en enorm pensionsformue, som ganske enkelt gør os polstrede på en måde, så kun nordmændene med deres oliefond kan være med. Fra disse pensionsformuer har den danske stat omtrent 1200 mia. kr. i skatteindtægter, som bare venter på at blive opkrævet (over mange år naturligvis). Og en vigtig detalje er, at i alle Finansministeriets budgetter optræder det beløb overhovedet ikke, da det ikke er muligt at forudsige, hvornår indtægterne optræder. Investorerne ved det nu godt alligevel og elsker derfor danske statsobligationer. Her er det værd at bemærke, at vi lever op til EU's målsætning om strukturel balance uden disse penge, og vi derfor endnu en gang er duksenes duks og kunne bruge flere penge uden, EU ville sige noget til det; det kræver blot en teknisk regnskabsændring! Den stramme økonomiske politik Denne fokusering på renten viser hvilken stram økonomisk politik, der dominerer. Både stram fordi der skæres ned, når der efter keynesiansk tankegang burde bruges. Men også stram, fordi de økonomiske instrumenter er indskrænket på alle parametre, så en aktiv økonomisk politik er nærmest umuliggjort. Det er umuligt at føre valutapolitik, rentepolitikken dikteres af ECB (uden demokratisk indflydelse), og finanspolitikken er nu låst af finanspagten og budgetloven. Indkomstpolitik er ikke-eksisterende, og skattepolitikken er låst i konkurrencestatens logik. På den måde har vi fået en økonomisk politik, der er strømlinet med eksakte planer flere år frem, men hvor politikere, institutioner og dogmer har opsat regler, der indskrænker de politiske handlemuligheder i fx en krise. Det er konsekvensen af det neoliberale paradigmes fremkomst. Den bygger på logikken om det frie marked, der altid søger mod ligevægt i økonomien. Derfor bliver det altid det samme svar uanset de økonomiske problemstillinger: Fjern barrierer for markedet, sænk skatten, og lad staten holde sig fra at styre økonomien. Den adskiller sig markant fra den keynesianske tankegang, hvor økonomien kan have forskellige udfordringer, der kræver forskellige politiske løsninger. Derfor findes kriser ikke i neoklassisk økonomisk forståelse, mens både kriser og opture, kort og langt sigt kan begribes i den keynesianke forståelse. I Danmark findes der nærmest kun en økonomisk skole, som dominerer debatten og 5 / 7

6 beslutningsprocesserne omkring den økonomiske politik i Danmark. Igen har Ove Kaj Pedersen kortlagt en vigtig del af økonomi-politiske system og kommer frem til, at vi i Danmark har en utrolig konsensus blandt økonomer, hvilket han mener, har gavnet muligheden for at sætte vigtige emner på dagsordenen (igen hans ros af DKs transformation til konkurrencestat), men omvendt har været et problem under krisen. Dansk mainstream økonomi er rundet af det danske velfærdssamfund, hvor velfærden værdsættes, og brugen af aktiv finanspolitik er bredt anerkendt. Men i det store hele er de alle neoklassiske i tankegangen og har efter min mening forsømt at skabe bedre forståelse for, hvorfor de skandinaviske velfærdsmodeller klarer sig så godt, når de trodser de gængse forestillinger hos økonomer. Opgør med konkurrencestaten og den økonomiske politik Som progressive er vi både oppe i mod store og stærke økonomiske institutioner som EU, OECD, Verdensbanken og IMF samt økonomiske strukturer som valutasystemet, og uafhængige nationalbanker, ligesom vi er oppe i mod en stærk politisk konsensus i centrum(venstre) omkring konkurrencestaten og en økonomisk debat uden modpoler til denne tankegang. Men analysen her viser også, at mainstreamøkonomer og den politiske konsensus bygger på antagelser, der ikke alle holder, og som heller ikke har skaffet gode økonomiske resultater. Der mangler ganske enkelt gode svar på, hvordan krisen opstod, og hvordan vi kommer ud af den. Der bør derfor være god plads til kritik og mulighed for at komme på banen med alternativer til den nuværende økonomiske politik. Der skal altså nye og bedre økonomisk modeller på bordet, men her er det for mig vigtigt at understrege, at økonomisk politik netop er politik, og det i sidste ende er politikere, der træffer politiske beslutninger uanset hvilke økonomer, der dominerer debatten. Desværre endte Thorning-Schmidt regeringen med at købe den neoklassiske løsning med stramninger som redskabet og med konkurrencestaten, som det politiske projekt. Måske fordi der ganske enkelt mangler et troværdigt økonomisk venstreorienteret projekt, som kan række ind over midten i dansk politik. Der må udvikles stærkere ideer, der samlet leverer svar på 1) hvor pengene skal komme fra (hvilket nok ofte er problemet) 2) hvordan de udnyttes bedst og 3) på globalisering, EU og det ydre pres økonomien oplever. Samtidig skal den økonomiske debat åbnes op, så de mange dogmer og institutioner bliver udfordret, og der kan skabes opbakning til progressive økonomiske ideer. Noter [1] Artiklen bygger på forfatteren, Morten Hofmann Rytters, specialeafhandling: Politiske forandringer i en krisetid. Analyse af den økonomiske politik i Danmark Referencer Andersen, Jørgen Goul (2013): Krisens Navn. Blyth, Mark (2002): Great transformations : economic ideas and institutional change in the twentieth century. New York: Cambridge University Press. Hall, Peter A. (1989) Committee on States and Social Structures. The Political power of economic ideas: Keynesianism across nations. Princeton, N.J.: Princeton University Press. Hall, Peter A (1993): Policy paradigms, social learning and the state : the case of economic policy making in Britain in, Comparative Politics, Vol. 25, No. 3 (Apr., 1993), pp Pedersen, Ove Kaj (2011): Konkurrencestaten. Pedersen, Ove Kaj (2013): 6 / 7

7 Sørensen, Christen (2013): Finanskrisen Kleptokratiets konsekvens. 7 / 7