Indholdsfortegnelse. Militært Tidsskrift, 134. årgang nr.2 juni 2005, s

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Forord 151 Hvad skal vi med Air Power Oberst Stig Østergaard Nielsen 152 Air Power Fremtidens udfordringer Oberstløjtnant Kim Nødskov 160 Anvendelse af Air Power under Operation Iraqi Freedom Oberst Jens Sannom 170 Udviklingen af Flyvevåbnets kampflykapacitet Brigadegeneral Søren Falk Portved 181 EPAF Expeditionary Air Wing Oberst Niels Sværdborg 189 Taktisk lufttransport i Flyvevåbnet Oberstløjtnant Søren W. Andersen 193 EH 101 Merlin Joint Supporter Taktisk Troppe Transport helikopter Kaptajn Søren Bak Sørensen, kaptajn Mark Kragh Christiansen og oberst Søren Møller Poulsen 200 NBO og Air Power to sider af samme sag Oberstløjtnant Kim J. Jørgensen 205 Modelling & Simulation hos de andre Civilingeniør Niels Krarup Hansen 215 Modellering og Simulation i dansk forsvar Civilingeniør Steen Livbjerg 221 Netværksbaseret krigsførelse og dansk forsvar Kommandør Torben Ørting Jørgensen 226 Netværksbaserede Operationer en indledende værnsfælles rapport Oberstløjtnant K.F. Larsen 233 Problems and Prospects for the Transatlantic Relations Karsten D. Voigt 243 Militært Tidsskrift, 134. årgang nr.2 juni 2005, s

2 Indholdsfortegnelse Catalina affæren Kommandør Poul Grooss 252 Den ny hær Oberst Eigil Schjønning 259 Struktur i balance Oberstløjtnant Per Henrik Mikkelsen 268 Anmeldelse af: Stefan Aust, Cort Schnibben (red.), Irak, Geschichte eines modernen Krieges Anmeldt af Major Gunnar W. van der Leeden Björn Hagberg, DC 3:an På jakt efter sanningen Anmeldt af kommandør Poul Grooss Thomas X. Hammes, The Sling and the Stone Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen Ole Steen Hansen & Anette Betke, 1945 Kampen for Europas og Danmarks befrielse Anmeldt af kommandør Poul Grooss John Keegan, Churchill: En Biografi Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen Lars Stevnsborg, Kongeriget Danmarks ordener, medaljer og hæderstegn Anmeldt af Søren Allesen Vernø Det Krigsvidenskabelige Selskabs virksomhed Skrivevejledning

3 Forord Tidsskriftet har i dette nummer valgt at sætte fokus på Air Power. Begrebet er beskrevet i 8 artikler, hvor både begrebet samt Flyvevåbnets evne til at løfte opgaverne behandles. I denne forbindelse er det værd at fremhæve, at Flyvevåbnet hører til en lille eksklusiv kreds af flyvevåbner, der kan operere i kampoperationer med kampfly sammen med det amerikanske flyvevåben i Afghanistan. Temaet behandler således også den store omstilling, der er foregået i Flyvevåbnet fra et garnisonsflyvevåben til dagens Flyvevåben, der er tæt på at være et Expeditionary Air Force. Flyvevåbnet er i dag i stand til at udsende kampfly samt transportfly til internationale operationer. Om få år kan også helikoptere være en mulighed. I disse år arbejder alle NATO lande med at finde en national forståelse af Netværksbaserede Operationer. Tidsskriftet bringer her to artikler, der viser lidt om, hvor dansk forsvar står lige nu. Ud over Air Power har Tidsskriftet også ønsket at belyse nogle relaterede emner, nemlig M&S, der står for Modellering og simulation. Dette er beskrevet i to artikler, hvor der ses internationalt samt nationalt på emnet. At det vil få en stigende betydning for dansk forsvar forekommer indlysende. I fortsættelse af sidste nummers artikler om det transatlantiske forhold bringer Tidsskriftet en tysk vinkel på det transatlantiske forhold. Også dette nummer har en militærhistorisk artikel, nemlig Catalinaaffæren, som rystede Sverige i Endvidere bringes et debatindlæg, hvor chefen for 1. Brigade, oberst Eigil Schjønning giver sit bud på, hvordan fremtidens hær kunne se ud. I fortsættelse af debatindlæg i sidste nummer om den fremtidige struktur bringes et svar herpå af oberstløjtnant Per Henrik Mikkelsen chef for I/LG. Redaktionen betragter herefter denne debat for afsluttet. Til slut bringes tillige en række boganmeldelser samt referat fra Det Krigsvidenskabelige Selskabs generalforsamling. God læselyst. Kartni Winther Militært Tidsskrift, 134. årgang nr.2 juni 2005, s. 151

4 Forord Chefredaktør 152

5 Hvad skal vi med Air Power? Af oberst Stig Østergaard Nielsen (SØL), Flyvertaktisk Kommando. Indledning Inden en diskussion af emnet indledes, vil det være relevant at definere begrebet air power. Interessant nok findes der ingen universel definition af air power. Billy Mitchell 1 har formentlig formuleret det kortest: Air power is the ability to do something in the air. Mitchell kunne imidlertid ikke forudse den eksponentielle udvikling som air power har gennemgået siden første verdenskrig. En nutidig forståelse af begrebet kræver derfor en udvidet definition eller en uddybende forklaring. I EURAC 2 sammenhæng blev air power defineret således i 2001 : Air power is the ability to project and employ military force in air or space by or from an air platform or missile operating above the surface of the earth. Allerede få år senere har EURAC konstateret et behov for at opdatere og udvide definitionen, hvilket forventes at ske i indeværende år (2005). En opdateret definition kunne f.eks. få følgende danske formulering: Air power omfatter alle de kapaciteter der medvirker til at udnytte den 3. dimension i atmosfæren og i rummet. En nations air power er summen af alle de militære og civile ressourcer (materiel, personel, infrastruktur) der gør det muligt for en nation at udnytte og beherske den 3. dimension med henblik på at opnå den politiske målsætning. Uanset hvilken af de anførte definitioner der anvendes, vil man kunne slutte, at air power udgøres af summen af mange forskellige militære som civile kapaciteter og at air power ikke udelukkende kan henføres til et specifikt værns eller forsvars kapaciteter. Som eksempler på air power kapaciteter kan nævnes kampfly, tankfly, luftbaser med personel og logistik, Unmanned Arial Vehicles (UAV), missiler af alle typer herunder krydsermissiler, civil strategisk lufttransport, kommunikationssystemer og satellitter. Karakteristika for air power Fire grundlæggende karakteristika skal fremhæves som særegne for air power: 1 Billy Mitchell Berømt og kontroversiel officer i relation til amerikansk Air Power udvikling. 2 EURAC European Air Chiefs Conference. Mødeforum for 20 europæiske flyvevåbenchefer oprettet i Militært Tidsskrift, 134. årgang nr.2 juni 2005, s

6 Hvad skal vi med Air Power Manøvrefrihed (højde) Hastighed Rækkevidde Fleksibilitet Manøvrefrihed, eller evnen til at udnytte den 3. dimension over hele spektret fra den laveste højde (kampfly, helikoptere, krydser missiler) til satellitter i geostationære kredsløb, giver en enestående evne til at kunne observere samt skabe overblik i (luft)rummet og på overfladen. Fysiske barrierer er ingen hindring for anvendelse af air power. Manøvrefrihed skaber mulighed for at tage initiativet samt skabe tyngde ved valg af tid og sted. Hastighed som iboende egenskab giver air power en evne til at forskyde hurtigere end andre former for kapacitet. Air power er ensbetydende med missioner udført med kortere reaktionstid og på kortere tid. Antallet af opgaver der kan løses inden for en given tidsperiode er større end ved øvrige kapaciteter. Faktisk udgør tid endnu en dimension (den 4. dimension) der suverænt adskiller air power fra øvrige militære kapaciteter. Hastighed bidrager sammen med højde til at øge overlevelsesevnen og air power vil kunne sætte operationstempoet i joint operationer. Rækkevidde. Air power kan række globalt. Air power kan indsættes over meget store afstande bl.a. som følge af lufttankning og udnyttelse af satellitter. Air power kan således indsættes fra sikre baser langt uden for konfliktområdet. Fleksibilitet fremhæves ligeledes som en særegen egenskab. Air power kan anvendes tematisk dvs. man kan ramme mål inden for samme kategori (f.eks. et strategisk mål kompleks) over hele modstanderens område. air power kan desuden gøres gældende på det strategiske, det operative og det taktiske niveau på samme tid. Endelig kan air power på samme tid udøves over hele spektret fra humanitære operationer til væbnet konflikt. Udviklingen af air power Air superiority is the first requirement for winning the ground battle 3. Disse ord er stadig god latin, men en rivende udvikling af air power, og især inden for de sidste år, har tilføjet nye dimensioner til anvendelsen af air power. Trods en udbredt anvendelse under 1. verdenskrig blev air power på ingen måde en afgørende militær faktor. Først mod slutningen af krigen førte doktrinære overvejelser om brug af air power til organiserede forsøg på at opnå lokal luftoverlegenhed som forudsætning for at kunne gennemføre operationer 3 General Foch

7 Hvad skal vi med Air Power på landjorden. Som konsekvens af disse overvejelser og erfaringer, vurderede visse nationer, at der var behov for at samle luftstridskræfter i selvstændige organisationer. I England førte det til beslutningen om at organisere luftstridskræfterne i Royal Air Force (RAF). I beslutningsgrundlaget 4 for oprettelsen af RAF hedder det bl.a.: Air Service.can be used as an independant means of war operations far from, and independently of, both Army and Navy. The day may not be far off when aerial operations, with their devastation of enemy lands and destruction of industrial and populous centres on a vast scale, may become the principal operations of war. Imidlertid kan air power kun i godt en håndfuld tilfælde tillægges æren for at have vundet krigen/slaget/konflikten i betydningen at have opnået en politisk afgørende situation. Til denne kategori kan med nogen ret føjes kast af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, Slaget om England, luftbroen til Berlin samt visse af Mellemøsten krigene. Anden verdenskrig, Korea krigen og Vietnam krigen er derimod fyldt med eksempler på manglende forståelse, primært på de operative og strategiske niveauer, for air powers anvendelse. At allieret/amerikansk air power alligevel kunne gøre sig gældende på det taktiske niveau under de nævnte krige, skyldtes i mange tilfælde overvældende styrke frem for indsigtsfuld ledelse samt effektive kommando og kontrol organisationer. Beordring af luftstyrker under Vietnam krigen skete f.eks. gennem mindst 7 forskellige organisationer og med dårlig eller ingen koordination. Under første del af den kolde krig medførte den nukleare strategi, at air power tænkning samt planlægning på det operative niveau for luftstyrker i NATO stort set var gået i stå. Først da NATO ændrede sin strategi til Flexible Response skiftede fokus tilbage til planlægning af større konventionelle og offensive luftoperationer. Teknologien hjalp denne proces på vej med den første udvikling af præcisionsvåben, våben særligt udviklet til angreb på flyvepladser samt systemer til nedkæmpelse af fjendtlige missilluftforsvarssystemer (Suppression of Enemy Air Defense (SEAD) fly). Den første Golf krig bragte varsler om, at air power formentlig også kunne opnå resultater som et selvstændigt og afgørende manøvre element i krigsførelse. Chok effekten af air power var hidtil uset og samtidig oplevedes relativt begrænsede tab af menneskeliv især på egen side. Tilliden til air power blev efterfølgende så stor, at de fastsatte militære mål under Operation Allied Force (OAF) ( Kosovo1999) blev planlagt opnået gennem en ren luftkampagne på det strategiske, operative og til dels taktiske niveau. I løbet af 78 dage blev det en demonstration af air power som en sikker, high tech og succesfuld vej til opnåelse af den politiske målsætning gennem effektbaserede målvalg frem for 4 Second Smuts Report of 17th August

8 Hvad skal vi med Air Power den traditionelle militære nedslidningskrig. En krig uden allierede tab af menneskeliv, meget begrænsede tab blandt civilbefolkningen samt begrænsede ødelæggelser af infrastruktur. Air powers kirurgiske evne til at eliminere/neutralisere mål i hele målspektret blev legendarisk og cementeret bl.a. som følge af CNN effekten. Hvor air power under den første Golf krig banede vejen for en opfølgende og hurtig landkrig gik air power under Kosovo skridtet videre Anvendelse af air power eliminerede behovet for landkrig og allierede landstyrker kunne i princippet rykke ind uden modstand. Den perfekte løsning på traditionel krigsførelse skulle man tro, men bag denne facade lurede en lang række svagheder og problemområder. For det første medførte politiske begrænsninger, at OAF ikke kunne gennemføres under optimale vilkår. Visse centrale principper for krigsførelse kunne ikke bringes i anvendelse, hvilket medvirkede til en forlængelse af konflikten. Måludvælgelse er en helt central proces samt forudsætning for anvendelse af air power. Under OAF skulle 19 nationer hver især foretage en juridisk vurdering af tildelte mål og i visse tilfælde også opnå politisk godkendelse/accept heraf. Som følge af denne og andre multinationale friktioner blev processen ofte besværlig, langvarig og restriktiv, hvilket ligeledes bidrog til at forlænge konflikten. Kommando og kontrol relationer var også meget specielle under OAF. Air Component Commanderen, General Short valgte at placere sig fysisk med sin stab på taktisk niveau i en CAOC i Vicenza. Reelt medførte det en sammensmeltning af det taktiske og operative niveau eller måske snarere en udeladelse af det operative niveau. Beslutningen gavnede uden tvivl koalitionens sammenhold i air power sammenhæng, men gav samtidig koordinationsproblemer med øvrige militære komponenter, ligesom det ikke gavnede forholdet til det strategiske niveau og især det strategiske niveau s forståelse for anvendelse af air power. I relation til luftoperationerne måtte det erkendes, at NATO ikke fuldstændigt kunne nedkæmpe det mobile jordbaserede luftforsvar i løbet af konflikten, fordi tiden fra målerkendelse til mulig våbeneffekt var for lang. I Kosovo blev effekten af Close Air Support (CAS) 5 hæmmet af mangel på landbaserede Forward Air Controllers. CAS blev gennemført med assistance fra flyvende FAC s samt på baggrund af informationer fra bl.a. artilleripejleradarer placeret på grænsen til Kosovo samt fra UAV. Desuden påvirkede dårlige vejrforhold, især under konfliktens første halvdel, de opnåede resultater mærkbart. 5 Det ikke helt korrekt at anvende CAS begrebet I denne sammenhæng. CAS definers normalt som anvendelse af luftstyrker i direkte støtte til landstyrker. Som bekendt var der ingen landstyrker at støtte i Kosovo. 155

9 Hvad skal vi med Air Power Erfaringerne fra OAF var i hovedsagen indarbejdet i forbindelse med Operation Enduring Freedom i Afghanistan samt den anden Golf krig. Der henvises til de efterfølgende artikler vedrørende disse konflikter. Blot skal det konstateres, at det grundlæggende princip om, at enhver militær operation, nationale som multinational, fra begyndelsen bør planlægges og gennemføres i et joint miljø, atter kom i højsædet. Alligevel afslørede Operation Anaconda 6, at budskabet ikke helt var forstået af alle og det fik dramatiske konsekvenser for landoperationerne, at de ikke var planlagt med inddragelse af de øvrige værns air power kapaciteter. På trods af dette forhold lykkedes det med kort varsel at vende begivenhederne i amerikansk favør ved at inddrage alle rådige air power ressourcer, strategiske som taktiske, i en sand 24/7 flystøtte operation, hvor et stort antal præcisionsvåben blev afleveret (Alene 751 de første 3 dage). Baseret på denne meget summariske gennemgang af air power udviklingen gennem ca. 100 år må det vurderes, at air power er blevet en voksen, ligeværdig og uundværlig kapacitet i den militære værktøjskasse. Hvad er baggrunden for denne udvikling? Baggrunden skal primært søges i det forhold, at air power doktriner har gennemgået en udvikling hånd i hånd med den teknologiske udvikling. Teknologien har foretaget et kvantespring, især over de seneste år. Teknologi er vigtigere i luftkrigsførelse end i nogen anden form for krigsførelse. Især har udviklingen inden for områderne kommunikation samt navigations og våbenpræcision skabt baggrunden for air powers stærkt øgede potentiale. Informationsoverlegenhed er en forudsætning for succes i både planlægnings og gennemførelsesfaser. På det tekniske plan er det således et spørgsmål om at kunne indhente og overføre og behandle enorme mængder af data samt efterretninger. Bl.a. derved fremmes muligheden for at kunne udøve centraliseret kommando og kontrol med henblik på decentral indsættelse af air power. Som eksempel på udviklingen kan nævnes at én Global Hawk UAV kræver lige så meget båndbredde som der var til rådighed for luftstyrkerne under den første Golf krig. Inden for de næste 10 forventes yderligere en mangedobling af den rådige båndbredde. På indhentningssiden er det et spørgsmål om at være i besiddelse af så præcise informationer, at en entydig og effektbaseret måludpegning kan finde sted. 6 Operation Anaconda, marts 2002, var planlagt som den hidtil største operation med landstyrker i Afghanistans østlige bjergregion mod større grupper af Taliban og Al Qaida krigere. 156

10 Hvad skal vi med Air Power På navigations og våbensiden fortsætter udbygning og modning af det amerikanske NAVSTAR GPS. Først i 2001 havde amerikanerne etableret den optimale satellitdækning for GPS. Russerne mangler opsendelse af mindst 12 satellitter før deres GLONASS system kommer på samme stade. GPS er katalysator for bl.a. udviklingen af præcisionsvåben. Under 2. verdenskrig krævedes 9070 bomber fra B 17 fly for at opnå 90% chance for at ramme et 20x30 m mål. I dag kræver det 1 F 117 med 1 bombe. Under Desert Storm var kun 7% af alle våben præcisionsvåben, men de stod for 50% af alle ødelagte mål. Hertil kan føjes introduktionen af stealth teknologi, stærkt forbedrede sensorer, en sand 24/7 kapacitet, herunder evnen til at gennemføre operationer under alle vejrforhold. Hvad skal vi med air power? Det er en kendsgerning, at den politiske præference har ændret sig i retning af air power som det foretrukne krisestyrings og konfliktredskab fra engang i midten af 90 erne. Hvad er årsagerne til den udvikling? Svaret skal formentlig søges i de specifikke egenskaber, der udspringer af de særlige karakteristika for air power. Reaktionsevne Reaktionsevne er en kritisk faktor i enhver operation uanset om den har militær eller humanitær karakter. Air power kan deployeres over store afstande inden for timer/få dage. Derved er air power et meget anvendeligt politisk instrument i krisestyring. Styrken af air power kan justeres fleksibelt og hurtigt (inden for dage endog timer) ligesom air power kan trækkes ud af et givet konfliktområde lige så hurtigt igen. Med air power kan der reageres på aggressioner inden for minutter/timer såfremt de opstår. Fleksibilitet Air power kan løse hele spektret af opgaver samtidig (fra humanitære opgaver til kampopgaver) ligesom air power kan gennemføre opgaveløsning på det strategiske, det operative og taktiske niveau og på geografisk forskellige steder inden for operationsområdet på samme tid. Luftfartøjer er i langt større udstrækning end tidligere i stand til at løse flere typer af opgaver (swing role) og kan derfor indsættes fleksibelt og situationsbestemt. Mobilitet Mobilitet er en indbygget egenskab ved air power der i kraft af rækkevidde og hastighed er særdeles veludviklet. Evnen til lufttankning mangedobler 157

11 Hvad skal vi med Air Power luftstyrkers indsættelsesmuligheder, herunder også indsættelse i humanitære sammenhænge. Koncentration af styrke Air power kan koncentreres i tid og rum uden at styrkerne på forhånd samles fysisk i det samme geografiske område. Overvældende koncentration af luftstyrker er det vigtigste princip ved indsættelse af air power. Præcision Moderne teknologi har gjort air power i stand til at identificere og følge mål med stor sikkerhed. Nye typer af præcisionsvåben sikrer en høj sandsynlighed for at ramme det udpegede mål. Den kirurgiske effekt fremmer den effektbaserede strategi og risikoen for at udsætte civile eller egne styrker for afledte skadevirkninger (collateral damage) er reduceret væsentligt. Det skal tilføjes, at lys og vejrmæssige forhold ikke længere er en begrænsning for anvendelse af air power. Penetreringsevne Air power besidder evnen til med stor overlevelsesevne at kunne penetrere dybt i fjendtligt område, hvor ingen andre har mulighed for det. Air power kan alternativt indsamle oplysninger fra eller angribe mål i samme område ved på sikker afstand at anvende stand off teknikker. Synlighed Tilstedeværelse af militær styrke er en demonstration af politisk vilje eller hensigt og synlighed er derfor et værdifuldt instrument i krisestyring. Air power deployeret som krisestyringsredskab vil ved sin blotte tilstedeværelse også kunne spille en psykologisk rolle i forhold til fjendtlige elementer samt lokalbefolkningen. Overlevelsesevne Flystyrker overlever dels gennem optimal udnyttelse af terræn og luftrum og dels gennem en række passive og aktive beskyttelsesforanstaltninger som stealth teknologi, elektronisk støj og selvbeskyttelsesmidler. I kombination med princippet om koncentration af styrke muliggør air power en lang række af indsættelsesmuligheder over det meste af konfliktspektret med et minimum af risiko/tab. Lave eller ingen tab er blevet et offentligt og politisk krav til militære operationer i det internationale miljø. Sammenfattende så udgør air power et meget fleksibelt og effektivt instrument til at inddæmme og kontrollere ustabile regioner samt til at bibringe hurtig humanitær bistand over store afstande. Air power køber tid, air power er let og expeditionary. Det er som tidligere beskrevet gentagne gange bevist, at air power kan spille en afgørende rolle såfremt en konflikt bryder ud i kamphandlinger og at air power kan anvendes med et minimum af tab på alle sider. 158

12 Hvad skal vi med Air Power Nye udfordringer for air power Med baggrund i hændelserne den 9. september 2001 opstod der nye udfordringer for anvendelsen af air power. Uden at nævne konkrete løsninger 7 skal det skal være påstanden, at air power efter relativt få tilpasninger har etableret en kapacitet til at kunne imødegå denne konkrete trussel i det asymmetriske miljø. Dog skal det erindres, at der her typisk er tale om et nationalt ansvar, der i det udførende og ultimative led alene kan løses med nationale air power kapaciteter og efter nationale procedurer. Men hele problematikken omkring international terrorisme og asymmetri har føjet et nyt aspekt til anvendelsen af air power. Egentlig er problematikken allerede kendt fra OAF, hvor identifikation samt eliminering af små og høj mobile mål var den opgave, der ikke fandtes en umiddelbar teknisk og proceduremæssig løsning på. Grundlæggende udgør små terrorceller en anden side af samme sag. Kan air power medvirke til at løse den opgave? Formentlig Der er udviklinger i gang, der inden for en kort årrække teknisk set vil sætte air power i stand til at opsøge og eliminere også den type mål. Men som i alle andre sammenhænge sker det bedst i en joint ramme. Man kan hævde, at air power generelt befinder sig midt i en udviklingsproces, der kan sammenfattes under overskriften Revolution in Military Affairs (RMA). Air power er bestemt i front i relation til udvikling inden for Netværksbaserede Operationer, men også andre teknologier under udvikling kan drastisk ændre vilkårene for krigsførelse og for anvendelsen af air power. Større effekt per platform, introduktion af ikke dræbende teknologier er nogle af de vilkår, der kan føre til nye organisationsformer samt ændrede doktriner for anvendelse af air power. Afslutning Vil air power have samme politiske appeal fremadrettet? Der er intet der tyder på at air power vil miste betydning som politisk instrument. Snarere tværtimod. Air powers iboende egenskaber synes yderligere at blive forstærket af den teknologiske revolution, men samtidig opstår nye trusler. Det skal erindres, at vor tids kriser samt kampen mod terrorisme til stadighed kræver mere fleksibilitet, højt beredskab samt evnen til at samarbejde med alle komponenter i (Total)forsvaret og med koalitionspartnere. Dagens politisk/militære miljø kræver brug af hele værktøjskassen, nogen gange samlet andre gange hver for sig, men koordineret. Anvendelsen af air 7 I visse nationer er oplysninger om konkrete tiltag i relation til imødegåelse af kapring af civile fly med henblik på at begå terrorhandlinger klassificerede. 159

13 Hvad skal vi med Air Power power sker mest effektivt når den ansvarlige Air Commander, der per definition er eksperten på anvendelse af den 3. og 4. dimension, side om side med Joint Force Commander på det operative niveau, kan anbefale den bedste anvendelse af air power. I nogle tilfælde kræver det, at Air Commanderen deployerer til operationsområdet sammen med Joint Force Commander. Populært sagt tænker Air Commanderen på det operative niveau, men handler på det taktiske niveau gennem CAOC. Det er bl.a. den tankegang, der ligger bag beslutningen om, at Flyvevåbnet etablerer en Expeditionary Air Staff (EAS). EAS bliver Flyvevåbnets og dermed Forsvarets Center of Exellence vedrørende anvendelse af air power. Bibliografi Air Power 21 Challenges for the new century. Defence studies (RAF) Ministry of Defence. London Donnelly, Thomas. Strategy and Air Power. American Enterprice Institute for Public Research, March EURAC Air Power Paper A European perspective on Air Power. Paris June Grant, Rebecca. The Echoes of Anaconda. Air Force Magazine April

14 Air Power Fremtidens udfordringer Af oberstløjtnant Kim Nødskov, Chef for Planlægnings- og Udviklingsafdelingen ved Flyvertaktisk Kommando. Gennemførelsen af Operation Iraqi Freedom (OIF) har demonstreret, at anvendelsen af air power er i en rivende udvikling på det operative og på det taktiske niveau. Formålet med denne artikel er, med udgangspunkt i OIF, at belyse de seneste udviklinger for anvendelse af air power samt give et bud på hvor air power er på vej hen. I artiklen henvises ofte til amerikanske doktriner, som i mange sammenhænge er mere udviklede end NATO doktriner. Hvor der findes NATO doktriner er disse i store træk overensstemmende med amerikanske doktriner 1. Air Power Strategi Shock and Awe? Ouverturen til OIF var gennemførelsen af en strategisk luftoperation, der i pressen fik betegnelsen Shock and Awe (chok og rædsel). Shock and Awe var ikke en oprindelig del af Joint Force Commander General Franks operationsplan for OIF. Den blev introduceret fra det amerikanske forsvarsministerium i Pentagon. Shock and Awe begrebet tog sin udgangspunkt i en artikel Shock and Awe Achieving Rapid Dominance skrevet af Harlan K. Ullman og James P. Wade og offentliggjort af National Defense University, USA i Formålet med opnåelsen af hurtig dominans er at paralysere modstanderen ved at påføre ham et regime af skræk og rædsel. Man kan billedligt sammenligne det med et antiterrorkorps lammelse af en modstander ved anvendelse af en chokgranat inden de entrer en bygning, bare på det strategiske og operative niveau. De traditionelle militære mål som destruktion, nedkæmpning og neutralisering er fundamentale elementer i denne strategi, der momentant skal gøre modstanderen ude af stand til at agere. Anvendelse af krigsførelsens principper om offensiven og overraskelse er afgørende for denne strategis succes. Strategien skal gennemføres inden modstanderen kan nå at reagere, 1 Amerikanske Joint Doctrine og de enkelte værns doktriner kan hentes på følgende web side: 2 Artiklen kan findes på Militært Tidsskrift, 134. årgang nr.2 juni 2005, s

15 Air Power Fremtidens udfordringer og der skal rettes både fysiske og psykiske effekter direkte mod beslutningstageren af en sådan karakter, at det vil virke totalt overvældende og lammende på modstanderen. En af de tidlige støtter af Shock and Awe teorien var Secretary of Defense, Donald H. Rumsfeld, som fulgte artiklens udarbejdelse tæt 3. Men én ting er at lave filosofiske tankespind i en tænketank i USA, noget andet er at gennemføre det i en virkelig operation under verdenssamfundet kritiske øjne i en tid, hvor kravet om human krigsførelse er større end nogensinde. I dagene før OIF iværksættelse lækkede Pentagon informationer, der indeholdt ordene Shock and Awe, hvilket hurtigt blev blæst stort op i pressen. Rygterne varslede, at der i de første 24 timer af en kommende operation ville blive kastet over 3000 bomber i en strategisk luftoperation. Der var således fra offentlighedens side enorme forventninger til operationens begyndelse og effekten af den strategiske luftkampagne. Forventninger om massive bombardementer, der ville give alle en følelse af chok og rædsel. Bombardementerne startede, men chokket kom aldrig. På TV så man angreb på Baghdad, men man kunne ikke se de mange andre angreb, der fandt sted andre steder i Irak. Skuffelsen bredte sig, specielt i pressen. Sec Def. Donald H. Rumsfeld benægtede efterfølgende på et pressemøde, at Shock and Awe var den officielle militære strategi. Shock and Awe var ikke General Franks planlagte strategi. Koalitionen gennemførte ganske vist en indledende strategisk luftoperation, hvor der kastedes ca præcisionsvåben i de første 4 dage, gennemsnitligt 500 om dagen. Operationen var rettet mod den strategiske ledelse, kommando og kontrol faciliteter, kommunikationsnoder samt masseødelæggelsesvåben. Chok var måske et delelement i de ønskede effekter, men målet var ikke den effekt som Harlan K. Ullman og James P. Wade beskrev i deres artikel. Selv samme forfattere gik da også i pressen og meddelte, at den strategiske bombekampagne under OIF ikke var blevet gennemført, som artiklen havde beskrevet. Gennemførelsen af en Shock and Awe strategi ville kræve, at der blev gennemført et langt voldsommere bombardement. I virkeligheden blev der gennemført en effektiv luftoperation med parallelle angreb på det strategiske, operative og taktiske niveau, ganske som moderne air power teori foreskriver. Sammenholder man den luftoperation, der blev gennemført, med teorien bag Shock and Awe og den måde den blev offentliggjort på, er der meget der peger på, at lanceringen af Shock and Awe snarere var en del af det psykologiske spil, der foregik mellem Pentagon og 3 P. 54, What Happened to Shock and Awe, John T. Correll, Air Force Magazine November

16 Air Power Fremtidens udfordringer Saddam Hussein op til krigens start, end en egentlig del af operationsplanen for OIF. Desværre førte det til, at effekterne af air power fremstod som skuffende, og at det tog opmærksomheden væk fra den overvældende, ødelæggende og lammende effekt air power havde på den Republikanske Garde omkring Baghdad. OIF var den mest succesfulde air land operation gennemført til dato, men dette faktum druknede til en vis grad i skuffelsen over Shock and Awe. Siden etableringen af det amerikanske flyvevåben har der i USA været en debat omkring legitimeringen af et selvstændigt flyvevåben, og et af argumenterne har været, at man ved gennemførelse af strategiske luftoperationer kan vinde krige ved air power alene. Denne debat er efter min mening ikke længere nødvendig. Det skal være min påstand, at i denne sag om Shock and Awe, har dette forsøg på legitimering været mere til skade end gavn, da det tog fokus væk fra den virkelige succes for air power under OIF. At den amerikanske hær havde særdeles små tab under OIF kan primært tilskrives følgende forhold. En effektiv indledende strategisk luftkampagne, en hastig og vel gennemført land operation og en dertil meget succesfuld støttende luftoperation, som ikke alene forberedte kamppladsen for hæren, men som også deltog mere integreret med hæren end nogensinde set før. I de følgende afsnit behandles nogle af de øvrige indhentede erfaringer fra luftkrigen på det operative og taktiske niveau, som vil få betydning for udviklingen af air power og doktriner generelt. Fire Support Co-ordination Line den evige snitflade? Ved gennemførelse af landoperationer og luftoperationer mod fjendens landstyrker samtidigt er det iboende, at man altid vil have et koordinationsproblem. Hvor kan fly gennemføre operationer selvstændigt, og hvor er det nødvendigt at koordinere med egne landstyrker for at undgå at angribe egne styrker fra luften. Dette problem har man siden anden verdenskrig løst ved etableringen af en såkaldt Fire Support Co ordination Line (FSCL). I amerikansk doktrin er en FSCL defineret som: An FSCL is a fire support coordinating measure that is established and adjusted by appropriate land or amphibious force commanders within their boundaries in consultation with superior, subordinate, supporting, and affected commanders. An FSCL facilitates the expeditious attack of targets of opportunity beyond the coordinating measure Forces attacking targets beyond an FSCL must inform all affected commanders in sufficient time to allow necessary reaction to avoid fratricide.. 162

17 Air Power Fremtidens udfordringer Short of an FSCL, all air to ground and surface to surface attack operations are controlled by the appropriate land or amphibious force commander. 4 En FSCL er ikke kun en fiktiv linie på et planlægningskort. Den skal følge visuelle terrængenstande, som floder eller skovkanter etc., så piloter visuelt kan se, hvor de kan engagere fjenden uden at angribe egne styrker. En FSCL blev traditionelt etableret på en afstand fra egne styrker, der svarer til rækkevidden på eget artilleri. Årsagen hertil er, at hvis egne fly skulle indsættes på egen side af FSCL, så skal dette koordineres med anvendelsen af artilleriet, og være under kontrol af en Forward Air Controller (FAC). Men ændringer i hærens operationsmønster i de sidste 15 år har medført, at FSCL er blevet et svært anvendeligt virkemiddel for koordination af land og luftoperationer. Hærstyrker overalt i NATO har anskaffet missilsystemer og kamphelikoptere, der muliggør operationer i dybden, langt over 100 km fra egne styrker. Så er det store spørgsmål, hvor FSCL nu skal placeres? Problemet med FSCL er, at den er ret langsommelig at håndtere. Alle, der er involveret i planlægningen og gennemførelsen af operationer umiddelbart foran egne styrker, skal kende FSCL placering. For at kunne tilsikre dette kræver det omkring 6 12 timers varsel for gennemførelse af en FSCL ændring. Eksempelvis skal alle flybesætninger orienteres inden de flyver, og i visse tilfælde er de undervejs til kampområdet i op til 10 timer før de indsættes mod fjenden. Hæren har skabt en kapacitet til at gennemføre meget mobile operationer, og hvor der rettes angreb mod fjenden dybt inde i hans bagland, som det eksempelvis blev set under OIF, hvor koalitionens hærstyrker gennemførte en meget hurtig angrebsoperation dybt ind i Irak mod Baghdad, som var beskyttet af den Republikanske Garde. I en sådan operation er det meget problematisk konstant at holde alle orienteret om en opdateret FSCL, som flytter sig hele tiden, i takt med at hærens forreste enheder rykker frem. Under OIF besluttede chefen for V Corps, Lt Gen William Wallace sig for at anvende kamphelikoptere til at angribe den Republikanske Garde langt ude foran egne styrker. For at tilsikre at dette kunne ske uhindret, flyttede han FSCL langt ud foran egne styrker, langt uden for rækkevidde af eget artilleri. Dette medførte, at koalitionens flystyrker i mange timer var hindret i at angribe andre fjendtlige mål på egen side af den fastlagte FSCL. 5 Man kan spekulere over hvorfor hæren ønsker at flytte hele FSCL så langt ud på den anden side af målområdet, dybt inde bag fjendens linier. Ved flytningen af FSCL ud på den anden side af målområdet opnår hæren en 4 Joint Publication 3 0 Doctrine for Joint Operations. P. III P.43. Air Force Magazine, September

18 Air Power Fremtidens udfordringer situation, hvor man får kontrol over målområdet. Man kan kontrollere de aktiviteter der finder sted i selve målområdet. Man har kompetencen til at koordinere ildafgivelsen og man behøver ikke at koordinere flyvningen med kamphelikopteren til og fra målet med andre end hærens egne enheder. Med andre ord, det giver kontrol over situationen, hvilket er enhver chefs ønske. Men er det så forkert, det hæren gør, når FSCL flyttes på denne måde? Til det er svaret ja, af to årsager: For det første af proceduremæssige årsager. Af definitionen på FSCL fremgår det, at en FSCL bruges til koordination af ild, men i ovenstående tilfælde bruges FSCL også til at opnå en kontrol over luftrummet, som der findes andre procedurer for, nemlig Airspace Control Measures (ACM), der vil tillade andre også at bruge området. For det andet af effektivitetsmæssige årsager. Ved flytning af FSCL så langt frem hindres Air Component Commander i at angribe mål, med mindre det kan kontrolleres af en FAC, eller at separation kan opnås ad proceduremæssige veje. Kun sjældent vil en LCC være i stand til at stille en FAC til rådighed til dækning af hele området, som FSCL dækker, hvilket stiller ACC meget dårligt. Eksempelvis i de sidste dage af Golfkrigen i 1991 undslap store dele af den Republikanske Garde angreb fra koalitionens flystyrker, netop fordi FSCL blev flyttet for langt frem. Den 27. februar 1991 ønskede hæren at angribe de flygtende styrker med Apache helikoptere, og flyttede derfor FSCL ud på den anden side af Euphrates floden. Da hæren ikke kunne tilvejebringe FAC var det således kun hærens helikoptere der kunne angribe irakerne. Men kun en håndfuld Apache angreb blev udført, og meget store styrker undslap koalitionen angreb 6. 6 The Generals War p Michael R. Gordon and General Bernard E. Trainor. Little, Brown and Company, Boston, New Your, London

19 Air Power Fremtidens udfordringer Fjenden Område, hvor ACC Kun kan engagere Under FAC kontrol Fremskudt FSCL Målområdet Artilleri Oprindelig FSCL Egne styrker Hvorledes kan denne iboende konflikt så løses, for behovet for koordination af ilden vil være der, uanset hvad, så vi kan undgå at angribe egne styrker. På kort sigt er det min opfattelse, at vi fortsat er nødt til at anvende FSCL proceduren til koordination af ilden. De eksisterende procedurer levner mulighed for at etablere en Fire Support Co ordination Measure i form af en ring omkring målområdet, der giver LCC det fornødne koordinationsansvar i målområdet. Flyvningen til og fra målområdet bør koordineres med den ansvarlige luftoperationscentral, som bør optage missionen på Air Tasking Order (ATO). Derved opnår hærens helikoptere ikke alene, at alle luftrummets brugere har kendskab til missionen, men også at der fra ACC side vil kunne allokeres yderligere støtte til missionen fra Joint STARS, AWACS, kampfly til nedkæmpning af fjendtlige luftforsvarssystemer etc. Fastlæggelsen af FSCL bør ikke være et LCC ansvar. Det er ganske vist LCC der, som ansvarlig for hærens manøvrer, kan identificere, hvor FSCL optimalt placeres set fra hærens side, men ansvaret for placering af FSCL bør ligge ved Joint Force Commander (JFC) efter indstilling fra LCC. Kun JFC kan afveje konsekvenserne ved placering af FSCL imellem fordelene for LCC, ved hans evne til koordinere hærens interne operationer, og ulemperne for ACC, der hindres i frit at angribe mål på egen side af FSCL. Det er i sidste ende et prioriteringsspørgsmål, som afhænger af situationen, og som kun JFC kan foretage, da det er ham, der skal leve med konsekvenserne. På længere sigt forudser jeg at FSCL i den nuværende form bliver overflødig. Indførelsen af netværksbaserede operationer (NBO), med en stadig større elektronisk 165

20 Air Power Fremtidens udfordringer integration af styrkerne på tværs af værn og components, vil tilvejebringe et bedre overblik over hvor egne styrker er, og hvor fjendens styrker befinder sig. Blue Force tracker systemer og LINK16 vil om få år give piloten det opdaterede situationsbillede, der gør ham i stand selv at skelne mellem venner og fjender uden anvendelse af FSCL rigide og stive koordinationsprocedurer. Danske F 16 vil med en kommende opdatering fra medio 2006 elektronisk kunne modtage den opdaterede FSCL via LINK 16, og dermed kontinuerligt være opdateret på FSCL placering. Dette vil gøre danske F 16 optimalt udrustede til operationer tæt på hærens enheder. Joint Target Reference Grid System 7 Med hærens anskaffelse af langtrækkende kapaciteter er der også brug for at koordinere operationer i fjendens dybde. Til det formål har man i USA etableret et Joint Target Reference Grid System (JTRGS). JTRGS er et simpelt koordinatsystem, man ligger ud over de eksisterende koordinatsystemer. Det dækker hele det værnsfælles operationsområde (JOA), og inddeler hele JOA i firkanter på 30 x 30 miles. Man nummererer firkanterne meget simpelt. Eksempelvis kan den mest simple nummering horisontalt være A, B, C..., mens den vertikale kan være 1,2,3... Det kan også være mere kompliceret. Firkanternes numre kan anvendes uklassificeret. Årsagen hertil er, at koordinatsystemets udgangspunkt holdes hemmeligt, og man skal kende denne før man kan anvende det aktivt. JFC bestemmer, hvem der udsender JTRGS, men da Air Component Commander (ACC) som regel dækker hele JOA, udpeges ACC typisk som administrator for JTRGS. Systemet blev første gang kendt under Golfkrigen i 1991, hvor US Air Force etablerede, hvad der dengang kendtes som Kill Boxes. Firkanter, hvortil der var specielle Rules of Engagement (ROE) tilknyttet. Under Kosovokrigen etablerede man tilsvarende Engagement Zones, som er det samme, blot med et lidt mere civilseret sprogbrug. Siden da har systemet udviklet sig yderligere. I dag anvendes firkanterne i JTRGS fortsat som Kill Boxes eller Engagement Zones, men man kan også anvende dem til etableringen af No Fire Zones, Restricted Operations Zones eller til at designere det som et efterretningsmæssig område af særlig interesse. Time Sensitive Targeting Gennem tiderne har achilleshælen for air power været den reaktionstid, hvorved man kunne agere på noget uforudset. Planlægningen af en Air Task 7 Joint Publication 3 60 Joint Doctrine for Targeting, Annex D, Common Reference System. 166

21 Air Power Fremtidens udfordringer Order (ATO) starter typisk 48 timer før den første mission flyves, og det er der mange gode grunde til. Under anden verdenskrig fløj man ofte bombemissioner med over 1000 fly, men de fløj alle ad den samme rute mod det samme mål. I en typisk ATO i dag flyves der fra flere kontinenter mod flere hundrede forskellige mål, samtidigt, synkroniseret, så effekter fra missionerne støtter hinanden. Alt dette kræver tid at planlægge. Problemet er, at fjenden, i de 48 timer det tager at planlægge missionerne, kan nå at agere, ofte temmelig drastisk, hvilket afføder krav til ændringer af den ATO, der er under planlægning. Man kan i processen ændre en ATO en smule, men fundamentale ændringer er ikke muligt, når først planlægningsprocessen er sat i gang. Store ændringer vil ofte kræve, at man starter forfra med planlægningen. Den fleksibilitet, der var i en ATO, bestod primært i fly beordret til støtte af hærens operationer i form af Close Air Support. Denne støtte kunne anvendes som et fleksibelt våben til støtte for hærens operationer. Men med tiden har der vist sig et behov for en fleksibel kapacitet, der kan indsættes med kort varsel i hele JOA. Til det formål har man udviklet et koncept, som hedder Time Sensitive Targeting (TST), som i amerikanske doktriner er defineret som: Time Sensitive Targets (TSTs) are those targets of such high priority to friendly forces that the JFC designates them as requiring immediate response because they pose (or will soon pose) a danger to friendly forces or they are highly lucrative, fleeting targets of opportunity. 8 Det blev oprindeligt udviklet under Golfkrigen i 1991, hvor man i jagten på mobile Scud launchere udviklede et system, hvor man kunne reagere hurtigt nok til at angribe dem, inden de nåede at skjule sig igen. Systemet er siden blevet optimeret i en voldsom grad. Man har etableret en selvstændig TSTcelle i luftoperationscentret, som er organiseret med egne satellitforbindelser, egne indhentningskilder og dedikerede kampfly, som er beordret til TSTopgaven på ATO. TST cellen er således selvstændigt i stand til at detektere et bevægeligt mål, identificere det, bestemme dets præcise lokation, beordre engagement, engagere målet og evaluere effekten af angrebet. Ambitionen er, at kunne destruere et mål på under 10 minutter, efter at det er detekteret. Processen er særdeles kompleks, særligt da den i visse tilfælde finder sted, uden at egne fly på noget tidspunkt befinder sig i nærheden af målet. Målene detekteres på lang afstand, nogen gange via satellit eller ubemandede fly 8 US Joint Publication 3 60 Joint Doctrine for Targeting, p. B 1, Time Sensitive Target Considerations. 167

22 Air Power Fremtidens udfordringer (UAV), og de engageres på lang afstand med moderne præcisionsvåben, uden af fjenden har nogen anelse om det. TST rummer dog nogle problemområder, særligt hvad angår kravene til engagementsreglerne, også benævnt Rules of Engagement (ROE). For det første kan det være svært at vurdere risikoen for skade på tredjepart, betegnet Collateral Damage. Det kan være vanskeligt at vide, hvad der sker med målet i de 10 minutter, det tager at engagere, særligt hvis målet er mobilt. For det andet kan kravet til identifikation have en afgørende indflydelse. I visse tilfælde kræves der visuel identifikation, og så er spørgsmålet: Skal man se målet med egne øjne, eller kan man nøjes med f.eks. et UAV billede? Dette afhænger meget af det aktuelle mål, objekter i umiddelbar nærhed af målet samt den kvalitet hvormed UAV leverer billedet. Alt sammen noget der skal udstikkes direktiver for i forvejen. For at kunne nå ambitionen om engagement inden for 10 minutter vil alle fly, som er beordret på en ATO, i fremtiden være kandidater til at skulle gennemføre en TST opgave. Fly, som er undervejs på en mission til et planlagt mål, kan undervejs få nye instruktioner om at angribe et nyt TST mål, som har højere prioritet. For at kunne leve op til de nye krav til moderne kampfly er også det danske flyvevåben (FLV) i disse tider ved at udvikle en TST kapacitet på F 16 kampflyene. FLV har allerede anskaffet de nødvendige præcisionsvåben, der kan afleveres på lang afstand, og F 16 kampflyene gennemgår i øjeblikket en modifikation, der gør det muligt elektronisk via LINK 16 at modtage engagementsordrer. Allerede i år trænes de første piloter i de nye procedurer, som afprøves under øvelse Red Flag i USA. Når FLV får etableret denne kapacitet, vil det stille yderligere krav til repræsentation i TSTcellen i luftoperationscentret, idet den nationale godkendelse af mål nu også skal kunne finde sted her med kort varsel. Close Air Support i bykamp 9 Amerikanerne har i Joint Publication 3 06 Doctrine for Joint Urban Operations beskrevet principperne for den værnsfælles bykamp. Denne doktrin blev afprøvet i større målestok i november 2004, da en større gruppe irakiske og udenlandske oprørsstyrker havde forskanset sig i den irakiske by Fallujah. Den amerikansk ledede koalition besluttede sig for at rense byen for oprørsstyrker, og det skulle ske under anvendelse af alle til rådighed værende midler, herunder også kampfly. Forberedelserne til operationen var meget 9 The Fallujah Model, Rebecca Grant, Air Force Magazine, February

23 Air Power Fremtidens udfordringer omfattende. Hele byen blev kortlagt, og der blev identificeret referencepunkter og koordinater på knap 800 bygninger, der således kunne anvendes til måludpegning. UAV overvågede byen før og under operationen, så chefer kontinuerligt kunne monitere situationens udvikling. Under bykampen tilvejebragte kampfly nærstøtte døgnet rundt. Før fly kunne indsættes, skulle dette godkendes på højere sted. Inden godkendelsen kunne gives, skulle der foretages en vurdering af risikoen i forhold til de omkringliggende bygninger. Kontinuerligt lå der kampfly klar i venteposition over byen opladt med forskellige typer af våben klar til hurtig indsættelse. Kampflyene kastede udelukkende præcisionsvåben, primært 500 punds bomber, enten laserstyret eller GPS styret. I enkelte tilfælde blev flyenes kanoner anvendt. UAV af typen Predator, udstyret med Hellfire missiler blev ligeledes anvendt. Set fra et militært synspunkt var operationen i Fallujah en stor succes, og særligt integrationen mellem landstyrker og fly var en stor succes. Kampen i Fallujah vil blive en model for fremtidens værnsfælles bykamp. Irakerne trak sig ind i byen i håbet om at kunne udligne amerikanernes teknologiske overlegenhed. Men amerikanerne bragte deres overlegne teknologi med ind i byen. UAV gav soldaten på jorden overblik og kampflyenes præcise våbenaflevering gav ham en overlegen ekstra ildkraft. Danske F 16 piloter er vel trænede i Close Air Support (CAS) procedurer, men træner ikke til dagligt CAS til støtte for bykamp. Dette vil kræve helt særlige træningsscenarier, hvori også landstyrker deltager. FLV har den nødvendige teknologi til at kunne gennemføre sådanne operationer. En dansk F 16 udstyret med en LANTIRN pod og 500 punds præcisionsvåben, enten laserstyret eller GPS styret, vil kunne deltage i en sådan operation. Command and Control et våben i sig selv I mange år har det været sådan, at piloter og andre operative officerer har bemandet luftoperationscentraler i USA og NATO uden yderligere uddannelse end den operative baggrund de kom med. I det amerikanske flyvevåben er man nu kommet til den erkendelse, at hvis man skal bemande en post i en luftoperationscentral, så skal man uddannes specielt hertil. Ikke alene skal man uddannes, man skal også holde status ved aflæggelse af årlige prøver og gennemførelse af supplerende kurser. Og det er ikke kun på uddannelsesområdet, at udviklingen går stærkt i luftoperationscentralen. I USA har en luftoperationscentral fået samme status som et våbensystem. Det betyder, at der allokeres penge til udviklingsprojekter til udvikling af både software og hardware til luftoperationscentralen, der vil udvikle sig til at blive en central node i en netværksbaseret krigsførelse. For at det danske flyvevåben 169