Projektrapport. Hvordan oplever ældre tyrkiske kvinder med diabetes og bosat i Danmark at få et selvstændigt og meningsfuldt liv?

Transkript

1 Projektrapport Hvordan oplever ældre tyrkiske kvinder med diabetes og bosat i Danmark at få et selvstændigt og meningsfuldt liv? Delrapport 2 Januar 2010 Birgitte Sørensen og Britta Stenholt Videncenter for omsorg, Liv og Aldring - VIOLA VIA University College

2 Indholdsfortegnelse - Del 2 1. Baggrund Egenomsorg Patientskolens fokus Samarbejdet mellem patienter og professionelle/behandlere Undersøgelsens kontekst og materiale Projektets metode interaktionistisk analyse Resultat af undersøgelsens konkrete interaktionistiske analyse Interaktion mellem interviewer, interviewperson og tolk Selvfremstilling Narrative aspekter Kontekst, form og funktion Det uventede Tematisk analyse Liv versus sygdom - Afmægtighed og på trods af Relationer livets mening Relationer til børn og børnebørn Relationer til naboer og venner Relationen til ægtemanden Forholdet til Tyrkiet At leve med diabetes - et vilkår med varieret betydning Om betydning af deltagelse i diabetesskolen Motion, meningsfuldhed og selvstændighed Mad, meningsfuldhed og selvstændighed Livsstil, meningsfuldhed og selvstændighed Er egenomsorg egenomsorg? Fremadrettede perspektiver Litteraturliste...30 Bilag

3 Rapporten består af to dele. Delrapport 1 beskriver afdækningen af problemstillingen Hvordan oplever ældre med anden etnisk baggrund end dansk at få et selvstændigt og meningsfuldt liv i en rehabiliteringsproces? til den endelige fokusering i Delrapport 2 Hvordan oplever ældre tyrkiske kvinder med diabetes og bosat i Danmark at få et selvstændigt og meningsfuldt liv? Delrapport 2 Hvordan oplever ældre tyrkiske kvinder med diabetes og bosat i Danmark at få et selvstændigt og meningsfuldt liv? 1. Baggrund Viden om den måde, hvorpå grupper i samfundet håndterer og finder mening i et liv med kronisk sygdom, er en forudsætning for at målrette og kvalificere det rehabiliterende arbejde i regioner og kommuner (1). Ligeledes er en sådan viden grundlag for at præcisere et relevant indhold i de uddannelser, der er rettet mod det rehabiliterende arbejde. Flere danske og udenlandske undersøgelser peger på en øget forekomst af den kroniske sygdom diabetes blandt grupper af etniske minoriteter, som fx. pakistanere, tyrkere og somaliere end blandt etniske danskere (2), hvorfor interesse for denne gruppe er relevant i forhold til ovenstående rehabiliterende indsats. Patientundervisning er én af flere interventioner, der kan iværksættes for at styrke menneskers evne til at håndtere livet med en kronisk sygdom (3,4). Fra samfundets side sættes der i disse år fokus på denne undervisningsform, og der er i den sammenhæng særligt brug for viden om uddannelsesforløb for mennesker med kroniske sygdomme. Ikke mindst hvilken betydning sådanne forløb har for sårbare grupper i vores sundhedsvæsen (4)(5). Ældre etniske kvinder med diabetes udgør en sådan sårbar gruppe. I region Midtjylland har en projektgruppe i 2007 på baggrund af et tværfagligt og tværsektorielt samarbejde udarbejdet et program med titlen Diabetesskole for etniske minoriteter i nærmiljøet - udvikling og evaluering af et undervisningstilbud. Med afsæt heri er der i efteråret 2008 gennemført et skoleforløb på 9 undervisningsseancer à 2 timer for en gruppe tyrkiske kvinder med diabetes. Efterfølgende er forløbet blevet evalueret i form af vægtmåling, måling af HbA1c samt et spørgeskema med en række spørgsmål relateret til det konkrete udbytte stillet efter 1 mdr., 3 mdr. og 1 år. I et antropologisk studie af etniske minoritetskvinders oplevelser af sundhed og trivsel fra 2008, er en af konklusionens anbefalinger, at der er brug for anerkendelse, narrativer og fælles refleksioner i mødet mellem kvinderne og sundhedsvæsenet (1, s.103). Det påpeges, at brug af narrativer i såvel kommunikationsøjemed som i helbredsøjemed vil give adgang til viden om og forståelse for sammenhænge, der rækker ud over sundhed forstået som fravær af symptomer og efterlevelse af retningslinjer (ibid). På baggrund heraf kan det give mening at få ældre kvinder 1

4 med anden etnisk baggrund, som har deltaget i en diabetesskole til at fortælle deres historier om, hvad der er meningsfuldt i livet for dem. Også i lyset af at vi via en global litteratursøgning ikke kan finde hverken national eller international litteratur, der belyser dette emne. 1.1 Egenomsorg Vi bygger med afsæt i andre studier (4,5) på en antagelse om, at begreber som sundhed, sygdom og trivsel er begreber, der i alle kulturer findes viden om og handlinger i forhold til (5). I modsætning hertil overvejer vi begrebet egenomsorg. Et begreb der går igen i megen litteratur om undervisning til diabetikere, blandt andet i grundlaget for diabetesskolen. Opbygningen af denne tager udgangspunkt i rapporten Diabetesskole for etniske minoriteter i nærmiljøet skrevet af Inge Wittrup (4). Diabetesforeningen har ligeledes udgivet en rapport, der blandt andet har til hensigt at udvikle og fremme redskaber til fremme af egenomsorg blandt etniske minoriteter med type 2 diabetes (6), hvilken er på litteraturlisten i Inge Wittrups rapport. Begge rapporter anvender meget hyppigt egenomsorgs-begrebet, som et praktisk omdrejningspunkt uden nærmere definition af begrebet og uden refleksioner over, hvorvidt det er et begreb, der uden videre kan anvendes hos mennesker med en anden kultur end en vestlig. Det kan tyde på, at egenomsorg har en implicit og entydig udlægning, som ikke fordrer yderligere udlægning. Af en litteraturbaseret udredning af begrebet udgivet af Sundhedsstyrelsen i 2005 fremgår det, at begrebet er ud- 2 viklet siden 1955 erne i USA, og oftest er citeret ud fra den amerikanske sygeplejerske Dr. Dorethea Orems meget komplekse udlægning (7). Endvidere at begrebet ikke er entydigt defineret og anvendes med forskelligartede definitioner og forståelser, der ofte er svære at udlede af tekster eller helt mangler (ibid). Dette er i overensstemmelse med hvad Hølge-Hazelton udtrykker i afhandlingen Diabetes en skole for livet (8), hvor undervisning af diabetikere er underlagt analyse. Hun skriver, at begrebet er blevet iscenesat forskelligt på den samfundspolitiske, den medicinske og på den sygeplejefaglige arena, hvorved det bliver tydeligt, at det ikke altid er det samme, man taler om. I nogle sammenhænge defineres begrebet løst, i andre slet ikke, men kendetegnende for praksis er, at man ikke definerer egenomsorgsbegrebet. Teoriløsheden betyder ifølge hende, at det paradigmatiske udgangspunkt dermed forbliver usynligt. I hendes undersøgelse har der tegnet sig to modsat rettede praksisser i forhold til begrebets betydning i praksis. Den ene type praksis, der beskrives som overvejende feminint orienteret, tager et eksistentielt udgangspunkt, hvor grundtanken hviler på en solidarisk ideologi. Her gives ingen færdige løsninger eller modeller for, hvordan egenomsorg opnås eller forbedres. Den anden praksis, der beskrives som maskulint orienteret, har et positivistisk, kvasi-naturvidenskabeligt udgangspunkt, hvor grundtanken er, at mennesket er rationelt og selv har ansvar for sit liv (8). Tekster om begrebets betydning ved samarbejde med mennesker med anden etnisk baggrund fremgår ikke af den litteratur, vi har kunnet opspore, men vi har en hypotese om, at samme grad af viden og

5 praksisser, som er knyttet til begreberne sundhed, sygdom og trivsel, ikke er knyttet til begrebet egenomsorg, som det kendes og anvendes i den vestlige kultur. Skønt egenomsorg umiddelbart tænkes knyttet til den enkeltes evne til at have omsorg for sig selv, kan det lidt frimodigt fremhæves, at det tyder på, at begrebet i højere grad er samfundets/de sundhedsprofessionelles begreb om det resultat, undervisningens deltagere skal opnå. Vi har en formodning om, at undersøgelsen kan afdække og dermed gøre os klogere på, om og hvordan egenomsorg forstået ud fra begrebsrammen sat af Hølge-Hazelton - indgår som en praksis i de tyrkiske kvinders hverdagsliv. gennem mad, motion og medicin. De mangler endvidere viden om arv og miljø, og det er svært for gruppen at forstå og håndtere sygdommen i den praktiske hverdag og at se meningen dermed. Det sidste begrunder, at der gives plads til erfaringsudveksling i undervisningen. En af underviserne pointerer, at gruppen har en viden, men at de ikke ved, hvad de skal bruge den til. Derfor anbefales det, at undervisningen skal være dialogbaseret og tage udgangspunkt i deltagernes viden og egne erfaringer (4). Evalueringen fastslår, at Det er i partnerskabet mellem individ og sundhedsvæsen, at de bedste muligheder for at udøve egenomsorg skabes (4 s.57) 1.2 Patientskolens fokus Patientundervisning har traditionelt to hovedretninger. En medikocentrisk retning, der tilstræber compliance, dvs. at patienten følger de professionelles råd og anbefalinger, og en psykosocial retning, der tilstræber, at patienten opnår bedre kontrol over sin situation og hverdag med kronisk sygdom. Patientskolerne vægter typisk begge tilgange med formidling af viden om sygdom, fysisk træning, praktisk træning i selvmonitorering, udarbejdelse af handleplaner som pædagogisk redskab, træning i sociale kompetencer og gruppebaseret støtte (3). Disse to tilgange afspejler sig gennem evalueringen af undervisningen i diabetesskolen for etniske minoriteter i nærmiljøet. Evalueringen viser, at etniske minoriteter mangler generel viden om deres sygdom. Derfor omhandler en vigtig del af undervisningen, hvordan blodsukkeret reguleres Samarbejdet mellem patienter og professionelle/behandlere Samarbejdet mellem individ og sundhedsvæsen er dog ikke uden problemer. Flere undersøgelser peger på, at der er en uudtalt konflikt mellem professionelle og patienten med diabetes (9) (10) (11). De professionelle forventer en compliancetilgang til løsning af de vanskeligheder, patienterne oplever i forbindelse med deres diabetes og bliver frustrerede, når patienterne ikke følger anbefalingerne vedrørende medicin, diæt og motion. De anvender en sygdomsspecifik viden, som får en begrænset værdi, da den ikke samstemmes med patienternes oplevelser i forbindelse med at leve med sygdommen. Zoffmann (9) finder, at patienterne har en stor viden om sygdommen, men at den kun anvendes i ringe grad i hverdagen, fordi de søger at undgå at integrere sygdommen i deres liv. De professionelle har ingen

6 eller begrænset viden om den enkelte patients vanskeligheder med at forbinde liv og sygdom. Patienten og de professionelle har således forskellige foci, og dette er konfliktskabende. De professionelle har en sygdom-over-livprioritering, og patienterne har en liv-oversygdom-prioritering (ibid). En anden undersøgelse konkluderer, at det er en kamp mellem det at blive opfattet som et menneske med diabetes frem for en diabetiker, og at mennesker søger at normalisere livsstilsændringerne (12). At være i kontrol eller ude af kontrol er en terminologi, som anvendes af både patienter og professionelle, men med forskellig betydning. I de professionelles sammenhæng betyder det at have metabolisk kontrol og svarer til graden af compliance. For patienterne er der tale om at varetage behovet for at have kontrol over deres eget liv. Disse forskellige perspektiver skaber barrierer for en god kommunikation i samarbejdet mellem patient og behandler. Behandlerne oplever frustration, når patienterne ikke gør som de siger, men patienterne har mange andre konkurrerende forhold i deres liv at tage sig af, før de kan håndtere deres diabetes. De professionelle opfordres derfor til at være åbne og lytte til patienterne samt at være opmærksomme på deres egen forforståelse, deres egne kulturelle og videnskabelige rødder (11). 2. Undersøgelsens kontekst og materiale Diabetesskoler er flere/mange steder blevet et permanent tilbud til lokalområders borgere beboere. Dette gælder også for det område hvor vores undersøgelse finder sted. På baggrund af et projekt i (4) kan områdets etniske minoriteter med diabetes visiteres til fælles undervisning om emnerne mad, medicin og motion. Der foregår en løbende evaluering og dokumentation af undervisningen, som vurderes på baggrund af spørgeskemaundersøgelse og blodprøver. Hverdagslivsperspektivet og undervisningens betydning på længere sigt er til gengæld underbelyst. Disse perspektiver er denne undersøgelses fokus. Undersøgelsen omfatter interview med videooptagelse af fem ældre kvinder, der har deltaget på en diabetesskole i en større dansk by. Vi henvendte os til sundhedscenteret og oplevede stor imødekommenhed. Der blev etableret to møder med områdelederen og to hjemmesygeplejersker, hvoraf den ene underviser på patientskolen. Endvidere fik vi stillet en tolk, der er ansat i området, til rådighed. På diabetesskolen er undervisningen opdelt ud fra sprog (arabisk, tyrkisk og somalisk) og efter køn. Den tyrkiske kvindegruppe blev valgt i denne undersøgelse, fordi de deltog i patientskolens undervisning i efteråret Ifølge en evaluering af patientskoler er der forskellige problemer ved at måle effekten på fx. livskvalitet og sundhedsadfærd. Blandt andet fordi man kan måle både for tidligt og for sent. Det anbefales at måle effekten inden for det første år efter undervisningen. Interventionen kan ofte ikke måles ved en umiddelbar follow up undersøgelse, og effekten kan være aftaget ved senere follow up undersøgelse (mere end 12 måneder efter interventio- 4

7 nen) (4) (3). Vores interview blev afviklet i forsommeren 2009 og falder således indenfor den anbefalede periode. Staunæs og Sønderborg fremhæver, at det er vigtigt at opsøge mennesker, der er positioneret forskelligt indenfor det felt, der undersøges. Fx. i forhold til køn, alder, placering, erfaringshorisont mm. Hensigten er at sikre så mange forskellige perspektiver som muligt og dermed opnå et mættet grundlag for at analysere mønstre, brud og bevægelser i erfaringer og orienteringsformer (12). I denne undersøgelse er gruppen af interviewpersoner valgt på baggrund af deres tilknytning til diabetesskolen og deltagelse i en kvindeklub, der mødes to gange om ugen. Vi har således ikke haft indflydelse på valg af interviewpersoner, som Staunæs og Sønderborg anbefaler, og vi kan næppe tale om at have opnået et mættet grundlag. Dog viser interviewene, at vi har mødt fem kvinder med meget forskellige erfaringer, livsbetingelser og dermed forskellige vægtninger i deres hverdagsfortællinger. Interviewene fandt sted på det lokalcenter, hvor kvinderne mødes to gange om ugen. Vi planlagde interviewene på de dage, hvor kvinderne var samlet ved hjælp af en sundhedsfaglig medarbejder, som deltog i deres møder. Alle var i forvejen adviseret om vores besøg, og kvinderne blev spurgt, om de ville ingå i interviewet af medarbejderen, som også fungerede som tolk. Vi optog interview på voice-recorder og video. Der var således fire aktører til stede under interviewet: Interviewperson, tolk, Birgitte og Britta, som skiftedes til at interviewe og videooptage. Interviewene er transskriberet, og vi har gennemset videooptagelserne adskillige gange med særlig vægt på at observere med et interaktionistisk perspektiv. Interviewenes længde er mellem 26 og 44 minutter. Præsentation af kvinderne Vi ønsker at undersøge, hvordan ældre tyrkiske kvinder med diabetes oplever at få et selvstændigt og meningsfuldt liv. Og i den sammenhæng kan man diskutere om den gruppe kvinder, der er repræsenteret her, er ældre, idet kvinderne er mellem 50 og 62 år gamle. Hvornår er man ældre? I Danmark er man ældre, når man er over 65 år gammel, men jævnfør andre undersøgelser af ældre med anden etnisk baggrund end dansk, er det ikke hensigtsmæssigt at bruge denne definition til denne gruppe. Ifølge undersøgelsen Livet som ældre etnisk minoritet i Danmark (13) betragter etniske ældre sig som ældre, langt tidligere end danske ældre, og i omtalte undersøgelse var de yngste informanter 52 år. Det er kendetegnende for vores interviewpersoner, at hovedparten er gift med mænd der er væsentligt ældre end dem selv, hvilket også kan have indflydelse på deres oplevelse af at være ældre. Alle kvinderne er gift med mænd fra Tyrkiet og har boet i Danmark mellem 20 og 38 år. Flere af ægtefællerne lider af alvorlig sygdom. De har alle børn og børnebørn og rejser til Tyrkiet hvert eller hvert andet år, dog ser sygdom ud til fremover at begrænse denne aktivitet for to af kvinderne. Alle, 5

8 på nær en, har haft arbejde i Danmark, men hele gruppen er ude af arbejdsmarkedet nu. Kvinderne har haft diabetes i mellem 3 og 20 år. De har generelt mange konkurrerende sygdomme med følgende symptomer: Ondt i ryggen, hedeture, træthed, depression, angst, dårlig nattesøvn, hoste, højt blodtryk, hjertebanken, besvimelse, paradentose, muskelsmerter, glemsomhed, svimmelhed, hyppige vandladninger, højt kolesterol, føler at benene er bedøvede, gigt, energiløshed og generelle smerter. 3. Projektets metode interaktionistisk analyse Vi er inspireret af Järvinens interaktionistiske begrebsramme (12). Den interaktionistiske analyse bygger på konstruktivisme, og det får metodiske konsekvenser at arbejde indenfor denne forståelse. Järvinen refererer til konstruktivisme versus naturalisme, og faren for at forskningsresultater blot er en gentagelse af forskerens egen forforståelse jvf. Bourdieu. Indenfor denne ramme forstås interviewet som et socialt møde mellem interviewere og interviewpersoner. I denne undersøgelse fem ældre kvinder med diabetes, hvor vi ønsker at undersøge et hverdagslivsperspektiv på rehabilitering(3). I gennemførelse af interviewene stræber vi efter at lade fortællingerne udfolde sig. Hensigten er at skabe et rum, hvor fortællingerne kan flyde på deres egne betingelser og således undgå, at spørgeguiden udøver vold på fortællingen (8) Det er ikke endegyldige sandheder hos kvinderne, som vi søger at afdække. Interviewet må forstås 6 som et møde, hvor meningsindholdet bliver forhandlet og skabt i et samspil under interviewet af både interviewperson og interviewer. I analysen skal disse forhold integreres, og det betyder, at der både fokuseres på det sagte og på mødet i form af konteksten, situationen, interviewpersoner, tolk og interviewer. 3.1 Resultat af undersøgelsens konkrete interaktionistiske analyse Udgangspunktet for den interaktionistiske analyse er følgende fem fokuspunkter. 1. Interaktion mellem interviewer og interviewperson, 2. Selvfremstilling, 3. Narrative aspekter, 4. Kontekst, form og funktion og 5. Det uventede (12). I det følgende præsenteres den konkrete analyse punkt for punkt med varieret vægtning alt efter punktets betydning i herværende undersøgelses analyser Interaktion mellem interviewer, interviewperson og tolk Interaktionen er et fokuspunkt i den interaktionistiske analyse. Vores opgave er ikke at afdække, men at undersøge den meningsproduktion, gennem hvilken den sociale verden bliver skabt, siger Järvinen (12 s. 16). Interviewer, tolk og interviewpersoner skaber i fællesskab en fortælling, og derfor må vi være opmærksomme på alle involveredes påvirkning af fortællingerne. Vi præsenterer os som undervisere i sygeplejerskeuddannelsen og opfattes tydeligvis som sundhedspersoner, idet to af kvinderne stiller os konkrete spørgsmål om, hvad vi vil foreslå dem at

9 gøre. Flere kvinder udtrykker taknemmelighed ved afslutningen af interviewet, fordi vi vil lytte til deres fortællinger. I interviewene med to af kvinderne, som er deprimerede, skabes der indimellem en stemning der er præget af mismod med et forsænket stemningsleje, pauser og en fornemmelse af, at følelser smitter, som det kendes ved terapeutiske samtaler. Generelt må siges, at de tyrkiske kvinder mødte os med stor imødekommenhed og åbenhed, hvilket kan tænkes begrundet i, at adgangen til deres hjerter er skabt tidligere af forskere, der har fået talen om sundhed til at falde ganske naturligt (5) Selvfremstilling. Tolken har et godt kendskab til 4 af de 5 kvinder hun er aldersmæssigt svarende til de ældste kvinders børn ca. midt i trediverne. At de kender hinanden fremgår af deres fælles fortællinger, og af den måde tolken nogle gange besvarer spørgsmålene på uden først at spørge kvinderne. Vores første indtryk var, at dette var et problem for validiteten af interviewene. I analysen af videooptagelserne kan vi imidlertid se, at tolken sammen med kvinderne er med til at forme situationen og åbne for områder, vi ellers ikke ville have haft adgang til. Her er flere eksempler på, at vi får del i eksempelvis kvindernes forhold til deres mænd og små fortællinger om dengang, de kom til Danmark. Tolken og interviewpersonernes relationer til hinanden har således givet os en merviden, og videooptagelserne viser, at kvinderne løbende validerer oversættelserne. Fire ud af fem interviewpersoner synes at forstå det danske sprog, selvom de kun selv taler dansk, når de 7 bliver mest ivrige. Vi forsøger at opmuntre interviewpersonerne til at lade deres spontane historier udvikle sig. Udgangspunktet er en fælles interviewguide (bilag 1), men vi får 5 fortællinger med meget forskellige vægtninger (14). I alle interviews lægger vi ud med hverdagslivshistorien, men hver fortælling får sit særlige område, der fylder meget. Det ses tydeligt i de transskriberede interviews. En kvinde fortæller meget detaljeret om sin kost og de tiltag, hun gør for at leve sundt, og hun beskriver, hvordan denne viden deles i familien. Andre forlader hurtigt dette fokus, og selv om vi som interviewere vender tilbage, vinder spørgsmålet ikke genklang. En anden fortæller om tiden, da hun lige var kommet til Danmark, den manglende sprogundervisning og de manglende muligheder for uddannelse. Hun kritiserer det danske samfund for ikke at have gjort nok for gruppen af gæstearbejdere i forhold til flygtninge. I hendes fortælling berettes med kraftig og hævet stemme om drømmen om at få en uddannelse, og hvordan dette ønske er blevet overført til børnene, der alle har fået gode uddannelser Vi blev ikke til noget, men mine børn skal blive til noget. I to fortællinger fylder sygdom og symptomer meget. Den ene fortæller om drømmen om Tyrkiet, om hvordan hun ønsker at kunne leve en større del af året der. Den anden fortæller meget om sorg og tab, og fortællingen er præget af bekymringer og manglende initiativ. I en tredje fortælling fylder sygdomsbilledet en del, men det er samtidig en fortælling, der er præget af tillid til det danske sundhedssystem, især en navngivet læge og beretningen om, hvordan livet leves på trods heraf. Vi kan konstatere, at samtalernes indhold og form - hvad og

10 hvordan - fylder meget forskelligt indenfor de forskellige temaer. Med vores tilstedeværelse blev tolkens daglige arbejde forstyrret. Hun signalerede ved nogle af interviewene, at hun havde travlt og var i tidspres. Dette gav nogle gange fornemmelsen af, at vi skulle skynde os at blive færdige. Men ofte fortonede det sig i samtalens forløb og måske medvirkede det til, at vi fik interviews af en overkommelig længde (i alt 56 transskriberede sider) jvf. Kvale der påpeger, at interviews ofte er for lange (14). Järvinen beskriver, hvordan interviewpersonernes udsagn bliver elementer af en selvfremstillingsproces (12). Eksempelvis hvordan de positionerer sig selv og andre. Dette synes i vores undersøgelse især tydeligt i tolkens mange subjektive udsagn om de interviewede. Det forekommer særligt i interviewene med de fire kvinder, som tolken kender godt. For eksempel siger hun om en interviewperson hun er dygtig, hun er meget dygtig. Tolken bidrager gennemgående med denne type udsagn Ellers er hun en meget positiv dame om interviewperson 2. Hun har været en klog dame der (ift. at vægte uddannelse højt) om interviewperson 3. I forhold til interviewperson 4 er der kun en kommentar, og den drejer sig om hendes mand, han har altid været sådan, den type, sådan lidt la-la-type. Interviewperson 5 beskrives blandt andet således: Men hun er faktisk en meget sej dame, det er hun. Tolkens fremstilling af de interviewede, kendetegnes 8 gennemgående af positive udsagn. De synes at være i overensstemmelse med, hvordan interviewpersonerne ser sig selv, eller kan lide at høre sig selv omtalt, idet videooptagelserne viser, at ingen af kvinderne korrigerer eller modsiger tolkens udsagn Narrative aspekter. Ovenstående eksempler på selvfremstilling bliver en del af historien om livet (12). En narrativ analyse af hvad der er sagt, fører til, at der kan fortælles en ny historie, der udvikler temaerne i det oprindelige interview (14 s. 197). Ifølge Kvale skal man være opmærksom på de narrative strukturer både under interviewet, i analysen og i afrapporteringen (14). Spontane historier skal gives plads, og vi lyttede til mange spontane historier som nævnt ovenfor. Skønt fortællingerne fremstår i al deres brogethed, er der dog en række fremtrædende temaer målt via fylde og vægt. Med afsæt i undersøgelsens hensigt sammenholdt med kvindernes vægtning i ord og med krop, kan vi i det følgende præsentere udvalgte temaer. Det første tema afmægtighed og på trods af udtrykker et overordnet tema, idet det er fællestræk, der kendetegner de enkelte fortællinger. Balancen mellem liv og sygdom eller afmægtighed og på trods af er et træk, som vi finder, der går igen og kendetegner den kollektive fortælling. Det præger tankerne om livet, fortiden og fremtiden. Det karakteristiske træk ved to af fem fortællinger, er, at livet er præget af afmægtighed. Her har sygdom og depression fået kvinderne til at give op. For de tre andre fortællinger er det karakteristisk, at de

11 kæmper imod deres sygdom, og disse fortællinger kan betegnes som på trods af. Disse forhold diskuteres senere. Järvinen skriver at Alle livshistorieplot er afhængige af, at der ikke kun er fortællere, som finder det meningsfyldt at reproducere dem, men også, at der er et publikum, som er indstillet på at lytte til og acceptere dem (12). Vi vurderer på baggrund af vores faglighed, at forskellen i de to kollektive fortællinger er bestemt af depression. Den ene kvinde har en erkendt depression og er i behandling for dette, mens den anden kvinde ikke nævner depression blandt sine sygdomme, men har klare symptomer herpå. Vi vælger at bruge begrebet fortælling som eksplorationer af, hvad kvinderne tænker om deres hverdagsliv, frem for livshistoriefortællinger, da interviewene ikke er hverken sygdomshistorier eller livshistorier i egentlig forstand Kontekst, form og funktion. Det handler om opmærksom på meningsproduktionens afhængighed af interviewets hvordan. Vi har under interviewets gennemførelse, men primært ved de efterfølgende analyser, haft fokus på dialektikken mellem hvad og hvordan. Således er datamaterialet analyseret gennem gentagne systematiske sammenstillinger af det sagte og det sete. Netop det, at vi har haft transskriptioner at sammenholde med videooptagelser, har haft betydning for resultaterne: Det at vi hører, hvad interviewpersoner, tolk og vi selv siger og sammenstiller det med alle tre parters kropssprog og indbyrdes relationer som udtryk for det sete, har gjort det muligt at præsentere mere valide betydninger. Eksempler herpå bliver løbende beskrevet i de tematiske analyser præsenteret nedenfor. Tre toneangivende temaer er: Relationer Familie, venner, naboer, og Tyrkiet At være diabetiker - et livsvilkår med varieret betydning Om betydning af deltagelse på diabetesskolen Motion, meningsfuldhed og selvstændighed Kost, meningsfuldhed og selvstændighed Livsstil, meningsfuldhed og selvstændighed Egenomsorg Det uventede Det uventede udtrykker det nye, der ligger uden for vores forforståelse. Vores erfaringer med gruppen af kvinder med anden etnisk baggrund end dansk var på forhånd ikke stor. Vores forventning var, at kvinderne havde mere enslydende historier, og at diabetessygdommen havde en større betydning i fortællingerne. Vi oplevede nok os selv som mere udenforstående end de tyrkiske kvinder gjorde, og som mere kulturelt forskellige, end kvinderne oplevede os som anderledes. En forklaring herpå kan måske være vores forskellige sociale tilhørsforhold, dvs. at forskelligheden i højere grad er socialt betinget end etnisk betinget. 9

12 Vores forberedende læsning af tilgængelig litteratur om emnet havde skabt et mere stereotypt elendighedsbillede af denne kvindegruppe som gamle, syge og ensomme i et fremmed land med længsel mod hjemlandet. Det uventede blev, at dette billede ikke svarede til, den langt mere brogede og livlige gruppe kvinder, vi mødte. Det udfordrede vores forforståelse, idet billedet blev langt mere nuanceret på en række områder. Vi blev overraskende inviteret ind i rummet med kvindesnak. Her lyttede vi til kvindernes frimodige fortællinger om mænd og afsløringer af temaer, som vi opfatter som hemmeligheder. Det handlede om kvindeskæbner, utro mænd, svage mænd, ikke støttende mænd, manden som endnu et barn. Endvidere det danske samfunds behandling af gæstearbejdere, og manglende sprog som konsekvens af deres vilkår som gæstearbejdere. 4. Tematisk analyse I dette afsnit præsenteres den tematiske analyse, der indledes med den kollektive del af fortællingen, som overordnet viser, hvordan livet leves med kronisk sygdom. 4.1 Liv versus sygdom - Afmægtighed og på trods af At have kontrol over livet er et tema som belyses i forskellige sammenhænge. I undersøgelsen Livet som ældre etnisk minoritet i Danmark (13) beskrives afsavn som mangel på livskontrol. Den kontrol, som kendes fra hjemlandet, har mange ikke opnået i Danmark. Dette er dog et fænomen 10 som særligt kendetegner flygtningegruppen. I forbindelse med den kroniske sygdom diabetes, får terminologien at være i kontrol eller ude af kontrol en forskellig betydning afhængig af om den anvendes af patienter eller professionelle. I de professionelles sammenhæng betyder kontrol at have metabolisk kontrol og svarer til graden af compliance. For patienterne er der tale om at varetage behovet for at have kontrol over eget liv (9). I vores interviews er kontrol også ret centralt. Der ses en sammenhæng mellem det at have kontrol og kunne leve et godt liv på trods af sygdom. I en af fortællingerne fylder kontrol meget, som følgende citat viser: Ja, ja. To gange om måneden har hun lov til at spise små soft ice, siger hun. Det kan hun ikke undvære. Så spiser hun også engang imellem de der chokoladeplader med nødder i, du ved. Men så spiser hun ikke chokoladen, så tager hun bare nødderne..så tror hun, hun har spist chokoladen. Så hun snyder bare for sig selv. Denne kvinde har således fundet en måde at kontrollere trangen til søde sager. Hun fortæller detaljeret om, hvordan hun overholder kostrådene og blandt andet ikke spiser appelsiner og æbler samme dag. Hun udtrykker restriktionerne således. Jeg lever ikke for min egen lyst, jeg bliver nødt til at rette mig efter min sygdoms lyst. Hun lever med en stærk selvkontrol og påpeger, at så længe hun styrer sit liv, så har hun det fint med det. Hun overholder de restriktioner, som sygdommen afkræver, og giver klart udtryk for at have bevaret kontrollen, hun styrer sit liv og lever et godt liv på trods af sygdom.

13 En anden kvinde understreger, at det er hende, der er syg og derfor også hende, som må tage ansvar og leve livet på trods af sin sygdom. Hun kæder sygdommens opståen sammen med hjemlandet. Altså lige nu jeg er syg. Jeg er ansvarlig for min sygdom. Men inden jeg har fået den sygdom, det er der nogen, der har ansvaret for. Det er fra Tyrkiet. De har lavet hende ked af det i det land. Så blev hun meget bekymret og ked af det og så fik hun sukkersyge. Efter det der fik jeg sukkersyge. Det uddybes kort, at det var noget i familien, som gjorde hende ked af det. Her er tale om en konkret social hændelse, som kvinden beskriver som den udløsende faktor for sin sygdom. Lignende finder Wittrup i sin undersøgelse, hvor hun beskriver tre forskellige lidelser, der knytter til et før og et nu. En kategori i undersøgelsen er de relationelle lidelser, som er indtruffet og har skabt et vendepunkt i kvindernes liv. Hun finder, at hovedparten af disse lidelser er indtruffet i Danmark, men beskriver også, at det kan være opstået i hjemlandet. Kvinden udtrykker klart at hun tager ansvar for sin sygdom. Hun fortæller, at hun ved hvorfor blodsukkeret bliver for højt, at hun mærker det på sin krop og forstår, hvad hun skal gøre ved det. Hun har kontrol over sit liv på trods af de begrænsninger, sygdommen giver hende. En kvinde fortæller, hvordan hun styrer et lavt blodsukker. Ligeså snart det sker, så prøver jeg bare at blande noget saftevand, sukker i munden eller et eller andet med det samme og hun fortæller at hun altid har druesukker på sig. Hun har dog andre kostmæssige hensyn at tage, da hun også har en tarmsygdom, der gør, at hun ikke tåler grønsager og kartofler, fordi hun så risikerer at få forstoppelse. Disse restriktioner går imod kostrådene for diabetes. Men hun udtrykker at have kontrol over situationen. Så hun spiser bare sådan en lille smule brød, eller oliven eller fisk og kylling. Hun fortæller, at hun er god til at mærke, når der er optræk til problemer med kroppen. Og hun refererer lægerne, der roser hendes fornemmelse for, når noget er galt. På trods af et generelt dårligt helbred giver hun udtryk for at have det godt. Hun er i besiddelse af et stort psykisk overskud og er stolt over at have kontrol over situationen. Jeg har det godt. I forhold til, hvad jeg har været igennem. Men hvis jeg havde gået og spekuleret, min sygdom og hvis jeg har gået og spekuleret på alle de operationer, alt det jeg har været igennem, så havde jeg nok været indlagt på Risskov hospital, siger hun. Så hun er taknemlig for det i dag. Hun pointerer, at hun ikke er bange for sygdom, og at spekulationer bare vil gå ud over hende selv. Håbet er ikke at blive mere syg. Bare jeg har det som jeg har det nu. Altså heldigvis hun kan selv gå på toilettet, hun kan selv klæde sit tøj på. Det er det vigtigste. Ovenstående beskriver tre kvinder, som på trods af sygdom alle giver udtryk for, at de har kontrol over livet, og de ved, hvad de skal gøre for at leve bedst muligt med både diabetes og de andre konkurrerende sygdomme. 11

14 For to kvinder er det tabet af kontrol, som præger deres fortællinger. Fænomener som træthed og tristhed præger hverdagen og begrænser mulighederne i livet og gør dem afmægtige. En fortæller om, at fysiske sygdomme og depression er helt dominerende i hverdagen. Hun har svært ved at sove om natten og sover derfor meget om dagen. Fortællingen er præget af klager over fysiske symptomer og angst, og hun siger selv, at hun har givet op. Der er tegn på, at hun ikke magter sociale relationer, og at hun trækker sig fra samværet med andre. Hun fortæller, at dette blandt andet skyldes, at veninderne siger til hende du skal passe på dig selv, i din familie der dør de alle sammen af kræft. Du skal lige.. blive undersøgt ordentligt... Altså, de vil prøve at hjælpe på en eller anden måde, men hun tager det negativt og så bliver hun bange og så holder hun sig væk. Til fremtiden har hun bare et ønske, og det drejer sig om at hendes børn må være sunde og raske, for mig jeg har ikke nogen forventninger mere. Klager over sygdom og forskellige symptomer præger også en anden af fortællingerne, hvor sygdom, tristhed og depression har medført, at kvinden er opgivet. Hun er meget svimmel, siger hun, altså, nogle gange vil hun gå ud, men når hun går ud, så bliver hun nødt til at komme ind igen, fordi hun er meget svimmel. Så hun kan ikke, hun er.. meget svært til at styre sig selv på en måde. Hun beskriver sig selv som meget træt og energiforladt. Og selvom hun ikke har en depressionsdiagnose, synes hun at have mange symptomer herpå. Hun beskriver sig selv som glemsom og fortæller, det er meget sjældent, at hun har det godt. Hun siger, at jeg får ikke glæden af nogen ting - noget som helst, jeg er bare opgivet fuldstændig. Det lykkes ikke helt at blive klar over, om hun selv har givet op, eller føler sig opgivet af andre. Der kan måske være tale om en dobbelt afmægtighed. Wittrup konkluderer om ægteskab og savn, at kvindernes egenforståelse af klagerne og smerterne inkluderer deres sociale situation og samfundsmæssige position (5 s. 92). Det er muligt, at dette også er tilfældet hos de kvinder, vi mødte, men det er tydeligt at klagernes dominans er sammenhængende med deres mentale tilstand. Om de har kræfter til at leve et godt liv på trods af sygdom, eller om de har givet op, mistet kontrollen og udtrykker deres afmægtighed. De, som lever på trods af, synes at være i besiddelse af stolthed over at kunne fortælle om det gode liv på trods af sygdom. De giver udtryk for at have et godt liv i Danmark og ønsker ikke at komme tilbage til hjemlandet for at leve permanent. I fortællingerne er det tydeligt for begge grupper, at samværet med børn og børnebørn er vigtige elementer for det gode liv. Det er dette samvær som bærer oppe i afmægtigheden, men det er også helt centralt for de tre kvinder, som lever et godt liv på trods af sygdom. Besøg hos og besøg af børn og børnebørn er gennemgående i alle fortællinger. Kun én kvinde har hjemmeboende børn. De fleste har børn, der bor i nærheden, og er i hyppig kontakt med dem. Under interviewene oplevede vi, at mobiltelefonen blev flittigt brugt, 12

15 flere kvinder havde en telefon på bordet eller i tasken. Tolken blev ringet op to gange, to kvinder blev ringet op af deres mænd, og en anden ringede under interviewet til sin søn for at spørge ham om, hvad hendes sygdom hed. 4.2 Relationer livets mening. De næste afsnit præsenterer et centralt tema der omhandler relationer til familie, venner og naboer. Afslutningsvist præsenteres forholdet til hjemlandet Tyrkiet. Derimod fortælles om den helende betydning det har, at børn og børnebørn kommer på besøg, som det ses i følgende citat: Hun begynder at føle sig virkelig dårlig og så regner hun med at skulle indlægges og ringer for eksempel til børnene. Så kommer de over og hun græder lidt og siger hun skal blive indlagt. Så når de kommer og så efter tre fire timer så har hun glemt sygdommen. Det er børn og børnebørn der gør mig glad. Hendes livskvalitet det er børn og børnebørn det er det eneste hun har tilbage siger hun Relationer til børn og børnebørn Relationer til børn og børnebørn fylder en del i alle kvindernes fortællinger. Mange har deres børn boende lige i nærheden, og de besøger hinanden ofte, nogle ses hver dag...de er meget tit hos børnene, det er meget sjældent de er hjemme hos sig selv om aftenen alene sammen... Ja, og efter kl. 5 6 så kommer børn og børnebørn. Hver dag. Og hver weekend så sover børnene oppe hos os ikk, når de kommer kl. halv seks - så går de kl. 8 hjem igen. De kommer altid 2 timer. Det er tydeligt, at samværet med børnene er en vigtig del af det gode liv. Og vi hører ikke de klager, som beskrives i andre undersøgelser om de sociale relationers utilstrækkelighed, at samværet foregår på børnenes præmisser, beklagelser over at børnene flytter væk og efterlader de gamle, eller at børnebørnene ikke taler tyrkisk (13). Hvis der er antydning af beklagelse, er det, at økonomien er svær at få til at hænge sammen med de mange gaver, der skal købes til børn og børnebørn for en lille pension. 13 Andre har børn, der bor længere borte, og en af kvinderne ser kun sin datter, der bor i København, én gang om året. En anden har fire børn, der bor i København, og hun fortæller, at de børn, der bor i området, hjælper med overnatning og mad. Denne kvinde har også søskende, der bor i nærheden, og hun foretrækker hjælp fra de nærmeste frem for fra det offentlige. Men hun også fået tilbudt hjemmehjælp og sådan noget, men det vil hun ikke. Nu har hun så mange besøg og de kommer og pigerne gør det, nej det vil hun ikke. De får kun en eller to timer hver fjortens dag, og det kan hun ikke klare med to timer hver fjortens dag, nej og så kommer pigerne. I undersøgelsen om danske kvinders og mænds aktive alderdom beskrives, at kvinder prioriterer det at være sammen med børn og børnebørn højt, og at de hjælper med praktiske gøremål eller taler om personlige forhold med familie og venner (15). Dette synes at gælde for såvel de

16 danske som de tyrkiske kvinder, da det er de samme ting, der gives udtryk for i vores undersøgelse. Motivationen for at leve sundt kobles til børnene, det er de børn, som hun har glæden for, så hvis hun skal leve mange år sammen med sine børn, så bliver hun nødt til det (at leve sundt). Men også bekymringer knyttes til børnene, det at have en kronisk sygdom og risikere at dø fra sine unge børn. Børnene er grunden til, at en af de deprimerede kvinder kommer op om morgenen, for hun skal sende sine børn i skole. I undersøgelsen om ønsker for en aktiv alderdom beskrives, at etnisk danske kvinder i bred forstand er orienteret mod venner, familie og nærhed, og at de dominerer indenfor hjemmets fire vægge, idet de har ansvaret for praktiske ting som rengøring, madlavning og indkøb (15). Dette er samstemmende med de tyrkiske kvinder, der er hovedansvarlige for hjemmet og har en stor omsorgsfunktion i forhold til børn og børnebørn Relationer til naboer og venner Kvinderne refererer i interviewet til samvær med naboer og venner, blandt andet at de spiser sammen. Dette har givet en af kvinderne problemer på grund af kosten. Hun fortæller, at hun er så træt, fordi hun blev inviteret ind at spise hos naboerne aftenen før interviewet. Den gode mad, der blev serveret, har gjort hende utilpas i dag. Hun refererer til et stort netværk og fortæller at: De kommer heldigvis sådan automatisk. Ikke kun 14 børnene, også sådan naboer, veninder, hele byen. De kender hende. De ringer hvis de skal have lavet et eller andet.. Aktiviteter som at komme ud og gå tur knytter til veninder. Når der skal gås tur foregår det enten alene eller sammen med veninderne. Ja, når solen skinner og hun kan sidde ude med nogle damer så hjælper det så har hun det godt. Tolken fortæller også om sammenholdet i indvandregruppen. Bl.a. beskriver hun, at de savner den energi, de fik af en af kvinderne, der nu lider af en depression. Hun havde tidligere mange venner, som hun kunne grine sammen med, når de drillede og fortalte historier. Om samme kvinde fortæller tolken at Hun er tit hos en dame og de snakker meget sammen om det, og damen siger også, selvfølgelig depression hun er så træt, men det er også alle de andre sygdomme der påvirker hende, og så føler hun brystet og hjertebanken.. og så bliver hun mere bange. En af kvinderne skiller sig ud, idet der indgår danskere i hendes netværk. Jeg har haft mange danske venner. Mine naboer og jeg kender mange danskere: Børnenes kammerater og forældre. Hun taler mindre om samværet med børnene, men har en søn i nærheden, som hjælper hende med at handle. Hendes fortælling drejer sig meget om fortrydelsen af, at hun ikke fik lært sproget og fik en uddannelse. Hun bruger både hænder og krop til at understrege sine udsagn. Hendes stolthed i dag, er at børnene er blevet veluddannede og er nået et sted ligesom alle de andre. Hun pointerer flere gange, at det er dumt at aflyse sine tanker, og hentyder til de drømme

17 hun selv har haft om at lære sproget og få en uddannelse. I undersøgelsen Et livsperspektiv på rehabilitering har man interviewet ni ældre etniske danskere i et rehabiliteringsforløb. De udtrykker hjælp fra familien som noget naturgivent og er samtidig klar over, at det ikke er en selvfølge. De omtaler hjælpen med stolthed og taknemmelighed, og især kvinderne vægter det praktiske og følelsesmæssige (16). Der konkluderes, at relationen til familie og venner styrker livsmodet, og det ser ikke ud til at være anderledes end i vores interview med de tyrkiske kvinder, der måske nok ses hyppigere med deres børn og børnebørn end de etnisk danske. Undersøgelsen Livet som ældre etnisk minoritet i Danmark finder ligeledes, at børnene fylder meget i de ældres bevidsthed. Børnene betragtes som en ressource, men der er også andre fællesskaber end familien. Alle etniske grupper havde andre fællesskaber end børnene, og der var stor social støtte at hente her igennem (13) Relationen til ægtemanden På spørgsmål om, hvilken støtte kvinderne får fra deres nærmeste familie, er det kendetegnende, at de i højere grad henter hjælp og støtte hos deres børn end hos deres ægtefæller. I flere tilfælde er mændene noget ældre og syge. Ud fra vores interview synes det typiske billede at være, at mænd og kvinder lever ret adskilt i hverdagen. De er sammen ved måltiderne, men derudover opholder mændene sig meget udenfor hjemmet, hvor de mødes og er sammen med de andre mænd (de som er raske nok til denne aktivitet). Kvinderne har så de praktiske opgaver i hjemmet som rengøring, madlavning mm. ting som skal gøres, hvis de kan. Når mændene deltager, er det typisk i forbindelse med, at der skal handles ind, og her går parrene ofte sammen ud. Hvis manden ikke kan handle ind pga. sygdom, er det typisk børnene, som kommer og hjælper. En kvinde beskriver rytmen i hverdagen således. Børn de går klokken 7 hjemmefra Og manden får bare en kop kaffe om morgenen, og så går han også. Og så spiser hun bare lidt yoghurt eller et eller andet, eller også sover hun. Det er ikke altid hun har lyst til at spise. Hun sover meget, siger hun. Sidst på dagen samles familien, og de er ofte sammen med børnene, jamen vi spiser sammen (mand og kone), når vi ikke er inviteret til børn. Det er tit hos børn, men hun laver maden selv og tager så derover, og så spiser de andre. Men hun spiser sin egen mad. efter kl. 5 6 så kommer børn og børnebørn. Hver dag. Og hver weekend så sover børnene oppe hos os ikk, når de kommer kl. halv seks - så går de kl. 8 hjem igen. De kommer altid 2 timer. Samværet er dog anderledes end i Tyrkiet Samfundet der, alle hendes naboer og sådan noget, de lader hende aldrig blive alene der, de kommer over til hende og hun går derover. Så de laver mad sammen, de spiser sammen, de har mere hyggen, end her, det er klart. Her er det ligesom man er isoleret, altså, det er klart. 15

18 Kvinderne taler ind imellem med en humoristisk tone, når samtalen drejer sig om deres mænd. En kvinde griner på forespørgsel om, hvilken støtte hun får fra sin mand og siger: han støtter mig heldigvis ikke ret meget. Men vi er heller ikke så meget tilknyttet hinanden kan man godt sige. I andre tilfælde er det netop manden, der skaber problemer. Jamen, hvis det var rigtigt, ville jeg holde mig meget mere godt. Det er manden, som giver mig problemer. Manden omtales også som et ekstra barn. På et spørgsmål om, hvem der hjælper, svarer en kvinde: det er min mand, og så pigerne, når de kommer fra arbejde, skole. Han er også syg, altså. Vi gør bare sådan du ved. Han er også sådan lidt en type som kan ikke forstå hende. Han er lidt ligesom barn nærmest. Det er klart, med alderen. Han er også et barn for mig, siger hun (og smiler). Altså, han hjælper hende bare med at handle og sådan noget. Bare han ikke roder og altså, helt ærligt. Det, han er ligesom et barn, man skal også rydde op efter ham. En anden svarer på spørgsmålet om manden kan hjælpe? Nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej. Min mand har ikke hjulpet. Nej, han har aldrig hjulpet. Husarbejde det er bare ikke ham. Han har bare været ude og knoklet. Det er kun engang imellem, når jeg er rigtig træt. Så har jeg bedt ham om, at han skal støvsuge. Det har han så gjort, men så har han bare haft smøg i munden og så kommer asken ned på gulvet, og så blive jeg sur gestikulerer og illustrerer med kroppen, hvordan manden støvsuger med en smøg i munden. 16 Kun en fortæller, at hendes mand er god til at hjælpe. Han laver mad til dem begge, på trods af, at han er 85 år gammel og dermed den ældste. Hun griner ved tolkens beskrivelse af hendes mand som frisk og sjov. Hun er forhindret i selv at gøre husligt arbejde, da hun har mange helbredsproblemer. Kvinderne beklager ikke mændenes manglende støtte, de synes ikke at forvente den. Spørgsmålet er så, om det kønsspecifikke mønster er bundet til etnisk baggrund? En undersøgelse af hvad årige danskere tænker om alderdom, refererer, at der er væsentligt færre mænd end kvinder, der har erfaring med at lave mad og vaske tøj. I det hele taget har mænd og kvinder ret forskellige interesserer og bruger ikke tid på det samme. Af fælles aktiviteter nævnes det at se tv og være sammen med familie og venner. Det er kun en lille gruppe med længerevarende uddannelser, hvor kønnene prioriterer tiden ens. Undersøgelsen viser endvidere, at danske kvinder er mere udadvendte end mænd. Kvinder bruger biblioteker, læser, motionerer og er opsøgende ifht. viden og kultur (15). Her adskiller danske og tyrkiske kvinder sig fra hinanden, idet kvinderne i vores undersøgelse har meget svært ved bare at læse og skrive. De har således ikke muligheder for at udnytte bibliotek og læse skønlitteratur. Men de mødes to gange om ugen på lokalcenteret og efterspørger fx. motionsgrupper. Det beskrives endvidere i undersøgelsen, at ældre danske kvinder kan bedre undvære en ægtefælle end mænd kan (15)

19 Det at forvente støtte fra ægtemanden er måske også bundet til social status. Der er måske ikke så stor forskel mellem danske og tyrkiske kvinder på dette område, og når vi oplever dem som meget forskellige fra os, skyldes det måske også vores forskellige klassetilhørsforhold. En undersøgelse om aktiviteter hos ældre mænd fra etniske minoriteter konkluderer, at denne gruppe og danske ældre mænd lever meget sammenlignelige liv. At deres ønske om aktiviteter er beskedne, og at de ønsker aktivitets fællesskaber med andre mænd (17) Forholdet til Tyrkiet Der er stor forskel på, hvor meget Tyrkiet fylder i de forskellige kvinders fortællinger, og om hjemlandet omtales positivt. Men der er også fælles træk. Alle rejser på ferie i Tyrkiet og har sidst været der for 1-2 år siden. Nogle havde planer om at rejse denne sommer, og andre var forhindret pga. sygdom. De har forskellige relationer tilbage i hjemlandet. Flere har nær familie i Tyrkiet, mødre og søskende. Andre har ingen familie tilbage der, men besøger naboer, venner og veninder. En rejser til Tyrkiet for at få ordnet sine tænder. Særligt i en af fortællingerne fylder forholdet til Tyrkiet meget. Her udtrykkes en længsel efter hjemlandet og en oplevelse af, at helbredet bliver meget bedre, når hun opholder sig der. Hun siger, hun har det virkelig godt når hun kommer til Tyrkiet, fordi hendes blodsukker det falder og sådan. Men det er også rart for hende, at hun får varme. Hun rejser ca. 1½ måned hvert år, men fortæller i begyndelsen om, at hun drømmer om at opholde sig 3 til 4 måneder i Tyrkiet om året. På spørgsmålet om, om hvordan hverdagen bliver bedre der svares: I Tyrkiet, når hun er på ferie derovre, så fejler hun næsten intet, fordi hun er så sund og hendes blodsukker er ordentligt og hun er ikke engang på insulin dernede og hun har det fint. Udtales med en let og lys tone i stemmen og ansigtsudtrykket bliver lettere. Måske er det klimaet. Også fordi hun er sammen med familien, ikke også, søskende og moren og sådan noget, det er noget psykisk på en måde, fordi det er klart når man har det.det hænger virkelig sammen. Kvinden betoner således selv betydningen af, at de nære relationer hjælper hende, og når hun er i Tyrkiet, kommer naboer og venner forbi, eller hun går over til dem de lader hende aldrig blive alene der, de kommer over til hende og hun går derovre. Så de laver sammen, de spiser sammen, de har det mere hyggen, end her, det er klart. Her er det ligesom man er isoleret, altså, det er klart. Denne kvinde har sit eget hus i Tyrkiet, og i slutningen af interviewet fortæller hun, at hun drømmer om at bo der 8 måneder af året. Egeblad skriver, at de fleste indvandrere, der kom til Danmark i 1960 erne og 1970 erne, havde et forestilling om, at der var tale om et midlertidigt ophold i Danmark. De ønskede at spare penge op, for senere at rejse hjem og skabe sig en bedre tilværelse for dem selv og deres familie. Men som tiden er gået, er det ikke længere muligt at vende hjem, og de har svært ved at bevare kontakten til hjemlandet. Efterhånden som deres børn har 17

20 skabt sig en tilværelse i Danmark, har de ikke længere planer om at vende tilbage(18). Dette er sammenfaldende med de fem kvinder vi interviewede, men det er dog kun den ene, der udtrykker længslen mod hjemlandet. En kvinde taler om, at det at rejse tilbage til Tyrkiet er forbundet med sorg og tab, idet de sidste rejser har været i forbindelse med dødsfald i familien. Hun bliver således bekymret for at møde ny sorg i forbindelse med rejser til hjemlandet. En tredje kvinde omtaler Tyrkiet i en mere negativ retning, som stedet der er ansvarlig for at hendes diabetes opstod. Altså lige nu er jeg syg. Jeg er ansvarlig for min sygdom. Men inden jeg har fået den sygdom, det er der nogen der har ansvaret for. Det er fra Tyrkiet. De har lavet hende ked af det i det land. Så blev hun meget bekymret og ked af det og så fik hun sukkersyge. Det virker ikke som om hun ønsker at uddybe emnet. Den sidste kvinde rejser ikke længere til Tyrkiet, idet hendes helbred ikke tillader det. Hun måtte afbryde ferien, sidst hun var der, for at rejse til Danmark og blive akut opereret. Men hun begræder ikke dette. Jeg har faktisk ikke noget i Tyrkiet, familie eller noget som helst. Alle, min familie, børn, børnebørn, de er her. Så jeg føler mig fremmed der. Igen et eksempel på hvor forskellige syn de fem kvinder har. På vores spørgsmål i interviewet om de ønsker at rejse hjem til Tyrkiet, bliver kvinderne måske lidt stødte. Deres hjem er Danmark, og at vi overhovedet stiller spørgsmålet, siger måske mere om vores forforståelse af dem som fremmede end om dem. 4.3 At leve med diabetes - et vilkår med varieret betydning Vi har været interesserede i kvindernes oplevelser og fortællinger om det hverdagsliv, der udspiller sig for et menneske med diabetes. Det viser sig af datamaterialet, at det at have diabetes har indflydelse på kvindernes selvopfattelse deres tanker om livet som sådan hverdagslivet at disse påvirkninger udtrykkes og håndteres forskelligt med få fællestræk. Skønt alle kvinderne måler deres blodsukre dagligt og tager enten insulin eller tabletter hver dag, er det meget forskelligt, hvor meget de oplever sygdommen fylder i deres liv. Af datamaterialet fremgår det, at de fleste af kvinderne kun i meget begrænset omfang taler om diabetes som en sygdom, men i højere grad taler om, hvad der fylder i hverdagslivet, hvorved det at have diabetes indirekte kommer i spil. Her udtrykker kvinderne sig således i overensstemmelse med, hvad Zoffmans undersøgelser har vist om danske diabetikere, nemlig at livet-før- sygdom-perspektivet (9) er dominerende. En enkelt omtaler de sendiabetiske komplikationer risikoen for amputation og blindhed som skræmmende grunde til at efterleve diabetesrå- 18