Rusland i ARKTIS - begyndelsen til et brud med en unipolar verdensorden?

Transkript

1 Rusland i ARKTIS - begyndelsen til et brud med en unipolar verdensorden? kaptajnløjtnant Mikkel Sørner Forsvarsakademiet, Stabskursus Institut for Strategi. Vejleder Major Michael Jedig Jensen, FAK-IFS Antal ord:

2 Abstract The paper seeks to explain the odd fact, that Russia on the one hand in both speech and action is focused on close relations and cooperation between its Arctic neighbors, and is showing an extended degree of initiative in pursuing this policy, while Russia on the other hand simultaneously shows increasing signs of irritation and frustration due to NATO s ongoing eastward expansion into former Soviet territory and present Russian spheres of interest. The paper makes the general assertion that Russia is pursuing an opportunity to diminish US global dominance via their status as the major power in Arctic and the prospect of access to some of the most extensive accessible energy reserves left on earth. Through the perspective of the Copenhagen School theory of securitization, and its embedded views on the political conduct of affairs in a politicized versus a securitized political environment, the paper builds its argumentation on the assumption that Russia has the best potential position to maximize its Arctic dominance if Arctic policy issues are kept out of a securitized political framework. 2

3 Resumé Emnet for dette speciale er Ruslands udenrigspolitiske linje i Arktis. Specialet bygger på en undren over, hvordan Rusland på den ene side forfølger en udpræget åben samarbejdspolitik med sine Arktiske naboer, der for de flestes vedkommende er tætte allierede i NATO, mens Rusland på den anden side udviser mistillid og stigende irritation i forhold til NATO s engagementer i Centraleuropa, hvor tidligere Sovjetstater optages gennem to runder af historiske allianceudvidelser. I 2008 underskrev de fem Arktiske Kyststater, Canada, Danmark, Norge, Rusland og USA, på initiativ af den daværende danske udenrigsminister, Per Stig Møller, en erklæring senere kendt som Ilulissaterklæringen hvor de forpligter sig til samarbejde og samtidig anerkender FN s havretskonvention som det rette og tilstrækkelige værktøj til fordelingen af havområderne i Ishavet. Der er overlap mellem de områder, som de Arktiske kyststater gør krav på ved FN s havretskonvention. Særligt mellem Canada, Danmark og Rusland. Den indledende undren indsnævres til en undren omkring, hvorfor Rusland ikke ser udviklingen i Arktis som et sikkerhedsmæssigt problem, når mange iagttagere spår, at det er et potentielt konfliktområde. Blandt andet på grund af de nævnte overlap. Specialet inddrager det forhold, at Ruslands oplever en følelse af negligering på den internationale politiske arena, der følger af Sovjetunionens kollaps og placeringen som taber af den Kolde Krig. Fra tidligere at have været den ene pol i den bipolare verdensorden, må Rusland nu tage sig til takke med en placering som andenrangsnation, med udsigt til den gamle hovedfjendes succes som global hegemon. I den russiske selvforståelse er Arktisk integreret som russisk domineret territorium, hvorfor Rusland ser sig som den arktiske stormagt. Disse to facetter tegner specialets overordnede problemstilling, hvorpå specialets overordnede påstand bygges: Rusland vil udnytte sin Arktiske stormagtsstatus til at påvirke den unipolære verdensorden. Københavnerskolen, der med dens perspektiv på sikkerhedspolitik og teori om ekstraordinær eller ikke-politisk behandling af sikkerhedsliggjorte emner, ender med at betinge specialets endelige problemformulering. Københavnerskolen hævder, at emner der bliver gjort til genstand for en sikkerhedsliggørelse, vil blive gjort fri af de normpolitiske arbejdsgange for at blive underkastet ekstraordinære politiske processer. Teorien hævder, at sikkerhedsliggjorte emner kan være svært kontrollerbare. Vendes dette argument, vil den logiske slutning være, at et emne der ikke sikkerhedsliggøres, vil forblive i den politiserede sfære, hvor det vil undergå normpolitisk behandling. Denne logik anvendes i specialet. Normpolitisk behandling er ensbetydende med en fordeling af de arktiske områder mellem nationerne i henhold til reglerne i FN s havretskonvention. I kraft af Ruslands geografi kan Rusland forvente at få tildelt den overvejende del af havområderne omkring Nordpolen. Havbunden under disse havområder forventes at rumme de betydeligste forekomster af verdens endnu uudnyttede energiressourcer, hvorfor Rusland 3

4 vil kunne se et rationale i at, områderne bliver tildelt i henhold til havretskonventionen. Derfor må Arktis ikke sikkerhedsliggøres. Specialets problemformulering betinges af dette rationale, således at formulering bliver som følger: Søger de russiske politiske magthavere at forhindre en sikkerhedsliggørelse af Arktis? På baggrund af denne problemformulering og Københavnerskoleteorien konstrueres en analysemodel i fem trin: Identificer de sikkerhedsliggørende aktører. Identificer det relevante publikum. Identificer sikkerhedsliggørende aktørers forsøg på at italesætte emner, inden for én eller flere af de fem kontekster for sikkerhed [militær, miljø, økonomi, samfundsmæssig og politisk], som en eksistentiel trussel for Arktis. Identificer italesættelser af emner i relation til Arktis hvor "eksistentielle trusler" inden for de fundne kontekster imødegås. Identificer hvorvidt der iværksættes ekstraordinære politiske tiltag, for dermed at vurdere hvorvidt sikkerhedsliggørelsen var succesfuld. Analysen identificerer den russiske præsident, ministerpræsident, udenrigsminister, indenrigsminister og forsvarsminister som de primære sikkerhedsliggørende aktører, der ved positive italesættelser vil forsøge at holde Arktis ude af den sikkerhedsliggjorte sfære. Den primære empiriske kilde, hvor der identificeres imødegåelse af andre aktørers forsøg på sikkerhedsliggørelse, findes at være den russiske Arktisstrategi fra Analysen viser, at de russiske politiske magthavere formår at imødegå forsøg på sikkerhedsliggørelse af Arktis i kontekster af såvel militær sikkerhed, som miljømæssig sikkerhed, økonomisk sikkerhed, samfundsmæssig sikkerhed og politisk sikkerhed. Konklusionen ender med at kunne påvise, at de russiske politiske magthavere søger at forhindre en sikkerhedsliggørelse af Arktis, hvorved der gives belæg for påstanden om rationalet ved en normpolitisk tilgang til Arktispolitikken. Specialet er imidlertid mere forsigtig med at konkludere, at Rusland vil bruge sin forventede udbyggede stormagtsstatus til at undergrave den unipolære verdensorden, men Ruslands engagementer i BRICS giver indikationer i den retning. 4

5 Indholdsfortegnelse Abstract... 2 Resumé... 3 Indholdsfortegnelse... 5 Indledning...7 Kapitel Motivation... 8 Den umiddelbare forventning Problemfelt Teoretisk diskussion Realismens paradigme Idealismens paradigme En alternativ teori Konstruktivisme En foreløbig formulering af problemet Københavnerskolen Teoribegreber Teoriforklaring Problemformulering...18 Metode Operationalisering af analysemodel Analysemodel samlet Empiri Kapitel Analyse Analyse af de sikkerhedsliggørende aktører Delkonklusion sikkerhedsliggørende aktører Analyse af det relevante publikum Delkonklusion relevante publikum Analyse af taler og ytringer Aktørers forsøg på sikkerhedsliggørelse Delkonklusion forsøg på sikkerhedsliggørelse Imødegåelse af sikkerhedsliggørelsesforsøg Ruslands Arktisstrategi

6 Delkonklusion Ruslands Arktisstrategi Sikkerhedsrådsmøde Delkonklusion 2008 Sikkerhedsrådsmøde konference: The Arctic: Territory of Dialogue Delkonklusion - The Arctic: Territory of Dialogue konference: The Arctic: Territory of Dialogue II Delkonklusion The Arctic: Territory of Dialogue II Pressekonference 2011 Rusland-Island dialog Delkonklusion 2011 Rusland-Island dialog Analyse af iværksættelse af ekstraordinære tiltag Delkonklusion iværksættelse af ekstraordinære tiltag Kapitel Syntese Konklusion Kapitel Kritik Vurdering og kritik af metode Diskussion af resultater Perspektivering Brugbarhed Betydning Konsekvenser Litteraturliste BILAG: IBRU Arctic Jurisdiction Map

7 Indledning Dette speciale er skrevet ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet i forbindelse med Stabskursus Specialet er udarbejdet i henhold til den af Forsvarsakademiet udarbejdede skrivelse STK Vejledning i udarbejdelse af speciale dateret juni Specialet er skrevet med udgangspunkt i Institut for Strategi, Specialekatalog emne nummer 3 Samarbejde i Arktis, der problematiserer over et tema om forventet konfrontation mellem de arktiske stormagter, i takt med den klimaskabte øgede adgang til Arktis, men en de facto modsat udvikling, der trækker i retning af samarbejde. Specialet er bygget op efter en skabelon i lighed med Toulmins argumentationsmodel, hvor de indledende afsnit søger at afdække problemstillingerne med henblik på at opstille specialets påstand. Herefter gennemføres en teoretisk diskussion, der leder frem til den anvendelige teori, som ses at kunne belyse problemstillingen. Teorivalget dikterer specialets endelige problemformulering. På baggrund af den valgte teori, konstrueres en model for analysen, der søger at give belægget for påstanden. Slutteligt vil en perspektivering forholde sig til de fundne resultater. Dermed kommer det samlede speciale til at fremstå som ét argument. 7

8 Kapitel 1 Motivation Over de seneste årtier, har studier af havisen omkring nordpolen og i Ishavet vist, at isudbredelsen er vigende. Havisen strækker sig ikke så langt syd på om vinteren, og om sommeren forårsager afsmeltningen, at tykkelsen på den tilbageværende havis længst mod nord bliver tyndere og tyndere. Der er kraftige indikationer på, at denne udvikling er forårsaget af den forureningsskabte globale opvarmning, og at processen er selvforstærkende. Udviklingen betyder, at Ishavet for første gang nogensinde er blevet tilgængelig for sejlads, og der øjnes mulighed for nye sejlruter, som vil forkorte transporttiden mellem vestlige havne og Fjernøsten. Dette vil have stor betydning for distributionstiderne for varer, fra de forlader de producerende fabrikker i Asien, til de rammer forbrugerne i Europa og det vestlige Amerika. Dette vil igen betyde lavere fragtrater og dermed øget samhandel, hvilket europæiske eksportmarkeder også vil nyde godt af. Den vigende havis har også betydning for udnyttelsen af de råstofforekomster, der menes at være til stede i de arktiske regioner. Gennem de sidste omkring 20 år har det været muligt at gennemføre seismiske togter i sommermånederne, der indikerer betydelige olie- og gasforekomster i havbunden ud for Grønlands øst- og vestkyster og nord for Rusland, Canada og Alaska. Hidtil har det dog været anset som en umulighed nogensinde at komme til at hente denne olie og gas op fra undergrunden, da havisens tilbagevenden i vintermånederne, og de enorme kræfter havis og isfjelde besidder, vil umuliggøre etableringen af platforme til udvinding af disse ressourcer. Den hastigt eskalerende klimasituation gør imidlertid, at olie- og energiselskaber ikke længere ser det som en utopi at udvinde disse ressourcer. Faktisk ses dette som en realistisk mulighed indenfor en begrænset årrække. Råstofdirektoratet i Nuuk vurderede i 2010 at kommerciel produktion af olie og gas i KANUMAS-felterne 1 i Baffinbugten sandsynligvis kan begynde omkring 2020 (Breum; 2011; p 125), og selskaberne investerer nu milliarder i forskning i teknologi, der kan muliggøre dette. I sammenhæng med den ændrede situation i Ishavet, ses der også en mildning af klimaet på fastlandene. Det mindre ekstreme vejr fører til spekulationer om minedrift, der kan udnytte de rige ressourcer på råstoffer, ædelmetaller og sjældne jordarter, som eksempelvis den grønlandske undergrund indikerer at indeholde. Ishavet er omkranset af fem suveræne stater; USA (Alaska), Canada, Danmark (Grønland), Norge og Rusland. De territoriale grænser og de eksklusive økonomiske zoner er dermed veldefinerede omkring landmasserne 2. Imidlertid er der et betydeligt havområde, der falder uden for de eksklusive økonomiske zoner, og som derfor ikke tilfalder nogen af staterne. 1 KANUMAS er en forkortelse for Kalaallit Nunaat Marine Seismic, der et fælles Dansk/Grønlandsk projekt, der blev etableret i 1989 sammen med seks olieselskaber: ExxonMobil, Statoil, BP, Texaco, Shell og Japans National Oil Corporation. Danmark stillede inspektionsskibet Thetis til rådighed for seismologiske undersøgelser på henholdsvis øst- og vestkysten af Grønland (Breum; 2011; p 124). 2 De territoriale grænser udgøres af 12 sømils grænserne, der omkranser territorialfarvandet, Den eksklusive økonomiske zone ligger uden om territorialfarvandet og strækker sig 200 sømil ud fra kystens basislinjer. 8

9 Da folketinget den 29. april 2003 besluttede, at Danmark skulle ratificere FN s havretskommission af , og efterfølgende den 16. november 2004 også ratificerede konventionen på Rigsfællesskabets vegne, åbnedes mulighed for at søge adgang til disse områder uden for den eksklusive økonomiske zone 4. Artikel 76 i havretskonventionen siger, at kysstater har en frist indtil 10 år efter ratificeringen af havretskonventionen, til at gøre disse krav gældende: Danmark skal derfor inden den 16. november 2014 have indsamlet de nødvendige videnskabelige beviser, der dokumenterer at et område uden for den eksklusive økonomiske zone, der indbefatter Nordpolen og derudover nogle områder omkring Færøerne, er naturlige forlængelser af henholdsvis Grønlands og Færøernes landmasser, og at rettighederne til undergrunden derfor skal tilfalde det danske rigsfællesskab. Danmark har med Kontinentalsokkelprojektet 5 iværksat denne videnskabelige dataindhentning, og klargør dermed at indsende krav om områderne til den internationale havretskommission. Rusland og Canada har lignende ambitioner, og der er overlap mellem de danske, russiske og canadiske krav 6. Kort over de pågældende områder og nationernes tilhørende krav kan ses i vedlagte bilag fra International Boundaries Research Unit (IBRU), Durham University. Mange iagttagere har spået, at den øgede adgang til områderne i Ishavet og den øgede adgang til de enorme olie-, gas- og mineralforekomster, ville føre til stridigheder imellem nationerne, når de overlappende områder skal fordeles. Der er blevet forudsagt en fornyet Kold Krig i Arktis, med Rusland på den ene side og NATO-partnerne Canada; Danmark, Norge og USA på den anden side (Åtland; 2010; pp 2-3); (Rozoff; 2009). Rusland gennemførte den 2. august 2007 en aktion, hvor de med dybhavsundervandsbådene MIR-1 og MIR-2 plantede et russisk flag på havbunden på den geografiske nordpol (Breum; 2011; p 26). Aktionen var med til at understøtte skeptikernes påstande om den nye Kolde Krig. Det stik modsatte har siden den russiske ubådsaktion imidlertid set ud til at være tilfældet. På foranledning af den daværende danske udenrigsminister, Per Stig Møller, udarbejdede det danske udenrigsministerium et udkast til en erklæring, der den 28. maj 2008 ved et møde i Ilulissat blev godkendt og underskrevet af alle fem arktiske kyststater. Ved Ilulissaterklæringen, som erklæringen efterfølgende kaldtes, enes de fem nationer om, at 3 United Nations Convention on the Law of the Sea of 10 December Havretskonventionens artikel 76 giver mulighed for at udvide rettighederne til havbunden i områder, der ligger uden for den eksklusive økonomiske zone, såfremt det ved videnskabelige undersøgelser kan dokumenteres, at havbunden er den direkte naturlige forlængelse af kysstatens landområde. Kilde: Kontinentalsokkelprojektets officielle hjemmeside: 5 Kontinentalsokkelprojektet er det officielle navn for statens projekt omkring indsamling af videnskabelige data til støtte for kravet om udvidelsen af retten til havbunden ud over 200 sømilsgrænsen. Projektet er et samarbejde mellem Uddannelsesministeriet, Grønlands Selvstyre og Færøernes Landsstyre: 6 Norge gør ikke krav på områder ved Nordpolen, men Rusland, USA, Canada og Danmark forventes at få overlap mellem de krav, der gøres krav på. Kilde: International Boundaries Research Unit: 9

10 gældende internationale regler, herunder FN s havretskommission, skal danne grundlag for grænsedragningerne i Ishavet, og at nationerne ydermere forpligter sig til at samarbejde omkring de suverænitetsforpligtigelser, der følger af den vigende havis 7. Den 15. september 2010 underskrev Norge og Rusland en aftale omkring delelinjen mellem de to nationer i Barentshavet og Ishavet. Denne linje har været omstridt i mere end 40 år. Og den 17. maj 2011 indgik medlemmerne af Arktisk Råd (de fem arktiske kysstater samt Finland, Island og Sverige) en Search And Rescue aftale for det arktiske område. Aftalen indeholder en geografisk ansvarsfordeling, opgjort på koordinater, mellem nationerne. Rusland har udvist initiativ i forbindelse med etableringen af denne aftale. 16. nov DK ratificerer. FN s havretskonvention 15. sep. Norge og Rusland underskriver aftale for grænsedragningen i Barents-havet 16. nov DK krav om udvidelse af territorium skal være indsendt til FN s havretskonvention aug. Rusland planter et flag på havbunden under Nordpolen 17. maj Arktisk Råds medlemmer underskriver SAR-aftale for Arktis Fig. 1: Tidslinje for vigtige udenrigspolitiske hændelser i relation til Rusland. Og der er udsigt til at flere aftaler vil følge. Den umiddelbare forventning Ud fra en realistisk betragtning er det ikke overraskende, at en lille nation som Danmark initierer en aftale som Ilulissat-erklæringen, der, uanset at aftalen ikke på nogen måde er juridisk bindende for underskriverne, dog er en international hensigtserklæring og dermed også (moralsk) forpligtende. Danmark ville, som lilleputnation målt i forhold til USA og Rusland (og til dels også Canada), ikke have meget at stå imod med, hvis det skulle komme til et konflikt om de frie områder i Ishavet. Den internationale politiske teoretiske retning Den engelske skole peger på, at småstater er nødt til at søge sine interesser varetaget gennem internationale politiske organisationer og systemer (Bull; 1977). 7 Jf. Kongeriget Danmarks strategi for Arktis , p. 14, har USA ved Presidential Directive af 9. januar 2009 anerkendt havretskonventionen som middel til løsning af grænsespørgsmål vedrørende kontinentalsoklen i Arktis. Ydermere er dele af havretskonventionen et udtryk for sædvaneret, og dermed også bindende for lande, der ikke har ratificeret den. 10

11 Oven på den russiske ubådsaktion fra august 2007 havde daværende udenrigsminister, Per Stig Møller overvejelser om sagen, der er helt i tråd med den engelske skole teori: Det kunne forblive en politisk konflikt med meget langvarige forhandlinger. Men det kunne jo også ende med, at landene siger, her tager vi os selv til rette. Det var min største frygt. At vi skulle få et fait accompli i Arktis. Vi er jo den svage nation i den sammenhæng. Hvis nogen skulle tage sig selv til rette ud for Grønland og sige, det tager vi, og f.eks. bore efter olie uden at spørge, hvad kunne vi så gøre? Derfor får jeg som dansk udenrigsminister tanken om et fælles initiativ. Amerikanerne har ikke det samme behov, Rusland heller ikke. Det er ikke den stærke, der har brug for loven. Det er altid den svageste" (Breum; 2011; p 30). De fire af de i alt fem arktiske kyststater nemlig Canada, Danmark, Norge og USA er alle bundet sammen i NATO-alliancen og udgør dermed den ene pol i den anticiperede nye Kolde Krig i Arktis. Rusland udgør den anden pol. Således er det ikke underligt, at Canada, Danmark, Norge og USA kan enes om at underskrive en samarbejdsaftale men den umiddelbare forventning ville være, at Rusland ville have sværere ved at indgå aftaler. Hvorfor går Rusland så med, og hvad ønsker de at opnå med underskrivelsen? Problemfelt Tilbage i 2007 var forholdet mellem Rusland og Vesten (NATO) ikke synderligt godt. Efter afslutningen af Den Kolde Krig og opløsningen af Sovjetunionen, begyndte NATO sin udvidelse mod øst. De tidligere Sovjetrepublikker og Warszawapagtlande Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Bulgarien og Rumænien er den 29. marts 2004 blevet optaget i NATO ved den største udvidelse i alliancens historie. Ydermere har også Albanien, Kroatien, Makedonien, Georgien og Montenegro udtrykt ønske om at blive optaget i NATO. Uanset de russiske reaktioner, som udvidelsen i 2004 affødte, udvider NATO igen den 1. april 2009, hvor Albanien og Kroatien optages 8. Udvidelserne bekymrer de russiske magthavere, og præsident Medvedev annoncerer et omfattende armerings- og moderniseringsprogram for de russiske konventionelle og atomare styrker og våbenarsenaler, som et direkte modsvar mod NATO s ekspansive tendenser 9. I løbet af en meget kort årrække er Rusland gået fra at være en betydningsfuld stat og den ene pol i en bipolar verdensorden, til at være en stat uden nævneværdig indflydelse på den internationale politik 10. Rusland kan magtesløse se til, mens Vesten (NATO) rykker dybt ind 8 Danmarks faste repræsentation ved Nato: Hjemmeside på udenrigsministeriets hjemmeside Artikel fra Pravda af 4. maj 2004, der indikerer den russiske skeptiske holdning til udvidelserne - og ydermere artikel fra RT Network; Russia to upgrade army in response to NATO expansion ; 17 marts 2009; -response-to-nato-expansion/ 10 Dette er naturligvis ikke helt rigtigt, da Rusland eksempelvis stadig er ét af de permanente medlemmer af FN s Sikkerhedsråd. Jeg bruger det som en metafor, der skal sammenligne Ruslands indflydelse fra før Sovjetunionens opløsning og til i dag. 11

12 på Ruslands traditionelle interessesfærer. Og mens USA s position som hegemonisk stat i den unipolære verdensorden manifesteres. Hvad får Rusland til at underskrive Ilulissaterklæringen den 28. maj 2008 sammen med de andre arktiske nationer, Canada, Danmark, Norge og USA, der alle er alliancepartnere i NATO, når Rusland i stigende grad føler sig presset af NATO s ekspansive tendenser? Hvad ønsker Rusland at opnå med dette arktiske samarbejde? 16. nov DK ratificerer. FN s havretskonvention 15. sep. Norge og Rusland underskriver aftale for grænsedragningen i Barentshavet 16. nov DK krav om udvidelse af territorium skal være indsendt til FN s havretskonvention mar. Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Bulgarien og Rumænien optages i NATO 2. aug. Rusland planter et flag på havbunden under Nordpolen 1. apr. Albanien og Kroatien optages i NATO 17. maj Arktisk Råds medlemmer underskriver SAR-aftale for Arktis Fig. 2: Tidslinje for vigtige udenrigspolitiske hændelser i relation til Rusland. Dette problemfelt finder jeg interessant at undersøge. Som jeg tidligere har nævnt, er der intet overraskende i, at en lille nation som Danmark vælger at indbinde sig og sine potentielle modstandere i traktater og erklæringer. Derimod strider det mod gængs realistisk international politisk opfattelse, at en stormagt 11 lader sig indbinde på samme måde og efter min opfattelse særligt når konteksten er som beskrevet. Rusland er i midt nullerne, efter kollapset af Sovjetunionen, ikke længere en supermagt. Imidlertid er Rusland stadig den eneste ikke-nato nation i verden, der har et atomarsenal, der kan måles med Vestens. Bland andet af denne grund ligger det i den russiske selvopfattelse, at Ruslands evne og vilje ikke må negligeres. Lægges hertil det faktum, at USA var Ruslands hovedfjende under den Kolde Krig, og at Rusland principielt tabte krigen, må det være ekstra smertefuldt at skulle underkaste sin vilje til netop USA, der nu er en 11 Jeg omtalte i note 10 Rusland som en stat uden indflydelse. Dette var som nævnt i noten ment som en sammenligning mellem situationen før og efter Sovjetunionens sammenbrud. Objektivt set må Rusland stadig betragtes som en stormagt om ikke andet da alene på grund af sit atomarsenal og sin peermanente plads i FN s Sikkerhedsråd. 12

13 hegemonisk supermagt. Rusland nærer derfor et ønske om, at USA s position som hegemon svækkes og at der sker en udjævning af magtfordelingen i verden 12. I det problemfelt, som jeg her har beskrevet, finder jeg det interessant at undersøge, om Rusland bruger Arktis konstruktivt i bestræbelserne på at undergrave den unipolære verdensorden, kontrolleret af USA. Teoretisk diskussion Jeg vil i det følgende afsnit gennemgå en teoretisk diskussion, der skal indsnævre mit problemfelt og munde ud i en problemformulering, der kan støtte mine videre undersøgelser. Inden for International Politik (IP) opereres der traditionelt med to overordnede paradigmatiske retninger, hvorfra de enkelte IP-teorier, der søger at forklare IP-relaterede observationer og forhold for staters ageren, udspringer. Paradigmerne er realismen og idealismen. Realismens paradigme Grundlæggende realismeteori foreskriver, at stater agerer i et anarkisk system, hvor det for den enkelte stat handler om at maksimere sin egen magt. Samarbejde i realismens perspektiv er ikke at foretrække, da samarbejde er et udtryk for forhandling hvorfor det ultimativt indbefatter suverænitetsafgivelse (Branner; 2010; pp ). Applikeret på Rusland forklarer dette fint adfærden omkring de centraleuropæiske forhold, hvor Rusland føler sig truet af NATO s udvidelse, men altså vanskelligt situationen omkring Arktis, som det også nævnes i motivationen til specialet. Idealismens paradigme Idealismen, der i vid udstrækning er realismens diametrale teoretiske modsætning indenfor international politisk teori, lægger de positive resultater af staters internationale samarbejde til grund for staters ageren i International Politik. Idealismen funderer sig på fremskridtet og den teknologiske udvikling som garant for et bedre og rigere liv, fornuften i mennesket til at udnytte fremskridtet og demokratiet som grundpillen hvorved uoverensstemmelser ved individets inddragelse løses fredeligt. Idealismen som International Politisk hovedretning tager udgangspunkt i disse tre grundelementer, og inddrager faktiske forhold i argumentationen for, at forholdet mellem stater vil gå mod bedre tider (Branner; 2010; p. 101). Applikeres idealismen på Rusland, som jeg ovenfor gjorde det med realismen, skulle samarbejdsviljen i Arktis, der krones med underskrivelsen af Ilulissaterklæringen i 2008, basere sig på en forhistorie af succesfulde samarbejdsaftaler og gensidig tillid mellem Rusland og Vesten, hvilket også er tilfældet, såfremt Arktis betragtes isoleret fra Ruslands øvrige udenrigspolitiske ageren. Tages Ruslands udenrigspolitik i forhold til NATO s udvidelse mod øst i 2004 med i betragtningen, og det anskues som et samlet hele, finder jeg netop ikke at dette er tilfældet. Ud fra denne betragtning vil Rusland nære mistillid til NATO. Anskuer man Ruslands underskrivelse af Ilulissaterklæringen som et udtryk for en streg, der bliver trukket i sandet, hvor Rusland overordnet skulle have besluttet en ny og mere samarbejdssøgende tilgang til Vesten som helhed, ville jeg have forventet en mere smidig og 12 Der er flere indikationer på, at Rusland søger at være i opposition til Vestens politik. Ruslands engagement med BRICS eller Ruslands måde at stemme i Sikkerhedsrådet til blandt andre resolutionerne mod Libyen og Syrien er eksempler herpå. 13

14 forstående retorik fra Rusland i henhold til videreudvidelse af NATO i 2009, men dette var ikke tilfældet. Jeg finder dermed, at den idealistiske teoretiske hovedretning også mister sin forklaringskraft. I forhold til de to paradigmatiske hovedretninger inden for feltet International Politik, som jeg ovenfor har gjort mig overvejelser omkring, finder jeg at denne Ruslands Arktis-case er en anomali. Det system som Rusland og Vesten udgør, og de relationer som systemet afføder, gør Ruslands vilje til samarbejde med Vesten om arktiske forhold vanskelligt at forklare med disse teoriapparater. Jeg må derfor søge en alternativ teoretisk retning, der præsenterer et andet fortolkningsapparat, end den positivistiske 13 systemtilgang som realisme- og idealismeparadigmerne henholder sig til. En alternativ teori Som jeg ovenfor har illustreret, finder jeg, at Rusland fører en meget uens udenrigspolitik. På den ene side lægger Rusland mange kræfter i at fortælle omverdenen og især NATO, at de anser NATO s udvidelse mod øst som en trussel mod russisk nationalt sikkerhed. På den anden side underskriver russerne samarbejdsaftaler og fordeler territorier med vestlige stater, der alle er kernemedlemmer i NATO, i områderne i Arktis. Inddrager man dette i et sikkerhedspolitisk perspektiv, kan man sige, at det ser ud som om at Rusland ser forholdene i Centraleuropa som et sikkerhedspolitisk problem, mens forholdene i Arktis ikke ses som et sikkerhedsmæssigt emne. Altså meget forskellige politiske udmeldinger fra centrale aktører i den russiske politiske ledelse For at kunne analysere denne problemstilling har jeg behov for et teoriapparat, der anskuer aktører og kan indfange inkonsistensen. Konstruktivisme Alexander Wendt introducerede i 1992 med publiceringen af sit værk Anarchy is what states make of it: the social construction of power politics en ny tilgang til at forstå International Politik. Wendt påstår, at det internationale anarki ikke i sig selv gør stater fjendtligsindet overfor hinanden, men at deres gensidige perceptioner af hinanden former forholdene over tid. Således spiller staters forhåndskendskab til hinanden en afgørende rolle. Det følger af Wendts teori, at individet (aktørerne i de magtfulde og meningsdannende positioner) bliver vigtige for staters ageren, da det er aktørens perception, der endeligt vil medvirke til at forme statens handlinger og dens forhold til andre nationer (Wendt; 1992). Personers perception afhænger blandt andet af de holdninger, personerne besidder og disse er igen formet af personernes kulturelle opvækst. Således bliver nationens oplevelser i historisk perspektiv også medvirkende til at danne det endelige billede, da historien er med til at forme nationens kultur herunder den strategiske kultur. Denne tilgang til at forstå International Politik inddrager altså parametre som forståelse, forhåndskendskab og tidligere oplevelser som forklaringsfaktorer. Da dette ikke er parametre man kan tillægge en stat eller et system, bliver personerne bag staten statens politiske elite vigtige at betragte. Det er den politiske elite, der tegner staten og statens handlingsmønstre. Det er den politiske elite, der fornemmer og beslutter hvad der er trusler 13 Positivisme jf. August Comte (Harbsmeier et al.; 1999) 14

15 for staten, og hvad der ikke er, mener konstruktivismen. Teorien inddrager altså individets mentale bearbejdning af oplevede forhold. Det oplevede bliver så at sige begrebsliggjort i forhold til individets holdninger og normer hvad opleves som en sikkerhedsmæssig trussel for staten og hvad gør ikke. Ifølge konstruktivismen, kan der altså eksempelvis tilskrives forklaringskraft til den politiske elites opfattelser af nationen, og den deraf følgende indflydelse, som dette har på den førte politik. Oversat til dette speciales eksempel, kunne de russiske eliters opfattelse af Rusland som den betydeligste nation i Arktis 14 altså forklare, hvorfor der anlægges en udpræget samarbejdspolitik overfor de andre arktiske stater 15, mens Ruslands de facto underlegne position i forhold til NATO-udvidelsen fører til en oplevelse af at nationen er under pres, hvilket da medfører den skarpe og uforenelige retorik. En foreløbig formulering af problemet I det ovenstående har jeg i to tempi indkredset problemfeltet til følgende to facetter: Med konstruktivismen som perspektiv for specialets beskrevne problemfelt, har jeg først kunne foretage en formulering af problemet til en undren omkring, hvorfor den russiske politiske elite ikke anskuer udviklingen i Arktis som et sikkerhedsmæssigt problem. Til denne undren kobler jeg forholdet omkring den nævnte russiske selvforståelse som den betydeligste nation i Arktis at Rusland i sin selvforståelse er en stormagt i Arktissammenhæng. Dermed former der sig en indikation af, at Rusland fordi de er den betydeligste magt i Arktissammenhæng ikke ser sig truet på denne front, og derfor ikke ser noget formål med at inddrage Arktis i en sikkerhedspolitisk kontekst. Dette er problemfeltets ene facet. Endelig skal forholdet omkring Ruslands ønske om udligne magtfordelingen i verden, og dermed undergrave USA s hegemoni, inddrages. Dette er problemfeltets anden facet. Hvorfor ser Rusland ikke udviklingen i Arktis som et sikkerhedsmæssigt problem? I russisk selvforståelse er Rusland stormagten i Arktis Da Rusland er stormagt i Arktis føler Rusland sig ikke truet, hvorfor Arktis ikke inddrages i en sikkerhedspolitisk kontekst Fig. 3: Illustration af problemfeltet Rusland ønsker at udligne magtfordelingen i verden og svække USA s hegemoni 14 Den russiske befolkning har igennem generationer lært at opfatte Arktis som en central del af nationen. Under Stalins regime blev de arktiske pionerer dyrket som den legemliggjorte socialismes frontkæmpere, og forestillingen om, at nationens styrke måles på dens evne til at betvinge naturen mod nord, lever videre efter Sovjetunionens fald...både Ruslands identitet, fortid og fremtid hænger sammen med Arktis. (Breum; 2011; p. 24) 15 I Arktis, isoleret betragtet, føler Rusland sig ikke truet, fordi Rusland ser sig selv som Arktisk stormagt. 15

16 Dermed kan jeg indkredse min søgen efter et passende teoriapparat til, at jeg har brug for en konstruktivistisk teori, der har et sikkerhedspolitisk fokus, og som teoretiserer omkring rationaler herfor. Københavnerskolen Som en gren af konstruktivismen findes Københavnerskolen, der bygger videre på Wendts teori om aktørernes betydning, og samtidig inddrager det sikkerhedspolitiske aspekt ved at introducere begrebet Securitization Sikkerhedsliggørelse. Københavnerskolen er udsprunget fra Copenhagen Peace Research Institute og repræsenteret ved værker af Barry Buzan, Ole Wæver, Jaap de Wilde og andre (Wæver, 1995; Buzan, Wæver, de Wilde, 1998; Buzan, Wæver, 2003), og har som international politisk retning opnået stor anerkendelse for sin alternativtilgang til at tænke staters sikkerhed. Københavnerskolen definerer international sikkerhed jf. en traditionel tilgang til begrebet. Sikkerhed handler om overlevelse for et referenceobjekt. Sikkerhed anskues dermed i overensstemmelse med en traditionel militær kontekst, hvor et specifikt emne udgør en eksistentiel trussel mod et designeret referenceobjekt. Forfatterne bygger imidlertid videre på deres definition af, hvad der kan være truet. De siger, at det ikke nødvendigvis er staten og dets territorium, regering og samfund, der kan udsættes for eksistentielle trusler. Sikkerhedsbegrebet udvides til også at omfatte andre domæner, hvor der identificeres fem generelle kategorier af sikkerhed: militær sikkerhed, miljømæssig sikkerhed, økonomisk sikkerhed, samfundsmæssig sikkerhed og politisk sikkerhed (Emmers; 2007; p. 110). Københavnerskolen tilbyder også en model til at analysere, hvordan et emne bliver sikkerhedsliggjort eller afsikkerhedsliggjort. Københavnerskolen bruges normalt til at påvise, at en stat kan sikkerhedsliggøre et emne, hvorved der kan tages ekstraordinære midler i brug for at imødegå den påståede trussel. Et emne bliver sikkerhedsliggjort ved, at det bliver italesat som en eksistentiel trussel mod et referenceobjekt. Det er dog værd at bemærke, at Københavnerskolen ikke nødvendigvis anser sikkerhedsliggørelse af et emne som noget nyttigt eller som et særligt gavnligt politisk træk. Sikkerhedsliggørelse af et emne kan tilføre momentum til politikken på et givet område øget fokusering, øget ressourceallokering, øget handlekraft. Der kan således være substantielle fordele ved at sikkerhedsliggøre eksempelvis at der herved sker en mere effektiv behandling af komplekse problemer (Emmers; 2007; p. 115). Imidlertid er det vigtigt at holde sig for øje, at der kan være farer forbundet med at sikkerhedsliggøre. Ralf Emmers skriver, at sikkerhedsliggørelsesprocessen eksempelvis kan misbruges til at legitimere og bemyndige militærets eller sikkerhedsstyrkers roller og magt i civile sager, hvorved normalpolitikken må vige og træde i baggrunden. Sikkerhedsliggørelsesprocessen kan (skal) betragtes som et Frankensteins Monster, der kan være svært at kontrollere, når det først er sluppet løs (Emmers; 2007; p. 115). Sat i den kontekst er det tydeligt, at Københavnerskolen ikke anser sikkerhedsliggørelse som et positivt politisk træk og ej heller et nødvendigt træk for at håndtere et politisk emne. Dette mener jeg at kunne anvende i min argumentation, hvilket jeg vil uddybe i afsnittet problemformulering. 16

17 Teoribegreber Københavnerskoleteorien arbejder med nogle begreber, der er beskrevet på engelsk, men som jeg for nemheds skyld vælger at oversætte til dansk. Jeg vil derfor kort præsentere begreberne, deres oprindelige benævnelse og min oversættelse til dansk: Referent object: Referenceobjektet, der vil være det objekt, der bedømmes eksistentielt truet, og som desuden besidder et legitimt krav eller forventning om overlevelse. Referenceobjektet vil normalvis (men ikke udelukkende) være staten omfattende regeringen, territoriet og samfundet (Emmers; 2007; p. 110). Securitizing actor: Den sikkerhedsliggørende aktør eller sikkerhedsliggøreren, der er den aktør, der formår at italesætte et referenceobjekt som eksistentielt truet, og derved flytte emnet (truslen) på spektret for politisk bevågenhed fra at være politiseret til at være sikkerhedsliggjort. Sikkerhedsliggøreren forventes at være politiske ledere, bureaukratier, regeringer, lobbyister og andre grupper, der formår at lægge politisk pres og påvirke den politiske dagsorden (Emmers; 2007; p. 110). Non-politicized: Ikke-politiseret. Et emne er ikke-politiseret, når det ikke er omfattet af den politiske dagsorden og den offentlige debat i almindelighed (Emmers; 2007; p. 111). Politicized: Politiseret. Et emne er politiseret, når det er omfattet af den politiske dagsorden, og undergår normpolitiske processer og opmærksomhed, og/eller er omfattet af den offentlige debat (Emmers; 2007; p. 111). Securitized: Sikkerhedsliggjort, der er den proces der foregår, når et specifikt emne bliver flyttet på spektret for politisk bevågenhed, og går fra at være politiseret og dermed omfattet af den normale politiske proces til at blive gjort til genstand for ekstraordinære politiske tiltag og ressourceallokering, der falder uden for normpolitikken. Eller at emnet helt bliver flyttet til den overpolitiske sfære (Emmers; 2007; p. 111). Securitization: Sikkerhedsliggørelse, der er selve den handling, som den sikkerhedsliggørende aktør udfører, hvormed emnet rykker på det politiske bevågenhedsspekter, og går fra at være politiseret til at blive sikkerhedsliggjort (Emmers; 2007; p. 110). Desecuritization: Afsikkerhedsliggørelse, der er den reverserede proces af sikkerhedsliggørelsen (Emmer; 2007; p. 110). Teoriforklaring Ved anvendelse af begreberne, kan sikkerhedsliggørelsesprocessen beskrives som følger: Et givet emne, der i forvejen er politiseret, italesættes af en sikkerhedsliggørende aktør som værende en eksistentiel trussel mod et designeret referenceobjekt. Derved sikkerhedsliggør aktøren emnet, hvorved det flytter på det politiske bevågenhedsspektrum fra at være politiseret til at blive sikkerhedsliggjort. Når emnet er sikkerhedsliggjort, bliver det gjort til genstand for ekstraordinære politiske tiltag og ressourceallokering, for at styrke det overfor truslen (Emmers; 2007; p ). Ud fra pointen om de negative konsekvenser ved sikkerhedsliggørelsesprocessen Frankensteins monster -analogien kan jeg ræsonnere mig frem til følgende logik i den reverserede proces: 17

18 Hvis en aktør har en fordel ved, at et emne behandles ad normpolitiske kanaler og processer, og altså ikke bliver gjort til genstand for ekstraordinære tiltag, kan aktøren ved en positiv italesættelse søge at holde emnet inden for det politiserede domæne. Såfremt emnet er sikkerhedsliggjort, kan aktøren forsøge at afsikkerhedsliggøre emnet ved samme positive italesættelse. Processen kan illustreres ved nedenstående model: Afsikkerhedsliggørelse Sikkerhedsliggørelse Spektrum for politisk bevågenhed Ikke-politiseret politiseret Sikkerhedsliggjort Staten beskæftiger sig ikke med emnet. Emnet er ikke inkluderet i den offentlige debat. Emnet bliver behandlet indenfor det standardiserede politiske system. Emnet er omfattet af den offentlige debat, og kræver som sådan regeringens stillingtagen og allokering af ressourcer. Emnet er blevet defineret som et sikkerhedsspørgsmål gennem en sikkerhedsliggørelse. En sikkerhedsliggører italesætter et allerede politiseret emne som en eksistentiel trussel mod et referenceobjekt. Fig. 4: Spektrum for politisk bevågenhed frit efter Emmers Securitization spectrum (Emmers; 2007; p. 112) Problemformulering Jeg er gennem mine teoretiske overvejelser blevet ledt fra det meget overordnede tema om, hvorfor der er samarbejde mellem Rusland og Vesten i Arktis, når udenrigspolitikken er præget af mistillid i forhold til centraleuropæiske forhold, til en formodning om, at Rusland søger en tilstand, hvor der ikke sker en international sikkerhedsliggørelse af Arktis. Mit speciale tager således udgangspunkt i følgende påstande: Rusland benytter sin arktiske stormagtsposition til at undergrave USA s internationale hegemoniske position (overordnet påstand). Rusland ser et rationale i at emnet Arktis ikke sikkerhedsliggøres. Rationalet for Rusland i en fastholdelse af Arktisproblematikker inden for den internationale normpolitiske sfære er, at Rusland, jf. FN s havretskonvention, per automatik får tildelt langt den største del af de frie områder i Arktis, på grund af Ruslands geografi og territoriale udstrækning mod Ishavet 16. Rusland vil derfor få adgang til de betydeligste forekomster af ressourcer i det Arktiske 16 Rusland har den altoverskyggende længste kystlinje i Arktis, af alle de fem Arktiske nationer. Af FN s havretskommissions regler følger, at Rusland derfor tildeles det største territorium i kraft af den Eksklusive Økonomiske Zone, der strækker sig 200 sømil ud fra kysten. Dette må nødvendigvis også betyde, at Rusland derfor vil blive tildelt retten til den største del af undergrunden i de frie havområder omkring Nordpolen. Rusland bliver derfor uden sammenligning den territorielt mest dominerende nation i Arktis. 18

19 områdes undergrund, hvilket vil styrke Ruslands internationale politiske position eksempelvis gennem energileveranceaftaler med partnerne i BRICS 17. Dermed understøttes mit overordnede argument om, at Rusland søger at undergrave USA s hegemoni. Den sidste påstand kan tydeliggøres ved en beskrivelse af konsekvenserne ved den modsatte situation: Såfremt Arktis bliver sikkerhedsliggjort, følger det af Københavnerskolen at Arktis ikke bliver behandlet ad normpolitiske kanaler. Dette ville eksempelvis indebære den risiko, at der ikke vil ske en fordeling af de frie havområder efter FN s havretskonventions regler. Måske ville der slet ikke ske en fordeling af territorier i lighed med situationen ved Antarktis. Under alle omstændigheder kunne konsekvensen af dette blive, at Rusland ville gå glip af retten til betydelige ressourcer i undergrunden, og dermed ville Rusland miste muligheden for at styrke sin internationale politiske position. Med udgangspunkt i pointen om at sikkerhedsliggørelse kan føre til uhensigtsmæssige situationer Frankensteins Monster-analogien, kan jeg således, ved at anvende en omvendt Københavnerskole metode, søge belæg for min påstand, såfremt jeg kan påvise, at Ruslands politiske elite søger at fastholde Arktis i den ikke-sikkerhedsliggjorte sfære. Min endelige problemformulering kan derfor snævres ind til følgende spørgsmål: Søger de russiske politiske magthavere at forhindre en sikkerhedsliggørelse af Arktis? Metode Problemformuleringen bygger som nævnt på den præmis, at såfremt Arktis ikke sikkerhedsliggøres, vil territorierne i Arktis fordeles efter FN s havretskonventions regler. Dette vil efter al sandsynlighed være ensbetydende med, at Rusland får adgang til de betydeligste forekomster af ressourcer, primært olie- og gas, i undergrunden. Således skal jeg opstille en model, der kan bruges til en analyse af, om de russiske politiske eliter søger at fastholde Arktis ikke-sikkerhedsliggjort. Københavnerskolen præsenterer en model, der kan vise om et emne bliver sikkerhedsliggjort. Altså er der behov for at operationalisere denne model, således at den passer til mit behov. For at opnå en vis stringens og en højere grad af fokusering i den efterfølgende analyse, er det først nødvendigt at indsnævre problemfeltet tidsmæssigt, således at jeg kan indsnævre søgningen efter det empiriske grundlag: For at indfange den russiske udenrigspolitiske adfærd i relation til Arktis, kunne det være relevant at rammesætte undersøgelserne med en periode, der omfatter den udenrigspolitiske uenighed med Vesten omkring de centraleuropæiske forhold og NATO s udvidelse, hvilket er ensbetydende med en periode, der strækker sig tilbage til Imidlertid sker der et tydeligt skift i den russiske arktisretorik 18 i perioden omkring underskrivelsen af Ilulissaterklæringen, hvilket taler for en periode fra 2008 og frem til nu. 17 BRICS står for Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. BRICS er en sammenslutning af udviklingslande eller nyligt industrialiserede lande (måske lige bortset fra Rusland), der kendetegnes ved at have store hurtigvoksende økonomier og en signifikant indflydelse på regionale og globale forhold. (Ref.: 19

20 Da den nyeste empiri vil yde størst forklaringskraft til nutidens handlinger, vil jeg vælge at betragte Ruslands udenrigspolitik i relation til Arktis i perioden fra Jeg vil imidlertid indledningsvis diskutere de overvejelser, mit teorivalg afføder for analysemodellen, da det ikke er uproblematisk. Jeg har valgt en konstruktivistisk teori, som udgangspunktet for den analyse jeg skal lave. Konstruktivismen bliver, som al anden teori tolket i forskellige retninger: Radikale tolkninger af socialkonstruktivismen hævder, at viden skabes af individet selv, hvorfor objektivitet er en umulighed. Det hævdes således, at en analyse af et emne ikke kan udføres objektivt. Alene betragtningen af emnet resulterer i dets nykonstituering (Jørgensen et al.; 1999; pp ). Konstruktivismen i en IP-teoretisk kontekst er ikke så radikal i sin tilgang. Da der er tale om en kvalitativ metode for analysen, hvor der tolkes på et begrænset empirisk grundlag, er det vigtigt at være sig sin egen subjektivitet bevidst. Analysen må ikke blive farvet af forfatterens personlige holdninger til emnet og forudindtagede konklusioner. Analysemodellen må derfor være så stringent, at der tages højde for denne subjektivitet. Operationalisering af analysemodel Ovenfor forklarede jeg processen for et emnes sikkerhedsliggørelse. Centralt for denne proces er italesættelsen, der er den handling, som iværksætter forløbet. Sprogbruget og italesættelsen af et specifikt emne som værende en eksistentiel trussel overfor et referenceobjekt er imidlertid ikke tilstrækkeligt til, at et emne kan kaldes sikkerhedsliggjort. Der er tale om en tofaset proces. Processens anden fase omhandler de aktioner, som aktørens italesættelse afføder. Den sikkerhedsliggørende aktør skal med sin italesættelse have succes med at overbevise et relevant publikum 19 om at referenceobjektet er eksistentielt truet. Hvorvidt dette lykkes kan observeres ved, om der sker ekstraordinær ressourceallokering og ekstraordinære politiske tiltag, der falder uden for de normalpolitiske og administrative tiltag, med henblik på at dæmme op for den (påståede) identificerede eksistentielle trussel (Emmers; 2007; pp ). I demokratier vil regeringer og den politiske elite have en fordel, i forhold til andre aktører, i at overbevise det relevante publikum om, at en sikkerhedssituation foreligger. Dette følger af, at regeringer og den politiske elite har legitimitet, fordi folket har valgt dem til deres positioner. Ydermere besidder netop disse aktører også den fordel, at de råder over statens ressourcer, hvorved de har direkte adgang til at implementere de ekstraordinære tiltag, der skønnes nødvendige. I demokratiet har publikum naturligvis retten til at afvise eller negligere italesættelsen af, at et emne udgør den påståede eksistentielle trussel, hvorved forsøget på sikkerhedsliggørelse mislykkes (Emmers; 2007; p. 113). Rusland er et demokrati, men ikke i dansk forstand, da den russiske version af demokratiet besidder visse reminiscente autoritære træk. Det er derfor interessant, hvorvidt et forsøg på sikkerhedsliggørelse er mere eller mindre sandsynligt i en autoritær stat. 18 Eksempelvis var Ruslands aktion fra 2007 med plantningen af det russiske flag på havbunden på Nordpolen en seance, der ikke frembød synderlige indikationer på samarbejdsvilje eller ønske om at lade havretskonventionen styre. Aktionen affødte voldsomme internationale reaktioner særligt fra Canada. Oven på denne aktion, gjorde de russiske politiske eliter sig stor umage med at nedtale betydningen af denne aktion (Breum; 2011; pp ). 19 Et relevant publikum vil i denne sammenhæng være den offentlige mening, politikere, militære ledere eller andre af statens elite (Emmers; 2007; p. 112). 20