Coop, Lidl og Harald Nyborg var ikke erstatningsansvarlige trods salg af varemærkeforfalskede

Transkript

1 Nyhedsbrev IP Update IP & Technology Nyhedsbrevet omhandler et udpluk af de lovgivningsmæssige tiltag samt afgørelser, der har været på det IP- og IT-retlige område i perioden 1. oktober januar Du kan læse om nyheder inden for følgende områder: 1. Ophavsret, varemærkeret og designret 2. Markedsføringsret og E-handel 3. Persondataret 4. Domænenavne 1. Ophavsret, varemærkeret og designret Coop, Lidl og Harald Nyborg var ikke erstatningsansvarlige trods salg af varemærkeforfalskede sko Den 15. oktober 2014 afsagde Sø- og Handelsretten dom i en række kumulerede sager. Converse Inc. havde nedlagt påstand om, at Coop, Lidl og Harald Nyborg og disses leverandører Erto Trading ApS, BK Trading ApS og OFN Holding A/S, ulovligt havde importeret og videresolgt varemærkeforfalskede udgaver af Converse Inc. skoen All Star Chuck Taylor. Modsat gjorde de sagsøgte gældende, at de i sagen omhandlede sko var produceret og indført i Europa med samtykke fra Converse Inc. Converse Inc. havde endvidere nedlagt påstand om retten til vederlag og erstatning i henhold til markedsføringslovens 20, stk. 2 samt varemærkelovens 43, stk. 1, nr. 1 og 43, stk. 3 på over 20 millioner danske kroner. Retten fandt, at Converse Inc. havde ført tilstrækkeligt bevis for, at de solgte sko var varemærkeforfalskede blandt andet med henvisning til, at Converse Inc. benyttede et 13-cifret kodesystem i sine produkter, som de solgte sko ikke havde. Under henvisning til foreviste advokaterklæringer, skoenes næsten identiske udseende, fakturaer om tidligere samhandel mellem leverandørerne og de hertil manglende indsigelser fra Converse Inc. fandt Sø- og Handelsretten, at Coop, Lidl og Harald Nyborg ikke havde handlet forsætligt eller

2 Side 2 uagtsomt efter varemærkeloves 43. Detailhandlerne blev derfor frifundet for erstatningspåstanden på cirka 20 millioner danske kroner. De resterende sko skulle dog destrueres (med undtagelse af de af Coop indkøbte) og detailhandlerne skulle betale udgifterne hertil. Endelig fandt Sø- og Handelsretten, at leverandørerne til detailbutikkerne var erstatningsansvarlige overfor disse for deres tab som følge af retssagen. Ny dom om EF-ordmærket LAGUIOLE Den 21. oktober 2014 afsagde EU-domstolen afgørelse i sagen T-453/11 mellem Gilbert Szajner, Frankrig ( sagsøger ) mod The Office for Harmonization in the Internal Market ( OHIM ) og Forge de Lauiole Sarl, Frankrig ( intervenienten ). Sagsøger var efter registrering ved OHIM den 17. januar 2005 indehaver af ordmærket LAGUIOLE i henhold til varemærkeforordningen. Den 22. juli 2005 indgav intervenienten begæring til OHIM om, at varemærket LAGUIOLE blev erklæret delvist ugyldigt. Begæringen blev indgivet på baggrund af intervenientens selskabsnavn Forge De Laguiole, som denne brugte i forbindelse med fabrikation og salg af knivsmedevarer, sakse, gaveartikler og souvenirs i forbindelse med bordpynt. Ved afgørelse af 27. november 2006 afslog annullationsafdelingen hos OHIM begæringen, hvorefter intervenienten indgav en klage til OHIM s appelkammer. Ved afgørelse af 1. juni 2011 tog Appelkammeret klagen delvist til følge og erklærede varemærket ugyldigt for alle vareklasser undtagen vareklasse 38, idet Appelkammeret mente, at der var forvekslingsrisiko mellem intervenientens og sagsøgers varer i forhold til de franske forbrugere, hvis sagsøgers og intervenientens varer blev solgt i samme butikker. Sagen blev herefter indlagt for EU-domstolen. EU-domstolen konkluderede efter grundig gennemgang af vareklasserne samt intervenientens og sagsøgers aktiviteter, at appelkammerets afgørelse skulle annulleres delvist. EU-domstolen konkluderede således, at der kun var forvekslingsrisiko mellem intervenientens og sagsøgers aktiviteter for så vidt angik håndværktøj, skeer, skæreblade, save, barbermaskiner og lignende i klasse 8, proptrækkere og flaskeåbnere i klasse 16, barberkoste og beautybokse i klasse 21 samt cigarklippere og piberensere i klasse 34. Herefter blev varemærkeregistreringen annulleret for så vidt angik varerne i de nævnte vareklasser &pageIndex=0&doclang=da&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid=310929#ctx1

3 Side 3 Markedsføring og salg af Steve stolen udgjorde ikke en krænkelse af TRIPP TRAPP stolen Højesteret afsagde den 17. december 2014 dom i sagen 152/2013, mellem Stokke A/S og Peter Opsvik ( Stokke m.fl. ) mod Jysk A/S og HP Schou A/S ( Jysk m.fl. ). Sagen blev behandlet i forbindelse med sag 153/2013 om DAN stolen. Sagen omhandlede, hvorvidt Jysk m.fl. havde krænket ophavsretsloven, varemærkeloven og markedsføringsloven i forbindelse med salg og markedsføring af STEVE stolen, der ligesom TRIPP TRAPP stolen er en barnestol. Ifølge Højesteret var det ubestridt, at TRIPP TRAPP stolen nød ophavsretlig beskyttelse som brugskunst, hvorfor hovedspørgsmålet i sagen var, om STEVE stolen krænkede den ophavsret, der var knyttet til TRIPP TRAPP stolen, jf. ophavsretslovens 2. Højesteret udtalte, at en vurdering af hvorvidt der forelå en ophavsretlig krænkelse, måtte bero på, om STEVE stolens formmæssige design indebar en tilstrækkelig frigørelse fra det særegne ved TRIPP TRAPP stolens udformning, og at sammenligningen skulle bero på en helhedsbedømmelse baseret på de formelementer, der var særegne for TRIPP TRAPP stolen, og som havde betinget den ophavsretlige beskyttelse. Efter en helhedsbedømmelse baseret på de formelementer, der var særegne for TRIPP TRAPP stolen, fandt Højesteret, at STEVE stolen ikke kunne anses som værende en efterligning af TRIPP TRAPP stolen. Der forelå således ikke en krænkelse af ophavsretsloven. Højesteret fandt yderligere, at der ikke forelå nogen overtrædelse af varemærkeloven eller markedsføringsloven, da der ikke var grundlag for at fastslå, at der forelå illoyal markedsfortrængning eller snyltning på Stokke m.fl. s udviklingsindsats eller renommé. Der blev samme dag afsagt lignende dom i sag 153/2013 om DAN stolen og med samme udfald. Højesteret stadfæstede Sø- og Handelsrettens dom. Selskab og direktør blev holdt ansvarlige for salg af parallelimporterede jakker Højesteret afsagde den 1. december 2014 dom i sagen 266/2013 mellem det danske selskab Extreme Land Scandinavia ApS og A ( Extreme m.fl. ) mod det franske selskab Artextyl SARL ( Artextyl ). A var direktør og eneejer af Extreme Land Scandinavia ApS. Det var A, der som eneejer og direktør traf beslutningen om selskabets salg af jakkerne. Sagen omhandlede, hvorvidt Extreme m.fl., havde krænket Artextyl s varemærke. Extreme m.fl. og Artextyl havde i 2009 indgået en salgsaftale om, at Extreme m.fl. skulle sælge Artextyl s tøjprodukter på det danske marked.

4 Side 4 Efter henvendelse fra en kinesisk producent, og uden at kontakte Artextyl, købte Extreme m.fl. en del jakker påført Artextyl s varemærke ANAPURNA indledningsvist uden Artextyl s kendskab og påbegyndte markedsføring heraf. Højesteret fandt, at Extreme m.fl. under disse omstændigheder ikke var berettiget til fortsat at anvende varemærket ANAPURNA uden Artextyl s samtykke. Højesteret lagde desuden til grund, at A var klar over, at køb og videresalg af jakkerne indebar en krænkelse af Artextyl s rettigheder, hvorfor A personligt havde handlet ansvarspådragende. Extreme m.fl. var således uberettigede til at bruge varemærket ANAPURNA som kendetegn i virksomheden, herunder ved salget af jakkerne, og blev pålagt at betale rimeligt vederlag og erstatning. Højesteret stadfæstede Sø- og Handelsrettens dom. Immaterielle rettigheder var blevet overdraget i forbindelse med selskabs konkurs Højesteret afsagde den 31. oktober 2014 dom i sagen 85/2013 mellem Glerup Teknik ApS, A, Glerup Polen ApS og GIPO Sp. Z.o.o. ( Glerup Teknik m.fl. ) mod JW Industri A/S ( JW Industri ). Sagen drejede sig om, hvorvidt forskellige immaterielle rettigheder var blevet overdraget i forbindelse med en konkurs eller ej, og om JW Industri som konsekvens heraf var berettiget til at anvende rettighederne. A var helt og delvist ejer af nogle selskaber, som alle anvendte GIPO som ordmærke og GIPO Innovativ Proces Optimering som figurmærke. Et af disse selskaber, GIPO A/S, gik konkurs og JW Industri købte aktiver fra konkursboet. A var den ene af to aktionærer i GIPO A/S. Hovedspørgsmålet i sagen var, om JW Industri ved købet af aktiver fra konkursboet havde erhvervet ret til varemærkerne med den konsekvens, at A og de selskaber som A ejede, var afskåret fra at anvende varemærkerne. Højesteret fandt, at alle de af A helt eller delvist ejede selskaber var berettiget til at gøre brug af varemærkerne, da det var umuligt at afgøre hvilket selskab, der havde taget dem først i brug. Derudover fandt Højesteret, at ingen af selskaberne var berettiget til at forhindre de øvrige selskaber i at bruge varemærkerne. GIPO A/S konkurs og konkursboets efterfølgende salg af selskabets aktiver til JW Industri ændrede ikke ved dette. Højesteret fastslog således, at både Glerup Teknik m.fl. og JW Industri var berettiget til at gøre brug af varemærkerne. Sø- og Handelsretten var nået til et andet resultat. Misligholdelse af royaltybetaling kunne ikke begrunde ophævelse af licenskontrakt

5 Side 5 Sø- og Handelsretten afsagde den 5. december 2014 dom i sagen V mellem Margit og Erik Brandt Design ApS ( Margit og Erik Brandt ) mod Metropol ApS ( Metropol ) og Fashion Shopping ApS ( Fashion Shopping ). Sagen omhandlede blandt andet, hvorvidt Margit og Erik Brandt med rette havde ophævet en licensaftale indgået med Metropol. Et hovedspørgsmål i sagen var, hvorvidt Metropol havde afregnet korrekt royalty til Margit og Erik Brandt i henhold til den af parterne indgåede licenskontrakt, samt om Metropol og Fashion Shopping havde været berettiget til, at foretage registreringer af varemærker og domænenavne i eget navn. På trods af længere tids drøftelser mellem parterne om registrering af varemærkerne, registrerede Margit og Erik Brandt dem ikke. Sø- og Handelsretten udtalte, at de registreringer af varemærker og domænenavne, som Metropol og Fashion Shopping havde foranstaltet, var foretaget for at sikre de rettigheder, som de havde fået licens til at bruge. Registreringerne havde derfor været nødvendige for at Metropol og Fashion Shopping kunne overholde de indgåede aftaler med Margit og Erik Brandt. På baggrund af dette fandt Sø- og Handelsretten, at de havde været berettigede hertil. Derudover fandt Sø- og Handelsretten, at Metropols afregning af royalty, med undtagelse af afregning på baggrund af internetsalg, var sket i overensstemmelse med licenskontrakten. Den royalty, som ikke var blevet afregnet korrekt, udgjorde i forhold til det samlede beløb så lille en del, at den ikke kunne begrunde ophævelse af licenskontrakten. På denne baggrund fandt Sø- og Handelsretten, at ophævelsen af licenskontrakten havde været uberettiget. Salg af elektroniske cigaretter, tilbehør og emballage krænkede EF-varemærke. Sø- og Handelsretten afsagde den 26. november 2014 kendelse i sagen E-1-13 mellem V2H ApS ( V2H ) mod VMR Products LLC. ( VMR ). Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt VMR s anvendelse af mærkerne V2 og V2Cigs for elektroniske cigaretter, inden for EU, var en krænkelse af V2H s rettigheder. V2H s varemærke omfattede bl.a. tobak, artikler for rygere, snus, inklusiv nikotinfri snus mm. V2H begærede derfor midlertidigt forbud mod VMR s anvendelse af mærkerne inden for EU for elektroniske cigaretter og tilbehør hertil, herunder emballage. På baggrund af det i sagen anførte om V2H s og VMR s produkter samt de under sagen øvrigt fremkomne oplysninger, blev det af Sø- og Handelsretten lagt til grund, at begge parters produkter blev anvendt som nydelsesmidler, hvori nikotin indgik som en væsentlig ingrediens og at begge produkter også blev anvendt som et middel til at stoppe med traditionel tobaksrygning. Sø- og Handelsret-

6 Side 6 ten udtalte, at udbyderne af produkterne derfor, i hvert fald i et vist omfang, rettede sig mod den samme gruppe af forbrugere. Sø- og Handelsretten fandt det på baggrund af parternes produkter samt V2H s varemærkeregistreringer sandsynliggjort, at VMR ved at markedsføre sine e-cigaretprodukter i EU under anvendelse af varemærkerne V2 og V2Cigs krænkede V2H s rettigheder til EF-varemærket V2. Sø- og Handelsretten nedlagde herefter forbud mod, at VMR inden for EU benyttede betegnelserne V2 og V2Cigs som varemærke for elektroniske cigaretter samt tilbehør og emballage hertil. Salg af lysestage var en krænkelse af sagsøgers varemærkerettigheder Sø- og Handelsretten afsagde den 17. november 2014 dom i sagen V mellem Excel A/S ( Excel ) mod Lidl Danmark K/S ( Lidl ). Sagen drejede sig om, hvorvidt Lidl ved at markedsføre Excels Infinity lysestage under Excels varemærke Endless havde krænket Excels varemærkerettigheder. Lidl havde markedsført lysestagen Infinity under betegnelsen Excel Endless light Cube uden samtykke fra Excel. Sø- og Handelsretten fandt, at Excel selv havde bidraget til at skabe forvirring på markedet ved at markedsføre to produkter, som umiddelbart så meget ens ud og derfor let kunne forveksles samt havde en begrænset prisforskel. Sø- og Handelsretten fandt herudover, at Lidl havde krænket Excels varemærkerettigheder ved salget af Excels Infinity lysestage. Lidl burde have været klar over, at den lysestage, som Lidl havde indkøbt, var Infinity lysestagen. Lidl havde derfor handlet uagtsomt ved at markedsføre lysestagen under mærket Endless. Det fandtes ikke godtgjort, at det var Lidl s fejlagtige henvisninger til produkterne i markedsføringen, der var årsag til den nedgang, der havde været i salget af Endless lysestagen, og derfor var Excel ikke berettiget til erstatning for afsætningstab. Dog antog Sø- og Handelsretten, at Lidl s markedsføring af Infinity lysestagen ved brug af Excels varemærke Endless havde medført en vis markedsforstyrrelse, som Excel var berettiget til erstatning for. Den markedsforstyrrelse, der kunne henføres til Lidl s fejlagtige markedsføring, måtte dog anses for at være forholdsvis begrænset. På baggrund af dette blev Lidl tilpligtet at anerkende at have krænket Excels rettigheder til varemærket Endless ved at markedsføre og sælge lysestagen under betegnelsen Excel Endless light Cube.

7 Side 7 Salg og markedsføring af kopier af designmøbler udgjorde en krænkelse af sagsøgers rettigheder Sø- og Handelsretten afsagde den 12. november 2014 kendelse i sagen A mellem Fritz Hansen A/S, Louis Poulsen Lighting A/S, Carl Hansen og Søn Møbelfabrik A/S, Fredericia Furniture A/S og Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S ( Fritz Hansen m.fl. ) mod VOGA Ltd. ( VOGA ). Sagen omhandlede, hvorvidt VOGA ved sine salgsaktiviteter rettet mod Danmark krænkede Fritz Hansen m.fl. s rettigheder. Fritz Hansen m.fl. var rettighedshavere til en række ophavsretligt beskyttede brugsgenstande, herunder designermøbler, belysningsprodukter og andre former for brugskunstgenstande. VOGA udbød via hjemmesiden Voga.com kopier af de ophavsretligt beskyttede værker og anvendte tillige de dertil knyttede varemærker. Den retsstridige salgsaktivitet, som var delvist rettet mod det danske marked, ophørte en uge inden hovedforhandlingen i sagen. På trods af dette fandt Sø- og Handelsretten, at betingelserne for nedlæggelse af forbud fortsat var opfyldt, da VOGA ikke under sagen havde afkræftet, at selskabet ikke fortsat krænkede Fritz Hansen m.fl. s rettigheder. Sø- og Handelsretten udtalte, at VOGA havde krænket Fritz Hansen m.fl. s rettigheder i henhold til ophavsretsloven og varemærkeloven. På denne baggrund nedlagde Sø- og Handelsretten forbud mod, at VOGA sælger og markedsfører eksemplarer af de i sagen omhandlede værker uden Fritz Hansen m.fl. s tilladelse. Det unikke ved en inhalator var ikke farven men formen, hvorfor EU farvemærke ikke var krænket Sø- og Handelsretten afsagde den 8. oktober 2014 kendelse i sagen A mellem GlaxoSmithKline Pharma A/S og Glaxo Group Limited ( GSK ) mod Sandoz A/S ( Sandoz ). GSK er indehaver af et registreret og gyldigt EU farvekombinationsmærke. Sagen angik, hvorvidt Sandoz markedsføring og salg af en inhalator krænkede denne rettighed. Begge de i sagen omhandlede produkter var lilla inhalatorer, der indeholdt medicin til behandling af astma og KOL. Sø- og Handelsretten udtalte, at de lilla farver på de to inhalatorer kunne synes meget ens, men at de adskilte sig væsentligt fra hinanden i forhold til form og helhedsudtryk, samt til dels også i forhold til deres funktionalitet. Det unikke ved GSK s inhalator var ifølge Sø- og Handelsretten således ikke de lilla farver, men derimod den runde form, der ifølge Sø- og Handelsretten var meget karakteristisk og gjorde inhalatoren let genkendelig visuelt. Sø- og Handelsretten fandt ikke, at GSK. havde godtgjort eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at farven på Sandoz inhalator krænkede GSK s inhalator efter varemærkeretlige eller markedsføringsret-

8 Side 8 lige regler. Sø- og Handelsretten lagde bl.a. vægt på at varemærkerettigheder udgør en begrænsning i de grundlæggende EU principper om varernes fri bevægelighed og fri konkurrence. Derudover mente Sø- og Handelsretten ikke, at der var grundlag for at udvide beskyttelse af GSK s farvemærke således, at den registrerede rettighed kunne være helt uafhængig af den fysiske form, særlige anvendelse og sammensætningen af de to lilla farver. Derudover fandtes det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at den lilla farve var indarbejdet som et kendetegn for GSK s inhalator eller at den på anden måde havde afgørende betydning for forbrugernes valg af GSK. På baggrund af dette nægtede Sø- og Handelsretten at fremme GSK s begæring om forbud og påbud. Præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkning af begrebet overføring til almenheden i ophavsretsdirektivets artikel 3, stk.1 EU-Domstolen afsagde den 21. oktober 2014 præjudiciel afgørelse i sagen C-348/13 i forbindelse med en sag verserende for den tyske Bundesgerichtshof mellem BestWater International GmbH ( BestWater ) mod Michael Mebes og Stefan Potsch ( Michael Mebes m.fl. ). Sagen omhandlede blandt andet spørgsmålet om, hvordan begrebet overføring til almenheden i ophavsretsdirektivets artikel 3, stk. 1 skulle fortolkes. Hovedspørgsmålet i sagen var, hvorvidt det faktum, at et beskyttet værk, som var frit tilgængeligt på en internetside, og derefter blev indsat på en anden internetside ved hjælp af teknikken framing, kunne kvalificeres som overføring til almenheden i ophavsretsdirektivets forstand. En hjemmeside, hvor der anvendes framing, der er en særlig form for linking, kan laves således, at det for brugeren af siden ser ud som om at alt materialet stammer fra det samme website, selvom noget af materialet stammer fra et helt andet website. EU-Domstolen fastslog, at den omstændighed alene, at et beskyttet værk, som var frit tilgængeligt på en internetside, blev indsat på en anden internetside ved anvendelse af framing, ikke kunne kvalificeres som værende overføring til almenheden i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3, stk. 1 i ophavsretsdirektivet. =0&doclang=DA&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid=204435#ctx1

9 Side 9 Præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkning af ophavsretsdirektivets artikel 4, stk. 2 om retten til spredning EU-Domstolen afsagde den 22. januar 2015 præjudiciel afgørelse i sagen C-419/13 i forbindelse med en sag verserende for den hollandske domstol Hoge Raad der Nederlanden mellem Art & Allposters International BV ( Allposters ) mod Stichting Pictoright ( Stichting ). Stichting er et hollandsk selskab inden for kollektiv forvaltning af ophavsret, der varetager interesser for indehavere af ophavsrettigheder, som er tilsluttet selskabet. Allposters udbød reproduktioner af værker i form af plakater, indrammede plakater og plakater på træ og lærred. Hovedspørgsmålet i sagen var, hvorvidt reglen om konsumption, fastsat i artikel 4, stk. 2, fandt anvendelse og hvorledes reglen skulle fortolkes samt, hvorvidt Allposters havde krænket Stichting s ophavsrettigheder, ved overførsel og efterfølgende salg af billeder fra beskyttede værker fra en plakat og over til lærreder. Domstolen fandt, at artikel 4, stk. 2 om konsumption ikke fandt anvendelse i den konkrete situation, hvor et beskyttet værk blev reproduceret i form af en plakat og derefter overført til et lærred efter at have været markedsført indenfor EU. ng=da&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid= Coca-Cola fik medhold i sag om visuel lighed med et figurmærke, der benyttede samme skrifttype Retten i EU afsagde den 11. december 2014 dom i sagen T-480/12 mellem The Coca-Cola Company ( Coca-Cola ) mod The Office for Harmonization in the Internal Market ( OHIM ). Sagen vedrørte Modern Industrial & Trading Investment Co. Ltd s ( Mitico ) ansøgning om registrering af et figurmærke, der indeholdt ordet Master samt et arabisk ord i klasse 29, 30 og 32. Coca-Cola gjorde indsigelse mod registreringen på baggrund af fire af deres tidligere registrerede EF-figurmærker i klasse 30, 32 og 33. Coca-Cola gjorde derudover indsigelse på baggrund af det tidligere registrerede figurmærke i Storbritannien C, der var skrevet på en særlig måde. OHIM s indsigelsesafdeling gav ikke Coca-Cola medhold i indsigelserne. OHIM s Andet Appelkammer stadfæstede afgørelsen fra første instans. Appelkammeret konkluderede, at der ikke var risiko for forveksling i medfør af varemærkeforordningens artikel 8, stk. 1, litra b. Der blev blandt andet lagt vægt på, at ordene ikke var forvekslelige, at Coca-Cola ikke ejede skrifttypen og at skrifttypen ikke skilte sig så meget ud, at man udelukkende forbandt den med Coca- Cola. I forhold til indsigelsen baseret på varemærkeforordningens artikel 8, stk. 5 vedrørende identitet eller lighed mellem et ældre og yngre mærke fandt Appelkammeret, at der ikke var en tilstrækkelig forbindelse mellem de to figurmærker til at anvende denne bestemmelse.

10 Side 10 Coca-Cola appellerede sagen til Retten for så vidt angik afgørelsen om varemærkeforordningens artikel 8, stk. 5, men gjorde ikke indsigelse over for Appelkammerets afgørelse af, at risiko for forveksling i medfør af artikel 8, stk. 1, litra b ikke var til stede. Retten fandt, at Andet Appelkammer skulle have undersøgt alle betingelserne for anvendelse af artikel 8, stk. 5 i varemærkeforordningen, og ikke blot afvist anvendelsen af bestemmelsen på baggrund af manglende ensartethed mellem mærkerne. Dette blev begrundet med, at der ifølge Retten var en visuel lighed mellem mærkerne, som Andet Appelkammer ikke havde lagt tilstrækkeligt vægt på. Retten udtalte, at den visuelle lighed er mindst lige så vigtig som den sproglige eller konceptuelle i sager, hvor forbrugeren køber varer i et supermarked. Retten fandt også, at det faktum, at Coca-Cola ikke ejede skrifttypen, som Appelkammeret havde lagt vægt på, ikke var direkte relevant i forhold til de omtvistede artikler i varemærkeforordningen. Coca-Cola fik også medhold i sin anden indsigelse om, at Appelkammeret havde udeladt nogle vigtige beviser, der relaterede sig til kommerciel brug af figurmærket. Retten annullerede Appelkammerets afgørelse, og hjemviste sagen til fornyet behandling. Coca-Cola fik således medhold i sin påstand. bbf9daf3f1576bde.e34kaxilc3eqc40laxqmbn4obhioe0?text=&docid=160546&pageindex=0&do clang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid= Aldi fik ikke medhold i klage vedrørende Alifoods figurmærker Retten i EU afsagde den 26. november 2014 dom i sagen T-240/13 mellem Aldi Einkauf GmbH & Co. OHG ( Aldi ) og The Office for Harmonization in the Internal Market ( OHIM ). Sagen vedrørte Alifoods SA s ( Alifoods ) ansøgning om registrering af et figurmærke, der indeholdt ordet Alifoods, i klasse 29, 32 og 35. Aldi rejste indsigelse mod registreringen på baggrund af Aldis internationale ordmærke ALDI. Indsigelsesafdelingen i OHIM gav ikke Aldi medhold i indsigelsen. OHIM s Fjerde Appelkammer afviste klagen. Indsigelsen blev forkastet, fordi Appelkammeret ikke fandt Aldis internationale ordmærkes eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang godtgjort. Appelkammeret fandt desuden, at mærkerne ikke var forvekslelige i medfør af varemærkeforordningens artikel 8, stk. 1, litra b. Retten fandt ligesom Appelkammeret, at der manglede beviser for det internationale ordmærke. Retten var også enig i, at der ikke var risiko for forveksling mellem mærkerne. Registreringen af figurmærket, der indeholdt ordet Alifoods var således ikke en krænkelse af Aldis ordmærke ALDI. ng=de&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=222259

11 Side Markedsføringsret og E-handel SmartGuy betaler spambøde på kroner På baggrund af en politianmeldelse fra Forbrugerombudsmanden i december 2013 betalte Smart- Guy en bøde på danske kroner for at sende elektroniske reklamer til personer uden deres samtykke. Kun én gang tidligere er der givet en bøde i den størrelsesorden i en spamsag. Bødens størrelse var begrundet med, at der var tale om et meget stort antal uanmodede reklamer, nemlig sms-beskeder og 42 s fordelt over 5 kampagnebølger samt at SmartGuy fortsatte med at sende uanmodede reklamer, selvom Forbrugerombudsmanden allerede efter den første kampagnebølge gjorde virksomheden opmærksom på, at der var indkommet klager. Det blev ved fastsættelsen af bødens størrelse inddraget som en formildende omstændighed, at SmartGuy troede, de havde indhentet samtykke til at sende de sms-beskeder. De indhentede samtykker vedrørte dog blot modtagelse af reklamer via . Bødeforlægget er således en påmindelse om, at et samtykke fra en person til at modtage reklam s ikke gør, at virksomheden derved lovligt kan sende reklame på sms til personen, da dette vil kræve et særskilt samtykke. Læs om bøden her: Den danske forbrugerombudsmand afslutter sag mod onlinetjenesten Spiir Forbrugerombudsmanden afsluttede den 22. december 2014 en sag mod onlinetjenesten Spiir vedrørende indhentning af bankoplysninger fra forbrugere i strid med god markedsføringsskik (J. nr. 14/01397). Spiir er en gratis onlinetjeneste, hvor forbrugere kan kategorisere deres udgifts- og indtægtsposter i forskellige forbrugskategorier som dagligvarer og tøj mv. Spiir giver forbrugeren mulighed for at lagre mobilbank-brugernavne og -koder i onlinetjenesten, så man løbende kan anvende forbrugerens betalingsoversigter fra forbrugerens banker. Forbrugerombudsmanden fandt, at det ville være i strid med god markedsføringsskik at bede forbrugere udlevere personlige bankoplysninger, såfremt dette medførte en risiko for misbrug. I den konkrete sag fandt Forbrugerombudsmanden dog, at denne ikke kunne afgøre, om der var mulighed for misbrug. Vurderingen af om en privat virksomhed indhenter, opbevarer og behandler data sikkert henhørte derimod under det danske datatilsyns kompetence. Forbrugerombudsmanden fandt derudover, at Spiir ikke udgjorde en betalingstjeneste, hvorfor selskabet ikke opererede i strid med forbuddet mod opstilling af forbrugsprofiler i betalingstjenesteloven. Forbrugerombudsmanden afsluttede på dette grundlag sagen mod Spiir, men udtalte dog, at såfremt et misbrug bliver konstateret, vil dette være i strid med god markedsføringsskik. Læs om sagen her:

12 Side 12 Første endelige dom om vildledende abonnementsfælde I november 2014 fik Forbrugerombudsmanden for første gang medhold i en sag om abonnementsfælder på internettet. Det drejer sig om Forbrugerombudsmandens sag (J. nr. 12/02841) mod Pointshop A/S vedrørende vildledende markedsføring af et abonnementstilbud i strid med 1 i markedsføringsloven. Byretten i Aalborg traf afgørelse i sagen allerede den 2. maj 2013, hvor Pointshop A/S blev idømt en bøde på danske kroner. Dommen er dog først blevet endelig i november 2014, hvor det danske procesbevillingsnævn har afvist at lade Pointshop A/S anke afgørelsen. Sagen vedrørte en markedsføringskampagne for et gavekort på 200 danske kroner til skokæden Bianco. Ifølge Byretten kunne kampagnen give forbrugeren det indtryk, at formålet med kampagnen var at markedsføre skokæden Bianco, at forbrugeren fik et gavekort til sko for 5 kroner og et VIPmedlemskab til PointShop.dk kvit og frit. Derudover lagde Byretten vægt på, at oplysningen om, at der var tale om salg af et betalingsabonnement, var placeret allernederst på siden efter en række mindre vigtige oplysninger. Dommen gør det således klart, at et selskab ikke må skjule væsentlige oplysninger for forbrugerne nederst på sin hjemmeside. Dommen giver derudover en klar linje for bødeniveauet i sager om abonnementsfælder på internettet. Læs om dommen her: endelige-dom-om-vildledende-abonnementsfaelde?tc=d74929a5cd4d4f cbfc7c9fe1 Teleklagenævnet afskåret fra at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen Den 9. oktober 2014 afsagde EU-Domstolen afgørelse i sag C-222/13. Sagen blev forelagt EU- Domstolen af Teleklagenævnet på baggrund af en sag mellem TDC A/S ( TDC ) og Erhvervsstyrelsen i Danmark ( Erhvervsstyrelsen ) vedrørende fortolkningen af artikel 32 i Forsyningspligtdirektivet. Tvisten i hovedsagen vedrørte Erhvervsstyrelsens afslag på en anmodning fremsat af TDC vedrørende kompensation for omkostninger forbundet med varetagelse af supplerende obligatoriske tjenester omfattet af Forsyningspligtdirektivet. EU-Kommissionen rejste tvivl om Teleklagenævnets egenskab af en domstol som omhandlet i artikel 267 TEUF og derved nævnets kompetence til at forelægge EU-Domstolen præjudicielle spørgsmål. EU-Domstolen fremhævede i den forbindelse, at begrebet uafhængighed indebar, at Teleklagenævnet skulle være udenforstående i forhold til den myndighed, som havde truffet den omtvistede afgørelse. Dette var ifølge EU-domstolen ikke tilfældet i den foreliggende sag, idet medlemmerne af Teleklagenævnet var udpeget af den danske erhvervs- og vækstminister for en fireårig periode med mulighed for genvalg. Derudover var medlemmerne ikke beskyttet mod afskedigelse gennem særlige garantier i dansk ret. Der forelå således ikke det fornødne grundlag for at fjerne enhver tvivl om,

13 Side 13 at Teleklagenævnet var uimodtageligt for påvirkninger udefra. Endelig blev der lagt vægt på, at Teleklagenævnets afgørelser kunne indbringes for de almindelige domstole. I en sådan situation ville Teleklagenævnet være sagsøgt i en sag, hvor nævnets egen afgørelse anfægtedes, og muligheden for denne situation indebar ifølge EU-Domstolen ligeledes, at Teleklagenævnet ikke kunne besidde den fornødne uafhængighed til at være omfattet af domstolsbegrebet i artikel 267 TEUF. EU-Domstolen kunne på denne baggrund ikke tage stilling til de præjudicielle spørgsmål, som Teleklagenævnet havde stillet. Læs hele afgørelsen her: ng=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid= Præjudiciel afgørelse vedrørende anvendelsesområde for Databasedirektivet EU-domstolen afsagde den 15. januar 2015 præjudiciel afgørelse i sagen C-30/14 i forbindelse med en sag verserende for den hollandske domstol Hoge Raad der Nederlanden mellem Ryanair Ltd ( Ryanair ) mod PR Aviation BV ( PR Aviation ). Sagen omhandlede PR Aviation s kommercielle brug af oplysninger fra Ryanairs website. PR Aviation drev et websted, hvorfra brugerne kunne søge oplysninger om afgange med lavprisflyselskaber, sammenligne priser og booke flyafgange. De oplysninger, som PR Aviation brugte, hentede PR Aviation bl.a. fra Ryanairs websted. På Ryanairs websted var oplysningerne dog også tilgængelige for almindelige forbrugere. På Ryanairs Websted, kunne man kun få adgang til oplysningerne, hvis man accepterede Ryanairs standardbetingelser for benyttelsen af disse oplysninger herunder, at det ikke var tilladt at anvende oplysningerne til at udbyde Ryanairs tjenester samt, at oplysningerne i databasen kun måtte benyttes til private og ikke kommercielle formål. Hovedspørgsmålet i sagen var, om Databasedirektivets artikel 6, stk. 1, sammenholdt med artikel 8 og 15 skulle fortolkes således, at friheden til at benytte en database ikke kunne begrænses ved aftale. Spørgsmålet forudsatte dog, at Ryanairs database kunne anses som en datebase i overensstemmelse med Databasedirektivet. Retten udtalte, at hvis fremstilleren af en database, som er beskyttet i henhold til Databasedirektivet, beslutter at tillade brugen af sin database eller et eksemplar af denne, kan fremstilleren afgrænse denne benyttelse ved en aftale indgået med den, der har ret til at benytte databasen, som præciserer formål og fremgangsmåde. Hvis en database derimod ikke er omfattet af Databasedirektivet, er fremstilleren ikke beskyttet af reglerne heri, og fremstilleren kan således kun gøre krav på en beskyttelse af sin database på baggrund af national ret. Retten fandt, at Databasedirektivet ikke fandt anvendelse på databaser, der hverken var beskyttet af ophavsretten eller af sui generis-retten i medfør af direktivet. Direktivet var således ikke til hinder for, at fremstilleren af databasen ved aftale opstillede begrænsninger for tredjemands benyttelse af

14 Side 14 denne, for så vidt som dette var i overensstemmelse med national ret. ng=da&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid= Nye ændringer i den Danske Betalingstjenestelov Den 18. december vedtog Folketinget lov nr af 23/12/2014, som er et ændringsforslag til lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v., lov om betalingstjenester og elektroniske penge og forskellige andre love. Selve lovforslaget, som blev sendt i høring d. 3. september 2014 af Finanstilsynet, er nærmere beskrevet i Lov & Data 4. kvartal Loven øger forbrugerbeskyttelsen ved finansiel rådgivning samt har til formål at minimere risiko for tab af forbrugerens midler samt risiko for hvidvaskning af penge og terrorfinansiering. Den danske betalingstjenestelov finder efter ændringerne ikke længere anvendelse på vederlagsfrie betalingssurrogater, eller betalingssurrogater hvis beløb ikke overstiger danske kroner. Hverken lovforslaget eller den vedtagne ændringslov indeholder en specifik definition af begrebet betalingssurrogater, men i bemærkningerne til lovforslaget nævnes, at disse kan være digitale fordringer, eksempelvis rabatkuponer på varer eller tjenesteydelser, som forbrugeren har modtaget i forbindelse med reklamer eller kampagner, ligesom betalingssurrogater kan gives til forbrugeren i forbindelse med køb af andre varer. Læs lov nr af 23/12/2014 her: Apple ændrer indstillinger og markedsføring ved gratis apps og in-app køb Som led i samarbejdet om håndhævelse af forbrugerbeskyttelseslovgivning efter Rådets forordning nr. 2006/2004 af 22. december 2006 opfordrede nationale forbrugerbeskyttelsesmyndigheder i december 2013 Apple, Google og Interactive Software Federation of Europe til øget forbrugerbeskyttelse ved salg og brug af spil. Virksomhederne blev opfordret til at gøre det klart for forbrugeren, hvorvidt gratis spil-apps indeholdt mulighed for in-app køb, og derved som helhed ikke kunne anses som gratis. Ved et in-app køb får brugeren mulighed for i løbet af spillet at tilkøbe nye spiloplevelser, som ikke er tilgængelige i den gratis version. Samtidig blev virksomhederne opfordret til at fjerne direkte opfordringer til børn om at købe spil eller foretage in-app køb ved hjælp af deres forældre. Herudover blev virksomhederne opfordret til ikke at afkræve betaling på baggrund af standardindstillinger, men derimod at bede om samtykke for hver betaling. I juli 2014 valgte Google på baggrund af forbrugerbeskyttelsesmyndighedernes opfordring at indrette sin markedsføring af spil-apps herefter. Spil-apps vil således ikke længere blive markedsført som gratis, når disse indeholder mulighed for in-app køb. Google har ligeledes udstedt retningslinjer til sine spiludviklere for at undgå, at et spil indeholder direkte opfordringer til børn om køb.

15 Side 15 Google ændrede desuden standardindstillingerne for spil-apps således, at betalingsmetoden kræver samtykke fra forbrugeren forud for hvert in-app køb. Apple valgte i december 2014 også at stoppe markedsføringen af spil-apps som gratis, når disse indeholder mulighed for in-app køb. Apple forbereder desuden markante ændringer i måden, hvorpå forbrugeren samtykker til in-app køb. Disse ændringer vil blive implementeret i foråret Forbrugeren vil derved have mulighed for selv at vælge sine indstillinger til fremtidige in-app køb. Herudover vil både Apple og Google fremover give forbrugeren mulighed for at klage direkte til henholdsvis Apple og Google via standardiserede klagebreve eller . Se Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse her: Læs EU-Kommissionens pressemeddelelse her: 3. Persondataret Ny udtalelse fra Artikel 29-gruppen om E-databeskyttelsesdirektivet og fingeraftryk Artikel 29-gruppen offentliggjorde den 25. november 2014 en ny udtalelse om E- databeskyttelsesdirektivets anvendelse på device fingerprinting. Begrebet device fingerprinting vedrører registrering af oplysninger om fonte, browsertype, plug-ins i browsere, skærmopløsning mv., hvor der ud fra disse oplysninger bliver skabt et unikt fingeraftryk om brugerens terminaludstyr. Artikel 29-gruppens udtalelse bygger videre på WP 194 fra 7. juni 2012 om samtykkekravet til lagring af cookies i brugerens udstyr. Heri blev det anført, at E-databeskyttelsesdirektivets artikel 5(3) ikke kun fandt anvendelse på cookies, men også på lignende teknologier. Artikel 29-gruppen understreger i sin udtalelse af 25. november, at når udbyderen af device fingerprinting kræver lagring af eller adgang til information på en brugers udstyr, vil brugerens samtykke være påkrævet, medmindre en undtagelse finder anvendelse. Samtykkekravet finder også anvendelse selvom det kun er dele af den informationsindhentning, som foregår i processen, som herved lagres eller tilgængeliggøres i brugerens udstyr. Udtalelsen understreger ligeledes, at lagring og indhentning af information ikke nødvendigvis behøver at blive foretaget af samme part. Såfremt henholdsvis lagring og anden behandling sker af to forskellige parter, vil hver behandling kræve samtykke i overensstemmelse med artikel 5(3).

16 Side 16 Læs Artikel 29-gruppens udtalelse her: Fælles erklæring fra Artikel 29-gruppen om fremtidig beskyttelse af persondata Artikel-29 gruppen vedtog den 25. november 2014 en fælleserklæring, hvori Artikel 29-gruppen fremsatte nogle værdier og målsætninger for fremtidig beskyttelse af persondata i Europa. Fælleserklæringen udspringer af den stigende digitalisering af EU-borgeres liv. Denne udvikling har gjort persondata essentiel for markedsføring, ligesom nationale efterretninger i stigende grad benytter sig af persondata. Ifølge Artikel 29-gruppen har EU-borgerne mistet tilliden til de nationale efterretningstjenester. Fælleserklæringen understreger derfor, at kommende EU-lovgivning på persondataområdet bør finde en balance mellem virksomheders markedsføringsmuligheder og efterretningstjenesters muligheder for at udføre deres opgaver. Samtidig skal EU undgå at udvikle sig til et overvågningssamfund. Erklæringens værdier og målsætninger er opdelt i tre dele: European Values, hvorunder det blandt andet fastslås at beskyttelse af persondata er en fundamental rettighed, dernæst Surveillance for security purposes, hvori det bland andet påpeges, at omfattende og uvilkårlig overvågning af EU-borgere er uetisk og i strid med EU-retten samt European Influence, hvori det blandt andet fastslås, at ny persondataforordning bør vedtages i Læs Artikel 29-gruppens fælleserklæring her: Artikel 29-gruppen udstikker retningslinjer for implementeringen af EU-domstolens afgørelse i Google-sagen EU-Domstolen afsagde den 13. maj 2014 dom i sag C-131/12, bedre kendt som Google-sagen. EU- Domstolen præciserede i den forbindelse anvendelsen af persondataretten i relation til søgemaskiner og konkluderede, at datasubjekter i visse tilfælde kan anmode om at få fjernet søgeresultater på deres navn, som har betydning for deres privatliv. Afgørelsen er nærmere beskrevet i Lov & Data 3. kvartal Artikel 29-gruppen har nu udarbejdet retningslinjer for implementeringen af afgørelsen med WP 225 af 26. november Retningslinjerne indeholder dels en redegørelse for Artikel 29-gruppens fortolkning af dommen, dels en række kriterier for europæiske databeskyttelsesmyndigheders håndtering af klager vedrørende sletning af søgeresultater fra en søgemaskine. Som en konsekvens af dommen skal udbydere af søgemaskiner ifølge Artikel 29-gruppen selv foretage en afvejning af hensynet til beskyttelsen af individets grundlæggende rettigheder i EU overfor udbyderens egne økonomiske interesser. Yderligere skal hensynet til offentlighedens interesse i at få adgang til konkrete søgeresultater tages med i afvejningen. Hensynsafvejningen skal imidlertid

17 Side 17 kun foretages i de tilfælde, hvor udbyderen modtager anmodning om at fjerne et søgeresultat fra søgemaskinens resultatliste. En anmodning skal ledsages af en fyldestgørende begrundelse herfor, og udbyderen af søgemaskinen skal have samtlige relevante oplysninger til brug for hensynsafvejningen. Det er derimod ikke et krav, at den, der oprindeligt har offentliggjort oplysningerne på internettet, tillige skal anmodes om at fjerne oplysningerne fra sin hjemmeside. Såfremt en udbyder af en søgemaskine nægter at fjerne søgeresultater, vil den, der anmoder om at få fjernet oplysninger, have mulighed for at klage til den relevante databeskyttelsesmyndighed. Artikel 29-gruppen har udarbejdet 13 kriterier, som databeskyttelsesmyndighederne bør vurdere i den forbindelse. Et kriterium er, om den registrerede er en offentlig person, og om de pågældende oplysninger er sande. Kriterierne er ikke udtømmende, og intet kriterium kan i sig selv danne grundlag for en afgørelse. Der skal derimod foretages en samlet vurdering med inddragelse af alle relevante kriterier i den konkrete sag. Artikel 29-gruppen har således givet en afklaring på betydningen og rækkevidden af EU- Domstolens afgørelse i Google-sagen, ligesom databeskyttelsesmyndighederne har fået konkretiseret, hvilke kriterier, der skal lægges vægt på, når de skal behandle klagesager vedrørende anmodning om fjernelse af søgeresultater. Læs hele arbejdsdokumentet her: Artikel 29-gruppen etablerer ny procedure for en koordineret godkendelse af kontraktbestemmelser ved overførsel af personoplysninger til tredjelande Artikel 29-gruppen offentliggjorde den 26. november 2014 et nyt arbejdsdokument (WP 226) vedrørende en koordineret procedure for godkendelse af overførsel af personoplysninger til tredjelande, som medlemsstaternes nationale databeskyttelsesmyndigheder kan vælge at tiltræde. Videregivelse af personoplysninger til tredjelande kan alene ske, såfremt det pågældende tredjeland sikrer en tilstrækkelig beskyttelse af sådanne oplysninger jf. artikel 25(1) i Databeskyttelsesdirektivet. Virksomheder i EU har dog mulighed for at udarbejde kontraktbestemmelser i deres aftaler med tredjelandsvirksomheder, som giver tilstrækkelig juridisk sikkerhed for en overførsel af personoplysninger fra EU til tredjelandet jf. Databeskyttelsesdirektivets artikel 26(2). Virksomheder i EU kan enten formulere kontraktbestemmelserne på ad hoc basis eller vælge at anvende EUmodelklausulerne. I begge tilfælde kræver en række medlemsstater imidlertid godkendelse fra den relevante databeskyttelsesmyndighed. I visse situationer kan der være flere relevante myndigheder placeret i forskellige medlemsstater. Dette gælder for eksempel visse koncernforbundne selskaber, som centraliserer deres datacentre uden for EØS. I disse tilfælde vil kontraktbestemmelserne skulle godkendes af forskellige databeskyttelsesmyndigheder i EU, og der opstår således en risiko for, at myndighederne når forskellige resultater. Med dette arbejdsdokument etablerer Artikel 29-gruppen en procedure, der sikrer, at koncernforbundne selskaber ikke risikerer at få tilladelse fra én myndighed og afslag fra en anden.

18 Side 18 Proceduren indebærer, at koncernen skal anvende identiske kontrakter, som bygger på modelklausulerne, men som kan indeholde visse ændringer såsom yderligere kontraktbestemmelser. Derudover skal koncernen vælge én ledende databeskyttelsesmyndighed, hvis der findes flere relevante. Valget af den ledende databeskyttelsesmyndighed skal baseres på relevante kriterier, som kan være hvilken medlemsstat overførslen af personoplysninger skal gennemføres fra, placeringen af koncernens europæiske hovedkvarter eller fra hvilken medlemsstat majoriteten af beslutninger vedrørende overførslen skal foretages. Den ledende databeskyttelsesmyndighed vil derefter have enekompetence til at beslutte, om en koncerns kontraktbestemmelser med en virksomhed i et tredjeland kan danne grundlag for en overførsel af personoplysninger eller ej. Læs hele arbejdsdokumentet her: Artikel 29-gruppen har offentliggjort ny udtalelse vedrørende overvågning af elektronisk kommunikation for efterretning og nationale sikkerhedsformål Artikel 29-gruppen offentliggjorde den 5. december 2014 sin udtalelse vedrørende overvågning af elektronisk kommunikation for efterretnings- og nationale sikkerhedsformål (WP 228). Udtalelsen indeholder den juridiske analyse, der ligger til grund for Artikel 29-gruppens udtalelse om samme problemstilling offentliggjort den 10. april 2014 (WP215). Udtalelsen understregede blandt andet, at terrorisme og andre trusler mod medlemsstaternes nationale sikkerhed ikke retfærdiggør en massiv og hemmelig overvågning af EU-borgerne på bekostning af disses fundamentale rettigheder. Opbevaring af personoplysninger skal leve op til kravene om nødvendighed og proportionalitet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I udtalelsen af 5. december 2014 diskuterer Artikel 29-gruppen detaljeret, hvorvidt Databeskyttelsesdirektivet kan anvendes i forbindelse med overførsel af personoplysninger til lande uden for EU. Artikel 29-gruppen konstaterer, at dette ikke er tilfældet, hvilket medfører, at lande uden for EU, som ønsker at få adgang til personoplysninger lagret i et EU-land, som hovedregel må anmode om adgang til sådanne personoplysninger ved hjælp af de officielle kanaler hos den kompetente nationale myndighed. Den pågældende myndighed skal herefter sørge for, at databeskyttelsesretlige hensyn bliver varetaget. I de tilfælde, hvor der eksisterer et retligt samarbejde mellem de implicerede lande, skal retningslinjerne heri følges. Kun i ganske særlige tilfælde kan overførsel af personoplysninger til lande uden for EU ske ved anvendelse af undtagelserne i Databeskyttelsesdirektivet artikel 13 og 26(1). Endvidere kan der i særlige tilfælde ske individuelle overførsler af personoplysninger efter det anmodende lands nationale lovgivning, dog udelukkende såfremt dette lands beskyttelse af personoplysninger i den private sektor må anses som tilstrækkelig. Udtalelsen understreger endvidere, at USA s opbevaring af særdeles omfangsrige personoplysninger, som blandt andet er indsamlet fra amerikanske virksomheder, ikke lever op til kravene om nødvendighed og proportionalitet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

19 Side 19 Læs hele Artikel 29-gruppen arbejdsdokument her: Læs hele Artikel 29-gruppens udtalelse her: 4. Domænenavne Telnor.dk var åbenart forveksleligt med Telenor Det danske Klagenævn for Domænenavnet ( Klagenævnet ) traf den 12. november 2014 afgørelse i en klagesag mellem Telenor A/S ( klager ) og HeeWeb.dk v/stefan Meller ( indklagede ) om domænenavnet telnor.dk. Klagenævnet blev tiltrådt af to medlemmer, der repræsenterede henholdsvis forbruger- og erhvervsinteresser, idet det ikke kunne udelukkes, at domænenavnet ikke havde erhvervsmæssig betydning for indklagede, jf. domænelovens 27, stk. 5. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt indklagede havde handlet i strid med god domænenavnsskik ved registrering og brug af domænenavnet telnor.dk, jf. domænelovens 25, stk. 1. Klager var indehaver af varemærket TELENOR samt domænenavnet telenor.dk til brug for telekommunikationsvirksomhed, mens indklagede benyttede telnor.dk som et forum, hvor folk kunne dele oplevelser med danske telefon- og internetudbydere. Klagenævnet fandt, at det ikke i sig selv var i strid med god domænenavnsskik at anvende en virksomheds navn med henblik på at komme til orde med kritik, så længe brugen ikke var egnet til at fremkalde forvekslingsrisiko. I dette tilfælde var der dog en åbenbar forvekslingsrisiko, og indklagedes registrering og brug af domænenavnet telnor.dk fremstod som illoyal og chikanøs. Indklagede havde derfor handlet i strid med god domænenavnsskik. Klager fik således medhold i sin principale påstand om, at indklagedes registrering af domænenavnet telnor.dk skulle slettes. Læs hele afgørelsen her: telnor.pdf Middelfartturist.dk nød ikke kendetegnsretlig beskyttelse Det danske Klagenævn for Domænenavne ( Klagenævnet ) traf den 12. november 2014 afgørelse i en klagesag mellem Turistforeningen for Middelfart og Omegn ( klager ) og Theis Tonne Andersen ( indklagede ) om domænenavnet middelfartturist.dk.

20 Side 20 Sagen vedrørte for det første, om indklagedes registrering og brug af domænenavnet middelfartturist.dk var i strid med klagers eventuelle kendetegnsrettigheder. Dernæst vedrørte sagen, om indklagede havde handlet i overensstemmelse med god domænenavnsskik, jf. domænelovens 25, stk. 1. Da middelfartturist.dk bestod af to almindelige danske ord, ville en kendetegnsret kræve, at klager havde indarbejdet betegnelsen som individualiseringsmiddel på en sådan måde, at betegnelsen forbandtes med dennes virksomhed. Klagenævnet fandt det ikke godtgjort, at en sådan indarbejdelse var sket. Klagenævnet fandt, efter en interesseafvejning med støtte i lovforarbejderne, at indklagede heller ikke havde handlet i strid med god domænenavnsskik, idet klagers interesse i domænenavnet ikke væsentligt oversteg indklagedes. Det fandtes heller ikke godtgjort, at domænenavnet var registreret udelukkende med videresalg eller udlejning for øje, jf. domænelovens 25, stk. 2. Klager fik således ikke medhold i sine påstande om overdragelse henholdsvis sletning eller suspension af domænenavnet, og indklagede frifandtes. Læs hele afgørelsen her: middelfartturist.pdf DubLi Inc. fik ikke medhold i klagesag om dubli.dk Det danske Klagenævn for Domænenavne ( Klagenævnet ) traf den 11. december 2014 afgørelse i en klagesag mellem DubLi Inc. ( klager ) og Kaj Ellegaard Christensen ( indklagede ) om domænenavnet dubli.dk. Sagen vedrørte for det første, om indklagedes registrering og brug af domænenavnet dubli.dk var i strid med aftaleretlige forpligtelser. Ifølge klager havde indklagede indgået en aftale med klagers datterselskab, Lenox Resources LLC, som indklagede angiveligt var tidligere salgsrepræsentant for. Det fandtes ikke godtgjort, at indklagede havde handlet i strid med eventuelle aftaleretlige forpligtelser, idet der ikke var fremlagt dokumentation for ansættelsesforholdet eller aftalens eksistens. Sagen vedrørte dernæst, om indklagedes registrering og brug af domænenavnet var i strid med klagerens varemærkerettigheder samt om indklagede havde handlet i overensstemmelse med god domænenavnsskik, jf. domænelovens 25, stk. 1. Klagers datterselskab Lenox Resources, LLC var indehaver af EU-varemærket Dubli Worldwide Trading i klasse 35 for forretningsmæssig bistand i forbindelse med detailhandel på Internettet. Indklagede anvendte domænenavnet dubli.dk i forbindelse med salg af sydamerikansk brugskunst. Klagenævnet fandt, at der ikke var risiko forveksling, idet indklagede ikke anvendte betegnelsen Dubli for samme tjenesteydelser, som varemærket var registreret for. Indklagedes handlinger var således ikke i strid med klagers varemærkerettigheder. Efter en interesseafvejning med støtte i lov-