på specialiseringsmønster med henblik på vurdering af villighed til at indgå i en global klimaaftale

Transkript

1 Nationaløkonomisk Institut Bacheloropgave 6. Semester HA-almen Forfattere: Christine Frølich Helene Primholdt Vejleder: Philipp Schröder Analyse af bindende CO 2 -forpligtelsers indvirkning på specialiseringsmønster med henblik på vurdering af villighed til at indgå i en global klimaaftale Handelshøjskolen i Århus Århus Universitet Maj 2010

2

3 Executive summary The interest for the climate has risen rapidly due to an increase in the level of greenhouse gasses. According to the intergovernmental panels on climate change (IPCC) the rising level of greenhouse gasses will lead to an increase in world temperature. An increased temperature will cause problems for the society, for the human beings and for the nature itself, therefore action has to be taken. In 1997 the Kyoto agreement was established, committing a group of industrial countries to reduce their emission of greenhouse gasses. However, this agreement will come to an end in 2012 and after that a new climate cooperation is needed. The goal of the COP15 conference in December in Copenhagen 2009 was, to establish a new climate agreement. Unfortunately this did not happen, as the worlds countries could not agree. Therefore, it should be interesting to examine the reasons upon which the countries might build their willingness to participate in a global climate cooperation. The aim of this thesis has been, to investigate whether the international specialization pattern of the countries is able to explain their willingness to participating a global climate agreement. Countries are aware of the necessity of a more extensive climate agreement to sustain the future of the world. Due to the large and rising emission level in China, the US, Europe, the Russian Federation and India these countries have to be part of a new agreement, where countries are forced to reduce their emission level by binding reduction commitments. For that reason this thesis has concentrated on these five countries, altogether these countries were responsible for 60% of the world s concentration of carbon dioxide in The necessity of all countries to take part in a new climate agreement was explained from an economic view where reduction commitments were considered as increased costs for producers in a restricted country. If a country is imposed to a reduction commitment, it will cause a reduction in the supply of emission intensive products leading to a decrease in the country s level of carbon emission. However, if only some countries participate in a climate agreement and are imposed to a reduction commitment, it can lead to a situation where emission is moved to unrestricted countries instead of being reduced. In order to explain how an imposition of reduction commitments may influence a country s international specialization pattern, trade theories were applied. According to trade theories a climate agreement with reduction commitments will mostly affect a country with comparative advantage and specialization in emission intensive commodities. For this particular country an impose of reduction

4 commitments will reduce the possibility for specialization in commodities making intensive use of emission. As a consequence the country has to reorganize its production. Because the country does not have the possibility to fully offset the decrease in the production of emission intensive commodities by an increase in production of non-emission intensive commodities, the total production of the country will decrease and affect the country s economy. Therefore, from a theoretical point of view it is expected that countries with comparative advantage and specialization within the emission intensive commodities, will be less willing to participate in a global climate agreement. In order to see if China, the US, Europe, India and the Russian Federation are specialized in emission intensive commodities Balassa s measure on revealed comparative advantage was applied. By investigating international specialization patterns of the countries, the thesis found that the willingness of China, the US, Europe, India and the Russian Federation to participate in a global climate agreement only to some extent could be explained by their international specialization pattern. The thesis conclude that the international specialization pattern cannot alone explain the willingness of the countries, and that other complex and conflicting interests must also influence the decisions of the countries.

5 Indholdsfortegnelse Kapitel 1: Indledning Problemformulering Afgræsninger og definitioner Metode Struktur... 6 Kapitel 2: Klimadebatten i internationalt perspektiv Klimadebattens udvikling Conference of the Parties (COP) Kyotoaftalen (COP3) Københavner topmødet (COP15)... 9 Kapitel 3: Klimadebattens aktører Udslippet af drivhusgasser Landenes position Kina USA EU Rusland Indien Fremtidens globale klimaaftale Kapitel 4: Problematikken omkring etablering af en global aftale Klimaet i et økonomisk perspektiv Spilteori Fangens dilemma Nash ligevægt Kritik af spilteorien Delkonklusion Kapitel 5: Reduktionsforpligtelsernes konsekvenser Velfærdskonsekvenser af reduktionsforpligtelser Udbudskurven Konsekvens af regionale reduktionsforpligtelser Delkonklusion Carbon leakage... 30

6 5.4 Prismekanismen Kapitel 6: Reduktionsforpligtelsernes effekt på specialiseringsmønster Handelsteori Heckscher Ohlin Forudsætninger Produktionsmulighedskurven Miljø som faktorberigelse Reduktionsforpligtelsernes indflydelse på komparative fordele Delkonklusion En mulig konsekvens af reduktionsforpligtelserne Delkonklusion Kritik af H-O modellen Kapitel 7: Revealed Comparative advantage (RCA) Revealed Comparative Advantage Balassas RCA-mål Kritik af Balassas RCA-mål Analysen Data Metode Kapitel 8: RCA-analysen Landenes nuværende specialiseringsmønster Delkonklusion Specialiseringsmønsterets udvikling Udviklingen i de udledningsintensive varegrupper Delkonklusion Anmærkninger til metodevalg En vurdering af landenes villighed Konklusion Perspektivering Litteraturliste Appendix A:... i Appendix B:... ii Appendix C:... iii

7 Kapitel 1: Indledning I takt med den stigende udledning af drivhusgasser er interessen for klimaet vokset gevaldigt igennem årene. Den stigende interesse skyldes hovedsageligt at flere videnskabelige kilder - herunder The Intergovernmental Panels on Climate Change (IPCC) fastslår, at den stigende udledning af drivhusgasser vil resulterer i en forøgelse af den globale temperatur, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for både natur, mennesker og samfund (Aldy J.E., et al, 2001). Verdens lande har derfor indset nødvendigheden i at få nedbragt den nuværende og stærkt stigende koncentration af drivhusgasser. Mange nationale og internationale udledningsbegrænsende initiativer er i årenes løb blevet fremsat i forsøg på at bremse klimaforandringerne. Problemet med de fleste initiativer har imidlertid været, at samarbejdet ikke har inkluderet en tilstrækkelig del af verdens lande ligesom graden af målopfyldelsen for de deltagende lande ikke altid har været fyldestgørende (Callesen P., 2009). Kyotoaftalen er på nuværende tidspunkt den mest omfattende og mest forpligtende klimaindsats som har været gennemført. Aftalen som binder en stor del af verdens industrialiserede land til at nedbringe udledningen af drivhusgasser udløber imidlertid i 2012, hvorfor en opfølgende aftale vil være nødvendig for at sikre verden en bæredygtig fremtid. Hensigten med den seneste internationale klimakonference (COP15), som blev afholdt i december i København 2009, var derfor at få etablere en juridisk bindende reduktionsforpligtende aftale. Det lykkedes imidlertid ikke landene at få etableret en sådan aftale. En forklaring på det skuffende resultat på COP15 konferencen kan skyldes den store usikkerhed som klimadebatten er forbundet med samt det faktum, at klimaproblemerne ofte er komplekst relateret til økonomisk aktivitet. Klimaforandringerne sker ikke fra dag til dag, hvilket betyder at der er stor usikkerhed om hvor alvorlige klimaændringerne vil blive i forhold til omkostningerne ved at bekæmpe dem. På samme måde vil det være vanskeligt at vurdere, hvorvidt brugen af økonomiske ressourcer til at reducere udslippene vil blive fuldt tilbagebetalt i fremtiden. Det faktum, at klimaændringerne ikke sker fra dag til dag, betyder at verdens lande vil være tilbøjelige til at lægge økonomiske overvejelser til grund for deres villighed for deltagelse i en global klimaaftale. Det kunne således tænkes, at landenes villighed i høj grad afhænger af hvorvidt deltagelse i en global aftale med bindende reduktionsforpligtelser vil påvirke den produktion som netop skal sikre landets økonomiske vækst. I den forbindelse kunne det være interessant at undersøge, hvordan deltagelsen i et internationalt klimasamarbejde vil påvirke et lands fremtidige produktionsmuligheder samt om den produktion, som på nuværende tidspunkt danner grundlaget for landenes vækst, kan forklare landets villighed til at pålægge sig reduktionsforpligtelser. Interessant vil 1

8 det derfor være at belyse nedenstående problemformulering, som vil tage udgangspunkt i en nærmere betragtning af landenes internationale specialiseringsmønster samt de effekter reduktionsforpligtelserne vil få for landet. 1.1 Problemformulering Formålet med nærværende opgave er, med udgangspunkt i den internationale klimadebat, at analysere hvad en global bindende aftale om reduktion af drivhusgasser, teoretisk set vil betyde for et lands internationale specialiseringsmønster og herudfra analysere hvorvidt landenes villighed til at indgå i en global aftale kan forklares ud fra deres specialiseringsmønster. Opgaven vil derfor belyse følgende hovedspørgsmål: Hvad vil bindende reduktionsforpligtelser teoretisk set betyde for et lands internationale specialiseringsmønster og kan specialiseringsmønsteret ligge til grund for landenes villighed til at deltage i en global aftale ved COP15 topmødet. For at besvare af hvad bindende reduktionsforpligtelser teoretisk set vil betyde for et lands internationale specialiseringsmønster vil opgaven tage udgangspunkt i Heckscher Ohlins handelsteori. Følgelig antager opgaven, at et lands specialiseringsmønster afhænger af et lands komparative fordele. Denne teori vil yderligere blive brugt til at analysere hvilke lande reduktionsforpligtelserne vil gå hårdest ud over. Til besvarelsen, af hvorvidt specialiseringsmønsteret kan ligge til grund for landenes villighed til at deltage i en global aftale, vil en analyse af landenes specialiseringsmønster blive foretaget. Opgaven vil klarlægge specialiseringsmønsteret ud fra Bela Balassas teori om Revealed Comparative Advantage. Følgende sekundære spørgsmål vil blive behandlet: Hvorfor er der på nuværende tidspunkt ikke indgået globalt bindende reduktionsforpligtelser? Hvad er konsekvenserne af, at der ikke indgås globalt bindende reduktionsforpligtelser? Til at besvare hvorfor der på nuværende tidspunkt ikke er indgået globalt bindende reduktionsforpligtelser, vil spilteorien blive benyttet til at redegøre for den komplekse situation som landene står overfor, når de skal beslutte hvorvidt de vil binde sig til en reduktionsforpligtelse eller ej. Besvarelsen af, hvad konsekvenserne vil være ved, at der ikke indgås globalt bindende reduktionsforpligtelser, vil tage udgangspunkt i en mikroøkonomisk analyseramme. Analyserammen vil blive brugt til at forklare hvorledes reduktionsforpligtelserne ikke vil opnå den fulde reduktionseffekt såfremt de foretages regionalt. 2

9 1.2 Afgræsninger og definitioner På trods af klimadebattens internationale omfang, er det ikke alle verdens lande som spiller en lige stor rolle ved de klimapolitiske forhandlinger. Grundet den sammenhæng som ofte eksisterer mellem et lands størrelse økonomisk og befolkningsmæssigt og dets CO 2 -udslip (Bacon R.W. et al, 2007), vil verdens store lande derfor ofte have særlig stor indflydelse og beslutningsmagt i forbindelse med forhandlingerne. Opgaven vil derfor udelukkende belyse de lande som har forholdsvis stor betydning for det globale CO 2 -udslip og dermed også var særligt fremtrædende ved COP15 topmødet i København. Opgaven tager således udgangspunkt i fem lande, nemlig Kina, USA, EU-27, Indien og Rusland. På trods af at Indien og Rusland sammenlignet med eksempelvis Kina og USA var mindre fremtrædende ved forhandlingsbordet er landene alligevel medtaget. Dette er primært fordi Indien, lige som Kina, forventes at blive en af fremtidens store CO 2 -udledere (Callesen P., 2009), ligesom Rusland i dag er verdens tredje største udleder af CO 2 hvorfor landet ligeledes har stor betydning for effekten af en global aftale. I opgaven behandles EU som ét samlet land. Grunden hertil er, at EU i forbindelse med de internationale klimaforhandlinger, herunder COP15 topmødet, i vid udstrækning har forhandlet som en samlet enhed for at opnå størst mulig indflydelse. Det kan imidlertid være problematisk at betragte EU som et selvstændigt land, idet medlemslandene i mange henseender ikke kan anses som en homogen gruppe. Dette forhold kan være vanskeligt i forbindelse med klarlæggelsen af landets specialiseringsmønster, idet det repræsenterer mange forskellige lande som alle besidder forskellige komparative fordele. Disse forhold bør derfor tillægges opmærksomhed i analysen. I litteraturen arbejdes der med forskellige opgørelsesmetoder i forbindelse med at bestemme størrelsen af et lands udslip af drivhusgasser. Der skelnes ofte mellem opgørelser på baggrund af produktionsprincippet eller forbrugsprincippet. Ligesom der skelnes mellem om udledningen er sket inden for et geografisk eller økonomisk territorium. (Peters G.P. & Hertwich E.G., 2007). Produktionsprincippet refererer til situationen, hvor et land stilles til ansvar for den udledning som forårsages af institutionelle enheder bosat i landet. Forbrugsprincippet tager højde for, at landet ikke selv er ansvarlig for den udledning som skyldes produktion til eksport men at landet må stå til ansvar for den udledning, som er forsaget i forbindelse med produktionen af landets import. Forskellen mellem det den geografiske og økonomiske opgørelse refererer til, er hvorvidt metoden baseres på de udledninger som sker inden for et lands nationale territorier (geografisk), eller om den baseres på de udledninger som stammer fra de institutionelle enheder som hjemmehørende i landet, men som ikke nødvendigvis er beliggende i landet (økonomisk). Metodevalget får betydning for, hvor stor en udledning et land tilskrives og for tildelingen af reduktionsforpligtelser i forbindelse med en global 3

10 aftale. Grunden til metodens betydning for reduktionsforpligtelserne er, at tildelingen af reduktionsforpligtelser sker på baggrund af landets udslip af drivhusgasser. I dag er udgangspunktet for Kyotoaftalens ratificerede lande at et land tilskrives det udslip som sker inden for landets geografiske territorium og som følge af landets produktion. Udgangspunktet i indeværende opgave er derfor, at reduktionsforpligtelser i en global aftale vil blive opgjort på baggrund af disse principper. At indeværende opgave tager udgangspunkt i ovennævnte opgørelsesprincip medfører, at opgaven afgrænser sig fra at behandle udledning fra den internationale transport 1. I indeværende opgave refererer en global aftale til, at et land skriver under på en bindende aftale om at reducere udslippet af drivhusgasser. Hvordan denne reduktion foretages er op til det enkelte land. Landet har således forskellige muligheder i forbindelse med at efterleve det reduktionsforpligtende krav. For eksempel kan landet indføre forskellige former for afgifter på brugen af energi (for både forbrugere og producenter), give tilskud til brug af miljørigtige produktionsmetoder eller ved at indføre kvotesystemer. Sidstnævnte løsning tager udgangspunkt i, at der tildeles kvoter til de enkelte virksomheder for hvor meget de maksimalt må udlede. Denne løsning er blandt andet kendt fra EU's kvotesystem (Klima og Energiministeriet). I indeværende opgave vil konsekvenserne af kvoteløsningen blive undersøgt. Opgaven forholder sig derfor ikke til, hvilken påvirkning andre udledningsbegrænsende tiltag, som for eksempel afgifter eller subsidier, vil have. De globale reduktionsforpligtelser gælder alle former for udledning af drivhusgasser. CO 2 er imidlertid den drivhusgas som bidrager mest til det samlede udslip (UNFCCC), hvorfor udslippet af drivhusgasser generelt opgøres i CO 2 -ækvivalenter. Opgaven vil således ikke skelne mellem CO 2 -restriktioner og restriktioner af drivhusgasser. I opgaven afgrænses der yderligere for handel med services. Opgaven fokuserer således på den industrielle produktion og den udledning som er forbundet hermed. Landenes villighed til at indgå i en global aftale analyseres således på baggrund af landenes fordeling af komparative fordele inden for den industrielle produktion. Grunden hertil er, at udledningen i forbindelse med service er forholdsvis lav, hvorfor det vil være mere hensigtsmæssigt at skærpe fokus omkring den del af økonomien, som er skyld i en stor del af udledningen nemlig den industrielle sektor. Denne afgrænsning foretages på trods af, at handelen med serviceydelser i dag udgør en stor og stigende andel af verdens samlede handel (Kletzer. L.G, 2005) samt, at denne afgrænsning medfører at 1 I Kyotoaftalen er udledning fra international transport ikke direkte medregnet, fordi udledningen herfra teknisk set ikke sker inden for noget nationalt territorium. Det betyder altså at ingen lande gøres ansvarlig for de ca 3% af verdens udledning som skyldes international transport (Peters G.P. & Hertwich E.G, 2007) 4

11 analysens beregninger af komparative fordele ikke nødvendigvis er landenes eneste komparative fordele. Desuden tager opgaven ikke stilling til debatten om, hvorvidt udslippet af drivhusgasser skyldes menneskelig aktivitet og om hvorvidt det har gavnlig effekt at forsøge at nedbringe disse udslip. 1.3 Metode Følgende afsnit gennemgår formålet med den anvendte teori samt opgavens struktur. Indledningsvis vil opgavens valg af teori blive beskrevet, hvorefter strukturen i opgaven vil blive gennemgået. Hensigten med opgaven er ikke at konstruere ny information, men at benytte eksisterende analyseværktøjer til en dybere analyse indenfor klimaområdet. Analyseværktøjet i opgaven består af spilteorier, mikroøkonomiske analyser, handelsteori samt Bela Balassas mål (1965) for Revealed Comparative Advantage. Spilteorien anvendes til at forklare årsagerne til, at der på nuværende tidspunkt ikke er indgået en global reduktionsforpligtende aftale. Dette gøres ved at skitsere den problematiske situation som verdens lande står overfor. Anvendelsen af spilteorierne vil være hensigtsmæssige fordi klimadebatten består af mange aktører, som alle skal træffe individuelle valg der hver især er forbundet med fordele og ulemper. Klimaforhandlingerne kan derfor anses som et spil med flere aktører, der forsøger at nå til enighed. De mikroøkonomiske analyser bliver anvendt til, at vise hvad konsekvenserne vil være, såfremt der ikke indgås en global reduktionsforpligtende aftale. Analyserne vil være anvendelige, idet de kan skitsere hvorledes reduktionerne vil påvirke udbud og efterspørgsel efter de varer som vil blive påvirket af reduktionsforpligtelserne. Handelsteori anvendes til at beskrive et lands specialiseringsmønster. Heckshcer Ohlins neoklassiske handelsteori benytter faktorberigelse til at bestemme landes handelsmønster og idet miljø kan anses som en faktorberigelse, vil teorien være særlig velegnet. En yderligere fordel ved Heckscher Ohlins handelsteori er, at den inddrager to varer, hvilket vil gøre det muligt at skelne mellem varer som vil blive påvirket at reduktionsforpligtelserne (de udledningsintensive varegrupper) og varegrupper som ikke i ligeså høj grad vil blive påvirket (ikke-udledningsintensive varegrupper). Denne skelnen gør det desuden muligt at vurdere hvilke lande en reduktionsforpligtende aftale vil gå hårdest ud over. Balassas mål for Revealed Comparative Advantage vil afslutningsvis blive benyttet til at bestemme landenes specialiseringsmønster. Revealed Comparative Advantage vil således danne baggrund for en vurdering af, hvorvidt landenes villighed til at deltage i en global reduktionsforpligtende aftale kan forklares ud fra deres specialiseringsmønster. Teorierne i opgaven vil blive præsenteret løbende og blive introduceret i de afsnit hvor de bliver anvendt. 5

12 Opgavens anvendte datamateriale består primært af data fra UN Comtrade. Derudover bygger opgavens deskriptive afsnit på data fra International Energy Agency (IEA). Det antages at datamaterialet hentet fra disse databaser er troværdigt, og således vil give et retvisende billede. Opgaven har desuden bestræbt sig på at anvende valide videnskabelige artikler til at underbygge teori og analyse. Til at underbygge mere politiske betragtninger, blandt andet vedrørende landenes interesser samt politiske og klimamæssige mål, er artikler fra tidsskrifter samt oplysninger fra ministerielle samt øvrige debatterende websider anvendt Struktur Indeværende opgave vil bestå af en teoretisk og en empirisk del. Den teoretiske del vil blive baseret på kendte analyseværktøjer, mens den empiriske del vil tage udgangspunkt i en kvantitativ undersøgelse. Opgaven vil i kapitel 2 indledes med en beskrivelse af klimadebattens opståen samt den udvikling der er sket inden for klimaområdet som følge af det store og stigende udslip af drivhusgasser. Udslippet af CO 2, som er den drivhusgas der bidrager mest til den samlede udledning af drivhusgasser, vil blive nærmere beskrevet i kapitel 3 og vil beskrivelsen vil samtidig blive brugt til at klarlægge de mest forurenende landes position i den globale klimaproblematik. Opgavens 4. kapitel vil efterfølgende give en forklaring på, hvorfor der på nuværende tidspunkt ikke er indgået en global aftale ved at beskrive kompleksiteten i at få etableret en sådan aftale ud fra en spilteoretisk tilgang. Kapitel 5 vil herefter belyse hvad en global reduktionsforpligtende aftale vil betyde for det enkelte land samt hvilke konsekvenser det vil have, såfremt en aftale med bindende reduktionsforpligtelser ikke bliver indgået. Yderligere vil dette kapitel belyse konsekvenserne af asymmetriske miljøreguleringer. Opgavens 6. kapitel vil efterfølgende analysere hvad en global aftale teoretisk set vil betyde for landenes specialiseringsmønster og hvilke lande reduktionsforpligtelserne vil gå hårdest ud over. Analysen i opgavens 7. og sidste kapitel vil undersøge hvorvidt landenes specialiseringsmønster kan ligge til grund for landenes villighed til at indgå i en global aftale. Afslutningsvis vil en konklusion sammendrage opgavens hovedpunkter. 6

13 Kapitel 2: Klimadebatten i internationalt perspektiv Opgavens fokus er den internationale klimadebat, og derfor vil det være interessant i første omgang, at belyse grunden til debattens opståen samt den udvikling der er sket inden for dette område. 2.1 Klimadebattens udvikling Grundlaget til en verdensomspændende klimaindsats blev lagt i 1896 da den svenske videnskabsmand, Svante Ahrenius, fremsatte en hypotese om, at CO 2 -udslip var skyld den globale temperaturstigning. 70 år senere blev et globalt oberservationsnet til vejrprognoser etableret af FN og i 1986, efter en nærmere belysning af sammenhængen mellem CO 2 -udledning og den globale opvarmning, oprettede FN et selvstændigt organ (Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC)) som skulle stå for den politiske kommunikation i forbindelse med CO 2 -problematikken. IPCC har siden 1990 cirka hvert femte år udsendt Scientific Assessment reports, som er rapporter der beskriver verdens klimaforandringer. Den første rapport blev særlig betydningsfuld, idet den belyste sammenhængen mellem den menneskeskabte CO 2 -udledning og den globale temperaturstigning hvilket dannede grundlag for vedtagelsen af FN s klimakonvention (UNFCCC United Nations Framework Convention on Climate Change). Klimakonventionsvedtagelsen fandt sted i Rio de Janeiro i 1992 og indeholder retningslinjer for hvordan jordens klima skal bevares ved, at lade de industrialiserede lande (Annex I) stabilisere deres udledning af drivhusgasser på 1990 niveau, mens udviklingslandene umiddelbart ikke pålægges forpligtelser. Konventionen er i dag ratificeret af 194 lande (European Commission, 2010). I tilknytning til klimakonventionen, som fungerede som en opmuntring for de industrialiserede lande til at reducere deres udledning af drivhusgasser, blev den juridisk bindende Kyotoaftale i 1997 indgået (European Commission, 2010). Kyotoaftalen opmuntrede ikke kun de industrialiserede lande til at begrænse eller reducere deres udslip af drivhusgasser, men forpligtede landene til dette. Aftalen blev underskrevet i 1997, men de detaljerede regler for implementeringen blev først endeligt vedtaget i 2001, hvorfor aftalen ikke trådte i kraft før 16. februar 2005 (European Commission, 2010). I dag har 192 lande underskrevet Kyoto protokollen (klima og energiministeriet) mens 184 lande har ratificeret aftalen (UNFCCC). Når Kyotoaftalen ophører i 2012 vil de industrialiserede lande ikke længere være juridisk forpligtet til at nedbringe deres udslip. Formålet med den sidste af FN s årlige konferencer, hvor de lande som har underskrevet klimakonventionen deltager, var derfor at få etableret en aftale som kunne følge i hælene på Kyotoaftalen og dermed fortsat forpligte alle verdens lande til at reducere udslippet af drivhusgasser. Konferencen er kendt under navnet COP15 og blev afholdt i København i december

14 2.2 Conference of the Parties (COP) Siden 1995 er der i FN s regi årligt blevet afholdt en konference for de lande som har underskrevet klimakonventionen (Conference of the Parties (COP)). På klimatopmødet i 2009 deltog 192 lande således i klimaforhandlingerne selvom alle landene ikke har ratificeret Kyotoaftalen. Konferencerne giver mulighed for globale drøftelser af aktuelle og fremtidige klimatiske problemstillinger og sætter fokus på at få nedbragt det fremtidige udslip af drivhusgasser som skal mindske risikoen for meget store og ukontrollerede temperaturstigninger. Nogle af konferencerne har selvsagt haft større betydning end andre. COP3 i Kyoto, Japan i 1997 hvor de overordnede rammer for Kyotoaftalen efter intense forhandlinger blev fastlagt, hører til blandt de mest betydningsfulde. Desuden har COP7 i Marrakesh, Marokko i 2001 hvor de endelige regler for implementering af Kyotoaftalen blev vedtaget, COP11 i Montréal, Canada i 2005 hvor det blev fastlagt at det internationale samarbejde efter Kyoto skulle fortsætte samt COP13 på Bali, Indonesien i 2007 hvor landene fastlagde hvilke fremtidige elementer en international klimaaftale skal bygges op omkring, haft stor betydning for det internationale klimasamarbejde. Den sidstnævnte konference på Bali dannede grundlaget for COP15 i København, som politikkerne håbede på blev endnu en konference, der skulle få afgørende betydning. Dette skyldes forventningerne om at forhandlingerne om, den fremtidige klimaaftale gerne skulle afsluttes på denne konference. Siden FN indledte COP-møderne i 1995, har forhandlingernes indhold gradvist ændret sig. På de første konferencer drejede problematikken sig i første omgang om erkendelse af, at klimaproblemet var menneskeskabt. Siden hen har videnskabelige undersøgelser gjort det muligt at indsnævre fokus således, at der i dag ligger mere konkrete analyser om hvilke brancher og industrier som er skyld i den største CO 2 -udledning Kyotoaftalen (COP3) Kyotoaftalen blev vedtaget på den tredje klimakonference (COP3) i Kyoto, Japan i Aftalen er legalt bindende og forpligter de industrialiserede lande til at begrænse eller reducere deres udslip af drivhusgasser. Aftalen trådte i kraft i 2005 med 141 ratificerede lande og definerer hvilke retningslinjer de industrialiserede lande skal følge ved reducering af drivhusgasser samt hvilke seks drivhusgasser 2, der er indbefattet af aftalen. Af aftalens Annex I 3 fremgår det hvilke industrialiserede 2 Kuldioxid (CO2), methan, lattergas samt de såkaldte industrigasser (HFC er, PFC er og SF6) (Finansministeriet, Miljøministeriet, Skatteministeriet, Udenrigsministeriet, Økonomi- og erhvervsministeriet, 2003) 3 Annex I lande er angivet i appendix A 8

15 lande der var medlem af OECD i 1992 og som blev forpligtet af Kyotoaftalen, mens non-annex I angiver de udviklingslande som er indbefattet af protokollen. Yderligere fastsættes det i Annex B hvilke individuelle reduktionsmål Annex I landene er forpligtet til at opfylde, de såkaldte CO 2 - ækvivalenter i aftalens forpligtelsesperiode fra Ved udgangen af 2012 skal de industrialiserede lande samlet set have reduceret udslippet af drivhusgasser med 5% i forhold til niveauet i 1990 (European Commission, 2010) Af aftalen fremgår det ikke, hvilke metoder der skal benyttes til at nedbringe CO 2 -udslippet. Denne beslutning overlades til de enkelte nationer. Reglerne for hvordan landenes reduktion skal bevises og godkendes fremgår dog tydeligt. Foruden handel med CO 2 -kvoter tillader protokollen også handel med fleksible markedsmekanismer, Clean Development Mechanism (CDM) og Joint Development (JI). CO 2 -kvoterne giver de ratificerede lande mulighed for indbyrdes at handle med deres emissionstilladelser på det såkaldte kvote marked. Helt overordnet udgør en CO 2 -kvote et bevis for retten til at udlede et ton CO 2 og kvoterne udgør derfor samlet set et loft for den maksimale CO 2 -udledning(energistyrelsen, 2008). De fleksible markedsmekanismer er baseret på projekter, og giver de ratificerede lande mulighed for at foretage en del af deres nationale CO 2 -reduktion i udlandet samtidig med, at de tilstræber at fremme den bæredygtige udvikling i Østeuropa og udviklingslandene samt sprede klima- og energieffektiv teknologi til hele verden (CO 2 -info). CDM tillader et industrialiseret land at foretage en del af landets drivhusgasreduktion i udviklingslande uden reduktionsforpligtelser, mens JI giver de industrialiserede lande mulighed for at reducere deres udslip af drivhusgasser ved at samarbejde med andre udviklede lande. Har et givent land et overskud af CO 2 -kreditter kan et andet land købe disse kreditter og dermed få lov at udlede en CO 2 -mængde svarende til den købte kreditstørrelse. Før end CDM og JI projekter kan benyttes i landenes klimaopgørelser skal projekterne godkendes af FN s klimapanel. Under Kyotoaftalens rammer blev der desuden etableret en fond som ved hjælp af indtægter fra CDM projekterne skal give økonomisk tilskud til konkrete klimatilskyndelses projekter Københavner topmødet (COP15) Det sidste klimatopmøde fandt sted i København i december Topmødet var foruden den femtende COP konference også femte gang de Kyoto ratificerede lande mødtes for at drøfte protokollens indhold. Topmødet går derfor både under betegnelsen COP15 og CMP5. Allerede inden topmødets afholdelse havde konferencen fået tillagt særlig stor betydning fordi det, under Bali topmødet i 2007 var blevet besluttet, at topmødet i København skulle afslutte forhandlingerne om 9

16 en fremtidig klimaaftale. Dette skyldtes, at FN klimapanels (IPPC) seneste rapport havde belyst nødvendigheden i hurtigst muligt at gribe ind overfor den stigende koncentration af drivhusgasser. Hovedformålet med klimatopmødet var derfor at få etableret en global juridisk bindende aftale der kan sørge for fortsættelsen af det internationale miljøsamarbejde når Kyotoaftalen udløber i På trods af en ihærdig indsats lykkedes det dog kun verdens lande at blive enige om Copenhagen Accord. Accorden har i offentligheden været udsat for hård kritik fordi den langt fra menes at være tilstrækkeligt til at kunne tage hånd om klimaproblematikken. Foruden nogle mindre konkrete retningslinjer for reduktionsforpligtelserne fastslår accorden dog at klimaforhandlingerne skal forsættes på topmødet i Mexico i november 2010 (COP16). Accorden indbefatter, at de ratificerede lande, med udgangspunkt i IPCC s 4. rapport, erkender nødvendigheden for snarest muligt at sætte ind overfor klimaproblematikken. Temperaturstigningen skal holdes på et niveau under 2 grader celsius og både industrialiserede samt udviklingslande skal tage ansvar for nedbringelsen af den globale koncentration af drivhusgasser. Industrialiserede lande forpligter sig til at opfylde konkrete reduktionsmål 4 samt til at yde økonomisk og teknologisk støtte til de reduktionsforpligtende handlinger som udviklingslandene skal foretage. For udviklingslandene gælder det, at den sociale og økonomiske vækst samt fattigdomsproblemer går forud for de reduktionsforpligtende handlinger. I perioden fra skal de industrialiserede lande foruden den normale bistand, fremskaffe et beløb på 30 mia. dollar, mens dette beløb fra år 2020 vil udgøre 100 mia. dollar. Yderligere fastslår accorden at Copenhagen Green Climate Fund er oprettet til håndtering af finansielle transaktioner (The Conference of the Parties, 2009). 4 Landene skulle senest d. 31. januar 2010 have indberettet selvfastsatte reduktionsmål for år

17 Kapitel 3: Klimadebattens aktører Følgende afsnit vil beskrive den udvikling der har været i udslippet af drivhusgasser med henblik på at synliggøre nødvendigheden for en global klimaaftale samt klarlægge de mest forurenende landes position i den globale klimaproblematik. Beskrivelsen vil tage udgangspunkt i IEA s seneste opgørelser for udslippet af CO 2 fra energisektoren. Energisektoren står for langt størstedelen af verdens samlede CO 2 -udslip (UNFCCC) og en stor del af udslippet skyldes den industrielle produktion, som gør brug af store mængder energi. 3.1 Udslippet af drivhusgasser Gennem det sidste århundrede har udslippet været markant stigende hvilket blandt andet afspejler den stigning der har været i verdenens befolkning og økonomi (European Commission, 2010). På trods af klimadebattens internationale anliggende er det dog langt fra alle verdens lande som har bidraget lige meget til den samlede udledning. I 2007 stod Kina, USA, EU-27 5, Rusland og Indien tilsammen for mere end 60% af verdens samlede CO 2 -udslip, og netop derfor vil opgaven tage udgangspunkt i disse lande. Figur 3.1: Totale CO 2 -udslip fra energisektoren i perioden fordelt på lande Kilde: International Energy Agency (IEA), 2009 Kina var med et CO 2 -udslip på 6.071,2 mio. ton verdens største CO 2 -udleder stærkt efterfulgt af USA. Indtil 2007 var USA verdens mest CO 2 -forurende land, men Kina overtog netop denne position i Både Kina og USA stod hver især for cirka 20% af det globale CO 2 -udslip hvilket 5 Da EU i dag består af 27 lande og IEA opgør drivhusgasudledningen på baggrund af disse 27 lande, vil EU-27 i det følgende repræsentere Europa. 11

18 skyldes landenes økonomiske og befolkningsmæssige størrelse. USA er verdens stærkeste økonomi, mens Kina er verdens mest befolkende land (IEA, 2009). EU's bidrag til det samlede udslip af drivhusgasser var i ,4 mio. ton hvilket udgjorde omkring 14% af verdens samlede udledning, mens Rusland og Indien, på trods af et meget lavere udslip end Kina, USA, og EU-27 jf. figur 3.1 var verdens tredje og fjerde største udledende lande, og således stod for 10% af det totale udslip af drivhusgasser i Som det fremgår af figur 3.1 har den indbyrdes udslipsfordeling landene imellem forandret sig fra 1971 til Kina, Indien og USA har i den pågældende periode oplevet en stigning i udslippet af drivhusgasser, mens Rusland fra 1990 til 1995 oplevede et fald i landets udslip og siden da har holdt udslippet på et stabilt niveau ligesom også er tilfældet for Europa. Grunden til reduktionen i Ruslands udledning skyldes kollapset fra det tidligere Sovjet Union (IEA, 2009). Kinas stigning i CO 2 -udslippet har været særlig markant fra år 2000 og fremefter. Kina er gået fra udledning svarende til den europæiske til et udledningsniveau svarende til det amerikanske - en stigning på næsten 50%. Indien har ligesom Kina oplevet en markant stigning i landets udslip af drivhusgasser, hvilket har bevirket at landet siden 1971 har mere end femdoblet CO2-udledningen. I 1971 stod USA alene for cirka 30% af den globale CO2-koncentration og var således klart det største CO2-udledende land i verden. USA har imidlertid kun oplevet en svag vækst i udslippet af drivhusgasser hvilket skyldes landets økonomiske vækst (IEA, 2009). En sammenligning af USA s økonomiske vækst og stigning i udslippet af CO 2 viser endda at USA har halveret CO 2 -udslip i forhold til landets økonomiske vækst. Som det fremgår af figur 3.1 har EU-27 haft den mest klimafordelagtige udvikling. Landet har siden midten af 1971 formået at holde CO 2 -udslippet forholdsvis stabilt og bidrager derfor i dag sammenlignet med andre lande langt mindre til verdens samlede koncentration af drivhusgasser. Figur 3.2 viser at verden har oplevet en stigning i CO 2 -koncentrationen på over 100% gennem de sidste cirka 40 år 6. I største omfang skyldes stigningen at non-annex I 7 landene siden 1990 har forøget deres CO 2 -udslip med 111% hvorimod Annex I landene har holdt deres CO 2 -udslip nogenlunde stabilt. I 1990 stod non-annex I landene således kun for ca. 31% af den globale CO 2 - udledning mens landene i dag står for ca. 50% af CO 2 -udledningen. På den måde udleder Annex I og non-annex I landende tilnærmelsesvis samme mængde CO 2 i dag, hvilket også fremgår af figur 6 Stigning skyldes imidlertid både vækst i verdens befolkning og økonomi. Måles CO2 stigning i forhold til stigningen i verdensbefolkningen har CO2-udslippet været forholdsvist stabilt frem til 2001 hvorefter der er sket en stigning på cirka 14%. Sættes CO2 stigningen derimod i forhold til stigningen i verdensøkonomien er der sket et fald i CO2- udslippet på 41% i perioden fra (EIA, 2009) 7 Der henvises til appendix A 12

19 3.2. Denne ændring skyldes hovedsageligt stigningen i den industrielle produktion i Kina og Indien (IEA, 2009). På baggrund af den nuværende og næsten ligelig fordelte CO 2 -udledning hos Annex I og Non- Annex I landene vil det være vigtigt at få etableret en international klimaaftale som indbefatter begge parter. En af grundene til at Non-Annex I imidlertid ikke ønsker at deltage i et internationalt klimasamarbejde med harmoniserede CO 2 -reguleringer, skyldes at Non-Annex I landene ikke ønsker at betale for den store CO 2 -udledning som Annex I landene har haft igennem lang tid. Ligesom de ikke ønsker at begrænse deres egne muligheder for vækst. Figur 3.2: Totale CO 2 -udslip fra energisektoren i perioden Kilde: International Energy Agency (IEA), Landenes position Med henblik på at få nedbragt det store og stigende CO 2 -udslip vil det være altafgørende, at både Kina, Indien, USA, Rusland og EU deltager i et internationalt klimasamarbejde. I nedenstående afsnit vil landene kort blive beskrevet med henblik på at vurdere deres villighed til at indgå i en global klimaaftale Kina Kina er en meget vigtig aktør i de internationale klimaforhandlinger, hvilket hovedsageligt skyldes landets nuværende og stærkt stigende CO 2 -udslip. Desværre befinder Kina sig i en vanskelig situation når vækst og miljø stilles overfor hinanden hvilket bevirker, at landet ikke ønsker at forpligte sig til konkrete reduceringer af CO 2 -udslippet. Gennem en lang årrække har Kina gennemløbet en økonomisk og vækstmæssig fremgang, som har gjort landet langt mere industrialiseret (Reinaud J, 2008). Væksten er i høj grad baseret på det kul som findes i Kinas undergrund (Shealy 13

20 M. & Dorian J.P, 2009) og da dette er en meget forurenende energikilde vil eventuelle reduktionsforpligtelser tilsvarende begrænse landets vækstpotentiale. Grunde hertil er, at landet i så fald ikke kan gøre brug af den energimæssige konkurrencefordel som er opstået, fordi Kina i modsætning til USA og andre vestlige lande ikke er afhængig af energikilder fra andre lande. Som det tættest befolkede land i verden (IEA, 2009) er landets regering imidlertid bevidst om, at klimaproblematikken ikke kan fortsætte upåvirket på lang sigt, hvis landet fortsat vil have adgang til rent drikkevand og undgå alvorlige naturkatastrofer (Udenrigsministeriet). Reelt har Kina altså et ønske om at indgå i en global klimaaftale, hvilket skal betragtes som en væsentlig grund til Kinas opbakning til, at de industrialiserede lande øjeblikkeligt skal gribe ind overfor klimaproblematikken, samt landets egen vilje til at indgå i en aftale som indbefatter kontrolleret vækst af CO 2 - udslippet. En yderligere faktor som gør Kina mere villige til at indgå i et globalt klimasamarbejde er, at en stor del af CDM-projekterne jf. afsnit bliver foretaget i Kina hvilket kan anses som en bidragsyder til Kinas samlede økonomi. Foruden Kinas endogene forhold, skal en del af landets villighed til at indgå i en global aftale også findes hos de andre klimaaktører. Specielt konkurrencen med USA spiller en stor rolle. Den generelle opfattelse er, at Kina kun vil underskrive en international aftale, hvis også USA accepterer aftalen. Yderligere kan et afslag af en global aftale betragtes som en strategisk beslutning, idet Kina på den måde kan vise, at den økonomiske styrke som landet ligger inde med også gælder inden for politik (Beder C. & Cordsen C, 2009). Kina har både ratificeret klimakonventionen og Kyotoaftalen, men landet er ikke underlagt bindende reduktionsforpligtelser og fremgår således på listen over non-annex I lande USA USA er verdens største økonomi (IEA, 2009) og derfor også en stor udleder af drivhusgasser. Landet var indtil 2007 det mest CO 2 -forurenende land i verden, og spiller derfor en afgørende rolle når en international klimaaftale skal vedtages. Siden den demokratiske repræsentant, Barack Obama, tiltrådte som præsident i 2008 har klimasituationen for USA taget en positiv drejning. Barack Obama ønsker, at USA s energipolitik skal redde klimaet, skabe økonomisk udvikling og mindske energiafhængigheden fra Mellemøsten (Europa-kommissionen, 2009). Specielt USA's afhængighed af olie fra de mellemøstlige lande har der igennem lang tid hersket enighed om at få reduceret, hvilket giver anledning til et mere positivt syn på et globalt klimasamarbejde. USA's villighed til at indgå i en global aftale afhænger dog især af Kina og Indiens deltagelse, fordi disse to lande i fremtiden vil komme til at stå for mere end halvdelen af verdens udledning (IEA, 14

21 2009). Desuden er USA bange for at miste store konkurrencemæssige fordele såfremt landet vælger at indgå i en klimaaftale mens Kina og Indien vælger at stå udenfor. Klimaproblematikken drejer sig derfor i høj grad om hvorvidt USA skal satse på at være en frontfigur i forhold til klimadebatten eller om landet skal værne om sin økonomiske supermagtposition. USA er et Annex I land og har ratificeret klimakonventionen men kun underskrevet Kyotoaftalen. Landet har således ikke indgået en bindende aftale om at skulle nedbringe udledningen af drivhusgasser til et bestemt niveau EU-27 Klimadebatten har en særlig afgørende betydning for Europa hvilket i høj grad skyldes, at Europas betydning på det internationale marked langsomt er ved at forsvinde. EU's økonomi har gennem de sidste 40 år ikke gennemløbet samme positive udvikling som økonomien i USA og i særdeleshed Asien (IEA, 2009) og derfor har EU brug for succes for ikke at blive en dværg i verdensbilledet (Kongstad J, 2010). Ønsker Europa i fremtiden at bevare dets internationale styrke, er det nødvendigt at opbygge deres egne specialiseringsområder samt konkurrencemæssige fordele (Kok W., 2004), hvilket er grunden til at klimaproblematikken er blevet et særdeles vigtigt omdrejningspunkt for Europa. EU forsøger at vinde styrke ved at fremstå som en frontfigur i den internationale klimadebat. Dette ses blandt andet ved unionens mål om, at udledningen af drivhusgasser skal være reduceret med 20% i 2020, at de vedvarende energikilder skal udgøre 20% af den samlede energiproduktion i 2020 samt at forbruget af energi skal være reduceret med 20% i 2020 via øget energieffektivitet (European Commission, 2009). Yderligere har unionen allerede afprøvet kvotesystemsordningen. På trods af at EU allerede har stabiliseret dets udledning af CO 2 - jf. figur og samtidig udleder langt mindre end både Kina og USA tillægges etableringen af en international aftale alligevel en særdeles stor betydning. Dette kan formodentligt i høj grad skyldes de fordele som landet allerede har opbygget inden for grøn teknologi (Kok W., 2004). Europa ønsker at bygge deres fremtidige vækst op omkring miljømæssig bæredygtighed som kan give mulighed for nye investeringsmuligheder og større konkurrencemæssige fordel som følge af en mere effektiv udnyttelse af ressourcer. Alle EU har samlet ratificeret klimakonventionen og Kyotoaftalen. Kyotoaftalen forpligter EU til at reducerer udslippet af drivhusgasser med 8% ved udgangen af 2012 (Klima og energiministeriet) Rusland Rusland er verdens tredjestørste CO 2 -udleder hvilket i høj grad skyldes, at landet har mange store industrier baseret på naturressourcer, hvilket er forbundet med store skadeseffekter på miljøet. Rusland er på grund af landets geografiske størrelse rigt på naturressourcer (Udenrigsministeriet). 15

22 Landets økonomi afhænger således i høj grad af råvarer (olie og gas) og økonomien er således meget følsom overfor svingninger i verdensmarkedspriserne på energi. Siden 1990 har Rusland haft en høj økonomisk vækst som følge af høje energipriser, og landet er ikke villig til at sætte denne vækst over styr til fordel for en global klimaaftale. Rusland har desuden en stor industri indenfor skovbrug og træproduktion hvilket er en af de store CO 2 -udledende sektorer. Dette faktum peger derfor yderligere i retningen af, at landet ikke ønsker at deltage i et internationalt klimasamarbejde ligesom landets beskedne erfaring med grøn teknologi heller ikke bakker op om den globale aftale. Trods mange modargumenter for indgåelse af en klimaaftale kan der alligevel spores en positivitet hos Ruslands regering. Dette skyldes de forholdsvis strenge miljøkrav som egentlig gør sig gældende for landet, men som aldrig er blevet gennemtvunget. Ved at indgå i en global aftale ville landet således sikre sig at miljøkravene blev en realitet. Rusland har både ratificeret klimakonventionen og Kyotoaftalen og har forpligtet sig til at stabilisere deres udledning på 1990-niveau (Klima og energiministeriet) Indien Indien var i 2007 verdens fjerde største udleder af drivhusgasser. Det forventes dog at landet vil blive en af fremtidens største CO 2 -udledere på grund af den udviklingsproces som landet for øjeblikket gennemløber indenfor både befolkningstilvækst og velstand. For øjeblikket er Indien verdens næst mest folkerige land og landets årlige økonomiske vækst på 7% placerer landet som en af verdens hurtigst voksende økonomier (Udenrigsministeriet). Industrisektoren udgør lidt under 30% af BNP og denne sektor er en stor udleder af drivhusgasser. Fra et samfundsmæssigt synspunkt vil det derfor være vigtigt, at få Indien med i en global aftale, men såfremt en sådan aftale vil hæmme Indiens udviklingsmuligheder ønsker landet ikke at deltage. Der kan derfor argumenteres for, at Indien befinder sig i samme position som Kina. Inden klimatopmødet i København fandt sted indgik de to lande aftaler om at koordinerer forhandlingsgrundlaget hvilket også er sket i forbindelse med andre klimaforhandlinger (Udenrigsministeriet). Trods det negative udgangspunkt kan der alligevel spores en mere positiv tilgang til en global aftale hvilket blandt andet skyldes Indiens sårbarhed overfor klimaforandringerne. Naturkatastrofer kan medføre store omkostninger for specielt landbrugssektoren som beskæftiger en stor del af Indiens befolkning. Ligeledes kan Indiens øgede fokus på at inddrage vedvarende energikilder i landets fremtidige økonomistrategier samt de fleksible mekanismers (CDM) mulighed for at opnå økonomisk støtte fra de industrialiserede lande via etablering af energivenligt kapitalapparat være et optimistisk tegn (Business India Intelligence, 2009). Indien har både ratificeret klimakonventionen 16

23 og Kyotoaftalen men landet er ikke underlagt bindende reduktionsforpligtelser og fremgår således på listen over Non-Annex I lande (UNFCCC). 3.3 Fremtidens globale klimaaftale Eksperter er enige om, at en global CO 2 -kvotepris er en nødvendighed for, at en international aftale skal føre til resultat. Klimaproblematikken kan kun løses i en kombination med tilstrækkelig prissætning og regulering samt medvirken fra alle lande i tæt koordination (Callesen, 2009). Høje og forudsigelige CO 2 -priser vil skabe et incitament til at investere i grøn teknologi. Desuden har prissignaler tydeligvis haft en effekt på udledningen hvilket eksempelvis kommer til udtryk via USA's højere energiforbrug sammenlignet med Europa hvor afgifter og kvoteordninger har forårsaget en højere energipris. Foretages der udelukkende regionale miljøtiltag, kan det resulteret i konkurrenceforvridning på det globale marked hvilket vil give anledning til nye handelskrige og statsstøtteordninger, og være årsag til at der opstår et kapløb blandt landene om at foretage sig mindst muligt for på den måde at minimere omkostningerne (Callesen, 2009). Landene vil således forsøge, at gøre alt billigst muligt frem for bedst muligt fordi det i bund og grund handler om at drive forretning og skabe afkast. Et globalt tiltag vil forhindre et sådan kapløb, idet alle virksomheder konkurrencemæssigt stilles ens og reduktionsomkostningerne derfor kan sendes videre til forbrugeren (Callesen, 2009). For at en international aftale kan falde på plads er det en nødvendighed, at klimadebatten bliver mødt af en politisk villighed og med et ønske om at give økonomisk opbakning. Blandt de internationale aktører vil det være vigtigt, at både Kina, USA, EU, Rusland og Indien deltager i den globale aftale. USA's deltagelse skyldes i høj grad landets store CO 2 -udledning og økonomisk størrelse. Samtidig vil en global aftale uden USA sandsynligvis resulterer i lavere kvotepriser som følge af landets høje efterspørgsel efter CO 2 -kvoter. Kinas deltagelse vil ligesom USA være meget vigtig. Dette skyldes landets høje og stærkt stigende CO 2 -udslip, den befolkningsmæssige størrelse samt den rolle Kina spiller overfor øvrige udviklingslande som i fremtiden forventes at gennemgå en industrialiseringsproces. På trods af EU's evne til allerede at have stabiliseret CO 2 -udslippet jf. figur3.1, vil det alligevel være vigtigt, at unionen deltager som følge af det store absolutte udledningsniveau samt på grund af unionens størrelse og førende position indenfor grøn teknologi (Kok W., 2004). Vigtigheden i Indiens deltagelse skyldes i høj grad den stærkt stigende trend i landets udslip af drivhusgasser som følge af landets udviklingsproces, mens Ruslands deltagelse i høj grad skyldes, at landet inden for energi på nuværende tidspunkt har en CO 2 - udledning per indbygger samt CO 2 -udledning per BNP som ligger højere end OECD landenes gennemsnit (IEA, 2009). 17

24 Kapitel 4: Problematikken omkring etablering af en global aftale For at forstå hvorfor der på nuværende tidspunkt ikke er indgået globalt bindende reduktionsforpligtelser, vil nedenstående afsnit gøre rede for den problematiske situation landende står overfor, når de skal beslutte hvorvidt de vil binde sig til en reduktionsforpligtelse eller ej. 4.1 Klimaet i et økonomisk perspektiv Klimadebatten er relevant for alle verdens lande. Grunden hertil er, at klima er et kollektivt gode som alle kan have glæde af. Folk kan ikke fritages rettigheden til at forbruge frisk luft eller rent vand (ikke-ekskluderbart) ligesom en persons forbrug af frisk luft eller rent vand ikke vil udelukkende en anden persons forbrug af de samme goder (ikke-rivaliserende). Forbruget af jordens klima vil dog ofte have konsekvenser for andre mennesker end selve forbrugeren, og da markedet ikke registrerer disse konsekvenser opstår der markedsfejl. Markedsfejl opstår når der ikke sker en korrekt værdifastsættelse og effektiv allokering af markedsressourcerne (OECD, 1994). Miljømæssige markedsfejl kan ofte tolkes som eksternaliteter. Eksternaliteterne kan både være positive og negative men hentyder ligegyldig retningen til, at markedsprisen ikke reflekterer den reelle pris på varen. Miljømæssige markedsfejl vil ofte tage form som en negativ eksternalitet fordi CO 2 - udledende aktører ikke tager højde for de omkostninger som er forbundet med forurening og dermed nedbrydelse af miljøet. Forurening, herunder udledning af CO 2, kan endvidere kategoriseres som en global eksternalitet, idet udledning af drivhusgasser et sted i verden vil påvirke klimaet over hele kloden. Det land som foretager udledningen vil for det første ikke mærke konsekvensen med det sammen, ligesom det ikke direkte vil blive konfronteret med den fulde omkostning som udledningen kan medføre. Klimaproblematikken drejer sig derfor i vid udstrækning om at få værdiansat og inddraget de omkostninger som er forbundet med udledning af CO 2. Da CO 2 -udledningen kan anses som en global negativ eksternalitet, vil det være i de enkelte landes interesse at få etableret et internationalt samarbejde. Antagelsen om at klima og herunder CO 2 -udledning er et offentligt gode vil yderligere støtte op om etableringen af et globalt samarbejde. Dette skyldes den såkaldte free-rider problematik som karakteriseres ved, at et land ikke påtager sig de fulde omkostninger for noget som landet alligevel vil få glæde af. Idet der er omkostninger forbundet med at skulle indføre CO 2 -restriktioner kunne det meget vel tænkes, at nogle lande vil benytte sig af muligheden for et free-ride. 18

25 4.2 Spilteori I forbindelse med en mere teoretisk belysning af den vanskelige situation landende står overfor i forhold til at træffe beslutninger på det klimapolitiske område, vil spilteorier være relevant at tage i anvendelse. Spilteorier er et teoretisk analyseværktøj som forsøger at forklare hvorfor forskellige aktører/spillere handler som de gør i givne situationer. Udgangspunktet for spilteorien er antagelsen om, at de enkelte aktører handler økonomisk rationelt og at hver spiller således forsøger at maksimere egen fortjeneste. Hver spiller foretager et strategisk valg som kræver at spilleren er bevidst om egne og andres muligheder samt spillernes indbyrdes afhængighed. Der handles derfor ikke blot ud fra egne betragtninger, men også ud fra hvordan den enkelte spiller påvirkes af omverdenen samt de øvrige spilleres handlinger. Ofte kategoriseres de enkelte spil derfor under hensyntagen til om spillerne træffer deres valg simultant eller sekventielt, om forhandlingsaktørerne har adgang til fuld information og dermed på forhånd kender de enkelte aktørers payoff, samt om forhandlingerne drejer sig om en engangsbeslutning eller bygger på gentagende forhandlinger (Hanley N. et al, 1997). Karakteristisk for alle spil er at de består af et givent antal spillere, som kan vælge mellem et givent antal strategier. Spillernes strategiske valg vil i sammenspil med andre spilleres strategiske valg fører til et payoff. Under antagelse om økonomisk rational adfærd vil hver spiller træffe det strategiske valg som fører til det mest fordelagtige payoff Fangens dilemma Kompleksiteten af de klimapolitiske forhandlinger kan i vidt omfang illustreres ved hjælp af den kendte teori om fangens dilemma. Fangens dilemma går i sin enkelthed ud på at to aktører uafhængigt af hinanden træffer et strategisk valg, som vil maksimere deres payoff. Forudsætningerne for fangens dilemma er, at landene træffer deres valg simultant, samt der hersker fuldkommen information. Både land A og land B ved altså hvad payoffet for både dem selv og det andet land vil være ved de forskellige udfald. Problematikken vedrørende etablering af en global aftale, kan illustreres ved at analysere en situation hvor to lande land A og B står overfor at skulle indgå en fælles klimaaftale. Både land A og land B står overfor valget om enten at deltage i aftalen og dermed begrænse deres CO 2 -udslip eller lade være. Da udledning som tidligere nævnt påvirker og skader på tværs af landegrænser, vil det 19

26 påvirke begge lande, hvis blot ét af landene vælger ikke at deltage i aftalen. Det vil altså være i begge parters interesse at den anden part vælger at indgå i aftalen. Tabel 4.1: Payoff for forskellige udfald af klimaforhandlinger Land A\Land B Deltage Ikke deltage Deltage (50,50) (-40,60) Ikke deltage (60,-40) (-30,-30) Kilde: Hanley N. & Shogren J.F. & White B., 1997 Landenes payoff er for hvert udfald repræsenteret som to tal angivet i en parentes jf. figur 4.1. Payoff for land A er angivet først i parentesen og for land B sidst i parentesen. De forskellige payoffs beskriver de gevinster eller omkostninger som landene vil opleve i forbindelse med hvert udfald. I en klimamæssig sammenhæng vil der således både være omkostninger og gevinster forbundet med at deltage i en global reduktionsforpligtende aftale, ligesom der vil være omkostninger og gevinster forbundet med at ikke at deltage. Et negativt tal indikerer, at landet vil opleve flere omkostninger end fordele, hvis dette udfald bliver en realitet. Omkostningerne ved ikke at indgå i aftalen består både af direkte og indirekte omkostninger. De direkte omkostninger vil blandt andet opstå i forbindelse med, at skulle udbedre eller tage højde for den skade som CO 2 -udledningen kan medføre. De indirekte omkostninger vil for eksempel være forringet adgang til ren luft som følge af at træernes fotosyntese ikke kan omdanne alt den udledte CO 2. Den globale temperaturstigning, som vil være en konsekvens af yderligere CO 2 -udledning, kan derfor betragtes som en indirekte omkostning. De direkte omkostninger forbundet med deltagelse i en global aftale vil være omkostninger til oprettelse af nye og mindre udledningstunge produktionsmetoder samt omkostninger i forbindelse med implementeringen af systemet og lignende. Gevinsterne ved deltagelse vil selvsagt være et bedre klima samt de omkostninger som er sparet ved ikke at skulle rette op på de skader udledningerne har forårsaget. Af figur 4.1 fremgår det, at såfremt land A vælger at reducere sit CO 2 -udslip mens land B vælger ikke at reduceres sit, vil land B opnå en netto gevinst på +60 mens land A vil opnå et netto tab på 40. Land Bs store gevinst skyldes, at landet ikke pålægges omkostninger forbundet med pålæggelsen af CO 2 -restriktioner og desuden får glæde af den CO 2 -reduktion som land A foretager. Modsat vil land A blive pålagt omkostninger forbundet med indførselen af CO 2 -restriktioner og samtidig 20

27 opleve nogle af de indirekte omkostninger som følger af land Bs manglende reduktion. På tilsvarende måde vil land A opnå en netto gevinst på +60, mens land B vil opnå et netto tab på 40, såfremt land B vælger at reducere landets CO 2 -udledning og land A ikke vælger at gøre tilsvarende. De store forskelle i landenes udfald skyldes antagelsen om, at klimaet er et offentligt gode hvilket netop er grunden til den såkaldte free-rider problematik. Vælger et land at stå uden for den globale aftale, som alle andre lande er en del af, vil det pågældende land kunne spare alle omkostningerne forbundet med at blive pålagt CO 2 -restriktioner, men stadig få glæde af et renere miljø. Fra en samfundsmæssig betragtning fremgår det af tabellen, at det størst mulige payoff vil fremkomme såfremt begge lande vælger at begrænse deres CO 2 -udslip og dermed deltage i den globale aftale. I det tilfælde vil den samlede netto gevinst være Er det derimod kun ét land som vælger at begrænse CO 2 -udslippet, som følge af deltagelse i den globale klimaaftale, vil det samlede payoff blive reduceret til +20. I den værst tænkelige situation, hvor begge lande vælger ikke at begrænse deres CO 2 -udslip, vil det samlede udfald udgøre et netto tab for samfundet på 60. På trods af, at det bedste og mest oplagte payoff opstår såfremt begge lande vælger at deltage i den globale og reduktionsforpligtende aftale, er dette udfald ifølge spilteorien ikke særlig sandsynligt. Vælger land A at reducere sit CO 2 -udslip, som følge af deltagelse i en global klimaaftale, vil land Bs foretrukne strategi være ikke at deltage i den globale aftale. Dette skyldes at land B kan opnå et netto gevinst på +60 ved ikke at deltage i aftalen, mens landet kun kan opnå en netto gevinst på +50 ved at deltage i aftalen. Vælger land A derimod ikke at deltage i den globale aftale vil land B stadig foretrække ikke at reducere sit CO 2 -udslip fordi et netto tab på 30 vil være mere ønskværdigt end et netto tab på 40. Ligegyldig hvad land A gør, vil land B altså vælge ikke at deltage i den globale aftale. Land Bs dominerende strategi vil derfor være ikke at deltage. Tilsvarende ræsonnement gælder for land A, hvis dominerende strategi ligeledes vil være ikke at deltage. Udfaldet af forhandlingerne vil derfor blive, at begge lande vælger ikke at deltage ( 30, 30), idet landene træffer deres valg ud fra deres respektive dominerende strategier. Der vil altså ikke blive indgået en global aftale. Som det fremgår af figur 4.1 vil dette udfald ikke være optimalt for hverken land A eller B individuelt, men heller ikke for samfundet. Det samfundsmæssige dårlige udfald ( 30, 30) kendetegnes også som spillets Nash ligevægt. 21

28 4.2.2 Nash ligevægt En Nash ligevægt angiver det udfald som opstår, når spillerne vælger strategi således, at hver spiller træffer det valg som vil give det mest fordelagtige payoff givet modstanderens valg. En Nash ligevægt er således kendetegnet ved, at ingen af spillerne har incitament til at ændre deres forudsete valg, idet dette valg netop er det bedste spillerne kan træffe, givet de øvrige spilleres valg. Såfremt et spil består af et endeligt antal spillere samt et endeligt antal udfald, vil der altid forekomme mindst én Nash ligevægt (Hanley N. et al, 1997). Nash ligevægten er et stærkere ligevægtsbegreb end ligevægten baseret på dominerende strategier, og Nash ligevægten vil således udgøre spillets udfald ligegyldig om landene har en dominerende strategi eller ej. I den følgende gennemgang vil det fremstå at udfaldet i ovenstående spil (ingen af landene vil deltage) også vil fremstå som spillets Nash ligevægt. Nash ligevægten kan udledes ved først at tage land A og derefter land B i betragtning. For land A findes de handlinger, som vil føre til det største payoff i tilfælde af land Bs forskellige handlinger. For land B findes ligeledes de handlinger, som vil føre til det største payoff i tilfælde af land As forskellige handlinger. Af tabel 4.1 fremgår det at både land A og land B vil vælge ikke at deltage ligegyldig handlingen hos det andet land. Nash ligevægten vil derfor blive at begge lande undlader at begrænse deres udslip. Ud fra spilteorierne kan det konkluderes, at der opstår et kapløb blandt landene om at handle strategisk optimalt og dermed foretage sig mindst muligt, idet gevinsten ved ikke at deltage vil være større end ved at deltage. Spilteorien viser, at et land vil være bedst stillet ved ikke at bidrage til den globale reduktion af drivhusgasser forudsat, at alle andre lande bidrager. Konsekvensen heraf er netop at en free-rider adfærd vil være optimal for landene og der således ikke skabes incitament til at deltage i aftalen. Free-rider problematikken skyldes teoretisk set manglen på en overnational myndighed. De globale klimapolitiske forhandlinger er kendetegnet ved, at de i modsætning til de fleste politiske forhandlinger ikke har en overordnet beslutnings instans. Forhandlingerne har altså ingen overordnet verdensregering som varetager hele verdens interesser, og som har mulighed for at gennemtvinge forslag som vil gavne hele verden. Selvom der er oprette et internationalt klimaorgan, UNFCCC, har dette organ ikke beføjelser til at tvinge lande til deltagelse. 22

29 4.2.3 Kritik af spilteorien Spilteorierne bygger i høj grad på antagelsen om individuel økonomisk rationalitet hvilket sandsynligvis ikke altid gør sig gældende i virkeligheden. Landene handler ikke udelukkende økonomisk rationelt, men ofrer nogle af deres egne interesser til fordel for klodens bedste. For eksempel arbejder EU hårdt på at få etableret et globalt klimasamarbejde, selvom CO 2 -restriktionerne vil pålægge EU mange økonomiske omkostninger. EU s villighed til at ofre egne interesser skyldes ikke alene deres ønske om at forbedre verdensklimaet, men i høj grad også den styrke som EU kan opnå på det internationale marked i form af at være en førende aktør inden for miljøområdet jf. afsnit Landenes villighed til at ofre egne fordele vil derfor ofte være forbundet med muligheden for at opnå fordele inden for andre områder. Antagelsen om, at der foreligger fuldkommen information om de forskellige udfalds payoff gør sig ikke gældende i en klimamæssig sammenhæng. Dette skyldes blandt andet den store usikkerhed forbundet med de klimamæssige konsekvenser af udledning. Samtidig er det også vanskeligt, præcist at estimere de omkostninger et land vil opleve i forbindelse med en begrænsning af deres udledning. Antagelsen om at landene er ubekendte med hinandens holdninger er ligeledes svær at finde pålidelige argumentation for. Den offentlige debat samt diskussionerne i forbindelse med tidligere forhandlinger synliggør i vid udstrækning de forskellige landes synspunkter. De forhandlinger som verdens lande står overfor kan derfor anses som et spil, som spilles med åbne kort og hvor hvert land har mulighed for at inddrage eksisterende viden i forbindelse med dets beslutning. Anvendelsen af fangens dilemma, til belysningen af klimadebattens kompleksitet, er desuden ikke helt fordelagtigt. Dette skyldes blandt andet at fangens dilemma bygger på antagelsen om at landene træffer deres valg på samme tid. I realiteten er dette ikke nødvendigvis tilfældet. Eksempelvis besluttede EU lang tid før mange andre lande at deltage i en international klimaaftale. Antagelsen om at fangens dilemma er et ikke-kooperativt spil er yderligere en betragtning som gør spilteorien mindre forenelig med virkelighedens klimaforhandlinger. 4.3 Delkonklusion Spilteorierne har beskrevet den problematiske situation som verden står overfor i forbindelse med at skulle indgå en global aftale med bindende reduktionsforpligtelser. Grunden til at der på nuværende tidspunkt ikke er indgået en global aftale skyldes ifølge spilteorierne, at der er større gevinst 23

30 forbundet med ikke at forpligte sig såfremt de andre forpligter sig - samt at landene handler økonomisk rationelt og således vil træffe deres valg på baggrund af egne interesser frem for på baggrund af samfundets interesser. Klimaproblematikken og de samarbejdsproblemer den bærer præg af, er således identisk med en lang række andre situationer, hvor økonomiske spillere kan drage fordel af et samarbejde, men hvor problemet ligger i at få etableret samarbejdet. Et eksempel kan være karteller. På grund af spilteoriernes antagelser, som ikke altid gør sig gældende i virkeligheden, kan det dog diskuteres hvorvidt spilteorierne givet et unødig forværret billede af situationen. Spørgsmålet om hvorfor der på nuværende tidspunkt foretages regionale tiltag kan spilteorierne ikke give nogen forklaring på. De økonomiske begrundelser for udarbejdelsen af forskellige regionale CO 2 -reudktioner må i stedet findes i politikernes forventninger om, at omverdenen før eller siden vil reagerer med tilsvarende tiltag, på grund af det pres som de regionale tiltag medfører. En anden begrundelse er at landene kan se muligheden i at opnå et forspring i forhold til verdens øvrige lande dette gør sig eksempelvis gældende for EU. 24

31 Kapitel 5: Reduktionsforpligtelsernes konsekvenser Følgende afsnit vil belyse de problemer som kan opstå som følge af at der ikke opnås enighed om en global aftale. Afsnittet vil belyse konsekvenserne af asymmetriske miljøreguleringer mellem landene. Indledningsvis vil konsekvenserne for det enkelte land blive belyst. Senere vil effekterne på den globale udledning blive analyseret. 5.1 Velfærdskonsekvenser af reduktionsforpligtelser For at beskrive hvilke konsekvenser det vil have for hjemlandet at blive pålagt reduktionsforpligtelser, tages der udgangspunkt i en mikroøkonomisk analyseramme. Analysenrammen vil afspejle landets udledningsintensive produktion, og formålet vil være at beskrive de konsekvenser reduktionsforpligtelser vil have for et lands producenter og forbrugere af udledningsintensive varer. I den forbindelse gøres der en antagelse om, at der eksisterer en proportional sammenhæng mellem udledningsintensivproduktion og CO 2 -udledning. Når et land pålægges reduktionsforpligtelser betyder det som udgangspunkt, at landet pålægges et krav om, at skulle begrænse dets udledning af drivhusgasser til et fastsat niveau. Der tages således udgangspunkt i, at virksomhederne ikke har mulighed for at købe flere kvoter i udlandet. Det antages desuden, at landet ikke har mulighed for at foretage nogen form for omlægning af dets produktion fra udledningstung til mere miljørigtig for på den måde at begrænse udledningen. Ud fra denne forudsætning samt antagelsen om at der eksisterer en proportional sammenhæng mellem udledningsintensiv produktion og CO 2 -udledning, vil en reduktionsforpligtelse kunne anses at have samme effekt som en direkte begrænsning af produktionen. Det er derfor muligt at analysere velfærdskonsekvenserne for hjemlandet inden for de teoretiske rammer for produktionskvoter. Figur 5.1: Konsekvenser og velfærdseffekter af reduktionsforpligtelser for et lukket land Kilde: Egen tilvirkning med inspiration fra Baldwin R. & Wyplosz C.,

32 I et land uden reduktionsforpligtelser vil landet stå overfor efterspørgsels- og udbudskurverne D og S. I udgangssituationen vil markedet være i ligevægt ved produktionsmængden Q 0 og prisen P 0 (punkt A). Når landet pålægges reduktionsforpligtelser vil landets CO 2 -udledning blive begrænset til produktionsmængden Q 1 (illustreret ved den lodrette stiplede linje). Efter mængden Q 1 er det ikke tilladt for landet at udbyde mere, da det i så fald vil overskride den tilladte CO 2 -udledning. Udbudskurven efter Q 1 er derfor lodret. Udbudskurven efter reduktionsforpligtelsernes indførsel er således illustreret ved den knækkede udbudskurve S. Den nye ligevægt vil findes i punkt B, hvor den udbudte mængde vil være faldet fra Q 0 til Q 1 og prisen steget fra P 0 til P 1. Konsekvenserne af reduktionsforpligtelser vil være et tab for forbrugerne på grund af den højere pris og den mindre mængde. Det tabte forbrugeroverskud illustreres ved arealet a + b. Producenterne i landet vil derimod vinde arealet a, på grund af den højere pris, men vil samtidig tabe arealet c på grund af den mindre producerede mængde. Det samlede velfærdstab vil derfor udgøre arealet b og c. På trods af dette dødvægtstab, fremgår det dog af figur 5.1, at reduktionsforpligtelsen har haft den ønskede miljøeffekt. CO 2 -udledningen er blevet mindsket med mængden Q 0 Q 1. En forudsætning for ovenstående er, at der er tale om et lukket land, hvor forbrugerne i landet ikke har mulighed for at opveje prisstigningen ved at købe udenlandske produkter. Samtidig er det en forudsætning, at der ikke findes substitutter til de energiintensive produkter, således at forbrugerne blot kan vælge andre produkter når prisen stiger Udbudskurven Der er imidlertid flere faktorer som gør, at landets udbudsfunktion ikke er helt så enkel som illustreret i figur 5.2. I virkeligheden har de enkelte lande mulighed for at udlede mere end landets fastsatte grænse, hvorfor udbudskurven aldrig vil blive lodret. Samtidig er der forhold som betyder, at omkostningerne vil stige alene som følge af indførslen af det reduktionsforpligtende system hvorfor udbudskurvens placering ligeledes vil ændres. Betydningen for udbudskurvens hældning vil blive beskrevet nedenfor. Opgavens tidligere afsnit har forklaret hvordan aftalens deltagende parter har forskellige muligheder i forbindelse med at nå deres mål for reduktion af CO 8 2. Ved at gøre brug af de fleksible mekanismer, har et land mulighed for, at tilegne sig en større udledning, hvorfor landet ikke nødvendigvis er nødsaget til at begrænse sig til det fastsatte niveau. Samtidig er det, for de fleste af landets 8 Der henvises til afsnit

33 virksomheder muligt at mindske CO 2 -udledningen i forbindelse med produktionen ved for eksempel at investere i et mere miljørigtigt produktionsapparat. Begge alternativer vil imidlertid være forbundet med øgede omkostninger, men vil have forskellig betydning for hvornår og hvordan de påvirker udbudsfunktionen. På grund af muligheden for køb af CO 2 -kreditter i udlandet kan der argumenteres for, at udbudskurven ikke bliver helt lodret. Udbudsfunktionens hældning vil derimod øges når produktionsmængden som svarer til den tilladte udledning nås. Efter den fastsatte produktionsmængde vil de marginale omkostninger for landets virksomheders være højere, idet virksomhederne vil være nødsaget til at købe den ekstra udledning såfremt de ønsker at øge produktionen af udledningsintensive varer mere end denne mængde. Dette er illustreret i Figur 5.2 nedenfor. Figur 5.2: Reduktionsforpligtelsens effekter på udbudsfunktionen Udbudskurven S repræsenterer udbuddet af udledningsintensive varer uden reduktionsforpligtelser. S illustrer udbudskurven efter reduktionsforpligtelserne. Knækket på S illustrerer således effekter af de fleksible mekaniser. Et andet forhold som ikke vil påvirke udbudsfunktionens hældning, men derimod placeringen af den, er de omkostninger virksomheden vil opleve i forbindelse med indførslen af reduktionsforpligtelser. Omkostningerne vil i nogen grad være engangsudgifter i forbindelse med eventuelle køb og implementeringer af forskellige registrerings- og kontrolsystemer, men også en generel forøgelse af virksomhedernes omkostninger. Disse omkostninger er blandt andet forbundet med både kontrol af udledningen, administrationsopgaver i forbindelse med indberetning til de ministerier som varetager opgaven i landet, samt eventuelt øvrige administrative opgaver. Omkostningerne kan samlet set forklare løftet i udbudskurven fra S til S jf. figur 5.2. Foruden at påvirke udbudskurvens placering kan der også argumentere for, at investeringerne vil påvirke hældningen på udbudskurven inden knækket. Der kan således argumenteres for, at landets virksomheder vil foretage flere udledningsbegrænsende tiltag jo nærmere landet kommer på den fastsatte grænse. Udbudsfunktionen ville i så tilfælde blive mere stejl allerede inden grænsen er nået. 27

34 5.2 Konsekvens af regionale reduktionsforpligtelser Til at belyse hvilke konsekvenser en regional reduktionsforpligtelse vil medføre, vil en isoleret analyse af det reduktionsforpligtede land imidlertid ikke være tilstrækkelig. Dette skyldes den mulighed landene har for at importere de udledningsintensive varer fra udlandet, når priserne i deres eget land stiger. Landenes mulighed for samhandel bevirker at en regional reduktionsforpligtelse ikke nødvendigvis begrænser den globale CO 2 -udledningen med reduktionsforpligtelsens fulde størrelse. Denne problematik er også kendt som carbon leakage og vil blive belyst ud fra en simpel tre diagrams model. Den mikroøkonomiske 3 diagrams model beskriver udbud, efterspørgsel og ligevægtsforhold for handlen med udledningsintensive varer i henholdsvis det regulerede og ikke-regulerede land samt hele verden jf. figur 5.3. Da det kun er handlen med udledningsintensive varer som tages i betragtning vil analysen se bort fra den effekt som reduktionsforpligtelserne måtte have på ikkeudledningsintensive varer. Det forudsættes, at der eksisterer et proportionalt forhold mellem udledningsintensiv produktion og CO 2 -udledning. Derudover antages det, at begge lande er store nok til at påvirke verdensmarkedsprisen ved ændringer i deres udbud og efterspørgsel. Verdens samlede udbuds- og efterspørgselskurve er opnået ved horisontal aggregering af det regulerede og ikkeregulerede lands individuelle udbud- og efterspørgselskurver. Figur 5.3: Effekter af reduktionsforpligtelser i en åben økonomi Hjemland Udland Verden Kilde: Egen tilvirkning med inspiration fra Baldwin R. & Wyplosz C., 2009 Analysen tager udgangspunkt i, at hjemlandet pålægges reduktionsforpligtelser, mens udlandet ikke pålægges forpligtelser. Inden reduktionsforpligtelserne pålægges, vil verdensmarkedsprisen for udledningsintensive varer være givet ved P w0. En regional indførsel af reduktionsforpligtelser vil bevirke at produktionsomkostningerne for hjemlandets producenter vil stige jf. afsnit Grafisk 28

35 set vil dette betyde, at hjemlandets udbudskurve forskydes fra S til S svarende til størrelsen af virksomhedernes øgede omkostninger. Den umiddelbare konsekvens heraf vil være, et underudbud af hjemlandets udledningsintensive varer, hvorfor prisen på disse varer vil stige indtil ligevægtspunktet mellem hjemlandets udbuds- og efterspørgselskurve igen er opnået (P W0 til P 1 ). Antagelsen om at hjemlandet er stort nok til at påvirke verdensmarkedsprisen, betyder at verdensmarkedsprisen ligeledes vil stige som følge af hjemlandets reducerede udbud af udledningsintensive varer. Rent grafisk illustreres dette som en forskydning i den aggregerede udbudskurve fra S W til S W. Idet påvirkning i verdensmarkedsdiagrammet kun opstår som en afledt effekt af ændringerne på hjemmemarkedet, vil forskydningen i udbudskurven kun være halvt så stort som effekten på hjemmemarkedet, hvorfor verdensmarkedsprisen kun vil stige fra P W0 til P W1. Som det fremgår af figur 5.3 vil en indførsel af reduktionsforpligtelserne bevirke, at verdens aggregerede ligevægtspunkt flytter sig fra punkt A til punkt B hvorved den samlede produktion af udledningsintensive varer reduceres med størrelsen Q 0 til Q 1. Den nye verdensmarkedspris på udledningsintensive varer (P W1 ) vil i hjemlandet være lavere end den nationale pris på udledningsintensive varer (P 1 ). Som det fremgår af figur 5.3 vil hjemlandet importere udledningsintensive varer fra det ikke-regulerede udland på grund af den lavere pris. Grafisk set vil den importerede mængde udgøre afstanden fra Q 2 til Q 3. I udlandet vil den nye verdensmarkedspris på udledningsintensive varer (P W1 ) være højere end den nationale pris (P W0 ). Prisstigningen på verdensmarkedet vil betyde at udlandet vil øge deres produktion af udledningsintensive varer fra Q U0 til Q U2. Udlandet vil eksportere den overskydende produktion (Q U1 til Q U2 ). Samlet set fremgår det, at en regional reduktionsforpligtelse både vil få betydning for det land som foretager reguleringerne men også for landet som ikke gør. En øget produktionsomkostning i hjemlandet bevirker, at både den nationale pris samt verdensmarkedsprisen vil stige. Da prisstigningen i hjemlandet vil være større end prisstigningen på verdensmarkedet vil forbrugerne i hjemlandet begynde at efterspørge udenlandske varer. Som følge heraf vil den produktionsnedsættelse som de regionale reduktionsforpligtelser medfører til en vis grad blive opvejet af stigningen i den udenlandske produktion. På trods af dette er den globale produktion af udledningsintensive varer dog faldet. Ud fra antagelsen om at der eksisterer en proportional sammenhæng mellem udledningsintensive varer og CO 2 -udledning, viser analysen, at en regional reduktionsforpligtelse ikke begrænser den globale CO 2 -udledning med reduktionsforpligtelsens fulde størrelse. Når hjemlandet pålægges reduktionsforpligtelser vil det betyde, at landet reducerer CO 2 -udslippet med en mængde svarende til Q 0 Q 2, mens den globale reduktion kun svarer til mængden Q w0 til Q w1 jf. figur 5.3. Idet afstanden mellem Q W0 og Q W1 ikke er lige så stor som afstanden mellem Q 2 og Q 0 ses det, at den globale CO 2-29

36 reduktion ikke er lige så stor som den regionale. Forskellen mellem de to reduktionsstørrelser skyldes, at udlandet har øget deres udslip af CO 2 med en mængde svarende til Q U0 til Q U2 som følge af deres øgede eksport. Idet den simple tre models analyse viser, at reduktionen fra asymmetriske reduktionsforpligtelser ikke vil opnå den fulde effekt på det globale CO 2 -udslip vil det være mere hensigtsmæssigt at indgå en global aftale med harmoniserede reduktionsforpligtelser. På den måde vil alle lande pålægges produktionsomkostninger. En grafisk illustration af globale reduktionsforpligtelser vil kunne illustreres som en forskydning i både hjemlandets og udlandets udbudskurve hvorved den aggregerede udbudsfunktion vil forskydes med den fulde produktionsomkostning Delkonklusion Det mikroøkonomiske analyseværktøj viste, hvilke konsekvenser der er forbundet med ikke at indgå en global reduktionsforpligtende aftale. På grund af landenes samhandel vil reduktionsforpligtelserne kun opnå den fulde effekt såfremt tiltagene foretages globalt. Ud fra analysen kan der argumenteres for, at regionale reduktionsforpligtelser på trods af deres begrænsede effekt på det globale CO 2 -udslip, stadig er hensigtsmæssige, såfremt det ikke lykkes at få indgået en global aftale. Analysen viste de grundlæggende økonomiske mekanismer som ligger til grund for bekymringen om at CO 2 -udslippet blot flyttes fra et miljøbegrænset land til et ikke-miljøbegrænset land frem for at blive reduceret. Den såkaldte carbon leakage problematik. Der er foretaget mange teoretiske og empiriske undersøgelser indenfor dette emne og der hersker uenighed om hvorvidt regionale miljøreguleringer overhovedet forårsager en sådan flytning (Wilson J.S., et al, 2002) 5.3 Carbon leakage I løbet af det forgangne årti har interaktionen mellem handel og miljøreguleringer dannet grundlag for utallige videnskabelige undersøgelser. Undersøgelserne har blandt andet forsøgt at belyse carbon leakage problematikken. Carbon leakage refererer til en situation, hvor et land forøger CO 2 - udslippet som følge af at et andet land er blevet pålagt strengere miljøforpligtelser. Situationen opstår når industrielle virksomheder i hjemlandet pålægges miljørestriktioner og på baggrund heraf bliver mødt af større konkurrence fra udlandet. Hypotesen er i sådanne tilfælde, at den udledningsintensive produktion i hjemlandet vil blive forflyttet til udlandet. Der sker således en omlægning af den udledningsintensive produktion fra hjemlandet til udlandet. 30

37 Produktionsomlægningen kan ske på forskellige måder, men vil ofte være tæt forbundet med landenes konkurrenceevne. Generelt bliver der i litteraturen skelnet mellem tre forskellige situationer: 1. Virksomhederne flytter deres udledningsintensive produktion til udlandet med mindre strenge miljørestriktioner, hvilket vil medføre lavere produktionsomkostninger. 2. Virksomhederne nedlægger produktionen af udledningsintensive varer i hjemlandet og importerer varerne fra lande med mindre strenge miljørestriktioner. 3. Reduceringen i energipriser som konsekvens af en lavere efterspørgsel efter udledningsintensive energikilder i de reduktionsforpligtende lande, vil give de ikkereduktionsforpligtende lande et større incitament til at undgå energieffektivisering. Overordnet set vil de tre ovenstående situationer alle referer til den negative sideeffekt som opstår når der foretages regionale klimapolitikker (Oikonomoua V. et al, 2006). Førstnævnte situation er i litteraturen kendt som Pollution Haven eller Industrial-flight. Industrial-flight hypotesen forsøger at klarlægge hvilke faktorer i hjemlandet som bevirker, at udledningsintensive industrier flyttes ud af landet mens Pollution Haven forsøger at forklare, hvordan uindustrialiserede lande kan bruge deres mindre strenge miljøkrav til at tiltrække udledningsintensive industrier (Leonard, H.J., 1988). Undersøgelserne inden for dette område antager altså en mere langsigtet betragtning fordi forandringerne vil komme til udtryk via investeringsmønstret. Resultatmæssigt er de empiriske undersøgelser inden for Industrial-flight hypotesen eller Pollution Haven ikke nået frem til en entydig konklusion (Wilson J.S. et al, 2002). Leonard (1988) konkluderer blandt andre, at der kun findes ringe eller ingen bevis for, at miljøreguleringer har en signifikant indflydelse på produktionsplaceringen. Nogle undersøgelser finder dog om end resultaterne er svage belæg for hypoteserne. Blandet andet kan nævnes Smarzynska og Wei (2001) som netop finder belæg for Pollution Haven hypotesen. Den anden situation kan ifølge Wilson, Otsuki & Sewadeh (2002) betegnes som Specialiseringshypotesen. Undersøgelser indenfor dette område forsøger at påvise hvorvidt mindre strenge miljøreguleringer vil medføre, at et land specialiserer sig i udledningsintensive industrier. Situationen refererer til en mere kortsigtet konkurrencemæssig betragtning (Reinaud. J, 2008). Undersøgelserne bygger således på, at regionale miljøreguleringer vil medføre forskelle i prisniveauerne i de udledningsintensive varer, som netop vil give anledning til en ændring i det internationale handelsmønster. Resultaterne inden for Specialiserings-hypotesen tyder, ligesom Industrial-flight og Pollution Haven, kun svagt eller slet ikke på, at svagere miljørestriktioner vil medføre øget specialisering indenfor udledningsintensive industrier. Blandt andet finder Tobey (1990) ikke belæg for at regio- 31

38 nale reguleringer har signifikant effekt på eksporten når fem udledningsintensive industrier undersøges. Wilson, Otsuki & Sewadeh (2002) nævner i deres gennemgang af tidligere undersøgelser, at Grossman og Krueger (1993) i deres analyse af Mexico heller ikke finder belæg for at mindre strenge miljøreguleringer skaber nye komparative fordele. Dog kan Low og Yeats (1992) konstatere at udviklingslande har en større mængde udledningsintensive industrier i deres industrielle eksport og at denne mængde er stigende mens den for udviklede lande er faldende. Den tredje situation omhandler den generelle makroøkonomiske prismekanisme som vil blive behandlet i afsnit 5.4 og som blandt andet Rutherford og Perroni (1993) har fundet belæg for. Videnskabens metodevalg, i forbindelse med at skulle analysere de mulige konsekvenser CO 2 - reguleringerne kan medføre, har været vidtrækkende. General Equilibrium modeller har forsøgt at belyse ændringer i handelsmønstre som følge af miljøreguleringer ved estimering af handelsflow mellem forskellige lande (Wiedmann T. et al, 2006); input-output analyser har været brugt til at undersøge ændringerne i produktionsmønsteret (Leontief W., 1970) og scenarieanalyser har forsøgt at vurderer de mulige fremtidssituationer som miljørestriktionerne kan medføre (Aldy J.E, et al, 2001). Generelt må det konkluderes at der er mange vanskeligheder forbundet med at belyse carbon leakage problematikken. Dette skyldes blandt andet, at det kan være svært at forudsige effekterne af regionale CO 2 -restriktioner på baggrund af historiske data, idet verden i dag er så dynamisk og foranderlig, at sådanne forudsigelser kan være misvisende. Yderligere har det kompliceret undersøgelserne, at landenes forskellige faktorberigelser i form af både fysisk- og menneskelig kapital stadig spiller en dominerende rolle for landets specialiseringsmønster (Wilson J.S. et al, 2002), ligesom det har vist sig vanskeligt at isolere effekterne af klimapolitikken i de statistiske undersøgelser og dermed fraskrive sig påvirkninger fra blandt andet valutakursændringer (Jiahua P. et al, 2008). Hvor carbon leakage i høj grad refererer til de negative konsekvenser af regionale miljøreguleringer er det imidlertid vigtigt at bemærke, at regionale miljøreguleringer ikke udelukkende vil være forbundet med negative effekter. Reguleringerne vil også kunne føre til omkostningsbesparelser som følge af en mere effektiv energiudnyttelse i form af ny innovation. I den forbindelse argumenterer Porter for, at regionale miljøreguleringer vil forøge konkurrenceevnen for virksomhederne i lande med høje miljøreguleringer og dermed øge deres profit (Porter M.E & van der Linde C., 1995). 32

39 Carbon leakage problematikken spiller en særdeles central rolle i klimaforhandlingerne. Etableringen af en global klimaaftale med harmoniserede CO 2 -restriktioner vil sikre, at CO 2 -udledningen ikke blot flyttes fra et land til et andet, men virkelig bliver reduceret. 5.4 Prismekanismen En metode til at nedbringe udledningen af drivhusgasser er ved at mindske brugen af udledningstunge energikilder. Det er således, i forbindelse med det øgede fokus på klimaet, blevet et mål for en stor del af de rige lande at begrænse eller omlægge brugen af fossile brændstoffer til fordel for mere miljøvenlige alternativer. Eksempelvis er ønsket i Danmark en fuldstændig afvikling af fossile brændstoffer (Klima og energiministeriet). Det er dog ikke alle lande som er nået lige langt på området. Mange lande giver på nuværende tidspunkt skattelettelser og direkte støtte til at producerer kul, naturgas og andre brændstoffer som udleder CO 2. I USA, som netop gør brug af sådanne ordninger, har Præsident Barack Obama udtalt at anvendelsen af tilskud som fremmer brugen af fossile brændstoffer skal udfases. USA's mål er at halverer udledningen af fossile brændstoffer inden 2050 (Energy-supply). Følgende afsnit vil belyse hvilke konsekvenser en udvikling mod mere bæredygtige løsninger eventuelt kan have for den globale udledning, såfremt ikke alle lande omlægger produktionen. Analysen vil forklare hvordan ændringer i efterspørgsel og pris vil blive reguleret af de frie markedskræfter og betyde, at ændringer i én verdensregion vil ændre udledningen i andre verdensregioner. I litteraturen er energiomlægningsmetoden kendt som den makroøkonomiske prismekanisme. Konsekvenserne af denne metode er ikke i ligeså høj grad som Industrial-flight, Pollution Haven og Specialiserings-hypotesen blevet undersøgt, ligesom problemet ej heller nævnes i samme grad i den offentlige debat. Problematikken består i, at efterspørgselsændringerne efter forskellige energikilder i én region vil påvirke energipriserne og betyde at efterspørgslen i andre regioner vil stige og dermed begrænse den positive udledningseffekt. Situationen vil i det følgende blive analyseret med olie. Olie er ikke den mest udledningstunge energikilde sammenlignet med for eksempel kul. Olie er derimod verdens vigtigst handlende naturressource (Linderoth H. et al, 2005) og undersøgelser har vist at netop olie vil blive påvirket af miljørestriktioner (Rutherford T.F & Perroni C., 1993). Samtidig er der flere forhold omkring både udbuddet og efterspørgslen af olie som gør netop denne energitype særligt interessant at analysere. Disse forhold behandles i nedenstående analyse. 33

40 Der tages udgangspunk i en analyseramme med to lande. De to landes totale efterspørgsel efter olie er illustreret ved den adderede efterspørgselskurve D. Det samlede udbud af olie er illustreret ved udbudskurven S. Figur 5.4: Prismekanismen - udbud og efterspørgsel på oliemarkedet Kilde: Egen tilvirkning I udgangssituationen vil der blive produceret mængden Q 0 til prisen P 0 (punkt A). For eksemplets skyld antages det i den følgende gennemgang, at land 1 helt vælger at erstatte brugen af olie med vedvarende energi eller andre energikilder hvorved land 1s efterspørgsel efter olie fuldstændig ophører. Efterspørgselskurven, som udelukkende består af land 2s efterspørgsel, forskydes fra D til D jf. figur 5.4. Det fremgår af figuren at land 2 til en verdensmarkedspris på P 0 vil efterspørge mængden Q 1 (Punkt B). Da land 2s efterspørgsel også vil udgøre den totale efterspørgsel, vil den samlede CO 2 reduktion udgøre linjestykket X 2 X 4. Ved verdensmarkedsprisen P 0 vil markedet ikke være i ligevægt på grund af et overudbud af olie hvorfor prisen vil falde indtil den nye ligevægtspris P 1 opnås (punkt C). Til denne laverer pris vil land 2 efterspørge og forbruge mængden Q 2. Den samlede CO 2 reduktion vil samlet set udgøre linjestykket X 3 X 4. CO 2 -restriktionen vil derfor være mindsket med linjestykket X 2 X 3. Reduktionen i CO 2 -udslippet som følge af land 1s omlægning af olie, vil blive mindsket af land 2s forbrugsstigning, som vil følge af prisfaldet. Effekten af en regional CO 2 -reduktion vil derfor, ikke have ligeså stor effekt globalt som nationalt. Størrelsen på priseffekten vil være afhængig af elasticiteten på både efterspørgsel og udbud af olie. I den forbindelse spiller tidshorisonten en væsentlig rolle. Med hensyn til efterspørgslen efter olie kan der argumenteres for, at den på kort sigt er meget uelastisk, fordi det på kort sigt ikke umiddelbart er muligt at omlægge olieforbruget til andre energikilder. På længere sigt har landet derimod 34

41 mulighed for at omlægge deres energisystem, hvorfor efterspørgslen vil være mere elastisk. Priseffekten vil i tilfælde af en uelastisk efterspørgselsfunktion være lille, idet prisfaldet ikke vil medføre en stor ændring af efterspørgslen. Reduktionen i CO 2 -udslippet, som følge af den laverer efterspørgsel og dermed den lavere oliepris, vil således være mindre på kort sigt end på lang sigt. Endnu større betydning for CO 2 -reduktionen har hældningen på udbudsfunktionen. Da olie er en knap ressource som ikke kan gendannes vil udbudsfunktionen med tiden antage en lodret linje, ligesom linjen vil blive stejlere i takt med, at det bliver sværere og mere omkostningsfuldt at udvinde olie fra undergrunden. Samtidig har forsyningen af olie fra de olieeksporterende lande en afgørende betydning for hvordan udbuddet og dermed prisen på olie ser ud. Hvor stor en priseffekt det vil have at udbuddet mindskes, afhænger af hvordan udbudskurven i dag antages at se ud altså hvor langt ud på det stejle stykke vi er nået. Alt andet lige vil en stejlere kurve resulterer i en større prisændring og en mindre global reduktion. Det kan være svært endegyldigt at svare på hvordan udbudsfunktionen i dag antages at se ud. Bekymringerne om den fortsatte forsyning har dog i lang tid givet udslag i oliepriserne og derfor må udbudskurven antages at være forholdsvis stejl. Med henblik på at få etableret en global klimaaftale er det tænkeligt, at de olieeksporterende lande vil forsøge at tage højde for ovenstående problemstilling og dermed forhindre de pris- og mængdeændringer som strengere miljørestriktioner eventuelt kan medføre. Det vil derfor være forventeligt, at de olieeksporterende lande ikke ønsker at bakke op om den globale aftale med bindende reduktionsforpligtelser. Prismekanismen må således antages at være en hindring for at få fastlagt en international aftale. 35

42 Kapitel 6: Reduktionsforpligtelsernes effekt på specialiseringsmønster 6.1 Handelsteori Teorien om komparative fordele opstod i 70 erne og udsprang af Adam Smidts teori om Absolutte Fordele. Adam Smidts teori beskrev fordelene ved international arbejdsdeling ved at forklare, hvordan velfærdsgevinster kan opnås, ved at lade lande specialisere sig inden for produktion af vare hvor de besidder en absolut fordel. En absolut fordel opstår såfremt ingen andre lande kan producerer varen billigere end landet selv. David Ricardo udvidede senere denne teori og konkluderede at der også kunne opnås velfærdsgevinster ved international arbejdsdeling selvom et land ikke besad nogen absolut fordel. Ricardos teori forudsagde således, at et land som ikke har absolut fordel inden for en nogen vareproduktion, bør specialisere sig i produktion af de varer, hvor landet har en komparativ fordel altså de varer som landet er mindst dårlig til at producerer. Både Adam Smiths og Ricardos teori tog udgangspunkt i at der udelukkende fandtes en produktionsfaktor, nemlig arbejdskraft. Fordelingen af de komparative fordele skyldtes derfor udelukkende forskelle i produktiviteten mellem landene. Eli Heckscher og Bertil Ohlin udvidede senere denne teori til at omfatte flere produktionsfaktorer. Ved at argumenterer for, at et lands produktionsomkostninger afhænger af landets forskellige produktionsfaktorer samt mængden heraf, konkluderede de to teoretikere, at et land på langt sigt kan opnå fordele ved at specialisere sig inden for produktion af varer, som kræver intensiv brug af landets rigelige produktionsfaktorer og importere de varer som produceres med landets knappe produktionsfaktorer. Ifølge Heckscher-Ohlins teori (H-O teorien) skyldes fordelingen af de komparative fordele således landenes forskellige faktorberigelser. 6.2 Heckscher Ohlin Miljø kan anses som en del af et lands produktionsfaktor, hvorfor Heckscher Ohlin teorien netop vil være hensigtsmæssig at benytte i forbindelse med analyse af sammenhænge mellem miljø og specialisering. Følgende afsnit vil derfor tage udgangspunk i Heckscher-Ohlin teorien. Teorien vil blive benyttet til at forklare hvordan reduktionsforpligtelserne kan påvirke fordelingen af de internationale komparative fordele. Idet de komparative fordele i indeværende opgave lægges til grund for landenes specialiseringsmønster vil denne viden senere danne baggrund for vurderingen af landenes villighed til at indgå i en global klimaaftale med bindende reduktionsforpligtelser. Efter industrialiseringen af en stor del af den vestlige verden, blev landene bevidste om en ny og væsentlig faktor som kunne yde indflydelse på de komparative fordele, nemlig den miljømæssige 36

43 faktor. De industrialiserede lande med USA i spidsen begyndte således i 1970erne at indføre forskellige former for reguleringer for at kontrollerer udledningen fra deres produktion. I den forbindelse blev problematikken om hvorvidt miljøreguleringerne i de industrialiserede lande ville påvirke den internationale fordeling af komparative fordele introduceret. Der er siden hen foretaget mange økonomiske undersøgelser med henblik på at klarlægge de potentielle handelseffekter som asymmetriske miljøreguleringer kan medføre. En stor del af undersøgelserne har taget udgangspunkt i den klassiske handelsteori og forsøger at integrere miljømæssige faktorer heri. Særligt har mange teoretikere valgt at tage udgangspunkt i H-O modellen. Teoretikerne anså i den forbindelse miljøet som en naturlig faktorberigelse på linje med øvrige produktionsfaktorer (arbejdskraft, kapital og jord). Resultatet af denne tolkning var at et miljøberiget land vil vælge at specialisere sig inden for de varegrupper som kræver et stort miljømæssigt input i produktionen. Et miljøberiget land ville således have en handelsfordel i forhold til lande som er sparsomt beriget med miljø. Under antagelse om, at de øvrige produktionsfaktorer er identiske på tværs af landegrænser, vil fordelingen af de komparative fordele derfor afhænge af landenes miljømæssige berigelse eller knaphed. De regionale miljøberigelser vil således få afgørende betydning for fordelingen af de komparative fordele i den industrielle produktion. (Leonard H.J., 1988) Forudsætninger Ved anvendelse af Heckscher Ohlins neoklassiske handelsteori er det vigtigt at være opmærksom på de forudsætninger som ligger bag teorien. I litteraturen kendetegnes H-O teorien ofte som en to faktor, to lande teori, fordi den i modsætning til de tidligere handelsteorier medtager flere produktionsfaktorer. På samme måde som Adam Smith og Ricardos teorier forudsætter H-O teorien at der hersker fuldkommen konkurrence, konstant skalaafkast og homogene produkter. Teorien antager derudover at de to landes produktionsfunktion er identisk, hvilket vil sige at de to medtagede lande benytter samme ressourcemængde til at producere et output af en given varer. Landene er således udstyret med identisk produktionsteknologi og produktivitet per indbygger. En anden forudsætning som gør sig gældende for H-O teorien er antagelsen om, at de enkelte lande er beriget med en specifik udrustning af produktionsfaktorer, og at hver varer produceres med en given faktorintensitet. Desuden tillader H-O modellen at faktorerne kan bevæge sig frit inden for det enkelte land, mens dette ikke lader sig gøre internationalt. To lande kan altså ikke udveksle faktorer, men kun handle med færdigvarer. Ifølge H-O teorien udspringer et lands komparative fordele således af de produktionsfaktorer som landet er beriget med og de komparative fordele vil derfor opstå inden for de varegrupper som kræver intensiv brug af landets rigelige produktionsfaktor. 37

44 6.2.2 Produktionsmulighedskurven Ud fra antagelsen om, at hvert land er udstyret med en given faktorberigelse kan landenes produktionsmulighedskurver udformes. Produktionsmulighedskurven angiver hvor meget hvert land er i stand til at producere af henholdsvis udledningsintensive og ikke-udledningsintensive varer. Produktionsmulighedskurves skæring på akserne angiver inden for hvilken faktor landet har sin ressourceberigelse. Karakteristisk for kurven er den negative hældning, som skyldes, at en forøgelse af produktionen af én vare vil medfører en reduktion i produktionen af den anden vare. Yderligere kan kurven karakteriseres ved en konkav udformning hvilket skyldes at der ved transformation fra det ene produkt til det andet eksisterer en aftagende marginal substitutionsrate. Dette kan forklares ved at størrelsen på produktionsforøgelsen af den ene vare vil være mindre end produktionsreduktion i den anden vare. Yderligere angiver produktionsmulighedskurven den unikke og relative pris som eksisterer mellem de to varer Miljø som faktorberigelse En inddragelse af miljøet i handelsteorierne er ikke uproblematisk. I forbindelse med bestemmelsen af størrelsen på landets naturlige miljøberigelse, vil der sandsynligvis opstå problemer. Dette skyldes, at det ikke er klart hvad miljøberigelse indebærer og at der derfor ikke foreligger nogen klar og entydig definition af hvordan denne størrelse skal opgøres. I tidens løb er der i litteraturen benyttet mange forskellige definitioner 9. Nogenlunde entydigt kan det dog konkluderes, at et lands miljøberigelse kan beskrives ved en funktion bestående af et landets naturmæssige og sociale evne til at indoptage industrimæssigt spild (Leonard, 1988). Definition er yderst fleksibel og et land kan således både siges at være miljømæssigberiget på baggrund af et godt selvrensende natursystem men også på baggrund af en høj tolerancegrad overfor udledning hos landets befolkning og regering. Det afgørende i forbindelse med bestemmelse af et lands miljømæssige berigelse er om der er overskud eller underskud af miljøet. Miljøberigelsen vil derfor altid være et relativt mål, som blandt andet betyder, at et lands miljømæssige berigelse eller knaphed vil ændres over tid. 6.3 Reduktionsforpligtelsernes indflydelse på komparative fordele I den følgende analyse vil H-O modellen blive benyttet til at vise hvorledes reduktionsforpligtelser vil påvirke et lands produktion, og hvad dette vil betyde for landets komparative fordele og specialiseringsmønster. Desuden vil analysen blive benyttet til at forklare om reduktionsforpligtelsen vil gå hårdest ud over et land som har specialiseret sig indenfor udledningsintensiv produktion eller ej. I 9 Se blandt andet Leonard (1988) for en oversigt over forskellige definitioner. 38

45 analysen tages der udgangspunkt i, at et land enten er specialiseret indenfor varer som kræver intensiv brug af miljø i produktionen (vare X) eller varer som ikke kræver intensiv brug af miljø i produktionen (vare Y). Figur 6.1: Reduktionsforpligtelsers effekt på et lands produktion Kilde: Egen tilvirkning baseret på H-O modellen. Se for eksempel: Feenstra R.C. & Taylor A.M. (2008) I første omgang vil reduktionsforpligtelsernes indflydelse på de komparative fordele hos et land, som har specialiseret sig indenfor varer som kræver intensiv brug af miljø, blive analyseret. Af produktionsmulighedskurven i figur 6.1 fremgår det, at landet netop har specialiseret sig indenfor udledningsintensive varer idet landets forbrugskombination hovedsageligt består af vare X. Dette er illustreret ved at landets produktion og forbrugspunkt samt indifferencekurven ligger længere ude af x-aksen end af y-aksen. Endvidere fremgår det af figur 6.1 at landet har en komparativ fordel indenfor udledningsintensiv produktion idet produktionsmulighedskurven går længst ud på x-aksen. En indførsel af regionale reduktionsforpligtelser vil betyde, en begrænsning af landets ressourcer og dermed landets specialiseringsmulighed. Begrænsningen i landets ressourcer vil betyde, at det ikke længere er muligt for landet, at producere den samme mængde output hvorfor produktionsmulighedsområdet vil begrænses. Som det fremgår af Figur 6.1 vil en reduktionsforpligtelse rent grafisk betyde, at produktionsmulighedskurven vil rykke fra X 0 til X 1. Forskydningen bevirker, at mængden af udledningstunge varer som landet tidligere var i stand til at producere bliver begrænset af reduktionsforpligtelsen. Der kan yderligere argumenteres for, at reduktionsforpligtelsen ikke udelukkende vil begrænse produktionsmængden af vare X, men også vil begrænse produktion af vare Y. Dette vil ske såfremt det antages, at produktionen af vare Y også kræver anvendelse af miljø i produktionen om end der er tale om en mindre mængde end for vare X. Reduktionsforpligtelsen ville i så tilfælde ikke udelukkende forskubbe produktionsmulighedskurven på x-aksen, men 39

46 også have en mindre effekt på y-aksen. Dette illustreres i rykket fra Y 0 til Y 1 i produktionsmulighedskurven jf. Figur 6.1 Ændringen i produktionsmulighedskurven vil få effekt for det relative prisforhold mellem de to varer. Til at vise hvordan begrænsningen af et lands miljømæssige ressourceberigelse vil påvirke landets specialiseringsmuligheder vil situationen, hvor der åbnes for frihandel blive undersøgt. I nedenstående illustration viser figur 6.2.a hvad fri handel vil betyde for et land uden reduktionsforpligtelser mens figur 6.2.b viser hvad fri handel vil betyde for et land med reduktionsforpligtelser. Produktionsmulighedskurverne med og uden reduktioner er indtegnet i begge figurer. Figur 6.2: Effekt af åbning for frihandel for et ikke-reduktionsforpligtet land (a) og reduktionsforpligtet land (b) (a) (b) Kilde: Egen tilvirkning baseret på H-O modellen. Se for eksempel: Feenstra R.C. & Taylor A.M. (2008) Når der åbnes for fri handel, vil de udledningsintensive varer (X) blive relativt dyre hvilket vil medføre at produktionen af disse produkter vil stige. fra P a0 til P a1. Mængden af udledningsintensive varer som landet ikke selv forbruger vil blive eksporteret. Efter åbningen for fri handel eksporterer landet differencen mellem landets produktion (P a1 ) og landets forbrug (F a1 ). Det ses således, at åbningen for fri handel vil give landet mulighed for at specialisere sig inden for dets komparative fordel som netop er udledningsintensive produkter. De samfundsmæssige gevinster ved åbningen for fri handel vil være, at de forskellige varer bliver produceret i det land hvor det gøres mest effektivt samt, at forbrugerne i det pågældende land har mulighed for at opnå en større nytte, illustreret ved et forbrug på en højreliggende indifferencekurve (et skift fra F a0 til F a1 ). Af figur 40

47 6.2.b fremgår det, at ændringen i det relative prisforhold før og efter åbningen for frihandel, ikke vil være lige så markant som i figur 6.2.a. Landets eksport efter åbningen for fri handel udgør differencen mellem forbrug (F b1 ) og produktionen (P b1 ). Eksporten fra det reduktionsforpligtede land er således mindre end eksporten fra det ikke-reduktionsforpligtede land. De samfundsøkonomiske gevinster ved frihandel er derfor også mindre, når landet er pålagt reduktionsforpligtelser. Dette skyldes at reduktionsforpligtelsen har bevirket, at den udledningsintensive vare (X) er blevet relativt dyrere offeromkostningen er blevet større og at forskellen fra ingen handel til fri handel derfor vil være mindre. Reduktionsforpligtelserne bevirker således, at landet ikke længere har mulighed for at specialisere sig inden for udledningsintensive produkter i lige så høj grad som tidligere, på grund af begrænsningen af den ressource, som tidligere udgjorde deres komparative fordel. Af figur 6.2 fremgår det hvordan landets specialiseringsmønster bliver forandret når et land, som følge af reduktionsforpligtelserne, bliver begrænset i dets faktorberigelse. Rybczynski teorien underbygger ovenstående forklaring. Teorien siger at en reduktion i et lands ene produktionsfaktor vil formindske produktionen af den vare, som benytter den begrænsede faktor intensivt i produktionen (vare X), mens produktionen af den vare som benytter den ikke-begrænsede faktor (vare Y) vil stige hvilket dog ikke er tydeliggjort i figur 6.2. Reduktionsforpligtelsen vil således betyde, at produktionen af den udledningsintensive vare vil formindskes, og at produktionen af den ikkeudledningsintensive vare vil forøges. Ovenstående del af analysen tog udgangspunkt i reduktionsforpligtelsernes betydning for et land som har komparative fordele inden for udledningsintensive varer (X) og derfor har specialiseret sig indenfor disse varer. For et land som ikke har specialiseret sig indenfor varer som kræver intensiv brug af miljø (Y), vil en reduktionsforpligtelse betyde, at produktionen generelt vil blive begrænset samt at specialiseringsmønsteret vil blive omlagt. Ændringen i de relative priser vil betyde at effekten af landets åbning for fri handel vil være større efter at landet pålægges reduktionsforpligtelser. Reduktionsforpligtelsen gør således at landet kan opnå større fordele ved at specialisere sig inden for de ikke-udledningsintensive produkter og at produktionen af de udledningsintensive varer derfor vil blive forøget. Dette giver landet mulighed for at udnytte deres komparative fordel endnu bedre Delkonklusion Heckscher Ohlin modellen blev anvendt til at vise hvorledes en reduktionsforpligtelse vil reducere produktionen og specialiseringsmulighederne for et land som har komparative fordele indenfor 41

48 udledningsintensive varer og som derfor har specialiseret sig indenfor disse varer. Grunden hertil skyldes ændringen i det relative prisforhold som har bevirket, at landet ikke længere har mulighed for at specialisere sig fuldt ud i den udledningsintensive produktion. For et land som har komparative fordel indenfor varer som ikke gør intensiv brug af miljø i produktionen og som derfor har specialiseret sig indenfor ikke-udledningsintensive varer vil en reduktionsforpligtelse ikke begrænse produktionen i lige så høj grad som et land som har specialiseret sig indenfor udledningsintensiv produktion. En global aftale med bindende reduktionsforpligtelser vil derfor gå hårdest ud over et land som har komparativ fordel inden for udledningsintensive varer og som derfor har specialiseret sig indenfor disse varer. Ud fra denne konklusion kan det forventes at lande med komparativ fordel indenfor udledningsintensive varer vil være mindre villige til at indgå i en global klimaaftale. 6.4 En mulig konsekvens af reduktionsforpligtelserne Nedenstående analyse vil undersøge hvilke konsekvenser et land vil opleve, hvis landet som følge af en reduktionsforpligtigelse vælger at omlægge dets produktion. Analysen vil undersøge om konsekvenserne afhænger af hvilke varer landet har specialiseret sig inden for. Med udgangspunkt i hvor store konsekvenserne for det enkelte land vil blive vil analysen danne baggrund for en vurdering af landets villighed til at indgå i en global aftale. Yderligere vil analysen vise nødvendigheden i, at lande som har komparative fordele indenfor udledningsintensiv produktion, deltager i en global og reduktionsforpligtende aftale. Udgangspunktet for analysen vil være en ekstrem situation hvor et land vælger fuldstændig at nedlægge produktionen af udledningsintensive varer. Analysen tager udgangspunkt i H-O modellen, hvor verden består af to lande (land 1 og land 2) og hvor det ene land har specialiseret sig inden for udledningsintensive varer (land 1) mens det andet land har specialiseret sig inden for ikkeudledningsintensive varer (land 2). Desuden fremgår det af figur 6.3.a at land 1 har komparativ fordel indenfor produktion af udledningsintensive varer (X) illustreret ved en produktionsmulighedskurve som går længst ud af x-aksen og at landet har specialiseret sig indenfor udledningsintensive varer idet landet produktion af vare X er højere end landets forbrug af vare X. Derimod har land 2 har komparativ fordel indenfor produktion af ikke-udledningsintensive varer (Y) illustreret ved en produktionsmulighedskurve som går længst ud af y-aksen jf. figur 6.3.b. lige som landet har specialiseret sig indenfor ikke-udledningsintensive varer idet landets produktion af vare Y er højere end dets forbrug. Det antages i figurerne at der er åbnet op for fri handel. Isokvanten angiver således det relative prisforhold mellem de to varer som er gældende ved frihandel. Åbningen for fri 42

49 handel er årsagen til, landene ikke nødvendigvis forbruger den mængde som de producerer, og at landenes forbrug derfor ikke ligger i samme punkt som produktionen. Figur 6.3: Effekt af produktionsomlægning for et land som har komparative fordele indenfor udledningsintensiv produktion (a) og et land som har komparative fordele indenfor ikkeudledningsintensiv produktion (b) (a) (b) Kilde: Egen tilvirkning baseret på H-O modellen. Se for eksempel: Feenstra R.C. & Taylor A.M. (2008) I tilfælde af, at et af landene vælger at nedlægge produktionen af vare X vil den relative verdensmarkedspris (illustreret ved linjen P X /P y ) forskydes parallelt mod venstre. Den parallelle forskydning skyldes at det relative prisforhold i verden ikke vil ændres. Landets nye nationale produktion vil flytte sig fra punktet P 0 til P 1 og landet bruger således alle dets ressourcer på vare Y. Ud fra grafen fremgår det, at land 1 som følge af produktionsnedlægning af vare X har oplevet en produktionsreduktion svarende til linjestykket 0X 3. Samtidig er produktionen af vare Y steget med linjestykke Y 2 Y 3. Produktionsreduktionen af vare X er således ikke blevet opvejet af forøgelsen af produktionen af vare Y. Rent grafisk fremgår dette ved at linjestykket Y 2 Y 3 ikke er lige så stort som linjestykket 0X 3. Den samlede nationale produktion er derfor faldet. Fra et miljømæssigt synspunkt vil produktionsnedlæggelsen af vare X have positive effekter for både det nationale og det globale CO 2 -udslip. Den globale CO 2 -udledning svarede inden produktionsomlægningen også til den nationale - illustreret ved linjestykket 0X 3. Efter produktionsnedlæggelsen vil den globale CO 2 -udledning være reduceret til linjestykket 0X 1. Grundet antagelsen om at 43

50 forbrugerpræferencerne i landet ikke ændrer sig, vil forbruget forskydes parallelt mod venstre, hvilket illustreres som et flyt fra F 0 til F 1. Forbrugerne er således ikke stoppet med at forbruge vare X, og derfor vil land 1 være nødsaget til at importere denne vare. Den globale reduktion (X 1 X 3 ) svarer derfor ikke fuldstændig til den nationale reduktion (0X 3 ). Anderledes ser det ud for land 2 som har en komparativ fordel indenfor produktion af vare Y og som derfor har specialiseret sig i produktion af denne vare. Land 2s forbrug af vare X er derfor højere end deres produktion jf. figur 6.3.b. Vælger land 2 at nedlægge deres produktion af vare X, vil dette medføre, et nyt produktionspunkt (P 1 ) og et nyt forbrugspunkt (F 1 ). Land 2 vil som følge af produktionsnedlæggelsen af vare X opleve en produktionsreduktion svarende til linjestykket 0Z 1 samt en produktionsforøgelse af vare Y svarende til linjestykket W 3 W 4. Som det fremgår af figur b vil produktionsreduktionen af vare X næsten svare til produktionsforøgelsen af vare Y, hvorfor der ikke er sket store ændringer i landets samlede produktion. Fra det klimamæssige synspunkt vil produktionsnedlæggelsen af vare X, for landet som ikke har specialiseret sig inden for udledningsintensive varer, bevirke at den nationale CO 2 -udledning som før var linjestykke 0Z 1 nu er ophørt. Den globale CO 2 -udledning som før svarede til linjestykket 0Z 3 er nu reduceret til linjestykket 0Z 2. Den globale reduktion er derfor linjestykket Z 2 Z Delkonklusion Analysen viste, at et land som har komparative fordele indenfor udledningsintensive varer (land 1) og derfor har specialiseret sig i produktion af vare X vil blive hårdt ramt ved pålæggelse af reduktionsforpligtelser. Dette skyldes at landets samlede produktionsfald vil være større end produktionsfaldet hos et land, som har specialiseret sig indenfor ikke-udledningsintensiv produktion (land 2). Land 1s store produktionsfald skyldes at en produktionsnedlægning af vare X ikke kan opvejes af produktionsforøgelsen af vare Y. Hos land 2 vil en produktionsnedlægning af vare X næsten kunne opvejes af en produktionsstigning af vare Y, som landet allerede har specialiseret sig inden for, og derfor vil landets samlede produktionsfald være mindre end produktionsfaldet hos land 1. Rent miljømæssigt forholder det sig dog anderledes. Det vil således være bedst for miljøet såfremt land 1 nedlægger produktionen. Af figur 6.3 fremgår det netop at en produktionsnedlæggelse af vare X for land 2 hverken vil medføre en national eller global reduktion som er lige så stor som for land 1. Analysen konkluderer, at såfremt et land vælger at reagerer på en reduktionsforpligtelse ved at omlægge dets produktion, vil det være hårdest for lande som har specialiseret sig inden for udledningsintensive varegrupper. Dette skyldes at landet som har specialiseret sig i udledningsintensive 44

51 varegrupper vil være nødsaget til at foretage en stor produktionsomlægning hvis landet pålægges reduktionsforpligtelser. Landet som derimod har specialiseret sig inden for ikkeudledningsintensive varegrupper vil ikke skulle foretage tilsvarende produktionsomlægning. Analysen har yderligere vist nødvendigheden i, at lande som har specialiseret sig inden for de udledningsintensive produkter også deltager i aftalen, da den største reducering af drivhusgasserne vil finde sted i disse lande. I overensstemmelse med konklusionen i afsnit vil det være forventeligt, at et miljøberiget land som har specialiseret sig i udledningsintensive varer vil være mindre villige til at indgå i en global klimaaftale Kritik af H-O modellen Ved anvendelse af handelsteorierne er det vigtigt at være bevidst om, at teorierne bygger på en lang række antagelser. Ifølge Heckscher og Ohlin er de teoretiske modeller anvendelige til at give en pædagogisk forklaring, men modellernes udfald vil sjældent stemme overens med virkeligheden, hvilket i høj grad skyldes modellernes urealistiske antagelser. I tilfælde af at verden blev mere forenelig med de forudsætninger som H-O teorien bygger på blandt andet at øvrige faktorer landene imellem var mere eller mindre identiske er det muligt at fordelingen af de internationale komparative fordele kan forklares ved hjælp af forskelle i miljøberigelser på tværs af landende (Leonard H.J., 1988). Dette er imidlertid en antagelse som sandsynligvis aldrig bliver en realitet og derfor vil H-O teorien aldrig fremstå som en nøjagtig verdensmodel. I realiteten er der mange flere faktorer, end dem som HO modellen forudsiger, som påvirker den internationale fordeling af komparative fordele. Blandt andet udgør muligheden for stordriftsfordele, den øgede kapitalmobilitet samt den teknologiske spilovereffekt i dag et vigtig fundament for landenes komparative fordele (Leonard, 1988). Et andet aspekt som bør tages i betragtning er at alle lande har industrier hvor landet ønsker at bibeholde en del af produktionen i hjemlandet. Produktionen af disse varer bliver derfor ikke påvirket af ændringer i de komparative fordele, i ligeså høj grad som andre produkter. Dette forhold gælder for eksempel industrier, hvor outputtet ikke er let transportabel over landegrænser samt industrier som landene til nogen grad ønsker at være selvforsynende med. Industrier inden for el sektoren kan være et eksempel herpå fordi el er en energitype som ikke uden komplikationer lader sig flytte over landegrænser. Det samme gælder våben og landbrug som netop er industrier, indenfor hvilke mange lande til en vis grad ønsker at være uafhængige (Leonard H.J., 1988) 45

52 Generelt kritiseres H-O teorien for ikke at kunne forklare intraindustriel handel ligesom teoriens forudsætning om, at landene har samme produktionsfunktioner er urealistisk. Der vil ofte findes store teknologiske forskelle mellem lande hvilket medfører at produktionsniveauet også vil være forskelligt. Antagelsen om identisk teknologi kan dog ikke undlades idet den giver mulighed for udelukkende at fokusere på de to landes faktor-specialisering. Foruden disse kritikpunkter er H-O teoriens antagelse om fuldkommen konkurrence og et konstant skalaafkast medvirkende til at gøre modellen mindre virkelighedsnær. 46

53 Kapitel 7: Revealed Comparative advantage (RCA) Følgende afsnit vil ud fra en empirisk analyse klarlægge landenes specialiseringsmønster. Specialiseringsmønsteret vil efterfølgende blive benyttet til at vurdere hvorvidt landenes villighed til at deltage i en global reduktionsforpligtende aftale kan forklares herudfra. 7.1 Revealed Comparative Advantage Ifølge Heckscher Ohlins handelsteori udspringer et lands komparative fordele ud fra landets ressourceberigelser jf. afsnit 6.1. Idet ressourceberigelsen er afgørende for et lands omkostningsstruktur, vil klarlæggelse af de komparative fordele kræve kendskab til landets omkostningsstruktur samt andre ikke-prisbaserede faktorer så som goodwill og service. Det vil ofte være vanskeligt at opgøre de konkrete omkostninger, ligesom det vil være vanskeligt at værdifastsætte de ikke-prisbaserede faktorer. I forbindelse med opgørelsen af omkostningsstrukturen vil vanskelighederne blandt andet skyldes de komplikationer der er forbundet med at foretage opgørelserne på samme tid samt problemet med at opgørelsesmetoderne på tværs af landegrænser sjældent er ens. For ikkeprisbaserede faktorer skyldes vanskelighederne at størrelserne er svære at måle. Estimering af reelle værdier af de to størrelser vil derfor være vanskelig og beregninger af de komparative fordele på baggrund heraf, vil ofte føre til skuffende resultater (Balassa B., 1965). I 1965 opfandt Bela Balassa således et mål som kunne beregne et lands komparative fordele på baggrund af landets handelsdata. Målet er kendt som Revealed Comparative Advantage Balassas RCA-mål Ifølge Balassa (1965) kan et lands komparative fordele afsløres ved at betragte landets handelsdata. At de komparative fordele udledes på baggrund af allerede observerede handelsdata har resulteret i betegnelsen revealed comparative advantage (RCA). Ved en undersøgelse af hvilke varegrupper et land eksporterer relativt flest af, kan det afsløres, inden for hvilke varegrupper et land performer relativt bedst, og dermed har komparative fordele. Balassa argumenterede således for, at der ved anvendelse af handelsdata, tages højde for de relative omkostningsforskelle samt forskellene i ikkeprisbaserede faktorer som eksisterer mellem lande og at de komparative fordele således kan udledes direkte heraf. RCA-målet er et mål for et lands internationale specialiseringsmønster og kan udtrykkes således: 47

54 X ij angiver land j s eksportandel af varegruppe i. Beregningen foretages for et givet tidspunkt, t. Den første brøk angiver Balassas oprindelige RCA-mål. Ligningens tæller angiver landets eksportandel inden for en given varegruppe, mens ligningens nævner angiver landets andel af verdens samlede eksport. Den anden brøk angiver en omskrivning af RCA-indexet 10. En sådan omskrivning gør en tolkning mere intuitiv. Ud fra omskrivningen fremgår det, at RCA-værdien udtrykker den pågældende varegruppes betydning for landet, sammenholdt med varegruppens relative betydning for verdens øvrige lande. En talmæssig værdi på 1 betyder, at varegruppen har lige så stor betydning i hjemlandet som varegruppen har for hele verden. En RCA-værdi på 1 betyder således, at landet hverken her en fordel eller en ulempe inden for den pågældende varegruppe. Antager brøken derimod en værdi over 1 betyder det, at landet er mere specialiseret indenfor denne varegruppe og derfor besidder en komparativ fordel. Værdier under 1 betyder omvendt at varegruppen betyder mere i resten af verden end for landet, hvorfor der ikke er tale om en fordel indenfor denne gruppe. Målet kan antage værdier i intervallet [0; [ 11, men vil kun antage værdien 0, såfremt der kun er et land i verden som producerer alting (Laursen K., 1998). Ifølge Ballance, Forstner og Murray (1987) kan RCA-målet benyttes på tre forskellige måder. Den mest benyttede metode går ud på at bestemme hvilke lande der har en komparativ fordel inden for en given varegruppe og hvilke lande som ikke har. Den anden metode går ud på at bestemme hvor stor en komparative fordel et land har i forhold til et andet inden for en bestemt varegruppe mens den sidste metode går ud på at foretage en rangering ud fra størrelsen på de komparative fordele. Rangeringen i den sidst nævnte metode kan både foretages på tværs af lande men også på tværs af varegrupper inden for det enkelte land. I forbindelse med beregning og sammenligning af RCA-værdierne for flere lande vil der være forhold, som kræver særlig opmærksomhed. Først og fremmest er det vigtigt at RCA-beregningerne baseres på den samme mængde produkter. RCA-værdier udregnet på baggrund af SITC revision 1 kan for eksempel ikke sammenlignes med RCA-værdier udregnet på baggrund af SITC revision 4. Desuden skal udgangspunktet for beregningerne af et lands RCA-værdier tillægges opmærksomhed. RCA-værdier som er udregnet på baggrund af et lands eksportandel i forhold til hele verden kan selvsagt ikke sammenlignes med RCA-værdier som kun benytter et mindre geografisk område eller en bestemt gruppe lande som reference. Derudover gør Balassa (1977) selv opmærksom på endnu 10 Omskrivningen er vist i appendix B 11 Den generelle definition af RCA-målet påskønner at målet bevæger sig i intervallet fra [0; [. Dette er imidlertid ikke korrekt idet den øvre grænse er. Brøken går dog mod uendeligt når land j s eksport nærmer sig værdien 0. Den øvre grænse vil derfor være forskellig for alle lande og ændre sig over tid for hvert land (De Benedictis L. & Tamberi M., 2001) 48

55 en faktor som kræver opmærksomhed. Idet det internationale specialiseringsmønster både kan klarlægges indenfor varegrupper men også indenfor industrier/produktgrupper vil en sammenligning kræve at samme metode er anvendt. En yderligere faktor som bør holdes for øje er inputværdiernes enheder. Verdens eksport og landenes eksport vil ofte være opgjort i forskellige valutaenheder og skal derfor omregnes til samme enhed før end RCA-værdierne kan beregnes og sammenlignes. Landenes forskellige valutaenheder vil dog kun være problematiske såfremt der ønskes en sammenligning af de individuelle input-værdier for eksempel en direkte sammenligning af to landes eksportstørrelse. Balassa (1965) konkluderer i sin oprindelige artikel, at RCA-beregningerne skal foretages med et vist forbehold, idet visse forudsætninger er forbundet med anvendelsen af RCA-målet. Blandt andet betyder det faktum, at målet bygger på allerede opgjorte handelsdata, at målet er statisk, og således ikke beskriver hvordan landenes fremtidige komparative fordele ser ud. Opgøres RCAberegningerne ud fra specifikke årstal giver det ikke mulighed for at indkalkulere den trend, som eventuelt måtte være indenfor de enkelte varegrupper og lande. I forbindelse med overgang fra U- til I-land vil der eksempelvis ofte ske ændringer i et lands præferencer, hvorved for eksempel landbrugsvarer vil udgøre en relativt mindre del af landets eksport, mens teknologi vil udgøre en relativt større andel Kritik af Balassas RCA-mål Balassa s eksportbaserede RCA-mål har i tidens løb været udsat for kritik. En kritik drejer sig om problemerne forbundet med at vurdere landenes komparative fordele på baggrund af handelsdata. Et lands handelsdata vil sandsynligvis være påvirket af regeringens indgriben, hvorfor RCA-værdierne ikke vil afspejle landets reelle komparative fordele. Importrestriktioner, eksportsubsidier og andre protektionistiske politikker vil således føre til et forvrænget billede af landets komparative fordele. Balassa (1997) mener dog selv, at der i høj grad tages hensyn til denne problematik ved udelukkende at benytte eksportdata, idet regeringens indgriben hovedsageligt vil påvirke importen. En yderligere kritik i forlængelse af problemerne med anvendelse af handelsdata går på at ikke alle varer handles internationalt (Bowen H.P., 1983) Landene kan således have komparative fordele inden for produktion af nogle varegrupper uden det fremgår af RCA-beregningerne, idet de ikke handles internationalt. At varerne ikke handles international kan skyldes, at der er store transportomkostninger forbundet med disse varer eller at varerne generelt er svære at flytte over landegrænser for eksempel mursten eller el. I henhold til indeværende opgave kan det tilmed være et problem hvis handelsdataene ikke afspejler landets produktion, idet det kan betyde at et land kan 49

56 have en stor udledningsintensiv produktion uden at dette fremgår af RCA-beregningerne. Et lands modvilje mod en global aftale, kan på den måde skyldes interne produktions forhold som målet ikke har afsløret. Der er derudover fremsat meget kritik om hvorvidt det er hensigtsmæssigt at vurderer fordelingen af et lands komparative fordele på baggrund af RCA-værdiernes størrelse inden for landet. Yeats (1985) har undersøgt og fundet ud af at rangeringen af de forskellige varegrupper inden for landet ikke nødvendigvis svarer til rangeringen på tværs af landene og derfor ikke viser fordelingen af landets komparative fordele. Vurderes et lands komparative fordele udelukkende ud fra størrelsen af varegrupperne inden for landet vil det ikke nødvendigvis svare til hvordan fordelingen af landets fordele ser ud i forhold til hele verden. Ved at betragte fordelingen inden for landet kan det eksempelvis se ud som om Kina har større fordele inden for eksempelvis stål end kemikalier, mens det i virkeligheden forholder sig omvendt, og at Kina har større fordele inden for kemikalieproduktion end for stålproduktion. Yeats (1985) argumenter således for at såfremt man udelukkende vurderer fordelingen af et lands komparative fordele, ud fra hvordan de størrelsesmæssigt fordeler sig inden for landet, vil der ikke opnås et retvisende billede af landets komparative fordele. Yeats (1985) belyste problemstillingen ved at se på rangeringen af varegrupper inden for landet samt rangeringen af varegrupperne mellem landene. Resultatet af undersøgelsen viste at der kun i 40% af de undersøgte tilfælde var overensstemmelse mellem den nationale og internationale rangering. I 1998 viste Laursen dog at Yeats konklusion var overvurderet. Laursens undersøgelse viste at der kun var uoverensstemmelse mellem den nationale og internationale rangering i 2% af tilfældene. I følge Laursen (1998) vil en vurdering af RCA-værdierne såvel inden for landet som på tværs af landene derfor være hensigtsmæssig. Mange alternative RCA-mål har i tidens løb forsøgt at klarlægge det internationale specialiseringsmønster ud fra handelsdata. Der kan argumenteres for, at der findes lige så mange RCA-mål som der findes kombinationer og transformationer af handelsdata (produktion, sektorale import og eksport data samt aggregerede størrelser) som kan benyttes til at udregne et lands komparative fordele (Benedictis L.D & Tamberi M, 2001). Nogle af målene har taget udgangspunkt i landenes nettoeksport. Blandt andet skriver Laursen (1998), at Michael Michaely udviklede et index, der på baggrund af forskellen mellem et lands eksport og import andel inden for en given sektor forsøger at klarlægge landets specialiseringsmønster. Hvis landets eksportandel i forhold til resten af verden inden for en given varegruppe udgør en større mængde end landets importandel inden for den samme varegruppe, vil index-værdien antage en numerisk størrelse i intervallet ]0;1]. Landet vil således være specialiseret inden for denne varegruppe. Modsat vil landet ikke være specialiseret 50

57 inden for varegruppen, såfremt værdien antager en numerisk størrelse i intervallet [-1;0[. Problemerne med at anvende Michaelys index er knyttet til Balassas (1977) argument om, at importværdien i større grad end eksportværdien påvirkes af regeringens indblanding og at nettoeksporten derfor ikke vil være et fordelagtigt udgangspunkt for en vurdering af landenes komparative fordele. En fordel ved at anvende Michaelys index vil imidlertid være, at indexet tager højde for re-eksporten som kan give anledning til upræcise RCA-beregninger efter Balassas mål. En anden kritik drejer sig om målets asymmetriske opbygning. Ifølge RCA-indexet har landet ikke en komparativ fordel såfremt den beregnede RCA størrelse befinder sig i intervallet [0;1[ mens landet har en komparativ fordel hvis RCA-størrelsen befinder sig i intervallet ]1; [. Der er således mange flere numeriske værdier som vil give landet en komparativ fordel. Den skæve vægtmæssige fordeling vil være problematisk, såfremt RCA-beregningerne skal benyttes i en videre analyse, eksempelvis regressionsanalyser eller gravity modeller. RCA-målet er yderligere blevet kritiseret for kun at forklarer, indenfor hvilke varer et land vælger at specialisere deres handel, og ikke bidrager med information om hvorfra de komparative fordele kommer. Ligesom Bowen (1983) kritiserer indexet for ikke at gøre brug af en korrekt benævnelse fordi komparative fordele normalt er et begreb som vedrører både import og eksport. 7.3 Analysen På trods af alternative mål til at klarlægge et lands specialiseringsmønster og den kritik som knytter sig til Bela Balassas (1965) eksportbaserede RCA-mål, vil analysen tage udgangspunkt i RCAværdier beregnet på baggrund af dette mål. Fordelen ved at anvende Balassas mål er at målet ikke påvirkes af den store kritik der er forbundet med at anvende et lands importstørrelse i RCAberegningerne samt den udbredte anvendelse af netop dette mål. RCA-værdierne vil blive brugt til at bestemme inden for hvilke varegrupper analysens lande har komparative fordele og særligt om landene har komparative fordele inden for de udledningsintensive varegrupper. Landenes komparative fordele vil udtrykke landenes specialiseringsmønster og det vil derfor ud fra RCAberegningerne blive vurderet hvorvidt landenes villighed til at indgå i en global aftale kan forklares ud fra deres specialiseringsmønster. I analysens første del vil landenes nuværende specialiseringsmønster blive vurderet mens analysens sidste del vil vurdere udviklingen i landenes specialiseringsmønster. Specialiseringsmønsteret vil blive vurderet ud fra antal, andel og størrelse af de udledningsintensive fordele. 51

58 7.3.1 Data RCA-værdierne er udregnet på baggrund af årlige 3-diget SITC (revision 3) data og er hentet fra UN Comtrades statistiske database. Dataene dækker de forskellige landes eksport i perioden og er alle opgjort i US dollars. Databasen har de steder hvor eksportdata ikke har været tilgængelig estimeret en værdi for verdens totale samhandel, hvilket gør det muligt at beregne RCAværdierne. At opgørelserne for verdens totale samhandel til en vis grad er baseret på skønsmæssige vurderinger kan være problematisk, ligesom det kan være problematisk at der forekommer variation i kalenderåret fra land til land. Det antages dog at opgørelserne er valide. Fremskaffelsen af data for EU har været forbundet med en del vanskeligheder. Dette skyldes at UN Comtrade ikke opgør eksportdata fra EU som en samlet enhed før år 2000 og at EU i perioden har udvidet antallet af medlemslande. For EU er de tidligste RCA-værdier derfor beregnet på baggrund af år hvilket bevirker at udviklingen mellem EU og analysens øvrige lande er direkte sammenlignelig 12. For at tage højde for den årlige variation 13 der eventuelt kan være i landenes komparative fordele, er RCA-beregningerne foretaget ud fra et treårigt gennemsnit. Udviklingen af landenes komparative fordele er som udgangspunkt baseret på et gennemsnit for årene 1995, 1996 og samt et gennemsnit for årene 2006, 2007 og På grund af vanskelighederne forbundet med EU, er EU s første periode baseret på årene 2000, 2001 og Metode I analysen vil RCA-målet blive benyttet til at vurdere hvorvidt landet har en komparativ fordel eller ej, samt hvorvidt størrelsen på den komparative fordel kan karakteriseres i henhold til de komparative fordele hos analysens øvrige lande. Det vil således være to af Ballance, Forstner og Murrays (1987) forklaringsmuligheder der bliver anvendt. Opgavens fokus vil være rettet mod de udledningsintensive varegrupper hvor landene har en komparativ fordel, og analysen vil derfor ikke vurdering ændringerne indenfor andre varegrupper. Ligeledes vil ændringer i de udledningsintensive varegrupper som ikke er store nok til at kunne kategoriseres som en komparativ fordel ikke 12 Det er blevet forsøgt, at korrigerer for denne problematik ved at udregne egne eksportdata for EU-27 i årene 1995, 1996 og Ved at benytte de 27 individuelle landes eksportdata fordelt på varegrupper blev EU s samlede eksportværdi udregnet ved at summere landenes data. Der var imidlertid flere vanskeligheder forbundet med dette hvilket medførte, at tallene ikke anvendes i analysen. Vanskelighederne drejede sig om UN Comtrades manglende eksportopgørelser for Belgien, Bulgarien og Luxembourg i årene 1995, 1996 og 1997 samt problematikken forbundet med modregning af EU's intraindustrielle handel. 13 Variationer kan skyldes specifikke forhold i den indenlandske struktur samt generelle trends inden for de forskellige varegrupper. 14 For Rusland opgør UN comtrade først eksportdata fra år 1996, og det første gennemsnit for Rusland er derfor baseret på år 1996 og

59 kunne vurderes ud fra analysen. Udgangspunktet for RCA-beregningerne er at landenes eksportværdier vil blive beregnet i forhold til verdens samlede eksportværdier. Hele verden vil således udgøre RCA-beregningernes reference 15. Kategoriseringen som udledningstunge varegrupper er foretaget på baggrund af den klassificering som James A. Tobey (1990) brugte i sin empiriske undersøgelse omhandlende effekterne af indenlandske miljøreguleringer på det internationale handelsmønster. Andre undersøgelser har brug andre kategoriseringer (Wilson J.S., et al, 2002). Tobeys kategorisering er valgt, fordi den opdeler ud fra SITC varegrupper og ikke efter industrier, som en stor del af de øvrige undersøgelser. Tobey definerer en varegruppes relative udledningsintensitet på baggrund af de omkostninger som er forbundet med nedbringelse af udledningen i produktionen. Udledningsintensive varegrupper er således defineret som; De varegrupper som produceres af industrier hvor de direkte og indirekte nedbringelsesomkostninger udgør 1,85 % eller mere af de totale omkostninger. Beregningerne er foretaget på baggrund af omkostningerne for amerikanske producenter og der er således ingen garanti for, at disse omkostninger vil være de samme i resten af verden. Tobey argumentere dog i sin undersøgelse for, at skellet ved netop 1,85 er valgt fordi dette resulterer i et set af industrier som i hele verden generelt anser som værende udledningsintensive. Disse industrier inkluderer blandt andet metal, kemikalie og papir industrien. På grund af alderen på Tobeys artikel (1990) blev klassifikation af udledningsintensive varegrupper foretaget på baggrund af den første revision af SITC grupperingerne. I dag er SITC rev. 3 den mest anvendte gruppering og alle nyere eksport data er opgjort efter denne revision. Den nyeste SITC gruppering er imidlertid den fjerde revision, men da der i indeværende analyse er behov for data tilbage til 1995 hvor denne revision ikke eksisterede, er opdeling efter 3 revision valgt. Der er derfor foretaget en transformation af de udledningsintensive varegrupper fra SITC rev. 1 til SICT rev. 3 på baggrund af de tilgængelige oversættelser mellem de forskellige revisioner 16. Opdelingen på SITC rev. 3 er mere detaljeret end SITC rev. 1, hvilket har medført at de udledningsintensive varegrupper i dag består af 34 varegrupper 17 frem for 24 som var tilfældet for Tobeys tid. Transformationen har således medført at varegruppen for Inorganic element (513 SITC rev. 1) i dag udgør hele SITC gruppe 52 (rev. 3) mens Plastic materials (518 SITC rev. 1) i dag udgør hele SITC gruppe 57 og 58 (rev. 3). Den største problematik i forbindelse med at anvende Tobeys 15 Ved at benytte hele verden som referenceland er det ikke nødvendigt at tage højde for problematikken om, at det analyserede lands virksomhederne ikke kun konkurrer med virksomhederne inden for referencelandet (det betragtede geografiske område), men også konkurrerer med virksomheder som eksporterer til referencelandet, som målet implicit forudsætter. 16 SITC rev. 4 opgøres foreløbig kun for 2008 og 2007 på UN Comtrade. 17 De 34 udledningsintensive varegrupper fremgår af appendix C 53

60 gruppering er imidlertid at de varegrupper som Tobey karakteriserede som udledningsintensive i 1990 ikke nødvendigvis er udledningsintensive i dag. Derudover tages der ikke hensyn til hvilken form for udledning der er tale om. Der er derfor ingen garanti for, at Tobeys varegrupper udleder meget af de seks grænseoverskridende drivhusgasser som Kyotoaftalen sigter at nedbringe. Wilson, Otsuki og Sewadeh (2002) konkluderer imidlertid, at en stor del af en stor del af udledningen fra disse industrier, netop er grænseoverskridende, hvorfor det stadig vil være hensigtsmæssigt at bygge analysen på denne kategorisering. Udviklingen i landenes komparative fordele vurderes ud fra ændringerne i RCA-værdierne i analysens første periode (1995, 1996 og 1997) og analysens anden periode (2006, 2007 og 2008). Grunden til at det første gennemsnit er baseret på årene 1995, 1996 og 1997 skyldes at UN Comtrade ikke opgør eksportdata for Kina, Indien og Rusland i tidligere år. Yderligere blev Kyoto aftalen indgået i 1997 jf. afsnit og eksportdataene vil således ikke være påvirket af de ændringer denne indgåelse eventuelt har betydet. Grunden til at analysens andet gennemsnit kun medtager årene 2006, 2007 og 2008 er, at de nyeste data som foreligger kun går til

61 Kapitel 8: RCA-analysen I analysen vil en RCA-værdi på 1 fortælle at landet har en komparativ fordel inden for den betragtede varegruppe. Endvidere vil der i analysen blive skelnet mellem store og små fordele, for bedre at kunne vurdere hvor stor betydning en bestemt varegruppe har for landet. Dette er gjort på baggrund af inspiration fra Benedictis og Tamberi (2001) som blandt andet har opdelt fordelene ud fra RCA-værdiens størrelse. I indeværende analyse vil varegrupper med RCA-værdier i intervallet [1;2[ kategoriseres som almindelige, mens varegrupper med RCA-værdier større end 2 vil blive kategoriseret som store. 8.1 Landenes nuværende specialiseringsmønster Figur 7.1 viser de enkelte landes totale antal komparative fordele samt antallet af fordele inden for de udledningsintensive varegrupper. Desuden er der i procent angivet hvor stor en andel de udledningsintensive fordele udgør af landets samlede antal fordele. Af figuren fremgår det, at både Kina, USA, EU-27, Rusland og Indien har komparative fordele inden for de udledningsintensive varegrupper. Yderligere er EU-27 sammenlignet med analysens øvrige lande det land som generelt har flest komparative fordele. Af de i alt 258 SITC varegrupper som findes på 3-diget niveau har EU komparative fordele inden for 109. En forklaring på det store antal er blandt andet, at EU-27 er en union som består af mange forskellige lande med hver deres styrker. Af figur 7.1 fremgår det, at Rusland sammenlignet med analysens øvrige lande, er det land med langt færrest komparative fordele. Figur 7.1: Antal og fordeling af komparative fordele i dag Kilde: Egen tilvirkning baseret på data fra UN comtrade En nærmere betragtning af de udledningsintensive varegrupper viser, at USA i dag er det land, som har flest fordele inden for disse varegrupper. Mellem Kina, Indien, Rusland og EU-27 er der umiddelbart ikke særlig stor forskel i antallet af fordele jf. figur 7.1. Forskellen mellem landene 55