Aalborg Universitet. Humanistisk Informatik 1. Semester Gruppe december Antal anslag: Antal normalsider: 62 Antal sider i alt: 77

Transkript

1 Aalborg Universitet Humanistisk Informatik 1. Semester Gruppe december 2008 Antal anslag: Antal normalsider: 62 Antal sider i alt: 77 Vejleder: Anders Bonde Maria E. Bøgh Nielsen Pernille Krogh Nielsen Sidse Nanna Ferdinandsen Bjarke Rønnov

2 Indhold Indledning...3 Metode...4 Teori...6 Roman Jakobsons kommunikationsmodel...6 Afsender - emotiv funktion...6 Kontekst referentiel funktion...6 Meddelelsen poetisk funktion...7 Kontakt - fatisk funktion...7 Kode - metakommunikativ funktion...7 Modtager - konativ funktion...8 Deiksis...8 Interpersonel metafunktions ordvalg...9 Formelt og uformelt ordvalg...9 Fagudtryk...10 Den interpersonelle metafunktions grammatik...10 Polaritets- og modusadjunkter...14 Modusperson...14 Tekstlingvistik...15 Argumentationsanalyse...17 Analyse...20 Analyse af nytårstalen...20 Roman Jakobsons kommunikationsmodel...20 Deiksis...24 Interpersonel metafunktions ordvalg...25 Interpersonel metafunktions grammatik...26 Tekstlingvistik...28 Argumentationsanalyse...30 Analyse af talen på Venstres Landsmøde...34 Roman Jakobsons kommunikationsmodel...34 Deiksis

3 Interpersonel metafunktions ordvalg...40 Interpersonel metafunktions grammatik...41 Tekstlingvistik...43 Argumentationsanalyse...46 Komparativ analyse...51 Roman Jakobsons kommunikationsmodel...51 Deiksis...54 Interpersonel metafunktions ordvalg...54 Interpersonel metafunktions grammatik...55 Tekstlingvistik...56 Argumentationsanalyse...57 Konklusion...59 Temarammeredegørelse...62 Temarammen...62 Projektet...62 Grundlæggende IKT...63 Projektorienteret metode...63 Digital videoproduktion...63 Skriftlig kommunikation...64 Analyse af kommunikation via skriftsproglige medier...64 Fagets videnskabsteori...65 Procesbeskrivelse...67 Litteraturliste...69 Slutnoter...69 Bilag: Bilag 1 Statsminister Anders Fogh Rasmussens Nytårstale 2002 Bilag 2 Anders Fogh Rasmussens søndagstale på Venstres Landsmøde

4 Indledning Vi har valgt at lave en komparativ analyse af to af Anders Fogh Rasmussens taler. Vi ønskede at kigge på to taler med forskellige målgrupper. Derfor har vi valgt en nytårstale, hvor målgruppen er meget bred, da der tales til en hel nation, og en tale fra Venstres landsmøde, hvor målgruppen er forholdsvis smal. Disse taler er valgt, da de omhandler stort set samme overordnede emne, men skal kommunikeres ud til to forskellige målgrupper. Den første er nytårstalen fra 1. januar , hvor Anders Fogh Rasmussen er nyvalgt statsminister, og dermed den første nytårstale han holder i sin regeringsperiode. Denne tale har vi valgt at anvende, da man kan kalde den en historisk tale; AFR nævner her terrorangrebet d. 11. september 2001, og han minder folket om, at verden herefter for altid er forandret. I talen bliver der brugt meget patosappel til at underbygge hans udsagn om, at vi i Vesten nu skal stå sammen og bekæmpe terrorismen. Den anden tale er fra Venstres landsmøde i november , hvor Statsminister Anders Fogh Rasmussen holder den første tale til sit parti, efter han blev genvalgt i februar Her kommer hans egne håb og ambitioner for fremtiden til udtryk, og de bliver gennem argumentation uddybet. Vi vil i rapporten analysere forskelle samt ligheder i Anders Fogh Rasmussens retorik og sprogbrug til forskellige modtagergrupper. Vi vil se på hvilke sproglige virkemidler, med udgangspunkt i kommunikationsmodellen af Roman Jakobson, der giver forskelle og ligheder mellem de to taler. Desuden vil vi se på, hvordan AFR argumenterer i sine taler, og om han er overbevisende. Vi har en hypotese om, at der vil være stor forskel på de to taler i kraft af forskellen på modtagergrupperne. Vi har også en hypotese om, at der i nytårstalen vil være mere afslappet og uformelt sprogbrug end i talen til landsmødet, da han gerne skal virke sympatisk og jordnær, når han taler til hele den danske befolkning. I det resterende af rapporten vil vi referere til Anders Fogh Rasmussen som AFR. 3

5 Metode Hermeneutik er anvendelse, fortolkning og forståelse af virkeligheden. Indenfor hermeneutik arbejdes der med den hermeneutiske cirkel. Den opererer med den proces, der sker mellem del og helhed. Delene er kun meningsfulde ved hjælp af helheden, og omvendt giver helheden mening i kraft af delene. Sammenhæng mellem delene og helheden skaber forståelse, det er altså relationen mellem dem, der bevirker, at man kan forstå og fortolke. Det vil sige, at de individuelle tolkninger, vi mennesker frembringer, hjælper til en større forståelse af virkeligheden. Det ses bl.a. i konstruktivisme 3, hvor viden er kulturbestemt, idet samme information kan fortolkes på mange måder for forskellige mennesker, hvis de har forskellige baggrunde og kulturer. På samme måde kan en tekst eller information også variere, selvom man har samme kulturelle baggrund, idet man modtager og fortolker ud fra egne livserfaringer. Modtageren kan altid få mere mening ud af en tekst, end hvad afsender har til hensigt, da alle modtagere har et helt livs erfaringer at fortolke med. Når man modtager information, fortolker man denne ud fra sine egne erfaringer, forstår den og anvender den i samspil med andre mennesker. De mennesker modtager den information, fortolker den ud fra deres egne livserfaringer, forstår den og anvender den. Sådan kan den hermeneutiske cirkel bl.a. fungere. For at give et eksempel på den hermeneutiske cirkel kan man sige, at man er nødt til at se på grammatikken for at forstå argumentationen. Den kan også kaldes for en hermeneutisk spiral, da man som modtager og fortolker ikke ender ved samme udgangspunkt, og derved har erhvervet sig større verdensforståelse 4. Ligeledes står vi nu som studerende ved et nyt udgangspunkt med nyvunden viden, som vil følge os nu og senere. Hermeneutik omfatter forståelse, fortolkning og anvendelse. Og i vores projekt anvendes følgende teorier, da vi finder dem relevante for forståelsen: Vi anvender Roman Jakobsons kommunikationsmodel til analyse af AFRs kommunikation i de to valgte taler. Det er relevant for vores problemformulering for at undersøge, om der er forskel på talerne til de to modtagergrupper. Teorien er relevant, da den indeholder de seks elementer, som til sammen udgør kommunikation. Modtager og afsender identificeres i en given tekst, og der ses på de forskellige kommunikative virkemidler indenfor de fire resterende funktioner: kode, meddelelse, kontekst og kontakt. Denne model bruges på overordnet plan til at give et overblik over teksten, 4

6 hvorimod de andre valgte teorier graver dybere ned i teksten. Interpersonel metafunktion klarlægger rollerne i kommunikation bl.a. på et grammatisk niveau, hvor der ligeledes kigges på ordvalg, tiltaleformer og fagudtryk. Ydermere ses der på modusperson, som er den, afsender vælger at basere sin kommunikation på, og modalitet som viser talerens forpligtigelse i forhold til handlingen. Derudover har vi også beskæftiget os med polaritet, hvor det mest interessante er negativ polaritet, da det siger noget om afsenders forventninger til modtager. Relevansen ved at anvende disse teorier, er at de arbejder med talens virkning på modtager. Tekstlingvistik anvendes for at gå i dybden med det rent grammatiske i teksten, som kan vise de sproglige forskelle i de pågældende taler. Dette er relevant i forhold til den komparative analyse, hvor der ses på talernes forskelle og ligheder indenfor konnektorer, anaforer, semantisk isotopi og scripts. Vi benytter argumentationsanalysen, da det er politiske tekster, hvor må man formode at argumenter ofte forekommer. Vi skal i projektet bruge argumentationsanalysen til at bedømme argumenternes validitet, og om AFR virker overbevisende. Vi har bygget opgaven op således, at rækkefølgen fungerer logisk. Vi starter med indledning og vores problemformulering, hvor vi sætter hypoteser op for projektet, så vi har et fokuspunkt til resten af rapporten. Derefter følger dette afsnit om metoden til projektet, hvor de mere videnskabelige overvejelser kommer til udtryk. Herefter bliver den valgte og relevante teori fremlagt for at skabe bedre overblik over analysen. Analyseafsnittet har vi delt op i tre dele: først analyserer vi nytårstalen, derefter landsmødetalen, og til slut sætter vi dem op imod hinanden i den komparative analyse. Naturligt følger konklusionen, som samler op på problemformuleringen og vores fremstillede hypoteser. Som afslutning har vi til allersidst i rapporten indsat en procesbeskrivelse, hvor vi redegør for vores arbejde med projektet igennem hele forløbet. Derudover har vi også en temarammeredegørelse, som ikke direkte er en del af vores projekt, men som har bestemt rammerne for rapportens indhold. Til allersidst har vi vedlagt en litteraturliste over vores anvendte informationer og bilag af nytårstalen, samt landsmødetalen med linjeangivelser. Vi har valgt at have slutnoter frem for fodnoter, da det gør opgaven mere præsentabel og overskuelig. 5

7 Teori Roman Jakobsons kommunikationsmodel Alle tekster indgår i en kommunikationssituation, som det med henblik på tekstkarakteristik er væsentlig at bestemme. Tre faktorer er fælles for enhver tekst; der er en afsender, tekst, og en modtager, og dette forekommer også i Roman Jakobsons kommunikationsmodel 5. Roman Jakobsen mener, at der til hvert af de seks elementer i sin kommunikationsmodel er der en tilhørende kommunikativ sprogfunktion 6. Alle seks kommunikative elementer er til stede i en kommunikationssituation lige så vel som en meddelelse indeholder alle seks kommunikative sprogfunktioner, men dog ikke i lige stor grad, én, to eller tre vil være dominerende. Ved anvendelse af Jakobsons model skal det fastslås, at tekstens mening er et samspil mellem afsenderens intentioner, tekstens faktiske ordlyd og modtagerens afkodning, tekstens mening kan således ikke findes i teksten alene. Funktionshierarkiet 7 i en tekst siger noget om genren, i eksempelvis personlige breve er den emotive sprogfunktion, altså afsenderen, dominerende, og i reklamer er den konative sprogfunktion, altså modtageren, dominerende; dette uddybes nedenfor. Afsender - emotiv funktion Det er vigtigt at se på, hvem afsenderen 8 er, da afsenderen ofte dominerer i tekster, og da der f.eks. ofte kommer holdninger, følelser og ønsker frem i kommunikationen fra afsender. Personlige pronominer i første person, følelsesverber som f.eks. bekymre, såre og andre værdiladede ord er typiske tegn på den emotive funktion, og denne funktion er specielt fremtrædende i taler og personlige breve. Kontekst referentiel funktion Den referentielle funktion 9 omhandler tekstuelle spor af den virkelighed, altså kontekst, som meddelelsen handler om, refererer til og rapporterer om gennem neutrale, evt. videnskabelige ord. Denne funktion er ofte dominerende i sagprosatekster, meddelelser og udenrigs- og indenrigspolitiske artikler. 6

8 Meddelelsen poetisk funktion Meddelelsen 10 har den funktion, at den kan fokusere på sig selv og lege med sine egne udtryk- og indholdsdimensioner. Meddelelsen rummer de kreative træk som f.eks. enderim, bogstavrim, rytme, metaforer og ordspil. Disse kreative træk benyttes ofte i den litterære genre, men også i reklameannoncer. Kontakt - fatisk funktion Den fatiske funktion 11 anvendes for at skabe, vedholde eller afbryde kontakt mellem afsender og modtager. Denne funktion er formodentlig ikke dominerende i nogen tekst, da den kun anvendes til at opretholde kontakten, og dermed blot er et middel til kommunikation domineret af andre sprogfunktioner. Direkte henvendelse til læseren ved brug af 2. persons pronominer, du og dig, er en fatisk funktion, der i tekster anvendes for at gøre dem mere vedkommende for modtageren; i samtale anvendes vokativ, direkte personlig henvendelse, for at skabe kontakt. I taler og samtaler anvendes såkaldt small-talk eksempelvis om vejret. Unødvendige fraser som forstår du og er I med, tøvende ord som øh og hilse- og afskedsritualer bruges for at oprette, bevare eller afbryde kontakten. Kontakt er derved både en fysisk kanal og en psykologisk forbindelse. Kode - metakommunikativ funktion Metakommunikation 12 er kommunikation om kommunikationen. Meddelelsen stilles udenfor meddelelsen selv og kommenterer den, og dermed anvendes metakommunikation, når koden i meddelelsen diskuteres. En meddelelse kræver en kode, som stort set er fælles for både afsender og modtager, og ved anvendelse af den metakommunikative funktion tydeliggøres koden. Dansk er f.eks. én sprogkode som igen kan inddeles i flere koder såsom fynsk eller sjællandsk. Der kan desuden være anvendt en formel eller uformel sprogkode. Den metakommunikative funktion anvendes, når overgange i en tekst sammenkædes og når begreber og tankegange defineres og forklares. Når vigtig information fremhæves, og det forklares, hvorfor dette er værd at bemærke. Den anvendes også, når der opsummeres og konkluderes. Denne funktion fortæller læseren, hvordan teksten er opbygget og hvorfor, og den giver udtryk for forfatterens opfattelser, vurderinger og hensigter. Den metakommunikative funktion er vigtig, da den strukturerer teksten, og dermed viser læseren, hvordan teksten skal forstås. 7

9 Intertekstuelle referencer er også metakommunikative funktioner, da genren taler om sig selv, som det f.eks. forekommer når tekster omtaler eller citerer andre tekster. Modtager - konativ funktion Den konative funktion 13 omhandler sproglige træk, der beskæftiger sig med at få modtageren til at handle, og den er ofte dominerende i eksempelvis ordrer, advarsler, love og brugsanvisninger. Opfordringer til at få modtageren til at reagere på afsenders budskab kan ofte være nedtonet, så det ikke virker for anmassende. Direktive sproghandlinger og imperativformer er udtryk for den konative funktion, og for at forankre modtager i teksten anvendes personlige pronominer i 2. person som du og I. De imperative sætninger kan ikke testes for sandhedsværdi, ligesom de deklarative sætninger kan. Modtageren er afkoder for afsenderens information. Deiksis Meget af kommunikationen, som foregår gennem medier, er meget personlig. Dette ses f.eks. i nytårstalen, hvor statsministeren kigger op på seeren, og dermed skaber øjenkontakt, hvilket virker personligt. Den personlige kontakt til seeren ses også, når der f.eks. sker en teknisk fejl i tv, hvor kanalerne undskylder for de tekniske uheld enten ved hjælp af en voiceover, som beklager fejlen eller et standby-billede, som bliver sat på skærmen med en undskyldning til seeren. Ligeledes byder flere tv-programmer også velkommen; i disse præsentationer tales der ofte direkte til seeren. Alle disse måder at gøre tv-mediet mere personligt på, gøres ved at bruge du-jeg-her-nu-systemet 14, da de ofte i tv taler direkte til den enkelte seer ved at sige du i stedet for I, samtidig bliver talen endnu mere personlig ved, at tv-værten tiltaler sig selv som jeg i stedet for vi. Deiksis 15 kan deles op i tre forskellige deiktiske kategorier: person, tid og sted. Disse tre kategorier er de primære koordinater i samtalen; hvem taler til hvem, hvor og hvornår. Person-deiksis 16 betyder, at det er vigtigt at skabe person-relationer, disse relationer skabes gennem et samspil mellem 1. og 2. person altså jeg eller vi og du, I, eller de. Taleren omtaler ofte sig selv som jeg, her bruger taleren person-deiksis. Steds-deiksis 17 betyder det sted, man taler fra. I dagligsproget siges der ofte kun her i modsætningen til alle andre steder der. 8

10 Desuden kan steds-deiksis også finde sted i verbaler f.eks. i forskellen på at komme og at gå, hvor komme implicerer bevægelsen hen imod den talende f.eks. ved at sige kom lige her hen et øjeblik, hvorimod gå implicerer bevægelsen væk fra den talende. Tids-deiksis 18 betyder, at sætte tiden efter hvornår modtageren læser eller hører det. Som eksempel kan nævnes, når en journalist en onsdag aften sidder og skriver om nogle politiske forhandlinger, som vil fortsætte torsdag eftermiddag, men artiklen skal bringes torsdag morgen. Derfor kan journalisten ikke skrive, at forhandlingerne fortsætter i morgen eftermiddag. Journalisten er nødt til at tage hensyn til, at modtageren først læser det torsdag morgen og skal derfor skrive, at forhandlingerne fortsætter i eftermiddag; dette kaldes den forskudte tids-deiksis. Interpersonel metafunktions ordvalg Interpersonel metafunktion 19 omhandler den relation, som dannes og opretholdes deltagerne imellem i kommunikation. Rollerelationerne 20 er meget forskellige alt efter, hvilken kommunikationssituation man befinder sig i. I en samtale mellem venner har man ligeværdige roller, og dette ses under en samtale ved en mere fri og gensidig emneudvikling. Samtidig er det uformelle ordvalg og de fælles relationer til emnet med til at danne og opretholde symmetriske og ligeværdige relationer. Under en eksamen er der eksempelvis en usymmetrisk rollerelation, da det her er læreren, som bestemmer emneudviklingen, desuden vil ordvalget også være mere formelt. Omtaleformer 21 er, hvordan personer internt i en tekst omtales. Sproget karakteriseres som uformelt eller formelt, det kan også kaldes nærhed eller distance. Sproget har ændret sig meget siden ungdomsoprøret i 1968, og i dag tiltaler man hinanden mere uformelt. Mange forbinder det med at være gammeldags, men dog høflig. Formelt og uformelt ordvalg Valget mellem formelt og uformelt ordvalg 22 afhænger af kulturelle normer og institutionelle regler, da dette har indflydelse på normerne for sprogbruget. Det betyder altså, at man varierer sit sprog alt efter, hvem man taler med, f.eks. bruger adskillige unge mennesker mange bandeord, når de snakker med hinanden, men når de er sammen med deres bedsteforældre ændres sproget naturligt til et pænere. 9

11 Fagudtryk Fagudtryk 23 kan anvendes i samvær med ligestillede fagfolk, som forstår udtrykket, og hvor det vil skabe fællesskab og fælles værdier. Modsat kan man også bruge det i en samtale, hvor den anden person ikke kender fagudtrykket, og dermed kan føle sig uden for fællesskabet. Samtidig kan personen, som bruger fagudtrykket, blive opfattet som en der virker bedrevidende. Man kan inddele mennesker i grupper efter viden ved at anvende fagudtryk, da ikke alle har samme basis for at forstå dem. På et interpersonelt plan medfører det enten fællesskab eller ekskludering. Afsenderens vurdering 24 er især vigtig i argumenterende og omtalende tekster. Afsenders vurdering kan være positiv, neutral eller negativ. For at analysere, hvilken vurdering afsender har, skal man se på substantiv, verbum, adjektiv, adverbium, og interjektion. Dette kan ske ved at sammenligne et værdiladet udtryk med et neutralt. Nationale, kulturelle og sociale værdier 25 er begreber, ord og genstande, som signaler høj symbolværdi. Dette er ord, som er interpersonelle i deres funktion ved at være værdier, der har en socialt sammenbindende funktion. Den interpersonelle metafunktions grammatik Den interpersonelle metafunktions grammatik 26 beskæftiger sig med, hvordan mennesker hjælpes af sproglige ressourcer, og dermed lærer at danne og opretholde symmetriske eller asymmetriske sociale relationer og roller til hinanden. Al kommunikation er mindst tovejs, da alle former for kommunikation indeholder en form for udveksling eller dialog, og der altid foregår en interaktion, der som minimum involverer en skribent eller taler og et publikum eller tilhørere. Monologer og massemedietekster må nødvendigvis betegnes som to- eller flervejskommunikation, eftersom teksterne udveksles mellem afsender og modtager, og hvis det ikke var hensigten, at de skulle udveksles, ville der slet ikke foregå kommunikation. Kommunikation foregår altid i samspil med nogen, og derfor er der i tekster og de enkelte sætninger indlejret en relation mellem afsender og modtager. I forhold til kommunikation skelner Halliday mellem to roller 27, som er grundlæggende for al kommunikation, nemlig at give og at forlange. Her dannes det indbyrdes afhængige forhold mellem afsender og modtager. Giver afsender en information, er dette implicit en invitation eller en form for forpligtelse til modtager om at modtage informationen. Beder afsender derimod om en information, indbydes modtager til at 10

12 give denne. Når afsender således vælger en af de to elementære roller placerer afsender samtidig modtager i en komplementær rolle. Der gives eller forlanges altid noget, og når der gives, medfører det, at der modtages, og når der forlanges, medfører det, at der gives. Det, som kan udveksles mellem afsender og modtager, inddeler Halliday i to overordnede væsensforskellige typer: 28 1) Ting og serviceydelser 1. Ting 2. Serviceydelser 2) Information Udveksler man ting og serviceydelser, er dette en konkret fysisk handling. Udveksling af information er en abstrakt eller symbolsk handling, der logisk nok kun kan realiseres verbalt. Forskellen mellem at udveksle information og ting og serviceydelser bevirker forskellige sproglige strukturer. Valg af talerolle og det der udveksles er to valg, der af sprogbrugeren må foretages samtidig, når en dialog startes, og dette kan vises i et netværk: Man kan enten give eller forlange information eller ting og serviceydelser, og dette vil sige, at hvis man holder de to roller give og forlange sammen med udvekslingstypen information og ting og serviceydelser giver det fire basale ytringer: 11

13 Halliday inddeler tilbud og opfordringer i én overordnet kategori som han kalder proposal 29 og udsagn og spørgsmål i en anden kaldet proposition 30. Propositioner indeholder sandhedsværdi, og de kan derfor testes for dette ved bl.a. at betvivle og bekræfte, hvorimod proposaler ikke kan benægtes eller bekræftes, da de ikke indeholder sandhedsværdi. Halliday anser de fire ytringsfunktioner tilbud, opfordring, udsagn og spørgsmål som de primære eller grundlæggende ytringsfunktioner 31 med det udgangspunkt, at grammatikken betragtes som en ressource til at skabe og vedligeholde interpersonelle relationer mellem afsender og modtager. Det vil sige, at sprogbrugeren via sprogsystemet udstyres med grammatiske og semantiske ressourcer til at skabe sociale relationer ved hjælp af dialog. Ytringsfunktioner anses under den interpersonelle metafunktion som et socialt fænomen, hvilket vil sige, at en ytring må anskues som en del af en social handling, altså en sekvens af udvekslinger mellem afsender og modtager. De interpersonelle ressourcer som anvendes til at skabe og opretholde kontakt mennesker imellem og udveksle budskaber mellem afsender og modtager findes i bestemte dele af en ytring og i bestemte dele af grammatikken. Halliday kalder den interpersonelle del af en ytring for modus 32. Modus er den sproglige ressource, der muliggør ytringsfunktionerne og er en sproglig kategori, hvori den talendes holdning til det sagte kan findes. Talere har forskellige sætningsmodi til rådighed og dette kan opstilles i en model: 12

14 I følgende model vises hvorledes valg fra modussystemet realiserer ytringsfunktionerne: Da tilbud ikke er en selvstændig modustype dannes det ved at anvende et af de andre modusvalg. Modusvalg kan fremsættes i en anden form end den kongruente, hvilket Halliday kalder for interpersonel grammatisk metaform, som består i at en anden form end den kongruente vælges. Valg af inkongruent form er af sociale og kommunikative årsager et bevidst valg fra afsenders side, formålet med dette kan eksempelvis være indirekte at formulere en nedtonet og høflig opfordring. Den kongruente form lægger større pres på modtager end den inkongruente da modtager nemmere kan afvise at imødekomme en indirekte end direkte opfordring. Modalitet 33, talerens holdning eller vurdering af sandhed i udsagn, og talerens forpligtelse i forhold til handlingen, kan angives i det finitte verbal, som udtrykkes med et af modalverberne: burde, kunne, måtte, skulle, turde, ville, gide. 13

15 Polaritets- og modusadjunkter Polaritets- og modusadjunkter 34 er to typer af adverbier som er med til at skabe og vedligeholde interpersonelle relationer. De findes som regel umiddelbart efter subjekt og finit i en sætning. Polaritet 35 omhandler en markering af enten positiv eller negativ værdi i forhold til et udsagns gyldighed. Negativ polaritet markeres ved enten ikke eller ej og positiv polaritet markeres slet ikke. Valg af positiv eller negativ polaritet omhandler, hvad afsender vurderer, at modtager formodentlig tror i propositioner eller formodentlig vil gøre i proposaler, og har dermed interpersonel funktion. Som regel anvender afsender positiv polaritet, hvilket viser, at afsender går ud fra, at modtager har samme opfattelse af verden og af deres relation, som afsender har. Anvender afsender negativ polaritet, skyldes det, at afsender har en bestemt antagelse af, hvad modtager tror, og afsender mener at skulle afkræfte dette. Valget af polaritet omhandler dermed afsenders ønske om at opretholde eller ændre modtages antagelser og verdensopfattelse. Adjunkt 36 er et element, der ikke kan blive subjekt i sætningen. Adjunkter formidler yderligere informationer og fortæller de nærmere omstændigheder i sætningen såsom tid, sted, måde, årsag m.m. Modusadjunkter kan vise tre typer af indhold: 1. Modalitet (sandsynlighed, sædvane, villighed, forpligtelse) 2. Tid 3. Styrke (grad, indlysende, intensitet) Ved hjælp af kommentaradjunkter 37 giver afsenderen sin holdning, vurdering, synspunkt eller perspektiv af hele propositionen til kende. Kommentaradjunkter kan optræde både i og udenfor sætningen. Modusperson Modusperson 38 er den person afsenderen vælger at basere sin kommunikation på. Afsenderen kan bruge både sig selv, modtageren eller andre personer, der ikke er en del af 14

16 kommunikationssituationen. Ved hjælp af en analyse af modusperson, kan man finde ud af hvem, afsenderen baserer sin kommunikation på. Indikative sætninger 39 foretager valg af modusperson. Det første valg er om modusperson er bestemt eller ubestemt. Er modusperson bestemt foretages der endnu et valg mellem interaktant 40 og ikke-interaktant 41. Hvis der er tale om interaktant skal afsenderen også foretage et valg af modtager og afsender. En interaktant deltager i kommunikationen. Personen er ansvarlig for indholdet ved både propositioner og proposaler. En interaktant kan både være ental og flertal, og i flertal er det ikke altid klart, hvem der refereres til. En ikke-interaktant deltager ikke i kommunikationen, men personen holdes stadig ansvarlig for indholdet i kommunikationen. Ikke-interaktant er enten tredje person ental eller flertal, og kan refereres til som de omtalte personer i kommunikationen. Med en ubestemt modusperson er det uklart, hvem afsenderen baserer kommunikationen på. Det kan udnyttes bevidst og strategisk i argumenterende og politiske kommunikationer. Det er som regel muligt at bestemme, hvem der refereres til ved at se på situationskonteksten, da man i denne kan se, hvem den ubestemte reference gælder. Imperative sætninger 42 realiserer opfordringer, tilbud og forslag og forudsætter at modtageren er subjekt. Normalt har imperative sætninger ikke et eksplicit subjekt, men i de tilfælde hvor der er, er der som regel tale om modtageren du. Grammatisk set kan der ikke gøres meget med imperative sætninger. Det er derfor heller ikke muligt at angive tid i imperativer, men ved hjælp af cirkumstantialer 43, der angiver tid, kan man realisere fremtid, f.eks. Skriv til mig på mandag. Tekstlingvistik I opgaven fokuseres der på overordnede kommunikationsmodeller, men for at få en bedre forståelse af teksten er det også nødvendigt at kigge på tekstlingvistikken. Der startes med tekstens kohæsion 44, som er nødvendig for at teksten hænger sammen. På det kohæsive plan er der nogle 15

17 sproglige midler, som gør afsenders tekst forståelig og sammenhængende. De sproglige midler, der vil blive beskrevet herunder, er anaforer 45, konnektorer 46 og semantisk isotopi 47. En konnektor forbinder to sætninger, enten ved at være der eller ved at være undladt. En tekst har dog oftest konnektorer, da de gør teksten lettere læselig, fordi man som læser ikke skal bruge energi på at inferere 48, gætte, sammenhængen. Det er lettest at forstå noget svært, hvis man får det hele serveret i rette sammenhæng, så hjernen kun skal bearbejde indholdet uden at bekymre sig om tekstens sammenhæng. Konnektorer er oftest at finde i argumenterende tekster, idet de forbinder de foregående sætninger og argumenter. Nogle konnektorer indeholder ydermere underforståede forudsætninger, som igen hjælper læseren med forståelsen af teksten; de hjælper f.eks. til at vise en klar modsætning eller sidestilling sætningerne imellem. Nogle gange kommer afsenders holdninger til udtryk i teksten ved konnektorer, dette sker også i modsætnings- eller sidestillingsforholdene. Anaforer er et begreb, som henviser til tidligere segmenter af samme tekst, genstande eller personer uden at gentage denne ordret. En anafor er ligesom en konnektor med til at gøre en tekst mere eller mindre læsbar. Anaforer optræder mest som personlige pronomener, men de kan også bruges i sammenhænge, hvor referenten er den samme. Disse anaforiske relationer hjælper også til at give teksten stabilitet, og de kan hjælpe til at forstå den tematiske sammenhæng. De anaforiske relationer gør, at teksten ikke gentager sig selv hele tiden, men meningen kan derved også blive flertydig, og teksten derved sværere at læse. Anaforer kan nogle gange helt udelades i en sætning via en ellipse 49, som viser tilbage til en tidligere nævnt referent. Forståelsen af en tekst fungerer bedst, hvis teksten er logisk. Dette sker, når ordene er fundet indenfor de samme betydningsmæssige netværk af ord, altså indenfor samme leksikalske kæde. En tekst omhandler et enkelt eller få temaer, hvis den skal være let forståelig og logisk, og derfor fungerer teksten også bedst, hvis man kun henter ord fra få betydningsgrupper. Det hjælper desuden på kontinuiteten, at en tekst omhandler de samme begreber. Semantisk isotopi bruges ligesom leksikalske kæder. Det kan også bruges til at sikre sig, at modtageren har forstået budskabet ved hjælp af gentagelse af tekst, redundans

18 Scripts er de manuskripter modtagere har lagret i hjernen; en model af en situation eller historie man kender godt. Det er også modtagers scripts, som hjælper, når denne infererer i teksten. Scripts går også ind og er en del af ens forhåndsviden, da en modtagergruppe stort set altid har nogle fælles erfaringer eller situationer, afsender kan trække på. Argumentationsanalyse Stort set al kommunikation er på et eller andet plan argumentation 51, og da andre ofte ikke er enige med os i vores udtalelser eller påstande, er vi nødt til at argumentere for vores påstand. Der tages udgangspunkt i Stephen Toulmins argumentationsmodel 52. Modellen består overordnet af tre elementer; påstand 53, belæg 54 og hjemmel 55. Påstanden er det udsagn, man vil have modtager til at være enig i eller tro på. I argumentation er der altid tvivl om påstanden, og man vil derfor ofte kunne finde påstanden ved at stille sig selv spørgsmålet hvad kan der være tvivl om i denne ytring?. Belægget er det, som afsender bruger til at underbygge sin påstand med. Grundlaget for at belægget fungerer er, at der ikke kan være tvivl om sandheden af dette. Belægget bygger derfor på alment accepterede kendsgerninger eller i det mindste kendsgerninger, som afsender og modtager er enige om. Belægget bliver til tider markeret med biord som fordi og da. Hjemmel er det, der forbinder belæg med påstand, man kan derfor finde hjemmelen ved at spørge Hvordan kommer man fra belæg til påstand?. Ligesom belægget indeholder hjemmelen ofte et indhold, som afsender antager, at modtaget er enig i eller accepterer som sandt. Belægget bliver til tider markeret med biord som eftersom. Hjemmelen er ofte implicit, da modtager kan opfatte dette som en nedladende udpensling. Eksempel Tivoli i København er populær, da de har mange besøgende. Påstanden er, at Tivoli i København er populær. Belægget for dette er, at de har mange besøgende. Hjemmelen er implicit i dette tilfælde, men man må antage, at en attraktion med mange besøgende er populær. 17

19 Udover de tre grundelementer i argumentationsmodellen findes yderligere tre led, afsender kan benytte for at vinde et argument; styrkemarkør 56, gendrivelse 57 og rygdækning 58. Styrkemarkøren i argumentationsmodellen er ofte et adverbialled, og fungerer som en måling af afsenders sikkerhed på egne udtalelser. Styrkemarkøren kan være enten styrkende eller svækkende. Den svækkende styrkemarkør kan dog også virke positivt på afsenderen, da påstanden kan fremstå mere velovervejet for nogle modtagere. Gendrivelsen er det led, hvor afsender kommer modtager i forkøbet med modargumenter. Den fungerer i praksis på samme måde som den svækkende styrkemarkør, idet afsender viser modtager, at påstanden er blevet vejet imod modargumenterne og har vundet. Rygdækningen er en underbygning og uddybelse af den fremførte hjemmel. Sideordnede argumenter, der til sidst kan ligge til grund for en overordnet konklusion, kaldes argument-rækker 59. Selve argumentationen kan have flere underordnede argumenter, som tilsammen underbygger det overordnede argument, og kaldes argument-hierarki 60. Der findes fire faser 61 i argumentationsanalysen, som bruges til at lægge nogle overordnede perspektiver og strukturer på argumentationen. Den konstaterende fase 62 : Påstanden indeholder rent faktuelle informationer. Den definerende fase 63 : Argumentationen definerer begreber. Den evaluerende fase 64 : Påstandene er en personlig vurdering, som kan blive udtrykt ved hjælp af værdiladede ord. Den advokerende fase 65 : Fremtidige handlinger og beslutninger sættes i fokus. Faserne er ikke kronologiske eller obligatoriske, og kan derfor forekomme i en anden rækkefølge eller helt udeblive fra argumentationen. Appelformer I al tekst og kommunikation drages der nytte af appelformer i afsenders udtryksform. Appelformerne er delt ind i tre undergrupperinger, hvor logos appel 66 henvender sig mest til det logiske, hvorimod følelserne bliver påvirket både i etos 67 og patos appellen

20 Logos appellen omhandler det saglige argument og logik. Sprogbruget holdes neutralt og afsenderen er ikke særligt fremtrædende. Etos appellen er tilslutning til afsenders troværdighed og personlighed, herunder også afsenders karakter og integritet. Etos appellen skal vække vores tillid til afsender. Det kan sammenlignes med det image, en afsender kan have. Har afsender i forvejen gjort sig uheldigt bemærket i andre sager, skal der argumenteres endnu bedre for at tilliden bliver vakt. Patos appellen er mere centreret hos modtager og dennes reaktion. Den vækker de letvakte følelser hos modtager, som f.eks. glæde, vrede og medlidenhed. Hjælpemidlerne er et værdiladet ordvalg og ofte velvalgte illustrationer. En tekst indeholder stort set altid mere end én af de ovennævnte appeller, men ud fra den gældende kommunikationssituation bestemmes det hvilken appel, man anvender mest. 19

21 Analyse Analyse af nytårstalen Afsenderen af en tale giver information til modtageren, hvilket opfølges af, at modtageren modtager denne. Dette forekommer i talen, hvor AFR udfører den verbale handling; at give information. Gives der information, medfører det også, at der modtages information. Modtager af en nytårstale har på forhånd et script i tankerne over hvordan en sådan tale skal forløbe; primært at der vil blive talt om det forgangne år, men også om nye politiske og samfundsmæssige mål. AFR taler om terror i USA, og sine planer for det fremtidige velfærdssamfund og Danmarks EU-formandspost. Talen er derved hvad man, som modtager, forventer. Roman Jakobsons kommunikationsmodel Afsender emotiv funktion AFR er afsender, hvilket kommer til udtryk i begyndelsen af talen, hvor der refereres til jeg flere gange. Man fornemmer tydeligt, at afsenderen er dominerende gennem hele talen, men fordi det er en tale, er det meget naturligt. Jeg er stolt over, at Danmark kan yde en indsats. 69 og: Jeg sender også mange tanker 70. I ovenstående eksempler ses det tydeligt, hvem afsenderen er. Igennem hele talen, ses eksempler som dette, hvor der gøres opmærksom på, hvem afsenderen er. Kontekst referentiel funktion Konteksten i talen er meget åbenlys, da det er en nytårstale, altså en afslutningstale på året der gik. Dette ses tydeligt gennem hele teksten, som refererer til begivenheder og tragedier gennem 2001: "2001 vil til alle tider blive husket for den forfærdelige terroraktion mod New York og Washington."

22 Meddelelse poetisk funktion Meddelelsen ses flere gange i talen i form af gentagelser, hvilket skaber en god rytme i teksten. I nedenstående eksempel ses, hvordan personlige pronominer som jeg og mig konstant gentages. Dette giver både en rytme i talen, med det er også med til at gøre forståelsen mere tydelig. "Det er første gang, at jeg som ny statsminister henvender mig til den danske befolkning på årets første dag. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for den venlighed, jeg har mødt i den korte tid, jeg nu har været statsminister. Jeg vil gøre mit yderste for at leve op til den tillid, der er vist mig" 72. Kontakt - fatisk funktion Når kontakt mellem afsender og modtager oprettes, opretholdes og afsluttes benyttes den fatiske funktion. Dette findes der i talen nogle få eksempler på. Talen begynder med en hilsen: God aften og godt nytår! 73. Her anvendes den fatiske funktion for at skabe kontakt med modtageren. Umiddelbart efterfølgende anvendes den fatiske funktion igen. Her anvendes den for at opretholde kontakten, hvor AFR siger: Det er første gang, at jeg som ny statsminister henvender mig til den danske befolkning på årets første dag. 74. Dette er i princippet en irrelevant kommentar, da alle ved, at han er nyvalgt statsminister, og det dermed indlysende nok er første gang, at han som statsminister holder nytårstale. Kommentaren anvendes her for at bevare den påbegyndte kontakt med modtageren. Et andet eksempel på opretholdelse af kontakten sker i udsagnet: I aftes tog vi afsked med det gamle år 75. Dette er en intro til, at han nu vil opridse nogle vigtige begivenheder fra det gamle år, men sætningen er ganske unødvendig, da alle sandsynligvis er klar over, at der denne dag skrives d. 1/1. Talen afsluttes med, at AFR siger: Godt nytår! 76. Også her anvendes den fatiske funktion, da kontakten mellem afsender og modtager brydes. Kode - metakommunikativ funktion I talen refereres der til en kendt filosof: Frihed indebærer også et ansvar. En dansk filosof, K. E. Løgstrup, har kaldt det den etiske fordring. Den enkelte har aldrig med et andet mennesker at gøre uden, at han holder noget af dets liv i sin hånd, formulerer Løgstrup det. Med andre ord: vi har et ansvar over for medmennesket. 77. Her anvendes den intertekstuelle reference for at underbygge et argument. 21

23 Når afsenders opfattelse, vurdering og hensigt kommer til udtryk anvendes den metakommunikative funktion. Dette er der i talen mange eksempler på, hvilket er forståeligt nok, da talen er politisk, og dermed et udtryk for talerens og det tilhørende partis holdning. I forbindelse med at AFR taler om terrorangrebet d. 11. september, giver han udtryk for sin egen holdning:..den brutale virkelighed overgik selv de værste fantasier. 78. Disse ord er negative, og de udtrykker dermed en negativ holdning til det pågældende emne. Og om samme emne udtrykker han: For USA repræsenterer alt det, som religiøse fanatikere og herskesyge tyranner frygter og foragter. 79. Ordet fanatiker ses som regel ikke som en positiv beskrivelse af en person, og kædes en fanatiker sammen med religiøsitet, tilføjes der en yderligere negativ klang. Herskesyge tyranner er en yderst negativt beskrivelse af personer, og her anvendes disse ord sandsynligvis for at udpensle alvoren og for at understrege hvor skræmmende og farlige, taleren mener, at disse mennesker er. Her kommer hensigten med udtalelsen altså også til syne. I forbindelse med at AFR taler om, at det amerikanske samfund grundlæggende er bygget op omkring demokrati, menneskerettigheder, frihed og religiøs tolerance ligesom vores eget er, siger han: Det er de principper og værdier, som har gjort det muligt at løfte vor del af civilisationen fra fattigdom til velstand. 80. Dette er udtryk for hans holdning, da der ikke findes bevis for, at dette alene er grunden til den vestlige verdens velstand. Ser man på verden generelt, kan man fristes til at tro, at dette er tilfældet, men udtalelsen giver kun talers og sandsynligvis også partiets vurdering til kende, da beviset altså ikke findes. Hensigten er tydeligvis, at få lytteren til at se logikken i udsagnet. Et andet eksempel på talers vurdering er, da han taler direkte til en bestemt modtagergruppe. Dette forekommer, da han taler til de danske soldater og politifolk, som er udsendt til forskellige steder i verden: I gør en stor indsats for at sikre freden. I gør Danmark ære. Og I er med til at vise, at også et lille land kan gøre en forskel. 81. Her gives både udtryk for partiets og talers holdning, da det er regeringen, der har udsendt disse personer. Nogle mennesker vil mene, at de udsendte gør et forgæves stykke arbejde, og at det er spild af ressourcer, men AFR tror på, at det nytter, og sætningen er således et udtryk for individuel holdning, da det er en subjektiv vurdering om man mener, de udsendte gør Danmark ære eller ej. Når der opsummeres, og overgange i en tekst sammenkædes, hører det også indenfor den metakommunikative funktion. Et eksempel på en overgang kan bl.a. ses i begyndelsen af følgende sætning: Til syvende og sidst 82. Her forbereder taleren lytteren på et snarligt emneskift. 22

24 Opsummering forekommer flere steder i talen, bl.a. i slutningen hvor der opsummeres hvad selve budskabet med talen i bund og grund går ud på: Fremskridt er ikke noget, en regering kan trylle frem. Det er noget, vi mennesker selv kan skabe hvis vi får frihed til det. Lad os skabe den fornyelse, som kan løfte det danske samfund frem mod nye mål. 83. Gennem talen er AFR kommet med løfter om, hvad regeringen kan og vil gøre for at skabe fornyelse, og han er ligeledes kommet med forslag til, hvad den enkelte kan gøre. Til slut bliver lytteren gennem en kort opsummering af talens formål endnu engang mindet om dette. Opsummering benyttes forskelligt, og et andet sted i talen benyttes det til at underbygge et opfordrende udsagn om at sætte nye mål for det 21. Århundrede: Det gamle århundrede, det 20. århundrede, var præget af klassekamp, folkemord, undertrykkelse, verdenskrige. Det var århundredet for de totalitære ideologier. Totalitære ideologier, i hvis navn mennesker blev undertrykt og dræbt for en påstået højere sag. Det var kollektivismens århundrede. Systemernes århundrede. 84. Her får opsummeringen den effekt, at den fungerer som argument for den tidligere påstand. Modtager - konativ funktion Modtager for talen er hele den danske befolkning. I talen findes der eksempler på den konative funktion, og de forekommer bl.a. i imperative sætninger: Lad os udvikle dette rummelige fællesskab, hvor det enkelte menneske får lov at blomstre. 85 og: Lad os sætte nye mål for udviklingen af det danske samfund. 86. Bøjningsformen imperativ anvendes, for at få lytteren til at handle. Ved at anvende ordet lad opfattes udsagnet mere som en opfordring end en pligt. For at bevirke at budskabet er mere vedkommende for modtageren, anvendes der, indenfor den konative funktion, tiltaleformer med personlige pronominer i 2. person. Dette ses, da AFR direkte henvender sig til de soldater, der i det forestående år skal udsendes til Afghanistan: Og til jer der skal af sted, siger jeg: Vi tænker på jer. Vi er taknemlige over, at I på denne måde gør en indsats for jeres land og for frihed og fred i verden. 87. Tilhører man denne gruppe af soldater, vil man som lytter føle, at statsministeren henvender sig direkte til en selv. Hvis han havde omtalt soldaterne som dem og de, havde soldaterne ikke på samme måde følt sig henvendt til. Direkte henvendelse skaber en følelse af nærvær og relevans for den tiltalte. 23

25 Deiksis Nytårstalen fra 2002, som er AFRs første nytårstale som statsminister, er meget speciel, dels fordi det er AFRs første, men også på grund af terroraktionen den 11. september, som ændrede vores syn på verden. Gennem hele Nytårstalen bruges det personlige pronomen jeg, specielt i begyndelsen af talen, hvilket er med til at understrege, hvem afsenderen af talen er. Ifølge Person-deiksis er det almindeligt, at der kun bruges 1. person, da det vil virke underligt, hvis AFR i tide og utide nævnte 2. person, ved at tale direkte til seeren ved f.eks. at sige du. "Det er første gang, at jeg som ny statsminister henvender mig til den danske befolkning på årets første dag. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for den venlighed, jeg har mødt i den korte tid, jeg nu har været statsminister. Jeg vil gøre mit yderste for at leve op til den tillid, der er vist mig" 88. I overstående eksempel ses det, hvordan der gentagne gange refereres til 1. person, som ifølge person-deiksis ofte ses i denne form for medieoptræden. Dette betyder altså at 2. person ikke optræder og dermed bliver implicit. I eksemplet ovenfor refereres der syv gange til 1. person, i form af jeg og mig. Ved at det flere gange gentages tydeliggøres effekten, dette forekommer specielt i starten, da man som modtager skal forstå, at det er AFR, der er afsender af denne Nytårstale. I nedenstående eksempel ses det, hvordan AFR igen referer til 1. Person. Dog er det denne gang i form af vi. Ved at sige vi i denne sammenhæng, giver det seeren en følelse af, at det er noget vi står sammen om. I eksemplet nedenfor mener AFR Danmark som nation, når han siger vi : Det er disse værdier, vi nu skal værne og forsvare. Vi skal kompromisløst bekæmpe terrorismen. Og den kamp mod det onde skal USA ikke stå ene om 89. Ofte bliver en optræden som denne meget upersonlig, da der ikke forekommer nogen form for samspil mellem 1. og 2. person, eftersom der ikke er flere personer til at deltage i denne form for optræden. Men ved at AFR taler direkte til kameraet, skaber han øjenkontakt med seeren, hvorpå der opnås kontakt. En sådan placering giver hans optræden en mere personlig karakter, da man som seer føler, at AFR taler direkte til en selv. 24

26 I gør en stor indsats for at sikre freden. I gør Danmark ære. Og I er med til at vise, at også et lille land kan gøre en forskel. 90. I overstående eksempel ses en af de få gange, hvor der i nytårstalen refereres til 2. person. Dette er med til at give personrelationer mellem 1. og 2. person, og samtidig gør det hans optræden mere personlig. Dog kan man ikke snakke om et direkte samspil mellem 1. og 2. person, da der ikke er nogen samtale mellem afsender og modtager. Danmark har sagt ja til en amerikansk anmodning om militær bistand i Afghanistan 91. I ovenstående eksempel ses det, hvordan der er brugt sted-deiksis. Der refereres her til Danmark som her og til Afghanistan der. Interpersonel metafunktions ordvalg Formelt og uformelt ordvalg I en nytårstale er det utrolig vigtigt, at overveje sproget, da nytårstalen har en meget bred modtagergruppe og skal kunne forstås af mange forskellige mennesker. Derfor skal sproget i en nytårstale være korrekt, så enhver i samfundet kan forstå det. Gennem hele talen benytter AFR sig af et korrekt og uformelt ordvalg. Det vil sige, at der ikke benyttes mange svære ord, hvor forståelsen af ordet forudsætter, at man har en speciel baggrund eller kommer fra en lav eller høj samfundsklasse. I nedenstående eksempel ses det, hvordan der bruges et afslappet sprog, som alle kan forstå. Desuden tales der enkelte steder en smule formelt, da der f.eks. siges vore i stedet for vores : Vi har et fælles ansvar for, at vore ældre får ordentlig hjælp og pleje. 92. Dette ses også i følgende eksempel: "Det var århundredet for de totalitære ideologier." 93 og Det var kollektivismens århundrede. 94. Her ses det, hvordan der kan anvendes et mere formelt sprog i talen. I disse tilfælde er det ordene totalitære ideologier og kollektivismens århundrede som nogle muligvis ikke kender til. Trods det at AFR gennem hele talen har formået at holde et neutralt ordvalg, ses der alligevel enkelte eksempler, hvor der er brugt ord som disse. 25

27 Fagudtryk I Nytårstalen fra 2002, bruges der ikke specielt mange fagudtryk, dels fordi det ikke er en valgtale eller en tale for fagfolk, som f. eks en tale til Venstres landsmøde, men fordi talen skal være forståelig for alle. "Kernen i velfærdssystemet er, at samfundet har påtaget sig ansvaret for at løse en række opgaver." 95. I dette eksempel ses det, hvordan AFR bruger et fagudtryk. Begrebet Velfærdssystemet er et tydeligt eksempel på et fagudtryk fra den politiske verden. Det er dog i orden, at AFR bruger dette fagudtryk, da han i efterfølgende sætning forklarer, hvad betydningen af ordet er. Ved kort at forklare ordets betydning, undgår AFR misforståelser, desuden kommer han ikke til at fremstå som bedrevidende. Interpersonel metafunktions grammatik Modalitet Ved at se på de anvende modalverber kan man aflæse afsenders vurdering af betydning af det udtalte. Eksempelvis: Ved at give landene i Central- og Østeuropa det sidste skub fremad, kan vi åbne for en lys og lovende fremtid. 96. Her foreligger muligheden for, at det kan lade sig gøre. Et andet eksempel: Vi vil sætte mennesket før systemet. Den enkelte skal have større frihed til at forme sit liv. Vi vil gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning. 97. Man har her et ønske om at sætte mennesket før systemet, da ordet vil udtrykker et ønske eller en hensigt, men den efterfølgende sætning vejer højere, da ordet skal anvendes. Skal udtrykker en opfordring eller en nødvendighed, og ved at der i denne sætning bruges skal, viser det, at personlig frihed dermed vejer højere end at sætte mennesket før systemet. I den sidste sætning bruges der vil, hvilket sidestiller denne påstand med den første, men dette er heller ikke lige så vigtigt som personlig frihed. Polaritet Man kan ved hjælp af positiv og negativ polaritet undersøge hvad afsender vurderer, at modtager tror. AFR benytter sig flere gange af negativ polaritet: Vi har ingen ideologiske blokeringer. Vi er ikke bundet af snævre interesser eller hensyn til bestemte grupper. 98. Her antager han, at modtager netop tror, at det er tilfældet. Måske har der tidligere været ideologiske blokeringer, eller også har der kørt rygter herom, men han mener altså, det er vigtigt at få afkræftet at det kunne være tilfældet, at der er ideologiske blokeringer i den nye regering. I følgende sætning anvendes positiv polaritet: 26