Kommunalvalg i landspolitikkens skygge?

Transkript

1 KAPITEL 2 Kommunalvalg i landspolitikkens skygge? Af Ulrik Kjær og Kristof Steyvers Valgene i danske kommuner kan beskrives som andet-niveau-valg, idet de foregår på niveauet under det landspolitiske niveau. Selv om de landsdækkende partier, vi kender fra Folketinget, stiller op ved de fleste af de 98 kommunale valg, så falder stemmerne ved kommunalvalgene ikke på helt samme måde som ved valg til Folketinget. Næsten en tredjedel af vælgerne stemmer på forskellige partier ved de to slags valg, og styrkeforholdet mellem partierne i kommunerne afviger ofte fra det landspolitiske. Mens de fleste vælgere ved kommunalvalget stemmer ud fra lokalpolitiske overvejelser, stemmer en tredjedel udelukkende ud fra landspolitiske overvejelser. Der opstilles i kapitlet en række forventninger til, hvilke institutionelle forhold der kan påvirke, om vælgerne ved kommunalvalg stemmer ud fra den kommunale valgkamp og de lokale kandidater, eller om de i højere grad stemmer på baggrund af landspolitikerne og det landspolitiske spil. Landspolitikernes kommunalvalg? En måneds tid inden kommunalvalget blev læsere af Fyens Stiftstidende på forsiden af avisen præsenteret for overskriften Løkke forkludrer lokalvalg (Fyens Stiftstidende, 17. oktober 2013). Det lød videre, at Venstres fynske spidskandidater til kommunalvalget er trætte af, at Venstreformandens rejser tager fokus fra den lokale valgkamp og kan koste borgmesterposter. Venstres formand Lars Løkke Rasmussens GGGI-sag var på sit højeste, og beskyldninger om for dyre rejsevaner og bilagssjusk havde i en periode fyldt rigtigt meget i de landsdækkende medier (se også Kapitel 9). Og nu var Venstres borgmesterkandidater begyndt at blive nervøse, og det blev overvejet, om KAPITEL 2 KOMMUNALVALG I LANDSPOLITIKKENS SKYGGE? 21 KV 13 Ombr..indd 21 19/01/

2 det frem for vælgernes holdninger til de lokale borgmesterkandidater kunne blive deres holdninger til Venstres statsministerkandidat, som ville afgøre, hvor de satte deres kryds. Som Venstres bud på en borgmester i Middelfart Kommune, Niels Bebe, udtalte: Det kan være en sådan sag, der lokalt kan koste et mandat, og går mandatet til den anden fløj, kan det afgøre borgmesterposten. Også den siddende borgmester i nabokommunen, Nordfyns Kommune, Morten Andersen, var betænkelig: Jeg vil ikke afvise, at det kan blive udslagsgivende ved en tæt dyst om borgmesterposten, om end han også udtrykte håb om, at vælgerne ikke ville lade sig påvirke alt for meget af landspolitikerne: Jeg tror, at de nordfynske vælgere kan skille tingene ad og stemme ud fra lokale forhold (Fyens Stiftstidende, 17. oktober 2013). I begge de nævnte kommuner genvandt den siddende borgmester dog borgmesterposten, idet Venstre med et stort set uændret valgresultat i forhold til 2009 ikke formåede at fravriste socialdemokraternes Steen Dahlstrøm posten i Middelfart, mens Morten Andersen blev siddende sikkert i stolen i det nordfynske, da Venstre oplevede en fremgang fra 33,1 til 40,0 pct. af stemmerne. For en mere generel vurdering af betydningen af Løkkes sager, se i øvrigt Kapitel 9. Mere generelt illustrerer de fynske Venstre-folks bekymringer en tvivl om, hvor kommunal den kommunale stemmeafgivning egentlig er (Elklit & Kjær 2013), og dermed om, hvor kommunale kommunalvalgene egentlig er. I hvert fald inden for de seneste halvtreds år er der sket en kraftig landspolitisering af partisystemerne i de enkelte kommuner (Kjær & Elklit 2010; Kapitel 15). Lokallisterne er blevet sjældnere på stemmesedlerne, mens de landsdækkende partier efterhånden næsten alle er til stede i næsten alle kommuner. Der er således i dag væsentligt større overensstemmelse mellem de partier og lister, som den enkelte vælger finder på stemmesedlen ved valg til Folketinget og ved valg til kommunalbestyrelsen, end det tidligere var tilfældet. Spørgsmålet er så, om denne udvikling også betyder (eller er et resultat af), at vælgerne blander de politiske konkurrencer på de to forskellige politiske niveauer sammen og til kommunalvalgene stemmer ikke bare ud fra de lokale kandidater og lokale politiske dagsordener, men også lader sig påvirke af landspolitikken? Vi vil her beskæftige os med spørgsmålet i tre afsnit. Først vil vi se på, om vælgerne rent faktisk stemmer på det samme eller på forskellige partier ved henholdsvis kommunalvalg og folketingsvalg, og herunder ikke mindst, hvilke partier der eventuelt henter vælgere fra hinanden. Dernæst vil vi inddrage vælgernes motivation for at stemme, som de gør, idet vi har spurgt dem, i hvor høj grad de lægger kommunale eller nationale politiske forhold til grund for deres stemme. Og endelig vil vi opstille en mere generel model for, hvorledes 22 ULRIK KJÆR OG KRISTOF STEYVERS KV 13 Ombr..indd 22 19/01/

3 kommunale valg kan ses som andet-niveau-valg valg som er selvstændige valg, men som samtidig også er under påvirkning af landspolitiske fænomener. Splittede stemmer mellem kommunalvalg og valg til Folketinget En enkel måde at vurdere overensstemmelsen mellem stemmeafgivningen ved kommunal- og folketingsvalg på er at sammenligne valgresultatet ved de to valg. Hvis de to valgresultater ikke er identiske, må det jo betyde, at i hvert fald nogle vælgere stemmer på forskellige partier ved de to valg. For at vurdere dette og også for at se, hvilke partier der i givet fald står stærkere, og hvilke der står svagere ved kommunalvalg end ved valg til Folketinget er valgresultaterne ved de to valg opgjort i Tabel 2.1. Eller dvs., der er i Tabel 2.1 opgjort to lidt kunstige valgresultater. I den første kolonne er det samlede kommunalvalgsresultat beregnet ved at lægge valgresultaterne fra de 98 kommunale valg sammen. Da der jo er tale om forskellige valg i de enkelte kommuner, er det sådan set lidt unaturligt at lægge dem sammen. Dette landsdækkende kommunalvalgsresultat bruges for så vidt heller ikke til noget ud over at give landsdækkende medier og deres kommentatorer mulighed for at koge de mange valgresultater ned til en mere overskuelig opgørelse, når de landsdækkende tendenser skal gøres op. Ret beset er der kun én sammenhæng, hvor dette sammenlagte resultat har betydning, nemlig i forbindelse med fordelingen af bestyrelsesposter i KL, hvor der, jf. foreningens loves 6, tages udgangspunkt i netop dette resultat. I den anden kolonne er resultatet af et samtidigt folketingsvalg opgjort. Der findes godt nok ikke et samtidigt folketingsvalg, da kommualvalg og folketingsvalg (med undtagelse af valget i 2001) i Danmark ikke afholdes på samme dag, så i stedet er opgjort resultatet af et fiktivt valg, idet respondenterne i Kommunalvalgsundersøgelsen 2013 blev spurgt, hvilket parti de ville stemme på, hvis der var valg i morgen. Det er naturligvis ikke nogen perfekt måde at fremskaffe et samtidigt folketingsvalgresultat på: Nogle af respondenterne er, jf. bogens appendiks, først adspurgt nogle uger efter kommunalvalget og kan i mellemtiden principielt have nået at skifte parti; nogle af respondenterne svarer måske mindre præcist, når der er tale om en tænkt situation osv. Men vi vil alligevel hævde, at opgørelsen giver en god pejling af, hvordan den landspolitiske vælgeropbakning ville have været, hvis der også havde været folketingsvalg den 19. november Vores måling er i øvrigt ganske tæt på Berlingske Barometers samtidige sammenkog af forskellige opinionsmålinger. KAPITEL 2 KOMMUNALVALG I LANDSPOLITIKKENS SKYGGE? 23 KV 13 Ombr..indd 23 19/01/

4 Tabel 2.1. De forskellige partiers stemmeandel ved kommunalvalget 2013 (KV13) samt ved et fiktivt, samtidigt folketingsvalg ( FV13 ) KV13 FV13 A Socialdemokratiet 29,5 23,6 B Radikale Venstre 4,8 6,4 C Det Konservative Folkeparti 8,6 4,4 F SF Socialistisk Folkeparti 5,6 4,1 I Liberal Alliance 2,9 3,9 O Dansk Folkeparti 10,1 17,6 S Slesvigsk Parti 0,3 V Venstre, Danmarks Liberale Parti 26,6 27,5 Ø Enhedslisten De Rød-Grønne 6,9 11,3 Andre 4,7 1,2 I alt 100,0 100,0 Noter: FV13 baserer sig på Kommunalvalgsundersøgelsens spørgsmål 14 og er vægtet i forhold til normalpopulation. N= Kilder: KV13: Danmarks Statistik, FV13 : Kommunalvalgsundersøgelsen Rent logisk kan en afvigelse mellem det kommunale og det landspolitiske valgresultat fremkomme ved, at nogle vælgere kun afgiver deres stemme ved det ene af valgene, og at nogle af dem, som kun deltager i kommunalvalget, stemmer anderledes end nogle af dem, som kun deltager ved folketingsvalget. De forskelle, der ses i Tabel 2.1, indikerer imidlertid (og dette underbygges senere med survey-data), at der i hvert fald er nogle vælgere, som ved kommunalvalget i 2013 stemte på et andet parti, end de sandsynligvis ville have gjort ved et samtidigt folketingsvalg. Man taler i sådanne tilfælde om, at vælgerne afgiver en split-stemme eller på engelsk, at vælgeren frem for en straight vote afgiver en split vote (Campbell & Miller 1957; Burden & Kimball 2002). Fænomenet, hvor vælgeren splitter sine stemmer, har traditionelt været studeret i relation til to valg på samme politiske niveau, eksempelvis i lande, hvor der er to kamre i parlamentet, og hvor den enkelte vælger kan stemme til begge kamrene (McAllister & Darcy 1992; Gschwend m.fl. 2003). Efterhånden er begrebet imidlertid også blevet udstrakt til at kunne omhandle stemmer på 24 ULRIK KJÆR OG KRISTOF STEYVERS KV 13 Ombr..indd 24 19/01/

5 to forskellige politiske niveauer (Burden & Helmke 2009), hvilket så kaldes inter-level split-ticket voting (Elklit & Kjær 2005: 126). Tabel 2.1 viser i relation til de enkelte partiers samlede styrke ved kommunalvalget 2013, at Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti opnåede ganske gode resultater i forhold til deres samtidige landspolitiske styrke; der var simpelthen flere vælgere, som stemte på disse partier ved kommunalvalget, end vælgere, som ville have stemt på de samme partier ved et valg til Folketinget. Modsat var situationen for Dansk Folkeparti og Enhedslisten: Ingen af de to partier opnåede et antal stemmer ved kommunalvalget, der kunne matche den vælgermæssige popularitet, de nød på det landspolitiske niveau, og det antal stemmer, de ville kunne have opnået, hvis det i stedet havde været et folketingsvalg, som var blevet afholdt den 19. november Og så ses det jo også af Tabel 2.1, at der var 4,7 pct. af vælgerne, som stemte på en lokalliste eller et parti uden reserveret bogstav ved kommunalvalget. Af gode grunde kan disse vælgere jo ikke stemme på den tilsvarende liste ved folketingsvalget, hvor den jo netop ikke opstillede (se også Kapitel 15). Det var således næsten hver tyvende vælger, som var tvungen split-vælger (Kjær 2003). Men hvor mange vælgere stemmer så på et andet parti ved kommunalvalget end det parti, de ville have foretrukket ved et valg til Folketinget? Ser man udelukkende på de to opgørelser, kan det beregnes, at mindst 15,4 pct. af vælgerne må have afgivet en split-stemme (tallet fremkommer ved at addere forskellene mellem KV13 og FV13 for hvert af partierne og dividere med to). Det er imidlertid nettoforskellen mellem de to valgresultater, og man kunne nemt forestille sig, at der var endnu flere, som splittede deres stemme, men at nogle af disse split-stemmer udligner hinanden i den samlede opgørelse. Ved at benytte sig af survey-data på individniveau kan bruttoniveauet for afgivne split-stemmer dog beregnes. Kommunalvalgsundersøgelse 2013 viser, at det faktisk er hele 31 pct. af vælgerne, som stemmer på et andet parti ved kommunalvalget end det parti, de ville have stemt på ved et samtidigt folketingsvalg. En væsentlig konklusion er således, at kommunalvalg på ingen måde er afgjort på forhånd. Landspolitikere og landspolitiske dagsordener kan påvirke nogle vælgerne ved kommunalvalgene, men slet ikke i et omfang, så alle ender med at stemme på deres landspolitisk foretrukne parti. Der er altså vælgere at kæmpe om for de lokale partiafdelinger og de lokale kandidater ved kommunalvalget: Ganske mange stemmer er ikke låst af vælgernes landspolitiske ståsted. Et supplerende fund i den forbindelse er, at andelen af split-vælgere faktisk stiger i løbet af valgkampen. Vi har et halvt år inden valget, i maj 2013, også spurgt en række vælgere, hvilket parti de vil stemme på ved henholdsvis kommunalvalg og folketingsvalg, og på det tidspunkt var andelen af split-vælgere KAPITEL 2 KOMMUNALVALG I LANDSPOLITIKKENS SKYGGE? 25 KV 13 Ombr..indd 25 19/01/

6 kun 15 pct. (Demokratiundersøgelse 2013, n=3.325). En del af respondenterne overlapper faktisk i de to undersøgelser, og der findes således et panel på personer, som har svaret på begge tidspunkter. Blandt disse er andelen af split-vælgere steget fra 14 pct. i maj til 27 pct. i november Det ser således ud til, at netop en kommunal valgkamp kan være med til at gøre vælgerne mere opmærksomme på de lokale kandidater og diskussioner og dermed også mere klare på deres kommunalpolitiske partivalg. Inden vi vender os imod vælgernes begrundelser for at splitte deres stemme eller ej, skal det imidlertid også analyseres, hvad det er for partier, som mister stemmer til og vinder stemmer fra hinanden, når vi ser på samtidig stemmeafgivning ved kommunalvalg og folketingsvalg. I Tabel 2.2 er på baggrund af Kommunalvalgsundersøgelsen 2013 opgjort, hvordan vælgerne fordeler sig på hver af de mulige kombinationer af partivalg ved kommunalvalg og folketingsvalg. Det er på denne baggrund, at andelen af split-vælgere kan beregnes til de nævnte 31 pct., idet det er de vælgere, som placerer sig uden for den markerede diagonal, hvor respondenterne stemmer på samme parti ved de to typer af valg. Det er nemlig ikke mindre end 69 pct. af vælgerne, der er at finde i diagonalen, og som altså ved kommunalvalget stemte på samme parti, som de ville have gjort, hvis der havde været afholdt et samtidigt valg til Folketinget. Det skal bemærkes, at de 0,7 pct. af vælgerne, som stemte på et andet parti end de otte folketingspartier ved begge valg, har været kodet særskilt, og langt de fleste er blevet indplaceret som ikke værende split-vælgere, da det i et vist omfang er vælgere, som på begge niveauer støtter Kristendemokraterne. Det har tidligere været diskuteret, i hvor høj grad den enkelte split-vælger flytter sig substantielt mellem de to valg, eller om split-stemmerne i højere grad er markering af nuanceforskelle inden for samme politiske blok (Gschwend m.fl. 2003; Elklit & Kjær 2005). En del partier vil nok protestere mod påstanden om, at de ligger tæt på hinanden, og i stedet fremhæve, at de har en helt unik og særlig politisk platform. Desuden vil tanken om, at der eksisterer blokdannelse i kommunalpolitik, nok også få hårde ord med på vejen fra i hvert fald nogle kommunalpolitiske aktører. Men hvis man nu for analytiske formål skeler til landspolitikken og inddeler partierne i en rød blok (Ø+F+A+B) og en blå blok (I+V+C+O), kan man på baggrud af Tabel 2.2 se, hvor mange der splitter deres stemmer ikke bare mellem forskellige partier men også mellem de to blokke. Det gør 8,4 pct. af vælgerne, idet samlet 5,6 pct. stemmer rødt til kommunalvalget men blåt til folketingsvalg, mens 2,8 pct. splitter mellem blokkene med modsat fortegn. Ikke mindst Socialdemokratiet er det drivende parti i forhold til den fordel, som den røde blok har af trafikken mellem blokkene. Således ses det af Tabel 2.2, at det er 1,7 pct. af vælgerne, som stemmer Venstre ved folketingsvalg og 26 ULRIK KJÆR OG KRISTOF STEYVERS KV 13 Ombr..indd 26 19/01/

7 Tabel 2.2. Vælgerne fordelt på deres kombinerede stemme ved kommunalvalget 2013 (KV13) og et fiktivt samtidigt folketingsvalg ( FV13 ) FV13 Ø F A B I V C O Andet I alt Ø 6,3 0,1 0,0 0,2 0,0 0,1 0,0 0,1 0,0 6,9 F 0,9 3,1 0,8 0,6 0,0 0,0 0,0 0,1 0,0 5,6 A 2,1 0,6 20,7 1,3 0,1 1,7 0,2 2,4 0,2 29,5 B 0,3 0,0 0,2 3,2 0,4 0,3 0,0 0,2 0,0 4,7 KV13 I 0,0 0,0 0,1 0,1 1,8 0,4 0,3 0,2 0,0 2,9 V 0,5 0,0 0,6 0,2 0,8 20,5 0,4 3,4 0,2 26,6 C 0,2 0,1 0,4 0,4 0,4 3,1 3,3 0,9 0,0 8,6 O 0,1 0,0 0,1 0,0 0,1 0,4 0,0 9,5 0,0 10,1 Andet 1,0 0,2 0,6 0,3 0,4 1,0 0,1 0,8 0,7 5,1 I alt 11,3 4,1 23,6 6,4 3,9 27,5 4,4 17,6 1,2 100,0 Noter: Tallene er vægtet i forhold til det officielle kommunalvalgsresultat og det landspolitiske valgresultat fra Tabel 2.1. gennem en iterativ vægtningsprocedure (den mindre afvigelse for Radikale Venstre og Andet skyldes afrunding). Partierne er anført ved deres bogstavbetegnelse: A: Socialdemokratiet, B: Radikale Venstre, C: Det Konservative Folkeparti, F: SF Socialistisk Folkeparti, I: Liberal Alliance, O: Dansk Folkeparti, V: Venstre, Danmarks Liberale Parti, Ø: Enhedslisten De Rød-Grønne. N= Kilde: Kommunalvalgsundersøgelse Socialdemokratiet ved kommunalvalget, mens det kun er 0,6 pct. af vælgerne, som gør det modsatte. Og i forhold til Dansk Folkeparti er ubalancen endnu mere udtalt, idet hele 2,4 pct. af vælgerne stemmer liste O ved folketingsvalg og liste A ved kommunalvalg, mens der stort set ikke er nogle socialdemokratiske vælgere ved folketingsvalg, som stemmer på Dansk Folkeparti ved kommunalvalget (0,1 pct.). Ud over at Socialdemokratiet kommer godt ud af kommunalvalget i forhold til O og V, så kan det af tabellen også læses, hvem Dansk Folkeparti og Enhedslisten mister deres stemmer til de to partier, der for alvor mister stemmer mellem folketingsvalg og kommunalvalg. Det ses af Tabel 2.2, at Enhedslisten især bløder vælgere til Socialdemokratiet, men ikke i noget nævne- KAPITEL 2 KOMMUNALVALG I LANDSPOLITIKKENS SKYGGE? 27 KV 13 Ombr..indd 27 19/01/

8 værdigt omfang til SF. Og det ses, at Dansk Folkeparti virkelig bliver udfordret af såvel Socialdemokratiet som Venstre. Den appel, som Dansk Folkeparti har til vælgerne på det landspolitiske niveau, formår de ikke at indhøste ved kommunalvalgene, og det skyldes især, at de to store kommunale partier, Venstre og Socialdemokratiet, her er i stand til at få en del vælgere til at splitte deres stemme. I hvor høj grad det skyldes partiernes lokale kandidater, og/eller at A og V jo netop, jf. Kapitel 19, sidder på størsteparten af borgmesterposterne og derfor også har rutinerede bud på borgmesterposten, som kan tiltrække personlige stemmer, findes der endnu ikke analyser af. Kommunalpolitisk baggrund for kommunalpolitisk stemmeafgivning? Andelen af vælgere, som ved et kommunalvalg splitter deres stemme og fravælger deres foretrukne parti ved folketingsvalg for at stemme på et andet parti ved kommunalvalget, fortæller imidlertid ikke noget præcist om, i hvor høj grad vælgerne rent faktisk afgiver deres stemme på baggrund af kommunalpolitikken og dens temaer og personer, eller om de i højere grad tager udgangspunkt i den landspolitiske debat og de forskellige partiers repræsentanter i Folketinget. Man kan nemlig ikke ud fra stemmeadfærden sige noget endeligt om motiverne bag (se også Elklit & Kjær 2013). I det tilfælde, hvor vælgeren stemmer på det samme parti ved begge valg, betyder det jo på ingen måde nødvendigvis, at vedkommende blot har kopieret sin landspolitiske stemme ved det kommunale valg. Man kunne jo også forestille sig, at vælgeren faktisk skelnede mellem de to valg og ved folketingsvalget baserede sin stemme på den landspolitiske debat og de landspolitiske kandidater og ved kommunalvalget baserede sin stemme på debatten i hjemkommunen og de kandidater, som stillede op der. At vedkommende alligevel endte med at stemme på samme parti, var så simpelthen, fordi vælgeren var mest enig med det samme parti ved begge valg. En sådan overlapsstemme er naturligvis en mulighed på linje med en kopistemme. Men også i det tilfælde, hvor vælgeren splitter sin stemme, kan det være problematisk at slutte, at vælgeren så nødvendigvis har haft kommunalpolitiske overvejelser bag sit kryds til kommunalvalget. Det kunne nemlig også tænkes, at vælgeren rent faktisk stemmer ud fra landspolitiske overvejelser til kommunalvalget, og at der er en landspolitisk motivation for at stemme anderledes til netop kommunalvalget, end vedkommende ville have gjort ved et samtidigt folketingsvalg. Fænomenet er kendt og beskrevet i USA under betegnelsen mid-term voting (Shugart 1995), og argumentet er, at nogle vælgere 28 ULRIK KJÆR OG KRISTOF STEYVERS KV 13 Ombr..indd 28 19/01/

9 bruger lokale valg til at sende en besked til deres landspolitiske politikere (se igen Elklit & Kjær 2013). Man kunne i Danmark forestille sig en socialdemokratisk vælger, som altid har stemt socialdemokratisk og sandsynligvis også vil fortsætte med at gøre det ved valg til Folketinget, men som i november 2013 var utilfreds med den siddende socialdemokratisk ledede regering generelt eller med statsminister Helle Thorning-Schmidt specifikt. Samme vælger var i øvrigt ret uinteresseret i kommunalpolitik og derfor også ret uvidende om det kommunalpolitiske liv i sin kommune, og hvad de lokale socialdemokrater havde at byde på. I stedet for at undlade at stemme eller blot afgive en kopistemme kunne vedkommende vælge at stemme på Enhedslisten for at signalere sin utilfredshed og for at sende et signal til socialdemokraterne i Folketinget om, at de skal rette ind mod venstre inden næste folketingsvalg. Frem for at en splittet stemme ses som en forskellighedsstemme, kan den altså også ses som en midtvejsstemme, hvor det er landspolitiske overvejelser, som får vælgeren til at splitte sin stemme. Kombinationerne af de to dimensioner, om man splitter sin stemme eller ej, og om man stemmer ved kommunalvalget på baggrund af landspolitiske eller kommunalpolitiske forhold, er illustreret i Figur 2.1. Figur 2.1. Fire typer af stemmer ved kommunalvalg baseret på, om vælgeren har et lands- eller kommunalpolitisk fokus for sin stemmeafgivning, og om vælgeren splitter sin stemme eller stemmer straight Straight stemme Split stemme Landspolitisk fokus Kopistemme Midtvejsstemme Kommunalpolitisk fokus Overlapsstemme Forskellighedsstemme Om disse fire typer af stemmer faktisk findes blandt danske vælgere, er naturligvis et empirisk spørgsmål. Derfor har vi i Kommunalvalgsundersøgelsen ikke bare spurgt, om repondenterne har splittet deres stemme, men også om de har baseret deres stemme på lands- eller kommunalpolitiske forhold. Fordelingen af respondenterne ses i Tabel 2.3. KAPITEL 2 KOMMUNALVALG I LANDSPOLITIKKENS SKYGGE? 29 KV 13 Ombr..indd 29 19/01/

10 Tabel 2.3. Vælgernes fordeling i forhold til, om de ved kommunalvalget 2013 stemte med et kommunal- eller landspolitisk fokus og hvorvidt de stemte på et andet (split) eller det samme parti (straight), som de ville have stemt på ved et samtidigt valg til Folketinget Straight Split I alt Landspolitisk fokus Både landspolitisk og kommunalpolitisk fokus Kommunalpolitisk fokus I alt Noter: Landspolitisk/kommunalpolitisk fokus er konstrueret på baggrund af svar på spørgsmålet Da jeg stemte ved kommunalvalget, stemte jeg ud fra min landspolitiske overbevisning og ikke på baggrund af de lokale kandidater og den lokale valgkamp, hvor svarene helt enig og delvis enig er henregnet til landspolitisk fokus og svarene delvis uenig og helt uenig til kommunalpolitisk fokus (men midterkategorien hverken enig eller uenig er henregnet til både/og. Respondenterne er vægtet som i Tabel 2.2. N= Kilde: Kommunalvalgsundersøgelsen Tabel 2.3 viser først og fremmest, at næsten en tredjedel af vælgerne, nemlig 32 pct., rent faktisk afgiver deres stemme til kommunalvalget primært udfra landspolitiske overvejelser. Dvs. for en del af vælgerkorpset er det ikke den lokale valgkamp og kandidaterne på den kommunale stemmeseddel, som afgør, hvor de sætter deres kryds til kommunalvalget. Omvendt gælder det jo så, at to tredjedele af vælgerne netop har de lokale forhold med i deres overvejelser om, hvor krydset skal sættes. Det ses endvidere af Tabel 2.3, at stemmerne fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem overlapsstemmer, kopistemmer og forskellighedsstemmer, mens midtvejsstemmerne er en sjældenhed i Danmark (fire pct.). Vælgerne ved kommunalvalget er således ganske forskellige i forhold til, om de har et lands- eller kommunalpolitisk fokus, og om de splitter deres stemme eller ej. Fordelingen er i øvrigt stort set identisk med den tilsvarende fordeling efter kommunalvalget i 2009 (Elklit & Kjær 2013: 186), hvad der tyder på, at der er tale om et forholdsvis stabilt fænomen i den kommunale vælgeradfærd. 30 ULRIK KJÆR OG KRISTOF STEYVERS KV 13 Ombr..indd 30 19/01/

11 Kommunalvalg som andet-niveau-valg Hvordan kan det forklares, at der er nogle vælgere, som ved kommunalvalg afgiver en kopistemme, mens andre afgiver en overlapsstemme, en midtvejsstemme eller en forskellighedsstemme? Her er det på mange måder tankevækkende, at der ikke eksisterer egentlige teorier om kommunalvalg og kommunal stemmeafgivning (Clark & Krebs 2012; Marschall 2010). Der findes ganske vist nogle teorier, men de synes alle at underbelyse ellers ganske vigtige elementer ved den særlige lokale kontekst, hvori kommunalvalg foregår. En grov inddeling af tidligere studier af kommunale valg kan foretages ved at sondre mellem studier, der opfatter kommunale valg som henholdsvis andenrangs - og andenslags -valg. Hvis vi tager andenrangs -opfattelsen af kommunale valg først, så stammer dette syn først og fremmest fra Reif og Schmitts meget citerede artikel fra 1980, hvor de introducerer betegnelsen second order elections (Reif & Schmitt, 1980), som måske nok bedst kan oversættes til andenordensvalg, men som af mange efterfølgende er blevet opfattet som andenrangs (se også Blom-Hansen m.fl. 2013: 297). Det skyldes nok ikke mindst, at Reif og Schmitt flere gange fremhæver, at vælgerne ved andenordensvalg er påvirket af førsteordensvalg, som er valg til nationale parlamenter, og ikke den anden vej rundt, hvorved de etablerer en rangordning eller et hierarki mellem de forskellige politiske niveauer, hvor det nationale er øverst (Reif & Schmitt 1980: 8-9). Ved at se nogle valg som andenrangs argumenterer Reif og Schmitt også for, at der ved disse valg vil kunne forventes lavere valgdeltagelse, flere ugyldige stemmer, relativt flere stemmer på små og nye partier, større støtte til oppositionen, en mediedagsorden præget af nationale temaer osv. (Reif & Schmitt 1980). Argumentet er, at nationale valg er de vigtigste, mens andre valg er mindre vigtige, og derfor kan vælgerne forventes dels at tage mere let på disse andre valg, dels også at bruge dem til at sende mere landspolitiske signaler (som midtvejsstemmen nævnt ovenfor). Det er imidlertid værd at notere sig, at Reif og Schmitts tilsyneladende syn på kommunale valg som andenrangs ikke nødvendigvis er intenderet fra deres side. Reif og Schmitt udviklede deres teori om second order elections umiddelbart efter det første direkte valg til Europaparlamentet i 1979 med det klare formål at teoretisere over EP-valget. Men for at gøre deres teori mere generel inkluderede de som deres second order elections alle andre valg, herunder også kommunale, som kun er defineret ved ikke at være førsteordensvalg, altså valg til det nationale parlament (Reif & Schmitt 1980). Det har derfor siden været udbredt at se kommunale valg netop som second order, om end der også har været kristiske røster mod den opfattelse (Heath m.fl. 1999; Ral- KAPITEL 2 KOMMUNALVALG I LANDSPOLITIKKENS SKYGGE? 31 KV 13 Ombr..indd 31 19/01/

12 lings & Trasher 2005; Shakel & Jeffery 2013; Kjær & Steyvers 2014; Marien m.fl. 2015). Dernæst er der opfattelsen af kommunale valg som andenslags -valg. Ikke mindst den amerikanske forsker J. Eric Oliver er eksponent for denne opfattelse, hvor kommunale valg ikke i udgangspunktet ses som andenrangs, men i stedet som valg, der bare er anderledes end eksempelvis nationale valg. Det, som gør dem anderledes, er i Olivers optik ikke, at de foregår på det kommunale niveau som sådan, men i stedet, at de kommuner, hvor de foregår, ofte indplacerer sig anderledes på de tre parametre, som Oliver påstår alle valg kan vurderes på, nemlig hvad han kalder size, scope og bias (Oliver 2012). Valg påvirkes af størrelsen (size) på den politiske enhed, de afholdes inden for, omfanget af den opgaveportefølje, som den politiske enhed beskæftiger sig med (scope), og i hvor høj grad goderne tænkes fordelt ligeligt eller på baggrund af en politiske kamp mellem interessenter (bias). Oliver påpeger, at kommuner ofte er mindre målt i relation til befolkningsstørrelse end stater, at kommuner beskæftiger sig med færre opgaver end stater (tænk i Danmark eksempelvis bare på Forsvarsministeriets, Kirkeministeriets og Udenrigsministeriets ressort), og at der i mange kommuner netop træffes beslutninger om, hvordan de knappe goder skal fordeles. Det er ikke et kollektivt gode som Forsvaret, men mere individuelle goder, som for eksempel hvor lang afstanden skal være til en skole for den enkelte, eller hvem der skal visiteres hjemmehjælp, som er på spil. At der netop ofte er tale om, at andre typer af politiske spørgsmål er på spil i den kommunale politik end i den nationale, har eksempelvis ført til, at Karen Kaufman applicerer en group interest theory på kommunalpolitikken og på kommunale valg. Med de mere overordnede, ideologiske og værdipolitiske spørgsmål placeret på det landspolitiske niveau bliver det mere nære og klassiske fordelingsspørgsmål, som kommer til at præge kommunalpolitikken (Kaufman 2004: 10). Med opfattelsen af kommunale valg som andenslags, som vi ser det hos blandt andet Oliver og Kaufman, kommer der ofte også fokus på de forskelle, der er mellem kommunerne og de kommunale valg i de enkelte kommuner. Olivers fokus på indbyggerstørrelse er et markant eksempel her, idet der efterhånden er en betragtelig litteratur om kommunestørrelsens potentielle påvirkning af forskellige dimensioner af kommunale valg som stemmeprocent (Frandsen 2002), partisystem (Kjær & Elklit 2010; Kapitel 15), antal kandidater (Kjær 2007) osv. Til tider kan der måske ligefrem være en tendens til, at kommunale valg bruges til at teste mere generelle teorier. Selv om data kan være sværere at få fat på, er der jo ganske mange (og endda ofte mere sammenlignelige) cases, når data kan fremskaffes, og det gør kommunale valg oplagte 32 ULRIK KJÆR OG KRISTOF STEYVERS KV 13 Ombr..indd 32 19/01/

13 til empiriske analyser, om end det så ikke er teorier om kommunale valg specifikt, men mere generelle teorier, der studeres. Som eksempler kan nævnes teorier (og efterfølgende empiriske analyser) af, hvordan etniske minoriteter (Shah 2014) eller kvinder (Kjær 2016) klarer sig ved valgene i forskellige kommuner. Også en række af analyserne i denne bog vil frem for teorier om kommunale valg applicere mere generelle teorier. Vi mener imidlertid, at både synet på kommunale valg som andenrangs og synet på kommunalvalg som andenslags er inkomplette. For hvad er det egentlig, der kendetegner kommuner? Der kan peges på to helt generelle og konstituerende forhold, nemlig 1) at kommuner indgår i en form for vertikal relation med det statslige niveau, og 2) at der er mere end én kommune per land, og at der, når disse ses som politiske enheder, i et eller andet omfang er en horisontal variation imellem dem. Den vertikale relation kan være mere eller mindre stærk, og den horisontale variation kan være mere eller mindre udbredt, men de to forhold gælder efter vores opfattelse definitorisk for alle kommunestyrer med politisk valgte styrer. Det kan virke lidt banalt at erindre om disse to centrale karakteristika ved en situation med kommuner, men såvel synet på kommunale valg som andenrangs som synet på kommunale valg som andenslags overser begge et af de to forhold. Andenrangs-synet har fint blik for den vertikale relation: Det er jo netop det politiske over-underordnelsesforhold som tænkes at få vælgerne til at stemme mindre og anderledes ved kommunale valg. Til gengæld overses muligheden for horisontal variation. Om det skyldes, at Reif og Schmitt oprindeligt forsøgte at forklare valg til Europaparlamentet, skal vi ikke gætte på, men ved EP-valg er der jo netop kun ét valg i hvert land, og derfor er der ikke nogen horisontal variation i forhold til samme lands valg til det nationale parlament. En af de absolutte hovedbegrundelser for i det hele taget at have kommuner er netop ønsket om horisontal variation dels ud fra et frihedsargument, dels ud fra et efficiensargument (Sharpe, 1970; Kjær 2013; Madsen & Kjær, 2015), og derfor virker det besynderligt at have en teori om valgene til disse kommuners politiske forsamlinger, som ikke inddrager variationen mellem kommunerne. Modsat for andenslags-synet: Her er der god forståelse for netop variationen mellem kommunerne og det udslag, det giver sig i, at valgene foregår forskelligt i de enkelte kommuner; til gengæld mangler den vertikale relation ofte i disse teorier. Den horisontale variation og muligheden for at søge at forklare forskelle kommunalvalgene imellem tager ofte så meget fokus, at det ellers helt grundlæggende forhold, at kommunerne i mange sammenhænge er underordnet det landspolitiske niveau, synes at blive glemt. Det kan undre, for flerniveau-analyser (multi-level analyses) er ellers meget oppe i tiden, altså analyser, hvor flere politiske niveauer inddrages samtidig, og hvor ikke mindst KAPITEL 2 KOMMUNALVALG I LANDSPOLITIKKENS SKYGGE? 33 KV 13 Ombr..indd 33 19/01/

14 relationen mellem de forskellige niveauer belyses. Demokratiet er i langt de fleste lande et flerniveau-demokrati, hvor der ikke bare er demokratiske institutioner på såvel det nationale som det kommunale niveau (og i Danmarks tilfælde derudover også på et regionalt og et EU-niveau), men hvor disse og deres politiske liv jo også tænkes at påvirke og være påvirket af hinanden. Mens eksempelvis Reif og Schmitt således har den vertikale relation, men ikke den horisontale variation med, og eksempelvis Oliver inkluderer den horisontale variation, men ikke den vertikale relation, mener vi, at en teoretiseren over fænomenet kommunale valg må indeholde begge elementer. Vi foreslår derfor, at man frem for at se kommunalvalg som andenrangs eller andenslags, ser dem som andet-niveau-valg (Blom-Hansen m.fl. 2013; Kjær & Steyvers 2014). Andet-niveau-valg er valg, som foregår på et niveau under det nationale (som i kommunerne), og som derfor er karakteriseret ved, at der dels er en relation til det landspolitiske niveau (som kan være stærk eller svag), dels at der er en variation kommunerne imellem (som kan være stor eller lille). Det har betydning, når man skal søge at forklare den individuelle stemmeadfærd ved kommunalvalg, som eksempelvis om man afgiver en kopi-, midtvejs-, overlaps- eller forskellighedsstemme. Læg her mærke til, at allerede formuleringen af, hvad det er for forhold ved den kommunale stemmeadfærd, som ønskes forklaret, tager udgangspunkt i en opfattelse af kommunalvalg som andet-niveau-valg. Spørgsmålet er ikke, om den enkelte vælger stemmer på eksempelvis Socialdemokratiet eller Venstre, men i stedet om vælgeren stemmer på det samme parti som ved folketingsvalg, og om det sker med den lokale valgkamp eller mere landspolitiske overvejelser i baghovedet. Det er på mange måder identisk med det syn, Miller lancerer i sin klassiske bog om kommunale valg i England, idet han søger at forklare partivalg ved kommunalvalg som et samspil mellem holdninger til kommunalpolitiske spørgsmål og generel landspolitisk tilhørsforhold, hvor sidstnævntes indflydelse så modereres af, hvor meget den enkelte tillægger det kommunalpolitiske værdi (Miller 1988: 150). For at synliggøre den vertikale relation så meget som mulig, synes vi imidlertid, at det er værd at søge at forklare samspillet mellem det kommunal- og det landspolitiske helt specifikt. Hvad kunne så være de forklarende variable i analyser, som vil forklare landspolitiseringen af den lokale stemme? Allerførst kan der tænkes at være forklaringer på individniveauet, som at vælgere med længere uddannelse er mere politisk sofistikerede og derfor i højere grad afgiver kommunalt baserede stemmer ved kommunalvalg frem for bare at afgive en kopistemme (se Elklit & Kjær 2013: 192 for en påvisning af, at veluddannede splitter deres stemmer oftere). En anden hypotese på individniveau kunne omhandle alder, idet ældre vælgere alt andet lige er mere interesserede i kommunalpolitik (i forhold 34 ULRIK KJÆR OG KRISTOF STEYVERS KV 13 Ombr..indd 34 19/01/

15 til landspolitik) end yngre vælgere, og derfor vil deres stemme også kunne tænkes at være relativt mere kommunalpolitisk fokuseret. Ses kommunale valg som andet-niveau-valg, vil variationen imidlertid også kunne tænkes at opstå på kommuneniveauet dels i relation til forhold, som vedrører selve kommunalvalget, dels i relation til forhold, som vedrører det kommunalpolitiske liv i de forskellige kommuner mere generelt. Hvis vi tager kommunalvalget først, så kan man forestille sig, at landspolitiseringen af stemmeafgivningen er påvirket af faktorer som det kommunale partisystem og den lokale mediedækning af kommunalvalget. Her er der tale om faktorer, der er under indflydelse af nationale (eller i relation til mediedækningen i hvert fald regionale) forhold, og hvor der kan tænkes en variation på tværs af kommuner. I en kommune, hvor partisystemet i høj grad er landspolitiseret, og hvor vælgerne derfor i stemmeboksen ved kommunalvalget står med en stemmeseddel med stort set de samme partier som ved folketingsvalg, kan man forvente en mere landspolitiseret stemmeafgivning end i en kommune, hvor nogle af de landsdækkende partier ikke opstiller, og hvor der måske til gengæld er et indslag af lokallister (se også Kapitel 15). Mediebilledet og dækningen af lokale kandidater og lokale valgkampstemaer kan også tænkes at have indflydelse på, hvor kommunalt den enkelte vælger stemmer. Generelt anses lokale valg for at være low information elections (McDermott 1997), hvormed menes, at de kommunale valg dækkes mindre af medierne end landspolitiske. Hermed åbnes der mulighed for, at samtidig mediemæssig dækning af landspolitiske spørgsmål (og partiers ageren) kan få indflydelse på vælgerens kommunale stemme. Men derved kan variation i mediedækningen på tværs af kommuner også få betydning for landspolitiseringsgraden. Der kan være kommuner, der simpelthen er bedre mediemæssigt dækket end andre, og hvor der dermed også alt andet lige vil være mere dækning af den kommunale valgkamp, hvilket kan tænkes at føre til mindre landspolitiseret stemmeafgivning. Lad os sammenligne Bornholm og Assens kommuner, som med lidt over indbyggere er stort set lige store. Ser man på de elektroniske medier, så dækkes Bornholm eksklusivt af DR Bornholm på radiosiden og TV2 Bornholm på TV-siden, mens Assens skal dele de modsvarende DR Fyn og TV2 Fyn med ni andre fynske kommuner. Og man kan have den hypotese, at vælgere, der bor i en kommune, hvor valgkampen ender med at få relativ lidt mediemæssig opmærksomhed, vil stemme med et mere landspolitisk fokus end vælgere i kommuner, hvor valgkampen og dens kandidater og temaer får en mere intensiv dækning. Men også forhold omkring selve kommunalpolitikken, som den udspiller sig uden for selve valgkampen i den kommunale hverdag, kan have betydning. KAPITEL 2 KOMMUNALVALG I LANDSPOLITIKKENS SKYGGE? 35 KV 13 Ombr..indd 35 19/01/

16 Et eksempel kan være den i forbindelse med kommunalpolitik ofte påpegede konsensusnorm (Berg & Kjær 2007), hvor det påstås, at kompromiser og en norm om bred enighed trives bedre i den kommunale politik end i den landspolitiske. Hvis dette er rigtigt, kan det også tænkes at påvirke kommunalvalgene og stemmeafgivningen her, idet en udbredt konsensusnorm alt andet lige kan gøre det vanskeligere for vælgerne at se forskel på de kommunalpolitiske kandidater og partier, og hvis det er tilfældet, kan tilbøjeligheden til at stemme ud fra mere landspolitiske overvejelser tænkes at stige. Og selv om der måtte være relativt mere konsensuskultur i den kommunale politik, end hvad der findes landspolitisk, så er dette jo på ingen måde det samme, som at konsensusnormen trives lige godt i alle kommuner. Der kan være kommuner, hvor det samme parti har siddet på magten længe, og hvor oppositionspartierne om ikke har opgivet og lagt sig fladt ned, så i hvert fald har dæmpet retorikken og filet på standpunkterne for trods alt at blive inviteret med i de politiske aftaler og få sat om ikke andet så mindre fingeraftryk. Men der er også kommuner, hvor der er tegner sig et regerings -parti og en opposition, dvs. kommuner, hvor to blokke kæmper benhårdt om magten, og hvor kompromisvilligheden undervejs kan være vanskelig at få øje på. Og en sådan variation kan sagtens tænkes at influere på, hvor landspolitisk et fokus vælgerne i de to kommuner anlægger, når de afgiver deres stemme ved kommunalvalg. Et andet forhold ved den kommunale politik, der kan tænkes at have betydning for nationaliseringen af den kommunale stemme, er, hvor de politiske konfliktlinjer, som i varierende omfang måtte eksistere, i givet fald befinder sig. Som nævnt ovenfor ser Kaufman i høj grad kommunalpolitik som et nul-sumspil om knappe ressourcer og dermed kommunale valg som kampen mellem forskellige interessegrupper (Kaufman 2004). Men hvilke skillelinjer grupperes der efter? I Lipset og Rokkan s klassiske teori om politiske skillelinjer (Lipset & Rokkan 1967) er ét af deres forslag center/periferi, og selv om denne er udformet med basis i nationalstater, er det hævdet, at den også kan overføres til kommuner (Kjær 2012; Jakobsen & Kjær 2016). I kommunen er det kampen mellem den største af byerne og så de mindre byer og landdistrikter herudenfor, som kan være den væsentlige. Skal de kommunale arbejdpladser og aktiviteten generelt søges koncentreret i den store by, som så kan tage kampen op mod andre kommuners storbyer, eller skal goderne fordeles mere ligeligt, så alle dele af kommunen tilgodeses, når skolesstrukturen, erhvervspolitikken og rådhusfunktionerne skal placeres fysisk (Kjær 2012)? Jo mere kommunalpolitikken bliver et spørgsmål om den geografiske fordeling af ressourcerne, jo mere kan man forestille sig, at vælgerne stemmer med udgangspunkt i sådanne lokale konfliktlinjer, og dermed at de stemmer med et mere kommunalpolitisk fokus, end hvis konfliktlinjerne i kommunalpolitikken tegnes efter andre dimensioner. 36 ULRIK KJÆR OG KRISTOF STEYVERS KV 13 Ombr..indd 36 19/01/

17 Hvorvidt vælgerne ved kommunale valg har et landspolitisk eller et kommunalpolitisk fokus i deres stemmeafgivning, kan også tænkes at være påvirket af forhold på landeniveau. Som allerede nævnt peger Oliver på dimensionen scope, altså hvilken opgaveportefølje kommunerne udstyres med. Her kan en hypotese være, at jo flere opgaver kommunerne tillægges, desto større vil chancen være for, at kommunerne beskæftiger sig med noget, den enkelte vælger synes, er politiske relevant, og dermed vil der alt andet lige være større chance for, at denne vælger stemmer med et kommunalpolitisk fokus. Hvis kommunerne kun tager sig af eksempelvis renovation og daginstitutionsområdet, vil den vælger, der ikke interesserer sig specifikt for disse emner, have vanskeligt ved at danne sig en kommunalpolitisk holdning og dermed mulighed for at differentiere sit partivalg i forhold til det landspolitiske. En ting er porteføljen af opgaver, en anden er graden af politisk decentralisering, man lægger ned over det politiske system. Selv om kommunerne og kommunalpolitikerne måske nok har en del opgaver at tage sig af, kan vælgernes lyst til at stemme med et kommunalpolitisk fokus dæmpes af, at kommunerne ikke på disse områder er tildelt det helt store politiske råderum. Hvis de udlagte opgaver er underlagt stærk statslig styring gennem detaljerede økonomiske rammer eller minimumsstandarder, vil kommunalpolitikerne til tider kunne have den opfattelse, at de politisk set lokalt er bundet på hænder og fødder. Og hvis sådanne mistrøstige kommunalpolitikere skulle have ret i deres påvisning af en de facto centralisering, vil motivationen fra vælgernes side til at afgive en kommualt fokuseret stemme jo kunne være begrænset. Hvis alle de politiske beslutninger reelt træffes på Christiansborg, hvorfor så stemme på de lokale kandidater ud fra deres bud på, hvilken kommunal politik de ville have ført, hvis der havde været mere decentralisering? Samlet set kan vælgernes stemmeafgivning ved kommunalvalget vurderet på graden af kommunalpolitisk fokus således tænkes at være påvirket af en lang række faktorer på flere forskellige niveauer. Og disse niveauer tænkes i i øvrigt at påvirke hinanden. Jo mere man politisk centraliserer, desto stærkere kan konsensusnormen tænkes at blive, og jo stærkere konsensusnorm, jo mindre mediedækning af den kommunale valgkamp, og jo mindre mediedækning, jo mere landspolitisk fokuseret stemmeafgivning ved kommunalvalg. Sådan kunne et eksempel på de forskellige niveauers sammenhæng se ud, men man kunne forestille sig mange flere. På hvert niveau er der jo også en række institutionelle faktorer, som kan tænkes at influere på de forskellige forholds styrke. Den politiske decentraliseringsgrad kan således i høj grad være påvirket af måden, hvorpå den økonomiske styring af kommunerne foregår. Jo mere detailstyring på enkelte udgiftsposter, jo mindre politisk decentraliserede efterlades kommunerne. I forhold KAPITEL 2 KOMMUNALVALG I LANDSPOLITIKKENS SKYGGE? 37 KV 13 Ombr..indd 37 19/01/

18 til kommunalpolitikken kan eksempelvis konsensusnormen også tænkes at være påvirket af elementer af det institutionelle set up; her tænkes ikke mindst på udvalgsstyret, hvor inddragelsen af oppositionspolitikerne i udøvelsen af den umiddelbare forvaltning kan være med til at fremme en konsensuskultur (Berg & Kjær 2007). I forhold til selve kommunalvalget kan der peges på valgsystemet og for eksempel reglerne om, hvor store kommunalbestyrelserne må være. Ved forholdsvis store kommualbestyrelser som de danske øges mulighederne for også mindre partiers valg, og de vil derfor i højere grad opstille, hvilket kan landspolitisere stemmeafgivningen der vil i hvert fald være færre, som vil blive tvunget til at fravige deres landspolitiske partivalg, alene fordi partiet ikke stiller op lokalt (Kjær & Elklit 2014). Disse karakteristika ved kommunale valg er samlet op i Figur 2.2. Formålet er ikke at vurdere den præcise betydning af hvert af de inkluderede karakteristika, men i stedet at erindre om såvel den vertikale relation som den horisontale variation. Tages flerniveau-tilgangen alvorligt, åbner det som vist i Figur 2.2 netop for, at forhold på såvel individ-, kommune- som landeniveau kan Figur 2.2. Kommunalvalg som andet-niveau-valg og forhold, som kan forklare landspolitiseringen af stemmeafgivningen Niveau: Forhold ved: Karakteristika: Institutionel forklaring: Land Kommunestyret Opgaveportefølje Eks. Decentraliseringsgrad osv. Statens styring af kommunernes økonomi Kommunalpolitikken Konsensusnorm Eks. Kommune Geografisk konfliktlinje Den politiske styreform (udvalgsstyret) osv. Kommunalvalget Nationalisering af Eks. partisystem Valgsystemet ved Mediedækning kommunalvalg osv. Individ Individet Uddannelse Eks. Alder osv. Den kommunale valgretsalder 38 ULRIK KJÆR OG KRISTOF STEYVERS KV 13 Ombr..indd 38 19/01/

19 spille ind. Og det påpeges, hvorledes institutionelle forhold på de forskellige niveauer kan tænkes at have betydning. Der opstilles allerede her en række hypoteser omkring den kommunale stemmeafgivning, men flere kan tænkes. Hvorvidt der kan findes empirisk støtte til nogle af disse, må efterfølgende studier vise. Kommunalvalg og kommunalt demokrati Millers analyse af engelske kommunalvalg findes i en bog, som han valgte at kalde Irrelevant election? (Miller 1988). Spørgsmålet om, hvorvidt kommunalvalg er irrelevante, kan ifølge vores syn på kommunalvalg som andet-niveau-valg ikke besvares entydigt, idet en række karakteristika ved kommunestyret, kommunalpolitikken og de kommunale valg må inddrages i vurderingen. I forhold til det danske kommunalvalg i 2013 vil konklusionen dog være, at de 98 kommunale valg ikke var irrelevante. Vi skal i denne sammenhæng ikke kommentere på, om centraliseringsskruen de seneste år har fået en omgang for meget fra Folketingets side, om konsensusnormen sine steder er så stærk, at den vanskeliggør politikernes omstilling fra en kommunal hverdag i enighed til en kommunal valgkamp i uenighed (Gutman & Thompson 2012), eller om den fortsatte nationalisering af de kommunale partisystemer (og lokallisternes vanskeligheder) er med til at give de kommunale valg mindre lokalkolorit. I stedet baserer vi bedømmelsen på de helt overordnede resultater. Det er rigtigt, at man måske umiddelbart kan anlægge et pessimistisk syn på kommunalvalgenes relevans. Væsentligt færre vælgere stemmer ved kommunalvalgene end ved valg til Folketinget (valgdeltagelsen ved kommunalvalget i 2013 var 71,9 pct. sammenlignet med 85,8 ved folketingsvalget i 2015). Og som det blev påvist i Tabel 2.3, er der faktisk en tredjedel af vælgerne ved kommunalvalget, som ser ud til at have misforstået konceptet og stemmer på baggrund af landspolitiske forhold og ikke ud fra politiske forhold i deres egen kommune, såsom hvordan den siddende borgmester har gjort det de seneste fire år, hvilke partier der fremlægger det bedste bud på, hvor kommunen skal hen de næste fire år, eller hvilke lister der præsenterer de bedste kandidater til at varetage den politiske repræsentation i den kommende valgperiode. Vi vælger i stedet at anlægge en mere positiv tolkning. For det første er det jo stadig mere end syv ud af ti vælgere, som stemte ved kommunalvalget i 2013, et tal man i de fleste lande ville være meget tilfreds med i relation til kommunale valg. Og så er det jo værd at hæfte sig ved, at to tredjedele af vælgerne rent faktisk har kommunalpolitiske forhold med inde i deres overvejelser om, hvem de skal stemme på ved kommunalvalget. Kommunalvalget var KAPITEL 2 KOMMUNALVALG I LANDSPOLITIKKENS SKYGGE? 39 KV 13 Ombr..indd 39 19/01/

20 således overhovedet ikke afgjort på forhånd, og man kunne ikke i den enkelte kommune have fordelt pladserne på baggrund af partiernes landspolitiske popularitet. Uanset hvor pessimistisk eller optimistisk et syn man vælger at lægge på kommunalvalgenes aktuelle status, er det nok under alle omstændigheder vigtigt at holde øje med, hvordan vælgerne vurderer de kommunale valg. For den demokratiske mekanisme, som de kommunale valg er en vigtig del af, bygger netop på, at i hvert fald en betragtelig del af vælgerne bruger deres kommunale stemme til at sende kommunalpolitiske signaler. Man kan forholde sig mere eller mindre positivt over for valgmekanismen og den måde, hvorpå den understøtter en konkurrencedemokratisk opfattelse af vores repræsentative demokrati. Men når vi nu har valgt denne styreform også lokalt må der deraf også følge en vis opmærksomhed på at få den formalistiske autorisations/ ansvarligholdelsesmekanisme (Madsen & Kjær 2015) til at fungere i et eller andet passende omfang. Og her er det i relation til kommunalvalg vel vigtigt, at vælgerne netop (gen)vælger de politikere, som de mener har gjort det godt, og smider dem på porten, som har gjort det skidt uden for meget skelen til, hvordan de enkelte kandidaters partifæller på Christiansborg har opført sig den seneste tid? Hvis der til kommunalvalgene kun bliver afgivet, hvad der ovenfor blev benævnt kopistemmer, så er der vel i yderste konsekvens ingen grund til at afholde kommunalvalgene? Når det er sagt, så er udtalelsen ovenfor om, at sådanne vælgere har misforstået kommunalvalgene måske også lidt hård. Det kan jo være, at der er vælgere, som netop ser politikken på de to niveauer som sammenvævet, og at de vælgere, som befandt sig i midterkategorien, ikke helt har misforstået ideen med at afholde kommunalvalg. Eksempelvis stiller partierne jo netop op under samme navn og bogstav ved de to typer af valg. Og selv om nogle borgmesterkandidater i indledningseksemplet håbede, at vælgerne kunne skille tingene ad i forhold til Lars Løkke, var Lars Løkke på valgdagen jo ikke bare MF er, men også formand for Venstre. Og ser man på politikområder som ældrepolitik, skolepolitik, miljøpolitik, socialpolitik osv., er tingene jo netop blandet sammen. Selv om der er en vis arbejdsdeling mellem stat og kommune, skulle der jo også gerne tænkes i en samlet offentlig indsats, dvs. på tværs af landspolitik og kommunalpolitik. Så måske er en kommunal stemmeafgivning, hvor nogle vælgere også skeler til landspolitikken, ikke helt misforstået. 40 ULRIK KJÆR OG KRISTOF STEYVERS KV 13 Ombr..indd 40 19/01/