Kapitel 2: Børn og unge

Transkript

1 Kapitel 2: Børn og unge 2.1. Indledning De fleste børn og unge trives godt i Grønland. De har forældre, der har ressourcer til at tage vare på dem, og de har et liv i trivsel og med gode vaner. På trods af en positiv udvikling på flere områder er der fortsat børn og unge, der har en problematisk opvækst. Mange børn har trivselsproblemer, ligesom et stort mindretal af børn er udsat for seksuelle overgreb, oplever alkoholproblemer og vold i familien og har selvmordsadfærd 1. Og et stort mindretal af børn og unge klarer sig dårligt og trives ikke i skolen (Christensen (2009)). Der er en tæt sammenhæng mellem forældrenes vanskeligheder og børns trivsel i skolen, idet de fleste børn og unges mistrivsel er knyttet til deres forældres adfærdsmønstre. Forældrenes problemer såsom misbrug, psykisk sygdom, voldelige relationer mm. skaber en række problemer for deres børn, da der som oftest er flere problemer til stede hos forældrene på en gang, og fordi de skaber forskellige former for mistrivsel hos børnene. Mange faktorer påvirker børns trivsel og sundhed og en række af dem er forbundet og skaber en negativ udviklingsspiral for børnene, jf. figur 2.1 nedenfor. Den negative sociale arv gør, at udsatte børn og unge er i større risiko for at få problemer i skolen og for ikke at få en kompetencegivende uddannelse. De har større risiko for at leve et voksenliv på overførselsindkomster eller i et lavt betalt job, hvor nedslidningsgraden og risikoen for arbejdsløshed er høj og sundheden tilsvarende dårligere. Og de har en større risiko for at få børn, hvor dette mønster gentager sig. 1 Se Skatte og velfærdskommissionen (2011a) for en nærmere beskrivelse af de gennemførte undersøgelser og opgørelsesmetoder, som dokumenterer disse forhold. 1

2 Figur 2.1: Negativ social arv Det er nødvendigt at investere massivt i børn og unge for at sikre en stabil økonomisk og politisk udvikling. Investeringer for at bryde den negative sociale arv er afgørende for at sikre et fremtidigt bæredygtigt samfund. Omkostningerne ved ikke at investere i børn og unge er betragtelige både på kort sigt, men i særdeleshed på længere sigt, idet samfundet går glip af den potentielle gevinst ved at opnå et højere uddannelses og sundhedsniveau for de kommende generationer. Verdensbanken anbefaler således politikker, der prioriterer den tidlige indsats, og sikrer børns udvikling allerede fra fødslen (World Bank 2010). Der har i løbet af de seneste 5 10 år været et betydeligt fokus på at bryde den negative sociale arv og intensivere den tidlige indsats. Der er iværksat en række initiativer i såvel normalsystemet som i specialsystemet, som netop har til formål at bremse den negative sociale spiral så tidligt som muligt i børnenes liv for at højne børns trivsel og udviklingsmuligheder. Der er med 2

3 Meqqerivitsialak og Atuarfitsialak sat ind for at styrke de pædagogiske indsatser på både førskole og skoleområdet, mens der med projekterne Dukkeprojektet, Klar til Barn og Tidlig indsats for gravide familier er sat ind for at sikre kommende forældre og nybagte forældres omsorgsevne. Antallet af børn og unge med en problematisk opvækst og behov for støtte er dog fortsat så stort, at det er helt afgørende for at skabe et socialt bæredygtigt samfund, at indsatsen for at stoppe den negative sociale arv styrkes yderligere. Det forudsætter, at der i en årrække investeres yderligere i sårbare børn, og at kapaciteten og ressourcerne anvendes optimalt på hele børne og ungeområdet Målsætninger for indsatser på børne og ungeområdet Mange undersøgelser peger på, at jo tidligere man griber ind i børns faldende trivsel, jo større er chancerne for at skabe en positiv udvikling for barnet. Desto længere tid der går før der gribes ind, desto længere ind i spiralen kommer man, og desto større er de menneskelige og samfundsmæssige omkostninger. Det gælder derfor om at stoppe spiralen i det øverste venstre hjørne, jf. figur 2.1. Heckman (2006) peger på, at tidlige indsatser skaber bedre læring hos børn, og indsatser for at forbedre læring senere i livet ikke har samme effekt. Det er vanskeligt at kompensere for en mangelfuld læring tidligt i livet ved indsatser senere i livet. Disse empiriske resultater underbygges af internationale undersøgelser, som viser at indsatser i førskolealderen for børn i risikofamilier, har stor effekt for børnenes uddannelse og arbejdsmarkedsdeltagelse på længere sigt. Derudover viser undersøgelser også, at førskoletiltag i forhold til børn i sårbare familier har en positiv indvirkning på børnenes IQ, hvilket skaber en varig positiv effekt i forhold til børnenes skolepræstationer. Erfaringer og undersøgelser fra Danmark og andre lande viser samtidig, at tidlige indsatser betaler sig. Der er en gevinst for barnet og familien, men også for samfundet som helhed. En evaluering af tidlige indsatser omkring gravide familier og familier med små børn finder også positive effekter for børnene og forældrenes udvikling (Capacent (2009)). Tidlige indsatser har desuden vist sig at være samfundsmæssige fordelagtige. Danske og internationale undersøgelser viser, at nyttegevinsterne er højere end omkostningerne ved tidlige indsatser (Barnett og Masse (2007); Schweinhart et al.(2005)). En evaluering af Mødrehjælpens projekt Godt i gang for unge mødre viser ligeledes, at det er en god samfundsmæssig investering, at styrke unge mødre tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet (Jacobsen (2010)). Ligeledes sandsynliggør en dansk undersøgelse, at gevinsten ved en tidlig, familieorienteret indsats er betydelig. (Hansen et al. (2010)). Det er vigtigt med en tidlig og massiv indsats i hjem med en svag forældreevne. Målet er at skabe større trivsel for en større andel af børn og unge tidligt i deres liv. Desto tidligere der sættes ind, desto større er mulighederne for at skabe bedre udviklingsmuligheder for børnene. Lykkes det, vil 3

4 behovet for anbringelser udenfor hjemmet og andre massive hjælpeindsatser reduceres med tiden. Det vil kunne igangsætte en positiv spiral for de pågældende, og samfundsmæssigt vil det have store gunstige effekter. Større trivsel og udvikling for flere børn og unge vil samtidigt betyde, at flere får reelle lige muligheder for at vælge uddannelse og tilrettelægge deres liv. Flere vil kunne få en kompetencegivende uddannelse og integreres mere permanent på arbejdsmarkedet i bedre betalte jobs. Samfundsgevinsten herved er ikke blot sparede udgifter til overførselsindkomster og sygdom som følger af nedslidning eller dårlig livsstil, men det vil også skabe flere skatteindtægter og større samfundsnytte. For at skabe en sådan positiv udvikling skal der investeres i den tidlige indsats. Selvom nogle gevinster ved en tidlig indsats høstes på kort sigt vil de store menneskelige og samfundsmæssige gevinster være at hente på længere sigt. En højnelse af flere børns trivsel, udvikling og sundhed vil have afsmittende effekt på kommende generationer og dermed være med til at skabe et højere velfærdsniveau på længere sigt. Målet med indsatser for de børn og unge og deres forældre er at skabe et bedre fundament for, at forældre kan støtte deres børns udvikling og trivsel. Samtidig skal offentlige hjælpeinstanser være gearet til at støtte massivt op om kommende forældre og om børn fra de er helt små. Det er afgørende, at hjælpen til forældre og børn tager udgangspunkt i og bidrager til at sikre barnets tarv. Med udgangspunkt i de store udfordringer på området vil resultaterne af en massiv investering i sådanne indsatser kunne ses indenfor en kortere årrække ved at: Færre børn vokser op i hjem præget af misbrug og vold Færre børn udsættes for seksuelle overgreb Flere børn fra risikofamilier klarer sig og trives bedre i skolen Børn anbringes tidligere udenfor hjemmet Dette vil afføde nogle effekter på lidt længere sigt som vil kunne ses ved at: Flere børn fra risikofamilier gennemfører en uddannelse Færre unge har selvmordsadfærd Færre børn anbringes udenfor hjemmet Flere forældre har en uddannelse og er i arbejde Herved vil der være skabt grobund for at bryde en negativ social spiral, således at: At færre anbragte børn selv får børn, der bliver anbragt At andelen af befolkningen, der er selvforsøgende og lever uden vold, misbrug og overgreb stiger For at en sådan udvikling kan igangsættes må investeres i den helt tidlige indsats for børn og deres familier. En tidlig indsats rettet mod både at styrke forældres omsorgsevne og med styrkelse af et offentligt hjælpesystem, der tager hånd om børns vanskeligheder så tidligt som overhovedet muligt i børns liv. 4

5 2.3. Principper for udvikling af børne og ungeområdet Styrkelsen af indsatsen for børn og unge må baseres på et sæt principper, som har udgangspunkt i den tilgængelige viden om årsagerne til problemerne, og viden om hvad der skal til for at styrke børn og familiers trivsel og udvikling. Det helt overordnede princip for policy på børne og ungeområdet er, at der skal sættes ind så tidligt som muligt, både aldersmæssigt og problemmæssigt. Derfor skal indsatser fokusere på de kommende forældre og de helt små børn og på at fange problemerne i tide hos børnene og ikke mindst deres forældre. Det betyder med andre ord, at der skal forebygges mest muligt, for på den måde reduceres behovet for mere indgribende tiltag senere i livet.. Det er nødvendigt at adressere grundvilkårene omkring familierne, samtidig med at der sættes ind med konkrete indsatser omkring familierne. Det betyder, at der skal være fokus på adgangen til boliger, adgangen til uddannelse og arbejde samt adgangen til daginstitutioner. Indsatser skal anspore forældre til at tage ansvar for deres eget og deres børns liv og trivsel. Det betyder, at der skal sættes ind med indsatser, der støtter forældrene i at varetage forældrerollen. Samtidig skal indsatsen være helhedsorienteret omkring hele familien og dens livssituation, hvorfor indsatsen skal ske på tværs af sektorer. Hjælpesystemerne skal tale sammen med udgangspunkt i barnets og familiernes behov og ikke systemets behov. Dette forudsætter, at de rette handlemuligheder sikres til at møde familiernes behov. I de helhedsorienterede indsatser er det nødvendigt at fastholde barnet i centrum som et grundlæggende princip. Det betyder, at barnets tarv skal være styrende for de helhedsorienterede indsatser, der igangsættes for såvel familien som barnet. Indsatserne skal være så lette for familierne som muligt at orientere sig i og tage i mod familierne skal så vidt muligt møde det offentlige hjælpesystem ét sted ud fra et one door princip. Med knappe ressourcer særligt personalemæssige ressourcer er det afgørende, at de tilstedeværende ressourcer udnyttes bedst muligt. Det drejer sig således om at udnytte kapaciteten på hele børneområdet bedst muligt. For at skabe den bedst mulige chance for at skabe positive udviklinger for familierne og dermed for samfundet skal indsatser ske med udgangspunkt i den tilgængelige viden om, hvad der virker og bidrage til at opbygge viden. 5

6 2.4. Vejen til målet en intensiveret tidlig indsats Den store andel af børn og unge, der vokser op under utrygge og usunde rammer nødvendiggør, at der sker en fokusering og prioritering af indsatsen tidligt i udsatte børns liv, fordi sandsynligheden for at den virker, er større end for indsatser senere i livet jf. Heckman (2006). I Grønland er der mange børn og unge, der har behov for støtte, og det er nødvendigt, at der sættes ind for at bryde den negative sociale arv for de børn og unge, der vokser op med forældre, der ikke kan sikre deres trivsel og udvikling. Dette vil både være en personlig gevinst for børnene og for familierne, men også en samfundsøkonomisk gevinst. Tidlig indsats er en forudsætning for at kunne realisere målsætningerne om at skabe en bedre udvikling og trivsel for flere børn, da de tidlige år er helt afgørende for et barns fysiske og psykiske udvikling, indlæring og sociale kompetencer, som igen er afgørende for, hvordan barnet klarer sig senere i livet. Skal den tidlige indsats styrkes, er det nødvendigt at fokusere på den tidlige indsats rent aldersmæssigt, da erfaring og forskning viser, at gevinsterne både menneskeligt og samfundsmæssigt er størst herved. På grund af de udfordringer ressourcemæssigt og personalemæssigt, er det samtidig vigtigt at udnytte ressourcerne og kapaciteten, hvor de findes. Det drejer sig derfor også om at videreudvikle og styrke de indsatser, der allerede foregår, som har vist gode resultater, eller som vurderes at kunne medvirke til at styrke den tidlige indsats for børn i alderen 0 5 år. For at styrke den tidlige indsats er det nødvendigt at se på, hvilke instanser i det offentlige system, der dels opsporer og dels handler på børn, hvis udvikling og trivsel er i fare. Den primære ansvarsfordeling er illustreret nedenfor i figur 2.2. Figur 2.2.: Ansvarsfordeling og sammenhæng mellem de offentlige instanser på børneområdet 6

7 Under graviditeten og frem til barnet starter i en daginstitution er det primært sundhedsvæsenet, der forestår opsporingen, screening og indledende indsatser i forhold til risikofamilier. Sundhedsvæsenet underretter de sociale myndigheder, hvis de vurderer, at en familie er i risikogruppen, og socialforvaltningen har ansvaret for at sætte ind med hjælpeforanstaltninger i forhold til familien. Når barnet går i daginstitution/dagpleje vil den primære screening foregå her, og daginstitutionerne/dagplejen kontakter Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) eller de sociale myndigheder, hvis de finder, at barnets eller familiens behov for støtte ikke kan varetages indenfor de eksisterende rammer i daginstitutionen/dagplejen. Idealet er tæt kontakt mellem sundhedsvæsenet og daginstitution/dagpleje for at sikre, at informationer videregives, og at tidligere interventioner videreføres og integreres i den nye hverdag. Har de sociale myndigheder været involveret tidligere, er det også vigtigt, at der etableres et samarbejde med den nye daginstitution/dagpleje. Dette vil tillige gøre sig gældende ved skift mellem daginstitutioner/dagpleje. Når barnet starter i skolen, bliver skolen og i særdeleshed klasselæreren den, der skal opspore børn i risikogrupper og enten tage initiativ til, at der iværksættes støtteforanstaltninger i skolen eller at de sociale myndigheder underrettes, jf. også kapitel 3. I skiftet mellem daginstitution og skole er det meget vigtigt, at der i forhold til risikobørn sikres, at skolen er klædt på til at give de bedst mulige læringsmuligheder, og at der etableres et samarbejde med de sociale myndigheder, hvis de tidligere har iværksat støtte for barnet eller familien. Figur 2.3.: Tidlig indsats i hhv. daginstitutioner, PPR, sundhedsvæsenet og socialvæsenet Daginstitutioner og PPR Sundhedsvæsenet Socialvæsenet Særlig pædagogisk støtte i daginstitution Indstilling til PPR Indstilling fra PPR til psykiatrisk udredning Indstilling fra PPR til pædagogisk støtte Underretning til socialforvaltningen Screeninger ved svangreundersøgelser, børneundersøgelser og ved vaccinationer Visitation til Tidlig indsats Fødselsforberedelse Sundhedsplejerskebesøg Udredninger ved børnepsykiater Underretning til socialforvaltningen Socialfaglige undersøgelser af børn og familier Støtte i hjemmet til familien Psykologhjælp til børn og forældre Støtteperson eller personlig rådgiver til barnet og/eller familien Økonomisk støtte til familien Familiebehandling og familiehøjskoler Aflasningsophold for barnet og/eller familien Anbringelser udenfor hjemmet Sundhedsvæsenet, daginstitutioner, PPR, skoler og socialvæsenet har alle en række handlemuligheder for at støtte børn og deres familier så tidligt som muligt i deres liv. Mens det er normalsystemets opgave at identificere sårbare børn, er det de sociale myndigheder, der har 7

8 ansvaret for at handle og handle rettidigt og relevant, hvis et barns udvikling og trivsel er i fare, eller hvis forældrene ikke er i stand til at tage ordentligt vare på barnet. I figuren nedenfor ses de forskellige handlemuligheder på tværs af sektorer, når der opstår bekymring for et barn i alderen 0 5 år. Der er igangsat tre landsdækkende projekter som har til formål at styrke den tidlige indsats for kommende forældre og familier med små børn: Dukkeprojektet, Klar til Barn og Tidlig indsats for gravide familier ( Tidlig indsats ). Formålet med de tre igangsatte projekter er alle at gribe så tidligt ind som overhovedet muligt i forhold til forældre og kommende forældre, som er i særlig risiko for ikke at kunne tage ordentligt vare på deres børn. De tre projekter er beskrevet mere uddybende i Skatte og velfærdskommissionens tekniske baggrundsnotat om børn og unge, Skatte og Velfærdskommissionen (2011a). Mens Klar til Barn og Tidlig indsats er rettet mod gravide familier, er Dukkeprojektet rettet mod unge og har til formål at forebygge uønskede graviditeter og at fremme graviditeter med ønskebørn. Eftersom antallet af teenagegraviditeter og teenageforældre er relativt højt i Grønland sammenlignet med andre nordiske lande, er det Skatte og Velfærdskommissionens vurdering, at indsatser for at reducere antallet af teenagegraviditeter bør supplere den tidlige indsats for dem, der allerede er gravide og får børn. Hvis en effektevaluering af Dukkeprojektet viser, at det kan medvirke til at reducere antallet af teenagegraviditeter, særligt blandt sårbare unge, anbefales det, at projektet fastholdes og forankres som led i den generelle indsats, blandt andet i folkeskolen. Tidlig indsats har kørt siden 2007 og er etableret i 13 byer. Tidlig indsats er et tværfagligt samarbejdsprojekt mellem sundhedsvæsenet og socialvæsenet om dels at opspore sårbare gravide familier samt udarbejde handleplaner og iværksætte tilbud og tiltag for familien. Dette sker i lokale indsatsgrupper bestående af nøglepersoner fra sundhedsvæsenet og socialvæsenet og i mange tilfælde andre lokale ressourcepersoner. Indsatsgruppen refererer til en auditgruppe, som består af repræsentanter fra den lokale sundhedsledelse og socialchefen samt øvrige relevante personer med beslutningskompetence. Auditgruppen har til ansvar løbende og i samarbejde med indsatsgrupperne at vurdere de nødvendige indsatser og de lokale handlemuligheder. Derudover har auditgruppen til opgave at følge op på hvor mange børn, der vurderes omsorgssvigtede, antallet af familier, der visiteres til Tidlig indsats samt beskrivelse af de konkrete tiltag og tilbud til familierne. I efteråret 2010 blev der gennemført en midtvejsevaluering af projektet. Heraf fremgår det, at pr. oktober 2010 har 291 familier deltaget i projektet. Dette svarer til 14,6 pct. af alle nybagte forældre. Af midtvejsevalueringen fremgår det, at Paarisa vurderer, at målgruppen er pct. af de nybagte forældre. Deltagelsesprocenten i Tidlig indsats udtrykker formentlig derfor forskelle i praksis og er udtryk for det lokale personales kontinuitet og kapacitet samt forankring af projektet. 8

9 Midtvejsevalueringen af projektet har tydeliggjort behovet og målgrupperne for den tidlige indsats og undervejs i projektet er det blevet klart, at målgruppen er både større og langt tungere end først antaget. Gennemgående for familierne i Tidlig indsats er, at de er kendetegnet ved at have komplekse problemstillinger. Nogle af de gennemgående karakteristika for familierne i projektet er, at forældrene: - er unge mere end halvdelen er under 23 år. - har udbredte misbrugsproblemer, såvel hash, alkohol som ludomani. - har begrænsede uddannelsesmæssige ressourcer og manglende tilknytning til arbejdsmarkedet - har andre børn anbragt udenfor hjemmet grundet omsorgssvigt. - selv er omsorgssvigtet og har følger deraf. - har været udsat for seksuelt misbrug, incest og/eller vold fra familiemedlem eller partner og har følger deraf. - har boligproblemer. Midtvejsevalueringen viser, at der iværksættes flere foranstaltninger for sårbare familier end tidligere, og de fagpersoner, der deltagerne i Tidlig indsats vurderer selv, at det har bidraget til at målrette og intensivere indsatserne for sårbare familier med små børn. Tre fjerdele af de adspurgte indsatsgruppedeltagere vurderer selv, at indsatsen overfor målgruppen af udsatte familier har været bedre ved hjælp af Tidlig Indsats end den ville have været uden projektet. Dette begrundes bl.a. med, at indsatsen koordineres bedre, at man fanger familierne tidligere, og at der således kan iværksættes indsats, så snart behovet opdages. Hovedparten af de adspurgte fagpersoner, der deltager i projektet vurderer også selv, at samarbejdet på tværs af sundhedssektoren og socialsektoren er forbedret som følger af projektet og har været med til at styrke de organisatoriske rammer og samarbejdet på tværs af sektorer i den tidlige indsats omkring mange sårbare familier. Dette er i sig selv positivt, da alle erfaringer og forskningsresultater peger på, at skal den tidlige indsats virke, skal det ske på tværs af sektorer (Capacent (2009)). Det er på baggrund af projektets målgruppe, organisatoriske forankring og foreløbige resultater Skatte og velfærdskommissionens vurdering, at projektet har potentiale til at blive et vigtigt omdrejningspunkt for den tidlige indsats. Der er dog en række elementer i projektet som skal videreudvikles før projektets fulde potentiale kan opnås, og der for alvor kan skabes varige forandringer for de sårbare familier. Det kræver blandt andet flere handlemuligheder for at hjælpe familierne og børnene, der indgår i projektet. De indsatsmuligheder, der efterlyses, er følgende: - boliger til sårbare familier - daginstitutionspladser - psykologbehandling/terapi 9

10 - vejledning og konkret støtte i forhold til forældrerollen, herunder familiebehandling og støtte i hjemmet - anbringelses og døgnbehandlingsmuligheder for børn og forældre - misbrugsbehandling tilpasset målgruppen Udover manglende handlemuligheder fremgår det af midtvejsevalueringen, at forældrenes tilknytning til uddannelse og arbejdsmarkedet kunne i ringe grad adresseres på trods af, at en stor del af forældrene ikke har en afsluttet folkeskolens afgangsprøve og ikke er i arbejde. Derudover lader det til, at de lokale ledelser ikke er tilstrækkeligt involveret i projektet, hvorfor ansvaret for den rette opsporing og efterfølgende iværksættelse af relevant handlen ikke er tydeligt placeret. Endvidere har manglende ansvarstagen ingen konsekvenser. Sat lidt skematisk kan erfaringerne fra Tidlig indsats summeres således: Det der virker i Tidlig indsats : tidlig opsporing, socialforvaltningerne får kendskab til flere risikofamilier tidligere flere indsatser iværksættes for familierne og børnene tidligere Det der skal styrkes: opsporingen er stadig ikke komplet, og for få visiteres til indsatsgrupperne handlemulighederne skal styrkes forældrenes tilknytning til uddannelse og arbejdsmarked adresseres ikke i tilstrækkelig grad ansvaret for handling skal tydeliggøres En række af Skatte og Velfærdskommissionens anbefalinger til styrkelse af den tidlige indsats vil tage udgangspunkt i de erfaringer der er høstet med det nuværende projekt Tidlig indsats og har til formål at styrke de elementer i det tværfaglige samarbejde, som vurderes ikke at fungere optimalt på nuværende tidspunkt Hovedudfordringer i den tidlige indsats En af de væsentligste udfordringer i det forebyggende arbejde, er at der er mange familier med behov for støtte. Antallet af unge mødre er relativt stort. I følge tal fra Landslægeembedet var ca. 15 pct. af alle fødende i 2008 under 20 år. At blive mor i en ung alder er ikke nødvendigvis et problem i sig selv, men erfaringen og internationale undersøgelser viser, at børn af unge mødre har større risiko for klare sig dårligere end andre børn, hvorfor der er særligt fokus på børn af unge mødre. Samtidig er alkoholmisbrug, vold og seksuelle overgreb et problem i en del familier, og det skaber et stort pres på det offentlige hjælpeapparat både omkring forældrene og børnene Grundvilkårene for familierne Resultaterne af midtvejsevalueringen af projekt Tidlig indsats bekræfter, at adgangen til en passende bolig er et gennemgående problem for mange udsatte familier. Der forefindes ikke undersøgelser, der påviser boligers indvirkning på børns udvikling og trivsel. Men vurderingen er, at boligproblemer flere steder er med til at fastholde familier i en udsat position og tilmed kan 10

11 forværre familiens øvrige problemer. For nogle familier er det største problem, at de ikke har en bolig. Derudover er manglende adgang til kvalificerede pasningstilbud et problem for en del sårbare forældre til små børn, fordi de ofte ikke magter at tage ordentlig vare på deres børn 24 timer i døgnet, og fordi de har behov for sparring og støtte til at forstå barnets udvikling og behov. Tilknytning til uddannelsessystemet og efterfølgende arbejdsmarkedet er en afgørende parameter for at skabe gunstige udviklingsrammer for sine børn, samtidig med at det er en basal forudsætning for at opretholde livet ved selvforsørgelse. Erfaringerne fra Tidlig indsats viser, at en væsentlig andel af udsatte familier ikke har folkeskolens afgangseksamen, ikke er i uddannelse og kun har en sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet. Samtidig viser midtvejsevalueringen af Tidlig indsats, at uddannelses og arbejdsmarkedsindsatsen for de deltagende i projektet ikke fylder særlig meget. Her må antages at være plads til en forbedret indsats Handlemuligheder i den tidlige indsats Som situationen er nu, anbringes relativt mange børn og unge udenfor hjemmet. Dette har formentligt sammenhæng med, at adgangen til forebyggende hjælpeforanstaltninger såsom hjemmehossere, familiebehandling, psykologhjælp osv. er begrænset på grund af manglen på personale til at udføre denne hjælp. Dette tyder på, at der er rum til at sætte tidligere ind med støtte til børn og forældre i hjemmet. Den høje gennemsnitsalder for døgninstitutionsanbragte børn tyder samtidig på, at flere anbringelser med fordel kunne ske tidligere. Dette er dog begrænset af, at der mangler plejefamilier, og at der er meget få plader til anbringelse af små børn (og deres mødre). Misbrug (af forskellig art) går igen i stort set alle de sager, som er indgået i Tidlig indsats. Men samtidig viser de seneste tal fra kommunerne, at misbrugsbehandling flere steder nedprioriteres. Hertil kommer, at begrænsede muligheder for at få et effektivt misbrugsbehandlingsforløb er en udfordring i forhold til at ansvarliggøre forældre og skabe bedre opvækstvilkår for mange børn Ansvar i den tidlige indsats Midtvejsevalueringen af Tidlig indsats viser, at de lokale auditgrupper, som består af ledelsesrepræsentanter fra hhv. sundheds og socialsektoren flere steder ikke har fungeret. Dette gør, at prioriteringen og allokering af ressourcer til projektet flere steder har haltet. Den ledelsesmæssige prioritering af projektet har vist sig afgørende de steder, hvor projektet har fungeret bedst. Midtvejsevalueringen af projektet peger på, at auditgrupperne er afgørende for at skabe det fornødne samarbejde, da det i sidste ende er ledelserne i såvel sundhedsvæsenet som socialvæsenet, der har kompetencerne til at allokere de fornødne ressourcer til samarbejdet. Samarbejdet i Tidlig indsats er i sidste ende afhængig af at de lokale ledelser i såvel sundhedsvæsenet som socialvæsenet tager ansvar og prioriterer indsatserne og sikrer de fornødne personalemæssige ressourcer til det tværfaglige samarbejde. Dette gælder særligt i de 11

12 lokale sociale forvaltninger, som har ansvaret for, at der sættes ind med relevante og tilstrækkelig indsatser, når behovet er identificeret Samarbejde En evaluering af en række projekter omkring tidlig indsats i Danmark viser, at gode effekter af en tidlig indsats blandt andet opnås gennem et godt tværfagligt samarbejde og indsatser, herunder et smidigt og velfungerende visitationssystem og indsatser, som er koordineret på tværs af socialog sundhedsområdet (Capacent (2009)). På mange måder lever Tidlig indsats op til disse kriterier, og projektet vurderes da også til at være en potentiel hjørnesten i den tidlige indsats. Men der udestår fortsat visse problemer og barrierer i projektet og i den tidlige indsats i almindelighed. Projekt Tidlig indsats har vist, at der er samarbejdsvanskeligheder særligt mellem sundhedsvæsenet og socialvæsenet på grund af forskellige forståelser af hinandens roller, ansvar og muligheder i indsatserne omkring familierne, idet sundhedsvæsenet, socialvæsenet, daginstitutioner osv. opererer ud fra forskellige fagligheder og indsatsmuligheder. Derudover bærer samarbejdet mellem sundhedsvæsenet og socialvæsenet præg af frustrationer over manglende indsatsmuligheder for familierne og børnene. Frustrationen over de utilstrækkelige handlemuligheder er forbundet med manglende personalemæssige ressourcer i især socialforvaltningerne. Udover de familier, der indgår i Tidlig indsats, er det tværfaglige samarbejde ikke systematiseret. Her foregår indsatsen omkring sårbare familier i flere forskellige systemer og er ofte ikke koordineret Mangel på kvalificeret personale Midtvejsevalueringen af Tidlig indsats og tilbagemeldinger fra kommunerne peger entydigt på, at mangel på uddannet personale og en stor personaleudskiftning er en af de væsentligste udfordringer i indsatserne omkring børn og familier i såvel sundhedssektoren, socialvæsenet og i daginstitutioner og skoler. Blandt sundhedsplejersker og jordemødre er personaleudskiftningen nogle steder stor, samtidig med at det nogle steder kan være vanskeligt at rekruttere personale, jf. også diskussionen i kapitel 11. På daginstitutionsområdet, døgninstitutionsområdet, plejefamilieområdet og i forhold til indsatser for børn, der bor hjemme, er manglen på pædagogisk uddannet personale stor. Nogle steder er det endog vanskeligt bare at få besat stillinger også med ufaglært personale. I socialforvaltningerne er der mangel på socialrådgivere, hvorfor der er ansat en del sagsbehandlere, som ikke er uddannede socialrådgivere. Selvstyrets tilsynsrapporter viser, at der er store vanskeligheder, særligt på de mindre socialkontorer, med at opretholde en systematisk sagsbehandling. Overholdelsen af helt basale sagsbehandlingsregler som oprettelse af socialsager, opfølgning på underretninger og socialvagtrapporter er nogle steder meget mangelfuld. Dette betyder, at borgernes og særligt børnenes retssikkerhed er kompromitteret, ligesom muligheden for at gribe rettidigt ind i forhold til vanskeligheder i familierne reduceres kraftigt. 12

13 Den manglende systematik skyldes til dels manglen på personale og ledelsesmæssig fokus, ligesom de faglige miljøer er små og skrøbelige, hvilket sænker den faglige standard. Det er vurderingen, at der også blandt det uddannede personale er brug for kontinuerlig opkvalificering for at kunne håndtere en så bred vifte af problemstillinger, som sagsbehandlere og pædagoger ofte står overfor. Stor personaleudskiftning og personalemangel er selvsagt en hindring for at igangsætte og gennemføre en indsats for de børn og familier, der har behov for støtte. Den store udskiftning af personale gør det endvidere vanskeligt at forankre viden og metoder organisatorisk. For dag og døgninstitutioner er der flere indikationer på, at den lave løn er en barriere for rekruttering af uddannet pædagogisk personale, ligesom døgninstitutioner også peger på arbejdstiden og det tunge klientel. Sammenligner man pædagogers løn med lønnen blandt andre faggrupper med samme længde uddannelse og samme arbejdsbelastning er lønforskellen relativt stor. Startlønnen for en pædagog er godt kr., mens den for en nyuddannet socialrådgiver er ca og for en nyuddannet sygeplejerske knapt kr. Grundet manglen på lærere og arbejdskraft på andre områder, er der mange pædagoger ansat i andre stillinger end pædagogstillinger. Mulighederne for at undervise i folkeskolen har hidtil været relativt gode for pædagoger, hvor startlønnen som såkaldt anderledes kvalificeret lærer er godt kr. ved indplacering på laveste løntrin. Ses der på gennemsnitslønninger ligger pædagoger væsentligt under andre faggrupper med mellemlange videregående uddannelser, såsom socialrådgivere, sygeplejersker og lærere. Tabel 2.1. Årlig gennemsnitsløn for faggrupper på børne og ungeområdet i 2009 Faggruppe Gennemsnitlig årsløn (kr.) Lærere (IMAK) Forskolelærere (IMAK) Sygeplejersker Socialrådgivere (AK) Ergo og fysioterapeuter Pædagoger Kilde: ASA Økonomi og personalestyrelsen Samlet set tegner der sig et billede af personalesituationen på børne og ungeområdet karakteriseret ved: - Det er vanskeligt at rekruttere og fastholde uddannet personale på hele børne og ungeområdet, hvilket særligt rammer yderområderne 13

14 - Der er relativt mange uddannede pædagoger, som ikke arbejder som pædagoger - Lav løn og prestige særligt for pædagoger er en barriere for at rekruttere og fastholde uddannet personale Tidlig indsats ud over Tidlig indsats Den tidlige indsats udover Tidlig indsats er ofte mangelfuld. Som nævnt omhandler projektet Tidlig indsats ca. 15 pct. af alle nyfødte børn. Vurderingen er dog, at op mod 30 pct. af en fødselsårgang har behov for støtte. Det betyder, at opsporingen af og indsatserne for sårbare familier fortsat kan styrkes. Tidlig indsats er ikke kun tidlig indsats i aldersmæssig forstand, men tidlig indsats i forhold til at fange problemer i tide. Med projektet Tidlig indsats er der sat ind for at fange sårbare børn og familier tidligt i børnenes liv. Men der er et slip i forhold til børnene over 2 år. Her mangler der koordineret og systematisk screening i daginstitutioner og i forhold til børn, som ikke går i daginstitution. Pædagoger, lærere og andre fagfolk i normalsystemet er ikke alle rustet til at identificere og reagere rettidigt på børn og unge, som ikke trives eller omsorgssvigtes. Dette gælder også for fagpersoner i socialforvaltningerne, hvor flere tilsynsbesøg vidner om manglende handlen fra socialforvaltningernes side på f.eks. gentagende underretninger fra socialvagten. Dette skyldes til en vis udstrækning en stor udskiftning i personalet og en høj andel af ufaglært eller ikke tilstrækkeligt uddannet personale i institutioner og på socialkontorerne. Derudover er det vurderingen, at der også blandt det uddannede personale er behov for bedre indføring i tegn på omsorgssvigt, og hvordan der handles på dem Viden om virkninger En anden væsentlig udfordring er, at viden om de indsatser, der iværksættes og deres virkning på det sociale område generelt er sparsom. Der mangler overblik over aktiviteter på landsplan, og der findes kun i begrænset omfang systematisk og opdateret viden om effekterne af indsatser for og med udsatte børn, unge og deres familier. Dette manglende vidensgrundlag gør det vanskeligt at prioritere hvilke indsatser, der skal iværksættes, for hvem og hvornår En udvidet tidlig indsats Skatte og Velfærdskommissionen har valgt at lægge hovedvægten i forslaget på en tidlig indsats. Anbefalingerne har fokus på børn fra de undfanges til de er ca. 5 år, da det er vurderingen, at der høstes de største såvel menneskelige som samfundsmæssige gevinster ved at gøre en særlig indsats for denne gruppe. Forslaget har fire hovedpunkter: Mere handling i den tidlige indsats Klar ansvarsfordeling og mere forpligtende samarbejde på tværs af sektorer Investering i personale Vidensopbygning 14

15 I forhold til den tidlige indsats er dels vurderet hvilke anbefalinger, der er kommet fra projektet, og hvad der peges på fra lignende projekter Mere handling i den tidlige indsats Som beskrevet ovenfor er der behov for at adressere såvel fundamentet omkring familierne som egentlige indsatser med, for og i familierne. Det drejer sig således om at intensivere indsatsen på følgende parametre: - Indsatser for forældrene og længerevarende familiebehandling - misbrugsbehandling - differentierede anbringelsesmuligheder for små børn og deres forældre - pasningstilbud og boliger Indsatser for forældrene og familiebehandling Midtvejsevalueringen af Tidlig indsats peger entydigt på, at der er behov for mere støtte til sårbare forældre. Denne styrkede indsats er forslået forankret i familiecentrene, hvilket forudsætter, at der findes det fornødne personale til at varetage opgaverne. Det drejer sig således om et væsentligt antal familievejledere, som kan lave indsatser i familierne. Departementet for Sundhed vurderer, at der er behov for væsentligt flere sundhedsplejersker og jordemødre på landsplan for at styrke den tidlige opsporing og for at give støtte til sårbare familier. Derudover kan den samlede indsats omkring familierne styrkes ved at tilknytte flere aktører i det tværfaglige samarbejde og i familiecentrene. Her er det særlig vigtigt at adressere forældrenes uddannelsesmæssige og arbejdsmæssige situation og forudsætninger, f.eks. med tilknytning af arbejdsmarkedsforvaltninger og Piareesarfik. Derudover skal der igangsættes differentierede indsatser for og i familierne, blandt andet som misbrugsbehandling og opfølgning efter endt misbrugsbehandling, for at skabe eller fastholde en positiv udvikling i familien, således at flere børn vokser op med forældre, der kan tage godt hånd om dem. Der skal sættes ind for de familier, der har evnerne til at være gode familier, men som skal have hjælp til det. Rammerne for misbrugsbehandling diskuteres yderligere i kapitel 7 om sårbare grupper. I den anbefalede udvidelse af misbrugsbehandlingen anbefales det, at gravide familier og familier med små børn prioriteres, og at der sker en systematisk visitation til misbrugsbehandling af sådanne familier. Der kan tænkes i nogle af de evidensbaserede familiebehandlingsmetoder, som anvendes i andre lande tilpasset grønlandske forhold. Hvis det skal være attraktivt for personalet skal man tænke i par eller teams, som uddannes, f.eks. med tilknytning til familiecentrene, så det faglige miljø opretholdes, ligesom supervision skal medtænkes. En familiebehandleruddannelse kan anvendes 15

16 som rekrutterings og fastholdelsesredskab for pædagoger eller socialrådgivere, der ønsker at videreuddanne sig. Der er netop oprettet en diplomuddannelse i socialt arbejde og familiearbejde. Det er en oplagt mulighed for kommunerne til at opruste det familieorienterede arbejde yderligere. Som nævnt er såvel seksuelle overgreb såvel som vold et problem for en del af forældrene i målgruppen. Indsatsen mod bekæmpelsen af seksuelle overgreb er blevet intensiveret de senere år, senest med etablering af et børnehus til behandling af ofre for seksuelle overgreb. Selvom der har været rettet en del fokus mod vold, er der ikke etableret egentlige behandlingstilbud eller konkrete indsatser mod vold. Vold kobles ofte til alkohol, og der er da også langt flere samlevere med alkoholproblemer, der udøver vold (Christensen et al. (2008)). En øget misbrugsbehandling vil derfor forhåbentligt reducere volden. Det kan dog ikke konkluderes, at misbrugsbehandling vil fjerne volden. Undersøgelser peger på, at sammenhængen er langt mere kompleks. Misbrug kan f.eks. være det, der gør volden mere voldsom og dermed synlig for omverdenen eller misbrug kan fungere som en undskyldning for at udøve vold (Reinicke (2005), Lundgreen (1991)). Voldsproblematikker kan derfor fortsat være et problem, misbrug eller ej og misbrugsbehandling eller ej. Vold er skadeligt for børn, også når volden går ud over deres forældre eller andre omsorgspersoner (se f.eks. Kitzmann et al. (2003)). En vellykket tidlig indsats kræver blandt andet faglig indsigt og sikring af handlemuligheder. Som yderligere specificeret i kapitel 7 om sårbare grupper anbefales kommissionen derfor at indsatser mod vold prioriteres højere. Differentierede anbringelsesmuligheder for små børn og deres familier At dømme efter gennemsnitsalderen for anbragte børn og antallet af børn, der vokser op i mistrivsel er det vurderingen, at en del børn anbringes for sent, og at flere små børn burde anbringes udenfor hjemmet. Derfor skal anbringelsesmulighederne for de små børn styrkes, og flere sårbare familier skal have støtte til at tage vare på deres små børn. Der er i Finansloven for 2011 bevilliget midler til oprettelse af et landsdækkende spædbarnshjem. For at dette anbringelsestilbud skal kunne medvirke til at bryde den negative sociale arv og skabe gode rammer omkring de børn, der anbringes i en meget tidlig alder, skal der være de fornødne faglige kompetencer til stede, hvilket understreger behovet for kvalificeret personale. En stor international undersøgelse viser, at anbringelser af små børn på institutioner så vidt muligt skal undgås, og at børnene hurtigst muligt skal videre i familiepleje (WHO (2004)). Denne anbefaling er baseret på en vurdering af, at særligt spædbørns udvikling sikres bedst muligt ved den kontinuerlige pleje og tilknytning til få faste omsorgspersoner frem for flere forskellige ansatte på en institution. Spædbarnshjem skal derfor være et tilbud til de spædbørn, der er så skadede, at de har brug for meget specialiseret behandling. Det vil være en fordel, at spædbarnshjemmet arbejder tæt sammen med plejefamilier, der kan udgøre den familielignende ramme omkring børnene. Derudover skal kvaliteten og kontinuiteten af anbringelser sikres. Derfor er der også behov for mange flere plejefamilier, som er uddannet til at varetage omsorgssvigtede børn. Det blev allerede i 2003 muligt at etablere professionelle plejefamilier. Ifølge forordningen om hjælp til børn og unge er det en forudsætning for at være professionelle 16

17 plejefamilier, at mindst én af de voksne i familien har en socialfaglig baggrund eller lignende erhvervsmæssig erfaring, som giver særlige forudsætninger for at tage sig af svært psykisk skadede og omsorgssvigtede børn og unge eller børn og unge med vidtgående fysisk eller psykisk handicap. Som udgangspunkt skal mindst én af plejeforældrene have det som sin fuldtidsbeskæftigelse at passe et eller flere børn og unge i hjemmet. Den professionelle plejefamilie ansættes i kommunen under overenskomsten for pædagoger. Hensigten med denne lovændring var netop at styrke alternativerne til institutionsanbringelser for den grupper af sårbare børn, der har behov for en særlig pædagogisk indsats. Imidlertid har mulighederne for at ansætte professionelle plejefamilier kun resulteret i et begrænset antal professionelle plejefamilier. En af barriererne synes at være, at de professionelle plejefamilier skal ansættes på en overenskomst for pædagoger til en relativt begrænset løn. En anden barriere synes at være, at arbejdet som professionel plejefamilie ofte er ensomt og isoleret fra det omgivende samfund. Skatte og Velfærdskommissionen har ikke haft mulighed for at kortlægge barriererne for rekruttering af professionelle plejefamilier, men det anbefales, at der foretages en grundig analyse af barriererne og mulighederne for at øge antallet af professionelle plejefamilier og sikre kvaliteten i anbringelserne for derigennem at styrke anbringelsesmulighederne for de helt små børn. En undersøgelse af danske plejefamilier viser blandt andet, at en stor udskiftning blandt sagsbehandlere vanskeliggør samarbejdet mellem kommunen og plejefamilierne og i mange tilfælde begrænser kontinuiteten i anbringelsesforløb. Derudover peger undersøgelsen på, at supervision er en væsentlig forudsætning for en vellykket anbringelse (Deloitte (2010)). Det må antages, at sådanne forhold også har betydning for plejefamilieanbringelser i Grønland, og her synes den generelt store personaleudskiftning og små faglige miljøer at være en udfordring. Der anbefales derfor at styrke organiseringen omkring rekruttering, uddannelse, tilsyn og supervision af de almindelige plejefamilier. En sådan indsats kan ske enten i kommunale plejefamiliegrupper eller alternativt i et landsdækkende plejefamiliecenter, som varetager rekruttering og uddannelse af plejefamilier og tilsyn med plejefamilier. Eftersom det er nødvendigt, at øge anbringelsesmuligheder for små børn anbefales det, at der øremærkes en pulje til såvel at analysere hele plejefamilieområdet som til at styrke plejefamilieindsatsen og sikre, at flere plejefamilier bliver rustet til at varetage plejen for børn, således at flere små børn kan anbringes i plejefamilie. Udvidelse af den tidlige indsats Projektet Tidlig indsats omhandler i dag familier med børn op til 2 år. Det er dog påpeget i flere sammenhænge, at der eksisterer et hul i forhold til indsatser for børn i alderen 2 5 år. Der er behov for at der også sker en systematisk opsporing af børn i denne aldersgruppe, ligesom der er behov for, at de børn, der har indgået i Tidlig indsats også følges ud over det 2. leveår. Her er det vurderingen, at sundhedsplejerskens arbejde i forhold til daginstitutioner og forældre skal intensiveres. 17

18 Psykologisk og pædagogisk rådgivning (PPR) er traditionelt og fortsat primært orienteret mod skolerne og bruges primært til at lave udredninger med henblik på vurderinger om specialundervisning eller viderehenvisning til udredning i børnepsykiatrien. I Nuuk er PPR imidlertid indrettet således, at PPR også har førskolebørn som deres målgruppe. Førskoleområdet er et prioriteret indsatsområde, og en væsentlig del af undersøgelserne og udredningerne i PPR regi omhandler børn ned til etårs alderen. Undersøgelserne af førskolebørnene resulterer i forskellige anbefalinger, enten ved at PPR yder rådgivning og vejledning til daginstitutioner, ved en viderevisitering til udredninger i børnepsykiatrien eller ved henvisning til socialforvaltningen. PPR i Nuuk vurderer, at en væsentlig del af førskolebørnene, der henvises til PPR, har vanskeligheder grundet problemer i hjemmet. Skatte og Velfærdskommissionen vurderer, at en udvidelse af PPRs funktion i hele landet til også at omhandle førskolebørn vil bidrage til at intensivere den tidlige indsats. Kommissionen anbefaler derfor at styrke PPRs kapacitet til at udrede, støtte og rådgive institutioner og andre omkring de mindre børn med særlige behov. Derudover skal personalet i dagtilbud og daginstitutioner klædes på med kurser og redskaber til at identificere og reagere på omsorgssvigt. Det betyder også, at det tværfaglige samarbejde, der pt. foregår i indsatsgrupperne skal tilpasses, således at andre og flere faggrupper indgår i arbejdet. Misbrugsbehandling Det er vurderingen, at alkohol og hashmisbrug er medvirkende årsag til mange børn og unges mistrivsel. Det er også vurderingen, at misbrugsbehandling er en afgørende forudsætning for at kunne styrke forældreevnerne hos forældrene til børn, der ikke trives. Misbrugsbehandling bør derfor være et tilgængeligt tilbud til alle forældre, der har behov for det. Midtvejsevalueringen af Tidlig indsats peger på, at hashmisbrug er det mest fremtrædende misbrugsproblem blandt de sårbare familier, der har indgået i projektet. Dette indebærer, at planlægningen af misbrugsbehandlingen i højere grad i fremtiden også geares til at håndtere hashmisbrug såvel som alkoholmisbrug og ludomani. Skatte og Velfærdskommissionens anbefalinger omkring styrkelse af misbrugsbehandlingen fremgår af kapitel 7 om sårbare grupper. Skatte og Velfærdskommissionen anbefaler, at misbrugsbehandlingen i forhold til familier med små børn prioriteres, og at misbrugsbehandling i fremtiden tænkes sammen med andre indsatser for familierne, herunder en systematisk opfølgning på misbrugsbehandling, som med fordel kan forankres i familiecentrene. Pasningstilbud og boliger Internationale undersøgelser viser, at adgangen til dagtilbud til sårbare familier er med til at forebygge omsorgssvigt (Mostad og Rege (2009)). Det er derfor vigtigt, at alle børn har adgang til et dagtilbud, og behovet er særligt udbredt for sårbare familier. I den nuværende lovgivning på førskoleområdet skal alle børn kunne tilbydes et pædagogisk udviklingstilbud inden skolestart, men det viser sig også at virkeligheden ikke altid følger lovgivningen. En tættere opfølgning på kommunernes forpligtelse på dette område vil formentlig kunne være med til at holde 18

19 kommunerne fast på deres forpligtelser til at tilvejebringe pasningstilbud til alle børn uanset geografi. Skatte og Velfærdskommissionen anbefaler, at der bliver foretaget en årlig rapportering fra kommunerne til Naalakkersuisut om tilgængeligheden af pasningstilbud for alle 0 5 årige. En sådan rapportering skal indeholde oplysninger om antallet af daginstitutionspladser, antallet af normerede stillinger, sygefravær blandt personale og antallet af sårbare børn i dagtilbud, kvaliteten i pasningstilbuddene. I den forbindelse foreslås det, at der udvikles et simpelt landsdækkende registreringssystem, som kommunerne kan anvende i rapporteringen til Naalakkersuisut. Den udbredte mangel på personale er imidlertid en væsentlig hindring for at kunne oprette pædagogiske udviklingstilbud til børn og unge, som først kan forventes løst med en intensiv investering i dels uddannelse af personalet på børne og ungeområdet og bedre løn og arbejdsvilkår for pædagoger. Dette adresseres i afsnit Boligproblemer er vurderet at være en væsentlig hindring for nogle forældre til at skabe gode og trygge opvækstvilkår for deres børn. Halvdelen af de familier, der har indgået i midtvejsevalueringen af Tidlig indsats bor hos venner eller familie eller har ingen bolig. Adgang til boliger for sårbare familier reguleres blandt andet gennem regler for tildeling af socialboliger, ifølge disse skal 20 pct. af den offentlige boligmasse stå til rådighed som socialboliger. Kommunerne beslutter imidlertid selv tildelingskriterierne for de sociale boliger. En gennemgang af kommunernes tildelingskriterier viser, at familier med børn, hvis udvikling og trivsel vurderes at være i fare, er højst prioriteret til en socialbolig. Det er vurderingen, at boligmanglen blandt sårbare familier ikke alene kan afhjælpes via sociale boliger, men kræver en reform af hele boligområdet. En forbedret boligsituation også for de mest udsatte børnefamilier forventes derfor også at ske som følge af de generelle anbefalinger på boligområdet, jfr. kapitel 4. Skatte og velfærdskommissionens samlede anbefalinger er følgende: Styrket forebyggelse og opsporing ved jordemoder og sundhedsplejersker Systematiske screeninger i dagtilbud og af børn, som ikke går i daginstitution, f.eks. ved sundhedsplejen. Familievejledere i hvert familiecenter Introduktion af evidensbaserede familiebehandlingsprogrammer i regi af familiecentrene Udvidelse af projekt Tidlig indsats fra 2 til 5 år samt ændret sammensætning af og arbejde i indsatsgrupperne. Oprustning af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i forhold til førskolebørn Prioritering af gravide familier og familier med små børn i misbrugsbehandlingen samt systematisk efterbehandling efter endt misbrugsbehandlingsforløb, f.eks. i regi af familiecentrene Tilbundsgående undersøgelse af barriererne og mulighederne for at rekruttere professionelle og almindelige plejefamilier og for at sikre kvalitet og kontinuitet i anbringelserne 19

20 Pulje til at styrke plejefamilier, herunder oprettelse af kommunale plejefamiliegrupper, alternativt et centralt center for familiepleje Årlig rapportering til Naalakkersuisut omkring tilgængeligheden af førskoletilbud Med intensiverede indsatser omkring familierne vil der være tale om en investering i fremtiden. Investeringen i mere handling omkring sårbare familier vil formentlig kunne aflæses i anbringelsesstatistikkerne og udgifterne hertil. Efter få år forventes stigende udgifter til anbringelse af små børn og faldende samlede udgifter til anbringelse af børn over 5 år. Efter 5 år skulle fordelingen i kommunernes samlede udgifter til støtte til børn og unge have rykket sig i retning af flere udgifter anvendt på forebyggende foranstaltninger og færre på anbringelser. Efter 10 år vil der med en intensivt forebyggende indsats sandsynligvis være en reduktion i de samlede udgifter til hjælp til børn, unge og deres familier Klar ansvarsfordeling og mere forpligtende samarbejde på tværs af sektorer Fra evaluering af projekter som Tidlig indsats peges der entydigt på den tværfaglige organisering som en vigtig forudsætning for, at den tidlige indsats virker. Dertil er det en gennemgående anbefaling fra en række seminarer m.v. hvor man i Grønland har haft samlet fagfolk fra børne og ungeområdet. Eftersom der er udviklet et organisatorisk set up omkring Tidlig indsats, der har skabt et tættere tværfagligt samarbejde. Men det er vurderingen, at der er behov for et mere forpligtende tværfagligt samarbejde for at få alle sårbare familier inkluderet i den opsporing, der foregår i sundhedsvæsenet og ikke mindst for at sikre, at der iværksættes den rette støtte til familierne. Der er behov for et regelsæt for samarbejdet mellem sundhedsvæsenet og socialvæsnet omkring sårbare gravide familier og familier med små børn, således at der sker en systematisk screening af alle sårbare familier som i alle byer visiteres til en indsatsgruppe. Dette kan ske ved hjælp af en bekendtgørelse eller krav til kommunerne og sundhedsvæsenet om jævnlige opfølgninger på den tidlige indsats til Naalakkersuisut. Med et regelsæt for samarbejdet omkring den tidlige indsats skal det tydeliggøres, at indsatsgrupperne refererer til en auditgruppe bestående af den kommunale ledelse og sundhedsledelsen i den pågældende region. Det skal fastlægges hvilken rolle og ansvar de forskellige aktører i sundhedsvæsenet, de lokale socialforvaltninger, arbejdsmarkedsforvaltninger og Piareesarfik har i samarbejdet. Det skal understreges, at auditgrupperne har det overordnede ansvar for samarbejdet og opfølgningen på den tidlige indsats. Eftersom socialforvaltningerne har det overordnede ansvar anbefales det, at kommunernes Socialudvalg årligt rapporterer til Naalakkersuisut omkring indsatserne for familierne, der indgår i Tidlig indsats. 20