Fem gyldne regler NYHEDSBREV. - for pårørendesamarbejdet på plejehjem og i plejeboliger BRUGER- OG PÅRØRENDERÅD JANUAR 2008

Transkript

1 NYHEDSBREV BRUGER- OG PÅRØRENDERÅD JANUAR 2008 Fem gyldne regler - for pårørendesamarbejdet på plejehjem og i plejeboliger Man hører tit at personalet har rigeligt at se til, og at de ikke også kan tage sig af de pårørende. Men det kan godt betale sig at investere tid i de pårørende både for de pårørendes skyld, og især for at gøre det godt for den ældre på plejehjem udtaler formand for Pårørendegruppen for svage ældre, Alice Wulff. I dette nyhedsbrev har vi sammenfattet fem gyldne regler for pårørendesamarbejdet. Det kan være en stor omvæltning at flytte på plejehjem. Man skal lære nye mennesker og nye rutiner at kende. For de pårørende kan det også være en turbulent tid både følelsesmæssigt og praktisk. Man kan stå med en masse uafklarede spørgsmål og være i tvivl om, hvilke ting man skal tage sig af. Den, der i sidste ende kommer i klemme, hvis tingene ikke bliver gjort, er beboeren. Det er derfor vigtigt at skabe et godt samarbejde personale og pårørende imellem, så beboeren og de pårørende føler sig trygge og godt informeret. Pårørendesamarbejdet er et særligt vigtigt område at beskæftige sig med for bruger- og pårørenderådene. For det første er de fleste af jer selv beboere eller pårørende. For det andet er bruger- og pårørenderådet det første formelle organ hvor kommunen skal have dialog med de pårørende. Derfor er det ekstra vigtigt at rådet arbejder på at skabe dialog og samarbejde mellem plejehjemmet og de pårørende. I dette nyhedsbrev diskuterer vi, hvad man kan forvente af pårørende, og kommer med forslag til, hvordan man kan skabe et godt forhold til de pårørende. Vi har interviewet Alice Wulff som repræsentant for de pårørende. Vi har interviewet Pia Morilla, forstander på Ingeborggården på Frederiksberg, for at spørge hvordan hun og hendes personale inddrager de pårørende. Vi har interviewet Dorthe Buss, som er jurist ved Rigshospitalets hukommelsesklinik, for at spørge hvilke regler der gælder med hensyn til at inddrage de pårørende til beboere på plejehjem. Og endelig har vi talt med en række beboere, medarbejdere og pårørende på forskellige plejehjem om deres oplevelser af samarbejdet. På den baggrund præsenterer vi fem gyldne regler for pårørendesamarbejdet, som man kan bruge som inspiration i rådene. Der er ikke én, men utallige måder at være en god pårørende på Plejehjemmet bør tage initiativ til at samarbejde med de pårørende Pårørende har forpligtelser og rettigheder Pårørende skal kende plejehjemmets og personalets begrænsninger Pårørende må ikke blande sig i alt vedrørende beboeren

2 Der er ikke én, men utallige måder at være en god pårørende på Noget af det vigtigste omkring samarbejde med de pårørende er at acceptere, at der er mange måder at være pårørende på, og at alle måder kan være lige gode. Selvom man som udgangspunkt kunne synes at den gode pårørende er den der ofte kommer på besøg, skal man huske at alle pårørende har deres grunde til at komme lidt eller meget. En medarbejder på et plejehjem siger: Jeg tror egentlig også man skal passe på med at dømme de pårørende der ikke kommer så meget, for vi ved jo ikke hvad der kan være af årsag til det. Vi har lige haft en samtale med en søn som vi overhovedet ikke har set hos faren. Vi tog initiativet til at invitere ham til en snak, og så var han bare så sød. Det viste sig at han har overtaget farens firma og arbejder rigtig hårdt. Og en beboer på et plejehjem fortæller: Jeg har fire børn. De tre af dem besøger mig meget og hjælper med at vaske og købe ind og lave regnskab. Men min ældste datter har en handicappet søn, så hun kan ikke overskue så meget og kommer ikke så tit. Man skal derfor forsøge at indlede samarbejde og dialog med alle pårørende og måske forsøge ekstra hårdt der hvor de pårørende ikke er så synlige i beboerens hverdag. Det kan nemlig være problematisk for forholdet mellem den ældre og personalet hvis de pårørende engagerer sig så lidt, at personalet ikke kender noget som helst til fx den demente ældres livshistorie. Som en medarbejder fortæller om en ældre, mandlig beboer: Han har ikke noget sprog, men er begyndt at sige noget indimellem. Vi ved ikke noget om hans familieforhold, og nogle gange siger han nogle navne, og så er det meget frustrerende, at vi ikke kan holde en samtale med ham. Han er begyndt at sige mere, og derfor er det ret vigtigt at man har nogle ting om de forskellige borgere. Så kan du gå ind og prøve at snakke ud fra deres livshistorie. Men hvad hjælper det, når han ikke har fået lavet en livshistorie. Det er ikke altid kun positivt at engagere sig meget. Nogle pårørende kommer så meget, at det bliver en stor belastning for dem selv i hverdagen. Som en pårørende forklarer: Det fylder rigtig meget i vores liv at have mor på plejehjem. Vi bruger mange ressourcer. Det er ikke realistisk at skulle bruge flere. Jeg ville gerne nedtrappe, men kan næsten ikke bære det over for mor. Er der da overhovedet en rigtig måde at være Som beboer vil man ikke være til besvær, men det vil man heller ikke som pårørende. Det er svært at man ikke vil stille krav og være til besvær, men samtidig gerne vil igennem med nogle ønsker. (En pårørende til en beboer på et plejehjem) pårørende på, når man hverken skal komme for lidt eller for meget? Ja, det kan godt lade sig gøre at være pårørende på en måde, så både man selv, den ældre og personalet er glade og trygge dog er der ikke én måde, men utallige måder, der kan være rigtige. På Ingeborggården har man god forståelse for at ikke to beboeres livshistorier er ens - og ej heller er deres familieforhold. Forstander Pia Morilla forklarer: Der kan ikke sættes firkantede regler op for hvordan man skal samarbejde med de pårørende. For det er meget forskelligt fra person til person, hvad man kan overkomme eller har lyst til at engagere sig i, når ens ældre familiemedlemmer flytter på plejehjem. Og det er netop denne forståelse for beboerens og de pårørendes livssituation der kan åbne en positiv dialog og samarbejde. FÅR I NYHEDSBREVET? - Ja, denne gang må I jo have fået det. Men kommer det frem hver gang? Vi udsender nyhedsbrev til bruger- og pårørenderåd 4 gange årligt. Her præsenterer vi relevant viden, forskning og litteratur. Vi bringer indlæg fra medlemmer af bruger- og pårørenderåd. Vi svarer på spørgsmål, som bruger- og pårørenderådsmedlemmer stiller os. Vi bringer artikler om emner, der kan være relevante i rådenes arbejde. Og sidst men ikke mindst kan nyhedsbrevet give en fælles platform at arbejde ud fra. Vi har desværre gennem vores arbejde med bruger- og pårørenderåd erfaret, at vores nyhedsbrev i mange tilfælde ikke havner hos bruger- og pårørenderådene. Vi opfordrer jer derfor til at bede jeres leder eller hvem det nu er, der åbner posten være opmærksom på, at der kommer et nyhedsbrev, så han eller hun ikke forveksler det med reklamer/brochurer og smider det ud. Vores tidligere nyhedsbreve kan I finde på vores hjemmeside ved at gå ind under organisation og derefter bruger- og pårørenderåd eller ved at følge dette link: Mange hilsener Omsorgsorganisationernes Samråd 2 NYHEDSBREV JANUAR 2008 NYHEDSBREV JANUAR

3 Pårørende har forpligtelser og rettigheder Beboeren ville let komme i klemme, hvis man pålagde pårørende nogle pligter, som de så ikke levede op til. Derfor nytter det ikke noget at pålægge de pårørende pligter, men derimod forpligtelser, sådan som det fx gøres i en forventningssamtale. Vi spurgte juristen Dorthe Buss om der overhovedet er noget lovgivning der siger, at når den ældre flytter på plejehjem, så bør de pårørende tage sig af lægebesøg, tandlæge etc. Hun svarede: Den ældre på plejehjem bor stadigvæk i eget hjem og har sin juridiske status fuldstændig som i den oprindelige bolig, både over for kommunen og de pårørende. Det, som kan ændre forholdet, og det kan lige så godt ske, mens den ældre bor i det oprindelige hjem, er at vedkommende ikke længere har mentale evner til at træffe beslutninger og tage vare på sig selv. Dorthe Buss forklarer videre: Der er ikke noget lovgivning, der siger, at så har den pårørende pligt til at følge til læge, med mindre der er tale om noget akut, for så har vi alle sammen hjælpepligt. Oplever vi et menneske, der bliver kørt over, så har vi pligt til at gøre det, vi nu kan og sørge for, at der kommer hjælp til stedet. Vi har også en omsorgspligt for de personer, der er i vores varetægt, dvs. bor sammen med os og er afhængige af os. Du må ikke efterlade fx en syg ægtefælle i hjælpeløs tilstand, dvs. hvis vedkommende ikke kan klare sig selv, både mentalt og fysisk, og ikke selv kan komme hen til telefonen og tilkalde hjælp. Hvis du har en dement ægtefælle, der er dybt afhængig af dig derhjemme, og du bare tager på fjorten dages ferie uden at sørge for, at der er nogen andre, der tager sig af vedkommende, så er det strafbart. Den pligt går over til plejehjemmets personale, når den ældre flytter på plejehjem. For der har de jo beboeren i deres varetægt. Hvis den ældre giver den pårørende bemyndigelse, fx omkring økonomi, vil det jo være oplagt, at det er den pårørende, som varetager økonomien, også når den ældre er flyttet på plejehjem. Men der er ikke nogen pligt i, at fordi du er pårørende, så skal du også stille op til lægebesøg. Ikke engang for en ægtefælle. Men har personalet så pligt til det?, spurgte vi, hvortil Dorthe Buss svarede: Personalet har jo en omsorgspligt. Og den strækker til at, hvis vedkommende ikke selv kan komme på hospital og til læge, så har de pligt til at sørge for, at han eller hun kommer af sted. Men om de ligefrem har pligt til at følge med i gamle dage var det jo oplagt, at de gjorde det. Men jeg kan da godt se, at hvis man står to mennesker og har 20 beboere, der skal passes, så er det ikke så oplagt mere. Dorthe Buss pointerer, at pårørendesamarbejdet mest skal være begrundet i, at den ældre bevarer kontakten til den pårørende og får noget kvalitetstid sammen med den pårørende, også selvom vedkommende bor i en plejebolig. Det er vigtigt ikke at overdænge den pårørende med praktiske opgaver. Mange af dem er jo slidt ned i forbindelse med, at den ældre kommer i plejebolig. Så man må da håbe, at de også selv kan sige fra i forhold til hvad de kan overkomme og hvad de ikke kan. Pårørendes rettigheder Når der nu er blevet sagt så mange ord om de pårørendes forpligtelser, er det vigtigt også at komme ind på de pårørendes rettigheder. I udgangspunktet har pårørende ikke ret til information, hvis det kun handler om den daglige pleje og omsorg og beboerens sociale relationer. Men som Dorthe Buss forklarer, kan den ældre så længe vedkommende er habil sige til personalet, at han eller hun gerne vil have en bestemt pårørende som bisidder, hver gang han eller hun skal noget. Hvis den ældre selv kan sige den her pårørende varetager mine interesser, og jeg vil gerne have vedkommende med hver gang jeg skal et eller andet, så har den pårørende lov til at komme med til de ting, der nu skal ske, og så må personalet også give de informationer, som den ældre er indforstået med, at den pårørende får. Spørg OS Som medlem af OS kan du ringe eller maile ind med spørgsmål, der vedrører bruger- og pårørenderådets arbejde eller forhold på plejehjemmet. Kan medlemmer af ældrerådet sidde i bruger- og pårørenderådet? Gennem vores arbejde med bruger- og pårørenderåd i OS har der rejst sig et generelt spørgsmål om, hvorvidt medlemmer af ældreråd kan og skal være medlemmer af bruger- og pårørenderådene. Svar: Der sidder ikke sjældent ældrerådsmedlemmer i rådene. Det er derfor et væsentligt spørgsmål, om de hører hjemme her. Socialministeriet (nu Velfærdsministeriet) har flere gange meldt ud, at ældrerådene ikke bør have plads i bruger- og pårørenderådene. I Omsorgsorganisationernes Samråd kender vi dog til flere råd, hvor man er glade for at have et ældrerådsmedlem med, fx som observatør. Det er imidlertid vigtigt, at beboerrepræsentanterne og pårørenderepræsentanterne får plads til at komme frem med de nære ting, der er vigtige for dem. Udgangspunktet for enhver diskussion skal derfor være beboernes interesser. Jeg bringer her den del af vejledningen fra ministeriet, der omhandler ældrerådsmedlemmers deltagelse i bruger- og pårørenderåd: Jeg tror det handler om det der med, at det er et plejehjem; så tror man som pårørende jamen, de har jo en pedel, så selvfølgelig kommer han da lige og stiller det der fjernsyn ind. Det er jo igen noget med, at de der forventninger er forkerte. Det er deres egne lejligheder. Det er sådan nogle ting, man skal have meldt ud. (Medarbejder på et plejehjem) Fra Vejledning nr. 2 til Serviceloven: 29. Kommunen skal nedsætte bruger- og pårørenderåd i tilknytning til plejehjem mv. [ ]. Formålet med bruger- og pårørenderåd er at tjene de svage ældres nære interesser i den enkelte boligenhed [ ]. I modsætning hertil er hensigten med ældrerådet, at de skal tjene som uvildige sparringspartnere for kommunerne i alle overordnede og principielle ældrepolitiske spørgsmål [ ]. For at sikre uvildigheden og for at undgå, at der bliver tvivl om ældrerådenes rolle, er det væsentligt at fastholde, at ældrerådene ikke skal beskæftige sig med konkrete opgaver, eller involveres i kommunale driftsopgaver. Derfor er det ikke en naturlig opgave for ældrerådene at deltage i bruger-/pårørendes arbejde. Mange hilsener Lisbeth Raahauge, souschef i OS, raahauge@os-samraad.dk NYHEDSBREV JANUAR 2008 NYHEDSBREV JANUAR

4 Plejehjemmet bør tage initiativ til at samarbejde med de pårørende Grundstenen i et godt samarbejde er at man får talt indbyrdes om, hvad man ønsker af hinanden, hvad man kan forvente af hinanden og vigtigst af alt hvordan man kan hjælpe hinanden. For så kan man forstå hinandens livssituation og måder at handle og reagere på. Udspillet til denne dialog skal komme fra plejehjemmets side. For som Alice Wulff forklarer, sidder plejehjemmet på reglerne og sædvanerne: Som pårørende er det ikke ens verden. Da min far flyttede på plejehjem stod jeg over for en mur. Der var der ingen steder hvor vi kunne få information og dialog. Hvis ikke de pårørende får en oplevelse af at de er velkomne, og der er brug for dem, så vil samarbejdet ikke udvikle sig på den bedst mulige måde. Dette udspil fra plejehjemmet kan tage form af en forventningssamtale, som dem de tilbyder på Ingeborggården. Forventningssamtaler På Ingeborggården får samtlige nye beboere tilbudt en forventningssamtale. Her deltager afdelingslederen eller kontaktpersonen samt borgerens nærmeste pårørende. Under samtalen taler man om, hvad borgeren har af ønsker og interesser, hvilket liv han eller hun har levet, og hvilke forventninger, man har til hinanden. Forstander Pia Morilla forklarer hvordan samtalen forløber: Typisk når du flytter ind på Ingeborggården vil du få en mappe, hvor du vil blive introduceret til, hvordan Ingeborggården ser ud, hvad er det for nogle ydelser, man kan få, og hvordan vi hænger sammen. Det er meget vigtigt for os, at vi ret hurtigt, inden for de første fjorten dage, maks. en måned, har talt med de pårørende for at afklare praktiske forhold. Vi laver det, vi kalder en administrationsaftale, hvor vi får beskrevet, om vi skal hjælpe omkring økonomien, eller om beboeren og de pårørende klarer det selv. Det laver vi konkrete aftaler på. Administrationsaftalen er sådan mere det rent praktiske. Det, der virkelig kan betyde noget for beboeren og ikke mindst de pårørende, det er hvordan man bliver taget imod her og hvad det er for et liv man skal i gang med at leve, når man flytter på plejehjem. Fordi for mange er det en stor omvæltning at flytte på plejehjem. Også for de pårørende. Det er en hårfin balance at læse, hvad denne her pårørende kunne tænke sig, og hvad der betyder noget for en anden. For det er meget forskelligt. Vi har en intention om at have åbenhed og dialog, og at man til hver en tid kan komme i kontakt med os og snakke med os. Men selvom vi har de her snakke, kan tingene godt gå galt undervejs alligevel, fordi de pårørende har nogle forventninger, vi faktisk ikke kan indfri, og vi i nogle tilfælde ikke altid er gode nok til at fortælle, hvad det er vi kan, og hvad vi ikke kan. Pårørende skal ikke presses til at indgå skriftlige aftaler På Ingeborggården laver man ikke skriftlige aftaler med de pårørende, for som forstander Pia Morilla forklarer: Vi har jo ikke nogen fornøjelse af at kunne sige til en pårørende: Jeg kan se her i skema- 6 NYHEDSBREV JANUAR 2008 et, at du ikke har gjort det og det. Vi har derimod en fornøjelse af at den pårørende kommer og besøger sin mor eller far og har noget godt samvær, hvis den ældre sætter pris på det samvær. Vi har i højere grad brug for at støtte, at det samspil og de familierelationer kan bevares, end at gå og spørge de pårørende om de nu også har husket dit og dat. På andre plejehjem laves der skriftlige aftaler. Vi spurgte jurist Dorthe Buss om hvad hun synes om at nogle plejehjem laver deciderede skriftlige aftaler med pårørende om hvad de tager sig af. Jamen, hvis de pårørende er indstillet på at indgå en sådan aftale, så synes jeg, det er fornuftigt nok, at de aftaler, hvem der gør hvad. Så man er enige om, hvad plejehjemmet kan stå for, og hvad de ikke kan stå for. Men hvis man nedsætter bemandingen på plejehjemmet, fordi de pårørende skal til at varetage nogle opgaver, som personalet ellers har gjort, så synes jeg, det bliver meget betænkeligt. Så bruger du de pårørende som frivillig arbejdskraft i stedet for at ansætte personale til at varetage det. Dorthe Buss forklarer videre: Vi har aftalefrihed herhjemme, så selvfølgelig må man gerne indgå nogle aftaler, men jeg er ikke sikker på, at jeg som pårørende ville skrive under på det. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke gerne ville stille op til at gøre nogle ting, men man bliver pludselig bundet af, at så skal man gøre det hver eller hver anden uge. Om det strider mod kommunens omsorgspligt kommer an på, om de pårørende også skal til at varetage plejeopgaver over for beboere, for det lyder ikke godt. Men jeg kan ikke se noget galt i det, hvis de pårørende gerne vil indgå de aftaler. Men jeg synes det er problematisk, hvis man presser pårørende til at indgå de aftaler. Så pålægger man dem noget arbejde, som de måske gerne ville være fri for, og som de måske ikke har tid og overskud og kræfter til. Men der skal nok være nogle pårørende, som gerne vil fortsætte med at gøre en masse ting, for mange af dem har jo gjort de her ting, inden vedkommende kom på plejehjem. Og mange pårørende har også følt sig skubbet meget til side, når deres familiemedlem kom på plejehjem, for så var det lige pludselig ikke dem, der var inddraget i noget som helst mere. Der er det jo godt at lave nogle klare aftaler om, at hvis vi tager os af det her, vil du så tage dig af det der, så man heller ikke rager uklar over, hvem der varetager hvad. Jeg tror der er pårørende som ikke er klar over hvor meget de faktisk må være med til. De er bange for at gøre noget forkert eller hvis det nu er noget, vi helst vil gøre. Det er jo frygteligt. Sådan skal det ikke være. (To medarbejdere på et plejehjem) NYHEDSBREV JANUAR

5 Pårørende skal kende plejehjemmets og personalets begrænsninger Når det er sagt at de pårørende ikke har nogen deciderede pligter, er det stadig et faktum at når beboeren flytter i plejebolig, er det vedkommendes eget hjem. Derfor er det beboerens og dennes families ansvar at få indrettet boligen under hensyn til de krav, der kan være i boligforeningen og i forhold til arbejdsmiljø. Eksempler herpå er krav om brandhæmmende gardiner eller krav om, at der ikke må være store møbler eller løse tæpper som kan vanskeliggøre personalets arbejde. Ud over det rent praktiske i boligen er der også andre ting, personalet ikke kan tage sig af. Fx kan personalet føle, at de pårørende har urealistiske forventninger til den omsorg, det er muligt at yde på et plejehjem. Som en medarbejder udtaler: Vi er lønnet personale, der skal passe deres familiemedlem, hvor de har følelser. Vi skal også passe de ti andre. Vi kan jo ikke være en datter og gøre de ting, som hun har kunnet. Pia Morilla peger på tre store udfordringer, som alle plejehjem og alt personale står over for, og som det kan være en hjælp at de pårørende forstår. Der mangler ressourcer på plejehjemmene Det er ikke alle pårørende som mener at de skal stå til rådighed for far eller mor når de bor på et pleje- hjem. Mange har, måske med rette, en opfattelse af, at når min mor eller far flytter på plejehjem jamen så er der personale døgnet rundt og så tager de sig af hende. Nogle gange har de pårørende jo kommet meget i deres hjem og passet og plejet og taget sig af og har syntes at det har været en stor belastning. Og så flytter mor eller far på plejehjem, og så mener de at plejehjemmet må have ressourcerne og kræfterne, så de mere kommer som besøgende end nogle der lige tager med på hospitalet eller til tandlægen. Så når far og mor bor her på plejehjemmet, har man en forventning om at så tager vi over. Og det kan vi ikke altid, ikke på samme måde som de forventer af os, det har vi slet ikke ressourcer til. Pårørende er optagede af dem selv Pia Morilla påpeger også, at alle er meget optagede af sig selv og deres eget liv. Jeg tror faktisk vi hver især er så optagede af vores egne gøremål, interesser og behov, så det at tænke sig ind i et fællesskab og være solidariske med hinanden er virkelig noget, vi skal arbejde med. Det handler om holdningsbearbejdelse i samfundet, for vi er gået fra at være meget fællesorienterede til at være meget jeg- og individorienterede. Og det lægger alt jo også op til. Vi skal tage vare på vores eget liv, vi skal stille krav om eget liv. Det er det enkelte individ i centrum mere end det er, hvad der er godt for fællesskabet og hvordan vi fælles støtter hinanden. Dem vi har siddende på plejehjemmene nu, det er de nøjsomme, som er taknemmelige og som takker og siger nej, jeg vil ikke forstyrre dig og det har du ikke tid til. Jeg kunne godt frygte at dem, vi vil se på plejehjemmene fremover, vil være meget mere jeg-orienterede, fordi det jo er de generationer. Det tror jeg vil blive meget mere udbredt og meget mere problematisk. Plejehjemsbeboere i dag er meget plejekrævende Pia Morilla forklarer videre at der er også forventningspres, fordi mange af dem, der flytter på plejehjem i dag, kan have nogle kroniske sygdomme, som kræver meget viden om forskellige sygdomme. De pårørende ved tit meget om det og har store forventninger til, hvordan det skal tackles. Men nu er vi jo kun et plejehjem, vi er jo ikke et hospital eller en medicinsk afdeling. Så det er så vigtigt hele tiden at gøre klart, hvad vi kan og ikke kan, når vi tager over ved pleje og omsorgen. Mange af beboerne farer vi jo ind og ud af ambulatorier, hospitaler, speciallæger osv. Det er meget svært at finde overskud og tid til det, fordi det fylder meget. Når der er problemer med manglende ressourcer og meget plejekrævende ældre, nytter det ikke noget, at pårørende står stejlt på at det ikke er deres ansvar at følge til lægen og bagefter brokker sig over at deres mor ventede en halv time på en taxa til lægen. Der skal være mere forståelse for begrænsningerne på plejeområdet og der skal måske rykkes lidt ved tendensen til at være jeg-orienteret. MELD JERES RÅD IND I OS! Et medlemskab af Omsorgsorganisationernes Samråd koster 240 kroner om året for bruger- og pårørenderåd. Som medlem kan I benytte jer af følgende fordele: I kan benytte jer af OS telefoniske rådgivning Der sendes BPR-nyhedsbrev til samtlige medlemmer af rådet I får rabat på BPR-træffet og alle OS andre kurser I bliver inviteret til at deltage i udviklingsprojekter Til en favorabel pris kan I rekvirere grundkurser i BPRs kompetencer og opgaver Kontakt OS for medlemskab Irma Peel peel@os-samraad.dk NYHEDSBREV JANUAR 2008 NYHEDSBREV JANUAR

6 Pårørende må ikke blande sig i alt vedrørende beboeren Den ældre bestemmer selv også når han eller hun bor på plejehjem Rent juridisk er der nogle grænser. Jurist Dorthe Buss forklarer: Jeg bliver hele tiden nødt til at skille op i forhold til, om det er en ældre, der selv kan svare for sig og bede den pårørende om at blande sig, eller det er en ældre, der ikke kan. Fordi det er to forskellige situationer rent juridisk. Hvis den ældre selv kan sige til og fra, så kan den ældre også selv bestemme, hvor meget den pårørende skal blande sig i og varetage, også af praktiske opgaver. Og det må den pårørende rette sig efter. Den ældre bestemmer for sig selv stadigvæk, uanset at hun eller han er på plejehjem. Hvis det er en ældre, der ikke kan give udtryk for, hvad de mener, og det er så typisk de demente eller folk, der har haft en hjerneblødning, så kan den pårørende selvfølgelig støtte op om den ældre. Mange af dem har jo også varetaget mange af de ting, inden den ældre kom på plejehjem. Fx økonomien. Og det må man gå ud fra, at de har en bemyndigelse til i form af en fuldmagt eller en fremtidsfuldmagt. Så kan de jo også gøre det, selvom vedkommende er på plejehjem. Pårørende skal respektere den ældres ønsker Rent personligt er der også nogle grænser, men de kan være sværere at definere. Alice Wulff forklarer: Nogle gange er der pårørende der synes, at den ældre skal en hel masse, fx gå til sang og gymnastik, hvor den gamle er træt og faktisk ikke har lyst. Forstander Pia Morilla har haft lignende oplevelser: Ofte oplever vi, at den ældre prøver at tage nogle hensyn til, hvad de pårørende vil og ikke vil. Hvor vi prøver at sige: Hvad har DU lyst til?. Pia Morilla forklarer, at beboerne jo også har en privatsfære og deres integritet, og at hun indimellem kan være lidt bekymret for at de pårørende trænger ind over den. Det sker, at nogle af dem, der flytter ind, forelsker sig, og der kan jeg godt opleve, at de pårørende også har en mening om det. Vi er til for at beskytte beboeren, men indimellem tror jeg at vi for at få ros og få fred gør meget ud af at tækkes de pårørende. Og så forsømmer vi os jo imod dem der bor her, som faktisk er dem vi skal tage os af. Det er en meget svær balancegang, fordi min holdning er ubetinget den, at hvis vi er det mindste muligt i tvivl, så bliver vi nødt til at stille os over på beboerens side og sige: Er det beboerens ønsker og behov? Og alt efter hvad vi kan svare på det, jamen så er det den vej vi må gå, for vi er her kun for beboerens skyld. Og det er meget vigtigt at holde sig for øje hele tiden. Afrunding Pia Morilla forklarer meget fint, at det er beboerens behov og ønsker, som hele tiden skal være det primære fokus for alt det der foregår omkring vedkommende også når det gælder inddragelse af pårørende. Heldigvis kan mange beboere i plejeboliger og på plejehjem tale deres egen sag. Men Alice Wulff, som er fortaler for de svage ældre, påpeger at de er en særligt udsat gruppe. De kan ikke nødvendigvis selv give udtryk for ønsker, tilfredshed og utilfredshed; de kan ikke søge informationer og klage via sædvanlige kanaler, men har brug for nogle til at tale på deres vegne. Disse fortalere kan både være de pårørende og personalet helst i et frugtbart samspil. Og dette samspil kan netop opstå i bruger- og pårørenderådet, som med Alice Wulffs ord er lovgivningens mulighed for dialog om disse forhold og problemstillinger. I har med andre ord en vigtig opgave i bruger- og pårørenderådene. Held og lykke med arbejdet! Vi har snakket meget om, hvordan vi kan bevare den der kontakt, fordi vi føler at når de først er installeret så tænker de pårørende: Nu er det jer, der tager jer af alt det der. Og så har vi selvfølgelig nogle, hvor det næsten er den modsatte vej. Hvor de har rigtig, rigtig svært ved at give slip og måske nærmest hele kalenderen er booket med besøg af den ene og den anden hos beboeren. (Medarbejder på et plejehjem) BRP - SPØRGESKEMA UNDERSØGELSE Tak til de mange, der har udfyldt spørgeskemaet. Vi havde udloddet to fripladser til BPR-træffet i januar som tak for deltagelsen i undersøgelsen. De to vindere er: 1) Områdecenter Rosengården, Syddjurs 2) Breumgaard Plejecenter, Skive 10 NYHEDSBREV JANUAR 2008 NYHEDSBREV JANUAR

7 Omsorgsorganisationernes Samråd Jernbane Allé Vanløse Telefon Ansvarshavende redaktør: Torben Larsen, generalsekretær