B-jobs. En vej til mindre arbejdsløshed og mindre krise?

Transkript

1 Version Efterfølgende forslag har i forskellige faser under udviklingen været præsenteret for / konfereret med bl.a. Anna Kirsten Olesen, formand for LO Aalborg, Dennis Christensen, FOA, Bente Sorgenfrey, FTF og cand.polit prof. Christen Sørensen, SDU, politisk interesserede venner fra begge fløje samt samt arbejdsløse venner. B-jobs. En vej til mindre arbejdsløshed og mindre krise? Mange siger, at der ingen nemme løsninger er på arbejdsløshedsproblemet, og at der intet alternativ er til at spilde værdien af den arbejdskraft, de arbejdsløse ville kunne bidrage med. Men er det rigtigt? I det følgende præsenterer jeg en konkret idé, der mere eller mindre kan kompensere for arbejdsløsheden og samtidig gøre vores samfund mere produktivt. Arbejdsløshed skaber store problemer for den enkelte og er også et problem for samfundet. Hvorfor opretter stat, region og kommune så ikke bare nogle flere jobs og sætter folk i arbejde? Et af problemerne ved denne løsning er, at man risikerer at sætte folk til arbejdsopgaver, der skaber mindre værdi, end der skal udbetales for i løn, og så har man en underskudsforretning. Hvis et ekstra job kunne blive skabt med overskud, var det jo nok oprettet allerede? Men den logik kan man godt udfordre lidt. Der findes offentlige jobs, som det egentlig kan svare sig at etablere, men som alligevel ikke bliver etableret, f.eks. på grund af, at det er den ene kasse, der betaler, og en anden kasse, der får gevinsten, eller fordi strukturer i det offentlige så som ansættelsesstop dikterer besparelser, hvor det egentlig godt kunne svare sig at udvide. Som det er i dag, udbetaler staten dagpenge m.m. til de arbejdsløse, uden at få nogen form ydelse den anden vej bortset fra en masse trykken på knapper osv. Hvis alternativet er, at disse folk ingenting laver men alligevel får udbetalt penge, må det vel kunne svare sig at sætte disse folk i arbejde for de udbetalte penge, blot de overhovedet genererer værdi? Min ide er, at arbejdsløse efter et vist antal måneder på dagpenge - i stedet for tilbud om fortsatte dagpenge skal have tilbudt et job fra det offentlige. Man skal kun arbejde 3 dage om ugen, og for dette får man en løn svarende til de maksimale dagpenge for en uge. Denne type jobs kaldes B-jobs. Det er ikke ligegyldigt hvilke B-jobs, der oprettes. Der skal oprettes jobs til netop de arbejdsopgaver, der giver den største værdi for hele samfundet (beregnet på tværs af kasser) - over tid (på tværs af budgetperioder). Samfundet skal gøre en helt anderledes målrettet indsats, end det er tilfældet i dag, for at opsøge, opfinde og udpege disse jobs/funktioner. Mange problemer vil være løst for de arbejdsløse, hvis der altid findes en nødløsning med et sådant B- job. 1

2 Der skal etableres mekanismer til at fastholde den arbejdsløses motivation til at finde et ordinært job, men det skal ikke være i form af en trussel om pludseligt at stå uden forsørgelsesgrundlag efter 2 år, som i det nuværende system. På denne måde kan vi få et mere effektivt samfund med mere velfungerende mennesker og sparer en stor del af kontrolapparatet overfor de arbejdsløse, da det ikke længere er relevant at mistænke dem for at hæve dagpenge uden at ville arbejde. Hvilke problemer løser et sådant system for den arbejdsløse? Den arbejdsløse havner ikke i isolation og får ikke personlige kriser og manglende selvværd og depression, der kan medføre uarbejdsdygtighed på sigt. Den arbejdsløse spilder ikke en masse tid på at søge alle mulige jobs, som man ingen chance har for at få, blot for at leve op til alle mulige firkantede ordninger. Den arbejdsløse mister ikke kontakten til arbejdsmarkedet, hvis det bliver muligt at vende tilbage via et B-job efter et halvt til et helt år. Den arbejdsløse bliver ikke utryg ved fremtiden og risikerer ikke i så høj grad at skulle sælge hus og hjem efter to år på grund et drastisk og pludseligt fald i indtægt. Med et sikkerhedsnet via B-jobs får man et mere fleksibelt arbejdsmarked, fordi dem, der er i ordinært arbejde, bliver mere åbne for at skifte job, frem for at knuge sig til det sikre. Fagforeningerne kan også være mere fleksible med færre krav om sikkerhed i ansættelsen ved overenskomstforhandlingerne. Dette var en masse begrundelser for at indføre B-jobs, som jeg opfordrer til, at man læser endnu en gang, for de er vigtige. Det eneste problem, der ikke løses for den arbejdsløse, er at tjene tilstrækkeligt med penge til at kunne klare udgifterne med dagens prisniveau. Hvorfor foreslår jeg, at man kun arbejder i 3 dage med B-jobs? - Begrundelse 1: Det vil i princippet ikke koste samfundet mere, end det gør nu. Man udbetaler bare en løn på det samme beløb, som man før udbetalte dagpenge for. Dertil kommer ekstra omkostninger til fysisk arbejdsplads, materialer, administration, forsikring, pension og til udvidelse af forsørgelsesperioden til mere end 2 år for de langtidsledige. Men derfra skal trækkes værdien af det arbejde, der udføres. 2

3 - Begrundelse 2: Man kan lettere finde jobs til alle arbejdsløse, hvis der er plads til at få to personer i arbejde, hver gang man finder på én ny arbejdsfunktion. Den ene person kan da arbejde man-tir-ons og den anden tor-fre-lør. - Begrundelse 3: Hvis man ansættes i et job langt udenfor éns fagområde og man derved risikerer at miste muligheden for at holde sit fag ved lige, holde kontakt med relevante virksomheder, lave ansøgninger osv., er ulykken ikke så stor, når der kun er tale om 3 dage om ugen. Der er stadig 3-4 dage til at bevæge sig "fremad" i sin karriere med sit primære fag. - Begrundelse 4: Samfundet fastholder en stor arbejdskraftsreserve, idet man må forvente, at de fleste folk, der "kun" har B-jobs, vil have et brændende ønske om at skifte over til et fuldtidsjob, f.eks. for at få en bedre økonomi. Vigtigheden af en arbejdskraftsreserve. Arbejdskraftsreserven er en vigtig størrelse for alle, der tænker på det private erhvervslivs ve og vel. En stor arbejdskraftsreserve sikrer, at virksomhederne altid kan få den fornødne arbejdskraft inden for de fagområder, hvor der er behov for det. Når der er tilstrækkeligt mange arbejdsløse og det er tilstrækkeligt surt at være arbejdsløs, er folk parate til at arbejde med hvad som helst for en lille løn. Stor arbejdsvilje og lave lønninger er godt for erhvervslivet, så kan de sætte priserne ned, klare sig bedre i den internationale konkurrence, sælge flere produkter, ansætte flere osv. osv., hvilket borgerlige politikere fremhæver igen og igen. (Men lavere lønninger giver også større profit til virksomhedsejerne, hvilket de samme politikere er mindre ivrige for at fremhæve eller overhovedet at nævne). Jeg anerkender, at den største del af den danske produktion foregår i privatejede virksomheder, og at den private ejendomsret er en meget vigtig medspiller, når samfundets produktion skal udvikles, og at de private virksomheder skaber en stor del af de værdier, vi alle er afhængige af. Så der er brug for en vis arbejdskraftsreserve, selv om den ikke behøver at være så stor som nu, hvor der ofte er 100 ansøgere til hvert job. Der er måske også brug for en arbejdskraftsreserve ud fra den betragtning, at vi er på vej mod et samfund med mange ældre og få i den produktive alder. Derfor kan der grotesk nok være behov for at udvide arbejdsudbuddet i en tid med arbejdsløshed, idet der skal være nok personer til at udføre opgaverne den dag, det hele tipper, og der pludselig er for få til at tjene penge til resten. I den situation er det uklogt at gøre det modsatte at parkere en række folk udenfor arbejdsmarkedet. Hvordan sikres arbejdskraftsreserven på trods af B-jobs? Hvis B-jobs bliver for attraktive og mange vælger disse frem for at søge normalt arbejde, er det ikke godt, for så er der tale om, at man er parkeret udenfor arbejdsmarkedet og ikke længere er en del af arbejdskraftreserven. Det er ikke hensigten med ordningen. Ordningen må derfor ikke være for attraktiv: 3

4 - For det første skal det ikke tillades, at man supplerer sin indtægt fra B-jobs med andre deltidsjobs. Ordningen tager jo sigte på at hjælpe arbejdsløse, ikke at give folk chancen for at kombinere to jobs på en smart måde. - For det andet kan lønnen reguleres op og ned afhængigt af, hvor attraktivt politikerne ønsker, at denne slags jobs skal være. Der er altså en skrue her, der kan strammes og løsnes efter behov. Jeg forestiller mig, at man på et B-job tjener ca. 5 % over det, samfundet definerer som den maksimale dagpengesats. Men samtidig skal lønnen ved B-jobs sættes ned med 2 % pr. år, man har benyttet ordningen i løbet af sit liv. 2 % er ikke en stor nedsættelse, men den er velegnet til at give et varigt pres på den ledige i forhold til hurtigst muligt at finde tilbage på det ordinære arbejdsmarked. - For det tredje kan man sætte en grænse på f.eks. 2 år for hvert B-jobs varighed, hvorefter man må skifte til et andet B-job, såfremt man vil bevare en indtægt. Giver det ikke 165 kr. i timen, og er det ikke for meget? De maksimale dagpenge er i dag på små 4000 kr. pr. uge. Bliver det fortsat gennemsnittet og fordeles disse på 24 timers arbejde, svarer det ganske rigtigt til en løn på 165 kr. i timen, og det er jo en del. På den anden side skal man huske, at man ikke har tilladelse til at arbejde mere end de 24 timer pr. uge og derved supplere indkomsten op. Så på en måde kan man sige, at det udbetalte beløb skal divideres med den fulde ugentlige arbejdstid, dvs. man tjener 4000/37,5 = ca. 105 kr. i timen. Det er bedre at give folk 105/165 kr. pr. time for at arbejde 3 dage pr. uge end at give dem 105 kr. pr. time for slet ikke at arbejde (hvilket er tilfældet nu). Udvider B-jobs ikke den offentlige sektor? Jo, så længe der er arbejdsløshed, men der er tale om ekstraordinære jobs, som skal kunne fjernes igen, når arbejdsløsheden mindskes. Det er vigtigt at markere tydeligt, at B-jobs er ekstraordinære, således at institutioner og lignende, hvortil disse job er knyttet, ikke "vænner sig for meget til dem". Det skal være muligt at konvertere et B-job til et ordinært job, hvis det viser sig hensigtsmæssigt. I så fald benyttes betegnelsen B-job ikke længere om jobbet - det er nu blot et ordinært deltidsjob eller fuldtidsjob. Nogle folk er af den opfattelse, at den offentlige sektor skal være så lille som mulig, eftersom "det kun er den private, der producerer den værdi," som den offentlige sektor "lever af" via skatterne. Den opfattelse deler jeg ikke. Det offentlige er også produktiv i mange sammenhænge. Det kan f.eks. illustreres med skoler: Er en skole privat, er den en del af den private sektor, eftersom at forældre køber undervisningen til deres børn via en månedlig betaling 4

5 til en privat virksomhed. Er en skole offentlig, producerer den også undervisning af børn, men betalingen foregår bare via et andet kredsløb (skatteopkrævning og bevillinger fra offentlige kasser). Begge steder produceres der altså værdi. Det vigtige er ikke, om aktiviteten foregår i den offentlige eller private sektor, men om den værdi, aktiviteten kaster af sig, er større end den værdi, man skyder i den. Jeg ser intet problem i, hvis den offentlige sektor udvides, så længe det er det mest produktive i situationen. Hvordan finder man frem til de mest optimale B-jobs? Man skal gøre ekstra meget for at afsøge de områder, der skal beriges med den værdi, det er, at få ansat en ekstra person. De nye jobs er tænkt oprettet såvel indenfor kommune, region og stat samt også gerne i halvoffentlige institutioner så som trafikselskaber. De nye jobs vurderes i forhold til indvirken på kommunekassen, regionskassen, statskassen, landets internationale konkurrencedygtighed, klimaregnskabet m.m. Og jobbenes værdi vurderes på langt sigt, ikke blot indenfor et enkelt budgetår. Eksempelvis kan jobs, der styrker folkesundheden være relevante. Det, vi har mest brug for, er sandsynligvis jobs, der forbereder tiden efter krisen, ved at sørge for, at samfundet er gearet mht. infrastruktur, uddannelse, veltænkende og produktive mennesker, der er i stand til at fungere godt sammen. Der er brug for en metode til fremskaffelse af disse jobs, en metode, der er mere velovervejet, end det er tilfældet for tilsvarende ordninger i dag (offentlige jobtilskudsjobs), hvor man i de værste situationer fornemmer, at folk er blevet placeret et sted med det primære formål at teste deres arbejdsvilje eller for at gøre dem glade ved at give dem et eller andet - uanset hvad - de kan beskæftige sig med indenfor deres fagområde. De nye, særlige jobs for arbejdsløse skal betragtes fra en anden synsvinkel, nemlig som en vigtig ressource for samfundet. Ikke blot en ordning for en lille gruppe mennesker, der er havnet i særlige situationer. Det er derfor for snævert, hvis ansatte i offentlige institutioner som f.eks. jobcentrene skal have hele ansvaret for at finde og vælge disse jobs. I dag er det vist i jobcentrene og i personcirklerne omkring de ansatte i jobcentrene, at ideerne til nye særlige jobs for arbejdsløse opstår (f.eks. offentlige løntilskudsjobs). Det første, der skal gøres, er derfor at offentliggøre, at der findes en opgave med at udpege nye jobs, og at der er åbent for idéer hertil. Det skal også fremgå, at opgaven er at finde frem til netop de arbejdsopgaver, det bedst kan svare sig at få udført for samfundet. Foruden den brede befolkning kan alle relevante institutioner opfordres til at komme med ideer det gælder jobcentre, kommunale og regionale råd, byråd, regioner, rådgivende vækstråd, fagforeninger, særlige borgerråd, forskere, tænketanke. 5

6 Også dem, der selv står for at skulle ansættes i disse jobs, skal kunne bidrage med ideer, det samme gælder offentligt ansatte, der fra hver deres position i apparatet får ideer til, hvad der er brug for, som det kunne være smart at få udført via ny arbejdskraft (evt. tidsbegrænset). En særlig konstruktion i sammenhængen kan være borgerråd - grupper af borgere med særlig interesse i at deltage i opgaven med at udvikle vores samfund på basis af de nye jobs. Disse borgerråd kan f.eks. oprettes på basis af, at en kommune sender breve rundt til tilfældige borgere og opfordrer dem til at deltage. Når der er fundet frem til 9, som er interesserede, danner man et sådant råd. Der kan dannes flere råd i hver kommune. Der kan oprettes offentlige debatter på nettet, hvor nye jobideer kan komme frem, offentlige møder og workshops osv. om emnet. Via databaser over de jobs, der allerede er etableret af denne type rundt omkring, skal man kunne inspirere hinanden på landsplan. Man kan også benytte debatter blandt politikere til at udvikle ideer. Foruden at identificere mulige nye jobs kan debatter og kurser handle om, hvordan man bedst prioriterer blandt de muligheder, der dukker op, altså noget med at se tingene fra et samfundsøkonomisk synspunkt. Etablering af mange jobs (og aktiviteter), som det egentlig ville være en god forretning for det offentlige at oprette, strander ofte på kassesystemet, som nævnt i starten af denne tekst: Den kasse, der står for udgiften, modtager ikke indtægten, så for den kasse vil det alene være en udgift, og så er der ikke råd. Med B-jobs er det en tredje kasse, der betaler (beskæftigelsesmidler), hvilket vil gøre det mere ukompliceret at realisere den slags "tværgående" projekter. Hvordan besluttes, hvilke jobs, der oprettes, og hvor folk skal placeres? Viften af de jobs, der skal indgå i ordningen, skal som sagt være påvirket af de overvejelser, der træffes i offentlige debatter, borgerråd, idébanker etc. Men i sidste ende bliver det jo nok nogle politiske udvalg på lokalt, regionalt og statsligt plan, der skal tage beslutningen om de konkrete jobs (eller uddelegere denne). Når jobbene er defineret, lægges de i en pulje for hver af de kommuner, hvor de er placeret rent fysisk. Man skal herefter til at parre dem med de personer, der har været ledige i mindst 6 måneder. Jeg foreslår, at man koncentrerer disse udbud to gange om året, hvilket medfører, at den ledige skal byde ind på B-job ved en seance et sted mellem 6 og 12 måneder fra den dag, vedkommende står uden arbejde. De pågældende jobs skal besættes med de bedst kvalificerede, da der er tale om at få udført et stykke arbejde bedst muligt - frem for bare at give folk noget at rive i. Dem, der ikke bliver ansat i et af de jobs, de har søgt, må affinde sig med at havne i et af de øvrige B-jobs (eller at miste dagpengene). Dette kan give nogle uheldige placeringer, men hvis man kun skal arbejde 3 dage om ugen, må det være til at leve med. Man kan dog evt. have en pulje med alternative mindre vigtige jobs liggende til de situationer, hvor folk er meget utilfredse. 6

7 B-jobs og iværksættere Systemet med B-jobs, der egentlig er beregnet til arbejdsløse, kan evt. tillades benyttet af iværksættere. Hermed kan mange iværksættere løse et af deres grundlæggende problemer: At have et vist, stabilt økonomisk fundament i opstartsfasen. Man kan simpelthen starte sin virksomhed stille og roligt, og have tilladelse til at tjene de penge, der kommer ind ved siden af B-jobbet. Det skal siges, at man kan gøre noget tilsvarende allerede i dag, hvis man f.eks. tager et halvtidsjob og forsøger at overleve på basis af dette ved siden af start af ny virksomhed. Men så alligevel ikke, for timelønnen er mindre, og går det galt med virksomheden, har man kun ret til halve dagpenge baseret på det, man har tjent (hvis perioden med halvtidsjob har strakt sig ud over et år). Det er et meget usikkert sats. Når en person i B-jobs kombinerer jobbet med iværksætteri, kan samfundet altså gøre en undtagelse fra reglen om, at man ikke må tjene noget ved siden af. På den måde kan B-jobssystemet medvirke til at skabe en ny underskov af virksomheder, fordi det i højere grad bliver muligt at føle sig lidt frem med nye virksomheder. B-jobs og unge arbejdsløse B-jobs er i udgangspunktet tænkt som et alternativ til passiv udbetaling af dagpenge i situationer, hvor folk har optjent dagpengeret. Men man kan også forestille sig at bruge B-jobs som tilbud til f.eks. unge arbejdsløse, der ikke har optjent dagpengeret. Det kan være et alternativ til, at de skal involveres i det sociale system. Der tales ofte om risikoen for at miste en generation på gulvet, som ikke vænner sig til arbejdsmarkedet. Et B-job kan skabe en slags forbindelse til arbejdsmarkedet som oven i købet giver mulighed for at tage et trin ad gangen, først halvtid, så forhåbentlig et normalt job på fuldtid. Da målet er at få de unge ind i ordinære jobs, fastholdes lønnedgangen på 2 % for hvert år, man hænger i ordningen. B-jobs og særlige sociale ordninger Samfundet har i dag en række særlige sociale ordninger f.eks. seniorjobs, offentlige fleksjobs og offentlige jobs for handicappede, og der er måske også særlige jobs på vej til at lede en del af førtidspensionisterne gradvist ind til arbejdsmarkedet. De koster en pæn del at administrere og organisere på hver sin måde. Der må være en rationaliseringsgevinst ved bare at lade disse jobs være B-jobs, evt. med tilpassede detaljer. B-jobs og uddannelse Man skal ikke kunne være indskrevet på en uddannelsesinstitution samtidig med, at man har et B-job. Det er ikke det, de særlige jobs er beregnet til, og det ville jo også betyde, at man kun i mindre grad var reelt jobsøgende. 7

8 På den anden side er det jo godt, hvis arbejdsløse og arbejdsløse i B-jobs benytter chancen til at videreuddanne sig eller i det mindste fastholde tilknytningen til sit fag. Måske skulle man tillade folk, der er i B-jobs, at tage uddannelser på et lavere omkostningsniveau for samfundet end de "rigtige" uddannelser nemlig via selvstudier? Disse selvstudier kan man evt. arrangere sammen med andre folk i B-jobs, som man finder via særlige sider hertil på nettet. Der er jo mange af de ledige, som er højtuddannede. Når man er vant til at studere, kan man vel også videreuddanne sig selv og andre. Samfundet kunne tilskynde folk til at gøre dette og tilbyde mulighed for at gå til eksaminer med en eksterne censorer. Denne type uddannelse er ganske vist en discountudgave af uddannelser med rigtige lærere, men eksistensen af en sådan vil også kunne gavne samfundets produktivitet, især når alternativet er, at folk intet foretager sig. Nuværende arbejdsmarkedsordninger og deres skæbne Jeg synes, man skal bevare traditionel formidling af arbejde, uddannelsestilbud til arbejdsløse, kurser i jobsøgning/jobafklaring (som bør være frivillige!), rotationsjob, virksomhedspraktik. Desuden løntilskud, hvor ordningen skal være ens i private og offentlige virksomheder og hvor der skal være større fokus på at undgå, at systemet blot udnyttes til billig arbejdskraft. De nuværende offentlige jobtilbud skal derimod fjernes, men man kan jo overveje, om der skal oprettes B-jobs med nogle af de samme funktioner. Hvis denne idé har en svaghed som idé betragtet, er, det måske netop ligheden med offentlige jobtilbud, men jeg mener, at jeg griber det an fra en anderledes og mere meningsfuld vinkel, hvor fokus er at opfatte de arbejdsløse som en ressource for samfundet, som skal benyttes konstruktivt frem for at placeres på pause, og at få næsten alle sendt ud i den foreslåede type jobs 3 dage om ugen, så man sparer en stor del af det store apparat, der i dag kontrollerer og stresser de arbejdsløse. Makroøkonomisk Makroøkonomisk kan man sige, at tanken er at udvide antallet af offentlige arbejdspladser i perioder, hvor der ikke er så meget efterspørgsel efter arbejdskraft i den private sektor (og omvendt indskrænke, når efterspørgslen er stor). Hvis der løbende skal etableres B-jobs til netop dem, der har været ledige mellem ½ og 1/1 år, vil mængden af B-jobs automatisk regulere sig selv til et passende niveau i forhold til, hvor meget den private sektor kan aftage. Politikerne kan dog også vælge manuelt at forlænge perioden på dagpenge inden man får tilbudt B-jobs, hvis der opstår behov for en større arbejdskraftsreserve. Man kan mene, at B-jobs vil strække sig ind over områder, hvor det private erhvervsliv kunne have etableret fornuftige forretninger, men dette må man være sig bevidst og undgå hvis det er 8

9 det, man ønsker. På den anden side vil etableringen af B-jobs sandsynligvis generere private forretningsmuligheder på andre områder, da der vel kommer en afledt effekt af ny aktivitet i samfundet. B-jobs ideen modvirker ikke sig selv en samfundsudvikling mod større arbejdsløshed, hvis man opfatter denne som forårsaget af, at produktionen automatiseres og ændrer anatomi, således at det kun kan svare sig at ansætte de mest produktive personer og lade staten forsørge resten. Og dog rummer den nogle ideer om øget uddannelsesniveau og vil hjælpe flere i retning af en karriere med brug af deres bedste kvalifikationer, hvilket vil øge folks produktivitet/værdi. B-jobs ideen er heller ikke i sig selv nogen løsning på, hvordan man skaber vækst i det private erhvervsliv, da det ikke griber ind i den måde, det private erhvervsliv udvikler sig via sin egen indre dynamik. Og dog vil en del B-jobs nok resultere i forbedret uddannelse og infrastruktur og derved forbedre rammerne for denne dynamik. Sigter man mod at gøre noget aktivt for at ændre dynamikken/væksten i det private erhvervsliv, vil ideer som jobrotation nok være mere egnede, idet man herved rører rundt i gryden via rolleskift for en masse personer, der er ansat her, hvorved nye produktive muligheder formentlig vil vise sig. Men det ene tiltag udelukker jo ikke det andet. Afslutning: I 1930 erne brugte man arbejdsløsheden til at bygge Lillebæltsbroen og Storstrømsbroen, hvilket har været godt for eftertiden. I nutiden får man de arbejdsløse til at sende et utal af overflødige ansøgninger, trykke på knapper og deltage i aktivering, der ikke altid gavner. Det er er glemt en måned efter. Vi skal tilbage til at bruge de arbejdsløse aktivt, og hvis man samtidig via B-jobs kan løse en masse af de store personlige problemer, de arbejdsløse er stillet overfor, er det vel en idé, der bør gribes og realiseres. f.eks. via treparts-forhandlingerne. En række eksempler på mulige B-Jobs samt dette dokument på nettet: se Mvh Anders Wested anderswested snabel-a live.dk Tlf