Transkript

1 Side 293 af 363 Eksempler: Eksempel 1: Der vil således være mulighed for (uden tilsvarende indtægtsføring) at tage fradrag efter de almindelige regler for en ikke arbejdsgiverbetalt strækning, efter reduktion med 24 km-grænsen. Broafgift og færgeudgift En skattepligtig foretager daglig 60 km befordring, heraf 20 km, der ikke betales af arbejdsgiveren, og 40 km i en bus, der stilles til rådighed af arbejdsgiveren. Fradraget opgøres efter de almindelige regler, idet bundgrænsen fragår i den samlede daglige kørsel, der i eksemplet er omfattet af LL 9 C. Bundgrænsen på 24 km omfatter de 20 km egentransport plus 4 km af den arbejdsgiverbetalte transport. Hvis der foretages fradrag for de resterende 36 km kørsel i arbejdsgivers bus, indtægtsføres et beløb svarende til fradraget i den personlige indkomst. Beløbet medregnes ikke, hvis der ikke foretages fradrag. Eksempel 2: Den skattepligtige har en daglig befordring på 80 km. Arbejdsgiveren stiller frikort til det lokale trafikselskab til rådighed. Den skattepligtige har mulighed for at anvende den arbejdsgiverbetalte transport på 2 x 25 km af den daglige befordring. Den skattepligtige vælger at afstå fra at tage et ligningsmæssigt fradrag for den arbejdsgiverbetalte transport og slipper dermed for at skulle indtægtsføre det tilsvarende beløb som personlig indkomst. Den skattepligtige har derudover mulighed for at foretage fradrag efter LL 9 C, stk. 1-3 for de resterende 30 km, dvs. der kan tages fradrag med (30-24 ) 6 km. Se også Skatteministerens svar i TfS 1995, 439. Værnepligtiges frirejseordning er omfattet af skattepligten efter LL 9 C, stk. 7, jf. TfS 1994, 567 DEP. Har medarbejderen fri firmabil og arbejdsgiveren betaler broafgiften for kørsel mellem hjem og arbejde over Storebæltsbroen eller Øresundsbroen, vil medarbejderen være omfattet af LL 9 C, stk. 7, se SKM LSR Hvis medarbejderen kører i fri firmabil eller i sin egen bil, kan vedkommende heller ikke få brofradraget ved benyttelse af Storebæltforbindelsen (se afsnit A.F ), hvis arbejdsgiveren har betalt broafgiften. En ansat, der kører i sin egen bil over en af de nævnte broer, kan godt få fradrag for de kørte brokilometer, selvom arbejdsgiveren har betalt broafgiften. Arbejdsgiverbetalt færge-abonnement, der udelukkende anvendes til kørsel mellem hjem og arbejde, anses ligeledes for fri befordring omfattet af LL 9 C, stk. 7. Se SKM SR. A.F Særregel for folketingsmedlemmer m.fl., LL 9 C, stk. 8 A.F.3.2 Erhvervsmæssig befordring Medlemmer af Folketinget, ministre og danske medlemmer af Europa-Parlamentet kan ikke foretage fradrag for befordring i forbindelse med folketingshvervet mv. jf. LL 9 C, stk. 8. Dette gælder også, hvis de pågældende anvender frikort eller frirejse til offentlige transportmidler i forbindelse med andre hverv eller andet arbejde. Fradragsretten bortfalder også, selv om frikortet kun anvendes til en del af denne befordring. I LL 9 B fastlægges via objektive kriterier, hvilken befordring der anses for erhvervsmæssig. Erhvervsmæssig befordring er herefter: 1. Befordring mellem arbejdspladser, 2. befordring inden for samme arbejdsplads og 3. befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder. LL 9 B, stk 1, litra b LL 9 B, stk 1, litra c Al anden befordring er privat befordring. En arbejdsplads, der er beliggende på bopælen, betragtes som bopæl, se SKM VLR, hvor det forhold at arbejdspladsen og bopæl var sammenfaldende medførte, at en hovedaktionærs kørsel hverken var omfattet af LL 9 B, stk. 1 litra b eller litra c. Dommen blev anket, hvor sagsøger gjorde gældende, at befordringen var omfattet af LL 9 B, stk. 1, litra a. Ved dommen, SKM HR, fandt Højesteret, at befordringen var omfattet af bestemmelsen og fandt det også godtgjort, at sagsøger ikke havde befordret sig fra hjemmet i Danmark til datterselskabet i Norge i mere end 60 arbejdsdage på noget tidspunkt indenfor en 2-års periode. Der blev imidlertid ikke ændret ved, at hvis der er sammenfald mellem hjem og arbejdsplads, er adressen at regne for hjemmet i relation til LL 9 B. Om arbejdspladsbegrebet se afsnit A.F En selvstændig gartner drev sin virksomhed fra sin bopæl. For udgifter til drift af en varevogn, der benyttedes ca. 210 dage årligt bl.a. til kørsel til Københavns Grønttorv, hvor han solgte sine produkter, gav Østre Landsret ham ret til fradrag efter SL 6, litra a, da hans erhvervsudøvelse måtte anses som en samlet aktivitet, og da salget af varer på Grønttorvet ikke kunne udskilles som en beskæftigelse med fast arbejdssted. Denne kørsel måtte anerkendes som erhvervsmæssig bildrift. Højesteret stadfæstede dommen med bemærkning om, at den omstændighed, at skatteyderen gennem den valgte transportform for sine varer fra gartneriet også opnåede befordring fra sin bopæl sammesteds til arbejdspladsen på Grønttorvet, ikke kunne bevirke, at retten til fuldt fradrag efter SL 6, litra a bortfaldt, jf. TfS 1996, 663 HRD. Selvstændige erhvervsdrivende, der på tilsvarende måde transporterer varer fra bopælen til salgsstedet, kan herefter opnå fradrag for transportudgiften efter SL 6, stk. 1, litra a. Se også TfS 1999, 888 LSR, hvor en musiker fik fradrag efter SL 6, stk. 1, litra a, for udgifter i forbindelse med transport af musikinstrument til og fra reparation. Udgiftens størrelse blev anerkendt, idet de var fastsat skønsmæssigt med udgangspunkt i satserne for erhvevsmæssig kørsel, jf. LL 9 B. I SKM HR (tidligere TfS 2000, 584 ØLD) stadfæstede Højesteret Landsrettens afgørelse om, at skatteyderen ikke kunne få fradrag for kørselsudgifter efter SL 6, litra a eller LL 9 B, men kun fradrag efter LL 9 C. Højesteret fandt at transport af bærbar computer mv. mellem boligen og arbejdspladsen må anses som et accessorium til personbefordringen. I SKM VLR fandt Landsretten at kørsel mellem bopæl og arbejdstedet kunne fradrages efter statsskattelovens 6, stk, 1, litra a, idet personbefordringen blev anset for accessorisk til transport med materialer mv. Befordring mellem arbejdspladser anses altid for erhvervsmæssig, jf. LL 9 B, stk. 1, litra b. For lønmodtageres befordring mellem flere arbejdspladser forudsættes, at arbejdet udføres for samme arbejdsgiver. Kører en skattepligtig fra sin arbejdsgivers virksomhed i arbejdsgiverens interesse ud til andre arbejdspladser, fx andre virksomheder, og tilbage til virksomheden, er den samlede kørsel således erhvervsmæssig. Også befordring inden for samme arbejdsplads, fx en lufthavn eller et skovområde, anses for erhvervsmæssig, jf. LL 9 B, stk. 1, litra c. LL 9 B, stk. 1, litra a Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 dage inden for de forudgående 12 måneder er erhvervsmæssig, jf. LL 9 B, stk. 1, litra a. For så vidt angår begrebene sædvanlig bopæl og arbejdsplads henvises til afsnittene A.F og A.F Overstiger antallet af arbejdsdage på samme sted 60 dage, anses arbejdspladsen for fast og befordringen dermed for privat. Landsskatteretten fandt, at en skatteyder der havde arbejdet på samme arbejdsplads i 62 dage ikke var berettiget til skattefri kørselsgodtgørelse for de sidste to dage. Der skulle ske beskatning af den for disse dage udbetalte godtgørelse, idet kørsel til arbejdspladsen udover de 60 dage ikke kunne karakteriseres som erhvervsmæssig, jf. TfS 1997, 771 LSR. Perioden på 60 arbejdsdage gælder for befordring direkte mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, hvorimod kørsel til en arbejdsplads i løbet af dagen som følge af kørsel mellem arbejdspladser ikke tæller med. Afstande hvor den skattepligtige ikke selv er med i bilen er ikke omfattet af LL 9 B, se SKM ØLD.

2 Side 294 af 363 Hvis der køres til én arbejdsplads ved arbejdstids begyndelse og fra en anden arbejdsplads ved arbejdstids ophør tæller en 60 -dagesperiode for både dagens første og sidste tur. Køres der fra hjemmet til konstant skiftende arbejdspladser og ikke til samme arbejdsplads i mere end 60 dage, er befordringen hele tiden erhvervsmæssig. I ligningslovens 9 B, er med virkning fra og med indkomståret 2009 indsat nyt stykke 3, der anfører, at hvis den skattepligtige har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, anses befordringen for erhvervsmæssig, jf. LL 9 B, stk. 1. Told- og skatteforvaltningen kan dog give den skattepligtige skriftligt pålæg om med fremadrettet virkning i indtil 12 måneder ved kørselsregnskab at dokumentere, at der er tale om erhvervsmæssig befordring som nævnt i LL 9 B, stk. 1. De 60 dage på en arbejdsplads kan ligge i forlængelse af hinanden eller ligge spredt. Det afgørende er alene, om arbejdet på den enkelte arbejdsplads udstrækker sig over 60 arbejdsdage. I perioden på 60 arbejdsdage medregnes enhver arbejdsdag uanset længde. Weekender, feriedage, sygedage mv. medregnes ikke, men afbryder heller ikke perioden. Overstiger antallet af arbejdsdage på samme sted 60 dage, anses arbejdspladsen for fast og befordringen dermed for privat. Perioden afbrydes alene ved, at der er forløbet 60 på hinanden følgende arbejdsdage, siden den pågældende sidst har været på arbejdspladsen som nævnt i LL 9 B, stk. 1, litra a, jf. 9 B, stk. 2. Også her er det afgørende befordringen direkte mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Har den skattepligtige således ikke været på en bestemt arbejdsplads som dagens første eller sidste arbejdsplads i 60 arbejdsdage i træk, påbegyndes en ny 60-dages-periode. Det er derimod uden betydning, om der har været fremmøde på arbejdspladsen midt på dagen efter fremmøde på en anden arbejdsplads. Afbrydelse Reglerne i LL 9 B, stk. 1, litra a, (kørsel mellem hjem og arbejdsplads i indtil 60 dage inden for de forudgående 12 måneder), og stk. 2 (afbrydelsesperioden på 60 sammenhængende arbejdsdage), gælder for det konkrete ansættelsesforhold. Afbrydes et ansættelsesforhold, påbegyndes en ny 60-dages-periode. Ansættes en skattepligtig f.eks. den 1. maj 2007 i en ny stilling, anses kørsel mellem hjem og den nye arbejdsplads for erhvervsmæssig i op til 60 dage. Ophører dette ansættelsesforhold fx den 31. marts 2007, idet den skattepligtige tiltræder en ny stilling hos en anden arbejdsgiver pr. 1. april 2007, påbegyndes atter en ny 60- dages-periode. Er der derimod tale om fx hjemsendelse på grund af vejrlig, manglende tilførsel af råstoffer eller lignende, hvor ansættelsesforholdet afbrydes midlertidigt og forudsættes genoptaget, så snart betingelserne for at genoptage arbejdet foreligger, anses 60-dages-perioden ikke for afbrudt. I sådanne tilfælde sammenlægges perioden før og efter det midlertidige ophold i arbejdet. Eksempler Eksempel 1 (en arbejdsplads pr. dag). Der arbejdes på en arbejdsplads pr. dag efter følgende mønster: Dag 1-60 (60 dage): Hjem - A - hjem. Dag (20 dage): Hjem - B - hjem. Dag (40 dage): Hjem - C - hjem. Dag (60 dage): Hjem - A - hjem. Al transport er her erhvervsmæssig. Men arbejdes der kun 30 dage på arbejdsplads C, før arbejdet genoptages på arbejdsplads A, er befordringen ved genoptagelsen af arbejdet på A ikke erhvervsmæssig. Eksempel 2 (flere arbejdspladser pr. dag). Der arbejdes efter følgende mønster: Dag 1-40: Hjem - A - B - hjem. Dag 41-80: Hjem - B - A - C - hjem. Dag : Hjem - A - B - C - hjem. Transporten mellem de respektive arbejdspladser er erhvervsmæssig alle dage, hvis der er tale om befordring for samme arbejdsgiver. Følgende befordring hjem - arbejdsplads og omvendt er erhvervsmæssig: Befordring mellem hjem og A: Dag 1-40 og dag Befordring mellem hjem og B: Dag Befordring mellem hjem og C: Dag Ved beregningen af 60-dages-perioden i forbindelse med befordring mellem hjem og en bestemt arbejdsplads, hvor der samtidig indgår transport mellem flere arbejdspladser for samme arbejdsgiver, fokuseres der som vist i eksemplet på den direkte befordring mellem hjem og den pågældende arbejdsplads. I eksemplet er det altså uden betydning for beregningen af 60-dages-perioden, at arbejdsplads A udgør en af de mellemliggende arbejdspladser. Hvis der ikke er tale om befordring for samme arbejdsgiver til en af flere daglige arbejdspladser, er befordringen til en enkelt arbejdsplads dog altid erhvervsmæssig, hvis 60-dages-reglen er opfyldt for denne arbejdsplads. Hvis det i eksemplet kun er arbejdsplads A og B, der er for samme arbejdsgiver, er befordringen til arbejdspladsen C og fra C til hjemmet erhvervsmæssig de første 60 arbejdsdage på denne arbejdsplads: Befordring mellem A og C: Dag Befordring mellem B og C: Dag Befordring mellem C og hjem: Dag I det pågældende eksempel medfører det således kun ændring i den erhvervsmæssige befordring, hvis afstanden mellem A og C eller B og C er større end afstanden imellem hjem og C, idet strækningen efter 60-dages-reglen ikke kan være længere end afstanden mellem sædvandlig bopæl og arbejdsplads C. Eksempel 3 (beregning af afbrydelsesreglen i LL 9 B, stk. 2). Der arbejdes efter følgende mønster: Dag 1-60: Hjem - A - B - C - hjem. Dag : Hjem - B - A - C - hjem. Dag : Hjem - A - B - C - hjem. Transporten mellem de respektive arbejdspladser er erhvervsmæssig alle dage, hvis der er tale om befordring for samme arbejdsgiver. Følgende befordring hjem - arbejdsplads og omvendt er erhvervsmæssig: Befordring mellem hjem og A: Dag 1-60 og dag Befordring mellem hjem og C: Dag Befordring mellem hjem og B: Dag Arbejdet på A anses for afbrudt, da der ikke er befordring mellem hjemmet og A dag Hvis arbejdsplads C i eksemplet er for en anden arbejdsgiver end arbejdsplads A og B, er befordringen mellem B og C (i det omfang strækningen ikke overstiger afstanden mellem hjem og C) samt befordringen mellem C og hjem stadig erhvervsmæssig efter 60 - dages-reglen fra dag 1 til dag 60, men befordringen mellem A og C, dag , samt mellem B og C, dag , er ikke

3 Side 295 af 363 erhvervsmæssig, da 60-dages-perioden ikke er afbrudt for arbejdsplads C. Eksempel 4 (beregning af 60-dages-reglen ved weekendkørsel). En skattepligtig bor i by X og arbejder i by Y. Mandag morgen køres der fra hjemmet i X til arbejdspladsen i Y, og der returneres til hjemmet i X fredag eftermiddag. I Y bor den skattepligtige på arbejdspladsen. Ved beregningen af 60-dages-perioden for befordring mellem hjem og arbejdsplads tæller henholdsvis mandag og fredag som hver en dag, da der alene foretages befordring disse dage. Eksempel 5, idet eksempel 4 ændres, således at den skattepligtige i forbindelse med arbejdet i Y bor uden for Y. Ved beregningen af 60-dages-perioden for befordring mellem hjem og arbejdsplads tæller hver arbejdsdag som en dag. A.F.3.3 Godtgørelse eller fradrag for erhvervsmæssig befordring Lønmodtagere kan som udgangspunkt hverken foretage fradrag for faktiske erhvervsmæssige befordringsudgifter, eller foretage fradrag for sådanne udgifter efter satserne for erhvervsmæssig befordring, jf. LL 9 B. Lønmodtagere kan efter LL 9, stk. 5 alene foretage fradrag for erhvervsmæssige befordringsudgifter efter reglerne i LL 9 C. Se afsnit A.F Der er således tale om en ren godtgørelsesordning vedrørende erhvervsmæssig befordring, idet der ikke er adgang til alternativt eller supplerende at fradrage udgifter. Det indebærer også, at er betingelserne for ydelse af skattefri befordringsgodtgørelse opfyldt, men er udbetalingen sket med lavere beløb end satserne, kan der ikke foretages et fradrag svarende til differencen mellem den modtagne godtgørelse og satserne. A.F Lønmodtagere hovedregel Udgifter til erhvervsmæssig befordring som defineret i LL 9 B kan godtgøres skattefrit, jf. LL 9, stk. 5, jf. herom afsnit A.B Der er tale om en undtagelsesbestemmelse til den generelle regel om, at godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Den skattefri godtgørelse kan højst ydes efter de fastsatte satser. Den skattefri befordringsgodtgørelse kan ikke overstige følgende beløb jf. BEK nr af 18. november Årlig kørsel indtil km: Årlig kørsel udover km: 3,56 kr. pr. km (3,47 kr. pr. km. for 2008 ) 1,90 kr. pr. km (1,83 kr. pr. km. for 2008) For kørsel på egen motorcykel er satsen som for egen bil. For benyttelse af egen cykel, knallert eller EU-knallert er satsen 0,40 kr. pr. km. Vedrørende befordringsfradrag efter km-grænsen og flere arbejdsgivere, se afsnit A.B , samt TfS 1997, 196 HRD. Udbetales der ingen godtgørelse for den erhvervsmæssige kørsel, kan den skattepligtige foretage fradrag for befordring efter LL 9 C, jf. 9, stk. 5, 2. pkt., jf. herom afsnit A.F.3.1. Ydes der derimod hel eller delvis godtgørelse, kan der ikke foretages fradrag for den befordring, der har dannet grundlag for godtgørelsen. Ydes der f.eks. godtgørelse med en lavere sats, end de fastsatte, udelukker det fradrag efter LL 9 C. Det almindelige befordringsfradrag, jf. LL 9 C, kan også tages af lønmodtagere, som ikke har fået udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, fordi befordringen mellem hjemmet og en given arbejdsplads ikke er erhvervsmæssig efter 60-dages-reglen. Ydes der alene godtgørelse for en del af en samlet godtgørelsesberettiget strækning, er fradraget efter LL 9 C alene afskåret fra den godtgjorte strækning. Er betingelserne for at modtage godtgørelse for en strækning på fx 100 km mellem bopæl og arbejdsplads opfyldt, men arbejdsgiveren alene vil godtgøre 30 km, er det muligt at foretage fradrag efter LL 9 C for de resterende 70 km (fradraget skal således foretages under hensyn til, at alene befordring ud over 24 km pr. dag kan fratrækkes). Fradrag for befordring mellem arbejdspladser og inden for samme arbejdsplads beregnes på samme måde som fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Eksempel: En skattepligtig har en arbejdsdag følgende befordringsmønster frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads: Sædvanlig bopæl - arbejdsplads A - arbejdsplads B - sædvanlig bopæl. Arbejdsgiveren udbetaler ingen skattefri godtgørelse. Den pågældende kan efter LL 9 C fratrække den samlede befordring ud over 24 km med beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel. Hvis der ydes hel eller delvis godtgørelse, kan der ikke foretages fradrag for den befordring, der har dannet grundlag for godtgørelsen, jf. LL 9 C, stk. 6. Udbetales der fx skattefri godtgørelse med beløb, der er mindre end Ligningsrådets satser, er den pågældende afskåret fra at foretage befordringsfradrag for kørslen. Der henvises til afsnit A.F.3.1. om privat befordring. Der gælder særlige regler om skattefri befordringsgodtgørelse i forbindelse med uddannelse i henhold til LL 31, se afsnit A.B A.F Særlig regel for lønmodtagere med flere arbejdsgivere Lønmodtagere, der har flere arbejdsgivere og for disse i forbindelse med kundeopsøgende aktiviteter har erhvervsmæssig befordring, der vedrører flere af disse arbejdsgivere på en gang, kan ligesom selvstændige m.fl. fradrage udgifter til denne befordring, jf. LL 9 B, stk. 4. Baggrunden herfor skal søges i at lønmodtagere, der har flere arbejdsgivere på én gang, og hvis befordring samtidig vedrører flere af disse arbejdsgivere, kan have vanskeligheder med at få udbetalt skattefri godtgørelse. Betingelserne for at foretage fradraget er, 1) at lønmodtageren har mindst to arbejdsgivere, 2) at befordringen foretages for mindst to arbejdsgivere på en gang, og 3) at lønmodtagerens arbejde består i kundeopsøgende aktiviteter. Der er således i bestemmelsen opstillet snævre betingelser for foretagelsen af fradraget, og bestemmelsen skal administreres i overensstemmelse hermed. Om betingelse 1, se landsskatteretskendelserne gengivet i TfS 1997, 564 LSR samt TfS 1998, 191 LSR. Der vil typisk være tale om befordring, der foregår efter et fast mønster, men hvor der konstant køres til en lang række forskellige arbejdspladser. At den pågældende befordring vedrører flere arbejdsgivere betyder, at den strækning, der køres, i overvejende grad

4 Side 296 af 363 falder således, at befordringen, hvis den blev udført for hver arbejdsgiver for sig, fx på to forskellige dage, ville være sammenfaldende. Kundeopsøgende aktiviteter består typisk i at køre ud til kunder, nye såvel som gamle, for at sælge virksomhedens produkter, uanset om produkterne har karakter af varer eller tjenesteydelser. Den kundeopsøgende aktivitet skal have en vis fast karakter over året. Betingelserne for at foretage fradrag kan eksempelvis være opfyldt for handelsrejsende, der virker for afsætning af varer for flere arbejdsgivere. Som et andet eksempel kan nævnes assurandører, der er ansat i flere selskaber og tegner forsikringer for disse selskaber. Hvorvidt der foreligger ansættelsesforhold i flere selskaber, må afgøres ud fra en konkret bedømmelse i det enkelte tilfælde. Da det er en forudsætning, at den samlede befordring vedrører flere (mindst to) arbejdsgivere på en gang, kan der ikke foretages fradrag for udgifter til befordring i forbindelse med f.eks. et fast dagjob og et bijob om aftenen. Sådan befordring kan i stedet fradrages efter reglerne i LL 9 C. Fradrag for udgifter til befordring efter LL 9 B, stk. 4, kan ikke kombineres med modtagelse af skattefri godtgørelser, jf. LL 9 B, stk. 4, 2. pkt. Dette gælder i relation til såvel den enkelte befordring som til årets samlede befordring. Fradrag kan således kun foretages, såfremt samtlige godtgørelser, der modtages i årets løb, indtægtsføres. Forudsætningen for at fradrage udgifter til erhvervsmæssig befordring er som for selvstændige m.fl., at de almindelige betingelser i LL 9 B er opfyldt, jf. afsnit A.F.3.2. Fradraget kan efter den skattepligtiges valg foretages med faktiske udgifter eller med Skattesrådets sats. Anvendes Skattesrådets satser, gælder den høje sats kun for de første km, der i alt er kørt erhvervsmæssigt i indkomståret jf. TfS 1997,196 HRD. Fradraget efter LL 9 B, stk. 4, foretages i den personlige indkomst, jf. PSL 3, stk. 2, nr. 9. Begrænsningen af fradragsretten for lønmodtageres udgifter til det beløb, hvormed de samlede udgifter overstiger kr., jf. LL 9, stk. 1, gælder ikke fradrag for befordring omfattet af LL 9 B, stk. 4, jf. 9, stk. 2. A.F Andre Der kan ikke udbetales skattefri befordringsgodtgørelse til selvstændigt erhvervsdrivende og andre med indtægtsgivende arbejde, der ikke er lønmodtagere. Derimod kan selvstændige erhvervsdrivende og andre med indtægtsgivende arbejde, der ikke er lønmodtagere, fradrage erhvervsmæssige befordringsudgifter, jf. LL 9 B, stk. 1. Forudsætningen for at foretage fradraget er, at der er afholdt udgifter. For så vidt angår afgrænsningen mellem selvstændige og lønmodtagere henvises til LV Erhvervsdrivende afsnit E.A.4. Personer, der modtager andre vederlag end lønindkomst, behandles på samme måde som selvstændige. Sådanne arbejdsvederlag kan være honorarindtægter af forskellig art, fx ved kunstnerisk optræden eller foredragsvirksomhed. Kunstnere, foredragsholdere og andre, der modtager sådanne honorarer, kan derfor fradrage befordringsudgifter efter LL 9 B. Fradraget kan alene foretages i det omfang, hvervet er indtægtsgivende, jf. TfS 1998, 239 HRD. Er der ingen indtægt ved det pågældende hverv, kan der derfor ikke foretages fradrag for udgifter til befordringen i forbindelse med hvervet. Forudsætningen for at fradrage udgifter til erhvervsmæssig befordring er, at de almindelige betingelser i LL 9 B er opfyldt, jf. afsnit A.F.3.2. Fradraget kan efter den skattepligtiges valg foretages med faktiske udgifter eller med Ligningsrådets sats. Se endvidere landsskatteretskendelse gengivet i TfS 1997, 562 LSR, omtalt i afsnit A.F.2.6. Fradraget foretages i den personlige indkomst, jf. PSL 3, stk. 2, nr. 9. A.F Erhvervsmæssig passage af Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen A.F.3.4 Opgørelsen af befordringsudgifter Broafgiften er arbejdsgiverens udgift ved erhvervsmæssig kørsel. Arbejdsgiveren kan enten dække broafgiften som udlæg efter regning eller ved at stille et brokort til rådighed for den erhvervsmæssige kørsel. Hvis arbejdsgiveren ikke dækker broafgiften, kan lønmodtageren mv. foretage fradrag for de dokumenterede, erhvervsmæssige udgifter til broafgift efter SL 6, litra a. Se TfS 2000, 851 DEP. Selvstændige, honorarmodtagere og lønmodtagere, omfattet af LL 9 B, stk. 4, 3. pkt., kan fradrage de faktiske omkostninger ved passage af Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen i den personlige indkomst. Befordringen beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel, jf. afsnittene A.F og A.F Befordringen kan aldrig opgøres på grundlag af en strækning, der er længere end det faktiske antal kørte km. Med de begrænsninger, der følger af personkredsen, jf. afsnit A.F.3.3, kan udgifter ved brug af befordringsmidler, der benyttes erhvervsmæssigt, jf. afsnit A.F.3.2, fradrages ved indkomstopgørelsen. Fradraget efter LL 9 B foretages i den personlige indkomst, jf. PSL 3, stk. 2. Benyttes befordringsmidlet både erhvervsmæssigt og privat fradrages den del af de samlede driftsudgifter, der vedrører den erhvervsmæssige kørsel. Se endvidere Landskatterettens kendelse, hvor fordelingen af kørsel mellem privat og erhvervsmæssig kørsel for en blandet benyttet bil, der var anskaffet den 3. december, skulle foretages på grundlag af et kørselsregnskab for perioden fra den 3. december til årets udgang, uanset at denne periode kun var ca. 1 måned, jf. TfS 1997, 566 LSR. A.F Kørselsregnskab Opgørelsen af de fradragsberettigede befordringsudgifter består af to dele: Km-antallet A. Opgørelsen af km-antallet. B. Opgørelsen af kørselsudgifterne. Drejer det sig om en bil eller motorcykel, der anvendes både erhvervsmæssigt og privat, har Ligningsrådet vedtaget følgende: Den private andel af kørslen må i almindelighed ansættes skønsmæssigt, men såfremt skatteyderen fører kørebog, som på fyldestgørende måde viser udgifterne ved kørslen og dennes fordeling mellem privat- og erhvervsmæssig kørsel, bør kørebogens udvisende lægges til grund ved værdiansættelsen af den private kørsel. For at et kørselsregnskab skal kunne kræves lagt til grund ved skatteansættelsen, må kørebogen være ført dagligt med angivelse af:

5 Side 297 af 363 A. kilometertællerens udvisende henholdsvis ved den daglige kørsels begyndelse og ved dens afslutning, B. datoen for kørslen, og C. den daglige kørsels fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel, idet der med hensyn til den erhvervsmæssige kørsel må være angivet bestemmelsessteder og lign. notater, der kan sandsynliggøre og eventuelt dokumentere regnskabets rigtighed. Skattemyndighederne kan efter praksis stille strenge krav til den umiddelbare forståelighed af de oplysninger, der skal danne grundlag for befordringsfradraget, jf. TfS 1999, 878 HRD. Regnskabet med antallet af kørte km må være ført således, at kørebogens udvisende stemmer med bilens kilometertæller, jf. Vestre Landsrets dom af 13. april Såfremt en kørebog viser et meget lavt antal km for den private kørsel, kan den eventuelt tilsidesættes. Fordelingen mellem privat- og erhvervskørsel foretages med udgangspunkt i LL 9 B. Om tilsidesættelse af kørselsregnskab, se TfS 1996, 799 VLD stadfæstet af Højesteret i TfS 1999, 965 HRD. I SKM SR, afviste Skatterådet at besvare et spørgsmål om, hvorvidt en elektronisk kørebog, der automatisk registrerer de kørte ruter via GPS, kan erstatte en manuelt ført kørebog. Skatterådet fandt ikke, at spørgsmålet kunne besvares generelt, da det er det individuelle kørselsregnskab, der vurderes i forbindelse med ligningen. Når kørebog ikke foreligger Praksis vedrørende varebiler Kørselsudgifterne I tilfælde, hvor der ikke er ført km-regnskab, må den skattepligtige angive kilometerantallet for sin private kørsel efter skøn. Hvis der ikke foreligger særlige forhold, bør myndighederne normalt anerkende en privat kørsel på km med tillæg af kørsel mellem hjemmet og arbejdspladsen og eventuel kørsel til fritidsbolig. Der kan foreligge særlige forhold, hvis skatteyderen har en bil mere. Ligningsmyndighederne havde i en årrække ikke gjort indsigelse mod en skatteyders skønsmæssige fordeling af biludgifterne på privat og erhvervsmæssig kørsel. Vestre Landsret fandt det ikke godtgjort, at der var givet skatteyderen en berettiget forventning om, at fordelingen ville blive godkendt uden nærmere dokumentation. Da skatteyderen heller ikke i hvor hans erhvervsmæssige situation var ændret - førte kørselsregnskab, fandt Vestre Landsret det berettiget, at ligningsmyndighederne havde ansat den erhvervsmæssige andel af biludgifterne efter et skøn, jf. TfS 1997, 331 VLD. Se ligeledes TfS 1997, 327 ØLD, TfS 1999, 229 ØLD og TfS 1999, 848 ØLD. I SKM BR fandt Byretten ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over den foretagne befordring, idet den fremlagte dokumentation, der bestod i en efterfølgende udarbejdet oversigt over kørslen, ikke kunne erstatte et egentligt ført kørselsregnskab. Også varebiler kan være anvendt til privatkørsel, det samme gælder fx tankbiler, jf. Skat (TfS 1988, 320 LSR) og afsnit A.B En varebil, der bl.a. blev benyttet til ejerens daglige transport mellem hjem og forretning, herunder til indkøb af varer til forretningen, anså Landsskatteretten for delvis privat anvendt, jf. Skat Se også TfS 1997, 660 LSR. En gas- og vandmester anvendte i sit firma nogle varevogne, hvis driftsudgifter fuldt ud belastede firmaets drift, og en privatbil, hvis udgifter var fordelt med 25 pct. over firmaets drift, medens 75 pct. var ført på privatkontoen. Der var ikke ført kørselsregnskab for varevognene, idet skatteyderen gjorde gældende, at al privatkørsel var foregået i personbilen. Landsskatteretten fandt, at de stedlige ligningsmyndigheder ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at klageren havde foretaget privat kørsel i varevognene, LSRM 1982,115 LSR, jf. tilsvarende afgørelse i Vestre Landsrets dom af 14. april 1983 (skd ). Vestre Landsret har i en sag om en slagters fradrag for kørsel i varevogn med gule plader tilkendegivet, at det generelle udgangspunkt er, at der er fuldt fradrag for udgifter ved benyttelse af en varevogn, medmindre der er oplyst omstændigheder, som giver grundlag for at antage, at varevognen ikke udelukkende benyttes erhvervsmæssigt. Se også SKM ØLR, om en varebil på gule plader, hvor samtlige driftudgifter for varebilen var fratrukket som erhvervsmæssig kørsel i egen bil. Det fremlagte kørselsregnskab udviste betydelige kilometermæssige differencer, og det fremgik desuden af kørebogen, at bilen havde været udlånt til formål, der ikke havde sammenhæng med virksomheden. Virksomheden blev drevet fra lejede lokaler beliggende få kilometer fra den private bopæl. Østre Landsret udtalte, at selv om det måtte lægges til grund, at varevognen ikke havde været parkeret ved den private bopæl, påhvilede det under de konkrete omstændigheder sagsøgerne at sandsynliggøre, at bilen ikke havde været stillet til rådighed for og var blevet anvendt til privat kørsel. Da landsretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over den erhvervsmæssige anvendelse af varevognen, blev Skatteministeriet frifundet. TfS 1998, 541 ØLD vedrørte en varebil på gule plader, hvor der ved købet var afløftet moms, hvorved det var blev tilkendegivet, at bilen udelukkende skulle anvendes erhvervsmæssigt. Imidlertid fandt Østre Landsret, at skatteyderen ikke kunne godtgøre at benyttelsen af varebilen udelukkende eller altovervejende var af erhvervsmæssig karakter. Se også TfS 1999, 28 ØLD og ovenfor omtalte SKM ØLR. SKM ØLR, hvor Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, fordi der ikke var ført kørebog. Selvstændigt erhvervsdrivende mv., der ikke anvender virksomhedsordningen, kan fratrække udgifter vedrørende den erhvervsmæssige kørsel med de A. dokumenterede faktiske udgifter pr. kørt km, eller B. af Ligningsrådet fastsatte satser. A. Fradrag af faktiske udgifter Der kan kun skiftes opgørelsesprincip én gang vedrørende samme bil, og principskifte skal ske ved begyndelse af et indkomstår. Ved køb af ny bil kan opgørelsesmåden eventuelt ændres påny. Overførsel af bil til virksomhedsordningen anses ikke for principskifte. De med kørslen forbundne udgifter må kunne dokumenteres ved fremlæggelse af bilag eller dog tilfredsstillende kunne sandsynliggøres. I TfS 2000, 1015 LSR kunne en af FDM foretaget generel beregning af kørselsomkostninger ikke anvendes som dokumentation eller sandsynliggørelse af de konkrete faktiske kørselsudgifter. Den erhvervsmæssige kørsel skulle derfor opgøres efter Ligningsrådets satser. Til de samlede driftsudgifter henregnes afskrivning, se afsnit A.F Bl.a. for at have klare linier ved en eventuel avanceberegning ved salg af bilen bør det ikke accepteres, at en skatteyder fratrækker alle sine udgifter - driftsudgifter og afskrivninger - og derefter fører et fast beløb for privat kørsel til indtægt. Privatkørslen bør sættes til en bestemt procentdel af den samlede kørsel. B. Fradrag efter satser Udgiften til erhvervsmæssig benyttelse af egen bil vil uden dokumentation for udgiftens størrelse kan fratrækkes med nedenstående beløb: For skatteydere, der har haft fradragsberettiget kørsel anvendes følgende satser jf. BEK nr af 20. november 2007: Årlig kørsel indtil km: 3,56 kr. pr. km Årlig kørsel udover km: 1,90 kr. pr. km For kørsel på egen motorcykel er satsen som for egen bil. For benyttelse af egen cykel, knallert eller EU-knallert er satsen 0,40 kr. pr. km. Ved egen bil forstås også ægtefælles eller samlevers bil, når der er tale om fælles økonomi. Se også TfS 1998, 101 HRD, vedrørende ejerforholdet til en bil. Ved Højesteret tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle og anerkendte at skatteyderen var ejer af en bil, der var indregistreret i moderens navn. Sagen er kommenteret i TfS 1998, 107 DEP af Skatteministeriet.

6 Side 298 af 363 Anhængertræk og trailer Parkering Den fastsatte sats dækker samtlige udgifter, herunder afskrivning. En skatteyder, der i sin fritid ernærede sig som musiker og derfor medbragte et hammondorgel, havde til transporten heraf anskaffet en trailer. Ved køb af ny bil havde det været nødvendigt at få påmonteret et anhængertræk. Den pågældende påstod, at udgiften hertil var fradragsberettiget efter den dagældende AL 3, stk. 2. Endvidere påstod skatteyderen, at han var berettiget til fradrag for forhøjelse af bilforsikringspræmien (som følge af at bilen var udstyret med anhængertræk), ligesom reparationsudgifterne vedrørende traileren efter hans mening kunne fradrages udover kilometertaksten. Landsskatteretten fandt, at udgiften for montering af anhængertræk måtte betragtes som så nært tilknyttet bilen, at den var omfattet af den i kilometersatsen indeholdte afskrivning på bilen og derfor ikke kunne fratrækkes samtidig med fradrag efter kilometertakst. Derimod fandt Landsskatteretten, at reparationsudgiften på traileren samt merpræmien på bilansvarsforsikringen lå uden for, de af kilometertaksten dækkede fradrag, og disse udgifter kunne derfor fradrages ud over kørselsfradrag efter kilometertakst, jf. LSRM 1981,17 LSR. Landsskatteretten har i en kendelse fastslået, at taksterne også indeholdt udgift til parkering, og derfor kan der ikke foretages fradrag herfor, se Skat Se dog afsnit A.B om særskilt refusion af parkeringsudgift, samtidig med at der ydes en skattefri befordringsgodtgørelse. A.F Salg af bilen Lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende, der ikke anvender virksomhedsordningen Selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen Opgørelse af avance eller tab ved salg af bil, der har været anvendt både erhvervsmæssigt og privat: 1. Skatteydere, som ved indkomstopgørelsen har fradraget de faktiske udgifter ved deres erhvervsmæssige kørsel, skal i salgsåret medregne fortjeneste eller tab, opgjort efter reglerne i AL 12, se afsnit A.F Har den skattepligtige derimod i hele ejerperioden foretaget fradrag med Skatterådets satser, skal avance eller tab ved salg af bilen, ikke medregnes ved indkomstopgørelsen. 3. Ved salg af bilen, hvor der i ejerperioden er skiftet princip, således at der dels er foretaget fradrag efter Skatterådets satser, dels foretaget fradrag af de faktiske udgifter, opgøres avance eller tab alene for de år, hvor fradraget er foretaget efter regnskab. Avanceopgørelsen sker efter følgende principper (det gælder også selvom principskiftet er foranlediget af lovændringen i 1993, hvorefter der ikke er mulighed for at foretage fradrag for de faktiske udgifter, jf. TfS 1997, 598 LSR): Lønmodtagere, der har befordring, der vedrører flere arbejdsgivere på én gang, jf. afsnit A.F.3.3.2, og selvstændigt erhvervsdrivende, der ikke anvender virksomhedsordningen, kan fratrække udgifter vedrørende den erhvervsmæssige kørsel enten med de dokumenterede faktiske afholdte udgifter eller med Skatterådets satser for erhvervsmæssig kørsel i egen bil, jf. BEK Nr af 13. december 2005.????? Der kan kun skiftes opgørelsesprincip én gang vedrørende samme bil, og principskifte skal ske ved begyndelsen af et indkomstår, jf. TfS 1998, 609 ØLD stadfæstet af Højesteret i TfS 1999, 920 HRD. Om opgørelse af den private kørsel se afsnit A.F Hvis den skattepligtige lader bilen indgå i virksomheden, behandles bilen i virksomheden som et fuldt erhvervsmæssigt aktiv, således at skattemæssige afskrivninger og øvrige driftsomkostninger fratrækkes fuldt ud i virksomhedens indkomst. Afskrivninger foretages efter AL 11 om blandet benyttede driftsmidler, dog skal der ikke ske en fordeling af afskrivningerne, idet hele afskrivningen - på bilens fulde anskaffelsessum - kan fratrækkes i virksomhedens indkomst. Den skattepligtige beskattes af værdien af den private benyttelse efter reglerne om fri bil til rådighed. Et beløb svarende til værdien af fri bil til rådighed medregnes ved opgørelsen af virksomhedens overskud, og anses samtidig for overført til den skattepligtige i hæverækkefølgen. Hvis bilen holdes uden for virksomheden, kan den skattepligtige vælge enten at få den erhvervsmæssige kørsel refunderet af virksomheden med Skatterådets satser for erhvervsmæssig kørsel i egen bil jf. BEK nr.1335 af 20. november 2007????? eller at få den erhvervsmæssige kørsel refunderet ved, at virksomheden betaler en beregnet leje, svarende til de faktiske driftsudgifter og afskrivninger. I begge tilfælde fratrækkes beløbet i virksomhedens indkomst. Anvendes Skatterådets satser, beskattes overførslen til den skattepligtige ikke, ligesom den skattepligtige ikke kan fradrage biludgifterne. Godtgør virksomheden de faktiske udgifter, indgår godtgørelsen i den skattepligtiges personlige indkomst. Der kan kun skiftes opgørelsesprincip én gang vedrørende samme bil, og principskifte skal ske ved begyndelsen af et indkomstår. Overførsel af bil til virksomhedsordningen anses dog ikke for principskifte. Der henvises afsnit E.G for en nærmere gennemgang af reglerne for blandet benyttede biler, når den skattepligtige anvender virksomhedsskatteordningen. A.F Afskrivning Afskrivning på biler, der benyttes såvel privat som erhvervsmæssigt, foretages efter reglerne i AL 11 om driftsmidler med blandet benyttelse. I de tilfælde, hvor den skattepligtige overgår til fradrag efter regnskab efter at have anvendt Skatterådets satser, opgøres afskrivningsgrundlaget som bilens værdi ved overgangen fra anvendelse af Ligningsrådets satser. Hvis en sådan værdi ikke kan sandsynliggøres eller dokumenteres, opgøres afskrivningsgrundlaget som anskaffelsessummen opgjort efter AL's regler reduceret med afskrivninger på 15 pct. efter saldometoden for hvert af de år, hvor Skatterådets satser har været anvendt. Dette fremgår af TfS 1999, 476 LR. Eksempel vedrørende lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der ikke anvender virksomhedsordningen, og hvor den skattepligtige i hele ejerperioden har foretaget fradrag for udgifter vedrørende den erhvervsmæssige kørsel efter regnskab: Bilen er anskaffet den 12. februar år 1 for kr. I år 1 fordeler kørslen sig således: Privat kørsel: km, erhvervsmæssig kørsel: km. I år 2 fordeler kørslen sig således: Privat kørsel: km, erhvervsmæssig kørsel: km. Den 20. november år 3 sælges bilen for kr. Kørslen har i år 3 fordelt sig således: Privat kørsel: km, erhvervsmæssig kørsel: km. Der har i hele perioden været foretaget fradrag efter regnskab. Der er foretaget følgende afskrivning: År 1: Afskrivningsgrundlag kr. Afskrivningsprocent 25 pct. Afskrivning (25 pct. af kr.) kr.