hus forbi Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 77 september 2008

Transkript

1 hus forbi Køb avisen på stationen ikke i toget Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 77 september 2008 Kaprede fly for at komme til Danmark Boligindretning til hjemløse Verdens ældste hjemløseavis Missede en aftale og røg på gaden Det kommunale regelhelvede og kontroltyrani rammer socialt udsatte hårdt

2 Foto: Colourbox Hvem tager over? Går man en tur op ad et hovedstrøg i en af landets storbyer, støder man som regel på tiggere, som enten går omkring med et papkrus eller sidder med et bæger foran sig. Mange af disse tiggere ligner til forveksling de mennesker, som forsøger at sælge langstilkede roser eller små blinkende nøgleringe til udendørskoncerter eller andre steder, hvor mange mennesker er samlede. Angiveligt er der tale om romatiggere (sigøjnertiggere), som ifølge en norsk undersøgelse fra 2007, låner penge til høje renter for at rejse til udlandet for at tigge. Undersøgelsen (lavet for hjælpeorganisationen Kirkens Bymisjon) viste, at tiggeriet ikke var organiseret, højst som et familieforetagende. Hver enkelt romatigger kunne tjene ca. 150 norske kr. om dagen, og tiggerne fortalte, at der var mange forbipasserende, som ikke gav noget. Hvem sørger for, at der ikke bliver endnu flere tiggere i de danske storbyer? Med andre ord, hvem tager sig af EU s nye transnationale underklasse? Ifølge den norske undersøgelse hænger de forbipasserendes uvilje givetvis sammen med, at romaerne ikke bliver betragtet som værdigt trængende, både fordi de har ressourcer til at bevæge sig fra land til land, og fordi de med deres tiggerstil (f.eks. at gå rundt med en kop) skiller sig ud fra de norske tiggere. Mig bekendt er der ikke lavet en lignende undersøgelse i Danmark. Men mit bud er, at en sådan undersøgelse ville vise stort set det samme også hvad angår de forbipasserendes opfattelse af romatiggerne som ikke-værdigt trængende. Det er jo også bemærkelsesværdigt, at mennesker i deres bedste alder, som tilsyneladende er sunde og raske og tilmed er i stand til at rejse til udlandet for at forbedre deres livssituation har tiggeri som deres levevej. Ifølge dette nummers kommentar (s. 14), skrevet af Ole Meldgaard, chefkonsulent på Kofoeds Skole, skyldes det, at der i disse år er ved at opstå en europæisk, transnational underklasse som hutler sig igennem med lidt sort arbejde her og tiggeri der. Og denne underklasse, vil ikke kun bestå af romaere, men også af hjemløse og andre socialt udsatte østeuropæere, som mod alle odds rejser til de gamle (og rige) EU-lande for at søge arbejde eller tigge. Hus Forbi har denne sommer måttet afslutte et projekt målrettet gruppen af fattige østeuropæere (hovedsagelig polakker og rumænere), som siden EU s østudvidelser i 2004 og 2007 er kommet til landet. Projektet gik ud på at hjælpe østeuropæerne ind på det danske arbejdsmarked ved at lade dem være Hus Forbi-sælgere i et halvt år og samtidig tilbyde dem gratis danskundervisning. Men projektet mislykkedes, de kom ikke ud på arbejdsmarkedet, og der opstod en hel del problemer, som bl.a. udsprang af deres manglende danskkundskaber. Derfor er projektet nu under afvikling. Men hvem tager så over? Og hvem sørger for, at der ikke bliver endnu flere tiggere i de danske storbyer? Med andre ord, hvem tager sig af EU s nye transnationale underklasse herunder Hus Forbis tidligere østeuropæiske sælgere? Hus Forbi modtager gerne forslag fra læserne både forslag til, hvem der bør tage sig af disse mennesker, og også gerne forslag til projekter rettet mod dem. For kunne man ikke tænke sig, at al denne (transnationale) arbejdskraft blev udnyttet til andet end at samle mønter eller sælge roser? Kunne man f.eks. forestille sig en søsteravis til Hus Forbi men med tilrejsende romaer og østeuropæere som målgruppe og sælgere? Fat pennen eller tastaturet, og skriv til os på: redaktion@husforbi.dk God læse- (og skrive)lyst. Jaku-Lina E. Nielsen, Anshv. redaktør, Hus Forbi Du får dødsstraf I stedet for at få hjælp i kommunen oplever mange borgere det stik modsatte, fordi de ikke kan finde rundt i myriaderne af kommunale kontorer, instanser og regler. Også socialrådgiverne føler sig tynget af bureaukratiet, der stjæler tiden fra kontakten med borgeren. Udgiver: Foreningen Hus Forbi Tornebuskegade 1, København K Tlf Ansvarshavende redaktør: Jaku-Lina E. Nielsen Tlf jaku-lina@husforbi.dk Salgsansvarlig: Rikke Kratholm Tlf rikke@husforbi.dk Salgsmedarbejder: Leif Baran Tlf leif@husforbi.dk Sælgerrepræsentant, Sjælland: Preben Larsen: Debatindlæg og annoncer: redaktion@husforbi.dk Næste nummer udkommer den 1. oktober. Forsidefoto: Holger Henriksen Vi støtter Hus Forbi: Bidrag: Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på dette konto-nr.: (9541) Mærk indbetalingen bidrag. Distribution: Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere som distributør for Hus Forbi dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på: (se listen af distributører på Abonnement: Standardabonnement: 340 kr. (12 numre om året inkl. moms, porto og gebyr). Støtteabonnement: 540 kr. Henvendelser om abonnement på tlf eller karina@notatgrafisk.dk Layout: Westring + Welling A/S Tryk: Medieselskabet Nordvestsjælland Oplag: Antal sælgere: ca. 400 Læsertal: 1. kvartal 2008 ifølge TNS Gallup: ISSN: Om Hus Forbi Hus Forbi udkom første gang i Siden starten af 2006 er Hus Forbi udkommet en gang om måneden. Salgsrekorden er ca solgte eksemplarer (december 2007). Hus Forbi sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker det, man under ét kan kalde skæve eksistenser. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Der er fem fastansatte på Hus Forbi: To på fuldtid og to på deltid, herunder en studentermedhjælper. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. Lions Club Søllerød Mølleaa Markedsføring Husleje mv. Reserve Løn til medarbejdere Det går din 20 er til Moms Produktion og tryk OBS: Kig efter det originale Hus Forbi id-kort af plastik, før du køber avisen! Sælgeren så kan du lære det Jo større sociale og psykiske problemer en borger har, jo mindre forståelse møder vedkommende i den kommunale sagsbehandling. Sådan lyder kritikken fra både borgere og socialrådgivere. Af Tina Juul Rasmussen En af grundtankerne bag kommunalreformen var: én kommune én indgang for alle. I dag, godt halvandet år efter reformen trådte i kraft, ser virkeligheden noget anderledes ud. I stedet for at gå ind ad én og samme dør til alle kommunens tilbud, sendes borgeren fra Herodes til Pilatus, fordi forvaltningerne nu er splittet så meget op, at borgeren ofte havner på det forkerte kontor, og fordi ingen heller ikke de ansatte selv længere kan finde rundt. Læg dertil et regelhelvede og kontroltyranni, som er indført på både det sociale og beskæftigelsesmæssige område, og som betyder, at mange risikerer at løbe spidsrod mellem de forskellige instanser. Det rammer hjemløse, misbrugere, psykisk syge og handicappede særlig hårdt, fordi de i forvejen er udsatte og sårbare. I stedet for at få hjælp hos deres sagsbehandler i kommunen oplever mange det stik modsatte: At de mister deres forsørgelse, at de bliver sat ud af deres bolig, eller at de bare må give op, fordi de ikke kan finde rundt i myriaderne af kommunale kontorer og instanser: jobcenter, ydelseskontor, socialforvaltning, private aktører og behandlingstilbud. Ender på gaden Problemstillingen er kendt af socialrådgiver Thomas Christensen fra Opus, der er et behandlingstilbud for unge skizofrene i København. - Et typisk forløb er, at en ung (psykisk syg, red.) møder på jobcentret, bliver matchkategoriseret, får lagt en jobplan og sendes videre til en ekstern udbyder. Hvis der er problemstillinger i forhold til en enkeltydelse eller boligstøtte, sendes han til Socialforvaltningen (Sof). I nogle tilfælde får han her at vide, at spørgsmålet bør behandles i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (Bif). Hvis den unge fortæller, at det er dér, han lige kommer fra, får han at vide, at det er de kede af, men at de ikke kan hjælpe. Så kan han enten blive sendt tilbage til Bif eller til Ydelse (Ydelseskontoret, red.) I Ydelse vil de ikke gøre noget, fordi han ikke er registreret i enten Sofs eller Bifs system, siger han og fortsætter: - Så bliver selv vi socialrådgivere trætte i benene, og den unge er ved at løbe skrigende væk. For 2 hus forbi nr. 77 september 2008 hus forbi nr. 77 september

3 Borgerkontakt under en time om dagen En socialrådgiver ansat på børneområdet i en kommune bruger i snit otte et halvt minut i timen på at tale med forældre og børn hvilket svarer til mindre end en time om dagen. Det viser et tidsstudium, Dansk Socialrådgiverforening har gennemført over to uger (uge 9 og 10) med 114 socialrådgivere som deltagere. I procent svarer det til, at 14 procent af en socialrådgivers arbejdsdag bruges på borgerkontakt, mens 86 procent går med øvrige opgaver. De administrative opgaver tegner sig for 43 procent af arbejdstiden. Tidsstudiet er et led i Dansk Socialrådgiverforenings projekt om afbureaukratisering, der kører parallelt med regeringens afbureaukratiseringsprojekt. Se mere på selvom vi er uddannede socialrådgivere, har vi også svært ved at finde rundt i systemet. Det er endnu mere umuligt for unge psykisk syge og deres pårørende. Det er paradoksalt, at man har kaldt det et étstrenget system, når der er så mange aktører. Rammer uden nåde Retfærdigvis skal det siges, at opdelingen i Sof og Bif er særlig for Københavns Kommune, som tilmed døjer med voldsom stor personaleudskiftning og mangel på socialfagligt uddannet personale. Men eksemplet med et uigennemskueligt system er alligevel langt fra enestående for København, viser Dansk Socialrådgiverforenings dataindsamling fra i år. Og konsekvenserne er til at tage og føle på. For de udsatte tegner sig især et billede af, at de mister overblikket og ikke har kræfter eller overskud til at holde øje med breve eller komme til de lovpligtige samtaler, som er en betingelse for at få udbetalt penge. Og sanktionerne rammer hårdt og uden nåde. - Vi oplever i høj grad, at vores brugere bliver sanktioneret, når de ikke møder til tiden i jobcentrene. Sagsbehandlere kigger ikke længere på mennesket. De kigger på enten beskæftigelse eller økonomi. De bliver sat ud af deres lejligheder, og konsekvensen er, at de skal starte forfra med at finde sig en bolig. Det bliver en ond cirkel, siger socialrådgiver Helle Holm fra Aktivitetscentret på Sundholm (hjemløsetilbud, red.) i København. Hendes kollega, tidligere formand for Boformer for hjemløse (en faggruppe under Dansk Socialrådgiverforening, red.), Wilfried Lauritzen supplerer: - Et af de største problemer er, at de hjemløse har svært ved at leve op til de rigide krav, som jobcentrene stiller, blandt andet, at man skal komme til den indkaldte samtale for at beholde sin kontanthjælp. Hvis ikke, så lukkes der for kontanthjælpen, og der Matchkategorisering bliver først åbnet igen, når man møder på forvaltningen. Det er især svært for matchkategorierne 4 og 5 (dem, som er sværest at matche med jobmarkedet, red.), som jo netop har vanskeligt ved at overholde aftaler. Det har uoverskuelige konsekvenser for den enkelte bruger, både i forhold til at købe mad og drikke, men også til at kunne betale sin husleje og bevare sin bolig. Flere af dem, som Bocentret (Sundholm, red.) har udsluset i egen lejlighed, er endt med at blive sat på gaden, fordi kontanthjælpen er blevet lukket i en periode. Nogle reagerer med aggression og vrede, hvilket desværre forværrer deres samarbejde med forvaltningen. Andre reagerer med afmagt. Straffen nedbryder Jo mere komplicerede sociale og psykiske problemer en borger har, jo mindre forståelse og rummelighed kan han forvente at møde i forvaltningen, mener kontaktperson Ole Berg Kristensen fra hjemløseområdet: - En beboer får et brev med påbud om at møde til en samtale. Han møder ikke op, fordi hans søster har forsøgt at begå selvmord. Han er generelt dårligt kørende og har svært ved at have styr på For ledige, der modtager dagpenge, kontanthjælp eller starthjælp, skal der foretages en helhedsvurdering af den pågældendes beskæftigelsespotentiale. Herefter indplaceres borgeren i en af fem grupper fra matchgruppe 1 til matchgruppe 5, alt afhængig af hvor godt man matcher arbejdsmarkedets krav og behov: Matchgruppe 1: Umiddelbar match Matchgruppe 2: Høj grad af match Matchgruppe 3: Delvis match Matchgruppe 4: Lav grad af match Matchgruppe 5: Ingen match. Foto: Colourbox noget. Udeblivelsen medfører, at han får trukket en halv kontanthjælp. Det medfører, at han bare sidder og græder, han vender sine problemer indad, han bliver passiv, og hans tilstand forværres. Han kan ikke betale sin husleje, og situationen er håbløs. Vi hjælper ham med en afdragsordning for huslejen. Der går så to måneder, hvor han bare får det dårligere. Det har ingen opdragende effekt der er intet incitament i det for ham. Han oplever det som en vilkårlig straf, og den form for straf nedbryder mennesker. Det virker faktisk bare forværrende, siger Ole Berg Kristensen. Men det er langt fra kun hjemløse, som rammes. Behandlingstilbuddet Opus for psykisk syge unge har flere eksempler på, at deres brugere er blevet dårligere eller ligefrem psykotiske af kontakten med systemet: - De unge kan ikke finde ud af, hvad systemet vil med dem, når de sendes rundt det er stressende og kræver ekstra af dem. Hos nogle oplever vi, at det forværrer de psykotiske symptomer, de har i forvejen, fortæller socialrådgiver Thomas Christensen. En socialrådgiver, som ønsker at være anonym, fra en kommunal stofrådgivning sætter tingene på spidsen. Her har man ligefrem et motto for jobcentrenes praksis: Vi giver dig dødsstraf, så kan du lære det. Også Forældrelandsforeningen for forældre med anbragte børn (FBU) har jævnligt henvendelser fra borgere, som fratages deres forsørgelse og er tæt på også at miste deres bolig. - Vi havde et eksempel med en kvinde på omkring 40 år med fem anbragte børn. Hun har aldrig været i arbejde, er fattig, men relativt velbegavet. Hun har en psykisk diagnose og har i perioder ikke turdet færdes på gaden. Hun har ikke kunnet klare aktiveringsprojekter er enten gået amok eller blevet væk. Hun har flere gange fået stoppet kontanthjælpen, fordi hun ikke kunne klare at møde op. Sidste gang blev hun meget vred og gjorde ikke noget, så pengene stoppede. Hun kontaktede os, da fogeden ville sætte hende ud af lejligheden. Vi var behjælpelige med at få kommunen til at åbne for hjælpen og betale huslejerestancen mod tilbagebetaling med alle inkassogebyrer og så videre, fortæller landsformand, Alice Sørensen. Opgiver at få kontakt En anden konsekvens af brugernes fortabthed er netop, at socialrådgivere og socialarbejdere andre steder i systemet og i projekter og organisationer må bruge både tid og ressourcer på at rede trådene ud for deres brugere. Både når der opstår konflikter mellem borgeren og socialrådgiverne i forvaltningen, og når en sag går i hårdknude. En socialrådgiver fra et botilbud for hjemløse fortæller: - Hver dag bruger jeg tid på at ringe til jobcentrene i sager, hvor hjælpen til beboere er blevet stoppet. Den anonyme socialrådgiver fra stofrådgivningen siger: - Flere af vores klienter har opgivet at komme i kontakt med jobcenteret. Man kan trække et Et af de største problemer er, at de hjemløse har svært ved at leve op til de rigide krav, som jobcentrene stiller. nummer i informationsafdelingen, og herefter kan det tage op til flere timer at komme til. Man skal generelt igennem mange personer for blot at søge om kontanthjælp, og flere giver op, før de overhovedet er kommet ind. Systemet er uigennemskueligt for dem og for almindelige mennesker. De mennesker, vi taler om her, har ikke én chance for at køre igennem den mølle. Man skal faktisk mobilisere en del ressourcer og overskud for at kunne overkomme dette. Vi bruger en stor del af tiden på at hjælpe dem og bliver i øvrigt beskyldt for, at vi agerer advokater for vores klienter. Det gør vi, fordi der ikke er andre, som hjælper dem. En stor del af tiden går med at hjælpe dem med at skabe kontakt til den rigtige person, som de skal snakke med. Savner en tovholder Og det indtryk, socialrådgiverne sidder tilbage med af deres kolleger i forvaltningen, er langt fra flatterende. Anders Vanskjær fra Bocentret på Sundholm (hjemløsetilbud, red.) slår fast: - For os at se er helhedsperspektivet helt dødt. Der savnes en tovholder på klienterne. Når man bliver indkaldt til samtale og bliver syg, så kan man ikke ringe afbud på dagen. Man kan ikke få kontakt med sagsbehandleren før efter kl. 13, og min formodning er, at så har systemet allerede automatisk sendt en skrivelse ud til klienten. Socialrådgiveren fra stofrådgivningen formulerer det sådan: - Sagsbehandlere kigger ikke længere på mennesket. De kigger på enten beskæftigelse eller økonomi. Ydelsescentret træffer beslutninger på baggrund af jobcenterets dispositioner og omvendt, men ingen kan træffe selvstændige beslutninger. Der mangler en kontaktperson, der Rigtig skidt for Danmark Fattigdomspakke på vej har overblikket. Ingen ser på den socialfaglige situation, det vil sige på folks problemer, som ikke handler om beskæftigelse, men om sygdom, misbrug, psykisk sygdom, etc. Der mangler flere tandhjul i apparatet mellem jobcentret og os som behandlingsinstitution. Alle citater i artiklen er hentet fra de tilbagemeldinger og kommentarer, Dansk Socialrådgiverforening har fået fra medlemmer, som har bidraget til indsamlingen af eksempler på nyttesløst bureaukrati. Artiklen har tidligere været bragt i fagbladet Socialrådgiveren (nr. 07). tina.juul.rasmussen@gmail.com Bettina Post, konstitueret formand for Dansk Socialrådgiverforening, siger om undersøgelsen: - Samfundet er vores allesammens, og derfor skal det også være tilrettelagt for alle. Vi har fået skabt et system, som ikke magter at tage hånd om de mennesker, der har allermest brug for, at det fungerer. Og det er rigtig skidt for Danmark. Jeg mener, det er meget vigtigt, at politikerne er opmærksomme på, at der stadig findes danskere, som har problemer, der ikke kan løses alene med et job. Det har været Anders Fogh Rasmussens fortælling, siden han blev statsminister at bare man får et job, så bliver alt godt. Men den fortælling er løgn! Jo, et job er rigtig godt for rigtig mange, men det løser ikke alle slags problemer for alle slags mennesker. Og derfor skal vi have et system med plads til anstændighed og omsorg for dem, som ikke bare har brug for et job. Jakob Hougaard (S), beskæftigelsesog integrationsborgmester i Københavns Kommune, har følgende kommentar: - Jeg er opmærksom på, at de mest udsatte kan komme i klemme i et kommunalt kontrolsystem, der næsten udelukkende fokuserer på job. Jeg kan ikke ændre regeringens regler om lovpligtige samtaler, sanktioner osv., men jeg kan gøre systemet lettere at gennemskue og arbejde hårdere for, at de mest udsatte ledige får bedre tilbud og bliver vejledt bedre i jobcentrene. Jeg mener, at job skal være udgangspunktet for kommunens arbejde med alle ledige. Men for de mest udsatte kræves en helt særlig indsats blot for at bringe den ledige i en mental og fysisk stand til at passe et job. Den indsats vil jeg intensivere. Jeg har foreslået 15 mio. kr. til projekter, der forbedrer de udsatte lediges sundhedstilstand og hjælper psykisk syge, misbrugere og hjemløse videre i deres liv. I disse uger holder jeg møder med socialborgmester Mikkel Warming (EL, red.) om en såkaldt fattigdomspakke, der skal tage hånd om de mest udsatte. Og min Jobplan for 2009 indeholder nye initiativer for udsatte indvandrermødre, handicappede og unge psykisk syge. Så jeg håber, at Hus Forbi ikke kan bringe en lignende artikel næste år. Foto: Dansk Socialrådgiverforening Foto: Københavns Kommune/Kristian Alsing 4 hus forbi nr. 77 september 2008 hus forbi nr. 77 september

4 Hjemløse om sagsbehandling På Israels Plads ved Nørreport hænger en gruppe hjemløse altid ud på bænkene, når vejret er til det. Ellers står de under halvtaget ved Niels Brock-skolen i ly for regnen. Vi spurgte tre mænd under halvtaget, hvad de synes om deres sagsbehandling i Københavns Kommune. Af Birgitte Ellemann Höegh Foto: Holger Henriksen Var kastebold mellem kommuner Tommy Carlsen, 34 år. Har siden november 2007 boet på et værelse på herbergscentret Sundholm på Amager. Før boede han tre måneder på gaden. - Første gang jeg flyttede på gaden, var jeg kastebold mellem Hvidovre og Københavns Kommune, fordi jeg havde en tidligere adresse i Hvidovre, men opholdt mig i København. Så Hvidovre Kommune mente, at det var Københavns Kommune, der skulle give mig kontanthjælp og omvendt. Det var et tilfælde, at en gadeplansmedarbejder fik fat i mig og hjalp mig væk fra gaden. Han fik arrangeret et værelse på Peder Skramsvej til mig, så jeg omsider kunne få kontanthjælp. Men senere fandt a-kassen ud af, at jeg ikke havde overholdt de aftaler, jeg skulle, og så stoppede mine dagpenge, og jeg røg på gaden igen. Det var kun én aftale, jeg missede, fordi jeg ikke havde fået et brev med en mødedato. A-kassen er ret firkantet og siger, at man skal sørge for at læse sin post hver dag ellers er man ikke dagpengeberettiget. Men nu har jeg et værelse på Sundholm. Jeg har stadig kontakt til gadeplansmedarbejderne. De kommer og hiver mig i nakkehårene for at få mig med på jobcentret. A-kassen er blevet streng. De mener, jeg skal have et 37- timers job, men det magter jeg ikke, efter at jeg i to og et halvt år har gået og ventet på at få et job. Jeg vil lave noget, men det skal være et sted, hvor jeg selv kan bestemme, hvor lang tid jeg skal være der om dagen. Jeg har truckcertifikat, farligt gods-bevis til lager og logistikstyring, og så er jeg i øvrigt faglært væksthusgartner, men der er det svært at få job. Efter dette interview blev lavet, bor Tommy Carlsen igen på gaden, bl.a. fordi hans kontanthjælp blev stoppet i en periode. Kæmper for at få sygesikringsbevis Frederik Poulsen, 43 år, hjemløs. Har et mobilt hjem (en MoBo), men sover helst på jorden i en sovepose. Har været hjemløs i 12 år ti år i Grønland og de sidste to år i København. - Jeg arbejder sammen med Ingelise fra Sundholm (Københavns Kommunes gadeplansindsats, red.) på en løsning for mig, og i morgen skal vi til møde med min sagsbehandler i kommunen og prøve at få et sygesikringsbevis til mig. Men alt går meget langsomt. Jeg venter og venter og venter på bolig, uddannelse og job. Jeg kan faktisk bedst lide at sove udenfor, men man skal jo have et sted, hvor man kan lave mad og have sine ting. Ingelise er meget, meget flink. Min sagsbehandler har jeg ikke set så meget til, men jeg kommer hver dag i Kofoeds Kælder (værested for hjemløse, red.) og får kaffe det var også dér, jeg mødte Ingelise, der tog fat i mig. Nu arbejder hun på Sundholm. I Grønland har jeg arbejdet med børn og unge og været ude at fiske. Her har jeg ikke lavet noget det er svært, når jeg er så dårlig til sproget. Lader personalet ringe Lars Sonne, 49 år, har boet på et værelse på herberget Hillerødgade på Nørrebro de sidste fire år. - Jeg har fået lavet en ordning, så min husleje og telefon bliver betalt over betalingsservice. Det er rart, for så bliver jeg ikke smidt ud. Men generelt har jeg gode erfaringer med sagsbehandlingen. Selvfølgelig sker der nogle gange misforståelser, men det er til at rette op på. På de forskellige herberger og forsorgshjem, jeg har boet på, har jeg ladet personalet ringe, for så er der mere kraft bag deres ord. Min egen sagsbehandler har jeg snakket med én gang. Det var sådan set godt nok, men hun snakkede om, at min kontanthjælp ville blive stoppet, hvis jeg ikke gik i alkoholbehandling. Det er tre måneder siden, så nu hjælper de mig med at komme i behandling på Blå Kors Hjemmet i Hobro, og det vil jeg også meget gerne. Der er lækre omgivelser med skov, og det ligger tæt på en strand. Bedre balance mellem borger og bureaukrati Det skal være lettere at være hjemløs i Københavns kommunale system. Sådan lyder målsætningen i en ny hjemløsestrategi, der netop har været i høring. Af Simon Ankjærgaard Det kan være en barsk omgang, når man som hjemløs møder det københavnske bureaukrati. Derfor skal der findes en bedre balance mellem den hjemløses behov og systemets ambition om at få vedkommende væk fra gaden og i egen bolig og job. Det er en af hovedoverskrifterne i den hjemløsestrategi, som Københavns Kommunes socialforvaltning netop har haft i høring. Samtidig skal den hjemløses tur gennem det kommunale system forenkles og afbureaukratiseres. En del af løsningen på dette er, at en fast kontaktperson fremover skal Ingen gadehjemløse om fem år følge den hjemløse gennem hele sagsbehandlingen. Ved at have én kontaktperson, der følger den hjemløse gennem hele forløbet, er det strategiens ambition at opbygge en tryghed hos den hjemløse i forhold til systemet. I forvaltningens optik er det tillokkende at tænke støtten i flow, men for brugeren er trygheden og relationen til en kontaktperson afgørende. Forvaltningen må holde igen, og så vidt muligt medtænke kontinuitet i brugerens relationer til medarbejdere, når nye initiativer sættes i gang, står der i strategien. Ud over kontinuitetsprincippet oplister strategien tre øvrige principper, der skal være styrende for indsatsen på hjemløseområdet i Hjemløsestrategien opstiller fire mål for Københavns Kommunes fremtidige hjemløseindsats: 1) Ingen hjemløse skal sove på gaden i København i ) Ingen kvinder skal overnatte tilfældige steder eller hos midlertidige bekendtskaber (hvor risikoen for, at de må betale for opholdet gennem eksempelvis seksuelle ydelser er høj). 3) Færre kroniske hjemløse (som f.eks. dropper ud og ind af herberger). 4) En lindring og minimering af udsatte hjemløses tilstødende lidelser. Strategier på vej fremtiden. Det drejer sig om 1) en professionalisering af hele indsatsen på hjemløseområdet, 2) et stærkere fokus på forebyggelse og 3) udviklingen af flere forskellige tilbud til hjemløse. Med udgangspunkt i de indkomne høringssvar skal politikerne i socialudvalget nu diskutere strategien. Det forventes, at den bliver vedtaget i løbet af efteråret. Herefter skal de overordnede mål og principper i strategien udmøntes i en række konkrete handlingsplaner. simon@husforbi.dk Hjemløsestrategien har været til høring i København, men hvordan ser det ud i de øvrige større danske byer? Århus Århus Kommune er ved at sende en udviklingsplan for forsorgs- og misbrugsområdet i høring. Som supplement til denne plan udarbejdes en hjemløseplan i løbet af efteråret. Odense Odense Kommune kortlagde i 2007 omfanget og karakteren af den økonomiske fattigdom i kommunen. På baggrund af undersøgelsen har Odenses Råd for Socialt Udsatte anbefalet, at kommunen udvikler og styrker sin indsats over for socialt udsatte borgere i kommunen, bl.a. på rådgivnings- og informationsområdet. Aalborg Hjemløseområdet hører under Center for Misbrug og Socialt Udsatte (CMU) i Aalborg Kommune. CMU har bl.a. udgivet et oversigtshæfte over tilbuddene til socialt udsatte i kommunen. Det hedder Hvem gør hvad?. Nemmere behandling i Silkeborg Misbrugere og hjemløse i Silkeborg Kommune skal nu have én indgang til sundhedssystemet i stedet for at skulle rundt til flere forskellige steder for at få basal sygepleje eller behandling over tid. Projektet En sundhedsplatform i det sociale arbejde skal gøre det nemmere og mere overskueligt for de mest udsatte alkoholog stofmisbrugere og hjemløse at finde ud af, hvor de skal behandles, ligesom det skal være nemmere for dem at blive i en længerevarende behandling. Projektet er en videreudvikling af de erfaringer, som Silkeborg Kommunes gadesygeplejerske har gjort sig. Erfaringer, der viser, at nok kommer disse mennesker til gadesygeplejersken, men skal de have mere behandling, er det svært at bevare dem i behandlingsforløb, fordi de så skal i kontakt med mange nye behandlingssteder. Erik Terp Laursen, chef for Socialog Arbejdsmarkedsafdelingen i Silkeborg Kommune, siger: - Projektet skal skabe overblik over de tungest belastede misbrugere og hjemløse og de helbredsproblemer, der er behov for, at vi tager hånd om. Men måske endnu vigtigere skal projektet øge målgruppens viden om deres egen omsorg, hygiejne, medicinering og kontrol. Sidst er det et vigtigt mål at styrke det tværfaglige samarbejde mellem sundhedspersonalet. Projektet er støttet af Misbrugscenter Silkeborg, Kirkens Korshær og Sundhedsstyrelsens satspuljemidler. - bela kr. til fodtøj Flemming Hansens Familiefond har doneret kr. til Hus Forbi. Pengene vil gå til indkøb af støvler og varmt tøj til Hus Forbis sælgere vinteren Hus Forbi takker for donationen. - jalini Hvor er nytænkningen? Formanden for Projekt Udenfor roser ambitionsniveauet i den københavnske hjemløsestrategi, men efterlyser viljen til at gå nye veje. Af Simon Ankjærgaard Et seriøst oplæg til virkelig at gennemføre relevante forandringer for en lille gruppe meget udsatte mennesker. Sådan lyder de rosende ord fra Preben Brandt, der er formand for Projekt Udenfor, og som har arbejdet med hjemløse i over 25 år. - Det kan kun hilses velkomment, at Københavns Kommune nu med den hensigt at yde en seriøs indsats for at reducere omfanget af hjemløshed har udarbejdet en samlet hjemløsestrategi, siger han. Han roser strategien for dens klare mål blandt andet at ingen hjemløse sover på gaden i 2013 men efterlyser nytænkning i måden, disse mål skal nås. - Strategien er meget klar med hensyn til målene, men noget mere overordnet og generel, hvad angår de metoder, man ønsker at betjene sig af, siger han og fortsætter: - Det vil være ærgerligt, hvis indsatsen alene kommer til at betyde mere af det samme og ikke vilje til også at forsøge nye veje, inspireret af de metoder og resultater, som er udviklet andre steder hvad enten det er i Danmark eller i udlandet. Det er socialborgmester Mikkel Warming (EL) grundlæggende enig i: - Det er helt centralt, at vi hele tiden udvikler vores indsats over for hjemløse også de metoder, der bruges for at give flere hjemløse bedre tilbud. Blandt andet derfor er det vigtigt, at være åbne over for al den inspiration der kan komme fra andre kommuner, fra det frivillige sociale arbejde og fra udlandet, siger han og fortsætter: - Til gengæld er det nok ikke så smart at låse sig 100 procent fast på bestemte arbejdsformer i udkastet til en overordnet strategi, netop fordi det er vigtigt hele tiden at udvikle indsatsen. Strategien er et skelet, der hele tiden skal fyldes kød på. Vi skal i det hele taget hele tiden være gode til løbende at finde ud af, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Privatfoto 6 hus forbi nr. 77 september 2008 hus forbi nr. 77 september

5 Risiko for varm luft over Europas hjemløse Et flertal af EU s parlamentarikere har underskrevet en erklæring om at hjemløshed skal udryddes i Europa inden Men der er langt fra en erklærings fine ord til reel handling. Af Simon Ankjærgaard Foto: Colourbox Om kun syv år skal hjemløsheden i EU s medlemsstater være en saga blot. Sådan lyder indholdet af en erklæring, som 438 af Europa- Parlamentets 750 medlemmer underskrev før sommerferien. Erklæringen, der er underskrevet af flere danske EU-parlamentarikere, er blevet en realitet efter pres fra Feantsa et europæisk netværk af organisationer, der arbejder med hjemløse. Og Feantsa kommer ikke til at hvile på laurbærrene, hvis det ambitiøse mål i erklæringen skal blive til virkelighed. Bliver der ikke fortsat presset på fra hjemløseorganisationerne, er der nemlig en Det siger erklæringen overhængende risiko for, at ordene i erklæringen bliver tomme og uforpligtende. Det mener Preben Brandt, speciallæge i psykiatri og formand for Projekt Udenfor, der arbejder med hjemløse på gadeplan, og som har været medlem af Feantsa siden Som helhed mener jeg, at det er godt, at nogle tager sig af spørgsmålet på parlamentsniveau, men det er og bliver en luftig udmelding, siger han. Det er EU-eksperter enige med ham i. En erklæring underskrevet af medlemmer mer af Europa-Parlamentet kan sagtens have en positiv effekt, men den forpligter ikke på nogen måde, siger Michael Østergård Peder- sen fra Folketingets EU-oplysning: - Det må formodes at have en vis EU-institutioner og -organer skal arbejde på at udrydde hed inden EU-Kommissionen opfordres til at udvikle hjemløs- en europæisk definition på hjemløshed og sørge for, at alle EU-lande indsamler sammenlignelig statistik, så antallet af hjemløse kan følges. Slutteligt opfordres medlemslandene til at udarbejde vinterberedskab i forhold til hjemløse. effekt, at et flertal i Europa-Parlamentet har stemt for en erklæring som denne. Rent juridisk er den ikke forpligtende, som for eksempel en forordning, et direktiv eller lovgivning generelt. Man må formode, at en sådan erklæring først og fremmest skal skærpe opmærksomheden på et emne. De samme toner lyder fra Peter Nedergaard, professor og ekspert i EU-spørgsmål ved Copenhagen Business School: - Værdien af en sådan erklæring er, at den skaber opmærksomhed på et problem, og det kan senere presse politikerne til at gøre noget, men den er ikke juridisk bindende for nogen parter. Tog måneders lobbyarbejde Skal erklæringen gå fra at være varm luft til at give arbejdet med hjemløse medvind, kræver det, ifølge Preben Brandt et tættere samarbejde mellem organisationerne inden for Feantsa. - Erklæringen kan kun blive noget værd, hvis vi, der arbejder med hjemløsheden, også tager den op og ikke mindst lader os føre sammen i et samarbejde, for eksempel i Feantsa-regi. Derudover skal nationale og lokale politikere også lægge en interesse i sagen, siger han. Den opfordring hilses velkommen i Feantsas hovedkvarter i Bruxelles, hvor man godt er klar over, at lobbyarbejdet langt fra er overstået med de 438 EU-politikeres underskrifter. - Selvom det tog måneders lobbyarbejde, er Europa- Parlamentets vedtagelse af denne erklæring kun en begyndelse. else. Nu gælder det for os om at følge op for at sikre, at problemet med hjemløshed forbliver højt placeret på den politiske dagsorden, siger kommuni- munikationsmedarbejder Charlotta Odlind fra Feantsa. I den forbindelse vil Feantsa a bl.a. vejlede de medlemmer af Europa-Parlamentet, der ønsker r at Feantsa diskutere hjemløshed med politikere, myndigheder og andre interessegrupper i hjemlandet, og fortsat presse på for at høre, hvordan EU-Kommissionen og andre relevante EU-institutioner vil gøre en positiv indsats for Europas socialt udsatte. Står for The European Federation of National Organisations working with Homeless. Feantsa modtager støtte fra EU-Kommissionen og har som mål, bl.a.. via lobbyarbejde, at sætte fokus på hjemløseproblemerne i Europa. 100 organisationer fra 30 lande er medlemmer af netværket. På er der et link til EU-parlamentarikernes erklæring. - I Luxembourg har Feantsas medlemsorganisationer blandt andet holdt møder med nationale parlamentsmedlemmer, de luxembourgske medlemmer af Europa-Parlamentet og vigtige repræsentanter fra civilsamfundet for at diskutere, hvordan løfterne i erklæringen kan blive ført ud i livet. I Milano har hjemløseorganisationer med udgangspunkt i Europa-Parlamentets erklæring bedt de lokale myndigheder om at sikre, at deres arbejde er rettet ind på at få udryddet hjemløshed inden 2015, siger Charlotta Odlind. simon@husforbi.dk Vil sætte fokus på hjemløshed Hus Forbi har spurgt fire danske EU-parlamentarikere, hvad de vil gøre for at sikre, at EU-erklæringen om at udrydde hjemløshed inden 2015 bliver til virkelighed. Af Simon Ankjærgaard Hvor meget betyder det for Europas hjemløse, når 438 medlemmer af Europa-Parlamentet sætter deres navn under en erklæring om at udrydde hjemløshed inden 2015? Hus Forbi har spurgt fire danske EU-politikere der alle har skrevet under, hvad de vil gøre for at sikre, at erklæringen ikke bare forbliver ord på et stykke papir, men også bliver handling til gavn for de socialt udsatte. Christel Schaldemose, Socialdemokraterne: - Jeg vil løbende stille spørgsmål til EU-kommissionen om at overvåge udviklingen i medlemslandene i spørgsmålet om hjemløshed. Og hvis det går den forkerte vej hvilket der jo er stor risiko for i en økonomisk krisetid så bede dem om, at presse medlemsstaterne til at gøre noget ved det. Jeg vil også skabe debat om Foto: sagen hjemme i Danmark, og så vil jeg tage sagen op med mine folketingskollegaer. Det er dog vigtigt at understrege, at de konkrete løsninger på hjemløshed er noget, som jeg mener, at de enkelte medlemslande skal tage sig af ud fra nærhedsprincippet. Johannes Lebech, Det Radikale Venstre: - Med erklæringen har vi i Europa- Parlamentet været med til at sætte fokus på problemet. Det er nemlig helt uacceptabelt, at der stadig er hjemløse mennesker i EU. Hjemløshed Foto: kan efter min mening bedst løses på nationalt plan, da det er et komplekst problem, som oftest har rødder i de nationale forhold. Dog har EU en meget vigtig rolle at spille. Der skal nemlig sættes mere fokus på problemet. Erklæringen opfordrer blandt andet EU-Kommissionen til at indsamle pålidelige statistiske oplysninger og redegøre for de foranstaltninger, der er truffet i medlemslandene for at bekæmpe hjemløsheden. Dette vil være et vigtigt skridt i den rigtige retning, da de oplysninger vil gøre omfanget af problemet om hjemløshed klart for alle. Vi kan også lære af hinanden. Det er vigtigt, at de lande, der har succes med at stoppe hjemløsheden, deler ud af deres erfaring. Derudover er jeg naturligvis åben for at støtte budgetforslag til projekter for særligt udsatte grupper i EU. Foto: Karin Riis-Jørgensen, Venstre: - Først og fremmest kan jeg hjælpe ved at skrive under på selve erklæringen, så den får så stor en opbakning som mulig. Jo flere medlemmer der skriver under, jo stærkere står den. Derudover vil jeg kontakte min kollega, Jean Marie Beaupuy, fra min egen liberale gruppe, som er en af initiativtagerne bag erklæringen. Jeg vil forhøre mig om, hvordan den gruppe af medlemmer nu vil forsætte kampen med denne erklæring i hånden. Jeg er nemlig enig i, at man har brug for konkret handling og ikke blot ord. Niels Busk, Venstre: - Ved min underskrift har jeg givet initiativtagerne den opbakning, de har bedt om. Mine arbejdsområder er fødevarer, fiskeri og miljø, hvor jeg på vegne af Venstres medlemmer har ansvaret. Jeg forventer, at de ansvarlige sætter handling bag. simon@husforbi.dk Foto: 8 hus forbi nr. 77 september 2008 hus forbi nr. 77 september

6 Krysztof hævder at have fået ideen til en intet mindre end genial og miljøforbedrende opfindelse. Opfindelsen kan på et tidspunkt løfte ham ud af fattigdommen, håber han. Foto: Holger Henriksen Han kom til Danmark i 1970 fra Polen med fly. I hånden havde han en håndgranat, og flyet var kapret. Siden har hjemløse Krysztof Krynski tilbragt næsten ti år i danske fængsler, lært at tale dansk og føler en stor tilknytning til Danmark. kriminelle at kende. Jeg startede i lære som konditor i Helsingør, da jeg blev prøveløsladt i 1974, men jeg kunne ikke holde Helsingør ud. Byen var for lille til mig, fortæller han. Den polske flykaprer Foto:Bornholmeren 20. august 1970/Det Kongelige Bibliotek. Af Tina Juul Rasmussen Paprotnia, Polen, En bus kører ind i den lille, fattige landsby i det østlige Polen. Børnene flokkes om den. Livet i Paprotnia er jævnt og stille. Her er ingen elektricitet, radio eller tv. Indbyggerne passer deres landbrug, deres børn og deres liv som bønder. Så da biografbussen kommer trillende, er det en begivenhed af de store. Ikke mindst fordi den viser amerikanske film i det ellers lukkede kommunistiske land. For Krysztof Krynski står oplevelsen stadig lysende klart. Han var syv år. Efter den første aften i biografbussen var verden ikke længere den samme. Han havde set, at der var et alternativ til livet bag jerntæppet. Og han vidste, at han ikke kunne blive i Polen. - Jeg satte mig i hovedet, at jeg ville til Vesten og se, hvordan andre mennesker levede der. Og det lykkedes til dels for mig, kan man sige. Jeg har boet i mange lande i Europa, bevæget mig i så mange forskellige miljøer og blandt forskellige mennesker. Værdifuldt bånd stjålet Krysztof sidder og småfryser på en udendørs caféstol i Blågårdsgade i København. Han har sovet på gulvet i et nærliggende værested. Med sig har han en rygsæk og det tøj, han har på alt, hvad han ejer lige nu. Siden i går han har mistet en værdifuld ejendel, fortæller han frustreret. Et videobånd med en optagelse af den opfindelse, Krysztof er overbevist om, kan bane vejen for hans lykke i Danmark. Eller et andet sted i Europa. Bare nogen vil høre på ham og indse, at hans idé er genial og kan være med til at dæmme op for CO²-udslip og global opvarmning. Men indtil nu har Krysztof ikke haft heldet med sig. I det hele taget har lykken ikke tilsmilet den nu 57-årige polak. Det lader dog ikke til at genere ham voldsomt. Krysztof brokker sig ikke. Han ved godt, at han et langt stykke hen ad vejen ligger, som han selv har redt. Men han har ikke opgivet drømmen om et godt liv. Lykken lå i Vesten Historien starter i Den nu 15-årige Krysztof har ikke glemt, hvad han så i biografbussen som syvårig. Han har forladt folkeskolen i Polen, og det ligger ikke i kortene, at han skal have en uddannelse. Han har allerede været snuppet for tyveri og hæleri og været omkring en opdragelsesanstalt, fordi han har prøvet at krydse grænsen mellem Polen og Østtyskland illegalt. For ham ligger lykken stadig på den vestlige side af grænsen til det kommunistiske Østeuropa. I 1969 mislykkes også forsøg nummer to på at hoppe af. En vagt snupper den unge polak i kraven. Dommen lyder på et års ubetinget fængsel. Krysztof løslades efter ni måneder. Næste forsøg skal lykkes. Sammen med fire kammerater tager Krysztof anderledes drastiske midler i brug. Den 19. august 1970 kaprer de et polsk indenrigsfly i Gdansk og tvinger det til landing i Rønne Lufthavn på Bornholm. Krysztof er den, som med en håndgranat i hånden Jeg vil mere med mit liv end at være hjemløs. Jeg vil være rig. Fattigdom er en forfærdelig ting. truer pilot og personale ombord. Alle fem hopper af og søger politisk asyl i Danmark. En teknisk analyse foretaget af politiet viser dog senere, at håndgranaten ikke kunne virke, idet detonator med forsinkelsessats og perkussionshætte ikke var monteret. - Jeg var ikke hovedmanden, men jeg udførte opgaven. Jeg havde håndgranaten. Det var en politisk handling. Vi gjorde det, fordi vi ikke kunne få pas til at rejse til Vesten, og jeg ville bare ud af Polen! Men jeg var ung og uerfaren, smiler Krysztof og ryster lidt på hovedet af sig selv. Den 26. august 1971 idømmer Østre Landsret Krysztof fem års fængsel. De første 17 måneder tilbringer Krysztof i varetægt på Bornholm. Senere kommer han til statsfængslet i Vridsløselille, hvor han afsoner sammen med mordere og andre hårdkogte kriminelle, inden han bliver overført til det åbne fængsel i Horserød i Nordsjælland. Undervejs søger han om politisk asyl, men får afslag. Men hans indtrængende bøn om ikke at blive sendt hjem til Polen efter udstået straf bliver hørt. De danske myndigheder giver Krysztof opholdsog arbejdstilladelse i Danmark. - Jeg lærte at tale dansk i fængslet. Men jeg lærte også nogle Krysztof Krynski sikrede sig en plads på forsiden af Bornholmeren, da han 19. august 1970 kaprede et polsk fly og tvang det til Rønne. Stjal guld for millioner Efter Helsingør flytter Krysztof til København, får job på Amagerværket og bor sammen med en dansk kæreste på Nørrebro. Men forbindelserne fra fængslet har mere attraktive tilbud, og den kriminelle løbebane bliver til en regulær glidebane for Krysztof: - Vi stjal guld for flere millioner. Vi sprængte bankbokse i luften og andre ting. Men vi blev snuppet, da dørene på den bil, vi på et tidspunkt kørte i, sprang op, og guldet faldt ud på vejen. Krysztof griner igen. Han har hørt om Olsen Banden og kan godt se ligheden. En ny dom sender ham i 1975 fire et halvt år bag tremmer. To gange lykkes det ham at flygte, og dommen forlænges. Fra fængslet har Krysztof en intensiv korrespondance med de danske myndigheder om at få lov at blive i landet, men han får afslag efter røverierne. Og den 22. november 1979 ledsager to danske politifolk Krysztof hele vejen hjem til Polen. Han er nu udvist af Danmark for bestandigt. - Jeg har siddet i fængsel i Danmark i over ni år. Jeg tænkte ikke så meget over, hvad jeg lavede dengang. Jeg var ung og var så dybt inde i det. Alt var så hemmeligt og spændende. Min familie i Polen vidste ingenting, husker Krysztof. De mange år i danske fængsler giver Krysztof en tilknytning til Danmark. Her føler han sig godt tilpas, og via en kontaktannonce lærer han en dansk kvinde at kende, mens han sidder inde. De gifter sig i januar Nu er der fri bane til Danmark, tror Krysztof. - Men jeg fik afslag på at komme ind i Danmark, selv om det var her, vi gerne ville bo. Så vi slog os ned i Tyskland, og jeg søgte politisk asyl, men fik afslag både her og i Belgien flere gange. Så jeg var på en slags tålt ophold i Tyskland i syv et halvt år. Får afslag på afslag Ægteskabet holder heller ikke, og Krysztof må vende hjem til Polen. Hans ekskone prøver dog at hjælpe ved at søge opholdstilladelse til ham i Danmark med henvisning til, at hun er syg, og hun har brug for hans støtte. Men uanset hvor Krysztof vender sig, møder han et nej. - Jeg har stadig en sag kørende med de danske udlændingemyndigheder. Måske kan du hjælpe mig, siger han og hiver en fem centimeter tyk, 10 hus forbi nr. 77 september 2008 hus forbi nr. 77 september

7 hvid papkuvert op af rygsækken. Den er ved at falde fra hinanden, kun holdt sammen af en bred elastik. - Jeg har ti gange så mange papirer hjemme i Polen. Men det her er min korrespondance med de danske myndigheder, konstaterer Krysztof. Et kig i papirerne afslører den lange, opslidende kamp for at få lovligt ophold i Danmark, som starter i 1970 og først stopper i Afslag på afslag på afslag. Løsladelsespapirer fra fængsler. Breve mellem advokater og politimestre, ambassader og ministerier. Håndskrevne, indtrængende appeller fulde af anger fra Krysztof på polsk og dansk til alle, der kunne tænkes af have indflydelse inklusive Dronning Margrethe, skiftende justitsministre, Folketingets Ombudsmand og embedsmænd i ministerierne. Et arkivmæssigt mareridt helt tilbage til skrivemaskinernes tid i halvfjerdserne. Vil passe på jorden I dag er Krysztof hjemløs, både i Polen og Danmark. Han rejser frem og tilbage mellem de to lande, han opfatter som hjem. Og selvom han sagtens kan holde ud at være hjemløs i Danmark, har han stadig ambitioner. - Jeg håber stadig, at jeg en dag får opholdstilladelse her i Danmark. Det er et af verdens rigeste lande, og jeg elsker vilkårene her, elsker danskernes måde at være på. Jeg vil til enhver tid hellere være hjemløs Foto: Holger Henriksen En slidt kuvert med en del af den korrespondance, som Krysztof Krynskis har ført i årtier med de danske myndigheder om at få opholdstilladelse i landet. i Danmark end i Polen. Her kan jeg spise og sove gratis rundt om i byen, og jeg bestemmer selv over mit liv. Jeg får en lille pension hjemme i Polen på nogle få euro hver måned, som jeg supplerer ved at sælge Hus Forbi, når jeg er i Danmark. Men som sagt jeg vil mere med mit liv end at være hjemløs. Jeg vil være rig. Fattigdom er en forfærdelig ting, siger Krysztof og fortsætter: - Nu rejser jeg hjem til Polen og får et computerkursus. Det er nødvendigt for at kunne klare sig i dag. Og så vil jeg vende tilbage til Danmark på et tidspunkt og prøve at få nogen interesseret i min opfindelse. Det er en energibesparende ting, man kan installere i sin bil, og Fashionable forhold for hjemløse i Danmark Når man er fattig østeuropæer, kan et dansk natherberg virke som den rene luksus i forhold til forholdene i f.eks. Polen. Derfor foretrækker nogle at leve på gaden i Danmark fremfor hjemme i Østeuropa. Foto: Tina Juul Rasmussen som kan producere strøm. Men jeg vil ikke afsløre hele hemmeligheden. Jeg ved bare, at det er en genial idé, jeg har fået. Og jeg vil gerne være med til at passe på jorden. Verdens ressourcer af olie slipper op om 20, 30, 50 år Og når man tænker på, hvor gammel jorden er, og ser den måde, vi mennesker har misbrugt den på de sidste 150 år, er det helt urimeligt, raser Krysztof. Det er pay-back time Og tankevækkende nok fortryder han ikke, at tingene har flasket sig, som de har. - Det har været nogle dyre lærepenge, men jeg takker Gud for, at jeg er kommet hertil, og at jeg har levet mit liv, ikke bare læst om det i en bog. Som du kan se, er jeg ikke helt væk. Jeg har et godt hoved, jeg kan kommunikere, og jeg har ikke givet op endnu. Mine erfaringer kompenserer for det hele. Jo, jeg fortryder flykapringen, men som 19-årig kunne jeg ikke overskue andre muligheder. I dag er mit håb, at nogen får øje på mig og min ide. På en måde er det pay-back time nu vil jeg gerne rette op på mine dumheder og samtidig vise verden, at jeg har ret. tina.juul.rasmussen@gmail.com Hus Forbi inddrager salgskort Udenlandske sælgere, der ikke kan begå sig på dansk, har siden 1. juli fået inddraget deres salgskort af Hus Forbi. Af Jaku-Lina E. Nielsen Vi gav ham en tyver, men fik ikke vores avis. Og da vi bad om den, så lod han bare som om, han ikke forstod, hvad vi sagde. Hus Forbi har det sidste års tid modtaget mange klager i stil med denne, og samtidig har salgsafdelingen konstateret, at en del af de udenlandske sælgere har organiseret en distribution af aviser parallelt med Hus Forbis egen distribution. Paralleldistributionen er givetvis foregået ved, at nogle sælgere med gyldige salgskort har videresolgt aviser til sælgere med f.eks. falske salgskort. Hus Forbis salgsafdeling valgte derfor fra 1. juli i år at inddrage de udenlandske sælgeres kort, medmindre sælgerne kan forstå og begå sig på dansk. - Vi har været vidne til, at de udenlandske sælgere har haft en tiggerlignende adfærd og har haft svært ved at forstå Hus Forbis regler og kommunikere med kunderne. En gruppe af Hus Forbis tidligere sælgere, fotograferet på vej til picnic i Frederiksberg Have med deres dansklærer. Det vil vi gerne undgå i fremtiden, og derfor har vi været nødt til at stramme op på sprogkravene, siger Hus Forbis formand, Dieter Sebelin. Det har dog hele tiden været meningen, at hovedparten af de udenlandske sælgere skulle have inddraget deres kort på et tidspunkt, idet Hus Forbi de seneste år kun har udstedt midlertidige kort på omkring et halvt års varighed til udlændinge. Og på nuværende tidspunkt er alle udlændinges salgskort udløbet, idet Hus Forbi stoppede for uddelingen af midlertidige salgskort i oktober sidste år. Ideen med de midlertidige kort var, at de udenlandske sælgere efter et halvt år selv skulle skifte sælgerjobbet ud med et rigtigt job, efter bl.a. at have modtaget gratis danskundervisning, som Hus Forbi arrangerede for dem. Men resultatet har ifølge salgsafdelingen været nedslående: Selv om de udenlandske sælgere hvoraf hovedparten kom fra Rumænien jævnligt mødte op til undervisningen i Blågårdskirken i København, så blev deres dansk ved med at være yderst begrænset, og de blev ikke integreret på det danske arbejdsmarked. Givetvis var sælgerjobbet tilstrækkeligt for dem, eller også var deres manglende danskkundskaber skyld i, at det danske arbejdsmarked var uden for deres rækkevidde. - Problemet har været, at størsteparten hverken kunne tysk eller engelsk, hvilket er gode forudsætninger for at lære dansk. Nogle kunne sågar hverken læse eller skrive. Men vores vurdering er, at de i sammenligning med vores danske sælgere er ressourcestærke nok til at kunne klare job som uddelere af f.eks. gratisaviser, rengøring eller lignende, siger Heidi Riel, der er ansvarlig for salgsafdelingen. jaku-lina@husforbi.dk Foto: Holger Henriksen Af Tina Juul Rasmussen I foråret bankede polakken Krysztof Krynski på døren til Specialforvaltningens kontor på Frederiksberg for at få en snak om sin situation. Det har han gjort før. Faktisk fulgte de to medarbejdere i Specialforvaltningen, en udgående funktion, der tager sig af udenlandske hjemløse i København, Krysztof Krynski hjem til Polen i februar Han ville gerne i gang med et liv i sit fødeland efter at have levet på gaden i København et stykke tid. Men det gik ikke efter planen, så i foråret 2008 vendte Krysztof tilbage til Danmark, et land han har en helt særlig historie i (se artiklen Den polske flykaprer, red.). Livet på gaden er bedre Thomas Sørensen, den ene af de to medarbejdere i Specialforvaltningen, var ikke overrasket over at se Krysztof igen. For det er ikke ualmindeligt, at fattige østeuropæere kommer til Danmark for at prøve lykken også op til flere gange. Og mange af dem vælger et liv på gaden hér i stedet for at rejse hjem igen, når de erfarer, at det ikke er så nemt at få job og bolig i Danmark, som de troede. Som Krysztof siger: Jeg vil til enhver tid hellere være hjemløs i Danmark end i Polen. Og det kan Thomas Sørensen som udgangspunkt godt forstå: - Jeg har set et forsorgshjem for hjemløse i Polen mænd sad apatisk og stirrede frem for sig med tomme blikke i et rum på ganske få kvadratmeter med tagpap på væggene. Så er nogle af de tilbud, vi har her i København, jo næsten fashionable. De er stadig så fattige i Østeuropa, og der er ikke noget socialt sikkerhedsnet. Samtidig hører de, at der er masser af arbejde at få i bl.a. Danmark, og at timelønnen er god, og derfor tager de stærkeste chancen og rejser herop. Men ofte viser det sig, at der ikke er noget arbejde at få. Nogle vælger så at blive alligevel, men livet på gaden er hårdt, og deres fysiske tilstand bliver dårligere og dårligere, bl.a. fordi nogle udvikler et misbrug, fortæller Thomas Sørensen. Dømmer ikke folk Sammen med sin kollega prøver Thomas Sørensen at hjælpe de udenlandske hjemløse, som ønsker det, med at vende hjem og starte et værdigere liv end livet som hjemløs på gaden i Danmark. - Indtil nu har vi fulgt tre polakker hjem, en af dem var Krysztof. To af dem er blevet i Polen, men Krysztof kom altså tilbage. Vi har kontakt med private organisationer, som prøver at hjælpe dem i gang. Vores næste fokus bliver rumænerne, som efterhånden også fylder godt i gadebilledet i København, siger Thomas Sørensen. Hvad tænkte du, da du så Krysztof igen på dit kontor? - Ikke noget særligt. Sådan er vilkårene i socialt arbejde, vi dømmer ikke folk, for hvad de gør med deres liv. Vi kan give dem nogle muligheder og rammer, men i sidste ende er det jo deres liv og deres valg. Der findes ingen officielle opgørelser over, hvor mange østeuropæere der lever på gaden i Danmark I efteråret 2007 lavede Politiken en optælling på fire være- og overnatningssteder for hjemløse i København, som viste, at over en uge havde 110 østeuropæere haft ophold her. To af Hus Forbis polske sælgere er døde, mens de boede på gaden i København. Også sprogkrav til sælgere i Sverige og Norge Hus Forbis søsteraviser i Sverige og Norge har også krav om, at sælgerne kan begå sig på henholdsvis svensk og norsk. Af Jaku-Lina E. Nielsen Det norske hjemløseblad Oslo der som navnet antyder, udkommer i Oslo har ifølge lederen, Stian Olderkjær, mange udenlandske sælgere, som alle behersker norsk. Alligevel blev Oslo i sommer i Dagsavisen beskyldt af den norske ligestillingsombudsmand, Ingeborg Grimsmo, for at ikke at ville give kort til rumænske sigøjnertiggere. Efter ligestillingsombudsmandens beskyldning om diskrimination, udsendte Stian Olderkjær en pressemeddelelse den 27. juli: - Oslo har aldrig nægtet nogen at sælge på grund af etnicitet. Det er rent opspind. Ingen romatiggere har bedt om at få lov til at sælge magasinet, sagde han blandt andet. I pressemeddelelsen stod også, at Oslo begrunder kravet om norskkundskaber med, at kommunikationen mellem sælger og køber er en vigtig del af bladets koncept. Skal have opholdstilladelse Hos Hus Forbis søsteravis Aluma, der har sæde i Malmø, har man ikke mange udenlandske sælgere. Men alligevel har salgsafdelingen vedtaget en politik om, at de udenlandske sælgere skal have svensk opholdstilladelse for at blive sælgere. - Det gjorde vi efter, at Faktum i Göteborg (Sverige har tre forskellige hjemløseaviser: Aluma, Faktum og Situation, red.) havde haft problemer med en gruppe sælgere fra Rumænien. Faktum vedtog en politik om opholdstilladelse, og det samme gjorde vi. Vores hovedformål er jo at hjælpe hjemløse i Sverige uanset deres nationale baggrund, oplyser Alumas leder, Anna Kind, til Hus Forbi. Ombudsmanden skyder fuldstændig over målet, skrev lederen af Oslos hjemløseavis, Stian Olderkjær, i en pressemeddelelse, efter at avisen blev beskyldt for at diskriminere romaer. Det norske hjemløsemagasin Oslo bliver typisk solgt af stofmisbrugere, da der stort set ikke findes hjemløse i Oslo. Næsten alle magasinets sælgere er tidligere tiggere. Oslo koster 50 norske kr., og sælgeren beholder halvdelen. Foto: Jonn Karl Sætre 12 hus forbi nr. 77 september 2008 hus forbi nr. 77 september

8 Kommentar EU s nye underklasse Hjemløse-guld til X-House Af Ole Meldgaard I sommeren 2004 få måneder efter Polens medlemskab af EU kom de første hjemløse polakker til København med forhåbninger om at finde job og en bedre tilværelse i Danmark. Siden er tusindvis af østeuropæere søgt til de gamle EU-lande for at finde arbejde og tjene penge til sig selv og deres familier herunder også knap så ressourcestærke personer, som i en længere periode har været væk fra arbejdsmarkedet i deres hjemlande efter systemskiftet. I en række tilfælde har det medført sociale problemer i europæiske storbyer, herunder hjemløshed, ofte i kombination med misbrug og psykiske lidelser. Modtagerlandene er ikke forpligtet til at hjælpe disse indvandrere. Kan de ikke klare sig selv, må de rejse hjem hvad mange dog ikke gør uden videre. For hvad skal de vende hjem til? Årsagerne til udvandringen er ligetil: Den sociale og økonomiske omstrukturering i de tidligere kommunistiske lande har i sig selv skabt sociale problemer med fattigdom, arbejdsløshed og hjemløshed i et omfang, som landene ikke var forberedt på at skulle løse. Dertil kommer store forskelle i levestandarden i de gamle og nye medlemslande med høj beskæftigelse og stor efterspørgsel på arbejdskraft i de rige lande, mens omstruktureringen af økonomien og arbejdsmarkedet i de nye EU-lande har betydet, at mange er blevet fyret og må leve af begrænsede sociale ydelser eller tage dårligt betalte kortvarige jobs. Disse forskelle udgør den økonomiske og sociale baggrund for individuelle beslutninger om at søge lykken i et andet land. Så længe forskellene eksisterer, vil der være mennesker, som udvandrer, også selv om de har alle odds imod sig og er dårligt udrustede til at arbejde i et fremmed land. Derfor må vi se i øjnene, at der er risiko for, at der kan udvikle sig en europæisk, transnational underklasse, som hutler sig igennem med lidt sort arbejde her og tiggeri der. Der er ingen nemme løsninger på situationen. For problemerne kan næppe løses alene med restriktioner eller hjemsendelser. Dertil er den sociale dynamik for stærk. Et skridt på vejen er at oprette integrationsprojekter i de gamle og de nye medlemslande, som arbejder sammen. Der bør være en bedre modtagelse i de gamle EU-lande med afklaring af jobmuligheder på det organiserede arbejdsmarked og et sted at bo, så indvandrerne ikke overlades til et sort arbejdsmarked. En del kan klare sig selv, hvis de får den fornødne hjælp, rådgivning og et netværk. Ole Meldgaard er chefkonsulent på Kofoeds Skole og mener, at landene i EU må koordinere den sociale indsats over for hjemløse. de tidligere kommunistiske lande, som overvejende kun vil hjælpe deres egne hjemløse. Omvendt bør borgere, som ikke kan klare sig, sikres en værdig tilbagevenden til deres hjemland med et sted at bo og behandling for evt. misbrug og psykiske lidelser, genforening med familien og hjælp til at finde et arbejde, så de bliver integreret i deres hjemland. De skal have noget at vende hjem til. Dette forudsætter bl.a. et bedre samarbejde mellem kommunerne i Men sådan kan man ikke blive ved med at tænke i en åben, international verden. Det bliver vigtigt med en debat om sociale rettigheder i forbindelse med mobilitet. EUlandene må på fællesskabsniveau udvikle langsigtede løsninger til sikring af en værdig tilværelse for alle EU-borgere. Landene i EU må tage et fælles ansvar og koordinere den sociale indsats. Privatfoto Tekst og foto: Sinje Korsgaard, kommunikationsmedarbejder i Århus Kommune Lørdag den 16. og søndag den 17. august blev de danske mesterskaber i gadefodbold for hjemløse afviklet i Århus. Det blev X-House fra De danske mestre fra X-House med pokalen. Esbjerg, der løb med guldet efter en nervepirrende finalekamp mod Sofaligaholdet fra Randers, hvor spillerne både måtte ud i forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence, efter at den ordinære kamp var endt 4-4. Det danske mesterskab samlede omkring 150 spillere fordelt på 15 hold og en masse frivillige og tilskuere, der var blevet lokket udenfor af det gode vejr. Også de lokale århusianske politikere, Byrødderne, kom på banen i en venskabskamp mod et allstar-hold af hjemløse, der var tilmeldt DM. Kampen blev vundet 4-3 af de hjemløse. Mesterskabet var blevet til i et samarbejde mellem Ombold, Center Basen i Århus og en masse frivillige. Se mere på dk/fodbold eller Finalen mellem X-House fra Esbjerg, der spillede i lilla bluser, og Sofaligaholdet fra Randers endte 4-4 i den ordinære spilletid, og da den forlængede spilletid ingen mål kastede af sig, blev det hele afgjort på straffespark. Dér trak esbjergenserne det længste strå. RIS OG ROS Hvem gav Hus Forbi ? Jeg læser altid jeres blad med stor interesse. Ofte er der ny viden at få. I juninummeret læste jeg om den pris, I har modtaget, men kan ikke finde noget om giveren, Den Georgbruunske Fond. Kunne I måske ikke skrive lidt om fonden, og hvem der har oprettet den? Tak og glade hilsner. Ivor Palmer Jørgensen, Hellerup Svar: Ja, det er meget svært for ikke at sige umuligt at finde noget om Den Georgbruunske Fond på både internettet og på artikeldatabasen Infomedia. Og med bestyreren af fonden, advokat H. Bolt Jørgensens, ord så foretrækker Den Georgbruunske Fond da også at leve i stilhed bl.a. fordi priserne ikke kan søges. Men med udgangspunkt i dit spørgsmål har jeg fået lov at fortælle følgende om fonden: Den Georgbruunske Fond blev stiftet af Axel Sørensens bo for omkring fire år siden. I sit testamente havde Axel Sørensen bestemt, at der skulle oprettes en fond, der bl.a. skulle uddele priser til sympatiske kværulanter. Den første modtager af prisen stod nævnt i testamentet og modtog priser i I maj 2008 blev der så uddelt priser for anden gang. Her gik en af priserne så til Hus Forbi, der modtog kr. Alle priser blev givet med den begrundelse, at modtagerne kunne betegnes som sympatiske kværulanter. - Men hvorfor hedder fonden så Den Georgbruunske Fond og ikke Axel Sørensens Fond? Ifølge H. Bolt Jørgensen er fonden opkaldt efter en person i Axel Sørensens slægt: - I sine familiearkivalier havde Axel Sørensen opsporet en person, der var engageret i sociale forhold og optaget af uretfærdigheder. Den person hed Georg Bruun og var skolelærer i Jylland engang i 1800-tallet, fortæller han. H. Bolt Jørgensen mødte kun Axel Sørensen tre gange og altid kun i professionelle sammenhænge, så derfor ved han meget lidt om stifteren af fonden. - Han var stort set hele sit liv korrekturlæser på juridiske tidsskrifter og levede et meget stille liv; var hverken gift eller havde børn. Han havde vist nok arvet en sum penge efter sine forældre, og i mange år var hans store hobby at købe og sælge værdipapirer. Men selv om han tjente mange penge på den måde, så boede han til sin død i en beskeden lejlighed på Vesterbro og levede et liv, som om de penge, han tjente på værdipapirer, ikke kunne bruges som om han spillede matador med sig selv, fortæller H. Bolt Jørgensen og tilføjer: - Så man kan ikke sige, at der er en stor historie bag Den Georgbruunske Fond men en sød historie er der. Jaku-Lina E. Nielsen Ansvh. redaktør, Hus Forbi Kan man abonnere på kalenderen? Da jeg ikke har mulighed for at købe Hus Forbi i den by, jeg bor i (køber den altid, når jeg er i Aalborg), har jeg tænkt mig at tegne et abonnement på avisen. Hvis man køber den af en hjemløs, kan man i december og januar også købe en kalender. Det har jeg gjort et par gange. Får man mulighed for det, hvis man tegner et abonnement? Tak for en rigtig god avis. Birgitte Poulsen, Pandrup, Nordjylland Svar: Det er første gang, vi har fået denne type spørgsmål, og derfor er mit svar umiddelbart, at det er bedst, hvis du køber Hus Forbis vægkalender af en sælger da det jo er meningen, at en del af beløbet skal gå til en sælger (sidste år var det 30 kr. ud af en pris på 50 kr.). Men hvis vores sælgere er svære at opspore hvad de jo ofte kan være i provinsen vil jeg foreslå, at du henvender dig direkte til distributøren i Aalborg: Café Parasollen, Boulevarden 19. Ellers kan du sende en mail til redaktion@husforbi.dk, men vent til midten af november, da kalenderen 2009 ikke er pro-duceret og prissat endnu. Jaku-Lina E. Nielsen Ansvh. redaktør, Hus Forbi Røde Kors indsamlingen 2008 bliv indsamler! Så er det atter tid til Røde Kors årlige indsamling, så sæt kryds i kalenderen den 5. oktober og giv din hjælp til at sikre en hverdag for andre 3 timer for dig kan betyde livet for en anden! Røde Kors har brug for alle de hjælpende hænder vi kan få, så vi kan hjælpe de mange mennesker ude i verden, som har brug for hjælp. Meld dig som indsamler og afsæt tre timer af din søndag for at hjælpe mennesker i nød. Pengene fra Røde Kors indsamlingen går først og fremmest til Røde Kors katastrofefond. Det er den, der sikrer, at vi kan rykke ud få timer efter, at mennesker et sted i verden er blevet ramt af en katastrofe. Det er takket være katastrofefonden, at Dansk Røde Kors få timer efter at jordskælvet ramte Kina eller cyklonen ramte Myanmar/Burma kunne sende den første hjælp af sted. Hvert år hjælper Dansk Røde Kors mennesker i næsten 50 lande, og vi ved desværre af erfaring, at der også bliver brug for vores hjælp næste år. Der er stadig brug for hjælp i Kina, hvor omkring 15 millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem, og fem millioner stadig mangler tag over hovedet. Endvidere er der behov for meget mere hjælp til Myanmar/Burma. Det anslås, at 2,5 millioner mennesker stadig er berørt af katastrofen - en million af dem er blevet hjemløse. Allerede nu ved vi, at der bliver brug for hjælp i Etiopien, hvor en udbredt tørke medfører hungersnød og hvor epidemier har let spil, fordi det eneste vand, der er tilgængeligt, ofte er snavset og fuld af bakterier. Vi har derfor øremærket en del af pengene fra årets indsamling til at støtte netop disse lande. Den frivillige indsats har utrolig stor betydning for Røde Kors hjælpearbejde, og vi vil derfor gerne opfordre alle til at melde sig som indsamlere til Røde Kors indsamlingen. Røde Kors har brug for din hjælp, og din hjælp er afgørende! Så meld dig som indsamler ved at ringe på telefon eller meld dig til på hjemmesiden Yderligere oplysninger kan fås hos Dansk Røde Kors, Hovedstadens afdeling, Marcus Brøchner Andersen. Telefon eller ma@drk.dk. 14 hus forbi nr. 77 september 2008 hus forbi nr. 77 september

9 Hun skaber hjerterum Sådan så storebrorens værelse ud, efter Kirsten Steno tog affære. Og sådan så det ud før. Når han gik på gaden, skjulte han sin tragedie bag facaden og et jakkesæt. Når han var indenfor, så han ikke selv, hvordan han boede. Overskuddet fra en ny bog om indretning skal hjælpe kriseramte til at få et praktisk og hyggeligt hjem. Af Morten Bruun Foto: Jens Erik Bæk/Highway Studio Normalt plejer indretningsarkitekter ikke at komme til orde i et blad som Hus Forbi. Den slags stof overlader vi gerne til boligmagasiner og dagbladenes boligtillæg men i tilfældet Kirsten Steno gør vi en undtagelse. Med afsæt i sit eget glade, kristne livssyn og ønsket om at vi skal hjælpe hinanden, udgiver hun i denne måned bogen Hjem med Hjerte, der er en håndsrækning til de mange mennesker, der mentalt og økonomisk ikke har overskud til at indrette deres bolig til et sted, hvor de også føler sig hjemme. - Et hjem uden kærlighed og energi kan ødelægge os alle, siger Kirsten Steno i sin fortolkning af begrebet hvor der er hjerterum, er der husrum. For folk i krise Kirsten Steno er ikke uvant med at arbejde med Montana-reoler og spabade for millionærer. Men i Hjem med Hjerte henvender hun sig for eksempel til den hjemløse, der får fingrene i et par kælderværelser, den enlige mor, der ikke magter at møblere børneværelset, og den midaldrende arbejdsnarkoman, der pludselig bor i fire papkasser efter en skilsmisse. De vil alle få mulighed for kontante tilskud og praktiske råd gennem den fond, som Kirsten Steno bruger en del af bogens indtægter på at oprette. Suppleret med støtte fra private firmaer vil hun gøre det muligt, at folk i krise og økonomisk nød får besøg af en de rådgivere, der i den gode sags tjeneste skal arbejde frivilligt for fonden. - Der bliver nødvendigvis ikke tale om store beløb, men man kan også komme meget langt med kroner. Selv for endnu færre midler kan man få et hjem til at blomstre, fremhæver Kirsten Steno, der i bogen illustrerer den påstand med ti eksempler fra virkelighedens verden. Broderen gik ned Et af kapitlerne handler om hendes egen storebror, der blev ramt af sygdom, blev skilt og gik konkurs med sin egen virksomhed. Stort set uden en krone på lommen rykkede han ind i et lejet hus, der blev hans bolig uden at være hans hjem. Som det fremgår af billederne, der illustrerer Hun var alene med to børn, og det gik op for mig, at hun slet ikke havde penge til at følge mine ideer. denne artikel, rådede han ikke over meget andet end en boksmadras, et konferencebord, nogle stole og et par lamper og flyttekasserne på gulvet mindede mest om en labyrint. - Når han gik på gaden, skjulte han sin tragedie bag facaden og et jakkesæt. Når han var indenfor, så han ikke selv, hvordan han boede. Det var grænseoverskridende både for ham og mig, da jeg konfronterede ham med, at han manglede en tryg rede, hvor han kunne slikke sine sår og komme til kræfter igen, mindes Kirsten Steno. Fotografierne her på siderne dokumenterer forandringen. For mindre end kroner fik broderen et farverigt hjem, som Kirsten Steno indrettede efter hans ønsker og interesser. For eksempel billederne, som er motiver fra Italien og USA. - Han går meget op i Toscana og amerikanske træhuse, og så fandt jeg to helt almindelige kalendere på nogle udlandsrejser og købte nogle billige rammer til fotografierne i IKEA. Så kunne kan kigge på noget, han holder af, forklarer Kirsten Steno og tilføjer: - Sværere behøver det ikke være. Og min storebror er på benene igen. Lykken er ti liter maling I virkeligheden fik hun inspiration til bogen og fonden, da en teenagepige i en konkurrence vandt nogle møbler til sit værelse og et besøg af Kirsten Steno. Hun afleverede en stribe gode råd til indretning af pigeværelset, men blev ramt af skam, da hun bagefter fik serveret kaffe af vinderens mor. - Hun var alene med to børn, og det gik op for mig, at hun slet ikke havde penge til at følge mine ideer. Hvis vi lægger 50 kroner til side hver måned, har vi råd til at male dit værelse om et år, sagde hun til sin datter, som selvfølgelig blev skuffet. - Jeg blev flov og fik ligesom moderen tårer i øjnene og jeg kontaktede det firma, der havde udskrevet konkurrencen. Her sagde man ja til at sponsorere nye gardiner, puder og lamper, og så skaffede jeg malingen. Aldrig før har jeg set nogen blive så glad for ti liter maling. Og den dag besluttede jeg i hjertet, at jeg ville prøve at hjælpe mennesker, der selv savner ressourcerne til at få og skabe et kærligt hjem, siger Kirsten Steno, som håber, at fonden er en realitet i løbet af foråret Skal selv yde noget Hun er stadig i gang med at etablere det netværk, som skal være fondens praktiske rygrad, ligesom hun skal have opbygget et mindre lager af for eksempel genbrugsmøbler og lavet aftaler med private sponsorer. De mennesker, der får hjælp fra fonden, skal i øvrigt acceptere, at deres historier offentliggøres på en hjemmeside, så alle kan få indblik i indretningsarkitekternes ideer og løsninger. Her må den enkelte dog gerne være anonym. Endelig skal modtagerne også selv skal yde en indsats, når de kreative ideer skal realiseres: - Det er dog lige meget, om de hjælper med at male eller tilkalder nogle venner, som de så bager en kage til. Bare de er med, for det handler om selvværd, siger Kirsten Steno. Hjem med Hjerte udkommer på Politikens Forlag den 25. september. mob@redaktionen.dk Kender selv turen 46-årige Kirsten Steno taler af personlig erfaring, når hun i sin bog understreger, hvor vigtigt det er at bo rart. Hun har nøjagtigt som nogle af personerne i sin bog også prøvet at have et hjem, hvor hun ikke trivedes. Efter to skilsmisser og noget, der lignede en depression, kender hun nemlig selv (ned)turen og har skiftet adresse flere gange sammen med sin nu 14-årige dreng. De har boet i alt fra Kirstens mors udestue til en villa på 350 kvadratmeter. I dag bor Kirsten og sønnen i en to-et-halvt værelses lejlighed på førstesalen af en villa i Kolding. 65 kvadratmeter, der bærer præg af indretningsarkitektens sans for fiduser og finesser. Teenageren har sit eget værelse, mens Kirsten har fået plads til sin himmelseng og sin hovedpude i spisestuen. Kirsten Steno kan kontaktes via hjemmesiden: Glæden ved at give Pay It Forward. Sådan kaldes den amerikansk inspirerede tanke, Kirsten Steno bruger og oversætter med ordene giv det videre : - I USA er det en naturlig ting, at man hjælper hinanden i de små samfund. Herhjemme gjorde vi det også for mange år siden, men nu har vi glemt det, fordi omsorgen for det enkelte menneskes trivsel er overtaget af staten. - Vi tænker, at de andres nød ikke vedkommer os, men det gør den. Og som noget af det eneste i livet vil man aldrig fortryde, hvis man kan være med til at gøre en positiv forskel i andre menneskers liv. Udtrykket Gud elsker en glad giver betyder for mig, at det er glæden ved at give, der bærer lysten til at give og hjælpe, siger indretningsarkitekten og forfatteren bag Hjem med Hjerte. I øvrigt har et amerikansk forlag vist interesse for hendes bog, allerede før den er på gaden i Danmark. Og også i Guds eget land vil en del af overskuddet i givet fald gå til velgørenhedsarbejde. 16 hus forbi nr. 77 september 2008 hus forbi nr. 77 september

10 Livet på landevejen Når landevejen er uimodståelig Landevejsridderen Syvstjernen har det bedst med at sove under åben himmel og vandre den vej, vinden blæser. Samme kærlighed til friheden og det at vandre beskriver den norske forfatter Tomas Espedal i sin rejseroman Gå. Landevejsridderne samles nu Traditionen tro samles alle landevejsridderne på Egeskov Marked i Kværndrup på Sydfyn den tredje onsdag i september. Her kårer de deres stodderkonge, og nye landevejsriddere døbes i øl. I dette nummer af Hus Forbi sætter vi fokus på livet på landevejene nu og i fortiden. Af Lisbeth Rindholt I starten af rejseromanen Gå bryder den norske fatter Tomas Espedal op fra sin kæreste og et etab- forleret, forudsigeligt hverdagsliv i Bergen, som han aldrig har kunnet forlige sig med, og begiver sig ud i byens gader. Senere vandrer han bl.a. fra Grækenland til Tyrkiet. Rejseromanen Gå bygger på Tomas Espedals egne oplevelser og erfaringer med at vandre. Hus Forbi har spurgt landevejsridderen Syvstjernen, hvordan han opmelever dét at gå på landevejen udgangspunkt i forskellige emner fra bogen. Syvstjernen gik på landevejen første gang den 20. maj 1996, lidt af samme grund som forfatteren Tomas Espedal. Destinationen var Hjallerup Marked i Nordjylland. Hvorfor begyndte du at gå? - For at komme væk. Jeg var blevet separeret fra min daværende de kone og boede i et faldefærdigt hus i Rønnede (på Sydsjælland, red.). Nu ville jeg ud og have det rart og more mig, fortæller den 49-årige Syvstjernen, hvis borgerlige navn er Knud R. Pedersen. Syvstjernen blev så glad for det frie liv og kræmmermarkederne, at han helt brød op fra hus og hjem, og i 1998 begyndte han at gå på landevejen på fuld tid. Han har været helårsvagabond lige siden. Syvstjernen har godt nok en lejlighed i Fredericia, hvor hans arvegods er opbevaret, men han opholder sig aldrig i den, bl.a. fordi han ikke må bo der med sine to hunde. I øvrigt foretrækker han livet på landevejen, hvor han kan tjene lidt ekstra til pensionen som skærsliber og gøgler og være sammen med sine venner. Dem er der blevet mange af gennem årene. - Jo mere jeg bevæger mig rundt, desto tykkere bliver adressebogen. Nu har jeg venner fra Gedser til Skagen. Kunsten består i at holde døren åben til dem, så man altid kan komme igen. Sild og vagabonder lugter efter tre dage. Det er en god leveregel, siger Syvstjernen og forklarer: - Man må højst blive boende hos folk tre overnatninger. Hvis det stadig er lortevejr efter de tre dage, skal man lede i sin adressebog efter nogle andre at bo hos. Sprut hører til I Tomas Espedals roman vrimler det med henvisninger til berømte forfattere, digtere og filosoffer, som på forskellig vis taler om dét at gå som gavnligt for krop og sjæl, bl.a. William Wordsworth, Jean-Jacques Rousseau og Søren Kierkegaard. Et af budskaberne er, at man tænker både bedre og dybere på en spadseretur. Foto: Kristian Jørgensen Tænker du dybe tanker, når du går? - Ha, ha, ha, ha. Jeg tænker mest på, hvordan jeg får fat i det næste måltid og næste flaske vodka. Men jeg har et godt hoved og fine skolepapirer. Vi er ikke fuldebøtter og Syvstjernen blev døbt i øl på Egeskov Marked i 1999 sammen med landevejsridderne Hidsig og Gadaffi. Syvstjernen betragter hele Danmark som sit hjem. dumrianer alle sammen. Så jeg gør mig da ind imellem nogle overvejelser om livet undervejs, og hvorvidt det er det rigtige, jeg er i gang med lige nu, fortæller Syvstjernen, som har fået sit navn, fordi han i starten af 1990 erne lavede et brætspil med brikker og en plade, der var formet som en syvstjerne. Drikker du altid sprut på landevejen? - Jep, det er en del af imaget. Rejser i uniform Når Tomas Espedal rejser ud, er han altid klædt i jakkesæt, hvid skjorte og Doc Martens støvler, ganske enkelt fordi det er mest tilfredsstillende at være ulasteligt klædt på, når han møder andre vandrere på en bjergtop eller i et dalstrøg, som der står i bogen. De fleste landevejsriddere bærer da også en særlig uniform. Tomas Espedal Hvad har du på? - Det er forskelligt. I øjeblikket går jeg med en høj hat, hvor folks visitkort sidder i. På den måde er jeg en slags omvandrende reklamesøjle. Og så har jeg en medaljevest, en slaskrøv-jakke og en uniformsjakke. Min vest er kun metal, siger Syvstjernen og forklarer: - Den er dækket af regimentsmærker og knapper, som jeg har samlet gennem tiden. Hver gang jeg møder nogle soldater eller en politimand på gaden eller i toget, plukker jeg dem gerne for mærker. Hvis de ikke vil give en skilling, kan jeg som regel lokke et militærmærke eller en skulderstrop ud af dem. Bag på Syvstjernens jakke sidder et rygmærke med hans navn på. Han går mest med det, for at Hr. og fru Danmark ved, hvem han er. For Syvstjernen er så kendt på landevejen, at han ikke behøver navneskilt blandt de øvrige landevejsriddere. Går kun i medvind Nogen gange vandrer Tomas Espedal af sted uden et egentligt mål. Andre gange går han bl.a. i fodsporene på andre vandringsmænd før ham, f.eks. digteren Arthur Rimbaud og komponisten Erik Satie, der hver dag gik gennem Paris forstæder ind til sit stamværtshus i centrum af Paris. Har du et mål, før du tager af sted? - Om sommeren går jeg mest fra marked til marked. Jeg er altid i Døllefjelde-Musse, Hjallerup og Egeskov. I vintermånederne går jeg som Er født 1961 i Bergen. Debuterede i 1988 med En vill flukt av parfymer. Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv er hans tiende roman og handler om at gå. Gå ind i sig selv og gå ud i verden for at søge friheden. Men det er også en roman om at gå på druk eller gå i hundene som vagabond eller landstryger. Gå var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris Bogen er udkommet på dansk på forlaget Batzer og Co., i skærsliber fra hus til hus og sliber knive og renser tagrender, vasker op eller laver andet praktisk arbejde for folk. Men jeg kan også godt lide ikke at have et mål og bare bevæge mig fremad. Jeg er dog ikke så fjollet, at jeg går i modvind. I hvert fald ikke, hvis jeg kan slippe for det. Så vender jeg om og går den anden vej, siger Syvstjernen, der ligesom Tomas Espedal ofte har en makker med på turen. - Jeg er ikke så god til at gå alene og kan bedst lide at være sammen med nogen (Syvstjernen danner ind imellem makkerskab med Troubadouren, som vi bragte et portræt af i Hus Forbi, nr. 72, red.). Det giver tryghed og selskab, så man ikke keder sig undervejs. Ikke fordi jeg er nervøs for at gå på landevejen. Jeg er tidligere taxachauffør og har god erfaring i at snakke mig ud af situationer, hvor der optræk til ballade. Danmark er mit hjem I slutningen af Gå beskriver Tomas Espedal, hvordan han og makkeren, Narve Skaar, bliver træt af ankomster og opbrud. Hjemlængslen er for stor, og de trænger til at sove i en god og fortrolig seng. Er der et sted, du betragter som dit hjem? - Danmark er mit hjem, siger Syvstjernen efter et øjebliks overvejelse og fortsætter: - Jeg har mine personlige ejendele i min barnevogn og slibecykel. Det vigtigste at have med i barnevognen er en god sovepose, liggeunderlag, presenning og tæpper. Jeg elsker at sove ude, men på et tidspunkt ville det nu være rart med en lejlighed, hvor jeg kan bo med mine hunde og få besøg af mine børn (Syvstjernen har tre døtre og et barnebarn, red.). En seng er dog det allersidste møbel, der kommer ind i Syvstjernens lejlighed. Han foretrækker at sove på gulvet. lisbeth@rindholt.dk De gik Tine Bruun Eriksen Spænd rygsækken på, og begynd at gå. Sådan lyder opfordringen fra Tomas Espedal i bogen Gå. To journalister fra Berlingske Tidende, Tine Bruun Eriksen og Marie Tromborg Petterson, fulgte opfordringen, da de i en uges tid i sommerperioden levede som vagabonder for at undersøge, hvor langt man kan komme i dagens Danmark uden en krone på lommen. Hus Forbi fik fat i Tine Bruun Eriksen, da de to vagabond-reportere vendte hjem til København igen. Et af budskaberne i Tomas Espedals bog er, at der i dét bare at gå ligger en frihed i selv at kunne bestemme, hvorhen vejen skal gå og at det kun er på denne måde, at man kommer til bunds i sine tanker. Er det en følelse, du kan genkende fra jeres tur? - Vores tur var selvfølgelig lidt atypisk, fordi vi hver dag skulle aflevere en artikel inden kl. 19, og på det tidspunkt skulle vi have fundet et sted at sove, og vi skulle sørge for at have stof til en artikel, så der var desværre ikke så meget tid til bare at vandre rundt og lade tankerne flyve. Men en ting er sikkert: Når man bevæger sig rundt i Danmark og har god tid, opdager man helt nye ting om sit eget land, og man møder mennesker, som man faktisk ikke troede fandtes i Danmark. Vil du gøre det igen? - Jeg kunne sagtens finde på at gøre det igen. Det har virkelig været en øjenåbner i forhold til det syn, man har på sit eget land. Danmark er ikke kedeligt, og her findes mange syrede oplevelser og ikke mindst åbne, venlige, næstekærlige og spændende mennesker. Vi har også aftalt, at vi tager til Egeskov Marked og giver Søren Blomsterhat og Falken de øl tilbage, som de gav os, da vi besøgte dem. Har man lyst til at læse mere om Søren Blomsterhat, Falken og alle de andre, som Tine Bruun Eriksen og Marie Tromborg Petterson mødte på deres tur, kan man gå ind på www. berlingske.dk/blafferne. - sia Foto: Kristian Sæderup, Berlingske Tidende 18 hus forbi nr. 77 september 2008 hus forbi nr. 77 september

11 Livet på landevejen Det duer ikke at fare rundt på landevejene i stedet for at have en fast bolig og et arbejde. Det har lovgivere været enige om i mere end 300 år. Af Charlotte S. H. Jensen Foto: Colourbox I 1647 indskærpede et kongebrev til lensmændene, at arbejdsføre fattige skulle sættes i arbejde og at ikke-arbejdsføre kun måtte tigge i deres hjemsogn. Men effekten var måske ikke helt som ønsket, for ca. 100 år efter, i slutningen af 1700-tallet, blev der foranstaltet særlige tiggerjagter efter de omløbende, dvs. folk, som gik omkring fra sogn til sogn og tiggede. Dem, som myndighederne fik fat i, kom i tugthuset, hvor de blev sat til nyttigt arbejde. Deres børn fik kristendomsundervisning, så de kunne blive konfirmerede, hvad der var en vigtig forudsætning for at være en del af datidens samfund. Fattige gik på omgang Bondesamfundets fattigforsorg var baseret på, at hvert sogn understøttede sine egne fattige. Lemmerne kunne f.eks. gå på omgang i sognets gårde. Til gengæld ville bønderne så gerne være fri for udensogns tiggere. Det lykkedes ikke altid og i 1772 var bønderne i Tjustrup- Haldagerlille nærmest klar til at gå i betalingsstandsning i forhold til sognets fattige, fordi de daglig se sig overløbne, ikke ene af vore sognes egne fattige, men og i snese tal fra fremmede sogne. Men præsten fik alligevel overtalt bønderne til at komme til lommerne på trods af de fremmede tiggere. Interessen for fattigforsorg var heller ikke overvældende i Ledøje. På fortidens landeveje Her havde præsten fra prædikestolen bekendtgjort, at nu skulle sognets fattigvæsen reorganiseres. Derefter forsøgte han at arrangere en form for borgermøde om sagen i Smørum Ovre. Han lod tude i byhornet for at samle byens mænd i skolen, så de kunne drøfte fattigforsørgelsen. Men der kom ikke nogen, og fremmødet var næsten lige så sølle dagen efter, hvor han endda havde lagt mødet på dét tidspunkt af formiddagen, hvor folk kom fra marken. Det var ikke så let at få organiseret forholdene for folk, der ikke selv tjente til dagen og vejen. Stodderkongen var en kraftkarl Når princippet var, at hvert sogn passede sine egne, og modstanden mod udenbys betlere var stor, var det selvfølgelig nødvendigt at holde en vis justits. Nogen måtte sørge for, at det kun var de indensognske fattige, som havde lov, der gik rundt og tiggede. Dette temmelig utaknemmelige overvågningsarbejde blev givet til de såkaldte fattigfogeder eller stodderkonger ved forordningen af 24. september Stodderkongen var en lokal mand, som havde til opgave at holde sit sogn (eller distrikt) fri for uønskede tiggere. Han behøvede ikke at have særlige kvalifikationer, bortset fra at det naturligvis var en fordel, at han var stor og stærk. Hvis han var en kraftkarl, kunne han jo lettere jage de fremmede omstrejfere på porten. Som regel valgte man én af sognets egne fattige, som på den måde fik en lidt mere sikker tilværelse. Ofte fik han en dusør for hver fremmed tigger, som han pågreb. Selvom stodderkonge/fattigfogedinstitutionen officielt blev ophævet i 1803, kan man finde betegnelsen i folketællinger langt op i 1800-årene. Tit i kombination med erhverv som almisselem, daglejer, inderste osv., som meget tydeligt viser, hvilket samfundslag fattigfogeden eller stodderkongen selv tilhørte. De fattige selv havde naturligvis ikke noget med udnævnelsen at gøre. Så den stodderkonge, som hvert år vælges af landevejsriddere fra hele landet på Egeskov Marked på Sydfyn, har ikke meget andet end navnet til fælles med fortidens stodderkonger. Ti procent var hjemløse Uden fast bopæl kunne man altså ikke tigge uden risiko for f.eks. at få en emsig stodderkonge på nakken. Men hvor mange var egentlig hjemløse dengang? Det var faktisk ikke så få, som ikke havde et fast sted at bo. Omkring 30 procent af de indsatte i Viborg Tugthus i perioden var indsat for betleri og løsgængeri, hvilket giver et indtryk af problemets størrelse. Det er dog vigtigt at De fastboende bønder så med stor skepsis og frygt på vagabonder og omvandrende hjemløse og tillagde dem dårlige egenskaber som f.eks. grådighed. erindre, at løsgængere ikke nødvendigvis også var hjemløse. I en berømt socialhistorisk undersøgelse af kirkebøger konkluderede Gustav Bang i 1901, at ca. 10 procent af 1600-tallets sjællandske landbefolkning var vagabonderende. Det kunne være enkeltpersoner, men også hele familier, der bestod af forældre, børn og svigerbørn. Nogle havde måske et hus, hvor de holdt til om vinteren, men det var langt fra alle. Én af de grupper som vagabonderede i 1700-årenes slutning var Anna Margrethe Sørensdatter og hendes følge, der bestod af personer, når de var flest. Sandsynligvis havde hun og hendes slægt ikke noget fast hjem i over 100 år, men vandrede de jyske veje tynde, afbrudt af tugthusophold. De fastboende bønder så med stor skepsis og frygt på de omvandrende og tillagde dem en række dårlige egenskaber, som manglende empati, grådighed o.lign. F.eks. sagde man, at der skulle 24 æg til at lave en kæltringe-æggekage et helt uanstændigt frådseri set fra bondens synsvinkel. Så der var intet romantisk ved livet på landevejen, hvor tiggere, glarmestre og andre udøvere af uærlige erhverv holdt til. Forestillingen om den glade, gemytlige og egentlig tilfredse landevejsridder hører en senere tid til. Kilder: Bang, Gustav: Kirkebogsstudier, Viborg, 1976 Dyrlund, F.: Tatere og Natmandsfolk i Danmark, Kbh., 1974 Hansen, H. P.: Natmandsfolk og Kjæltringer 1-2, Kbh., 1959 Jensen, Charlotte S. H.: Røverhistorier, sagn og virkelighed, Herning, 1974 Jørgensen, Harald: Studier over det offentlige fattigvæsens historiske udvikling i Danmark i det 19. aarhundrede, Kbh., 1979 Kristensen, Evald Tang: Danske Sagn, som de har lydt i folkemunde, bd. IV, Skive, 1980 Krogh, Tyge: Staten og de besiddelsesløse på landet , Odense, 1987 Ole og Lillepigen har netop sagt ja til hinanden og får derefter som traditionen foreskriver det hældt øl ud over sig. Ole fik Lillepigen Lørdag den 9. august kunne man i kræmmernes telt på Ullerup Marked på Amager opleve et ægte landevejsridderbryllup, da den tidligere landevejsridder Lillepigen sagde ja til sin Ole og omvendt. Det var landevejsridderen Christian d. 4. af de danske landeveje, der forestod ceremonien, som endte på behørig vis med, at de nygifte fik hældt en spand med øl og anden alkohol ud over sig. De fik hermed forbud mod at vaske sig i tre dage, for ellers ville ægteskabet ikke være gyldigt. Ole og Lillepigen har været kærester i små to år, men er altså nu om end det ikke er juridisk bindende uden for landevejsridder- og hjemløsemiljøet mand og kone. - sia Mindeord om Kurt Christiansen Kurt Christiansen, én af Hus Forbis mest erfarne sælgere, er død, 62 år. Han efterlader sig tre børn, to teenagesønner og en teenagedatter, der var hans ét og alt. Når han skulle være sammen med dem, lejede han sig ind på et hotelværelse for de penge, han havde tjent på at sælge Hus Forbi, så rammerne for samværet var i orden. Kurt Christiansen havde mistet begge ben og døjede i sin sidste tid med cancer og tuberkulose. - sia Mindeord om Lille John Af Asser Skude, sognepræst i Kapernaum Kirke Ole og Lillepigen mand og kone efter et ægte landevejsridderbryllup. Hus Forbi-sælgeren Lille John, hvis borgerlige navn var John W. Henriksen, er død, 42 år gammel. Lille John og den seks år ældre storebror, Flemming, voksede op i Københavns Nord-Vest kvarter. Da Lille John var 12 år gammel, døde hans far. Det var i 1981, og det var et hårdt slag for familien, men de holdt sammen mor, storebror og Lille John. Lille Johns mor flyttede i ældrebolig i Nørrebrovænge. John flyttede delvist med, men hans andet hjem var stadig i Nord-Vest, hvor han havde sine rødder og rigtig mange venner. I 1990 døde Lille Johns mor. Nu var det Flemming, som Lille John tyede til, når der var noget. Og så naturligvis alle Lille Johns venner, som der var mange af. For Lille John var meget afholdt. Lille John var måske en smule rastløs med hensyn til kærester i en periode, men da han fandt Solveig i 2001 må man sige, at Lille John fandt en kvinde, som han forgudede. Det samme gjorde han med datteren Nadja, som han var blevet far til i Han var stolt som en pave af hende. Lille John var godheden selv. Havde Lille John penge, havde alle penge. Han var elskværdig på alle måder. Råbte ikke op, hidsede sig ikke op, skabte sig ikke og lavede ikke problemer. Som nogle af hans hjemløsekolleger har sagt om ham: Han var kærligheden selv. Selv gik han og spekulerede over mange ting, og han lukkede ikke mange ind i sit inderste. Derfor er det også de færreste, som ved, hvad han bar rundt med. Nogle ville måske kalde ham sky, men det kan lyde lidt negativt. Lille John var typen, der ikke blandede sig i andres problemer. Lille John blev bisat fra Vor Frue Kirke mandag den 18. august. Foto: Hus Forbi Foto: Hus Forbi Foto: Holger Henriksen Landsforeningen SIND FRIVILLIG ET ENSOMT MENNESKE HAR BRUG FOR DIG! Kan du afse 1-2 timer om ugen eller hver 14. dag som besøgsven hos et menneske med en sindslidelse eller psykiske problemer? Så vil du komme til at opleve et berigende og udfordrende forhold. Sindslidende er også spændende, hjertevarme, humoristiske, interesserede og vidende mennesker, men de har ofte svært ved at holde personlig kontakt. Du får supervision, undervisning, vejledning og interessante kurser og foredrag som frivillig i SIND-Nettet samt et spændende samvær med andre frivillige. Kontakt din lokale koordinator i Sind-Nettet, hvis du er interesseret: SVENDBORG: Koordinator Birthe Juel Telefon: birthejuel@hotmail.com ODENSE: Koordinator Birthe Hviid og Rhonda Rasmussen Tlf: bhv@odense.dk NORDFYN: Koordinator Louise Poulsen Tlf: jlp@morudnet.dk RØDOVRE: Lokalformand Kirsten Falster Tlf: kirsten.falster@mail.dk AALBORG: Koordinator Kirsten Midtgaard Tlf: km@sind.dk ASSENS: Koordinator Birthe Juel SIND-mob: birthejuel@hotmail.com SKANDERBORG-SILKEBORG: Koordinator Anni S. Graaberg SIND-mob: anni-sg@get2net.dk ALBERTSLUND-BALLERUP: Koordinator Christel Lous Tlf: C.lous@get2net.dk FREDERIKSHAVN Koordinator Jette Christensen Tlf: cjettedk@hotmail.com 20 hus forbi nr. 77 september 2008 hus forbi nr. 77 september

12 Mor stiller altid op Anne Marie Helger siger tingene, som de er. Sådan lød Hus Forbi-sælger Helle Mathiesens begrundelse for at møde den 62-årige skuespiller og samfundsrevser. Af Lisbeth Rindholt Foto: Flemming Schiller Helle Mathiesen står på Christianshavns Torv og sælger Hus Forbi. Hun er kommet lidt for tidligt til aftalen, og kunne derfor lige så godt sælge et par aviser, mens hun venter. Da fotografen også er ankommet, begiver vi os ned til den gamle Christianshavnerejendom, hvor skuespilleren Anne Marie Helger bor. Hun byder indenfor med et stort smil. 1,60 meter høj og iført en kæmpe flæsekjole i regnbuefarver, guldlamébluse, mindst ti halskæder og lige så mange armbånd. - Jeg skal ud og optræde senere i dag, forklarer hun først for Boghandlermedhjælpernes Forening og senere en opmuntringskoncert på Christiania. Lejligheden er fyldt med ting fra gulv til loft. Blomster, håndlavede smykker, kjoler på giner, spejle og pynt. Men Anne Maries mand vil helst ikke have, at der bliver taget billeder i lejligheden. Så vi går ned i den store, grønne gårdhave bag huset med en picnickurv pakket med grøntsagsjuice, urtete, kopper og glas. Himlen er mørk, men optimismen er stor. Og Anne Marie og Helle sætter sig på en bænk i det fri og tømmer kurven. - Jeg har set dig på tv mange gange, men jeg ville rigtig gerne møde dig personligt, siger Helle og skænker juice op i sit glas, mens hun spørger ligeud: - Bliver du aldrig træt af at være kendt? - Det kan du tro, jeg gør. For nogle år siden lå jeg på hospitalet, efter jeg havde fået fjernet livmoderen. Jeg gik rundt ude på gangen med et gangstativ, og så var der nogle mænd, som sad og så fodbold i en fjernsynsstue, der råbte til mig: Hej Helger. Nå, har du fået fjernet hele lysthuset. Så er der kun mindelunden tilbage. Da var det knap så sjovt at være kendt, siger Anne Marie og tilføjer: - Alligevel kom til jeg at grine noget så forfærdeligt, og det kan man jo ikke, når man lige er blevet opereret. hos familie og venner. Nu får hun metadon og bor i en lejlighed i Ballerup. Hun supplerer sin pension med at sælge Hus Forbi. - Hvor står du og sælger?, spørger Anne Marie. - Min kæreste, Martin, og jeg står altid foran Ballerup Centret. Her kommer alle mine faste kunder, der kun køber avisen hos mig. Jeg har lært mange mennesker at kende der, og jeg kan godt lide at sludre med kunderne, som måske ellers ville sidde ensomme derhjemme. Desværre kan jeg ikke hente nye aviser i Ballerup. Jeg skal ind til Hjemløsehuset på Falkevej eller Mændenes Hjem i Istedgade, fortæller Helle og tilføjer: - Jeg går helst ikke ned i Istedgade-kvarteret. Jeg har selv levet i stofmiljøet på Vesterbro, og det er ikke, fordi jeg bliver fristet, men jeg bryder mig ikke om at se på det. Det gør ondt i sjælen. - Har du børn?, spørger Anne Marie og sætter hånden under kinden og lytter opmærksomt. - Nej, jeg besluttede for flere år siden, at jeg ikke ville have børn. For hvordan kunne jeg tage mig af et lille væsen, når jeg ikke engang kunne tage vare på mig selv? Det ville ikke være retfærdigt over for barnet. Nu er jeg 41 år, så det er ved at være for sent, mener Helle, der har været igennem et par barske oplevelser i sit liv. - Jeg havde en kæreste, der døde i sengen ved siden af mig af alkoholkramper for ca. tre år siden. Han blev kun 29 år. Det var mig, der skulle ringe til hans mor og sige, at han var død. Det var svært. Men heldigvis havde jeg min egen mor, som jeg kunne tage ud til. Hun er en fantastisk støtte for mig og stiller altid op, når tingene går skævt. Vi sms er eller ringer til hinanden hver dag, og vi kan tale sammen om alt, fortæller Helle. Var en troldeunge - Har du stadig din mor, Anne Marie? - Ja, hun er 92 år, og hun har også altid været der for mig. Men hun har aldrig rigtig forstået, hvad det var for en mærkelig troldeunge, hun havde fået. Jeg faldt fuldstændig uden for det pæne, borgerlige miljø i Charlottenlund, hvor jeg er opvokset. Min mor har fortalt, at jeg som lille lå i min seng og råbte: Jeg gør det ikke! Jeg gør det ikke!. Ingen vidste hvad det var, jeg ikke ville gøre, men jeg gør det stadig ikke, griner Anne Marie og fortæller, hvad hun bl.a. har udsat sine forældre for: - De er blevet slæbt med til alle mulige arrangementer, som de ikke altid har brudt sig om. De har f.eks. siddet på jernbanesveller ude på Christiania, da Helle Ryslinge og jeg i sin tid optrådte med nummeret Blyantsprøven (der også var med i filmen Koks i Kulissen, 1983, red.). Vi tog patteværket frem, og så skulle vi prøve om en blyant kunne sidde fast under barmen. Jeg havde ret faste, små bryster dengang. Jeg kunne ikke få en blyant til at sidde der. Men Helle Ryslinge kunne få en stor speedmarker til at sidde fast. I dag kan jeg gå topløs rundt på stranden med en hel walkman under brysterne, og folk forstår ikke, hvor musikken kommer fra. Helle knækker sammen af grin. Latteren smitter, og Anne Marie skal lige have vejret igen, inden hun fortsætter: - Min mor blev meget lettet, da jeg giftede mig med en ortopædkirurgisk overlæge (Jeppe Helweg, red.). Men det gjorde mig altså ikke en tomme mere borgerlig, understreger Anne Marie og tilføjer: - Min mor kan stadig finde på at sige: Hvor ser du dog ud i det tøj. Skal du absolut ligne en sigøjner?, eller Vil du ikke være sød at sætte det hår op?. Man kan ikke have flagrende hår i en alder af 62. Man Anne Marie og Helle er fælles om at mene, at det hjælper at grine og lave sjov, når man har det skidt. må heller ikke have flæser, blomster eller sløjfer. Men ved du hvad: Det skal de ikke bestemme! - Nej. Jeg kan heller ikke holde ud, når nogen fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Så slår jeg bak, siger Helle. Karrieren går på hæld Himlen åbner sig og tæt, tropisk regn fosser ned. Fotografen løber rundt for at redde sit udstyr, og Helle og Anne Marie lægger servicet i kurven og skynder sig ind under en overdækket pavillon i gården. Her kan de sidde i læ. - Nå, hvordan går det så med skuespillerkarrieren?, spørger Helle, da de har bænket sig. - Uha, den går kraftigt på hæld, ler Anne Marie, der dog har tænkt sig at blive ved, til hun falder om. - Jeg har så mange mærkesager, som jeg støtter og folk, som jeg optræder for. Det er mit liv. Heri tror jeg, at vi ligner hinanden. Du sælger Hus Forbi og får en god samtale med dine kunder. Jeg tager ud til mennesker, der har det svært, bl.a. Anne Marie Helger handicappede og sindslidende. De siger ofte de mest fantastiske ting, som beriger mig og giver inspiration til mine numre om samfundets skævvridning, fortæller hun og uddyber: - Der er blevet utrolig stor forskel på danskerne. Har du lagt mærke til, hvordan folk går rundt og viser deres Louis Beton -tasker og Prala -tøj frem? Buh. Det er så dårlig smag at vifte med, hvad man har råd til, og se ned på dem, der ikke har. Helle nikker. - Jeg oplever indimellem, at folk sender mig blikke, der siger: Du er ingenting. I starten lod jeg mig gå lidt på af det. Det er jeg holdt op med. De mennesker når mig ikke til sokkeholderne, og nu har jeg mine faste kunder, der respekterer mig for den, jeg er, siger Helle og tømmer glasset med grøntsagsjuice. Regnen er stilnet af, og damerne vover sig ud under åben himmel, tilbage i lejligheden. Anne Marie finder sin seneste cd, Opsange (2003), frem og dedikerer et eksemplar til Helle og hendes mor, Elly Momse. Født Er skuespiller, forfatter og venstreorienteret samfundsrevser. Som skuespiller er hun nok mest kendt for sine satiriske og humoristiske roller i bl.a. kabareten Dameattraktioner i 1980 erne, Helgers Hedetur (1999) og forestillingerne Discount Drama med Peter Larsen, men hun mestrer også mere seriøst teater som Herman Bangs Irene Holm (1999). Anne Marie Helger har bl.a. udgivet bøgerne Hedetur (2000) og Nytårstalen (2002) og cd en Opsange (2003). I øjeblikket giver hun mange koncerter på Christiania, som hun nærer en særlig kærlighed til. Flere af Anne Marie Helgers kjoler er kreeret af hendes datter, Johanne Helger Lund, der er designer og står bag tøjmærket Lund Cph. I anledning af kåringen af Årets vogn for hjemløse i 2002 optrådte Anne Marie Helger i en kjole, der udelukkende bestod af Hus Forbi-aviser. På hovedet bar hun en høj hat med bittesmå figurer, som skulle forestille en familie, der sad inde i en oplyst stue (i selve hatten), mens der lå en hjemløs på trappen foran med sin vogn. Denne interviewartikel er en del af serien Hende/ham vil jeg gerne møde, hvor Hus Forbi-sælgere interviewer et af deres forbilleder i samarbejde med redaktionen. Der er sydlandsk stemning i gårdhaven bag den ejendom på Christianshavn, hvor Anne Marie Helger har boet i 25 år. Vil ikke have børn Helle kan ikke lade være med at le ad historien. - Det hjælper ofte at grine og lave lidt sjov, når man har det skidt. Jeg prøver at se lyst på livet, siger hun. Helle er tidligere stofbruger og har i perioder har været hjemløs og boet 22 hus forbi nr. 77 september 2008 hus forbi nr. 77 september

13 Den ældste hjemløseavis i verden Fremdrift i kaos. Redaktionen af Street Sheet er i gang med næste nummer. Til højre ses Bob Offer- Westort, avisens redaktør. I 19 år har hjemløse været med til at skrive, udgive og sælge hjemløseavisen Street Sheet i San Francisco. Avisen der er verdens ældste hjemløseavis blev skabt ved et tilfælde. Af Tine Sejbæk Foto: Peter Zappel Opgangen er mørk og en smule beskidt. Oppe på kontoret på 1. sal ligger papir i bunker, computere står hulter til bulter, og væggene er tæt polstret med billeder af Che Guevara og andre forkæmpere for verdens undertrykte. Frivillige og ansatte myldrer frem og tilbage. Midt i et kaos af avisbunker og utømte papirkurve sidder Bob Offer-Westort en venlig ung mand og hjemløseavisen Street Sheets nuværende redaktør. Vi befinder os på kontoret for The Coalition on Homelessness (Koalitionen mod Hjemløshed, red.) i San Francisco en organisation, der arbejder for at forbedre forholdene for byens ca hjemløse. Den har siden 1989 udgivet Street Sheet. Redaktionen ligger i det fattige kvarter Tenderloin, hvor krigsveteraner i rullestole og små grupper af fattige og sorte holder til på gadehjørnerne. Hjemløshed er ingen spøg. Slet ikke i USA, hvor så godt som alle selv dem på venstrefløjen har den holdning, at hvis bare man vil, kan man altid klare sig eller komme ovenpå igen. Det er blot et spørgsmål om vilje. Hjemløse solgte digte Street Sheet er verdens ældste hjemløseavis sammen med Big News i New York, der begyndte samme år. Folk kom tilbage og spurgte: Hvad kan vi ellers sælge?. Så begyndte de at sælge nyhedsbrevene. Men det var i virkeligheden noget af et tilfælde, at Street Sheet overhovedet blev til. Avisen udsprang af The Coalition on Homelessness, som blev dannet i 1987 af folk, der ville gøre noget for hjemløse. For hjemløse var der blevet mange af siden starten af 1980 erne, hvor regeringen skar ned på både velfærdsydelser og tilskuddet til at bygge boliger til fattige. Koalitionen udgav i starten et månedligt nyhedsbrev udelukkende til internt brug. I 1989 var der et stort, politisk møde i San Francisco, og i den forbindelse blev der trykt nogle aviser med digte. Der blev lavet for mange, og politikerne donerede de overskydende til Koalitionen. Her vidste man først ikke, hvad man skulle stille op med dem, men nogle hjemløse gik på gaden med dem og de solgte godt. - Folk kom tilbage og spurgte: Hvad kan vi ellers sælge?. Så begyndte de at sælge nyhedsbrevene, forklarer Bob Offer-Westort. Han har en bachelor i antropologi og startede i sin tid som fundraiser ved Koalitionen. Han er ikke selv hjemløs, men det er en stor del af de både frivillige og ansatte på stedet. Da man fandt ud af, at nyhedsbrevene solgte, startede man Street Sheet. Akkurat som med Hus Forbi var idéen, dels at fortælle offentligheden om hjemløses vilkår, dels at dække de historier, som de andre medier ikke tog fat i, dels at give hjemløse mulighed for at få en indkomst. Skrives af hjemløse For tiden er mellem en tredjedel og halvdelen af månedsavisen skrevet af hjemløse. Andre artikler bliver skrevet af Koalitionens ansatte eller folk fra andre organisationer. Arbejdet er ulønnet, dog giver Street Sheet af og til et lille beløb til en skribent men kun, hvis denne er hjemløs. - Det anderledes ved vores avis er, at vi fokuserer på hjemløshed og boligproblemer mange af de andre hjemløseaviser skriver mere bredt om sociale problemer og fattigdom, siger Bob Offer-Westort. Street Sheet er også anderledes ved, at sælgerne ikke skal give noget for avisen. På andre amerikanske hjemløseaviser afleverer sælgeren typisk cents (op til et par kroner, red.) af indtjeningen. - Hvis folk skulle give noget for avisen, ville mange ikke komme tilbage. Og sælgerne gør jo også noget godt for os ved at sælge den. Hvis vi tog noget af indtjeningen, ville der blive solgt færre aviser, siger Bob Offer-Westort. Under interviewet kommer sælgere ofte ind og afbryder. Og på et tidspunkt må Bob ud og mægle mellem to, der er blevet uenige om det samme gadehjørne i Chinatown San Franciscos kinesiske bydel. Om det er let at sælge avisen afhænger af sælger og sted. De gode steder i San Francisco er ud over Chinatown også Wishermans Wharf (turistkvarter ved havnen, red.), Unions Square og 16th Street (et latinerkvarter med mange unge, red.). At avisen delvist er skrevet af hjemløse, gør ifølge redaktøren det skrevne mere engagerende. - Og det giver en legitimitet til avisen. Der er så mange talking heads i medierne i USA, men det er ofte folk, der ikke kender så meget til det, de taler om, siger Bob Offer- Westort. I 2006 havde Street Sheet f.eks. en serie artikler skrevet af en mand, der selv havde prøvet at tigge på gaden i mange år. - Han var meget intelligent og havde researchet på de analytiske og politiske aspekter af det. Samtidig skrev han om, hvad han selv havde oplevet som tigger fra blandt andet politiet og forbipasserende på gaden. På den måde skriver vi om emner, som ikke bliver dækket andre steder, siger Bob Offer-Westort og slutter: - Der er ikke nogen, der er glade for tiggeri. Hverken dem, der tigger, eller andre. Men hvis de gængse medier beskriver det, handler det altid om, at det er tiggeren, der er problemet. Hos os er det et problem, at folk er nødt til at tigge. Vil afskaffe hjemløshed Street Sheet er et projekt under The Coalition on Homelessness i San Francisco, der blev startet i Formålet er at forbedre hjemløses vilkår og afskaffe hjemløshed. Koalitionen har seks lønnede medarbejdere og et stort antal frivillige. Mange af både ansatte og frivillige er eller har været hjemløse. En stor del af de frivilliges arbejde består af at gå ud og tale med hjemløse om deres problemer og behov det såkaldte Outreach-projekt. - Koalitionen er en tænketank, men det er ikke os, der skal sidde og beslutte, hvad de hjemløse har brug for. Outreach er en måde at komme i kontakt med de hjemløse og deres behov. Det er kernen i den måde, vi er organiseret på, siger Bob Offer-Westort, der er redaktør af Street Sheet. Ca. tre millioner amerikanere er berørt af hjemløshed hvert år. Og mindst 34 millioner lever under den officielle fattigdomsgrænse. Se mere på Mariatjenesten søger FRIVILLIGE MEDARBEJDERE Har du hjerterum, et åbent sind og lyst til at engagere dig i samfundets skæve eksistenser på Vesterbro, så har Kirkens Korshær brug for dig til: Mariatjenesten - i Mariakirken, Istedgade. Et værested for alle. Vi søger frivillige (25+) til dag- eller aftenvagter ca. én gang om ugen. Herberget - i Valdemarsgade. Overnatning kun for kvinder. Vi søger frivillige (kvinder, 25+) til en vagt hver anden uge kl Det er muligt at sove på vagten. Herberget drives i samarbejde med Diakonissestiftelsen. Miljøet er præget af misbrug, hjemløshed, psykisk sygdom og prostitution. Ring for flere oplysninger: Johan Petersen eller Karin Zorn Mariatjenesten Istedgade 20, 1650 København V Tlf hverdage kl Kirkens Korshær er en folkelig hjælpeorganisation, der har sit virke blandt samfundets marginaliserede og udstødte grupper. Kirkens Korshær har 380 ansatte og ca frivillige medarbejdere. 24 hus forbi nr. 77 september 2008 hus forbi nr. 77 september

14 Det er gode penge, men Det er både godt og skidt at sælge hjemløseavisen Street Sheet i San Francisco, siger en sælger, der har været med helt fra starten. Af Tine Sejbæk Foto: Peter Zappel - Det er dejligt, når køberne siger, at jeg gør et godt job. Men på en måde ville jeg helst være fri for at sælge Street Sheet, siger 49-årige Rudy Torres, der har solgt avisen lige siden avisens start i Han kan sælge aviser om dagen, hvilket indbringer ham ca kroner. Og det er gode penge, siger han. Grunden til, at Rudy Torres ikke kan lide at sælge Street Sheet, er, at det til tider føles ydmygende. - Det kan gøre mig nedtrykt, fordi jeg på en måde føler, det er som at tigge. Mange folk på gaden har uhøflige kommentarer, og der er også nogen, der har truet mig. Det værste var en fyr, der kom gående på gaden med sin kæreste. Han ville ikke købe avisen, og jeg lavede en joke med hans kæreste, så hun grinede, hvorefter han greb han fat i mig og truede mig, fortæller han og fortsætter: - Men avissalget hjælper mig også. Jeg får mange komplimenter. Og det løfter mig. Og så er det også opløftende at have en forbindelse til folkene på The Coalitionen on Homelessness via avisen det er alle tiders mennesker, der arbejder der, siger han. Den bedste oplevelse, som Rudy Torres har haft som sælger, var sidste år, da en mand kom og forærede ham 500 dollars: - Jeg sagde: Er du sikker på det? Den koster altså kun en dollar. Men han insisterede på at give mig pengene. Ellers er de bedste oplevelser som sælger, at han taler med en del af de mennesker, der køber avisen: - Jeg lærer folk at kende, og nogle gange får jeg tilbudt småjobs, der giver ekstra penge. Dét at sælge Street Sheet giver ham også motion. - Mange står på et hjørne og sælger den, men jeg foretrækker at gå rundt. Nogle gange står jeg ét sted i en halv time, men ellers går jeg. Det kan godt blive til kilometer på en dag, siger Rudy Torres, der mest bevæger sig rundt i Chinatown og Little Italy, der begge ligger i det centrale San Francisco. Noget af det, der er med til at gøre livet surt for en sælger af Street Sheet, er den udbredte brug af kreditkort. - Det er et problem, som ikke var der i starten. Mange vil gerne købe avisen, de har bare ingen kontanter. Sover foran kirke Rudy Torres oplever, at der som regel er en god atmosfære mellem sælgerne, og med årene er Rudy blevet god til at se, hvem der vil købe avisen også selvom der er tider, hvor han tager fejl. - Man skulle tro, at den typiske køber var en kvinde, men det er det ikke! Når et par kommer gående, og manden stopper op, er det tit kvinden, der siger: Come on, lets go. Indmellem har han almindeligt arbejde i en-to uger, og i de perioder sælger han ikke avisen. Har han penge nok, køber han sig et hotelværelse. Resten af tiden sover han på gaden. - Der er en kirke, hvor vi godt Der er en kirke, hvor vi godt må sove udenfor, og hvor politiet ikke kommer. må sove udenfor, og hvor politiet ikke kommer, fordi kirken siger, at vi må være der. Og her i Californien er vejret ok det meste af året, fortæller han. - Hvor meget man sælger, kommer an på, hvordan man præsenterer sig. Jeg klovner f.eks. ikke med avisen, men præsenterer den seriøst, siger Rudy Torres, der har solgt Street Sheet, siden avisen udkom første gang i Besøg billedgaleriet og se billeder fotograferet af socialt udsatte hundeejere Ikke tal på hjemløseaviser i USA Hjemløseavisen Street Sheet udkommer én gang om måneden i et oplag på , der bliver solgt af cirka 230 sælgere (svarer til halvdelen af oplaget og sælgerkorpset hos Hus Forbi). En solid kerne på ca. 150 sælgere har solgt avisen længe. Avisen har i alle 19 år kostet en dollar, og hele beløbet går til sælgeren. Street Sheet bliver finansieret af donationer. Knap halvdelen af pengene kommer fra små fonde, mens resten kommer fra enkeltpersoner. Ingen ved, hvor mange hjemløseaviser, der findes i USA, for ikke alle er medlemmer af organisationen Street Papers, men der findes bl.a. udgivelser i New York (Big News), Seattle (Real Change), Chicago (StreetWise), Denver (Denver Voice) og Las Vegas (Forgotten Voice). En typisk hjemløs kan sælge 150 aviser på en måned og dermed tjene 150 dollars ( kroner, red.). Penge, der falder på et tørt sted, da ydelser fra det offentlige er sparsomme eller ikke-eksisterende i USA. KIRKENS KORSHÆR OMSORG VARME NÆRHED Nikolaj Plads København K Telefon Girokonto kk@kirkenskorshaer.dk 26 hus forbi nr. 77 september 2008

15 Kommuner skal stramme op Landets tre krisecentre for mænd oplever så stor søgning, at de må afvise flere på grund af pladsmangel. - Vi har oplevet en voldsom stigning i antallet af overnatninger i år, siger Grete, der er koordinator i Horsens Krisecenter, og hvis efternavn er udeladt af hensyn til anonymitet, til DR Nyheder. Centret i Horsens, der har eksisteret i 20 år, er allerede nået op på 515 overnatninger i år, hvilket næsten svarer til det samlede antal overnatninger i hele 2007, hvor der i alt var De danske kommuner leverer ikke varen i forhold til de socialt udsatte, der dermed bliver holdt udenfor den almindelige velfærdsfremgang i landet. Det mener Rådet for Socialt Udsatte, der netop har udgivet sin årsrapport for I Rådet for Socialt Udsatte har vi noteret os, at staten har tilført ekstra midler til kommunerne med henblik på en styrket indsats på udsatteområdet, og at kommunerne i 2008 har øget deres samlede budgetter. I det perspektiv forekommer det os yderst skuffende, at der i kommunerne ikke sker en forøget indsats på udsatteområdet, siger rådets formand, Preben Brandt, der sammen med de øvrige medlemmer af rådet opfordrer kommunerne til at stramme op. Rådet vil desuden indlede et samarbejde med de udsatteråd, der oprettes i flere og flere kommuner. I årsrapporten slår Rådet for Socialt Udsatte endvidere fast, at helbredet hos de socialt udsatte er langt dårligere end forventet. Det Flere mænd på krisecentre 573 overnatninger. Også de to øvrige krisecentre, der ligger i henholdsvis København og Fredericia, oplever en stigning i antallet af henvendelser. - Jeg tror, behovet er større, end man lige regner med, siger centerleder Thorkil Vestergaard Hansen fra Mandecentret på Christianshavn i København. Centret åbnede i november 2007 og er indtil videre et treårigt forsøg. De mænd, der søger ind, gør det af forskellige årsager. - Det er mænd, der har mistet deres job, nogen lever i et ægteskab er blevet dokumenteret i en omfattende sundhedsundersøgelse, SUSY UDSAT, der er blevet gennemført af rådet i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed. Rådet foreslår derfor bl.a., at der afsættes penge til flere sundhedscentre i kommunerne, og at kommunerne i højere grad fokuserer på de socialt udsatte i deres sundhedspolitik. - sia med psykisk vold, nogen er blevet smidt ud af konen, og enkelte har boet på gaden, siger Thorkild Vestergaard Hansen til DR Nyheder. Politikere fra SF, De Radikale, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har tidligere udtrykt ønske om, at der bliver etableret flere krisecentre for mænd i Danmark. Til sammenligning er der mere end 40 krisecentre for kvinder. - sia Polen sender hjælp I begyndelsen af september kommer to polske socialarbejdere til København for at hjælpe hjemløse polakker med deres problemer. Socialarbejderne er fra den polske organisation Barka og har tidligere været i London for at hjælpe polakker dér med at vende hjem. I Danmark skal de blandt andet lave opsøgende gadearbejde og give rådgivning. Der er tale om et tre måneders pilotprojekt, som er støttet af Kofoeds Skole. Repræsentanter fra Barka var i København i november sidste år for at danne sig et overblik over polakkernes situation. Det vurderes, at omkring 90 polakker lever som hjemløse i København og blandt andet overnatter på gaden, i parker, i garager eller i faldefærdige ejendomme. - sia X-ORD af Anne Jensen tidligere hjemløs Send løsningen på X-ORD senest den 30. september. Blandt de rigtige løsninger trækkes lod om et boggavekort til en værdi af 500 kr. Vinderen får direkte besked pr. post. Kodeordet skrives på bagsiden af en kuvert eller på et postkort og sendes til: Hus Forbi Tornebuskegade 1, København K Vinder af boggavekort Inger Juel Pedersen Skolevej Havdrup NR. 75 Bestil juli-nummeret som klassesæt Juli-nummeret af Hus Forbi er specielt målrettet børn og unge og er dermed oplagt som undervisningsmateriale. Det er derfor muligt at bestille det som klassesæt helt gratis og fuldt af gode og relevante historier om hjemløse og hjemløshed. Ring på tlf , eller send en mail til redaktion@husforbi.dk, så sender vi et klassesæt. se sæt. Historier om hjemløse og hjemløshed A N N O N C E Generalforsamling i Hus Forbi Hus Forbi holder generalforsamling torsdag den 9. oktober 2008 kl i Røde Kors lokaler på Nordre Fansanvej 224, København NV. Dagsorden ifølge vedtægterne. Forslag til generalforsamlingen skal være bestyrelsesformand Dieter Sebelin i hænde senest tre uger før (dvs. senest torsdag den 18. september 2008) og skal sendes på til: dse@esbjergkommune.dk eller via post til: Dieter Sebelin Skjoldbo Esbjerg Skjoldsgade Esbjerg. Hus Forbis sælgere og medlemmer af redaktionsgruppen er automatisk medlemmer af foreningen Hus Forbi og derfor velkomne på generalforsamlingen. Sæbebobler Som sæbebobler er vore liv, der briste kan i vinden. Lad os, så længe vi lever her, stryge hinanden på kinden. Indsendt af Tove Kristiane Jacobsen, Egå Hus Forbi modtager meget gerne korte digte. Er du inspireret eller har et liggende i skuffen, så send det til os, gerne på mail: redaktion@husforbi.dk eller med posten: Hus Forbi, Tornebuskegade 1, 2., 1131 Kbh. K 28 hus forbi nr. 77 september 2008 hus forbi nr. 77 september

16 Vorherres køkkenhave SEPTEMBER Af Steen Viggo Foto: Colourbox Brombær og hyben Brombærparfait: ejrguderne havde V været oppe at skændes. Sidste uge var præget af byger og et forrygende blæsevejr og den blygrå himmel virkede tung også på sindet. Så en morgen, her i begyndelsen af september, var det pludselig stilheden, der vækkede mig. Jeg slog vinduet op. Det var stadig mørkt, og ikke en vind rørte sig. Nattens kølighed skrællede sengevarmen af mig, og resten blev skyllet væk i brusebadet. Og efter et hastigt morgenmåltid greb jeg den mindste af mine altid pakkede rygsække og drog ud i Vorherres køkkenhave. De første småfugles triller bød den ny dag velkommen, og på den lyse himmel sås kun enkelte spredte, rødmende kumulusskyer. Langs det levende hegn trådte de ellers usynlige spindelvæv frem, som kunstværker af diamantglimtende dugdråber. Det begyndte at pusle under og mellem småbuske og krat. Musvågen, den skarpøjede, svævede tyst og majestætisk på udkik efter morgenmad, mens spurvehøgen med sin lynhurtige jagtteknik susede af sted i lav højde gennem Vorherres køkkenhave, så stor og smuk i den opgående sols første stråler. Tid til at høste Min første tur i september er altid lang, for det er nu de mange høstture i efteråret for alvor tager form. Det er her i efteråret, at bær, frugter og nødder samles til vinterdepotet, det ved ethvert egern og enhver mus. Og vi mennesker er tilmed så heldige, at vi kan supplere med indsamling af svampe. I hegnet står alle æblers stamfar, skovabild også kaldet Yduns æbler runde, gulgrønne og ca. tre cm i diameter, men dem kan vi roligt lade hænge til begyndelsen af november. Hasselbuskene er tunge af nødder, der ikke er helt modne endnu, så det samme gælder nok også egetræets agern, hvoraf laves en fortræffelig dansk kakao. Brombærbuskene vokser lidt spredt i hegnet, men inde i skoven står de som et uigennemtrængeligt, tykt tæppe med fristende bær, der har været modne nogle uger nu. De er nok det eneste, jeg høster på hjemvejen, hvis det altså ikke når at blive mørkt inden da. Det er nu ikke brombærrene, jeg først og fremmest hæfter mig ved, men derimod bladene på løvskovens træer, der allerede har antaget alle palettens rødgule farver hvor er her smukt. Jeg snuser ind og genkender den umiskendelige duft af havet. Selve stranden er dog ikke det første, man ser, det er derimod en tyk bræmme af Rynket Rose (Rosa Rugosa), der strækker sig langs kysten så langt øjet rækker. Det synes som om denne ugæstfri plante har pyntet sig med ildrøde rubiner, hvilket den også har i form af tusindvis af modne hyben, der lokker til plukning og efterfølgende nogle afteners marmeladefremstilling. Og der sidder Vorherre Jeg sender varme blikke til strandmandstro, strandkål, kokleare, hyrdetaske og se, hvem sidder der midt i marehalmen? Joh, det er såmænd Vorherre. Vi slår følge ud til klinterne for at beundre slåenbuskene, hvis lange skarpe torne, som løftede pegefingre fortæller mig, at jeg også her roligt kan vente et par måneder med at høste. På turen tilbage kan jeg dog ikke lade være med at plukke en god posefuld rønnebær til gelé, mens Vorherre fortæller mig om havtornens mange anvendelsesmuligheder, som f.eks. grød, snaps og likør. Havtornens gule frugt der faktisk er en nød høster jeg normalt ved den jyske vestkyst, hvor den er mangfoldig. Men jeg venter med at tage derover til december eller januar, hvor de gule nødder sidder tæt på grenene endnu, godt beskyttet af torne, hvis størrelse og længde sagtens kan stå mål med slåenbuskens. Det er nu hyggeligt sådan at gå og sludre med Vorherre, mens vi vandre tilbage over enge og marker, og ser hvordan farver og lyde ændrer sig, efterhånden som skumringen lægger sin tyste kappe over landskabet. - Nyd efteråret, siger Vorherre, da vi tager afsked med den nedgående sols stråler i ryggen, og jeg må vende næsen mod byen med rygsækken fuld af efterårets gaver. steenviggo@galnet.dk September indbyder til endagsture, da bær og svampe skal bearbejdes samme dag, de er plukket. Er man uerfaren svampejæger, så læs nogle af de mange fortræffelige svampebøger, der findes, og deltag i guidede svampeture. Danmarks Naturfredning afholder flere efteråret igennem. Foto: Robert Voxen Steen Viggo Er tidligere hjemløs og udeligger. Boede i naturen fra foråret 1992 til vinteren To-tre gange om måneden overnatter Steen Viggo i naturen. I forbindelse med sine ophold i naturen fører han dagbog, og det er de optegnelser, der ligger til grund for hans månedlige bidrag til Hus Forbi. Purér bærrene. Pisk 1/6 dl æggeblomme med 30 g sukker, og vend puré og æggemasse sammen. Fryses i portionsforme og serveres pyntede med friske bær. Den simple opskrift kan bruges til forskellige bær, parfaiten kan også bare serveres kold. Brombærgelé med fløde og makroner: Pres saften af brombærgrenens yderste søde bær. Hældes i portionstallerkener som henstår i køleskabet, til saftens pektinindhold har sørget for geledannelsen. Serveres med fløde eller flødeskum og makroner. Hybensuppe: Fjern stilk og blomst fra ca. 30 modne hyben. Flæk dem, og fjern kløpulveret (kernerne, red.) med en lille teske. Hæld skallerne i en gryde med en liter vand, og kog dem i ca. ti min hvorefter de nu møre skaller tages op og presses gennem en sigte tilbage i kogevandet, som jævnes med kartoffelmel og smages til med flormelis. Tips: Inden marmeladefremstillingen: I stedet for at flække dem og langsommeligt fjerne kløpulveret med en ske (selv om det er hyggeligt, især hvis man er et par stykker om det), så fjern blomst og stilk, og hæld dem i et stort syltetøjsglas, fyld op med vand, og brug stavblenderen. Hybenkødet synker til bunds kernerne flyder op til overfladen, hvor det fjernes med en ske. Hybenmarmelade: Jeg kan godt lide rustik marmelade, så derfor fjernes kløpulveret med teske. Et kilo hyben renses for stilke, blomst og kerner. Hældes i en kogende lage af 2½ dl vand, ½ kg sukker, ½ dl eddike og evt. lidt kanelbark. Koges ca. 20 min, skummes og efter tilsætning af Atamon hældes marmeladen på rengjorte glas. Hybenpuré: Som ved suppe, her bruges til et kilo hyben, ca. tre dl vand og ca. 100 g sukker eller efter smag og en tsk. Atamon. Hybensaft: Tre kilo hele hyben uden blomst og stilk bringes i kog i to liter vand og koges ca. et kvarter under tilsætning af et kilo sukker og saften af to citroner. Sidst tilsættes to tsk. Atamon, inden saften hældes på flaske. Foto: Colourbox Foto: Colourbox 30 hus forbi nr. 77 september 2008 hus forbi nr. 77 september

17 Tre spørgsmål til Jan, 53 år og Hus Forbi-sælger Hvad fik du at spise i går? - Boller i karry i varmestuen (Exnersgade 39 i Esbjerg, red.), her spiser jeg stort set hver dag. De serverer altid gode, varme retter, der kun koster en tier. Og om fredagen får vi flødekager fra en bager. Hvad kan gøre dig glad? - Oplevelser med min hund, Freja. Op til jul sidste år kom en fremmed mand hen til mig. Han gav Freja et ben af oksehud, der var cirka en meter langt og med en rød sløjfe om. Jeg blev meget rørt, og hvis vi ikke havde stået på gaden, ville jeg nok have fældet en tåre. Er der noget, du ser frem til? - Sommerferie på Iller Slot i Sønderjylland. Kirkens Korshær arrangerer hvert år ferie dernede for varmestuens brugere. Men det er sidste gang i år. Af: Lisbeth Rindholt Foto: Ole Joern Gør som mig og mit solur Historier fra gaden Trods tidligere hjemløshed, stofmisbrug og sygdom, er Jan en optimistisk mand, der ligesom soluret kun tæller de lyse timer. Kirkens Korshærs varmestue i Esbjerg er fyldt godt op ved frokosttid. Jan er en af dem, der kommer her dagligt for at spise og snakke. I dag er det onsdag, og så står menuen på fugl, som han siger. Jan lægger sin gule Hus Forbisælgertaske i hjørnet og sørger for frisk vand til hunden, Freja, før han henter dagens ret i varmestuens køkken. Høns i asparges med kartofler. Flere af stedets andre brugere kommer hen og hilser på Jan. Ingen tvivl om, at bekendtskabskredsen er stor. Jan betragter da også varmestuen som sit andet hjem. Han er bl.a. aktiv i stedets brugerråd, og det er her, han henter sine Hus Forbi-aviser. Faktisk var det Jan, som for to år siden overtalte varmestuelederen til at få avisen til byen igen. På det tidspunkt havde Hus Forbi været væk fra Esbjerg i ca. fem år. - Nu er vi tre sælgere. Den tredje mand fik først udstedt sit sælgerkort i går, så i lang tid har vi kun været to. Tilsammen kan vi nok sælge over aviser om måneden, fortæller Jan. Ingen af de tre sælgere sover på gaden eller havnen. Esbjerg har i det hele taget ingen eller meget sjældent gadehjemløse. Men Jan har tidligere prøvet at leve på gaden i perioder, da han opholdt sig i Århus. Røg hash som 13-årig - Om sommeren sov jeg mest på bænke i byens parker. Og om vinteren boede jeg bl.a. på et forsorgshjem i Tranbjerg, hos venner og bekendte. En overgang holdt jeg til på en nedlagt tankstation, der var blevet lavet om til en slags junkiebule, fortæller Jan, som er tidligere stofmisbruger. - Jeg begyndte at ryge galar (hash, red.) som 13-årig, og i starten af 1970 erne hang jeg ud sammen med en gruppe, der tog morfinbase. Det var helt min egen skyld, at jeg kom ud i stofmisbrug ikke samfundets, understreger Jan og begynder at synge TV2 s hit Det er samfundets skyld. Han rejste fra Århus for syv år siden. - Jeg havde ingen grund til at blive. Min bedste kammerat var lige død, og begge mine forældre var også borte, fortæller Jan, der drog af sted uden en fast destination. Han ville bare væk. Sydpå. - Jeg kom først til Overmarksgården i Kolding (bosted for hjemløse, red.). De havde ikke nogen ledige værelser, men ringede rundt til andre bosteder, og på Forsorgshjemmet i Esbjerg var der plads. Så det var helt tilfældigt, at jeg havnede her i byen, fortæller han. Efter et år på Forsorgshjemmet flyttede Jan ind i en toværelses lejlighed i den østlige del af Esbjerg, hvor han startede på en frisk. De sidste mange år har han fået metadon, og det hårde liv har sat sit præg. Ikke mindst på helbredet. - Jeg har mavesår og leverbetændelse ligesom de fleste andre tidligere narkomaner. Leverbetændelsen er indkapslet, så den mærker jeg ikke noget til, men jeg sørger også for at lade være med at drikke. Jeg har ikke været fuld siden VM i Frankrig i 1998, fortæller han. Benet hævede op I løbet af de sidste 20 år har Jan haft seks blodpropper. Fem i benene og en i lungen. Den sidste blodprop kom for to år siden. - Jeg troede ellers, at jeg var færdig med det pjat. Men så begyndte benet pludselig at gøre ondt og hæve op igen. Blodpropperne betyder bl.a., at jeg ikke er så let til bens mere. Jeg kan godt lufte hunden, men når jeg f.eks. skal ind til varmestuen, tager jeg den trehjulede, siger Jan og peger ud i gården, hvor hans minicrosser holder parkeret. - Den kan højst køre 15 km/t, så der er ikke meget cross over den, griner han. Jan går hen til køkkenet for at skifte sin tallerken ud med dagens dessert: Rabarbertrifli. - Jeg vil gerne tage fem-ti kilo på. Men det er svært, for på tre dage kan jeg smide alle de kilo, jeg har været tre måneder om at tage på, fortæller han. Sygdomsforløbet har dog også haft en god indvirkning på Jans liv. - Efter min første blodprop blev jeg mere livsglad og begyndte at se det positive i små ting i hverdagen. Mit motto er: Gør som mig og mit solur. Vi tæller kun de lyse timer, siger han og klapper Freja, der ligger under bordet. Hun er det bedste i Jans liv og følger ham overalt. Også når han er på gaden med Hus Forbi. - Sommetider sælger jeg aviser direkte fra minicrosseren, for det kan være hårdt at stå op i længere tid ad gangen. Det bedste salgssted i Esbjerg er foran Føtex i gågaden, for her kommer mange mennesker, siger Jan, og det er da også der, han og Freja skal hen senere i dag. lisbeth@rindholt.dk 32 hus forbi nr. 77 september 2008