)#*+, -*%-../ 012!% %

Transkript

1 -!"# $! %" & '&( )#*+, -*%-../ 012!% %

2 Resumé I dette projekt undersøges det, om den strategi Det Radikale Venstre kalder Den ny meter, kan forstås som en ny måde at tænke politisk indflydelse og styring på, og om brugen af denne strategi kan ses som en udvidelse af de parlamentariske rammer, Det Radikale Venstre som parti traditionelt har ageret indenfor. Dette gøres gennem tre analysedele, hvor Foucaults governmentality-teori er det primære analyseredskab. For at få en forståelse for hvilken opfattelse de Radikale traditionelt har af sig selv, tager analysedel 1 udgangspunkt i en beskrivelse af det parlamentariske system og partiernes rolle i dette. Med afsæt i dette analyseres hvilke teknikker de Radikale traditionelt har brugt for at opnå politisk indflydelse, og hvorfor de har valgt at bruge disse. I analysedel 2 analyseres med udgangspunkt i interviews med 9 Radikale folketingspolitikere, hvilke teknikker strategien den ny meter indeholder. I analysedel 3 analyseres hvordan disse teknikker kan forstås, og hvorfor det er netop dem, de Radikale vælger at bruge, når de forsøger at opnå politisk indflydelse. Projektets konklusioner er, at de Radikale traditionelt har opfattet sig selv som et indflydelsesrigt parti på midten af dansk politik, og at dette op gennem tiden har været styrende for den måde, de har søgt politisk indflydelse. Derudover konkluderes, at de Radikale udvikler den ny meter som strategi, fordi de efter valget i 2001 ser sig selv sat uden for indflydelse på Christiansborg, og derfor ser sig nødsaget til at udvikle nye måder at forsøge at opnå politisk indflydelse. De teknikker som kommer til udtryk gennem den ny meter, er produkter af de opfattelser, de Radikale har af borgeren som et refleksivt individ, af sig selv som både lydhøre, meningsdannende og suveræne politikere samt det at deres demokratiopfattelse hælder mod den integrative, hvor dialog er i højsædet. Derfor får de Radikales styring karakter af styring af selvstyring, og en af deres væsentligste teknikker er skabelsen af Radikale ambassadører, der er personer, som ikke har nogen formel tilknytning til partiet, men som alligevel taler den Radikale sag. Dette ses som en ny måde at forsøge at trænge igennem med sine politiske budskaber. Derfor konkluderes, at der er delvist tale om en ny måde at forsøge at opnå politisk indflydelse samt, at det kan ses som en udvidelse af de institutionelle rammer, de Radikale traditionelt agerer indenfor.

3 KAPITEL 1 INDLEDNING PROBLEMFELT NYE TIDER NYE METODER INSTITUTIONER HVAD VIL DET RADIKALE VENSTRE BRYDE MED? EN FOUCAULT-OPTIK HVORDAN HAR DET RADIKALE VENSTRE STYRET OG HVORDAN VIL DE STYRE? PROBLEMFORMULERING...9 KAPITEL 2 METODE VALG AF CASE VALG OG REFLEKSION OVER EMPIRI Den historiske empiri Den kontemporære empiri KVALITATIVE INTERVIEWS Udvælgelse af respondenter Interviewguiden og bearbejdelsen af interviewene Dokumenter SAMMENSTILLING AF DEN KONTEMPORÆRE OG HISTORISKE EMPIRI METODISKE REFLEKSIONER/METODIK OPERATIONALISERENDE TEORIAFSNIT Argumentation for valg af teori FOUCAULT I DET VIDENSKABSTEORETISKE LANDSKAB FOUCAULTS MAGTBEGREB SOM FORSTÅELSESRAMME FOR STYRINGSBEGREBET OPERATIONALISERING AF GOVERNMENTALITY-TEORIENS CENTRALE BEGREBER Conduct of conduct Styringsprogrammer Teknikker Vidensformer Identiteter OPSAMLENDE ANALYSESTRATEGI GOVERNMENTALITY-TEORIENS BEGRÆNSNINGER...25 KAPITEL 3 ANALYSEDEL 1: DET RADIKALE VENSTRE I DET PARLAMENTARISKE SYSTEM PARLAMENTARISMEN OG DE RADIKALES OPSTÅEN...26 Radikalismens europæiske baggrund Radikalismens og parlamentarismens fremvækst i Danmark DET RADIKALE VENSTRE I DET PARLAMENTARISKE SYSTEM DE RADIKALES POSITION I DEN DANSKE PARLAMENTARISME DEMOKRATI OG PARLAMENTARISME DET RADIKALE VENSTRES POSITION I DEN PARLAMENTARISKE HISTORIE De Radikale og politisk indflydelse Nedgang fører til nye teknikker Askov-mødet i DELKONKLUSION...38 KAPITEL 4 ANALYSEDEL 2: DE RADIKALES STRATEGI DEN NY METER EN NY DAGSORDEN DET KREATIVE DANMARK...42

4 4.3 DEBAT OG DIALOG SOM GRUNDVILKÅR I DEN NY METER DEN NY METER SOM STYRINGSPROGRAM TEKNIKKERNE I DEN NY METER Mobilisering af baglandet tillidsfolkene Inddragelsen af andre aktører i partiets strategi DANNELSEN AF ALLIANCER OG NETVÆRK FOR POLITIKUDVIKLING DANNELSEN AF AMBASSADØRER STRATEGISK VALGTE GRUPPER OPSUMMERING PÅ TEKNIKKERNE POLITIKERNES REFLEKSIONER OMKRING TEKNIKKERNE Rammerne for praksis i foraene uden for Christiansborg Lobbyisme eller omvendt lobbyisme DELKONKLUSION...61 KAPITEL 5 ANALYSEDEL 3: IDENTITETER OG VIDENSFORMER BORGEROPFATTELSE SKABELSEN AF EN KREATIV BORGER POLITIKERROLLEN Den kompetente, lydhøre, suveræne og meningsdannede politiker Roller i konflikt? STYRING De Radikales styringsrationalitet knyttet til Christiansborg De Radikales styringsrationalitet knyttet til fora uden for Christiansborg Styring af selvstyring DELKONKLUSION...74 KAPITEL 6 KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING KONKLUSION PERSPEKTIVERING...80 LITTERATUR...83 BILAG...87

5 Kapitel 1 Indledning 1.1 Problemfelt Vi må nøgternt konstatere, at vi har en de facto flertalsregering. Der er ikke noget alternativt flertal, og vi får kun politisk indflydelse på Christiansborg i ny og næ, når det behager VKO. (Margrethe Vestager i Radikal Politik 2006: 3) Sådan omtaler Margrethe Vestager den parlamentariske situation efter folketingsvalget i Situationen i dansk politik var på mange måder unik. Socialdemokratiet havde mistet 11 mandater, Dansk Folkeparti vundet ni og for første gang siden 1920 erne var Venstre det største parti i Folketinget. En lige højre til venstrefløjen var vælgernes dom, der gjorde Venstre i stand til at danne regering med Konservative og Dansk Folkeparti som støtteparti. Det Radikale Venstre måtte derfor se sig selv som en del af en svækket opposition efter 8 år i regering med Socialdemokratiet. Trods fremgang på to mandater, blev partiet pludselig placeret i en venteposition helt uden for indflydelse. Denne situation er uvant for de Radikale, men de var dog i en lignende situation i 1970 erne (Hvidt 2005: 124). Historikeren Dr. Phil Kristian Hvidt skriver i anledningen af Det Radikale Venstres 100-års fødselsdag om perioden efter valget i 2001: De radikale stemmer var ikke længere nødvendige for at regere i Danmark, midten af dansk politik havde tydeligt flyttet sig mod højre (ibid.: 172). Det Radikale Venstre er et parti på midten af den politiske højre-venstre skala 1, og i kraft af denne position har partiet en lang tradition for at spille en betydningsfuld rolle, når det har skullet afgøres, hvilken vej den politiske vægt ville tippe. Partiet har selv stået i spidsen for regeringer, været en del af flere regeringer, og i andre perioder ageret støtteparti for både en række socialdemokratiske og borgerlige regeringer (se bilag 1). Historien har på den måde vist, at Det Radikale Venstre har kunnet spille på både højre og venstre side af den politiske boldbane, trods deres til tider begrænsede antal mandater. I en analyse af forholdet mellem folketingspartiernes styrke og deres mandatantal, konkluderer samfundsforskerne Johannes Andersen og Stefano Zambelli fra Aalborg Universitet, at Det Radikale Venstre har traditionelt altid spillet en central rolle for 1 Højre venstre skalaen er en blandt flere måder at beskrive hvordan de politiske partier og bevægelser placerer sig i forhold til hinanden. For evt. at se andre beskrivelse se Heywood 2002 side 256

6 flertalsdannelsen, selvom partiet mandatmæssigt aldrig har været særligt stort. (Andersen og Zambelli 1995: 5). På den måde har Det Radikale Venstre igennem mange år befundet sig i smørhullet af det parlamentariske system, hvor partiet kunne vælge at støtte venstre- eller højrefløjen. Dermed har den reelle politiske indflydelse sandsynligvis været større end den formelle, det vil sige svarende deres andel af mandater i Folketinget ellers ville antyde (ibid.: 5-6). Men hvordan skal man forstå et begreb som politisk indflydelse? Udover at tale om den nuværende regering siger det indledende citat af Margrethe Vestager også noget andet nemlig, at politisk indflydelse på Christiansborg drejer sig om at finde et flertal. Hvis man som parti i Folketinget ikke kan være en del af et flertal, er man sat uden for indflydelse. Det paradoksale i denne sammenhæng er, at Det Radikale Venstre næsten fordoblede deres mandater ved valget i Det Radikale Venstre har altså, som en række af de andre partier på venstrefløjen, et folkeligt mandat, men stadig ingen indflydelse. Marianne Jelved udtrykker det rammende: Vi er f.eks. stærkt provokerede af, at de (pressen, red.) siger 17 mandater men ingen indflydelse (Jelved #2) Nye tider nye metoder I lyset af Det Radikale Venstres historie som et parti tæt på den parlamentariske indflydelse, kan man tale om en ny parlamentarisk situation for partiet. Den nye situation blev startskuddet til det, der ifølge Marianne Jelved handler om hvordan man kunne prøve at lave politik som et moderne parti (Marianne Jelved #1 ). I sommeren 2002 afholdt Det Radikale Venstres daværende 9 folketingsmedlemmer således et sommergruppemøde i Liseleje, hvor bl.a. partiets fremtidige politik og strategi blev diskuteret. Her blev det besluttet at føre en ny strategi, som de Radikale omtaler som den ny meter (Politiken ). Begrebet meter refererer til den måde, hvorpå de Radikale arbejder politisk og måler politisk indflydelse. Med andre ord betegner begrebet den strategi, hvorigennem partiet ønsker at opnå politisk indflydelse. Den ny meter skal samtidig ses i forhold til den gamle meter. Den radikale folketingspolitiker Simon Emil Ammitzbøll udtrykker det således: 2 Vi har i forbindelse med indsamling af empiri, foretaget 9 interviews med radikale folketingsmedlemmer. # henviser til afsnittet i det pågældende interview, hvorfra citatet er hentet. Alle interviews er vedlagt i transskriberet form.

7 Vi har det som vi kalder den ny meter som er en arbejdsmetode. I virkeligheden skjuler det ikke over noget særligt voldsomt, men vi arbejder med det, der hedder den ny meter og den gamle meter i De Radikale. Den gamle meter er politisk succes på gammeldags metode; skriv beslutningsforslag, få det vedtaget i folketingssalen, ring til en minister eller ring til en journalist og få det i Politiken. Det er den gamle meter det er sådan vi plejer at gøre. Godt, nu har vi så 17 mandater og ingen indflydelse, var jeg lige ved at sige, og må man jo finde på noget nyt og det er så det vi kalder den ny meter (Ammitzbøll #15) Den gamle meter handler altså dels om at søge politisk indflydelse gennem lovgivningsarbejde, koalitionsdannelse og politiske forlig, samt at supplere denne indflydelse ved gennem medierne at få noget omtale, via pressemeddelelser og lign. for dermed at kunne præge den folkelige opinion (Radikal Politik, 2004:4). De Radikale har dog måttet erkende, at politisk indflydelse efter den gamle meter i dag er vanskelig og sjælden, og den ny meter er således en reaktion på denne erkendelse, og indebærer dermed, at fokus flyttes til samspillet mellem Christiansborg og livet uden for Christiansborg (Radikal Politik, 2006: 3-4). Denne ændring indebærer imidlertid også en ny måde at arbejde på, der dog skal ses som supplement til den gamle meter. I medlemsbladet Radikal Politik beskriver de Radikale metoden således: Fokus skal flyttes til samspillet mellem Christiansborg og det levede liv udenfor, og arbejdsindsatsen skal lægges i at opbygge netværk, holde dialogmøder og på andre måder udbygge kontakten til og samarbejdet med aktive og engagerede borgere, der har fingeren på pulsen i forhold til radikale mærkesager og aktuelle, politiske problemstillinger. (Radikal Politik 2006: 3) To overordnede formål træder frem i de Radikales forsøg på at gå nye veje. Dels vil de Radikale udvikle deres egen politik i samarbejde med det levede liv udenfor og dels vil de udbrede deres politiske ideer til andre fora end tidligere. Den ny meter skal ses i tæt forbindelse med Det Radikale Venstres politiske vision, Det kreative Danmark (2004), der er udviklet sideløbende med den ny meter. Det kreative Danmark (DKD) er partiets bud på, hvordan de gerne ser Danmark om 15 år. Det konkrete politiske indhold i visionen vil ikke være i fokus i dette projekt, men det er derimod de teknikker, hvorigennem de Radikale vil realisere deres vision. Det er disse, som har vakt vores

8 undren. For hvad indebærer en ny meter? Hvorved adskiller den sig fra den måde, partiet før har arbejdet på, og hvad er målene med denne strategi? Hvilke redskaber og midler benyttes til at gennemføre strategien, og hvilke specifikke forståelser og antagelser udtrykker de? Som problemstillingen tegner sig, er omdrejningspunktet altså de Radikales ny meter-strategi som et middel til at opnå politisk indflydelse. Men hvorledes kan man undersøge denne problemstilling? 1.3 Institutioner hvad vil Det Radikale Venstre bryde med? Det Radikale Venstre har igennem ca. 100 år ageret i Folketinget, dvs. inden for rammerne af en politisk institution. Inden for denne ramme har partiet imidlertid som en politisk organisation været med til at skabe nogle mere partispecifikke, institutionelle rammer og teknikker, der relaterer sig til den historiske position, som partiet har haft inden for disse overordnede rammer. Dette har haft en specifik betydning for, hvad det vil sige at være en Radikal folketingspolitiker, og hvordan man som Radikal politiker ønsker at opnå politisk indflydelse. Vi har således en konstruktivistisk opfattelse af institutionsbegrebet. Dette vil sige, at vi forstår institutioner meget bredt som noget, der ikke er definitivt fast, men derimod en dynamisk størrelse. De institutionelle teorier inden for politologien, ser institutioner som en samling relative faste interaktionsmønstre, der skyldes aktørernes tillærte handling." (Torfing 2005: 45). Det er i forlængelse af dette, at vi forstår institutioner som sociale praksisser, der igennem gentagelser bliver naturlige for aktørerne. Det vil sige at institutioner både skaber og skabes af de måder, hvorpå aktørerne agerer inden for rammerne af institutionerne. Vores indledning antyder, at de institutionelle rammer umiddelbart fordrer, at partierne og politikerne i dem forsøger at få politisk indflydelse ved at mobilisere et flertal for deres synspunkter inden for Christiansborgs mure. Men som parti har Det Radikale Venstre også en opgave, der består i at mobilisere deres vælgere og eventuelt andre befolkningsgrupper. Vi ønsker således at undersøge de konkrete teknikker som den ny meter konstituerer og om disse, i forhold til tidligere, skaber nye institutioner, hvorigennem politikerne kan agere. 1.4 En Foucault-optik hvordan har Det Radikale Venstre styret og hvordan vil de styre? Det Radikale Venstre befinder sig i en parlamentarisk situation, der på mange måder har sat partiet uden for samfundsstyringen. De politiske forlig indgås i høj grad mellem regeringen og Dansk Folkeparti, regeringens mere eller mindre faste støtteparti. De Radikale har dermed mistet magten på Christiansborg, men søger den i stedet gennem den ny meter..

9 Michel Foucault udviklede i den sidste fase af sit forfatterskab, og i forlængelse af sin magtanalytik 3, begrebet governmentality, som et begreb for kollektiv styringsrationalitet, der rummer et sæt af mere eller mindre sammenhængende vidensformer, kalkulationer og teknikker, som betinger den måde styringen konkret organiseres og udøves på (Gordon 1991:2, Sørensen og Torfing 2005: ) Governmentality-teorien er et forsøg på at træde et skridt tilbage for at se hvilken styringstænkning, der ligger bag den konkrete styringspraksis (Torfing 2005, 227; Foucault 1991: 87 ff., Dean 2006: 15). Koblingen mellem praksis og tænkning eller viden er helt central for Foucault, og denne kobling er udtryk for bestemte magtstrategier. En praksis trækker altid på bestemte former for viden, der informerer denne praksis 4, og magten udøves igennem vidensformernes definitioner af, hvad der er gyldig viden eller sandhed. Foucault mener imidlertid, at magten hverken er repressiv eller determinerende (Torfing 2005: 224 ff). Når Margrethe Vestager i det indledende citat forbinder politisk indflydelse med det at have et flertal, for dermed at være i stand til at styre befolkningen, trækker hun på en bestemt opfattelse af, hvordan man som parti kan søge at opnå politisk indflydelse inden for de parlamentariske rammer. Man kan også sige nogle helt bestemte måder at tænke politisk indflydelse og styring på. Med den ny meter hævder de Radikale imidlertid at gå imod denne snævre forståelse af politisk indflydelse. Vi ønsker således, inspireret af Foucault, at undersøge hvori de Radikales gængse forståelse af politisk indflydelse består, og hvorvidt den ny meter forandrer denne gængse forståelse af politisk indflydelse. Mere specifikt undersøges hvordan de strategier og teknikker, der er indbefattet i den ny meter kan ses som udtryk for ny magt og styring, set i forhold til de teknikker, der knyttede sig til den tidligere forståelse af politisk indflydelse. Disse refleksioner leder os frem til følgende problemformulering: 1.5 Problemformulering Hvordan forsøger Det Radikale Venstre at øge deres politiske indflydelse gennem den ny meter, og hvorvidt kan dette ses som en udvidelse af de institutionelle rammer, de som parti traditionelt har ageret indenfor? 3 Foucaults magtanalytik, vil blive uddybet i teoriafsnittet i kapitel 2 Metode. 4 Forstået på den måde, at alle handlinger trækker på bestemt information om, hvordan der skal handles.

10 Problemformuleringen kan operationaliseres i følgende arbejdsspørgsmål: 1. Hvilken opfattelse har Det Radikale Venstre traditionelt haft af dets rolle i de institutionelle rammer, det agerer indenfor? 2. Hvilken strategi er den ny meter udtryk for, og hvilke teknikker benytter Det Radikale Venstre sig af i forbindelse med denne? 3. Hvilke opfattelser af borgeren og deres egen rolle som politikere og hvilken forståelse af demokrati strukturerer Det Radikale Venstres måde at tænke styring på? For grafisk at illustrere hvordan vi vil besvare problemformuleringen og de tre arbejdsspørgsmål, har vi lavet nedenstående projektdesign:

11 1.6 Projektdesign Problemformulering: Hvordan forsøger Det Radikale Venstre at øge deres politiske indflydelse gennem den ny meter, og hvorvidt kan dette ses som en udvidelse af de institutionelle rammer, det som parti traditionelt har ageret indenfor? Den historiske del Den kontemporære del Analysedel 1 Arbejdsspørgsmål 1 Analysedel 2 Analysedel 3 Arbejdsspørgsmål 2 Arbejdsspørgsmål 3 Hvilken opfattelse har Det Radikale Venstre traditionelt haft af dets rolle i de institutionelle rammer, det agerer indenfor? Hvilken strategi er den ny meter udtryk for, og hvilke teknikker benytter Det Radikale Venstre sig af i forbindelse med denne? Hvilke opfattelser af borgeren og deres egen rolle som politikere og hvilken forståelse af demokrati strukturerer Det Radikale Venstres måde at tænke styring på? Erkendelsesinteresse At opnå forståelse af hvordan de Radikale har ageret før Erkendelsesinteresse At identificere hvilke teknikker de Radikale bruger i ny meterstrategien. Erkendelsesinteresse At identificere hvilke vidensformer de Radikales ny meterstrategi er udtryk for. Data/Teknik Analyse af historiske kilder ud fra teori om parlamentarisme og partiers rolle inden for denne. Data/Teknik Analyse af interviews med ni Radikale folketingspolitikere, samt dokumentanalyse ud fra governmentalityteori. Data/Teknik Analyse af interviews med ni Radikale folketingspolitikere samt dokumentanalyse ud fra governmentality- teori. Konklusion Perspektivering

12 Kapitel 2 Metode Dette kapitel vil som en uddybning af projektdesignet fremstille vores metodiske tilgang til problemstillingen. Vi vil således først præsentere vores valg af case og derefter vores valg og refleksioner vedrørende vores empiri. Herefter præsenteres vores metodiske tilgang og endelig vil vi argumentere for vores valg af teori, og hvordan vi bruger denne. 2.1 Valg af case Vi var som udgangspunkt interesserede i at finde ud af, hvilke nye betingelser oppositionspartierne arbejder under i Folketinget i den parlamentariske situation, vi oplever i Danmark i dag. Derfor kunne vi have valgt alle oppositionspartierne i Folketinget, men valgte at beskæftige os med Det Radikale Venstre. Det gjorde vi af to grunde. Dels fordi de som relativt lille midterparti ofte har haft en strategisk fordelagtig rolle i Folketinget, hvor de har kunnet være med i forlig både med den højre- og venstreorienterede fløj, og derfor traditionelt har været vant til at have en relativt stor indflydelse, deres størrelse taget i betragtning. Derudover erfarede vi gennem avisartikler, at de Radikale siden 2002 havde arbejdet med at udvikle en ny netværksstrategi for, hvordan de ville opnå politisk indflydelse. Af disse to grunde faldt valget på Det Radikale Venstre. Materialet, der kunne fremskaffes om denne ny netværksstrategi eller meterstrategi, var imidlertid meget begrænset, og vi vidste derfor fra vi begyndte at arbejde med denne problemstilling, at vi skulle igennem en læreproces, hvor vi efterhånden, som vi fik mere viden, måtte revurdere nogle af de antagelser, vi havde som udgangspunkt. 2.2 Valg og refleksion over empiri I henhold til vores problemstilling har vi valgt at inddrage to typer empiri: En type der relaterer sig til analysedel 1, som vi vælger at kalde den historiske empiri, og en anden type der relaterer sig til analysedel 2 og 3, som vi kalder for den kontemporære empiri (jf. projektdesignet). Disse to empirityper kan imidlertid underopdeles.

13 2.2.1 Den historiske empiri Under vores interviews refererede mange af respondenterne til den gamle meter som den traditionelle måde at arbejde politisk på og derudfra at måle politisk indflydelse. For ikke at lave metodiske fejlslutninger kunne vi ikke blot inddrage de nuværende politikeres beskrivelser af den gamle meter i vores analyse. Vi har således forsøgt at lave en historisk oversigt over de generelle træk i partiets historie, men også suppleret denne oversigt med et specifikt fokuspunkt i de Radikales historie, hvor deres situation mindede om den, de stod overfor i Dette fokuspunkt er 1970 erne, hvor de Radikale var sat under pres pga. manglende stemmer og faldende medlemstal, og deres indflydelse i den parlamentariske arena var yderst begrænset. Dette nedslagspunkt giver os mulighed for at sige noget om de teknikker og strategier, partiet udviklede på et lignende historisk tidspunkt, hvor partiet forsøgte at komme over en krise. Den generelle gennemgang af historien er primært baseret på en artikel af historiker, dr. Phil., Kristian Hvidt Det Radikale Venstre og brudflader i dansk politik i bogen B Radikalt , der blev udgivet i forbindelse med partiets 100 års fødselsdag. Vi ved ikke hvilken tilknytning Hvidt har til Det Radikale Venstre, men i forordet skrives at bidragsyderne har haft frie hænder til at skrive deres artikler (Pedersen og Lidegaard 2005). Denne gennemgang er imidlertid suppleret med historiske kilder som blandt andet Det Radikale Venstres partiblad Fremsyn, Radikale partiprogrammer (1905, 1921) og bogen den Den Radikal fordring som er skrevet som et debatoplæg med udspring i Radikal politik (Bruun m.fl.1977). Når vi vælger at supplere Kristian Hvidt m.fl. historieskrivning med konkrete historiske kilder, er det fordi, man må gøre sig klart, at Hvidts historieskrivning selvfølgelig er præget af, at han har en bestemt udlægning af de Radikales historie. Historieskrivning er altid subjektiv og man skal således være klar over, at andre historieskrivere ville kunne have været nået til andre konklusioner, og at det derfor er vigtigt, at vi selv supplerer med andre kilder. Hvidt har imidlertid været med til at guide os i retningen af at finde det specifikke fokuspunkt omkring 1970 erne. Der kan imidlertid også være problemer med at inddrage historiske kilder, der har en tæt tilknytning til Det Radikale Venstre. Problemet med disse kilder kan være en tendens til glorificering af partiet. Derfor har vi også forsøgt at ligge en kritisk distance til kilderne og tilmed forsøgt bevidst at inddrage Radikale kilder, der ikke udelukkende var positive mht. partiets virke Den kontemporære empiri Denne empiri er primært baseret på de kvalitative interviews, som vi har foretaget med ni af de nuværende 17 Radikale folketingspolitikere. Disse har vi dog suppleret med relevante dokumenter.

14 2.3 Kvalitative interviews Udvælgelse af respondenter Vi valgte at lave interviews fordi, vi havde et ønske om at komme tæt på de Radikale folketingspolitikeres refleksioner i forbindelse med deres meterstrategi samt supplere det sparsomme materiale, der ellers eksisterede om denne strategi. Som udgangspunkt mente vi, det var vigtigt at interviewe de ni Radikale folketingsmedlemmer, som havde været med til at formulere strategien i 2001, men da vi også fandt det vigtigt at få så mange opfattelser som muligt i spil, og dermed et så bredt empirisk grundlag som muligt, valgte vi at spørge alle medlemmer af den Radikale folketingsgruppe, om de ville stille op til et interview. Et andet kriterium var imidlertid også, at vi ønskede at få et så bredt udsnit af gruppen som muligt i tale, så vi både kunne trække på respondenter med lang politisk erfaring og mere uerfarne politikere, da dette kan bidrage til forskellige vinkler på problemstillingen. Vi fik positivt svar fra ni af de Radikale folketingspolitikere. Heraf havde fire af respondenterne været med på sommergruppemødet i 2002, mens de fem var kommet ind i Folketinget ved valget i februar Respondenterne bestod endvidere af fem mænd og fire kvinder 5. Vi mener ud fra ovenstående overvejelser, at de ni politikere repræsenterer et bredt udsnit af gruppen, hvilket giver et solidt analysegrundlag Interviewguiden og bearbejdelsen af interviewene Åbningen til denne problemstilling var avisartikler om de Radikales meterstrategi og et radiointerview med professor i politologi og netværksforsker Jakob Torfing om folketingspolitikeres netværksarbejde 6. Derfor er vores interviewguide dels inspireret af disse, men den er primært udarbejdet med inspiration fra de teorier om demokrati og netværk, vi læste for at få en forståelse af det felt, vi skulle til at beskæftige os med 7. Interviewguiden blev dog løbende udbygget i takt med de erfaringer, vi gjorde os fra interview til interview. Da interviewene med de Radikale hele tiden åbnede nye vinkler og introducerede os for nye begreber, gav det mulighed for at præcisere vores arbejdsspørgsmål yderligere. Man kan således karakterisere den læreproces, vi har gennemgået som iterativ, hvilket vil sige at vi hele tiden er gået tilbage og revurderet vores 5 For en nærmere introduktion af respondenterne se bilag 2. 6 Vi prøvede desuden at kontakte Det Radikale Venstres kommunikations chef, Johannes Sørensen, ved flere lejligheder, for at skaffe os mere materiale, men han kunne imidlertid ikke oplyse os om indholdet i den ny meter. 7 Sørensen og Torfing 2005, Chantal Mouffe og Ernesto Laclau 2002, Eva Etzioni-Halevy 2003, Esmark 2003 se bilag 3.

15 teoriapparat i takt med, at vi gennem empirien fik nye erkendelser. Dette uddybes i afsnittet om vores metodiske tilgang. Det omfattende datamateriale blev bearbejdet ved hjælp af programmet Sleggja, hvor alle interviewene blev emnekodet og derefter sammenkørt. Dette har givet os et stærkt redskab at gå til empirien med, fordi vi på denne måde fik sorteret empirien på en konstruktiv og effektiv måde. Henvisningerne til interviewene er relateret til denne kodning (hvert spørgsmål og svar har en kode #), hvilket vi mener, øger læserens mulighed for at finde de konkrete citater i interviewene. I tolkningen af de kvalitative data har vi tilstræbt en balance mellem at bruge de informationer og erkendelser, vi fik ved at tale med de Radikale folketingspolitikere, men også hele tiden at have en vis grad af mistillid til deres udsagn, så vi hele tiden kunne forholde os kritisk til det. Her har vores teoretiske apparat været et vigtigt redskab Dokumenter I løbet af vores interviews blev vi opmærksomme på, at Den Radikale folketingsgruppe i tæt forbindelse med udarbejdelsen af deres meterstrategi, havde udarbejdet en vision, som de kalder Det kreative Danmark (DKD som bog, og som pjece (DKF) (begge udgivet i 2004), samt at de i deres medlemsblad Radikal Politik havde haft et emne om den ny meter. Vi ser derfor denne vision og medlemsbladet som et givtigt og vigtigt supplement til vores kvalitative empiri. 2.4 Sammenstilling af den kontemporære og historiske empiri Som det fremgår af ovenstående, har den empiri vi benytter i analysedel 1, en ganske anden karakter, end den vi benytter i analysedel 2. Dette medfører naturligvis nogle metodiske spørgsmål. For hvordan kan man overhovedet lave en sammenligning mellem to så forskellige typer empiri, og kan man overhovedet tillade sig at snakke om traditionelle forståelser? For at besvare det første spørgsmål, så var vores ideal, inden vi gik i gang med empiriindsamlingen, at finde en beskrivelse af tidligere tiders Radikale metre, igennem interviews med tidligere politikere, der udtalte sig om disse, men dette var desværre ikke en mulighed. Vi mener dog, at vi med en vis forsigtighed kan benytte os af to så forskellige typer empiri. Forklaringen på dette leder os til det andet spørgsmål, der vedrører om man overhovedet kan tillade sig at fastfryse en periode og derudfra tale om traditionelle forståelser. Det er klart, at der altid ved en sådan fastfrysning er en fare for at give et stereotypt billede af, hvordan det var dengang. At give en fuldt ud dokumenteret og objektiv analyse af, hvilken virkelighed de Radikale tidligere har ageret i, har således heller aldrig været vores mål, da vi mener, at dette er en umulighed. Formålet med at

16 inddrage denne empiri er således også snarere at forsøge ud fra et konstruktivistisk udgangspunkt at forstå de forestillinger, der tidligere har været i partiet om politisk indflydelse og dermed ikke kun at tage udgangspunkt i, hvilke forestillinger vores respondenter har om, hvordan det var tidligere. På den måde tjener den historiske empiri også til at nuancere vores respondenters egne forståelser af, at den ny meter er et helt nyt fænomen, samt vores egen forforståelse om, at der er tale om noget nyt. 2.5 Metodiske refleksioner/metodik Vores arbejdsproces i forbindelse med dette projekt har været inspireret af grounded theory (Bryman, 2001: 390). At arbejde efter denne metode betyder, at man gentagne gange i løbet af processen vender tilbage for at revidere sine oprindelige forskningsspørgsmål. Vi har fundet det vigtigt og relevant at arbejde på denne måde, for at lade casen komme til sin egen ret, og undgå at trække teori ned over casen, som ikke ville kunne forholde sig fyldestgørende til denne. Derfor har vi gennem hele processen arbejdet med at skabe en dialektisk sammenhæng mellem arbejdet med vores empiriske data og teorierne. Vores grundantagelse før vi gik i gang med indsamlingen af empirien var således, at det var nogle meget faste netværk de Radikale indgik i, at der i disse netværk blev truffet klare beslutninger, og at man derfor kunne sætte spørgsmålstegn ved den demokratiske legitimitet af disse beslutninger. I forbindelse med interviewene måtte vi imidlertid sande, at netværkene havde en mangfoldig karakter, hvor de fleste af politikerne ikke mente, at der blev truffet beslutninger i gængs forstand. Det vi fandt ud af under interviewene var således, at det vi før empiriindsamlingen havde betragtet som en netværksstrategi, blev betegnet som meterstrategien af Det Radikale Venstre, og at netværk blot var betegnelsen for de meget varierende rum, som indgik i denne strategi. Dermed blev vores blik rettet mod, hvordan de Radikale udøver denne strategi, og hvorfor de netop vælger de redskaber, de gør i forbindelse med denne strategi. Dette førte, som beskrevet ovenfor, til en løbende videreudvikling af vores interviewguide. Således har grounded theory hjulpet os med at udvikle vores teoretiske apparat og de antagelser vi går ind i projektet med, så det bliver de centrale begreber og relationer, der træder i gennem analysen af casen, frem for aspekter, som en på forhånd valgt teori betoner som vigtige. Som konsekvens af denne metodiske tilgang, måtte vi efter de erfaringer vi gjorde os gennem interviewene sande, at det teoretiske blik vi var gået ind til interviewene med, ikke længere kunne rumme de erkendelser vi fik, og derfor måtte vores teoriapparat revurderes. En af de teoretikere vi

17 allerede havde på banen, var den franske filosof og idéhistoriker Michel Foucault ( ), hvis forståelse af netværk er fortolket af demokrati og netværksforskerne Eva Sørensen og Jakob Torfing, og denne opfattelse var en del af det teoretiske apparat, vores interviewguide var struktureret ud fra. Med de erkendelser interviewene gav, fandt vi Foucaults ideer om styring interessante og brugbare til at forstå casen, og vi valgte derfor at bruge governmentality-teorien som analyseredskab. 2.6 Operationaliserende teoriafsnit Argumentation for valg af teori Da analysefeltet er Det Radikale Venstre som politisk parti og især dennes folketingsgruppe og det politiske felt, som partiet indgår i, vi vil her argumentere for, hvorfor Michel Foucaults teori om magt og styring virkede som et oplagt valg. Det Radikale Venstre har en vision for samfundet, og vil gerne overbevise borgerne om, at det er denne, der er den bedste og rigtige. Partiet har således også en strategi til, hvordan de bedst muligt kan udbrede deres vision. Governmentality-teorien kan hjælpe til at forstå, hvordan strategier udvikles, hvordan disse opstår og får betydning for de institutionelle rammer, som de Radikale agerer indenfor og er med til at reproducere. Governmentality er sammensat af ordene government (styring) og rationality (rationalitet). Government skal forstås som det Foucault beskriver med vendingen conduct of conduct, den konkrete regulering af ens egen og andre personers adfærd. Det vil sige ethvert forsøg på med et vist overlæg at forme aspekter ved vores adfærd i overensstemmelse med bestemte normsæt og med bestemte mål for øje (Gordon 1991: 2-3, Dean 2006: 43). Governmentality er i modsætning til styring ikke noget, der bevidst udøves af en bestemt aktør, men er en række implicitte og eksplicitte forestillinger, rationaliseringer og kalkulationer, som er indlejret i den givne styring (Rose & Miller 1992: 175). Governmentality er således en samlebetegnelse for det, der betinger og muliggør styring. Det er en kollektiv styringsrationalitet 8, der rummer et sæt af mere eller mindre sammenhængende vidensformer, kalkulationer og teknikker, som betinger den måde styringen konkret organiseres og udøves på (Gordon 1991:2, Sørensen og Torfing 2005: ). 8 Denne forståelse af styringsrationalitet udlægges ofte som en styringsmentalitet (Dean 2006: 51)

18 Man kan således gennem en Foucault-optik se den ny meter som et ønske om at styre adfærd i en bestemt retning. Governmentality-teorien er skabt i forbindelse med at forstå, hvad der betinger og muliggør den styring, de Radikale ønsker at udøve, samt hvordan denne styring kan ses i forhold til partiets historie. Formålet med teorien er således et ønske om at forsøge at ryste den selvfølgelighed, hvormed man accepterer de forståelser, man har af, hvad der er sandt (Dean, 2006: 80). Governmentality-teorien kan altså på mange måder bidrage til, at vi kan distancere os og forholde os kritisk til respondenternes udsagn, samt at vi igennem denne teoretiske optik kan se nogle større sammenhænge i det empiriske materiale. Selvom Foucault er ophavsmanden til begrebet governmentality, begrænser hans litteratur omkring emnet sig dog til en række forelæsninger, som er nedskrevet og senere samlet i bogen The Foucault Effect (1991). Vi har derfor valgt også at inddrage en række andre teoretikeres forsøg på at udlægge Foucaults tanker om governmentality 9, og derfor kan man kalde denne analyse for inspireret af governmentality-teoriens begreber, frem for en decideret governmentality-analyse. Inden governmentality-teorien udfoldes og operationaliseres, vil vi præsentere Foucaults videnskabsteoretiske orientering. 2.7 Foucault i det videnskabsteoretiske landskab Overordnet kan Foucaults tilgang til verden beskrives med udsagnet nothing is fundamental (Flyvbjerg 2004: 9). Dette udsagn er udtryk for, at Foucault arbejder ontologisk realistisk, men antiessentielt. Foucault arbejder med andre ord ud fra antagelsen om, at verden eksisterer uafhængigt af vores erkendelse af den, men vores adgang til den altid er medieret gennem diskursive konstruktioner. På grund af sit konstruktivistiske udgangspunkt opfatter Foucault samfundet som et produkt af historiske tilfældigheder, strategier og magtkampe, der har skabt en række måder, hvorpå vi opfatter os selv og samfundet (Olsen 2003: 162). Således fraviger tilgangen fra forskellige forsøg på at beskrive verden som den rigtigt er (Rose & Miller 1992: 177). Dette skal forstås som en fravigelse fra traditionelle metodiske forestillinger om, at universel viden kan opnås, og at metode dermed er en opskrift på, hvordan man kan sikre validitet og reliabilitet. Dermed afvises forestillingen om, at man ved at følge en opskrift principielt altid kan nå frem til de samme resultater (Fuglsang et al. 2004: 405). 9 Det drejer sig om Michell Dean, Niclas Rose, Miller, Peter Triantafillou, Torben Dyrberg, Jacob Torfing, Bent Flyvbjerg, Burchell.

19 Foucaults anti-essentialistiske tilgang er imidlertid blevet kritiseret (bl.a. af Habermas) for at være relativistisk. Kritikken er blandt andet, at afvisninger af eksistensen af rationelle og universelt funderede normer vil føre til sort-syn, relativisme og kaos (Burchell et. al. 1991: 4). Foucaults svar på denne kritik er ikke at forkaste forestillingen om rationalitet, men at forstå rationalitet som diskursivt eller kontekstuelt funderet, snarere end som noget universelt (Flyvbjerg 2004: 8-9) 10. Ud fra dette argument kan man ikke degradere Foucaults videnskabelige arbejde til subjektivistisk relativisme. Produktionen af viden og sandhed eksisterer og udgør en del af virkeligheden, som ikke kan reduceres til subjektive fortolkningsrammer, og denne har dermed en betydning, der rækker ud over subjektet (Triantafillou 2005: 15). 2.8 Foucaults magtbegreb som forståelsesramme for styringsbegrebet For at kunne forstå governmentality-begrebet er det nødvendigt at introducere Foucaults magtbegreb. Det karakteristiske ved Foucaults magtbegreb er, at magt er i alle relationer og ikke kan lokaliseres. Således siger han: Power is not an institution, and not a structure, neither is it a certain strength we are endowed with, it is the name that one attributes to a complex strategical situation in a particular society (Flyvbjerg 2000: (Flyvbjergs fremhævelser)). Det centrale i dette citat er, at magt ikke kan reduceres til institutioner, strukturer eller noget som nogle aktører besidder. Han mener derimod, at magt er i alle relationer og ikke kan lokaliseres, fordi den kommer alle steder fra. Magt kan derfor ikke anskues som en dominansrelation eller en kapacitet, som kan besiddes. Dermed kan magten heller ikke føres tilbage til bestemte strukturer eller aktører (Flyvbjerg 2000: og Torfing 2005: ). Spørgsmålet er, hvordan man så skal forstå magten. Mange er af den opfattelse, at magt er, når man får nogle til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort (Dyrberg 2001:11). Denne opfattelse af magt har en negativ klang. Foucault gør med sit magtbegreb op med dette, idet han mener, at magt ikke kan reduceres til en dominansrelation. Han anskuer magt definitorisk som en relation, hvor 10 Dette udlægger Peter Triantafillou således at genealogien på grund af dens fokus på praksis ikke kan reduceres til det epistemologiske felt, men må betragtes som en særegen historisk analyseform af det ontologiske: ontology of the present, an ontology of ourselves, der analyserer contemporay field of possible experience (Foucault citeret i Triantafillou 2005: 12) 11 Foucault citeret fra History of sexuality, side 93.

20 begge parter, også den der bliver styret, er frie og dermed har muligheden for at udøve modstand mod denne magt, hvis altså ikke magten slår over i dominans. Magten kan dermed i en Foucaultoptik ses som produktiv i den forstand, at den også skaber handlingsmuligheder (Triantafillou 2005:17). Dermed ser Foucault magt som noget, der også kan give folk mulighed for at handle på nye måder. Han forstår magt som komplekse strategiske handlinger 12, der modificerer andre handlinger, ved at forme de handlende aktørers identiteter, kapaciteter, handlingsspillerum og indbyrdes relationer af over og - underordningsforhold. Jakob Torfing giver et eksempel på dette: Magt kan ikke reduceres til lægens magt over patienten. Magt er snarere et bestemt sæt af strategier, der former parternes identiteter som henholdsvis læge og patient ; strukturerne er bestemte handlingsspillerum for hver af parterne, der angiver hvad de kan sige, tænke og gøre som henholdsvis læge og patient ; og som sidst ( ) sætter aktørerne i et over-underordningsforhold til hinanden. Magt er med andre ord en bestemt strukturering af et diskursivt felt (Torfing 2005: 222). Magt kommer altså til udtryk gennem aktørers handlinger. Man kan derfor sige, at aktørerne er omdrejningspunktet for magtstrategierne, men aktørerne kan ikke selv styre, hvilken retning og mål magten får, da de ikke kan kontrollere denne (Torfing 2005: 223). Foucaults magtbegreb gør dermed op med forståelsen af, at magt udøves af en suveræn magtudøver (ofte i form af den siddende regering), hvor magt kommer til udtryk som love, der forsøger at disciplinere borgeren (Flyvbjerg 2000: 108 og Dyrberg 2001: 15). Problemet med denne lov - og - suverænitets opfattelse er, ifølge Foucault, at den knyttes snævert til staten og dens institutioner, og derfor reducerer magt til lov og forfatning. Dette er interessant for os, fordi Foucault ser institutioner som omdrejningspunktet for organisering af en bestemt magtudøvelse, hvor magt ikke udøves gennem en suveræns befalinger. Derimod ses magt som noget, der udøves gennem disciplinerende og normaliserende institutioner, der skaber en bestemt subjektivitet. Der er altså ikke tale om institutionernes magt, men om magtens institutioner, fordi de virker tvingende i forhold til vores adfærd, og strukturerer hvad vi kan og ikke kan (Torfing 2005: 216 og 218). 12 Strategier og styrkeforhold er lokale og allestedsnærværende, de er bevægelige og ustabile. Magten er dynamisk og er overalt, ikke fordi magten har det privilegium at kunne forene alt under sin uovervindelige enhed, men fordi magten produceres fra ét tidspunkt til det næste i alle punkter og alle relationer. (Flyvbjerg 2000: )

21 Derfor er Foucaults begreb om magt - som noget altomsluttende, der disciplinerer vores adfærd, men som også giver os nogle kapaciteter og handlemuligheder, relevant i forhold til forståelsen af det felt, de Radikale agerer indenfor. Foucaults oprør mod at reducere magt til lov og forfatning har dermed åbnet vores øjne i forhold til at betragte den situation, som de Radikale indskriver sig i, som en kompleks strategisk situation, hvor meterstrategien er med til at både at strukturere folketingspolitikernes egne og andre identiteters handlinger. 2.9 Operationalisering af governmentality-teoriens centrale begreber Conduct of conduct Foucault beskriver således magt som en praksis, der involverer conduct of conduct, dvs. den form for aktivitet, der forsøger at forme, guide eller påvirke andre mennesker (Gordon 1991: 2). Governmentalityforsker og professor i sociologi Mitchell Dean udfolder dette styringsbegreb i lidt bredere termer: Styring kan være en hvilken som helst form for kalkuleret og rationel aktivitet. Den udføres af en mangfoldighed af autoriteter og organer, benytter sig af en mangfoldighed af teknikker og vidensformer og søger at forme vores adfærd ved at operere gennem vores ønsker interesser og overbevisninger. Styring udøves med henblik på specifikke, men skiftende mål og har relativt uforudsigelige konsekvenser, effekter og resultater (Dean 2006: 44). Styring skal således forstås som den konkrete regulering af sin egen og andre personers adfærd, det vil sige ethvert forsøg på med et vist overlæg - at forme aspekter ved vores adfærd i overensstemmelse med bestemte normsæt og med bestemte mål for øje (Gordon 1991: 2-3 og Dean, 2006: 43). Styring tager dermed typisk form af forsøg på at skabe institutionelle rammer og identiteter, som understøtter den ønskede styring, da man har en opfattelse af, at man gennem styring kan nå sine mål. Der vil derfor altid være en form for overvejelse over og forsøg på at lede menneskelig adfærd bag styring (Dean 2006: 44 & 51 og Sørensen og Torfing 2005: 122). Dette styringsbegreb bliver som beskrevet i indledningen, vigtigt for forståelsen af de Radikales ageren.

22 2.9.2 Styringsprogrammer Et styringsprogram er den ramme indenfor hvilken styringspraksis udøves. Styringsprogrammerne opstår som modsvar, når aktørerne oplever nye problematiseringer (Torfing 2005: 228). Både styringsprogrammet og styringspraksissen indeholder således formulerede mål om individer eller samfund, som skal formes og styres i en bestemt retning. Vi vil således, med afsæt i dette begreb, forsøge at forstå, hvilket styringsprogram den ny meter er udtryk for, og hvordan dette kan forstås i sammenhæng med tidligere styringsprogrammer. Et styringsprogram er imidlertid indlejret i det, der i governmentality-teorien kaldes praksisregime. Dette begreb dækker helt grundlæggende over de sammenhængende måder, man handler på. Det omfatter derfor de forskellige måder, hvorpå institutionaliserede praksisser kan tænkes, gøres til objekt for viden og underkastes problematisering (Dean 2006: 58-59). Et praksisregime skal således forstås som den overordnede ramme, som styringsprogrammet fungerer indenfor. Et praksisregime kan for eksempel være den måde, man i et samfund tænker uddannelse og inden for dette kan der så være forskellige styringsprogrammer, som har forskellige mål og visioner for, hvordan uddannelsen skal udfoldes og udvikles. Et praksisregime er derfor aldrig identisk med bestemte institutioner eller et bestemt system, men de omfatter og sammenknytter bestemte institutioner, så man for eksempel kan tale om et uddannelsessystem (Dean 2006: 59). Dette begreb danner således også baggrunden for, at vi forsøger at forstå det parlamentariske system Det Radikale Venstre som parti agerer indenfor, samt de former for viden, der knytter sig til dette system. Det er således den ovenstående definition af styring og styringsprogrammer, vi går til vores empiri med. I analysedel 1 vil vi således karakterisere, hvordan de Radikale traditionelt har tænkt styring og politisk indflydelse. Dette gøres ved at kigge tilbage i historien for at få en forståelse af, hvordan partiet har ageret inden for de parlamentariske rammer, og hvordan det inden for disse rammer har opfattet sin egen rolle. I analysedel 2 og 3 bruger vi den kontemporære empiri til at analysere, hvordan partiet agerer i dag, og dermed hvordan partiet tænker styring og politisk indflydelse, i de institutionelle rammer, det nu bevæger sig indenfor. En vigtig del af disse to dele består således i at klarlægge hvilke styringsprogrammer, der traditionelt har knyttet sig til partiet, og hvordan den ny meter kan ses i forhold til dette. I de tre analysedele forsøger vi at afdække og undersøge den implicitte rationalitet og tænkning, som er indlejret i de Radikales styringspraksis og deres styringsprogrammer, for at sætte

23 spørgsmålstegn ved disse programmers selvfølgelige karakter. Til at analysere dette bruges de tre centrale begreber fra governmentality-teorien: Teknikker, vidensformer og identiteter Teknikker Teknikker er de metoder, man tager i brug, for at opnå et givent mål. Teknikker dækker over de midler, mekanismer og vokabularier, som bliver brugt for at autoritet bliver konstitueret og styring gennemført. Spørgsmålet om teknik knytter sig derfor også til, hvordan der skal styres, da dette er de midler, man helt praktisk vælger at bruge. Man kan derfor tale om teknikker som styringens techne; som en form for styringens håndværk. Teknikker er således produktionen af styring (Flyvbjerg 2000: 72 og Dean 2006:73) Vidensformer De teknikker der anvendes, er formet af de vidensformer, man er indlejret i og præget af. Derfor skal teknikker forstås og analyseres i tæt sammenhæng med vidensformer og rationaler. Vidensformer og rationaler er de forudsætninger, der ligger til grund for den måde, man forstår sig selv og sin omverden. Vidensformer har således ikke noget med universel viden at gøre, da den vidensform og de rationaler, man er præget af, altid vil være konstrueret af ens historie og den subjektive opfattelse man har af, hvad der er gyldig viden. Dog kan man gennem Foucaults opfattelse af sandhed få en forståelse af, hvad han mener med vidensformer. Ifølge Foucault har hvert samfund således sine regimer for sandhed og sin sandhedens politik - forstået som typer af diskurs, det vil sige, de meningssammenhænge som samfundet accepterer og lader fungere som sande (Flyvbjerg 2000: 126). Sandhed er centreret omkring de videnskaber og institutioner, som producerer den. Hvis man vil skabe et alternativ til den herskende opfattelse af sandhed, er problemet ikke at ændre folks bevidsthed, men at ændre det politiske, økonomiske og institutionelle regime, som producerer sandhed (Flyvbjerg 2000: 127). Sandhed skal i den sammenhæng forstås som et system af ordnede procedurer til produktion, regulering, distribution, cirkulation og operation af udsagn. Derfor bliver sandhed magt i sig selv. Som følge deraf kan man tale om, at sandhed står i et gensidigt cirkulært forhold til magtsystemer, som producerer og understøtter sandhed og til effekter af magt, som sandheden understøtter. Det er i den forbindelse, at man kan tale om et sandhedsregime (ibid.). Foucaults begreb om sandhed og vidensformer hænger således sammen, fordi det der opfattes som sandt, til dels strukturerer de vidensformer man