Det er godt klaret, at jeg er kommet hertil

Transkript

1 Interview med kursister Morten, 3. år Det er godt klaret, at jeg er kommet hertil Inklusion på ungdomsuddannelser: Til sommer får de første kursister fra HF Inklusion hue på. Morten Pilemann er én af dem. Vi har talt med ham om at få 10-taller, om at kæmpe med at komme op om morgenen og om en skoletid med mobning. Morten Pilemann går på sidste år af hf. Han er tydeligvis klogere og har mere humor end gennemsnittet. Som mange andre 20-årige unge mænd spiller han en hel del computer, har svært ved at komme op om morgenen - og så har han Aspergers syndrom. For Morten betyder det fx, at han har det bedst med nogenlunde faste struktur i sin hverdag, og at han ikke kan lide at have øjenkontakt med folk. Så hans lune jokes bliver fyret af, mens han kigger ud af vinduet med et skævt smil i skægget. Morten går på HF Inklusion, og er kun en stor skriftlig engelskopgave om Hobitten og to eksaminer fra at kunne sætte hf-huen på hovedet. - Jeg er stolt af det. Jeg synes faktisk, det er godt klaret, at jeg er kommet hertil, siger Morten, der efter hf håber og satser på en videregående uddannelse inden for it. Hvis vi altså antager, at jeg overhovedet var kommet igennem Den Morten, der om få måneder træder ud af KVUCs døre med en hue på hovedet, er ikke den samme Morten, som ham der trådte ind i I begyndelsen havde jeg virkelig svært ved møde til tiden om morgenen og få lavet lektier. Det er blevet bedre. På det første år var der måske to dage, hvor jeg ikke mødte op og tre dage, hvor jeg kom for sent. Nu kommer jeg næsten hver dag til tiden. Næsten, siger han og smiler. Det skyldes i høj grad Mortens egen indsats, men han har også fået hjælp og sparring af mentorerne på HF Inklusion undervejs. - Mentorerne er dygtige. De har fx hjulpet mig med at få en lektieordning og været med til at skaffe mig en ekstra lærer i fysik. Jeg brugte ikke mentorerne så meget lige starten. Dér havde kun haft min diagnose i et år, og jeg var i sådan en I need to handle it myself -fase, fortæller han. - Men hvis ikke jeg havde haft en mentor, så havde det været svært at komme igennem det første år hvis vi altså antager, at jeg overhovedet var kommet igennem. Når mobningen står på i otte år, uden at der bliver grebet ind fra skolen eller kommunens side Morten fik først som 16-årig diagnosen Aspergers syndrom. Tiden i folkeskolen på Amager, husker han ikke som noget godt. 1

2 - Det værste var mobningen. Det var rædselsfuldt. Når mobning står på i otte år uden at der bliver grebet ind fra skolen eller kommunens side, så er det hårdt. - Hvad blev du mobbet med? - Alt. Hvad de nu kunne finde på den dag. Gennem alle årene i folkeskolen lærte jeg at klare mig på den hårde måde. Det vil sige uden at der var nogen, der hjalp, fortæller han. I 9. og 10. klasse gik Morten på efterskole. Det blev et pusterum. - Når man har kæmpet med noget i 16 år, som man ikke har vidst hvad er, og man pludselig forstår det, så har man brug for at trække vejret. Det at få at vide, at jeg havde Aspergers, gjorde det nemmere at tackle det hele. Og en overgang brugte jeg også diagnosen som en undskyldning for at koble ud. Jeg trængte til en pause og til at synke det, fortæller han. Jeg gik fra ikke at kunne særlig meget til at føle, at jeg basalt set kunne det hele Det var uddannelsesvejlederen på efterskolen, der kendte HF Inklusion på KVUC. Og at gå på hf er noget helt andet end tiden i folkeskolen. - Jeg synes, det er nemmere at gå på hf. Lærerne er meget engagerede, og det, at jeg ikke bliver mobbet betyder, at jeg har det meget bedre og bedre kan koncentrere mig. Han har ranket ryggen mange gange på hf og er ret stolt af sine 10-taller i skriftligt engelsk og matematik C. Og så er der sket noget med fagene. Morten kæmpede med matematik gennem folkeskolen. - Men på hf fik jeg en lærer i matematik C, som var virkelig god. Jeg gik fra ikke at kunne særligt meget til at føle, at jeg basalt set kunne det hele. Og det endte faktisk med, at jeg nu også har taget matematik på b-niveau, fortæller han. De første to år går kursisterne på HF Inklusion på deres eget mindre hold med fast mentorstøtte. På tredje år, som Morten går på nu, har man timer på KVUCs ordinære hold og har støtte fra mentorerne efter behov. - Pludselig sidder man op til 37 mennesker på et hold i stedet for 17. Det skal man da lige vænne sig til. Men det går, siger Morten. Det, at han har Aspergers, fylder ikke så meget længere. - Jeg tænker ikke så meget over det. Hvis jeg har et problem fx at jeg kæmper med at komme op om morgenen betyder det jo ikke, at jeg ikke skal gøre noget ved det, bare fordi jeg har en diagnose. Man må jo forbedre sig selv uanset hvad, konstaterer han. 2

3 Thomas, 1. år Hf med sikkerhedsnet Inklusion på ungdomsuddannelser: Thomas Edwards går på første år på HF Inklusion. Faste rammer, færre fag og mentorer i klassen giver ham de pusterum, han har brug for. Jeg SKAL have en hf! Sådan har jeg det, siger 23-årige Thomas Edwards så tydeligt, at man næsten kan se udråbstegnet og de store bogstaver. LINK: Læs om hvordan KVUC på den nye uddannelse inkluderer unge med autisme og gør parat til videre uddannelse i pressemeddelelsen (TORBENS nyhedsartikel, overskrift i denne) Siden sommerferien har han gået på HF Inklusion på KVUC. Han har taget lidt tilløb det, for i 2011 gik han på en helt almindelig hf og måtte droppe ud. - Det var arbejdslæsset, undervisningsformen og antallet af fag, der slog mig ud. Jeg følte, at der stod en lærer og trykkede på vores hoveder time efter time. Jeg var stresset, og jeg endte med at få en depression. Jeg gik direkte fra hf til at være på kontanthjælp, og det føltes som den største fiasko i mit liv. Derfor har jeg hele tiden haft det sådan, at jeg ville tilbage og have en hf, fortæller Thomas. Som han sidder dér i sin jeansskjorte med et fast blik i øjnene og smilende mund ligner han én, der kan det hele. Det kan han også. Han har bare brug for lidt mere ro end andre til at gøre det. Thomas gik på specialskole, siden han som niårig fik diagnosen adhd og senere diagnosen Aspergers syndrom. Nu lyder det som om, jeg fedter helt vildt, men jeg synes virkelig, vi har rigtig gode lærere HF Inklusion, hvor Thomas går i dag, er lidt anderledes end en almindelig hf. Linjen er målrettet unge med Aspergers syndrom og andre autismediagnoser og er treårig. Det betyder, at der er færre timer om ugen, og at lektier så vidt muligt også lægges i skoletiden. Udover lærerne er der fast tilknyttet to mentorer til klassen. - Det betyder alt for mig, at jeg har det sikkerhedsnet. Når man ved, at mentorerne er der, bliver man automatisk tryggere. Jeg ved, jeg kan gå til dem, hvis det kniber. Hvis de ikke var der, ville jeg nok holde problemerne og mine personlige udfordringer for mig selv og vende det indad, siger han og understreger, at en mentor er anderledes end en lærer. - Lærerne vil også gerne hjælpe, men jeg synes, det er rart at skille tingene ad, så jeg kan gå til dem med det faglige og vise hvad jeg kan og så bruge mentorerne til det personlige, forklarer han og kigger på uret. Han skal snart tilbage i klassen, hvor de arbejder med Yahya Hassans digte i dansk. Her til formiddag har kursisterne selv skrevet Yahya-inspirerede digte. 3

4 - Med caps lock og det hele. Det er fedt. Jeg elsker at skrive historier, digte og tekster, forklarer Thomas, der er rigtig glad for at gå på hf igen. - Vi bliver inddraget rigtig meget. Her kan du sætte dig dine mål og sætte dig ind i stoffet. Jeg føler jeg har overskud, og vi arbejder med nogle ting i fagene, der er nemme for mig at gå til. Og nu lyder det som om, jeg fedter helt vildt, men jeg synes virkelig, vi har rigtig gode lærere. Vores dansklærer Chili er fx dygtig og sjov. Det betyder, at jeg har lyst til at imponere hende med det jeg kan, forklarer han. Danskvanden er et eksempel på, at løsningerne på udfordringerne for Thomas og hans medkursister ofte ikke er raketvidenskab Selvom Thomas giver den fagligt gas er han afhængig af pauser i løbet af dagen, og det vigtigt for ham, at pauserne ligger rimeligt fast. Derfor frustrerede det ham i begyndelsen af skoleåret, at lærerne skubbede pauserne. Det var en af de emner, han tog op med mentorerne, der straks rykkede på det. Siden har alle lærerne overholdt pausetiderne. - Min hjerne har brug for en pustepause indimellem. Hvis jeg skal sidde mere end 45 minutter, så koger jeg næsten, forklarer Thomas og rækker ud efter sin plastikflaske med danskvand. Danskvanden er fast inventar på Thomas bord, for den hjælper ham med at koncentrere sig og fastholde fokus. Det var også en af mentorerne, der hjalp ham med at finde frem til det lille trick. Mentoren spurgte ham, hvornår han egentlig slappede bedst af. Thomas kom frem til, at det var derhjemme med fodbold i fjernsynet og danskvand i flasken. Sammen fandt de ud af, at det måske var en idé at have danskvand med i skolen. Det virker. Danskvanden er et eksempel på, at løsningerne på udfordringerne for Thomas og hans medkursister ofte ikke er raketvidenskab, men det kræver et lille udforskningsarbejde, at finde ud af, hvad der virker. Jeg ville aldrig kunne gennemføre en hf med seks fag på samme tid. Det er for meget for mig til at gå i dybden Ændringer og for meget pres kan stresse kursisterne på HF inklusion. For Thomas kan det være udmattende både at skulle koncentrere sig om det faglige og sociale en hel dag. Et gruppearbejde kræver fx ekstraordinært meget energi. - Hvis jeg skal arbejde sammen med nogen klassekammerater, jeg ikke normalt arbejder sammen med, bruger jeg meget energi på at tænke over, hvordan jeg skal tale med dem og hvem der har styringen med projektet. Jeg føler mig nogle gange som en dresseret abe. Når jeg kommer hjem efter en helt almindelig dag, er jeg næsten altid træt, bombet, udmattet, fortæller han. Derfor er han meget tilfreds med, at HF Inklusion tager tre år i stedet for to. - Jeg ville aldrig kunne gennemføre en hf med seks fag på samme tid. Det er for meget for mig til at gå i dybden. Jeg bliver nok nemmere stresset end andre, og det har irriteret mig meget, at jeg ikke kan gennemføre en helt normal dag som andre uden at blive stresset. Men det kan jeg altså ikke, siger han. 4

5 Første milepæl er at få en hf. Senere vil Thomas læse videre. Drømmen er at blive lærer i engelsk og idræt. Og han er faktisk allerede tyvstartet på arbejdsmarkedet; han har studiejob på et analyseinstitut og for et onlinefirma, hvor han kan bruger alt det han ved om sin store passion fodbold. - Da jeg var teenager, brugte jeg meget tid på at researche på, hvad for nogle jobs, der var, hvor man ikke skulle være sammen med mennesker. Jeg tænkte, at det duer jeg bare ikke til. Nu kunne jeg sagtens forestille mig at blive lærer. Selvom store fyringsrunder nok ikke ville ikke være godt for min Asperger, siger han og griner. 5