I skal klatre op i det rigtige træ. Bhagavan Sri Sathya Sai Baba

Transkript

1 Dato : 25. januar 1963 Sted Anledning : Prasanthi Nilayam. Sai Baba s ashram; Den Højeste Freds Bolig. : Ikke oplyst. Oversætterens supplerende forklaringer er anført med kursiv i parentes. I skal klatre op i det rigtige træ af Bhagavan Sri Sathya Sai Baba Jeg ved, at jeres sult ikke er fuldt ud tilfredsstillet, selv efter I har lyttet til de to skriftkloges fremragende taler, der udstrålede ananda (lyksalighed). De fortalte begge, at de ikke gjorde fordring på at besidde videnskabelig lærdom. Endvidere fortalte de, at alt, hvad de var i stand til at indse og tale om, skyldtes Min nåde. For dem er denne holdning blot en måde at hindre, at de bliver indbildske. Hanuman var ikke bevidst om sin umådelige styrke. (Hanuman var en stor Rama-hengiven; han var delvis abe delvis menneske). Så megen selvudslettelse havde han udviklet, at der var en, der var nødt til at minde ham om hans evner og kræfter. Fuldt bevidst om sine kræfter, kunne Hanuman derefter vokse med opgaven. Der er nogen der, på jeres vegne, indtrængende har bedt Mig om at tale til jer i dag, for det er lang tid siden, jeg har talt til jer på dette sted. Jeg føler, Jeg må opfylde jeres ønske. I kalder jer selv for bhakthas (hengivne), så Jeg vil fortælle jer om dharma ( rigtig handling ) for en person, der søger at opnå bhakthi (hengivenhed over for Gud). Ingen kan blive en hengiven ved at kalde sig det; ej heller ved at andre kalder ham det. (Sai Baba siger, at der ikke eksisterer et ord eller et begreb, der kan forklare ordet dharma. Dharma er det, der understøtter og opretholder hele universet. Dharma er den pligt, som alting er eller burde være underlagt. Det er ildens pligt at fortære, varme, lyse, nedbyde osv. Det er græssets pligt at omdanne kuldioxid til ilt, være føde, se smukt ud osv. Det er menneskets overordnede pligt at søge forening med Gud. Alt efter deres rolle i livet, har forskellige mennesker forskellige pligter livet igennem. Jeg har valgt at oversætte ordet dharma med rigtig handling ). Hengivenhed over for Gud indebærer fuldstændig overgivelse. Intet må blive tilbage, end ikke så meget som et anstrøg af ego bør blive tilbage. Alene Guds befaling tæller. Hans vilje er gældende. Lige som en dranker har en hengiven ingen æresfølelse eller anstændighed, stolthed eller indbildskhed. Han er en skør person, der er ligeglad med alt, hvad der ikke har forbindelse med hans ideal. Han er døv over for sultens og tørstens signaler. Han tænker ikke logisk, og han regner forkert, når han handler på markedspladsen. Narada siger, at de, der er berusede af uvidenhedens spiritus, stolprer af sted efter verdens skygger, mens de, der er berusede af visdommens nektar, aldrig bevæger sig bort fra Det Højeste, som de har opdaget, er dem selv. (Narada var en vismand, der tillige var skjald. Han rejste rundt i verden og sang uophørligt ét ord: Narayana. Narayana er et navn for Herren Vishnu). I var vidne til dette for nogle få dage siden. Det var, da denne shasthry (ordet eller titlen betegner en vis person; en skriftklog) kom og satte sig i denne sal for første gang efter 30 års intense studier af Srimath Bhagavatha (et religiøst værk, der omhandler historien om Herren 1

2 Krishna). Han følte, at han havde vundet frugten af års studier og af års udvisning af stor ærbødighed over for Herren. Han mistede al opmærksomhed over for omgivelserne, og nogle af jer mente, at han havde fået et epileptisk anfald eller noget i den retning. Jeg vidste, at han befandt sig i en verden af lyksalighed. Det var grunden til, at Jeg ikke rådede jer til at bringe ham til hospitalet. Selv i dag bemærkede I, hvordan han blev overvældet af glæde, da han begyndte at beskrive dybden af den guddommelige nåde. Herren brød Sit højtidelige løfte for at give den hengivne æren for at have fået Ham til at gøre det! Bhishma havde sagt, at han ville tvinge Krishna til at bruge et våben på slagmarken, hvilket ville være i strid med Hans erklærede intention. (Bhishma var Kaurava ernes og Pandava ernes formynder, beskytter og patriark. Bemærkelsesværdig på grund af sin visdom og ubøjelige hengivenhed over for Gud. Indfanget af sin skæbne til at kæmpe på de ondsindede Kaurava'ers side. Han blødte til døde på et leje af pile, mens han tænkte på Gud). Bhishma ville udelukkende lade sig besejre af Herren! Og derfor gik Krishna hurtigt og kraftfuldt mod Bhishma, mens Han truede med Sin chakra (diskos) i den hensigt at sejre. Shasthry en var i færd med at beskrive denne scene, da han brød sammen. Hengivenhed skal mildne sindet og gøre det modtageligt for de ophøjede følelser, de rensende impulser. Bhishma var en hengiven, og ved at vinde Herrens nåde, blev han udstyret med endnu mere storslåethed og pragt end nogen jordisk kejser. Hvilken storslåethed er der over disse små og ubetydelige scepter-holdere? De kan ikke hævde at have indre fred eller indre glæde. De kender ikke glæden ved at dele deres kærlighed med alle andre. Bhishma overgav sig til Herren, da Han udfordrede ham med su-dharshana. Det vil sige, når Herren tilbyder su (det rigtige) dharshana (syn), skal man være klog nok til at overgive sig; til at opgive alt. Og det var, hvad Bhishma gjorde. (Su-dharsana betyder også diskos). Lige som killingen kalder sin moder hen, hvor den sidder, ved blot at mjave, skal den hengivne blot længes; skal den hengivne blot mjave i adskillelsens smerte. Den afgrøde, der vokser på markerne, tørster efter regn. Den ser de tunge regnskyer sejle tværs over himlen. Men afgrøden kan ikke løfte sig til denne højde og drikke af den livgivende regn. Ej heller kan den bringe skyerne ned til jorden. Menneskeheden steger også under den varme Sol; under egoets og grådighedens uudholdelige hede. Menneskeheden trænger til nådens regn; den ved, at den først kan blomstre i fred og glæde, når den får denne nåde. Når skyerne danner små dråber og lader dem regne ned over de marker, som de vælger at nære, individualiserer Det Formløse Absolutte Sig. Det antager form og kommer ned midt iblandt menneskeheden for at frelse og opretholde den. Det er hemmeligheden bag, at Madhava (Gud) kommer ned til Jorden som manava (menneske); at skyen får medlidenhed med afgrøden, der bliver svedet af Solen. Først når regnen (nåden) falder, kan Solen (egoet og grådigheden) gøre gavn! Tilsvarende gælder, at når I får Herrens nåde, så kan egoet og grådigheden gøre gavn, ved at de bliver ledt ad gavnlige kanaler. I gammel tid befriede Avatarer (guddommelige inkarnationer) verden for ondskab. Det gjorde de ved at tilintetgøre de få fanatikere og umennesker, der afstedkom denne ondskab. Men i dag regerer fanatisme og misgerninger i hvert eneste hjerte. Antallet af asuras (onde mennesker) er utallige. Der er ingen, der ikke i en eller anden udstrækning er inficeret af ondskab. Derfor har alle behov for at blive korrigeret; alle må nødvendigvis blive uddannet og ledt ud på den rette vej. Hvert eneste væsen er en pilgrim bestemt til at nå Gud og forene sig i Ham. Men de fleste mennesker har glemt vejen. De strejfer omkring som bortkomne børn og spilder værdifuld tid på at tage omveje. Manava (mennesket) er nødt til at blive Madhava (Gud). Det er dets skæbne, og det er tanken og formålet med, at mennesket er blevet udrustet, som ingen andre dyr er det, med viveka s (skelneevnens) sværd og vairagya s (ikketilknytningens) skjold. (Begrebet skelneevne betegner evnen til at skelne mellem det varige og det flygtige; at erkende at verden er flygtig, mens Gud er varig. Ligeledes betegner skelneevnen evnen til at kunne skelne mellem, hvad der er godt eller dårlig; hvad der er 2

3 rigtigt eller forkert). (Begrebet ikke-tilknytning omhandler ønsket om og evnen til at kunne give afkald på alle flygtige glæder). Mennesket er det eneste dyr, der kan danne sig et mentalt billede af en tidligere eksistens og af tidligere liv i en række, hvor indtrykkene akkumuleres fra det ene liv til det andet. Hvad I ser og føler i drømme, har et eller andet fundament i det, I har set og følt i den vågne tilstand. Tilsvarende gælder, at grundlaget for alt hvad I ser og føler i jeres nuværende liv, er det, I har set og følt i andre tidligere liv. I kan udelukkende vinde Herrens nåde gennem rigtig handling. Rigtig handling fremkalder en ånd af overgivelse af selvet og udvikler denne ånd. Uden den træning, som rigtig handling giver jeres sanser, følelser og holdninger, kan I ikke udvikle en fast tro og en konstant ikketilknytning. Herren er rigtig handling udtrykt som en personlighed. Rama er kendt som Vigrahavan Dharma (den personificerede retskaffenhed). Hvis I overskrider den rigtige handlings grænser og ikke følger de fastsatte regler, kan I ikke vinde livets kamp. Da Hanuman fór hen over himlen som en pil fra Rama s bue, var der mange fristelser, der forsøgte at standse ham. (Han sprang over havet mellem Indien og Sri Lanka). Men han gjorde hverken ophold eller vendte om. Han fór videre. Han var kun optaget af at udføre den opgave, hans Herre havde pålagt ham at udføre. (Han skulle hente en bestemt helbredende plante på en bestemt høj. Planten kunne redde Rama s broder, Lakshmana s, liv). Da Mynakabjerget rejste sig og tilbød ham at hvile sig på det, trampede han det tilbage i det dybe hav. Bjerget rejste sig igen og bønfaldt ham om at måtte tjene ham et stykke tid. Bjerget havde smykket sig med grønne frugthaver og duftende blomsterhaver, så Hanuman kunne nyde det, mens han kom til kræfter igen. For da Indra (de himmelske halv-guders leder) i ældgammel tid havde hugget alle bjergenes vinger af, var Munaka flygtet ved Vayu s, Hanumans faders, hjælp. (Vayu er Vindens Gud). Nu ønskede bjerget at udtrykke sin taknemmelighed ved at udvise gæstfrihed over for sønnen. Men Hanuman undskyldte sig med, at hans Herres opgave ikke tålte nogen forsinkelse. Få øjeblikke senere blev Hanuman konfronteret med et frygteligt uhyre, der hed Surasa (hun er alle slangers moder). Ved hjælp at behændig list overvandt han hende og undgik yderligere forsinkelse. I bør følge jeres vej mod befrielse gennem en étpunktet indsats. Shasthry en fortalte, at Herren ønsker, at Hans hengivne skal stråle i forhold til de ikketroende. At en gudhengiven skal være gladere, mere tilfreds og modigere end andre. Det er, hvad hengivenhed over for Gud bør gøre ved et menneske. Men i dag fremelsker den hengivne ikke disse karaktertræk i tilstrækkelig grad. Han forspilder denne chance. Hvis shasthry en giver hver af sine sønner 100 tønder land, så vil én søn måske tage sig godt af jorden og høste en gylden afgrøde. En anden søn vil måske tillade jorden at ligge brak og selv synke ned i elendighed. De evner og færdigheder hver enkel har bragt med sig fra tidligere liv, kan være forskellige. I kan ikke bebrejde faderen for tingenes tilstand. Selv den ene søns blod kan være skæbnesvangert, hvis det bliver overført til en anden søn. Den åndelige styrke kan være mindre i den ene søn og større i en anden søn. Denne styrke vil stå i forhold til den enkeltes anstrengelser nu og i fortiden. Det ærgerlige er, at mennesket ikke spiser den mest velsmagende, den mest nærende frugt fra denne naturens have. Han klatrer op i det forkerte træ og prøver at plukke de forkerte frugter. Så han får ødelagt sin appetit, hans smag bliver forsimplet, og hans helbred bliver ødelagt. Det er udelukkende Herrens herlighed, der kan tilfredsstille menneskets sult, for mennesket er en del af denne herlighed. Det er udelukkende oplevelse og erfaring, der kan åbenbare denne herligheds liflighed og ophøjethed samt dens formål. Parasurama stødte på Rama og udfordrede Ham, da Han var på vej tilbage til Ayodhya (byen, hvor Rama inkarnerede, og hvor han senere regerede) efter Sit bryllup. (Parasurama var en inkarnation som menneske af Herren Vishnu; født for at tilintetgøre de ondsindede krigerkaste-kongers arrogance.). Rama havde vundet Sita s hånd ved at bøje og knække Siva s bue. (Siva er Nedbryderen i Den Hinduistiske Treenighed). 3

4 Derved havde Han ydmyget alle de kronede hoveder, der var kommet for at vinde Sita s hånd. Men Parasurama var beruset af Sine egne bedrifter, der bestod i, at Han havde besejret krigerkastens herskere i 21 felttog. Denne stolthed forringede Parasurama s guddommelige status, og derfor kunne Han på et øjeblik blive fældet af Rama, der efter alt at dømme ellers blot var en grønskolling! Det bliver sagt, at Herren straffer nogen og favoriserer andre. Lad Mig fortælle jer følgende: Herren gør ingen af delene. Han er som strømmen i den elektriske ledning. Den får viften til at dreje rundt og afsvale menneskes liv. Den får den elektriske stol til at fungere og afkorter menneskers liv. Den har intet ønske om at dæmpe atmosfærens varme; den har ingen iver efter at dræbe. Herrens nåde er som vinden, der blæser. Rul jeres sejl sammen, og båden vil ligge kraftløs og svag. Fold sejlene ud, og båden vil sejle hurtigere og hurtigere. Herrens nåde er som lys. Ved hjælp af den oplysning som lyset giver, gør en person noget godt. En anden benytter lyset til at gennemføre en ondsindet plan. I skal have en indre dag, skønt I oplever en ydre nat. Lad lyset inde i jer skinne. Når I er ubevidst om verden, skønt I er i den, uden at ænse dens råb om deltagelse, så har I en ydre nat og en indre dag. Vedaerne lærer jer denne sandhed og skænker jer de åndelige discipliner, der er nødvendige at følge for at opnå denne lykke. Shasthry en talte om værdien af vedaernes bestemmelser. Vedaerne erklærer, at hvis karma (handlingerne) udføres på en bestemt måde, så vil de føre til et bestemt resultat. Vedaerne vil give jer en pen fyldt med blæk; de vil lære jer at skrive, og hvad I skal skrive. Så venlige er de. Vedhamatha (Den Vediske Moder) er så fuld af moderlig kærlighed; så fuld af den hengivenhed, som man føler over for sit afkom. Igen og igen gentager hun (Den Vediske Moder) et påbud, lige som Jeg ved enhver given lejlighed minder jer om Prasanthi Nilayam s (ashram ens) disciplinære regler. Så lad være med at se bort fra vedaernes påbud. De er Herrens autentiske stemme, som den blev hørt og nedskrevet af rene og hellige intellekter. En fader giver sin rigdom til den søn, der respekterer og adlyder hans ordrer. Han giver den ikke til den oprørske søn, der lader hånt om hans ønsker og ordrer. Herren er loka-pitha (alles fader). Hvis I er en aasthika (en person, der accepterer, at der eksisterer en Gud og former sit liv i overensstemmelse med dette), så vil I få aasthi (rigdom eller ejendom). Hvis en person er en tosse, der er uvidende om sine sande interesser, og som er ubevidst om sin egen undergang, så får han ikke overdraget sin egen rigdom eller ejendom. En formynder er nødt til at tage sig af hans anliggender, indtil han beviser, at han selv er i stand til at forvalte dem omhyggeligt. Det tager muligvis mange liv for et menneske, før han kan bevise, at han ved, hvad der er bedst for ham; før han er i stand til at forme sin egen fremtid uden at skade sig selv eller andre; før han bliver klar over de faldgruber, der findes på vejen. Derfor er det bedst at stole på vismændenes erfaringer; de vismænd, der var fyldt med medfølelse, og som blev bevæget af denne medfølelse til at oplyse befrielsens vej. Denne erfaring er opbevaret i vedaerne. Tro på vedaerne overrisler hjertet og får det til at give en høst af universel kærlighed. Sastraerne (de hellige skrifter) advarer jer mod at tage forkerte skridt. De trøster jer, når I er pressede. De styrker jer, når I er fortvivlede. De giver korrekte fortolkninger af moralske dilemmaer. De beskriver, hvordan I skal gå klædt, hvad I skal spise, måden I skal tale på, hvordan I skal opføre jer, når I er sammen med andre, hvordan I skal behandle hinanden. De viser jer de spor, ad hvilke I skal marchere fremad. De hellige skrifter er samfundets samvittighed. Her i Prasanthi Nilayam er der også fastsat begrænsninger for jeres adfærd, og der er angivet bestemte måder, som I kan anvende jeres tid gavnligt på. Dette er anbefalet af Mig. Alle der kommer her, hvad enten det er nogen, der har boet her i mange år, eller det er nyankomne, skal overholde dem. I har set Mig, I har boet her, og I har hørt disse taler. Lad Mig spørge jer, 4

5 hvad I har fået ud af det, hvad I har opnået? Tager I uforandret og upåvirket tilbage? Hunde tygger ikke på sukkerrør. I stedet leder de efter et ben. Når talen er om Gud, godhed, åndelige øvelser og det guddommeliges åbenbaring, viger de ulyksalige dødelige tilbage. Men I skal trække jer selv op i det åndelige livs renere luftlag. Træk jer bort fra slum og biveje og rejs ad hovedvejen mod Gud. I skal altid dvæle ved Guds herlighed. Så vil I skinne i denne herlighed. Hold fast ved sandhed, det er den sikreste måde af fjerne frygten fra jeres hjerte. (På sanskrit hedder sandhed sathya. Det, der er det samme i fortid, nutid og fremtid, er sathya. Det er altså det, der er uforanderligt, der er sathya. Det betyder, at intet i universet, eller selve universet som sådan, er sathya. Sai Baba siger: Sandhed er Gud; Gud er sandhed). Prema (kærlighed) kan udelukkende vokse i det hjerte, der bliver vandet med sandhed. Selv mens han spiller rollen som Thyagaya (Indiens måske største digter og komponist), er Nagayya (berømt filmskuespiller) altid bevidst om, at han er Nagayya. Thyagaya er den rolle, som jeg spiller, vil han sige. Gå nu et skridt videre. Når I bliver spurgt om, hvem I er, så sig, at I er Narayana Swarupa (Legemliggørelsen af Narayana læs: Gud), der spiller rollen som Pullayya, Thimmayya eller Mallayya, eller hvad jeres navn nu måtte være. Tilsvarende er enhver person en rolle, der bliver spillet af Narayana. Narayana vasker tøj i skikkelse af en dhobi (vaskemand), bearbejder træ i skikkelse af en tømrer, udhamrer jern i skikkelse af en smed, frembringer krukker ved hjulet i skikkelse af en pottemager. Han er alt dette og meget mere. Hans herlighed er uudtømmelig. Skikkelsen som Avatar er en anden rolle, som Han tager på Sig med et andet formål for øje. Herren kommer som Avatar, når hellige mænd og vismænd ivrigt og bekymret afventer Hans ankomst. Retskafne sjæle bad, og Jeg er kommet. Min opgave består af tre dele, eller rettere sagt af to, eftersom beskyttelse af dharma og beskyttelse af vedaerne praktisk taget er det samme. Mine to opgaver er derfor: Beskyttelse af vedaerne og beskyttelse af de gudhengivne. Hvad er hengivenhed over for Gud? Hvem er hengiven? Det er tro, beslutsomhed, gode egenskaber, frygtløshed, overgivelse samt fravær af egoisme. Uanset hvor minutiøs og højtravende et menneske udfører puja (tilbedelse), så er det ren spild af tid og energi, hvis førnævnte ikke er til stede. Hvorfor plukke blomster og fremskynde deres død? Nogle af jer går rundt om denne Nilayam (bolig) og forvisser jer selv om, at I har gået så og så mange gange rundt om helligdommen i tilbedelse. Men der er kun tale om tilbedelse, når jeres sind kredser om dette sted sammen med jeres fødder. Jeg har bemærket, at mens jeres fødder bringer jer rundt om Nilayam ved vanens kraft, så plaprer jeres tunger løs om andres fejl, prisen på grøntsager eller om de retter, I agter at tilberede til frokost. Før I begynder på jeres runder, som I kalder pradakshina (det at gå rundt om en helligdom som tilbedelse), så giv jeres sind som dakshina (taksigelsesoffer) til templets beboer, Herren. Det er den første ting, I skal gøre; og måske den eneste ting I skal gøre. Det at gå rundt om en helligdom skal ikke betragtes som noget, der bliver foreskrevet blot for at løsne op for musklerne i benene eller for at give jer motion. Denne Nilayam skal ikke behandles med ringe ærbødighed. Få det bedste ud af jeres ophold her. Lad være med at behandle denne mulighed skødesløst. I har brugt mange penge på at komme hertil; I har udsat jer for meget besvær for at nå hertil, men I vil ikke blomstre som duftende offergaver ved herrens fødder blot ved at lære om sadhana s (de åndelige øvelsers) vej. Jeres sanser og følelser skal tøjles, så de bliver åndens lydige tjenere. For eksempel insisterer Jeg på stilhed. Tal mindre, og tal dæmpet, hvis I endelig må tale. Lad være med at overdænge jeres sorger, nød og problemer på dem, der kommer hertil med deres eget bundt af sådanne ting. De er ikke interesseret i at forøge deres egne vanskeligheder. Jeg er her for at lytte til jer, for at trøste jer. Lad være med at forstyrre dem, der mediterer, eller læser eller skriver Guds navn, med højrøstet tale. Hvis det er muligt, skal I meditere. Gør det alene. Læs åndelige bøger, hvis I kan. Skriv Herrens navn, mens I sidder i en stille krog på jeres værelse. Hvis I ikke kan gøre noget af 5

6 dette, så forstyr i det mindste ikke andre, der gør det. I skal opmuntre hinanden til at gå ad den vej, der fører mod Gud. I skal gøre jer fortjent til den ærefulde titel, som betegnelsen en hengiven er. Min herlighed spredes dagligt gennem dem, der kalder sig Mine hengivne. Jeres gode kvaliteter, jeres selvkontrol, jeres ikke-tilknytning, jeres tro, jeres standhaftighed det er på disse tegn, at folk aflæser Min herlighed. Det er ikke, fordi Jeg har brug for den slags støtte. Men i denne verden er det nu engang sådan, at mennesker bedømmer andre indirekte snarere end direkte. Lad Mig fortælle jer, at sådanne hengivne er meget sjældne. Det er grunden til, at Jeg ikke tiltaler denne forsamling som bhakthulara (kære hengivne)! I kan udelukkende gøre krav på dette navn, når I har lagt jeres skæbne i Mine hænder; når I har gjort det fuldt og helt, og når I ikke holder det mindste spor af ego tilbage for at tilfredsstille jeres forfængelighed. Alle sygdomme kan spores tilbage til en forkert livsstil. Og hvad kan den forkerte livsstil spores tilbage til? Til uvidenhed om ens sande natur; til en uvidenhed, der er så rodfæstet, at den påvirker tanker, ord og handlinger. Medicinen, der kan kurere sygdommen, er patenteret under forskellige navne: Jnana (åndelig visdom), karma (handling; læs: Handlinger, der ikke binder), upasana (tilbedelse) og bhakthi (hengivenhed over for Gud). Med hensyn til kraft og helbredende evne er de alle ens. Forskellen ligger udelukkende i, hvordan man tager medicinen, som mikstur, som pille eller som indsprøjtning. I skal have tillid til, at I vil opnå befrielse. Vær forvisset om, at I bliver frelst. Rejs tilbage og fortæl alle, at I har været i Puttaparthi, og at I der lærte befrielsens hemmelighed at kende. Oversat af 6