KAPITEL12 FILOSOF-PSYKOLOGEN RUBINSTEIN

Transkript

1 Filosof-psykologen Rubinstein 161 KAPITEL12 FILOSOF-PSYKOLOGEN RUBINSTEIN Den subjektive faktor Uden den tyske idealisme (romantikken og Regel) knnne Marx og Engels aldrig være nået frem til den materialistiske dialektik, hvad de aldrig lagde skjul på. På det sidste stræk af deres indviklede rejse mod den dialektiske materialisme følger de imidlertid den materialistiske rute (fransk materialisme og antropologisk materialisme), som de russiske materialister traditionelt var så fortrolige med. At russerne nemt kunne overse den ligeså afgørende 'idealistiske' indsigt (Subjekt -> Objekt) i Marx' tænkning og derfor kunne tro, at reaktologien (Objekt-> Subjekt) var dialektisk materialisme, er derfor historisk forståeligt. Sålænge den filosofiske (og ideologiske) strid blev opfattet overfladisk som materialisme contra idealisme slet og ret uden at specificere hvilken materialisme og hvilken idealisme, dvs. sålænge det dybere kendskab til Marx og hans begelianske ballast endnu ikke var udbredt, kunne det næppe være anderledes. Nu var der imidlertid også i Sovjetunionen lærde, der virkelig kendte deres Marx og også havde studeret H ege l. En af dem var såmænd Lenin. Han havde studeret Regels værker, mens han opholdt sig i Schweitz under første verdenskrig, og det havde fået ham til at se nogle dimensioner i den dialektiske materialisme, som han ikke havde fået med i Materialisme og Empirio~kritiscisme fra (Vægten ligger her på Objekt-> Subjekt paradigmet, fordi den er et opgør med neo-kantianismen, der grunder sin ekstreme subjektive idealisme på Subjekt -> Objekt paradigmet.) Da Lenin fra barnsben af havde tilegnet sig fremragende studere-vaner (hans far var skoleinspektør og forkæmper for en progressiv og demokratisk pædagogik) og altid organiserede sit materiale i tykke notesbøger (lær af Lenin!), så knnne andre delagtiggøres i Lenins Regel-studier. Det skete, da Lenins Filosof/Ske Notesbøger blev udgivet posthumt i Notesbøgerne er langt fra den eneste grund til den ændrede opfattelse af psykologi, der finder sted i Sovjetunionen omkring 1930 og fører til reaktologiens uddøen. Men de er bestemt en medvirkende faktor. Hidtil havde Kornilov kunnet støtte sig på Lenin, når han definerede mennesket som genspejlende og reagerende ~ og dermed passivt. Nu kunne Kornilavs kritikere, der insisterede på, at mennesket måtte forstås aktivt, også støtte sig til Lenin. Og det var vigtigt, for Lenin nød en enorm respekt for sit sindelag og sit gode hovede. Man behøvede ikke at være bange for de idealistiske farer i Subjekt -> Objekt para-

2 162 Personlighedens Almene Gmndlog J digmet, når man havde Lenins ord for, at "intelligent idealismis eloser to intelligent materialism than stupid materialism." 1 Marx havde udtrykt noget lignende i teserne til Feuerbach, hvor han skriver: "Hovedmanglen ved al hidtidig materialisme - Feuerbachs medregnet - er, at tingene, virkeligheden, sanseligheden, kun opfattes som objekt eller som beskuen; derimod ikke som menneskelig sanselig virksomhed, praksis, ikke subjektivt. Dette var grunden til, at den virksomme side, i modsætning til materialismen, blev udviklet af idealismen - men kun abstrakt, da idealismen selvfølgelig ikke kender den virkelige, sanselige virksomhed som sådan. Feuerbach sigter til sanselige objekter, der virkelig er forskellige fra tankeobjekterne; men han opfatter ikke selve den menneskelige virksomhed som genstands-virksomhed. 112 Af en anden skole Der var en russisk filosof-psykolog, som disse tanker ikke var spildt på. Det var S.L. Rubinstein, der havde fået sin uddannelse i Tyskland i årene Først ved universiteterne i Freiburg og Marburg, der var hovedcentre for den neo~kantianske filosofi. Senere ved universitetet i Berlin, hvor Spranger i 1911 afløste Dilthey i lærestolen i psykologi. Vi husker, at det var Spranger, der som den første forsøgte at bringe den nye psykologiske videnskab i overensstemmelse med Diltheys åndsvidenskab ved at tage udgangspunkt - ikke i eksperimenter, men i studier af enkeltindividet med dets værdier og mål i tilværelsen, som de udfolder sig i hele dets livssituation. Denne opfattelse af individet som en organiseret psykologisk helhed (subjekt eller personlighed) gjorde et uudsletteligt og varigt indtryk på den unge Rubinstein. En opdragelse i Geisteswissenschaft (med dens idealistiske opland) giver en noget anden baggrund for arbejdet med den dialektisk-materialistiske psykologis projekt end den materialistiske/naturvidenskabelige tradition, der var de eksperimenterende russiske fysiolog-psykologers baggrund. Men ikke af den grund dårligere. Tværtimod - jvnf. såvel Leni n som Marx -stod Rubinstein med den åndsvidenskabelige psykologis forestillinger om subjektets holisme og dynamik og med den akt-psykologiske indsigt i rygsækken langt mindre fremmed over for den erkendelse, der er afgørende for marxismen, og som vi har set Marx udvikle i Feuerbachteserne. Rubinstein kunne læse Marx' værker i den ånd, de var skrevet, hvad der ikke var så mange andre, der endnu kunne. Og derfor læste han også Marx. Desuden var han velbevandret i Regel. Allerede i 1925 resulterede disse forudsætninger og studier i et lille skrift, der omhandler Problemet om psykologien i K Marx' arbejder, men lydhørhed for denne anderledes angrebsvinkel vinder han først i begyndelsen af 30'erne. I en vis forstand var Rubiosteios styrke samtidig hans svaghed. Hans styrke var, at han som en af de første i sovjetisk psykologi havde forudsætningerne til

3 Filosof-psykologen Rubinstein 163 at forstå, at en dialektisk materialistisk funderet psykologi fordrer den samtidige inddragelse af det objektiviserende (O ->S) og det subjektiviserende (S ->0). Forståelsen havde han vundet på de tyske universiteter, hvor subjekt-objekt problemet i hans studieår var både første, andet og tredje punkt på den filosofiske dagsorden. Men dette grundlag for hans styrke blev hermed også hans svaghed. Hermed var han nemlig blevet fikseret af problemet om subjekt og objekt som et abstraktfilosofisk problem snarere end et konkret videnskabeligt. Det psykojysiske problem Subjekt-objekt problemet eller det psykofysiske problem udspringer af vanskelighederne med at begribe subjektets og objektets samtidige adskilthed og sammenhæng, som vi har set. Filosofisk må det derfor give anledning til to forskellige anskuelser. Enten opfattes psyke og stof som noget definitivt adskilt (dualismen) eller som noget, der er så uadskilleligt, at det er et (monismen). Dualismen har så problemet med at forklare, hvordan psyke og stof alligevel hænger sammen. Interaktionismen, som vi finder den hos Descartes, er den enkleste løsning, men den har det problem, at det er umuligt at begribe, hvordan noget stofligt kan interagere med noget ikke-stofligt. Dette problem undslipper parallellismen, som vi finder hos Leibniz. Den siger, at psyke og stof forbliver uforbundne men blot forløber parallelt - som to optrukne ure! Men dette er, som man kan forstå, i sig selv også temmeligt ubegribeligt. Ikke desto mindre var et flertal af deltagerne på den tredje internationale kongres for eksperimentel psykologi i M linehen i 1896 tilhængere af dette synspunkt, der under betegnelsen psykofysisk parallellisroe opfatter det psykiske og det materielle som to forskellige og uafhængige sider ved mennesket. løvrigt kan man se den psykofysiske parallellisme bag Wundts dualistiske program for psykologien. Monismens problem er det omvendte. Nemlig at forklare den tilsyneladende forskel mellem det psykiske og det materielle. Hvis den ikke simpelthen benægter problemet, som Platon gjorde, da han hævdede, at kun det åndelige var det virkelige, mens det materielle var et epifænomen. Og som Dernokrit (og Hobbes m.fl.) gjorde ved at hævde det stik modsatte. Benægter man imidlertid ikke problemet, så er en mulighed som Spinoza at hævde en grundlæggende identitet mellem det åndelige og det materielle, der kommer til syne for os som forskellige aspekter ved det værende. En tanke vi i øvrigt møder lidt magen til i romantikernes hylamorfisme og panteisme. Eller i stedet for identitet kan man forestille sig en enhed mellem det åndelige og det stoflige, så vi får det adskiltes uadskillelighed som hos Aristoteles. Optræder det psykofysiske problem i to logiske varianter, så optræder det imidlertid også i to empiriske varianter, kunne vi sige. Og her var fysiolog-psykologerne og filosof-psykologerne optaget af hver deres. Det, der først og fremmest optog fysiolog-psykologerne, var det psykofysiske problem som problemet om forholdet mellem psyken og kroppen. Hvad man

4 164 Personlighedens Almene Gmndlag I også kan kalde sjæl-legeme problemet, det psyko-somatiske eller psyke-fysiologiske problem. Og det kan selvfølgelig heller ikke undre. Den naturvidenskabelige psykologi startede simpelthen med Fechners forsøg på at løse dette problem eksperiementelt. Eller rettere - med at Fechner viste den empiriske, lovmæssige parallellitet mellem den fysiske påvirkning (stimulus) og sanseoplevelsen. Hvad der jo ikke er en løsning. Det er jo iøvrigt i denne sammenhæng, man må forstå, hvorfor eksperimentalpsykologernes kongres stemte for den psykofysiske parall eliisme som filosofi. Det, der optog filosof-psykologerne, var derimod det psykofysiske problem som problemet om forholdet mellem psyken og verden. Hvad man også kan kalde omverdensproblemet eller erkendelsesproblemet Og her var det monistiske forestilllinger, der triumferede. De åndsvidenskabelige psykologers gennemgående tanke var nemlig den romantiske forestilling om subjektet, der skaber objektet, hvorved objektet gøres til en egenskab ved subjektet. En tanke vi genfinder både i neo-kantianernes erkendelsesteori og i Brentanos akt-psykologi, der siger, at i praksis er det objektive uadskilleligt fra det subjektive. Handlingen er enheden af subjekt og objekt. Vi har i det tidligere advaret mod at filosofisere videnskaben, men det må ikke foranledige til den opfattelse, at de tyske psykologers vældige optagethed af filosofiske problemer blot var noget akademisk tøjeri. Den menneskelige tanke støder på modsigelserne i verden, længe inden videnskaben når dem. (I særdeleshed var datidens nyfødte videnskabelige psykologi milevidt fra blot de mellemste etager i den menneskelige fænomenverdens komplekse mangfoldighed. Sansning og perception - og indprægning når det gik højt - kunne man nå. Ikke mere.) Der må derfor være et forum, hvor de erkendelsesproblemer, som videnskaben ikke kan nå, bliver behandlet alligevel. Filosofien har tjent som et sådant forum. Her kunne problemstillingerne analyseres og præsenteres på en systematisk måde, og dette forberedende arbejde har spillet en afgørende rolle i den historiske videnskabsudvikling. Man kan sige, at filosofien har tjent som en stifinder for videnskaben og med det filosofiske problem som lanterne vist den vejen ud i det endnu uoplyste. Findes det filosofiske problem på den måde som et virkeligt og uhyre vigtigt fikspunkt i verden, så er det imidlertid langt fra sikkert, at den filosofiske løsning også findes. Dette var Rubinstein ikke opmærksom på, ihvertfald forsøgte han gennem hele sit livsvirke at finde den filosofiske løsning på psykefysikkens problem, som han havde forelsket sig i som student i Tyskland. Den kærlighed rustede aldrig. Rubinstein taclder problemet Det var problemet i begge dets empiriske varianter, som Rubinstein kastede sig over. Han ville begribe både forholdet mellem psyke og hjerne og forholdet mellem subjektet og dets omverden.

5 Filosof-psykologen Rubinstein 165 Det første problem var yderst aktuelt i betragtning af den refleksologiske tradition i sovjetisk psykologi. Over for Bekhterevs og Pavlovs fysiologiske forklaring af det psykiske forsvarede Rubinstein det psykiske som andet end et epifænomen. Men han gjorde det ikke ved at søge tilflugt i den psykofysiske parallellisme, som tyskerne havde gjort. Forholdet mellem det psykiske og det fysiologiske kunne ikke forstås dualistisk. Altså måtte det forstås monistisk, og det er det sværeste. Rubinstein forsøgte sig med forskellige løsninger igennem årene. Til sidst måtte han stille sig tilfreds med at bestemme det psykiske som hjernens reflektoriske virksomhed. Det er iøvrigt en løsning på erkendelsesproblemet, der på det nærmeste er identisk med Aristoteles' opfattelse af erkendelse som objektets form genspejlet i hjernens stof. Hvad den dog på ingen måde bliver forkert af. Bestemmelsen er utvivlsomt sand. Men er den hele sandheden? Det må have plaget Rubinstein, at det psykiske identificeres med genspejling, for genspejling udtrykker kun den modtagende side af mennesket. Var det kompensation nok, at hans psykologi hermed var lettere at forene med Pavlov og den refleksologiske tradition, der vandt fodfæste igen i slutningen af 30'erne? Det var det næppe. Også hvad det andet problem angik, søgte Rubinstein en monistisk løsning, men her var den noget lettere at gå til. Enheden af det subjektive og det objektive kunne han nemlig hente ikke alene hos de åndsvidenskabelige tyske psykologer, som han havde været i lære hos, han kunne også hente den hos Marx. Enheden er den praktiske menneskelige virksomhed (S ->0). Og det bør ikke forlede til idealisme, som det gjorde i Tyskland, for menneskets praktiske virksomhed er en materiel proces i den materielle verden. Og eksisterer også ån~ delig virksomhed, så var dog først den praktisk-materielle virksomhed. For som Marx skriver i Feuerbachteserne: "Samfundslivet er væsentlig praktisk. Alle mysterier, der forleder teorien til mysticisme, finder deres rationelle løsning i den menneskelige praksis og i forståelsen af denne praksis".' Den rationelle løsning på subjekt-objekt problemet finder Rubinstein altså i den menneskelige virksomhed. "Det psykiskes grundlæggende eksistensform er dets eksistens som proces, som virksomhed", skriver han i Væren og Bevidsthed 4 fra 1957, der betragtes som slutstenen i hans mangeårige værk. Identificeringen af den praktiske virksomhed som grundlæggende psykologisk kategori på materialistisk grundlag, er et vældigt skridt i psykologiens udvikling som videnskab. "Marx' Konzeption liber die Herausbildung der menschlichen Psyche im Tatigkeitsprozess indirekt liber die Produkte dieser Tatigkeit lost das Kernproblem der hentigen Psychologie und erschliesst den W eg zu einer grundsiitzlich anderen Liisung der Frage nach ihrern Gegenstand, als dies die einaoder befehdenden Stromungen der heutigen Psychologie tun", skriver Rubinstein i Det kan nok være, men det tjener Rubinstein til uvisnelig hæder, at han har set det.

6 166 Personlighedens Almene Grundlag I løvrigt må det også have tilfredsstillet ham ganske meget, for med virksomhedsbegrebet er det denne gang mennesket som aktivt subjekt, som bestemmelsen fremhæver. Med sine to 'løsninger' af det psykofysiske problem - psyken som genspejling via hjernen og psykens eksistens som virksomhed - har Rubinstein skaffet psykologien to meget vigtige filosofiske fixpunkter. Men vi bemærker også, at to løsninger ikke er een løsning. Rubinstein har fået fat i såvel (O ->S) som (S ->0), men man kan ikke hævde, at han har fået fat i dem i een sammenhæng. Hvad der er opnået er en meget indsigtsfuld sammensætning. Dette forbavser ikke. Man kan næppe blotlægge sammenhængen med filosofiens abstrakte metode, for sammenhængen er genstandens konkrete sammenhæng, som den kommer til udtryk i genstandens konkrete udvikling. Nu holdt Rubinstein sig ikke udelukkende til problemet om subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed som filosofisk problem. Han arbejdede også med det som psykologisk genstandsproblem, hvad der demonstreres af hans Grundlagen der al/gemeinen Psychologie fra 1946, der vel nok er den bedste og den mest omfattende psykologiske sammenfatning i verden på daværende tidspunkt. Alligevel kommer Rubinsteins filosofiske tendens også til udtryk, når han er ude efter den konkrete psykologiske genstand. Dette ser vi eksemplificeret i den løsning af personlighedsproblemet (subjekt-objekt problemet som psykologisk genstandsproblem), som han opstiller efter at have kritiseret henholdsvis den mekaniske og romantiske (personalistiske) opfattelse. Han skriver i Væren og Bevidsthed: "Ved forklaringen af de psykiske fænomener går personlighedspsykologien ofte ud fra standpunkter, som står i direkte modsætning til den mekanistiske determinisme. I den mekanistiske udlægning afledes de psykiske fænomener direkle af ydre p&virkninger. Den psykologi, der tager udgangspunkt i personligheden (den personalistiske psykologi) glider let over i diametralt modsatte standpunkter, således at man ved forklaringen af de psykiske fænomener, kun går ud fra personlighedens indre egenskaber eller tendenser. En sådan udlægning af de psykiske fænomener er blot vrangsiden af den mekanistiske konception. Derfor må man ikke søge løsningen af spørgsmålet og overvindelsen af den opståede antitese i en forening af de to standpunkter. Hvis man gør dette og hævder, at man dels må tage hensyn til de ydre påvirkninger, dels til de psykiske fænomeners indre bevidsthed, går man i virkeligheden blot ind for to-faktor-teorien." Det kan vi godt forstå. Rubinstein fortsætter: "Man må sætte de ydre påvirkninger og de indre betingelser i en ganske bestemt relation til hinanden. Vi går ud fra, at ydre årsager (ydre påvirkninger) altid kun virker, når de formidles gennem indre betingelser. Med denne opfattelse af determinismen får vi den sande betydning, som personligheden - opfattet som de indre betingelsers samlede helhed - har for forståelsen af de psykiske processers lovmæssighed. På den måde befris formuleringen af personlighedsproblemet fra metafysikken og subjektivismen og får dermed sin fulde betydning for psykologien." Kort og

7 Filosof-psykologen Rubinstein 167 godt: 11 / relation til de psykiske fænomener fremtræder personligheden som en fast og sammenhængende helhed af indre betingelser, gennem hvilke de ydre påvirkninger brydes. " 6 Relationer og forhold Hvad er det så, som Rubinstein har opdaget med tesen om de ydre årsagers formidling igennem de indre betingelser, der er blevet opfattet som essensen af hans indsigt? Han har- som vi ser- afvist to-faktor teorien, der i sig rummer den forestilling, at et fænomen er summen af sine bestanddele, summen af to faktorer. F.eks. at den menneskelige psykologi er summen af biologiske og sociale forudsætninger. Når to hænder klapper, så er lyden imidlertid ikke summen af de to hænders anstrengelse. Den er produktet, indser Rubinstein. For det er kun i vekselvirkningen mellem hænderne, at lyden fremkommer. Dette er forsåvidt ingen ny indsigt. Allerede John Stuart Mill fremhævede den i en kritik af sin fars umådelige firkantede mekaniscisme. Hvor James Mill talte om 'mental mechanics' (de psykiske fænomener opfattet som sum), der talte John Stuart således om 'mental chemistry' (de psykiske fænomener opfattet som produkt). Og betydningen af denne indsigt ligger da også netop i dette: At afvise den platteste mokaniseisme - og den dertil hørende subjektivisme. Rubinstein så imidlertid et videre dialektisk perspektiv heri. Verdens ting og fænomener kan ikke opfattes som isolerede og uafhængige størrelser. Ethvert fænomen er en refleksion af noget igennem noget andet. Det værende udgør på den måde en stor sammenhæng. Der findes ingen isolerede øer i det værende. Alle ting er spejle, der i princippet genspejler hele universet. Dette er en vigtig erkendelse. Men det er også en meget generel erkendelse. Hvis princippet om de ydre årsagers brydning igennem indre betingelser gælder for alle ting, så kan princippet f.eks. ikke være en bestemmelse af personligheden. Hermed har man nemlig intet sagt om det særegne og kvalitativt særlige ved personligheden. Det, man har udsagt, kunne gælde en jordbund, hvor der "på en fugtig og blød... kommer tydelige fodspor, men ikke på en tør og sammenpresset", som Leontjev siger med adresse til Rubinstein i Virksomhed, be~ vidsthed og personlighed.' Man kan simpelthen ikke fange personligheden som konkret genstand med en filosofisk abstraktion. Der ligger da heller ingen psykologisk genstandserkendelse i bestemmelsen af personligheden som "en fast sammenhængende helhed af indre betingelser". Heller ikke selv om Rubinstein meget dygtigt opregner en lang række af disse indre betingelser. En opregning danner ikke en sammenhæng, men kun en sammensætning. Men de konkret-psykologiske mangler er ikke det eneste problem, der ligger gemt i Rubinsteins formel om de ydre årsagers brydning igennem indre betingelser. Der er også et mere principielt (filosofisk) problem. Man kan nemlig

8 168 Personlighedens Almene Grundlag I spørge, om Rubinstein med denne formel alligevel kommer ud over to-faktor teorien? Der er ingen tvivl om, at formlen afviser den primitive to-faktor teori, der - som vi netop har skitseret - kendetegner den mekaniske materialisme i dens mest naive og rabiate udformning. Men er der så ikke blot tale om to-faktor teorien i en fornuftig udformning? Formlen rummer jo to faktorer, som Rubinstein opfatter som delvis uafbængige, nemlig de ydre årsager og de indre betingelser. Svaret er ganske klart. Rubinsteins formel er en to-faktor teori. Hvad der giver os anledning til at fremhæve en vigtig distinktion, som vi tidligere kort har berørt. Nemlig at der findes to forskellige former for forbindelser i verden: Den udvendige forbindelse og den indvendige forbindelse. I den udvendige forbindelse er forbindelsens sider defineret uafbængigt af hinanden. Det vil sige, at der er tale om en forbindelse mellem elementer. I den indvendige forbindelse er forbindelsens sider defineret ved hinanden. Det vil sige, at der er tale om en sammenhæng mellem momenter. De to forbindelser svarer altså til vores skelnen mellem sammensætning og sammenhæng. Den udvendige forbindelse kan også kaldes en mekanisk forbindelse. Hvilket ikke nødvendigvis betyder, at den indvendige forbindelse kan kaldes dialekti k. Ole Elstrup Rasmussen har i sit arbejde hæftet forskellen op på to betegnelser, der almindeligvis udgør synonymer. Han kalder den udvendige (mekaniske) forbindelse for en relation. Og han kalder den indvendige forbindelse for et forhold. En relation er altså en forbindelse mellem uafbængigt bestemte størrelser, mens et forhold er en forbindelse mellem størrelser, der er defineret ved hinanden. Forbindelsen mellem fod og sten, når man har fået en sten i skoen, er en relation. Forbindelsen mellem kvinden og manden i et forhold, er et forhold. Det kan anbefales at bruge denne sprogbrug, for det er uhyre vigtigt at holde forskellen fast. Den primitive to~faktor teori opererer naturligvis med en relation (udvendig forbindelse) mellem de to faktorer. Den er derfor mekanisk. Spørgsmålet er imidlertid om den fornuftige to-faktor teori, som vi har identificeret med Rubinsteins formel, ophæver forbindelsens relationelle karakter og bliver et egentligt forhold? Eller sagt på anden måde, hvor tæt på det dialektiske er Rubinstein kommet med sin formel? Kybernetik og systemtænkning Vores begribelse af relationer er langt mere fremskreden end vores begribelse af forhold. Hvilket naturligvis skyldes den mekaniske fysik og dens afsmitning på andre videnskaber. Udviklingen i den relationelle eller mekaniske erkendelse kan historisk deles i to faser, som vi kan kalde henholdsvis maskinfasen og systemfasen.

9 Filosof-psykologen Rubinstein 169 Det, der kendetegner maskinfasen, er reduktionen af resultatet til de elemtære delprocesser, der skaber det. Det vil sige, at den abstrakte analyse fører til, at man overser, at vekselvirkningen som fænomen har en egen kvalitet. Vekselvirkningen er blot summen af delene, en sammensætning af elementer som i en maskine. Denne børnesygdom overvindes med systemfasen, hvor man kan fastholde vekselvirkningen som en egen kvalitet samtidig med, at man beskæftiger sig med elementerne. En sådan vekselvirkningssammenhæng baseret på relationer kaldes et system. Og når man taler om systemiske egenskaber, så taler man netop om den særlige kvalitet, der er resultatet af en vekselvirkning mellem relationelt stillede elementer. Kategorierne system, vekselvirkning, relation, ydre forbindelse og me.kanisk forbindelse hører derfor sammen. Det er videnskaben om ydre forbindelser, der er blevet voksen, kunne man sige. Indledes skridtet fra maskiatænkning til systemtænkning allerede i anden halvdel af det 19. århundrede, hvor vi har set det komme filosofisk til udtryk i sønnen Mills brud med faderen Mi li, så kommer udviklingen til fuldt flor videnskabeligt lige efter 2. verdenskrig med systemteorien, informationsteorien og kybernetikken. Som hovedmand i denne udvikling regnes biologen von Bertallanffy og matematikeren Norbert Wiener, men det er ikke uinteressant i dette kapitels sammenhæng at notere, at den kybernetiske tænkning i mangt og meget var blevet foregrebet i den russiske (psykologiske) fysiologi. I forbindelse med den amerikanske udgivelse af Hjemens Reflekser i 1964 betegner en af kybernetikkenspionerer Walther Rosenblith således Setcherrov som "a too littie apprecia~ ted forebear of Norbert Wiener."' Hvad den vestlige videnskab havde overset, havde russerne naturligvis ikke selv overset. Sovjetunionens videnskab var derfor særdeles beredt til at modtage systemteorien og kybernetikken, efterhånden som den udviklede sig. Sovjetunionen bleviso'erne og 60'erne simpelthen det land i verden, hvor den kybernetiske tænkning var mest i højsædet. Det kan forbavse, da man i Sovjetunionen var temmeligt langt bagud for USA med hensyn til den computer-videnskab, der har været en væsentlig drivkraft i udviklingen af den kybernetiske tænkning. Men det skyldtes, at man havde sin egen vældige drivkraft i femårsplanerne. Styringen af de samfundsmæssige processer efter en plan var nemlig en enorm opgave, der stillede store krav til udviklingen af videnskabelige styringsprincipper. (Kybernetik er per definition videnskaben om styring.) Kybernetikken er en teori, der er klart materialistisk, idet den går ud fra den materielle vekselvirkning imellem materielle størrelser. Samtidig undgår den at reducere denne vekselvirkning til summen af dens sider. Tværtimod siger den, at hele er mere end summen af delene, idet det samlede produkt af vekselvirkningen giver helheden en særlig systemisk kvalitet. Samtidig demonstrerede den sin videnskabelige genstandskarakter i en lang række praktiske sammenhænge fra økonomi og rumfart til pædagogik og fysiologisk psykologi. Med et

10 170 Personlighedens Almene Grundlag I sådant signalment var det selvfølgelig så godt som umuligt, at kybernetikken ikke skulle blive opfattet som den langt om længe realiserede dialektiske materialisme. Og det blev den, selv om enkelte kritiske røster blandede sig i koret, F.eks. 'Materialist' der i oktober 1953 med artiklen 'Hvem tjener kybernetikken?' i et førende filosofisk tidsskrift fastholdt, at dialektisk materialisme ikke kunne reduceres til principper for systemisk kontrol. F.eks. var der en kvalitativ forskel på den menneskelige hjerne og selv den mest avancerede computer eller robot. Når Shannon og Walters forsøgte at konstruere en kybernetisk maskine, der kunne efterligne menneskelig adfærd og intelligens, så ville det aldrig lykkes. Hele ideen var baseret på den samme fejl, som den Holbach og LaMettrie led under i 1700-tallet. Men de var i det mindste undskyldt, for dengang kunne man ikke vide bedre. Og deres materialisme var vendt mod reaktionen, hvor~ imod den kybernetiske materialisme var reaktionær. 'Materialist' mente nemlig, at den teknologiserende ambition bag kybernetikken blot var et ondartet forsøg fra de vestlige kapitalisters side på at trække profit ud af produktionen uden at betale arbejderne løn.' 'Materialist' var formodentlig glad over, at han havde skrevet sin artikel under pseudonym, for ikke alene vandt hans artikel ringe gehør, hans artikel blev af kybernetik-entusiasterne i årevis brug som skoleeksempel på, hvor tåbelig man kunne være. Men var 'Materialist' nu så tåbelig? Det første vi ihvertfald konstaterer er, at han i 1953 forudså det problem, som teknologiudviklingen og automatiseringen ( altsammen funderet på den kybernetiske videnskab) udgør for lønarbejderen i den kapitalistiske verden i 80'erne. Det gør imidlertid ikke kybernetikken til et kapitalistisk komplot. Det er kapitalismens ulykkelige begrænsning, at de kræfter, den så dygtigt udvikler, har det med ukontrollabelt at vende sig mod menneskene selv. Men det kan ikke kaldes et komplot. (Desuden forbiser vi ikke, at den teknologiske udvikling også stiller nye midler i almindelige menneskers hænder. F.eks. den bambus-pc' er somjeg nu sidder og skriver på.) Det er altså urigtigt, når 'Materialist' reducerer kybernetikken til et nummer i klassekampen. Kybernetikken er en ægte videnskab med en ægte genstand, og den har tilmed med stor dygtighed blotlagt en lang række aspekter ved denne genstand, som er vekselvirkning og Jystemrelationer. Men hermed ser vi, at 'Materialist' har ret i en ting. Nemlig når han insisterer på, at dialektisk materialisme ikke er kybernetik. For den dialektiske materialisme kan ikke reduceres til videnskaben om vekselvirkning og systemrelationer - udvendige forbindelser. Uden inddragelsen af den indvendige forbindelse - forholdet - kan man ikke nå den dialektiske materialisme. (Hermed har han sandsynligvis også ret i, at kybernetikken ikke kan konstruere kunstigt liv. Liv er et forhold og kan derfor ikke konstrueres som en relation. 10 )

11 Filosof-psykologen Rubinstein 171 Når vi bruger tid på denne historie, så er det af flere grunde. For det første er det for at fremhæve den væsentlige forskel mellem relationer og forhold. Det er absolut nødvendigt at foretage en principel skelnen mellem udvendige og indvendige forbindelser. Der er imidlertid ikke noget at sige til, at distinktionen i praksis har været svær at fange. Ved relationel vekselvirkning opstår der syslendske kvaliteter, så det gælder, at helet er mere end summen af delene. Det samme opstår, når momenter ophæves i et forhold. Også her gælder, at helet er mere end summen af delene. At det sidste alligevel er noget andet end det første, har imidlertid været meget svært at få fat i. Hvilket ikke ndndst skyldes, at det indtil nu har skortet på videnskabelige demonstrationer af det sidste, mens det første er blevet omhyggeligt gennemarbejdet. Heri ligger årsagen til, at psykologien blev bestemt som en kybernetisk disciplin i sovjetisk videnskab (og - fejlagtigt - opfattet som dialektisk materialistisk funderet). Men problemet (der jo ikke er et filosofisk problem men et genstandsproblem) kan ikke begrænses til sovjetisk psykologi. Også i den moderne vestlige psykologi er problemet grundlæggende, og det er en anden grund til at frembæve det. Hvad det i princippet drejer sig om, er videnskabeligt at bestemme, hvornår man har med relationer og hvornår med forhold at gøre (begge dele findes som sagt). I så godt som alle psykologiens discipliner går man imidlertid stadig ud fra relationen som grundskema og overser forholdet. Det vil sige, at den videnskabelige tænkning endnu er fastholdt i en mekanisk ramme. Hvilket giver den romantiske reaktion, når utilstrækkeligheden af den mekaniske reduktion intuitivt anes. Det mekaniske og romantiske udspringer altså af vores manglende evne til at placere relationer og forhold rigtigt. Den romantiske opfattelse finder vi først og fremmest i personlighedspsykologien, som vi har set. Det er forståeligt i betragtning af den altdondnerende bestemmelse af individet som et relationelt system ( vekselvirkningsfeltet af drifter, motiver, emotioner, erfaringer og oplevelser) anbragt i en relationel ramme (vekselvirkningsfeltet af de sociale individ-individ relationer). Her siger fornemmelsen tydeligt, at et eller andet vitalt mangler. Hvad de romantiske personologer så genindfører som 'personligheden'. Jvnf. f.eks. Stern og Allport Har man valget mellem - groft sagt - spøgelset i maskinen eller blot maskinen, så kan man ikke fortænke nogen i at vælge det første. Den mekanisk-kybernetiske opfattelse finder man til gengæld til overmål i kognitionspsykologien. Ja, efter 2. verdenskrig er kognitionspsykologi- gennem tænkere som f.eks. Bruner, Ashby, Miller, Galanter og Pribram - blevet en kybernetisk psykologi par excellence. Hvad der ikke mindst har spillet en stor rolle for den psykologiske tænkning ved Psykologisk Institut i Århus. Indtil midten af 60'erne blev de studerende på det meget kognitionspsykologisk orienterede psykologiske laboratorium i København opdraget i Københavnerfænomenologiens tænkning og metode. På det tidspunkt nåede den amerikanske kognitionspsykologi imidlertid for alvor frem til Danmark, hvor de stu-

12 172 Personlighedens Almene Grundlag J derende - mod den herskende tradition - tog den til sig, Hvad der naturligvis skabte nogle brydninger. Da medarbejerkernen ved det nyoprettede psykologiske institut i Århus blev rekrutteret fra denne studentergeneration, kan man sige, at instituttet blev grundlagt på amerikansk kognitionspsykologi. Af samme grund står de mekanisk-kybernetiske forestillinger stærkt her. (!øvrigt bakket op af den indflydelse som sovjetisk kybernetisk psykologi har øvet på den lokale arbejdspsykologi.) Uimodsagt står den mekanisk-kybernetiske forståelse imidlertid ikke. Den opmærksomme iagttager vil have bemærket en delvis uudtalt diskussion mellem Sten Folke Larsen og Jens Mammen om informatik i almindelighed og Eleanor Roschs prototyper i særdeleshed. Diskussionen handler i realiteten om intet mindre end indholdet og begrænsningen i den relationelle systemforståelse. Det er en uhyre vigtig diskussion, fordi det er her, at psykologien står over for at tage det næste skridt mod en mere begribende erkendelse. Her kan man altså gøre faget en tjeneste, hvis man kan formå Sten og Jens til at eksplicitere deres diskussion, så man kan komme videre med undersøgelsesarbejdet Skrappe betingelser En yderligere grund til at fremhæve forskellen mellem relation og forhold er, at vi med denne distinktion forstår, at Rubinstein ikke er nået frem til den dialektiske materialisme. Hertil er psykens bestemmelse som vekselvirkning ikke tilstrækkelig. Med tesen om, at de ydre årsager virker gennem indre betingelser, er han stadig fanget i en mekanisk ramme. At han så kompenserer det mekaniske islæt i sin tænkning med et romantisk islæt, ændrer ikke dette. Hans identifikation af såvel 0->S som S-> O er meget indsigtsfuld, Men han sætter dem sammen. Hænge sammen gør de endnu ikke. Rubinstein er almenpsykolog, og Rubinstein er personlighedspsykolog, men enheden af subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed er ikke nået med kombinationen af sammenhæng og sammensætning. Dette er ingen kritik af Rubinstein, blot en konstatering. Man kan ikke virkeliggøre et filosofisk princip i en videnskabelig genstandslære, blot fordi man vil det. Hvad det filosofiske princip i virkeligheden går ud på, kan nemlig først afsløres efter, at den konkrete genstands dialektik er blotlagt. Og i dette arbejde gives der ingen genveje. Man kan ikke nå frem på en enkelt generation. Men hver generation kan yde sit. Og det var, hvad Rubinstein til overmål gjorde. Der stod da også i Sovjetunionen stor respekt om Rubinsteins indsats. Man forstod, at han havde fat i noget, som de fleste andre russiske psykologer ikke havde fat i. Og selv om Rubinstein blev kritiseret både for at være romantisk og for at være mekanisk (og faktisk var han jo begge dele), så gjorde man en undtagelse med sin mest psykologiske psykolog, da man i slutningen af trediverne gav psykologien et ordentligt nakkedrag. Mens psykologi i almindelighed

13 Filosof-psykologen Rubinstein 173 blev sat uden for døren, fik Rubinstein Stalin-prisen for 1940-udgaven af Den almene psykologis grundlag, stiftede Moskvas Universitets psykologiske afdeling i 1942, blev formand for Videnskabsakademiets filosofiske instituts sektion for psykologi i 1945, og fik Lenin"prisen for Væren og Bevidsthed året før sin død i "From all these official bonars ane might think that Rubinstein was an ideological back, a mere apologis! for Marxism. He was not."" Fortæller Grabarn os og fortsætter med at beskrive, hvordan Rubinstein fastholdt sine ofte ubelejlige anskuelser i stalinismens kuldeperioder. I betragtning af, at den objektive psykologi (0->S) blev opfattet som i bedst overensstemmelse med den dialektisk materialistiske filosofi, kan det forekomme gådefuldt, at en 'subjektiv' (S->0) psykolog som Rubinstein slipper uantastet igennem den kritik, der fældede objektive psykologer i hobetal. Men i virkeligheden er det det ikke. Hvad (0->S) psykologien faldt på, var nemlig ikke sin filosofi men sin utilstrækkelighed i praksis. Sovjetunionen havde i slutningen af 20'erne rystet interventionskrigens vær~ ste følger af sig, hvilket gav den psykologiske videnskab mere ånderum. Samtidig havde der meldt sig nye opgaver, der fordrede psykologiens praktiske medvirken og tilbød den nye konkrete udfordringer. Det var det, der gav Kornilovs reaktologi en så frodig opblussen. Opgaven var at forvandle Sovjetunionen fra et tilbagestående bondeland til et moderne industrisamfund. Og den proces, der i Vesteuropa havde taget over 100 år, skulle her ske i rekordfart, hvis socialismen skulle overleve. En opfattelse der ikke blev dementeret af de frygtelige krigsbegivenheder, der fulgte en halv snes år efter. Lynindustrialiseringen stillede enorme krav til de materielle og menneske~ lige ressourcer. For at opfylde de første krav måtte man kollektivisere landbruget i et tempo, så bønderne havde vanskeligt ved at følge med. For at opfylde det andet krav måtte man lave alfabetiseringskampagner og uddannelsesprogrammer for millioner af mennesker. Og her kunne psykologi og pædagogik (hvilket man kaldte pædologi) vanskeligt følge med. Ganske vist startede det fint med en hastig udvikling af industriel psykologi, arbejdspsykologi, organisationspsykologi, psyketeknik og pædagogisk psykologi. Men snart begyndte kritikken at melde sig. Kritikken kulminerede på et møde i det kommunistiske partis centralkommile den 4. juli 1936, hvor man vedtog et dekret 'om pædologiske perversioner i Folkekommisaratet for Uddannelse'. Heri blev psykologerne og pædagogerne beskyldt for at forsøge "to prove from the would-be 'scientific', 'bio-social' point of view of modem pedology that the pupil's deficiency or the individual defects of his behavior are due to hereditary o r social conditioning." 12 Hvilket med andre ord vil sige, at psykologerne bliver fældet på grund af den indsigt, at mennesket er et produkt af sine materielle (biologiske og sociale) omstændigheder!

14 174 Personlighedens Almene Grundlag I Hvorfor nu det? Jo, når man skal totalforandre samfundet, så er man inter~ esseret i mennesket som producent (S-> 0), ikke i mennesket som produkt (0->S). I teorien kan determinismen være i højsædet, men i praksis er det voluntarismen. (Her må man ikke glemme, at hele den kommunistiske forestilling om at lave samfundets om efter en rationel plan er en (S->0) forestilling om noget.) Hvad man havde brug for af pædologerne, var praktiske anvisninger på, hvordan man nåede sit mål. Man havde absolut ikke brug for at vide, at Boris Petrovich ikke kunne klare opgaven fordi han manglede intelligens. Eller at Igor lvanovich ikke kunne leve op til ansvaret på grund af tidlig fejlsocialisering. Når psykologerne boltrede sig i diskussioner om arv og miljø, så forekom det kritikerne, at de var "professionally more oriented toward finding an excuse than toward development of a cure", som Raymond Bauer skriver 13 Men det satte centralkommiteen altså en stopper for. Den forbød ganske enkelt intelligensprøver og andre mentale tests! Og så blev mandatet leveret tilbage til psyke-fysiologerne, der kunne vise anderledes resultater. I 1936 havde Pavlovs elev Anokhin således opdaget reafferensprincippet, dvs. den tilbagekobling i refleksbuen, der er forudsætningen for centralnervesystemets kybernetiske styring. (Reafferensprincippet bliver uafhængigt opdaget i 1950 af Holst og Mittelstaedt i Vesten.)" Inden forargelsen tager magten fra os, foretager vi en nøgtern betragtning. For forskningen er forskningen utvivlsomt et mål i sig selv, men det kan det ikke være for samfundet. For samfundet er den et middel til fremme af den sam~ fundsmæssige udvikling. Sålænge forskningen i det store og hele fremmer samfundsmæssige mål praktisk eller ideologisk, så får den frie forsknings banner lov til at vaje fra universiteterne (hvad den hidtil har gjort i Danmark). Modsvarer forskningen imidlertid ikke samfundets behov, som staten eller private mæcener definerer dem, så lægges der bånd på friheden (hvad man må frygte kan ske i Danmark). Og der er mange måder at diktere forskningen på. Måske foretrækker man den diskrete darwinistiske metode med bevillingsudsultning, der giver forskerne tid til at tilpasse sig, fremfor det direkte diktat fra centralkommiteen. Men det er tæt på at blive et smagsspørgsmål Forskere bryder sig ikke om indgreb i deres frihed, men det er ikke illegitimt, at samfundet (og dermed staten) stiller krav til sin videnskab. Det, der afgør om det er afsporende for videnskabens udvikling og erkendelsen, er ikke kravet som sådan. Det er arten af kravet. Her kan man sige, at kravet om at videnskaben skalløfte befolkningen op på det højeste tekniske, intelligensmæssiget. 1 og kulturelle stade på et tiår, forekommer et ideelt krav til enhver videnskab. Og i hvertfald langt mere ideelt end de krav, der idag stilles til en betragtelig del af klodens videnskab, nemlig krav om at udvikle masseudryddelsesvåben og teknikker til fremme af enkeltgruppers kortsigtede profitinteresser. På den måde blev det ideelle krav en vældig impetus for sovjetisk videnskab.

15 Filosof-psykologen Rubinstein 175 For at træerne ikke skulle vokse ind i himlen, huggede man så ordentligt til med den helt utidige indblanding i videnskabens metodevalg, som f.eks. pædologi-dekretet var udtryk for. Noter til kapitel Lenin, V.: Philosophical Notebooks, Lenin Collected Works, Moskva 1972, vol. 38, s MalX-Engels Werke, Berlin 1977, vol. 3, s. 5. Eller Man/Engels Udvalgte Sloifter, Kbhvn. 1973, vol. 2, s Marx-Engels Werke, op.cit., 3. s. 7. Marx/Engels Udvalgte Slaifter, op.cit., 2, s Rubinstein, S.L.: Væren og Bevidsthed, Kbhv. 1976, s Cf. JA. Budilowa: Phifosophische Probierne in der sowjetischen Psychologie, Berlin 1975, s Ibid., s Leontjev, AN.: Virksomhed, bevidsthed, personlighed, Kbhvn. 1983, s Rosenblith, WA.: Postscript i Ivan M. Setchenov: Reflexes ofthe Brain, Mass. 1%5, s Graham, L.R.: Science and Philosophy in the Soviet Union, G.B. 1971, s Man må skelne mellem kunstigt at skabe liv (kunstig befrugtning, f.eks.) og at skabe kunstigt liv. Hvad det sidste angår, så fordres af liv, at der fmdes et subjekt~objekt forhold. Her er objektet en ligeså afgørende bestanddel af livsforholdet som subjektet. Der er tale om mo~ menter. F.eks. hører sukker med til definitionen af gærcellen som levende. Skal man skabe kunstigt liv, så må man altså skabe et sådant subjekt-objekt forhold. Det er ikke nok, at man laver en maskinc, der kan reagere som om, at den var levende. Opgaven er formentlig principielt umulig. Man må endvidere skelne mellem at skabe kunstigt liv og at skabe kunstig intelligens. Hvis intelligensen tilhører livets operationsside, så kan den formentlig som alle andre operationer udvendiggøres. Ihvertfald i princippet. Mit bud er derfor, at kunstigt liv er umuligt, kunstig intelligens muligt, hvis man ellers kan finde ud af det. 11. Graham, op.cit., s Bauer, A.: The New Man in Soviet Psycho/ogy, Mass. 1952, s Ibid. 14. Det kan forekomme paradoksalt, at det netop er fysiologien, der får mandatet, da psyko-fy~ siologienjo i endnu højere grad er et (0->S) paradigme. Men for det første var Stalin-tidens politik netop paradoksal og kan nærmest karakteriseres som mekanisk subjektivisme. For det andet tilbyder psykofysiologerne en meget mere attraktiv 0->S opfattelse af mennesket end psykologerne. Nemlig mennesket som maskine, hvis kræfter driftsingeniøren (Stalin) kunne anvende efter forgodtbefindende. Og i dt;nne opfattelse kommer både 30'ernes teknologiforherligelse og stalinismensanti-humanisme til udtryk. 15. Også intelligensen er noget, der kan udvikles. Vi benytter lejligheden til at pege på Finn Ejnar Madsens meget interessante og tankevækkende skrift om intelligens, Intelligensen er materiel virkelighed, GMT 1976.