TILBAGETRÆKNING AF MILITÆRE STYRKER FRA FREDSOPERATIONER

Transkript

1 UKLASSIFICERET FORSVARSAKADEMIET APRIL 2001 VUT II/L-STK 2000/2001 TILBAGETRÆKNING AF MILITÆRE STYRKER FRA FREDSOPERATIONER X EXIT A B Decides to remain actively seized of the matter. Jeannette Møller Jørgensen Mikael Mørck-Pedersen Lars Sørensen kaptajn kaptajn kaptajn UKLASSIFICERET

2 UKLASSIFICERET FORSVARSAKADEMIET APRIL 2001 VUT II/L-STK 2000/2001 SPECIALE TILBAGETRÆKNING AF MILITÆRE STYRKER FRA FREDSOPERATIONER FN giver ofte mandat til anvendelse af militære styrker i fredsoperationer. I nogle tilfælde bliver styrkerne trukket for tidligt tilbage igen med genopblussen af konflikter til følge. I andre tilfælde trækker tilbagetrækningen ud i årevis uden synlig fremgang i konfliktløsningen. Hvornår og hvordan kan og bør militære styrker trækkes tilbage fra fredsoperationer? Hvordan påvirker politiske forhold mulighederne for tilbagetrækning? Hvordan påvirker operative forhold mulighederne for tilbagetrækning? Hvilke exitstrategier er mulige, og hvilke fordele og ulemper har de? UKLASSIFICERET

3 Forsvarsakademiet, København, april 2001 FORORD Nærværende speciale er udarbejdet i forbindelse med undertegnedes gennemførelse af den militære videreuddannelse, trin II, på Forsvarsakademiet Emnet hører hjemme under strategi og statskundskab, mens processen knytter sig til undervisningen i metodelære. Det overordnede emne for specialet er anvendelse af militære midler til konfliktløsning. Specifikt har specialegruppen valgt at fokusere på de problemer, der er forbundet med tredjeparts tilbagetrækning af militære styrker fra fredsoperationer under FN-mandat. Inter- og især intrastatslige konflikter vil formentlig vedblive at være en del af det internationale system i en overskuelig fremtid, og mange landes væbnede styrker udvikler i disse år kompetencen til at gennemføre fredsoperationer som supplement til kernekompetencen krigsoperationer. Enhver indsættelse af fredsstyrker medfører nødvendigvis en beslutning om, hvornår og hvordan styrkerne skal trækkes tilbage igen. For tidlig eller sen tilbagetrækning kan få uønskede eller alvorlige konsekvenser for de stridende parter og tredjepart. Problemet er at vedtage og gennemføre exitstrategier, der fører til opnåelse af politiske mål. Formålet med specialet er at afdække de mange forskellige aspekter, der er forbundet med militære styrkers tilbagetrækning fra fredsoperationer, for derigennem at afdække forskellige muligheder for tilbagetrækning og de fordele og ulemper, der er forbundet hermed. Hensigten er ikke at advokere for, at militære styrker skal trækkes hurtigst muligt tilbage fra fredsoperationer. Det afgørende er at vælge det rigtige tidspunkt i forhold til såvel konfliktløsningen som tredjeparts interesser. Jeannette Møller Jørgensen Mikael Mørck-Pedersen Lars Sørensen kaptajn kaptajn kaptajn

4 RESUMÉ Specialet besvarer spørgsmålet: Hvornår og hvordan kan og bør militære styrker trækkes tilbage fra fredsoperationer? Der anlægges et politisk og et operativt perspektiv på de konflikter, som er baggrunden for operationerne. Specialet er overvejende teoretisk, men empiri er inddraget for at belyse muligheder og begrænsninger. Der arbejdes med to termer: overordnede exitstrategier og militære exitstrategier. Væbnede konflikter inddeles i inter- og intrastatslige konflikter, nogle konflikter er dog en blanding eller ændrer sig over tid. Konfliktårsager inddeles i politiske, økonomiske og sociale årsager og efter dybde i grundlæggende, betingende eller udløsende årsager. Konfliktforebyggelse, konflikthåndtering og konfliktløsning betegner tre forskellige måder at påvirke konflikter på. Konfliktløsning kan være ubetinget eller betinget. FN s handlefrihed bestemmes af medlemslandene, især af sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer. Sikkerhedsrådets resolutioner sætter opgaver og rammer for fredsoperationerne. FN kan delegere gennemførelsen af fredsoperationer til regionale organisationer. Medlemslandene i FN har suverænitet over egne styrkebidrag til fredsoperationer og kan derfor selvstændigt trække disse hjem fra fredsoperationer. NATOs doktrin for fredsoperationer foreskriver en kobling mellem politiske mål, militære styrker og den civile komponent i multifunktionelle fredsoperationer. Den beskriver det normale forløb af tilbagetrækningen fra en fredsoperation som en trinvis overgang fra militære styrker til civile organer. Doktrinen nævner fordele og ulemper ved at fastsætte tidsfrister for tilbagetrækningen. Skismaet mellem orden og retfærdighed komplicere konfliktløsning. Modsatrettede interesser blandt styrkebidragende organisationer og lande kan gøre det vanskeligt at opnå konsensus og vedligeholde denne under langvarige fredsoperationer. Push- og pull-faktorer kan henholdsvis modvirke eller tilskynde til nationsvis tilbagetrækning af militære styrker. Der identificeres fire kategorier af exitstrategier: exit når målet nås (tidsubestemt), tidsbestemt exit, exit hvis forudsætninger for fredsoperationen bortfalder, samt exit som led i tvangsdiplomati. Militære styrker kan ikke løse konflikter, men fokuserer på at skabe sikre og stabile omgivelser, så andre organer kan gennemføre fredsskabende og fredsopbyggende aktiviteter. Det kan være vanskeligt at definere et militær end-state, der er anvendeligt som exitkriterium, og i multifunktionelle fredsoperationer skal tilbagetrækning ses i sammenhæng med indsatsen fra den civile komponent og NGO. Der identificeres fem muligheder for tilbagetrækning af militære styrker: tidsubestemt eller tidsbestemt, som hver kan gennemføres samlet eller trinvist, samt omgående tilbagetrækning. Militær tilbagetrækning skal hænge sammen med de overordnede exitstrategier for fredsoperationerne. De mulige kombinationer har forskellige fordele og ulemper. Specialet konkluderer, at det kan være vanskeligt at fastlægge exitstrategier, fordi en række politiske og operative forhold spiller ind, og disse kan stille forskellige krav. De politiske mål er styrende for valg af militær exitstrategi, men omvendt skal den overordnede exitstrategi tage hensyn til operative forhold. Tidsubestemt tilbagetrækning er ikke ønskeligt ud fra en militær synsvinkel, primært fordi der mangler fokusering. Tidsbestemt exit vil ofte være en mulighed i forbindelse med fredsbevarende operationer. Omgående tilbagetrækning kan ske som led i tvangsdiplomati, men også, når der overordnet set er fastlagt andre exitkriterier end opnåelse af en stabil fred. I perspektiveringen opstilles to scenarier for exitstrategier i fremtiden: status quo eller en større fokusering på exitstrategier. 3

5 INDHOLDSFORTEGNELSE Forord Resumé KAPITEL PROBLEMFORMULERING Grundlag Emne Problemidentifikation Hovedspørgsmål Underspørgsmål Problemformulering OPGAVEANALYSE Undersøgelsesformål Interessenter Analysemetode Forudsætninger Afgrænsninger Teori Empiri Struktur Kilder KAPITEL KONFLIKT KONFLIKTTYPER Politisk perspektiv Operativt perspektiv KONFLIKTÅRSAGER Rationalitetsformer Konfliktårsager på forskellige niveauer Årsagsdybder Klassificering af intrastatslige konflikter PÅVIRKNING AF KONFLIKTER Konfliktforebyggelse Konflikthåndtering Konfliktløsning KRISE KRISESTYRING KAPITEL FREDSOPERATIONER UNDER FN Generelt Operationsformer Anvendelse af militære styrker Beslutningsprocedurer FN OG UDVIKLINGEN PÅ GLOBALT, REGIONALT OG AKTØRNIVEAU GLOBALISERING Generelt

6 FN og globaliseringen Suverænitetsopfattelse Solidarisme og pluralisme REGIONALISERING FN-DEBAT OM EXITSTRATEGIER De permanente medlemmers holdning Synspunkter fra to eller flere medlemslande Synspunkter fra enkeltlande KAPITEL NIVEAUER OG AKTØRER I FREDSOPERATIONER Politisk niveau Strategisk niveau Operativt og taktisk niveau Statslige, civile aktører (IGO) NATOS DOKTRIN FOR FREDSOPERATIONER Operationsformer Civilt-militært samarbejde Forhold vedrørende exit KAPITEL GENERELT DET GLOBALE NIVEAU Beslutningsprocedurer DET REGIONALE NIVEAU AKTØRNIVEAU Generelt om aktører i fredsoperationer Push-faktorer (modvirker tilbagetrækning) Pull-faktorer (tilskynder tilbagetrækning) Analyse af empirien Erfaringer fra fredsoperationer Debatten om exitstrategier EXITSTRATEGIER Krav Muligheder Begrænsninger KONKLUSION KAPITEL EXIT I FORHOLD TIL OPGAVEN Operationsformer kontra exit Militære roller kontra exit Exit i forhold til militært og politisk end-state EXIT I FORHOLD TIL SITUATIONSDANNENDE FAKTORER Exit i forhold til konflikttyper Tredjeparts situation PARTERNES MULIGHEDER Push-strategier Pull-strategier MULIGE EXITSTRATEGIER

7 Krav Muligheder Begrænsninger KONKLUSION KAPITEL OVERORDNET EXITSTRATEGI: EXIT NÅR MÅLET NÅS (TIDSUBESTEMT) Mulige militære exitstrategier Politiske forhold Operative forhold OVERORDNET EXITSTRATEGI: TIDSBESTEMT EXIT Mulige militære exitstrategier Politiske forhold Operative forhold OVERORDNET EXITSTRATEGI: EXIT HVIS FORUDSÆTNINGER BORTFALDER Mulige militære exitstrategier Politiske forhold Operative forhold OVERORDNET EXITSTRATEGI: EXIT SOM LED I TVANGSDIPLOMATI Mulige militære exitstrategier Politiske forhold Operative forhold KAPITEL Konteksten Styrende forhold Exitstrategier KAPITEL...98 Tillæg A: Tillæg B: Bilag 1: Bilag 2: Bilag 3: Bilag 4: Bilag 5: BIBLIOGRAFI. STRUKTUR. FN-SYSTEMET OG FRED OG SIKKERHED. FN S 189 MEDLEMSLANDE. KLASSIFICERING AF INTRASTATSLIGE KONFLIKTER. DEN STRATEGISKE PYRAMIDE. OVERSIGTER OVER AFSLUTTEDE OG IGANGVÆRENDE FREDSOPERATIONER. 6

8 Kapitel 1 1. KAPITEL INDLEDNING Formålet med nærværende kapitel er: At redegøre for problemformuleringen med vægt på beskrivelse af det problem, der behandles. At redegøre for opgaveanalysen med henblik på at begrunde den anvendte metode og struktur, forudsætninger og afgrænsninger samt anvendelsen af teori og empiri PROBLEMFORMULERING Ved problemformulering forstås en kort redegørelse for det problem, der behandles i specialet, samt et hovedspørgsmål og et antal underspørgsmål, som skal besvares. 1 I det følgende redegøres for de overvejelser, der ligger bag den endelige problemformulering, som den fremgår af titelbladet. Udgangspunktet er den skitse til problemformulering, som specialegruppen i efteråret 2000 valgte i Forsvarsakademiets specialekatalog Grundlag. Specialegruppen har valgt et emne inden for temaet strategi og statskundskab, nemlig anvendelse af militære midler til konfliktløsning. Sammen med emnet er der anført følgende undertekst eller skitse til problemformulering: I forbindelse med konfliktløsning anvendes ofte forskellige midler til opnåelse af de opstillede politiske mål. Siden ophøret af den kolde krig har vi imidlertid oplevet en række konflikter i stater mere end mellem stater, som kun i begrænset omfang - af forskellige årsager - har kunnet forhindres med militære kapaciteter. Til gengæld har man set flere eksempler på anvendelse af militære midler i forbindelse med krisestyring, senest i Kosovo. Hvilken rolle kommer de militære kapaciteter til at spille i fremtidens konflikter? Det væsentlige er at holde fast i emnet - anvendelse af militære midler til konfliktløsning - samt at behandle dette i konteksten af strategi og statskundskab og ikke ud fra en rent militærfaglig eller operativ synsvinkel Begreber. Indledningsvis er det nødvendigt at afklare begreberne i det givne grundlag, nemlig konflikt og konfliktløsning, krise og krisestyring samt militære midler og militære kapaciteter. Selv om konflikt og krise er centrale begreber i samfundsvidenskaben, findes der ikke autoritative definitioner, og der er mange forskellige fortolkninger af begreberne. Nedenstående er kun en summarisk behandling af substansen i begreberne. Det vil indgå som en del af selve specialet (kapitel 2) at behandle begreberne nærmere. En konflikt er grundlæggende en interessemodsætning mellem to eller flere parter. Parterne kan fx være suveræne stater eller forskellige grupperinger i en stat. Hvis der anvendes fysisk vold, er der tale om en voldelig eller væbnet konflikt. Konfliktløsning består i at bringe konflikten til ophør, og dette sker ved at fjerne konfliktårsagerne. At standse vold og derved afbryde en voldelig konflikt er kun symp- 1 Begrebet problemformulering anvendes i overensstemmelse med Peter Stray Jørgensen og Lotte Rienecker: Specielt om specialer, kapitel 7. De i kilden formulerede krav til en problemformulering er lagt til grund for specialegruppens arbejde hermed. 7

9 Kapitel 1 tombehandling og kan kun betragtes som en midlertidig løsning af en voldelig konflikt. En krise er en kritisk, uholdbar situation, der er kendetegnet ved, at den indtræder uventet, at værdier er truede, og at der er et tidspres og dermed krav om hurtig handling. Krisestyring er handlinger, der har til formål at bringe en krise til ophør for derved at afbøde en krises negative konsekvenser. Kriser har normalt korterevarende karakter end konflikter, netop fordi tidspresset er et kriterium, men hvor lang en krise kan være afhænger helt af, hvilket tidsperspektiv man anlægger. Der er ingen entydig sammenhæng mellem krise og konflikt. Kriser kan i princippet opstå, uden at der har været en konflikt i forvejen, men som regel er en krise en intensivering af en konflikt. 2 Ved militære midler vil specialegruppen forstå militære styrkers anvendelse af fysisk vold eller trussel herom (tvang, afskrækkelse) samt de midler, der skal til for at gennemføre dette (først og fremmest våbensystemer). Ved militære kapaciteter vil specialegruppen derimod i nærværende specialesammenhæng forstå ressourcer tilhørende militære styrker, som ikke nødvendigvis kun kan anvendes voldeligt, men også i civilt øjemed. Det kan således være kapaciteter inden for arbejdsledelse, transport, konstruktion og kommunikation. Sådanne kapaciteter vil kunne anvendes i forbindelse med civilt-militært samarbejde Emne. Problemformuleringsskitsen lægger op til behandling af anvendelse af militære styrker i forbindelse med konflikter og kriser. Ordlyden - ikke mindst eksemplet fra Kosovo - er tolket således, at der er tale om tredjeparts intervention med militære styrker i konflikter. 3 Dette, kombineret med overskriften og det afsluttende spørgsmål, har ført frem til, at specialegruppen vil behandle et problem inden for emnet anvendelse af militære styrker i fredsoperationer. 4 Det er et aktuelt emne set i lyset af konfliktmønstre og den omstilling af mange landes militære styrker, der efter ophøret af den kolde krig har resulteret i, at fredsoperationer har fået en mere fremtrædende rolle end krigsoperationer. Fredsoperationer er ikke en ny foreteelse, men udviklingen i det internationale system efter den kolde krig har givet anledning til øget fokus på dem, ikke mindst på grund af en meget turbulent periode i det sidste tiår. Selv om ovennævnte indsættelse i Kosovo indledningsvis blev gennemført uden mandat fra FN, betragtes det som sandsynligt, at FN fortsat vil være verdens mandatgiver og paraplyorganisation for fredsoperationer i det internationale system af suveræne stater. Den kommende militære dimension i EU og andre tilsvarende udviklingstendenser vurderes ikke at ville rokke ved behovet for at få legitimeret fredsoperationer globalt, med andre ord at få funderet fredsoperationer i en sikkerhedsrådsresolution. Emnet kan 2 Således kan Cubakrisen i 1962 mellem USA og Sovjetunionen opfattes som en intensivering af den kolde krig. Havde krisestyringen ikke fungeret, kunne det have medført væbnet konflikt. Et andet eksempel er konflikten mellem Israel og palæstinenserne, hvori intifadaerne kan opfattes som kriser. Et tredje eksempel er konflikten mellem katolikker og protestanter i Nordirland, hvor terroraktioner jævnligt fører til kriser. 3 Fra marts til juni 1999 gennemførte NATO en 11 uger lang luftkampagne (Allied Force) i Kosovo og den øvrige del af Jugoslavien, hvis erklærede formål var at standse serbiske styrkers overgreb mod Kosovoalbanere. Kampagnen blev iværksat uden FN-mandat. Efter de serbiske styrkers tilbagetrækning fra Kosovo, deployerede såvel NATO som ikke-nato-lande landstyrker, Kosovo Force (KFOR), til Kosovo på FN-mandat. 4 Specialegruppen har valgt konsekvent at bruge betegnelsen fredsoperation frem for fredsstøttende operation eller fredsmission. Betydningen af udtrykkene er den samme. 8

10 Kapitel 1 følgelig beskrives som anvendelse af militære styrker i FN-mandaterede fredsoperationer, hvad enten de militære styrker indsættes af FN selv, eller indsættelsen delegeres til en anden organisation eller til enkelte lande (lead-nations og coalitions of the willing) Problemidentifikation. Grundlaget nævner kort problemet omkring manglende evne til konfliktforebyggelse med militære styrker, men det afsluttende spørgsmål omkring militære styrkers fremtidige rolle i konflikter er bredere og åbner mulighed for at søge inden for et større problemfelt og foretage et selvstændigt valg Problemfelt. Der er talrige problemer forbundet med anvendelse af militære styrker i FN-mandaterede fredsoperationer. Problemerne er blevet meget synlige efter den nærmest eksplosive udvikling i fredsoperationer i starten af 1990 erne. Brahimirapporten 5, der udkom i august 2000, er et forsøg på en samlet beskrivelse af problemerne, og rapporten indeholder en række anbefalinger for fremtiden. Talrige andre fremstillinger behandler problemerne. Der er mange måder at kategorisere problemerne på, men nedennævnte tager udgangspunkt i de tre faser, som specialegruppen finder, at enhver fredsoperation kan inddeles i, nemlig indsættelsesfasen (entry-fasen), tilstedeværelsesfasen og tilbagetrækningen eller exitfasen. Indsættelse. Et af de største problemer i f.m. indsættelsesfasen har været for langsom indsættelse af militære styrker, hvorved FN i flere tilfælde ikke har nået at standse omfattende menneskelige og materielle ødelæggelser. Tilstedeværelse. Et af de største problemer i tilstedeværelsesfasen har været uoverensstemmelse mellem mål og midler, idet indsatte militære styrker i flere tilfælde ikke har haft tilstrækkelig styrke til at håndhæve det givne mandat. Tilbagetrækningfasen. Der er set eksempler på, at militære styrker er blevet trukket for tidligt tilbage fra konfliktområder, hvorefter voldelig konflikt er blusset op igen. Omvendt har fredsbevarende styrker i nogle konfliktområder været tilstede i årtier, uden at der er opnået substantielle fremskridt i konfliktløsningen. 6 Hertil kommer en række problemer, som har bæring på operationerne som helhed, herunder folkeretlige spørgsmål, diskussionen om selektivitet - hvorfor FN vælger at intervenere i nogle konflikter og ikke i andre - samt manglende handlekraft Problemvalg. Blandt de beskrevne problemstillinger har specialegruppen valgt at behandle problemerne omkring tilbagetrækning af militære styrker fra fredsoperationer. Militære styrkers tilbagetrækning fra fredsoperationer. Som nævnt under punkt kan for tidlig tilbagetrækning medføre genopblussen af voldelig konflikt. Især tilbagetrækning, der har haft karakter af evakuering, har vist sig at være fatal for mange mennesker i konfliktområderne, et nederlag for fredsbestræbelserne og i strid med FN- 5 Report of the Panel on United Nations Peace Operations. Rapporten har navn efter formanden for det 10 mand store panel, bestående af civile og militære eksperter, undergeneralsekretær i FN og ambassadør for Algeriet, Lakhdar Brahimi. 6 Et eksempel er den fredsbevarende operation på Cypern, der har varet siden Den forhenværende danske udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har kaldt den en konfliktbevarende mission. 9

11 Kapitel 1 pagtens formål. Modsat ses langvarige indsættelser også at kunne medføre problemer, både for de stridende parter og for tredjepart. Permanent tilstedeværelse af fremmede styrker i en suveræn stat er, selv om tilstedeværelsen er accepteret af denne stat, grundlæggende en uholdbar situation, fordi det er en afvigelse fra normaltilstanden i det internationale system. Endvidere ses en risiko for, at de stridende parter udnytter en fastlåst situation til egen fordel, eller at de efterhånden bliver afhængige af den fremmede tilstedeværelse. Militære styrker af tilstrækkelig kvalitet har vist sig at være en knap ressource, og langvarig tilstedeværelse i nogle konfliktområder kan medføre, at der ikke bliver grebet ind i andre konfliktområder med tilstrækkelig styrke. Der er således mange problemer forbundet med tilbagetrækning af militære styrker fra fredsoperationer, især hvad angår valg af det rigtige tidspunkt. Medvirkende til fokusering på netop disse problemer har også været, at de - i modsætning til mange af de andre problemer omkring fredsoperationerne - ikke synes at have været behandlet særligt indgående. De har i perioder været diskuteret meget, og de er nævnt i Brahimirapporten, men specialegruppen har ikke fundet en samlet fremstilling af dem. Exitstrategier. Tilbagetrækning fra fredsoperationer er nært knyttet til begrebet exitstrategier. Når udtrykket anvendes i politisk sammenhæng menes der almindeligvis en overordnet plan for, hvordan hele fredsoperationen bringes til ophør, og ikke bare tilbagetrækning af den militære komponent. Begrebsanvendelsen er dog uklar: For nogle politikere er det at gennemføre fredsopbygning en exitstrategi i sig selv - og tilmed den eneste mulige og acceptable exitstrategi, og strategien omfatter en plan for, hvilke tiltag, der gennemføres, efter at FN-operationen er bragt til ophør. Anvendes udtrykket i militær sammenhæng, betegner exitstrategi derimod en plan for, hvornår og hvordan den militære styrkes tilbagetrækning skal foregå. Det kan diskuteres, hvorvidt der er tale om en strategi eller blot en operation eller en taktisk fremgangsmåde, men udtrykket har vundet indpas og anvendes således i NATOs operative doktrin for fredsoperationer. Specialegruppen har således valgt at arbejde med begreberne overordnet exitstrategi og militær exitstrategi. DEFINITIONER Ved overordnet exitstrategi, forstås en plan for, hvornår og hvordan en fredsoperation som helhed skal afsluttes. Ved militær exitstrategi forstås en plan for, hvornår og hvordan tilbagetrækningen af den militære styrke i en fredsoperation skal foregå. De to strategier skal hænge sammen i multifunktionelle fredsoperationer, og derfor kan specialegruppen ikke behandle militære styrkers tilbagetrækning fra fredsoperationer uden at behandle såvel overordnede som militære exitstrategier. Tilbagetrækninger er ikke nødvendigvis planlagte, hvorfor specialet også skal inddrage andre muligheder for tilbagetrækning end dem, der kan fastlægges i strategier. Exitstrategier dukker jævnligt op som debatemne både i FN og i andre sammenhænge. Under indtryk af erfaringer fra Vietnamkrigen, Beirut (1983) og Somalia (1993) har Caspar Weinberger og Colin Powell formuleret den såkaldte Weinberger-Powell-doktrin, ifølge hvilken USA ikke skal engagere sig militært, medmindre det kan ske med over- 10

12 Kapitel 1 vældende styrke, så målet og dermed exit kan nås hurtigt. Kort formuleret: No entry without exit strategy. I forbindelse med fredsoperationer synes der at være en tendens til, at det ikke er politisk korrekt at tale om exitstrategier, formentlig grundet de traumatiske erfaringer med tilbagetrækning - eller rettere evakuering - fra Somalia og Rwanda. Under en tale i Chicago den 22. april 1999 (under Kosovokrisen) formulerede Storbritanniens premierminister Tony Blair således fem kriterier for intervention i intrastatslige konflikter og sagde under det fjerde kriterium: Fourth, are we prepared for the long term? In the past we talked too much of exit strategies. But having made a commitment we cannot simply walk away once the fight is over; better to stay with moderate numbers of troops than return for repeat performances with large numbers. Under talen udtalte han endvidere om Kosovo: Success is the only exit strategy. Den 15. november 2000 blev der gennemført en åben debat om exitstrategier i FN's sikkerhedsråd, hvorunder ordførere fra 34 forskellige medlemslande gav udtryk for deres opfattelse af og holdning til exitstrategier, og der var bred enighed om behovet for exitstrategier. Debatten afsluttedes med at konstatere et behov for nærmere analyse af problemstillingerne Hovedspørgsmål. Specialets hovedspørgsmål formuleres således: Hvornår og hvordan kan og bør militære styrker trækkes tilbage fra fredsoperationer? Ordene kan og bør indebærer, at der ikke bare skal opstilles forskellige muligheder, men at disse muligheder skal kvalificeres ud fra nærmere fastlagte kriterier, herunder politiske og operative forhold Underspørgsmål. For at besvare hovedspørgsmålet er det nødvendigt at besvare følgende underspørgsmål: 1. Hvordan påvirker politiske forhold mulighederne for tilbagetrækning? 2. Hvordan påvirker operative forhold mulighederne for tilbagetrækning? 3. Hvilke exitstrategier er mulige, og hvilke fordele og ulemper har de? Problemformulering. På baggrund af punkt formuleres følgende problemformulering jf. titelbladet: TILBAGETRÆKNING AF MILITÆRE STYRKER FRA FREDSOPERATIONER FN giver ofte mandat til anvendelse af militære styrker i fredsoperationer. I nogle tilfælde bliver styrkerne trukket for tidligt tilbage igen med genopblussen af konflikter til følge. I andre tilfælde trækker tilbagetrækningen ud i årevis uden synlig fremgang i konfliktløsningen. Hvornår og hvordan kan og bør militære styrker trækkes tilbage fra fredsoperationer? Hvordan påvirker politiske forhold mulighederne for tilbagetrækning? Hvordan påvirker operative forhold mulighederne for tilbagetrækning? Hvilke exitstrategier er mulige, og hvilke fordele og ulemper har de? 11

13 Kapitel OPGAVEANALYSE Formålet med dette afsnit er at redegøre for den opgaveanalyse, der har ført frem til specialets struktur, herunder redegøre for forudsætninger og afgrænsninger samt anvendelsen af teori, empiri og kilder. Indledningsvis fastsættes undersøgelsesformål, og der gennemføres en kort interessentanalyse. Læserens opmærksomhed henledes på tillæg B, der viser specialets struktur Undersøgelsesformål. 7 De 4 niveauer af undersøgelsesformål er: 1. Beskrivende. 2. Problemidentificerende. 3. Problemløsende. 4. Interventionsorienteret. Henset til hovedspørgsmålets karakter skal specialet nå det problemløsende niveau. Der skal således afdækkes muligheder for, hvornår og hvordan militære styrker kan og bør trækkes tilbage fra fredsoperationer. Det drejer sig om at nå frem til alternative muligheder og analysere fordele og ulemper ved disse Interessenter. På grund af sit politiske indhold og til trods for en militær indfaldsvinkel er emnet relevant for alle, der beskæftiger sig med planlægning og gennemførelse af fredsoperationer. For civile beslutningstagere og deltagere i fredsoperationer, herunder ikke-statslige aktører (NGO), kan indsigt i de militære forhold, der er væsentlige i forbindelse med exit, være gavnlig og fremme den forståelse mellem militære og civile aktører, som er essentiel i multifunktionelle fredsoperationer. Specialet henvender sig således både til militære og civile, der planlægger og gennemfører fredsoperationer Analysemetode. Formålet med dette afsnit er at foretage en indledningsvis analyse af opgaven med henblik på at finde frem til en hensigtsmæssig analysemetode og fundamentet for en struktur i selve specialet. De tre underspørgsmål, som skal besvares for at kunne besvare hovedspørgsmålet, medfører tre delopgaver: 1. Analyse af politiske forhold af betydning for afslutning af fredsoperationer. 2. Analyse af operative forhold af betydning for afslutning af fredsoperationer. 3. Opstilling af exitstrategier og analyse af fordele og ulemper ved disse Ad delopgave 1: Analyse i politisk perspektiv. Beslutninger om tilbagetrækning af militære styrker træffes ud fra politiske overvejelser. De politiske mål - eller mangel på samme - er bestemmende for exitstrategier. Delanalysen i det politiske perspektiv vil derfor afdække, hvilke politiske mål, der kan være i fredsoperationer. Målene hænger igen sammen med interesser blandt beslutningstagerne i en fredsoperation. På trods af de mange forskelligartede interesser, der kan være motivet for at deltage i fredsoperationer, vil omdrejningspunktet altid være en voldelig konflikt, der søges forebygget, håndteret eller løst. Det analyseres derfor, hvilke forskellige mål i relation til konflikter, der ønskes opnået før tilbagetrækning, herunder 7 Jf. Ib Andersen: Den skinbarlige virkelighed kap. 1, pkt. 6 om undersøgelsers og projekters kundskabsmæsige formål. 12

14 Kapitel 1 om der kan være forskellige mål for forskellige aktører, og hvilken betydning dette har. Mål og interesser samt beslutningsprocedurer er således de væsentligste elementer i det politiske perspektiv. Da der grundlæggende er tale om en sikkerhedspolitisk analyse, tages der udgangspunkt i en sikkerhedspolitisk analysemodel, som omfatter globalt niveau, regionalt niveau og aktørniveau. 8 I det følgende redegøres for, hvilke forhold, der er fundet relevante at behandle under de enkelte niveauer, og hvordan vægtningen vil være mellem niveauerne. Globalt niveau. På det globale niveau er følgende tre forhold fundet relevante at behandle i forhold til exitstrategier: FN med vægt på beslutningsprocedurer. FN er en verdensomspændende organisation, som imidlertid kun er, hvad medlemslandene gør organisationen til. De vigtigste elementer i FN-systemet, når det drejer sig om fred og sikkerhed, er medlemslandene, sikkerhedsrådet - især de fem permanente medlemmer - generalforsamlingen og sekretariatet, hvilket naturligt leder hen til en behandling af beslutningsprocedurerne i FN. Generalsekretæren kan betragtes som en art bonus pater, hvis faste holdepunkt er FN-pagten. Globaliseringen. Fredsoperationer gennemføres globalt, af multinationale styrker og under global mediebevågenhed. Mange nationale interesser internationaliseres i disse år, og selv konflikter, der foregår fjernt fra et medlemsland, kan få betydning for landet selv. Suverænitet, solidarisme og pluralisme. Vægtningen af suverænitet, solidarisme og pluralisme har afgørende indflydelse på, hvordan konflikter håndteres eller løses og hvilken sluttilstand, der efterstræbes. Herunder spiller det en afgørende rolle, om der søges løsninger, som tilgodeser orden eller retfærdighed. Regionalt niveau. Baggrunden for ønsket om fredsoperationer er ofte et ønske om at undgå spredning af konflikter, fx gennem dominoeffekt til andre lande i en region. Forebyggelse, håndtering og løsning af konflikter vil derfor ofte skulle inddrage regionale løsninger. Regionale organisationer har allerede haft og kan få en endnu mere betydningsfuld rolle som samarbejdspartner for FN i medfør af pagtens kapitel VIII. Det undersøges, hvordan delegering til regionale organisationer påvirker mulighederne for exitstrategier. Aktørniveau. Der kan være et stort antal aktører i fredsoperationer: de stridende parter, styrkebidragende lande, NGO m.fl. Det må analyseres, hvilke aktører, der har indflydelse på beslutninger om og implementering af exitstrategier, og hvilke interesser, disse aktører kan have. Styrkebidragende lande er suveræne og kan trække egne styrker tilbage fra en konflikt, hvorfor det er væsentligt at analysere nationale interesser og hvilke faktorer, der kan få landene til at forblive involveret eller trække styrkerne tilbage. 8 Forsvarsakademiets sikkerhedspolitiske analysemodel, udgave XI, af 15. februar

15 Kapitel Ad delopgave 2: Analyse i operativt perspektiv. Multifunktionelle fredsoperationer omfatter både en militær og en civil komponent, og tendensen eller i det mindste intentionerne - går mod større og større integration. Operative forhold dækker således både den militære og civile komponent. Fokus i dette speciale er den militære komponent, hvorfor den civile komponent kun behandles indirekte gennem det civile-militære samarbejde (CIMIC). Tilstedeværelsen af militære styrker i et konfliktområde påvirker konfliktløsningen, dels direkte, dels indirekte ved at understøtte andre midlers indsættelse, og tilbagetrækningen af styrkerne vil have indflydelse på situationen i konfliktområdet og andre midlers funktionsbetingelser og arbejdsvilkår. Der er derfor behov for en analyse af, hvilke roller militære styrker har i fredsoperationer, hvordan deres tilstedeværelse påvirker konflikten, og især hvordan tilbagetrækningen kan påvirke de stridende parter og forholdet imellem dem. Herunder analyseres samvirket med andre midler. Da der grundlæggende er tale om en operativ analyse, tages der udgangspunkt i en operativ analysemodel, idet dette tilsikrer, at alle væsentlig forhold bliver inddraget i struktureret form. Dette indebærer, at der gennemføres en analyse af opgave og situationsdannende faktorer for på denne baggrund at kunne opstille krav, muligheder og begrænsninger i relation til militære exitstrategier. Endvidere opstilles muligheder for konfliktens parter. Fundamentet for en operativ analyse er altid en doktrin, og her er valgt at anvende NATOs doktrin for fredsoperationer, 9 idet den følges af såvel NATO-lande som PfPlande og dermed har en vid udbredelse. Doktrinen er ikke bare rettet mod det operative niveau, men tjener tillige som vejledning og information for det strategiske niveau. Vægten er lagt på de militære styrkers anvendelse i multifunktionelle fredsoperationer, og de andre komponenters rolle er i betydelig grad indarbejdet. Doktrinen er i høj grad empirisk baseret, idet der er indarbejdet indhøstede erfaringer, ikke bare fra NATOs indsættelser (i Bosnien og Kosovo), men også fra de enkelte medlemslandes erfaringer fra indsættelser i andet end NATO-ramme Ad delopgave 3: Opstilling og diskussion af exitstrategier. Strategi er bindeleddet mellem politik og operationer. En strategi skal operationalisere de politiske beslutninger, med andre ord sammenkæde mål og midler. Selv om målet er det styrende, er det helt nødvendigt, at strategien tager hensyn til midlerne, især når disse ikke kan vælges frit. Hvad der er politisk ønskeligt, er ikke altid operativt gennemførligt, men det omvendte er også tilfældet: hvad der er operativt ønskeligt, er ikke altid politisk gennemførligt. Enhver exitstrategi må derfor nødvendigvis blive et kompromis mellem politiske og operative hensyn. De konklusioner, der er udledt af ovenstående delanalyser, anvendes til sammenkæde overordnede exitstrategier og militære exitstrategier, hvorefter fordele og ulemper ved kombinationerne analyseres. Det er væsentligt at understrege, at der er tale om perspektiver, hvor det politiske perspektiv anskuer sikkerhedspolitiske spørgsmål, og det operative perspektiv anskuer operative forhold - centreret om de militære - som forskellige niveauer (politisk, strategisk, operativt, taktisk) skal tage hensyn til Forudsætninger. Specialet anvender følgende eksplicitte forudsætninger: 9 Allied Joint Publication (AJP) Peace Support Operations, ratification draft 1, af december Det bemærkes, at udkastet ikke er ratificeret, men der vil næppe komme substantielle ændringer under høringen i NATOs medlemslande, da der har været udsendt study drafts til høring. 14

16 Kapitel 1 1. Vestlig tænkemåde. Hvor intet andet er anført, er vestlige normer og formålsrationalitet en underliggende forudsætning for normative betragtninger. FN og multinationale fredsoperationer danner ramme om mange forskellige kulturer med mange nationale forskelle. Disse kulturer har forskellige tilgange til en række forhold, der har betydning for konfliktløsning og dermed for exitstrategier. Det er kendetegnende for vestlig (især protestantisk) kultur, at den er formålsrationel og resultatsøgende, og at tid opfattes som en vigtig ressource. 2. FN som mandatgiver. Som argumenteret i punkt anses det for sandsynligt, at FN fortsat vil være mandatgiver for fredsoperationer, og at sikkerhedsrådsresolutioner vil danne en fælles referenceramme, selv om FN måtte delegere dele af en operation til en regional organisation. En mere autonom optræden fra organisationer som fx EU kan ikke udelukkes, men forudsættes ikke at ville blive tilfældet i en overskuelig fremtid Afgrænsninger. I indkredsningen af emnet er der foretaget en del afgrænsninger i forhold til det oprindelige emne (anvendelse af militære midler til konfliktløsning). Nedenfor redegøres for de overvejelser, specialegruppen har gjort sig vedrørende yderligere afgrænsninger. Et ønske om at fokusere på sikkerhedspolitiske og operative aspekter jf. ovenstående har været styrende. 1. Både intrastatslige og interstatslige konflikter behandles. Skitsen til problemformulering betoner intrastatslige konflikter frem for interstatslige konflikter. Rationalet herfor kunne være, at førstnævnte var og er mest almindelig under og efter den kolde krig. Specialegruppen afstår imidlertid fra at foretage denne afgrænsning, fordi intervention i interstatslige konflikter også forekommer (en af de senest iværksatte FN-missioner er UNMEE mellem Etiopien og Eritrea), og det er fundet interessant at undersøge, om der i henseende til exitstrategier er forskelle for de to konflikttyper. Desuden kan det være vanskeligt at klassificere alle konflikter som værende en af de to typer, og det kan være illusorisk at foretage en så firkantet inddeling, idet en tilsyneladende intrastatslig konflikt kan være igangsat og drevet af eksterne aktører. 10 Specialegruppen har derfor valgt at behandle både intra- og interstatslige konflikter. 2. Der fokuseres på multifunktionelle fredsoperationer. Overgangen fra traditionelle (rent militære) til multifunktionelle fredsoperationer var et af de markante udviklingstræk i forrige årti, og i sidstnævnte operationer skal militære styrkers exit ses i en større sammenhæng., som medfører særlige overvejelser vedrørende tilbagetrækning. Traditionelle operationer vil dog blive medtaget i empirien. 3. Økonomiske aspekter behandles ikke i detaljer. Økonomi kan spille en afgørende rolle i fredsoperationer, også for varigheden og dermed for exitstrategien. Imidlertid afstås fra en nærmere analyse af alle aspekterne omkring finansiering af fredsoperationer, medlemslandes økonomiske restancer som middel til at stække FN, udeblivende refusion af midler fra FN til styrkebidragende lande med videre, idet det ville fjerne fokus fra de sikkerhedspolitiske aspekter. 4. Enkeltlande behandles ikke i detaljer. De fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet - USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig - har, qua deres vetoret, en afgørende indflydelse på fredsopera- 10 Inddelingen i konflikttyper omtales nærmere i punkt

17 Kapitel 1 tioner og exitstrategier. Deres holdninger til exitstrategier vil blive refereret i kapitel 3, men det vurderes uden for emnet at gennemføre en nærmere analyse af landenes interesser. 5. Afgrænsninger af empirien vedrørende fredsoperationer. Se punkt Teori. Teori vægtes højt for at gøre specialet fremadrettet og om muligt skitsere nye veje eller alternativer til nuværende fremgangsmåder. Inden for de tre hovedområder anvendes teorier således: 1. Konflikter. Der tages udgangspunkt i forskellige teorier vedrørende konflikter og påvirkning af disse, samt vedrørende kriser og krisestyring. De forskellige teorier gennemgås i kapitel 2, idet der i forbindelse med redegørelsen selekteres, hvilke teorier, der er mest givtige i forbindelse med exitstrategier. Kapitel 2 får således karakter af en redegørende analyse. 2. Politisk perspektiv. I det politiske perspektiv anvendes forskellige teorier om sikkerhedspolitik på globalt, regionalt og aktørniveau, idet ingen enkelt teori kan forklare alle de komplekse problemer, der er forbundet med intrastatslige og interstatslige konflikter samt eksterne organisationers og landes intervention i disse. Behandlingen af såvel stater som sikkerhedspolitiske organisationer fordrer, at både den neo-realistiske skole og den neo-liberalistiske skole bringes i anvendelse. Diskussionen om pluralisme og solidarisme hører hjemme inden for den rationalistiske tradition, der kan anskues som værende mellem den realistiske og den idealistiske tradition. Grundlæggende har specialegruppen valgt at anskue aktørers handlinger som realpolitik, det vil sige politik, der først og fremmest er baseret på at fremme egne interesser og kun subsidiært på principper og ideologi. Dette udelukker dog ikke en diskussion af principper og ideologi, idet disse undertiden kan være samlingspunktet i beslutninger i FN, og - når det findes opportunt - kan bruges til at fremme egne interesser under dække af fx altruisme, humanisme eller andre velansete moralske standarder. Endvidere kan nogle organisationers virke og forsvarsdiplomati bedst forklares ud fra et liberalistisk synspunkt. 3. Operativt perspektiv. Den operative doktrin for fredsoperationer, der lægges til grund for det operative perspektiv kan opfattes som en normativ teori, idet den anviser, hvordan fredsoperationer bør gennemføres for at opnå de opstillede mål Empiri. Der er tre formål med at anvende empiri i specialet: 1. Supplere og afprøve teoretisk udledte argumenter. Argumenter, der både kan udledes teoretisk og eftervises empirisk, anses for velfunderede. 2. Hente inspiration ved opstilling af mulige exitstrategier. 3. Levendegøre teksten. Det empiriske materiale består dels af oplysninger om afsluttede eller igangværende fredsoperationer, dels af føromtalte FN-debat om exitstrategier. 16

18 Kapitel Fredsoperationer. Afgrænsning. FN har fra 1948 til 2001 iværksat 54 fredsoperationer, hvoraf de 39 er blevet afsluttet, mens 15 er igangværende pr. april Hertil kommer 11 operationer, som af FN er blevet delegeret til andre organisationer eller lande (lead-nations) via en sikkerhedsrådsresolution. Det væsentlige for specialegruppen er at behandle et statistisk materiale, som er stort nok til at skabe et overblik og afdække eventuelle tendenser for exitstrategier. Da der desuden skal hentes inspiration til exitstrategier og findes eksempler, som kan levendegøre teksten, peger dette på mange operationer med få fokuseringspunkter, frem for få operationer med dybtgående casestudier. Samme argumentation samt et ønske om aktualitet begrunder, at også igangværende operationer er medtaget i det empiriske grundlag. Der foretages to afgræsninger i behandlingen af operationer, den ene vedrørende tidspunktet for operationernes afslutning, den anden vedrørende operationernes karakter: Operationer, der blev afsluttet under den kolde krig, behandles ikke. Afslutningen af den kolde krig medførte væsentlige forandringer i det internationale system og dermed også forandring af præmisserne for fredsoperationer. Følgelig indskrænkes anvendelsen af empiri til operationer, der først er blevet afsluttet efter den kolde krigs afslutning, eller som stadig er i gang. Rene observatørmissioner behandles ikke. Da specialet fokuserer på anvendelse af egentlige militære styrker (i modsætning til ubevæbnede militære observatører), behandles rene observatørmissioner ikke. Kun operationer, hvori der i et tidsrum har indgået egentlige militære styrker - som minimum infanterienheder til beskyttelse af observatører - behandles. Metode. l relation til exitstrategier er det interessant at få besvaret følgende spørgsmål for de forskellige operationer: 1. Hvilke forestillinger om operationens afslutning gjorde FN sig ved operationens iværksættelse? Var der fra starten, eller blev der senere, udarbejdet en exitstrategi? 2. Hvordan og hvorfor blev operationen afsluttet? For igangværende operationers vedkommende: hvordan er operationen hidtil forløbet, og hvordan tegner dens afslutning sig? Spørgsmålene søges primært besvaret ud fra sikkerhedsrådsresolutionerne. Det kan diskuteres, hvorvidt de afspejler alle overvejelser, men resolutionerne tages som udtryk for den officielle holdning i FN Debat om exitstrategier. Den i punkt omtalte debat vil blive inddraget i redegørelsen og analysen m.h.p. at afdække krav til exitstrategier og politiske muligheder for at enes om sådanne Struktur. En grafisk fremstilling af specialets struktur fremgår af tillæg B. Specialet er inddelt i en redegørelsesdel, en analysedel og en syntese, foruden konklusion og anbefaling. Redegørelsesdelen i kapitel 2-4, med tilhørende bilag, indeholder hovedparten af de kendsgerninger, der bliver anvendt i analysen, og den skaber således fundamentet herfor. Analyserne i kapitel 5 og 6 besvarer specialets underspørgsmål vedrørende hhv. politiske og operative forhold af relevans for exitstrategier: Hvordan påvirker politiske forhold mulighederne for tilbagetrækning? Hvordan påvirker operative forhold mulig- 17

19 Kapitel 1 hederne for tilbagetrækning? Desuden opstilles overordnede og militære exitstrategier. Krav kategoriseres i ubetingede, betingede og ønskelige krav, der defineres således: Ved ubetingede krav forstås krav, som uden forbehold skal tilgodeses. Ved betingede krav forstås krav, der ikke nødvendigvis skal opfyldes. Der kan også være tale om krav, som er afhængige af andre krav. Ved ønskelige krav forstås krav, som vil kunne forbedre løsninger yderligere, men som er mindre væsentlige end ubetingede og betingede krav. Syntesen i kapitel 7 samler delanalyserne og besvarer specialets tredje underspørgsmål vedrørende exitstrategier: Hvilke exitstrategier er mulige, og hvilke fordele og ulemper har de? Konklusionen i kapitel 8 besvarer specialets hovedspørgsmål: Hvornår og hvordan kan og bør militære styrker trækkes tilbage fra fredsoperationer? Perspektiveringen i kapitel 9 ser konklusionen i et videre, spekulativt perspektiv Kilder. Der anvendes følgende primære kilder inden for hovedområderne konflikter, politik/ strategi og operationer: 1. FN-dokumenter: FN-pagten. Agendaerne for fred fra 1992 og Brahimirapporten. Rapporten indeholder ikke bare fremadrettede anbefalinger, men også en hel del redegørelse og vurderinger vedrørende erfaringer og nuværende problemer med fredsoperationer. Sikkerhedsrådsresolutioner. 2. Publikationer fra DUPI og det danske udenrigsministerium. 3. Tidsskriftartikler om konflikter, sikkerhedspolitik og strategi. 4. NATOs doktrin for fredsoperationer. En detaljeret bibliografi fremgår af tillæg A. Kildeindhentning blev afsluttet primo april

20 Kapitel 2 2. KAPITEL KONFLIKTER I dette kapitel redegøres for konflikter som et samfundsvidenskabeligt fænomen og de hermed associerede begreber vedrørende konflikttyper, konfliktårsager og påvirkning af konflikter (forebyggelse, håndtering, løsning). Endvidere redegøres for kriser og krisestyring, da der kan være nær sammenhæng mellem konflikt og krise. Formålet er dels at afklare specialegruppens anvendelse af begreberne, dels at skabe grundlaget for analyserne af konfliktløsning i det politiske og det operative perspektiv KONFLIKT Konflikt er et centralt begreb i samfundsvidenskaben, idet konflikter er et almindeligt forekommende socialt fænomen internt i og på tværs af samfund og i afgørende grad kan påvirke samfundenes funktion og udvikling. En konflikt er grundlæggende et sammenstød, en strid eller en uoverensstemmelse, og konflikter er således udtryk for forskellige opfattelser, værdier eller interesser - drivkræfter, som er en uundgåelig del af alle samfund, ikke mindst demokratiske samfund og en pluralistisk verden, og som er nødvendige for forandringer og udvikling. Konflikter kan således betragtes som en naturlig del af samfundslivet og ikke nødvendigvis som en uønsket tilstand, der skal undgås. Når en konflikt i et samfund styres og kanaliseres på den rette måde, kan den bidrage til at fremme vækst, hvorimod samfund uden konflikter tenderer mod at være uforanderlige og statiske. Dette indebærer, at udvikling i samfund - herunder tredjeparts forsøg på konfliktløsning - i sig selv rummer potentiale til nye konflikter. Samfundsforskeren Johan Galtung er en af dem, der argumenterer for, at konflikter er en uundgåelig del af den sociale virkelighed, og han går tilmed et skridt videre ved at påpege det positive i konflikter, nemlig at konflikter forener to eller flere parter, netop fordi de har deres uoverensstemmelse til fælles; forbundet således vil de kæmpe sammen for at nå frem til en løsning, hvilket vil forudsætte kontakt, positive handlinger og en accepterende holdning. Jo mere man ligner hinanden og har fælles værdier, desto mere stræber man efter de samme goder, hvorved krig kan blive en logisk konsekvens. Da alle har de samme mål, gælder det om at klare sig relativt snarere end absolut godt. Det ultimative mål er overlevelse. Denne teori harmonerer med den empiriske iagttagelse, at borgerkrige ofte er de mest nådesløse, og at der kan forekomme etnisk udrensning blandt folk med mange fællestræk. Andre forskere definerer konfliktbegrebet som afbrydelse af en igangværende interaktion mellem modstandere 11, og atter andre blot som en ændring af interaktionen 12. Specialegruppen vil overordnet betragte en konflikt som en interessemodsætning mellem to eller flere parter, hvor mindst en af parterne med ord eller handling forsøger - eller lykkes med - at begrænse modpartens adfærd eller adfærdsmuligheder. 11 Lundberg, 1939, s Park og Burgess 1921, s