Grænsennr. 4 august 2008

Transkript

1 Grænsennr. 4 august 2008 GRÆNSEFORENINGEN for en åben danskhed

2 Indhold Grænseforeningens formål: Det er Grænsefor enin gens formål at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen, at udbrede kendskabet til grænselandets forhold samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur. Grænseforeningens vision: Erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland er en væsentlig inspiration for sproglig og kulturel mangfoldighed i en verden under forandring. Grænseforeningens værdier: Grænseforeningen er en vigtig folkelig basis for den danske stats støtte til det danske mindretal i Sydslesvig. Foreningen er uafhængig af partipolitiske interesser. Grænseforeningen mener og siger: Demokrati, ytringsfrihed og ligeværd gælder for alle, også i forholdet til mindretal. Forankring i egen kultur er en forudsætning for at have forståelse for andre kulturer. Kulturelle mindretal er en vigtig ressource i et demokratisk samfund. Dansk sprog og kultur styrkes i mødet med andre sprog og kulturer. Grænseforeningens kontor Peder Skrams Gade 5 Postboks København K Tlf.: info@graenseforeningen.dk Formand Finn Slumstrup finn@slumstrup.dk Generalsekretær Knud-Erik Therkelsen ketherkelsen@graenseforeningen.dk Foreningskonsulent Claus Jørn Jensen Tlf graenseforeningen@privat.dk Bladet GRÆNSEN Udgives af Grænseforeningen Ansvarshavende redaktør Erik Lindsø el@graenseforeningen.dk Redaktør Ole Adrian Annoncer Anne Mette Holstein Tlf Udgivelse Udkommer 6 gange årligt Oplag: Næste udgivelse: 8. oktober Deadline for annoncer og indlæg til næste nummer: 16. september Tryk Jørn Thomsen A/S, Kolding Layout prik Forsidefoto Forsiden på GRÆNSEN i 2008 er fotografier af fotografen Marianne Grøndahl fra hendes bog Det Danske Folkestyre. Christiansborg Unge tvivlere er mindretallets fremtid Det er de unge, der stiller identitetsspørgsmål, opponerer og tvivler, der bliver i stand til at videreudvikle mindretallet og fremtidens danskhed. Side 4 Grænselandets historie en løftestang til integrationen i Danmark I kronikken har Manu Sareen, født i Indien, bosat på Amager og medlem af Københavns Borgerrepræsentation, været på opdagelse i grænselandets historie. Side 8 Læs også Side 16 Dansk det kan man da lære på en uge Side 21 Historien om Isted en sej løve Dansk kulturcenter med globalt udsyn siger rektor Jørgen Kühl om visionen for A. P. Møller Skolen i Slesvig en skole, der skal forankre de unge i Sydslesvigs historie på en måde, så de tager medansvar for verdens forandring. Side 14

3 Leder Danskhed Af Finn Slumstrup, formand Da vi i juni i fjor besluttede, at Grænseforeningens nye slogan skulle hedde for en åben danskhed, var vi på det rene med, at vi dermed gik aktivt ind i en følelsesladet debat. Ja, det var ganske simpelt vores pligt at påvirke diskussionen om danskernes selvopfattelse, så sandt som vi mener, Grænseforeningen ikke blot er en del af danskernes fortid, men også skal spille levende med i folkets nutid og fremtid. Livet er altid en del af en proces og det er det er ganske simpelt vores pligt at påvirke diskussionen om danskernes selvopfattelse opfattelsen af danskheden derfor også. Vore to store salmedigtere Thomas Kingo og N.F.S. Grundtvig var begge overbeviste danskere. Kingo var en god patriot med lydighed over for majestæten. Det var Christian V, som i 1677 gjorde Kingo til biskop over Fyn. Grundtvig startede på mange måder med samme opfattelse, men en ny danskhed vågnede på et tidspunkt i ham. I tilbageblik gav han forskellige bud på, hvornår det skete, men man kan fastslå, at det var i perioden , han begyndte at opleve kærligheden til det danske som en fundamental rigdom i tilværelsen. Bevægelsen fra patriotisme til kærlighed til fædrelandet og folket var et afgørende skifte. I vor tid oplever vi igen et afgørende tidehverv. Lad mig blot minde om, at som resten af Europa er Danmark efter det ekstreme 1900-tal med dets to verdenskrige flyttet over i en helt ny situation, hvor nationalstaternes grænseafhængige krigeriskhed skridt for skridt afløses af idéen om en åben og frit samhandlende verden, hvor Europa ikke længere er et globalt magtcentrum, men er blevet anbragt i en mindretalssituation. Der er tale om så store forandringer, at man nok kan blive skræmt og utryg. Forfatteren Arne Sørensen hævdede engang, at danskernes særpræg er dannet af, at vi alle nedstammer fra bønder, og derfor har lært at overleve ved at dukke os og undvige, så vi ikke kommer op på træhesten. Det er morsomt set, men ikke hele sandheden. De gamle andelsbønder, der skabte kulturrevolutionen i sidste fjerdedel af 1800-tallet efter det smertelige nederlag i 1864, dukkede sig ikke. Ludvig Schrøder, Jacob Appel, H.P. Hanssen og andre af folkelighedens førere dukkede sig heller ikke. Hvordan kan vi videreføre deres ranke holdning i vores del af historiens evige proces, hvor vi ønsker, at Danmark og dansk kultur og sprog skal kunne trives og blomstre? Det er sådanne overvejelser, der gik forud for beslutningen om for en åben danskhed og de værdier, der også blev fastlagt i forbindelse med vort nye slogan. I det sidste års tid har vi kunnet konstatere, at foreningens nye profil har vakt opmærksomhed. Der har naturligvis været kritik, men først og fremmest har vi igen og igen oplevet, at det nye udspil om danskhed fra en gammel forening bliver modtaget med tilslutning, ja, med begejstring. Brochuren der udsendes med dette nummer af GRÆNSEN, fortæller om foreningens værdier og mål. Jeg kan kun opfordre hver enkelt til at læse brochuren, og til at bruge den over for venner og bekendte, såfremt man kan tilslutte sig, hvad der står. Bestil flere eksemplarer hos sekretariatet og spred brochuren! Vi kan nemlig også konstatere, at for en åben danskhed mange steder er modtaget med positiv overraskelse. Grænseforeningen er åbenbart andet og mere end folk almindeligvis forestiller sig. Forudsætningen for at vi kan få de nye medlemmer, vort arbejde har behov for, er naturligvis, at danskerne har et rigtigt billede af, hvad Grænseforeningen anno 2008 er for en størrelse. Foto: Scanpix GRÆNSEN har været på arbejde i Sydslesvig. Vi har besøgt lederen af Aktivitetshuset i Flensborg, Katrine Hoop, der giver et ungt syn på mindretallets ve og vel. Vi har været i Slesvig for at høre om visionerne for A.P. Møller Skolen, der snart åbner. Undervejs mødte vi en moderne vandrerlærer, Dan Albertsen, der giver tyskere i Sydslesvig lynkurser i dansk. Manu Sareen fra København har været på opdagelse i grænselandets historie, og i kronikken reflekterer han over muligheden for at inddrage grænselandets erfaringer i integrationen. Med dette nummer følger Det sønderjydske Lotteri og Grænseforeningens nye hvervefolder. el Grænsen nr. 4 august

4 Er de unge danske nok? Af Ole Adrian Sørensen. Centralt placeret midt på Nørregade i Flensborg ligger Aktivitetshuset i en smukt restaureret, fredet ejendom med en flot baggård. Huset har i snart tyve år fungeret som omdrejningspunktet for det danske mindretals unge. Men Aktivitetshuset er først og fremmest et projekthus og et kulturhus en platform for udvikling og præsentation af dansk kultur i grænselandet. Huset råder over otte værksteder samt tre mødelokaler og tilbyder plads, udstyr og vejledning til stort set alle tænkelige og utænkelige projekter og aktiviteter. GRÆNSEN møder Katrine Hoop, aktivitetshusets daglige leder, i husets brugercafé. Hun byder smilende velkommen, og vi sætter os i en af de røde sofaer. Katrine Hoop er på mange måder et interessant interview-offer. Sine første skoleår tilbragte hun på Digeskolen i Follevig i Nordfrisland ved Sydslesvigs vestkyst. Rent faktisk boede Katrine på skolen det var nemlig hendes far, der var skoleleder. Men Katrine Hoop er ikke kun interessant, fordi hun er opvokset midt i alt det danske i slutningen af 1970 erne og op gennem 80 erne. Hun er også interessant, fordi hun efter 17 år i selvvalgt eksil i Hamborg vendte tilbage med en helt ny indsigt og klarhed omkring sin forkærlighed til grænselandet. Endelig er Katrine interessant, fordi hun i sin dagligdag oplever den tætte kontakt til JA, svarer Katrine Hoop, 38 år og en kritisk røst i det danske mindretal. Mindretallet mangler humor og evnen til at grine ad sig selv. Der skal mere åbenhed til overfor ungdommens kritik og nye impulser til mindretallets fremtid. GRÆNSEN har besøgt Katrine Hoop på Aktivitetshuset i Flensborg, hvor hun er leder. mindretallets unge via sit arbejde i Aktivitetshuset. Hvordan var det at vokse op på en dansk skole i Follevig? Skolen var både mit livs midtpunkt og mindretallets centrum. Skolen var kernen i et velfungerende net, der gav alle medlemmer en fornemmelse af at være del af et særligt fællesskab. Det føltes som et privilegium at være en del af det danske, nyde godt af dansk pædagogik, varme, hygge og nærvær. Det fungerede fint, fordi alle medlemmer i mindretallet havde taget et bevidst valg for det danske det gav en følelse af sammenhold og samhørighed. Vi var 20 elever fordelt over 9 klassetrin. Undervisningsmetoderne var moderne og adskilte sig meget fra det, eleverne i de tyske skoler oplevede. Udover det almindelige faglige skolestof lærte vi meget om grænselandet. Vi fik indblik i de danske traditioner, den danske sangskat, kulturhistorien og menneskesynet. Men det var også helt naturligt, at vi lærte om tysk litteratur og sammenlignede de danske traditioner med de skikke, vi kunne iagttage i vores tyske omgivelser. Vi selv levede som i et Minidanmark med danske møbler og dansk mad. Jeg er vokset op med Fjernsyn for dig og Huset på Christianshavn. Når jeg tænker tilbage på mit barndomshjems traditioner, har jeg helt klart meget mere til fælles med mennesker fra Danmark end fra Tyskland 4 Grænsen nr. 4 august 2008

5 Hvad med sproget. Er du vokset op med flere sprog? Vi talte kun dansk derhjemme eller rettere sydslesvigsk. Der var nogle plattyske, sønderjyske og tyske ord, som blev blandet ind i vores sprog. Men jeg kan da skifte om til et ret fejlfrit rigsdansk, siger Katrine med et stort smil I landsbyen talte jeg plattysk med de voksne og højtysk med børn fra flertalsbefolkningen. Det var noget, vi ikke tænkte meget over vi skiftede helt naturligt alt efter sammenhæng. Mine forældre kommer selv fra flersprogede hjem. Så det var en selvfølge for dem, at vi skulle blande os med omgivelserne og bruge alle regionens sprog. Mødet med andre kulturer og sprog blev ikke betragtet som en trussel men som en berigelse. Det var helt klart, at dansk var et vigtigt kommunikationsmiddel for at kunne holde kontakt til andre danske og til den nutidige danske kultur, men sproget var ikke indikator for sindelag. Sproget indikator for sindelaget? Mens Katrine Hoop tænker tilbage på sin barndom ved Sydslesvigs vestkyst, går døren Grænsen nr. 4 august

6 Katrine Hoop er leder af Aktivitetshuset i Flensborg og blandt de unge sydslesvigere som mener, at det danske mindretal må ændre selvopfattelse og blive mere udadvendt og fremadrettet. til caféen flere gange op. Ind fra Nørregade kommer de de unge fra det danske mindretal. Nogle hilser og går videre længere ind i huset til et af de otte værksteder. Andre sætter sig ned og drikker kaffe eller tager en sodavand, mens de blader i danske ungdomsblade, der ligger fremme. Katrine tænker højt videre på barndomstiden: Da jeg var barn, var min kontakt til Danmark præget af positive oplevelser. Danmark var det forjættede land. Ydre magter havde ført til, at grænsen var blevet flyttet. Men regionens historie gav os ret til fortsat at vælge den danske kultur som vores. Ikke som et fravalg af det tyske, men som et bevidst tilvalg. Det danske var ikke noget, man blev født ind i det var noget, man kunne vælge. Det var noget glædeligt og frivilligt Katrine ændrer ubevidst på sin stemmeføring: Denne paradisiske naivitet blev jeg dog kylet ud af hen ad vejen. Jeg mødte dansksindede sydslesvigere, der kun talte dansk og ligefrem betragtede tysk som et moralsk mindreværdigt sprog. Der blev talt om nødvendigheden i at vælge hele pakken. Der blev stillet spørgsmålstegn til vores ret til at gå i dansk skole, hvis vi talte tysk i frikvartererne. Vi blev ikke udsat for direkte repression men vi fik heller ikke tilbudt en flerkulturel model. Mange af mine venner gik dengang i protest over til at betegne sig som tyskere, fordi de modeller, de fik tilbudt, ikke svarede til deres virkelighed. Der var få, der talte med os om identitet. Det var sproget, man kiggede på. Sproget blev ophøjet til en indikator for sindelag. Og Der var få, der talte med os om identitet. Det var sproget, man kiggede på. Sproget blev ophøjet til en indikator for sindelag. Og det udsatte os unge for et betydeligt moralsk pres. For ungdomssproget var og er helt naturligt tysk. Du er jo omgivet af tysk ungdomskultur i Sydslesvig tysk musik, tysk mode og tyske film. det udsatte os unge for et betydeligt moralsk pres. For ungdomssproget var og er helt naturligt tysk. Du er jo omgivet af tysk ungdomskultur i Sydslesvig tysk musik, tysk mode og tyske film. Jeg havde også en masse tyske venner. Vi mødtes udenfor skolesammenhæng i blandede grupper så selvfølgelig talte vi mest tysk i vores fritid Da du blev ældre tog du til Danmark. Det var vist ikke en positiv oplevelse for dig? Nej, ikke kun, svarer Katrine med en sydslesvigsk vending. For selvom jeg følte mig meget dansk, belærte mødet med Danmark mig om det modsatte. Jeg tog f.eks. på dansk kunsthøjskole for at opleve Danmark indefra. Jeg havde en masse positive oplevelser, men det var en skrækkelig oplevelse for mig at blive behandlet som anderledes. Folk gjorde nar af min accent. De følte vel ligefrem, at det var anstrengende at tale med mig og bad mig om at lyde mere dansk. Men det var jo mit modersmål jeg talte på! Når man er opvokset med sydslesvigsk som modersmål præcis som det er, med sjove vendinger og sjov udtale så rammer det dybt, hvis der bliver rettet i det En hybrid Hvad gjorde du så? Tog du tilbage til Sydslesvig? Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg flygtede ligefrem fra Danmark og Sydslesvig. Jeg flyttede til bydelen Altona i Hamborg og boede der i 17 år. Altona er en bydel med mange indvandrere. Her var jeg én af mange andre med flerkulturel baggrund. Mødet med mennesker fra alle verdens lande gav mig en helt anden forståelse for det at være sydslesviger. Der er slet ikke noget unikt og underligt i at færdes i flere kulturer. Det er faktisk mere normalt end at være monokulturel. Der er ikke stor forskel på, om grænsen flytter sig i forhold til en selv, eller om man flytter sig i forhold til en grænse. Man står i begge tilfælde i en situation, hvor man har en kultur, der adskiller sig fra den dominerende kultur i det omgivende samfund. Og hvis man åbner sig for omgivelserne, bliver man helt automatisk til et blandingsprodukt. En hybrid, der kan begå sig i begge kulturer. Det er ingen mangel det er en gave at have mulighed for at vælge mellem flere kulturelle 6 Grænsen nr. 4 august 2008

7 verdener og leve en dagligdag, som tager det bedste fra hver kultur. Der er mange, der fremhæver den rene vare men hvis man bare går langt nok tilbage i tiden, findes der jo rent faktisk ingen kultur og intet sprog, der ikke er et blandingsprodukt. Jeg skulle først leve i andre omgivelser for virkelig at kunne forstå og elske min grænselandsidentitet og få lyst til at vende tilbage til Sydslesvig Hvordan var det så at vende tilbage til Sydslesvig? Jeg kommer tilbage og oplever nu et opbrud, der giver håb. Projektet med elevambassadørerne fra Duborg Skolen har været med til at åbne for en helt ny debat. Naturligvis har der også tidligere været identitetsdebatter i Sydslesvig, men de blev især ført af unge, der tilhørte mindretallets indre cirkel. Elevambassadør-projektet giver derimod et bredt spektrum af unge mulighed for at reflektere over deres identitet og fortælle deres autentiske historie. Det er noget nyt, at de forskellige tilgange til det danske mindretal behandles som ligeværdige. De unge sydslesvigere har på trods af deres forskellighed meget tilfælles. Og de udstråler selvbevidsthed og glæde ved at være flerkulturelle. Også for os voksne føles det som en forløsning at opleve en officiel anerkendelse af den ressource, der ligger i at kunne begå sig i flere kulturer I min forældregeneration er der mange, der har valgt det danske som et fravalg af det tyske. Og der er vel stadigvæk nogle, der ligefrem foragter det tyske. Men for de unge i år 2008 er det ikke dansk kontra tysk. Det er flerkulturel kontra monokulturel. Vi ønsker os en mangfoldig region. Og det flerkulturelle i Sydslesvig kommer ikke kun til udtryk i mødet mellem mennesker af forskellige kulturer. Det er også de enkelte, der forener forskellige kulturer i sig selv. Men det, der for mig og mange andre føles som en endelig erkendelse af grænselandets kerne, betragter andre som en trussel mod danskheden. Der diskuteres for tiden kraftigt. Er de unge danske nok? Men det er netop de unge, der stiller identitetsspørgsmål, der opponerer og tvivler, der virkelig bliver i stand til at træffe bevidste valg. Det er dem, der videreudvikler mindretallet og formulerer tidssvarende begreber. De, der ikke reflekterer over deres danskhed, kan aldrig opnå den forkærlighed for det danske, som er mindretallets næring Har du et bud på nogle nødvendige forandringer eller er det hele godt nok, som det er? Katrine sidder stille et øjeblik. Hun tænker sig grundigt om. Og så kommer hendes svar: Vi har et slags omvendt integrationsproblem i mindretallet. Flertalsbefolkningen i Tyskland betragter os ikke længere som anderledes men som en helt naturlig del af samfundet. Selv om ligestillingen ikke er gennemført mht. de tilskud fra det offentlige, er vi jo i vores dagligdag fuldt accepterede medborgere. Her er der sket en masse fra dengang mine forældre var unge og måtte regne med at blive dårligt stillet eller holdt udenfor af flertalsbefolkningen. Vi kan derfor ikke længere definere os via modsætningen til flertallet. Det skaber en vis angst hos nogle en angst for lige at blive opslugt af flertallet og miste mindretallets profil. Jeg tror, det er derfor mange i mindretallet afkræver en entydig bekendelse til det danske af de unge. Men vi må til at udvikle mere rummelighed i mindretallet. Vejen frem ligger i den interkulturelle dialog. Vi skal ikke være bange for at blande os med omgivelserne. Jeg er overbevist om, at vi ikke mister vores særegenhed ved det, men at vi vinder meget. Og indadtil er vi nødt til at være mere åbne for alle stemmer i mindretallet. Vi må tillade en åben debat, hvor nye ideer kan spire frem. Hvis mindretallet skal videreudvikle sig på en positiv måde, skal der mere tolerance og humor til. Vi har brug for åbenhed overfor nye impulser og også evnen til ad grine af os selv. Mangfoldighed og bredde skaber vækst; snæversyn og fundamentalisme ødelægger grobunden for innovation og kvæler enhver spire. Hvis vi holder fast i gammel nationalstatstænkning og forældede billeder af danskhed, mister mindretallet også sin attraktivitet for de unge det er netop de unge, der stiller identitetsspørgsmål, som opponerer og som tvivler, der virkelig bliver i stand til at træffe bevidste valg. Det er disse unge, der videreudvikler mindretallet og formulerer tidssvarende begreber. De der ikke reflekterer over deres danskhed, kan aldrig opnå den forkærlighed for det danske, som er mindretallets næring Hvordan tror du, at det danske mindretal har det om ti år? Jeg tror, at mindretallet nemt kan overleve mange år endnu, der er meget potentiale i de nye ideer, der gror frem. Men det er naturligvis skræmmende at se, at økonomiske vanskeligheder fører til, at mindretallet svækkes i yderdistrikterne. Det er svært at opretholde gejsten og udvikle projekter og ideer, hvis det hele skal køre på frivilligt arbejde. Og uden basisarbejdet udhules mindretallet og ender muligvis med kun at drive sprogskoler Har mindretallet noget at byde ind med i forhold til den aktuelle integrationsdebat? For os i det danske mindretal, der arbejder på at bevare retten til vor egen kultur og vort eget sprog, må det være helt naturligt at solidarisere os med andre minoriteter og kæmpe for et åbent, tolerant og flerkulturelt samfund. Det må være vores pligt at iagttage samfundets udvikling med et vågent blik og være følsomme overfor politisk agitation, der skaber et klima af angst og had overfor det, der betragtes som anderledes. Der findes mange måder at være dansk på og det gælder heldigvis både i Sydslesvig og i Danmark Grænsen nr. 4 august

8 KRONIK Manu Sareen Manu Sareen er født i Indien i 1967 og kom til Danmark i Han er opvokset på Amager, hvor han også bor i dag sammen med konen Anja og børnene Silje, Felix og Alvin (ikke med på billedet). Manu Sareen er uddannet socialpædagog og har arbejdet som indvandrerkonsulent, indtil han i 2002 blev valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation. Han er forfatter til bøgerne Når kærlighed bliver tvang og Vores indiske kogebog (sammen med Divya Das). Derudover har han bidraget til bøgerne Ord på samvittigheden og Perkerkogebogen. Senest har han udarbejdet en Perkerkanon, fordi minoritetskulturen er forbigået i Kulturkanon, der sidste år blev udgivet af kulturminsteren. Læs om den på Kendskab til grænselandets historie Af Manu Sareen Der er i den aktuelle indvandrer- og integrationsdebat al mulig grund til at beskæftige sig med det dansk-tyske grænseland, som ganske vist er perifert i forhold til hovedstaden og andre områder med mange nydanskere, men centralt i forhold til erfaringer med kulturmødet. Sådan er budskabet fra Manu Sareen, medlem af Københavns Borgerrepræsentation, efter at han gik på opdagelse i grænselandets historie. 8 Grænsen nr. 4 august 2008

9 e kan skabe bedre integration i Danmark Grænsen nr. 4 august

10 I Danmark er vi ekskluderende overfor det fremmede, i grænselandet er de inkluderende, er Manu Sareens erfaring. Mens vi bruger tiden og energien på at diskutere tørklæder, tegninger og halalkød i en dem og os retorik, bruger de i grænselandet kræfterne på at pendle mellem kulturer og få det bedste ud af kulturmødet. Jeg har ved selvsyn opdaget, hvor mange ligheder der egentlig er mellem grænselandet og indvandringen i Danmark. Vi kan lære meget af Sønderjylland, hvis vi ønsker at løse integrationsudfordringerne i resten af Danmark. Lad mig straks slå fast: Der er indlysende forskelle mellem nationale mindretal og indvandrermindretal. Nationale mindretal er opstået på grund af grænsedragninger, som ikke har taget hensyn til en befolkningsgruppes sproglige og kulturelle tilhørsforhold. Etniske mindretal er opstået, fordi mennesker mere eller mindre frivilligt har forladt deres hjemland og etableret sig i et nyt. Nationale mindretal er i nationalstatsprojektets optik restgrupper, som af rent fysiske årsager ikke passede med flertallet. I Danmark er denne problematik næsten ukendt, men vi har dog et tysk mindretal i Sønderjylland (hjemmetyskerne), altså danske statsborgere med et tysk sindelag, som har organiseret sig i Bund Deutscher Nordschleswiger og derigennem driver skoler, børneinstitutioner, biblioteker m.v. Men vi har også et dansk mindretal i Tyskland, nemlig i den nordlige del af Slesvig- Holsten, bestående af op mod tyske statsborgere, som føler sig knyttet til dansk sprog og kultur. Det danske mindretal modtager et årligt tilskud fra den danske stat på ca. 430 mio. kr. Denne befolkningsgruppe har megen goodwill i det danske Folketing med henvisning til historiske argumenter, der har at gøre med nationalstatsdannelserne i tallet, nederlaget i 1864 og genforeningen i 1920, hvor grænsen mellem den danske og den tyske nationalstat blev fastlagt på baggrund af en folkeafstemning. Der er mange paralleller mellem ovenstående grupper og etniske minoriteter i Danmark. Ved en stor fest på Dybbøl 10. juli 1920 holdt statsminister Neergaard en tale, hvor han bl.a. sagde:»men det er ikke en ublandet Glædesdag. En bitter Smerte maa trods al Glæde fylde vort Sind for dem, der har kæmpet saa trofast. Paa Regeringens og hele det danske Folks Vegne siger jeg: De skal ikke blive 10 Grænsen nr. 4 august 2008

11 glemt. (Bifald). Det er en Ærespligt for enhver Regering at støtte dem og af yderste Evne opretholde Sprog og Folkelighed, som de har ofret taprest for«. Statsministeren sluttede talen med ordene:»danmark har et Folk, en Tro, et Sprog. Jeg maa synes, at vort Land maa gaa en lysere Fremtid i Møde; Vort Folk er ikke alene større, men et nyt, sundere, livskraftigere. Hernede har vi lært at staa fast paa en Sag. Et Fædreland, et Sprog. Vi vil elske det højere og inderligere. En lutret Kærlighed strømmer det i Møde. Et Leve for vort Fædreland«. Jeg anerkender fuldt ud den historie og det danske samfunds loyalitet over for denne befolkningsgruppe i Tyskland. Jeg er født i Indien, men jeg kender efterhånden Danmark så godt, at jeg har sporet en særlig agtelse for disse danskere, som stadig nu 144 år efter at de blev borgere i en anden stat stædigt fastholder dansk sprog og identitet. Det er et menneskeligt vilkår, som gælder for alle mennesker. Jeg anerkender fuldt ud, at den danske stat med ganske betydelige midler understøtter en befolkningsgruppes ret til at fastholde eget sprog og egen kultur i en anden stat, med henvisning til at historien gik dem imod. Naturligvis har de ret til egne børnehaver, skoler, alderdomshjem, kulturelle aktiviteter, avis, biblioteker osv., og naturligvis skal de have statsstøtte hertil. Og naturligvis skal også det tyske mindretal i Sønderjylland støttes i at fastholde deres tilknytning til tysk sprog og kultur. Faktisk er over 10 procent af europæerne i den situation. Men det er dog interessant, ja, nærmest hyklerisk, at det danske Folketing så vedholdende og så rundhåndet fastholder både sig selv og den tyske stat på tolerancens snævre sti i forhold til disse historiske og nationale mindretal, samtidig med at man på ingen måder kan drage de samme paralleller til andre minoritetsgrupper i Danmark. For at slå det helt fast: Jeg går ind for danske (og tyske) statstilskud til både det danske og tyske mindretal. Jeg ønsker ikke at ændre herpå, og jeg forstår også det historiske argument. Men jeg vil gerne spørge ind i hjerterødderne af den danske folkesjæl, hvordan vi og jeg skriver udtrykkeligt vi kan fastholde denne dobbelthed, ikke som den kommer til udtryk i støtte og kontanter til grupper med andet sprog og anden kultur end flertallet, men rent moralsk. Det sker desværre ikke i dag ja, der er folketingspolitikere, der direkte kræver assimilering af os nye danskere. Jeg kan ikke i det dansk-tyske grænseland synes især de unge at mene, at man kan have flere sprog og flere identiteter. De formår at pendle mellem det danske og tyske uden problemer. Ja det praktiseres faktisk hver eneste dag, alt imens vi andre stadig diskuterer halalkød, tørklæder, modersmålsundervisning, tegninger og ghettoer. assimileres til en danskhed, som jeg ikke engang kender. Jeg ved ærligt talt heller ikke, hvad det helt præcist betyder at være dansk andet end at være dansk statsborger. Jeg ved dog, at jeg også er dansker, ligesom jeg også er inder, københavner og europæer. En meget indflydelsesrig del af det danske Folketing fastholder det billede af fædrelandet, som statsminister Neergaard tegnede i sidste afsnit af sin tale i Ja, selv statsministeren synes at mene det. Mit egentlige anliggende med denne kronik er at gøre opmærksom på, at der i det det er dog interessant, ja, nærmest hyklerisk, at det danske Folketing så vedholdende og så rundhåndet fastholder både sig selv og den tyske stat på tolerancens snævre sti i forhold til disse historiske og nationale mindretal, samtidig med at man på ingen måder kan drage de samme paralleller til andre minoritetsgrupper i Danmark. dansk-tyske grænseland er sket forandringer. Her synes især de unge at mene, at man kan have flere sprog og flere identiteter. De formår at pendle mellem det danske og tyske uden problemer. Ja det praktiseres faktisk hver eneste dag, alt imens vi andre stadig diskuterer halalkød, tørklæder, modersmålsundervisning, tegninger og ghettoer. Et konkret, men typisk eksempel på denne forandring er Alexandra. Hun er tysk statsborger og går på Duborgskolen, som er det danske gymnasium i Flensborg. Hun har igennem de sidste 12 år gået på dansk skole og har her modtaget undervisning på dansk. Men hun taler tysk med sine kammerater i frikvartererne og den øvrige fritid, ligesom hun taler tysk hjemme. Hun bevæger sig frit og utvungent mellem dansk og tysk og har en dyb forståelse af både dansk og tysk kultur. Stephanie er jævnaldrende med Alexandra, men er dansk statsborger og går på det tyske gymnasium i Aabenraa, hvor hun modtager Grænsen nr. 4 august

12 undervisning på tysk. I frikvarterer og hjemme taler hun sønderjysk/dansk. Også hun bevæger sig uden problemer mellem tysk og dansk og har et indgående kendskab til begge kulturer. Alexandra og Stephanie er dobbeltsprogede og har bindinger til både dansk og tysk kultur. Når de i dag bliver spurgt, om de er mest danske eller tyske, vil de svare, at de rummer begge dele. Alexandra føler sig overvejende tysk, når hun er i Danmark, og overvejende dansk, når hun er i Tyskland, mens Stephanie har det lige modsat. I gamle dage ville nationalt bevidste danskere (og tyskere) med henvisning til Neergaards ord afkræve Alexandra (og Stephanie) et klart og entydigt svar: Er du dansk eller tysk? Man ville hævde, at de slet ikke kunne leve et ordentligt menneskeliv uden at have svar på rede hånd. Men Alexandra og Stephanie ser alligevel ud til at kunne få livet til at lykkes som fuldt integrerede borgere i hvert sit land, men med et andet sindelag end flertalsbefolkningen. Det er naturligvis langt nemmere at få konflikten mellem statsborgerskab og sindelag til at fungere mellem dansk og tysk, fordi dansk og tysk ligner hinanden. Samme sprogstamme, samme historie, samme religion, samme race. Men set i forhold til den ekstremt konfliktfyldte historie i grænselandet er det en imponerende udvikling. Kendere af området siger, at udviklingen er gået fra et mod hinanden til et med hinanden, og i nogle tilfælde endda et for hinanden. Hvordan er det sket? Og hvordan fremmer vi den samme udvikling fra konflikt til fredelig sameksistens mellem danskere og såkaldte ny-danskere, som vi har set i grænselandet? Hvordan skaber vi en inklusion af ny-danske unge, så de får oplevelsen af, at Danmark også er deres land, og hvor de kan pendle mellem deres etniske ophav og kultur og deres nye danske kultur uden problemer? Plads til forskellighed og mangfoldighed er et alternativ til dagens 'ordnung' med ensretning og krav om assimilering. Der er brug for inklusion, hvor vi tænker i muligheder og ikke i begrænsninger, når talen falder på nydanskere, og hvor vi ser en mulig læge, tømrer, ingeniør i enhver 12-årig ikke en potentiel brandstifter og terrorist, der bare kan»skrubbe ad helvede til«. Kan man forestille sig en lignende tilgang til medborgerne i grænselandet? Næppe. Jeg er overbevist om, at statsminister Neergaards ord fra 1920 ikke står helt så meget til troende i det dansk-tyske grænseland, som de åbenbart gør blandt et flertal i Folketinget. I grænselandet har man lært, at fædrelandet ikke består af et folk og et sprog, men at der er plads til forskellighed. I det øvrige Danmark har man ikke gjort sig erfaringer med den situation, før indvandringen satte ind i 1970'erne, og danskerne viste sig at have meget store vanskeligheder med den virkelighed. Der er i den aktuelle indvandrer- og integrationsdebat al mulig grund til at beskæftige sig med det dansk-tyske grænseland, som ganske vist er perifert i forhold til hovedstaden og andre områder med mange nydanskere, men centralt i forhold til erfaringer med kulturmødet. Medlemmer af det tyske mindretal er fuldt ud integrerede i det danske samfund og fungerer naturligvis som ligeværdige borgere i enhver forstand. Mindretallet fik for nylig tilsagn om særregler, som gjorde, at de på trods af en mindre stemmeandel kunne fastholde deres repræsentation i de sønderjyske byråd efter kommunalreformen. Kan man på nuværende tidspunkt forestille sig noget lignende i resten af Danmark? Næppe. Plads til forskellighed og mangfoldighed er et alternativ til dagens 'ordnung' med ensretning og krav om assimilering. Der er brug for inklusion, hvor vi tænker i muligheder og ikke i begrænsninger, når talen falder på nydanskere, og hvor vi ser en mulig læge, tømrer, ingeniør i enhver 12-årig ikke en potentiel brandstifter og terrorist, der bare kan»skrubbe ad helvede til«. Kan man forestille sig en lignende tilgang til medborgerne i grænselandet? Næppe. I Slesvig-Holsten har man siden 1955 undtaget det danske mindretal fra fem procents reglen i den slesvig-holstenske forfatning, således at det danske mindretal alligevel kunne opnå repræsentation i landdagen i Kiel. I grænselandet samarbejder man på tværs af en grænse, som knap nok eksisterer længere. Fortsat udvikling af samarbejdet har højeste prioritet i både Slesvig-Holsten og Region Syddanmark. I grænselandet er der gjort talrige sprogpædagogiske erfaringer om forholdet mellem modersmål og fremmedsprog. I det danske mindretal ved man, hvad det betyder at have et godt sprog på modersmålet, som ofte er tysk, inden man i skolen skal lære et nyt sprog. I grænselandet ved man noget om identitetsdannelse. Der er dansk og tysk identitet, men der er også talrige mellemformer, hvor mennesker er på vej fra noget til noget andet. Der er tale om en proces over tid, nogle gange lang tid, flere generationer. I grænselandet ved man fra både danske sprog-reskripter (tvangsindførelse af dansk som skole- og retssprog i 1850'erne) og preussisk Köller-politik (tvangsindførelse af tysk som skole- og retssprog i 1890'erne), at man kan forkorte processen ganske væsentligt og opnå det stik modsatte resultat. De danske sprog-reskripter skabte en overbevist tyskhed, og Köller-politikken en tilsvarende stærk danskhed. 12 Grænsen nr. 4 august 2008

13 Medlemmer af Dansk Folkeparti er hyppige talere til årsmøderne i det danske mindretal. Manu Sareen bakker op om støtten til mindretallet, men mener, det er hyklerisk, at folketingspolitikere den ene dag kan lovprise det flerkulturelle i grænselandet for den næste dag at kræve assimilering af nye danskere i Danmark. I grænselandet har man lært, at fædrelandet ikke består af et folk og et sprog, men at der er plads til forskellighed. I det øvrige Danmark har man ikke gjort sig erfaringer med den situation, før indvandringen satte ind i 1970'erne, og danskerne viste sig at have meget store vanskeligheder med den virkelighed. Dannelsen af den danske nationalstat i midten af 1800-tallet havde en del at gøre med, hvor grænsen til en tysk nationalstat skulle gå. Det dansk-tyske grænseland var motor for hele diskussionen og realiseringen af det Danmark, vi kender i dag. Et folk, et sprog men hvorfra og hvortil? Det dansk-tyske grænseland kunne, fordi det netop er et grænseland, blive en meget inspirerende motor for den aktuelle udfordring: en fornuftig håndtering af kulturmødet. Et kulturmøde, som i mange tilfælde er håndteret med begrænsninger og mistro fra alle parter, og det er i al sin enkelhed det, som vi ser resultaterne af i dag. En undersøgelse fra Trygfonden viste, at unge nydanskere føler sig fremmedgjorte i Danmark. Det i så høj grad, at hver fjerde drømmer om at flytte ud af Danmark. Undersøgelsen pegede på nogle af de problemer, som også har været fremme før unge nydanskere føler sig diskrimineret i det danske samfund på baggrund af hudfarve, kultur og religion. De unge mangler tryghed og tillid til det danske samfund, og det danske samfund og i særdeleshed politikerne mangler åbenbart også tillid til de unge. Undersøgelsens resultater minder os endnu engang om den kurs, vi er på vej ud ad i Danmark med den seneste årrækkes grøftegravning, eksklusion og 'dem og os' retorik. Det bliver vi nødt til at stoppe nu! Ellers får vi en hel generation af unge, der lever i et parallelsamfund. Unge, som vi i øvrigt desperat har brug for i det danske samfund. Og lige præcis i denne situation bør vi vende blikket mod grænselandet. Kronikken blev første gang trykt i Politiken 17. juni 2008 Grænsen nr. 4 august

14 Jørgen Kühl står i spidsen for A.P. Møller Skolen i Slesvig, når den officielt indvies den 1. september i overværelse af dronning Margrethe og Hr. Møller, giveren himself. Et dansk kulturcenter med globalt udsyn Den 11. september indvies A.P. Møller Skolen, det nye danske gymnasium i Slesvig. GRÆNSEN har besøgt skolen og dens første leder, Jørgen Kühl, for at høre om skolens visioner. Af Ole Adrian Sørensen. Det er nærmest uvirkeligt. Tilbage i februar 2007 bestod hele projektet blot af tegninger og modeller samt af en tom grund på kvadratmeter ud mod Slien i Slesvig. I marts 2007 blev første spadestik taget, to måneder senere blev grundstenen lagt og om ganske få dage er tegninger og modeller blevet til virkelighed. Den tomme grund den gamle kasernegrund på det afviklede militærområde Auf der Freiheit er væk. I stedet er et imponerende flot byggeri skudt op. Den 1. september overdrages A. P. Møller Skolen til Dansk Skoleforening for Sydslesvig, og allerede dagen efter starter de første 340 elever. Gymnasiet, der også huser en fællesskoleafdeling med elever i klasse, har plads til 625 elever, men i skolens første år vil der være ekstra god plads, idet man først om tre år når op på fuldt elevtal. Da vil gymnasiets g, som i Slesvig-Holsten kaldes årgang, være udbygget. A. P. Møller Skolen er en gave til Sydslesvig skænket af A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Gaven på tre etager fordelt på kvadratmeter står nu klar til at modtage de kommende mindretalsgenerationer mange år frem i tiden. Der er efter sigende brugt specialdesignede mursten til byggeriet. Men denne artikel skal ikke handle om mursten. Den skal ikke handle om skolens smukke aula med den store trappe, om idrætshallen, om den flotte festsal, om klasseværelser udstyret med interaktive tavler eller om skolens flotte bibliotek der i øvrigt ikke hedder biblioteket men videnscentret. Rammerne er i orden. Ingen tvivl om det. Men hvad skal der ske i disse rammer? Hvordan skal de fyldes ud? Hvilke visioner har man for A. P. Møller Skolen? Disse spørgsmål lader vi gå videre til Jørgen Kühl, rektor for A. P. Møller Skolen. Sammen med vicerektor Flemming Rasmussen og Klaus Pløen, som er afdelingsleder for fællesskolen, har han forberedt alt det, der skal ind i de flotte rammer: Vi har udarbejdet et værdigrundlag og en profil for A. P. Møller Skolen, siger Jørgen Kühl. Men det er naturligvis i første omgang blot en rammebeskrivelse. Den skal drøftes og videreudvikles i dialog med medarbejdere og de kommende forældre og elever. Der er jo tale om en ny skole, så der ligger en særlig udfordring i en fortløbende og intensiv dialog, hvor alle får mulighed for at medvirke i opbygningen og udviklingen af skoleprofilen. Vi regner det for gavnligt for, at alle føler et aktivt medejerskab til skolen Interkulturelle kompetencer Opbygningen af skolens indhold nu skal man bevæge sig fra mursten til et frugtbart læringsmiljø er et flerårigt pionerarbejde, der kræver fælles indsats og et stort engagement. Udgangspunktet er, at alle involverede medarbejdere, elever og forældre har et ønske og en ambition om at skabe en god og dynamisk dansk mindretalsskole. Ifølge den skriftligt formulerede vision hedder det, at A. P. Møller Skolen tilstræber at være en skole, der i kraft af sin faglige og pædagogiske profil, de skolerettede aktiviteter samt tilbud og arrangementer uden for regu- 14 Grænsen nr. 4 august 2008

15 lær skoletid vil kunne blive en eksemplarisk dansk mindretalsskole. Skolen skal skabe optimale rammer for læring og elevernes personlige dannelse under hensyntagen til individuelle forudsætninger samt give eleverne mulighed for såvel forankring i det danske mindretal i den dansk-tyske grænseregion som et europæisk og internationalt udblik, således at de bliver optimalt rustet til en verden præget af tiltagende internationalt samarbejde og globalisering. Endelig skal skolen uddanne eleverne til myndige borgere, der kan påtage sig et aktivt medansvar for det danske mindretal og samfundets udvikling som helhed. Jørgen Kühl uddyber gerne visionen: Vi har en klar overordnet mission som uddannelsesinstitution og dansk mindretalsskole. Skolen er som alle andre skoler i Danmark, Tyskland og Sydslesvig en skole, hvor eleverne skal kunne udvikle sig personligt og tilegne sig viden, indsigt og færdigheder. Men det som adskiller A. P. Møller Skolen fra danske skoler og gymnasier nord for grænsen er naturligvis forankringen i mindretallet og grænselandet! Her hos os er skolen også stedet, hvor eleverne skal kunne tilegne sig viden om og indsigt i det at være en del af og tilhøre et historisk forankret mindretal, hvis tilhørsland ligger på den anden side af grænsen. Det kræver såvel et kendskab til mindretallets baggrund som forståelse for forholdene i Danmark. Kühl pointerer, at det er vigtigt hele tiden at huske på, at eleverne tilhører et nationalt dansk mindretal, der er historisk forankret i Sydslesvig, men i kraft af placeringen er knyttet til både Tyskland og Danmark og til dansk kultur: Skolen skal derfor formidle og bevidstgøre eleverne om samhørigheden med det danske mindretal og det danske folk. Og på samme tid skal eleverne dygtiggøres til at leve i det tyske samfund. Netop i et grænseland og i et nationalt mindretal, hvor flere forskellige kulturer og sprog mødes, er det væsentligt, at eleverne opnår indgående kendskab til både det land og samfund, de lever i og til forholdene i den stat, de i kraft af mindretalstilhørsforholdet er knyttet til. Dette betinger omfattende viden og færdigheder inden for såvel dansk som tysk sprog, kultur og samfundsforhold. Derfor vil der på A. P. Møller Skolen lægges særlig vægt på, at eleverne tilegner sig interkulturelle kompetencer. Dette indebærer evnen til at se og forholde sig til sprogligt og kulturelt betingede ligheder og forskelle Jørgen Kühl fortsætter: Eleverne skal også rustes med kompetencer til at agere og leve som aktive borgere i en globaliseret verden. Jeg er ganske sikker på, at en stor del af vores elever i løbet af deres voksne liv vil komme til at flytte sig fysisk på tværs af grænserne. Mange vil komme til at leve en tilværelse præget af flerkulturel påvirkning og internationalisering. I denne forbindelse venter der en stor og vigtig opgave for lærerstaben. Grundlaget for alt, hvad vi foretager os, bliver et optimistisk og positivt menneskesyn, der tager afsæt i den enkeltes interesser, evner og muligheder. Fokus på skolen Den nye fællesskole med gymnasieoverbygning er altså meget mere end en almindelig skole og gymnasium. Det er først og fremmest en dansk mindretalsskole og mindretalsgymnasium i Tyskland! Skolen er placeret i den dansk-tyske grænseregion og lokaliseret i et område med historiske traditioner, kontakt, overgangszoner, konflikt, samarbejde og kulturmøder, som rækker langt tilbage i tiden. Skolen er i kraft af sin selvforståelse som uddannelsesinstitution en aktiv og dynamisk del af det danske mindretal i Sydslesvig, siger Jørgen Kühl. Og derfor er der stor fokus på skolen, fordi den med alle sine aktiviteter kommer til at forme og præge det danske mindretalsliv i Sydslesvig. Skolen er ligesom alle andre mindretalsskoler et dansk kulturcenter, hvor bygningen benyttes uden for skoletiden til mange forskellige aktiviteter som eksempelvis møder, foredrag, og andre arrangementer. Vi vil fra skolens side arbejde for at skabe bevidsthed og kontinuerlig dialog om nationale mindretal i almindelighed og dansk mindretalsidentitet i Tyskland i særdeleshed. Samtidig vil vi bestræbe os på at holde en løbende konstruktiv kontakt til det frisiske mindretal. Dette er en opgave af særlig betydning, eftersom en del af eleverne i gymnasiet vil have tilknytning til eller rod i det frisiske mindretal Det grundlæggende udgangspunkt og referencerammen for A.P. Møller Skolen er forankringen i det danske mindretal, udtaler rektor Jørgen Kühl. En dynamisk proces Jørgen Kühl vender tilbage til A. P. Møller Skolens placering på verdenskortet: Vi er en skole i et grænseland i Europa i det dansk-tyske grænseland. Her pågår der hele tiden kulturmøder mellem dansk og tysk og mellem nordisk og centraleuropæisk kultur. Forankringen i det danske mindretal, samarbejdet med de nationale frisere og lokaliseringen i en europæisk grænseregion med et kontinuerligt kulturmøde skaber en særlig rammesituation for skolen. Det gør det oplagt at se den lokale og regionale forankring i en større, europæisk og global sammenhæng. Vi vil bestræbe os på at formidle denne sammenhæng i undervisningen og i supplerende aktiviteter Jørgen Kühl lægger an til landing og kommer tilbage til udgangspunktet visionen. Han præciserer, at en skole ikke er en statisk størrelse, hvor profil og indhold kan fastlægges én gang for altid: Samfundet udvikler sig løbende. Kravene til uddannelse og læring samt til de kompetencer, som afgangselever forventes at være i besiddelse af, forandres over tid. Skolen indgår således i en dynamisk proces, hvor den hele tiden må tage stilling til overordnede satsningsområder og konkrete indsatsområder Men det grundlæggende udgangspunkt og referencerammen for A.P. Møller Skolen er forankringen i det danske mindretal, understreger Jørgen Kühl, inden han slutter med ordene: Vi er en skole for det danske mindretal i Sydslesvig. Vi er en dansk mindretalsskole i det dansk-tyske grænseland, i Tyskland og i Europa GRÆNSENs udsendte forlader A. P. Møller Skolen for denne gang. På vej ud gennem aulaen trækkes blikket uimodståeligt op mod loftet. Her er ophængt et kunstværk af den danskislandske kunstner Olafur Eliasson, som blandt andet er kendt for at have udsmykket kunstmuseet ARoS i Århus og Alsion i Sønderborg. Ude i den sydslesvigske sommer drages blikket mod vest. Her ligger skolens idrætsanlæg. Også det har internationale mål.. Grænsen nr. 4 august

16 Dansk? det kan man da lære på en uge Flere og flere syd for grænsen vil lære dansk. Intensive danskkurser giver på 36 timer et godt fundament og en effektiv indføring i det danske sprog. Dan Albertsen er en moderne vandrelærer. Af: Ole Adrian Sørensen. Der er i Sydslesvig en markant, stigende interesse for at lære dansk. Dan Albertsen underviser hvert år mange sydslesvigere i dansk. Undervisningen foregår blandt andet på Centralbiblioteket i Flensborg og på Hiort Lorenzen Skolen i Slesvig. Dan Albertsen bor midt i Flensborg. Den store taglejlighed er udgangspunktet for den travle mand. I en smart lille sportsvogn tilbringer han hver dag tid på landevejen, når han skal rundt for at passe sin undervisning i såvel Aabenraa på IBC (International Business College) som rundt om i Sydslesvig. Udover dansk og tysk underviser han også i spansk. På vej til Spanien, hvor fire uger i løbet af sommeren skal bruges til at forberede noget undervisningsmateriale på spansk til danske gymnasieelever, drøner sportsvognen lige fra Nykøbing Falster, hvor Albertsen havde et ærinde, til Hvidovre, hvor GRÆNSENs journalist sidder klar med blokken. I 1995 blev jeg ansat i Aabenraa på Højskolen Østersøen. Jeg havde tidligere arbejdet som markedsføringskonsulent i Tyskland, Spanien og USA samt som underviser i Ballerup og Nykøbing Falster, fortæller Dan Albertsen en tidlig morgen den sidste mandag i juni over en kop kaffe på den overdækkede terrasse Da jeg for godt tretten år siden for første gang kom til Aabenraa, blev mit fokus ændret til grænselandet på godt og ondt. Lærerkollegiet på Højskolen Østersøen var en blanding af tyskere og danskere, hvilket var meget udfordrende. Vi lavede kurser for såvel tyskere som danskere, der gerne ville lære hinandens sprog. Det var en spændende tid! Vi udviklede et nyt undervisningssystem tandemundervisning. Her underviser tyskere og danskere hinanden. Efter et par år søgte jeg nye udfordringer, og kom via højskolen i forbindelse med det tyske undervisningssystem inden for VHS (Volkshochschule). Vi lavede crashkurser for tyskere, der gerne ville lære dansk for at komme ind på det danske arbejdsmarked. Senere kom jeg til at undervise for det danske mindretal i Sydslesvig... Alt foregår på dansk Dan Albertsens kursister består generelt af to forskellige grupper. Dels er der sydslesvigere, som har tilmeldt deres børn til det danske skolesystem, og dels er der sydslesvigere, som skal bruge det danske sprog som løftestang til at få plads på det danske arbejdsmarked. Der er ingen tvivl om, at mange tyskere er tiltrukket af det danske skolesystem og den danske form for pædagogik. En meget stor del af eleverne har efterhånden en ren 16 Grænsen nr. 4 august 2008

17 tysk baggrund. Og på de danske skoler er udgangspunktet, at al kommunikation foregår på dansk. Derfor ser mange forældre med en tysk baggrund det som nødvendigt at stifte nærmere bekendtskab med det danske, forklarer Dan Albertsen som udover et hold i Slesvig på Hiort Lorenzen Skolen netop har afsluttet to aftenhold og et daghold på Centralbiblioteket i Flensborg. Der er naturligvis også mange forældre, som ønsker at lære dansk, således at de bedre kan følge med i børnenes undervisning. Men det er ikke kun forældre, som kommer på mine danskkurser. Der er også rigtig mange, som vil ind på det danske arbejdsmarked. Eksempelvis håndværkere og sygeplejersker. Intensivkurserne på 36 timer i løbet af en enkelt uge er meget populære. Men det er hårdt både for mig og for eleverne! På mine kurser foregår alt på dansk. Når vi har terpet dansk fra tidligt om morgenen og til hen over middag, sker det ikke sjældent, at jeg sætter en film på. Det kan være en dansk film eller en udsendelse, som fortæller noget om dansk sprog og kultur Ukritisk syn på Danmark At det at lære om det danske sprog er andet og mere end kun selve det sproglige, er noget, som i høj grad optager Dan Albertsen: Jeg oplever det som meget nemt at undervise tyskere. De er meget taknemmelige og modtagelige for næsten alt, hvad jeg siger og gør. Men jeg mener, at du som underviser også er tvunget til at rykke lidt ved deres opfattelse af Danmark. Ofte oplever jeg mine voksne elever have et aldeles ukritisk syn på Danmark. De tror, at alt er rosenrødt nord for grænsen. Og det er det jo som bekendt bestemt ikke! Det bliver så min opgave, at levere et lidt mere nuanceret billede af Danmark. Jeg afslutter nogle gange mine kurser med, at vi alle tager til København i en weekend. Det er altid populært hos kursisterne Dan Albertsen: - læst tysk/spansk på universitet/handelshøjskole. - læst på Den Danske Eksportskole i Nordsjælland. - arbejdet som markedsføringskonsulent i Tyskland, Spanien og USA. - arbejdet som underviser i Ballerup og Nykøbing Falster. - tidligere lærer på Højskolen Østersøen. - underviser nu i tysk/spansk/dansk på: IBC (International Business College), Aabenraa STUK (Studenterkurset i Sønderjylland), Toftlund Centralbiblioteket i Flensborg Hiort Lorenzen Skolen, Slesvig. Grænsen nr. 4 august

18 Anmeldelse I hjertet af Danmark Der er en række mønstre i Danmark, der ikke bare lader sig skubbe af pinden af en hurtigt løbende global udvikling, konkluderer denne anmeldelse af ny bog om, hvad det i dag vil sige at være dansk. Af Gunvor Vestergaard Gennem de seneste år er der kommet flere bud på, hvem vi danskere er, og hvad det vil sige at være dansk. I bogen I hjertet af Danmark giver tre forfattere nogle bud på, hvad det er for mentale mønstre, der samler os, hvad det er for tankesæt, vi har til fælles, og hvilke institutioner, der er med til at skabe dette fællesskab. Bogen tager udgangspunkt i interviews med 36 forskellige danskere. Det er deres subjektive fortællinger. På trods af forskellighederne viser der sig i deres udtalelser nogle fælles mønstre. Disse fælles mønstre dækker over koder og spilleregler, som det er nødvendigt at kende for at kunne begå sig i det danske samfund. F.eks. er det ikke ligegyldigt i hvilken rækkefølge, man indtager retterne ved det danske frokostbord. Ligesom vi har også vores måde at hilse på hinanden på og ofte en ironisk omgangstone, der kan være svær at forstå for udefrakommende. Disse koder indlæres gennem familien, skolen, arbejdspladsen m.m. Heri ligger det fælles mentale mønster, der gør os danske. Familie, skole og velfærdssamfund sættes højst I interviewene har man spurgt ind til en række institutioner, der opfattes som centrale i det danske samfund. Den første er familien. Familien har været igennem store forandringer de sidste 50 år. Alligevel opfattes den som meget vigtig måske endda den vigtigste institution. Familien er rammen om de værdier, der står hjertet nærmest. I familien opleves både de største glæder og de voldsomste konflikter. Som en af interviewpersonerne siger, familien er der altid, og man skal holde sammen i flokken. Familien skal være i stand til at rumme både fællesskabet og individualiteten. Man skal kunne udfolde sig frit, men med respekt for hinanden. Skolen som institution fylder meget i det danske samfund. Skolens fornemste opgave er ifølge interviewpersonerne at opdrage til demokrati. Der er ikke den store opbakning til tanken om eliteskoler. Tværtimod går man ind for enhedsskolen. Der ligger nogle vigtige værdier i at samle børn fra alle samfundslag. Forskellighed skaber dynamik, som én udtrykker det. Der må gerne differentieres indenfor fællesskabet, men det må aldrig gå ud over de svageste. Generelt er der stor tillid til skolen, men de seneste års diskussioner, bl.a. i forlængelse af PISA-undersøgelserne, begynder at slå igennem. Hvordan skal vægten være mellem faglig viden og almen dannelse? Den tredje institution er koblingen mellem det danske arbejdsmarked og velfærdsstaten. Det er i de senere år blevet kendt som flexicuritymodellen. Som sådan er der stor tilfredshed med den sikkerhed, systemet tilbyder. Det ses også som en fordel, at arbejdsmarkedets parter selv finder de rigtige løsninger. Men så begynder enigheden at smuldre. Alt efter arbejde og baggrund er der stor forskel på holdningen til fagforeningerne. Grundlæggende kan man sige, at det ikke længere er solidariteten, der er den bærende kraft, men spørgsmålet om individuelle ydelser. Dagliglivets værdier Når man ser på dagliglivet i Danmark, er der tre ting, der kendetegner de sidste 50 års udvikling 1) vi har fået mere fritid, 2) kvindernes erhvervsfrekvens er øget markant, 3) mængden af betalt arbejde er en af de højeste i verden. Arbejdet fylder meget i danskernes bevidsthed, og vi bliver i høj grad identificeret via vores arbejde. Men vægtningen af arbejdet er meget forskelligt. For nogle går arbejde og fritid ud i ét, mens der hos andre er et skarpt skel. Udsagn om, hvad der er det vigtigste ved arbejde, går fra pengene over gode kollegaer til, at det er sjovt at sætte noget i gang og se det udvikle sig. Foreningslivet vigtigere end kirken En vigtig institution i det danske samfund er foreningslivet. Overordnet er danskerne glade for foreningen og anser det frivillige arbejde som vigtigt. Der er da heller ikke noget, der tyder på, at mængden af frivilligt arbejde i Danmark er faldende. Men interessen flytter sig, og derfor oplever nogle foreninger og organisationer medlemstilbagegang (f.eks. politiske partier og naturfredningsforeningen), mens andre vokser næsten eksplosivt (f.eks. patientforeninger). Man er typisk Overordnet er danskerne glade for foreningen og anser det frivillige arbejde som vigtigt. medlem af både sociale og individuelle grunde. Desuden spiller foreningerne en demokratisk rolle. Man skal diskutere tingene og helst nå frem til en fælles holdning. Hal Koch har ikke levet forgæves. Danmark er et kristent land og der er en stor accept af kirken som institution. Kirken bruges til overgangsritualerne (dåb, konfirmation, bryllup, begravelse), men ellers spiller den ikke den store rolle i dagligdagen. Kristen er noget man er, ikke noget man gør. Der er et skarpt skel mellem at være troende og at være religiøs. Det religiøse ligger i højere grad uden for kirken og ses bl.a. i den 18 Grænsen nr. 4 august 2008

19 voksende interesse for clairvoyance, nummerologi og lign. Dansk med hjerte, hoved og hænder Den sidste institution er nationen. Der er enighed om, at Danmark er et godt land pga. den måde vi har indrettet samfundet på. Hvad der er typisk dansk, er det derimod sværere at indkredse. Man kan være dansk med hovedet, hænderne og hjertet. Det handler om at vide, at gøre og at være. Det er ikke noget enten eller, alle tre ting kan indgå. På baggrund af interviewene når forfatterne frem til, at det dominerende hos danskerne er at gøre. Det er vores adfærd og omgangsformer, der først og fremmest kendetegner os. At være kommer frem hos nogle enkelte, man skal selv synes at man er det. At vide er ikke nødvendigt. Historiekundskab er fint, men ikke afgørende. Man kan godt interessere sig for historie uden at have særlig kendskab til Dybbøl Mølle. Det er den gode fortælling frem for den faktuelle viden, der er interessant. Bogen er interessant læsning, uden at den bringer store nyheder på bordet. Tværtimod viser den, at der er en række mønstre i Danmark, der ikke bare lader sig skubbe af pinden af en hurtigt løbende global udvikling. Der er fortsat en kollektiv hukommelse. Dens forankringer ligger i det folkelige lokale fællesskab, ikke i fine kulturkanoner. Danskheden er på ingen måder statisk. Den udgør Arbejdet fylder meget i danskernes bevidsthed, og vi bliver i høj grad identificeret via vores arbejde. Men vægtningen af arbejdet er meget forskelligt et samspil mellem fortid og nutid, det offentlige og det private og det kollektive og det individualistiske. Dansk bliver på den baggrund en kobling af selvbevidst storhed og forsonlig lidenhed. Peter Gundelach, Hans Raun Iversen og Margit Warburg: I hjertet af Danmark, Hans Reitzels forlag, 296 sider, 325 kr. Familien på cykeltur. Et godt familieliv regnes fortsat for en af grundpillerne for danskerne, viser ny undersøgelse af de danske værdier. Foto Scanpix Grænsen nr. 4 august

20 Historien om Isted sej som en løve Af Peter Dragsbo Slaget ved Isted i juli 1850, der dannede afslutningen på Treårskrigen, var det største og det blodigste slag i de to slesvigske krige, og blodigere end Slagtebænk Dybbøl, som historikeren Tom Buk-Swienty har skildret levende og brutalt i en nylig udkommet og meget solgt bog. Hvert år på årsdagen, den 25. juli, holdes der taler og nedlægges kranse flere steder i landet og i Sydslesvig. I dag står Istedløven foran Tøjhusmuseet og Det Kongelige Bibliotek i København, og her var der i år kransenedlæggelse af bl.a. Københavns kommandant, direktøren for Tøjhusmuseet og Grænseforeningen omkranset af 12 faner båret af repræsentanter for diverse soldater- og garderforeninger. På selve åstedet i Isted holdt museumsinspektør Peter Dragsbo fra Sønderborg Slot talen, hvor han aktualiserede historien og de nationserfaringer, der kan drages. GRÆNSEN har fået lov at klippe et par citater fra talen: Måske var sejren for stor for fortrængningen af, at det kun var de slesvig-holstenske tropper og hele Tyskland, man besejrede, bidrog nok i ikke ringe grad til det danske overmod op til Derfor blev sejren også overskygget af 1864, der på en måde gjorde Isted uaktuel. Al 1850 ernes hurrapatriotisme om, at end en kamp tør vel dansken dyste blev afløst af en helt anden erkendelse. Samtidig er det, som om sejre i nationerne lever videre i en eller anden fjern og ophøjet erindring, mens nederlagene igen og igen skal bearbejdes og tolkes. Derfor har Slesvig-Holsten da også her i Isted netop rejst sit største erindringssted for sit største nederlag. Etnologen, professor Thomas Højrup har defineret en levedygtig nationalstat som en stat, der både kræver og får anerkendelse af sine egne borgere og kræver og får anerkendelse af andre nationer. Mens anerkendelsen udadtil kræver respekt for nationens evne til opretholde suveræniteten, kræver den indre anerkendelse, at nationen kan opbygge en fælles fortælling og nogle fælles nationsprojekter. Her havde Slesvig-Holsten absolut i sin historie en selvstændig og alment kendt historisk fortælling, nemlig udskillelsen af Slesvig som hertugdømme i middelalderen og den senere samhørighed med Holsten som Hertugdømmerne, der indtil 1864 administreredes som en meget adskilt og selvstændig del af det danske rige ( ). Heroverfor kunne i hvert fald hertugdømmet Slesvig have hævdet sit særpræg netop gennem flerkulturaliteten og flersprogetheden. Men som den aktuelle danske debat om ordet flerkulturel har vist, var det dengang som nu noget, som mange ikke synes hører til definitionen af den rette nationalstat. Sejren og fremtiden efter Isted tilhørte derfor de to nationsprojekter, det tyske og det danske. National erfaring bør, hvis det kan kaldes ægte erfaring, betyde, at man kollektivt er blevet klogere og omgås historie og identitet med større bevidsthed. Gennem sine smertelige erfaringer fra to verdenskrige er der ingen tvivl om, at det tyske folk har opnået en sådan erfaring, at det er blevet et erfarent folk. Det ses i omgangen med krig som eksempel Tysklands sunde skepsis over for at begive sig ind i nye krigseventyr i vore dage. Men erfaringen viser sig også i formidlingen af krig på erindringssteder og museer. Det gennemgående i tysk formidling af krig er, at krig er en alvorlig sag. Vi ser ikke blot krigens baggrund, gang og teknik, men også dens gru, dens faldne, dens meningsløshed. Fortællesteder i Tyskland om krig og krigsforbrydelser er ofte ikke bare Denkmale, men Mahnmale! På en måde burde vi i Danmark glæde os over, at vores fredelige og civile historie bevirker, at vi kan omgås krig og katastrofe så uskyldigt. På den anden side bør vi hele tiden sætte et kritisk lys på denne uskyld i formidling som i politik! ( )Nationsprojekter og nationserfaring er meget andet end krige. På begge sider af grænsen har vi en udfordring i at gøre fredens kulturarv den civile historie ligestillet med og lige så spændende som den I dag står Istedløven uden for Tøjhusmusset og Det Kongelige Bibliotek i København, men fortsat er der danskere, som mener, den skal retur til Flensborg. krigeriske kulturarv. Det er for eksempel absurd, at vi i Danmark musealiserer så mange krigs- og fæstningsanlæg, mens vores succésfulde civile projekt har svært ved at blive kulturarv. Over to hundrede militæranlæg har i Danmark status af bevaringsværdige fortidsminder, mens kun fire andelsmejerier og fire forsamlingshuse er bygningsfredet! Mon ikke det er de sidste ydmyge kulturelementer, der bedst viser Danmarks bidrag til den europæiske historie? Her bør vi besinde os og i vores historiebevidsthed acceptere og finde glæden ved fredens og hverdagens kulturarv. Netop i det dansk-tyske grænseland har vi muligheden for at udnytte vores ikke-krigeriske kulturarv til opbygning af en fælles højere grad af erfaring. Og her er kulturarven i Slesvig/Sønderjylland, nord og syd for grænsen, en enestående fortælling. Den afspejler jo, hvis vi forstår at tyde, læse og formidle den, en erfaring gennem tusinde år om flerkulturalitet, om kulturblanding, om mødet mellem identiteter, nationaliteter og nationsprojekter. Den er en stadigt provokerende korrektur til alle illusioner om, at nationer bør være besjælet af én kultur og én identitet. Foto Scanpix 20 Grænsen nr. 4 august 2008