Resumé. Et case-studie af kampkunst som behandlingsmetode. Torben Frank Petersen 1

Transkript

1 Resumé Et case-studie af kampkunst som behandlingsmetode Der er anbragt 1 % af hele den danske befolkning i alderen 0-23 år uden for hjemmet i dag. 1 Disse unge kan ikke bo hjemme hos deres forældre af forskellige årsager. Man forsøger at hjælpe disse videre i livet med diverse sociale tiltag, såsom plejefamilier og opholdssteder. I den sammenhæng har man forsøgt at inddrage fysisk aktivitet som behandlingsmetode. Igennem de sidste fem år har jeg arbejdet med anbragte unge som ansat på Opholdsstedet Dai Ki Haku 2, hvor man inddrager kampkunst og dens forskellige aspekter og filosofi i behandlingen af omsorgssvigtede unge mellem 12 og 18 år. Derfor har jeg i specialet valgt at undersøge, hvordan den danske kampkunstform Dai Ki Haku, både dens fysiske og mentale aspekter, integreres i behandlingsmetoden af de unge på det socialpædagogiske opholdssted. Jeg konkluderer i specialet, via min erfaring og observation som ansat på opholdsstedet og via de kvalitative interviews, jeg har foretaget, at alle de unge på opholdsstedet har draget nytte af, at man har benyttet kampkunstformen Dai Ki Haku som behandlingsmetode og pædagogisk middel. De har alle deltaget i den fysiske træning, og fremhæver at de har fået et bedre selvværd af at træne og er blevet mindre aggressive og mere tolerante overfor deres omgivelser. De unge har lært en vis etikette, gensidig respekt og forståelse for andre mennesker via de dyder, de er blevet præsenteret for i kampkunsttræningen. Disse fremskridt er sket i samspil med den interaktion de unge har haft med de ansatte på opholdsstedet og det miljø de unge til daglig færdes i, samtidig med at de unge er blevet ældre og mere modne. De unge har også draget nytte af den tætte kropskontakt, der findes i kampkunsttræningen, og opøvet at bruge andre sanser end dem de er vant til at bruge. Jeg har desuden interviewet en tidligere anbragt på opholdsstedet, der også fremhæver at have fået et positivt udbytte af at bo på Opholdsstedet Dai Ki Haku. Ydermere udtaler opholdsstedets supervisor overlæge Bente Gaarde Madsen med speciale i børnepsykiatri, at det er en fremragende ide at benytte kampkunst som behandlingsmetode og pædagogisk middel i arbejdet med unge, der lider af omsorgssvigt. Supplerende har jeg i specialet undersøgt, hvordan man inddrager fysisk aktivitet i psykiatrien. Jeg har sammenlignet dette med inddragelsen af kampkunst på opholdsstedet for at se på fordele og ulemper ved begge metoder. 1 Danmarks Statistik Opholdsstedet Dai Ki Haku er et privatejet socialpædagogisk opholdssted godkendt af Viborg Amt. Torben Frank Petersen 1

2 Abstract A case-study of martial arts as a method of therapy Today 1 % of the whole Danish population in the age group 0-23 are placed outside home. These young people are unable to live with their parents for different reasons. You try to help them further on in life with different social initiative, such as foster families and other homes for children. In this connection physical activity has been involved as a method of therapy. For the last five years I have worked with young people in my job at Opholdsstedet Dai Ki Haku, where martial art, with its different aspects and philosophy, has been involved in the treatment of neglected children in the age of 12 to 18. In this thesis I examine how the physical and mental aspects of the Danish martial art form Dai Ki Haku is integrated in the treatment of the children. Through my experience and observation as an employee at Opholdsstedet and through the qualitative interviews I have made, I conclude that all the children have benefited from the use of Dai Ki Haku as a method of therapy and education. They have all participated in the physical training and they emphasize that they have gained a stronger self confidence, less aggression and more tolerance from training. They have learned a certain etiquette, mutual respect and understanding for other people through the virtues of the martial art training. The interaction with the employees, the daily environment and their growing maturity are all reasons for the children s progress. The children benefit from close body contact of the martial art training and learn how to use other senses than they are used to. I have interviewed a young man who has lived at Opholdsstedet, and he also emphasizes the great benefits from staying at Opholdsstedet Dai Ki Haku. The supervisor of Opholdsstedet consultant in children psychiatry Bente Gaarde Madsen say that it is an outstanding idea to use martial art as a method of therapy and education in the work with neglected children. Supplementary in the thesis I have examined how physical activity has been used in psychiatric treatment. I have compared this with Opholdsstedet to emphasize advantages and disadvantages in both methods. Torben Frank Petersen 2

3 INDHOLDSFORTEGNELSE INDHOLD SIDE Resumé 1 Abstract 2 Indholdsfortegnelse Indledning Problemformulering Metode Fysisk aktivitet i behandlingsøjemed Hvorfor være fysisk aktiv Hvor bruges fysisk aktivitet i behandlingsøjemed Hvad er Opholdsstedet Dai Ki Haku Den teoretiske del Den fænomenologiske psykologi Maurice Merleau-Ponty Merleau-Pontys kropsskema Jeg-Du-forholdet Den totale institution ifølge Erving Goffman Kampkunstens filosofi Kampkunst i den vestlige kultur Dai Ki Hakus filosofi og aspekter Opholdsstedet Dai Ki Haku et case-studie De unge på opholdsstedet Dai Ki Haku De unges fortid og opvækst De ansatte på opholdsstedet Dai Ki Haku Interaktionen mellem de unge og de ansatte Hverdagssituationer med de unge Forhold mellem de unge og de ansatte i kampkunsttræningen Mesterlæren i kampkunsten De ansatte er ikke pædagoger Gruppeprocesser Martin Bubers Jeg-Du-tanke 44 Torben Frank Petersen 3

4 INDHOLD SIDE Afsluttende bemærkninger til interaktionen mellem de unge og de ansatte Beskrivelse af Opholdsstedet Dai Ki Hakus miljø Opholdsstedet Dai Ki Haku i Goffmans teori om den totale institution Dagligdagen for de unge på Opholdsstedet Dai Ki Haku De unges dagligdag Hvordan inddrages kampkunstformen Dai Ki Haku i dagligdagen Dai Ki Haku træningen Hvordan bruger de ansatte kampkunsten i dagligdagen på opholdsstedet Hvorfor anvende kampkunst som behandlingsmetode Kampkunsten og naturen Hvad har de unge fået ud af at bo på Opholdsstedet Dai Ki Haku Hvordan ser en tidligere anbragt på Opholdsstedet Dai Ki Haku Hvordan ser en børnepsykolog på Opholdsstedet Dai Ki Haku Fysisk aktivitet som behandlingsmetode i psykiatrien Hvordan inddrages fysisk aktivitet i psykiatrien Fysisk aktivitet i psykiatrien versus Opholdsstedet Dai Ki Haku Kritik- og diskussionsafsnit Det familiære aspekt på opholdsstedet overfor den totale institution Hvordan kan det retfærdiggøres at lære aggressive unge kampkunst Hvorfor er kampkunsttræningen ikke obligatorisk på Opholdsstedet Dai Ki Haku Kan kampkunsten blive en nyreligiøs fristelse for de unge Konklusion Litteraturliste 93 Bilag Torben Frank Petersen 4

5 1.0 Indledning Der er mange børn anbragt udenfor hjemmet i Danmark i dag. Der er anbragt børn og unge mellem 0-23 år, og det svarer til ca. 1 % af hele den danske befolkning i denne aldersgruppe. 3 Der er altså tale om en betydelig del af unge, der af forskellige årsager ikke kan bo hjemme hos deres forældre. Disse unge bliver hjulpet videre i deres liv på forskellig vis, såsom plejefamilier og opholdssteder. I det sociale arbejde med disse unge er det i flere tilfælde forsøgt at inddrage fysisk aktivitet som en del af behandlingsmetoden. (se afsnit 4.1) Igennem de sidste fem år har jeg haft intens berøring med anbragte unge som ansat på Opholdsstedet Dai Ki Haku 4, hvor man inddrager den danske kampkunstform Dai Ki Haku og dens forskellige aspekter og filosofi i behandlingen af omsorgssvigtede unge mellem 12 og 18 år. I sammenhæng hermed ser jeg det meget relevant at undersøge, hvordan kampkunsten Dai Ki Haku og både dens fysiske og mentale aspekter integreres i behandlingsmetoden af unge på et socialpædagogisk opholdssted. Specialet udformes som et case-studie på baggrund af interviews, observationer og personlig erfaring som ansat på opholdsstedet. Jeg vil beskrive de anbragte og de ansatte og interaktionen mellem disse. Herunder vil jeg se nærmere på den fænomenologiske psykologi. Jeg vil se på Jeg- Du-forholdet, der kan overføres på forholdet mellem ansat og anbragt. Erving Goffmans teori om den totale institution inddrages for at definere opholdsstedet som institution. Teori om mesterlære og gruppeprocesser vil også blive inddraget. Mere generelt bliver den asiatiske kampkunsts filosofi beskrevet og forsøgt sat ind i den vestlige kultur. Desuden bliver der redegjort for den danske kampkunstform Dai Ki Hakus filosofi og hvilke nærmere aspekter Dai Ki Haku indeholder. Jeg ser nærmere på det miljø de unge bor i til daglig på opholdsstedet, og hvordan deres dagligdag ser ud. Herunder undersøges og analyseres, hvordan kampkunstformen Dai Ki Haku inddrages i de unges hverdag, og hvilket udbytte de får eller har fået deraf. Det sker på baggrund af interviews og egne observationer af de unge. Jeg vil også interviewe en tidligere anbragt på opholdsstedet, så vedkommende kan give et billede af, hvordan han er kommet videre med sit liv, og hvad opholdsstedet har gjort for ham. Opholdsstedets supervisor overlæge Bente Gaarde Madsen med speciale i børnepsykiatri vil også blive inddraget, for at give et professionelt syn på, hvad der gøres for de unge. 3 Danmarks Statistik Opholdsstedet Dai Ki Haku er et privatejet socialpædagogisk opholdssted godkendt af Viborg Amt. Torben Frank Petersen 5

6 For at give et bedre og bredere overblik over, hvordan idræt og fysisk aktivitet kan benyttes som behandlingsmetode i arbejdet med marginale grupper, vælger jeg supplerende at undersøge og beskrive eksempler på, hvordan man i psykiatrien inddrager fysisk aktivitet. Disse eksempler vil jeg sammenligne med inddragelsen af kampkunst på opholdsstedet for at se på fordele og ulemper ved begge metoder. I den kritiske analyse og diskussion ser jeg nærmere på problematikken, at man forsøger at gøre opholdsstedet så familiært som mulig, samtidig med at det fungerer som en total institution for de unge. Jeg vil diskutere, hvordan det kan være legitimt at lære aggressive unge kampkunst. Hvorfor skal de unge ikke bare sendes ned og spille fodbold eller badminton? Hvad kan kampen, der foregår i kampkunst, tilfører de unge, som fodbold ikke formår på samme måde? Jeg vil desuden foretage en kritisk analyse af, hvorfor man ikke har valgt at gøre den fysiske træning i kampkunstformen Dai Ki Haku obligatorisk på opholdsstedet, når nu den fysiske del af træningen kan hjælpe de unge på forskellig vis. En anden problemstilling kan være at kampkunsten kan blive en form for nyreligiøs fristelse for de unge, og herunder kan der forekomme en indoktrinering via lærer og elev forholdet. 2.0 Problemformulering Jeg vil belyse følgende i specialet: 1) Hvor er fysisk aktivitet forsøgt inddraget i behandlingen af mennesker med diverse psykiske og sociale problemer? 2) Hvad er Opholdholdstedet Dai Ki Haku og hvordan benyttes kampkunstformen Dai Ki Haku som behandlingsmetode og pædagogisk middel på opholdsstedet? 3) Hvad kan kampen, der foregår i kampkunsten, tilføre de unge og er det legitimt at lære aggressive unge kampkunst? 3.0 Metode Specialet er inddelt i fem dele. Kapitel 4 er en slags indføring i, hvordan man inddrager fysisk aktivitet i behandlingsøjemed, hvorfor det er vigtigt at være fysisk aktiv, samt en indledning til, hvad der foregår på Opholdsstedet Dai Ki Haku. Kapitel 5 er specialets teoriafsnit, der fører over i kapitel 6, der er en empirisk undersøgelse af Opholdsstedet Dai Ki Haku. Kapitel 7 er en redegørelse for, hvordan man har valgt at inddrage fysisk aktivitet i psykiatrien, og dette sammenlignes med opholdsstedet behandlingsmetode. Kapitel 8 er et kritik- og diskussionsafsnit. Torben Frank Petersen 6

7 Den empiriske del tager udgangspunkt i kvalitative interviews med personer fra og med tilknytning til Opholdsstedet Dai Ki Haku, samt egne observationer og erfaringer som ansat på opholdsstedet gennem de sidste fem år. Specialet er baseret på kvalitative interviews, egne observationer og erfaringer for at give det mest nuanceret syn på, hvad der foregår på opholdsstedet. Der er dog en vis form for ambivalens i min tilgang til opholdsstedet, der er case-studie for specialet. Jeg har den fordel at være meget tæt på begivenhederne, og har derved mulighed for at beskrive de unge og deres udvikling meget nøjagtigt via mine observationer og erfaringer. Her er det vigtigt hele tiden at kontrollere min subjektivitet i vurderingen, og her vil de kvalitative interviews kunne benyttes. Her kan dog opstå det problem, at jeg som interviewer og ansat indirekte får de unge til at svare det, som jeg gerne vil høre. Jeg har forsøgt at foretage interviewene så neutralt som muligt. Jeg bad de unge om ikke at se mig som en ansat, og at de skulle svare så ærligt som muligt på spørgsmålene. Det kan være en fordel i interviewene, at de unge kender mig i forvejen. Gennem tiden har de fået tillid til mig og er derfor ikke bange for at fortælle hele deres historie. De er i trygge rammer, og føler sig ikke presset på nogen måde. Det kan være med til at tegne et mere nøjagtigt billede af, hvordan de unge har det. Jeg bliver dog nødt til at stole på deres oprigtighed i interviewene og at de ikke snakker mig efter munden, ellers vil interviewene være ubrugelige. Jeg har ydermere valgt at interviewe en tidligere anbragt på Opholdsstedet Dai Ki Haku, for at give det bedst mulig billede af, hvordan det er at bo på opholdsstedet og hvordan det er gået siden hen, og hvilket udbytte han eventuelt har fået af kampkunsttræningen. For at få et professionelt syn på, hvad man gør for de unge på opholdsstedet, har jeg valgt også at interviewe opholdsstedets supervisor overlæge Bente Gaarde Madsen med speciale i børnepsykiatri. Jeg skal i min analyse have for øje at være kritisk og balanceret på grund af min personlige involvering i opholdsstedet. Jeg ser det som en fordel for hele specialet, at jeg har haft tæt berøring med stedet og de unge, da jeg har et mere indgående kendskab til, hvad der foregår på opholdsstedet end en udenforstående vil være i stand til at få. Jeg er derfor i stand til at give et billede af, hvordan kampkunst kan benyttes som pædagogisk middel eller metode, via min erfaring som udøver af kampkunstformen Dai Ki Haku i sytten år og som ansat på opholdsstedet i fem år. 4.0 Fysisk aktivitet i behandlingsøjemed Jeg vil i dette afsnit kort beskrive, hvorfor det i et sundhedsmæssigt perspektiv er vigtigt at være fysisk aktiv, og hvor fysisk aktivitet er forsøgt inddraget i behandlingen af mennesker med diverse Torben Frank Petersen 7

8 psykiske og sociale problemer. Derefter vil jeg introducere Opholdsstedet Dai Ki Haku med et kort essay om, hvad der foregår på stedet. 4.1 Hvorfor være fysisk aktiv Umiddelbart er det ikke så tit man hører tale om, at fysisk aktivitet bliver inddraget i behandlings øjemed, men det er dog kommet mere frem inden for de sidste år. Nu er der tale om, at læger uddeler motion på recept. Det skal også ses i lyset af, der er kommet flere livsstilssygdomme såsom sukkersyge og forhøjet blodtryk, der kan være et resultat af overvægt. Set ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv er fysisk aktivitet meget vigtigt for alle, uanset køn og størrelse. En af grundene til at det er blevet mere vigtigt at dyrke motion er, at mange menneskers energiforbrug er reduceret pga. flere stillesiddende aktiviteter og via de automatiseringsprocedurer der er sket igennem de sidste 30 år. 5 Der er ikke længere overensstemmelse mellem energiindtagelse og energiforbrug, og dette kan resultere i overvægt og fedme. Ved fysisk aktivitet sker der en masse fysiologiske ting med kroppen, som jeg ikke kan beskrive fyldestgørende her, grundet specialets omfang og fokus, men jeg vil kort nævne nogle få. Ved fysisk aktivitet forbedres hjertets pumpefunktion, hjertefrekvensen sænkes, niveauet af diverse hormoner sænkes, den totale blodvolume øges og den perifere karmodstand mindskes. Ved træning falder ens puls hurtigere efter endt arbejde, og det er for nylig vist at det giver en reduceret risiko for hjertekarsygdomme. Følsomheden for insulin forøges betydeligt med træning og folk med for højt blodtryk kan sænke deres blodtryk ved motion. Ens kondition forbedres også, og der sker en forøgelse af muskelmassen. 6 De nuværende internationale accepterede anbefalinger for hvor meget man bør være fysisk aktiv på en uge er for voksne, at man minimum skal være aktiv 3-4 timer pr. uge ligelig fordelt. Det vil sige, at man skal være fysisk aktiv ved moderat intensitet en halv time om dagen. Moderat intensitet vil sige rask gang, som forøger åndedrættet, dog man skal stadig kunne føre en samtale. Udover den halve time er det en god ide, at være aktiv ved en højere intensitet 1-2 timer pr. uge. Hos børn gælder det, at de skal være aktive minimum 1 time pr. dag ved en moderat intensitet, da mange børn i forvejen er ret aktive via leg og andet, og unge der i øjeblikket er fysisk inaktive skal stimuleres til 30 min. dagligt. 7 Det er vigtigt at være fysisk aktiv ved den rette intensitet, så kroppen opnår de fysiologiske forbedringer, der sker ved motion. 5 Kjær 2000 s Ibid s Ibid s. 2167ff Torben Frank Petersen 8

9 4.2 Hvor bruges fysisk aktivitet i behandlingsøjemed Der har gennem de sidste mange år været forsøgt at inddrage idræt og fysisk aktivitet flere forskellige steder, hvor mennesker har diverse psykiske og sociale problemer. Per Grønlykke, Henning Sell og Jan Svensson har lavet mange forsøg med at inddrage forskellig former for fysisk aktivitet med psykiatriske patienter, såsom løbe- og psykomotorisk træning, og endda med gode resultater. Dette vil jeg vende tilbage til og behandle grundigere i afsnit 7.1. Idræt bliver ofte brugt til at få ressourcesvage børn og unge til at fungere bedre socialt. Der blev i 2002 foretaget en undersøgelse Sundhed og Sårbarhed, hvor man fik et indblik i de åriges motionsvaner og idrættens betydning. Her kunne det ses at der hersker en form for magtesløshed i særligt udsatte grupper, hvad angår motionsvaner. Dette kan i fremtiden blive den største sundhedstrussel i vor tid. 8 Health Behaviour of School Children undersøgelsen fra 2003 havde til formål at belyse sociale forskelle på børns sundhed, trivsel og sundhedsadfærd og danske skoleelever deltog i undersøgelsen. Ud fra denne undersøgelse kan det ses, at børn fra socialt lavere grupper føler sig ensomme, føler sig udenfor og har mangel på selvtillid i højere grad, set i forhold til børn fra en højere social gruppe. Omfanget af motion på en uge er også langt lavere hos de dårligt socialt stillede. Mange af de unge dyrker slet ingen form for motion. Sundhedsvanerne er også dårligere, og hos dem der føler sig bedre rustet fysisk og psykisk, er der en tydelig sammenhæng mellem det og hvor meget motion de dyrker. 9 Bente Jensen mener, at vi er ved at tabe en gruppe unge på gulvet, der har et meget lavt selvværd, og ikke formår at deltage i foreningsidrætten. De opnår ikke de sociale kompetencer som de andre unge får gennem idrætten. Bente Jensen mener derfor, det er vigtigt at man politisk sætter flere ressourcer ind på at idrætten bliver en naturlig del af børn allerede fra børnehavealderen, så man får større udbytte af idrættens sundheds- og uddannelsesmæssige betydning for de unge. 10 Fysisk aktivitet bliver også brugt meget ved utilpassede unge, der kan være ude i en kriminel løbebane, i berøring med stoffer, dårlige forhold til forældrene eller andre med forskellige former for personlige problemer. I 1997 blev der på den hårdt belastede Blågaardskole på Nørrebro iværksat et projekt med navnet Boksebissebussen, der var med til at få styr på en del af problemerne på skolen. Hver tirsdag og torsdag eftermiddag fik mange af de unge indvandrer drenge boksetræning i skolens gymnastiksal af boksetræner Jean Schmücker. En lokal politibetjent hjalp til med træningen, så politiet ville få et bedre forhold til de unge. Projektet skulle på længere 8 Jensen 2003 s Ibid s Ibid s. 29 Torben Frank Petersen 9

10 sigt også hjælpe med integrationen. Her er der dog lang vej igen, mente Schmücker, da drengene selv kunne være de værste til at diskriminere hinanden grupperne imellem. Han håbede i det længere løb, at mange af de unge ville starte i en etableret bokseklub, og så ville integrationsprocessen være i gang med det samme. 11 Nørrebrohallen var for 10 år siden en ramponeret og dyster idrætshal, der blev hjemsøgt af vold og kriminalitet. Så tog hallens ledelse fat omkring problemerne, og i dag er hallen et samlingssted, hvor et bredt socialt netværk tager hånd om utilpassede unge. Af netværk kan bl.a. nævnes Den sociale netværksgruppe, SSP, lokalpolitiet og Natteravnene. En af måderne, som hallen fik fat i de kriminelle unge på, var at beskæftige dem med arbejde i hallen. Personalepolitikken blev at give folk en chance uanset hudfarve og social baggrund. Ved at de værste ballademagere fik et job, blev de en slags rollemodeller for de andre unge, der igen kunne få troen på, at samfundet ville dem noget godt. Alt dette har været med til, at mange af de utilpassede unge er kommet væk fra gaden, og ikke i samme omfang laver ballade som før. Lokalpolitiet udtalte at volden og kriminaliteten var faldet væsentlig siden projektet startede. Der laves også mange arrangementer for de unge, masser af idræt men også i høj grad sociale arrangementer for at få så mange med som muligt. 12 Dette er et eksempel på, hvordan idræt kan være samlingspunkt og hjælpe med til, at de unge kommer væk fra gaden, og får nogle nye ting at gå op i. Nogle af de utilpassede unge havner også i forskellige behandlingstilbud, da forældrene ikke magter dem mere eller at de unge lider af omsorgssvigt. Et socialpædagogisk opholdssted kan være et tilbud for disse unge, og her kan den fysiske aktivitet også bruges i behandlingsøjemed. Opholdsstedet Dai Ki Haku er et socialpædagogisk opholdssted, hvor der inddrages kampkunst, og det indgår som case i dette speciale. 4.3 Hvad er Opholdsstedet Dai Ki Haku En tidlig morgen kl. 6 kører jeg fra Århus med retning ud mod farmen, som opholdsstedet også kaldes blandt venner. Jeg ringer til en af ungerne, for at høre, om han er stået op. Ja da, jeg er på vej ud til bussen på gåben, da min cykel er punkteret. Det tager jo lidt tid at gå de 5 km. Jeg blev lidt overrasket, men tænkte det var sgu frisk gjort, og sagde bare til ham at det var rigtig fedt. Opholdsstedet er en nedlagt landejendom ude på landet med 5 km til den nærmeste by. Ejendommen har siden 1989 været ejet af Shihan (Højt æret mester) Kurt Ørum, der er grundlægger af den danske kampkunstform Dai Ki Haku, og har fungeret som hovedskole for denne stilart. Siden 11 Nielsen s Noppenau 2003 s. 12 Torben Frank Petersen 10

11 1999 har der ligeledes været opholdssted på gården. Alle de unge, der har boet på opholdsstedet, er blevet præsenteret for kampkunsten Dai Ki Haku, da dennes træning, filosofi og aspekter indgår i stedets behandlingsmetode. Jeg sad i bilen og tænkte over, at der virkelig måtte hænge noget ved fra den fysiske træning ved ham, der uden brok tog gåturen. Ikke noget med at give op, bare blive ved at kæmpe. Find ud af hvordan I bedst får styr på jeres modstander, så I får overtaget og opnår kontrol med situationen. Sådan kan det tit lyde en træningsaften, og det kan være på den måde, han tænkte den morgen, han stod der med en punkteret cykel. Han vidste så udmærket, at han selv skal sørge for at cyklen er i orden og selv transportere sig ud til bussen, når vejret er godt. Jamen, så var der jo ikke andet for, end at tage kampen op, få kontrol over situationen og tage beslutningen om at gå hen til bussen, for man giver jo ikke bare op. Jeg fik en rigtig god fornemmelse i kroppen med denne oplevelse. Denne dreng var vant til at brokke sig og flippe ud over alt og intet, og kunne før i tiden aldrig nogen sinde finde på at røre sig mere end højest nødvendigt. Man må sige, at han nu er nået et godt stykke vej. Dog kan jeg heller ikke lade være med tænke, at dette måske bare er et enkeltstående tilfælde, fordi han er glad og ovenpå. Ville han gøre det samme en dag, hvor humøret ikke er godt? En sommeraften stod jeg og iagttog de unges træning ude på græsplænen. Det var som om de slet ikke lagde mærke til, at jeg stod og så på. De var alle dybt koncentrerede over de kombinationer af slag og spark, de lavede på hinanden. De gav sig fuldt ud på nogle løberunder, og der blev heppet på hinanden. Alle var en samlet enhed med den samme opgave, nemlig at løbe de runder så hurtigt de kunne. Der blev kravlet kommandokravl ude på den høstede kornmark og råbt kiai (kraftråb), så det gav genlyd i skoven. Der blev kæmpet, så sveden drev af dem, og der var slet ingen sure miner overhovedet. Koncentrationen lyste stadig ud af øjnene, selvom de var ved at være godt trætte. Hvilken fornøjelse at opleve disse unge drenge i et slags frirum, hvor de slet ikke tænker på deres daglige problemer. Snakken går lystig under aftensmaden og alle er glade og taler om, hvad de lavede af vilde og hårde ting i aftenens træning. Jeg sidder og smiler for mig selv. Hvor er det godt at se drengenes glæde i ansigtet, især når de nogle dage er helt ovre i den anden grøft, specielt hvis de har en dårlig oplevelse hjemme hos forældrene eller andet. Hvad er det, denne kamp gør eller kan gøre for disse unge drenge, så de pludselig får mere mod på tilværelsen? Kan de holde gejsten Torben Frank Petersen 11

12 og blive ved med at træne, når de i mange andre tilfælde ikke gider lave noget som helst? Er vi som ansatte i stand til at motivere dem til at blive ved med at træne, og kan drengene selv se udbyttet af at træne på længere sigt? De synes jo det er sjovt nu, men hvad med om nogle måneder? 5.0 Den teoretiske del Jeg vil i denne del gøre rede for den fænomenologiske psykologi via Maurice Merleau-Ponty, Ejgil Jespersen, Shaun Gallagher og Torben H. Rasmussen. Jeg vil også redegøre for Jeg-Du-forholdet ud fra Martin Bubers bog Jeg og du fra der kan føres over på forholdet mellem den ansatte og den anbragte. Jeg ser også nærmere på Erving Goffmans syn på den totale institution. Til sidst vil jeg beskrive den asiatiske kampkunsts filosofi generelt og forsøge at sætte den ind i den vestlige kultur. Jeg vil her benytte Bourdieus syn på det vestlige samfund mht. sport. Desuden bliver der redegjort for den danske kampkunstform Dai Ki Hakus filosofi og hvilke nærmere aspekter Dai Ki Haku indeholder, såsom nærkampmetoden, det familiære aspekt og Dai Ki Hakus værdier. 5.1 Den fænomenologiske psykologi Der findes mange forskellige definitioner og former for fænomenologi. Det kan betyde lære eller teori om verden, som den optræder for den, der oplever og opfatter den. Der kan også være tale om, at fænomenologi er en beskrivelse af egne oplevelser og mentale processer, når sådanne bruges som data i psykologiske undersøgelser. 14 Begrebet fænomenologi bruges i vid betydning om al psykologi og socialpsykologi, der behandler menneskers tanker og følelser i konkrete sammenhænge. I den fænomenologiske psykologi ser man personernes måde at se sig selv og deres livsverden på som en forklaring på deres reaktions- og handlemåde. Det skal ses i modsætning til andre teorier, der som regel forklarer personens reaktioner ud fra forhold uden for personen selv Maurice Merleau-Ponty Jeg har valgt at benytte Merleau-Ponty fænomenologiske filosofi, der senere blev til en psykologi. Han er en af de få filosoffer, der inddrager kroppen i sin tænkning. Når opholdsstedet inddrager kampkunst som behandlingsmetode, hvor kroppen bruges meget, anser jeg det som væsentlig at se på, hvordan den fænomenologiske psykologi ser på kroppen. 13 Jeg benytter her 3. udgave fra 2004 på dansk ved Peter Boile Nielsen. 14 Nyt Psykologisk leksikon 2001 s Ibid s. 186 Torben Frank Petersen 12

13 Maurice Merleau-Ponty ( ) var fænomenologisk orienteret filosof og psykolog. Han var blandt andet inspireret af Edmund Husserl ( ), der grundlagde den moderne fænomenologi som filosofi. 16 Merleau-Pontys hovedværk hedder Perceptionsfænomenologi og blev udgivet Merleau- Ponty tager to hovedpositioner op for at udvikle sin egen position, imod empirismen og intellektualismen. Disse hovedpositioner har den samme grundlæggende fordom om, at et univers er fuldstændig eksplicit i sig selv. Merleau-Ponty ser hovedpositionerne som eksempler på objektivisme eller den objektive verden. Overfor denne objektive verden og tænkemåde i empirismen og intellektualismen sætter Merleau-Ponty en præobjektiv verden. Her er tale om en verden, som vi oplever og erfarer, før den er blevet teoretiseret i metafysiske eller videnskabelige begreber. Den går forud for enhver idealisering. Merleau-Ponty vil vende tilbage til tingene selv for at genopdage det fænomenale felt. 17 Merleau-Ponty er egenkroppens og tvetydighedens filosof. Han formulerer en ny opfattelse af den menneskelige krop, der bryder med de traditionelle tanke-modeller. Begrebspar som subjektobjekt og indre-ydre, der stadig spiller en afgørende rolle i den moderne psykologi og pædagogik, har mistet deres forklaringskraft ifølge Merleau-Ponty. Det kan ikke længere lade sig gøre at putte de forskellige begreber i kasser, så man med sikkerhed ved, hvordan verden ser ud og er indrettet. Begrebsparerne repræsenterer det, som Merleau-Ponty kalder fejlagtig dialektik 18. Denne dialektik har fået en klassisk udformning i den treledede model: Tese-antitese-syntese, der er et forsøg på at ophæve alt det tvetydige, så det kan blive entydig. Alle modsætninger skal væk, så det hele til sidst kan forenes i en absolut identitet. Det samme prøves med kroppen. Den ses som noget udvendigt, som vi har og bruger. Kroppen er tilsyneladende noget, man kan bestemme over, og den forvandler sig til et objekt, der kan styres af hjernen eller øves til at gøre bestemte ting via træning. Dette er en krop renset for tvetydighed. Kroppen ånder ikke længere af liv, men skal leve op til krav stillet af samfundet på forskellig vis. Den bliver til sidst til en figur, der skal stå højpoleret til skue for alle de andre omkring den. Kroppen er og bliver ikke bare et kødeligt hylster efter Merleau-Pontys mening. Kroppen er i sin fænomenale fremtræden et menings- og betydningsskabende udtryk, der ofte kan ligne et drama. 19 Kroppen har en betydningsskabende magt. Den er ikke bare en fysiologisk størrelse, man hele tiden kan eller skal bestemme over. Kroppen har sin egen usynlige 16 Merleau-Ponty 1997 s. X 17 Jespersen 2002 s. 55ff 18 Rasmussen 1996 s Ibid s. 11ff Torben Frank Petersen 13

14 intentionalitet, der ikke altid resulterer i en bevægelse. Den kan selv finde ud af mange ting, såsom at sanse sig selv, udtrykke sig overfor andre mennesker og tage et skridt, uden at den behøver at spørge overordnede styresystemer om hvad eller hvordan den skal gøre. Kroppen er i sin umiddelbare tilsynekomst en levet og erfaret helhed. Kroppen er ikke bare noget, man kan måle og veje via den empiriske metode. Den kan ikke deles op i forskellige fragmenter, der er gensidig afhængige, for igen at blive samlet til en sammenhængende enhed. Så enkel er kroppen ikke. Denne levede og betydningsskabende krop er det centrale udgangspunkt i Merleau-Pontys filosofi Merleau-Pontys kropsskema Merleau-Ponty arbejder også med et kropsskema, hvorigennem man kender sine lemmers stilling, men begrebet drejer sig om flere ting, ikke kun hvordan arme og ben holdes. I starten forstod man kropsskemaet som en sammenfatning af vor kropsoplevelse, der kunne forklare og give den øjeblikkelige interoceptivitet og proprioceptivitet en betydning. 21 Skemaet skulle for hver bevægelse af de enkelte kropsdele give en oplysninger om kropsdelenes forandring i stilling, hvor der foregik stimuli i kroppen, og status over de enkelte gennemførte bevægelser der skete lige nu. Denne definition var ikke brugbar i længden, set i lyset af den måde psykologerne benyttede kropskemaet på, og derfor blev definitionen mere bred. Det drejede sig ikke længere kun om, hvor kroppens lemmer befandt sig, men at kroppens bevægelser mere blev set som en helhed, selvom den består af flere dele. Merleau-Ponty skriver: det(kropsskemaet) udgør ikke længere blot resultatet af de associationer, der er dannet i løbet af erfaringen, men derimod ens globale bliven sig sin stilling i den intersensoriske verden bevidst, en >gestalt< i gestaltpsykologiens forstand. 22 Kropsskemaet giver en umiddelbar viden om, hvor kroppen befinder sig, og hvor dens dele er, selv om kroppen ikke er bevidst om det. Et eksempel på, hvordan kropskemaet ubevidst er i brug, kan være en bold, der rammer kroppen, hvor det ikke er nødvendigt, at man leder efter det sted på kroppen, hvor man blev ramt, og dette selvom stedet er udenfor ens synsfeltet. Kroppen er rettet mod sine opgaver, eller kroppen eksisterer mod dem. Dermed er kropsskemaet et udtryk for, at 20 Ibid s Merleau-Ponty 1997 s. 42. Interoceptivitet betyder sansninger fra indvoldene, og proprioceptivitet betyder sansninger fra musklerne. 22 Ibid s. 43 Torben Frank Petersen 14

15 kroppen er i verden. På den måde fremtræder kroppen for individet som en holdning til en bestemt foreliggende eller mulig opgave 23. I forskningslitteraturen i dag skelner man normalt mellem kropsbillede og kropsskema. Kropsbillede er også det, man i daglig tale kalder for kropsbevidsthed. Dette er menneskets eget billede af dets krops fysiske fremtræden og formåen. Billedet er ikke altid lige tydeligt, og begrebet skal også laves en smule om, da det ikke er muligt at sanse sin krop som blot og bar fysisk i sin fremtræden. Man vil aldrig kunne se hele sin krop, og desuden vælger man ofte at koncentrere sig om enkelte dele af kroppen, eller f. eks. i sygdomstilfælde at fortrænge smerten de steder, hvor det gør ondt. 24 Kropsbillede og kropsskema bliver ofte blandet sammen, og det kan tit føre til forvirring. Der er ikke kun tale om en terminologisk sammenblanding, men også en mere dybtgående begrebsmæssig uorden. Denne uorden har fået en del forfattere til at foreslå, at man skal opgive termerne kropsbillede og kropsskema, for at lave alternative beskrivelser. Dette er Shaun Gallagher ikke fortaler for, da han mener, det er vigtigt at bevare disse termer, dog skal der formuleres en klar begrebsmæssig distinktion mellem dem. 25 Gallagher har i Født med en krop lavet en fænomenologisk analyse af distinktionen mellem kropsbillede og kropsskema. Gallagher mener, at den fænomenologiske forskel mellem termerne svarer til at: Kropsbillede er et (undertiden bevidst) system af perceptioner, holdninger og overbevisninger angående ens egen krop. Kropsskema er et system af processer, som kontant regulerer stilling og bevægelse senmotoriske processer, som virker uden refleksiv indsats eller nødvendigheden af perceptuel overvågning. 26 Distinktionen er ikke så let at foretage, men den er vigtig at formulere, så man lettere kan forstå den komplekse dynamik i kropslig bevægelse og oplevelse. Som nævnt har kropsbillede mest at gøre med perceptioner, holdninger og overbevisninger, hvorimod kropsskema er et system af motoriske funktioner eller programmer. Det involverer nogle underforstående udførelser eller førbevidste processer, der har en dynamisk funktion i at styre stilling og bevægelse. Selvom et subjekt gør mange bevægelser næsten automatisk, er der ikke tale om, at kropsskemaets operationer 23 Ibid s Rasmussen 1996 s Gallagher 2002 s Ibid s. 16 Torben Frank Petersen 15

16 drejer sig om reflekser. Bevægelser udført af subjektet kan godt være bevidste. Hvis man for eksempel rækker ud efter en bog på reolen, tænker man ikke over, hvordan man tager bogen, men udfører bare bevægelsen. Man benytter f.eks. sit kropsbillede når man skal lære et nyt dansetrin eller sikre sig, at man ikke falder ud over klippen, når man går en tur på fjeldet. Her benytter man sin perception. De ting som kroppen udfører, der er uden for bevidst og perceptuel opmærksomhed, tilhører det system af processer, der betegnes som et kropsskema. Man tænker eksempelvis ikke over det at gå, og hvis vores gang eller færden udelukkende afhang af kropsbilledet, ville bevægelserne være upræcise og ubehændige. 27 Gallaghers forsøg at lave en distinktion mellem kropsbillede og kropsskema, har betydning for de unge i kampkunst. 5.2 Jeg-Du-forholdet Jeg vil bruge denne redegørelse af Martin Bubers Jeg-Du-tanker og indførelse i, hvordan mennesker reagerer i forhold til deres omverden set med Bubers øjne, til at overføre Jeg-Du-tanken på interaktionen mellem den anbragte og den ansatte på opholdsstedet. Martin Buber ( ) var en jødisk filosof, der har haft en stærk indvirkning på den moderne vestlige måde at tænke på inden for filosofi, teologi, religion og pædagogik. I 1923 udgav han sin filosofiske grundbog Ich und Du (på dansk Jeg og Du). I denne bog forsøger Buber at bane en ny vej for forståelsen af den menneskelige eksistens. Ifølge Judith Winther mener Buber: at menneskehedens moderne krise er en ontologisk krise, der resulterer i en voksende afstand mellem det moderne enkeltmenneske og dets selv, mellem menneske og menneske indbyrdes, mellem mennesket og skabelsen, mennesket og det guddommelige. 28 Buber fremstiller det dialogiske princip som løsning. Bubers dialogiske princip eller lære tager udgangspunkt i tre grundlæggende elementer. 1. Troen på gud, 2. den konkrete virkelighed som stedet for den menneskelige eksistens og 3. dialogen, der karakteriserer menneskelig væren. 29 Jeg og du er inddelt i tre dele, hvis hovedoverskrifter Buber har tilføjet i et Efterskrift i Overordnet behandler han tre centrale filosofiske temaer i bogen. Disse er 1. menneskeopfattelse, 2. samfundskritik og 3. gudsforhold og religionskritik. 30 Jeg vælger kun at beskæftige mig med Bubers menneskeopfattelse, da jeg finder det mest relevant for specialets fokus. 27 Ibid s. 17ff 28 Winther 2003 s Ibid s Buber 2004 s. 13ff. Torben Frank Petersen 16

17 Buber arbejder med nogle grundord, der er ordpar Jeg-Du og Jeg-Det. Ved det sidste ordpar kan han eller hun indsættes i stedet for Det. Disse ordpar er ens værenstilstand, en eksistensmåde. Der opstår derfor to slags verdener eller to forhold om man vil, et forhold mellem person og person og et forhold mellem person og objekt. Jeg-Det-grundordet skaber en verden af adskilte genstande og en erfaring om årsagssammenhæng. Når man siger grundordet Jeg-Det, undersøger, vurderer, iagttager, analyserer og lærer individet den konkrete verden. Individet bruger menneskene og genstandende i verden til at afbillede sin egen indre verden. 31 Der vil opstå en erfaring. Buber skriver: Den erfarende har ikke del i verden. Erfaringen er jo,,i ham og ikke mellem ham og verden. 32 Buber skriver, at verden som erfaring hører til grundordet Jeg-Det, og at grundordet Jeg-Du stifter forholdets verden. Forholdets verden kan opstå i tre sfærer. Den første er livet med naturen, den anden er livet med menneskene, og den tredje er livet med de åndelige væsenheder. 33 Jeg vil kort redegøre for disse tre, men med hovedvægt på de to første sfærer. Jeg finder disse mest relevante for specialet, da jeg i arbejdet på opholdsstedet har berøring med natur og mennesker og Jeg-Du-forholdet i henhold til disse to sfærer. Normalt vil forholdet mellem natur og menneske karakteriseres med Jeg-Det-forholdet, da objekter i naturen oftest betragtes som en ting. Buber brugte et eksempel med et træ. Mennesket betragter træet og modtager det som et billede. Mennesket fornemmer træets bevægelse og kan klassificere hvilken art træet er, ud fra dets udseende. Træet er en genstand for mennesket. Men man kan, når man siger du til træet, af egen fri vilje og nåde indgå i et forhold til træet. Træet er nu ikke længere et Det mere. 34 I det eksempel, Buber bruger med træet, antager jeg et en objektiv holdning, da træet er en ting, der er til for ens sanser. I det øjeblik, hvor forholdet til træet bliver til et Jeg-Du, forholder jeg et sig ikke længere til træet som subjekt til objekt eller påtvinger begreber eller kategorier på træet. Jeg et træder nu ind i et direkte forhold, hvor alt er sammensmeltet. I det øjeblik ophører træet med at være et Det. 35 Umiddelbart kan det synes svært at se, hvordan dette forhold kan blive direkte, men det er et spørgsmål om at erkende at man indgår i en relation til træet. Individet skal 31 Winther 2003 s Buber 2004 s Ibid s Ibid s Winther 2003 s. 115 Torben Frank Petersen 17

18 erkende at forholdet ikke længere er et Jeg-Det-forhold men et Jeg-Du-forhold. Der er ikke så meget tale om følelser, men mere en erkendelse af, at nu er træet et Jeg-Du-forhold, og det bliver eksistentielt. Den anden sfære er livet med menneskene. Buber skriver, at alt virkeligt liv er møde. Han mener, at forholdet til Du et er umiddelbart. Der er intet begrebsligt, ingen forudviden og ingen fantasi mellem Jeg og Du. Der står heller intet formål, ingen begærlighed og ingen forgribelse mellem Jeg og Du. Ethvert middel er en hindring, og kun hvor alle midlerne er væk sker mødet mellem Jeg og Du. 36 Mødet med et andet menneske som et Du er enhed mellem handling og hændelse, mellem aktivitet og passivitet og mellem vilje og nåde. 37 Mødet eller starten på forholdet kan altså ske på mange forskellige måder. Mødet mellem Jeg og Du eller Jeg-Du-forholdet er ikke vedvarende, og skal til stadighed genskabes og kæmpes for. Buber skriver: ethvert Du i verden er ifølge sin natur dømt til at blive en ting eller dog til igen og igen at gå ind i tingsligheden. 38 Han mener dermed, at et Du altid vil blive til et Det igen på en eller anden måde. Derfor vil Jeg-Du-forholdet heller ikke være der for bestandigt. Et konkret eksempel kan være, at man indgår i et Jeg-Du-forhold med en af de unge på opholdsstedet, men ved f.eks. evalueringsmøde blandt de ansatte, hvor man taler om de unge bliver Jeg-Du-forholdet til et Jeg-Det-forhold. Man er ikke længere i et Jeg-Du-forhold med den unge på mødet, men gør dem til samtalens genstand. Næste gang man taler med den unge, træder man igen i et Jeg-Du-forhold. Når der opstår et forhold, opstår der også en gensidighed, og denne gensidighed vil opstå i mødet. Gensidigheden er bærende for et sandt Jeg-Du-forhold. I den tredje sfære taler Buber om livet med de åndelige væsenheder. Dette begreb forbinder Buber med menneskets kreative aktiviteter, såsom kunst, sprog, viden og handling. Kunst bliver præsenteret som et udtryk for forholdet mellem et individ og en suggestiv kunstnerisk form. Buber mener der opstår en dialogisk æstestik, et Jeg-Du-forhold mellem kunstner og form Buber 2004 s Winther 2003 s Buber 2004 s Winther 2003 s. 119 Torben Frank Petersen 18

19 5.3 Den totale institution ifølge Erving Goffman Da Opholdsstedet Dai Ki Haku er en institution, der omfatter mange forskellige livssfærer for den anbragte unge, vil jeg benytte Erving Goffmans syn på den totale institution, for at se, om opholdsstedet kan betegnes som en total institution. Erving Goffmans definition af den totale institution er fra 1960 erne, men kan efter min mening bruges på nutidens institutioner. Erving Goffman deler vores samfunds totale institutioner op i fem grupper. 1. Der er institutioner for dem, der regnes for at være harmløse og hjælpeløse, altså fattige, gamle, blinde og forældreløse. 2. Nogle institutioner tager sig af dem, der anses ude af stand til at varetage sig selv og for at være en fare for samfundet, f.eks. et psykiatrisk hospital. 3. Institutioner, der er oprettet som beskyttelse imod, hvad der synes farligt for samfundet, såsom fængsler og krigsfangelejre. 4. Andre institutioner er etableret for at bedre kunne tilgodese en eller anden arbejdsmæssig opgave. Her er tale om militærbarakker, skibe og kostskoler. 5. Den sidste gruppe er de institutioner, der skal tjene til refugier. Disse virke ofte som træningscentre for religiøse. Et munkekloster kan være et eksempel. 40 Han mener, enhver institution tager en vis del af medlemmernes tid og interesser, og de forsynes i stedet med noget i retningen af en særskilt verden. Institutionerne har altså visse favnende eller altomfattende egenskaber. Denne totale karakter symboliseres ved den barriere mod socialt samspil eller interaktion med omverdenen, og mod det at kunne gå, når man har lyst. Det er det, Goffman finder kendetegnende ved den totale institution. 41 Det er noget grundlæggende i det moderne samfund, at vi som regel sover, leger og arbejder forskellige steder sammen med forskellige mennesker. Denne sammenhæng ophæves af den totale institution. Alle tilværelsens aspekter udføres det samme sted. Den anbragtes daglige gøremål laves sammen med en stor gruppe andre mennesker, og alle dagens rutiner er nøje skemalagt. Disse håndhæves oppefra gennem et system af formelle regler og gennem de ansatte. Disse karaktertræk foregår også udenfor den totale institution, bl.a. har husmødre og familier på landet alle deres vigtige gøremål inden for det samme afgrænsede område. Forskellen er, at disse ikke bliver bureaukratisk ledet. 42 En familie på landet skal ikke overholde et sæt regler på samme måde, som et 40 Goffman 1961 s Ibid 42 Ibid s. 13 Torben Frank Petersen 19

20 opholdssted skal. Her indgår man hele tiden i et samarbejde med en sagsbehandler, der udstikker nogle regler for, hvad man må og ikke må. Goffmann mener, at vi står med nøglen til den totale institutions karakteristik via det ovenstående. Han skriver: Varetagelsen af mange menneskelige behov gennem en bureaukratisk organisering af store menneskegrupper, ganske uanset om denne socialorganisatoriske metode i det foreliggende tilfælde er nødvendig eller ej, for slet ikke at sige effektiv. 43 Den totale institution varetager altså nogle behov for de anbragte uden nogen indflydelse fra deres side. Den totale institution får en vis form for magt. Den kan præge eller måske endda indoktrinere de anbragte og få dem til at gøre ting for institutionens egen vinding. Når mennesker sættes i gang samlet, bliver de superviseret af personalet, hvis opgave ikke er at vejlede, men snarere omhandler det rent opsynsmæssige. De skal sørge for, at alle gør som de skal. I den totale institution er der en forskel mellem den store gruppe de anbragte og personalet. De anbragte sover og bor på stedet, hvor personalet har en begrænset arbejdstid og dermed er socialt integreret i det omliggende. Det samme er gældende for Opholdsstedet Dai Ki Haku. Grupperne anser nogle gange hinanden som fjender. Personalet føler sig ofte højerestående og retfærdige, hvor de anbragte tit føler sig mindreværdige, svage og skyldige. Selv en samtale mellem grupperne vil tit foregå i et særligt tonefald. 44 Goffmann mener at de ikke kommunikerer særlig godt pga. det skel, der vil være på en institution mellem de ansatte og anbragte, og at de ikke må sidestilles. Der skal være en forskel. Han mener også at disse indskrænkninger i kontakten er med til at opretholde den fjendtlighed eller afstand, der er mellem disse to grupper. Familien er et andet element i det moderne samfund, som den totale institution er uforenelig med. Familielivet står i modsætning til det at leve alene, som de anbragte ofte får en følelse af at de gør, selvom de egentlig er en flok samlet på stedet. Goffmann skriver, at den der spiser og sover på arbejdspladsen med en flok arbejdskammerater, næppe kan opretholde et meningsfyldt hjemmeliv. 45 Det er igen den totale institutions altomfattende tendenser, der kan indvirke på familien. Hvis opholdsstedet er en total institution i Goffmans forstand, så kan man komme i tvivl, om denne tese af Goffman holder, da opholdstedets leder har sin egen private bolig på 43 Ibid s Ibid s Ibid s. 17 Torben Frank Petersen 20