Resumé. Et case-studie af kampkunst som behandlingsmetode. Torben Frank Petersen 1

Transkript

1 Resumé Et case-studie af kampkunst som behandlingsmetode Der er anbragt 1 % af hele den danske befolkning i alderen 0-23 år uden for hjemmet i dag. 1 Disse unge kan ikke bo hjemme hos deres forældre af forskellige årsager. Man forsøger at hjælpe disse videre i livet med diverse sociale tiltag, såsom plejefamilier og opholdssteder. I den sammenhæng har man forsøgt at inddrage fysisk aktivitet som behandlingsmetode. Igennem de sidste fem år har jeg arbejdet med anbragte unge som ansat på Opholdsstedet Dai Ki Haku 2, hvor man inddrager kampkunst og dens forskellige aspekter og filosofi i behandlingen af omsorgssvigtede unge mellem 12 og 18 år. Derfor har jeg i specialet valgt at undersøge, hvordan den danske kampkunstform Dai Ki Haku, både dens fysiske og mentale aspekter, integreres i behandlingsmetoden af de unge på det socialpædagogiske opholdssted. Jeg konkluderer i specialet, via min erfaring og observation som ansat på opholdsstedet og via de kvalitative interviews, jeg har foretaget, at alle de unge på opholdsstedet har draget nytte af, at man har benyttet kampkunstformen Dai Ki Haku som behandlingsmetode og pædagogisk middel. De har alle deltaget i den fysiske træning, og fremhæver at de har fået et bedre selvværd af at træne og er blevet mindre aggressive og mere tolerante overfor deres omgivelser. De unge har lært en vis etikette, gensidig respekt og forståelse for andre mennesker via de dyder, de er blevet præsenteret for i kampkunsttræningen. Disse fremskridt er sket i samspil med den interaktion de unge har haft med de ansatte på opholdsstedet og det miljø de unge til daglig færdes i, samtidig med at de unge er blevet ældre og mere modne. De unge har også draget nytte af den tætte kropskontakt, der findes i kampkunsttræningen, og opøvet at bruge andre sanser end dem de er vant til at bruge. Jeg har desuden interviewet en tidligere anbragt på opholdsstedet, der også fremhæver at have fået et positivt udbytte af at bo på Opholdsstedet Dai Ki Haku. Ydermere udtaler opholdsstedets supervisor overlæge Bente Gaarde Madsen med speciale i børnepsykiatri, at det er en fremragende ide at benytte kampkunst som behandlingsmetode og pædagogisk middel i arbejdet med unge, der lider af omsorgssvigt. Supplerende har jeg i specialet undersøgt, hvordan man inddrager fysisk aktivitet i psykiatrien. Jeg har sammenlignet dette med inddragelsen af kampkunst på opholdsstedet for at se på fordele og ulemper ved begge metoder. 1 Danmarks Statistik Opholdsstedet Dai Ki Haku er et privatejet socialpædagogisk opholdssted godkendt af Viborg Amt. Torben Frank Petersen 1

2 Abstract A case-study of martial arts as a method of therapy Today 1 % of the whole Danish population in the age group 0-23 are placed outside home. These young people are unable to live with their parents for different reasons. You try to help them further on in life with different social initiative, such as foster families and other homes for children. In this connection physical activity has been involved as a method of therapy. For the last five years I have worked with young people in my job at Opholdsstedet Dai Ki Haku, where martial art, with its different aspects and philosophy, has been involved in the treatment of neglected children in the age of 12 to 18. In this thesis I examine how the physical and mental aspects of the Danish martial art form Dai Ki Haku is integrated in the treatment of the children. Through my experience and observation as an employee at Opholdsstedet and through the qualitative interviews I have made, I conclude that all the children have benefited from the use of Dai Ki Haku as a method of therapy and education. They have all participated in the physical training and they emphasize that they have gained a stronger self confidence, less aggression and more tolerance from training. They have learned a certain etiquette, mutual respect and understanding for other people through the virtues of the martial art training. The interaction with the employees, the daily environment and their growing maturity are all reasons for the children s progress. The children benefit from close body contact of the martial art training and learn how to use other senses than they are used to. I have interviewed a young man who has lived at Opholdsstedet, and he also emphasizes the great benefits from staying at Opholdsstedet Dai Ki Haku. The supervisor of Opholdsstedet consultant in children psychiatry Bente Gaarde Madsen say that it is an outstanding idea to use martial art as a method of therapy and education in the work with neglected children. Supplementary in the thesis I have examined how physical activity has been used in psychiatric treatment. I have compared this with Opholdsstedet to emphasize advantages and disadvantages in both methods. Torben Frank Petersen 2

3 INDHOLDSFORTEGNELSE INDHOLD SIDE Resumé 1 Abstract 2 Indholdsfortegnelse Indledning Problemformulering Metode Fysisk aktivitet i behandlingsøjemed Hvorfor være fysisk aktiv Hvor bruges fysisk aktivitet i behandlingsøjemed Hvad er Opholdsstedet Dai Ki Haku Den teoretiske del Den fænomenologiske psykologi Maurice Merleau-Ponty Merleau-Pontys kropsskema Jeg-Du-forholdet Den totale institution ifølge Erving Goffman Kampkunstens filosofi Kampkunst i den vestlige kultur Dai Ki Hakus filosofi og aspekter Opholdsstedet Dai Ki Haku et case-studie De unge på opholdsstedet Dai Ki Haku De unges fortid og opvækst De ansatte på opholdsstedet Dai Ki Haku Interaktionen mellem de unge og de ansatte Hverdagssituationer med de unge Forhold mellem de unge og de ansatte i kampkunsttræningen Mesterlæren i kampkunsten De ansatte er ikke pædagoger Gruppeprocesser Martin Bubers Jeg-Du-tanke 44 Torben Frank Petersen 3

4 INDHOLD SIDE Afsluttende bemærkninger til interaktionen mellem de unge og de ansatte Beskrivelse af Opholdsstedet Dai Ki Hakus miljø Opholdsstedet Dai Ki Haku i Goffmans teori om den totale institution Dagligdagen for de unge på Opholdsstedet Dai Ki Haku De unges dagligdag Hvordan inddrages kampkunstformen Dai Ki Haku i dagligdagen Dai Ki Haku træningen Hvordan bruger de ansatte kampkunsten i dagligdagen på opholdsstedet Hvorfor anvende kampkunst som behandlingsmetode Kampkunsten og naturen Hvad har de unge fået ud af at bo på Opholdsstedet Dai Ki Haku Hvordan ser en tidligere anbragt på Opholdsstedet Dai Ki Haku Hvordan ser en børnepsykolog på Opholdsstedet Dai Ki Haku Fysisk aktivitet som behandlingsmetode i psykiatrien Hvordan inddrages fysisk aktivitet i psykiatrien Fysisk aktivitet i psykiatrien versus Opholdsstedet Dai Ki Haku Kritik- og diskussionsafsnit Det familiære aspekt på opholdsstedet overfor den totale institution Hvordan kan det retfærdiggøres at lære aggressive unge kampkunst Hvorfor er kampkunsttræningen ikke obligatorisk på Opholdsstedet Dai Ki Haku Kan kampkunsten blive en nyreligiøs fristelse for de unge Konklusion Litteraturliste 93 Bilag Torben Frank Petersen 4

5 1.0 Indledning Der er mange børn anbragt udenfor hjemmet i Danmark i dag. Der er anbragt børn og unge mellem 0-23 år, og det svarer til ca. 1 % af hele den danske befolkning i denne aldersgruppe. 3 Der er altså tale om en betydelig del af unge, der af forskellige årsager ikke kan bo hjemme hos deres forældre. Disse unge bliver hjulpet videre i deres liv på forskellig vis, såsom plejefamilier og opholdssteder. I det sociale arbejde med disse unge er det i flere tilfælde forsøgt at inddrage fysisk aktivitet som en del af behandlingsmetoden. (se afsnit 4.1) Igennem de sidste fem år har jeg haft intens berøring med anbragte unge som ansat på Opholdsstedet Dai Ki Haku 4, hvor man inddrager den danske kampkunstform Dai Ki Haku og dens forskellige aspekter og filosofi i behandlingen af omsorgssvigtede unge mellem 12 og 18 år. I sammenhæng hermed ser jeg det meget relevant at undersøge, hvordan kampkunsten Dai Ki Haku og både dens fysiske og mentale aspekter integreres i behandlingsmetoden af unge på et socialpædagogisk opholdssted. Specialet udformes som et case-studie på baggrund af interviews, observationer og personlig erfaring som ansat på opholdsstedet. Jeg vil beskrive de anbragte og de ansatte og interaktionen mellem disse. Herunder vil jeg se nærmere på den fænomenologiske psykologi. Jeg vil se på Jeg- Du-forholdet, der kan overføres på forholdet mellem ansat og anbragt. Erving Goffmans teori om den totale institution inddrages for at definere opholdsstedet som institution. Teori om mesterlære og gruppeprocesser vil også blive inddraget. Mere generelt bliver den asiatiske kampkunsts filosofi beskrevet og forsøgt sat ind i den vestlige kultur. Desuden bliver der redegjort for den danske kampkunstform Dai Ki Hakus filosofi og hvilke nærmere aspekter Dai Ki Haku indeholder. Jeg ser nærmere på det miljø de unge bor i til daglig på opholdsstedet, og hvordan deres dagligdag ser ud. Herunder undersøges og analyseres, hvordan kampkunstformen Dai Ki Haku inddrages i de unges hverdag, og hvilket udbytte de får eller har fået deraf. Det sker på baggrund af interviews og egne observationer af de unge. Jeg vil også interviewe en tidligere anbragt på opholdsstedet, så vedkommende kan give et billede af, hvordan han er kommet videre med sit liv, og hvad opholdsstedet har gjort for ham. Opholdsstedets supervisor overlæge Bente Gaarde Madsen med speciale i børnepsykiatri vil også blive inddraget, for at give et professionelt syn på, hvad der gøres for de unge. 3 Danmarks Statistik Opholdsstedet Dai Ki Haku er et privatejet socialpædagogisk opholdssted godkendt af Viborg Amt. Torben Frank Petersen 5

6 For at give et bedre og bredere overblik over, hvordan idræt og fysisk aktivitet kan benyttes som behandlingsmetode i arbejdet med marginale grupper, vælger jeg supplerende at undersøge og beskrive eksempler på, hvordan man i psykiatrien inddrager fysisk aktivitet. Disse eksempler vil jeg sammenligne med inddragelsen af kampkunst på opholdsstedet for at se på fordele og ulemper ved begge metoder. I den kritiske analyse og diskussion ser jeg nærmere på problematikken, at man forsøger at gøre opholdsstedet så familiært som mulig, samtidig med at det fungerer som en total institution for de unge. Jeg vil diskutere, hvordan det kan være legitimt at lære aggressive unge kampkunst. Hvorfor skal de unge ikke bare sendes ned og spille fodbold eller badminton? Hvad kan kampen, der foregår i kampkunst, tilfører de unge, som fodbold ikke formår på samme måde? Jeg vil desuden foretage en kritisk analyse af, hvorfor man ikke har valgt at gøre den fysiske træning i kampkunstformen Dai Ki Haku obligatorisk på opholdsstedet, når nu den fysiske del af træningen kan hjælpe de unge på forskellig vis. En anden problemstilling kan være at kampkunsten kan blive en form for nyreligiøs fristelse for de unge, og herunder kan der forekomme en indoktrinering via lærer og elev forholdet. 2.0 Problemformulering Jeg vil belyse følgende i specialet: 1) Hvor er fysisk aktivitet forsøgt inddraget i behandlingen af mennesker med diverse psykiske og sociale problemer? 2) Hvad er Opholdholdstedet Dai Ki Haku og hvordan benyttes kampkunstformen Dai Ki Haku som behandlingsmetode og pædagogisk middel på opholdsstedet? 3) Hvad kan kampen, der foregår i kampkunsten, tilføre de unge og er det legitimt at lære aggressive unge kampkunst? 3.0 Metode Specialet er inddelt i fem dele. Kapitel 4 er en slags indføring i, hvordan man inddrager fysisk aktivitet i behandlingsøjemed, hvorfor det er vigtigt at være fysisk aktiv, samt en indledning til, hvad der foregår på Opholdsstedet Dai Ki Haku. Kapitel 5 er specialets teoriafsnit, der fører over i kapitel 6, der er en empirisk undersøgelse af Opholdsstedet Dai Ki Haku. Kapitel 7 er en redegørelse for, hvordan man har valgt at inddrage fysisk aktivitet i psykiatrien, og dette sammenlignes med opholdsstedet behandlingsmetode. Kapitel 8 er et kritik- og diskussionsafsnit. Torben Frank Petersen 6

7 Den empiriske del tager udgangspunkt i kvalitative interviews med personer fra og med tilknytning til Opholdsstedet Dai Ki Haku, samt egne observationer og erfaringer som ansat på opholdsstedet gennem de sidste fem år. Specialet er baseret på kvalitative interviews, egne observationer og erfaringer for at give det mest nuanceret syn på, hvad der foregår på opholdsstedet. Der er dog en vis form for ambivalens i min tilgang til opholdsstedet, der er case-studie for specialet. Jeg har den fordel at være meget tæt på begivenhederne, og har derved mulighed for at beskrive de unge og deres udvikling meget nøjagtigt via mine observationer og erfaringer. Her er det vigtigt hele tiden at kontrollere min subjektivitet i vurderingen, og her vil de kvalitative interviews kunne benyttes. Her kan dog opstå det problem, at jeg som interviewer og ansat indirekte får de unge til at svare det, som jeg gerne vil høre. Jeg har forsøgt at foretage interviewene så neutralt som muligt. Jeg bad de unge om ikke at se mig som en ansat, og at de skulle svare så ærligt som muligt på spørgsmålene. Det kan være en fordel i interviewene, at de unge kender mig i forvejen. Gennem tiden har de fået tillid til mig og er derfor ikke bange for at fortælle hele deres historie. De er i trygge rammer, og føler sig ikke presset på nogen måde. Det kan være med til at tegne et mere nøjagtigt billede af, hvordan de unge har det. Jeg bliver dog nødt til at stole på deres oprigtighed i interviewene og at de ikke snakker mig efter munden, ellers vil interviewene være ubrugelige. Jeg har ydermere valgt at interviewe en tidligere anbragt på Opholdsstedet Dai Ki Haku, for at give det bedst mulig billede af, hvordan det er at bo på opholdsstedet og hvordan det er gået siden hen, og hvilket udbytte han eventuelt har fået af kampkunsttræningen. For at få et professionelt syn på, hvad man gør for de unge på opholdsstedet, har jeg valgt også at interviewe opholdsstedets supervisor overlæge Bente Gaarde Madsen med speciale i børnepsykiatri. Jeg skal i min analyse have for øje at være kritisk og balanceret på grund af min personlige involvering i opholdsstedet. Jeg ser det som en fordel for hele specialet, at jeg har haft tæt berøring med stedet og de unge, da jeg har et mere indgående kendskab til, hvad der foregår på opholdsstedet end en udenforstående vil være i stand til at få. Jeg er derfor i stand til at give et billede af, hvordan kampkunst kan benyttes som pædagogisk middel eller metode, via min erfaring som udøver af kampkunstformen Dai Ki Haku i sytten år og som ansat på opholdsstedet i fem år. 4.0 Fysisk aktivitet i behandlingsøjemed Jeg vil i dette afsnit kort beskrive, hvorfor det i et sundhedsmæssigt perspektiv er vigtigt at være fysisk aktiv, og hvor fysisk aktivitet er forsøgt inddraget i behandlingen af mennesker med diverse Torben Frank Petersen 7

8 psykiske og sociale problemer. Derefter vil jeg introducere Opholdsstedet Dai Ki Haku med et kort essay om, hvad der foregår på stedet. 4.1 Hvorfor være fysisk aktiv Umiddelbart er det ikke så tit man hører tale om, at fysisk aktivitet bliver inddraget i behandlings øjemed, men det er dog kommet mere frem inden for de sidste år. Nu er der tale om, at læger uddeler motion på recept. Det skal også ses i lyset af, der er kommet flere livsstilssygdomme såsom sukkersyge og forhøjet blodtryk, der kan være et resultat af overvægt. Set ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv er fysisk aktivitet meget vigtigt for alle, uanset køn og størrelse. En af grundene til at det er blevet mere vigtigt at dyrke motion er, at mange menneskers energiforbrug er reduceret pga. flere stillesiddende aktiviteter og via de automatiseringsprocedurer der er sket igennem de sidste 30 år. 5 Der er ikke længere overensstemmelse mellem energiindtagelse og energiforbrug, og dette kan resultere i overvægt og fedme. Ved fysisk aktivitet sker der en masse fysiologiske ting med kroppen, som jeg ikke kan beskrive fyldestgørende her, grundet specialets omfang og fokus, men jeg vil kort nævne nogle få. Ved fysisk aktivitet forbedres hjertets pumpefunktion, hjertefrekvensen sænkes, niveauet af diverse hormoner sænkes, den totale blodvolume øges og den perifere karmodstand mindskes. Ved træning falder ens puls hurtigere efter endt arbejde, og det er for nylig vist at det giver en reduceret risiko for hjertekarsygdomme. Følsomheden for insulin forøges betydeligt med træning og folk med for højt blodtryk kan sænke deres blodtryk ved motion. Ens kondition forbedres også, og der sker en forøgelse af muskelmassen. 6 De nuværende internationale accepterede anbefalinger for hvor meget man bør være fysisk aktiv på en uge er for voksne, at man minimum skal være aktiv 3-4 timer pr. uge ligelig fordelt. Det vil sige, at man skal være fysisk aktiv ved moderat intensitet en halv time om dagen. Moderat intensitet vil sige rask gang, som forøger åndedrættet, dog man skal stadig kunne føre en samtale. Udover den halve time er det en god ide, at være aktiv ved en højere intensitet 1-2 timer pr. uge. Hos børn gælder det, at de skal være aktive minimum 1 time pr. dag ved en moderat intensitet, da mange børn i forvejen er ret aktive via leg og andet, og unge der i øjeblikket er fysisk inaktive skal stimuleres til 30 min. dagligt. 7 Det er vigtigt at være fysisk aktiv ved den rette intensitet, så kroppen opnår de fysiologiske forbedringer, der sker ved motion. 5 Kjær 2000 s Ibid s Ibid s. 2167ff Torben Frank Petersen 8

9 4.2 Hvor bruges fysisk aktivitet i behandlingsøjemed Der har gennem de sidste mange år været forsøgt at inddrage idræt og fysisk aktivitet flere forskellige steder, hvor mennesker har diverse psykiske og sociale problemer. Per Grønlykke, Henning Sell og Jan Svensson har lavet mange forsøg med at inddrage forskellig former for fysisk aktivitet med psykiatriske patienter, såsom løbe- og psykomotorisk træning, og endda med gode resultater. Dette vil jeg vende tilbage til og behandle grundigere i afsnit 7.1. Idræt bliver ofte brugt til at få ressourcesvage børn og unge til at fungere bedre socialt. Der blev i 2002 foretaget en undersøgelse Sundhed og Sårbarhed, hvor man fik et indblik i de åriges motionsvaner og idrættens betydning. Her kunne det ses at der hersker en form for magtesløshed i særligt udsatte grupper, hvad angår motionsvaner. Dette kan i fremtiden blive den største sundhedstrussel i vor tid. 8 Health Behaviour of School Children undersøgelsen fra 2003 havde til formål at belyse sociale forskelle på børns sundhed, trivsel og sundhedsadfærd og danske skoleelever deltog i undersøgelsen. Ud fra denne undersøgelse kan det ses, at børn fra socialt lavere grupper føler sig ensomme, føler sig udenfor og har mangel på selvtillid i højere grad, set i forhold til børn fra en højere social gruppe. Omfanget af motion på en uge er også langt lavere hos de dårligt socialt stillede. Mange af de unge dyrker slet ingen form for motion. Sundhedsvanerne er også dårligere, og hos dem der føler sig bedre rustet fysisk og psykisk, er der en tydelig sammenhæng mellem det og hvor meget motion de dyrker. 9 Bente Jensen mener, at vi er ved at tabe en gruppe unge på gulvet, der har et meget lavt selvværd, og ikke formår at deltage i foreningsidrætten. De opnår ikke de sociale kompetencer som de andre unge får gennem idrætten. Bente Jensen mener derfor, det er vigtigt at man politisk sætter flere ressourcer ind på at idrætten bliver en naturlig del af børn allerede fra børnehavealderen, så man får større udbytte af idrættens sundheds- og uddannelsesmæssige betydning for de unge. 10 Fysisk aktivitet bliver også brugt meget ved utilpassede unge, der kan være ude i en kriminel løbebane, i berøring med stoffer, dårlige forhold til forældrene eller andre med forskellige former for personlige problemer. I 1997 blev der på den hårdt belastede Blågaardskole på Nørrebro iværksat et projekt med navnet Boksebissebussen, der var med til at få styr på en del af problemerne på skolen. Hver tirsdag og torsdag eftermiddag fik mange af de unge indvandrer drenge boksetræning i skolens gymnastiksal af boksetræner Jean Schmücker. En lokal politibetjent hjalp til med træningen, så politiet ville få et bedre forhold til de unge. Projektet skulle på længere 8 Jensen 2003 s Ibid s Ibid s. 29 Torben Frank Petersen 9

10 sigt også hjælpe med integrationen. Her er der dog lang vej igen, mente Schmücker, da drengene selv kunne være de værste til at diskriminere hinanden grupperne imellem. Han håbede i det længere løb, at mange af de unge ville starte i en etableret bokseklub, og så ville integrationsprocessen være i gang med det samme. 11 Nørrebrohallen var for 10 år siden en ramponeret og dyster idrætshal, der blev hjemsøgt af vold og kriminalitet. Så tog hallens ledelse fat omkring problemerne, og i dag er hallen et samlingssted, hvor et bredt socialt netværk tager hånd om utilpassede unge. Af netværk kan bl.a. nævnes Den sociale netværksgruppe, SSP, lokalpolitiet og Natteravnene. En af måderne, som hallen fik fat i de kriminelle unge på, var at beskæftige dem med arbejde i hallen. Personalepolitikken blev at give folk en chance uanset hudfarve og social baggrund. Ved at de værste ballademagere fik et job, blev de en slags rollemodeller for de andre unge, der igen kunne få troen på, at samfundet ville dem noget godt. Alt dette har været med til, at mange af de utilpassede unge er kommet væk fra gaden, og ikke i samme omfang laver ballade som før. Lokalpolitiet udtalte at volden og kriminaliteten var faldet væsentlig siden projektet startede. Der laves også mange arrangementer for de unge, masser af idræt men også i høj grad sociale arrangementer for at få så mange med som muligt. 12 Dette er et eksempel på, hvordan idræt kan være samlingspunkt og hjælpe med til, at de unge kommer væk fra gaden, og får nogle nye ting at gå op i. Nogle af de utilpassede unge havner også i forskellige behandlingstilbud, da forældrene ikke magter dem mere eller at de unge lider af omsorgssvigt. Et socialpædagogisk opholdssted kan være et tilbud for disse unge, og her kan den fysiske aktivitet også bruges i behandlingsøjemed. Opholdsstedet Dai Ki Haku er et socialpædagogisk opholdssted, hvor der inddrages kampkunst, og det indgår som case i dette speciale. 4.3 Hvad er Opholdsstedet Dai Ki Haku En tidlig morgen kl. 6 kører jeg fra Århus med retning ud mod farmen, som opholdsstedet også kaldes blandt venner. Jeg ringer til en af ungerne, for at høre, om han er stået op. Ja da, jeg er på vej ud til bussen på gåben, da min cykel er punkteret. Det tager jo lidt tid at gå de 5 km. Jeg blev lidt overrasket, men tænkte det var sgu frisk gjort, og sagde bare til ham at det var rigtig fedt. Opholdsstedet er en nedlagt landejendom ude på landet med 5 km til den nærmeste by. Ejendommen har siden 1989 været ejet af Shihan (Højt æret mester) Kurt Ørum, der er grundlægger af den danske kampkunstform Dai Ki Haku, og har fungeret som hovedskole for denne stilart. Siden 11 Nielsen s Noppenau 2003 s. 12 Torben Frank Petersen 10

11 1999 har der ligeledes været opholdssted på gården. Alle de unge, der har boet på opholdsstedet, er blevet præsenteret for kampkunsten Dai Ki Haku, da dennes træning, filosofi og aspekter indgår i stedets behandlingsmetode. Jeg sad i bilen og tænkte over, at der virkelig måtte hænge noget ved fra den fysiske træning ved ham, der uden brok tog gåturen. Ikke noget med at give op, bare blive ved at kæmpe. Find ud af hvordan I bedst får styr på jeres modstander, så I får overtaget og opnår kontrol med situationen. Sådan kan det tit lyde en træningsaften, og det kan være på den måde, han tænkte den morgen, han stod der med en punkteret cykel. Han vidste så udmærket, at han selv skal sørge for at cyklen er i orden og selv transportere sig ud til bussen, når vejret er godt. Jamen, så var der jo ikke andet for, end at tage kampen op, få kontrol over situationen og tage beslutningen om at gå hen til bussen, for man giver jo ikke bare op. Jeg fik en rigtig god fornemmelse i kroppen med denne oplevelse. Denne dreng var vant til at brokke sig og flippe ud over alt og intet, og kunne før i tiden aldrig nogen sinde finde på at røre sig mere end højest nødvendigt. Man må sige, at han nu er nået et godt stykke vej. Dog kan jeg heller ikke lade være med tænke, at dette måske bare er et enkeltstående tilfælde, fordi han er glad og ovenpå. Ville han gøre det samme en dag, hvor humøret ikke er godt? En sommeraften stod jeg og iagttog de unges træning ude på græsplænen. Det var som om de slet ikke lagde mærke til, at jeg stod og så på. De var alle dybt koncentrerede over de kombinationer af slag og spark, de lavede på hinanden. De gav sig fuldt ud på nogle løberunder, og der blev heppet på hinanden. Alle var en samlet enhed med den samme opgave, nemlig at løbe de runder så hurtigt de kunne. Der blev kravlet kommandokravl ude på den høstede kornmark og råbt kiai (kraftråb), så det gav genlyd i skoven. Der blev kæmpet, så sveden drev af dem, og der var slet ingen sure miner overhovedet. Koncentrationen lyste stadig ud af øjnene, selvom de var ved at være godt trætte. Hvilken fornøjelse at opleve disse unge drenge i et slags frirum, hvor de slet ikke tænker på deres daglige problemer. Snakken går lystig under aftensmaden og alle er glade og taler om, hvad de lavede af vilde og hårde ting i aftenens træning. Jeg sidder og smiler for mig selv. Hvor er det godt at se drengenes glæde i ansigtet, især når de nogle dage er helt ovre i den anden grøft, specielt hvis de har en dårlig oplevelse hjemme hos forældrene eller andet. Hvad er det, denne kamp gør eller kan gøre for disse unge drenge, så de pludselig får mere mod på tilværelsen? Kan de holde gejsten Torben Frank Petersen 11

12 og blive ved med at træne, når de i mange andre tilfælde ikke gider lave noget som helst? Er vi som ansatte i stand til at motivere dem til at blive ved med at træne, og kan drengene selv se udbyttet af at træne på længere sigt? De synes jo det er sjovt nu, men hvad med om nogle måneder? 5.0 Den teoretiske del Jeg vil i denne del gøre rede for den fænomenologiske psykologi via Maurice Merleau-Ponty, Ejgil Jespersen, Shaun Gallagher og Torben H. Rasmussen. Jeg vil også redegøre for Jeg-Du-forholdet ud fra Martin Bubers bog Jeg og du fra der kan føres over på forholdet mellem den ansatte og den anbragte. Jeg ser også nærmere på Erving Goffmans syn på den totale institution. Til sidst vil jeg beskrive den asiatiske kampkunsts filosofi generelt og forsøge at sætte den ind i den vestlige kultur. Jeg vil her benytte Bourdieus syn på det vestlige samfund mht. sport. Desuden bliver der redegjort for den danske kampkunstform Dai Ki Hakus filosofi og hvilke nærmere aspekter Dai Ki Haku indeholder, såsom nærkampmetoden, det familiære aspekt og Dai Ki Hakus værdier. 5.1 Den fænomenologiske psykologi Der findes mange forskellige definitioner og former for fænomenologi. Det kan betyde lære eller teori om verden, som den optræder for den, der oplever og opfatter den. Der kan også være tale om, at fænomenologi er en beskrivelse af egne oplevelser og mentale processer, når sådanne bruges som data i psykologiske undersøgelser. 14 Begrebet fænomenologi bruges i vid betydning om al psykologi og socialpsykologi, der behandler menneskers tanker og følelser i konkrete sammenhænge. I den fænomenologiske psykologi ser man personernes måde at se sig selv og deres livsverden på som en forklaring på deres reaktions- og handlemåde. Det skal ses i modsætning til andre teorier, der som regel forklarer personens reaktioner ud fra forhold uden for personen selv Maurice Merleau-Ponty Jeg har valgt at benytte Merleau-Ponty fænomenologiske filosofi, der senere blev til en psykologi. Han er en af de få filosoffer, der inddrager kroppen i sin tænkning. Når opholdsstedet inddrager kampkunst som behandlingsmetode, hvor kroppen bruges meget, anser jeg det som væsentlig at se på, hvordan den fænomenologiske psykologi ser på kroppen. 13 Jeg benytter her 3. udgave fra 2004 på dansk ved Peter Boile Nielsen. 14 Nyt Psykologisk leksikon 2001 s Ibid s. 186 Torben Frank Petersen 12

13 Maurice Merleau-Ponty ( ) var fænomenologisk orienteret filosof og psykolog. Han var blandt andet inspireret af Edmund Husserl ( ), der grundlagde den moderne fænomenologi som filosofi. 16 Merleau-Pontys hovedværk hedder Perceptionsfænomenologi og blev udgivet Merleau- Ponty tager to hovedpositioner op for at udvikle sin egen position, imod empirismen og intellektualismen. Disse hovedpositioner har den samme grundlæggende fordom om, at et univers er fuldstændig eksplicit i sig selv. Merleau-Ponty ser hovedpositionerne som eksempler på objektivisme eller den objektive verden. Overfor denne objektive verden og tænkemåde i empirismen og intellektualismen sætter Merleau-Ponty en præobjektiv verden. Her er tale om en verden, som vi oplever og erfarer, før den er blevet teoretiseret i metafysiske eller videnskabelige begreber. Den går forud for enhver idealisering. Merleau-Ponty vil vende tilbage til tingene selv for at genopdage det fænomenale felt. 17 Merleau-Ponty er egenkroppens og tvetydighedens filosof. Han formulerer en ny opfattelse af den menneskelige krop, der bryder med de traditionelle tanke-modeller. Begrebspar som subjektobjekt og indre-ydre, der stadig spiller en afgørende rolle i den moderne psykologi og pædagogik, har mistet deres forklaringskraft ifølge Merleau-Ponty. Det kan ikke længere lade sig gøre at putte de forskellige begreber i kasser, så man med sikkerhed ved, hvordan verden ser ud og er indrettet. Begrebsparerne repræsenterer det, som Merleau-Ponty kalder fejlagtig dialektik 18. Denne dialektik har fået en klassisk udformning i den treledede model: Tese-antitese-syntese, der er et forsøg på at ophæve alt det tvetydige, så det kan blive entydig. Alle modsætninger skal væk, så det hele til sidst kan forenes i en absolut identitet. Det samme prøves med kroppen. Den ses som noget udvendigt, som vi har og bruger. Kroppen er tilsyneladende noget, man kan bestemme over, og den forvandler sig til et objekt, der kan styres af hjernen eller øves til at gøre bestemte ting via træning. Dette er en krop renset for tvetydighed. Kroppen ånder ikke længere af liv, men skal leve op til krav stillet af samfundet på forskellig vis. Den bliver til sidst til en figur, der skal stå højpoleret til skue for alle de andre omkring den. Kroppen er og bliver ikke bare et kødeligt hylster efter Merleau-Pontys mening. Kroppen er i sin fænomenale fremtræden et menings- og betydningsskabende udtryk, der ofte kan ligne et drama. 19 Kroppen har en betydningsskabende magt. Den er ikke bare en fysiologisk størrelse, man hele tiden kan eller skal bestemme over. Kroppen har sin egen usynlige 16 Merleau-Ponty 1997 s. X 17 Jespersen 2002 s. 55ff 18 Rasmussen 1996 s Ibid s. 11ff Torben Frank Petersen 13

14 intentionalitet, der ikke altid resulterer i en bevægelse. Den kan selv finde ud af mange ting, såsom at sanse sig selv, udtrykke sig overfor andre mennesker og tage et skridt, uden at den behøver at spørge overordnede styresystemer om hvad eller hvordan den skal gøre. Kroppen er i sin umiddelbare tilsynekomst en levet og erfaret helhed. Kroppen er ikke bare noget, man kan måle og veje via den empiriske metode. Den kan ikke deles op i forskellige fragmenter, der er gensidig afhængige, for igen at blive samlet til en sammenhængende enhed. Så enkel er kroppen ikke. Denne levede og betydningsskabende krop er det centrale udgangspunkt i Merleau-Pontys filosofi Merleau-Pontys kropsskema Merleau-Ponty arbejder også med et kropsskema, hvorigennem man kender sine lemmers stilling, men begrebet drejer sig om flere ting, ikke kun hvordan arme og ben holdes. I starten forstod man kropsskemaet som en sammenfatning af vor kropsoplevelse, der kunne forklare og give den øjeblikkelige interoceptivitet og proprioceptivitet en betydning. 21 Skemaet skulle for hver bevægelse af de enkelte kropsdele give en oplysninger om kropsdelenes forandring i stilling, hvor der foregik stimuli i kroppen, og status over de enkelte gennemførte bevægelser der skete lige nu. Denne definition var ikke brugbar i længden, set i lyset af den måde psykologerne benyttede kropskemaet på, og derfor blev definitionen mere bred. Det drejede sig ikke længere kun om, hvor kroppens lemmer befandt sig, men at kroppens bevægelser mere blev set som en helhed, selvom den består af flere dele. Merleau-Ponty skriver: det(kropsskemaet) udgør ikke længere blot resultatet af de associationer, der er dannet i løbet af erfaringen, men derimod ens globale bliven sig sin stilling i den intersensoriske verden bevidst, en >gestalt< i gestaltpsykologiens forstand. 22 Kropsskemaet giver en umiddelbar viden om, hvor kroppen befinder sig, og hvor dens dele er, selv om kroppen ikke er bevidst om det. Et eksempel på, hvordan kropskemaet ubevidst er i brug, kan være en bold, der rammer kroppen, hvor det ikke er nødvendigt, at man leder efter det sted på kroppen, hvor man blev ramt, og dette selvom stedet er udenfor ens synsfeltet. Kroppen er rettet mod sine opgaver, eller kroppen eksisterer mod dem. Dermed er kropsskemaet et udtryk for, at 20 Ibid s Merleau-Ponty 1997 s. 42. Interoceptivitet betyder sansninger fra indvoldene, og proprioceptivitet betyder sansninger fra musklerne. 22 Ibid s. 43 Torben Frank Petersen 14

15 kroppen er i verden. På den måde fremtræder kroppen for individet som en holdning til en bestemt foreliggende eller mulig opgave 23. I forskningslitteraturen i dag skelner man normalt mellem kropsbillede og kropsskema. Kropsbillede er også det, man i daglig tale kalder for kropsbevidsthed. Dette er menneskets eget billede af dets krops fysiske fremtræden og formåen. Billedet er ikke altid lige tydeligt, og begrebet skal også laves en smule om, da det ikke er muligt at sanse sin krop som blot og bar fysisk i sin fremtræden. Man vil aldrig kunne se hele sin krop, og desuden vælger man ofte at koncentrere sig om enkelte dele af kroppen, eller f. eks. i sygdomstilfælde at fortrænge smerten de steder, hvor det gør ondt. 24 Kropsbillede og kropsskema bliver ofte blandet sammen, og det kan tit føre til forvirring. Der er ikke kun tale om en terminologisk sammenblanding, men også en mere dybtgående begrebsmæssig uorden. Denne uorden har fået en del forfattere til at foreslå, at man skal opgive termerne kropsbillede og kropsskema, for at lave alternative beskrivelser. Dette er Shaun Gallagher ikke fortaler for, da han mener, det er vigtigt at bevare disse termer, dog skal der formuleres en klar begrebsmæssig distinktion mellem dem. 25 Gallagher har i Født med en krop lavet en fænomenologisk analyse af distinktionen mellem kropsbillede og kropsskema. Gallagher mener, at den fænomenologiske forskel mellem termerne svarer til at: Kropsbillede er et (undertiden bevidst) system af perceptioner, holdninger og overbevisninger angående ens egen krop. Kropsskema er et system af processer, som kontant regulerer stilling og bevægelse senmotoriske processer, som virker uden refleksiv indsats eller nødvendigheden af perceptuel overvågning. 26 Distinktionen er ikke så let at foretage, men den er vigtig at formulere, så man lettere kan forstå den komplekse dynamik i kropslig bevægelse og oplevelse. Som nævnt har kropsbillede mest at gøre med perceptioner, holdninger og overbevisninger, hvorimod kropsskema er et system af motoriske funktioner eller programmer. Det involverer nogle underforstående udførelser eller førbevidste processer, der har en dynamisk funktion i at styre stilling og bevægelse. Selvom et subjekt gør mange bevægelser næsten automatisk, er der ikke tale om, at kropsskemaets operationer 23 Ibid s Rasmussen 1996 s Gallagher 2002 s Ibid s. 16 Torben Frank Petersen 15

16 drejer sig om reflekser. Bevægelser udført af subjektet kan godt være bevidste. Hvis man for eksempel rækker ud efter en bog på reolen, tænker man ikke over, hvordan man tager bogen, men udfører bare bevægelsen. Man benytter f.eks. sit kropsbillede når man skal lære et nyt dansetrin eller sikre sig, at man ikke falder ud over klippen, når man går en tur på fjeldet. Her benytter man sin perception. De ting som kroppen udfører, der er uden for bevidst og perceptuel opmærksomhed, tilhører det system af processer, der betegnes som et kropsskema. Man tænker eksempelvis ikke over det at gå, og hvis vores gang eller færden udelukkende afhang af kropsbilledet, ville bevægelserne være upræcise og ubehændige. 27 Gallaghers forsøg at lave en distinktion mellem kropsbillede og kropsskema, har betydning for de unge i kampkunst. 5.2 Jeg-Du-forholdet Jeg vil bruge denne redegørelse af Martin Bubers Jeg-Du-tanker og indførelse i, hvordan mennesker reagerer i forhold til deres omverden set med Bubers øjne, til at overføre Jeg-Du-tanken på interaktionen mellem den anbragte og den ansatte på opholdsstedet. Martin Buber ( ) var en jødisk filosof, der har haft en stærk indvirkning på den moderne vestlige måde at tænke på inden for filosofi, teologi, religion og pædagogik. I 1923 udgav han sin filosofiske grundbog Ich und Du (på dansk Jeg og Du). I denne bog forsøger Buber at bane en ny vej for forståelsen af den menneskelige eksistens. Ifølge Judith Winther mener Buber: at menneskehedens moderne krise er en ontologisk krise, der resulterer i en voksende afstand mellem det moderne enkeltmenneske og dets selv, mellem menneske og menneske indbyrdes, mellem mennesket og skabelsen, mennesket og det guddommelige. 28 Buber fremstiller det dialogiske princip som løsning. Bubers dialogiske princip eller lære tager udgangspunkt i tre grundlæggende elementer. 1. Troen på gud, 2. den konkrete virkelighed som stedet for den menneskelige eksistens og 3. dialogen, der karakteriserer menneskelig væren. 29 Jeg og du er inddelt i tre dele, hvis hovedoverskrifter Buber har tilføjet i et Efterskrift i Overordnet behandler han tre centrale filosofiske temaer i bogen. Disse er 1. menneskeopfattelse, 2. samfundskritik og 3. gudsforhold og religionskritik. 30 Jeg vælger kun at beskæftige mig med Bubers menneskeopfattelse, da jeg finder det mest relevant for specialets fokus. 27 Ibid s. 17ff 28 Winther 2003 s Ibid s Buber 2004 s. 13ff. Torben Frank Petersen 16

17 Buber arbejder med nogle grundord, der er ordpar Jeg-Du og Jeg-Det. Ved det sidste ordpar kan han eller hun indsættes i stedet for Det. Disse ordpar er ens værenstilstand, en eksistensmåde. Der opstår derfor to slags verdener eller to forhold om man vil, et forhold mellem person og person og et forhold mellem person og objekt. Jeg-Det-grundordet skaber en verden af adskilte genstande og en erfaring om årsagssammenhæng. Når man siger grundordet Jeg-Det, undersøger, vurderer, iagttager, analyserer og lærer individet den konkrete verden. Individet bruger menneskene og genstandende i verden til at afbillede sin egen indre verden. 31 Der vil opstå en erfaring. Buber skriver: Den erfarende har ikke del i verden. Erfaringen er jo,,i ham og ikke mellem ham og verden. 32 Buber skriver, at verden som erfaring hører til grundordet Jeg-Det, og at grundordet Jeg-Du stifter forholdets verden. Forholdets verden kan opstå i tre sfærer. Den første er livet med naturen, den anden er livet med menneskene, og den tredje er livet med de åndelige væsenheder. 33 Jeg vil kort redegøre for disse tre, men med hovedvægt på de to første sfærer. Jeg finder disse mest relevante for specialet, da jeg i arbejdet på opholdsstedet har berøring med natur og mennesker og Jeg-Du-forholdet i henhold til disse to sfærer. Normalt vil forholdet mellem natur og menneske karakteriseres med Jeg-Det-forholdet, da objekter i naturen oftest betragtes som en ting. Buber brugte et eksempel med et træ. Mennesket betragter træet og modtager det som et billede. Mennesket fornemmer træets bevægelse og kan klassificere hvilken art træet er, ud fra dets udseende. Træet er en genstand for mennesket. Men man kan, når man siger du til træet, af egen fri vilje og nåde indgå i et forhold til træet. Træet er nu ikke længere et Det mere. 34 I det eksempel, Buber bruger med træet, antager jeg et en objektiv holdning, da træet er en ting, der er til for ens sanser. I det øjeblik, hvor forholdet til træet bliver til et Jeg-Du, forholder jeg et sig ikke længere til træet som subjekt til objekt eller påtvinger begreber eller kategorier på træet. Jeg et træder nu ind i et direkte forhold, hvor alt er sammensmeltet. I det øjeblik ophører træet med at være et Det. 35 Umiddelbart kan det synes svært at se, hvordan dette forhold kan blive direkte, men det er et spørgsmål om at erkende at man indgår i en relation til træet. Individet skal 31 Winther 2003 s Buber 2004 s Ibid s Ibid s Winther 2003 s. 115 Torben Frank Petersen 17

18 erkende at forholdet ikke længere er et Jeg-Det-forhold men et Jeg-Du-forhold. Der er ikke så meget tale om følelser, men mere en erkendelse af, at nu er træet et Jeg-Du-forhold, og det bliver eksistentielt. Den anden sfære er livet med menneskene. Buber skriver, at alt virkeligt liv er møde. Han mener, at forholdet til Du et er umiddelbart. Der er intet begrebsligt, ingen forudviden og ingen fantasi mellem Jeg og Du. Der står heller intet formål, ingen begærlighed og ingen forgribelse mellem Jeg og Du. Ethvert middel er en hindring, og kun hvor alle midlerne er væk sker mødet mellem Jeg og Du. 36 Mødet med et andet menneske som et Du er enhed mellem handling og hændelse, mellem aktivitet og passivitet og mellem vilje og nåde. 37 Mødet eller starten på forholdet kan altså ske på mange forskellige måder. Mødet mellem Jeg og Du eller Jeg-Du-forholdet er ikke vedvarende, og skal til stadighed genskabes og kæmpes for. Buber skriver: ethvert Du i verden er ifølge sin natur dømt til at blive en ting eller dog til igen og igen at gå ind i tingsligheden. 38 Han mener dermed, at et Du altid vil blive til et Det igen på en eller anden måde. Derfor vil Jeg-Du-forholdet heller ikke være der for bestandigt. Et konkret eksempel kan være, at man indgår i et Jeg-Du-forhold med en af de unge på opholdsstedet, men ved f.eks. evalueringsmøde blandt de ansatte, hvor man taler om de unge bliver Jeg-Du-forholdet til et Jeg-Det-forhold. Man er ikke længere i et Jeg-Du-forhold med den unge på mødet, men gør dem til samtalens genstand. Næste gang man taler med den unge, træder man igen i et Jeg-Du-forhold. Når der opstår et forhold, opstår der også en gensidighed, og denne gensidighed vil opstå i mødet. Gensidigheden er bærende for et sandt Jeg-Du-forhold. I den tredje sfære taler Buber om livet med de åndelige væsenheder. Dette begreb forbinder Buber med menneskets kreative aktiviteter, såsom kunst, sprog, viden og handling. Kunst bliver præsenteret som et udtryk for forholdet mellem et individ og en suggestiv kunstnerisk form. Buber mener der opstår en dialogisk æstestik, et Jeg-Du-forhold mellem kunstner og form Buber 2004 s Winther 2003 s Buber 2004 s Winther 2003 s. 119 Torben Frank Petersen 18

19 5.3 Den totale institution ifølge Erving Goffman Da Opholdsstedet Dai Ki Haku er en institution, der omfatter mange forskellige livssfærer for den anbragte unge, vil jeg benytte Erving Goffmans syn på den totale institution, for at se, om opholdsstedet kan betegnes som en total institution. Erving Goffmans definition af den totale institution er fra 1960 erne, men kan efter min mening bruges på nutidens institutioner. Erving Goffman deler vores samfunds totale institutioner op i fem grupper. 1. Der er institutioner for dem, der regnes for at være harmløse og hjælpeløse, altså fattige, gamle, blinde og forældreløse. 2. Nogle institutioner tager sig af dem, der anses ude af stand til at varetage sig selv og for at være en fare for samfundet, f.eks. et psykiatrisk hospital. 3. Institutioner, der er oprettet som beskyttelse imod, hvad der synes farligt for samfundet, såsom fængsler og krigsfangelejre. 4. Andre institutioner er etableret for at bedre kunne tilgodese en eller anden arbejdsmæssig opgave. Her er tale om militærbarakker, skibe og kostskoler. 5. Den sidste gruppe er de institutioner, der skal tjene til refugier. Disse virke ofte som træningscentre for religiøse. Et munkekloster kan være et eksempel. 40 Han mener, enhver institution tager en vis del af medlemmernes tid og interesser, og de forsynes i stedet med noget i retningen af en særskilt verden. Institutionerne har altså visse favnende eller altomfattende egenskaber. Denne totale karakter symboliseres ved den barriere mod socialt samspil eller interaktion med omverdenen, og mod det at kunne gå, når man har lyst. Det er det, Goffman finder kendetegnende ved den totale institution. 41 Det er noget grundlæggende i det moderne samfund, at vi som regel sover, leger og arbejder forskellige steder sammen med forskellige mennesker. Denne sammenhæng ophæves af den totale institution. Alle tilværelsens aspekter udføres det samme sted. Den anbragtes daglige gøremål laves sammen med en stor gruppe andre mennesker, og alle dagens rutiner er nøje skemalagt. Disse håndhæves oppefra gennem et system af formelle regler og gennem de ansatte. Disse karaktertræk foregår også udenfor den totale institution, bl.a. har husmødre og familier på landet alle deres vigtige gøremål inden for det samme afgrænsede område. Forskellen er, at disse ikke bliver bureaukratisk ledet. 42 En familie på landet skal ikke overholde et sæt regler på samme måde, som et 40 Goffman 1961 s Ibid 42 Ibid s. 13 Torben Frank Petersen 19

20 opholdssted skal. Her indgår man hele tiden i et samarbejde med en sagsbehandler, der udstikker nogle regler for, hvad man må og ikke må. Goffmann mener, at vi står med nøglen til den totale institutions karakteristik via det ovenstående. Han skriver: Varetagelsen af mange menneskelige behov gennem en bureaukratisk organisering af store menneskegrupper, ganske uanset om denne socialorganisatoriske metode i det foreliggende tilfælde er nødvendig eller ej, for slet ikke at sige effektiv. 43 Den totale institution varetager altså nogle behov for de anbragte uden nogen indflydelse fra deres side. Den totale institution får en vis form for magt. Den kan præge eller måske endda indoktrinere de anbragte og få dem til at gøre ting for institutionens egen vinding. Når mennesker sættes i gang samlet, bliver de superviseret af personalet, hvis opgave ikke er at vejlede, men snarere omhandler det rent opsynsmæssige. De skal sørge for, at alle gør som de skal. I den totale institution er der en forskel mellem den store gruppe de anbragte og personalet. De anbragte sover og bor på stedet, hvor personalet har en begrænset arbejdstid og dermed er socialt integreret i det omliggende. Det samme er gældende for Opholdsstedet Dai Ki Haku. Grupperne anser nogle gange hinanden som fjender. Personalet føler sig ofte højerestående og retfærdige, hvor de anbragte tit føler sig mindreværdige, svage og skyldige. Selv en samtale mellem grupperne vil tit foregå i et særligt tonefald. 44 Goffmann mener at de ikke kommunikerer særlig godt pga. det skel, der vil være på en institution mellem de ansatte og anbragte, og at de ikke må sidestilles. Der skal være en forskel. Han mener også at disse indskrænkninger i kontakten er med til at opretholde den fjendtlighed eller afstand, der er mellem disse to grupper. Familien er et andet element i det moderne samfund, som den totale institution er uforenelig med. Familielivet står i modsætning til det at leve alene, som de anbragte ofte får en følelse af at de gør, selvom de egentlig er en flok samlet på stedet. Goffmann skriver, at den der spiser og sover på arbejdspladsen med en flok arbejdskammerater, næppe kan opretholde et meningsfyldt hjemmeliv. 45 Det er igen den totale institutions altomfattende tendenser, der kan indvirke på familien. Hvis opholdsstedet er en total institution i Goffmans forstand, så kan man komme i tvivl, om denne tese af Goffman holder, da opholdstedets leder har sin egen private bolig på 43 Ibid s Ibid s Ibid s. 17 Torben Frank Petersen 20

21 opholdsstedet, hvor han bor med sin kæreste og søn. Han har efter min overbevisning formået at opretholde et meningsfyldt hjemmeliv, selvom han bor på sin arbejdsplads. 5.4 Kampkunstens filosofi Jeg vil i dette afsnit først lave en generel redegørelse af den asiatiske eller nærmere bestemt den japanske kampkunsts filosofi, for derefter at sammenligne den med det vestlige syn på sport. Kampkunst har ofte været meget mystificeret og kan være svært at forstå for os europæere. Hvorfor går de rundt i underlige dragter, siger mærkelige lyde, bruger japanske ord, man slet ikke forstår noget af? Men et eller andet sted er man meget fascineret af det ukendte. Sådan var det i hvert fald for mig, da jeg for første gang stiftede bekendtskab med kampkunst. Filosofi findes i hjertet af kampkunsten. Filosofi skal i denne sammenhæng ikke misforstås som et spørgsmål om teori og intellektuel fordybelse, men snarere en dyb personlig erkendelse opnået gennem træning og kamp. 46 Sådan omtales kampkunstens filosofi på en hjemmeside, og det rammer ikke helt ved siden. I det gamle Japan var det samuraierne, der stod for udviklingen af selve kampteknikken, mens det var munkene, der udviklede den mentale dimension af kampkunsten. Hos munkene fik krigerne en mental træning, de kunne bruge i kamp. Munkene tilhørte en zenbuddhistisk sekt, og denne opnåede høj status i samfundet. Zenbuddhismen er en variant af buddhismen, der blev skabt i Indien ud fra Buddhas læresætninger fra det 6. århundrede før Kristus. Zenordenen lægger i høj grad vægt på, at man skal være tilstede i nuet. Zenbuddhisterne afviste alt for mange spekulationer, og pegede i stedet på den direkte vej til oplysning gennem handling i hverdagen. Ved at sidde og meditere, male, skrive, træne med sværd, skyde med bue og pil skulle man udvikle sig mentalt. Kamp blev faktisk en form for meditation i bevægelse. Krigerne blev tiltrukket af den form for religion, da det, den talte for, var handlinger direkte i øjeblikket og ikke langvarige overvejelser frem og tilbage. Når krigeren stod i en kampsituation på slagmarken havde han ikke tid til at gøre sig tanker om, hvad han nu skulle gøre. Krigeren brugte zenmeditation til at blive bedre til at handle helt frit og spontant i de afgørende øjeblikke. 47 Omkring 1600-tallet skete der en omvæltning i det japanske samfund med hensyn til borgerkrigene. Krigene stoppede, da Tokugawaklanen havde besejret alle de andre slægter. Af samme grund var det vigtigt for Tokugawaklanen, at alle Japans krigere fik dæmpet deres krigeriskhed, så 46 Jeg har hentet oplysninger fra: hvor Kim Hovgaard har skrevet om kampkunst og dens filosofi. 47 Bonde 1990 s. 157 Torben Frank Petersen 21

22 der ikke udbrød nye borgerkrige. Klanen gik derfor ind for en fredeliggørelse af kampkunsten. Målet for krigerne var ikke længere at dræbe ydre fjender, men i højere grad at dræbe de destruktive sider at sig selv. Så kampkunsten blev mere til en mental udviklingsvej. 48 Alle de japanske kampkunster, der ender på do, kan samles under begrebet budo, der betyder kampens vej. Benævnelsen for den sal, man træner i, er derfor dojo, der betyder stedet hvor man studerer vejen. I dette lokale er der traditionelt en stemning af koncentration, seriøsitet og højtidelighed, og for at vise rummet respekt, bukkes der, når man går ind og ud af dojoen. 49 En af grundene til at zenbuddhismen har dannet baggrund for megen af kampkunstens filosofi, er, at det er helt centralt i kampkunst, konstant at være meget koncentreret og i stand til at handle helt frit i en given kampsituation. 50 Man skal reagere rent spontant og ikke tænke på, hvad der eventuelt kan ske. Her kommer Mushin, et andet centralt begreb ind i japansk kampkunst, også ind i billedet. Det kan oversættes til tomhed eller hensigtsløshed. Man skal være i stand til at få alle tanker væk, så man får en total indlevelse i nuet og dermed den største mulige koncentration. 51 I denne mentale tilstand som Mushin er, glemmer man tid og sted, og kan få kroppen til at gøre ting, som førhen var umulig pga. manglende tro og spekulationer på om det nu kan lade sig gøre. Man handler bare på, hvad modstanderen foretager sig. Ofte er det meget svært at forklare, hvordan man laver det perfekte spark mod makkerens hoved i en kampsituation, da man udfører sparket intuitivt. Som Bonde beskriver det: Målet er at kaste modstanderen uden på forhånd at have planlagt det. Det er, som om kastet kommer ud af intet. Der er ikke en hårsbred, ikke en tanke mellem idé og handling. 52 Denne praksis er relateret til et specifikt japansk menneskebillede. I vores vestlige verden forstås menneskekroppen, som en blanding af fast stof som knogler og muskler, og flydende stof som blod og vand. I den asiatiske tankegang opfattes kroppen som energi i konstant bevægelse. Denne strømmende energi kalder japanerne for ki, der på dansk betyder både luft og livskraft. Ved at indånde luft, der kombineres med livskraften, via diverse åndedrætsøvelser, udgør det en vital energi, der er brændstof for livets opretholdelse. Ki kan anses som det medium, der forbinder sjæl, følelse og krop. Man opnår den ultimative kraft, når sjælen, ki og kroppen smelter sammen til en 48 Ibid 49 Ibid s Ibid s Ibid s Bonde 1989 s. 23 Torben Frank Petersen 22

23 enhed. 53 En kampkunstners tyngdepunkt, der ligger 3-5 cm i lige linje under navlen, er det punkt, hvor ki-energien er. Samtidig er det udøverens psykiske og fysiske centrum. 54 Punktet kaldes for tanden, der igen er placeret i hara, som kan beskrives som hele maveregionen. Tanden kan ikke fastslås anatomisk, men japanerne ser det som kroppens centrum. Punktet er der hvor krop og sjæl berør hinanden. 55 I kampkunst er der tale om en hara eller tanden centrering, der betyder at kienergien frit skal kunne flyde ud til lemmerne fra tanden. Denne centrering gør også, at energien ikke er koncentreret i hovedet. Derved opnår man, at sindet tømmes fra udefrakommende tanker, og man kan handle frit i situationen. Sjælen og kroppen kommer til at udgøre en fuldstændig enhed. 56 Kiai er et andet centralt begreb i kampkunst, der betyder koncentration af ki og udladning af ki i f.eks. et spark eller slag. Ai betyder harmoni eller forening. Kiai er evnen til at lade sin energi smelte sammen med modstanderens. 57 Her er altså tale om et kraftråb eller energiudladning. Det ses ikke kun i kampkunst, men f.eks. også i vægtløftning lige inden eller under løftet råbes ofte for at få den optimale kraft. Det er et mål for kampkunsten, at erfaringerne, man får fra træningssalen, skal overføres til dagligdagen. 58 Derfor er det også tit sådan, at kampkunst bliver en livsstil for udøveren, og mange af de dagligdags ting, man laver, får ofte relation til kampkunsten. Man bliver mere overvågen og har et bedre overblik, der gør, at man ikke bliver låst fast i pressede situationer. Man er hele tiden i stand til at handle og improvisere. Det er nogle ting, jeg selv har oplevet og drager nytte af i min dagligdag. Jeg bruger min kamptræning til ikke at give op, og hele tiden rejse mig igen, selvom det ser sort ud Kampkunst i den vestlige kultur Jeg vil i dette afsnit overføre kampkunst til Pierre Bourdieus tanker mht. sport. Dette gøres for at se på kampkunsten i forhold til den vestlige kultur og dens syn på sport. Jeg har indtil videre brugt begrebet kampkunst i mit speciale, men som vesterlænding burde jeg måske ændre det til kampsport. Her er tale om et bevidst valg, da jeg ikke mener, at kampkunst i sin oprindelige forstand har noget at gøre med sport. Som beskrevet i afsnit 5.4 var kampkunst en form for krigskunst i det gamle Japan, men blev udviklet til en mental udviklingsvej. Der er ikke 53 Shimizu 2002 s Bonde 1990 s Shimizu 2002 s Ibid s Bonde 1993a s Bonde 1989 s. 25 Torben Frank Petersen 23

24 tale om at opnå ydre ting som medaljer og rekorder, men at mennesket kan opnå en mental udvikling i kampen. 59 Jeg kan ikke tillade mig at se bort fra begrebet kampsport, da kampkunsten gennem tiden og i mødet med den vestlige kultur er blevet mere til en sport end en krigskunst, for mange af udøverne. Pierre Bourdieu ( ) er en fransk sociolog. Han har lavet mange empiriske baserede analyser af forskellige kulturområder, bl.a. sport. Bourdieu mener, at man skal starte med at se på sportens udvikling historisk, for at forstå, hvorfor sporten ser ud som den gør i dag. Hvis man ser på udviklingen fra sport til spil i en snæver forstand, skete forandringen i høj grad på særlige skoler, der var reserveret for den borgerlige elite, f.eks. de engelske public schools. Her overtog elitens børn et vist antal folkelige spil, der undergik en betydnings- og funktionsmæssig forandring. De fysisk-kropslige øvelser, udført af eliten, blev adskilt fra sociale begivenheder, såsom byfester, og øvelserne havde ikke længere en social funktion. Aktiviteterne blev et mål i sig selv, og man dyrkede aktiviteten for aktivitetens skyld. Når skolerne kæmpedes indbyrdes var det nødvendigt at få faste regler med en universel gyldighed og et begreb som fair play kom frem. Der blev tildelt diverse titler, som mesterskabstitler og trænertitler. 60 Dette var starten på indførslen af sport, som den så ud i England efter Bourdieus tese. Bourdieu skriver: Sport opfattes således som en skole for virilitet, mod og mandshjerte, der er i stand til at forme folks karakter, og indprente den vilje til sejr.. men vel og mærke en vilje til sejr der følger reglerne det handler om fair play 61 Ifølge Bourdieus tese er den moderne definition af sport en integreret del af et moralsk ideal. Det moralske ideal var karakteristisk for den herskende klasse dengang. Man værdsatte opdragelse i modsætning til oplæring, karakter eller vilje i modsætning til intelligens og sport i modsætning til kultur. På en eller anden måde miskrediterede man værdier fra andre klasser i samfundet. 62 Inden for sporten foregår der også en del kampe, bl.a. modsætningen mellem amatørisme og professionalisme, sport som aktivitet eller som underholdning og mellem eksklusiv sport og folkelig sport. Der er en masse aktører i disse kampe, der kommer på banen, og det medfører forskellige syn på, hvad sporten er. Der hører også forskellige sportsgrene til de forskellige sociale klasser. Tennis, ridning, sejlsport og golf har gennem tiden mest tilhørt de højere sociale klasser, hvor fodbold, 59 Bonde 1990 s Bourdieu 1997 s.182ff 61 Ibid s Ibid s. 184 Torben Frank Petersen 24

25 rugby og cykling er mere folkelige. 63 Kampsport hører under folkesport. Værdier og dyder som hører til folkesporten er: styrke, udholdenhed, vold, selvopofrelse, føjelighed, underkastelse under en kollektiv disciplin og begejstringen for konkurrence. 64 Ifølge Bourdieu har sporten ændret karakter, siden den er blevet formidlet videre af diverse medier såsom fjernsynet. Sporten kommer ud til store masser, der ikke har det fornødne indblik i, hvordan de tekniske finesser i f.eks. rugby foregår. De oplever ikke nydelsen af at se, hvordan en spilkombination virker overraskende på modstanderen. Folk eller publikum er i høj grad mest interesseret i resultatet og ikke i indholdet. Derfor går spillerne og organisationer efter sejr for enhver pris. Doping og den stigende vold på og udenfor banen kan være eksempler på den udvikling. Sporten er i højere grad blevet til en industri, og en sportskarriere kan være en måde at stige på den sociale rangstige. Der er nogle krav til sporten i den henseende om, at den skal være professionel, træning og udførelsen af den enkelte sportsgren skal være rationel, for at man skal kunne leve op til kravene om maksimal effektivitet. 65 Som nævnt i starten passer kampkunsten i sin oprindelige forstand ikke ind i vestens syn på sport. Der er ikke tale om det samme mål. Vestens syn på sport er meget resultatorienteret og man ser ikke på vejen frem til resultatet. Man ser på det ydre frem for det indre. Man skal helst kunne måle resultatet via medaljer og rekorder. I vesten træner man ofte efter at opnå resultater og komme på førsteholdet, men i den japanske kampkunst arbejder man hen imod en selvindsigt og selvforglemmelse gennem en fordybelse i aktiviteten. 66 Efter at den asiatiske kampkunst er kommet til vesten, har den gennemgået en forandring i mange stilarter. Man er begyndt at lægge vægt på at kæmpe turneringer i både karate, judo, og tae kwon do og de to sidst nævnte er på det olympiske program. De er blevet mere til kampsport frem for kamp- eller krigskunst. Mange stilarter i vesten fokuserer mere på at vinde turneringer end den menneskelige udvikling via træningen. Nogle stilarter eller skoler gør imidlertid også det modsatte, deltager slet ikke i turneringer og bevarer den oprindelige filosofi. Her er kampkunstformen Dai Ki Haku et eksempel, og denne stilarts filosofi og aspekter vil jeg nu beskrive. 63 Ibid s Bourdieu 1993 s Bourdieu 1997 s Bonde 1990 s.161 Torben Frank Petersen 25

26 5.5 Dai Ki Hakus filosofi og aspekter Dai Ki Haku er en dansk kampkunstform grundlagt af Shihan Kurt Ørum. Han har trænet kampkunst siden 1974, bl.a. judo og forskellige former for karate, men af diverse årsager, bestemte han i 1983 at lave sin egen stilart. Shihan Ørum har gennem årene udviklet Dai Ki Haku via besøg og deltagelse i andre former for kampkunst, og derved taget enkelte elementer fra disse stilarter og kombineret det med sine egne tanker omkring kampkunst. Dai Ki Haku betyder direkte oversat fra japansk: Den Indre Krafts Yderste Udstråling. 67 Dai Ki Haku er baseret på at være mest effektiv i en selvforsvarssituation på gaden. Den udvikler sig i samspil med omverden. Den bliver hele tiden tilpasset til det, der sker omkring én, f.eks. hvis en tendens er at overfald bliver foretaget af flere personer, bliver der lagt mere vægt på forsvar mod flere modstandere. Beskrevet med enkle begreber er Dai Ki Haku: Effektiv nærkamp, disciplin, gensidig respekt, åndelig bevidsthed, harmoni, familiært sammenhold, nærhed, personlig udvikling, styrke og mod. Samtidigt indeholder stilarten også hård træning for at ruste den enkelte bedst mulig til en overfaldssituation. Som navnet Dai Ki Haku siger, har det hele noget at gøre med den indre kraft. Igennem træningen forsøger man at træne sit indre, der gør at man får en ydre udstråling, der kan medføre at man eventuelt aldrig vil blive overfaldet. Man kommer til at udstråle en energi og sikkerhed, der gør at overfaldsmanden styrer uden om en. Ved at optræne sin indre kraft, bliver træningen også en mental udvikling, mere end bare det at lære at forsvare sig selv. Der arbejdes med tankens kraft, energier, intuition, det at sanse optimalt og det at mærke og fornemme andre og sig selv i kampen og i dagligdagslivet. 68 Dette kan bruges til at forudsige en eventuel overfaldssituation, når man er i stand til at læse de mennesker omkring én og se, hvad deres hensigt er. Det har jeg ofte benyttet i mit arbejde som dørmand, hvor man tit kan undgå et slagsmål ved at læse menneskernes måde at opføre sig på. Et begreb som Mushin (se afsnit 5.4) benyttes også i Dai Ki Haku, bare ikke under en samlet betegnelse, men efter akkurat samme princip. Man skal være i stand til at udelukke alt, og handle i nuet og kunne tilpasse sig sin modstander. Derfor indgår meditation, åndedræts- og energiøvelser og kiai som en del af træningen, for at få det optimale ud af ens indre kraft, så den kan få en ydre 67 Ørum 2001 s Citat taget fra Torben Frank Petersen 26

27 udstråling. Dai Ki Haku forsøger at lære den enkelte at udnytte al den energi, man som menneske indeholder, men ikke altid forstår at bruge. For at lære at bruge sin indre kraft optimalt, er træningen også nødt til at være hård. Eleven skal presses så meget, at den indre kraft skal findes frem for at kunne klare strabadserne. Man skal vise, at man aldrig giver op og har viljen til at fortsætte, selvom det er hårdt. Man kan ikke bare sige stop til overfaldsmanden, hvis det gør for ondt. Man bliver nødt til at fortsætte og bruge alt, man har lært, for ikke at ende som et voldsoffer. Det er den indstilling, en Dai Ki Haku elev skal lære. Selve nærkampmetoden tager udgangspunkt i hverdagssituationer, og man lærer at kæmpe med hele sin krop, sit sind og med næsten alt, hvad man har i hænderne. Man lærer at være kreativ, alsidig og improvisere i de situationer man kommer ud for. Det er noget, der gør Dai Ki Haku forskellig fra de japanske traditionelle former for kampkunst. De japanske systemer er meget fastlåste og traditionsbundne, og de lever stadig efter deres gamle mestres forskrifter. De fornyr og udvikler sig ikke på samme måde som Dai Ki Haku. Det skal også ses i lyset af, at mange ikke vil eller tør lave noget om på de ældste traditionelle stilarter. Dai Ki Haku sammenblander flere stilarter, så man bliver i stand til at kæmpe med arme og ben, tæt på sin modstander, nede på jorden og med diverse våben. Det er med til at gøre ens selvforsvar mere effektivt. Selvom man bliver et slags våben via sin kunnen, er hele filosofien lagt an på, at man aldrig skal føle trang til at give igen, medmindre man står i en presset og truet situation. Man forsøger hele tiden i Dai Ki Haku at gøre træningen så individuel som muligt, så den enkelte har plads til at udvikle sig. Der fokuseres meget på at finde frem til den optimale måde at udvikle den enkelte på, både fysisk og psykisk. Der er ikke et fastlagt pensum, som eleven skal kunne til punkt og prikke, men derimod ses der mere på, hvordan vedkommende bruger de indlærte teknikker i diverse kampsituationer og indlevelsen i hele træningen. Med mit kendskab til andre stilarter adskiller Dai Ki Haku sig væsentligt på dette område, da mange har et fast pensum, som eleven bliver testet efter. Eleven bliver testet i de enkelte teknikker, men i Dai Ki Haku ses der mere på helheden. Man gør meget ud af, at folk skal føle, at Dai Ki Haku bliver en del af dem, og at det ikke kun er noget, de laver nogle timer om ugen. Det skal helst være noget, der følger dem i hverdagen. Dai Ki Haku skal være en slags familie, samlingspunkt eller tilholdssted, hvor man altid er velkommen og kan komme, hvis man har problemer af den ene eller anden slags. Der bliver lagt vægt på det sociale, og der bliver knyttet stærke venskaber, især hos dem, der har trænet med hinanden i en Torben Frank Petersen 27

28 årrække. Alle disse ting har også medført, at de personer, der har opnået forskellige grader af sort bælte, har holdt ved i gennemsnit 20 år. 69 Dai Ki Haku indeholder også en masse dyder eller værdier om man vil, som man skal prøve at leve op til for at være en ægte kampkunstner. Der er tale om at være: nuanceret, sanselig, viljestærk, modig, ædel, nærværende, spirituel, tålmodig, omsorgsfuld, selvkritisk, tilgivende, ydmyg, ærlig, fordomsfri, vedholdende og kraftfuld. 70 Så Dai Ki Haku er ikke kun en kampkunsts filosofi, men også en livs filosofi. Det er med til, at Dai Ki Haku kan benyttes i ens hverdag, fordi det med tiden bliver en livsstil og ikke blot en fritidsaktivitet. Det betyder også, at man ikke kun bliver bedre til at klare overfaldssituationer, men man får også det menneskelige aspekt med. Så der sker en personlig udvikling med den, der træner, og som nævnt tidligere, sker der en mental udvikling via kampkunsten. Filosofien, som Dai Ki Haku er bygget op omkring, er med til at gøre eleven stærkere i kampen, også i livets kamp. Træningen har tilført mig mange aspekter i mit liv. Jeg er blevet en mere fokuseret og koncentreret person med en større selvtillid og selvdisciplin, der gør jeg er meget viljestærk. Det at træne Dai Ki Haku har givet mig en indre ro, der afspejler sig i et større overskud i hverdagen. Det er med til, at jeg lettere klarer dagen på arbejdet. Jeg har mere gåpåmod via den energi, jeg får fra træningen, og jeg tør tage nye udfordringer op. Energien som træningen giver, er også noget, jeg kan give videre til de nærmeste omkring mig. Jeg har ikke behov for at bevise en masse for andre, da jeg ved hvad jeg kan og står for. Det er en form for ydmyghed, man lærer igennem Dai Ki Haku. Man skal tro på sig selv, men hele tiden have respekt for menneskerne omkring sig. Alle disse dyder og værdier kan godt lyde lidt pladderromantisk på papiret. Men hvis man sætter sig ned og tænker efter, er dette egentlig nogle ganske almindelige værdier, som mange mennesker prøver at leve op til i deres hverdag. De har måske bare ikke sat ord på dem. De værdier og aspekter Dai Ki Haku indeholder, som jeg har beskrevet i dette afsnit, har medført, at kampkunstformen bliver benyttet i behandlingsøjemed på Opholdsstedet Dai Ki Haku, som jeg nu vil beskrive. 69 Jeg har selv trænet i 17 år og har opnået 2. dan sort bælte (2. grad af sort bælte, der kan opnås 10 i alt) 70 Er taget fra en endnu ikke udgivet bog af Shihan Ørum Kampens hede forventes udgivet i 2006 Torben Frank Petersen 28

29 6.0 Opholdsstedet Dai Ki Haku et case-studie I dette afsnit vil jeg beskrive de unge, der bor på opholdsstedet, for derefter at beskrive de ansatte. Jeg ser nærmere på interaktionen mellem de unge og de ansatte, og her inddrages Bubers Jeg-Dutanke, mesterlærebegrebet og rollemodeller. Opholdsstedets miljø beskrives og Goffmans definition af den totale institution benyttes. De unges dagligdag beskrives, og der undersøges og analyseres hvordan kampkunstformen Dai Ki Haku inddrages i de unges hverdag, og hvilket udbytte de unge har fået af dette. En tidligere anbragt på opholdsstedet giver et billede af, hvordan han er kommet videre med sit liv, og hvad opholdsstedet har gjort for ham. Opholdsstedets supervisor, der er overlæge med speciale i børnepsykiatri, inddrages for at give et professionelt syn på, hvad vi gør for de unge. Følgende beskrivelser, undersøgelser og analyser sker på baggrund af interviews og egne observationer. 6.1 De unge på Opholdsstedet Dai Ki Haku Der har siden 1999 været anbragt en del unge på Opholdsstedet Dai Ki Haku, både piger og drenge. Der er for tiden anbragt fire unge, og stedet er normeret til seks personer. Jeg har valgt kun at interviewe tre af de unge, da den fjerde er nyankommet og har ikke stiftet bekendtskab med opholdsstedet i særlig lang tid og kun deltaget i kampkunsttræningen et par gange. De tre andre vil tegne et mere fyldestgørende billede, da de alle har været anbragt på opholdsstedet i mere end tre år. Jeg har givet de unge andre navne for at bevare deres anonymitet De unges fortid og opvækst Mads: Mads er 17 år og har været anbragt på opholdsstedet af to gange. Mads kommer fra en familie med omsorgssvigt. Hans mor og far har aldrig boet sammen i den tid, han har levet. Han har fået tæsk af sin far flere gange og boet det meste af sin barndom med sin mor, der er alkoholiker og narkoman. Mads siger: Pga. af mit omsorgssvigt har jeg været det man kalder et ekstremt voldeligt tilfælde, fordi jeg slog på alle der var lidt for flabet, og jeg begyndte at tage mange stoffer. Jeg startede med hash og sluttede med speed Se interviewguide for de unge på bilag 1 s Interview med Mads s. 1. Se vedlagte cd-rom. Torben Frank Petersen 29

30 Mads mener, at han begyndte at tage stoffer for at flygte fra familien og alle de problemer, der var i hverdagen. Det har sikkert også haft indflydelse på Mads, at begge forældre har været og er i en form for misbrug og han har været vant til misbrug hele livet. Som ni årig kom Mads i plejefamilie, hvor han følte sig meget dårligt behandlet, hvilket indebar, at han smadrede ting i huset og gav familiens ældste søn tæv. Det resulterede i, at Mads blev smidt ud. Han havnede på Østervang i Holstebro, der er et hjem for dampbørn og psykisk syge børn. Her var tiden meget kaotisk, og der var meget vold og stoffer i det år, Mads boede på stedet. Så blev Mads anbragt på Opholdsstedet Dai Ki Haku, hvor tingene kom til at gå noget bedre, men efter et år fik Mads tilbudet om at flytte hjem til sin far. Det takkede han ja til. Mads havde et stort ønske om, at det kunne blive godt derhjemme igen, selvom faren tidligere havde tæsket ham. Det gik fint et par måneder, men Mads var kommet hjem til et miljø, hvor faren stadig tog stoffer, og Mads begyndte igen med stofferne. Der var ingen opbakning fra farens side, og det blev værre og værre med Mads. Misbruget var nu i et meget større omfang, dagligt med vennerne og det udmundede sig i kriminalitet. Diverse indbrud, stjålne biler og salg af stoffer. Det gik kun ned af bakke for Mads, og det resulterede i et forsøg på selvmord, og han har desuden været tæt på at tage en overdosis flere gange. Han havde et dagligt hashmisbrug, blev smidt ud af adskillige skoler, havde en voldelig adfærd og var ved at få et psykisk sammenbrud. Mads betegner valget, om at flytte hjem til sin far, som det dummeste i sit liv. De sociale myndigheder tog fat om problemet, efter at Mads var kommet så langt ud, og han valgte selv at blive anbragt på Opholdsstedet Dai Ki Haku igen efter en meget turbulent tid hjemme hos sin far. Det var det eneste sted Mads ville anbringes, og han har nu boet der i 2 år. Mads har kontakt til begge sine forældre, og har desuden kontakt til sin storbror, men overhovedet ikke til sin storsøster. Jonas: Jonas er 19 år og har snart boet på opholdsstedet i fire år. Jonas kommer også fra en familie med store omsorgssvigt. Jonas kan huske, at familien var meget fattig, og at de næsten ikke havde til dagen og vejen. Ingen af forældrene havde arbejde, og faren tog alle pengene, når de endelig havde nogen, og brugte dem på uvæsentlige ting. Moren fik nogle få penge, men det var slet ikke nok. Jonas mener, det har præget ham meget gennem sin opvækst, at der var mange ting han ikke havde, men som alle andre havde. Han har altid manglet noget i forhold til andre. I en alder af seks blev Jonas s forældre skilt, og inden for et år fik han en stedfar. Det gik alt for hurtigt efter Jonas s mening, og han brød sig ikke om, at stedfaren skulle udfylde sin fars plads. Stedfaren var egentlig Torben Frank Petersen 30

31 flink, men Jonas kunne ikke vænne sig til tanken, om han skulle være der i stedet for faren, og så at det hele gik så hurtigt. Forholdet blev til had. Jonas siger: Jeg hadede ham virkelig. Det kunne han jo også mærke og det resulterede så i, at vi fik et rigtigt dårligt forhold til hinanden. Jeg snakkede aldrig til ham, jeg sagde ikke hej til ham, eller god morgen eller noget som helst. Alt gik gennem min mor. 73 Jonas var fuldstændig ligeglad med stedfaren, han var bare én der var der. Jonas kom med tiden ud i forskellige problemer med dårlige kammerater, hvor de lavede forskellige former for kriminalitet, og Jonas havde fået en meget voldelig adfærd. Jonas kom også ud i et misbrug, hvor han sniffede deodorant. Man bliver høj af at indånde gassen fra en deodorant gennem et håndklæde. Han var oppe på 6 dåser om dagen, som han stjal i diverse forretninger. Familien opdagede ingenting, og misbruget var efter min mening et stort råb om hjælp. Jonas siger om forældrene: Det har altid været sådan de har ladet mig passe mit. Det eneste de har gjort, er at de har brokket sig når jeg er kommet for sent hjem fra f.eks. en fest. De legede forældre på den måde. De har aldrig været forældre for mig. De har aldrig givet mig den omsorg, som jeg har haft brugt for. Det mangler jeg. 74 Moren har aldrig været til stede for Jonas, og alt er blevet overladt til ham selv. Han skulle selv sørge for at få de daglige ting og kunne gøre som det passede ham. I dag siger Jonas, at han aldrig vil få et rigtigt mor-søn-forhold til sin mor. De opdagede misbruget til sidst og Jonas kom i en form for familiepleje, hvor han skulle lave noget arbejde med en voksen fra ni til to hver dag. Det hjalp ham ingenting og han kom bare hjem igen. Her eskalerede det hele yderligere. Han sniffede stadig, drak en masse, festede hele tiden og var meget aggressiv. Folk blev slået ned, bare de kaldte ham for et fjols. En aften gik det hele så galt. De såkaldte kammerater havde hældt et eller andet i Jonas s drink, der resulterede i diverse blackouts. Han husker ikke så meget fra den aften, men han kom hjem og var syg og brækkede sig over det hele. Moren hjalp ham, og så fik han et blackout igen. Han var meget voldsom, slog sin mor med en stegepande og truede sin stedfar med en kniv mod halsen. Jonas havde skåret telefonledningen over, så de ikke kunne ringe efter politiet, men der blev ringet efter politiet fra en mobil, og de kom og hentede Jonas. Han var femten på det tidspunkt. Da moren og stedfaren hentede ham på politistationen dagen efter, kunne han se hvor galt det var gået. 73 interview med Jonas s. 1. Se vedlagte cd-rom. 74 Interview med Jonas s. 2. Se vedlagte cd-rom. Torben Frank Petersen 31

32 Morens ansigt havde alle regnbuens farver og mange af tingene i huset var smadret. Jonas følte ingen anger overhovedet og var ligeglad med situationen. Han stoppede med at sniffe deodorant i tiden derefter. Efter alt dette blev Jonas anbragt på Opholdsstedet Dai Ki Haku. Han besøger sjældent sin mor og stedfar, og snakker næsten ikke med dem. Han har dog en smule kontakt til sin storbror. Kasper: Kasper er 16 år og har boet på opholdsstedet i over fire år. Kaspers mor og far gik fra hinanden, da han var 2 år. Kasper og moren flyttede for sig selv. Alting var rodet, men det daglige blev klaret nogenlunde, såsom at få Kasper i børnehave. Moren fandt en ny kæreste, og de flyttede sammen. Denne tid forløb okay, men moren og kæresten blev uvenner, så hun og Kasper flyttede ind på et krisecenter i Esbjerg. Det var efter morens eget valg, da hun var ved at komme ud i et alkoholmisbrug. De kom på en højskole, og det var efter Kaspers mening en rigtig fin tid. Her havde han altid nogle at snakke med, og var ikke overladt til sig selv. Hovedårsagen til at Kasper blev anbragt uden for hjemmet er, at moren og stedmoren var blevet meget uvenner, og der var et pres uden lige på Kasper. Der var utallige af intriger, og Kasper var blevet kastebold og en slags magtkamp for de to mødre. Han skulle hele tiden tage stilling til hvilken side, der var bedst. Kasper siger: Jeg var nok 10-11år, og det hele begyndte bare at ramle sammen omkring ørerne på mig og jeg blev mobbet i skolen og jeg kom næsten aldrig i bad. Min mor sagde ikke til mig, at jeg skulle gå i bad. Det var egentlig ikke særligt fedt. Til sidst blev det så bare så meget for mig og i en alder af 12 år begynder jeg at gå med selvmordstanker. Vil egentlig bare væk fra det hele. 75 Efter at dette kommer frem i lyset bliver Kasper frivilligt anbragt på Nordstjernen, der er et opholdssted i Esbjerg. Her boede han cirka et halvt år inden han blev anbragt på Opholdsstedet Dai Ki Haku. Kasper er gennem hele sin skoletid blevet mobbet meget, og er derigennem blevet voldsom og aggressiv overfor sine omgivelser. Han havde hele tiden en frygt i kroppen, og for at bekæmpe denne frygt, var hans våben at blive aggressiv overfor de andre, i håb om at de ville holde op. Moren kunne ikke finde ud af at tackle Kasper på en hensigtsmæssig måde, og derfor gik det hele ned ad bakke for ham. Kasper blev betegnet som værende meget voldsom og aggressiv i konfliktsituationer overfor både forældre og pædagoger. 75 Interview med Kasper s. 1. Se vedlagte cd-rom. Torben Frank Petersen 32

33 Kasper har et fint forhold til sin mor, stedfar, far, stedmor og de andre søskende, og er tit hjemme og besøge dem. Det er dog udelukket at Kasper flytter hjem, og han vil heller ikke selv, da moren behandler ham som et lille barn. Det er som om hun prøver at indhente noget af det forsømte, men det virker ikke efter hensigten. Hun har ikke de sociale kompetencer, der skal til for at hjælpe Kasper igennem livet med de problemer der er omkring ham, og det har betydet for Kasper, at han ikke har boet hjemme de sidste fire år. Selvom de tre drenge har haft en vidt forskellig fortid, findes der en fællesnævner for dem alle. De har lidt af et omsorgssvigt fra deres forældres side, og det har været nødvendigt for dem at komme et andet sted hen, for at komme væk fra alle problemerne i dagligdagen. 6.2 De ansatte på Opholdsstedet Dai Ki Haku Siden Opholdsstedet Dai Ki Haku startede, har medarbejdergruppen næsten været den samme. Der er én ansat per anbragt. For tiden er der fire fuldtidsansatte og to ansatte på halvtid. Dette varer dog kun kort tid, da en af de unge er flyttet hjem, og derfor skal de to på halvtid fyres, hvis der ikke bliver anbragt en ny inden for kort tid. Lederen af opholdsstedet Shihan Kurt Ørum har trænet kampkunst siden 1974, og grundlagde i 1983 sin egen stilart Dai Ki Haku (se afsnit 5.5). Igennem sit lange virke som kampkunstinstruktør har han stiftet bekendtskab med mange mennesker, og der i blandt unge med omsorgssvigt og andre former for problemer. Privat har lederen af opholdsstedet haft en dreng fire år i familiepleje i halvfemserne. Forældrene var ikke mere i stand til at styre ham, og drengen havde også været indlagt på psykiatrisk hospital i Viborg i en kortere periode. Den gode erfaring med drengen i familiepleje og via opfordringer fra mange forældre, der kunne se, hvordan adfærden hos deres børn forandrede sig ved at træne kampkunst, begyndte ideen med at opstarte et opholdssted. Ideen med at lave et opholdssted, hvor kampkunsten Dai Ki Haku skulle være det pædagogiske middel, blev til en realitet i 1999, hvor stedet blev godkendt, som en privatejet institution, af Viborg Amt. Opholdsstedslederen har ingen form for pædagogisk uddannelse, andet end den autodidakte uddannelse, han har fået via alle de mennesker, han har undervist og igennem tiden har haft berøring med. Han har desuden skrevet bogen Omsorg, hvori han beskriver sit syn på socialt arbejde, og på hvilke måder han igennem sit liv har forsøgt at hjælpe mennesker. Alle de andre ansatte, med undtagelse af én 76, har trænet Dai Ki Haku i gennemsnit 15 år. De har alle forskellige former for uddannelser og kompetencer, der kan drages nytte af. Der er en 76 Han har trænet Dai Ki Haku i snart 6 år og virket som instruktør i 2 år. Torben Frank Petersen 33

34 pædagog, en lærerstuderende, en idræts- og historiestuderende, en skibstømrer og yachtskipper og en samtaleterapeut og kunstmaler, der også underviser i krops- og selvbevidsthed. Alle underviser desuden i kampkunstformen Dai Ki Haku. Det er gennemgående, at de ansatte ikke har en direkte uddannelse indenfor det pædagogiske område, på nær én. Grundtanken med opholdsstedet er at benytte filosofien og aspekterne fra kampkunstformen Dai Ki Haku som behandlingsmetode eller pædagogisk middel, i tæt forening med diverse pædagogiske principper med små variationer, almindelig sund fornuft og menneskelig nærvær. 77 Der lægges mere vægt på nærvær og samvær med de unge og på at støtte dem til at komme videre i livet, end lige at sætte ord på hvilken pædagogisk teori, man benytter i hver enkelt situation. De ansatte skal være meget indlevende og opmærksomme på, hvad der foregår med de unge, og være i stand til at sætte sig ind i de unges situation. De skal være gode til at mærke efter, hvad de unge har behov for. Det er nogle ting, der kan være svære at læse sig til, men skal prøves i praksis. De ansatte har så den fordel, at de alle har virket som instruktører i Dai Ki Haku igennem længere tid, og derigennem har dygtiggjort sig i at mærke efter, hvad eleven mangler for at blive bedre. Det kræver nærvær og indlevelse for at videregive kampkunsten og dygtiggøre en elev. Dette kan overføres til arbejdet med de unge, da der overordnet kræves det samme for at hjælpe en omsorgssvigtet ung videre med livet og støtte op omkring den videre udvikling. Det er vigtigt som ansat at være god til omgås mennesker med problemer og sætte sig ind i disse for at støtte de unge så meget som muligt. Opholdsstedslederen kender alle de ansatte fra den daglige træning og får dermed en medarbejdergruppe, han selv har sammensat ud fra sit personlige kendskab til personerne. De ansatte kender alle hinanden og fremstår som en homogen gruppe, der arbejder efter den samme pædagogik og målsætning, dog på hver sin personlige måde. 6.3 Interaktionen mellem de unge og de ansatte Jeg vil i dette afsnit beskrive interaktionen mellem de unge og de ansatte, og dermed deres indbyrdes forhold. Det sker ud fra beskrivelser af diverse situationer, som jeg selv har oplevet med de unge, og hvad de unge har sagt om de ansatte ud fra interviewene. Jeg inddrager også Martin Bubers Jeg-Du-tanke for at analysere, hvilket forhold, der opstår mellem de unge og de ansatte. Desuden vil jeg også se nærmere på mesterlæren i kampkunst, og gruppeprocesser, der er vigtige faktorer i de unges socialiseringsproces. 77 Ørum 2001 bagsiden af bogen Torben Frank Petersen 34

35 6.3.1 Hverdagssituationer med de unge På opholdsstedet har man to siberian huskys (slæde hunde), der skal luftes, og her tager man tit en af de unge med på gå- eller løbeturen. Her er mulighed for at snakke fortroligt med den unge, uden der er andre forstyrrende elementer. Når der bor flere unge på opholdsstedet, så er det ikke så tit, man har mulighed for at koncentrere sig om kun én af dem. Mads og jeg tager ofte en tur med hundene, og der løbes også indimellem på turene. Jeg oplever, at Mads forandrer sig meget på turene i skoven med hundene, da han åbner op for sine inderste følelser. Han er en dreng med en meget hård facade og har ofte en hård tone overfor de andre unge på stedet. Den facade krakelerer fuldstændig på turen. Han er meget ked af den måde, han ofte behandler andre på, og har det meget skidt med det. Han ved godt, det er forkert, men det er den måde, han har været nødt til at være på hjemme for at klare og holde afstand til problemerne. Han er blevet ligeglad med alt omkring sig, men kan nu se, at det ikke fører noget godt med sig. Via alle samtalerne med Mads, er der blevet åbnet op for de inderste tanker og følelser fra hans side, og han får det ud af systemet, hvor han førhen lukkede det hele inde. En aften kom Mads løbende ned af trapperne, og han så meget oprørt ud. Han spurgte: Har du ikke lige tid til at snakke. Det havde jeg. Det viste sig, at han lige havde snakket med sin far, der på en rigtig dum måde havde spurgt Mads, om han ikke via sine gamle kontakter kunne skaffe faren nogle hårde stoffer. Han var meget vred og gal på sin far, men mest af alt ked af det. Mads er blevet meget bedre til at spørge om hjælp, når der er behov for det. Forholdet mellem Mads og jeg er et Jeg-Du-forhold. Vi indgår i et direkte forhold, hvor der siges Du til hinanden, og der er opstået en gensidighed mellem os, der er bærende for et sandt Jeg-Du-forhold. Mads har gennem tiden opbygget sin tillid meget til de ansatte på opholdsstedet, der gør, at han kan forholde sig bedre til sine problemer, da han pludselig har nogen at snakke med. Vi sad en aften ved køkkenbordet og snakkede. Her sagde Mads, at det var første gang, der var nogen, der virkelig gad tage sig tid til at høre på, hvad han føler og mener. Det var en chokerende udtalelse, da vi bare snakkede om alt muligt, som man nu gør, når man spiser aftensmad. Han havde aldrig oplevet at hans forældre gad sætte tid af til at høre på ham. Det er med til at sætte tingene i perspektiv og beskrive, hvordan forholdet mellem Mads og forældrene har været. Ting som andre tager for givet, har Mads aldrig oplevet. Derfor har Mads et stort behov for at blive hørt på, men også at få at vide, at de ansatte vil hjælpe og støtte ham hele tiden. Derfor søger Mads ofte én til én kontakten med den ansatte, da han aldrig har oplevet den med sine forældre. Det kan siges generelt, om de andre anbragte, at de også søger denne kontakt i større eller mindre grad. Det afhænger meget af lyst og humør, og det er Torben Frank Petersen 35

36 derfor vigtigt som ansat at mærke efter, hvornår den unge har brug for at snakke seriøst om vedkommendes problemer. De unge må ikke opleve, at den ansatte kun vil snakke om de unges problemer. Med tiden opstår der en fortrolighed mellem den anbragte og den ansatte, som det kan ses med Mads, der gør, de unge selv åbner op for deres problemer. Forholdet mellem den unge og den ansatte bliver styrket via kampkunsttræningen, som jeg nu vil beskrive Forhold mellem de unge og de ansatte i kampkunsttræningen Der opstår et forhold mellem den ansatte og den anbragte i træningssalen, der også kan ses i dagligdagen på opholdsstedet. Når man som ansat har stået og undervist de unge i kampkunst, får de respekt for én. Via træningen får de et andet billede af de ansatte. De kan se vedkommende virkelig er i stand til at bruge sin krop og sit sind i kamp, og er dem overlegen i kampkunstformen Dai Ki Haku. De unge bliver afvæbnet fuldstændigt, men er også samtidigt meget fascineret af kampkunsten. De vil godt lære at blive lige så gode til kæmpe, som deres instruktør er. De unge mærker det på deres egen krop, når de ansatte bryder rundt og laver alle mulige træningsøvelser med dem. Selvom de ansatte virker som instruktør for de unge, er det Dai Ki Haku man træner. Der opstår et fællesskab og et sammenhold. Mads siger: Det betyder da, at i og med jeg har trænet kampsporten, så har jeg en vis kendskab til dem og jeg har en vis form for respekt for dem, der arbejder her, og den respekt gør at man bedre kan fungere sammen. Det er ikke i og med at de er stærkere end mig og kan prygle mig til enhver tid. Det er bare en respekt på den gode måde, en naturlig respekt. De kan tilbyde mig noget som jeg kan bruge til noget, og det er rigtig fedt, så jeg respekterer dem alle 100% på hver sin måde, selvom vi kan komme op og skændes. 78 Jonas siger også, at hans syn på de ansatte har ændret sig via træningen. Han var en dreng, der gerne ville bestemme hele tiden, men det er han aldrig kommet nogen vegne med på opholdsstedet. Hen begrunder det med, at alle de ansatte har trænet kampkunst i længere tid. Han siger: Det er jo så fordi I har trænet, og det er så der jeg ser det. Der er ikke noget pis med mig, jeg kan ikke bare stikke jer en og sige hey det er mig der bestemmer her. Det ved jeg bare, det hjælper ikke noget. 79 Jeg spurgte ham, hvorfor det ikke vil hjælpe noget, hvortil han svarer: 78 Interview med Mads s. 3. Se vedlagte cd-rom. 79 Interview med Jonas s. 5. Se vedlagte cd-rom. Torben Frank Petersen 36

37 Det er fordi jeg ikke vil kunne gøre jer noget overhovedet. Det tog mig lidt tid at forstå, at det var sådan det var. Der er en respekt for at jeg ved hvis jeg prøver på noget åndssvagt, så går det ud over mig selv. Jeg kan ikke gøre noget her. 80 Jonas mener, denne respekt og disciplin har været god for ham, ellers ville han have været alt for dominerende og bestemt alt, og det ville ikke have ført noget godt med sig. En morgen havde jeg en situation med Jonas, hvor han og Kasper var kommet op at diskutere. Lige pludselig blev det for meget for Jonas at høre på Kaspers provokationer. Jeg bad dem om at holde mund, men det hjalp ikke så meget, og jeg blev til sidst nødt til at gå imellem dem, før det udviklede sig til regulært slagsmål. Jonas var meget oppe at køre, for han ville ikke finde sig i, at en lille dreng som Kasper skulle snakke sådan til ham. Jeg er meget overbevidst om, at hvis én, der ikke havde dygtiggjort sig inden for kampkunst, var gået imellem, så havde Jonas været ligeglad med at gribe til korporligheder. Jonas vidste godt i situationen, at han ingen vegne vil komme med dette. Sådan en situation som denne forekommer meget sjældent, men der opstår gnidninger mellem de unge, når de går meget op og ned af hinanden, og ikke altid har lige meget forståelse for de andres problemer. Den tillid og respekt de unge har opnået til de ansatte er med til, at disse konfliktsituationer kan undgås. Det har også meget sjældent været nødvendigt at bruge magtanvendelse mod de unge. De ansatte er vant til pressede situationer fra træningen og via deres kunnen udstråler de en selvsikkerhed i en konfliktsituation, der gør, at den i langt de fleste tilfælde aldrig bliver fysisk. Kasper siger, at på Nordstjernen, hvor han blev anbragt inden Opholdsstedet Dai Ki Haku, blev der tit brugt magtanvendelse mod ham, når han var gal. Det brød han sig ikke om. Han kan bedre lide den måde, der anvendes på opholdsstedet. Her bliver man aldrig taget fat i, man bliver i stedet bedt om at gå ud og køle af. Jeg tror det er fordi de igennem kampkunsten har lært en anden måde at tackle voldsomme situationer på end at bare at gå og tage fat i personen hele tiden. 81 Jeg er overbevidst om, at man på opholdsstedet har undgået mange fysiske konfliktsituationer med de unge på grund af, de har deltaget i kampkunsttræningen og blevet undervist af og trænet 80 Ibid 81 Interview med Kasper s. 3. Se vedlagte cd-rom. Torben Frank Petersen 37

38 sammen med de ansatte. Der er opstået en gensidig respekt mellem den ansatte og den anbragte via træningen. De unge ser måske endda lidt op til den ansatte. Der har ofte været kropskontakt mellem den unge og den ansatte i træningssalen, så de har mærket hinanden på en anden måde. Den unge har mærket, at den ansatte er i stand til at sætte den unge på plads fysisk, men også det at være så tæt på et andet menneske har betydning for det forhold, der opstår mellem parterne. Man kommer tættere på hinanden i kampen i salen, og det vil styrke forholdet mellem den ansatte og den unge. Via kampkunsten kan man give de unge succesoplevelser ved de fremskridt, de gør i træningen. Man er glad sammen med dem, da man har hjulpet dem et skridt videre med kampkunsten. Man bakker hele tiden op omkring dem, og de kommer til at føle, de er med i et fællesskab. Mads udtaler også, at de ansatte via kampkunsttræningen tilbyder ham en viden, som han kan se et formål med, og derved får han en større respekt for dem. De ansatte har og får også en vis autoritet i kampkunstundervisningen, da den herskende formidlingsform i kampkunst er mesterlæren. Jeg vil derfor beskrive mesterlæren i kampkunst Mesterlæren i kampkunsten Klaus Nielsen og Steinar Kvale definerer mesterlære som: uddannelse i en kunst, et fag eller et håndværk i henhold til en lovmæssig kontrakt, der definerer forholdet mellem mester og lærling og forholdets varighed og betingelser. 82 Nielsen og Kvale fremdrager fire hovedaspekter i mesterlære, nemlig praksisfællesskab, tilegnelse af faglig identitet, læring uden formel undervisning og evaluering gennem praksis. 83 Mesterlære sættes ofte i forbindelse med håndværk, men ses også andre steder bl.a. hos kunstnere, musikere, i buddhismen og i idrættens verden. Mesterlære er en betegnelse for en traditionel læringsform kendetegnet ved: læring gennem deltagelse i et praksisfællesskab, med gensidige forpligtelser for mester og lærling i en specifik social struktur over en længere periode. 84 Et af de få steder, hvor der foregår indlæringsprocesser der minder om mesterlæren er som nævnt idræt. Ejgil Jespersen siger, at idrætsaktiviteter fortrinsvis genskabes og udvikles på 82 Nielsen og Kvale 2000 s. 13. De har taget det fra Encyclopedia Britannica. 83 Ibid 84 Jespersen 2000 s. 164 Torben Frank Petersen 38

39 foreningsplan af deltagerne selv gennem imitation og indbyrdes instruktion. Der findes også uformelle mesterlæreordninger, f.eks. at en mindre erfaren træner skal følge en mere erfaren træner, for at udvikle sig yderligere. Dette kaldes ofte for en følordning. 85 Hans Bonde mener, at det specielt gælder den del af idrætten, der er inspireret af den orientalske kampkunst. Jeg vil derfor beskrive kampkunstens mesterlære i samspil med den vestlige mesterlære med udgangspunkt i Hans Bondes artikel Kampkunstens mesterlære. Hans Bondes artikel tager udgangspunkt i den tyske filosofiprofessor Eugen Herigels bog Bueskydning og Zen, der viser forholdet mellem mester og elev. En stor mester må også være en stor lærer. Hos os hører de to ting ganske selvfølgeligt sammen. Hvis han var begyndt med at undervise i åndedrætsøvelser havde han aldrig kunnet overbevise Dem om, at disse øvelser er af afgørende betydning for Dem. De måtte først med Deres egne forsøg lide skibbrud, før De var parat til at gribe den redningsbøje, han tilkastede Dem. Tro mig, jeg ved af egen erfaring, at mesteren kender Dem og sine andre elever bedre end vi kender os selv. Han læser mere i sine elevers sjæl end de selv vil være ved. 86 Der er et ganske specielt forhold mellem mester og elev. Som i den mesterlære, vi kender her i vesten, er der også i kampkunstens mesterlære tale om efterligning og identifikation, som de to centrale pædagogiske mekanismer. Bonde foretrækker ordet efterligning i stedet for kopiering, da ordet kopi antyder en bevidstløs og mekanisk gøren, der ligger langt fra filosofien i kampkunst. Den efterligning, som eleven laver efter sin mester, skulle gerne ende med at blive en og selvfølgelig del af eleven. Derved er det ikke længere en efterligning men et fuldgyldigt udtryk hos eleven. I kampkunstens mesterlære bliver der heller ikke brugt lange og indviklede forklaringer, der kan medføre at koncentrationen slås i stykker hos eleven. I stedet for benyttes billeder og gåder som indfaldsporte for eleven til at fornemme det uforståelige. 87 Bonde siger, at identifikationen er mesterlærens svageste punkt. Der kræves en næsten underdanig attitude af en elev, der anerkender sin lærers sande mesterskab. Dette kan være farligt, hvis en umoralsk træner udnytter sine elevers hengivenhed til at opnå de forkerte mål. Kampkunst er som dynamit, bruges det rigtig kan det sprænge huller gennem bjerge og forbinde mennesker, og bruges det forkert, kan det sprænge dem i luften. Her er eleven nødt til ikke kun at stole på sin mester. Men efter identifikationsfasen skal frigørelsen komme, det er det sidste punkt i 85 Ibid s Bonde 1993b s Ibid s. 100 Torben Frank Petersen 39

40 kampkunstens mesterlære. Her skal eleven tage traditionen på sig, men i det sande mesterskab må han udtrykke det lærte på sin egen måde. Eleven skal følge den vej som mesteren har forevist men nu på sin egen måde. 88 Det tegner et godt billede af, hvordan den ansatte skal fungere for den unge anbragte. Man skal guide den unge i den rigtige retning, men den unge skal lære at leve sit eget liv. Den unge kan ikke blive boende på opholdsstedet resten af sit liv og bliver derfor nødt til at lære at klare sig selv. I henhold til dette er det også vigtigt, at de unge har nogle rollemodeller at se op til. Hjemmefra har de måske kun været vant til at se deres forældre drikke og tage stoffer. De er ubevidst blevet påvirket af disse omgivelser i en meget negativ retning, og det er derfor vigtigt, at de unge ser, at livet kan leves på andre måder. De unge skal konfronteres med mange almindelige mennesker, så de får et andet billede af, hvordan folk omgås hinanden. 89 Via kampkunsttræning kan de ansatte blive rollemodeller for de unge. Derved lytter de måske en anelse mere til de ansatte i dagligdagen. Dette uddyber jeg yderligere i afsnit De ansatte er ikke pædagoger De unge fremhæver i interviewene, at de ansatte på opholdsstedet ikke er pædagoger, og det har efter deres mening, betydning for den måde, de interagerer med de ansatte. Som tidligere nævnt er grundtanken med opholdsstedet at benytte filosofien og aspekterne fra kampkunstformen Dai Ki Haku som pædagogisk middel, i tæt forening med diverse pædagogiske principper med små variationer, almindelig sund fornuft og menneskelig nærvær. Man forsøger ikke at sætte forskellige kategorier på de unge, men møder dem med åbent sind. Man vil lære dem at kende personligt, i stedet for kun at læse om deres fortid på papirerne. Man benytter den præobjektive verden som Merleau-Ponty har talt om. Man forsøger ikke at teoretisere de unge i videnskabelige begreber. Ligesom Merleau-Ponty genopdagede den fænomenale felt, vil de ansatte gerne vende tilbage til de unge selv. Det er bedst at møde de unge uden at tage hensyn til, hvordan andre har sat dem i bås. Det er mennesker, man har med at gøre, og man kan ikke bare ensrette mennesker, så de passer i en bestemt kategori. Det er også det, Merleau-Ponty gør op med i sin fænomenologiske filosofi om kroppen. Der vil altid være en vis form for tvetydighed. Kroppen er ikke noget man kan måle og veje via en empirisk metode Ibid. S Ørum 2001 s Se afsnit Torben Frank Petersen 40

41 De tre interviewede unge siger, det er til stor fordel, at man ikke benytter en masse forskellige pædagogiske teorier, som de alligevel ikke kan bruge til noget. De synes, det er en fordel, at de ansatte ikke alle er uddannede som pædagoger. Mads siger: Oppe på Dai Ki Haku, når jeg kommer hjem og fortæller et eller andet, jeg har gjort galt, så får jeg at vide, hvor galt de synes det er, det jeg har gjort, deres personlige holdning. Det er rigtig fedt, fordi det er ikke bare en eller anden robot, der møder op på arbejde. Det er en person med personlige holdninger og en mening til tingene, og plus man så bagefter så selvfølgelig får en pædagogisk forklaring, hey det der er noget lort, og sådan og sådan. Det synes jeg er rigtig fedt, at de ikke bare er nogle robotter, der møder op på arbejde. Det er nogen der har en mening til tingene, og det er ikke noget de har læst i en eller anden bog. 91 Mads ser de ansatte som personer, der ikke bare er maskiner, der møder op på et job. De unge skal føle, at man giver dem sin personlige holdning, så de tydeligt kan mærke, at man er et menneske, der involverer sig i deres problemer. De skal se, at man er et menneske med følelser. Jonas kommer også med bemærkninger om, hvordan de ansatte er i forhold til andre pædagoger, han har haft med at gøre. Han siger: Jeg tror det er godt herude fordi at I er venlige på en anden måde, I gider være kammerater overfor os, i stedet for bare at være pædagoger. Det har været en god ting for mig, for hvis I bare havde kørt den pædagogstil overfor mig, så havde jeg bare gjort, hvad jeg havde lyst til. 92 Jeg spurgte indtil, hvad han mente med pædagogstil, hvortil han svarede: Det er den der med at bare køre efter en bog, og man kan aldrig snakke fortroligt med en pædagog, føler jeg ikke, ikke på samme måde som jeg kan med jer. Jeg har bare et dårligt syn på pædagoger. Jeg har aldrig kendt nogen, jeg har synes om. 93 De unge på opholdsstedet har tilsyneladende ikke haft særlig gode erfaringer med de pædagoger, de har haft med at gøre de andre steder. Kasper siger: Jeg synes det er meget federe end da jeg boede på Nordstjernen. Det er ikke så pædagogisk. Da jeg boede på Nordstjernen kunne man godt mærke, at det her var ud fra bøger. Men heroppe er det nærmest 91 Interview med Mads s. 4. Se vedlagte cd-rom. 92 Interview med Jonas s. 6. Se vedlagte cd-rom. 93 Ibid Torben Frank Petersen 41

42 som at være i et almindelig hjem. De ansatte er lettere at snakke med. Jeg føler dem nærmere som familie end dem på det andet sted. 94 Man anvender ganske vist pædagogiske teorier på opholdsstedet, de unge lægger bare ikke mærke til det. Man gør det nok ikke på samme måde, som de andre steder, de har været, og der benyttes heller ikke den samme filosofi. Man forsøger i høj grad at benytte filosofien og aspekterne fra kampkunstformen Dai Ki Haku som behandlingsmetode eller pædagogisk middel. Det forklares nærmere i afsnit Mads siger: De bedømmer ikke folk, før de ved, hvad de har med at gøre, som de har gjort på Østervang. De fulgte bogen og alle reglerne, og man fik ikke noget hjælp, og de bedømte folk. Ude på Dai Ki Haku, de bedømmer ikke en på et eller andet og næsten lige meget hvor stor en brøler man laver, så bliver man ikke sådan skældt ud. 95 De unge får ganske vist skældud, hvis de har gjort noget dumt, men der er ikke tale om store skænderier eller diskussioner, når de har trådt ved siden af. Det har de unge hørt alt for meget på førhen. Man prøver at forklare dem konsekvensen af de ting, de har lavet, og får dermed de unge til at indse at det de gjorde, var forkert, og få rettet fejlen til en anden gang. Man forsøger som ansat at lave meget tydelige grænser for de unge, så de ved, hvad de har at forholde sig til. Man står meget fast på sine principper, så de ikke er i tvivl om, at et nej er et nej. Det er min erfaring, at de unge førhen har oplevet, at de selv kunne bestemme, hvad de ville, og derfor kan være grænsesøgende. De skal prøve de ansattes grænser af, men de finder hurtigt ud af, også via respekten og disciplinen fra træningen, at de ansatte står ved deres ord. Samtidig med at grænserne er trukket meget tydeligt op, skal der være en stor indlevelse i de unges problemstillinger. Man forsøger meget at mærke efter, hvad den anbragte har behov for i de enkelte situationer. Nogle gange hjælper et forbud ikke, selvom det måske var det bedste for vedkommende på længere sigt. Her kan nævnes et eksempel med at besøge ens mor. Som ansat kan man se, det ikke er godt for den unge anbragte at komme hjem, men han vil ikke kunne forstå, hvis man forbyder ham at se sin mor. På længere sigt opdager han det selv, og indser hvad man som ansat har fortalt, er rigtigt. Man skal prøve at se det hele i et større perspektiv, i stedet for kun at 94 Interview med Kasper s. 2. Se vedlagte cd-rom. 95 Interview med Mads s. 3. Se vedlagte cd-rom. Torben Frank Petersen 42

43 hænge sig i de enkelte situationer. Den unge skal selv være klar til at tage forskellige beslutninger og indse, hvad vedkommendes problem er. Som Jonas og Kasper udtaler, synes de, at de ansatte er mere som kammerater og familie for dem end pædagoger. De unge skal hele tiden være klar over, at man er der for at hjælpe, og vil gøre det på deres præmisser. Der er tale om dialog og ikke kun envejskommunikation. Man forsøger at få de unges dagligdag til at være som i en normal fungerende familie, hvor der lægges stor vægt på stabilitet og faste rammer for de unge, så de ved hvad de har at forholde sig til. Man er et sikkerhedsnet for dem, som de altid kan falde tilbage på. De ansatte bliver en vigtig faktor i de unges socialiseringsproces. Jeg vil derfor kort redegøre for de gruppeprocessor, som de ansatte kan være en del af Gruppeprocesser Her ses på primær-, sekundær- og referencegrupper, der er vigtige faktorer i socialiseringsprocessen. Jeg sidestiller referencegrupper og rollemodeller, da definitionen næsten er den samme. Primærgruppen er den gruppe, hvor den sociale kontakt er nær og af en relativ lang varighed. Familien, nære venner og arbejdskollegaer kan være eksempler på primærgrupper. Relationerne er alsidige, og de personer, der er i gruppen, har mulighed for at vise følelser overfor hinanden. I primærgruppen får den enkelte mulighed for at få tilfredsstillet sine behov for nærhed og omsorg. Det er vigtigere, hvem personen er, end hvad de gør. 96 Der er derfor tale om, at de ansatte og de unge er en primærgruppe. Den sociale kontakt skulle gerne være stor, selvom det indimellem kan være svært at nå ind til de unge, og de kan have svært ved at se de ansatte som en del af deres primærgruppe. Som nævnt kan de ansatte godt virke som fjender, da de opstiller nogle krav og regler, som de unge kan have svært ved at forstå og honorere. Sekundærgruppen er kendetegnet ved at gruppetilhørigheden ikke er så lang som hos primærgruppen. Aktørerne byttes oftere ud, og den sociale kontakt er ikke så nær som hos den primære. Den menneskelige interaktion er heller ikke så nær som i primærgruppen. I sekundærgruppen koncentrerer samspillet sig om en eller få opgaver. Et eksempel kan være et forældreråd for en klasse. 97 I sekundærgruppen er der tale om kammerater i skolen eller eventuelt en lærer. Det er altså folk, man ikke har så nære relationer men alligevel tilbringer noget tid sammen med. I de unges tilfælde kan der her være tale om andre unge, de møder i deres fritid. 96 Svabø (2000) s Ibid Torben Frank Petersen 43

44 Referencegrupper er en gruppe som en person sammenligner sig med eller har som forbillede, når det gælder opfattelser og adfærd. Referencegrupper kan være store og symbolske grupper. Der skelnes mellem normative og komparative, direkte og indirekte referencegrupper. De normative påvirker ens grundlæggende normer og værdier. De komparative er en gruppe som man plejer at sammenligne sig med, uden nødvendigvis at være et forbillede. Hvis man var fodbold interesseret, vil en direkte referencegruppe være andre fodbold interesserede, mens den indirekte gruppe så ville være det danske fodboldlandshold. 98 Som ansat bliver man både en primærgruppe og en referencegruppe for de unge anbragte. De ansatte bliver den nye familie for den anbragte. De skal opfylde de unges behov for nærhed og omsorg. Altså give dem fornyet håb om, at de nok skal klare sig, og det ikke er for sent at ændre indstilling til forskellig ting i livet. I træningssalen får de unge den tætte kropskontakt med den ansatte og dermed også en nærhed, både fysisk og psykisk. Som nævnt tidligere opstår der en gensidig respekt, der er med til at styrke forholdet. Når de to grupper kobles sammen, vil de anbragte have et godt sikkerhedsnet i form af de ansatte Martin Bubers Jeg-Du-tanke Hvis jeg skal beskrive forholdet mellem den ansatte og den anbragte ud fra Martin Buber, vil forholdet i starten fra den anbragtes side være et Jeg-Det-forhold. Den anbragte skal undersøge, vurdere, iagttage, analysere og lære det nye sted og de nye mennesker at kende. De er ikke klar til at indgå i et Jeg-Du-forhold. Jo mere trygge og jo større tillid de får for det nye sted, begynder forholdet at ændre sig til et Jeg-Du-forhold. Som ansat er man ikke længere bare én, de unge ser som en slags fjende. De sænker paraderne og begynder at have samtaler med de ansatte, hvor der siges Du til hinanden. Der opstår gensidighed mellem den ansatte og den anbragte, og de indgår nu i et Jeg-Du-forhold. Forholdet vil være af skiftende karakter for både den ansatte og den anbragte. Ved evalueringsmøde bliver den anbragte gjort til genstand, og når de unge taler sammen, er jeg meget overbevist om, at den ansatte også bliver gjort til en genstand, men når begge parter mødes igen, indgår de i et Jeg-Du-forhold. På opholdsstedet er man er i et Jeg-Du-forhold til den anbragte hele tiden, når man er sammen med vedkommende. Den anbragte må aldrig blive gjort til en ting i samtalen. Samtalen skal hele tiden være personlig, så den anbragte ved, man hele tiden henvender sig til vedkommende og så den anbragte er tryg i sine omgivelser. 98 Ibid s. 112 Torben Frank Petersen 44

45 Interaktionen mellem den ansatte og den anbragte sker på mange planer, men ud fra interviewene vil jeg konkludere, at de anbragte er godt tilfredse med at tilbringe tid sammen med de ansatte, og de unge kan bruge de ansatte til noget. De anbragte er ikke bare ligeglade med, hvad de ansatte siger til dem. De ser de ansatte som kammerater og familie og føler at de ansatte hele tiden er klar til at hjælpe dem, når der er problemer Afsluttende bemærkninger til interaktionen mellem de unge og de ansatte Grundlæggende som ansat forsøger man at udfylde det tomrum, som mange af de unge har, når de ikke kan bo hjemme hos deres forældre. Man hjælper de unge til at løse deres problemer på den mest hensigtsmæssige måde og prøver at guide dem videre i livet. Her kommer mesterlæren og gruppeprocesserne ind i billedet. De unge mangler faste holdepunkter i deres liv, og her kan interaktionen mellem de unge og de ansatte spille ind. De ansatte kan i mange tilfælde blive en form for autoritet og rollemodel for den unge via kampkunsttræningen og den daglige kontakt. Det kræver tålmodighed at arbejde med de unge og kan være hårdt, da man ikke altid får indfriet sine forventninger til de unge. Jeg fandt med tiden ud af, at jeg stillede for store krav til de unge i starten, og jeg fandt den rette balancegang mht. hvad der er realistisk at kræve af de unge og hvad de kunne honorere. Jeg ville for meget på en gang, og det var den unge ofte ikke klar til. Der var ikke den fornødne tillid fra den unges side til den ansatte. Der bliver gjort meget ud af, at den anbragte skal vænne sig til at være på opholdsstedet, og vænne sig til de nye mennesker, der er omkring dem. De skal føle, at man ikke er ude på, at de skal indordne sig under en masse regler, men mere at de føler sig velkommen. Så snart den unge kan mærke, man interesserer sig for, hvad vedkommende går op i og man bare gerne vil snakke, så åbner de sig automatisk mere op. Det er ikke kun vigtigt, hvordan de unge interagerer med de ansatte, men også hvilke omgivelser deres dagligdag foregår i. Jeg vil derfor beskrive opholdsstedets miljø for at give et billede af, hvilke omgivelser de unge anbragte befinder sig i til dagligt. 6.4 Beskrivelse af Opholdsstedet Dai Ki Hakus miljø Opholdsstedet Dai Ki Haku er en nedlagt landejendom, beliggende i Midtjylland ca. 15 km. udenfor Viborg. Farmen, som stedet kaldes i daglig tale, ligger ude på landet fjernt fra byens stress og jag. Der er 5 km til den nærmeste landsby og 10 km til en større by. Man skal køre ca. 200 m ind af en Torben Frank Petersen 45

46 grusvej, hvor det første syn, der møder én, er en hyggelig trelænget landejendom med et lille stråtækt stuehus, en hestefold med to islandske heste og en hundegård, hvor der løber to Siberian Huskys rundt inde og logrer med halen. Der er ingen larm på stedet, andet end fuglenes kvidren, vinden i træerne på grunden og hestenes vrinsken. Grunden er cirka 5000 kvadratmeter inkluderet hestefolden. Der er store græsarealer, og ti meter fra grunden begynder en lille skov. Opholdsstedet ligger midt i den danske natur med alle dens herligheder. Dette kan nydes fra en første sals terrasse, hvor man kan sidde i eftermiddagssolen og se udover de omkringliggende marker og skove. Man kan suge den friske, nogle gange landlige, luft til sig i sikker afstand fra byens forurening og larm. Der er den ro, som mange af de unge virkelig har brug for, efter at være kommet fra et turbulent hjem eller en institution beliggende inde i byen. Det er helt nye omgivelser for de unge, og det kan godt tage lidt tid for dem at vænne sig til det. I det stråtækte hus har opholdsstedslederen sin private bolig, hvor han bor med sin kæreste og søn. I den midterste længe og på første salen af den tredje længe har opholdsstedet til huse. I den tredje længe er der en dojo, værelser til fuldtidsstuderende og et opholdsrum. Opholdsstedet er indrettet i helt almindelige omgivelser. Der er seks værelser til de unge anbragte, et køkken med spiseplads, bad og toilet og en opholdsstue. Man prøver at gøre omgivelserne så hyggelige og hjemlige som mulig, så de unge ikke hele tiden mindes om, at de bor på et opholdssted. Det kan være lidt svært, når alle seks værelser er placeret på samme gang. Der er for nylig blevet etableret en hjemmebiograf med stor fladskærm, surround sound og rigtige biografsæder til stor glæde for de unge. Så der bliver indimellem lavet popcorn og gået en tur i biografen derude på landet. Dojoen er altid åben, så der kan trænes, når man har tid og lyst. Der er mulighed for en ridetur i skoven på de 2 islandske heste samt gå- eller løbeture med de to hunde. Der er et hængt en basketkurv op i et træ på gårdspladsen, og der plads til at muntre sig på græsplænerne med hvad man nu har lyst til. Der er ikke mangel på muligheder, men byen trækker også i de unge med andre tilbud, og det afholder man dem ikke fra at deltage i. Opholdsstedet skal virke som et sted, hvor de unge altid har mulighed for at få den fornødne ro og hvor der ikke er mulighed for en masse fristelser. Hvis opholdsstedet var beliggende midt i en storby, vil det være meget sværere at kontrollere om en af de unge lige gik ned og købte stoffer eller andet på et gadehjørne. Den mulighed har de ikke ude på landet. Man oplever ofte, at de unge brokker sig over, at der ingenting er at lave, og de keder sig vildt, men når man så tager ind til byen, gider de ikke være der i særlig lang tid. Mads har tit sagt, at han nyder den ro, han kan finde ved at gå en tur i skoven. Det er en ro, han aldrig har oplevet hjemme hos sine forældre pga. de problemer der forekom i dagligdagen med Torben Frank Petersen 46

47 hensyn til deres misbrug. Mads ser det som en stor fordel, at det ikke er så mange anbragte og ansatte på opholdsstedet. Alle kender alle, og der er tid til at snakke én til én. Omgivelserne omkring opholdsstedet benyttes så meget som muligt, så de unge får et andet forhold til det at opholde sig i naturen og være sammen med dyr. De har ikke været vant til at færdes i naturen, og har aldrig selv taget initiativ til f.eks. at bruge naturen. Der har heller ikke forekommet specielt mange søndagsture i skoven med deres mor og far igennem tiderne. Man oplever, at de unge faktisk bliver overrasket over, hvor fint det egentlig er at gå en tur i skoven med hundene. De får en naturoplevelse, men oplever også et nærvær fra den ansattes side, og de får desuden en vis form for ansvarsfølelse, når de går med hundene. Træningen bliver ofte flyttet fra dojoen ud i naturen, og derved kommer de unge også i berøring med naturen og dens mangfoldighed i denne henseende. Der er et utal af muligheder for at lave forskellige træningsøvelser udenfor. De unge ser via gåturene, samværet med dyrene og træningen, at omgivelserne kan bruges til nogle konstruktive ting. Der er andre muligheder end bare at sidde foran computeren på sit værelse dagen lang. Alt dette uddyber jeg yderligere i afsnit 6.5. Det faktum, at alle de ansatte hverken ryger eller drikker, gør, at de unge aldrig oplever en person, de har tillid til på opholdsstedet, være i en beruset tilstand. Det er en selvfølge, at der ikke bliver drukket på opholdsstedet, pga. nogle af de unge kan have et akavet og anstrengt forhold til alkohol grundet flere uheldige oplevelser førhen. Der må ikke ryges indenfor. Dette kan være til stor irritation for de unge, og der bliver da, velvidende fra de ansattes side, også røget om natten i smug på værelserne. Man finder tit cigaretskodder under deres vinduer. Det er for deres egen sikkerhed at de ikke må ryge på værelserne, men også i håb om at de ryger lidt mindre, når de skal udenfor for at ryge. Man forsøger at få dagligdagen til at foregå som i en almindelig familie. De unge skal hjælpe til med madlavning, indkøb, rengøring og passe dyrene. De skal føle et medansvar for at det daglige kommer til at fungere. De anbragte er kommet til et miljø med rolige omgivelser, faste rammer, men alligevel mulighed for at udfolde sig på forskellig vis Opholdsstedet Dai Ki Haku i Goffmans teori om den totale institution Opholdsstedet er en blanding af nr. 1 og nr. 2 i Goffmans definition af den totale institution. 99 Det er et sted for unge, der kan virke hjælpeløse og samtidig kan være en slags fare for samfundet, der i mange tilfalde ikke er gearet til at tage sig af vedkommende. På en måde virker opholdsstedet som 99 se afsnit 5.3 Torben Frank Petersen 47

48 en total institution, da de unge er anbragt der, sover og bor der, men forskellen er, at de kan gå når de har lyst. De unge er ikke spærret eller låst inde, selvom de ikke får lov til at fare rundt som de har lyst til. Man skal vide, hvor de unge befinder sig, og hos hvilken kammerat de eventuelt overnatter. Goffman omtaler et stor skel mellem personale og de anbragte på en total institution. Dette skel forekommer ikke på samme måde på opholdsstedet. De anbragte ser ikke de ansatte som en slags fjende, måske lidt i starten, og de unge ser mere de ansatte som en slags storebror eller storesøster, der forsøger at hjælpe dem videre i livet. Som ansat lader man de unge komme meget tættere på én selv, end for eksempel personalet i et fængsel gør. Det sker bl.a. via den tætte kropskontakt i kampkunsttræningen. Man er ikke bange for at tage den fysiske kontakt med de unge. De ansatte virker ikke kun som opsynsmand for de unge som Goffman beskriver personalet i den totale institution. Man involverer sig i de unges problemer og forsøger at hjælpe dem bedst muligt. Der forekommer selvfølgelig et skel mellem den anbragte og den ansatte, men det er slet ikke så stort som Goffman beskriver det. Goffman siger, at den totale institution er uforenelig med familien. Man forsøger på opholdsstedet at få det til at fungere så familiært som muligt. Opholdsstedlederen bor selv på opholdsstedet og har efter min mening et meningsfyldt familieliv med sin kæreste og søn. Kasper ser de ansatte på opholdsstedet som en slags familie. Derfor kan opholdsstedet ikke 100 % defineres som værende en total institution med de begreber Goffman arbejder med i sin definition af den totale institution, selvom der er ligheder mellem dem. Man skal også tage højde for, at Goffmans definition er udformet i starten af 60 erne, og de totale institutioner har helt sikkert gennemgået en udvikling i samspil med den der er foregået i samfundet. Udadtil virker opholdsstedet som en total institution, da de unge er anbragt der, nogle gange ufrivilligt, og bliver nødt til at bo og sove der. Indadtil virker opholdsstedet ikke som en total institution, da man prøver at få dagligdagen til at fungere som i en almindelig familie. Der opstår en konflikt, som jeg vil diskutere yderligere i afsnit Dagligdagen for de unge på Opholdsstedet Dai Ki Haku Jeg vil i dette afsnit beskrive, hvordan de unges dagligdag fungerer på opholdsstedet. Herunder undersøges og analyseres, hvordan kampkunstformen Dai Ki Haku inddrages i de unges hverdag, og hvilket udbytte de får eller har fået deraf. Jeg ser også nærmere på samspillet mellem kampkunsten og det at bevæge sig i naturen, da man på opholdsstedet gør brug af den omkringliggende natur. Torben Frank Petersen 48

49 6.5.1 De unges dagligdag Jeg vil beskrive de unges hverdag i en slags dagbogsform og mest set ud fra én af de unges synspunkt. Klokken er ved at være halv syv, og Kasper skal til og op i skole. Han er lige startet på HTX i Viborg. De andre unge bliver så småt også vækket af deres ure, men den ansatte tager lige en tur rundt til alle værelserne for at se om alle er vågne. Det er ikke altid de unge er lige gode til at komme op, men der har andre teenagere jo også problemer med, men alle kommer op. Der er lidt run på badeværelserne, men alle får gjort sig færdig inden de skal af sted. Der bliver spist morgenmad, og man sidder og snakker lidt ved morgenbordet, og får lagt planer for dagen. Der skal lige findes ud af hvornår de forskellige har fri, og hvad de har af planer efter skolen, eller om de kommer direkte hjem. Da vejret er godt, cykler alle til Sdr. Rind, en lille landsby ca. 5 km fra opholdsstedet, hvorfra de tager bussen til Viborg. Nogle gange cykler Kasper helt til Viborg, da han indimellem arbejder på en cafe som opvasker og afrydder efter skolen. Han skal arbejde i dag, så han cykler helt til Viborg, så han selv kan komme hjem. Arbejdstiden passer ikke med bustiderne, og Kasper ved, at når det gælder fritidsarbejde, så bliver han ikke hentet i bil, slet ikke når vejret er godt. Der kan ofte være tale om en del logistiske problemer mht. kørsel af de unge. Derfor skal de, alt efter vejret, i sommerhalvåret selv sørge for at transportere sig selv i skole. Opholdsstedet betaler bussen til Viborg, men de skal selv sørge at komme frem og tilbage. Det er en god måde for de unge at lære selv at tage ansvar for at komme af sted, og cykelturen given dem samtidig motion og frisk luft. De får også en større frihed, da de ikke er afhængige af, at de skal hentes på et bestemt tidspunkt, da man ikke kører i bil til Viborg flere gange om dagen. De er dog afhængige af bussen, og hvis den ansatte er i Viborg for at handle, kan de unge køre hjem med vedkommende. Det kan godt være en stor opgave at få det hele til at gå op, og det kan godt give en del brok fra de unges side, at de ikke altid lige kan få det, som de vil have det. Kasper får fri kl. 14, så inden han skal arbejde kl. 16 på cafeen, kan han lige nå at komme ned og skate lidt i Minihuset, der er en fritidsklub. Der er fuld fart over feltet meget af dagen for Kasper. Han får fri kl. 20 og cykler de 15 km hjem. Kasper skynder sig så meget han kan, da han ved, der står aftensmad og venter på ham. Der bliver snakket om den forløbne dag med den ansatte, mens Kasper spiser sin mad, inden han skal i gang med lektierne. Han har heldigvis ikke så mange, da han er rimelig udkørt efter dagens strabadser. Det er ikke alle dage, der ser sådan ud for Kasper, men alligevel en ret typisk dag. En anden dag skal Kasper sørge for aftensmaden til de andre på Torben Frank Petersen 49

50 opholdsstedet, hvor han selv skal bestemme retten, og stå for tilberedning af maden med hjælp fra den ansatte. Derefter skal der ryddes pænt op i køkkenet. De unge har en maddag i løbet af ugen, samt en rengøringsdag om ugen, hvor der skal vaskes tøj, ryddes op og gøres rent på deres værelse. Den ansatte hjælper med, at pligterne bliver gjort, da det nogle gange kan være svært for de unge at komme i gang med at gøre rent. Det er altid lige noget andet, de er mere spændende. Det samme gælder med lektier. Det er meget generelt for de unge, at de skal opfordres til at lave deres ting. De har ofte været vant til at passe sig selv, og har selv bestemt, hvad de har fået dagen til at gå med. De unge mangler struktur og faste rammer, og det er de ansatte med til at skabe for dem, ved ikke at lade dem slippe for deres daglige pligter. De unge skal lære at klare sig selv på længere sigt, og derfor er det vigtigt, at de får mere og mere ansvar i dagligdagen. Det sker altid med støtte fra den ansatte, så de unge ikke føler sig alene om opgaven, men alligevel ved, at det er noget de selv skal klare. Kasper træner kampkunstformen Dai Ki Haku to timer om ugen og deltager nogle gange i weekend-træninger, hvis han ikke er hjemme hos enten sin mor eller far. Han står en del på skateboard sammen med sine venner i Viborg, så der er nok at se til for Kasper. Det resulterer også i, at det indimellem bliver for meget for Kasper, så de ansatte bliver nødt til at sige stop. Han vil for mange ting på en gang, og kan ikke selv følge med. Det er en svær balancegang for Kasper, da han er i en rigtig god udvikling med skole, kammerater, arbejde og træning, men han kan ikke klare det hele på en gang. Han bliver frustreret over det, bliver i dårligt humør og kan også blive ked af det. Det hele har resulteret i, at Kasper ikke længere arbejder hver uge, så han bedre kan få tid til sin skole og i det hele taget få mere fritid til at lave sine lektier og være sammen med sine kammerater. Kasper kunne måske godt klare alle disse ting, men han er utrolig dårlig til at administrere sin tid og er meget ustruktureret. Han bruger derfor ofte lang tid på ingen ting, og så er 24 timer pr. døgn altså ikke nok til alt det, Kasper gerne vil nå at lave i løbet af en dag. Kasper ridder også indimellem en tur på hestene i den omkringliggende skov sammen med en ansat og går ture med de to hunde. Kasper kan godt lide den kontakt, der er til dyrene, og den ro, der er i skoven. Det giver ham lidt mulighed for at stresse af og komme lidt på afstand af alle de ting, der sker i hverdagen. Han oplever et slags frirum, også i kraft af at være i naturen. Der opstår også en kontakt mellem Kasper og dyrene. Når han sidder på hesteryggen opstår der et nærvær og samspil mellem ham og hesten. Selve kontakten med dyrene kan have en stor indvirkning på kroppens funktioner. Den følelsesmæssige side, berøringen af et andet væsen og den omsorg der Torben Frank Petersen 50

51 ligger deri. Det giver et mentalt overskud at være sammen med dyr. 100 Dyrene elsker at blive snakket med, og de unge kommer til at opleve en glæde ved at hjælpe til med at passe dyrene. De unge kan se, at de gør dyrene glade ved at snakke med dem, og derved lærer de unge at have almindelig omsorg for andre omkring dem. De unge får et prompte svar på deres omsorg ved at opleve at dyret nyder deres tilstedeværelse. De unge oplever også et vist ansvar ved at være med til at passe dyrene, da dyrene jo er afhængige af, at andre giver dem mad. Deraf kommer også omsorgen. Der opstår et afhængighedsforhold mellem den unge og dyret, og indimellem oplever man at den unge sætter sig over og snakker med hundene, når vedkommende har brug for lidt ro. Kasper laver ikke noget med dyrene hver dag, og der dukker også andre interesser op end lige at være sammen med dyrene, i kraft af at han er blevet ældre. De unge får også et slags frirum ved at deltage i kampkunsttræningen. Jeg vil nu beskrive, hvordan man inddrager kampkunstformen Dai Ki Haku i de unges dagligdag Hvordan inddrages kampkunstformen Dai Ki Haku i dagligdagen I dette afsnit vil jeg undersøge og analysere, hvordan man inddrager kampkunstformen Dai Ki Haku i de unges dagligdag. Jeg vil se generelt på selve træningen, hvordan man som ansat bruger kampkunstens filosofi og aspekter i dagligdagen og hvorfor man har valgt at benytte kampkunst som behandlingsmetode på opholdsstedet Dai Ki Haku træningen Når Dai Ki Haku elever træder ind i dojoen, træder de ind i en anden slags verden og atmosfære, end den de er vant til. De skal vise respekt for salen ved at bukke, når de træder ind, og der skal bukkes for instruktøren. Timen starter med en ceremoni, hvor man ofte laver en kort meditation, og der bukkes for Dai Ki Haku, instruktøren bukker for eleverne og omvendt. Bonde beskriver denne ceremoni med, at sindet og bevidstheden skal renses for alle hverdagens tanker og trængsler til fordel for en kommende total indlevelse i kampkunsten. Han siger også, at kampkunsten er skarpt adskilt fra det øvrige samfundsliv, også set i lyset af de føromtalte ting. 101 Martin Lykkegaard omtaler også denne overgang. Hilseritualet i starten af træningen markerer overgangen fra hverdagslivets rum til træningens rum. Problemer i hverdagen glemmes, nærværet med hinanden skærpes, samtidig med at man fordyber sig i træningens indhold Ørum 2001 s. 44ff 101 Bonde 1994 s Lykkegaard 2002 s. 39 Torben Frank Petersen 51

52 Denne adskilthed mærker de unge også ved at træde ind i salen. Under træningen er det ikke nødvendigt for dem at tænke på dagligdagens problemer, og ofte har de slet ikke tid til at tænke over dem. De er i en anden verden, i kampkunstens verden, hvor de skal være koncentreret for ikke at blive ramt af makkeren og for ikke at gøre skade på hinanden. Kasper siger: Når man kommer over og træner, så ved man at man skal træne nu. Nu er det det, man har i hovedet. Det er sådan nærmest en meditation for mig. Alt var bare væk og jeg tænkte kun på at træne. 103 Kasper giver udtryk for, at han får et slags frirum. Alle de andre ting i hovedet er væk, og han tænker kun på at træne. Der er ikke nogen, der ser ned på ham eller vil drille ham. Alle de unge står der for det samme, nemlig at lære og blive undervist i kampkunst. Der er ikke nogen, der er bedre end andre som udgangspunkt, og de unge kommer ikke til at føle, at de står udenfor fællesskabet. Alle får i princippet den samme træning, men der vil altid forekomme individuelle forskelle. Selvom de unge kan opleve et frirum, får instruktøren en bestemt rolle i træningen. Jonas siger om undervisningen: Der er ikke nogen der bedre end andre på den måde, og der ikke nogen der spiller smart og nogen der siger dumme ting. Vi er her alle sammen for at lære det, som ham der står foran os, han vil lære os. 104 Instruktøren har noget, som de unge gerne vil lære og blive bedre til. Han eller hun bliver et midtpunkt for de unge, og mesterlæren kommer ind i billedet. De unge er afhængige af mesterens guidelines, for at de kan blive bedre til kampkunst, og der opstår et mester-elev forhold, som tidligere beskrevet i afsnit De unge er i et rum med et regelsæt, de skal indordne sig under, og mesteren bliver en autoritet i rummet, der opstiller rammerne for de unges spillerum. De bliver fascineret af personen, der kan indføre dem i kampkunstens mysterier, og dermed har instruktøren de unges fulde opmærksomhed. Der hersker ofte en stor intensitet under træning. De unge bliver holdt i gang med forskellige træningsøvelser. Der bliver slået og sparket på sandsække. Man øver forskellige kombinationer af slag og spark ud i luften men også i høj grad med en makker. Der trænes faldteknikker, kast og man får lov til at bryde rundt med hinanden så det foregående kan øves. Man lærer at bruge dagligdags ting såsom et kosteskaft som våben. Man kæmper med hinanden på forskellige måder, og der laves 103 Interview med Kasper s. 4. Se vedlagte cd-rom. 104 Interview med Jonas s. 5. Se vedlagte cd-rom. Torben Frank Petersen 52

53 et utal af andre ting i træningen. De unge får øget deres koncentrationsevne via intensiteten i træningen, og ved alle de træningsøvelser, de skal lære at udføre. Kampkunsttræningen indeholder en fordybelse i selve øvelserne og meditation, og der vil ofte ske en psykologisk udvikling med udøveren. Der sker et emotionelt møde i kampkunsten, både i form af de kampe der udkæmpes med sin modstander, men også via de forskellige træningsøvelser. Man kan opleve en anden psykisk tilstand i selve øvelsen. Begrebet Mushin kommer ind i billedet, da man kan opleve en hensigtsløshed og tomhed i kroppen, men man føler alligevel en form for velvære. Man bliver i stand til at gøre ting, som man ikke før troede muligt. Man befinder sig i en anden bevidsthedstilstand, der kan være svær at forklare, men man kan opleve at alt forekommer let for én, og ens krop reagerer spontant på alt, hvad der sker omkring en. Man handler uden at tænke. Man kan blive fyldt med energi og eventuel mærke den strømme rundt i kroppen ved at udføre diverse former for energiøvelser og meditation. Det kan dog kræve megen øvelse før man kan mærke dette. De unge kan eventuelt komme bedre i kontakt med deres følelser pga. den fordybelse og ændring af bevidsthedstilstand, der kan ske for dem under træningen. De kan opleve psykiske forandringer via de kropslige øvelser i kampkunsten, som de måske aldrig har følt før. Man kan se koncentrationen lyser ud af dem, når der kæmpes rundt, og det ser ud som om, de er et helt andet sted. De kan opleve en form for flow i deres bevægelsesmønstre i kampen, så alt omkring dem smelter sammen. De har kun tanke for ham eller hende, de kæmper rundt med. De mærker måske en indre ro og tilfredsstillelse, det har jeg selv oplevet adskillige gange, hvilket gør, at man bedre kan komme på afstand af sine problemer. De unge bruger deres krop på mange forskellige måder i træningen, både fysisk og psykisk. Nogle af træningsøvelserne kan være grænseoverskridende for de unge, og de oplever også en vis spænding i træningen. De unge ved aldrig, hvad den næste øvelse bliver. Bliver det let eller hårdt, skal man løbe i bare tæer udenfor i snevejret eller kæmpe rundt ovre i skoven. Via træningen kan man gennemgå både en fysisk og mental udvikling. Igennem træningen lærer man at være vedholdende og arbejde sig fremefter. Man opbygger sin karakterstyrke og moral lige så stille, der ofte resulterer i et bedre selvværd og dermed en større tro på sig selv. Den disciplinære opbygning af ens svage sider er også med til at styrke ens selvværd, der gør man bliver mere stabil og tør stole på sig selv. Gennem træningen lærer man en vis etikette, gensidig respekt og forståelse for sine medmennesker, der er vigtig, når man træner en effektiv kampteknik Ørum 2001 s. 48 Torben Frank Petersen 53

54 Den unge får via kampen i træningen en større respekt for sin makker, men oplever også en gensidighed med makkeren. Selvom kampene kan være meget intense og hårde, hilser man altid på sin makker bagefter og giver hinanden hånden. Det gælder ikke om at finde en decideret vinder af kampen, men derimod at hjælpe hinanden i kampen til at finde makkerens og sine egne svagheder. Kampen er en fortløbende og gensidig vejledning. 106 Ved hilsnen efter endt kamp viser man sin ærbødighed og respekt for sin makker, der kan opleves som en nødvendighed, da kampen kan være tæt og hård. Stemningsmæssigt er fordelen ved denne hilsen, at den skaber en tryg ramme med respekt for hinandens forskelle. I kampen erkender man også, at makkeren er en forudsætning for både fælles og egen udvikling. 107 Man indgår i et Jeg-Du-forhold med sin makker pga. den gensidighed der opstår i kampen. De unge kan styrke hinanden i kampen. Martin Lykkegaard siger: Kampsport er et følelsesfuldt møde og en form for god anderledeshed, der lærer de unge at respekterer deres makkers egenart og anderledeshed. Der sker med Ziehes ord en decentrering, hvilket betyder at de unge bliver i stand til at lære at erkende forskellighed. 108 Der lægges også vægt på kreativitet, på at være åben og på det at kunne improvisere i en given situation i kampkunstformen Dai Ki Haku. Det er nogle ting, der kan være medvirkende til, at de unge hen af vejen vil lære at være mere tolerante og tålmodige over for andre mennesker, de møder i deres hverdag. De unge lærer, at der ikke kun er én måde at gøre tingene på, men et utal af måder og at de bliver nødt til at tilpasse sig den enkelte situation. De unge oplever også den nære kropskontakt, der er i mange af makkerøvelserne og i brydningen, og derved får de mulighed for at mærke sig selv og et andet menneske på en anderledes og til tider tæt måde. Martin Lykkegaard udtaler, at denne nærhed er en af kampkunstens kvaliteter, da nærheden ofte er modsat af resten af de unges hverdag. Der er de vant til at bruge deres fjernsanser i form af synssansen og høresansen. De unges forbrug af fjernsyn, internet og mobiltelefon er stort, så de oplever sjældent nærvær med andre personer. Man oplever en frigjorthed og en forløsning, når man får mulighed for at anvende sine nærsanser, lugtesansen og især følesansen, i kampkunsten. 109 Denne nærhed kan de unge have stor brug for, da de ofte har haft et distanceret forhold, også fysisk, til deres mor og far. De lærer via den intense kropskontakt i 106 Lykkegaard 2002 s Lykkegaard 2004b s Lykkegaard 2004a s Ibid s. 47 Torben Frank Petersen 54

55 træningen at interagere med deres omgivelser på en anden og tættere måde, og oplever dermed det nærvær som Lykkegaard omtaler. Via alle de fysiske øvelser kommer de unge af med en masse overskydende energi, der ellers måske kunne resultere i aggression. De unge føler ikke længere så stor en trang til at give igen, da de gennem træningen har fundet en anden måde at tackle situationen på. De har fået mere styr på deres temperament via den gensidig respekt og disciplin, der forekommer i træningen. De unge har måske ikke længere de samme aggressioner i kroppen. De kommer af med deres aggressioner og eventuelle frustrationer, i form af at gå amok på en sandsæk i træningssalen eller andet, frem for at overfalde en ude på gaden. De unges kropsbillede eller kropsbevidsthed kan også blive forbedret væsentlig. De oplever, at de kommer i bedre form, og får det også bedre fysisk og i mange tilfælde også psykisk. Hvis de unge har lidt tendens til at være overvægtige, kan de komme af med de overflødige kilo ved at træne. De unges kropsskema kan også blive forbedret i træningen. Man skal have styr over sine bevægelser for ikke at skade hinanden, og derved bliver ens motorik forbedret. Man laver også diverse kombinationer af slag og spark, og bruger kroppen som helhed. Man bruger sin perception ved indlæring af nye ting, og her bliver kropsbilledet benyttet. Bevægelserne kommer efterhånden til at sidde på rygraden, og bliver dermed en del at ens kropsskema. Man skal ikke længere tænke over at udføre slaget eller sparket eller undgå at blive ramt. Det bliver en selvfølgelighed som at række ud efter en bog på reolen. Det bliver til en slags ubevidst handling. De unge bliver grebet at kampkunsten. Den er spændende, udfordrende og de kan opleve de føromtalte psykiske forandringer. Mads siger: Så kommer jeg herop, begynder så at træne igen, så efter noget tid med både op og nedture fordi jeg ingen stoffer har haft, så begynder det at gå bedre. Jeg begynder at interessere mig mere for sporten end for stofferne, kunne se at jeg godt kunne lave noget andet end tage stoffer. 110 Kampkunsten udfyldte et tomrum i Mads s liv. Han fandt ud af via træningen, at der var andre ting i livet end at tage stoffer. I den hårde tid brugte Mads træningen til at komme væk fra problemerne og holde sin trang til stoffer væk. Han kunne mærke, at træningen hjalp ham i en positiv retning. Mads siger også, at træningen er noget, han kan bruge til noget og har hjulpet ham meget. I afsnit vil jeg komme nærmere ind på, hvad de unge har fået ud af at træne. 110 Interview med Mads s. 5. Se vedlagte cd-rom. Torben Frank Petersen 55

56 Henning Eichberg og Claus Bøje fremhæver fire kvaliteter, der især kan fremdrages ved idræt. Disse er kamp, leg, dans og fordybelse, der refererer til forskellige dimensioner i idrætsudfoldelsen. I kampen ligger det konfrontative og dialogiske. I legen bearbejdes det eksperimenterende og udviklende. I dansen udfoldes det ekstatiske eller selvforglemmende. I fordybelsen findes det meditative og bevidsthedsudvidende. Eichberg og Bøje fremhæver også det at skabe en rytme er et af idrættens højeste mål. Altså skabe en rytme gennem sammenhængen mellem åndedræt og tyngde, bevægelse og koordination og strategi og handling. 111 Alle disse kvaliteter findes i kampkunstformen Dai Ki Haku. Kampen er en selvfølgelig del af Dai Ki Haku. Legen sker på forskellige plan, både som deciderede smålege og i kampen. Ikke at kampene er for sjov, men der er plads til at være eksperimenterende og udviklende, da der ikke skal findes en vinder eller taber. Dansen kommer også til udtryk i kampkunsten, når der indøves forskellige kombinationer og kæmpes rundt med en makker. Meditationen er også en stor del af træningen i Dai Ki Haku, hvilket tydelig kan ses i navnets betydning (den indre krafts yderste udstråling). Der skal ske en fordybelse for at finde sin indre kraft. Rytmen er også afgørende, når der kæmpes rundt, for at det hele kan fungere og virke. Hvis rytmen bliver brudt i kampen, kan det være svært at udføre den perfekte teknik på det rette tidspunkt. Kampkunsten indeholder mange kvaliteter, man kan drage nytte af. Jeg vil nu se nærmere på, hvordan de ansatte benytter kampkunsten i dagligdagen med de unge på opholdsstedet Hvordan bruger de ansatte kampkunsten i dagligdagen på opholdsstedet Da alle de ansatte har trænet kampkunstformen Dai Ki Haku igennem en årrække, er Dai Ki Haku, dens filosofi og aspekter, blevet en naturlig del af deres liv. Kampkunsten er ikke længere en fritidsbeskæftigelse, men mere en livsstil for dem. Dette spiller en rolle i deres arbejde med de unge på opholdsstedet. Igennem deres virke som instruktører i kampkunstformen Dai Ki Haku har de lært at mærke efter, hvad en elev mangler for at blive bedre. Det kræver indlevelse og nærvær at gøre en elev bedre til kampkunst, og det kan overføres til at hjælpe de unge med deres problemer i hverdagen. Man er villig til at tage kampen op med de unge for at få løst deres problemer. Man giver ikke op halvvejs fra målet, ligesom man ikke giver op i en overfaldssituation. Man overfører denne energi til arbejdet med de unge, så de aldrig bliver i tvivl om, at der står nogle voksne bag dem, der vil hjælpe dem. Man bruger vedholdenheden fra træningen i det langvarige arbejde med de unge. 111 Eichberg 1997 s. 30ff Torben Frank Petersen 56

57 Improvisationen, kreativiteten og alsidigheden fra træningen gør, at man hele tiden er i stand til at tænke hurtigt i forskellige situationer med de unge. Man danner sig lynhurtigt et overblik over, hvad der foregår, tilpasser sig situationen og handler derefter. Man tænker ikke, men handler i nuet efter bedste overbevisning. De unge får ikke et billede af den ansatte som en person, de med lethed kan løbe om hjørner med. De står over for en person, der er vedholdende, selvsikker og i stand til at sætte de unge på plads, hvis de griber til korporligheder, men samtidig står de unge overfor en person, der tager del i deres problemer og vil gøre alt for at hjælpe dem videre i deres liv. Mange af de unge kan være kropsligt kontaktsøgende i mere eller mindre grad, i form af at skubbe og puffe til hinanden. Her er de ansatte også med i legen. De er ikke bange for at tage del i de små drillerier, der kan resultere i en lille brydekamp på gulvet i køkkenet eller i sofaen i stuen. De unge sætter stor pris på den kropslige kontakt med de ansatte, og selvom de altid kommer til kort i de små venskabelige kampe, søger de unge kontakten igen. De unge har manglet den fysiske kontakt førhen i deres opvækst. Der har måske ikke været en fysisk kontakt til deres far, ikke på den gode måde i hvert fald, og den prøver de unge at kompensere for nu. De ansatte tør tage del i den fysiske leg og den tætte kropskontakt, da man har prøvet det et utal af gange i træningen. Det kræver indimellem stor tålmodighed at arbejde med de unge. Det er ikke altid, de er lige hurtige til at få ting klaret i dagligdagen, og det er ikke småting man skal lægge øre til. På en dårlig dag, kan man blive tiltalt med de værste gloser, man kan forestille sig. Især i starten af de unges ophold kan de verbale overfald forekomme, da de unge endnu ikke har opnået tillid og respekt til de ansatte. De unge gør det af frustrationer og ikke fordi de vil såre de ansatte. De har ikke lært at tale ordentlig til andre voksne mennesker, og de har måske kun været vant til at høre deres forældre skændes og snakke grimt til hinanden. De unge skal lære en ny omgangstone og en anden måde at tackle situationer på. Det kan tage tid, men her kan omgangstonen og stemningen fra træningssalen hjælpe. De ansatte har fået en tålmodighed fra kampkunsttræningen i og med det kan tage lang tid at dygtiggøre sig selv og andre i Dai Ki Haku. Den autoritet, man opnår som instruktør i kampkunsttræningen, bliver overført til hverdagen. De unge får mere respekt for deres omgivelser, og især for deres instruktør. Ham eller hende kalder de ikke for et dumt svin, medmindre de er meget frustreret. Ubevidst hører de unge måske lidt mere efter i dagligdagen, når de er vant til, at det, de ansatte siger i træningssalen, virker, så kan det være værd at høre på, hvad de ellers har at sige. Torben Frank Petersen 57

58 Generelt mærker de unge ikke, at man som ansat benytter meget af filosofien og mange af aspekterne fra Dai Ki Haku i arbejdet med de unge i dagligdagen. De lægger ikke mærke til det. Jonas siger: I min dagligdag mærker jeg ikke at de bruger kampkunst på den måde i deres måde at snakke med os på, men det er da et fedt tilbud at man også kan træne. 112 Meget af de ansattes energi, indlevelse, nærvær, tålmodighed og vedholdenhed stammer fra deres træning. De har styrket sig selv på en masse områder gennem træningen, der gør dem bedre rustet til at tage sig de unge på opholdsstedet. De har den gennemslagskraft, der skal til for at få de unge til at høre efter og gøre noget ved deres problemer. De unge har måske manglet en autoritet, der kan sætte dem på plads og vise dem nogle andre måder at komme videre med deres liv på. Idet kampkunstens verden er meget alsidig, opnår de ansatte mange redskaber som de kan bruge over for de unge, og som de unge kan bruge i deres dagligdag. Det vil jeg analysere nærmere i næste afsnit Hvorfor anvende kampkunst som behandlingsmetode Der er mange forskellige grunde til at anvende kampkunst i behandlingen af unge med forskellige former for problemer. Der er mange, der finder det mærkeligt at lære eventuelt aggressive unge kampkunst. Der findes så mange andre aspekter i kampkunst end lige det at lære at slå fra sig. Der følger en masse dyder med i kampkunsten, som mange unge kan drage nytte af. De lærer at have respekt for deres medmennesker, gennem undervisningen lærer de at have respekt for en autoritet, de får prøvet deres grænser af og kommer af med en masse overskydende energi. De lærer andre måder at tackle konfliktsituationer på, og de får et større psykisk overskud, der gør, at deres grænse, før de går amok, bliver flyttet meget. De lærer en vis form for ydmyghed i træningen, da de er underlegne i kampkunsten i forhold til deres instruktør. De får en disciplin fra træningen, der gør, at de får lettere ved at passe forskellige ting i dagligdagen. Det ekstra overskud eller den energi, de gerne skulle få fra træningen, vil resultere i, at de får mere mod på at komme videre med deres liv. De får nogle succesoplevelser fra træningen. De unge finder ud af, at der faktisk er noget, de er gode til, og det er måske første gang i deres liv, at de oplever dette. Der opstår et fællesskab blandt de ansatte og de unge, når de alle træner kampkunst, der gør det lettere for de ansatte at nå ind til de unge. Der opstår et andet forhold og en anden tillid mellem de unge og de ansatte, når man har lavet noget fysisk og har gennemført nogle hårde ting sammen. 112 Interview med Jonas s. 4. Se vedlagte cd-rom. Torben Frank Petersen 58

59 De unge oplever den tætte kropskontakt i den fysiske træning med hinanden, men også med de ansatte. Man møder hinanden på en anden måde, når man har den nære og intense kropskontakt i træningen. Et eller andet sted bliver man mere ligeværdige, selvom de ansatte er instruktører, men fællesskabet i aktiviteten medfører et styrket forhold. Begge parter åbner sig mere op for hinanden. Den tætte kropskontakt er medvirkende til at skabe denne nærhed. Man møder hinanden på andre vilkår i kampkunstens verden, hvor der sker en fordybelse i selve aktiviteten, og man hænger sig ikke i dagligdagens problemer i træningen. Træningen kan virke beroligende på de unge, både at de kommer af med den overskydende energi, men også den fordybelse, der sker i selve aktiviteten og det at lære at slappe af, når der mediteres. Kampkunstformen Dai Ki Haku er som tidligere nævnt ikke kun noget, der foregår i træningssalen, men den bliver overført til både de unges og de ansattes hverdag. De unge befinder sig i det miljø, hvor hovedskolen for Dai Ki Haku har til huse, og mærker omgangstonen, stemningen og den gensidige respekt blandt andre Dai Ki Haku udøvere, der kommer og træner på stedet. Opholdsstedets grundtanke og målsætning kan kun opfyldes, hvis det kan lade sig gøre at overføre filosofien og aspekterne fra Dai Ki Haku til de unges dagligdag. Mads svarer til spørgsmålet om, hvad han synes om at man benytter kampkunst som pædagogisk middel på opholdsstedet. Jeg synes det er en meget god ide. Jeg ved ideen fungerer, fordi jeg lever i det. 113 Han siger yderligere: Der er mange gode ting i det, fordi de har selvkontrol og selvstyrke, gode til at give det videre, støtte folk op omkring deres problemer. På den måde synes jeg Dai Ki Haku er rigtigt godt i pædagogisk form. 114 Mads har den tydelige holdning, at han synes Dai Ki Haku virker som et pædagogisk middel i hans dagligdag. Målsætningen for opholdsstedet er ud fra Mads s synspunkt opfyldt. Han har draget nytte af, at man har benyttet Dai Ki Haku som behandlingsmetode, og det vil jeg komme nærmere ind på i afsnit Interview med Mads s. 3. Se vedlagte cd-rom. 114 Ibid Torben Frank Petersen 59

60 Naturen og samværet med dyrene på opholdsstedet kan også være en hjælp til, at de unge kommer lidt væk fra hverdagens problemer, og kan som kampkunsten virke som et redskab til at finde mere ro i dagligdagen. Jeg vil derfor beskrive samspillet mellem kampkunsten og det at bevæge sig i naturen i næste afsnit Kampkunsten og naturen Jeg vil i dette afsnit analysere, hvad naturoplevelser og det at bevæge sig i naturen kan tilføre de unge på opholdsstedet i samspil med kampkunsten. I kampkunsten kan de unge opleve en fordybelse i aktiviteten og en vis ro ved at meditere. Som nævnt tidligere kan denne ro være svær at opnå for de unge, men den ro kan de eventuelt opnå ved at bevæge eller opholde sig i naturen. Eichberg og Bøje ridser en række dimensioner op ved at færdes i naturen. Man får en sanselig oplevelse ved den direkte konfrontation med dyr, planter, vand og vind. Man oplever naturens skønhed, alle de forskellige lys og farver, samtidig med at opleve naturens stilhed. Man oplever en afspænding og afslapning, og naturen bliver en kontrastoplevelse til den ofte travle hverdag. Man oplever frihed, og man er sin egen herre. Der hersker fred i naturen, den rummer dog kampen, men ikke krigen. Man kan gå på opdagelse i naturen, og samtidig opleve det eventyrlige, da den vilde natur kan rumme det uforklarlige og mystikken. Man oplever forandring i naturen via sol og mørke, årstidernes forandring, der kan overføres til livets variationer. Naturen kan også udfordre til kamp og kappestrid. 115 Man kan få mange forskellige oplevelser ved at opholde sig i naturen, og det er op til den enkelte, hvad man eventuel kan eller vil bruge naturen til. Er det roen man opsøger, eller er det eventyret ved at udforske, hvad der kommer bag den næste bakketop. Eichberg og Bøje skriver: Naturen udfordrer mennesket til at skildre sig selv.,,naturen skaber praksis og billeder, som er tilgængelige for en psykologisk tilnærmelse. Naturfortolkning er selvfortolkning. 116 Det har vist sig, at der er en sammenhæng mellem natur og sundhed. En undersøgelse fra USA viser, at hvis man opholder sig i et grønt område, oplever man en stressreduktion og en øget motivation for at være fysisk aktiv. Andre undersøgelser fra Sverige konkluderer også, at stressreduktion er en vigtig gevinst ved at færdes i grønne arealer. Når mennesker opholder sig i naturlige grønne omgivelser, er det mentalt aflastende eller mentalt givende. Når man oplever 115 Eichberg 1997 s. 53ff 116 Ibid s.54 Torben Frank Petersen 60

61 naturens lys og vandets rislen og for en stund glemmer sig selv, selviscenesættelsen og alle ens tanker, kan man se bort fra egne og sociale omgivelsers forventninger og krav. Man fokuserer kun på selve naturoplevelsen. 117 En dansk undersøgelse konkluderer at natur og grønne områder forebygger stress og rummer kræfter som skaber mening i folks hverdag. Folk udtaler, at de får fornyet energi ved at opholde sig i naturen, man føler ro og harmoni, fjerner de mørke tanker og ophold i naturen er en god måde at være sammen med andre på. 118 Naturen indeholder en række kvaliteter, som de unge kan drage nytte af, når de opholder sig eller laver forskellige aktiviteter i naturen. De unge kommer ud og mærker naturens kræfter i form af vind og vejr, men de oplever samtidig en ro og fredfyldthed. De er væk fra den stressede hverdag, og de er måske bedre i stand til at slappe af der, end når de sidder og prøver på at mediterer i træningssalen. Derfor flytter man ofte træningen ud i naturen, så de unge får kvaliteterne fra den fysiske træning samtidig med at opholde sig i naturen. De mærker stilheden på gåturen med hundene i skoven, får frisk luft og nye oplevelser ved at færdes i naturen. Kampkunsten og det at bevæge sig i naturen supplerer hinanden godt. Kampkunsten kan drage stor nytte af naturen til at finde den fornødne ro, der er optimal for at komme i balance med sig selv og sine omgivelser. Derfor bliver naturen også inddraget som et redskab til arbejdet med de unge i samspil med kampkunstformen Dai Ki Haku, dens filosofi og aspekter. Jeg vil nu undersøge nærmere, hvad de unge har fået ud at bo på opholdsstedet Dai Ki Haku Hvilket udbytte har de unge fået af at bo på Opholdsstedet Dai Ki Haku Jeg vil i dette afsnit beskrive, hvad de unge har fået ud af at bo på Opholdsstedet Dai Ki Haku. Ligeledes om der er nogen sammenhæng med deres personlige fremskridt, træningen og den anvendte behandlingsmetode. Generelt har alle de unge fået noget ud af at deltage i træningen af kampkunstformen Dai Ki Haku. De har forbedret sig på forskellige plan, både fysisk og psykisk, i den tid, de har været anbragt på opholdsstedet. Mads fremhæver, at han har fået det bedre med sig selv, siden han begyndte med at træne. Hans selvværd og selvtillid er vokset betragteligt. Han har fundet ud af, at der er andre ting i livet end at tage stoffer og være aggressiv og voldelig overfor andre personer. Mads siger: 117 Hansen 2005 s. 87ff 118 Ibid s. 92 Torben Frank Petersen 61

62 Efter at have boet på Dai Ki Haku har jeg fået det meget bedre. Der skal utrolig meget til nu for at pisse mig af, hvor jeg begynder at slå ud efter folk. Jeg har en bedre selvbeherskelse, men man kan selvfølgelig presse alle ud til en grænse, hvor det går galt. 119 Mads siger også, at den grænse er blevet flyttet utrolig meget, siden han er kommet på opholdsstedet. Mads udtaler om, hvorfor han ikke tror, han er så voldelig mere: Fordi jeg har lært det er forkert. Fordi jeg har fundet ud af nogle ting i mit liv heroppe der gør at jeg har indset det har været forkert. De har støttet mig op i at gøre min skole færdig og sådan noget, og nu er jeg i gang med noget uddannelse. Det er noget andet i livet end at gå rundt og slås, spille smart og tage stoffer. 120 Mads er på nuværende tidspunkt i gang med EGU 121, hvor man snuser til arbejdslivet, og kommer i lønnet praktik. Mads har lige færdiggjort sin første praktik i en børnehave, og den havde ikke andet end rosende ord at sige om Mads. Han havde en utrolig god evne til at tage af børnene på en fin og hensigtsmæssig måde. Hvis Mads står med et eksamensbevis på en pædagoguddannelse, vil børnehaven meget gerne have ham som pædagog. Det er en rigtig mønsterhistorie, at en ung dreng, der har været helt ude i tovene, har formået at komme så godt videre med sit liv, med sin egen og opholdsstedets hjælp. Mads siger: Dai Ki Haku kampsporten i sig selv har hjulpet mig rigtig meget, altså hvis jeg ikke var kommet herop, og havde trænet det, boet her, jamen så har jeg været død, det er jeg helt hundrede på. 122 Det tegner et godt billede af, hvad det har betydet for Mads at være på opholdsstedet. Hans resultat bekræfter, at opholdsstedets pædagogiske metode har virket efter hensigten i hans tilfælde. Mads slutter af med at sige i interviewet: Det eneste jeg vil slutte af med at sige er at Dai Ki Haku har hjulpet mig igennem de værste tider af mit liv, og det går jeg ud fra de vil gøre i et par år endnu Interview med Mads s. 4. Se vedlagte cd-rom. 120 Ibid s Erhvervsmæssig grund uddannelse 122 Interview med Mads s. 5. Se vedlagte cd-rom. 123 Ibid Torben Frank Petersen 62

63 Jonas fremhæver, at han har fået et bedre selvværd ved at deltage i kampkunst træningen, og han oplevede at have succes med noget i sit liv. Han siger: Jeg fik bedre selvværd, da jeg trænede, da jeg kunne mærke der skete noget godt med min krop, og det var da mega fedt, da jeg opnåede at få det gule bælte, Altid igennem tiden der har jeg kun opnået fiaskoer i de ting jeg har prøvet. Så der var succes og det var rigtig fedt. 124 Jonas oplevede på sin egen krop, at han kunne udrette noget, og det hjalp ham meget, da han var meget usikker. Det hjalp ham til at fastholde sig selv i ikke at begynde med at sniffe deodorant igen, da han fandt ud af, at han godt kunne klare noget. Jonas træner ikke for tiden pga. dårlige ankler, og det kan mærkes på hans selvtillid, da han er begyndt at tage på i vægt. Det er en kombination af ømhed i anklerne, dovenhed og manglende mentalt overskud, der gør at han ikke er startet igen. Man har valgt ikke at presse for meget på og tvinge ham, da lysten skal være tilstede, for at få et optimalt udbytte af træningen. Der bliver i stedet gået ture med hundene og lagt vægt på en sund kost, så vægten ikke stiger for meget. Jonas siger, at han tidligere har været voldsom overfor sine omgivelser, og ved den mindste form for provokation var han oppe i det røde felt og kunne blive voldelig. Jonas siger om at være aggressiv: Det har jeg lært at få bedre styr, meget bedre styr på. 125 Jeg spurgte ind til, hvorfra han troede, han har lært det, hvortil han svarede: Det er svært at sige. Det er nok ved at snakke med de forskellige folk, der er herude, hvor de har forklaret mig, at det får man ikke en skid ud af, man bliver gal hele tiden, så hellere prøve at løse det på anden måde, altså konflikter, og det er jeg blevet meget bedre til. 126 Han mener, at træningen har hjulpet, men det er mere via den respekt og disciplin man får fra træningen. Han har lært en anden måde at løse konflikter på, i et samspil med snakken med de ansatte og det træningen står for. Han ser ikke decideret nogen sammenhæng med selve træningsøvelserne, og at han har fået mere styr på sit temperament. Han kan være meget tilbagetrukket, især blandt nye mennesker. Der bliver gjort meget for at forberede ham på den virkelighed og de krav, der venter ham, når han skal væk fra opholdsstedet, så han kan blive i 124 Interview med Jonas s. 4. Se vedlagte cd-rom. 125 Ibid s Ibid Torben Frank Petersen 63

64 stand til at klare sig selv. Jeg spurgte Jonas om, hvilke forbedringer han havde gjort sig i tiden på opholdsstedet. Han svarede: Jeg er blevet mere bevidst om at andre mennesker også har følelser, at man ikke bare tæver dem ned, bare de siger bøh til dig. Jeg synes det er svært at sige hvad jeg har lært, fordi der er mange ting. Jeg har da fået en tilværelse, hvor folk herude ikke bare ser mig er et nul. 127 Jonas har fået et andet syn på sine omgivelser, er ikke længere så aggressiv, men han mangler et større mål med sit liv. Man har dog fastholdt grebet i Jonas, da han har stor tillid til de ansatte på opholdsstedet. Kasper fremhæver, at han har fået meget ud af at være på opholdsstedet. Han synes det er et godt sted at bo. Han siger: Jeg synes det er helt vildt fedt. Jeg kan helt klart mærke, at jeg er kommet meget længere med mit liv. Altså dengang jeg startede med skolen heroppe. Det eneste jeg kunne i matematik var sådan lette gange stykker, jeg kunne ikke dividere overhovedet, selvom man skulle have lært det i 6. klasse. Men altså i dag er jeg blandt de bedste i klassen til matematik, på gymnasiet endda. Altså også som person. Jeg er blevet mere stille og rolig. Jeg tager ikke alt så tungt som jeg gjorde dengang jeg blev mobbet. Jeg var tit aggressiv, for det var den eneste måde jeg kunne forsvare mig selv på, da jeg blev mobbet. 128 Kasper klarer sig godt i skolen, har fået mere styr på sit liv og er ikke længere så aggressiv. Han drager paralleller mellem disse forbedringer og træningen. Han siger: Jeg er ikke så aggressiv længere. Jeg tackler ting på en helt anden måde, når jeg er ved at blive sur. For det meste så går jeg, med mindre jeg har haft en rigtig dårlig tid, så kan jeg godt blive endnu mere sur. Hvis man kaldte mig for en idiot før i tiden, gik jeg helt amok. 129 Kasper var en smule overvægtig, da han blev anbragt på opholdsstedet, men den fysiske træning gjorde, at han tabte sig betydelig, hvilket han var meget glad for. Hans kropsbevidsthed har ændret sig. Han har fundet ud af, at andre personer godt kan behandle ham ordentligt, og man bliver nødvendigvis ikke altid drillet henne i skolen. Kasper er efter eget udsagn blevet mere tålmodig ved 127 Ibid s Interview med Kasper s. 2. Se vedlagte cd-rom. 129 Ibid s. 3 Torben Frank Petersen 64

65 at træne og er blevet bedre til at koncentrere sig. Kasper svarer til spørgsmålet, om han selv mener, han har fået noget ud af træningen: Ja meget. Jeg er også blevet mere koncentreret. Som jeg sagde før var jeg meget anspændt. Jeg kunne jo ikke koncentrere mig, da der var mange ting, der kørte rundt i hovedet på mig, men når man kommer over og træner, så ved man skal træne nu. Nu er det man har i hovedet. Det er sådan nærmest en meditation for mig. Alt var bare væk og jeg tænkte kun på at træne. Det var rigtig fedt. 130 Kasper er kommet videre med sit liv og er i gang med HTX i Viborg. Dette skal han dog støttes meget i for at kunne gennemføre. Det er lige ved at være for stor en mundfuld for Kasper, da han kan være meget ustruktureret og ukoncentreret, selvom han selv fremhæver, at han igennem træningen er blevet bedre til at koncentrere sig. Han er meget langt væk fra de selvmords tanker, han engang gik, og han ser de ansatte på opholdsstedet som en ny familie for ham De tre unge på opholdsstedet har alle en større eller mindre uro eller kamp i sig selv. De har problemer i forhold til sig selv, familien og deres omgivelser i det hele taget. Den kamp de eventuel kæmper inde i hovedet mod sig selv eller deres omgivelser, kan de få udkæmpet fysisk i form af træningen. Som det er beskrevet har alle de unge fået noget med fra kampkunsttræningen, som de har kunnet drage nytte af i deres dagligdag. Det kan være svært at konkludere, om det er træningen fra kampkunsten, den benyttede pædagogik i dagligdagen, et sammenspil mellem disse eller at de unge er blevet ældre og mere modne, der er årsagen til fremskridtene hos de tre unge. Jeg ser det som en kombination af det hele. I den sammenhæng vil jeg henvise til fænomenologiens pointe, at mennesket og kropsligheden er flertydige. De er svært at sætte de unges udvikling i en bestemt kasse og give et facit på, hvorfor og hvordan fremskridtene er sket. De unge har draget nytte af kampkunsttræningen, den daglige omgang med de ansatte på stedet, og jo ældre de unge bliver, des bedre bliver de til at indse deres problemer. De unge fremhæver både træningen og pædagogikken som noget, de kan bruge og forstå. De er trygge ved stedet og har opbygget en tillid til de ansatte. De har alle været anbragt på opholdsstedet i igennem længere tid, og er kommet på afstand af deres familie, hvor mange af deres problemer opstod. De har fået mere ro og struktur i deres liv, da de i form af opholdsstedet har en ny base, hvor de føler sig hjemme. Alt dette kan være med at forklare, hvorfor og hvordan de tre unge er kommet til det punkt, hvor de er i dag. Jeg vil nu se på, hvordan en tidligere anbragt på er kommet videre med sit liv. 130 Ibid s. 4 Torben Frank Petersen 65

66 6.6 Hvordan ser en tidligere anbragt på Opholdsstedet Dai Ki Haku Jeg vil i dette afsnit beskrive, hvordan en tidligere anbragt ser på opholdsstedet. Hvad han eventuel har fået ud af at være anbragt, og hvordan han er kommet videre med sit liv. 131 Morten blev anbragt på opholdsstedet i 1999 og blev udskrevet i Morten havde haft en meget turbulent tid inden sin anbringelse på opholdsstedet. Hans forældre blev skilt i 1992, og det var egentlig der alle problemerne begyndte. Der opstod en del problemer mellem moren og faren, og det var Morten og broren fanget midt i. De levede ret fattigt og Morten fik indimellem tæsk af både sin mor og bror. Han stak af fra det hele, og blev anbragt i en plejefamilie. Det gik ikke med plejefamilien, og han kom tilbage og boede hos moren. Der var stadig problemer, og Morten blev anbragt på en anden institution for en kortere periode. Morten passede ikke sin skole ordentligt og begyndte at være samme med de forkerte. Han lavede småkriminelle ting såsom indbrud. Han var meget aggressiv pga. alle sine frustrationer over det, der skete hjemme. Som 11-årig begyndte Morten at ryge hash for første gang. Han siger: Jeg brugte det til at peppe en stemning op, få noget at grine af. Jeg grinede aldrig før jeg røg hash. Det blev til mere og mere og til sidst var det dagligt uden at min mor opdagede noget. 132 Morten blev smidt ud af skolen, og kom på kostskole i Sønderjylland. Det var den værste tid i hans liv. Her eskalerede det hele. Han begyndte at tage alle mulige former for stoffer, alt hvad han kunne få fat i og solgte det også videre. Han blev smidt ud af kostskolen pga. stofmisbrug, hærværk, vold og afpresning. Morten var nede i et dybt hul, og havde svært ved at se en løsning på det. Han troede, han var syg. Morten bliver efter dette anbragt på Opholdsstedet Dai Ki Haku. Mortens første indtryk af opholdsstedet var ret skidt. Det lå langt ude på landet, og det var slet ikke noget for ham. Han ville slet ikke ud af bilen. Han følte sig snydt af sin mor, da han havde fortalt, at han ikke ville ud på opholdsstedet. Morten blev dog ret betaget af stedet, da han fandt ud af, at man blev undervist i kampkunst. Det interesserede han sig meget for, og han synes det var vildt, at der hang et billede af nogle af sortbælterne sammen med Chuck Norris. Morten siger om den første aften: 131 Se interviewguide på bilag 2 s Interview med Morten s. 3. Se vedlagte cd-rom. Torben Frank Petersen 66

67 Jeg kan huske den første aften, der blev jeg på en eller anden måde fejret, i stedet bare at få at vide du er ny og du skal bare indordne dig. Jeg fik at vide at jeg måtte bestemme hvad jeg ville have til aftensmad. Det synes jeg også var vildt. 133 Morten fik i starten tid til at vænne sig til de nye omgivelser. Man var godt klar over, at han stadig tog stoffer indimellem, men man så imellem fingre med det. Et forbud og eventuelt smide ham ud, ville ikke hjælpe noget i det her tilfælde, og i stedet for blev der snakket meget med Morten om problemet. Morten siger: Det man gjorde ud af det dengang, i stedet for tænke på hvad jeg havde gjort, tænker man på hvorfor jeg gør det. Det var helt nyt for mig. Jeg har været vant til at sige. Det gør jeg jo bare. 134 Det hjalp Morten meget, da han alle de andre steder var blevet smidt ud, når han gjorde noget forkert. På opholdsstedet beholdte man Morten, og han fik et mere og mere tæt forhold til de ansatte. Det var også med til, at han helt droppede stofferne. Han fik dårlig samvittighed overfor de ansatte. Han havde især knyttet tætte bånd til den kvindelige ansat, der hjalp ham meget i perioden, hvor han stoppede med stofferne. Han følte sig meget alene, og det havde han aldrig oplevet, når han var på stoffer, så han havde brug for at blive støttet meget. Morten siger om de ansatte på opholdsstedet: Når man arbejder med mennesker skal man være personlig, og det var de ansatte på Dai Ki Haku. De var trætte af, når jeg gik amok. Det kunne jeg se på dem. Andre steder blev jeg smidt ud, men det gjorde jeg ikke på Dai Ki Haku. De ser på personen. Det at jeg blev taget med hjem til de ansatte privat viser også det familiære sammenhold. De ansatte var mere kammerater for mig. De blev mere skuffet end vrede. I starten var jeg ligeglad men hen af vejen forstod jeg mere og mere af det. Man skal lære hinanden at kende. Det tog længere tid for mig end for dem. 135 Morten mener, at forholdet til de ansatte har hjulpet ham meget, også at man gav ham mere ansvar jo længere tid, han havde været opholdsstedet. Han påpeger også, at man lod ham flytte på det rette tidspunkt, men stadig var klar til at snakke med ham, når der var brug for det. Morten siger: 133 Ibid s Ibid 135 Ibid s. 8 Torben Frank Petersen 67

68 Jeg ved jeg har en hjemmebase. Jeg kan altid komme ud og snakke. Jeg føler mig ikke alene i verden, selvom jeg ikke bor der mere. 136 siger: Træningen har også hjulpet Morten på forskellig vis blandt andet med hans stofmisbrug. Han I det jeg blev mere og mere bidt af nærkamp, så kunne jeg godt se, at hvis jeg stadig tog stoffer, så kunne jeg bruge tre uger på at træne hårdt, så hvis jeg bare tog stoffer, var det hele spildt. 137 I starten havde Morten det svært med at træne pga. den disciplin og respekt der var i træningen. Han kunne ikke sætte sig ind i at skulle bukke og hilse på andre, da han ikke havde respekt for autoriteter. Morten siger: Jeg kunne ikke sætte mig ind i det med at bukke. Jeg havde ikke respekten, jeg følte, jeg blev tvunget til at have en respekt. Det lindrede bare for mig at se de mennesker jeg skulle gøre det til, som faktisk var vildere til kampsport end man ser i fjernsynet. Jeg kunne godt se formålet i at gøre det, men det virkede akavet for mig. 138 Morten fremhæver selv, at denne disciplinering har hjulpet ham meget siden hen. Han havde den fornødne disciplin til at gennemføre et højskoleophold. Det så han som en stor sejr, da det var første gang, han selv gennemførte noget på egne ben. Han klarede militæret uden problemer, og de andre så faktisk op til ham, da han ikke synes det var særligt fysisk hårdt og var vant til disciplin fra kampkunsttræningen. Han mener også, at disciplinen gjorde, at han fik job på Niels Bugges Kro, der er en meget fin restaurant. Han mødte til tiden, og var ikke ked af at arbejde over. Han var vant til fra træningen, at man ikke giver op. Dette brugte han meget i arbejdet. Morten siger: Det der med bare at blive ved til der bliver sagt stop. Det hjalp mig rigtig meget, og jeg fik rigtig meget ros for den måde at være på. 139 På handelsskolen har disciplineringen fra træningen også hjulpet ham. Han er mere opmærksom i timerne, følger med og får lavet sine lektier. Han overtager indimellem opvarmningen 136 Ibid 137 Ibid s Ibid 139 Ibid s. 6 Torben Frank Petersen 68

69 i idræt. Det har været en sejr for ham, at han var været i stand til disse ting. Han har været mere disciplineret end de andre i skolen efter eget udsagn, og det har til tider været hårdt at være på den måde, da han aldrig helt kan slappe af. Morten udtaler videre: Når jeg snakker til andre mennesker synes mange jeg har en autoritet, jeg har en selvsikkerhed. Man lærer sig selv meget bedre at kende, det har jeg i hvert fald lært. Jeg har lært at hvis der noget jeg gerne vil have, så vil jeg have det, så går jeg så langt som jeg mener, er rimeligt for at nå det. Jeg har meget mere medfølelse for andre mennesker end jeg har haft førhen. Min moral er blevet meget bedre. 140 Morten har brugt mange af de ting, han har lært i træningen til noget konstruktivt. Han mener selv, det har været med til, at han bedre kunne passe et job på en fin restaurant, via den fightervilje og disciplin han fik fra træningen. Han fik også hjælp til at komme ud af sit stofmisbrug via sin fascination af kampkunsten. Han vil gerne blive bedre, men kunne se at det ikke kunne lade sig gøre, hvis man røg hash i alle weekenderne. Morten synes det til tider, kan være hårdt hele tiden at være disciplineret, men har fået mange sejre ved at være det. Morten er nået langt efter tiden på opholdsstedet. Han har fuldført et højskoleophold, været fuldtidselev i kampkunsten Dai Ki Haku i et halvt år, boet i Schweiz i to måneder og i en kort periode i København. Han passer nu sin uddannelse på Viborg Handelsskole og bor i egen lejlighed samtidig med at han er tjener på en restaurant i Viborg. Det må siges, at Morten har klaret sig udmærket efter tiden på opholdsstedet. Jeg vil aldrig have gættet på, da Morten boede på opholdsstedet, at han nogen sinde ville klare at være tjener på Niels Bugges Kro. Han var den mest dovne dreng, der ikke gad stå op om morgnen og havde svært ved at passe sine ting. Han fremhæver tiden på opholdsstedet som meget vigtig i hans liv, men det har også hjulpet ham meget at komme væk derfra. Morten fik lov til at gøre sine egne erfaringer i livet og få prøvet sig selv af, men han følte alligevel han havde en hjemmebase i form af opholdsstedet. Morten er vokset med opgaven i den tid, han har klaret sig selv. Han er blevet ældre og mere erfaren og har fundet ud af nogle ting i sit liv. Morten er blevet en helt anden person, end da han boede på opholdsstedet. Han er blevet mere målrettet med sit liv og en helt anden person at snakke med. Det er spændende at opleve den forandring, de kan ske med et menneske. Førhen var han det største rodehoved på sit værelse, og han lignede jeg ved ikke hvad. Nu er der pinligt rent i lejligheden, pæn frisure, moderne briller, og han går med habit jakke. Jeg vil konkludere, at Morten, efter sine egne udtalelser, har fået 140 Ibid Torben Frank Petersen 69

70 meget ud at sit ophold og træningen på Opholdsstedet Dai Ki Haku, der har været med til at hjælpe ham videre i sit liv. 6.7 Hvordan ser en børnepsykolog på Opholdsstedet Dai Ki Haku Der er tilknyttet en supervisor Bente Gaarde Madsen til Opholdsstedet Dai Ki Haku. Hun er overlæge med speciale i børnepsykiatri. Bente deltager ofte i personalemøderne, hvor man diskuterer de unges problemer, og bruger Bente som sparringspartner til at finde frem til den bedst mulige løsning. Hun har også jævnligt samtaler med Jonas. 141 Bente fremhæver opholdsstedet som et lille og homogent sted i forhold til andre institutioner, hun kender til. Der bor ikke så mange unge på stedet, og personalet kender hinanden godt. Hun finder den største forskel i, at man inddrager kampkunst som fysisk aktivitet og som pædagogiske metode. Bente siger: Jo man indgår jo, ja det gør de jo ikke alle sammen, de indgår i nogle træningsprogrammer, som jo ikke bare handler om fysisk aktivitet, men også meditation og sådan noget. Altså personlig udvikling. 142 De andre steder har der mere været tale om sportsaktivitet, hvor den personlige udvikling ikke er så meget i højsædet. Jeg spørger indtil, hvad hun synes om at inddrage kampkunst i behandlingsøjemed, hvortil hun svarer: Jeg synes jo det er en fremragende ide, tænker på de her børn eller ung, som har store problemer i forhold til deres egen personligheds udvikling. Altså de får både styr på deres krop, men med den holdning som er i at man arbejder på den måde, også på nogen af deres personlige problemer. De får en bevidsthed omkring hvem de selv er. 143 Bente er betaget af, at kampkunst ikke kun drejer sig om fysisk aktivitet, men ligeså meget om den mentale og personlige udvikling. Bente siger, at opholdsstedet er et godt sted for de unge, og der hersker også en respekt for de unge fra de ansattes side. Hun mener, at de ansatte på opholdsstedet tackler problemer på en anden måde end det personale hun normalt kender til. Dette personale arbejder mest efter nogle pædagogiske og sygeplejemæssige traditioner. Bente siger: 141 Se interviewguide på bilag 3 s Interview med Bente Gaarde Madsen s. 1. Se vedlagte cd-rom. 143 Ibid Torben Frank Petersen 70

71 Jeg synes jo det er et godt sted. Der er sådan en respekt for de unge også. Jeg synes at de ansatte tackler det på en anden måde, end det personale jeg er vant til at arbejde med. 144 Jeres er mere over i den gade, hvor det er en personlighedsudvikling I satser på og kontakten med den unge, I prøver at motivere dem. Selv at stå til ansvar for deres liv. 145 Bente er af den holdning, at de ansatte på opholdsstedet går meget ind i de unges problemer. Hun fremhæver, at det gør man selvfølgelig også andre steder, men at hun godt kan lide, at man lægger stor vægt på den personlige udvikling af de unge på opholdsstedet. Bente ser det lidt som en ulempe at inddrage fysisk aktivitet i behandlingsøjemed, hvis alle i gruppen ikke deltager. De inaktive kan komme til at stå lidt uden for fællesskabet. Det ser hun som et problem, men hun mener, at de unge kan drage nytte af, at man anvender pædagogikken fra kampkunsten i dagligdagen. En fordel er, at man bliver mere kropsbevidst. Efter samtaler med de unge og ved at overvære personalemøderne, synes Bente, at der er en fremgang at spore hos de unge. De unge er blevet mere bevidste om deres egne problemer, og der er sket en bevidsthedsgørelse hos de unge i forhold til hvem de selv er og hvad de må kæmpe for i forhold til det de kommer fra. De unge er kommet i gang med en beskæftigelse, aktivitet eller uddannelse. Arbejdet med de unge går langsomt, da deres problemer har været af en så massiv karakter, og Bente udtaler, at det er en sej kamp både for de unge og personalet. Bente synes alle de unge er i en positiv fremgang, men at de indimellem er nede at vende i et sort hul. Her synes hun, at de ansatte er gode til at bakke op omkring de unge i de dårlige tider. Bente synes, det er en fremragende ide at inddrage kampkunst i arbejdet med de unge, da det er så meget andet end lige at være fysisk aktiv. Via træningen får de mere styr på deres krop, og den kan også afhjælpe de unge med nogle af deres problemer. Bente ser det som en fordel, at de ansatte arbejder meget med den personlige kontakt, at motivere de unge til at komme videre med livet og samtidig lære de unge at tage ansvar for deres handlinger. Der er sket fremskridt med de unge, og Bente fremhæver, at der skal et langt og sejt træk til, før man kan se resultater med de unge. De tre unges fremskridt skal også ses i lyset af, at de har boet på opholdsstedet i lang tid. 144 Ibid 145 Ibid s. 2 Torben Frank Petersen 71

72 7.0 Fysisk aktivitet som behandlingsmetode i psykiatrien Jeg vil i dette afsnit undersøge og beskrive eksempler på, hvordan fysisk aktivitet inddrages i psykiatrien. Disse eksempler vil jeg sammenligne med inddragelsen af kampkunst på Opholdsstedet Dai Ki Haku for at se på fordele og ulemper ved begge metoder. 7.1 Hvordan inddrages fysisk aktivitet i psykiatrien Per Grønlykke og Henning Sell har været nogle af de første i Danmark til at inddrage fysisk aktivitet i psykiatrien. Det har længe været forsøgt andre steder i verden, især i den amerikanske psykiatri og i Norden i norsk psykiatri, hvor fysisk aktivitet har været en integreret del af behandlingen. Der er knyttet en eller flere fysio- og ergoterapeuter til næsten alle psykiatriske afdelinger, der sammen med personalet forsøger at aktivere patienterne fysisk. Det kan dreje sig om traditionel gymnastik, cykelergometertræning, kondiløb, koordinations- og smidighedsøvelser, rytmik, muskeltræning og svømning. Alligevel har gennemslagskraften ikke været så god, da aktiviteterne sjældent bærer præg af egentlig træning, og fysiske øvelser måske ofte opfattes som et delaspekt af en kropsorienteret terapi, hvor man primært arbejder med den enkelte patients oplevelser og refleksion. 146 Det er ikke særlig mange steder, hvor der fokuseres på den fysiske aktivitet i sig selv og de fordele, der ofte følger med ved øget kondition og fysisk velvære. Grønlykke og Sell har begge lavet forsøg med at inddrage løb som fysisk aktivitet for de psykiatriske patienter. 147 Sell inddrog løb på Sct. Hans Hospital i Man anvendte løb, da den økonomiske udgift til udstyr ikke var særlig stor, og da løb er en naturlig bevægelse for kroppen, der ikke kræver den store indlæring. Det ville også bryde patienternes trivielle døgnrytme at komme ud og løbe i naturen omkring hospitalet og kunne eventuelt bidrage til at holde motivationen oppe. 148 Løbetræningens ideelle målsætninger var 1. at reducere angst, spænding og stress, 2. at modvirke stress og fremme social kontakt, 3. Være et alternativ til alkohol- og stofmisbrug, 4. at lindre depression, at modvirke ubeslutsomhed og 5. at modvirke tendens til overvægt. 149 Løbetræningen på Sct. Hans hospital skulle foregå tre gange om ugen. Begyndelsesdistancen var på fem kilometer med langdistancetræning og intervalløb som løbeform. Målet med træningen var, at patienterne skulle gennemføre ti kilometers løb uden afbrydelser i en periode på min. 146 Sell 1988 s Se evt. Sell 1982, 1988, 1989 og Grønlykke 1980, 1981, 1983, 1985 og Sell 1982 s Sell 1988 s. 268 og Sell 1991 s. 8 Torben Frank Petersen 72

73 Man startede stille og rolig ud med træningen, og satte efterhånden intensiteten op. Der deltog 55 patienter, hvoraf de 21 var skizofrene, og de resterende var en blanding af angstneurotiske og depressive patienter. Det var derfor nødvendigt, at patienterne ikke blev presset for meget, så de også kunne vænne sig til de nye omgivelser. Patienter fik selv lov til at vælge, om de vil være i træningsgruppen eller i kontrolgruppen. Ud af de 21 skizofrene valgte 6 at være i kontrolgruppen og fra den anden gruppe valgte 14 kontrolgruppen. Hele undersøgelsen strakte sig over seks måneder. Alle fik testet deres kondition inden træningsperioden og derefter løbende hver tredje uge. Sideløbende med den fysiske test, fik patienterne også psykologiske tests, hvor deres psykologiske tilstand blev registreret. For gruppen med de angste og depressive blev det noteret i skemaer af patienterne selv og af personalet. Det samme skete for de skizofrene, men de skulle også tegne et menneske. De skizofrene har erfaringsmæssigt ofte en noget forvrænget legemsopfattelse. 150 Undersøgelsen viste en mærkbar forbedring af både de fysiologiske og psykologiske variabler i træningsgrupperne, mens man ikke så nogen forandring i kontrolgruppen. Man var i stand til at aktivere en normal meget inaktiv gruppe, hvis inaktivitet skyldtes sygdommen eller medicineringen. Den fysiske træning havde en særdeles gunstig effekt på patienternes almentilstand. Man registrerede en reduktion af patienternes naturlige forsvarsmekanismer umiddelbart efter en fysisk aktivitet med en forholdsvis høj aktivitet, der kunne bruges i forbindelse med gruppeterapi. Der registreredes en reduktion af motoriske bivirkninger ved deres medicinindtagelse. Undersøgelsen viste også, at regelmæssig fysisk træning i en periode havde en klar angst- og depressionsreducerende effekt. Der skete desuden en tydelig ændring af de skizofrenes kropsopfattelse før og efter træningsforløbet. Deres tegninger lignede nu en rigtig person, hvor de førhen tegnede noget der lignede zombier. 151 Grønlykke siger, man kan overveje to forskellige effekter af den fysiske aktivitet, en omgående effekt og en langtidseffekt. Den omgående effekt er, at man har det rart og er afslappet efter løbeturen. Det kan angste og deprimerede drage nytte af, og effekten kan man bruge, når patienter skal i terapi efter løbeturen. Patienterne er mere åbne og snakker mere frit uden angst. Langtidseffekten er, at patienterne oplever at de kan få det bedre ved egen hjælp. De får mere selvtillid, da de oplever de er i stand til at forbedre sig. 152 Grønlykke og Sell har nogenlunde det samme bud på, hvorfor man opnår et psykisk velvære af fysisk aktivitet. Der sker nogle biokemiske processor i organismen under træningen. Kort fortalt 150 Sell 1982 s Sell 1989a s. 528ff 152 Svendsen 2001 s. 44 Torben Frank Petersen 73

74 vil en forholdsvis høj træningsintensitet forårsage en akut forøgelse af bl.a. puls, blodtryk, muskeltonus samt noradrenalin- og adrenalinproduktion. De to sidstnævnte er hormoner, der bl.a. øger kroppens spænding og beredskab. En psykisk belastende tilstand kan resultere i de samme forøgelser i kroppen, men det har vist sig, at længerevarende fysisk træning medfører en generel reduktion af de belastende symptomer. Det psykiske velvære kan også opstå ved, at der udskilles nogle morfinlignende stoffer, endorphiner, i hjernen. Patienterne kan komme til at opleve det, man kalder Runners High, hvor man bliver euforisk af at løbe. Jo mere man anstrenger sig, desto højere bliver niveauet af endorphiner i blodet, og patienterne gav i dette tilfælde udtryk for et bedre velbefindende efter den regelmæssige træning. 153 Grønlykke og Sell mener, at den fysiske aktivitet skal have en vis intensitet for, at man får det optimale udbytte. Den kontinuerlige belastning skal være mellem 65 og 85 % af maksimal iltoptagelse. Man skal motionere mere end tyve minutter men maksimalt en time. Grønlykke udtaler, at der ikke er nogen ekstra gevinst ved at træne mere end en time. Man bør træne to til tre gange om ugen. Man får mest udbytte af løb, aerob-dans, svømning og cykling. Man har ikke opnået så gode resultater med f.eks. volleyball, badminton og tennis, da belastningen ikke er fortløbende. 154 Jan Svensson er ikke helt af samme holdning. Han mener, at fysisk aktivitet af rimelig høj intensitet nødvendigvis ikke er den bedste metode til at hjælpe psykisk syge. Man skal i stedet bruge idrætten bredt. Ved idræt og leg frem for løb kan man motivere langt flere patienter til at deltage samtidig med at mange psykiske og sociale aspekter inddrages. Svensson anvender psykomotorisk træning, hvor han arbejder med gymnastik, leg og spil som en måde at opdage sine glemte ressourcer og som en metode til at opøve styrke, kondition og en større viden om sig selv og sin krop. 155 Han har lavet et forsøg i 1990 med seks psykiatriske patienter, hvor man har trænet tre gange om ugen i otte uger af halvanden til to timer hver gang. Patienterne havde en lav selvfølelse, dårlig kropsholdning og kropsfornemmelse samt en diffus angst. Målet var at styrke den enkeltes ressourcer, give patienterne større selvtillid, bedre kropsbevidsthed og en fysisk styrke, så daglige gøremål lettere kunne overkommes. Indholdet i undervisningen var idræt og leg, hvor der var tale om forskellige aktiviteter med og uden bold, samt styrketræning og muskelafspænding. Øvelserne skulle skabe tryghed og tillid, fortælle om kroppens placering i rummet, øge koordinering og balance, være grænseoverskridende, øge samarbejdsevnen og give en bedre fysisk form. Der blev 153 Grønlykke 1980 s. 5ff og Sell 1989a s. 529ff 154 Grønlykke 1989 s. 826 og Sell 1989a s Svensson 1991 s. 1 Torben Frank Petersen 74

75 benyttet musik og gymnastikfaldskærm under opvarmningen, hvilket gør rummet mindre og fremhæver fællesskabet og samarbejdet. De er også med til at gøre rummet mere trygt. Der blev lavet forskellige former for intervaltræning med forskellige styrkeøvelser og andet. Der blev lavet gymnastik og traditionelle boldøvelser, hvor intensiteten var høj men samtidig legende. Til sidst blev der strakt grundigt ud. 156 Svensson kom frem til på baggrund af personalets udsagn, forsøgspersonernes mening samt egen vurdering, at mindst tre ud af de fire personer, der gennemførte forløbet, havde gennemgået en stor udvikling. Patienterne havde fået en øget selvtillid, samt en mindsket angst og afhængighed. De havde gennem sociale samspil og faste rammer opdaget egne ressourcer og oplevet at være betydningsfuld i gruppesammenhæng. Deres fysiske præstationsniveau var steget og deres kropsholdning og kropsfornemmelse var forbedret. Konditionen var dog ikke forbedret væsentligt. Svensson lavede også en del tests med patienter, og de viste en positiv tendens, men med non signifikante ændringer. Derfor kunne han ikke udelukkende på baggrund af resultaterne konkludere at idrætten har været den eneste årsag til ændringerne hos patienterne. Svensson fremhæver dog, at de subjektive og objektive vurderinger af patienterne, der viser en stor fremgang, er nok til at vise, at det er værd at inddrage psykomotorisk træning i behandlingen af psykiatriske patienter. 157 Svensson afsluttede en lignende undersøgelse i 2001med psykisk syge på amtssygehuset i Glostrup, hvor han nåede frem til nogenlunde samme resultater som i Undersøgelsen var mere udførlig. Den varede 27 måneder med 19 personer i en træningsgruppe og 15 i en kontrolgruppe. Ud fra de tests, Svensson udførte på patienterne, kunne det ikke påvises, at deltagerne i psykomotorisk træning opnåede klarere og mere entydige behandlingsresultater end kontrolgruppens deltagere. Svensson var overrasket over, at der ikke var mere forskel mellem de to gruppers resultater, da han som underviser og iscenesætter oplevede, hvordan patienterne forandrede sig under den fysiske aktivitet. De klarede den daglige rengøring lettere via den ekstra energi fra træningen, og der var en lettere og mere afslappet stemning de dage, hvor der var træning. Personalet deltog også i træning, og dermed fik patienterne og personalet et andet syn på hinanden. Svensson konkluderer, at selvom resultaterne fra de to grupper ikke giver et entydigt svar, havde den psykomotorisk træning en gavnlig effekt på patienterne i hverdagen Ibid s. 11ff 157 Ibid s. 38ff 158 Svensson 2001 s. 152ff Torben Frank Petersen 75

76 7.2 Fysisk aktivitet i psykiatrien versus Opholdsstedet Dai Ki Haku Selvom man i psykiatrien ikke inddrager den samme fysiske aktivitet som på opholdsstedet, er det overordnede mål det samme. Man forsøger at bruge den fysiske aktivitet som supplement til anden behandling for at hjælpe patienterne eller de anbragte til at få det bedre med sig selv og deres omgivelser. Det er i begge tilfælde lykkedes i mere eller mindre grad, men man kunne konstatere en positiv fremgang hos målgruppen. Grønlykke og Sell har oplevet gode resultater med at inddrage løb som fysisk aktivitet, hvor Svensson har fået positive resultater via den psykomotriske træning med sine patienter. De unge på opholdsstedet vil jeg ikke betegne som decideret psykisk syge, men grundet deres store omsorgssvig og sociale problemer kan de have forskellige psykiske problemer. Der er bare ikke tale om skizofreni, angstanfald og depression. Grønlykke og Sell fremhæver, at det er vigtigt, at intensiteten er forholdsvis høj i aktiviteten, så de biokemiske processer i kroppen starter, bl.a. udskillelsen af endorphiner i hjernen. Kroppen bliver fysisk træt efter en forholdsvis hård belastning, og patienterne kommer til at føle, de er afslappet efter en lang løbetur og sover eventuelt bedre om natten. Der er også en høj intensitet i træningen i kampkunst, men den er ikke fortløbende som i løbetræningen. Der løbes også i kampkunsttræningen, men sjældent en distance som ti km. De unge får brugt hele deres krop i træningen, og de unge oplever også en træthed i deres kroppe, så de føler sig afslappet og sover bedre om natten. Jeg har ikke foretaget fysiologiske test på de unge på opholdsstedet, men deres fysiske formåen er efter egen observation blevet forbedret via træningen. De psykiatriske patienter forbedrer deres motorik og ændrer eventuelt deres kropsholdning ved at løbe. De unge vil forbedre deres motorik, kropsholdning og kropsbevidsthed mere ved kampkunsttræningen, da de benytter hele deres krop. De lærer at koordinere deres arme og ben i kombinationer af slag og spark. De unge opøver en præcision og en føling med deres makker, så de er i stand til at ramme vedkommende de rigtige steder. I løb er der slet ikke nogen form for kropskontakt med en anden person. Man er ikke afhængige af andre for at kunne udføre aktiviteten. Det kan være en fordel, men man kommer til at mangle den kropslige kontakt. I kampkunsttræningen er man afhængig af sin makker, og der opstår et gensidighedsforhold, når man laver forskellige øvelser med sin makker. Man indgår i et fællesskab med hinanden, og det sociale aspekt træder også frem i lyset. Man kan også løbe flere sammen, men der er ikke den samme kontakt, da man ikke er gensidig afhængige af hinanden for at løbe, hvor man i kampkunsttræningen skal have en makker for at bryde eller kæmpe rundt. Der vil opstå et andet forhold blandt udøverne i kampkunsttræning end hos de løbende, da man har den intime kropskontakt i kampkunsten. Torben Frank Petersen 76

77 Svensson prøvede at benytte idrætten mere bredt i sit arbejde med de psykiatriske patienter og lagde vægt på lidt andre ting end Grønlykke og Sell i selve aktiviteterne. Patienterne skulle lære at koordinerer deres bevægelser og opøve deres balance. De skulle lære at samarbejde og blive mere bevidste om deres kroppe. For at øve disse ting, mener Svensson ikke at løb er en tilstrækkelig aktivitet. Patienterne skulle lære at interagerer med andre mennesker, og der kunne boldspil og lege være en god måde. De lærer at samarbejde, men også at de er afhængige af hinanden. Der opstår en større kontakt blandt udøverne. Selvom den psykomotoriske træning ikke har noget at gøre med kampkunst, er der alligevel mange ligheder. Man bliver udfordret begge steder både fysisk og psykisk. Man oplever en glæde og succes ved at blive bedre til f.eks. at gribe en bold eller til at lave et kast på en makker. Løberen oplever også en glæde ved at forbedre sin løbetid, men man oplever ikke samme fællesskab og afhængighed, som de andre steder. Løbetræningen er enkel at udføre, og kræver ikke særligt meget udstyr og ikke den store indlæring. Man kan bare binde sine sko, og så er det ellers derudaf. Den psykomotoriske træning kræver mere udstyr og instruktion, og man er afhængig af en underviser, der kan sætte rammerne og reglerne for de forskellige øvelser. Kampkunsttræningen kræver især i starten en underviser, så udøverne kan lære de forskellige teknikker ordentligt. Man skal være meget over udøverne i starten, så de ikke kommer til at skade hinanden, og at det ikke kommer til at gå for vildt for sig. Derfor lader man heller aldrig nybegyndere kæmpe rundt med hinanden, før de har lært at kontrollere deres teknikker. Der opstår et afhængighedsforhold mellem underviser og udøver i den psykomotoriske træning og i kampkunsten. I den psykomotoriske træning er man som underviser en regl- og igangsætter til de forskellige boldspil og lege, så udøverne får nogle retningslinjer at arbejde efter. I kampkunsten guider man som underviser udøverne igennem de forskellige teknikker, og hvornår og hvordan de kan bruges. Undervisningen er derfor meget lærerstyret, og afhængighedsforholdet i kampkunst vil blive større mellem lærer og elev end i den psykomotorisk træning. Som beskrevet tidligere får man et anderledes forhold til de unge, når man som ansat laver noget fysisk sammen med de unge, og samtidig virker som deres instruktør i kampkunst. De unge får en anden respekt for den ansatte. Personalet deltog på lige fod med patienterne i den psykomotorisk træning, og Svensson oplevede også et forbedret forhold mellem disse. Den kontakt vil man kunne drage nytte af i den daglige behandling og terapi. Personalet løb også med deres patienter i Grønlykke og Sells projekter, og man oplevede også en forbedring mht. at tale med patienterne. Torben Frank Petersen 77

78 Til psykiatriske patienter er det vigtigt, at den fysiske aktivitet er forudsigelig og let at håndtere. Kampkunst vil nok ikke være den rette aktivitet for psykisk syge, der har angst for at have kropskontakt eller andet, der forhindrer dem i at være sammen med andre mennesker. Man kan godt træne kampkunst alene, men dens store værdi er den nære kropskontakt, og de kampe man kan udkæmpe med sin modstander. Kampkunsten adskiller sig også fra de andre aktiviteter ved, at der er en hel filosofi omkring kampkunsten, som udøverne kan drage nytte af. Der findes en masse dyder i kampkunstens verden, der kan føres over på dagligdagen. Jeg ved ikke, hvor meget en stærkt psykisk syg vil få ud af den respekt og disciplin, der findes i kampkunsten, men her kan en ung med diverse sociale problemer eventuelt finde nye måder at tackle sine omgivelser på. Jeg mener, der drejer sig om hvilken målgruppe, man har med at gøre, i forhold til hvilken fysisk aktivitet, der vil gavne gruppen mest. Man skal tage udgangspunkt i den enkelte person, og hvad vedkommende har brug for. De psykisk syge er tit inaktive pga. deres sygdom eller medicin, og derfor vil det være en fordel at inddrage f.eks. løb, som de forholdsvis hurtigt kan komme i gang med. Patienterne oplever, de kan bruge deres krop, og de får en kortvarig effekt af at være afslappet og en længerevarende effekt ved at de selv kan mærke, de får det bedre ved egen hjælp. En ung person, der har mangel på respekt for sine omgivelser og måske kan være voldelig, vil nok have mere nytte af at træne kampkunst frem for at løbetræne. Den unge får respekt og disciplin fra træningen, der er en nødvendighed, når der trænes en effektiv kampteknik. De lærer en vis form for ydmyghed via forholdet mellem lærer og elev. Instruktøren er ofte en autoritet for den unge, og vedkommende lærer at indordne sig under visse regler. Man har mulighed for at udkæmpe indre og ydre kampe i kampkunsten. Ved løb kan man også kæmpe mod sig selv, men man mangler igen kropskontakten og det at kæmpe med en anden person. I alle de omtalte fysiske aktiviteter får udøverne også et slags frirum, hvor de kommer på afstand eller glemmer deres problemer eller lidelser for en stund. De kommer ud af den daglige rutine, og oplever nye ting, der kan være med til at give dem fornyet energi og mod på tilværelsen. Udøverne oplever de er en del af et fællesskab, og de finder ud at de kan bruge deres krop og dermed får de ofte et bedre selvværd. De forskellige fysiske aktiviteter henvender sig ikke til den samme målgruppe, men det kan godt være, at hvilken som helst form for fysisk aktivitet vil kunne gavne psykisk syge eller den unge med omsorgsvigt på den ene eller anden måde. Det er bare et spørgsmål om at finde den rette aktivitet og den rette motivation fra både personalet og patienternes side. Resultaterne fra projekterne med inddragelse af fysisk aktivitet er ikke entydige bevist som effektive, på trods af at Torben Frank Petersen 78

79 observationerne og samtalerne med patienterne har vist en positiv virkning. Man oplever en tvivl om resultaterne. Da man ikke har en nøjagtig definition på, hvordan man benytter fysisk træning, opfatter mange behandlere fysisk træning som ikke andet end en god og sund måde at få tiden til at gå på, og den fysiske træningen indgår ikke som en del af behandlingen. 159 På baggrund af den nævnte litteratur, kan man nok mene, at fysisk aktivitet burde være et tilbud til alle psykiatriske patienter. Det handler måske om tradition i behandlersystemet, og er nok også et spørgsmål om manglende ressourcer. Jeg har selv oplevet at spille fodbold med sindslidende, og det var en fornøjelse at se den forandring, der skete, når de deltog i en fodbold kamp. Jeg kan eller vil ikke konkludere, hvilken en af de fysiske aktiviteter, der er bedst, da der har vist sig at være positive resultater ved det hele. Det skal også ses i lyset af, at man ikke henvender sig til den samme målgruppe. Jeg vil dog fremhæve kampkunstformen Dai Ki Haku, da den ikke kun drejer sig om fysisk træning, men lige så meget en mental og menneskelig udvikling af den enkelte igennem træningen via den filosofi og de aspekter, der findes i Dai Ki Haku. 8.0 Kritik- og diskussionsafsnit Jeg vil i dette afsnit foretage nogle kritiske analyser af det, der sker på Opholdsstedet Dai Ki Haku. Ét problem er, at man forsøger at gøre opholdsstedet så familiært som mulig, samtidig med det er en slags total institution for de unge. Jeg vil diskutere, om det overhovedet kan være legitimt at lære aggressive unge kampkunst. Jeg vil se på problematikken, at man ikke har valgt at gøre den fysiske træning i kampkunstformen Dai Ki Haku obligatorisk på opholdsstedet, når nu den fysiske del af træningen har hjulpet de unge på forskellig vis. Jeg vil til slut diskutere om kampkunsten kan blive en nyreligiøs fristelse for de unge og herunder om der kan forekomme en indoktrinering via lærer og elev forholdet. 8.1 Det familiære aspekt på opholdstedet overfor den totale institution Jeg vil i dette afsnit diskutere den konflikt, jeg bragte på banen i afsnit at opholdsstedet virker udadtil som en total institution, da de anbragte unge bor og sover der, mens man indadtil forsøger at få det familiære aspekt i højsædet. De unge er ofte blevet fjernet fra deres mor eller far, da de af den ene eller anden grund ikke kan bo hjemme. De bliver så anbragt i en plejefamilie eller på et opholdssted. Der kan være tale om en frivillig- eller tvangsanbringelse. De unge har i starten af deres ophold ofte slet ikke har lyst til at 159 Ibid s. 19 Torben Frank Petersen 79

80 bo det nye sted. De har et stort ønske om at vende tilbage til deres forældre, og kan være frustrerede over at være anbragt. Hvorfor skal man bo der, og ikke hjemme hos sine forældre? Det er derfor vigtigt at et opholdssted kommer til at virke så meget som en familie som det overhovedet er muligt. De unge er blevet fjernet fra deres rigtige familie, og man skal give dem et nyt ståsted i livet. De skal føle sig velkomne og med tiden få tillid til de ansatte på opholdsstedet. De ansatte skal virke som en anden familie for den unge. Derfor skal der ikke forekomme det skel mellem personalet og de anbragte, som Goffman omtaler i sin definition af den totale institution. De ansatte skal ikke kun virke som opsynsmænd. På Opholdsstedet Dai Ki Haku må de unge ikke føle sig mindreværdige, svage og skyldige i forhold til de ansatte. Der vil nok være en form for skel mellem de ansatte og de unge, da man bliver nødt til at sætte rammerne og reglerne for de unge, men det skal forældre også. De unge skal mærke, at de ansatte er mennesker med følelser og holdninger til, hvad de unge foretager sig. De unge fremhæver selv, at de ansatte virker mere som kammerater eller familie for dem. Det er vigtigt, at de unge føler, de er et sted, hvor der altid er hjælp at hente. De unge må aldrig få følelsen af, at de står alene. Når de unge deltager i kampkunsttræningen indgår de også i et fællesskab med andre mennesker udefra. De bliver en del af en slags familie, hvor man er samlet om at træne kampkunst. Udøverne af Dai Ki Haku skal helst have den følelse, at de er en del af en familie, hvor man altid er velkommen og hvor man hjælper hinanden. Så i kampkunsttræning kommer det familiære aspekt også frem. Det går ikke kun ud på at lære at forsvare sig selv, men også at indgå i sociale relationer med de andre udøvere. Det kan de unge også drage nytte af, da deres sociale netværk bliver større ved at deltage i træningen med andre. I den totale institution er de anbragte afskåret for at indgå i sociale relationer med andre end dem på institutionen, men det er ikke tilfældet på opholdsstedet. De unge på opholdsstedet er ikke i familie med hinanden, men man forsøger at forklare dem, at de hele tiden skal bakke hinanden op. De unge bakker altid hinanden op udadtil, hvis der er en af dem, der er i problemer, men de kan være stride mod hinanden i dagligdagen. Der kan opstå grupperinger de unge imellem, hvor der er en førergruppe, der er efter de andre. De unge kan være hurtige til at finde et offer, så de kan hævde sig selv. De har været vant til at opføre sig den på den måde, da det måske var den eneste måde, de kunne klare sig på. Derfor er det vigtig som ansat hele tiden at være opmærksom på, hvad der foregår blandt de unge, så ingen lider overlast. Dette kan også ske i en almindelig familie med mange børn, men jeg tror det er mere udtalt på et opholdssted. Torben Frank Petersen 80

81 Det kan godt være en ulempe, at der bor så mange unge med forskellige problemer på opholdsstedet, da det i sig selv kan føre til konflikter, men det kan også være en fordel. Man oplever ofte, at de unge ikke har særlig meget forståelse for de andres problemer, da de ikke har den fornødne empati til at sætte sig ind i de andres følelser. Ved at de unge omgås hinanden og interagerer med de ansatte, får de lige så stille mere forståelse for deres omgivelser. Konflikterne bliver mindre blandt de unge, da de bliver bedre til at være sammen med andre mennesker. De unge har fået nye inputs og set andre måder at interagere med folk på. Hvis de unge bare var blevet lukket inde på et værelse, og ikke fået snakket tilstrækkeligt med de andre unge og de ansatte, vil deres sociale interaktion ikke blive forbedret. Respekten, disciplinen og den tætte kropskontakt med andre personer i kampkunsttræningen kan desuden være et hjælpemiddel til at forbedre interaktionen med andre mennesker. De unge skal mærke, at den ansatte involverer sig med sine følelser, så de føler, at man oprigtigt vil hjælpe dem, men der er og skal være en vis professionel distance mellem de unge og de ansatte. Man er jo ikke deres mor eller far, men derimod en person, der skal forsøge at hjælpe dem videre i livet. Det er alligevel vigtigt, at de unge får en fornemmelse af, at opholdsstedet er så familiært som muligt. De skal opleve, at de er en del af et fællesskab, hvor der er plads til alle. Opholdsstedet skal ikke erstatte de unges familie, men det skal være en ny base for dem, hvor de kan være trygge og tør stole på de voksne omkring dem. Som nævnt tidligere vil jeg ikke definerer opholdsstedet som værende en 100 % total institution efter Goffmans definition, da de unge kan færdes frit på opholdsstedet, man lægger stor vægt på det familiære, og den interaktionen der foregår mellem de ansatte og de unge. De unge skal føle, de er kommet til ny familie, der tager over, hvor den biologiske familie slap taget af forskellige årsager. 8.2 Hvordan det kan retfærdiggøres at lære aggressive unge kampkunst Umiddelbart kan det lyde som en rigtig dårlig idé at lære aggressive unge at slås, for de har ofte været nok i slagsmål og eventuelt været voldelige overfor deres omgivelser. Hvorfor skal disse unge lære kampkunst, og bliver de ikke bare til endnu større voldsmænd? Vil det ikke være bedre at få de disse unge til at spille fodbold i stedet for? Hvad er det kampen i kampkunsten, kan tilføre de unge? Alle omtalte unge fra opholdsstedet har i mere eller mindre grad været aggressive overfor deres omgivelser, og de fremhæver hver især, at kampkunsttræningen har været med til, at de ikke længere er så aggressive. De har lært en anden måde at tackle konfliktsituationer på, og fået mere kontrol over deres temperament. De føler ikke længere den samme trang til at slå folk, som de ofte Torben Frank Petersen 81

82 førhen så som den eneste måde at klare sig ud af forskellige situationer på. Respekten og disciplinen fra træningen, men også den daglige pædagogik på opholdsstedet, har medført, at de unge reagerer anderledes på konflikter. De er blevet mere tålmodige igennem træningen, og deres grænse før de går amok er blevet flyttet meget. De unge er blevet præsenteret for de dyder, der er herskende i kampkunstformen Dai Ki Haku, og de lærer at man først skal benytte sin kunnen, når der overhovedet ikke er andre udveje. De unge skal med tiden lære, at man som rigtig kampkunstner ikke skal føle trang til at give igen, altså bruge kampkunsten som angreb på andre mennesker. De unge vil på baggrund af dette aldrig blive til nogen kampmaskiner, der slår folk ned på gaden. Man ser det som det vigtigste og største for en udøver af Dai Ki Haku, at bruge sin mere skjulte kunnen for at undgå kampen. Da karatebølgen slog igennem i 1970 erne, var den mest udbredte holdning blandt pædagoger mistro blandet med angst. I nogle artikler sammenlignede man de forskellige ritualer, der foregik i karatetræningen, med nazismen. Det er slet ikke den udbredte holdning i dag, og man møder pædagoger, der peger på behovet for at give unge drenge stærke og udfordrende oplevelser via kampkunsten, så de ikke skal søge dem i bander eller andet. 160 Professor i strafferet Vagn Greve skrev i Social Kritik 161, at han mener, at al organiseret undervisning af børn og unge under 18 år i boksning og kampsport skulle forbydes og al offentlig støtte burde fjernes fra klubberne. Greve skriver blandt andet: Voldens templer i det danske samfund er bokseklubberne og træningssalene for diverse asiatiske kampformer. Der foregår her en undervisning af børn og unge. De lærer de mest effektive måder at dræbe og lemlæste på. 162 Greve mener, at man godkender at børn og unge oplæres i færdigheder, der ingen plads har i det civiliserede samfund, når man accepterer at der dyrkes kampsport i fritiden. Kampsportens betydning for det danske samfund illustrerer Greve via skydevåbnenes betydning for de amerikanske mordstatistikker. Greve siger, at folk ikke gør noget, som de ikke kan gøre. Han mener, at man ikke kan skyde uden at have et våben, og det sidestiller han med kampkunst. Når folk kan kampkunst, er sandsynligheden også større for at de slår folk ned. Greve mener, at budskabet i de forskellige klubber er, at vold er godt, og at der sker en voldsforherligelse i klubberne. Greve 160 Bonde 1994 s Vagn Greve har haft artiklen i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 15/ og i Kriminalistisk Instituts årbog Greve 1994 s Torben Frank Petersen 82

83 prøver at begrunde via diverse avisudklip, at mange af udøverne fra kampsportsklubber er voldsmænd. 163 Vagn Greve tegner et meget kritisk billede af kampkunsten. Man skal selvfølgelig være kritisk overfor det, der foregår rundt omkring i diverse klubber, men jeg mener ikke at et forbud af kampkunst vil kunne mindske volden i Danmark eller at den er årsag til den forråelse af volden, der er sket igennem den senere tid. Folk er blevet mere og mere afstumpet i deres måde at opføre sig overfor hinanden på, og de har ingen respekt for deres omgivelser. Man hører ofte om, at der har været masseslagsmål imellem grupper, hvor der har været indblandet våben. Hvad denne eskalering skyldes, kan være svært at forklare. Kampkunsten lægger op til det direkte modsatte, nemlig at der opstår en gensidig respekt, en større forståelse for sine medmennesker og ikke skal føle trang til at give igen. Der findes selvfølgelig brodne kar overalt. Jeg har ikke oplevet i de 17 år, jeg har beskæftiget mig med kampkunst, at man opfordrer folk til vold, men jeg har oplevet instruktører, der ikke har forstået at videregive kampkunsten ordentligt og set deres elever gå rundt og slås nede i byen. De har ikke formået at give deres elever den rette forståelse for kampkunsten, og her kan problematikken opstå med at undervise aggressive unge. Hvis man som underviser ikke formår at få sine elever til at forstå, at de kun må benytte deres kunnen til selvforsvar og hvis disciplinen ikke er hård nok i træningen, får de aldrig en forståelse for, hvor farlig deres kunnen er. I Dai Ki Haku skal udøverne lære, også i nogen grad på egen krop, hvor farlige teknikkerne kan være. Med tiden får man så meget selvkontrol, ikke kun over arme og ben, så man ikke skader hinanden i træningen, men også over sit sind, at man ikke føler trang til at slå folk ned. Som instruktør i kampkunst virker man ofte som et slags forbillede for sine elever, og hvis man opfordrer dem til at bruge kampkunsten på den forkerte måde, vil eleverne ofte gøre det. Det er jo det, de har lært. Her kan kampkunsten blive et farligt våben for de aggressive unge, men der findes så mange andre kvaliteter i kampkunst, som de kan drage nytte af, hvis instruktøren formår at videregive det. Det er roen og selvtilliden, som kampkunsten giver, der ofte gør at man ikke bliver overfaldet og kampkunsten giver også styrke til at afvise volden som problemløser, når man selv bliver provokeret. Man får en indsigt i, hvor meget skade man kan gøre på en modstander og det kan i sig selv gøre, at man ikke griber til vold. Man kan få afløb for sine aggressioner under ordnede forhold i træningssalen, og har ikke behov for at få afløb for dem andre steder. Som tidligere beskrevet i afsnit gennemgår udøveren også en mental udvikling i træningen. 163 Ibid s. 54ff Torben Frank Petersen 83

84 Bonde er fortaler for, at kampkunst kan være er redskab til at nå indtil unge drenge. Han mener, at drenge altid har søgt mod kampens nærvær på græsplænen eller i skolegården. Han skriver: Kampkunstens opgave er at skole denne diffust aggressive drift i konstruktiv retning, til selvudvikling, tilstedeværelse og respekt for modstanderen. 164 Idet kampkunstteknikkerne kan være dødbringende er det vigtigt eleverne lærer etikette, gensidig respekt og forståelse for sine medmennesker. I træningen lærer de ydmyghed, da udøverne er underlegne i kampkunsten i forhold til deres instruktør. Den tætte kropskontakt er et andet vigtigt aspekt af kampkunsttræningen. Der opstår en gensidig respekt for modstanderen, fordi man lærer at se sine egne og modstanderens styrker og svagheder. Kampen er ofte intens og hård, men man er alligevel gode venner bagefter og bukker ærbødigt for hinanden. Kampkunsten fænger de unge, og den hårde disciplin og respekt kan være et godt redskab til at få styr på de unge. Man kan nå indtil dem på en anden måde, da man får deres fulde opmærksomhed i træningen. Eleven er nødt til at være 100 % tilstede for at undgå at blive ramt i kampen, og han eller hun kan ikke tillade sig at være uopmærksom ellers bliver man straffet prompte. Den tætte kropskontakt, følelsen og lugten af en anden person tæt på en selv, smerte og eventuel blod i den ofte intense kamp, er måske netop det, som tiltaler mange af de aggressive unge. Den form for kamp findes ikke særligt mange steder. Man får testet sig selv til det yderste og det kræver ofte stort mod at indgå i de tætte kampe. De aggressive unge får udkæmpet deres indre dæmoner i kampene i salen. De har ikke behov for at opsøge disse kampe i andre henseender, f.eks. ved at være voldelig overfor deres omgivelser. Kampen i kampkunsten giver dem en mulighed for at komme af med deres frustrationer over dagligdagen, på en lovlig og kontrolleret måde. Får de aggressive unge det samme ud af f.eks. at spille fodbold? Greve skriver i sin artikel, at de eventuelle positive ting man finder i en kampsportsklub såsom det sunde klubliv og klubbernes gode miljø for unge, vil man kunne finde i en hvilken som helst anden idrætsklub. 165 Han fremhæver ikke rigtig nogle positive kvaliteter ved kampkunst i sin artikel, men via min erfaring med idræt, kan jeg se at unge, og især aggressive unge, får noget andet ud af at træne kampkunst end ved at træne f.eks. fodbold. Man kan få utroligt meget ud af forskellige former for 164 Bonde 1994 s Greve 1994 s. 57 Torben Frank Petersen 84

85 idræt og fysisk aktivitet, men kampkunsten har noget specielt at tilbyde de unge, som de andre ikke formår. Der følger nogle ritualer og traditioner med i kampkunsten som f.eks. slet ikke er tilstede i fodbold eller badminton. Der sker en overgang fra den ene verden til den anden, når man træder ind i en dojo. Man glemmer omverdenens problemer for en stund, nærværet med hinanden skærpes og man fordyber sig i træningens indhold. Træningen opfattes som et møde, hvor åbenhed, respekt og tillid er i centrum, og man giver sig hen, vel og mærket til andre. 166 Den tætte kropskontakt og afhængigheden af en makker i kampkunst er noget, der adskiller det fra andre fysiske aktiviteter. Jeg mener ikke, at man er afhængig af hinanden på samme måde i f.eks. fodbold og badminton. Der skal andre til, for at man kan udøve aktiviteterne, men der er ikke den samme tætte kropskontakt i fodbold og især i badminton, som i kampkunsten. I fodbold og badminton gælder det om at vinde, og man opnår en vis præstige, når man er bedst, også i form af penge. Det er mere en ydre anerkendelse, man opnår der, hvor det i kampkunst går ud på at gøre hinanden bedre i kampen og ikke at finde en vinder og taber. Som tidligere nævnt er den oprindelige kampkunst blevet mere til kampsport i vesten, hvor man går mere op i at vinde medaljer, hvor den mentale udvikling og personlige selverkendelse man opnår i træningen og kampen ikke længere er i højsædet. Det er ellers en af de store kvaliteter ved kampkunst, og som mange udøvere kan få stor gavn af. Man er i dagens samfund blevet for fokuseret på en ydre anerkendelse frem for en indre forståelse af sig selv. En udøver af kampkunst vil ikke opleve de samme fiaskoer i træningen som en eventuel fodboldspiller kan opleve i en kamp, hvor det gælder om at vinde. Man er måske skyld i, at hele holdet taber og bliver drillet af de andre. I kampkunst kan man også lide nederlag ved at blive ramt, men det bliver ikke set som et nederlag, men som en læring i, at ens modstander gjorde opmærksom på, at der var en åbning. Man lærer af hinanden i kampen, den ene giver, den anden tager. I kampkunsttræningen bliver man ofte enige om et sæt regler og normer, der er gældende i kampen. Man sparker f.eks. ikke hinanden i skridtet, da ingen vil bryde sig om det. Kampen bliver et forpligtende fællesskab fordi regler og normer tages op til diskussion, og det kan være med til at få de unge til at forstå nødvendigheden af regler og normer, når man er i et fællesskab. Det skulle gerne føres over på de unges dagligdag uden for træningen. 167 Man opnår også et fællesskab i fodbold, og får brugt en masse energi, men man får ikke afprøvet sine grænser på samme måde. Man oplever den fysiske kamp mand til mand i kampkunsten. Det oplever man også nogle gange i fodbolden, men det er ikke spillets ide. 166 Lykkegaard 2002 s Lykkegaard 2004b s. 47 Torben Frank Petersen 85

86 Ud fra ovenstående vil jeg konkludere, at det kan retfærdiggøres at lære aggressive unge kampkunst, da der findes visse kvaliteter i kampkunst i forhold til andre former for fysisk aktivitet. De unge skal undervises på en måde, så der ikke sker en voldsforherligelses i træningssalen, og der skal herske en hård disciplin, så de får en forståelse for, hvor farlig deres kunnen er. De herskende dyder i kampkunsten vil samtidig lære de unge, at der er andre måder at klare sig ud af en konfliktsituation på end ved at gribe til vold. 8.3 Hvorfor er kampkunsttræningen ikke obligatorisk på Opholdsstedet Dai Ki Haku Man har på opholdsstedet valgt ikke at gøre kampkunsttræningen obligatorisk for de unge. Men hvis det, der før er blevet sagt om kampkunstens værdi, holder, skal de unge så ikke være forpligtiget til at træne for at få det optimale ud af deres ophold? I opstarten af opholdsstedet havde man valgt at gøre træningen obligatorisk for de unge, og de skulle træne flere gange om ugen. Hvis de unge ikke gik i skole, fik de også træning om formiddagen. De unge kunne godt lide træningen, men de blev trætte af den i længden, både fysisk og psykisk. De gad ikke til sidst, og det var meget svært at motivere dem til at deltage i alle de planlagte træninger. De unge var trætte i kroppen, da mange af dem slet ikke var vant til at lave noget som helst. Man tilrettelagde træningen efter den enkelte, så alle kunne være med, men man oplevede alligevel, at alle de unge ikke havde den fornødne lyst til at træne så meget. Man havde fra tidligere erfaringer i den daglige kampkunsttræning oplevet rigtig gode resultater med unge med diverse problemer. Disse unge havde valgt træningen selv, men de anbragte unge på opholdsstedet skulle jo deltage i træningen. Alle fik i starten at vide, at det var et krav at deltage i kampkunsttræningen for at komme ud og bo på opholdsstedet. I starten hed opholdsstedet Træningscenter Dai Ki Haku, og der blev lagt meget vægt på den fysiske træning, også udadtil. Dette skete i samspil med at benytte filosofien og aspekterne fra Dai Ki Haku som pædagogisk metode. Men ud fra de nye erfaringer med de unge, som havde svært ved at honorere den fysiske træning, skulle træningen ikke længere være obligatorisk for de unge, men mere et tilbud som de unge kunne vælge at benytte, når de blev anbragt på opholdsstedet. Man har endnu ikke været ude for at nogle af de anbragte unge ikke har deltaget i den fysiske træning på opholdsstedet. Dog har flere stoppet med at træne under deres ophold af flere forskellige årsager. Disse kan være: Manglende interesse, dalende motivation, skader, dovenhed og andet. Mange af de unge kan også opleve at mangle det mentale overskud til at deltage i træningen, når problemerne bliver for store. Selvom jeg tidligere har fremhævet træningen som et slags frirum for Torben Frank Petersen 86

87 de unge, hvor de ikke skal tænke over deres problemer, skal de unge jo have lysten til at komme ud af værelset og opleve dette frirum via træningen. Det kan være svært for dem indimellem, og der lader man dem slippe. Det nytter ikke noget at tvinge dem over i salen, da de slet ikke vil få noget ud af træningen. De skal have lysten til at ville træne. Selvom de unge ikke direkte deltager i den fysiske træning, får de alligevel mange af aspekterne med fra Dai Ki Haku, når de ansatte benytter filosofien fra kampkunsten som behandlingsmetode. De opnår en fysisk kontakt ved at tumle rundt med de ansatte på græsplænen eller på køkkengulvet, så de får stadig udkæmpet deres kæmpe. Det sker bare på andre måder og i en anden relation end i træningssalen. De unge kommer måske ikke af med deres overskydende energi, når de ikke deltager i den fysiske træning, men så tager man dem med ud at gå eller løbe en tur med hundene. De får måske ikke afløb for deres aggressioner på samme måde, som de gør, når de træner, men man oplever ikke at de bliver mere aggressive efter ophørt træning. De unge er blevet præsenteret for de dyder, der findes i kampkunstformen Dai Ki Haku. Det er sket under kampkunsttræningen, men også i deres dagligdag via den måde, de ansatte og de unge interagerer med hinanden - at have respekt for omgivelserne, ikke at give op, at være vedholdende, at have tålmodighed, at være omsorgsfuld og selvkritisk. Der hersker en speciel stemning på opholdsstedet, da det samtidigt er hovedskole for kampkunstformen Dai Ki Haku. De folk, der kommer på stedet, opfører sig pænt og respektfuldt overfor hinanden. De unge oplever ikke den uro, som de ofte har været vant til hjemmefra. De unge kan tydelig se og mærke, at de andre udøvere er seriøse med deres træning. Det smitter af på de unge at færdes i de omgivelser, hvor de kan indgå i sociale relationer med normale mennesker i form af at deltage i træningen eller bare ved at være sammen med andre. De tre anbragte unge har alle kunnet mærke personlige fremskridt, både fysisk og psykisk, ved at deltage i træningen, men det er kun Kasper, der deltager regelmæssig i træningen nu. Mads har mistet motivationen for at træne lige nu, men han håber på at få lysten tilbage. Han fremhæver ellers især at have fået meget ud af træningen, men som mange andre unge, har han fået interesse for andre ting. De unge skal have plads til at udvikle sig, og derfor nytter det ikke noget at tvinge dem til at gøre ting, de ikke har lyst til, selvom de unge vil drage nytte af at deltage i træningen. Efter Jonas er stoppet med at træne, har han taget en del på, men har stadig stor respekt for det at træne. Han og Mads ynder stadig at deltage i de små slåskampe udenfor træningen. Mads vil egentlig gerne i gang med at træne igen, men han siger selv, at han ikke vil begynde, før han har den rette motivation, da han ikke vil spilde sin egen og instruktørens tid. Det udmunder også i den Torben Frank Petersen 87

88 respekt, han har fået for træningen, da han ved, det kræver meget indlevelse for at dygtiggøre sig i kampkunstformen Dai Ki Haku. Fra opholdsstedets side vil man også helst, at træningen skal være en slags gulerod for de unge. De skal yde noget for at deltage i træningen. De skal have lysten og gejsten til at træne. De vil alle sammen gerne lære at slås, men de skal samtidigt lære at være vedholdende og passe deres træning. Så man stiller det krav, at hvis de unge vil deltage i træningen, så skal de også passe den, og ikke kun træne, når de lige har lyst. Man bliver også nødt til at deltage regelmæssigt og ikke kun træne en gang om måneden, for at få det optimale udbytte. 8.4 Kan kampkunsten blive en nyreligiøs fristelse for de unge Når man første gang stifter bekendtskab med kampkunstens verden, kan den godt virke mystisk og uforstående. Hvorfor bukker folk for deres instruktør og hinanden inden træningen, hvorfor skal man bukke, inden man træder ind i træningssalen, og hvorfor skal man kalde sin instruktøren enten Sempai, Sensei eller Shihan? 168 Jeg vil definere en nyreligiøs sekt, som en gruppe mennesker, der arbejder i fællesskab for at nå det samme mål i deres liv, og som tror hengivent på den samme ting. Der sidder ofte en leder eller guru i toppen af sekten og styrer alle sine undersåtter. De kan forekomme som en slags kulier, der ikke selv tænker, men kun gør hvad de får bud på og kan blive indoktrineret til at tro noget bestemt. Guruen har en slags enevældig magt, og vedkommendes ord er lov. Ydermere kan der også være økonomi indblandet i en nyreligiøs sekt, hvor guruen eventuelt får en masse penge for at helbrede sine undersåtter. Dai Ki Haku kan godt minde om en nyreligiøs sekt for udenforstående. Der opstår ofte et specielt fællesskab i træningen, og man lægger også vægt på det sociale i Dai Ki Haku. Man skal føle, at man er blevet en del af en slags familie, hvor alle hjælper og støtter hinanden. De unge på opholdsstedet bliver en del af denne familie, og får dermed en større kontaktflade. De unge oplever at omgås normale mennesker i og uden for træningen, da mange af de andre udøvere kommer på hovedskolen for at træne. Man er alle fælles om at træne Dai Ki Haku. Dette fællesskab kan sidestilles med, hvad der foregår i en nyreligiøs bevægelse. Kampkunsttræningen bliver den fælles aktivitet for medlemmerne i bevægelsen. De har alle det samme mål, at træne og blive bedre til Dai Ki Haku. 168 Instruktøren opnår en titel ved en bestemt grad. Man kaldes for Sempai (ældre broder / søster) til og med 2. grad af sort bælte. Sensei (lærer) fra 3. grad af sort bælte og fremefter. Shihan er titlen for grundlæggeren og overhovedet af Dai Ki Haku. Torben Frank Petersen 88

89 Dai Ki Haku er bygget op omkring en person, Shihan Kurt Ørum, der har grundlagt systemet, og alle eleverne bukker ærbødigt for ham. Der er en stor respekt for denne person, der sidder på toppen af hierarkiet i Dai Ki Haku. Man lytter meget efter hans råd pga. hans store erfaring i kampkunstverdenen. På den måde kan organisationen minde om den man ser i nyreligiøse sekter. Shihan sidder dog ikke alene på toppen af Dai Ki Haku, da de andre sort bælter hele tiden er med til at udvikle og videregive Dai Ki Haku. Eleverne er også en del af denne udvikling. Eleverne bliver ikke til kulier, der ikke er i stand til at tænke selv og kun render rundt og bukker, da de skal lære at kunne improvisere og være alsidige og kreative. De skal kunne handle på egen hånd, da deres instruktør sjældent vil stå ved siden af dem på gaden, når de bliver overfaldet. Der forekommer et tydeligt hierarki i Dai Ki Haku, og der er en stor respekt omkring instruktørerne, men eleverne skal lære at være selvstændige tænkende individer, der er kritiske overfor det, der sker omkring dem. Selvom de unge bor på hovedskolen for Dai Ki Haku og de ansatte alle træner kampkunstformen, tvinges de unge ikke til at træne. De unge bliver ikke tvunget til at tro noget bestemt. Ganske vist bliver de påvirket på en eller anden måde af deres omgivelser, hvilket også skal ses i lyset af det forhold, der ofte opstår mellem lærer og elev. I afsnit omtales at identifikationen nok er det svageste punkt i kampkunstens mesterlære. Fordi der kræves en næsten underdanig attitude af eleven, der anerkender sin lærers sande mesterskab, og eleven efterligner og identificerer sig med sin mester, er det vigtigt, at instruktøren virker som et godt forbillede for eleven. En mester kan udnytte sine elever på det groveste, da de ser så meget op til vedkommende. De vil gøre alt, hvad deres mester siger til dem. Der kan ske en form for indoktrinering af eleverne, som det måske sker i en nyreligiøs bevægelse. Ved en indoktrinering kan den umoralske mester udnytte sine elevers hengivenhed til at opnå de forkerte mål. Eleverne kan få et helt forkert billede af verden, hvis de kun ser den ud fra deres mesters synspunkt, og denne vil misbruge sin magt. I den sidste del af mesterlæren i kampkunst skal eleven frigøre sig fra sin mester og det indlærte skal blive en naturlig del af én selv. Man skal følge den vej, mesteren har forevist, men på sin egen måde. Som ansat prøver man også at guide de unge videre med deres liv. Via kampkunsttræningen ser de måske op til den ansatte, og derfor er det vigtigt, at den ansatte ikke kun viser én måde at gøre tingene på. De ansatte prøver at påvirke de unge i en positiv retning og guide dem videre i livet, men det sker ofte på en vidt forskellig måde. Det samme gælder i træningen. Eleverne lærer, at der ikke kun er én måde at klare en modstander på, men et utal af måder. De skal selv finde frem til deres egen måde at bruge kampkunsten på, hvor man som instruktør giver dem nogle redskaber, som de selv skal være i stand til at benytte i en Torben Frank Petersen 89

90 pågældende situation. Det gælder også de unge anbragte. De får en masse råd af de ansatte, en form for indoktrinering, til hvordan de kan komme videre i livet. Men de skal gøre deres egne erfaringer. Indoktrineringen foregår derfor ikke for at fratage de unge deres meninger og holdninger og gøre dem underdanige, men for at styrke dem til at tage vare på deres eget liv. Kampkunsten kan blive en fristelse for de unge, da kampkunstens verden kan virke spændende og mystisk for dem. De ser måske op til deres instruktør og vil gerne være en del af fællesskabet i træningen. Jeg vil ikke dog sidestille Dai Ki Haku med en nyreligiøs sekt, som det jeg forstår ved ordet nyreligiøs og sekt. Man skal ikke tilbede en guru eller alt muligt andet for at træne Dai Ki Haku. Der er ikke store summer af penge indblandet på opholdsstedet, og der ikke én mand eller kvinde, der får alle pengene. Man indoktrinerer ikke de unge på en negativ måde, men forsøger at gøre dem så selvstændige som muligt, så de med tiden selv kan tage ansvar for deres liv. Torben Frank Petersen 90

91 9.0 Konklusion Idræt og fysisk aktivitet er forsøgt inddraget som behandlingsmetode hos unge med sociale og psykiske problemer flere forskellige steder. I forbindelse hermed har jeg undersøgt, hvordan man anvender kampkunst som pædagogisk middel og behandlingsmetode på Opholdsstedet Dai Ki Haku. Jeg har fundet frem til, via min erfaring og observation som ansat på opholdsstedet gennem fem år og via de kvalitative interviews, jeg har foretaget, at alle de unge på opholdsstedet har draget nytte af, at man har benyttet kampkunstformen Dai Ki Haku som behandlingsmetode. De har alle deltaget i den fysiske træning, og fremhæver at de har fået et bedre selvværd af at træne og er blevet mindre aggressive og mere tolerante overfor deres omgivelser. De unge har alle fået en større respekt for andre mennesker og har lært at indordne sig under faste regler og rammer. De unge har fået andre redskaber til at håndtere en konfliktsituation på. Disse fremskridt er sket i samspil med den interaktion de unge har haft med de ansatte på opholdsstedet og det miljø de unge til daglig færdes i. Der er kommet mere ro på deres tilværelse, og via de ansatte har de fundet nogle voksne, de har fået tillid til og tør stole på. De unge ser de ansatte som kammerater eller familie i stedet for pædagoger. Via kampkunsttræningen er der også opstået et anderledes forhold mellem de ansatte og de unge, der kan bruges konstruktivt til at hjælpe de unge videre i deres liv og give dem fornyet håb. De unge har oplevet nærhed med andre personer via den tætte og ofte intense kropskontakt, der findes i kampkunsttræningen. Derved har de lært at bruge deres nærsanser, som de måske ikke har brugt særlig meget før. Jeg har anvendt den fænomenologiske psykologi, herunder Merleau-Pontys syn på kroppen, da man i kampkunst bruger sin krop meget. Jeg har brugt Martin Bubers Jeg-Du-forhold til at forklare nærmere, hvilket forhold de ansatte og anbragte indgår i. Erving Goffmans syn på den totale institution er blevet anvendt på opholdstedet for kritisk at diskutere, om der er tale om en total institution. Jeg har redegjort for den japanske kampkunst filosofi og brugt Bourdieus syn på sport til at sætte kampkunst ind i den vestlige kultur. Jeg har set nærmere på, hvordan man har inddraget fysisk aktivitet i psykiatrien for at give et bedre og bredere billede af, hvordan man kan benytte fysisk aktivitet som behandlingsmetode, og sammenlignet det med opholdsstedet. Der er tale om vidt forskellige aktiviteter, men der opnået gode resultater ved begge dele. Fremskridtene hos de unge sker ikke fra den ene dag til den anden. Børnepsykiateren Bente Gaarde Madsen fremhæver, at det kræver et langt og sejt træk fra alle parter, for at de unge kan komme i en positiv udvikling. Som ansat på opholdsstedet har jeg oplevet, at behandlingsmetoden Torben Frank Petersen 91

92 kan hjælpe de unge på rette spor. Kampkunsttræning er også et redskab, der kan fremskynde processen, men også at de ansatte tror på og skaber et tillidsforhold til de unge og behandler dem ordentligt, er et stort skridt på vejen. Man skal ikke tro, man kan udøve mirakler og helbrede dem, men man kan give de unge en hånd til at komme videre med livet. Torben Frank Petersen 92

93 10.0 Litteraturliste - Bonde, Hans (1995): Maskulinitet og kampkunst i Uddannelse årg. 28 nr. 8 s Bonde, Hans (1994): Kampkunst og kropsangst i Social Kritik årg. 6 nr. 31/32 s Bonde, Hans (1993a): Den japanske kampkunsts begreber i Focus idræt årg. 17 nr. 5 s Bonde, Hans (1993b): Kampkunstens mesterlære i Dansk pædagogisk tidsskrift årg. 41 nr. 2 s Bonde, Hans (1990) Den gule bølge i Jørn Hansen, Niels Kayser Nielsen og Layla Ottesen (red), Kropskultur og idræt, Odense Universitetsforlag s Bonde, Hans (1989): Judo - den milde vej. København: Borgen. - Bourdieu, Pierre (1997): Men Hvem skabte skaberne Interviews og forelæsninger Akademisk Forlag A/S - Bourdieu, Pierre (1993): Sportens stilistiske univers i Centring årg. 9 nr. 36 s Buber, Martin (2004) Jeg og du 3. udgave Hans Reitzel - Egidius, Henry (2001): Nyt Psykologisk Leksikon, Hans Reitzels Forlag - Eichberg, Henning (2002): Mesterlære og svenderejse om idrætspsykologiens mangfoldighed i Roessler, Kirsten Kaya (2002): Krop og læring Klim s Eichberg, Henning og Bøje, Claus (1997): Idrætspsykologien mellem krop og kultur DGI - Gallagher, Shaun (2002): Født med en krop Fænomenologisk og eksperimentel forskning om oplevelse af kroppen i Roessler, Kirsten Kaya (2002): Krop og læring Klim s Goffman, Erving (1961) Anstalt og Menneske Jørgen Paludans forlag. - Greve, Vagn (1994): Om den hæderværdige oplæring af voldsmænd i SocialKritik årg. 6 nr. 31/32 s Grønlykke, Per (1989): Kan motion forøge vort psykiske velbefindende i Månedsskrift for praktisk lægegerning årg. 67, s Grønlykke, Per (1985): "Løb som terapi." In: Centring, 6: 1, Grønlykke, Per (1983): Løbetræning for neurotiske patienter i Nordisk Psykologi vol. 35 nr. 2, s Grønlykke, Per (1981): Hvorfor jogger de? i Dansk Psykolog Nyt årg. 35 nr. 1 s Grønlykke, Per (1980): Den psykologiske effekt af fysisk aktivitet Forlag Per Grønlykke Torben Frank Petersen 93

94 - Hansen, Karsten B (2005): Friluftsliv og sundhed Gavner naturen helbredet i Andkjær, Søren (2005) Friluftsliv under forandring en antologi om fremtidens friluftsliv Forlaget Bavnebanke Gerlev Idrætshøjskole s Jensen, Bente (2003): Hvilke pædagogiske design i Focus idræt årg. 27 nr. 5/ Jespersen, Ejgil (2002): Bevægelse af kroppen fra den objektive tanke til læreskab i Roessler, Kirsten Kaya (2002): Krop og læring Klim s Jespersen, Ejgil (2000): Idrættens kropslige mesterlære i Nielsen, Klaus og Kvale, Steinar (2000) Mesterlære: Læring som social praksis Hans Reitzel Forlag s Kjær, Michael, Andersen, Lars Bo og Hansen, Ingelis Kanstrup (2000): Fysisk aktivitet hvilket minimum er tilstrækkeligt i et sundhedsmæssigt perspektiv i Ugeskrift for læger årg. 162, nr. 15 s Lykkegaard, Martin (2004a): Unge skaber sig selv i kampsportens dialog i Focus Tidsskrift for idræt årg. 28 nr. 2 s Lykkegaard, Martin (2004b): Kampsport og integration i Focus Tidsskrift for idræt årg. 28 nr. 4 s Lykkegaard, Martin (2002): Sensei Grundtvig i Eichberg, Henning og Madsen, Bo Vestergård (red) Idrættens enhed eller mangfoldighed Klim s Merleau-Ponty, Maurice (1997): Kroppens fænomenologi Det lille forlag - Nielsen, Klaus og Kvale, Steiner (2000): Mesterlære som aktuel læringsform i Nielsen, Klaus og Kvale, Steinar (2000) Mesterlære: Læring som social praksis Hans Reitzel Forlag s Nielsen, Erik (1997): Fuld fart på Boksebissebussen i Politiken 14. april 1997, sporten s. 8 - Noppenau, Mette (2003): Idræt i København: Sherwoodskoven midt på stenbroen i Politiken 31. marts 2003, kultur s Nordentoft, Merete, Sell, Henning og Sandberg, Karin (1996): Idræt en ubrugt ressource i psykiatrisk behandling? i Agrippa årg. 17, nr. 1/2, s Rasmussen, Torben Hangaard (1996): Kroppens filosof, Maurice Merleau-Ponty, Semiforlaget - Sell, Henning (1992): Effekten af fysisk træning af psykiatriske patienter Forlag Henning Sell Roskilde - Sell, Henning (1991): De løber sig raske i Ergoterapeuten årg. 52, nr s. 6-9 Torben Frank Petersen 94

95 - Sell, Henning (1989a): Fysisk træning og psykisk velvære i Special pædagogik årg 6 nr. 6 s Sell, Henning (1989b): Fysisk træning som redskab i Socialpædagogen årg. 46, nr. 13 s Sell, Henning og Larsen, Jens Knud (1988): Psykiatri og idræt i Månedsskrift for praktisk lægegerning årg. 66, nr. 4 s Sell, Henning (1982): Effekten af hård fysisk belastning af patienter med psykiske lidelser i Ergoterapeuten årg. 43, nr. 13 s Shimizu, Satoshi (2002): Kroppens betydning under forandring mangfoldighed i japansk kultur i Eichberg, Henning og Madsen, Bo Vestergård (red) Idrættens enhed eller mangfoldighed Klim s Svabø, Anna, Bergland, Ådel og Hæreid, Jorunn (2000) Sosiologi og sosialantropologi for helsearbeidere Norge Gyldendal akademisk - Svendsen, Gunnar (2001): Interview med Per Grønlykke: Kroppen er en meget større del af personligheden i Roessler, Kirsten Kaya (red): Kroppens muligheder idræt, kommunikation og behandling: 10 år med Sport & psyke Klim s Svensson, Jan (2001): Psykomotorisk træning i behandlingen af indlagte psykiatriske patienter Institut for Idræt Københavns Universitet - Svensson, Jan (1991): Leg og idræt i behandlingen af psykiatriske patienter Danmarks højskole for legemsøvelser - Winther, Judith (2003) Martin Buber, Anis Torben Frank Petersen 95

96 Bilag 1 Interviewguide til de unge på opholdsstedet: I skal prøve at besvare spørgsmålene så ærligt som muligt. I skal prøve at lade være at tænke på mig som værende ansat på opholdsstedet men mere som én, der bare gerne vil høre om jeres liv, og hvordan I synes om at være på Opholdsstedet Dai Ki Haku. 1. Beskriv din fortid og opvækst herunder - - Hvor lang tid har du været anbragt og hvorfor? - Dit forhold til din familie? - Har du boet andre steder end på Opholdsstedet Dai Ki Haku? - Hvorfor tror det kom så langt, at du ikke længere kunne bo hjemme? 2. Beskriv din tid på Opholdsstedet Dai Ki Haku herunder - Hvor lang tid har du boet der? - Hvad synes du om stedet? - Hvad synes du om at bruge kampkunst som pædagogisk middel / metode på opholdsstedet? - Har du trænet, og hvad har du evt. fået ud af at træne Dai Ki Haku? - Bruger du nogensinde de forskellige ting fra Dai Ki Haku træningen og filosofien i din dagligdag? - Hvordan ser du på de ansatte og betyder det noget for dig, at de alle har trænet Dai Ki Haku igennem længere tid? - Er opholdsstedet forskelligt fra andre steder, du har været anbragt og hvad gør de evt. anderledes? Torben Frank Petersen 96

97 Bilag 2 Interviewguide til tidligere anbragt på opholdsstedet: 1. Beskriv din fortid og opvækst med egne ord herunder - - Hvor lang tid har du været anbragt og hvorfor? - Dit forhold til din familie? - Har du boet andre steder end på Opholdsstedet Dai Ki Haku? - Hvorfor tror det kom så langt, at du ikke længere kunne bo hjemme? 2. Beskriv din tid på Opholdsstedet Dai Ki Haku herunder - Hvor lang tid har du boet der? - Hvad synes du om stedet? - Hvad synes du om at bruge kampkunst som pædagogisk middel / metode på opholdsstedet? - Har du trænet, og hvad har du evt. fået ud af at træne Dai Ki Haku? - Bruger du nogensinde de forskellige ting fra Dai Ki Haku træningen og filosofien i din dagligdag? - Hvordan ser du på de ansatte og betyder det noget for dig, at de alle har trænet Dai Ki Haku igennem længere tid? - Er opholdsstedet forskelligt fra andre steder, du har været anbragt og hvad gør de evt. anderledes? 3. Beskriv tiden efter Opholdsstedet Dai Ki Haku herunder - - Hvad laver du nu? - Har Dai Ki Haku træningen hjulpet dig på nogen måde efter du er flyttet? - Beskriv hvorfor eller hvordan du er kommet videre med dit liv? - Hvordan ser dine fremtidsplaner ud? Torben Frank Petersen 97

98 Bilag 3 Interviewguide til overlæge Bente Gaarde Madsen med speciale i børnepsykiatri. 1. Hvad kan opholdsstedet Dai Ki Haku tilbyde i forhold til andre institutioner, du kender til? 2. Hvad mener du om at inddrage kampkunst i behandlingsøjemed og som pædagogisk redskab i arbejdet med unge med sociale problemer og omsorgsvigt? 3. Hvilke fordele eller ulemper ser du i at benytte kampkunst eller anden fysisk aktivitet som behandlingsmetode? 4. Synes du opholdsstedets metode virker efter hensigten og oplever du et fremskridt hos de unge på opholdsstedet? Torben Frank Petersen 98