EUs demografiske udfordring

Transkript

1 EUs demografiske udfordring Om studerende: Sasha Renate Bermann Cand.ling.merc. i Europæiske studier & spansk Institut: IKK, CBS 2. Januar 2012 Om vejleder: Vejleder: Lars Abel Vejleders institut: IBC 78,8 sider af typeenheder ( tegn)

2 Indholdsfortegnelse Resumen (Abstract) Kapitel 1: Introduktion 1.1 Indledning Problemformulering Definitioner Afgrænsning Teori Metode Empiri Kildekritik 6 Kapitel 2: Den demografiske udfordring 2.1 Udbud og efterspørgsel på arbejdskraft i EU Arbejdsmigranternes integration i EU s arbejdsmarked Effekten af arbejdsmigration 11 Kapitel 3: Push faktor analyse 3.1 Definition af arbejdsmigranten og afsenderlande Beskæftigelsesmuligheder i afsenderlandene Lønniveau i afsenderlandeme 15 Kapitel 4: Pull faktor analyse 4.1 Beskæftigelsesmuligheder i EU Lønniveau i EU Komparativ analyse mellem afsenderlande og EU 20

3 Kapitel 5: Friktions faktor analyse 5.1 Eksklusion fra arbejdsmarkedet Hindringer for at skaffe arbejdstilladelser Barriere for at overfører pensionsopsparing Ugunstig særbeskatning Begrænset adgang til social sikring Socialafstand; kultur og sprog forskelle Konklusion på push, pull og friktions faktor analyse 32 Kapitel 6: Arbejdsmigrantens arbejdsmarkedsintegration i EU 6.1 Eksklusion fra arbejdsmarkedet De kvindelige migranters tilknytning til arbejdsmarkedet Overkvalificering misallokering af talent 37 Kapitel 7: Facilitering af arbejdsmigrationen 7.1 Pull faktorerne styrkes i EU Friktions faktorerne reduceres Arbejdsmarkedsmodellernes betydning 48 Kapitel 8: Case Studies 8.1 Irland: Uddannelse som pull faktor Storbritannien: Selvdestruering Tyskland: Hvervekampagne i Asien 55 Kapitel 9: Afslutning 9.1 Anbefalinger Konklusion 59 Litteraturliste 64 Bilag 69

4 Resumen: El reto demográfico de la Unión Europea La populación de la Unión Europea (UE) se está envejeciendo y al mismo tiempo se está reduciéndose. En 2007 la populación fue 591 mio. y en 2050 será 542 mio. Es decir la populación se ha reducido con casi 50 mio. Al mismo tiempo la edad media sube desde 39 años hasta 47 años. La consecuencia de este cambio demográfico es que la mano de obra será más pequeña lo cual afecta la habilidad de crecer económicamente. La hipótesis es que la habilidad de crecer económicamente depende de la cantidad de trabajadores (la mano de obra nacional), más trabajadores significa más crecimiento. Por supuesto hay más factores que afecta el crecimiento económico por ejemplo la productividad o las horas trabajadas. Sin embargo el cambio demográfico en sí presenta un reto serio para la UE en el futuro. Una solución seria suplementar la mano de obra con trabajadores extranjeros, es decir importar mano de obra desde fuera de la UE. Para realizar esta solución propuesta es necesario primero examinar que es lo que crea la inmigración. Para eso se usa la teoría de migración de Willem Molle (Molle 2001). En lo cual se presenta tres factores que influye la migración: - Push factores: Salarios muy bajos y/o un nivel de desempleo muy alto que resulta en que emigración desde el país de origen - Pull factores: Salarios muy altos y/o un nivel de desempleo muy bajo que resulta en inmigración desde otros países - Friction factores : Factores que reducen el efecto de los otros factores dado que presentan un extra reto de la migración como por ejemplo dificultad de obtener una visa/permiso laboral, extra impuestos, dificultad de transferir sus ahorros, dificultad de aprender la lengua y/o adaptar a la cultura, acceso limitado a la seguridad social y acceso limitado al mercado laboral Los push factores revelan que hay países que tienen emigración causado por salarios bajos y/o desempleo alto. Los pull factores revelan que la zona norte de la UE incluso Alemania y Austria puede traer a esos migrantes ya que tienen salarios altos y desempleo bajo o mediocre en algunos casos. Sin embargo la zona del sur y la zona del este están más problemáticas. La zona del sur tiene un nivel del desempleo demasiado alto y la zona del este tiene el mismo problema, aunque no tan grave, y encima tienen salarios demasiados bajos. Al final hay los friction factores que presentan un reto en cuanto a todo menos que los extra impuestos. El reto es en gran medida causado porque la UE no funciona como una unión, pero más como un gran grupo de países distintos.

5 Kapitel 1: Introduktion 1.1 Indledning EU oplever i disse år og de næste årtier frem en demografisk ændring, i form af, at befolkningen bliver både ældre og mindre. I 2007 havde EU en befolkning på 591 mio., og frem til 2050 vil den falde til 542 mio. Altså et fald på næsten 50 mio., hvilket er mere end hvis hele Spanien, en af EUs folkerigeste lande, mistede hele sin befolkning. I samme periode stiger EUs gennemsnitsalder fra 39 til 47 år. Det betyder at flere vil være pensioneret på den ene eller den anden måde og færre vil være på arbejdsmarkedet, jf. Berlin Institut 1. Således mindskes EUs arbejdsstyrke altså betydeligt, hvilket er et problem af flere årsager. En af de væsentligste er at, arbejdsudbuddet har betydning for velstanden. Et faldende arbejdsudbud vil bidrage negativt til væksten, og når arbejdsstyrken falder som andel af befolkningen, så bidrager det til et fald i BNP per capita, hvilket er det almene mål for et lands velstand. Den demografiske ændring udfordrer med andre ord EUs evne til at generere vækst og velstand.. Gennem en årrække har EU, i forvejen, været et lavvækstområde medrelativt ringe økonomisk vækst, på intet tidspunkt gennem de sidste 10 år har vækstraten ligget over 3,3%, hvilket den kun lå på et enkelt år; Heller ikke Danmark imponerer i denne sammenhæng, da den danske vækstrate oftest har ligget omkring de 1-2 % årligt jf. EU-Oplysningen 2. Her er med andre ord en udfordring, end hvad der bare kan bortforklares med den nuværende krise, eftersom de lave vækstrater strækker sig langt længere tilbage i tiden end krisen. Således et skrøbeligt, økonomisk udgangspunkt at imødegå den demografiske udfordring med. For at efterkomme den mangel på arbejdskraft, som EU med al sandsynlighed vil opleve, kunne EU importere udenlandsk arbejdskraft fra den øvrige verden, som så kunne supplere EUs egen arbejdsstyrke. Derfor vil afhandlingen specifikt behandle netop dette emne; arbejdsmigration ind i EU så arbejdsstyrkens størrelse ikke hæmmer væksten i lige så stor grad, som hvis man forlod sig udelukkende på egen arbejdskraft. Problemet, som afhandlingen centrerer sig om at løse, nemlig EUs demografiske udviklingen ift. en stadigt skrumpende og aldrende arbejdsstyrke, er i princippet alles problem; politikkerne vil opleve at deres budget til opfyldelse af politiske målsætninger mindskes, borgerne vil opleve at deres velstand mindskes, virksomhederne vil opleve mangel på 1 Berlins Institute : Europe s Demographic Future (2012) 2 EU-oplysningen: Vækst i BNP (2012) 1

6 arbejdskraft og endvidere vil EU's rolle på verdensscenen bliver en anden i takt med, at den økonomiske formåen reduceres hermed menes at den politiske indflydelse sandsynligvis vil falde i tak med at den økonomiske performence falder. Dog peger den valgte teori, som behandles i det næste underafsnit, klart mod det politiske system, hvorfor afhandlingen har politikkerne som problemejere. Politikkerne udpeges som problemejere i og med at teoriens analyseelementer, er nogle politikkerne kan ændre på. Dermed er de den gruppe aktører, som har mulighed for at skabe forandring. EU som helhed har i sagens natur en interesse i at løse føromtalte problem. EU er i dette tilfælde specificeret ved det relevante udvalg i parlamentet; EMPL 3 og ligeledes den relevante del af Kommissionen, nemlig DG EMPL 4. Egen rolle er at fremkomme med nogle anbefalinger til problemejerne, nemlig de politiske beslutningstagere, som disse kan bruge som et bidrag til at løse den demografiske udfordring. 1.2 Problemformulering På den baggrund vil det være relevant og interessant at undersøge, hvordan man kan tiltrække arbejdsmigranter til EUs arbejdsmarked fra resten af verden. I den forbindelse er det vigtigt at understrege at det ikke blot handler om at tiltrække ikke-eu borgere, det handler derimod specifikt om at tiltrække arbejdsmigranter, som har de arbejdsmarkedskompetencer, som efterspørges af erhvervslivet i EU-landene, og som derved kan bidrage til væksten med deres arbejdskraft. Ved import af udenlandsk arbejdskraft er der altid den ricisi, at det kan være svært at integrere arbejdskraften på det hjemlige arbejdsmarked, derfor er integrationsudfordringen reel i forhold til den valgte problemstilling. Derfor vil emnet arbejdsmarkedsintegration blive behandlet, som et element i den samlede analyse. Det skal desuden understreges, at der fokuseres på at styrke allerede eksisterende migrationstendenser, snarere end at skabe nye, dvs. at lette adgangen for de grupper, der allerede emigrerer til EU. 3 EMPL: Er det udvalg i Europaparlamentet, der beskæftiger sig med arbejdsmarkedspolitik og socialpolitik tilknyttet arbejdsmarkedet. Alle udvalg i parlamentet har et navn, der består af en bogstavkode, der angiver sektorpolitik eller lign. I dette tilfælde: EMPLoyment. 4 DG EMPL: Er den del af Kommissionen, der beskæftiger sig med samme fagområde som EMPL. Deraf fagangivelsen EMPL, der er den samme som parlamentsudvalgets navn. DG er en forkortelse for Directorat General, som svarer til et ministerium i dansk kontekst. 2

7 1.3 Definitioner For klarheds skyld bør begreberne arbejdsmigration og arbejdsmigrant klarlægges, da de vil være gennemgående og centrale for den videre afhandling. Med begrebet arbejdsmigration menes migration foretaget med henblik på arbejde. Dermed kommer migranten ikke, fordi vedkommende er flygtning, skal familiesammenføres, nyde godt af gavmilde overførselsindkomster eller lign. Vedkommende kommer med henblik på at arbejde. Det nærmere motiv til grund kan være vidt forskelligt fra migrant til migrant, fælles for dem er at det er arbejdslivet, der er i fokus. Arbejdsmigranten selv er derfor et vidt begreb. Det specificeres og defineres som følger: Vedkommende er fra den øvrige verden uden for EU, og immigrerer til Europa (indenfor EU), med henblik på at blive en del af arbejdsmarkedet og være selvforsørgende. Disse vælges dermed i første omgang ud fra gruppen af immigranter fra ikke-eu lande, dernæst ud fra, at de er i de største subgrupper af ikke-eu-immigranter, da gruppens størrelse er altafgørende for den forskel, den kan gøre på arbejdsmarkedet. Hypotesen er at jo større gruppe des større effekt. Gruppens størrelse kombineret med så høj erhvervsfrekvens så muligt, afgør hvem der udvælges som brugbare i forhold til afhandlingens problemformulering. Erhvervsfrekvensen er essentielt fordi den er et mål for om en migrantgruppe faktisk kan regnes for arbejdsmigrantermigranter eller ej. Det vil sige, at der foretages et trade-off mellem gruppe størrelse og erhvervsfrekvens. Endelig skal det fremstå klart, at når afhandlingen benytter de økonomiske fagtermer absolut og relativt og ekstremt, så er det netop i denne betydning og kun denne betydning disse ord skal forstås. 1.4 Afgrænsning Problemet som afhandlingen fokuserer på er kort sagt at arbejdsstyrken bliver mindre, dette kunne afhjælpes med en række forskellige tiltag som f.eks. at hæve pensionsladeren, give bedre incitamenter for at arbejde flere timer, øge produktiviteten i arbejdsstyrken, etc. Men eftersom den valgte problemstilling er særdeles kompleks prioriteres det kun at behandle et enkelt løsningsforlag for til gengæld at kunne behandle det i dybden. Dermed prioriteres løsningsforlaget at øge arbejdsstyrken gennem import af udenlandsk arbejdskraft. 3

8 1.5 Teori Den teoretiske ramme, som denne afhandling struktureres omkring, er hentet fra Willem Molles The Economics of European Integration fra Den præsenterer en vifte af økonomiske teorier omkring migration, de relevante dele introduceres i det følgende. Molle har som grundantagelse, at migration sker ved henholdsvis push faktorer og/eller pull faktorer. Begge eller kun den ene kan komme i spil. Dog antager Molle ligeledes, at push ofte spiller en vigtigere rolle end pull. For klarheds skyld bør begge faktorer forklares: - Push faktorer er faktorer, der driver folk ud af deres hjemland, dvs. fokus er rettet mod at søge væk. Det kan være faktorer som ringe beskæftigelsesmuligheder og lav løn (og generelt udbytte) relevante faktorer ift. arbejdsmigrationen. - Pull faktorer er faktorer, der tiltrækker folk, dvs. fokus er rettet mod at komme til et specifikt sted. Det kan være faktorer som gode beskæftigelsesmuligheder og høj løn (og generelt udbytte) relevante faktorer ift. arbejdsmigrationen. Dertil er der at føje friktion faktorerne, som en tredje kategori. Friktionsfaktorerne fungerer, som en slags barriere for migrationen (transaktionsomkostninger) og har dermed en meget negativ indvirkning på de andre faktorer. Friktionsfaktorerne kan eksempelvis være administrative hindringer i form af adgang til arbejdstilladelser. Disse fungerer ligesom kvoter fungerer på produktmarkedet. Eller beskyttede brancher og stillinger a la advokat eller læge, der ekskluderer nogle arbejdsmigranter i et vist omfang. Endelig er der de finansielle, nemlig særbeskatning, ringe mulighed for at overflytte pensions og anden opsparing, ringe adgang til offentlige ydelser som for eksempel sundhedsydelser. Afslutningsvist er der, hvad Molle betegner som den sociale afstand; sprogbarriere og kulturelle forskelle. Den pågældende teori er valgt, da den meget præcist indkredser, hvad der skaber arbejdsmigration med nogle brugbare og analyserbare parametre. Der dermed kan skabe et klart overblik over hvilke friktions faktorer der står i vejen og derfor må ryddes, ligeledes om pull faktorerne faktisk kommer i spil eller ej. Push faktorerne er per definition ikke nogen man selv kan skabe, da de skabes i afsender landet og dermed er uden for indflydelse men det vil dog stadig være relevant at kende dem for at have det fulde overblik over situationen. Således skal alle tre faktorer afdækkes i analysen og dernæst bruges til at skabe en løsningsmodel, hvori de bruges bedst muligt altså det muliges kunst. 1.6 Metode 4

9 Metoden er induktiv. Afhandlingen vil først skitsere den demografiske udfordring for at konkretisere emnet i kapitel 2. Ligeledes vil samme kapitel legitimere valg af løsning, nemlig arbejdsmigration, for at imødekomme den demografiske udfordring. Derefter vil afhandlingen over de næste tre kapitler; 3,4 og 5, anvende den valgte teori og analysere den valgte problemstilling. Dernæst vil et ekstra element, nemlig arbejdsmarkedsintegrationen blive analyseret i et separat kapitel; kapitel 6. Arbejdsmarkedsintegrationen tildeles eget kapitel grundet, at det ikke er en del af den valgte teori og derfor heller ikke bør inkluderes i dennes behandling. Dog skal det medtages som en selvstændig del af analysen i kraft af sin relevans for temaet; arbejdsmigration er kun et bidrag, hvis den ekstra arbejdskraft kan integreres derfor fortjener det at blive inkluderet. Efter teoriens anvendelse på problemstillingen og analysen er udført, skal der i kapitel 7 arbejdes med, at forbedre EUs performance på teoriens faktorer. Således at resultatet kan optimeres. Så i kapitel 7 analyseres faktorerne dybere for at, udpege muligheder for optimering. Endelig i kapitel 8 vil afhandlingen perspektivere til nogle udvalgte case studies. Et case study vil inddrage, hvordan Irland eksempelvis søger at optimere eget potentiale, hvilket kan inspirere til hvad flere medlemsstater/eu som helhed kunne gøre. Et andet case study vil belyse, hvordan Storbritannien faktisk fremstod attraktiv for migranter, men reducerede eget potentiale ved et bevidst valg dermed det modsatte af Irland. Et interessant case study, der inddrager den politiske virkelighed i en afhandling, der ellers er baseret på en hovedsageligt økonomisk tilgang. Med dette case study inkludere afhandlingen dermed indflydelsen fra den politiske sfære for at nuancere. Endelig skal et tredje case study inkluderes; Tyskland. Tyskland søger ligesom Irland at øge eget potentiale, men via meget anderledes tiltag end Irland. Dermed en nuancering i hvilke tiltag en given medlemsstat kan initiere. Afslutningsvis afrundes afhandligen med kapitel 9, hvori rummes to elementer; en samling anbefalinger og en konklusion. Anbefalingerne skal opsamle hovedpointerne af, hvad EU og medlemsstaterne kan kan og bør gøre for at øge pull faktorerne og mindske friktionsfaktorerne med det formål at styrke inflowet af arbejdsmigranter ind i EU, så den demografiske udfordring håndteres. Konklusionen derimod opsummerer hovedpointerne fra den samlede afhandling. 1.7 Empiri Den valgte empiri er henholdsvis kvantitativ og kvalitativ indsamlet præ-eksisterende data, der suppleres op med egen data i form af interviews og spørgeskemaundersøgelser. Interview metoden understøttes af Kvale og Brinkman (2009). Interviewpersonerne kommer fra henholdsvis European Policy Center (EPC), som er en politisk tænketank, plaseret i Bruxelles og som fokuserer på EUpolitik. DG EMPL, der som tidligere nævnt, er den del af embedsapparatet under Kommission, der 5

10 står for arbejdsmarkedspolitikken samt socialpolitikken. EMPL, der som tidligere nævnt, er det udvalg i Europa Parlamentet, der arbejder på samme områder som DG EMPL hvor MEP ere (de folkevalgte) fra de udvalgte lande sidder, leverer så svar til spørgeskemaundersøgelserne. Denne metode er valgt, da den valgte problemstilling koblet med den valgte teori fordrer ekstreme mængder af kvantitative data, hvilket ikke ville kunne laves egenhændigt indenfor den tilladte tidsramme eller indenfor nogen overskuelig tidsramme i det hele taget derfor skal afhandlingen baseres på allerede eksisterende, kvantitativ og nogen kvalitativ, relevant data, der så bare skal indsamles og behandles. Imidlertid vil det være bedre for kvaliteten af afhandlingen, og dermed at foretrække, hvis den indsamlede data suppleres med nogle interviews og spørgeskemaundersøgelser, som i sagens natur, kan tilpasses netop denne afhandling og dermed blive mere dybdegående og nuancerende, end hvis afhandlingen udelukkende baseredes på indsamlet data. Derfor skønnes denne fremgangsmåde at være ideel for netop denne afhandlings detaljer. Afhandlingens struktur følger teoriens delelementer og deres kronologi. Imidlertid vil en del af den kvantitative empiri være svært tilgængelig i og med at den skal søges hos lande, der til tider ikke opgør de ønskede data, eller opgør dem med en anderledes metodologi end de øvrige kilder og dermed er de ikke sammenligningelig. Endvidere forekommer det, at noget data simpelthen ikke er offentligt tilgængeligt. Dermed begrænses analysen beklageligvis af udfordringer med at frembringe den fornødne data. For at kompensere for dette, vil afhandlingen søge at fremskaffe så meget data, som muligt, fra valide kilder, der opgør data i overenstemmelse med hvad der er anvendeligt, sammenligneligt og troværdigt fra et bredt udvalg af kilder. 1.8 Kildekritik EPC, der er en velrenommeret tænketank med en meget kompetent stab, bør i udgangspunktet være en valid og sikker kilde. Dog skal man have in mente, at tænketanken i sagens natur har en masse sponsorer, og det kan ikke udelukkes at nogle udøver indflydelse udover hvad, der er tilladeligt i forhold til fagligheden og lødigheden i EPCs arbejde. Dog er sponsor gruppen så bred, at det umiddelbart virker usandsynligt, at arbejdet skulle blive farvet i en ensidig retning. DG EMPL derimod har, som flertallet fra embedsværket i Bruxelles, en tendens, indimellem, til at blive politisk korrekt og vag. Derfor skal man være opmærksom på at DG EMPLs svar muligvis vil vige uden om de sande brændpunkter og ikke problematisere nok i forhold til skalaen af realiteterne. En naturlig konsekvens af at repræsentere 27 medlemsstater med modstridende dagsordner, hvor man skal søge at samle alle om en fælles plan. Selvom dette er naturligt og forståelig adfærd fra DG EMPL, skal det alligevel tages i betragtning, da det spiller ind på deres bidrag. Parliamentet vil 6

11 derimod nok politisere ret meget givet det, at medlemmerne trods alt er folkevalgte politikkere. Dermed vil deres bidrag rummer betydelige elementer af politiske skyggedagsordner og ideologiske tendenser. Al data skal vurderes kritisk i forhold til sin oprindelse samt udgivelsestidspunkt, da data kan miste validitet over tid. Ligeledes kan den mod forventning og akademisk skik være farvet. Kapitel 2: Den demografiske udfordring 2.1 Udbud og efterspørgsel på arbejdskraft i EU For at tilsikre at arbejdsmigranten i kraft af sine faglige kvalifikationer matcher den efterspørgsel, der er på EUs arbejdsmarked, således at vedkommende kan komme i beskæftigelse, skal det nu belyses hvilken gruppe indenfor EU, der efterspørges i højere grad end at EUs egen arbejdsstyrke kan efterkomme kravet. Nedenfor ses tabeller udleveret af DG EMPL specifikt til denne afhandling, det omfatter samtlige tabeller i dette kapitel, under interviewet med Policy Officer Fotakis (bilag1) periodens efterspørgsel periodens efterspørgsel efter arbejdskraft fordelt på efter arbejdskraft fordelt på uddannelsesniveau. uddannelsesniveau. 5,0 3,0 4,0 3,0 4,0 2,0 1,0 0,0 1,6-1,0 2,0-2,0 1,0 0,0 0,1-3,0-4,0-5,0-3,7-2,4-1,0-2,0-1,4-1,1 Low Medium High Total -6,0-7,0-8,0-7,4 Low Medium High Total 7

12 Figur 1 Kilde: Policy Officer Fotakis (bilag 1) Disse tabeller viser således, at der i begge perioder, dvs. før og under krisen, var et fald i efterspørgslen på både lavt- og mellemuddannede. Hvilket kunne tyde på, at der har været et overudbud af lavt- og mellemuddannet arbejdskraft. Hvorimod de højt uddannede som den eneste kategori efterspurgtes mere end der var udbud af dem i begge kategorier. Derimod voksede efterspørgslen af højt uddannet arbejdskraft som den eneste kategori. Nedenstående figur, fremviser en fremskrivning af selvsamme grupper i perioden Således kan man se at, der bliver færre lavt- og mellemuddannede i perioden, hvorimod antallet af højt uddannede stiger. Udvikling i udbud af arbejdskraft i EU i perioden fordelt på uddannelsesniveau; lav, mellem og videregående. Tal markeret i gult viser forskellen på udbud og arbejdsmarkedets behov ,5% p.a. -0.3% p.a. High % p.a. Low Medium Figur 2 8

13 Kilde: Policy Officer Fotakis (bilag 1) Dog ser man ligeledes, hvis man sammenholder faldet i lavt- og mellemuddannede med deres hidtidige efterspørgsel, hvad enten det er under eller inden krisen indtraf, at grupperne stadig ikke reduceres til en størrelse, der svarer til arbejdsmarkedets behov med undtagelse af de mellemuddannede i perioden inden krisen. Altså er der stadig overskud i disse kategorier. De mellemuddannedes udbud og efterspørgsel tegner dog til at matche, såfremt efterspørgslen er den samme i fremtiden som hidtil, og såfremt udbuddet af gruppen er som foreskrevet. Imidlertid er dette ikke tilfældet med de højt uddannede. De bliver ganske vist flere, men deres efterspørgsel, såfremt den er som hidtil, hvad enten det er under eller inden krisen, er stadig større end deres udbud. Dermed er der reelt en større efterspørgsel efter denne gruppe, end EUs egen arbejdsstyrke kan efterkomme dermed bør arbejdsmigranten falde i denne kategori, for der er et uopfyldt behov hos arbejdsmarkedet. Endvidere ses i næste tabel, at selv under krise tid med høj arbejdsløshed, kan der på arbejdsmarkedet opstå behov for specialiseret arbejdskraft således arbejdsløshed og uopfyldt efterspørgsel samtidig. Hvilket er tilfældet i EU. Dermed har arbejdsmigranten stadig et legitimt behov at opfylde på trods af den generelle situation såfremt vedkommende matcher den specialiserede gruppe. Hvilket også falder i kategorien af højt uddannede. X aksen måler ledigheden i procent, men Y aksen måler manglen på arbejdskraft i procent. 9

14 Figur 3 Kilde: Policy Officer Fotakis (bilag 1) 2.2 Arbejdsmigranternes integration i EUs arbejdsmarked Foruden at arbejdsmigrantens kvalifikationer skal modsvare et uopfyldt behov fra arbejdsmarkedet for at være relevante, så skal arbejdsmigranten også kunne integreres på arbejdsmarkedet. Nedenfor er en tabel til illustration af arbejdsmarkedsintegrationen. Som det fremgår af tabellen, er egne statsborgere bedst integrerede, derpå andre EU-borgere og til sidst tredjelandsborgere. Dermed er her en reel udfordring. Dog er de højt uddannede de bedst integrerede, hvilket er i overensstemmelse med, at de er den mest attraktive gruppe for arbejdsmarkedet qua efterspørgslen. Dog er der et spring på godt 18% til egne borgere i en given medlemsstat og 13% til andre EUborgere i en given medlemsstat hvilket indikerer, at der er en udfordring, der bør analyseres grundigt senere i afhandlingen. Det skal tilføjes, at situationen givet tabellen er, at arbejdsmarkedet kun nyder godt af cirka 2/3 af den specialiserede arbejdsstyrke fra tredjelande. Hvilket giver grund til, at antage at arbejdsmarkedsintegrationen kan bedres betydeligt. Arbejdsmarkedsintegration i EU målt i procent og fordelt på henholdsvis statsborgerskab; national (egen), andre EU-borgere og 3-lands borgere. Ydermere fordelt på uddannelsesniveau; lav, mellem, videregående. Empl rates 90.0% 80.0% 70.0% 60.0% 50.0% medium educ. 68.5% low educ. 44.3% high educ. 82.9% high educ. 77.7% medium educ. 70.5% low educ. 56.1% low medium high high educ 65.7% medium educ. 61.6% low educ. 46.4% 40.0% 30.0% National other EU-27 Non EU27 Figur 4 Kilde: Policy Officer Fotakis (bilag 1) 10

15 Dermed er det den specialiserede, veluddannede migrant fra den øvrige verden, der er attraktiv, og som derfor skal fokuseres på gennem analysen, endvidere skal der dedikeres en delanalyse til arbejdsmarkedsintegrationen specifikt for at opnå det fulde udbytte af arbejdsmigrationen. 2.3 Effekten af arbejdsmigration Adskillige økonomiske studier i arbejdsmigration og migration generelt sandsynliggør, at det er samfundsøkonomisk fornuftigt at facilitere migration. Det skal understreges at, denne afhandling netop anskuer problemstillingen fra et økonomisk udgangspunkt. Omtalte studier fremfører eksempelvis argumentet at, hvis migrationen faciliteres, så har de velkvalificerede arbejdere, der ellers ville befinde sig i en mindre udviklet økonomi, bedre chancer for at, maksimere deres produktivitet. Denne produktivitetsforbedring kan, med et moderat estimat, øge verdens BNP med 30% (Mukand 2012). Med et optimistisk estimat langt mere. Fuld migration, dvs. fri bevægelighed for alle globalt set, vurderes at kunne øge verdens BNP med 122% (Klein & Ventura 2007). Dermed er der overordentligt meget velstand at hente ved at facilitere migrationen. Sammenlignet med effekterne af at fjerne tekniske handelsbarriere, der kun vil øge verdens BNP med 2-3%, så er migration åbenlyst mere velstandsskabende (Mukand 2012). Selv hvis ilandenes migration kun øges med 3%, vil det stadig øge velstandsudviklingen mere, end hvis man fjernede de tekniske handelsbarriere (Prichett 2006). Således er der substantielle økonomiske beviser for at, det at facilitere migrationen har en positiv virkning på økonomien såvel globalt set som isoleret i ilandene. Dermed er en grundlæggende antagelse for den videre afhandling at, migration vil øge EUs vækst og velstand og derfor bør anses for et gode såfremt det er arbejdsmigration, der matcher arbejdsmarkedets behov. Kapitel 3: Push faktor analyse 3.1 Definition af arbejdsmigranten og afsenderlande For at definere arbejdsmigranten nærmere inden selve analysen skal to elementer afdækkes; kvantitet af migrantgrupper, hvor kun de store udvælges, da gruppens størrelse er af afgørende betydning for den forskel, den kan gøre. Dernæst skal gruppernes erhvervsfrekvens afdækkes, da 11

16 gruppen kun kan kvalificeres som arbejdsmigrant og ikke almen migrant, hvis den har en høj erhvervsfrekvens. Et minimum krav skal derfor stilles: En erhvervsfrekvens på minimum 67%, da dette betyder, at omkring 2/3 af en given gruppe bidrager. Et andet minimumskrav kunne lige såvel være givet, da tallet per definition vil være arbitrært. Alligevel skal et krav stilles, da der ellers ikke skelnes klart mellem arbejdsmigranten som en bidragende gruppe og den almene migrant, som kan være bidragende eller ej. Tabellen viser her de 10 største migrantgrupper, der migrerer til EU fra den øvrige verden. Dermed de største grupper, som qua deres størrelse kvalificerer sig. Efterfølgende skal disse gruppers erhvervsfrekvens belyses. Grundet stor forskel i erhvervsfrekvens mellem mandlige og kvindelige migranter, skal erhvervsfrekvens opgøres ift. køn såvel som nationalitet. Migrantgrupper, fordelt på oprindelsesland og opgjort i faktiske antal.. Figur 5 Kilde: Eurostat Migrants in Europe 2011 Erhvervsfrekvens hos de ti største migrantgrupper fra tredjelande fordelt efter køn. Ligeledes opgjort inkl. indbyrdes forskelle hos kønnene og det samlede resultat. Nationalitet Mænd Kvinder Forskel Resultat Marrokansk 89% 43% 47% 66,5% Kinesisk 81% 66% 15% 74,5% Indisk 94% 58% 37% 76,5% 12

17 Albansk 97% 55% 42% 76% Ukrainsk 93% 76% 17% 84,5% Brasiliansk 97% 78% 19% 87,5% Amerikansk 90% 68% 23% 79.5% Tyrkisk 90% 47% 43% 68,5% Russisk 87% 66% 21% 76,5% Columbiansk 94% 88% 6% 91% Figur 6 Kilde: Eurostat Migrants in Europe 2011 Heraf fremgår det at, den eneste gruppe, der ikke kvalificerer sig ift. det valgte kriterium på 67% er marokkanerne. Gruppen diskvalificeres udelukkende pga. kvindernes lave erhvervsfrekvens. Det gælder for alle migrantgrupper, at kvinderne har en lavere erhvervsfrekvens end mændene, men forskellen er særlig stor for marokkanske, tyrkiske og albanske indvandrere. En enkelt gruppe skiller sig dog ud, nemlig den columbianske, hvor forskellen mellem erhvervsfrekvensen blandt mænd og kvinder er meget lille, så kvindernes lavere erhvervsfrekvens ikke trækker gennemsnittet for gruppen så meget ned. Det skal desuden kommenteres at den tyrkiske gruppe, kun klare sig med en margin på 1,5% og dermed er det den mindst attraktive gruppe målt på erhvervsfrekvensen blandt de grupper, der kvalificerer sig. Sammenholdes den lave erhvervsfrekvens hos marokkanerne med deres lave uddannelsesniveau, virker en eksklusion af denne gruppe fra en dybere analyse legitim, i og med at EUs arbejdsmarkeds behov hovedsageligt retter sig mod de højt uddannede, som fremført i kapitel 2. Marokkanske mænd med en universitetsuddannelse er kun 9% af den marokkanske migrantgrupper, hvor det er 6% for kvindernes vedkommende 5. Det ville være ideelt, hvis data grundlaget havde omfattet en fuld opgørelse over uddannelsesniveau og uddannelsesfelt fordelt på migranternes nationalitet, så der kunne foretages en yderligere segmentering af grupperne. Desværre forefindes denne type data for ovennævnte grupper ikke. Dermed vil analysen med Molles teori blive foretaget med alle de resterende 9 grupper inkluderet, som ovenfor præsenteret. Dog indikerer deres forholdsvis gode erhvervsfrekvens, at arbejdsmarkedet efterspørger migranterne. 5 Arango, J. & Quiniones, F. (2009) 13

18 3.2 Beskæftigelsesmuligheder i afsenderlandene Ifølge Molle er udsigten til at kunne skabe sig et bedre liv og endda sende penge hjem til familien i hjemlandet, det der får arbejdsmigranterne til at emigrere. Det at kunne skabe sig et bedre liv måles ifølge Molle via to faktorer nemlig beskæftigelsesmuligheder og lønniveau. Altså de føromtalte push og pull faktorer. For at vurdere om EU kan tilbyde bedre beskæftigelsesmuligheder end afsenderlandene, skal deres arbejdsløshedsniveauer nu analyseres. Derefter skal deres lønniveauer analyseres via deres gennemsnitsløn, der fungerer som en indikator for det generelle lønniveau i et givent land. Disse data skal i det efterfølgende afsnit så inkluderes i en komparativ analyse mellem push faktorerne i afsenderlandene og pull faktorerne i modtagerlandene (EU). Arbejdsløsheden opgjort i de 10 afsenderlande i 2010 tal Afsenderland Arbejdsløshedsniveau i 2010 Tyrkiet 6 12% Indien 7 10% Albanien 8 13,5% Ukraine 9 8% Brasilien 10 6,7% USA 11 10% Kina 12 6% Rusland 13 7,5% Colombia 14 11,8% Figur 7 Kilder angivet i fodnoter Som det fremgår af tabellen ovenfor, er der vidt forskelligt niveau af arbejdsløshed i afsenderlandene. Niveauet for flertallet, Kina og Brasilien undtaget, er af en størrelse, der giver anledning til at antage at dette er årsagen til den væsentlige emigration, man ser. Så det tyder på, at 6 Turkstat : Unemployment Rate (2012) 7 Det indiske beskæftigelsesministerium: Report on Employment and Unemployment Survey (2010) 8 Balkan Business News: Albania registers 13,49% unemployment rates for 4th quarter (2010) 9 Index Mundi: Unemployment Rate (2010) 10 Index Mundi: Unemployment Rate (2010) 11 Gallup: Gallup Finds U.S. Unemployment at 10.1% in September (2010) 12 Index Mundi: Unemployment Rate (2010) 13 Index Mundi: Unemployment Rate (2010) 14 Index Mundi: Unemployment Rate (2010) 14

19 der er basis for emigration, hvorvidt denne emigration fortsat vil sigte på EU som destination, kan dog ikke konkluderes før den komparative analyse, hvor push og pull faktorer sammenholdes. 3.3 Lønniveau i afsenderlandeme Den anden push faktor, nemlig lønniveau, skal nu belyses i nedenstående tabel: De 10 afsenderlandes månedlige gennemsnitsløn opgjort i 2010 tal i DKK Afsenderland Gennemsnitsløn i 2010 i DKK Tyrkiet Indien Albanien Ukraine Brasilien USA Kina Rusland Colombia Figur 8 Kilde angivet i fodnoter Det skal bemærkes at samtlige lande, USA undtaget, har forholdsvis lave lønninger, så der er grund til endnu at antage, at faktorerne kan favorisere emigration til EU. Dette skal dog undersøges nærmere i den forestående komparative analyse. 15 Turkstat: Unemployment Rates (2010) 16 Wage Indicator: Global Wage Comparison (2010) 17 Balkan Business News: Average Monthly Wage in Albania is 350$ (2011) 18 Ukraine Business: Ukrainian average wages amongst the lowest in Europe (2010) 19 OECD Better Life Index (2012) 20 OECD Better Life Index (2012) 21 Wage Indicator: Global Wage Comparison (2010) 22 OECD Better Life Index (2012) 23 OECD: Colombia, economic assessment (2010) 15

20 Kapitel 4: Pull faktor analyse 4.1 Beskæftigelsesmuligheder i EU For at vurdere EUs pull faktor vedr. beskæftigelsesmulighederne, skal EUs arbejdsløshed i 2010 (samme år som for afsenderlandene) afdækkes. Den gennemsnitlige arbejdsløshed for hele EU er i 2010 på 9,5%. Siden er den dog steget til knap 11% ved udgangen af Hvilket vil sige at pull faktoren har reduceret sig siden Disse tal er imidlertid ikke tilstrækkelige til fuldt at belyse situationen, da EU internt har en ekstrem forskel i arbejdsløshed forstået på den måde at nogle medlemsstater har rater så lave så man faktisk ikke kan se krisen afspejlet i dem, mens andre lande har den vestlige verdens højeste arbejdsløshedsrater. Et land med lav rate er eksempelvis Østrig med 4,5% arbejdsløshed. Hvorimod Spanien og Grækenland befinder sig i den anden ende af skalaen med henholdsvis 26% og 25% arbejdsløshed 25. Denne interne forskel afsløres imidlertid ikke af et gennemsnitstal, hvorfor det bør belyses ekstraordinært, fordi det influerer på pull faktoren. Med så store forskelle kan man ikke antage at EU som enhed har en samlet pull faktor, men man kan antage at nogle medlemsstater har en god pull faktor og andre ikke har. Eksempelvis er både Spanien og Grækenland i en situation, hvor deres rater faktisk er højere end afsenderlandenes og dermed vil det være urealistisk at migranterne vil sigte på disse to lande ift. bedre beskæftigelesmuligheder. Denne antagelse bakkes eksempelvis op af Spaniens største avis El Pais, der har kørt en serie om arbejdsløsheden og dennes effekter. I serien beskriver avisen nøje hvordan Spanien er gået fra at være EUs hovedmodtager af migranter, til nu at være et egentligt emigrationsland 26. Artikelserien beskriver bl.a. hvordan Spanien gennem det sidste årti har haft en nettoimmigration på omkring årligt, og dermed er hovedmodtagerlandet i EU. Dog er denne tendens vendt med krisen, hvor Spanien har oplevet en nettoimmigration på omkring 1 mio. 24 Eurostat: Unemployment Rates (2012) 25 Eurostat : Unemployment Rates (2012) 26 El Pais: Los inmigrantes rebajan su nivel de desempleo a costa de marcharse (2012) El Pais : El retorno de los emigrantes (2012) El Pais : Los que se van (2012) 16

21 Denne indre ubalance på EUs arbejdsmarked belyses i nedenstående figur, ligeledes udleveret specifikt til afhandlingen under interview med DG EMPLs policy advisor indenfor feltet Fotakis (bilag 1). Her fremgår det tydeligt, at der er zoner med meget høj arbejdsløshed og zoner med lav arbejdsløshed. Det er med andre ord de blå zoner, der har den bedste pull faktor i denne henseende, mens de røde ingen har eller ligefrem som i det spanske tilfælde har en direkte push faktor. De hvide områder er de velafbalancerede områder, som kan siges at have en moderat pull faktor. Blå felter: Beskæftigelsesgrad er 75% eller mere og arbejdsløsheden er under 6%. Røde felter: Beskæftigelsesgrad er 65% eller lavere og arbejdsløsheden er 10% eller mere. (Hvidt er imellem de to andre niveauer). Figur 9 Kilde: Policy Officer Fotakis (bilag1) 17

22 Hvad der imidlertid også er værd at bemærke ved figuren er, at den store ubalance afslører en meget ringe arbejdskraftsmobilitet indenfor EUs arbejdsmarked. Hvis mobiliteten var større inden for, ville balancen være større, hvilket ville vise sig i mere hvidt og mindre af de farvede felter. De farvede felter tilkendegiver netop, at der er zoner, der mangler arbejdskraft og andre zoner, der har overskud af arbejdskraft, men udjævningen mellem zonerne finder ikke sted,fordi at arbejdskraften simpelthen ikke er tilstrækkelig mobil indenfor EU. Policy Advisor Fotakis angiver da også, at kun 2,9% af EU-borgerne bor i en anden medlemsstat end deres egen (bilag 1). Den ringe mobilitet burde have følgende effekter: - Hvis EUs egen arbejdsstyrke ikke flytter efter jobs, hvor jobs er at få, så presser de heller ikke migranter fra de udvalgte lande ud, fordi migranterne i så fald fungerer som et supplement og ikke en konkurrent til egne borgere. - Når EUs arbejdsstyrke er så immobil, så er der et endnu større behov for arbejdsmigrationen, fordi de zoner, der mangler arbejdskraft oplever, at deres vækst hæmmes, fordi de ikke kan skaffe arbejdskraft nok. Denne problematik løses ikke internt i EU med en immobil arbejdsstyrke. 4.2 Lønniveau i EU Ligesom med beskæftigelsesmulighederne er der indenfor EU så stor lønspredning blandt EUs medlemsstater at, det ikke giver noget klart indtryk at basere en analyse på EUs gennemsnitsløn. Landene skal derfor vurderes individuelt. Lønningerne opgives i afrundede tal. Det skal yderligere kommenteres, at fremskaffelse af data har voldt problemer. Problemerne består i, at der ikke har været frit tilgængeligt data til rådighed, som har dækket året 2010 og samtlige EU lande samt samtlige lønninger indenfor hvert enkelt land. Derfor benyttes tal for 2010 for stortset samtlige medlemsstater dækkende data der dog ekskluderer manuelt arbejde samt landbrug. Det vurderes dog at være acceptabelt, da migranterne gerne skulle arbejde i andre barncher end disse grundet, at de bør matche arbejdsmarkedets behov, som tidligere nævnt. 18

23 EUs medlemsstaters månedlige gennemsnitslønninger i 2010 tal angivet i DKK Medlemsstat Gennemsnitsløn i 2010 i DKK Belgien Bulgarien Tjekkiet Danmark Tyskland Estland Irland - Grækenland - Spanien - Frankrig - Italien Cypern Letland Litauen Luxembourg Ungarn Malta Holland Østrig Polen Portugal Romænien Slovenien Slovakiet Finland Storbritannien Sverige Figur 10 Kilde: Eurostat: Earnings in the Business Economy

24 4.3 Komparativ analyse mellem afsenderlande og EU Ifølge Molle har Push faktorerne mest indflydelse på migrationsflowet. Målt på arbejdsløshedsraterne i afsenderlandene, tegner det til, at samtlige lande med forbehold for Kina og Brasilien, giver deres borgere grund til at emigrere i et forsøg på at komme i arbejde andet steds. Kina og Brasiliens rater er imidlertid ikke bemærkelsesværdigt høje, faktisk befinder de sig i en bedre situation end EU som helhed. Målt på lønniveau har samtlige afsenderlande, USA undtaget, lave lønninger, hvilket ligeledes giver incitament til at emigrere. Dermed er Brasilien reelt det eneste land, der befinder sig i en midterkategori, hvor push faktorerne ikke umiddelbart ser ud til at influere nævneværdigt. I den forstand at Brasilien ikke har specielt høj arbejdsløshed eller har specielt lave lønninger, dog er ingen af de to parametre specielt attraktive heller. USA har et incitament kva deres relativt høje arbejdsløshed og Kina har et incitament kva deres relativt lave lønninger. De øvrige afsenderlande har et incitament til at emigrere på begge parametre. Med hensyn til pull faktorerne har emnet vist sig yderst kompliceret, eftersom arbejdsmarkedet i EU i realiteten ikke fungerer som et fælles arbejdsmarked, men er segmenteret i nationale og endda regionale arbejdsmarkeder med stor variation i ledigheden. Arbejdsløshedsraterne varierer i så stor grad, at nogle medlemsstater simpelthen selv bliver emigrationslande, hvorimod andre har moderate situationer, og endelig er der en tredje kategori, som har lave rater. Den tredje kategori, kan dermed siges at have en pull faktor ift. arbejdløsheden. Disse lande blev klarlagt i figuren på side 17 (markeret med blåt): Østrig, Tyskland, Holland og i mindre grad bestemte egne af Storbritannien. Omvendt er de røde felter i selvsamme figur udtryk for lande, der ingen pull faktor har ift. arbejdsløsheden. Disse lande består af: Spanien, Grækkenland, Italien, Bulgarien, Litauen, Letland, Polen, Irland, Slovenien og Ungarn. De resterende lande kan siges at have en moderat pull faktor med middelgode muligheder at tilbyde migranterne. Dermed et meget varierende resultat for EU. Dette indtryk indikerer et meget fragmenteret arbejdsmarked, der egentlig ikke fungerer som et samlet arbejdsmarked, men mere som 27 nationale arbejdsmarkeder. Derfor udlignes ekstremerne ikke. Målt på lønniveau er indtrykket af EU lige så fragmenteret, fordi niveauerne varierer i meget stor grad. Dermed indikerer også dette parameter, at der er 27 arbejdsmarkeder, der ikke i praksis er forbundet og derfor ikke influerer på hinanden. Havde der eksisteret et egentligt fælles europæisk arbejdsmarked med en høj grad af mobilitet burde forskellene udligne sig over tid, men dette er beviseligt ikke tilfældet. Dermed ser man disse store forskelle landene imellem. I dette tilfælde vedr. løn ser man, jf. tabellerne på henholdsvis side 15 og side 17, at lønningerne i det nordvestlige EU, dog inklusiv Østrig, er væsentligt højere end i det sydlige og det østlige EU. Dermed er pull 20

25 faktoren sandsynligvi kun relevant i det nordvestlige EU. Denne zone indkludere disse medlemsstater: Sverige, Storbritannien, Finland, Østrig, Holland, Luxembourg, Tyskland, Danmark og Belgien. Havde der været tilgængeligt data, havde Frankrig og Irland sandsynligvis talt med i denne gruppe. En nuancering skal medregnes, for der er reelt en mellemgruppe af medlemsstater, der har et lønniveau, der muligvis vil kunne tiltrække migranter i kraft af, at det er højere end i afsenderlandet. Dog er niveauet sammenlignet med nordvest zonen lavere og bør dermed have en svagere pull faktor alt andet lige. Disse lande i mellemgruppen er: Italien, Cypern, Malta og hvis der havde været tilgængeligt data sandsynligvis ligeledes Spanien. Hvis man sammenholder de to parametre, arbejdsløshed og lønniveau, for at se, hvor der er sammenfald mellem modtagerlandene, er resultatet dette: Østrig, Tyskland, Holland og til dels Storbritannien. Disse lande har de absolut bedste pull faktorer på begge parametre og må derfor være mest attraktive. Arbejdsløsheden er lav nok til at udbyde gode beskæftigelsesmuligheder til migranterne og samtidig til er lønniveauet mærkbart højere end i afsenderlandene. Generelt set gælder det, at nordvest zonen i EU klarer sig bedst og derfor overordnet set bør virke mest attraktiv for migranterne. Dermed tegner der sig et mønster; øst og syd generelt klarer sig ringere end nordvest. Imidlertid skal det understreges at, dette ikke er en endelig konstatering, da Molles teori som bekendt inkluderer en tredje kategori af faktorer, der endnu ikke er inkluderet i analysen; friktionsfaktorerne. Disse vil nuancere og kvalificere problematikken yderligere og først efter at, alle tre faktorer er analyseret kan en endelig analyse gives over den fulde situation. Imidlertid tegner situationen sig, som hidtil skitseret. Kapitel 5: Friktions faktor analyse Friktionsfaktorerne er den tredje kategori af faktorer i Molles teori. Disse er specielle i den forstand at de repræsenterer transaktionsomkostninger, der reducerer effekten af de to andre faktorer. Push faktorerne reduceres så emigration bliver mindre attraktivt fordi emigranten konfronteres med store hindringer for, at blive integrerede i modtagerlandets arbejdsmarked. Pull faktorerne reduceres af samme grund. Derfor er friktionsfaktorerne essentielle og skal således nu analyseres. 5.1 Eksklusion fra arbejdesmarkedet Studerer man migranternes adfærdsmønster på EUs arbejdsmarked, tegner der sig et billede af, at de undgår de lukkede brancher og is stedet søger beskæftigelse i mere åbne brancher. Det indikerer, at disse brancher er tilstrækkeligt lukkede til at ekskludere migranter. Eller komplicere deres adgang 21

26 til netop disse brancher så meget, at kun et mindre antal migranter faktisk opnår ansættelse. Af tabellen nedenfor fremgår omtalte adfærdsmønster (hvor migranterne undgår de lukkede brancher), hvor det sammenlignes med egne borgeres. Af tabellen fremgår det, at migranterne beskæftiges bemærkelsesværdigt mindre i brancher som offentlig administration, forsvar, social sikkerheds relaterede jobs og uddannelse end egne borgere. Det er netop disse brancher, der er kendetegnet ved, at fordre licens til professionens udøvelse, beskyttede titler, høje sprogkrav, national uddannelse, etc. Alle krav der øger adgangsbarrieren for migranter til sammenligning med egne borgere. Dermed en indikator på faktisk eksklusion. Dette indtryk bakkes yderligere op af det faktum, at migranter faktisk ofte skifter brancher i takt med, at de opholder sig længere i EU. Hvis der ingen eksklusion var, ville migranterne med sandsynlighed straks ved ankomst søge mod de brancher, der matchede deres faglige baggrund. Men dette er som bekendt ikke tilfældet (se figur 12). I stedet beskæftiges de, i meget tilgængelige brancher som byggesektoren eller transport straks ved ankomst, for senere at søge mod de tidligere omtalte lukkede brancher. Hvilket indikerer, at migranterne behøver tid for at overkomme barrierne. Denne tid til omstilling kunne bruges på at lærer sproget i modtagerlandet og/eller opkvalificere uddannelsen så den anerkendes i modtagerlandet, etc. Alt sammen elementer, der muliggør at migranten kan forcere barrieren. Procentvis beskæftigelse i udvalgte sektorer fordelt på egne statsborgere og migranter 22

27 Figur 11 Kilde: Eurostat Migrants in Europe 2011 Procentvis beskæftigelse i udvalgte sektorer fordelt på nyankomne og vel-etablerede migranter (migranter med 8 års ophold eller mere) Figur 12 Kilde: Eurostat Migrants in Europe 2011 I tabellen ovenfor ses det tydeligt, at eksempelvis de mandlige migranter i høj grad beskæftiges indenfor byggebranchen straks efter ankomst, men efter nogen tid falder denne tendens bemærkelsesværdigt. Derimod beskæftiges de i stigende grad i offentlig administration og forsvar. Tendensen er den samme for de kvindelige migranter, der ligeldes beskæftiges i tilgængelige brancher til at starte med, som f.eks. husholderske og sidenhen i brancher som offentlig administration, forsvar og uddannelse. Nedenstående tabel afslører desuden, at migranterne faktisk kommer med en højere uddannelse, men at denne først kan benyttes på arbejdsmarkedet efter en overgangsperiode. 23

28 Tabel over overkvalificering blandt migranter fra ikke tredjelande opgjort procentvis Nyankomne migranter 47% Vel-etablerede migranter 32% Figur 13 Kilde: Eurostat Migrants in Europe 2011 NB! Vel-etablerede migranter referer til migranter med min. 8 års ophold Overkvalificering defineres som migranter med højere uddannelse, som arbejder i jobs, der fordrer lavere uddannelse end, hvad de har. Eksempelvis lav eller mellemlange uddannelser. Her ser man, at for de nyankomne er det tæt ved halvdelen, der faktisk ikke kan komme i beskæftigelse, der svarer til deres kvalifikationsniveau. Men efter nogen tid, er der flere der kommer i passende beskæftigelse. Dermed er der reelt nogle barrierer for migranterne, som det tager tid at overkomme, og som det i sidste ende kun lykkes nogle at overvinde, for selv blandt de vel-etablerede er det stadig 32%, som ikke finder passende beskæftigelse. Tendensen gælder for samtlige sektorer dækket i denne analyse, hvilket betyder at problematikken omkring eksklusion ikke er en snæver udfordring begrænset til eksempelvis lægegerningen, men derimod gælder bredt. Dermed kan det konstateres at, EU vitterlig har en udfordring med, at inkludere migranterne i arbejdsmarkedet, fordi de ikke kan komme i passende beskæftigelse grundet eksklusion. Denne eksklusion skyldes ifølge Eurostat først og fremmest manglende anerkendelse af udenlandsk uddannelse (udenfor EU), udenlandsk arbejdserfaring (udenfor EU), manglende sprogkendskab, begrænset netværk og adgang til information samt diskrimination fra arbejdsgivere. 5.2 Hindringer for at skaffe arbejdstilladelser Reglerne for hvad der kræves for, at skaffe en arbejdstilladelse for tredjelands borgere, der ønsker at arbejde indenfor EU varierer meget fra medlemsstat til medlemsstat. Da der ikke er en fælles gældende lovgivning indenfor feltet. Dette er i sig selv problematisk, da det gør arbejdsstyrken mindre mobil, fordi arbejdsmigranterne ikke uden videre fleksibelt kan flytte derhen, hvor arbejdsmarkedet efterspørger dem. Der er dermed 27 forskellige procedurer efter 27 forskellige regelsæt underlagt 27 forskellige offentlige institutioner, som man skal igennem for at være mobil som migrant fra et tredje land. Barrieren for at skaffe en arbejdstilladelse er dermed af forskellig karakter og størrelse alt efter, hvilken medlemsstat man foksuerer på. Imidlertid har EU taget et 24

29 initiativ til at lette hindringen for arbejdsmigranterne, eksempelvis kan nævnes EUs Blue Card 27. Blue Card er interessant, netop fordi det udelukkende omfatter, den type migrant EUs arbejdsmarked efterspørger mest; de højtuddannede. Blue Card er en arbejdstilladelse for netop denne gruppe og det gælder for 24 ud af 27 medlemsstater de 3 undtagelser er: Storbritannien, Irland og Danmark. Disse tre medlemsstater står udenfor EU samarbejdet på dette felt. Kravene for at få Blue Card er at: - Man har en videregående uddannelse - Man har et jobtilbud på hånden med en kontrakt på min. 1 år - Det jobtilbud man har, skal udbyde en høj løn ift. normen i den pågældende medlemsstat (1,5 x højere end gennemsnitslønnen) - Man har min. 5 års arbejdserfaring - Man skal have en privat sundhedsforsikring - Man skal kunne indrejse lovligt - Man skal have de fornødne tilladelser/licenser i orden, hvis de behøves indenfor fagfeltet Opfyldes ovenstående krav, kan arbejdsmigranten opnå Blue Card. Dog skal ansøgningen sendes til nationale myndigheder, hvor det konkrete job forfindes og muligvis forekommer en mindre betaling for udstedelse. Det bør tage max. 90 dage at modtage svar på ansøgning. Dog kan en migrant, selvom vedkommende opfylder kravene, afvises hvis en EU-borgere kan tage pågældende job og har søgt det. Eller hvis afsenderlandet opgiver, at det mangler arbejdskraft i netop den branche, som vedkommende repræsenterer. Ydermere kan en specifik medlemsstat fastsætte en grænse for, hvor mange migranter man vil optage. Blue Card er desuden gyldigt min. 1 år og max. 4 år med mulighed for fornyelse. Dog kan Blue Card ikke uden videre overføres til andre medlemsstater. Migranten skal, hvis vedkommende vil arbejde i en anden medlemsstat, søge om et nyt Blue Card der. Migranten kan desuden, som oftest, ikke skifte job indenfor de første 2 år, dog varierer regler fra medlemstat til medlemsstat. Er man arbejdsmigrant med ringere kvalifikationer er man henvist til, at ansøge den specifikke medlemsstat og efterleve dennes krav. I det tilfælde varierer regler meget mere, for der eksisterer 27 EU Immigration portal: Blue Card 25

30 ikke et fælles samarbejde a la Blue Card, der letter adgangen. Dette aspekt er imidlertid mindre interessant for denne afhandling givet konklusionerne fra kapitel 2 om arbejdsmarkedets specifikke behov, der, som bekendt, rettede sig mod de højt uddannede migranter. Hvilket gør dem de mest relevante at fokusere på. Dermed fokuserer EU således på, at lette adgangen for den specialiserede og velkvalificerede del af arbejdsmigranterne, hvilket er i fuld overenstemmelse med arbejdsmarkedets behov og derfor giver mening. At anskaffe sig en arbejdstilladelse for denne gruppe arbejdsmigranter lettes betydeligt af Blue Card-initiativet, dog ville det være en yderst vigtig forbedring, såfremt EU gjorde Blue Card mobilt. Forstået på den måde at migranter med Blue Card frit kunne migrere mellem medlemsstaterne, så de frit kunne flytte efter arbejdsmarkedets behov og dermed skabe mere fleksibilitet og dynamik. Imidlertid vurderes den nuværende situation ikke at være problematisk ift. arbejdsmigrationen, selvom den kunne forbedres. En anden forbedring ville være at inkludere de 3 udenforstående medlemsstater i samarbejdet for fuld mobilitet. 5.3 Barriere for at overfører pensionsopsparing For analysens klarhed skal det understreges at begrebet pension, falder i to kategorier; offentlig pension og privat pensionsopsaring. For begge typer gælder det imidlertid, at de er immobile. Efter personlig forespørgsel hos flere større, danske pensionsselskaber per telefon, blev det klarlagt, at pensioner hvad enten offentlige eller private ikke kan flyttes fra et land udenfor EU og til en medlemsstat, eksempelvis Danmark 28. Dette skyldes at hvert lands pension er reguleret efter nationale pensionsregler, national pensionsbeskatningsregler, indebærer forskellige subsidier og at der ingen procedure er for at omregne alt dette til et andet lands gældende normer indenfor feltet. Dermed kan en tyrkisk pension eksempelvis ikke konverteres til en dansk. Imidlertid mente samtlige pensionsselskaber, at man i de fleste tilfælde burde kunne hæve sin pension ved emigration mod at betale en given skat/vederlag. Hvorefter man kan medbringe den resterende opsparing til modtagerlandet og der oprette en ny pensionsordning og indsætte disse midler, som del af den nye ordning. Dette er selvsagt en mere kompliceret manøvre, der fordrer mere human kapital, end hvis man frit kunne flytte sin pensionsopsparing med sig som migrant. Dog er det ikke en uoverstigelse hindring, den kan som beskrevet overkommes. 28 Danica Pension, Pension Danmark og PFA Pension 26

31 For den offentlige pension, på EU plan, gælder det, at EU ikke har mandat til at lave obligatoriske pensionssamarbejdsaftaler for medlemsstaterne. Imidlertid er EU, på frivilligt plan begyndt at lave pensionssamarbejdsaftaler med tredje lande, hvor hvert enkelt medlemsstat kan vælge at deltage eller ej (bilag 1). Dette er dog nyt og der er derfor kun lavet sådanne aftaler med Moldova og Kap Verde. Disse aftaler betyder, at pensioner frit kan overflyttes fra det ene land til det andet. Ingen af disse lande er af stor interesse for afhandlingen, eftersom disse grupper er meget små migrationsgrupper. Dog er muligheden der for, at aftalerne spreder sig til relevante lande som Tyrkiet og at dette derfor kan lette flytningen af pensionsopsparing. Der kan imidlertid ikke konkluderes noget sikkert på nuværende tidspunkt kun konstateres at et initiativ, der på sigt kan få betydning er taget. Det er uden tvivl et initiativ som har potentiale, men det er for tidligt i processen til at indregne det som et egentligt element. Altså er her en hindring på nuværende tidspunkt, som EU dog er opmærksom på og beviseligt søge at løse. Det skal tilføjes at internt i EU er pensionsopsparingerne ligeledes immobile, fordi lovgivning indenfor pensionsområdet ligger indenfor medlemsstaternes egne kompetenceområder. Således ingen fælles EU pensionslovgivning, der kunne harmonisere subsidier, beskatning og regulering med den effekt at pensionsordninger kunne flyttes på tværs af landegrænserne internt. Således hæmmes den interne mobilitet stadig af eksempelvis mangelende samordning omkring pensionsordninger. 5.4 Ugunstig særbeskatning Beskatning af indkomster fra migranter, der er fra tredjelande, ligger udenfor EUs lovgivning. Dermed er der ingen fælles skatteregler for samtlige medlemsstater ifølge DG Taxation and Customs, som er den del af EUs embedsapparat, der er ansvarlig for skattepolitik og samarbejde indenfor skat. Imidlertid er der ingen indikator på ugunstig særbeskatning af migranterne, der skulle gøre det mindre attraktivt at arbejde i EU. En stikprøveundersøgelse blandt MEP erne fra arbejdsmarkedsudvalget i Europaparliamentet bekræfter dette indtryk. De tilkendegiver, at deres medlemsstat ikke beskatter migranter fra tredjelande anderledes end egne borgere. I den forstand at de beskattes mere eller på anden vis ugunstigt. Omtalte MEP ere inkluderer: Nadja Hirsch fra parliamentets liberale gruppe ALDE, som repræsenterer Tyskland (bilag 2), Alejandro Cercas fra parliamentets Socialdemokratiske gruppe S&D, som repræsenterer Spanien (bilag 3) og Derek 27

32 Clark fra parliamentets EU-realistiske gruppe EFD, som repræsenterer Storbritannien (bilag 4). Dermed vurderes det, at der ikke umiddelbart bør eksisterer nogen hindring ift. ugunstig særbeskatning. Der er ifølge de danske skattemyndigheder heller ingen ekstra beskatning af udenlandsk arbejdskraft i Danmark 29. Dog kan det ikke udelukkes at enkelte medlemsstater måtte praktisere en anderledes beskatning af migranterne, dog er der indtil videre ingen tegn på, at det skulle være tilfældet. 5.5 Begrænset adgang til social sikring Social sikring er yderst komplekst i og med, at der ikke er et ensformigt, fælles system, men derimod et meget fragmenteret system af sociale sikringsformer indenfor EU. Overordnet findes der indenfor EU 3 forskellige modeller; den skandinaviske, den angelsaksiske og den kontinentale som dog varierer i meget stor grad (McCann 2010). Dette skyldes, at netop den kontinentale model dækker flertallet af EUs medlemsstater. Som navnene angiver, dækker hver model et geografisk defineret område, fordi der indenfor hvert enkelt område er tilstrækkeligt mange fælles karakteristika, der derfor legitimerer at man taler om en egentlig model. Den skandinaviske model dækkker medlemsstaterne; Finland, Sverige og Danmark. Den angelsaksiske model dækker Storbritannien og Irland og den kontinentale model dækker de resterende 22 medlemsstater. Hver model defineres således (bilag 5): - Den skandinaviske model: Denne model bygger på et universielt system af ydelser. Dette betyder, at alle betaler skat og derigennem kollektivt finansierer de ydelser, som staten til gengæld udbyder til alle. Niveauet af ydelser er højt til sammenligning med de andre modeller og udbuddet meget bredt. - Den angelsaksiske model: Denne model er karakteriseret ved at være residual. Modellen baserer sig ligesom den skandinaviske på et kollektivt skattefinansieret system, hvor staten udbyder ydelserne. Dog er finansieringen lavere og det reflekteres ved, at ydelserne er lavere og udbuddet mindre. Derfor spiller markedet en stor rolle i denne model, da markedet leverer supplerende ydelser, som kan erhverves af den enkelte mod brugerbetaling eller privatforsikring. Dermed et meget mere individualistisk system. De ydelser, der udbydes af staten er ikke alle forment, modsat den 29 Skat: Udenlandsk arbejdskraft 28

33 skandinaviske model, de er derimod specifikt rettet mod udsatte gruppe i bunden af indkomstskalaen. - Den kontinentale model: Denne model er karakteriseret ved at være korporativ. Modellen baserer sig kun i ringe grad på kollektivt finansierede ydelser, som staten udbyder. Dog er de ydelser som staten udbyder hovedsagligt rettet mod de samme grupper, som i den angelsaksiske model. Men i denne model er det ikke gennem hverken staten eller markedet, at den primære sociale sikkerhed opnås. Her er arbejdsmarkedet og familien derimod centrale for den sociale sikring. Arbejdsmarkedet udbyder, grundet påbud gennem lovgivning, forsikringer til ansatte fra arbejdsgiver; arbejdsløshedsunderstøttelse, adgang til sundhedsydelser, etc. Dermed er det gennem arbejdet, at den enkelte forsikres. Yderligere spiller familien en central rolle, da familien ofte forsørger og understøtter hinanden, som i den traditionelle familieform, pga. at staten ikke indtræder ved begivenheder, der gør den enkelte ude af stand til selvforsørgelse. Derimod er man sikret gennem arbejde, har man ikke det, har man familien. Som bekendt varierer modellen internt utrolig meget, derfor skal det understreges at familien spiller en større rolle i middelhavslandene, hvorimod arbejdsmarkedets parter spiller en større roller i hjertet af EU; Tyskland, Frankrig, Østrig, etc. Givet det faktum, at der eksisterer disse tre modeller, som dominerer den form for social sikring, man kan opnå, vil den sociale sikring som migranten modtager afhænge af indenfor hvilken model, vedkommende befinder sig. Dermed kan konklusioner ikke gives begrundet med udgangspunkt i EU, men derimod i den enkelte medlemsstat og dennes respektive model. Migrerer vedkommende eksempelvis til Danmark, kan migranten uanset situationen i øvrigt modtage social sikring i kraft af den skandinaviske models universielle funktion. Migregrer vedkommende derimod til en medlemsstat indenfor den kontinentale model eller den angelsaksiske model, kan vedkommende ikke regne med fri adgang til social sikring. I den kontinentale model vil migranten være afhængig af arbejdsmarkedstilknytning, dvs. eget arbejde, hvorigennem man forsikres. I den angelsaksiske model vil vedkommende ligeledes være meget afhængig af egen indsats og formåen dog skal det understreges, at der skam eksisterer et basalt sikkerhedsnet. Dog er dette ikke udtryk for, at der diskrimineres mod migranten, således, at migranten ikke kan få samme adgang som egne borgere. Derimod er der tale om, at den angelsaksiske og kontinentale models essens er, at der ikke udbydes universielle ydelser. Derfor er migranten reelt ikke stillet ringere end egne borgere. At migranten i vid udstrækning selv skal sikre sig, fordrer mere human kapital end, hvad tilfældet er i den skandinaviske model. Dette burde dog ikke udgøre en egentlig hindring. Eftersom det 29

34 favoriserer de velkvalificerede migranter frem for de lavtuddannede, som ventes at have mindre human kapital. Med det menes, at EUs arbejdsmarked netop har behov for, at tiltrække den gruppe, der normalt antages at have mest human kapital. Havde arbejdsmarkedsbehovet været anderledes, ville vurderingen naturligvis være en anden. Yderligere skal det tilføjes, at de store migrantgrupper, der er udvalgt til denne afhandling netop kommer fra lande, hvor der ikke er en universiel social sikringsform. Dermed er de vandt til, at operere i andre modeller. Den angelsaksiske og den kontinentale model burde derfor ikke virke specielt fremmedartede for migranterne. EUs arbejdsmarkedsbehov retter sig stort set udelukkende mod de velkvalificerede migranter og som givet denne gruppes karakteristika, sandsynligvis vil komme til EU gennem Blue Cardordningen. Derfor skal Blue Card ligeledes inddrages ift. social sikring, som ordningen også dækker. Gennem Blue Card har migranten de samme rettigheder som en statsborger i den medlemsstat, der har udstedt kortet. Dermed følger rettighederne arbejdsmarkedstilknytningen og minder derfor i sin natur om den korporative model. Hvilket er naturligt eftersom ordningen er udviklet af og fungerende i hovedsageligt medlemsstater, der har den korporative model. Som bekendt står både Irland, Storbritannien og Danmark nemlig udenfor ordningen. Hvilket kun efterlader Sverige og Finland som deltagere i ordningen uden ligeledes at have den korporative model 30. En samlet vurdering af migranternes adgang til social sikring i EU, skal derfor konkludere, at der igen er tale om et meget fragmenteret EU. Der er ingen egentlig fælles social sikring på EU niveau. Derimod er der forskellige systemer i forskellige egne af EU og migrantens oplevelse vil dermed variere meget, dog er der ingen indikatorer på, at migranten diskrimineres ift. egne borgere. Migranten har dermed adgang til social sikkerhed. Givet det, at de udvalgte migrantgrupper kommer fra tredjelande og at arbejdsmarkedets behov sigter mod de velkvalificerede, vurderes det, at mange af disse migranter vil komme til EU gennem et af de få fælles initiativer indenfor feltet; Blue Card. En vigtig iagtagelse i den sammenhæng er, at Blue Card godt nok giver adgang til social sikring, ligesom for egne borgere, men den sociale sikring er ikke uniform (indenfor EU). Med uniform menes, at en tyrkisk læge i Tyskland med Blue Card, modtager samme social sikring som hvis tyrkeren var tysker, men modtager ikke samme social sikkerhed, som hvis vedkommende var migreret til eksempelvis Danmark. Dermed er der en ligestilling med modtagerlandets borgere, men ikke på tværs internt i EU fordi EU i sig selv er så fragmenteret indenfor dette område. Dermed 30 EU Immigration portal: Blue Card 30

35 varierer rettighederne meget og de er således heller ikke mobile, men knyttet til den individuelle medlemsstat. En anbefalelsesværdig forbedring ville være at gøre rettighederne mobile, for ligeledes at gøre arbejdsstyrken mere mobil. Man kunne overveje om rettighederne ydermere skulle harmoniseres internt i EU, men dette ville være et meget omfattende skridt, som ikke umiddelbart lader til at være politisk muligt i den nuværende situation med den lave tilslutning EU nyder i blandt medlemsstaternes borgere. Muligvis kunne dette skridt tages på et senere tidspunkt. Hvorom alting er, ville det styrke mobiliteten i arbejdsstyrken. 5.6 Socialafstand; kultur og sprog forskelle Sprogligt set deler de udvalgte migrantgrupper sig i to vidtforskellige grupper; dem der har et officielt EU sprog som modersmål og de, der ikke har. I den første gruppe er: Amerikanerne (engelsk), brasillianerne (portugisisk), colombianerne (spansk) og til dels inderne. I Indien er der tre officielle sprog, hvor af et af dem er engelsk. I den anden grupper er de resterende; albanerne, tyrkerne, russerne, ukrainerne og kineserne. Den første gruppe oplever ingen hindring ift. sproget, men kan tilpasse sig min. en medlemsstat med det samme. Såfremt de selvfølgelig migrerer til netop den medlemsstat. Ellers oplever de selvsagt en hindring og skal omstille sig på linje med den anden gruppe. Den første gruppe har imidlertid muligheden for en let indgang og denne styrkes i kraft af, at der er beslægtede sprog, som er forholdsvis nemme at lære. Eksempelvis vurderes det, at en columbiansk migrant, der vælger at migrere til Italien istedet for Spanien, bør opleve en fordel ved at have et latinsk sprog som modersmål. Sproget er helt essentielt for, at kunne integreres i arbejdsmarkedet, hvilket er omdrejningspunktet for arbejdsmigration. Dermed er der en essentiel forskel de to grupper imellem. Den anden gruppe har derimod modersmål, der ikke er officielle EU sprog. Deres modersmål ligger ydermere fjernt fra flertallet af europæiske sprog. Der er således reelt store forskelle mellem migrantgrupperne ift., hvor hurtigt de kan integreres på arbejdsmarkedet. Kulturelt set gentages samme mønster, hvor migranterne kan opdeles i to grupper. Den ene gruppe med en meget europæiseret kultur givet deres historie og den anden gruppe med en lidet europæisk kultur. Den første gruppe inkluderer: Amerikanerne, brasilianerne, colombianerne, albanere, ukrainere og til dels russere og indere. Inderne har egentlig deres egen unikke kultur, dog har de stort kendskab til engelsk kultur og har tilegnet sig nogle engelske karakteristika gennem deres historie med Storbritannien som kolonimagt. I den anden gruppe er: Tyrkerne og kineserne. Dermed har den anden gruppe en ekstra hindring både ift. sproget såvel som ift. kulturen. Den sproglige og 31

36 kulturelle distance fra migrantgrupperne og til EU refklekteres, da også tydeligt i migranternes erhvervsfrekvens. Hvor en ranking af grupperne ser således ud (opsumemret fra kapitel 3): Erhvervsfrekvens angivet i procent og fordelt på nationalitet Nationalitet Erhvervsfrekvens Columbia 91% Brasilien 87,5% Ukraine 84,4% USA 79,5% Rusland/Indien 76,5 % Albanien 76% Kina 74,5% Tyrkiet 68,5% Figur 14 Kilde: Eurostat Migrants in Europe 2011 Her kan observeres, de to grupper med stor distance, både ift. sprog såvel som kultur, nemlig kinesiske og tyrkiske migranter, også har de laveste erhvervsfrekvenser. Heraf kan det dog ikke med sikkerhed konkluderes, at sproglig og kulturel distance er direkte årsag til den relativt lave erhvervsfrekvens, men det kan antages at det influerer i nogen udstrækning. I så fald vurderes det at, potentialet for arbejdsmarkedsintegration er størst for migrantgrupper, der kommer fra lande med fælles sprog og kultur som, det der er i modtagerlandene. 5.7 Konklusion på push, pull og friktions faktor analyse På baggrund af push, pull og frikrionsfaktor analysen blev det klarlagt, at de migrantgrupper, der er store nok til at gøre en forskel sammenholdt med deres erhvervsfrekvens, for at sikre, at de reelt er at regne for arbejdsmigranter, er: Colombianerne, brasilianerne, amerikanerne, ukrainerne, kineserne, albanerne, tyrkerne, russerne og inderne. Det blev ligeledes klarlagt, at grupperne havde motiver for at emigrere i form af ringe beskæftigelsesmuligheder og lave lønniveauer. Med undtagelse af to grupper: Kineserne, der umiddelbart kun tegner til at motiveres via lave lønninger i Kina og amerikanerne, der kun tegner til 32

37 at motiveres gennem høj arbejdsløshed i USA. Migrantgruppernes motivation for at immigrere til EU var mindre klar i og med at EU har et meget fragmenteret arbejdsmarked vurderet på pull faktorer. Arbejdsløsheden var højst sammenholdt med lønningerne lavest i Syd og Østeuropa, dermed de ringeste pull faktorer. Det omvendte gjaldt om det nordlige Europa inklusiv Tykland og Østrig. Dermed er det realistisk at antage, at EU har muligheden for at supplere sin aldrende og faldende arbejdsstyrke med arbejdsmigration fra tidl. omtalte afsenderlande. Inflowet vil dog sandsynligvis komme til det nordlige EU inkl. Tyskland og Østrig. Dermed en ujævn fordeling af inflowet. Ved analyse af friktions faktorerne viste det sig at særbeskatning af udenlandsk arbejdskraft var relativt uproblematisk, hvorimod der var udfordringer af varierende grad ved samtlige andre faktorer. Det viste sig at migranterne blev ekskluderet fra arbejdsmarkedet, hvilket skyldtes manglende anerkendelse af udenlandsk uddannelse (udenfor EU), udenlandsk arbejdserfaring (udenfor EU), manglende sprogkendskab, begrænset netværk og adgang til information samt diskrimination fra arbejdsgivere. En anden essentiel barriere er, at der ikke er en fælles ordning for arbejdstilladelse for arbejdsmigranter fra tredjelande, der eksisterer kun en ordning for nogle medlemsstater, som desuden ikke er internt mobil. En klar forbedring ville være at lave en ordning for arbejdstilladelser, der var fælles for alle og som var mobil. Imidlertid er den nuværende Blue Card ordning et godt initiativ, som dog burde udvides og videreudvikles med fokus på mobilitet og inklusion. En tredje problematik viste sig ifm. at pensionsordningerne heller ikke var mobile. Dog tager EU også her initiativ, nemlig den frivillige pensionsordning mellem EU og tredjeland. Dette initiativ har potentiale til at løse udfordringen på sigt, hvis det kan udvides til flere afsenderlande og hele EU. Social sikring var mindre problematisk om end kompleks givet at EU, igen viste sig at være stærkt fragmenteret snarere end en egentlig union. Problematikken med den sociale sikring relaterede sig til, at rettighederne ikke var mobile, eftersom de knyttede sig til Blue Card ordningen. Hvis Blue Card ordningen gøres mobil følger rettighederne. Således kan denne problematik ordnes i en indsats, der dog tegner til at møde politisk modstand. De sociale rettigheder har vist sig kontroversielle, så det er tvivlsomt om der politisk kan gøres fremskridt indenfor dette felt på nuværende tidspunkt. Dog vil det være et fremskridt at gøre retighederne mobile og om muligt harmoniserede. Endelig er der den sproglige og kulturelle udfordring, som dog kun er en faktor for nogle grupper nemlig hovedsageligt tyrkerne og kineserne. Begge disse grupper har sprog, der er markant anderledes end EUs sprog samt en kultur, der ligeledes er meget anderledes dermed stor distance. De øvrige grupper oplever en mindre hindring her. Navnlig disse grupper: Columbianere, 33

38 brasilianere, amerikanere og i mindre grad indere, fordi disse gruppers modersmål er officielle EU sprog og deres kultur er stærkt europæiserede. De resterende grupper; albanere, russere og ukrainere befinder sig i en midtergruppe. Midtergruppen oplever nogen distance, men ikke en signifikant distance. Dermed konkluderes det, at EU kan tiltrække arbejdskraft fra disse afsenderlande for, at supplere sin arbejdsstyrke. Dog ikke til et samlet EU, men sandsynligvis kun til det nordlige inkl. Tyskland og Østrig. Dette kan udbredes til at indkludere hele EU såfremt syd og øst forbedrer deres pull faktorer. Ligeledes kan samtlige friktionsfaktorer, bortset fra særbeskatningen, forbedres som tidl. gennemgået. Kapitel 6: Arbejdsmigrantens arbejdsmarkedsintegration i EU 6.1 Eksklusion fra arbejdsmarkedet Som gennemgået i kapitel 2, er der en betydelig udfordring i at få migranter fra tredjelande integreret på EUs arbejdesmarked. Dette er en nøgleproblematik, eftersom abejdsmigration kun er en hensigtsmæssig løsning såfremt migranterne faktisk kan integreres på arbejdsmarkedet, dermed fortjener denne problematik at blive behandlet, som en del af analysen. Som tidligere fremført har de velkvalificerede migranter fra tredjelande en erhvervsfrekvens på 65,7%. Mens migranter med mellemlange uddannelser har en erhvervsfrekvens på 61,6% og de lavtuddannede har en erhvervsfrekvens på 46,4%. Det er imidlertid de velkvalificerede, der er mest attraktive for EUs arbejdsmarked, så den videre behandling vil fokusere på dem. De har godt nok den højeste erhvervsfrekvens blandt de tre kategorier, men dog stadig den laveste sammenlignet med andre EU borgere, der også er højt uddannede og bor i en medlemsstat, der ikke er deres egen. Den ligger nemlig på 77,7%. Til sammenligning med egne borgere i en given medlemsstat er niveauet 82,9%. Hvilket efterlade et betydeligt hul at lukke mellem egne borgere og begge kategorier af migranter, men især dem fra tredjelande. At dette i høj grad faktisk skyldtes eksklusion fra arbejdsmarkedets fremførtes i kapitel 5, dette skal nu nærmere behandles i dette kapitel. 34

39 6.2 De kvindelige migranters tilknytning til arbejdsmarkedet Som tidligere fremførst i kapitel 3, skyldes den lave erhvervsfrekvens først og fremmest de kvindelige migranter. Erhvervsfrekvensen var gennemgående højere for de mandlige migranter end for de kvindelige, hvor erhvervsfrekvensen, i de udvalgte grupper, varierede mellem 81-97% for mændenes vedkommende. Hvilket er et højt og dermed meget attraktivt. Heroverfor har kvinderne erhvervsfrekvenser, der varierer mellem 47-88%. Forskellen mellem de kvindelige og de mandlige migranter varierer dermed mellem 15-45% - hvis man undtager colombianerne, her er forskellen mellem kønnene kun 6%. Hvilket er bemærkelsesværdigt lavt til sammenligning med de andre grupper. Hermed kan det konkluderes, at grunden til at migranterne har så meget lavere erhvervsfrekvens end andre EU-borgere og egne statsborgere hovedsageligt skyldes kvinderne, eftersom mændene faktisk har et højt niveau. Kan kvindernes tilknytning til arbejdsmarkedet styrkes, kan den samlede performance forbedres betydeligt. Dog er der undtagelser, som for eksempel de colombianske kvinder, der har en erhvervsfrekvens på 88%, hvilket er højt sammenlignet med de andres og ydermere har de kun et skæl på 6% op til de mandlige, colombianske migranter. For at kunne styrke kvindernes arbejdsmarkedsintegration, må det først afdækkes hvad der ligger til grund for at den er så ringe. Motiver for migration angivet procentivis for perioden fordelt på køn Figur 15 Kilde: Eurostat Migrants in Europe

40 Således dokumenterer Eurostat, at der er flere mandlige migranter, der migrerer af økonomiske årsager. Mens kvinder oftere migrerer af sociale grunde. Dette giver en god forklaring på, hvorfor mændene er mere aktive på arbejdsmarkedet end kvinderne: Fordi mændene simpelthen kom til EU for netop at få et arbejde og tjene penge. Det var formålet. Mens formålet for kvinderne var et andet. Dette har imidlertid mere med push faktorerne at gøre, end med de to andre kategorier af faktorer og ligger således udenfor politisk rækkevidde. Man kan derfor ikke justere på migranternes motiver, så de er mere hensigtsmæssige ift. EUs behov. Dog er der grund til optimisme i kraft af, at ovenstående tabel afslører en positiv udvikling over tid. Udviklingen viser med al tydelighed, at kvinderne i stigende grad også migrerer pga. økonomiske motiver dog stadig markant mindre end mændene. Men hvis udviklingen fortsætter, bør kvindernes erhvervsfrekvens følge motivgrundlaget for migrationen. Således løser problemet til dels sig selv med tiden. Imidlertid skaber kvindernes migrations motiver en anden problemstilling: Når kvinderne migrerer af familiemæssige årsager som angivet i figur 15, så refereres der til familiesammenføring. Kvinderne migrerer altså i høj grad for at genforenes med deres ægtefælle, som allerede er migreret til modtagerlandet. Ægtefællen (manden) er oftest migreret med et økonomisk motiv og via Blue Card ordningen eller lign., og kvinden migrerer så via familiesammenføringsordninger eller lign. Dette placerer kvinden i en markant anderledes juridisk kategori end ægtefællen. Hvilke rettigheder en migrant fra tredjeland får tilkendt afhænger af via hvilken ordning vedkommende ankommet f.eks. Blue Card eller familiesammenføring. Derfor har de kvindelige migranter ofte heller ikke samme rettigheder som deres ægtefælle. Kvindernes adgang til arbejdsmarkedet begrænses således fordi de ikke tilkendes rettigheder hertil grundet deres migrationsform, eksempelvis mangler kvinderne ofte basale rettigheder såsom retten til at tage arbejde, retten til at åbne en bankkonto, etc. Kvindens ophold er betinget af mandens og hun er i nogle tilfælde fuldstændig afhængig af ham, netop pga. af, at han alene besidder rettigheder som arbejdstager (Kontos 2009). Løsningen skal dermed findes i, at tilkende kvindelige migranter uanset migrationsform rettigheder som arbejdstager. Ellers henvises en stor del af de kvindelige migranter til uformelle jobs i den sorte del af økonomien (Kontos 2011). Selvom kvinderne ikke migrerer pga. økonomiske motiver i samme grad som de mandlige migranter, kan det sagtens tænkes, at kvinderne efter ankomst skulle ønske at komme i beskæftigelse. For at dette kan lade sig gøre, skal kvinderne som sagt først tilkendes rettigheder. Dermed er arbejdsmarkedet reelt åbent for kvinderne, såfremt de ønsker at benytte muligheden. Dette er en indsats, som primært skal tages af nationale regeringer, eftersom det hører under deres kompetencer og ikke under EUs kompetencer. 36

41 6.3 Overkvalificering misallokering af talent Som fremført i kapitel 5 fører den omfattende eksklusion af migranter til, at der er en misallokering af human kapital i form af, at de velkvalificerede migranter simpelthen ikke kan få et arbejde, der matcher deres kvalifikationer. Derimod ender de i beskæftigelse, hvor de formelt er overkvalificerede. Dette betyder, at migranternes talent udnyttes for ringe og at EU dermed ikke får det fulde udbytte af arbejdsmigrationen. Derfor bør der sigtes på, at få allokeret human kapital i den form for beskæftigelse, hvor talentet bedst anvendes. Overkvalificeringsgraden angivet i procent og fordelt på statsborgerskab; egne, EU og ikke EU. Ikke EU er endvidere fordelt efter nyankomne og vel-etablerede. Grupper Overkvalificeringsgrad Egen Borgere 19% EU migranter 28,5% Tredjelands migranter (nyankomne) 47% Tredjelands migranter (8 års ophold eller 32% mere) Figur 17 Kilde: Eurostat Migrants in Europe 2011 Af ovenstående tabel fremgår det dels, at der er en bemærkelsesværdig overkvalificering i samtlige grupper. Dette hænger sandsynligvis sammen med den ringe økonomiske formåen i EU generelt gennem de seneste årtier, som fremført i kapitel 1. Den lave vækstrate som EU har og har haft, udmøntes blandt andet i, at der skabes færre nye virksomheder og færre nye jobs, dette kunne sagtens have den bivirkning, at human kapital misallokeres. Imidlertid er der også en klar tendens til, at jo ringere tilknytning til modtagerstaten des højere misallkoering af human kapital. Således kan man iagtage, at en anden EU borger eksempelvis har en lavere grad af misallokering end eksempelvis migranter, der kommer fra den øvrige verden. Ligeledes reduceres denne misallokering som migrantens tilknytning styrkes i form af år, vedkommende har opholdt sig i det givne modtagerland. Dette antyder at der er barrierer at overkomme. Dette underbygges af kapitel 5 s dokumentation for, at migranterne efterhånden søger mod de lukkede brancher, i takt med at deres tid i modtagerlandet øges. Samt Eurostats dokumentation for ekslusionen. 37

42 Det positive ved dette er selvfølgelig, at eftersom eksklusionen reduceres over tid, så løser problemet til dels sig selv. Dog ville det være ønskværdigt, hvis beslutningstagerne kunne reducere eksklusionen hurtigere. Således at human kapitalen kunne allokeres mere optimalt hurtigere. Dette kan imidletid, siden det hænger så tæt sammen med den økonomiske formåen, kun løses ved at gøre EU til en højvækst region. Noget hverken EU eller langt de fleste medlemsstater har magtet i over et årti efterhånden, hvilket derfor indikerer, at en holdbar løsning på problemet med misallokering ikke ligger lige for. For at løse dette skal man altså i virkeligheden arbejde med den økonomiske formåen hellere end at arbejde med arbejdsmarkedspolitik eller integrationspolitik, da roden til problematikken findes i selve økonomien. Når der ikke skabes nye job og nye virksomheder, så er det klart, at dette nødvendigvis må lede til højere arbejdsløshedsrater end ellers. Hvilket man også kan iagtage i EU nu jf. kapitel 4. De jobs, der så er tilbage i EU, vil derefter fortrinsvist blive besat af de velkvalificerede uanset, at kvalifikationsniveauet er for højt eller ej. Dette skyldes, at denne kategori af arbejdere simpelthen er mere attraktive for arbejdsgiveren, de er eksempelvis mere omstillingsparater og rummer flere professionelle talenter. Arbejdsgiveren behøver heller ikke betale dem hvad de burde være værd, eftersom efterspørgslen på arbejdskraft overstiger udbuddet af jobs. Således afspejles dette da også i grafferne i kapitel 2. Hvor det afdækkes at de velkvalificerede har en meget større efterspørgsel end både de mellem- og lavt kvalificerede. Hermed ligger løsningen som sagt i økonomien; den må gøres mere vækstorienteret, mere erhvervsorienteret og med mere fleksible arbejdsmarkeder, så virksomheder og jobs kan opstå med de effekter der deraf følger. Andre løsningsmodeller udover den økonomiske vil være de samme som for at løse kvindernes efterslæb (i nogen udstrækning), nemlig; anerkendelse af udenlandsk uddannelse, udenlandsk arbejdserfaring og hjælp til at lære sig modtagerlandets sprog. Disse løsningsforslag har den samlede effekt, at de åbner EUs arbejdsmarked, men de løser ikke den grundlæggende udfordring, at økonomien performer ringe. Dermed vil den ideelle løsning ligge i at inkluderer begge elementer. Slutteligt skal det tilføjes, at problemet med overkvalificering ikke er af samme natur på tværs af medlemsstater, men varierer meget alt efter hvilken medlemsstat man fokuserer på. Dette kan til dels skyldes særlig ringe økonomisk formåen af en givne medlemsstat og/eller særligt lukket arbejdsmarked. Hvordan problemet fordeler sig internt i EU kan læses af nedenstående figur. Her ses, hvor meget human kapital, der misallokeres indenfor hver medlemsstat målt hos velkvalificerede migranter altså migranter med en universitetsuddannelse. 38

43 Overkvalificeringsgraden angivet i procent og fordelt på de forskellige medlemsstater i EU Figur 18 Kilde: Eurostat Migrants in Europe 2011 Af figuren kan konkluderes, at det at have klaret sig relativt godt økonomisk tenderer til at give en god pladsering jf. pladseringen af både Tyskland, Holland og England, der som bekendt vurderedes positivt igennem tidl. kapitlers analyse. Ringe økonomisk formåen tenderer til at give en ringe pladsering jf. Grækenland, Italien og Spanien, der klarer sig dårligst og som også vurderes blandt de svageste i tidligere analyse. Derimod kan det ikke konkluderes, at hvor liberal eller restriktiv en migrationspolitik et land har, kan ses direkte i misallkoeringen af migranter. Bemærk i den henseende Sveriges relativt ringe pladsering. Sverige, der ellers har EUs mest liberale migrationspolitik. I forhold til Sverige klarer Danmark sig meget bedre, og Danmark har som bekendt en af EUs strammeste migrationspolitkker. Misallokering ser dermed umiddelbart ud til, at være mere påvirket af den økonomiske formåen end graden af åbenhed i migrationspoltikken. Hvad der yderligere kan aflæses i denne figur er, at EU er meget fragmenteret og divers. Dette kan aflæses af, at nogle medlemsstater har et meget lille problem at løse med at allokere deres human kapital, mens andre medlemsstater har et meget stort problem at løse. 39

44 Kapitel 7: Facilitering af arbejdsmigrationen 7.1 Pull faktorerne styrkes i EU For at facilitere migrationen til EU, vil det være nødvendigt, at forbedre pull faktorerne; beskæftigelsesmuligheder dvs. sænke ledigheden og desuden hæve lønningerne. Push faktorerne kan EUs beslutningstagere, som bekendt ikke justere ved. Derfor er det ekstra vigtigt at bedre pull faktorerne. Som belyst i kapitel 4 er EU meget fragmenteret og der kan derfor ikke gives en fælles strategi for et samlet EU. Medlemsstaterne Tyskland, Holland, Østrig og til dels Storbritannien klarer sig godt på begge parametre. Øvrige medlemsstater i nord; Danmark, Sverige, Finland, Luxembourg, Belgien og Frankrig klarer sig middelmådigt med attraktive lønninger, men stigende arbejdsløshed, som befinder sig på kritiske niveauer. Så for denne gruppe er problemet, at arbejdsløsheden skal sænkes. For den sidste gruppe medlemsstater gælder det, at de er meget udfordrede på deres pull faktorer. Enten i kraft af at begge parametre behøver betydelige forbedringer eller i kraft af, at det ene parameter er ekstremt udfordret eksempelvis Spanien grundet sin arbejdsløshed. Denne gruppe medlemsstater tæller: Irland, Spanien, Portugal, Grækenland, Italien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Cypern, Malta og Slovenien. Givet kompleksiteten i udfordringerne og de store forskelle landene imellem, vurderes en decentral løsning med udgangspunkt i det enkelte land, at være bedst egnet. EU skal med andre ord ikke være problemknuser i denne sag. Man kan sandsynligvis ikke lave en one size fits all fælles løsning på forskellige problemer. Hvad den middelmådige gruppe i Nordeuropa bør fokusere på, er således at nedbringe ledigheden. Dette gælder imidlertid også resten af EU, som derudover har lønningsniveauet at arbejde med. OECD har lavet omfattende analyser, i sin udgivelse Employment Outlook af 2012, af arbejdsløshedsproblemet. De er imidlertid ret negative, idet de forudsiger, at arbejdsløsheden vil være høj indtil 2013, hvorefter niveauet vil stabilisere sig på et højt niveau omkring 8%. OECD peger på, at løsningen hovedsagligt skal findes i en økonomisk genopretning snarere end arbejdsmarkedspolitik. For EUs vedkommende er hovedproblemerne her henholdsvis den store gældsbyrde og henholdsvis den ringe evne til at generere vækst 31. Gælden er et problem, da det mindsker den tillid og appel som EU har til finansmarkederne og investorer bredt, uden dette vil investeringerne i EU, som økonomien behøver, reduceres kraftigt. Staterne vil ydermere være handlingslammede, idet de bliver nød til at fokusere på at betale af på gælden og derfor ikke kan 31 OECD: Employment Outlook

45 investere i fremtiden. Eksempler på investeringer, der ellers kunne have understøttet økonomiens genopretning kunne være investeringer i infrastrukturen sådan, at varer ville kunne flyde frit på indre marked. Dette er ikke tilfældet i dag, hvor transportsektoren er stærk fragmenteret. Det skulle imidlertid forbedres via TEN-T planen, som finansieredes af Connecting Europe Facility altsammen initiativer fra transportdelen af Kommission; DG MOVE under kommissær Kallas 32. Dette skulle have øget varernes (og i nogen udstrækning ydelser og arbejderes) mobilitet, for at styrke indre marked. Imidlertid måtte initiativet spares kraftigt grundet medlemsstaternes situation, hvor de simpelthen ikke kan finansiere store initiativer som dette 33. Dermed blev initiativet beskåret med 5 mia. Euro. Et godt eksempel på at medlemsstaterne ikke kan understøtte den økonomiske genopretning, men er henvist til at forbruge deres ressource mere defensivt. Hvilket bestemt ikke er kritisabelt, eftersom gælden skal prioriteres, dog er det ikke uden konsekvenser, som diskuteret ovenfor. Det skal understreges at løsningen, til trods, til dels findes ved at betale af på gælden. Dels findes løsningen ved at forbedre økonomiens evne til at generere vækst, som OECD ligeledes argumenterer for. Evnen til at genere vækst skal bedres ved tiltag, der varierer kraftigt mellem Nord- og Sydeuropa, eftersom de er udfordret på forskellig vis. For begge, Nordeuropa og Sydeuropa, gælder det at, det er konkurrenceevnen og muligheden for start-up kapital, der er hovedhindringerne. Mht. konkurrenceevnen, drejer det sig konkret om, at det er blevet for dyrt at producere og at produktionen derved reduceres. Hvilket har effekter som højere arbejdsløshed, lavere velstandsudvikling, etc. Dermed skal det gøres billigere at producere. Løsningen er derfor at reducere dels erhvervsbeskatning og indkomstbeskatning inkl. øvrige skatter på arbejde. Derudover bør lønudviklingen holdes i ro, så lønningerne relativt over tid ikke er så høje sammenlignet med eksportmarkederne 34. Disse tiltag er meget lig dem Tyskland gennemførte under kansler Gerhardt Schrøder. Man kan se hvor meget det kommer Tyskland til gode nu, for bemærk at Tyskland er blandt de medlemsstater, der klarer sig bedst. Disse tiltag skal sammen mindske produktionsomkostningerne, så det bliver profitabelt at producere indenfor EU igen. Når det er profitabelt, at producere vil virksomhederne have bedre chance for succes og med et stærkt erhvervsliv vil der, som sideeffekt være mere naturlig, holdbar jobskabelse i den private sektor. Der som bekendt driver væksten og velstanden (McCann 2010). At lønningerne, relativt set, stiger langsommere over tid reducerer selvsagt pull faktoren. Men sammenholdt med at lønningerne dog 32 DG MOVE: TEN-T DG MOVE: Connecting Europe Facility 33 Europolitics: Infrastructure bears brunt of budget adjustments 34 OECD Journal: Solving the Financial and Sovereign debt crisis in Europe 41

46 stadig er attraktive (men ikke så meget som nu) og at arbejdsløsheden mindskes, bør tilsammen give et bedre helhedsindtryk af, hvor attraktivt et givent modtagerland er. Den anden del af udfordringen var som bekendt besværligheden med at skaffe start-up kapital til nye virksomheder. Dette er dog kun et problem for det kontinentale EU, dermed er Storbritannien og Irland ekskluderet. Idet de har meget veludviklede finansielle markeder, som minder om USAs. Hvor der er flere organisationer, hedge funde, asset managers, venture funds, etc., med flere midler, med andre ord et mere likvidt marked styret på mere decentraliseret vis. Det kontinentale EU har imidlertid mindre udviklede markeder, i stedet er erhvervslivet meget afhængige af bankerne, der indtager positionen, som den centrale aktør indenfor den finansielle sektor. Dette har den effekt, at det er sværere for iværksætterne, at skaffe den fornødne kapital til at starte nye virksomheder op (McCann 2010). En analyse fra Global Entrepeneurship Monitor i 2010 dokumenterer således, at Europa har færre iværtsættere end andre dele af verden; USA, Kina, Brasilien, etc. I den italienske befolkning er for eksempel kun 2,3% iværksættere, i Frankrig er det 5,8% og i Tyskland 4,2%. Hvilket er lavt overfor eksempelvis Brasiliens 17% 35. Ydermere dokumenterer en analyse fra Ernst and Young, at iværksetterne i Europa er langt mere skeptiske overfor deres muligheder end andre iværksettere som f.eks. japanere, brasilianere, canadiere, etc. Hvis troen ikke er der, på at der er gode chancer for success, så er incitamentet til at starte en virksomhed, der selvsagt heller ikke 36. Hindringen med at skaffe ny kapital, den manglende tro og kampgejst samt de få iværksettere er formentlig medvirkende til, at Europa både skaber få virksomheder generelt, men også at Europa skaber få store virksomheder der som bekendt skaber absolut flest arbejdspladser. Den Bruxellesbaserede tænketank Bruegel offentliggjorde således i år, 2012, et studie der påviste at mellem 1950 og 2007 har Europa kun produceret 12 virksomheder med succes på globalt plan. Til sammenligning producerede USA 52 i samme periode. Ser man kun på nyere tid, har Europa i tiden kun produceret 3 sådanne virksomheder. 2 af disse er fra Storbritannien og Irland. De resterende virksomheder af den skala er stort set alle fra tiden omkring Hvilket vil sige, at Europa over tid har mistet sin evne til at skabe erhvervssuccseser på globalt plan. Europa er ikke konkurrencedygtig med andre ord 37. Som allerede argumenteret skyldes dette først og fremmest adgangen til finansiering, derudover skyldes det også regulering specielt omkring konkurslovgivningen. Hvor det tager flere år for en konkursramt person, at kunne gøre forsøg nummer to med en ny virksomhed. I Frankrig fastholdes den konkursramte for eksempel i sin 35 The Economist: European Entrepreneurs 36 The Economist: European Entrepreneurs 37 The Economist: European Entrepreneurs 42

47 gældssituation i 9 år, i Tyskland er det 6 år og generelt i Europa er perioden meget lang. Med undtagelse af Danmark, der har en eksklusionsperiode på under 6 mdr. Grunden til at iværksætteri er essentielt, er at det er i nye virksomheder, at de fleste nyuddannede ansættes i første job for langt størstedelens vedkommende. Dermed er nye virksomheder adgangsnøglen til arbejdsmarkedet. Det samme gør sig i høj grad gældende for migranter og dermed deres arbejdsmarkedsintegration. Nye virksomheder indikerer desuden, hvorvidt en medlemsstat eller EU som helhed er innovativ, konkurrencedygtig og dynamisk. Derfor afslører disse data med al tydelighed EUs behov for økonomiske reformer. For at skaffe mere kapital til nye virksomheder, bør beslutningstagerne overveje, at lade sig inspirere til at re-strukturere finanssektoren med inspiration fra de angelsaksiske lande. Nu hvor finanskrisen er over Europa og muligheden for gennemgribende omstrukturering således er til stede, kunne beslutningstagerne gribe chancen og udvikle de finansielle markeder bedre. Endelig er der en tredje hindring, der er arbejdsmarkedslovgivningen. I mange medlemsstater, de skandinaviske og de angelsaksiske undtaget, er arbejdsmarkedslovgivningen for rigid ift. at hyre og fyre. Dette problem er størst i Sydeuropa og emnet gennemgås derfor senere i kapitlet. Så for den middelmådige gruppe i Nordeuropa samt Sydeuropa gælder det, at de kan bedre deres pull faktorer ved at udfører følgende tiltag: - Reducere deres gæld - Reducerer produktionsomkostningerne - Udvikle de finansielle markeder - Mildne konkurslovgivningen - Øge fleksibiliteten i arbejdsmarkedslovgivningen Det skal tilføjes, at der selvsagt er flere reformer EU kunne nyde godt af, men det er ikke afhandlingens ærinde at fremlægge en komplet reformplan, men i stedet henholde sig til at pege på de vigtigste tiltag for at rette op på økonomien ift. hvad, der er essentielt for arbejdsmigrationen. Alle disse reformer skal genoprette økonomien, med det egentlige formål at reducere ledigheden, for samlet set at styrke pull faktoren. De omtalte tiltag skal ses i lyset heraf. De vurderes at være de vigtigste ift. at styrke pull faktoren; beskæftigelsesmuligheder. 43

48 Derudover har Sydeuropa et særligt problem, der egentlig ikke er gældende for Nordeuropa bortset fra Frankrig. Nemlig arbejdsmarkedets rigiditet ift. at hyre og fyre. Arbejdsmarkedet skal være mere fleksibelt of dynamisk for effektivt at kunne reducere ledigheden. Dette tiltag skal dermed inkluderes specielt ift. denne region indenfor EU. Grunden til at det er et problem, at det er svært at hyre og fyre er, at det komplicere overlevelsen for nye og mindre virksomheder grundet varierende konjunkturer i økonomien. Konkret drejer det sig om at medarbejdere skal kunne fyres uden en lang opsigelsesperiode og uden langvarig og høj kompensation (McCann 2010). Disse tiltag skal tages af hensyn til, at virksomhederne skal kunne omstille sig til konjunkturforandringer. Ellers er de for rigide. Konsekvenserne heraf er allerede set i Sydeuropa under krisen med Spanien og Grækenland, som de mest ekstreme eksempler. Når spanske virksomheder eksempelvis underlægges en rigid arbejdsmarkedslovgivning, så håndterer arbejdsgiverne det ved eksempelvis, at benytte midlertidige arbejdskontrakter eller tidsbestemte arbejdskontrakter. Disse omgår nemlig megen arbejdsbeskyttelse i lovgivningen. Således oplever arbejderne megen utryghed i ansættelsen og forringede arbejdsforhold. Derudover ansætter mange arbejdsgivere kun et minimum af medarbejdere for, at sikre sig mod nedtur i konjunkturerne. Dermed kræves der en reel liberalisering af arbejdsmarkedslovgivningen. Ift. det andet element af pull faktorer, nemlig lønniveau, er dette egentlig kun en udfordring for nogle af medlemsstaterne i den tredje kategori. Mens andre skal fokusere på at reducere deres produktionsomkostninger i stedet. De medlemsstater, der skal fokusere på at reducere produktionsomkostningerne er: Spanien, Italien og Grækenland. Irland skal forholdsvis bare fokusere på at betale sin gæld af, da det er medlemsstatens store problem frem for alt. Derudover er Irland faktisk i en god position. De resterende medlemsstater i tredje kategori, der hovedsagligt skal prioritere at hæve lønnen er: Portugal, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Cypern, Malta og Slovenien. Det er vigtigt at understrege, at måden at hæve lønnen, ikke er gennem politiske initiativer, som at hæve mindstelønnen eller lign. En effektiv metode, som er holdbar og uden skadelige bieffekter, er ved at øge produktiviteten i medlemsstaterne. Konkret kan produktiviteten bedst øges via to nøgletiltag: - Tiltræk investeringer til de private virksomheder, som kan investeres i bedre teknologi og generelt maskinel - Uddan arbejdsstyrken bedre, så den enkelte medarbejder opnår bedre produktivitet 44

49 Ovenforgennemgåede tiltag er de tiltag, som anbefales for at styrke EUs pull faktorer ift. de konkrete mangler, som de enkelte medlemsstater udviser. Således at EU kan fremstå mere attraktiv for potentielle arbejdsmigranter. 7.2 Friktions faktorerne reduceres Som tidl. dokumenteret og analyseret sker der eksklusion af arbejdsmigranterne, der komplicerer deres arbejdsmarkedsintegration. Dette skyldtes som bekendt manglende anerkendelse af udenlandsk uddannelse (udenfor EU), udenlandsk arbejdserfaring (udenfor EU), manglende sprogkendskab, begrænset netværk og adgang til information samt diskrimination fra arbejdsgivere. For at løse dette bør EU tilsikre at migranterne hurtigt og let kan konvertere deres uddannelser til europæiske standarder. Hermed menes at EU bør initiere et initiativ indenfor universitetsuddannelser (siden det er de højt uddannede migranter, der svarer til arbejdsmarkedets behov), hvor migranterne kan få meritoverførsel så vidt som muligt og ellers få adgang til opgraderings kurser, der kan fuldende konverteringen af uddannelsen. Således bør forløbet afsluttes med at migranten modtager et diplom fra det pågældende universitet. Så har migranten en europæisk uddannelse, som gerne skulle lette adgangen til arbejdsmarkedet. For at dette tiltag skal have succes bør medtages, at mange medlemsstater udbyder uddannelser på modersmålet, der ofte udgør en sproglig barriere. Derfor vil det bidrage meget, hvis uddannelserne i højere grad end tilfældet er i dag internationaliseres. Dvs., at de udbydes på fortrinsvis engelsk, men muligvis også andre store sprog i EU. Således kan en migrant hurtigt starte konvertering og derved ikke opleve en lang periode med eksklusion, hvori EU misser migrantens værdifulde bidrag til økonomien. Uddannelsesinstitutionerne kan med fordel sideløbende med at konverteringsprogrammet forløber, udbyde et sprogkursus til migranterne i modtagerlandets hovedsprog. På denne måde skulle både den sproglige og den uddannelsesmæssige barriere fjernes samtidig for at udnytte tiden optimalt. Dertil er der endvidere problematikken med, at migranterne har udenlandsk erfaring, som kan være svær for en arbejdsgiver at forholde sig til. Dette kunne muligvis afhjælpes med en aktiv indsats fra uddannelsesinstitutionerne ift. at assistere migranterne med at få nogle deltidsjobs, praktikpladser, vikariater, etc. Sideløbende med uddannelses og sprogkurset. Dermed udnyttes tiden maksimalt. Ligeledes vurderes det, at et forløb som det beskrevet; europæisering af uddannelse, europæisering af erhvervserfaring, sproglig tilpasning, kulturel tilpasning, gerne skulle udvide migranternes netværk i modtagerlandet og derved styrke dem yderligere. Ved disse tiltag skulle disse friktions 45

50 faktorer gerne reduceres: Eksklusion (og dermed problemet med arbejdsmarkedsintegration til dels) samt sproglig og kulturel distance til modtagerlandet. Uddannelsesinstitutionerne og hele uddannelsessystemet i EU bliver derved en central aktør i processen. Uddannelse bør derfor blive en prioriteringssag af rang for de politiske beslutningstagere. Samarbejdet mellem det politiske system og det akademiske system såvel som mellem det nationale i medlemsstaterne (det intergovernmentale niveau) og EU (det overstatslige) bliver dermed de essentielle relationer, som skal samarbejde om initiativet. Uddannelsesinstitutionerne skal derved medtænke migranterne, som et led i deres forretningsmodel, ift. hvordan kan de meritoverføre til udenlandske grader, hvordan kan de udbyde konverteringsprogrammer, hvordan kan de internationalisere yderligere, hvordan kan de udbyde nogle services ift. sprogkurser og støtte til at finde deltidsjobs eller lign. ved siden af forløbet. Dette rejser selvsagt en del udfordringer for uddannelsesinstitutionerne, dog bør det have deres interesse, da det øger deres kundegrundlag betragteligt. Det politiske led bør ligeledes have en interesse i, at understøtte uddannelsesinstitutionernes omstilling, idet det løser den demografiske udfordring. Erhvervslivet kan med fordel til en hvis grad inkluderes, idet erhvervslivet har en klar interesse i at få tilstrækkelig arbejdskraft til egen drift. Derved kunne uddannelsesinstitutionerne lave et partnerskab med relevante virksomheder. Et eksempel til illustration: Man kunne forestille sig at en bioinformatikker fra Indien, der var igennem et europæiseringsforløb ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), via et partnerskab med eksempelvis NOVO kunne komme i praktikforløb for en periode. Efter endt forløb ved DTU kunne man forestille sig at NOVO derved skulle have lyst til at ansætte den indiske bioinformatikker eller i det mindste give en anbefaling, som kunne benyttes til videre integration. Det skal understreges, at givet at uddannelserne internationaliseres i medlemsstaterne, gerne skulle hjælpe til at styrke den interne mobilitet i EU, som ellers er svag, jf. tidl. kapitlers dokumentation. Man kunne ligeledes underbygge konverteringsforløbet med tilbud om efteruddannelse, der kan tages løbende ved siden af, at migranten faktisk er i arbejde. Dette forløb kunne med fordel ligeledes ske som et samarbejde mellem uddannelsesinstitution og virksomhed, eksempelvis DTU og NOVO. Derved tilsikres det, at uddannelsesindsatsen som en del af omstillingen for migranten matcher virksomhedernes behov. Derved skulle migrantens attraktivitet, som medarbejder gerne styrkes via indsatsen. Ugunstig særbeskatning var som den eneste friktions faktor uproblematisk jf. tidl. kapitlers analyse og dokumentation. 46

51 Imidlertid var der betydelige udfordringer ift., at skaffe arbejdstilladelser, social sikring og endelig overførsel af pension. Mht. arbejdstilladelser, så viste forudgående analyse, at Blue Card ordningen var hensigtsmæssig idet den faciliterede de velkvalificerede migranters adgang til EU og det er som bekendt netop denne kategori der har størst relevans. Dog er ordningen ikke optimal, idet den er tilknyttet udelukkende en enkelt medlemsstat og derfor ikke er mobil. For fuldt udbytte af arbejdsmigrationen bør dette ændres, ændringen skal foretages så Blue Card indehaveren har samme rettigheder i samtlige medlemsstater. Derfor bør EU initiere en harmonisering indenfor ordningen. Harmoniseringen skal bestå i, at der er en arbejdstilladelse under Blue Card, som kan udstedes af den relevante myndighed i en given medlemsstat, men som er direkte gyldig i samtlige andre. Derved kan kortet opnås i samtlige medlemsstater, men derefter flyttes uden videre til de resterende medlemsstater. Dette tjener det formål, at migranterne kan flytte efter jobs, således har de lettere ved at efterkomme arbejdsmarkedets behov efterhånden som de forandres over tid. Dette kræver en harmonisering af ordningen, således at proces, krav og kort er identiske. Dermed må medlemsstaterne således acceptere, at de enten opgiver noget suverænitet for at fuldende initiativet eller at de selv styrer processen med et tæt intergovernmentalt samarbejde. Begge dele er mulige og muligvis endda lige gode. Det burde være en relativ simpel procedure fordi de fleste medlemsstater allerede har Blue Cardordningen. Derved er deres nationale institutioner allerede beredte på sagsbehandlingsarbejdet samt udstedelsen af selve kortet. Forandringen ligger nu bare i, at de skal godtage det samme kort for alle uden at ville stille protektionistiske særkrav. Her er udfordringen ikke af teknisk karakter, men snarere politisk; vil de nationale regeringer være indstillet på at godtage et fælles kort? Indtil videre har det åbenbart ikke være tilfældet, dette betyder dog ikke, at det ikke kunne indfases over tid. Muligheden er der. Samtidig med at ordningen harmoniseres yderligere, som beskrevet, bør adgangen til social sikring, der er tilknyttet kortet ligeledes gøres mobilt. Kort indehaveren har som tidl. dokumenteret adgang til samme sikring i den medlemsstat, som har udstedt kortet. Imidlertid bør rettighederne følge kortet, forstået på den måde, at når kortindehaveren flytter til en ny medlemsstat, (en anden end hvor kortet oprindeligt blev udstedt) så skulle kortet gerne give adgang til samme sikring som borgerne i den nye medlemsstat. Hvilket vil sige, at sociale institutioner/offentlige institutioner skal godkende kortet. Eksempelvis skal kortet være adgangsgivende til hospitalerne i Spanien, hvis vedkommende er migreret derhen efter at have modtaget sit kort i eksempelvis Portugal. Således er den sociale sikring blevet mobil. I den bedste af alle verdner harmoniseredes ikke kun kortets gyldighed ift. adgang til arbejdsmarkedet og social sikring internt i EU, men også selve systemet bag social sikring. Der som tidl. gennemgået var 47

52 meget fragmenteret. En sådan harmonisering er imidlertid meget kompliceret og vil derfor tage adskillige år, selv hvis det blev besluttet at man ønskede en harmonisering indenfor feltet. Denne beslutning er imidlertid ikke en gang truffet på nuværende tidspunkt. Derfor har den ideelle løsning lange udsigter. Den demografiske udfordring sker imidlertid allerede nu og der kan derfor ikke ventes på det ideelle det siges ofte, at politik er det muliges kunst og det må det således være i denne henseende. Derfor vil en reduktion af denne friktions faktor, der bygger dels på, hvad der er realistisk indenfor en overskuelig tidsramme og dels, hvad der er hensigtsmæssigt, pege på at Blue Card ordningen harmoniseres ved at være gyldigt i hele EU om muligt, eller i det mindste i samtlige medlemsstater undtagen Storbritannien, Irland og Danmark. Disse tre står som bekendt udenfor Blue Card allerede i dag og vil derfor sandsynligvis ikke acceptere at deltage i ordningen, når den bliver mere vidtgående. Endelig er der friktionsfaktoren ift. pensionsoverførsel. Som tidl. fremført har EU allerede taget et initiativ til at gøre pensionsordningerne mobile mellem frivillige medlemsstater og et givent tredje land. Dette initiativ bør udvides til at omfatter flere lande end de hidtidige to; Kap verde og Moldova. Det bør specielt udvides til de ti behandlede afsenderlande for at opnå bedst effekt. Derudover burde EU med tiden gøre pensioner til genstand for fuld harmonisering, så samtlige medlemsstater deltager i ordningerne og ydermere mobilisere pensionerne internt. Dette vil kræve opgivelse af noget suverænitet for medlemsstaterne. Accepteres dette, skal kompetencen indenfor pension benyttes af EU til, at harmonisere pensionslovgivningen, subsidier og beskatning for at pensionerne derved er nogenlunde identiske internt. Ved disse to initiativer; internt harmonisering og flere aftaler med tredje land, burde friktionsfaktoren reduceres effektivt. Eftersom EU allerede har lavet to aftaler med tredjelande, har EU allerede en procedure for dette og det burde derfor være fuldt ud muligt. Internt vurderes det ligeledes at være muligt, udfordringen er ikke teknisk, men igen politisk. Med andre ord er udfordring at medlemsstaterne muligvis ikke vil afgive suverænitet til EU indenfor pension. Skulle dette være tilfældet, kan det muligvis stadig gennemføres, men på intergovernmentalt plan. Det intergovernmentale samarbejde kunne muligvis vise sig frugtbart i den henseende. 7.3 Arbejdsmarkedsmodellernes betydning De forskellige arbejdsmarkedsmodeller indenfor EU, som fremført i tidl. kapitel, er følgende; den skandinaviske, den angelsaksiske og den kontinentale (bilag 5). Disse modellers forskellighed er 48

53 med til at fastholde fragmenteringen indenfor EU og der kan derfor ikke opstå et egentligt fælles europæiske arbejdsmarked før disse harmoniseres til en form for hybrid. Som tidligere dokumenteret er det nuværende arbejdsmarked indenfor EU nemlig stærkt fragmenteret. En ideel løsning er derfor at harmonisere disse. På nuværende tidspunkt, hvor der eksisterer disse tre vidt forskellige modeller, influerer det på flere måder ift. arbejdsmigration. Eksempelvis adgangen til social sikring, som tidl. gennemgået. Hvor rettighederne samt adgangen til offentlige ydelser varierer stærkt. Derudover indfluerer det ligeledes på løndannelsen. Hvor det i de skandinaviske medlemsstater er gældende, at lønnen ofte forhandles kollektivt gennem et centraliseret system og med det resultat at lønningerne er ekstremt sammenpressede. Så gælder det ligeledes, at i de kontinentale medlemsstater forhandler man i højere grad mere decentralt på virksomhedsniveau, evt. koordineret mellem lønmodtagerorganer på de enkelte virksomheder. Derfor ses det, at lønningerne varierer mere og endelig i de angelsaksiske medlemsstater gælder det, at lønningerne forhandles decentralt, men ofte af individet selv eller evt. samlet på en virksomhed. Derfor varierer lønningerne også mest i de angelsaksiske medlemsstater. Denne forskel gør, at de velkvalificerede migranter med megen human kapital har mere fleksibilitet og frihed i de angelsaksiske medlemsstater. Da det system efterlader mest ansvar for egen løn til individet selv. Ligeledes er fagforeningskulturen svagest i de angelsaksiske medlemsstater, hvilket ydermere styrker denne tendens generelt. Dette påvirker på sin vis pull faktoren ift. løn, såfremt den enkelte migrant måtte ønske denne frihed, er faktoren stærkest i de angelsaksiske medlemsstater. Hvorimod det omvendte vil være gældende, såfremt migranten søger tryghed i større fagfællesskaber, hvor de kan udlicitere ansvaret for egen løn. Dette er meget subjektivt og vil derfor varierer i ekstrem grad migranterne imellem. Dog vurderes det, at de velkvalificerede migranter vil få mest ud af de angelsaksiske medlemsstater, eftersom individualiteten i systemet efterlader plads til, at de stærke kan få maksimalt ud af deres talent. Hvilket afspejles i, at lønspredningen er størst i netop denne model. Endelig har den skandinaviske model det særegne kendetegn, at arbejdsmarkedspolitikken er aktiv. Dvs. at der gøres en særlig indsats for efteruddannelse og opkvalificering for at hjælpe de ledig tilbage i beskæftigelse. Dermed er der reelt et tilbud i denne model, de andre modeller ikke udbyder. 49

54 Kapitel 8: Case Studies For at kunne tiltrække den nødvendige arbejdskraft til EU, vil det, som bekendt, være nødvendigt med et tæt samarbejde mellem medlemsstaterne og EUs institutioner. På den måde kan der tilsikres fælles løsning så langt som politisk muligt og derefter supplerende, intergovernmentalt samarbejde. Det intergovernmentale samarbejde har desuden den fordel, at det kan tilpasses bedre til den enkelte medlemsstat eller regions konkrete situation. Hvilket kan varierer i ekstremt grad som tidl. dokumenteret. Dermed en mere fleksibel løsning. Imidlertid er der flere medlemsstater, der på nuværende tidspunkt har andre udfordringer, at dedikere sig til givet krisen end den demografiske, hvis konsekvenser ikke bemærkes endnu. Dermed er problematikken ikke på alles politiske agenda, men kun på nogle medlemsstaters. Eksempler på medlemsstater, der allerede søger at håndtere udfordringen er således Irland og Tyskland. Derimod er der eksempelvis Storbritannien, der af politiske grunde bevæger sig den modsatta retning. Hvor migration ikke ses som en mulig løsning, men som en mulig trussel. Dermed er der reelt enorme forskelle i medlemsstaternes tilgange. Dette skal selvsagt inkluderes i en samlet vurdering af problematikken, hvor det ideelle skal forenes med det politisk mulige og ikke mindst inkludere kompleksiteten af EU. EU rummer trods alt 27 nationalstater med vidt forskellige arbejdsmarkedsmodeller, sprog, kulturer, etc. 8.1 Irland: Uddannelse som pull faktor Under det cypriotiske formandskab i EU, var der en konference i Nicosia, Cypern om netop migration, som en løsningsmodel for den demografiske udfordring (bilag 1). Her fremlagde den irske regering, sin tilgang til emnet. Irland, til trods for ikke at ville inkluderes i EUs migrationspolitik herunder Blue Card-ordningen, ville dog gerne åbne op for migranter og facilitere et større inflow end tidligere. Denne tilgang står i skarp kontrast til, at Irland som bekendt ikke vil deltage i samarbejdet om samme emne med selvsamme udgangspunkt i EU, men dog gerne vil være pro-aktiv alene. Ikke desto mindre var dette, den klare strategi som regeringen havde valgt. Irland havde specifikt valgt at satse på en model, hvor de primært sigtede mod, at tiltrække studerende til deres uddannelsessystem og derigennem facilitere overgangen til det irske arbejdsmarked. Dermed bliver uddannelsesinstitutionerne en slags pull faktor i den irske case og den helt centrale aktør. Den irske regering begrundede sit valg af studentermigration med hovedsagligt tre argumenter: - At generere provenue til uddannelsesinstitutionerne 50

55 - At tiltrække velkvalificeret arbejdskraft - At tilpasse sig globaliseringen (Styrke adgangen til internationale markeder) Dermed er Irland faktisk udelukkende økonomisk motiveret. Regeringsrepræsentanterne argumenterede for, at migrationenspolitikken skulle ses som en del af vækstpolitikken. Irland havde ydermere en meget veludviklet strategi med faste successkrieterier for 2015: Provenuet fra uddannelsessektoren skal stige fra 900 mio. Euro årligt til 1,2 mia. Euro årligt. Derudover skal antallet af udenlandske studerende stige med 50%. Metoden til at opnå de fastlagte successkriterier er via en internationalisering og omfattende markedsføring af irske uddannelser. Irske uddannelser skulle blive et brand a la Havard eller Cambridge, der er verdenskendte og appellerer til mange unge, kommende studerende. Irland kan ligesom de engelske og de amerikanske modstykker leve højt på et uddannelsessystem baseret på engelsk, et sprog som ikke udgør en barrierer for mange indenfor akademiske kredse. Det Irland så ville fokusere på ville være de juridiske hindringer. Udenlandske ansøgere skulle have lettere adgang til uddannelserne. Dermed skulle der skabes flere pladser til udenlandske studerende, Visa processen skulle forkortes og forsimples og endelig skulle der med optagelsen følge en arbejdstilladelse. Således kunne de studerende efter endt studie gå direkte fra studieliv og til arbejdsliv og dermed bidrage endnu mere til irsk økonomi. Ift. markedsføringen skal Enterprise Ireland stå for den. Enterprise Ireland er en statslig NGO, der dedikerer sig til at hjælpe irske virksomheder på udenlandske markeder. I dette tilfælde skal NGO en lede markedsføringsarbejdet i udlandet på vegne af de irske universiteteter. Enterprise Ireland har på nuværende tidspunkt ikke fremlagt sin markedsføringsplan. Dog blev nogle af de forventede elementer fremlagt på konferencen. De inkluderede en tour til Asien for universitetslederne, så de kunne præsentere deres tilbud overfor unge asiater på vej ind på en videregående uddannelse. Ydermere skulle de irske universiteter forhandle flere udvekslings- og kombi-programmer med udenlandske universiteter. Således fremlagde Irland sin plan for, at tiltrække udenlandske studerende, for efter endt uddannelsesforløb at integrere dem i den irske arbejdsstyrke. Dermed afviger Irland på den måde, at medlemsstaten ikke går efter egentlige arbejdere, men studerende, der så konverteres til arbejdere. Dette kunne være en meget hensigtsmæssig strategi, da den kunne neutralisere friktionsfaktorerne. Forstået på den måde, at migranter med en irsk uddannelse har en faglig profil, der gnidningsfrit kan operere på arbejdsmarkedet. De har ydermere flere år til at opnå nogen arbejdserfaring som praktikanter, vikarer, studentermedhjælpere, etc. Ligesom de får udviklet et professionelt fagsprog, tilpasser sig irsk kultur og får et netværk. Ydemere følger de sociale rettigheder og 51

56 arbejdstilladelsen automatisk med optagelsen på universiteterne. Migranterne er endvidere sandsynligvis så unge, at de ingen pensionsopsparing har, som kunne volde problemer at overfører. Dermed reduceres samtlige friktionsfaktorer, der eller kvad tidl. analyse, kunne vise sig problematiske. Dette er en yderst positiv bi-effekt af den valgte strategi. Irland har dog den fordel, at ikke kun universitetssproget er engelsk, men hele samfundets sprog er engelsk. Dermed en naturlig fordel modsat medlemsstateter som Litauen eller Finland. Ser man bort fra sproget bør strategien dog kunne anvendes af flere medlemsstater med rimelig chance for success, dog kræver det et godt uddannelsessystem, der i praksis kan fungere som en form for pull faktor. Dog kræver det først og fremmest, at de politiske beslutningstagere i de enkelte medlemsstater bestemmer sig for, at det er et initiativ, de vil tage. Det er ikke nødvendigvis tilfældet, som f.eks. det ses med Storbritannien. 8.3 Storbritannien: Selvdestruering Siden den nuværende britiske regering under David Cameron kom til i 2010, har det været et eksplicit mål i sig selv, at reducere immigrationen fra hundredetusindevis og til kun titusindevis 38. I 2015 er målet således, at netimmigrationen skal være under migranter, og derfra skal den yderligere ned år for år. Dermed sigter regeringens politik i modsat retning af, hvad der kræves for at løse den demografiske udfordring. Ligeledes er det et modsat case study ift. den irske regerings tilgang. Imidlertid hindrer EUs grundsøjler, nemlig de fire friheder, som inkluderer befolkningens fri bevægelighed, Camerons regering i at opnå sin politiske målsætning via stramninger ift. EUmigranter. Storbritannien er ganske vist ikke med i Schengen eller med i det fælles migrationssamarbejde, men skal som medlemsstat alligevel føje sig for de fire friheder. Derudenom kommer ingen medlemsstat. Af den grund må den politiske målsætning opnås via stramninger overfor stortset udelukkende tredjelands borgere. Dermed er den politiske success lig med nederlag ift. at løse den demografiske udfordring og omvendt. Dermed et yderst negativt udgangspunkt, der komplicerer problematikken unødigt. Altså et eksempel på at det politiske og det økonomiske bliver hinandens modsætninger. Et eksempel på konkrete politiske initiativer som Camerons regering har taget for, at opfylde deres politiske mål indenfor immigrationspolitikken er blandt andet nedjusteringen i licensen til 38 The conservatives. Det er det Konservative partis, som Cameron leder, hjemmeside, med opgørelse over samtlige politikker. 52

57 universiteter, der tillader dem, at undervise udenlandske studerende fra tredjelande (Ikke EU) 39. Dette initiativ står i skarp kontrast til den irske regering, der netop benytter universiteterne som mellemledet til at facilitere inflowet. Ligeledes har de studerende, der får tildelt en plads til udenlandske studerende, fået forkortet deres arbejdstilladelse betydeligt. Før kunne en studerende efter endt uddannelse få lov at opholde sig i Storbritannien og søge job i en periode på to år, nu er det skåret ned til få måneder. Selvom den demografiske udfordrings fulde konsekvenser ikke mærkes allerede, vil en anden økonomisk konsekvens imidlertid indtræde allerede nu grundet migrationspolitikken. For de britiske universiteter tjener nemlig samlet omkring 7 mia. britiske pund årligt på tredjelandsstuderende. Den britiske uddannelsessektor er dermed en reel eksport vare for Storbritannien. Den er kun overgået af USA i volumen af eksport, dvs. hvor mange udlændinge efterspørger den ydelse, som udbydes. Denne indtægt vil falde i takt med den såkaldte politiske success. Der udstedes yderligere også færre arbejdstilladelser generelt til tredjelandsborgere. Af figuren til nedenfor kan læses, det konkrete fald i udstedelsen af visa til migranter. Der er således et fald i alle tre kategorier: Studentervisa, arbejdsvisa og øvrige visa. Dog er faldet i arbejdsvisa meget mildt faldende, stortset ingen forandring observeres. Derimod observeres et kraftigt fald i begge de to andre kategorier. I kategorien studentervisa er faldet på 21% indenfor bare et enkelt år. Udstedte Visa i perioden målt i absolutte tal Figur 19 Kilde: The Economist A Harder Road 20. Oktober 2012 Især ift. migrantstuderende er dette problematisk, fordi de som tidligere analyseret, muliggør en migrationsform, som neutraliserer friktionsfaktorerne i høj 39 The Economist: Picking on Foreign Students. 53

58 grad. Men rent generelt er det selvsagt også problematisk da, denne udvikling kun øger den demografiske udfordring og samtidig skader uddannelsessektoren ved at reducere kundegrundlag og årligt provenue. Den mest velkvalificerede, mest produktive og værdifulde migranter, har som oftest masser af muligheder for at vælge en destination på kloden. De behøver derfor ikke finde sig i lange, bureaukratiske visa ansøgningsprocedurer, etc., men kan i stedet vælge at rejse et andet sted hen. Flere lande, Irland som eksempel på et land indenfor EU, men også Chile i Sydamerika, eller Australien og Canada åbner i stigende grad deres lande op for disse værdifulde migranter. Australien har valgt at udstede flere studentervisa end tidligere og Canada har tilsat et 3 år sarbejdsophold til deres studentervisa, i håbet om at de studerende så vil blive. Chile har ligeledes lavet projektet Start Up Chile, for at tiltrække iværsksættere til landet. Mange andre lande ude i den store verden bereder sig dermed på kampen om talent, men ikke Storbritannien. Økonomisk set giver den britiske politik ingen mening, men er derimod skadelig grundet det, at arbejdsstyrken vil falde og med den landets velstand. Men politisk set er virkeligheden en anden; briterne er nemlig de mest skeptiske overfor migranter sammenlignet med andre store EU medlemsstater 40. Der er nemlig 62% af briterne, der mener, at migranter gør der sværere for briter at få arbejde, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet jf. dokumentationen fra kapitel 2. Hvor det blev klarlagt at høj arbejdsløshed samtidig med mangel på arbejdskraft indenfor nogle brancher er fuldt ud mulig og faktisk forekommende. I hele EU er det kun 45% til sammenligning, der mener det samme. Ligeledes mener 75% af briterne at, migranterne ligger for stort pres på de offentlige finanser. Dermed er der et betydeligt pres fra vælgerkorpset på politikkerne i den britiske regering, for at de skal stramme migrationspolitikken. Dermed er den politiske agenda klar. Dog strider den groft mod økonomisk sanddruelighed. Fabian Zuleeg, der er cheføkonom hos European Policy Center (EPC) en Bruxelles-baseret tænketank, og som har flere års erfaring indenfor migrations økonomi, udtaler i den henseende:... That is a political decision since States makes political decisions and not economic ones. There are simply so many misconceptions of how labor markets work and that plays in here. The most common misconception is that the unemployment rate is going up when there are a lot of migrants coming to the country. However that is not true. People have this misconception that the labor market is a fixed item, that there are a fixed amount of jobs. From that believe stems the idea that 40 The Economist: The Torie's barmiest policy 54

59 the immigrants are taking the jobs. That is not the case. There is a very elaborated economic theory that disproves it (bilag 6). Den omtalte teori er Lump of Labor Fallacy theory 41, som beskriver hvordan beskæftigelsen tilpasser sig til udbuddet af arbejdskraft over tid fordi økonomien er dynamisk. Dermed er briternes angst for migration baseret på en myte. 8.4 Tyskland: Hvervekampagne i Asien Jf. kapitel 2 er Tyskland en af de få medlemsstater, der har en lav arbejdsløshed og en høj beskæftigelsesgrad og derfor direkte oplever mangel på arbejdskraft. Dette har de tyske politkkere erkendt og har på baggrund heraf taget initiativ til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Dermed har Tyskland samme udgangspunkt som Irland; nemlig at man faktisk politisk er indstillet på at importere sin arbejdskraft, også udenfor EU. Altså er den politiske agenda på linje med de økonomiske realiteter, hvilket er første skridt på vejen. I Tyskland er initiativet imidlertid et andet end det irske. Tyskerne satser ikke på at tiltrække studerende, men på at tiltrække faktiske arbejdere. Specielt indenfor naturvidenskabelige, tekniske og sundhedsfaglige uddannelser på universitetsniveau. Derfor har de tyske myndigheder igangsat en hvervekampagne i Asien, for at tiltrække netop arbejdere indenfor disse kategorier, der er stor efterspørgsel på 42. Staten markedsfører sig dermed som et attraktivt sted at leve og arbejde overfor borgere i forskellige asiatiske lande, som Tyskland har valgt at satse på gennem forskellige marketingsprodukter; reklamefilm, radio spots, etc. Kampagnen hedder Make it in Germany, en hentydning til den success og det gode liv som disse mennesker får stillet i udsigt ved at migrere til Tyskland. Ydermere vil den tyske regering lempe kravene for at opnå Blue Card, så flere kan få tildelt et fremover. Dermed tre meget varierende case studies. Dette viser fint kompleksiteten i EU med de forskellige tilgange fra medlemsstaterne, hvilket besværliggør et fælles initiativ. Nogle medlemsstater har allerede indset udfordringen og er således pro-aktive; Tyskland og Irland. Andre har ikke indset udfordringen, nogle er endda direkte destruktive ift. den politiske prioritering indenfor migrationspolitikken; Storbritannien. Nogle medlemsstater oplever en folkestemning og dermed en 41 Tom Walker: The "Lump-of-Labor" Case Against Work-Sharing: Populist Fallacy or Marginalist Throwback? John Bercow: Incoming Assets: Why Tories should change policy on immigration and asylum 42 DR P1:Europa lige nu 55

60 politisk agenda, der favorisere, at løse den demografiske udfordring og andre det modsatte. Dette gør, at en fælles løsning for alle 27 medlemsstater uanset at det ville være ideelt, er urealistisk på nuværende tidspunkt og i den nærmeste fremtid. Dog kan et flertal muligvis lave en løsning sammen gennem EU. Et sådant flertal kunne udgøres af de medlemsstater, der allerede er med i den fælles migrationspolitik, Schengen og Blue Card for de har allerede accepteret et føderalt samarbejde. Dette inkluderer samtlige medlemsstater undtagen: Danmark, Storbritannien og Irland. Disse lande må udelades for nu, dog udviser Irland en attitude, der antyder at landet kunne deltage i et føderalt samarbejde omkring migration længere ude i fremtiden. Kapitel 9: Afslutning 9.1 Anbefalinger Push faktorerne kan som bekendt ikke justeres ved, for de skabes og forandres i afsenderlandene og er dermed uden for rækkevidde for EUs beslutningstagere. Pull faktorerne kan derimod justeres på og for nogle medlemsstater er dette nødvendigt for, at tiltrække arbejdskraft ude fra den øvrige verden. De medlemsstater med gode pull faktorer er således; Tyskland, Østrig, Holland og til dels Storbritannien men dog i mindre grad. De medlemsstater, der skal yde en indsats for at forbedre deres pull faktorer er således: Danmark, Sverige, Finland, Belgien, Frankrig, Luxembourg på den ene side (midtergruppen) og ; Irland, Spanien, Portugal, Grækenland, Italien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Cypern, Malta og Slovenien på den anden side (den stærkt udfordrede gruppe). Fælles for begge grupper er, at de med fordel kunne iværksætte en stribe tiltag for at genoprette økonomien med den bi effekt, at pull faktorerne retter sig. Disse tiltag er af national karakter og skal derfor klares i den individuelle medlemsstat, det indbefatter følgende: - At betale af på gælden for at kunne genetablere tilliden for de internationale markeder, så investeringer kan tiltrækkes samt for at frigøre egen kapital til mere progressiv investering såsom i forbedret infrastruktur. - Skattereformer; erhvervsbeskatningen sænkes og indkomstbeskatningen sænkes for at forbedre konkurrenceevnen, så det atter bliver profitabelt at producere i den pågældende medlemsstat (dette er dog mest presserende for det vestlige EU) 56

61 - Lønudviklingen skal holdes i ro, så lønningerne stiger langsommere end hidtil, også for at forbedre konkurrenceevnen (mest presserende for det vestlige EU) - Udvikle de finansielle markeder mere, med det formål at gøre kapital til nye virksomheder let tilgængeligt (Irland er undtaget) - Mildne konkurslovgivningen, for at iværksættere hurtigere kan gøre et nyt forsøg og ikke skræmme iværksætterne fra at turde udleve deres erhvervsideer (Danmark undtaget) Disse tiltag skal tilsammen hjælpe den første gruppe til at sænke sin arbejdsløshed, der var det egentlige problem for gruppen. Tiltagene skal gøre det samme for den anden gruppe. Dog har den anden gruppe for størstepartens tilfælde, Irland, Spanien, Italien, Grækenland undtaget, ligeledes et problem med for lave lønninger. Når de fire undtagelser alligevel er med i denne gruppe er det fordi deres arbejdsløshedsniveauer er så høje, at de ikke kunne kategoriseres som en del af midtergruppen. De er med andre ord ligesom midtergruppen udfordret på arbejdsløshed, men modsat midtergruppen i ekstrem stor grad. Derfor ender de fire undtagelser i den stærkt udfordrede gruppe. Denne gruppe kan med fordel foretage et ekstra tiltag: - Øg fleksibiliteten i arbejdsmarkedslovgivningen for at få et arbejdsmarked, der er mere tilpasningsdygtigt til de økonomiske konjunkturer. Derudover skal de medlemsstater, med problemer med lave lønninger; Portugal, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Cypern, Malta og Slovenien, lave nogle yderligere tiltag. For at forbedre lønnen på en effektiv og holdbar måde skal det ske gennem produktivitetsforbedringer. Disse skal realiseres gennem følgende tiltag: - Tiltræk investeringer til de private virksomheder, som kan investeres i bedre teknologi og generelt maskinel - Uddan arbejdsstyrken bedre, så den enkelte medarbejder opnår bedre produktivitet Således skulle pull faktorerne gerne forbedres, så flere migranter kan tiltrækkes gennem et attraktivt EU med gode chancer for at komme i arbejde, som honoreres ved en høj løn. Derudover skal friktions faktorerne reduceres. Her anbefales en intergovernmental tilgang på EU niveau, så problemerne løses i fællesskab ved samarbejde, men på den mest fleksible og decentrale måde. Således bliver løsningerne fælles og harmoniserede, så meget som politisk og teknisk muligt, men forskellige hvor det enten pga. interne, store forskelligheder giver bedst mening eller fordi det ikke politisk lader sig gøre. Overstatslig fremgangsmåde vurderes ikke mere hensigtsmæssig grundet den 57

62 store politisering indenfor netop migrationspolitik og den følsomhed, som krisen har givet emnet. Samt den legitimitetskrise EU nu lider med meget lav tilslutning i forskellige medlemsstater. De konkrete tiltag bør være som følger: - Medlemsstaternes repræsentanter, eksempelvis uddannelsesministrene, bør mødes i EU-regi og aftale en måde at involvere uddannelsesinstitutionerne i migrationspolitikken. Når en, mere eller mindre, uniform fremgangsmåde er aftalt, bør hver repræsentant fremme det aftalte hjemme i sin respektive medlemsstat. Herefter skal det politiske led sammen med uddannelsesinstitutionerne (universiteterne) sikre flere pladser til studerende udenfor EU, sikre studentervisa inkl. arbejdsvisa. Hvis uddannelsen færdiggøres, skal der desuden medfølge en arbejdstilladelse og opholdstilladelse efterfølgende. Flere uddannelser skal udbydes på engelsk. Universiteterne skal udbyde sprogkurser i modtagerlandets hovedsprog og understøtte de studerende i at få basal erfaring fra arbejdsmarkedet; vikariater, praktikpladser, studenterjobs, etc. Dette skal foregå i tæt samspil med erhvervslivet. Endelig skal uddannelsesinstitutionerne øge meritoverførsel fra udenlandske universiteter, så en udenlandsk uddannelse hurtigere kan konverteres til en national uddannelse med et nationalt uddannelsesdiplom. Efteruddannelsesforløb bør iværksættes ligeledes i samspil med erhvervslivet. - Blue Card ordningen skal ændres således at samtlige myndigheder på tværs af EU (kun medlemsstater, der allerede indgår i samarbejdet), anerkender kort udstedt i en anden medlemsstat. Selve kortet skal harmoniseres, så der er et enkelt kort i hele EU. Alle rettigheder som ordningen giver, gøres derved fuldt mobile. - EU skal forsøge at lave flere aftaler med tredjelande om pensionsoverførsler, helst med de store afsenderlande som prioritet. - Udbyd sprogkurser til nyankommne migranter, der ikke får dette tilbudt gennem uddannelsen. Alle disse tiltag skulle gerne først og fremmest gøre EU mere attraktiv, i kraft af at pull faktorerne styrkes og dernæst gøre EU mere tilgængelig, især arbejdsmarkedet, i kraft af at friktionsfaktorerne reduceres. Uanset push faktorerne skulle disse tiltag under alle omstændigheder gerne facilitere et bedre og større inflow af velkvalificeret arbejdskraft. Dette kan bidrage til løsningen af den demografiske udfordring. 58

63 9.2 Konklusion Kapitel 1 startede afhandlingen med at præsentere problematikken; EUs aldrende og aftagende arbejdsstyrke, der vil få negative konsekvenser for både borgere, politikkere og erhvervsliv i fremtiden i form af mindre velstand. Kapitlet præsenterede endvidere en mulig løsning; supplering af EUs egen arbejdsstyrke med udenlandsk arbejdskraft. For at undersøge muligheden for at realisere dette løsningsforslag, benyttedes Willem Molles teori om netop migration med de tre typer af faktorer; push faktorer, pull faktorer og friktionsfaktorer. Af kapitel 2 kunne det konkluderes, at den konkrete form for arbejdskraft, som EUs arbejdsmarked efterspurgte i højere grad end hvad EU selv kunne fremskaffe, var de højtuddannede. Dermed skulle arbejdsmigrationen rettes mod denne gruppe. Samtidig kunne det observeres, at på trods af høj arbejdsløshed, hvilket mange medlemsstater oplever i disse år, kunne behovet for ekstra arbejdskraft opstå i nogle brancher. Dette legitimerer importen af udenlandsk arbejdskraft uanset arbejdsløshedsniveauet. Endelig præsenterede kapitlet den yderligere udfordring; mange migranters besvær med at blive integreret i arbejdsmarkedet i modtagerlandet. Derved opstod behovet for at inkludere denne udfordring i den videre analyse. Af kapital 3 kunne konkluderes, at der var ni grupper af migranter, som kvalificerede sig til import som supplerende arbejdskraft altså arbejdsmigranter. De blev udvalgt pba., at deres grupper var store nok til at gøre en forskel for økonomien, og at de samtidig havde en relativt høj erhvervsfrekvens, der indikerede, at de var en faktisk bidragende gruppe. Dermed udvalgtes følgende grupper: Kinesere, indere, tyrkere, albanere, ukrainere, brasilianere, colombianere, amerikanere og russere. Ydermere konkluderes, at de kvindelige migranter bidrager langt mindre end de mandlige qua deres lave erhvervsfrekvens, undtagen de colombianske kvinder. Der var kun 6% forskel i erhvervsfrekvensen mellem de colombianske, kvindelige migranter og de colombianske, mandlige migranter. For samtlige andre nationaliteter var forskellen mellem kønnene signifikant. I kaptitel 4 konkluderes det, at der ikke i praksis eksisterer et fælles europæisk arbejdsmarked indenfor EU, men at dette er stærkt fragmenteret. Med lav arbejdsløshed og høje lønninger i den nordlige region og højere arbejdsløshed og lavere lønninger i den sydlige region. Dette var en effekt af et disintegreret arbejdsmarked, hvor fleksibilitet og mobilitet var meget begrænset, hvilket hæmmede arbejdsmarked. Af det drages to antagelser: 59

64 - Hvis EUs egen arbejdsstyrke ikke flytter efter jobs, hvor jobs er at få, så presser de heller ikke migranter fra de udvalgte lande ud, fordi migranterne i så fald fungerer som et supplement og ikke en konkurrent til egne borgere. - Når EUs arbejdsstyrke er immobil, er der et endnu større behov for arbejdsmigrationen, fordi de zoner der mangler arbejdskraft, oplever, at deres vækst hæmmes, fordi de ikke kan skaffe arbejdskraft nok. Denne problematik løses ikke internt i EU med en immobil arbejdsstyrke. Det konkluderes desuden, at samtlige afsenderlande havde motivgrundlag for at migrere til EU, ikke et samlet EU, men snarere det nordlige. Pba. både de høje lønninger og de bedre beskæftigelsesmuligheder end i afsenderlandet. Her skilte USA sig ud, fordi det amerikanske lønningsniveau var højt nok til, at dette parameter ikke ville blive relevant. Til gengæld var den amerikanske arbejdsløshed høj nok til at udgøre et motivgrundlag. Kina skilte sig ligeledes ud, men af modsatte årsag. Kinas arbejdsløshed var lav og udgjorde derfor ikke en push faktor, til gengæld var lønningerne ligeledes lave og udgjorde derfor en push faktor. Således ville kineserne migrere primært i håbet om mere velstand, mens amerikanerne ville migrere i håbet om at komme i arbejde. Af kapitel 5 kan det konkluderes, at samtlige friktionsfaktorer udgjorde en hindring, der burde bedres med undtagelse af særbeskatningen af migranterne. Der foregik reel eksklusion af migranterne begrundet i besværlighed med at anerkende og operationalisere en udenlandsk uddannelse, udenlandsk arbejdserfaring, ydermere sproglig distance og mangel på information og netværk. Endelig var diskrimination fra arbejdsgiveren også en faktor. Ydermere Blue Cardordningen, som EU har for den interessante gruppe (de velkvalificerede migranter), er et godt initiativ. Det halter imidlertid qua det, at ikke alle medlemsstater deltager. Danmark, Irland og Storbritannien undtaget. Derudover er ordningen ikke internt mobil i EU. Overførsel af pensionsopsparing var ligeledes problematisk, da der indtil videre kun var mulighed for dette via eget initiativ, eller hvis man migrerer som statsborger fra Kap Verde eller Moldova. Disse to lande er de eneste, som EU indtil videre har aftaler med. Aftalerne om pensionsoverførsel er et godt initiativ, som dog kun for alvor bidrager, hvis det udvides til flere lande. Især de største afsenderlande. Adgangen til social sikring var problematisk i den forstand, at der ikke findes en egentlig social model indenfor EU. Der er vidt forskellige, disintegrerede modeller med forskellige rettigheder. Dermed er den sociale model fragmenteret ligesom arbejdsmarkedsmodellen. Derfor hæmmes mobiliteten endnu mere. Imidlertid diskrimineres migranterne ikke indenfor den enkelte medlemsstat, hvor de er tilknyttet. 60

65 Den sproglige og kulturelle udfordring gjorde sig kun gældende for nogle migrantgrupper, men ikke alle. Undtagelserne talte: Colombianere, brasilianere og amerikanere. Disse havde stærkt tilknytning til en enkelt medlemsstat i kraft af deres historie med medlemsstaten; Spanien, Portugal og Storbritannien. Hvor sprog og kultur var samstemmende. Af kapitel 6 kunne det konkluderes, at de kvindelige migranter i høj grad havde en lavere erhvervsfrekvens end mandlige migranter pga. at, kvinderne ikke var migreret til EU for, at komme i arbejde og derfor skete dette naturligt nok også kun i ringe omfang. Kvindernes motiver skiftede dog over tid, således at nyere migranter i højere grad migrerede for at komme i arbejde end før i tiden. Således tegnede denne udfordring til at løse sig selv over tid, hvis arbejdsmarkederne blev åbnet op for migranterne. Derudover var der stor overkvalificering blandt migranterne, dette skyldtes i høj grad lukkede arbejdsmarkeder. Af kapitel 7 kunne det konkluderes, at nogle medlemsstater; Tyskland, Østrig, Holland og til dels Storbritannien har gode nok pull faktorer til at tiltrække arbejdskraft udefra. Men de øvrige medlemsstater skal bedre deres pull faktorer. Danmark, Sverige, Finland, Luxembourg, Belgien og Frankrig klarer sig middelmådigt med attraktive lønninger, men stigende arbejdsløshed, så de skal fokusere på en økonomisk genopretning, der vil sænke deres ledighed. Det samme skal de resterende medlemsstater, men Irland, Spanien, Italien og Grækenland i særlig grad. Dertil skal resten; Portugal, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Cypern, Malta og Slovenien også hæve deres lønninger, for at bedre denne pull faktor. Alle disse forandringer skal ske gennem reformer. Reformer for at sænke ledigheden gennem en generel økonomisk genopretning tæller: - Reducere deres gæld - Reducere produktionsomkostningerne - Udvikle de finansielle markeder - Mildne konkurslovgivningen - Øge fleksibiliteten i arbejdsmarkedslovgivningen 61

66 Reformer for at hæve lønningerne tæller: - Tiltræk investeringer til de private virksomheder, som kan investeres i bedre teknologi og generelt maskinel - Uddan arbejdsstyrken bedre, så den enkelte medarbejder opnår bedre produktivitet Derudover behøvede medlemsstaterne desuden, at reducere deres friktionsfaktorer. Tiltag til at opnå dette mål tæller: - Medlemsstaternes repræsentanter, eksempelvis uddannelsesministrene, bør mødes i EU-regi og aftale en måde at involvere uddannelsesinstitutionerne i migrationspolitikken. Når en, mere eller mindre, uniform fremgangsmåde er aftalt, bør hver repræsentant fremme det aftalte hjemme i sin respektive medlemsstat. Derpå skal det politiske led sammen med uddannelsesinstitutionerne (universiteterne) sikre flere pladser til studerende udenfor EU og sikre studentervisa med medhørende arbejdsvisa. Hvis uddannelsen færdiggøres, skal der desuden medfølge en arbejdstilladelse og opholdstilladelse. Flere uddannelser skal udbydes på engelsk. Universiteterne skal udbyde sprogkurser i modtagerlandets hovedsprog og understøtte de studerende i at få basal erfaring fra arbejdsmarkedet; vikariater, praktikpladser, studenterjobs, etc. Dette skal foregå i tæt samspil med erhvervslivet. Endelig skal uddannelsesinstitutionerne øge meritoverførsel fra udenlandske universiteter, så udenlandske uddannelser hurtigere kan konverteres til en national uddannelse med et nationalt uddannelsesdiplom. Efteruddannelsesforløb bør iværksættes ligeledes i samspil med erhvervslivet. - Blue Card ordningen skal ændres således, at samtlige myndigheder på tværs af EU (kun medlemsstater, der allerede indgår i samarbejdet) anerkender kort udstedt i en anden medlemsstat. Selve kortet skal harmoniseres, så det er er et enkelt, uniformt kort i hele EU. Alle rettigheder som ordningen giver, gøres derved fuldt mobile. - EU skal forsøge at lave flere aftaler med tredjelande om pensionsoverførsler, helst med de store afsenderlande som prioritet. - Udbyde sprogkurser til nyankommne migranter, der ikke får dette tilbudt gennem uddannelsen. 62

67 Af kapitel 8 kunne det konkluderes, at medlemsstaterne befinder sig i vidt forskellige politiske situationer med meget varierende tilgange til politikområdet migration. Tyskland og Irland viste sig eksempelvis proaktive og var allerede i gang med at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Mens Storbritannien ville lukke den udenlandske arbejdskraft ude og tog tiltag for øget isolering. Dermed konkluderes det, at den politiske situation ikke er gunstig for et overnationalt samarbejde i EU, som inkluderer alle 27 medlemsstater. Konklusionens hovedpointer EU fungerer i praksis ikke som en helhed, men er stærkt fragmenteret, det ses både ved arbejdsmarkedsmodeller og sociale modeller. Dermed fungerer EU mere som en tæt sammenslutning af nationalstater end en egentlig føderal union. Det politiske klima er heller ikke på nuværende tidspunkt indstillet på at blive en sådan union. Dette rummer nogle barrierer for migrationen idet, sociale rettigheder vedr. social sikring ikke kan harmoniseres. Dermed kan migrationspolitikken ikke blive optimal, men den kan dog bedres ved at gennemføre tidl. præsenterede reformer og derved i nogen udstrækning imødegå udfordringen. 63

68 Bibliografi Primær litteratur Molle, W. (2001) The Economics of European Integration, Ashgate Sekundær litteratur Arango, J. & Quiniones, F. (2009) The impacts of the current financial and economic crisis on migration in the Spain-Morocco corridor, European University Institute Baron, I., Fich, C. & Herslund, M. (2011) Fra Leviathan til Lissabon, Jurist og økonomiforbundets forlag Bercow, J. (2006) Incoming Assets: Why Tories should change policy on immigration and asylum, Social market Foundation Borberg, H. (2010) Den Europæiske Union, Handelshøjskolens forlag European Policy Center (july 2012) How do non-muslim actors talk about Muslim immigrants? European Policy Center s forlag Huntington, S. (1996) The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, Simon & Schuster Kelstrup, M., Martinsen, D. & Wind, M. (2008) Europa i Forandring, Hans Reitzels forlag Klein, P. & Ventura, G. (2007) TFP differences and the aggregate effects of labor mobility in the long run, Berkeley Electronic Journal of Macroeconomics Kvale, S. & Brinkmann, S. (2009). InterView - Introduktion til et håndværk, København: Hans Reitzels Forlag Kontos, M. (2011) Between Integration and Exclusion: Migrant Women in European Labor Markets, Migration Information Kontos, M. (2009) INTEGRATION OF FEMALE IMMIGRANTS IN LABOUR MARKET AND SOCIETY, Goethe University McCann, D. (2010) The Political Economy of the European Union, Polity Press 64

69 Mukand, S. (2012) International migration, politics and culture: the case for greater labour mobility, Chatham House Policy Paper Pritchett, L. (2006) Let their people come: breaking the gridlock on global labor mobility, forlag ikke angivet Rienecker, L. & Stray, P. (2006) Den Gode Opgave, Forlaget Samfundslitteratur The Economist (28. Juli 2012) European Entrepeneurs (specifik journalist ikke opgivet) The Economist (8. September 2012) Picking on Foreign Students (specifik journalist ikke opgivet) The Economist (20.Oktober 2012) The Tories barmiest policy (specifik journalist ikke opgivet) Walker, T. (2007) The "Lump-of-Labor" Case Against Work-Sharing: Populist Fallacy or Marginalist Throwback? Rotledge Online kilder EU Oplysningen Vækst i BNP af 1. September 2012: Berlin Institute Europe s Demographic Future af 1. September 2012: Eurostat Migrants in Europe af 20. Oktober 2012: Turkstat Unemployment rates af 9. Oktober 2012: Indisk beskæftigelsesministerium Report on Employment and Unemployment Survey af 5. November 2012: 65

70 Balkans Business News Albania registers 13,49% unemployment rates for 4th quarter af 5. November 2012: Index Mundi Ukraine Unemployment Rate af 5. November 2012: Index Mundi Brazil Unemployment Rate af 5. November 2012: Gallup Gallup Finds U.S. Unemployment at 10.1% in September af 5. November 2012: Index Mundi China Unemployment Rate af 5. November 2012: Index Mundi Russia Unemployment Rate af 5. November 2012: Index Mundi Colombia Unemployment Rate af 5. November 2012: Turkstat Structure of Earnings Survey af 5. November 2012: Wage Indicator Global Wage Comparison af 5. November 2012: India-earn-more-than-in-China Balkans Business News Average Monthly Wage in Albania is 350$ af 5. November 2012: 66

71 Ukraine Business Ukrainian average wages amongst the lowest in Europe af 5. November 2012: OECD Better Life Index af 5. November 2012: OECD Colombia, economic assessment af 5. November 2012: Eurostat Unemployment Rates 2012 af 6. November 2012: 27%2C_EA-17%2C_US_and_Japan%2C_seasonally_adjusted%2C_January_2000_- _September_2012.png El Pais Los inmigrantes rebajan su nivel de desempleo a costa de marcharse af 6. November: El Pais El retorno de los emigrantes af 6. November 2012: El Pais Los que se van af 6. November 2012: Eurostat Earnings in the Business Economy af 7. November 2012: nings EU Immigration Portal Blue Card af 19. November 2012: DG Taxation and Customs Union Taxes in Europe af 19. November 2012: Pensions informationskilder: Danica Pension: Pension Danmark: PFA Pension: 67

72 Skat Udenlandsk arbejdskraft af 21. November 2012: OECD Employment Outlook 2012 af 26. November 2012: rsummaries.htm DG MOVE TEN-T af 26. November 2012: DG MOVE Connecting Europe Facility af 26. November 2012: Europolitics Infrastructure bears brunt of budget adjustments af 26. November 2012: OECD Solving the Financial and Sovereign debt crisis in Europe af 26. November 2012: The Conservatives Immigration af 30. November 2012: DR: P1 Europa lige nu sendt 18. November 2012 kl 17.10, af 30. November 2012: 68

73 Bilag 7: Interview Policy Advisor Constantinos Fotakis, DG Employment, Commission 1. Question: 3 rd country nationals, entering the EU to work, will they be taxed differently then EU citizens? Particularly will migrants working in Denmark, Germany, the UK or Spain be taxed differently than the national workers? Income tax is not harmonized in the EU, so that is up to the individual member state. however I will guess that there is equal treatment question and in this area the EU norms aim at equal treatment. Even though this is the policy domain of DG TAXSUD. They are the specialist in the area. 1. Question follow up: I am interested in the income tax because according to economic theory by Willem Molle, income taxation, if discriminated in anyway may be a barrier to migration since it lowers the incentive to migrate to a specific country with that discriminatory tax system. Here it is important to look at who will be affected by income tax matters. If you are a high skilled worker with a high salary you will be more sensitive to income tax matters, if you are a low paid low skilled migrant you will be less sensitive to income taxation matters. The distinction between high and low skilled migrant workers is a very important one because high skilled workers contribute a lot to the economy, growth and jobs so they represent a big asset for which there is growing global competition. On the other side, we have a relatively high supply of low skilled migrant workers. During the economic crisis this distinction became more evident because unemployment hit more the low skilled. Before the crisis, Spain for instance used to give lessons on how good they were at attracting migrant workers, now they have stopped it. since most of their migrants were low skilled working in agriculture, construction and services (restaurants, bars) and those sectors are among the most vulnerable to the economic downturn.. Anyway, there is a distinction to be made in terms of taxation importance for the two categories of migrants; high skilled vs. low skilled. In the global war on talent taxation conditions is of course an element which indeed can play a role for the attractiveness of this category of migrants. 69

74 2. Question: Are 3 rd country nationals free to transfer their pensions from the country of origin and to the receiving country, which is an EU country? The European Union does not have the mandate to negotiate on behalf of the Member States in order to make agreements with 3 rd countries on pensions transfers. However the EU can launch negotiations on a voluntarily basis for the Member-States that they would like to participate in view of partnership agreements with an interested 3 rd country., We now have partnership agreements with Moldova and Cap Verde. So there is no multilateral agreement engaging all of the EU Member-states. Besides a Member State can of course make a bilateral agreement with 3 rd country outside of the EU scope. 2. Question follow up: I am asking because, again the theory I am working with, states that immobile pensions schemes may limit mobility because it hinders the migrants in taking their pension savings with them to the new country. Here it is important to notice that there is big difference between EU migrants, migrating internally in the EU and non-eu migrants coming to the EU. The non-eu migrants can obtain a green card after staying in a Member-State legally for 5 years and this green card gives them the same rights as EU-citizens, but only in the Member-State in question. If they move to another member state, they don t have the same rights there. So the rights don t cross-border when it is about non-eu migrants. Therefore the possibility of internal EU mobility is limited for third country nationals. 3. Question: I am particularly interested in non-eu migrants, meaning migrants coming from outside the EU and into the EU. This is because I have been investigating on the demographical developments and can see that the labor force is both ageing and shrinking posing an economic challenge. Therefore I am interested in researching and analysing the idea of attracting migrants from outside to come in and supplement our labor force to sort of relieve the demographic pressure. AH! That is my topic exactly! Well let me start out with clarifying some things. First of all, intra EU mobility cannot compensate for the shrinking of the labor force, but it would be helpful. Secondly 70

75 there are areas in Europe with employment rate above 75% and unemployment less than 6% - which indicates labor thirsty regions. And other regions with employment rates below 65% and unemployment rates of above 10% - which indicates that these regions have a lot of unused labor capacity. The total mobility in Europe is 2.9%, that is, only 2.9% of the workforce is living in another member state than their own. So there is not high intra EU mobility. These figures are a sign of labour market imbalances within the EU. So you find regions, like those in Spain, with so much unemployment and low employment rates. Despite that workers don t move as much as one could expect for different reasons. We found via Eurobarometer that employment is not the main reason for movement within Europe. This reason represents only 33% of the reasons given. This means that there are obstacles to labour mobility, the main one is that people do not want to work in a country where they speak another language. So the reason why Spaniards do not go to Germany for work is to a large extent that they do not speak German. So language in many cases is the most important obstacle. 4. Question: So you say that language and social reasons are the most important barriers to migration, can you think of other barriers of high importance that also limits migration flows? Job stability taking account the costs associated with moving to another country, the loss of social networks, and the possibility to find a job for the spouse because it is hard to make it on one income only. So both needs to find a job. Due to the limited mobility, we foresee a growing need for migrant workers at EU level in the years ahead. We do not systematically use econometric models to assess things with, we don t trust so much econometric models, because they are closed boxes with many assumptions inside. So instead we have based our scenarios on the quite stable demographics, which allow us to anticipate with high reliability because we know how many people and when they were born, how many are in the labor force and so on. But we cannot anticipate the economic trends in the same way. So we have defined the working age population to be year old and we see that this age-group is about to start declining both in absolute terms and as a percentage of the total population. Why is this? Because people live on the average another years after being retired. So they are still in the population, but not in the working age population. So more retirees and less workers. This imbalance is due to two things: 71

76 - The big post war "baby-boom"generation is getting older and gradually retires, they are replaced by a smaller group of young workers entering the working age group. -In addition we should take into account the impact of the changes in the age structure. People have different employment rates at different stages in their lives. For example people in their late 50ies have a lower employment rate than they have in their 30ies, because older workers have a lower employment rate compared to the prime age group. However, it is important to say that education plays also an important role in the labour market outcomes. The higher educated people show a much higher employment rate, statistically speaking. So the highly educated people even at older age generally have a higher employment rate than other groups at the same age group. 5. Question: So since the working age population, hence the labor force, is shrinking and therefore posing a problem. To what extend do you think that importing workers from outside the EU could be a solution? Well importing workers is a complex subject, because actually the EU produces too many low skilled and medium skilled workers in relation to its needs. Many of our unemployed are low skilled migrants or of migrant origin. Many others are waiting the opportunity to enter the EU. So we do not need to do something in order to attract more of these low skilled migrants. On the other hand, the challenge with the high skilled workers is quite different. There, we have a smaller supply compared to our demand, even in crisis time we see important job vacancies in a range of skilled jobs and deficient supply. So here there is room for skilled migrants to come in and fill these gaps. 5. Question follow up: So would you say that Europe should already start to think about importing migrant workers from outside today? We should have started since yesterday! However there is a problem. There is a gap between the experts and public opinion views on migration. When there is a debate over an economic or social issue everybody has an opinion apparently which is not always well informed! 72

77 6. Question: Previously I have interviewed some MEPs from the EMPL committee and they also had their views of course. Across party affiliations and national identity they were actually all of them in agreement that non-european migration could pose a challenge, particularly if that migration was Islamic. What is your view on that? Some elements of these fears do have a basis. For example see what happened with the Mohammed drawings, so many violent reactions. These people appear so far from our code of morality here in Europe. At the same time, I do not think that Europe is ready to be a multicultural region. Looking at the attitude of the societies in the Member-States, I don t think that we are ready for it, we can also ask ourselves if we really want it? What needs to be taken into account is that after so many years of Islamic migration there is still not really a clear and influential European version of Islam taking fully account of the European values. There is also another non cultural reason explaining this difficulty. These migrants are also sharing other economic and social handicaps and are confronted with problems that we also see in the case of other sensitive groups in our society, which are defavourised too. For example the Roma population, which is inherently European, but still defavourised and lagging behind in economic terms. Many problems are also associated with poverty. 7. Question: So economically we can say that there is a good case for importing migrant labor and integrating them into our labor markets, but popular opinion does not favour this and in a democracy politicians tend to favour public opinion. So this solution seems less likely then. However some nuances are needed: Perhaps it isn t that the public is in general critical towards all migrants, perhaps it is more the case that the public is critical to the Middle Eastern and African migrants. Keeping that point in mind, would it then be better to target other regions in order to attract migrants? This would be possible. But it has a character of discrimination, so it is difficult to make such a policy proposal. However we should also take into account that regions like Latin America and Far Asia which they represent obvious alternatives, they now experience better growth and development perspectives while they are also affected by the ageing process, so it will be less and less attractive to them to emigrate to Europe. 73

78 8. Question follow up: So here there seems to be another paradox: The groups that culturally would fit in and be accepted, would have less incentives to migrate to Europe in the future. Opposite of that are some groups that would perhaps not be accepted, but does have the incentive to migrate namely the Middle Eastern and African groups. Here is an issue between public opinion on the matter and the bare realities. As said earlier that what is needed is more higher skilled workers. Looking at the African and Middle Eastern migrants, some of them could find their place in the EU labour market but the problem is that in their majority they tend to be low skilled workers. So most of these people are not the people who could provide answers to the issue of sustainable economic growth in Europe. Many people claim that we need low skilled workers too, because we see so many low skilled jobs in Europe taken by migrants because Europeans do not want these jobs. However this can be seen quite differently. Many of these jobs go to migrants because our societies cannot afford to pay the right price for these services. Migration of low skilled provides the possibility to get what we need at a lower cost. But this generates labour market segregation and exploitation of the migrants in many cases. I would say this: We need the high skilled migrant workers to fill our jobs needs with the higher impact to growth in Europe and in this way we can continue to produce products and services that are competitive in the global market. In turn, we can generate higher growth and income which then could create many decent jobs for the low skilled workers too. 9. Question: So say that we do attract these 3 rd country nationals to come and work in the EU, will they then get the same access to social security as EU-citizens get? In most cases yes, but not in all cases. for example treatment in some categories of social benefits differ. We are of course aiming at equal treatment, but it isn t complete. There is also the problem of discrimination which is present at many aspects which are difficult to tackle only through legislation. 10. Question: Seeing as the Commission is actually aware of the need to import migrant workers to the EU, are you then taking any steps to facilitate that? 74

79 Yes the Commission is indeed aware of it and would like to move forward. However it is difficult because of reluctance from the member states to give up full control over their migration policy regarding 3 rd country nationals. So the Commission has adopted a very cautious policy approach. 10. Question follow up: This political unwillingness to surrender some sovereignty on migration policy could possibly also stem from fears of Islamic migration, like the MEPs have displayed when interviewed. Is it also on your mind when working on it? I cannot provide a formal answer I can only express some personal thoughts. Thinking about Europe turning into a multicultural society, I wonder if it could really be successful? You know because somehow Islamic migration is seen for many EU citizens as a threat to the secular society. You also see these strong reactions in Europe towards Islamic migration, for example in Greece we now have a fascist party in the Parliament, in France you have Le Pen, in Netherlands Wilder s party and so on. In turn mainstream democratic parties are often sensitive to the spread of populism. This makes it very difficult to go ahead with our migration policy goals in the Commission., So although we fully understand the situation in terms of labour market situation and would like to proceed, but it is not politically feasible at the moment. The Commission has tried to establish a common policy, which would replace the complexity and diversity of national rules, so that we can have just one transparent framework of legislation for all, making it easier for migrants. But the member states didn t want that, so now the European legislation on migrants can be seen more as a benchmark to national legislation, rather than as the common policy initially wanted. So migration policy is still to a large extent up to the individual member state. Interview Guide til bilag 1 Interviewperson: Policy Advisor Constantinos Fotakis, DG EMPL Begrundelse for valg af interviewperson: Fotakis blev valgt fordi han arbejder i DG EMPL, som er den del af embedsapperatet, der arbejder med arbejdsmarkedspolitik, hvilket er et af afhandlingens to hovedemner; EUs arbejdsmarked og arbejdsmigration. Derudover er han økonom, hvilket gør at han kan analysere og kommentere udfra denne fagviden, der falder sammen med Molles teori, der ligeledes er meget økonomisk orienteret. 75

80 Endelig er han specialiseret i demografi, hvilket giver ham ekspert status indenfor afhandlingens problematik, der netop omhandler EUs demogarfiske udfordring. Formålet med interviewet: At få belyst den demografiske udfordring og samspillet mellem den og EUs arbejdsmarked. Godkendelse af interview: 76

81 Dokumentation for de tilsendte data: 77