Stop det offentlig opgavetyveri seks konkrete forslag

Transkript

1 Stop det offentlig opgavetyveri seks konkrete forslag Indledning Dansk Erhverv oplever flere og flere virksomheder, der kommer i klemme, fordi offentlige myndigheder går ind på velfungerende private markeder med konkurrerende og skattefinansierede tilbud. For eksempel når en offentlig uddannelsesinstitution sætter sig for at blive førende leverandør af digitale læremidler, når biblioteker går i gang med gratis at udlåne værktøj eller når kommuner etablerer genbrugsbutikker og dermed tager indtægterne fra hjælpeorganisationer som Frelsens Hær. Dansk Erhverv mener, at det offentlige opgavetyveri skal stoppe nu. Konkurrencerådet præsenterede i maj 2016 en rapport, der for første gang sætter fokus på omfanget af det offentliges kommercielle aktiviteter. Rapporten er nedslående læsning, og giver bl.a. en lang række eksempler, hvor den offentlige sektor går ud over det offentliges kerneområder, og skaber unfair konkurrence i forhold til private virksomheder. Konkurrencerådet anbefaler derfor, at reglerne bliver skærpet og præciseret. Det gælder eksempelvis reglerne for indtægtsdækket virksomhed, hvor Danmark ikke lever op til OECD s anbefalinger for konkurrenceneutralitet. Dansk Erhverv kan generelt støtte op om Konkurrencerådets forslag. På en række områder er der dog brug for at sætte mere håndfast ind. Vi har derfor formuleret en række konkrete forslag, der kan dæmme op for offentligt opgavetyveri. Vel at mærke på en måde som stadig sikrer det fornødne rum til, at den offentlige fortsat kan udvikle sine ydelser og tilbud til borgerne. Det styrende princip bør være, at det offentlige ikke må sætte kommerciel virksomhed i gang, undtagen der hvor der er tungtvejende og gode grunde til det, og når det kan ske med en klar begrundelse i, at markedet ikke kan levere en tilsvarende løsning. Når det offentlige til gengæld agerer kommercielt på et marked, er det vigtigt, at det sker på markedsvilkår. Seks konkrete forslag Dansk Erhverv har seks konkrete forslag, der i tillæg til Konkurrencerådets anbefalinger kan dæmme op for offentligt opgavetyveri. Anbefalingerne præsenteres kort nedenfor og uddybes i bilag 1-6. Side 1/15 Juli 2016

2 Forslag 1: Obligatorisk markedstjek og en godkendelsesordning En offentlig aktør skal til enhver tid danne sig et overblik over det marked, den ønsker at bevæge sig ud på, og kun påbegynde aktiviteter i de tilfælde, hvor der ikke er en privat virksomhed, der kan løse opgaven. Derfor skal det gøres obligatorisk at gennemføre et markedstjek, inden nye kommercielle aktiviteter påbegyndes, ligesom der skal vedtages regler om, at nye offentlige aktiviteter, der potentielt kan være i konkurrence med et privat marked, kræver forudgående ansøgning og godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Forslag 2: Etablering af klagenævn Det er i dag helt uoverskueligt for virksomhederne, hvor de kan gå hen, hvis de oplever unfair offentlig konkurrence. Dermed bliver det Davids kamp mod Goliat. For at sikre retssikkerheden og en velfungerende markedskonkurrence, bør der derfor etableres et Klagenævn for Offentlig Kommerciel Virksomhed efter model af Klagenævnet for Udbud. Forslag 3: Oprydning og sanering i lovgivningen Der findes en lang række hjemmelsbestemmelser for, hvornår og hvordan offentlige aktører kan udøve kommerciel virksomhed. Der er brug for et overblik, forenkling og kritisk gennemgang, der reducerer antallet af hjemmelsgrundlag, og gør lovgivningen klar og gennemskuelighed til gavn for både offentlige og private aktører. Hvorvidt det offentlige skal udøve kommerciel virksomhed, betragter vi som et politisk spørgsmål, ikke som et administrativt spørgsmål. Derfor bør kommunernes mulighed for at udøve erhvervsvirksomhed stå i en skreven lov og ikke reguleres af de uskrevne kommunalfuldmagtsregler. Forslag 4: Præcisering og skærpelse af regler for offentlig indtægtsdækket virksomhed Reglerne for indtægtsdækket virksomhed skal præciseres og skærpes, så de skaber en letforståelig og rimelig balance mellem offentlige aktørers mulighed for at drive virksomhed og private virksomheders konkurrencevilkår. Som led i dette skal der indføres en pligt for kommuner til at udbyde opgaven, inden de selv opstarter en erhvervsvirksomhed, og det skal sikres, at kommunerne og regionerne rent faktisk undersøger, om opgaven tidligere har været udliciteret til private virksomheder. Derudover bør grænsen for offentlig-private selskabers salg til private reduceres fra maksimalt 50 pct. til maksimalt 20 pct. Forslag 5: Stærkere præventiv indsats i det lovforberedende arbejde Det skal være obligatorisk i det lovforberedende arbejde, at den del af erhvervslivet, som kan blive berørt af nye love eller lovændringer vedrørende offentlig virksomhed, skal høres, og at konsekvenserne for erhvervslivet tydeligt skal fremgå i lovforslagenes afsnit om Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Desuden skal konsekvenserne for erhvervslivet tydeligere end i dag fremgå i orienteringen af Folketinget i forbindelse med lovbehandlingen. Side 2/15

3 Forslag 6: Offentlige erhvervsrettede servicetilbud på slankekur Den kommunale, regionale og statslige erhvervsservice og erhvervsfremme skal være mere overskuelig, koordineret og effektiv. Der bør være markant færre aktører, og de ordninger, der findes, skal i langt højere grad tilrettelægges med fokus på kapacitetsopbygning og i samarbejde med kommercielle aktører. Side 3/15

4 Bilag 1: Obligatorisk markedstjek og godkendelsesordning Problemstilling og baggrund Der er i dag ikke et effektivt værn mod, at offentlige aktører går ind på et marked, hvor private opererer i forvejen. Der er tilsvarende ikke en tradition for at undersøge om nye offentlige aktiviteter kan forvride konkurrencen med et privat marked. Det er baggrunden for, at Konkurrencerådet har afdækket en lang række eksempler på unfair konkurrence med private udbydere. Konkret forslag Markedstjek En offentlig aktør skal forpligtes til markedstjek, dvs. skabe sig et overblik over det marked, den ønsker at bevæge sig ud på. Det kan gøres helt enkelt ved, at den offentlige aktør undersøger, om produktet/ydelsen allerede findes. Hvis ikke der findes aktuelle produkter/ydelser på markedet, bør den offentlige aktør som næste skridt undersøge, om der findes en relevant leverandør, som kunne levere produktet/ydelsen og gå i dialog med denne om behovet. Den tid det offentlige bruger på denne afdækning af markedet, er tid sparet på selv at udvikle og udbyde produktet/ydelsen. Kun i de tilfælde, hvor der ikke er en relevant privat leverandør, kan den offentlige aktør eventuelt selv starte indtægtsdækket virksomhed op. Offentlige myndigheder er meget velkomne til at konsultere relevante branche- og/eller erhvervsorganisationer, hvis det kan medvirke til at afklare mulige private leverandører. Godkendelsesordningen I de tilfælde, hvor der i sektorlovgivningen er opstillet krav for, at det offentlige kan udøve erhvervsvirksomhed, skal dette i alle tilfælde godkendes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, før aktiviteten kan iværksættes. Som følge heraf skal indsættes en ny 11d i konkurrenceloven om, at offentlige myndigheder mv. ikke må iværksætte erhvervsvirksomhed, før Konkurrence- og forbrugerstyrelsen har godkendt aktiviteten. Bestemmelsen skal indeholde tre led: Krav om ansøgning til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen inden iværksættelse af aktiviteten, Krav om, at godkendelsen fra Konkurrence og Forbrugerstyrelsen skal være opnået inden aktiviteten iværksættes (her påser Konkurrence og Forbrugerstyrelsen, at kravene i lovgivningen for iværksættelsen af aktiviteten er opfyldt), Fastsættelse af betingelser for aktiviteten (her kan Konkurrence og Forbrugerstyrelsen eksempelvis opsætte betingelser for den pågældende aktivitet kan iværksættes og godkend den offentlige myndigheds priser). Side 4/15

5 Eksempelvis skal det fremover være Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der vurderer, om betingelsen i AMU-lovens 10, stk. 3 om at de fornødne arbejdsmarkedspolitiske og uddannelsesmæssige hensyn er tilstede er opfyldt, inden aktiviteten iværksættes. Side 5/15

6 Bilag 2: Etablering af klagenævn Når mindre virksomheder udsættes for ulige konkurrence fra det offentlige, står de i en meget svær situation og med svækket retssikkerhed. Lovgivningen er kompleks og uoverskuelig, og virksomhederne har ikke nødvendigvis tilstrækkelige ressourcer til at tage kampen op mod den offentlige aktør. Virksomhederne mangler derfor et sted at få vejledning og afgive klager. Konkret forslag Der etableres et Klagenævn for offentlig kommerciel virksomhed. Klagenævnets hovedopgave vil være at behandle klager over offentlige aktørers konkurrenceforvridende aktiviteter. Klagenævnet bør også kunne vejlede også om, hvordan man indgiver en klage. Enhver, der har en retlig interesse i at klage, bør være berettiget til at indgive klage til klagenævnet mod betaling af et klagesagsgebyr på kr., som refunderes, hvis der gives medhold i klagen. Klagenævnet bør etableres som et uafhængigt organ. Det sikres ved sammensætningen af nævnet og ved, at nævnets kendelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Klagenævnet bør bestå af et formandskab på et antal dommere samt et antal sagkyndige medlemmer. I den enkelte sag sammensættes klagenævnet af et medlem af formandskabet og et af de sagkyndige medlemmer. Klagenævnets sekretariat bestående af ca. fem årsværk kan med fordel placeres i provinsen fx i Klagenævnenes Hus i Viborg. Klagenævnet skønnes at koste maksimalt cirka 5 mio. kr. om året. Omkostningerne vil afhænge af antallet af sager og sagernes omfang. Baggrund Klagenævnet for offentlig kommerciel virksomhed nedsættes efter forbillede af klagenævnet for Udbud. Klagenævnet for Udbud blev etableret i 1992 og er et domstolslignende klagenævn. Klagenævnets hovedopgave er at behandle klager over offentlige ordregiveres overtrædelser af udbudsloven, EU's udbudsdirektiver mv. Klagenævnet består af en formand, et antal næstformænd og et antal sagkyndige medlemmer, som udpeges af erhvervs- og vækstministeriet for en periode på op til fire år. Pt. består nævnet af otte dommere og 20 sagkyndige medlemmer. De enkelte sager behandles typisk af én dommer og én sagkyndig. Ved særligt store og principielle sager kan antallet af dommere og sagkyndige på sagen eventuelt øges. Klagenævnets sekretariat er pt. placeret i Erhvervsstyrelsen, men flytter til Klagenævnenes Hus i Viborg i 2017 i forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser. Klagenævnets formand er faglig leder af sekretariatet, der består af tre juridiske fuldmægtige, en sekretær og to studenter. Side 6/15

7 Erhvervsstyrelsen har oplyst, at omkostningerne til Klagenævnet for Udbud forventes at være ca. 5,5 mio. kr. i Omkostningerne afhænger af antallet af sager og tidsforbruget på hver enkelt af dem. Side 7/15

8 Bilag 3: Oprydning og sanering i lovgivningen Problemstilling Offentlige aktører skal i dag have hjemmel i den skrevne lov eller i de uskrevne kommunalfuldmagtsregler for at kunne udøve erhvervsvirksomhed. Lovhjemlen er spredt rundt i mange forskellige sektorlovgivninger og bekendtgørelser, og er formuleret på mange forskellige måder. Kommunalfuldmagten udspringer af ulovbestemte regler og er udviklet gennem praksis fra de kommunale tilsynsmyndigheder (Statsforvaltningen og Social- og Indenrigsministeriet). Rent juridisk er området uhyre komplekst, og det er ressourcekrævende for både offentlige og private aktører at gennemskue det. Alt i alt gør disse forhold det svært for offentlige såvel som private aktører at overskue reglerne om offentlig erhvervsvirksomhed. Konkret forslag Ryd op i reglerne Reglerne for, hvornår og hvordan offentlige aktører kan udføre virksomhed, skal revideres med henblik på at skabe regelforenkling og gennemskuelighed til gavn for både offentlige og private aktører. Antallet af konkrete hjemmelbestemmelser bør reduceres ud fra en politisk vurdering og under hensyntagen til, hvordan det private marked allerede fungerer. Konkret indebærer det revision af en række love, hvor det bliver klart præciseret, hvor langt offentlige myndigheder må gå i udøvelse af erhvervsvirksomhed. Kommunalfuldmagten som skreven lov Herudover skal de uskrevne kommunalfuldmagtsregler om offentlig erhvervsvirksomhed nedskrives i en samlet ny lov. På den måde bliver det mere gennemsigtigt samt politisk vedtaget hvilke regler der skal gælde på området for offentlig erhvervsvirksomhed. Baggrund og jura Lovhjemlen er spredt i mange forskellige love og bekendtgørelser og formuleret på mange forskellige måder. Eksempelvis findes der regler om offentlig erhvervsvirksomhed i: Erhvervsfremmeloven Lovbekendtgørelse nr. 820 om erhvervsfremme og regional udvikling (Erhvervsfremmeloven) 12 og 13, hvorefter kommunerne kan gennemføre og finansiere erhvervsserviceaktiviteter, og iværksætte erhvervsudviklingsaktiviteter over for iværksættere og virksomheder. Det følger af erhvervsfremmelovens 9, stk. 6, at erhvervsudviklingsaktiviteter ikke må virke konkurrenceforvridende i forhold til det private erhvervsliv, herunder må der ikke ydes direkte finansiel støtte til enkelte erhvervsvirksomheder. Side 8/15

9 Af forarbejderne til 9, stk. 6, fremgår det, at man fra offentlig side ikke må påføre private leverandører konkurrence. Det indebærer, at hvor der er et privat marked for løsning af aktiviteterne, skal opgaveløsningen varetages af de private leverandører med udgangspunkt i gældende udbudsregler, bortforpagtning mv. Dette vigtige hensyn skal fremgå tydeligt af erhvervsfremmeloven og derfor skal der indføres en ny bestemmelse i erhvervsfremmeloven om, at opgaven først skal udbydes på det private marked, og hvis ingen kan/vil løse opgaven, så kan det offentlige løse opgaven evt. kan en kommune vinde opgaven via et kontrol bud. Professionshøjskoleloven Lovbekendtgørelse nr. 936 om professionshøjskoler for videregående uddannelser, 3 og 9, hvorefter det offentlige kan udbyde kurser og andre aktiviteter som indtægtsdækket virksomhed. AMU-loven Lovbekendtgørelse nr. 226 om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. 10, stk. 3, giver blandt andet hjemmel til, at det offentlige kan udvikle nye arbejdsmarkedsuddannelser på områder, hvor private initiativtagere allerede udbyder uddannelsesaktiviteter, hvis væsentlige arbejdsmarkedspolitiske og uddannelsesmæssige hensyn taler for en statslig regulering af det pågældende uddannelsesområde. Herudover har de regulerede selvejende institutioner et bredt hjemmelsgrundlag til at udføre en række indtægtsdækket aktiviteter i henhold til Lovbekendtgørelse nr. 749 om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, Lovbekendtgørelse nr. 750 om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., Lovbekendtgørelse nr. 935 om erhvervsakademier for videregående uddannelser, Lovbekendtgørelse nr. 205 om medie- og journalisthøjskolen, samt Lovbekendtgørelse nr. 777 om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse). Listen er ikke udtømmende. Kommunalfuldmagten Udgangspunktet efter de ulovbestemte kommunalfuldmagtsregler er, at kommuner ikke må drive erhvervsvirksomhed, medmindre der er lovhjemmel til det. I praksis omtales det som et forbud mod at udøve handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed. Forbuddet er begrundet i, at kommunerne har til opgave at udføre opgaver, der kommer almenvellet til gode, samt i et ønske om at undgå skattefinansieret konkurrenceforvridning i forhold til den private sektor. Det bemærkes for god ordens skyld, at en kommunes salg til andre offentlige myndigheder i en lang række tilfælde vil have hjemmel i konkrete sektorlove, fx på det sociale område, samt i de ge- Side 9/15

10 nerelle erhvervslove, fx lov nr Tilsvarende er der i den skrevne lovgivning i visse tilfælde hjemmel til, at kommuner sælger til private. Hvis der ikke findes en hjemmel i den skrevne lovgivning, kan kommunerne kun udøve erhvervsvirksomhed, hvis forholdet er omfattet af en kommunalfuldmagtens undtagelser til forbuddet mod kommunal erhvervsvirksomhed. Undtagelserne er begrundet i et princip om at begrænse ressourcespild. Undtagelse 1: Produktion til eget brug Kommuner kan på lovlig vis producere varer og tjenesteydelser til eget brug. Det betyder bl.a., at en kommune kan udføre vej- og parkopgaver eller kan drive et vaskeri, der vasker linned mv. til kommunens egne institutioner. Undtagelsen er begrundet i hensynet til at udnytte de kommunale ressourcer på bedst mulig vis. Undtagelse 2: Overkapacitet Opstår der et tilfældigt overskud af kapacitet i form af fx ledige lokaler, kan kommunen lovligt sælge denne overkapacitet. Det er en betingelse, at den pågældende opgave ikke er dimensioneret med det formål at opnå overkapacitet, samt at overkapaciteten ikke kan afskaffes. Undtagelse 3: Biproduktion Kommuner kan forarbejde og sælge biprodukter, hvilket vil sige varer eller tjenesteydelser, der er opstået som en naturlig følge af lovlige kommunale opgaver, fx know-how. Der må kun ske en begrænset forarbejdning, og biproduktet skal sælges til markedspris. Undtagelse 4: Accessorisk virksomhed Kommuner kan i visse tilfælde varetage opgaver, der i princippet ikke er kommunale, men som har en nær og naturlig tilknytning til en lovlig kommunal opgave, fx bygge en kiosk i en svømmehal. Opgaven skal være underordnet i forhold til den kommunale opgave og må som udgangspunkt ikke i forvejen varetages af private. Herudover skal driften forsøges bortforpagtet på markedsvilkår. Undtagelse 5: Forsyningsvirksomhed Endelig er det fast antaget, at en kommune kan udføre forsyningsvirksomhed. Sektorerne er dog i vidt omfang lovregulerede i dag. Praksis fra tilsynsmyndighederne Kommunalfuldmagtsreglerne fastsættes af de kommunale tilsynsmyndigheder (Statsforvaltningen og Social- og Indenrigsministeriet). Reglerne er ikke en statisk størrelse, men ændrer sig over tid i henhold til afgørelserne fra tilsynsmyndighederne. Reglerne er således ikke vedtaget politisk, ligesom der til tider har været udfordringer med en uensartet praksis på området. Side 10/15

11 Da kommunalfuldmagtsreglerne ændrer sig over tid, er der risiko for, at området for den kommunale erhvervsvirksomhed vokser med tilsvarende risiko for en øget skattefinansieret konkurrenceforvridning til følge. Som eksempel på dette kan nævnes, at Statsforvaltningen Midtjylland i 2008 i en udtalelse fastslog, at en kommune ikke lovligt kunne yde støtte til en fond for så vidt angik de af fondens aktiviteter, der vedrørte kursus og hotelvirksomhed (Statsforvaltningen Midtjyllands udtalelse af 17. september 2008 vedrørende fonden Nørre Vosborg). Begrundelsen var, at der ikke var tale om accessorisk virksomhed. I 2014 skulle Statsforvaltningen tage stilling til, om Københavns Kommunes støtte til en fond, der drev vederlagsfri udlejning af cykler, var lovlig (Statsforvaltningens udtalelse af 4. juli 2014 vedrørende Københavns Kommune). I stedet for at vurdere forholdet efter reglerne om kommunal erhvervsvirksomhed, vurderede Statsforvaltningen forholdet efter reglerne om lovlige kommunale interesser og fandt herefter, at kommunen lovligt kunne yde støtte til vederlagsfri cykeludlejning, selv om dette skete i konkurrence med private aktører på markedet. De to udtalelser er et eksempel på, at rammerne for den kommunale erhvervsaktivitet ændrer sig over tid til ugunst for de private aktører på markedet. Side 11/15

12 Bilag 4: Præcisering og skærpelse af reglerne Problemstilling Lovgivningen skaber usikkerhed om, hvornår og hvordan en offentlig aktør må udføre indtægtsdækket virksomhed. Derudover medvirker muligheden for indtægtsdækket virksomhed som et incitament for offentlige aktører til at gå ind på stadigt mere kommercielle områder, da det er her, der er størst mulighed for at hente indtægter. Konkret forslag En præcisering af reglerne for indtægtsdækket virksomhed vil medvirke til at forebygge offentlig konkurrenceforvridning. Som led heri bør lovgivningen om etablering af offentlige selskaber (lov 548) ændres, så grænsen i 5 for, hvor stor del af sin omsætning et offentligt-privat selskab må afsætte til det private marked, bliver reduceret fra max 50 pct. af omsætningen til max 20 pct. af omsætningen. I ingen tilfælde må procentdelen af omsætningen på det private markedet overstige den procentdel, som udgør den private del af selskabet. Hvis omsætningen på det private marked overstiger ejerprocentsatsen, skal den offentlige myndighed sælger sine ejerandele. Baggrund Lov 548 Loven giver kommuner og regioner meget bred adgang til at udføre opgaver for andre offentlige myndigheder (lovens kap. 2). Lovens kap. 3 regulerer kommuners og regioners deltagelse i selskaber sammen med private. Kommuner og regioner kan drive virksomhed med henblik på salg af produkter og tjenesteydelser, som bygger på deres viden (know-how). Det er en betingelse, at kommunen eller regionen ikke tidligere har haft udliciteret opgaven til private. Etableringen af et selskab er alene udelukket, hvis det er den samme opgave, der tidligere var udliciteret. Delelementer af opgaven kan således godt have været udliciteret. Etableringen af et selskab er udelukket, uanset hvor mange år tilbage udliciteringen ligger. Der skal være en privat andel på minimum 25 pct. af selskabets kapitalandele og stemmerettigheder. Højst 50 pct. af selskabets omsætning målt over en løbende 3-årig periode må stamme fra salg til private, jf. 5. Side 12/15

13 Bilag 5: Stærkere præventiv indsats i det lovforberedende arbejde I nogle tilfælde definerer lovgrundlaget ikke klart, hvordan og hvornår en offentlig aktør må drive virksomhed. Nogle problemer med offentlig konkurrenceforvridning kunne tages i opløbet, hvis det var tænkt ind fra starten. Samtidig er det ikke givet, at der tages aktivt politisk stilling, når der åbnes mulighed for at offentlige myndigheder og aktører kan påbegynde kommercielle aktiviteter på nye områder. Konkret forslag Dansk Erhverv ønsker, at det skal være politisk og ikke administrativt bestemt, hvilke opgaver der hører under den offentlige sektor, og hvilke områder der ikke gør. Derfor bør det tydeliggøres, hvis ny lovgivning eller væsentlige lovændringer lægger op til, at den offentlige sektor kan gå kommercielt ind på nye områder, således at der sker en grundig politisk behandling heraf. Mere klarhed i lovgivningen kan forebygge, at ny lovgivning utilsigtet giver hjemmel til, at offentlige aktører bedriver kommercielle aktiviteter, der skaber konkurrenceforvridning. Derfor skal det være obligatorisk i det lovforberedende arbejde, at den del af erhvervslivet, som kan blive berørt, skal høres, og at konsekvenserne for erhvervslivet tydeligt skal fremgå i lovforslagenes afsnit om Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Baggrund Det er allerede i dag pålagt det ressortministerium, der udarbejder et givent lovforslag at sikre, at alle vigtige og relevante konsekvenser af lovforslaget bliver vurderet 1. Der skal beskrives: Økonomiske konsekvenser for det offentlige Administrative konsekvenser for det offentlige Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet Administrative konsekvenser for borgere Miljømæssige konsekvenser Forholdet til EU-retten På ligger desuden Justitsministeriets, Finansministeriets og Erhvervs- og Vækstministeriets fælles vejledning til at foretage denne vurdering. Vejledningen lægger dog, for så vidt angår konsekvenserne for erhvervslivet, især vægt på de administrative byrder, og gør ikke særskilt opmærksom på eventuelle problemstillinger i forbindelse med unfair offentlig konkurrence. 1 Jf. 6 i Statsministeriets cirkulære nr. 159 af 16. september Side 13/15

14 Bilag 6: Offentlige erhvervsrettede servicetilbud på slankekur Erhvervsfremmesystemet har med store statslige bidrag opnået en kompleksitet og organisering, der for virksomhederne virker uoverskuelig, bureaukratisk og ude af trit med erhvervslivets og erhvervsstrukturens behov. Der igangsættes en række projekter, som ikke materialiserer sig efterfølgende, og der er en oplevelse af, at mange af midlerne bruges i systemet snarere end på det egentlig formål. Erhvervsfremmesystemet rummer en mangfoldighed af ca. 250 aktører 2, og de mange aktører initierer programmer og ydelser, der har afsæt i deres institutionelle ramme og strategier, og som derfor ikke nødvendigvis er afstemt og koordineret med andre erhvervsfremmeaktørers programmer og ydelser. Konsekvensen bliver ikke alene overlappende ydelser, der konkurrerer mod hinanden om virksomhedernes interesse og gunst, men også ineffektivt afkast af investering i erhvervsfremme. Dansk Erhverv har identificeret en række udfordringer med den nuværende organisering af erhvervsfremmesystemet lokalt, regionalt og nationalt: - Virksomhederne mangler kendskab til erhvervsfremmesystemet og dets ofte overlappende og uoverskuelige ydelser kan betyde, at målgrupper fravælger tilbuddene. - Begrænset kendskab til andres ydelser blandt erhvervsfremmeaktørerne, indbyrdes konkurrence og for få henvisninger på tværs. - Begrænset virksomhedsinddragelse i projekter hvilket betyder, at mange projekter ikke reelt er efterspurgte. - Geografisk eller administrativ suboptimering på tværs af regioner herunder også på tværs af Øresundsregionen på trods af, at mange virksomheder er interesserede i udvikling på tværs af landegrænser. - For mange identiske pilotprojekter og for lidt storskala efterfølgende det gør det uinteressant for virksomhederne at indgå i udvikling, hvis der ikke er volumen efterfølgende. - For mange stråmænd i innovations- og erhvervsfremmeprojekter det eroderer grundlaget for den egentlig efterspørgsel. - Unfair offentlig konkurrence med private det udfordrer dels ellers velfungerende private rådgivere, og dels betyder det ofte en dårligere kvalitet i ydelserne. Konkret forslag Samlet bør langt den overvejende del af den kommunale, regionale og statslige erhvervsservice og erhvervsfremme institutionelt organiseres samlet med et markant færre antal aktører. Disse bør være nationalt operative fokuseret mod et afgrænset og defineret erhvervsområde, der giver aktø- 2 Kortlægning og analyse af det regionale erhvervsfremmesystem i Danmark, KL Side 14/15

15 rerne mulighed for at oparbejde den kompetence og professionalisme, der imødekommer virksomhedernes efterspørgsel. Regeringen har allerede sat en forenkling af erhvervsfremmesystemet på dagsordenen for Dansk Erhverv støtter en grundig og kritisk gennemgang af erhvervsfremmeområdet, med henblik på yderligere prioriteringer og forenklinger. Baggrund Erhvervsfremme-/service kan organisatorisk overordnet opdeles i: - Lokale erhvervsservice (kommunal) - Specialiserede erhvervsservice (regionale væksthuse) - Rådgivning og vidensformidling (vidensinstitutioner, eksportrådet, GTS er m.fl.) - Inkubation og accelererede udviklingsforløb (Vækstforas initiativer) - Risikovillig kapital (Vækstfonde, regionale fonde m.fl.). Virksomheder tænker og agerer ikke inden for administrative og/eller geografiske enheder, men dér, hvor deres afsætning, marked og virke mest produktivt og effektivt kan udfoldes. Disse forhold afspejler sig ikke i erhvervsfremmesystemets organisering og virke. Erhvervsfremmesystemet finansieres af midler fra henholdsvis det regionale, kommunale og statslige niveau samt af EU med et samlet beløb på ca. 36 mia. kr. EU s finansiering udgør 10,7 mia. kr., og den kommunale og regionale finansiering udgør ca. 1,5 mia. kr. 3 Samlet fordeles midlerne direkte og indirekte på flere forskellige initiativområder, så som innovation og iværksætteri, regional udvikling, landbrug, turisme, yder- og landdistriktsområder m.m. Kommunerne finansierer de regi0nale væksthuse gennem en basisbevilling og kompenseres via bloktilskuddet. Beløbet udgør pr ,3 mio. kr. 4 Udover ovenstående udgifter til erhvervsfremme, opererer de Godkendte Teknologiske Institutter (GTS) med en beløbsramme på ca. 330 mio. kr. WorkInDenmark, som rådgiver og coacher medflyttende ægtefæller, og som opleves som konkurrenceforvridende for private aktører i relocation-branchen, er finansieret gennem finansloven med et bidrag på omkring 20 mio. kr. årligt. 3 Redegørelse for Erhvervsfremme og støtte 2015, Erhvervs- og Vækstministeriet. 4 Aftale om rammerne for Væksthusene Side 15/15