De minimis reglen anvendelse, erfaringer og anbefalinger

Transkript

1 De minimis reglen anvendelse, erfaringer og anbefalinger Rapport om de minimis-reglen, der definerer grænserne for, hvornår statsstøtte ikke skal anmeldes til EU-Kommissionen.

2 De minimis reglen anvendelse, erfaringer og anbefalinger Rapport om de minimis reglen, der definerer grænserne for, hvornår statsstøtte ikke skal anmeldes til EU-Kommissionen.

3 Konkurrencestyrelsen Nørregade København K Telefon: Telefax: De minimis reglen Oplag: 500 Trykt udgave ISBN: Online udgave ISBN: Layout og tryk: Schultz Grafisk

4 Indholdsfortegnelse 1. Indledning og kommissorium Indledning Kommissorium for arbejdsgruppe om de minimis reglens anvendelse Sammenfatning af rapporten De minimis reglens indhold EF-traktatens statsstøttebegreb Baggrunden for de minimis reglen De minimis reglens indhold Områder, der giver anledning til fortolkningstvivl Beregning af støtteværdi Afgrænsning af sektorer, der ikke er omfattet af de minimis reglen Anvendelsen af de minimis reglen De minimis reglens anvendelse i tal Myndighedernes anvendelse af de minimis reglen Virksomhedernes erfaringer med de minimis reglen Organisationernes vurdering af de minimis reglen Kontrollen med reglens overholdelse i Danmark Krav om kontrolmekanisme Det danske kontrolsystem Myndighedernes kontrol med de minimis støtten Virksomhedernes kontrol med de minimis støtten De minimis reglens anvendelse i udvalgte EU-lande Fordele og ulemper ved at anmelde de minimis ordninger Undersøgelsens konklusioner Arbejdsgruppens anbefalinger

5 Bilag 1. Konkurrencestyrelsens oversigt over de minimis støtteordninger Arbejdsgruppens forslag til vejledning til myndigheder om de minimis reglen Arbejdsgruppens forslag til vejledning til virksomheder om de minimis reglen Arbejdsgruppens forslag til procedure for myndigheders kontrol med de minimis reglen Arbejdsgruppens forslag til procedure for Konkurrencestyrelsens stikprøvekontrol til sikring af, at de minimis støtteloftet ikke overskrides Litteratur og andet baggrundsmateriale

6 1. Indledning og kommissorium Indledning. Statsstøtte kan føre til, at konkurrencen mellem virksomhederne i EU fordrejes imod hensigten med det indre marked. EF-traktatens art. 87, stk. 1, indeholder derfor et principielt forbud mod statsstøtte. Forbudet mod statsstøtte i art. 87, stk. 1, er imidlertid hverken betingelsesløst eller absolut. Traktaten åbner mulighed for, at Europa-Kommissionen i visse tilfælde kan godkende, at statsstøtte bruges som et middel til at fremme politiske målsætninger inden for f.eks. miljø-, beskæftigelses- og regionalpolitik. Statsstøtte skal derfor anmeldes til og godkendes af Kommissionen, inden den sættes i værk. Kommissionen har imidlertid med den såkaldte de minimis regel skabt en vigtig undtagelse fra anmeldelsespligten. Reglen indebærer, at statsstøtte under en vis tærskelværdi ikke skal anmeldes til og godkendes af Kommissionen. Der er herved skabt en administrativ forenkling for både medlemsstaterne og Kommissionen. De minimis reglen har dog i praksis ofte givet anledning til fortolkningsspørgsmål både hos de offentlige myndigheder og i de støttemodtagende virksomheder. Hertil kommer, at det i en henvendelse til statsministeren, erhvervsministeren samt arbejdsministeren, forskningsministeren og miljø- og energiministeren fra 3 interesseorganisationer (Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet, Danske Andelsselskaber og Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger) er gjort gældende, at anvendelsen af de minimis reglen giver en række uhensigtsmæssige konsekvenser. På den baggrund har erhvervsministeren efter aftale med arbejds-, forsknings- og miljø- og energiministeren besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe med det formål at foretage en nøjere vurdering af de minimis reglens anvendelse Kommissorium for arbejdsgruppe om de minimis reglens anvendelse. Arbejdsgruppen, der blev nedsat i Konkurrencestyrelsens regi, har haft følgende kommissorium: Arbejdsgruppen skal undersøge, hvordan reglen hidtil har været anvendt i Danmark. Arbejdsgruppen skal i den forbindelse vurdere, om den nuværende nationale kontrol af de minimis ordninger er tilstrækkeligt effektiv, og hvorledes den eventuelt vil kunne forbedres. 5

7 På baggrund af ovennævnte undersøgelser skal arbejdsgruppen udarbejde en vejledning om de minimis reglens anvendelsesområde med henblik på dels at sikre, at EUretlige forpligtelser opfyldes og dels at tilstræbe en ensartet og hensigtsmæssig administration af de minimis støtteordningerne. Denne vejledning kan resultere i retningslinier for reglens anvendelse. Om nødvendigt kan arbejdsgruppen endvidere give anbefalinger til ændringer i allerede eksisterende de minimis støtteordninger med det formål at undgå eventuelle utilsigtede virkninger af reglens anvendelse. Arbejdsgruppen sammensættes af repræsentanter fra Arbejds-, Erhvervs-, Forsknings-, Justits-, Miljø- og Energi- samt Udenrigsministeriet. Konkurrencestyrelsen varetager formandsskabet og sekretariatsfunktionen. Der nedsættes endvidere en følgegruppe med repræsentanter fra Dansk Industri, Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet, Danske Andelsselskaber, Landsorganisationen i Danmark (LO) og Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, der skal fungere som sparringspartner for udvalget. Følgegruppen vil løbende blive inddraget i udvalgets arbejde, og følgegruppens kommentarer og anbefalinger vil indgå i udvalgets overvejelser. Arbejdsgruppen har bestået af følgende personer: Merete Rasmussen (formand), Konkurrencestyrelsen Stefan Ilcus, Arbejdsministeriet Niels Bjerregaard, Erhvervsfremme Styrelsen Ulrik Christensen og Susanne Kjøng, Forskningsstyrelsen Christian Østrup og Søren Stig Andersen, Justitsministeriet Torsten Dybkjær, Miljø- og Energiministeriet Anne Dorthe Riggelsen, Udenrigsministeriet (indtil 1. september 1999) Thomas Lehman, Udenrigsministeriet (fra 1. september 1999) Henriette Bytoft Flügge, Konkurrencestyrelsen Cathrine Kruse (sekretær), Konkurrencestyrelsen Følgegruppen har bestået af følgende personer: Nils Andreasen, Danske Andelsselskaber Claus Hovej, Dansk Industri Mogens Eliasen og Tina Kristensen, Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF) Preben Foldberg, Landsorganisationen i Danmark (LO) Per Laurents, Sammenslutningen Af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger (SALA) 6

8 2. Sammenfatning. De minimis reglen er en undtagelse til EU s generelle statsstøtteregler og indebærer, at statsstøtte under en vis tærskelværdi ikke skal anmeldes til og godkendes af Kommissionen. Myndigheder kan derfor iværksætte støtteordninger på mindre støttebeløb uden godkendelse i EU. Reglen tilsigter en administrativ forenkling, men har dog i praksis givet anledning til fortolkningsspørgsmål både hos myndigheder, virksomheder og organisationer. Erhvervsministeren har derfor efter aftale med arbejds-, forsknings- og miljø- og energiministeren nedsat en arbejdsgruppe med det formål at foretage en nøjere vurdering af de minimis reglens anvendelse. I rapporten fra arbejdsgruppen er reglens indhold nærmere beskrevet. Det fremgår heraf, at støttebeløb til en enkelt virksomhed ikke må overstige EURO (ca d.kr.) over en treårig periode. Rapporten beskriver endvidere de områder, som har givet anledning til fortolkningstvivl, herunder hvorledes begrebet virksomhed afgrænses det kan fx være relevant i tilfælde, hvor flere datterselskaber inden for samme koncern modtager de minimis støtte. Ligeledes opregnes de brancher, som på grund af særlige brancheforhold intens konkurrence og/eller overkapacitet ikke kan modtage de minimis støtte. Det drejer sig om kul og stål omfattet af den særlige EKSF-traktat samt skibsbygningsindustrien, transportsektoren og landbrug og fiskeri. Herudover har arbejdsgruppen undersøgt reglens hidtidige anvendelse og foretaget interviews af myndigheder, organisationer og virksomheder for at finde frem til problemernes kerneområde og med henblik på at undersøge, i hvilket omfang reglens efterlevelse kontrolleres. Der er ligeledes taget kontakt til 5 andre EU-lande England, Tyskland, Sverige, Finland og Holland for at vurdere, hvorledes udvalgte øvrige EUlande varetager administrationen af de minimis reglen. Arbejdsgruppens undersøgelser har i store træk vist følgende: Der er generelt ikke de store problemer med de minimis reglens administration og de problemer, som myndighederne møder, er forholdsvis beskedne og inden for afgrænsede områder. Selvom langt de fleste myndigheder systematisk informerer ansøgervirksomheder om de minimis reglen, har små og mellemstore virksomheder et begrænset kendskab til reglen. Kontrollen af, at reglerne omkring de minimis støtte overholdes, varetages af det ressortministerium, der til enhver tid yder støtte under en de minimis ordning. Kontrolforanstaltningerne er forskellige fra myndighed til myndighed. De er dog generelt præget af, at der er tillid til virksomhedernes oplysninger. 7

9 Virksomhederne giver oplysninger om modtaget støtte, men kontrollerer sjældent selv, om de overholder de minimis reglen. Andre EU-lande har samme informationspraksis og møder samme type problemer med de minimis reglen, som myndighederne i Danmark, men flere administrerer reglen lokalt uden central overvågning. Anmeldelse af de minimis støtteordninger kan være en fordel i de tilfælde, hvor ordningen har et bredere sigte, som f.eks. på beskæftigelsesområdet, og/eller hvor enkelte støttetildelinger overstiger d. kr. Selvom nogle af de ellers udelukkede brancher herved vil kunne opnå støtte, er konsekvensen af anmeldelse og godkendelse, at andre sektorer pga særregler kan blive afskåret fra at modtage støtte. På baggrund af ovenstående undersøgelser anbefaler arbejdsgruppen, at myndighederne i større udstrækning vurderer, om støtteordninger med et bredere sigte, som f.eks. på beskæftigelsesområdet, med fordel vil kunne anmeldes, at myndighederne i større udstrækning informerer om reglen og dens konsekvenser over for virksomheder, herunder om konsekvenserne for virksomhederne, hvis støtteloftet overskrides, samt at kontrollen skærpes, herunder ved større støtteudbetalinger. I tilknytning hertil har arbejdsgruppen udarbejdet forslag til vejledninger om de minimis reglens indhold og anvendelse til såvel virksomheder som myndigheder samt forslag til procedure for gennemførelse af myndighedernes kontrol, som foreslås suppleret med en stikprøvekontrol udført af Konkurrencestyrelsen. 8

10 3. De minimis reglens indhold EF-traktatens statsstøttebegreb. Som nævnt i indledningen er udgangspunktet i EF-traktatens statsstøtteregler, at statsstøtte skal anmeldes til og godkendes af Kommissionen. Det er imidlertid ikke al offentlig støtte til virksomheder, som er statsstøtte i EF-traktatens forstand. EF-traktatens art. 87, stk. 1, har følgende ordlyd: Bortset fra de i denne Traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med Fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem Medlemsstaterne. Art. 87, stk. 1, identificerer dermed 4 kriterier, som alle skal være opfyldt for, at der er tale om statsstøtte. 1. Der skal være tale om støtte. 2. Støtten skal ydes ved hjælp af statsmidler. 3. Støtten skal kun ydes til visse virksomheder eller produktioner. 4. Støtten skal forvride eller true med at forvride konkurrencen og påvirke samhandelen. Traktaten giver ikke i sig selv anvisninger på, hvad der lægges i de fire kriterier. Det nærmere indhold af disse er dog med tiden blevet uddybet i Kommissionens og EF- Domstolens praksis. Om de 4 kriterier kan herefter kort bemærkes: Ad 1) Der skal være tale om støtte. En støtte er karakteriseret ved, at den giver en eller flere virksomheder en økonomisk fordel, som virksomheden ikke ville have fået ved en normal forretningsgang 1. Det er uden betydning, om virksomheden modtager støtten direkte i form af tilskud eller indirekte, som f.eks. ved at virksomhedens ansatte uddannes på statens regning. Det afgørende er støttens effekt på støttemodtagerens økonomiske stilling. Støttens formål har ikke betydning for afgørelsen af, om der er tale om statsstøtte. Formålet har derimod betydning for, om støtten kan godkendes. Traktatens støttebegreb omfatter støtte i enhver tænkelig form. Der kan således være tale om direkte virksomhedstilskud, men også lån, køb eller salg på fordelagtige vilkår samt hel eller delvis skattefritagelse, afgiftslettelser mv. er omfattet af støttebegrebet. Nedenfor anføres en række eksempler på transaktioner, der indebærer støtte 2 : En virksomhed køber offentligt ejet jord til en pris, der ligger under markedsprisen; En virksomhed modtager konsulentbistand betalt af staten; 1 Jf. Steinicke und Weinlig v. Bundesamt für Ernärung und Forstwirtshaft, EF-domstolen, sag nr. 78/76 i domssaml. 1977, s Eksemplerne er inspireret af Europa-Kommissionens publikation Fællesskabets statsstøtteregler Vejledning fra Juni

11 En virksomhed deltager i et offentligt betalt forskningsprojekt og opnår i den forbindelse rettigheder i form af patent på udnyttelse af projektets resultater; En virksomhed modtager et banklån på vilkår, som virksomheden ellers ikke ville kunne opnå og som staten garanterer for; En virksomhed får tilført risikovillig kapital fra staten på gunstigere vilkår, end en privat investor ville have accepteret. Ad 2) Støtten skal ydes ved hjælp af statsmidler. Ved statsmidler forstås midler, som stat, kommune eller amter råder over. Begrebet offentlige midler omfatter også midler, der uddeles af en privat fond eller en institution, hvis en offentlig myndighed har udpeget denne fond eller institution til at administrere støtten 3. Ad 3) Støtten skal kun ydes til visse virksomheder eller produktioner. Støtten skal være selektiv, det vil sige begrænset til nogle brancher eller nogle virksomheder. Også ordninger, der kun gælder for små og mellemstore virksomheder, anses for selektive, selvom der er tale om en meget stor gruppe af virksomheder. Generelle støtteordninger, der er åbne for alle virksomheder på lige vilkår, er ikke omfattet af traktatens statsstøttebegreb. I det omfang myndighederne har en skønsbeføjelse ved afgørelsen af, hvem der kan få støtte og/eller støttebeløbets størrelse, vil støtten være selektiv. Ad 4) Støtten skal forvride eller true med at forvride konkurrencen og påvirke samhandelen. Denne betingelse betyder, at der kun er tale om statsstøtte, hvis virksomhederne gennem støtten opnår en bedre stilling end deres konkurrenter. Samtidig kræves det, at støtten skal påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Der skal således som udgangspunkt være handel over grænserne i EU (og til andre lande) med de ydelser, virksomheden producerer. Det er dog uden betydning, om virksomheden reelt eksporterer sine ydelser. Samhandelen kan være påvirket, selv om modtageren kun sælger sine produkter inden for samme land, såfremt støtten styrker virksomhedens position på hjemmemarkedet i forhold til udenlandske konkurrenter på samme marked 4. Det er kun offentlig støtte, der opfylder alle ovenstående betingelser, der er omfattet af EF-traktatens art. 87, stk.1. Denne form for støtte skal anmeldes til og godkendes af Kommissionen, inden den sættes i værk. Det er medlemsstaten, der skal sørge for at indhente Kommissionens godkendelse af støtten. Statsstøtte, der udbetales uden at være godkendt af Kommissionen, er ulovlig, og Kommissionen vil, hvor støtten ikke efterfølgende kan godkendes, kunne kræve, at medlemsstaterne kræver støtten tilbagebetalt fra virksomhederne. 3 Jf. sag 290/83 Kommissionen v. Frankrig, Domssaml. 1983, s jf. sag 102/87 Frankrig v. Kommissionen, Domssaml. 1988, s

12 3.2. Baggrunden for de minimis reglen. De minimis reglen blev første gang introduceret af Kommissionen i Reglen er efterfølgende blevet uddybet og revideret i en række meddelelser fra Kommissionen og med henblik på at øge retssikkerheden blev der i den såkaldte gruppefritagelsesforordning skabt en klar juridisk basis for reglen 6. De minimis reglen indebærer, at statsstøtte under en vis tærskelværdi ikke skal godkendes af Kommissionen. Reglen bygger på en forudsætning om, at støttebeløb under en vis størrelse ikke kan forventes at påvirke samhandlen mellem medlemsstaterne mærkbart. For disse støttebeløb vil betingelsen i art. 87, stk.1 om, at støtten skal forvride konkurrencen og påvirke samhandelsvilkårene således ikke være opfyldt. Baggrunden for de minimis reglen var endvidere et ønske om at forenkle de administrative procedurer i både Kommissionen og medlemsstaterne. Kommissionen vurderede, at den ved at indføre en nedre grænse for, hvilke sager der skal anmeldes, ville få bedre mulighed for at centrere sine ressourcer omkring de konkurrencemæssigt mere problematiske statsstøttesager. De minimis reglen fandt i første omfang kun anvendelse på støtte til små og mellemstore virksomheder og begrænsede sig til støttebeløb på op til EURO 7. Kommissionen besluttede imidlertid i at hæve beløbsgrænsen til EURO. Samtidig blev reglen udvidet til at omfatte alle virksomheder. Ved gruppefritagelsesforordningen har Rådet bemyndiget Kommissionen til i en forordning at fastsætte regler om, at støttetildelinger under en vis tærskelværdi kan fritages fra anmeldelsespligten. Kommissionen forbereder i øjeblikket en sådan de minimis forordning. Der lægges i forslaget til forordning op til en videreførelse af de regler, der i dag fremgår af Kommissionens meddelelser, idet der dog foreslås enkelte ændringer, jf. nedenfor De minimis reglens indhold. Efter de minimis reglen kan en virksomhed over 3 år modtage op til i alt EURO (ca D. kr.) i støtte uden forudgående anmeldelse af støtten til Kommissionen. De minimis reglen omfatter både små og store virksomheder. Derimod har Kommissionen undtaget en række sektorer, der har været præget af intens konkurrence og/eller overkapacitet, hvor selv mindre støttebeløb principielt ville kunne påvirke samhandelsvilkårene, fra reglens anvendelsesområde. De minimis reglen finder derfor ikke anvendelse i kul- og stålindustrien, skibsværftsindustrien, landbrugs- og fiskerisektoren samt transportsektoren. Virksomheder i disse sektorer kan dermed ikke modtage de minimis støtte. 5 jf. pkt i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til små og mellemstore virksomheder, EFT C 213 af ,s Rådets forordning (EF) nr. 994/98 af 7. maj 1998 om anvendelse af artikel 92 og 93 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab på visse former for horisontal statsstøtte (EFT L 142 af 14. maj 1998). 7 Støttebeløbet er oprindeligt fastsat i ECU, men i det følgende nævnes alene EURO. 8 Jf. Kommissionens meddelelse af 6. marts 1996, EFT C 68 af , s

13 I den de minimis forordning, der i øjeblikket er under forberedelse, vil landbrugs-, fiskeri- og transportsektoren samt kul- og stålindustrien 9 fortsat ikke være omfattet af de minimis reglen. Skibsbygningsindustrien vil derimod kunne opnå de minimis støtte, når de nye regler træder i kraft. Også eksportstøtte er i dag undtaget fra de minimis reglens anvendelsesområde, da eksportstøtte i sagens natur sigter mod at påvirke samhandelsvilkårene. Der lægges ikke med den nye forordning op til ændringer heri. Tærskelværdien på EURO beregnes over en 3-årig periode, som begynder at løbe ved udbetalingen af den første de minimis støtte. I den kommende de minimis forordning forventes det fastslået, at støtten anses for ydet på det tidspunkt, hvor støttemodtageren får ret til støtten. Både den nationale og en eventuelt EU-finansieret del af de minimis støtten skal medregnes i forhold til tærskelværdien. Beløbsgrænsen for de minimis støtte berører dog ikke støttemodtagerens mulighed for at få anden støtte, der er godkendt af Kommissionen 10. Såfremt en virksomhed modtager over EURO i alt i de minimis støtte over 3 år, kan Kommissionen beslutte, at medlemsstaten skal kræve den for meget udbetalte støtte tilbagebetalt af støttemodtageren Områder der giver anledning til fortolkningstvivl. Anvendelsen af de minimis reglen har i praksis givet anledning til fortolkningsspørgsmål for både myndighederne og de støttemodtagende virksomheder. Disse spørgsmål har i særlig grad været koncentreret omkring afgrænsningen af virksomhedsbegrebet, beregningen af støtteværdi samt afgrænsningen af de sektorer, der ikke er omfattet af de minimis reglen. Disse områder vil derfor blive behandlet særskilt i nedenstående afsnit. Virksomhedsbegrebet. Det fremgår af de minimis reglen, at den samlede de minimis støtte til virksomheden ikke må overstige i alt EURO. Når der f.eks. er tale om koncerner bestående af et moderselskab og et eller flere datterselskaber, er det derfor vigtigt at afgrænse, hvilke enheder, der skal regnes med til virksomheden. Det skal således vurderes, om de minimis grænsen gælder for hvert enkelt selskab i koncernen eller for koncernen som helhed. De minimis reglen giver ikke nærmere anvisninger på, hvordan begrebet virksomheden skal afgrænses. 9 Kul- og stålindustrien er omfattet af en særskilt traktat, EKSF-traktaten, og kan derfor ikke omfattes af en forordning udstedt i medfør af EF-traktaten. 10 Omvendt begrænses de tilladte støtteintensiteter for godkendt støtte heller ikke af de minimis støtte. 12

14 Kommissionen har dog udtalt 11, at begrebet virksomhed ikke egner sig til samme udlægning efter de minimis reglen og statsstøttereglerne, som når der er tale om de almindelige konkurrenceregler 12. Ved de minimis støtte drejer det sig således ifølge Kommissionen om at fastslå, hvem der faktisk modtager støtten, og om de minimis tærsklen er overholdt for hver enkelt støttemodtager. Det er derved præciseret, at det ikke er afgørende for afgrænsningen af en virksomhed efter de minimis reglerne, om der foreligger kontrol i konkurrenceretlig forstand. Det vil derimod i hvert enkelt tilfælde bero på en konkret vurdering af forholdene mellem forskellige enheder, om der er tale om en eller flere virksomheder, og dermed om støtten skal kumuleres for hver enkelt virksomhed. Når virksomhedsbegrebet skal afgrænses i relation til de minimis reglen, kan det være relevant at søge støtte i den almindelige fællesskabsretlige definition af virksomhedsbegrebet. Der foreligger således ifølge Kommissionen 13 en virksomhed, når følgende kriterier er opfyldt: der er tale om en juridisk defineret organisation/selvstændig juridisk enhed, som har et fuldstændigt/særskilt regnskab, som er underlagt en ledelse, der alt efter forholdene er en juridisk eller en fysisk person, og som er oprettet med henblik på at udøve en eller flere aktiviteter med produktion af varer eller tjenesteydelser på et eller flere steder. Kravet om, at virksomheden skal føre et fuldstændigt regnskab, indebærer, at den må foretage registrering af alle sine økonomiske og finansielle transaktioner i løbet af regnskabsperioden samt opstille status over aktiver og passiver. Der vil derimod formentlig ikke være krav om, at regnskabet offentliggøres eller indsendes til Erhvervsog Selskabsstyrelsen. Virksomhedsbegrebet i forhold til almindeligt forekommende danske selskabskonstruktioner. På baggrund af ovenstående betragtninger vedrørende virksomhedsbegrebet, kan der om de minimis reglens anvendelse på almindeligt forekommende danske selskabskonstruktioner siges følgende: Juridiske personer som f.eks. aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber, kommanditselskaber, interessentskaber og fonde udgør som følge af ovenstående virksomheder i de minimis reglens forstand, uanset om de er offentligt eller privatejede. Sådanne virksomheder vil dermed hver især kunne modtage op til EURO i støtte efter de minimis reglen. Det samme gælder for enkeltmandsvirksomheder og offentlige virksomheder. 11 Jf. Kommissionens beslutning fra 1999 vedrørende Hollands statsstøtte (de minimis støtte) til fordel for 633 tankstationer nær den tyske grænse, EFT L 280 af 30. oktober 1999, side Grunden til dette er, at konkurrencereglerne og statsstøttereglerne er baseret på forskellige principper. Efter konkurrencereglerne bruges begrebet virksomhed nemlig til at påpege et konkurrencebegrænsende, faktisk samarbejde mellem virksomheder. Indenfor rammerne af disse regler er virksomhed derfor et vidt begreb, hvor graden af kontrol i de enkelte virksomheder kan være en udslagsgivende faktor 13 Kommissionens skrivelse til de danske myndigheder af , dok. nr. D/52393, der også indeholder en henvisning til bilaget til Rådets forordning nr. 696/93 af 15. marts 1993 om de statistiske enheder til observation og analyse af det produktive system i Det Europæiske Fællesskab (EFT L 76 af ). 13

15 Spørgsmålet om afgrænsningen af begrebet en virksomhed aktualiseres imidlertid, når der er tale om virksomheder, som er organiseret i koncerner, divisioner, filialer og lignende. Et hyppigt forekommende eksempel på, at en virksomhed er organiseret i flere enheder, er en koncern, der udgøres af et moderselskab og et eller flere datterselskaber. I denne situation vil de enheder, som koncernen udgøres af, typisk hver især skulle betragtes som virksomheder. Hvert selskab i koncernen vil dermed være berettiget til at modtage op til EURO i støtte over 3 år. Underenheder, f.eks. divisioner, filialer og kontorer af aktie- og anpartsselskaber er derimod normalt ikke selvstændige juridiske enheder, idet de ikke som sådan kan udskilles fra hovedselskabet. Divisioner, filialer og kontorer vil dermed ikke være selvstændige virksomheder, men skal derimod betragtes som en del af den virksomhed, de indgår i. Det samme gælder for underenheder af andre selskabsformer f.eks. andelsselskaber, interessentskaber og kommanditselskaber. De minimis reglens støtteloft gælder i disse tilfælde for hele selskabet og ikke for den enkelte division, filial etc Beregning af støtteværdi. Da de minimis reglen fastsætter en øvre grænse for, hvor meget støtte den enkelte virksomhed kan modtage, uden at støtten anmeldes, er beregningen af støtteværdien væsentlig. De minimis støtte kan som anden statsstøtte ydes både i form af direkte tilskud og på mere indirekte måder f.eks. i form af skattelempelser og lånegarantier. Når der gives et direkte tilskud til en virksomhed er støtteværdien lig med tilskuddets størrelse. Det kan derimod være mere vanskeligt at fastsætte værdien af f.eks. et lån ydet på fordelagtige vilkår. Meddelelsen om de minimis støtteordninger beskriver derfor, hvordan man beregner værdien af forskellige former for støtte. Denne værdi kaldes med et teknisk udtryk for subventionsækvivalenten. Støtteværdien for et blødt lån, d.v.s. et lån ydet på fordelagtige vilkår, skal herefter beregnes som forskellen mellem den forrentning, der ville skulle være betalt på sædvanlige markedsvilkår, og den faktiske forrentning. For at sikre en vis ensartethed i fastlæggelsen af markedsrenten bruges den såkaldte referencerente. Referencerenten er en rentesats, som fastsættes af Kommissionen hvert år. Referencerenten udgjorde 1. januar ,21 %. 14

16 Der er i bilaget til Kommissionens vejledende note fra 1993 givet eksempler på, hvordan støtteværdien for et blødt lån beregnes. Eksempel på beregning af støtteværdi for et blødt lån: 10-årigt lån på EURO, som låntager kun skal forrente med 4%. Lånet tilbagebetales i lige store rater begyndende år 1. Støtteværdien beregnes som følger, idet forskellen mellem referencerenten på 6,21% og lånerenten på 4% er 2,21%: År 1) EURO x 0,0221/(1,0621) 1 = ,92 EURO År 2) EURO x 0,0221/(1,0621) 2 = 8.816,05 EURO År 10) EURO x 0,0221/(1,0621) 10 = 604,93 EURO Den samlede støtteværdi er summen af de diskonterede tilskud i hvert år. For garantier for lån beregnes støtteværdien på samme måde som for et blødt lån. Her skal støtteværdien dog fratrækkes den præmie, som støttemodtageren eventuelt har betalt for garantien. Støtteværdien kan også beregnes som garantibeløbet ganget med risikofaktoren fratrukket en eventuel præmie for garantien. Risikofaktoren fastsættes ud fra erfaringer med misligholdelse af lån, der ydes under lignende omstændigheder i relation til branche, virksomhedsstørrelse og konjunkturer. For skattelempelser udgør støtteværdien den sparede skat i det pågældende år Afgrænsningen af sektorer, der ikke er omfattet af de minimis reglen. De minimis reglen bygger som nævnt på en generel antagelse om, at mindre støttebeløb ikke påvirker samhandlen mellem medlemslandene mærkbart. Indenfor områder med særlig intens konkurrence og/eller overkapacitet eksisterer denne antagelse imidlertid ikke. Der kan derfor ikke ydes de minimis støtte til virksomheder i disse sektorer. Eksportstøtte. Støtte til eksportforanstaltninger er i sagens natur rettet mod at påvirke samhandlen mellem medlemslandene. Eksportsstøtte er derfor ikke omfattet af de minimis reglen, og støtte til eksport skal altid anmeldes til og godkendes af Kommissionen. 15

17 Som eksportsstøtte betragtes enhver støtte, der er knyttet direkte til de eksporterede mængder, til etableringen eller til driften af et distributionsnet eller til løbende udgifter i forbindelse med eksportaktiviteter. Det bemærkes, at begrebet eksportstøtte ikke omfatter deltagelse i udstillinger og messer og til undersøgelser og konsulentbistand i forbindelse med introduktionen af et nyt eller eksisterende produkt på et nyt geografisk marked. Støtte til særlige sektorer. De minimis reglen gælder ikke for kul- og stålsektoren, der er dækket af den særlige EKSF-traktat. De minimis reglen gælder heller ikke for støtte til skibsbygningsindustrien, transportsektoren og støtte til udgifter i forbindelse med landbrug og fiskeri. Støtte til disse sektorer skal derfor anmeldes til Kommissionen uanset støttebeløbets størrelse. De minimis reglen indeholder imidlertid ikke vejledning i, hvordan disse sektorer skal afgrænses. Afgrænsningen vil derfor formentlig skulle foretages på baggrund af de definitioner, der er gældende for de respektive områder. Kul og stål i EKSF-traktaten er opregnet i denne traktats bilag I-III. Skibsbygningssektoren er defineret i Rådets forordning nr. 1540/98 af 29. juni Herefter omfatter skibsbygning nybygning, reparation, istandsættelse eller ombygning af selvdrevne, søgående handelsskibe. Transportsektoren er afgrænset i EF-traktatens artikel 80 og omfatter transporter med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje og sø- og luftfart. Landbrug og fiskeri omfatter efter EF-traktatens artikel 32 de produkter, der er opregnet i traktatens bilag I. Det drejer sig bl.a. om kød, fisk, levende dyr, mejeriprodukter samt grøntsager, frugter og afskårne blomster og blade. 16

18 4. Anvendelsen af de minimis reglen. Til brug for overvejelserne om administrationen af de minimis reglen er der indsamlet oplysninger om reglens anvendelse hos myndigheder, virksomheder og visse organisationer. Det må indledningsvis understreges, at indsamlingen af oplysninger ikke er tænkt som en repræsentativ undersøgelse. Undersøgelsen er derimod gennemført for at få en indikation af de berørte parters kendskab til de minimis reglen, samt hvorledes de opfatter reglen. Indledningsvis vil der i dette kapitel først ske en præsentation af, hvor meget de minimis reglen hidtil har været anvendt af myndighederne i Danmark, og hvordan reglen anvendes i dag. Herefter vil resultaterne af undersøgelsen om anvendelsen af reglen hos myndigheder, virksomheder og organisationer blive gennemgået De minimis reglens anvendelse i tal. Udvikling i de minimis reglens anvendelse i Danmark Ved indførelsen af de minimis reglen i 1992 begyndte Erhvervsministeriet efter en fælles aftale ministerierne imellem 14 at indsamle oplysninger om danske de minimis støtteordninger. I de første par år efter reglens indførelse var antallet af ordninger meget begrænset og bestod næsten udelukkende af Erhvervsministeriets egne ordninger. Antallet af ordninger er steget stødt siden og især efter ændringen af reglen i 1996, hvor de minimis reglen også kom til at gælde for støtte til store virksomheder. Ved indsamlingen af oplysninger i starten af år 1999 var antallet af de minimis støtteordninger således steget til 37, se bilag 1. Det skal dog bemærkes, at antallet dækker ordninger, hvorfra der har været udbetalinger inden for de sidste tre år, og en del af ordningerne er således ophørt på nuværende tidspunkt. Det er tilfældet for knap 15 af det samlede antal ordninger. Tabel 4.1.: Antal registrerede de minimis støtteordninger fordelt på årstal. Årstal Antal registrerede støtteordninger Fremgangsmåde blev aftalt på møde i den tværministerielle statsstøttegruppe den 22. juni Det bemærkes, at Kommissionen i 1996 vedtog en meddelelse om ændring af de minimis reglen, jf. afsnit 3.2., hvorefter de minimis beløbsgrænsen blev fordoblet og reglen udvidet fra små og mellemstore virksomheder til også at omfatte store virksomheder. 17

19 Reglens anvendelse i dag. Nedenfor fremgår til hvilke støtteformål de minimis reglen anvendes: Tabel 4.2.: Antal registrerede de minimis støtteordninger fordelt på støtteformål. Støtteformål Antal ordninger Uddannelse 2 Beskæftigelse 6 Forskning og udvikling 10 Små og mellemstore virksomheder (SMV) 8 Miljø 5 Eksportfremme 1 Andet (kan ikke kategoriseres) 4 De minimis reglen anvendes især til at støtte initiativer vedrørende forskning og udvikling, beskæftigelse samt initiativer indenfor små og mellemstore virksomheder. En del støtteordninger vedrører endvidere initiativer med miljømæssige formål eller med uddannelsesmæssigt sigte. Det skal bemærkes, at flere af støtteordningerne har to-sidede formål. Ser man på målgruppen for støtteordningerne, tegner der sig følgende billede: Tabel 4.3.: Antal registrerede de minimis støtteordninger fordelt på målgruppe. Målgruppe Antal ordninger SMV er iværksæt, opfindere og forskere 20 Særl. brancher indenfor miljø og arbejdstilsyn eller særl. geografiske omr. 10 Andelsboliger el. ejere af udlejningsejendomme 1 Alle virksomheder, organisationer m.v. 6 De små og mellemstore virksomheder, herunder iværksættere m.v., dominerer målgruppen for støtteordningerne. Derudover består målgruppen af en række specialbrancher, primært indenfor miljø-området, mens kun 6 ordninger reelt kan siges at rette sig mod alle virksomheder, organisationer m.v. Størstedelen af ordningerne, nærmere betegnet 89%, administreres af 3 ministerier, nemlig Arbejdsministeriet, Erhvervsministeriet og Miljø- og Energiministeriet: 18

20 Tabel 4.4.: Antal registrerede de minimis støtteordninger fordelt på ministerier. Ministerium Antal ordninger Arbejdsministeriet 10 (a) By- og Boligministeriet 1 Erhvervsministeriet 11 Forskningsministeriet 1 Miljø- og Energiministeriet 11 Socialministeriet 2 Undervisningsministeriet 1(a) (a) Arbejdsministeriet er i samarbejde med Undervisningsministeriet ansvarlig for støtteordningen Uddannelsesplanlægningspuljen. Støttens form fremgår af nedenstående tabel: Tabel 4.5.: Antal registrerede de minimis støtteordninger fordelt efter støttens form. Støttens form Antal ordninger Direkte tilskud, herunder løntilskud og dækning af udgifter 31 Rentefrit lån 3 Garanti 2 Støtten tildeles i langt de fleste tilfælde - 31 ud af 36 tilfælde - ved et tilskud i form af et kontant beløb. I disse tilfælde frembyder det ikke noget større problem for virksomhederne at holde regnskab med, hvor megen de minimis støtte, de har fået tildelt gennem de forskellige ordninger 16. Derimod kan det f.eks. volde problemer at beregne den støtte, virksomheden har modtaget ved lån på fordelagtige vilkår. 16 I den vejledende note fra Kommissionen vedrørende de minimis reglen af 23. marts 1993, der stadig finder anvendelse med hensyn til beregningen af støtte ydet i en anden form end tilskud, anføres endvidere beregningsmetoder for blandt andet bløde lån, skattelempelser og lånegarantier. 19

21 Tabel 4.6.: Antal registrerede de minimis støtteordninger fordelt efter støttebeløb. Støttebeløb i tusinde kr. Antal ordninger Ikke specific. 17 Det fremgår umiddelbart af ovenstående tabel, at det er forholdsvis små beløb, der tildeles pr. virksomhed i henhold til de minimis reglen. Det fremgår også af ovenstående tabel, at for en del af støtteordningerne er der ikke fastsat nogen beløbsgrænse. Dette skyldes, at støttebeløbene fastsættes som en procentdel af udgifterne. Det er dog muligt ud fra en gennemgang af støtteordningerne at konstatere, at stort set alle ordninger, hvorefter der tildeles løntilskud, er forholdsvis små beløb (under kr.). Løntilskuddet er dog fastsat pr. ansat, og den støtte, virksomheden modtager, kan derfor forøges ved flere ansættelser med løntilskud administreret i henhold til de minimis reglen. På baggrund af samtaler med myndighederne kan det konstateres, at der ved flere typer ordninger i praksis er begrænsninger i den støtte, ansøgere kan modtage. Dette betyder, at flere af de ovenfor nævnte 17 ordninger, der ikke har specificeret det maksimale støttebeløb, reelt har en maksimal støtte på under kr Myndighedernes anvendelse af de minimis reglen. Med henblik på at vurdere myndighedernes anvendelse af de minimis reglen er der taget kontakt til de myndigheder, som er ansvarlige for langt størstedelen af de minimis ordningerne. Myndighederne er blevet anmodet om at besvare en række spørgsmål vedrørende administrationen af de minimis reglen, ligesom de myndigheder, der er ansvarlige for en stor del af ordningerne, tillige er blevet interviewet. 20

22 Myndighedernes baggrund for anvendelse af de minimis reglen. De myndigheder, som repræsenterer det største antal de minimis ordninger, påpeger, at der er to væsentlige argumenter for at anvende de minimis reglen, nemlig sandsynligheden for at kunne opnå godkendelse hos Kommissionen samt tidsaspektet, dvs. den tid, der medgår til at få en støtteordning godkendt. For mange af de de minimis ordninger, der er gældende for små og mellemstore virksomheder, er støtteprocenten for høj til, at ordningen umiddelbart vil kunne godkendes af Kommissionen. En eventuel anmeldelse og efterfølgende godkendelse kan erfaringsmæssigt vare op til 6 måneder og kan indebære betingelser, der måske vil være i uoverensstemmelse med ordningens rationale. Derfor er tidsaspektet relevant, hvilket forstærkes af, at der ofte er politiske forventninger til, at en ordning etableres hurtigt efter vedtagelse af f.eks. en ny Finanslov. Der ligger implicit i dette, at det administrativt er enklere for myndighederne at gennemføre en ordning som en de minimis ordning frem for at anmelde en ordning til Kommissionen. Hertil kommer, at der ikke sjældent vil være tale om midlertidige forsøgsordninger, hvortil man ofte vil afvente en evaluering, inden man under mindre tidspres tager stilling til spørgsmålet om anmeldelse. Enkelte myndigheder påpeger, at det især er forventningerne til de støtteberettigede projekters økonomiske størrelse, der afgør, hvorvidt en ordning bliver anmeldt eller gennemføres som en de minimis ordning. Derudover angiver en myndighed også, at det vurderes, hvilke sektorer, der skal støttes gennem den aktuelle ordning, før man afgør, hvorvidt ordningen skal anmeldes eller ej. Det fremgår således af ovenstående, at myndighederne som regel vurderer kriterier som støtteintensitet, størrelsen af støtten, målgruppe for ordningen og sandsynlighed for at få ordningen godkendt, før det besluttes, om ordningen skal være en de minimis ordning. Derudover spiller som nævnt andre forhold ind på myndigheders overvejelser om at anvende de minimis reglen, bl.a. det tidsmæssige aspekt. 21

23 Myndighedernes forventede anvendelse af de minimis reglen. I forbindelse med interviewene med de myndigheder, der står for langt størstedelen af de minimis ordningerne, nemlig inden for Arbejdsministeriets, Erhvervsministeriets og Miljø- og Energiministeriets områder, er det kommet frem, at disse i mindre udstrækning end tidligere forventer at gøre anvendelse af de minimis reglen. Dette skyldes, at man ønsker at koncentrere indsatsen mod at forbedre virksomhedernes generelle rammebetingelser, ligesom man i højere udstrækning end tidligere vil vurdere, hvorvidt det tjener ordningens formål bedst at anmelde den. På baggrund af ovenstående kan man således forvente et fald i antallet af de minimis ordninger fremover. Myndighedernes oplysninger til virksomheden om de minimis reglen. Af Kommissionens meddelelse om de minimis støtteordninger fremgår det, at enhver tildeling af de minimis støtte skal indeholde en udtrykkelig bestemmelse om, at de minimis beløbsgrænsen ikke må overskrides. De myndigheder, der administrerer størstedelen af de minimis ordningerne, har alle faste procedurer for, hvordan ansøgere informeres om, at der er tale om en de minimis ordning, og de begrænsninger, som reglen giver. Typisk orienteres ansøgere på ansøgningsskemaet og derudover på medfølgende vejledning eller pjece omhandlende de minimis reglen om støtteloft, undtagne sektorer m.v. Derudover kan der være tale om, at der orienteres om forholdet mundtligt, f.eks. i forbindelse med rådgivning om ansøgningen, ligesom det kan fremgå af selve tilskudsaftalen. Typisk oplyser de pågældende myndigheder også virksomhederne om risikoen for krav om eventuel tilbagebetaling, såfremt virksomheden får udbetalt en samlet støtte udover loftet indenfor en 3-års periode. For et par af de myndigheder, som kun har ansvar for en eller få de minimis ordninger, er oplysningen overfor ansøger utilstrækkelig, idet der ikke oplyses om, at der er tale om de minimis støtte og konsekvenserne ved at overskride støtteloftet. Enkelte myndigheder har meget begrænset erfaring med de minimis reglen, og er derfor ikke opmærksomme på, at deres (typisk relativt beskedne) støtte kan indebære et problem for ansøgere, der eventuelt også modtager anden de minimis støtte. For enkelte ordninger kan den vejledning, som ansøger modtager om de minimis reglen, således være utilstrækkelig. Sammenfattende må det dog konkluderes, at der for langt de fleste de minimis ordninger finder en systematisk vejledning sted om de minimis reglen til ansøger. 22

24 Myndighedernes problemer med anvendelsen af de minimis reglen. De fleste myndigheder nævner, at de generelt har relativt få problemer med de minimis reglen. De problemer, der har været med de minimis reglens anvendelse, er nævnt som enkeltstående tilfælde eller som opstartproblemer og er ikke udtryk for, at reglen er et generelt problem for myndighederne. Nedenfor er kort refereret nogle af de problemområder, som myndighederne har mødt i forbindelse med administrationen: En myndighed nævner, at man har haft problemer med at få afklaret fra et ministerium, hvorvidt en ordning var omfattet af de minimis reglen eller ej. En myndighed nævner, at der i administrationen af ordningerne, kan være problemer med at afklare, hvilke sektorer, der rent faktisk er undtaget fra reglen. Der eksisterer en lang række erhverv, der grænser op til de undtagne erhverv (jern og stål, skibsbygningsindustrien, landbrug, fiskeri og transport), hvor det i flere tilfælde har været vanskeligt for myndigheden at vurdere, hvorvidt en given sektor var undtaget eller ej. En myndighed nævner, at én af de ordninger, som myndigheden er ansvarlig for, giver støtte på helt op til kr. Dette har resulteret i, at enkelte virksomheder ikke har kunnet søge støtte flere gange fra samme ordning indenfor en 3-årig periode. En myndighed nævner, at den har haft problemer med at vurdere, hvordan virksomhedsbegrebet skal defineres. Inden dette spørgsmål blev afklaret gav det anledning til meget administrativt arbejde, bl.a. til søgning efter virksomhedernes koncernmæssige sammenhæng og tildelt støtte til andre koncernforbundne selskaber. En myndighed har ligeledes haft problemer med virksomhedsbegrebet i relation til offentlige organer, herunder f.eks. om en kommunes konkurrenceprægede aktiviteter falder under virksomhedsbegrebet. Det fremgår, at myndighederne i visse tilfælde er stødt på problemer i forbindelse med de minimis reglens anvendelse. På baggrund af ovenstående kan det dog samlet set konkluderes, at der generelt ikke er de store problemer med reglens administration, og at de problemer, som myndighederne møder, er forholdsvis beskedne og inden for afgrænsede områder. 23

25 Afslag fra myndighederne på ansøgt de minimis støtte. Andelen af afslag fra myndighederne på ansøgt støtte varierer meget fra ordning til ordning. Nogle ordninger, bl.a. Socialministeriets ordning, Etablering af revalidender i selvstændig virksomhed, har en meget høj afslagsprocent, over 90%, mens andre ordninger, f.eks. de 11 de minimis ordninger, som administreres af Erhvervsministeriet, har forholdsvis lave afslagsprocenter, under 10%. Begrundelserne for afslag er også meget forskellige. For f.eks. Socialministeriets ordning er den høje afslagsprocent typisk begrundet i, at ansøgningerne ikke opfylder støttebetingelserne. På de af Erhvervsministeriets ordninger, hvor der er begrænsede midler, er den hyppigste afslagsbegrundelse, at midlerne er opbrugt. På de ordninger, hvor der er tilstrækkeligt med midler, er størstedelen af afslagene begrundet i, at ansøgningen falder udenfor ordningens formål. Ser man på Erhvervsmininsteriets isbryder-ordninger gives der typisk afslag på grund af, at virksomheden befinder sig i en branche, der ikke kan modtage de minimis støtte. Myndighederne nævner, at de kun har oplevet meget få tilfælde, hvor afslaget var begrundet med, at virksomheden havde nået støtteloftet på EURO. Nogle myndigheder har været ude for at skulle reducere støtteprocenten, fordi en virksomhed ellers ville overskride støtteloftet. Konklusion. Sammenfattende omkring myndighedernes anvendelse af de minimis reglen kan det konkluderes, at: Myndighederne vurderer som regel kriterier som støtteintensitet, størrelsen af støtten, målgruppe for ordningen og sandsynlighed for at få ordningen godkendt, før det besluttes, om ordningen skal være en de minimis ordning. Derudover spiller også andre forhold ind, bl.a. tidsmæssige og administrative aspekter. Myndighederne venter fremover, at færre ordninger vil blive henført under de minimis reglen. For langt de fleste de minimis ordninger finder der en systematisk vejledning om de minimis reglen sted til ansøger. De problemer, som myndighederne møder med administrationen af de minimis reglen, er forholdsvis beskedne. Typisk er det således myndigheder uden erfaringer med de minimis reglen, der oplever, at det er administrativt tungt at etablere og administrere en de minimis ordning. Afslagsprocenterne varierer meget fra den ene de minimis ordning til den anden. Begrundelserne er typisk, at midlerne er opbrugt eller at ansøgningen ligger uden for ordningens formål. Derimod er afslagene typisk ikke relateret til de minimis reglen. 24

26 4.3. Virksomhedernes erfaringer med de minimis reglen. Et væsentligt element i vurderingen af de minimis reglens anvendelse i dag er, hvordan virksomheder opfatter reglen, herunder virksomhedernes kendskab til denne. For at afdække dette er der foretaget interviews med en række virksomheder. Interviewene er ikke tænkt som en repræsentativ undersøgelse af virksomhedernes erfaringer med reglen, men er gennemført for at få en indikation af, hvorledes de minimis reglen opfattes af virksomhederne, og hvor godt de er bekendt med denne. For at imødegå et manglende kendskab til de minimis reglen hos virksomhederne, har der som led i undersøgelsen endvidere været rettet henvendelse til flere forskellige organisationer. Det fremgår ovenfor, at en væsentlig del af de minimis ordningerne retter sig mod mindre og mellemstore virksomheder eller privatpersoner, der overvejer eller netop har etableret egen virksomhed. Der er derfor kontaktet i alt ca. 40 virksomheder, heraf et større antal mindre og mellemstore virksomheder, der alle har modtaget de minimis støtte, og et mindre antal mellemstore og store virksomheder for også at kunne vurdere denne gruppe virksomheders erfaringer med de minimis reglen. De virksomheder, som har medvirket i undersøgelsen, har alle før interviewet modtaget et spørgeskema, hvorefter de er blevet telefonisk interviewet. For at kunne vurdere, hvorvidt virksomhederne har registreret oplysningerne om de minimis reglen, er de mindre og mellemstore virksomheder udvalgt fra samme støtteordning, hvor alle virksomheder har fået den samme information om de minimis reglen fra myndigheden. De udspurgte mindre og mellemstore virksomheder har alle modtaget støtte gennem miljøisbryder-ordningen (Erhvervsministeriet). Den person i virksomheden, der er blevet interviewet, er den person, der var kontaktperson i forbindelse med tildeling af støtten, typisk direktøren eller den økonomiansvarlige i virksomheden Nedenfor er kort refereret nogle af resultaterne fra interviewundersøgelsen med virksomhederne samt organisationernes vurdering af de minimis reglen. Det skal atter understreges, at der ikke er tale om en repræsentativ undersøgelse. 25