Kontrastiv analyse af sproghandlinger i danske og tyske brugsanvisninger om underholdningselektronik

Transkript

1 Speciale Udarbejdet af: Cand.ling.merc. tysk, Vejleder: Marianne Grove Ditlevsen Kontrastiv analyse af sproghandlinger i danske og tyske brugsanvisninger om underholdningselektronik Handelshøjskolen i Århus Tysk Institut Oktober 2003

2 2

3 Indholdsfortegnelse 1. INDLEDNING BRUGSANVISNINGEN TEKSTGENRE OG TEKSTGENREKONVENTIONER BRUGSANVISNINGERS STANDARDER, LOVE OG DIREKTIVER Standarder Love Direktiver SAMMENFATNING SPROGHANDLINGER GENERELT OM SPROGHANDLINGER SPROGHANDLINGSTEORI SPROGHANDLINGENS ASPEKTER TYPER AF SPROGHANDLINGER Direktive sproghandlinger SAMMENFATNING KORPUSBESKRIVELSE ANALYSE AFGRÆNSNING AF EN SPROGHANDLING AFGRÆNSNING AF ANALYSE GRÆNSETILFÆLDE INDDELING I KATEGORIER BR.DA Sammenfatning Evaluering BR.DA

4 Sammenfatning Evaluering BR.DE Sammenfatning Evaluering BR.DE.2: Sammenfatning: Evaluering SAMMENLIGNING Sammenligning af de danske brugsanvisninger Sammenligning af de tyske brugsanvisninger Sammenligning af danske og tyske brugsanvisninger Sammenfatning KONKLUSION PERSPEKTIVERING RESUME BIBLIOGRAFI BILAG BILAGSOVERSIGT BILAG 1: BRUGSANVISNING FRA DENVER, BR.DA BILAG 2: BRUGSANVISNING FRA B&O, BR.DA BILAG 3: BRUGSANVISNING FRA GRUNDIG, BR.DE BILAG 4: BRUGSANVISNING FRA BLAUPUNKT, BR.DE Specialet består af tegn 4

5 1. Indledning Næsten hver gang man som forbruger anskaffer sig et produkt, følger en brugsanvisning eller vejledning med på pågældende produkt. Og for brugeren er det primære formål med en sådan brugsanvisning at blive instrueret i, hvordan det nyanskaffede produkt anvendes, vedligeholdes osv. Mange brugere anser dog ofte brugsanvisninger for at være svære at forstå og læser dem kun, når de er tvunget til det. Dette speciale henvender sig primært til oversættere af brugsanvisninger på hhv. tysk og dansk, da disse ofte mangler redskaber til at kunne oversætte korrekt mellem de to sprog. Desuden vil dette speciale være en hjælp til forståelse af brugsanvisninger for lægfolk og andre interesserede læsere af brugsanvisninger. Det er nemlig ofte disse, der har svært ved at forstå en brugsanvisning, fordi de ikke sidder inde med den samme viden, som en fagmand besidder i kraft af sit erhverv. Hvad angår ovennævnte, er der mange områder at udfærdige et speciale indenfor. Jeg har dog valgt at beskæftige mig med de sproghandlinger, som forekommer i brugsanvisninger, da et kendskab til disse vil gøre det muligt for oversætteren og læseren af brugsanvisninger at danne sig et overblik over, hvor der forekommer hvilke sproghandlinger, og hvad disse består af og betyder. Formålet med dette speciale er med udgangspunkt i en beskrivelse af brugsanvisningen og de elementer, som har betydning for en brugsanvisnings udformning og indhold samt en gennemgang af sproghandlingsteorien fra John R. Searle at finde frem til, hvilke sproghandlinger en brugsanvisning indeholder, hvilke sproghandlinger der findes, og hvilke der er de hyppigst anvendte i brugsanvisninger. På baggrund af disse elementer vil jeg foretage en kontrastiv analyse af udvalgte danske og tyske brugsanvisninger med henblik på at afdække, hvordan disse sproghandlinger realiseres, hvilke funktioner disse har, og hvor de er placeret i brugsanvisningen. 5

6 Min hypotese er nemlig, at når en brugsanvisnings primære formål er at instruere, er det primært de direktive sproghandlinger, som anvendes i brugsanvisninger, og de hyppigst forekommende af disse er instrukserne. Desuden har jeg en formodning om, at disse sproghandlinger realiseres på en bestemt måde, har bestemte funktioner i teksten og er placeret bestemte steder i teksten. Efter at have fået be- eller afkræftet denne hypotese i hhv. de danske og de tyske brugsanvisninger vil jeg foretage en sammenligning af de danske og de tyske brugsanvisninger og påvise forskelle og ligheder i analyseresultaterne. Dermed håber jeg at kunne finde en overordnet struktur for anvendelsen af sproghandlinger i brugsanvisninger, som vil kunne være en hjælp ved oversættelser af hhv. tyske og danske brugsanvisninger og til læserne af brugsanvisninger i øvrigt. Det skal i denne forbindelse nævnes, at analyseresultaterne ikke kan betragtes som statistisk signifikante for anvendelsen af sproghandlinger i brugsanvisninger på grund af det lille antal af tekster, men det er dog muligt at opstille hypoteser, som vil kunne undersøges nærmere i et større tekstkorpus. Som udgangspunkt for min analyse har jeg valgt at afgrænse mit tekstkorpus til to danske og to tyske brugsanvisninger om underholdningselektronik, da jeg selv lå inde med en hel del af disse. Dette er sandsynligvis også tilfældet for andre forbrugere, og dermed mener jeg, at det kunne være interessant at analysere sproghandlingerne i netop disse brugsanvisninger. Strukturen i dette speciale er sådan, at jeg først vil beskrive brugsanvisningen generelt, da det er denne, som er målet for analysen. Det er dog også vigtigt at have en vis baggrundsviden for at have noget at sætte analyseresultaterne i forhold til, derfor er det nødvendigt først at kende den tekstgenre, der er tale om og herunder de tekstgenrekonventioner, som ligger til grund for brugsanvisninger. Hver tekstgenre følger nemlig bestemte konventioner, som er en slags skabelon for formuleringen af bestemte tekster. Ligeledes foreligger der nogle krav til opbygningen og formuleringen af brugsanvisninger, der skal tages højde for ved en analyse. Disse krav er nedfældet i standarder, direktiver og love. Disse vil jeg komme ind på efter ovennævnte. Dernæst vil jeg komme ind på det mere specifikke i forhold til analysen, nemlig sproghandlingerne og sproghandlingsteorien, hvorefter jeg vil analysere teksterne i mit 6

7 tekstkorpus, som er præsenteret inden analysen, så læseren er klar over, hvilke tekster der er tale om. I kapitel 2 vil jeg beskrive brugsanvisningen generelt, og herunder vil jeg komme ind på denne som tekstgenre og dennes tekstgenrekonventioner. Her kommer jeg bl.a. ind på en brugsanvisnings formål, situation og sproglige og visuelle midler, som er at instruere brugeren i en situation, hvor denne har anskaffet sig et nyt produkt. De sproglige og visuelle midler der anvendes, vil jeg komme nærmere ind på efter at have foretaget analysen. De følgende afsnit i dette kapitel vil omhandle standarder, love og direktiver for brugsanvisninger. Disse fortæller hvilke informationer en brugsanvisning, som henvender sig til lægmand, skal indeholde, nemlig fx advarsler om forkert brug af produktet, klare og tydelige formuleringer, og der skal stå, hvad produktet nøjagtigt skal anvendes til. Der stilles altså krav til en brugsanvisnings indhold, så i mange henseender er det helt fastlagt, hvad en brugsanvisning indeholder. Til sidst vil jeg lave en sammenfatning af dette kapitel 2. Kapitel 3 gør rede for fænomenet sproghandling. Herunder beskrives den sproghandlingsteori, som jeg har valgt at bygge dette speciale på, nemlig teorien af John R. Searle. Herefter kommer jeg ind på sproghandlingens aspekter og sproghandlingstyper, hvorunder jeg specifikt kommer ind på de direktive sproghandlinger. Herefter sammenfatter jeg disse afsnit og går i kapitel 4 over til at beskrive det tekstkorpus, jeg har valgt at bygge min analyse på. I kapitel 5 kommer så analysen af de fire tekster i mit tekstkorpus, sammenligning af analyseresultaterne og sammenfatning af hele kapitlet. Kapitel 6 omfatter en konklusion på specialet samt en perspektivering, og kapitel 7 indeholder et resumé af specialet på tysk. 7

8 2. Brugsanvisningen Brugsanvisninger betragtes af mange som et nødvendigt onde, som følger med ved erhvervelsen af et produkt, og mange læser dem kun, når de er tvunget til det for at blive i stand til at gøre brug af nyerhvervelsen. De anses tit for at være uforståelige og indviklede tekster, som ikke er anvendelige til det, de primært er beregnet til for brugeren, nemlig at muliggøre brugen af et nyanskaffet produkt 1 2. I den forbindelse er det vigtigt, til gavn for både brugeren og producenten, at brugsanvisningen advarer mod de farer, der kan opstå ved forkert omgang med produktet, og samtidig bør producenten også tage hensyn til den økonomiske dimension, der er til stede i forbindelse med udsendelsen af en brugsanvisning. Hvis den brugsanvisning, der sendes med et bestemt produkt, er indviklet og uforståelig, kan det medføre store økonomiske tab for producenten, da kunderne vil gå udenom dette produkt og i stedet vælge et med en mere lettilgængelig brugsanvisning. Dermed ses det, at brugsanvisningen kan anvendes som en konkurrenceparameter, hvilket ofte er tilfældet i dag hvor en stor del af de produkter, som er på markedet, er meget avancerede 3 4. Det ovenstående viser, at brugsanvisninger er af stor betydning for både producenten og brugeren af produktet. Og dermed er det vigtigt, at brugsanvisningen indeholder de informationer, der er relevante i forhold til at få et produkt til at fungere, og samtidig skal de være forståelige og lette at læse. I den forbindelse har jeg som tidligere nævnt valgt at analysere de direktive sproghandlinger, som findes i brugsanvisninger. Men for at kunne foretage denne analyse skal der tages hensyn til flere ting, nemlig den tekstgenre som brugsanvisningerne tilhører. Her vil jeg bl.a. komme ind på de sproglige midler, der findes i en brugsanvisning, da det er her, sproghandlingerne findes. Det er dog også nødvendigt at se på de tekstgenrekonventioner, der ligger til grund for en brugsanvisning. De fortæller nemlig noget om, hvilke formuleringer der normalt indgår i en brugsanvisning. Endelig skal der også 1 Nicolaisen 1995, pp. 9, 10, 57 2 Buch Jensen 1995, p. 6, 7 3 Boman 1995, p. 9 4 Nicolaisen 1995, p. 11 8

9 tages højde for de standarder, love og direktiver, der stiller krav til indholdet og opbygningen af en brugsanvisning. I det følgende afsnit vil jeg beskrive brugsanvisningen som tekstgenre. Herunder beskrives tekstgenrekonventionerne, og derefter vil jeg komme ind på brugsanvisningernes standarder, love og direktiver Tekstgenre og tekstgenrekonventioner En tekst siges at høre til en bestemt genre af den grund, at mange tekster er opstået på basis af et prototypisk mønster. Disse mønstre kan være faste og udbyggede, eller de kan være meget Situationel ramme Formål Sproglige og visuelle midler Figur 1: Determinationsrelationer, mål-middel-relationer og typikalitetsrelationer frie, så de kan tilpasses den enkelte situation. De kan beskrives ved hjælp af ovenstående trekantmodel: Ved undersøgelser af genren ses der på mange enkelttekster, og der opstilles på den baggrund regelmæssigheder. Disse regelmæssigheder skyldes, at der er forskellige relationer mellem trekantmodellens elementer, nemlig den situationelle ramme, formålet og de sproglige og 9

10 visuelle midler. Disse relationer får de forskellige elementer til at optræde sammen, og dermed skabes de sammenhænge, der beskrives som genremønstre. De relationer, der er tale om, er determinationsrelationer, mål-middel-relationer og typikalitetsrelationer. Determinationsrelationen betyder, at det ene element i modellen determinerer det andet. Dvs. at det kan være formålet, der determinerer den situation, man er nødt til at vælge for at kunne realisere formålet, eller omvendt hvor situationen determinerer formålet 5 som fx i brugsanvisninger, hvor formålet er at instruere brugeren, og situationen er, at denne bruger har anskaffet sig et nyt produkt. Situationen determinerer altså formålet, da brugeren ønsker at få det nye produkt taget i anvendelse og derfor skal instrueres i dette. Det er situationen, som gør, at der overhovedet er et formål med brugsanvisningen. Mål-middel-relationen betyder, at det sproglige og visuelle middel skal have en bestemt type indhold for at kunne opfylde et bestemt formål, det skal være indholdsmæssigt velegnet 6. Hvilke der anvendes i brugsanvisninger, vil jeg komme ind på i analysen i afsnit 5. Typikalitetsrelationen er en statistisk relation. Det vil sige, at det er de konventioner eller traditioner, der gælder i den pågældende situation, som bestemmer hvilke sproglige og visuelle midler, der skal til for at udføre det ønskede formål 7. I brugsanvisninger fastlægger konventionerne, at stilen skal være upersonlig. En af årsagerne til dette kan være, at brugsanvisninger traditionelt betragtes som en del af den tekniske dokumentation og er blevet fremstillet som en del heraf. Og til denne upersonlige stil anvendes typisk imperativ 8. En konvention, som kan sidestilles med en tradition, opstår blandt ligestillede og glider lige så stille ind i den kultur, man færdes i, i dette tilfælde brugsanvisningernes kultur. Konventioner eller traditioner kan opfattes som uskrevne regler, som ændrer sig i takt med udviklingen indenfor den kultur, de er en del af. Målet med dem er at sikre, at en kommunikation lykkes. 5 Ditlevsen, Engberg, Kastberg, Nielsen 2002, pp Ditlevsen, Engberg, Kastberg, Nielsen 2002, pp Ditlevsen, Engberg, Kastberg, Nielsen 2002, pp Nicolaisen, 1995, p

11 Konventioner opstår i situationer, hvor flere personer har en intention om at løse et problem, hvilket kun kan ske, hvis næsten alle handler på samme måde. Dvs. at personernes adfærd skal afstemmes efter hinanden med et eller andet formål for øje. Konventioner er altså en slags skabelon for formuleringen af bestemte tekster, og en specifik gruppe af konventioner, som er væsentlig i denne sammenhæng, er tekstgenrekonventionerne. Hver tekstgenre følger bestemte konventioner, som har udviklet sig, fordi netop de er bedst i stand til at opfylde det kommunikative formål 9. Det ses altså, at tekster, der hører til den samme genre, er karakteriseret ved, at de opfylder det samme overordnede kommunikative formål under de samme situationelle betingelser 10. Udover ovennævnte har standarder, love og direktiver betydning for indholdet i brugsanvisningerne. Og i de næste fire afsnit vil jeg beskrive disse Brugsanvisningers standarder, love og direktiver Standarder, love og direktiver udstikker rammer, et fælles retsgrundlag, som man kan bevæge sig indenfor 11. Hvor standarder kan brydes, skal lovene og direktiverne overholdes, hver gang en brugsanvisning forfattes. De besluttes alle af en højere instans, er nedfældet skriftligt, træder i kraft på en bestemt dato og kan erstattes af andre standarder, direktiver og love. Desuden er sanktioner ved overtrædelse af love og direktiver nedfældet skriftligt. Dette er ikke tilfældet for standarder. De er fastlagt af en højere instans, et udvalg, men de er ikke automatisk bindende, derfor er det lovligt ikke at overholde standarder. Kun i tilfælde hvor der er indgået kontraktlige forpligtelser til at overholde bestemte standarder, er der mulighed for at udøve sanktioner, hvis en standard ikke følges 12. Det næste afsnit vil indeholde yderligere informationer om standarderne. 9 Göpferich 1995, p Ditlevsen, Engberg, Kastberg, Nielsen 2002, p Zieten 1990, p Göpferich 1995, p

12 Standarder I standarder handler det om udformningen og indholdet i brugsanvisninger. I modsætning til love er standarder anbefalinger, som der ikke står noget lovmæssigt krav bag. En producent kan altså vælge en løsning, som afviger fra de tekniske standarder, så længe denne tilgodeser den samme sikkerhed. Dog kan det alligevel få retlige følger, hvis standarderne ikke overholdes. Indholdet af standarderne skal nemlig betragtes som minimumskrav. Det betyder, at hvis disse minimumskrav ikke overholdes, så handles der uagtsomt i strafferetslig forstand 13. Standarderne udformes af en række nationale og internationale organisationer og privatretlige foreninger, såsom Dansk Standard (DS), Deutsche Institut für Normung (DIN), International Organization for Standardization (ISO), Verein Deutscher Ingenieure (VDI) og Verein Deutscher Elektrotechniker (VDE). Desuden findes der nogle ikke-statslige europæiske paraplyorganisationer Comité Européen de Normalisation (CEN) og Comité Européen de Normalisation Electrotechnique (CENELEC) for nationale organisationer som DS og DIN, som udgiver europæiske standarder, som konkretiserer sikkerhedskravene i EU direktiverne. I takt med udbygningen af et forenet Europa får disse standarder mere og mere betydning 14. I forbindelse med brugsanvisninger findes der en dansk standard, DS/INF 112: 1996 Brugsanvisning for produkter af forbrugerinteresse. Der findes flere tyske standarder, men den, som svarer til den danske, er DIN V Gebrauchsanweisungen für verbraucherrelevante Produkte. De to standarder er ens, da de baserer sig på den internationale standard ISO/IEC Guide 37: De andre tyske standarder hedder DIN V 8418 Benutzerinformation Hinweise für die Erstellung, DIN EN 292 Sicherheit von Maschinen, Grundbegriffe, allgemeine Gestaltungsleitsätze, Teil 2: Technische Leitsätze und Spezifikationen, VDI 4500 Technische Dokumentation Benutzerinformation og DIN EN ISO 9000er Normenreihe zum Qualitätsmanagement und der Qualitätssicherung. 13 Göpferich 1998, p Göpferich 1998, p

13 Indholdet i den danske og den tilsvarende tyske standard er en fastlæggelse af principperne for opbygningen og formuleringen af brugsanvisninger til produkter, som er tiltænkt den almindelige forbruger (lægmand). Den henvender sig til de personer som fx produktudviklere, fabrikanter og technical writers, som arbejder med at producere brugsanvisninger og til de komiteer, som udarbejder standarder for forbrugerrelaterede produkter. Brugsanvisningen skal ifølge denne standard ses som en del af produktet, og dens funktion er at sikre, at produktet anvendes på den rigtige måde, så det undgås, at produktet ikke fungerer korrekt, slet ikke fungerer samt at der opstår farlige situationer. Desuden skal brugsanvisningen advare i forbindelse med den forkerte brug af produktet, som med rimelighed kan forventes, og den skal tydeligt vise, hvilken model den vejleder i 15. Dette sker typisk på forsiden af brugsanvisninger (se bilag). Og der skal så vidt muligt kun informeres om ét produkt i en brugsanvisning. De afsnit, der er valgfrie for brugeren, som fx ekstra informationer om et bestemt emne, skal holdes adskilt fra de generelle informationer, så brugeren ikke forvirres over irrelevant information. I standarden oplyses ligeledes om hvilke informationer, der skal være i en brugsanvisning. Der er her tale om funktion og drift, transport, samling og installation, rengøring, vedligeholdelse, fejlfinding, reparation, bortskaffelse af produktet og/eller affaldsprodukter, hvor der i forbindelse hermed skal tages hensyn til sikkerhed og miljø. Desuden skal brugsanvisningen følge den fremgangsmåde, der er nødvendig for at tage apparatet i brug, og den skal foregribe brugerens spørgsmål om hvor, hvem, hvad, hvornår, hvordan og hvorfor samt svare på disse spørgsmål. Hvad angår formuleringen af brugsanvisningen, så skal den formuleres så klart og kortfattet som muligt, de samme termini for de samme begreber skal så vidt muligt anvendes, og korte og meningsfulde overskrifter skal gøre det let for brugeren hurtigt at finde de informationer, han søger 16. Hvad de andre standarder angår, så indeholder de med visse undtagelser det samme som ovennævnte standard. Disse undtagelser anser jeg ikke for vigtige i dette speciale. Derfor vil jeg ikke komme nærmere ind på disse. 15 DS/INF 112: 1996 Brugsanvisning for produkter af forbrugerinteresse 16 DS/INF 112: 1996 Brugsanvisning for produkter af forbrugerinteresse 13

14 Umiddelbart ser brugsanvisningerne i mit tekstkorpus ud til at opfylde alle disse krav. I hvert fald er det tydeligt, at de fleste af de nævnte afsnit er med dog med forskellige overskrifter. Ligeledes er det ud fra overskrifterne tydeligt, at der gås kronologisk til værks, hvad angår produktets funktioner. Hvad formuleringerne angår, vil analysen vise, om disse foreskrifter bliver overholdt. Mens det i standarder handler om udformningen og indholdet i brugsanvisninger, går love og direktiver ud på at sikre brugerens sikkerhed. Dette vil jeg bl.a. komme nærmere ind på i afsnit 2.2.2, som omhandler den lov, som har størst betydning for brugsanvisninger, nemlig Produktansvarsloven, på tysk das Produkthaftungsgesetz Love I forbindelse med teknisk dokumentation som en brugsanvisning er, findes der i Danmark og Tyskland en lov, der skal tages hensyn til, nemlig Produktansvarsloven, eller på tysk das Produkthaftungsgesetz. Den omhandler det ansvar for skader, som et fejlbehæftet produkt forårsager, altså produktansvaret. Grundlaget for alle nationale produktansvarslove i den europæiske union og dermed den danske og den tyske er direktivet 85/374/EØF af 25. juni Målet med dette direktiv er at forbedre forbrugerbeskyttelsen og harmonisere produktansvarspligten i den europæiske union. I EU s medlemslande er de nationale produktansvarslove dermed identiske bortset fra de enkelte punkter i loven, hvor afvigelser er tilladte. Disse afvigelser er ikke relevante i denne sammenhæng, derfor vil jeg undlade at nævne disse. Produktansvarsloven beskytter forbrugeren og sikrer, at producenten hæfter for fejlbehæftede produkter. Forbrugere kan dermed kræve erstatning, hvis fejlbehæftede produkter har medført person- eller tingsskade. Ved tingsskade er det dog en forudsætning for erstatningen, at produktet er beregnet til privat brug og primært er blevet brugt som sådan. Desuden pålægges der producenten et objektivt ansvar, hvilket betyder, at producenten hæfter for fejl på et produkt, som har medført skader, hvad enten han kan gøre for denne fejl eller ej. 14

15 I produktansvarsloven forstås et produkt ikke kun som selve det fysiske produkt, men også som delproduktet som fx den tekniske dokumentation, altså brugsanvisningen. Dermed kan den ansvarlige for brugsanvisningen også stilles til ansvar for skader på ting eller personer, som sker pga. fejl i brugsanvisningen. Dog er denne ikke ansvarlig overfor brugeren af produktet, men overfor producenten, som så er ansvarlig overfor brugeren 17. Definitionen af en fejl er i denne sammenhæng mangel på sikkerhed 18. Da den tekniske dokumentation forstås som en fast bestanddel af et produkt, kan en fejl ifølge produktansvarsloven bestå i, at en brugsanvisning er ufuldstændig, mangelfuld, uforståelig eller kan misforstås. Denne utilstrækkelige eller uforståelige brugsanvisning, som ikke advarer tilstrækkeligt eller på den rigtige måde om farlige produktegenskaber, kan føre til det, der i produktansvarsloven kaldes instruktionsfejl 19. Advarsler og formaninger skal være tydelige og let genkendelige, og der skal gøres opmærksom på, hvad der kan ske, hvis advarslerne ikke følges. Kun på denne måde undgås det, at brugeren beskadiger produktet pga. forkert betjening af produktet. I forbindelse med produktets sikkerhed skal der i brugsanvisningen også angives hvilken anvendelse af produktet, der med rimelighed kan forventes 20. Dette går udover den bestemmelsesmæssige brug og indbefatter også forudselig eller sædvanlig fejlagtig brug og misbrug. Dette betyder, at der i brugsanvisningen skal stå, nøjagtig hvad produktet skal bruges til. I givet fald skal der ligeledes advares mod at anvende produktet til bestemte andre formål, som kunne være nærliggende, men som produktet ikke er beregnet til. I sammenhæng med dette er det også nødvendigt at indkredse brugergruppen, da det er vigtigt at angive, hvis produktet fx kun må bruges af uddannet personale. Hvis brugeren er en privat person, er kravene til brugsanvisningen skærpet, og der vil i en erstatningssag tages hensyn til brugerens forudsætninger Göpferich 1998, p Göpferich 1998, p Göpferich 1998, pp Göpferich 1998, p Göpferich 1998, pp

16 Det handler altså om at formulere sig klart og tydeligt, så brugeren helt klart forstår, hvad der skal gøres, og hvad der ikke må gøres. Analysen vil vise, om dette overholdes, men hvis det er tilfældet, så vil min hypotese delvist være bekræftet, da der dermed primært anvendes direktive sproghandlinger i form af instrukser. Ovenfor er allerede beskrevet den standard og den lov, der gælder for brugsanvisninger. I det følgende afsnit vil jeg komme nærmere ind på direktiverne Direktiver Med det indre marked er alle tekniske handelshindringer blevet afskaffet, og den fri bevægelighed af varer er blevet mulig, så alle lovligt fremstillede produkter kan markedsføres og sælges i EU. Men for at få det til at lykkes er der i EU s Ministerråd blevet vedtaget en række direktiver, som fastlægger de krav, der stilles til de produkter, som pågældende direktiv omfatter. Et af disse krav er at der til hvert produkt, som sendes på markedet, skal vedlægges en brugsanvisning 22. Og om udformningen af en sådan findes der ligeledes direktiver. Et af disse, og det mest omfattende, er direktiv 89/392/EØF af 14. juni 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om maskiner, Maskindirektivet, på tysk Die EG- Richtlinie Maschinen, som siger noget om, hvad en brugsanvisning skal indeholde 23. Målet med Maskindirektivet er at sikre brugeren den størst mulige sikkerhed i anvendelsen af en maskine. For at gøre dette muligt fastlægger direktivet nogle grundlæggende sikkerhedsog sundhedskrav til maskiner. Maskinerne skal være konstrueret på en måde, som gør det sikkert at bruge produktet. Fx er det ikke nok at advare i en brugsanvisning om, at en maskine kan køre, mens brugeren stadig har hånden inde i maskinen. Her skal der laves en foranstaltning på maskinen, som gør, at dette ikke kan lade sig gøre fx ved at konstruere maskinen på en sådan måde, at den skal 22 Boman 1995, p Boman 1995, pp

17 betjenes med begge hænder for at starte. I tilfælde af andre risici som er forbundet med brugen af maskinen, og som ikke kan elimineres ved at konstruere maskinen på en bestemt måde, skal brugeren have de nødvendige oplysninger om de tilbageværende farer og i den forbindelse også om de beskyttelsesmidler, der findes for at undgå skader. Disse advarsler skal forekomme i form af piktogrammer og tekst. Disse skal udformes, så alle forstår det. Dvs. at piktogrammerne skal være almindeligt kendte, og teksten skal være på det lands sprog, som produktet og dermed brugsanvisningen er tænkt for. I øvrigt er der i Maskindirektivet krav for det sprog, som en brugsanvisning skal skrives på. Brugsanvisningen skal skrives på det officielle sprog i det land, som maskinen skal anvendes i og i øvrigt foreligge på et af de andre officielle EU sprog. Dog skal reparations- eller vedligeholdelsesdelen i brugsanvisningen kun foreligge på et af de officielle EU sprog, som forstås af den, som skal foretage reparationen eller vedligeholdelsen. Desuden skal der angives begrundelser for ovennævnte advarsler, altså hvorfor en bestemt opførsel eller brug af maskinen ikke må foretages, og hvad der kan ske, hvis disse advarsler ikke tages alvorligt 24. Dermed ses det, at udover instrukser indeholder brugsanvisninger ligeledes begrundelser. Alligevel mener jeg stadig, at instrukserne må være i flertal, da brugsanvisningernes primære formål er at instruere og ikke at advare, som der er tale om her. Herefter vil jeg sammenfatte hele dette 2. kapitel Sammenfatning Brugsanvisninger anses tit for at være uforståelige og indviklede tekster, som ikke er anvendelige til det, de primært er beregnet til. Dog er producenterne begyndt at tage brugsanvisningerne mere alvorligt, og de har efterhånden forstået, at brugsanvisningen kan anvendes som en konkurrenceparameter. Men for at lykkes i konkurrencen med andre produkter er det vigtigt, at produktets brugsanvisning tager hensyn til den bestemte tekstgenre, den tilhører og de tekstgenrekonventioner, som anvendes i en brugsanvisning. 24 Maskindirektivet 17

18 Det er tekstgenrekonventionerne, som gør det muligt at inddele tekster i genrer. Tekstgenrekonventionerne er en gruppe af konventioner, som er en slags skabelon for formuleringen af bestemte tekster. Tekstgenrekonventionerne er altså de konventioner, som findes for en bestemt tekstgenre. Udover tekstgenren og tekstgenrekonventionerne skal der i en brugsanvisning også tages hensyn til de standarder, love og direktiver, som skal overholdes i brugsanvisningen. Her stilles der krav til indholdet i brugsanvisningen. Efter således at have gjort rede for brugsanvisningen og de elementer, som har betydning for dennes udformning og indhold, vil jeg komme nærmere ind på indholdet i de næste afsnit omhandlende sproghandlinger. 3. Sproghandlinger Efter at have beskrevet brugsanvisningen og hvad denne består af, er det nu muligt at foretage en analyse af brugsanvisninger. Ud af de mange elementer som en brugsanvisning indeholder, som kan analyseres, har jeg valgt at kigge på de direktive sproghandlinger, som findes i en sådan. Men inden jeg går i gang med analysen, vil jeg i de følgende afsnit først komme ind på sproghandlingerne generelt, derefter fortæller jeg lidt om den teori, jeg har valgt at anvende til analysen, og i afsnit 3.3 vil jeg redegøre for de aspekter, der ligger til grund for en sproghandling. Herefter beskriver jeg i afsnit 3.4 de typer af sproghandlinger, der findes i følge den teori, jeg har valgt at anvende. Og i afsnit vil jeg beskrive en specifik type af sproghandling, nemlig den direktive sproghandling. Men først vil jeg fortælle noget generelt om sproghandlinger Generelt om sproghandlinger Sproget kan opfattes som et kommunikationsredskab, som bruges ligesom andre redskaber med et bestemt formål. Der er i så fald tale om sproghandlinger. Sproghandlinger er dog ikke en helt tilfredsstillende term, da den både dækker sproghandlingen som helhed og det centrale i sproghandlingen, nemlig illokutionen. Et mere gængs udtryk er talehandlinger, som dog er misvisende, da det kan opfattes, som om det skrevne sprog ikke er omfattet af termen. Den 18

19 mest optimale term ville være illokutioner eller illokutionære handlinger 25, men da dette speciale er tænkt for lægfolk, har jeg valgt at undlade anvendelsen af denne. Mellem talehandlinger og sproghandlinger har jeg valgt sidstnævnte, da sproghandlinger ikke er så misvisende som talehandlinger af ovennævnte grund. I afsnit 3.2 vil jeg præsentere den sproghandlingsteori, som jeg bygger dette speciale på Sproghandlingsteori Sproghandlingsteorien blev udviklet i 1955 af John L. Austin. Det blev dog Austins elev John R. Searle, der med sin bog fra 1969 Speech Acts: An Essay in the Philosophy of language bevirkede, at teorien blev anvendt i sprogvidenskabelig sammenhæng 26. Det er netop sidstnævnte, jeg vil tage udgangspunkt i i dette speciale i forbindelse med beskrivelsen af sproghandlinger, da han sammen med Austin er udgangspunktet for sproghandlingsteorien. John R. Searle, som er født i Denver i 1932, er i dag en af de mest berømte og indflydelsesrige filosoffer. Han studerede filosofi, politik og økonomi på universitetet i Oxford. Og siden 1959 har han været professor på University of California i Berkeley. Han har udgivet flere bøger, men en af de mest berømte udgivelser fra hans hånd er Speech Acts: An Essay in the Philosophy of language fra Desuden har han skrevet bogen Expression and Meaning. Studies in the Theory of Speech Acts fra Det er disse to bøger, jeg bygger dette speciale på. I sidstnævnte bliver der arbejdet videre med den sproghandlingsteori, som blev startet i 1969 i Speech Acts: An Essay in the Philosophy of language 28. I øvrigt er Expression and Meaning. Studies in the Theory of Speech Acts oversat til bl.a. tysk ligesom mange andre af Searles publikationer, og det er den tyske udgave af denne bog, jeg anvender. Denne har titlen Ausdruck und Bedeutung Untersuchungen zur Sprechakttheorie. 25 Colliander, Hansen 2002, pp Linke, Nussbaumer, Portmann 1991, p Grewendorf, Meggle 2002, preface 28 Searle 1979, p. 7 19

20 Searle bygger sin sproghandlingsklassifikation på Austins teori, men forsøger at undgå de fejl, som Austin ifølge Searle laver 29. Han tager det gode fra Austin og retter det dårlige, så det ifølge ham fungerer, dermed har Searle videreudviklet Austins teorier om sproghandlinger. Desuden går alle beskrivelser af sproghandlinger tilbage til netop John L. Austin og John R. Searle 30. Ligeledes bygger andre forfattere af bøger om sproghandlinger, fx Götz Hindelang, sin sproghandlingsklassifikation på Searles klassifikation, fordi denne klassifikation er den mest kendte og ifølge Göpferich også den bedste 31. På den måde bliver det den allerførste, den mest kendte og den bedste sproghandlingsteori, der bliver udgangspunktet for dette speciale. At det er den allerførste og den mest kendte sproghandlingsteori, der her er tale om, kan ikke diskuteres. Derimod kan det diskuteres, om det er den bedste. Og i denne forbindelse er jeg enig med Göpferich i, at Searles sproghandlingsteori er den bedste. Hvis der fx kigges nærmere på teorien fra Götz Hindelang, så inddeler han fx instrukser og anbefalinger i to sproghandlinger. Instrukserne indordnes under opfordringer, og anbefalingerne indordnes under vurderinger. En anbefaling indeholder ganske vist en vurdering, hvor det, der anbefales, bliver fremstillet positivt, men denne positive vurdering er ikke det endelig formål med en anbefaling. Med en anbefaling fremstilles ligeledes det formål at foranledige modtageren af anbefalingen til at foretage en passende handling. Dermed er en anbefaling en mild form for eller afdæmpet instruks og bør derfor tilhøre den samme type af sproghandling 32. Det er netop tilfældet i Searles teori. Han indordner nemlig instrukser og anbefalinger under en sproghandling, nemlig den direktive. Hindelangs teori er derfor utilfredsstillende til min analyse, da det netop er disse to, instrukser og anbefalinger, som forekommer mest i de tekster, jeg vil analysere. Hvad angår fx den tyske professor Dieter Wunderlich, så minder dennes teori meget om Searles, men er mere differentieret. Derfor kan Searles teori med fordel anvendes i stedet, da 29 Göpferich 1995, p Colliander og Hansen 2002, p Göpferich 1995, p Hindelang 1983, p

21 antallet af sproghandlingstyper er færre end hos Wunderlich, men indeholder det samme 33. Dermed kan jeg sige, at Searles sproghandlingsteori også er den bedste at anvende i denne forbindelse. Efter således at have redegjort for sproghandlingsteorien skal det i det næste afsnit handle om sproghandlingens aspekter Sproghandlingens aspekter Ifølge Searle og i øvrigt også Austin kan en sproghandling beskrives ud fra fire aspekter. Det først aspekt er ytringshandlingen. Denne handling indebærer, at der ytres en række af ord. Det andet aspekt er udførelsen af propositionelle handlinger, som betyder, at der skabes referens til noget, altså at modtagers opmærksomhed henledes på noget bestemt, nemlig referenten 34. Propositionelle handlinger eller propositioner kan ikke optræde uden en illokutionær handling, som er det tredje aspekt, hvis der skal være tale om en sproghandling. Når der udføres illokutionære handlinger eller illokutioner, så tilkendegives selve formålet med sproghandlingen 35. Man henvender sig til en person for at informere denne, hilse på denne osv. Det sidste aspekt i en sproghandling er den effekt eller reaktion, der opnås hos de personer, som tales til. Fx at de udfører den ordre, som de er blevet givet i den illokutionære handling. Denne reaktion kaldes den perlokutionære handling 36. Når to illokutionære handlinger indeholder den samme referent, har de samme propositionelle indhold. Til gengæld har ikke alle illokutionære handlinger et propositionelt indhold. Fx sproghandlingen hurra har et illokutionært indhold, men ikke noget propositionelt indhold 37. Disse fire aspekter er ikke separate handlinger, som sender foretager samtidig, som når en person fx ryger, læser og klør sig i håret på samme tid. Det er snarere sådan, at når man foretager en illokutionær handling, så foretager man også typisk propositionelle handlinger og 33 Wunderlich 1976, p Colliander, Hansen 2002, p Colliander, Hansen 2002, p Linke, Nussbaumer, Portmann 1991, pp Searle 1969, p

22 ytringshandlinger. Desuden kan visse propositionelle handlinger ligne visse illokutionære handlinger, og det er også muligt at foretage en ytringshandling uden overhovedet at foretage en propositionel eller illokutionær handling, dvs. at det er muligt at ytre noget uden at sige noget 38. Men når en person foretager en ytring, må det antages, at denne er interesseret i at nå det mål denne havde med sproghandlingen, altså at lykkes med illokutionen, sådan at modtageren af ytringen forstår den intenderede funktion med sproghandlingen 39, og der dermed opstår en effekt eller en reaktion fra modtageren, den perlokutionære handling. Hvordan dette foregår ses af nedenstående skema: Figur 2: Sproghandlinger Searle 1969, p Linke, Nussbaumer, Portmann 1991, p Linke, Nussbaumer, Portmann 1991, p

23 Her ses øverst de 4 aspekter eller delhandlinger, som de kaldes i skemaet, nemlig ytringshandlingen, den propositionelle handling, den illokutionære handling og den perlokutionære handling. Resultatet af disse handlinger er hhv. en ytring, en proposition, en illokution og en perlokution. Hvad ytringshandlingen angår, så ses det i skemaet, at denne foretages vha. ord, lyde og sætninger og bedømmes ud fra, om den er grammatisk korrekt eller ukorrekt, og til sidst er der et eksempel, som lyder Der Hund ist bissig. Propositionen siger som tidligere nævnt, og som det ses i skemaet noget om verden og bedømmes ud fra kriterierne sandt/falsk. Og dermed handler eksemplet bissig (Hund) om, om det er sandt eller falsk, at hunden bider. En illokutionær handling handler om at tilkendegive formålet med sproghandlingen og bedømmes ud fra, om den lykkes eller ej. Og eksempler på illokutionære handlinger er meddelelse, konstatering, advarsel, trussel eller anbefaling. Det sidste aspekt i skemaet ses via en reaktion fra modtageren af sproghandlingen, og den bedømmes ud fra, om den er vellykket eller ej. Eksempler på dette er, som det står i skemaet, at modtageren ved det, som afsender ved, modtager holder op med sit forehavende, og modtager køber hunden. Hvilken illokution, der bliver udtrykt med en ytring, og hvilken perlokutionær effekt der ønskes, ses dog ofte ikke af ytringens sproglige form. Denne ses først i sproghandlingens kontekst. Dvs. at et sprogligt udtryk først bliver til fx et løfte eller en opfordring i en kontekst. En ytrings kommunikative funktion er nemlig ikke indordnet ligeså konventionelt under sproglige udtryk som fx den syntaktiske struktur. Dvs. at en ytring kan have forskellige funktioner alt efter hvilken kontekst, denne står i. Alligevel er det muligt at forstå den kommunikative funktion, nemlig ved at se i hvilket forhold illokutioner og perlokutioner står til de sproglige udtryk. Dette forhold er nemlig ikke tilfældigt, da det ikke er ethvert sprogligt 23

24 udtryk, som kan fungere som fx et løfte. Men et bestemt udtryk fx hunden bider kan alt efter situationen forbindes med forskellige illokutioner og perlokutioner og dermed fx blive en information, en trussel eller en advarsel. Dette udtryk kan dog ikke bruges i alle situationer til alle illokutioner eller perlokutioner. Desuden kan en bestemt illokution eller perlokution realiseres ved hjælp af forskellige ytringer i en bestemt situation. Hvis jeg fx vil have en person til at holde op med at klappe min hund, kan jeg fx sige lad venligst være med det eller min hund bider 41. Der findes desuden forskellige illokutionsindikatorer, som kan beskrives som elementer i en ytring, som viser i en bestemt retning. Disse er fx performative verber, modus, partikler og sætningstyper. Ligeledes spiller situationsfaktorer en rolle. Det er nemlig først i den konkrete situation, at det er muligt entydigt at tyde ytringens aspekter. Uden en konkret situation er en ytring flertydig. For senderen betyder det, at denne er kompetent ud i at handle kommunikativt, hvis denne i en bestemt situation forstår at vælge de sproglige midler, som realiserer de ønskede illokutioner eller perlokutioner. For modtageren betyder det derimod, at denne er kommunikativt handlingskompetent, hvis denne sammen med situationsfaktorerne er i stand til at afkode ytringens rigtige illokution eller perlokution 42. Af de fire ovennævnte aspekter er det ifølge Searle det tredje aspekt, nemlig illokutionen, der er det centrale i sproghandlingen 43. Der findes fem forskellige af disse 44, og disse fem typer af illokutionære handlinger vil jeg beskrive i næste afsnit Typer af sproghandlinger For at kunne lave en sproghandlingsanalyse er det nødvendigt at lave en klassifikation af de forskellige typer af sproghandlinger. Og den klassifikation, som Searle laver her, bygger på Austins teori. Ifølge Searle findes der flere meget forskellige principper for at skelne en ytring fra en anden. Han mener, at der findes mindst tolv dimensioner, som illokutionære handlinger 41 Linke, Nussbaumer, Portmann 1991, pp Linke, Nussbaumer, Portmann 1991, pp Linke, Nussbau,mer, Portmann 1991, p Searle 1979, p. 8 24

25 kan skelnes fra hinanden indenfor. Searle bygger dog sin klassificering på de tre dimensioner, som han mener, er de vigtigste, og de er følgende: 1. den illokutionære pointe. 2. udførelsesretning eller direction-of-fit, dvs. forskelle i hvordan ord og verden er orienteret mod hinanden. 3. oprigtighedsbetingelsen, dvs. forskelle i de psykiske tilstande som kommer til udtryk 45. Den første dimension, den illokutionære pointe, kan beskrives ved eksempler, som fx at pointen med at give en ordre er at få modtager til at gøre noget, og pointen med et løfte er, at sender påtager sig en forpligtelse om at gøre noget. Den illokutionære pointe er det vigtigste element af flere forskellige elementer i den illokutionære rolle, som indikerer, at den illokutionære rolle fx er et løfte. Af denne illkotionære pointe viser den anden dimension af sproghandlingen sig, nemlig udførelsesretningen. Udførelsesretningen handler om, hvordan ordene eller rettere det propositionelle indhold, som kommer til udtryk i ordene, og verden tilpasser sig hinanden i en sproghandling. Ved nogle illokutioner skal ordene tilpasses verden, og ved andre skal verden tilpasses ordene. Til den første kategori, ord-til-verden udførelsen, hører fx beskrivelser, forklaringer osv. Til den anden kategori, verden-til-ord udførelsen, hører fx opfordringer og løfter. Et eksempel fra Searle 1979 handler om en mand, som er blevet sendt på indkøb af sin kone og har fået en indkøbsliste med. Denne mand bliver overvåget af en detektiv, som noterer alle de varer ned, som manden køber. Til sidst vil begge nødvendigvis have den samme liste, men de to listers funktion er forskellig. For manden på indkøb handler det om at tilpasse verden til ordene. Hans handlinger skal stemme overens med det, der står på listen. For detektiven skal ordene tilpasses verden, da han skal lave listen i overensstemmelse med de handlinger, som manden på indkøb foretager sig. I dette eksempel ses det ligeledes, at det propositionelle indhold er indkøbslisten, og den illokutionære rolle lægger fast, hvordan dette indhold forholder sig til verden 46. Den tredje og sidste dimension som Searle bygger sin klassifikation på, oprigtighedsbetingelsen, handler om de psykiske tilstande, som fx glæde, som kommer til 45 Searle 1979, pp Searle 1979, pp

26 udtryk ved udførelsen af en sproghandling, som i forbindelse med glæde fx kan bestå af en lykønskning. Når afsenderen udfører en sproghandling med et propositionelt indhold, så giver denne, også selvom denne er uoprigtig, udtryk for en holdning eller en indstilling overfor dette propositionelle indhold. Dvs. at den psykiske tilstand som bliver bragt til udtryk med udførelsen af en illokutionær handling, er oprigtighedsbetingelsen af handlingen 47. Med andre ord så giver afsenderen af sproghandlingen, uanset om han er uoprigtig eller oprigtig, udtryk for en psykisk tilstand, som kan være fx glæde. Denne glæde udtrykkes fx ved den illokutionære handling lykønskning. På grundlag af denne klassifikation skelner Searle mellem fem sproghandlingstyper 48, nemlig de assertive, de direktive, de kommissive, de ekspressive og de deklarative sproghandlinger 49. De assertive sproghandlinger også kaldet repræsentative sproghandlinger kan vurderes ud fra, om de er sande eller falske. Dvs. at illokutionens pointe er at fastslå overfor modtager, at propositionen, som kom til udtryk, er sand. Udførelsesretningen er ord-til-verden, og oprigtighedsbetingelsen er at tro 52. Der er her tale om konstateringer, påstande og meddelelser 53. Assertiverne er en klasse af sproghandlinger helt for sig selv, som beror på begrebet om den illokutionære pointe om at fastslå, at den udtrykte proposition, som kom til udtryk, er sand. Derved findes der mange performative verber, som betegner illokutioner, som det er muligt at vurdere sandheden eller falskheden af, og som ikke kun er konstateringer. Eksistensen af sådanne performative verber forklares ved, at de karakteriserer den illokutionære rolles kendetegn, som går ud over den illokutionære pointe. Hvad angår fx at prale og at beklage noget, så er de begge assertiver med det yderligere kendetegn, at de har noget at gøre med afsenders interesse. 47 Searle 1979, pp Göpferich 1995, p Searle 1979, p Göpferich 1995, p Linke, Nussbaumer, Portmann 1991, p Searle 1979, pp Colliander; Hansen 2002, p

27 Den nemmeste test for en assertiv ytring er, om den kan karakteriseres som sand eller falsk. Dette er dog hverken en nødvendig eller tilstrækkelig betingelse 54, som det ses i afsnittet omhandlende deklarativerne. Her beskrives nemlig de assertive deklarativer. Hvad angår de direktive sproghandlinger, så er den illokutionære pointe at forsøge at få modtager til at udføre en handling 55. Der er med andre ord tale om anmodninger 56, som kan være tilbageholdende, som fx ved at indbyde eller foreslå, eller eftertrykkelig, som fx når sender holder fast på, at anmodningen skal efterkommes. Direktivernes udførelsesretning er verden-til-ord, og oprigtighedsbetingelsen er at ville (hhv. ønske) 57. Det propositionellle indhold er altid, at modtager foretager en fremtidig handling, og de verber, som betegner denne type af sproghandling, er fx bede, befale, opfordre, indbyde, anbefale osv. For de kommissive sproghandlinger er den illokutionære pointe at fastlægge afsender på en bestemt opførsel, udførelsesretningen er verden-til-ord, og oprigtighedsbetingelsen er hensigt. Det propositionelle indhold er, at afsender foretager en fremtidig handling. Sender afgiver altså et løfte om at udføre en fremtidig handling. Som det ses, har kommissiver og direktiver den samme udførelsesretning, og det ville derfor være nemmere, hvis det var muligt at påvise, at de tilhører den samme kategori. Det kan dog ifølge Searle ikke lade sig gøre, da formålet i et løfte er at fastlægge sender på at gøre noget bestemt, mens formålet med en opfordring, som forekommer i direktive sproghandlinger, er, at sender forsøger at få modtager til at foretage en bestemt handling. Hvis disse to kategorier skulle tilpasses hinanden, ville det være nødvendigt at vise, at et løfte egentlig er opfordringer rettet mod sig selv, eller at opfordringer forpligter modtageren til noget. Dette er ikke lykkedes for Searle, derfor bibeholdes begge kategorier Searle 1979, pp Searle 1979, p Colliander og Hansen 2002, p Searle 1979, pp Searle 1979, pp

28 Den næstsidste kategori, ekspressiverne, har en illokutionær pointe om at bringe den psykiske tilstand fra oprigtighedsbetingelsen til udtryk. Denne psykiske tilstand er rettet mod noget i det propositionelle indhold 59. Dvs. at sender ønsker at udtrykke sin personlige holdning til noget 60. Ekspressiver har ingen udførelsesretning, men det forudsættes, at propositionen er sand. Ekspressive verber er fx takke, gratulere, undskylde, beklage osv. 61. Det propositionelle indhold i den sidste kategori, de deklarative sproghandlinger, ligner verden. Dvs. at når der med succes er udført en sproghandling af denne type, så svarer det propositionelle indhold til verden. Fx hvis jeg med succes fuldfører den handling at udnævne en person til leder, så er denne person leder 62. Med andre ord så opstår der en ny situation, når sender udfører en deklarativ handling. I ovennævnte eksempel opstår der en ny situation for modtager, når afsender siger, at han er leder. Denne sproghandlingstype adskiller sig fra de andre, da der her opstår en ny situation, samtidig med at sproghandlingen ytres, og det kræver, at sender har autoritet til at foretage handlingen 63. Der er ingen oprigtighedsbetingelse, og ord og verden tilpasses hinanden 64. Dog findes der overlapninger mellem deklarativer og assertiver, hvorved deklarativen får en oprigtighedsbetingelse tilfælles med assertiven, nemlig at tro. Disse overlapninger, de såkaldte assertive deklarativer, opstår i de situationer, hvor det ikke umiddelbart er muligt at fastslå sandheden om en påstand, men hvor diskussionen må afsluttes på en eller anden måde for at muliggøre det næste skridt i sagen. Her bliver assertiven ytret med deklarativens rolle, fx at den anholdte bliver løsladt eller sat i fængsel. I den forbindelse kan fx dommere og nævninge lyve, derimod kan den, som fx erklærer krig eller nominerer en anden person til noget ikke lyve om, at der erklæres krig, eller at en person nomineres 65. Her er oprigtighedsbetingelsen altså at tro. I henhold til afsnittet om assertiver ses det, at det ikke er nødvendigt og heller ikke tilstrækkeligt at karakterisere en assertiv ytring som sand eller falsk, 59 Searle 1979, pp Colliander og Hansen 2002, p Searle 1979, p Searle 1979, pp Colliander; Hansen 2002, p Searle 1979, p Searle 1979, pp